Opdatering 2016 by Levende Historie

opdatering

Ă&#x2026;rbog for Vardemuseerne & RingkĂ¸bing-Skjern Museum

2016

Titel

opdatering Ă&#x2026;rbog for Vardemuseerne & RingkĂ¸bing-Skjern Museum 2016

opdatering Årbog for Vardemueerne & Ringkøbing-Skjern Museum 2016 © Forfatterne, Vardemuseerne & Ringkøbing-Skjern Museum 2017 Redaktion: Christian Ringskou og Tine Lorange Korrektur: Harriet Ludvigsen Grafisk tilrettelæggelse: Tine Lorange Fotos og illustrationer: med mindre andet er angivet ved de enkelte fotos og illustrationer tilhører billedmaterialet i denne bog Vardemuseerne, Ringkøbing-Skjern Museum eller Arkæologi Vestjylland Alle kort, Danmarks Højdemodel og ortofotos: ©Geodatastyrelsen Skrift: Myriad Pro Papir: 130g Silk Omslag: 250g Arktika Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S, Skjern ISBN 978-87-89834-96-2 ISSN 1903-9581

Kære Læser! At udgive en årbog medfører en lang række rutiner og gentagelser. Først skriver de venlige redaktører til de potentielle skribenter og beder om forslag til artikler. Det får ofte mange til at love at skrive. Så beder de tålmodige redaktører om artiklerne. Og de rykker for dem. Dernæst skriver de flittige skribenter, og der kommer en ordentlig bunke artikler, der kræver mere eller mindre redaktion af de travle redaktører. Nogle af artiklerne kommer endog til den aftalte tid. Så rykker de let stressede redaktører for de artikler, der var lovet men ikke afleveret. Og pludselig – få minutter før deadline – er der 25 artikler og mere end 200 siders spændende læsestof. Den sidste del opleves hvert år som et mirakel både af de glade redaktører og af alle os andre. Mellem to årbøger ligger selvfølgelig et helt års arbejde på museerne. Med udgravninger og udstillinger; med forskning og formidling; med arkivstudier, magasinstudier, feltstudier, registreringer og kasseringer. Med vedligeholdelse af bygninger, ombygning, nybygning og med administration og bogholderi. Med udvikling af nye undervisningstilbud og afvikling af velafprøvede. Med nye metoder i felten, med at lære nyt udstyr at kende og med at svare på bunker af spørgsmål fra interesserede borgere. Og det er i virkeligheden det, der er det mirakuløse: Mellem alt dette arbejde, får de to museers engagerede medarbejdere hvert år tid til at skrive om nogle af alle de

ting, de går og arbejder med. Og nogle af disse artikler er altså blevet til denne årbog. Tak til Niels Windfeld Lund og Peder Gammeltoft for jeres bidrag til vores årbog. Tak til dygtige praktikanter, der kronede korte men værdifulde ansættelser med artikler. Tak til de mange medarbejdere på museerne, til de mange frivillige og til medlemmerne af museumsforeningerne for Jeres store arbejde og engagement: Det er det, mindst lige så meget som vore udstillinger og samlinger, der gør vores to museer til noget særligt. Tak til skribenterne for at have omformet noget af alt dette arbejde til gode, oplysende og inspirerende artikler. Tak til de hårdtarbejdende redaktører, der med en jernhånd i en fløjlshandske styrer os sikkert i havn med endnu en se- og læseværdig bog. Og endelig tak til Jer læsere for at købe og læse bogen. Det er jo i høj grad for Jeres skyld, vi tager rutinen én gang til. Men også fordi vi kan lide det. God læselyst Kim Clausen og Claus Kjeld Jensen P.S. Museet for Varde By og Omegn har ved årsskiftet 2016/2017 ændret navn til Vardemuseerne, da museet fusionerede med NaturKulturVarde. Selvom artiklerne således vedrører arbejde, der er lavet under museets gamle navn udgives årbogen under det nye. Så alt er trods alt ikke ved det gamle…

Husby

Ulfborg

537

Staby

Simmelkær

Aulum

Sørvad

Vind

Vedersø Vedersø

Nybro

Ilskov

Sinding Stadil

Tim

Lokaliteter Vildbjerg omtalt i de enkelte artikler

471

Grønbjerg Hindø

Houvig Fæstningen

Vorgod

Skjern Skjern Enge

Tarm

Blåhøj

69 Hoven

Sdr. Vium

Ølgod

Lyne

181

Lunde

104

Oksby

176

eÅ

475

NordenskovStarup

Tofterup Vorbasse

Næsbjerg

Varde

469

463

Hejnsvig

Holm

Karlsgårde Karlsgårde

z z

Vard

Gr ind ste

Janderup Billum

431

Stenderup

475

Oksbøl

eÅ

Vandel

Ansager Ansager

Sig Sig

Jegum Ferieland Tinghøj Øster Vrøgum Vejers Strand

Billund Å

Tistrup Hodde

Horne Horne

Outrup

465

Blåvand

Grindsted

Skovlund

Henne Stationsby

126

Alslev

Agerbæk

Fåborg Årre

425

Vester Nebel Grimstrup Skads

all

E AV

D VA

Tarp

417

Hovbjerg

Glejbjerg

58 119

Fa 30

Kvong 487

Filsø Filsø Filsø

Grønbjerg

487

Henne Strand Henne Kirkeby

473

Filskov

Nørre Bork Sdr. Bork

Nørre Nebel

Oksby

Give Sønder Omme

Lønne

411

Ådum

Hemmet

Nymindegab

Stakroge

Uhre

171

Brande

Sønder Felding

Vorgod

423

Bork Havn

439

Borris

Fugletårn

Værnenge

Lønborg Vostrup

Tipperne

Skarrild

80 Å

rn Skje

439

Sønder Havrvig Skodbjerge

Troldhede

RINGKØBING FJORD

Fasterholt 184

Bølling

MSLA

Stauning

Arnborg

Astrup

NDS

Dejbjerg

RINGKØBING FJORD

HOL

Hvide Sande

Kibæk

Rækker Mølle

Hanning

Kølkær

Høgild

467

Ise

Nørre Kollund

Studsgård Fjelstervang

Herborg

181

KLIT

Barde

Videbæk

Højmark

Lem

Ikast

195

Spjald

Ølstrup

Velling

Bjerregård

Tulstrup

Arkæologiske udgravninger Herning

47 Ringkøbing 87

Gullestrup

467

Hee

Kloster Kloster

Søndervig

Skibbild Museer Timring og udstillingssteder

Stadil Fjord

Hovvig

Klegod

185

Sunds

Ørnhøj

Vest Stadil Fjord

Lindknud

Bække

Geste

Vejrup Endrup E20

Holsted

Esbjerg

191

Brørup

Bramming

Gørding

Vejen Askov

Sto

Indhold 6 Museumsforeningernes årsberetninger 16 Årets gang i ArkVest

Af Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

97 Badehusene i Nymindegab

Af John V. Jensen & Tine Lorange

18 På gennemfart i Torsted

104 Hitler, naziguldet og de ungarske soldater

29 Gravplads med udsigt

119 Ønsk dig ikke at have oplevet disse Dage…

39 Ulvetider i 1600-tallets Vestjylland

126 Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

47 Jens Harpøth – Ringkøbings polyhistor

155 Samarbejde om læring

58 ”Med Flid har jeg bestræbt mig”

166 Begyndelsen på et formidlingssamarbejde

69 ”En lavning i Terrænet, fyldt med Vand, uden Afløb”

171 Frivillige Vikinger

80 Tiden går

176 På vej mod ”verdens bedste museum”?

87 Vestergade

184 Årets udgravninger

Af Jonatan Rose Andersen

Af Karen Bjelke Fisker & Stina Troldtoft Andresen Af Peder Gammeltoft

Af Niels Windfeld Lund

Af Anders Kilgast Jensen

Af Bjarke Kampp Hansen Af Christian Ringskou Af Christian Ringskou

Af John V. Jensen Af John V. Jensen Af John V. Jensen

Af Pernille Ø. Sørensen

Af Anders Bloksgaard Poulsen Af Signe Øster Kæmpegaard Af Mette Bjerrum Jensen

Af arkæologerne i ArkVest

Museumsforeningernes årsberetninger Ølgod Museumsforening Året 2016 gav igen mange gode oplevelser i Ølgod Museumsforening. Møderækken startede i januar med foredraget ”Fra ældreforsorg til ældreomsorg”, hvor Lissi Møller Kristensen tog os med tilbage til 1800-tallet, hvor man endte på fattiggården, hvis man ikke kunne klare sig selv til nutidens plejecentre med gode boliger og et hjælpsomt personale og hjælp i hjemmet hele døgnet rundt. Næste foredrag var ”Den lange vej mod 9. april”, hvor pensioneret brigadegeneral Michael H. Clemmesen, fortalte, at det faktisk var Første Verdenskrig og Tysklands erfaringer derfra, som førte til besættelsen af Norge og Danmark 9. april 1940. I marts afviklede vi generalforsamlingen. Derefter fortalte museumsinspektør Holger Grumme Nielsen om bygningsstilarter i Ølgod-området.

Besøg på Glud Museum.

Museumsforeningerne

Foreningens medlemstal er ca. 400 Kontingent: Enkeltpersoner................................. 175 kr. Par......................................................... 250 kr. Firmaer/institutioner...................... 500 kr.

Sæson 2016/17 startede sidst i september med en udflugt til Glud Museum, Horsens Statsfængsel og den genfundne bro ved Vestbirk. Turen blev afviklet med 46 deltagere i flot solskinsvejr. Foredraget i oktober blev som sædvanligt et tilløbsstykke med godt 140 tilhørere. Forfatter og tidligere dyrlæge Hans Møller Kristensen fortalte om sit liv i Ølgod og sit forfatterskab. Den 29. oktober åbnede vi en udstilling med malerier og keramik i Lindberg Salen på Ølgod Museum af kunstneren Jens Gaarde Thomsen (1902-1966), som var født og opvokset i Gaarde. Alle udstillede genstande er venligst udlånt af familiemedlemmer, som også hjalp til med udstillingen. Udstillingen blev åbnet af formanden for udviklingsrådet Inga Andersen. Samme dag havde Kulturdage Foreningen inviteret til Kulturmarked i Kulturhuset. Museet var åbent hele dagen og ca. 150 personer besøgte museet i løbet af dagen. Desuden inviterede vi børnene til skattejagt på museet, 15 børn deltog, heraf fik tre af dem en præmie efter lodtrækning. 2016 sluttede med et foredrag om ”Den udeblevne revolution – landboreformen i Danmark 1750-1810 fortalt af historiker Birgit Løgstrup. Arrangementerne har alle været meget fine og godt besøgt. Desuden deltager medlemmerne fra Ølgod Museums-

Bestyrelsen 2016 Formand: Sonja Pedersen Næstformand: Hans Valdemar Kasserer: Kurt Theilgård Bladudvalget: Anne Marie Jensen Ad.hoc: Tage Johannessen Repræsentant for Lokalarkiverne: Svend V. Svendsen Repræsentant for Varde Museumsforening: Knud F. Nielsen Repræsentant for Vardemuseerne: Holger Grumme Nielsen

forening jævnligt i arrangementer i Museumsforeningen for Varde By og Omegn, ligesom det modsatte også er tilfældet. I maj udgav vi Årsskrift 2016 i samarbejde med ØlgodStrellev Lokalhistoriske Arkiv og Slægtsforskningsforeningen for Øster, Vester, og Nørre Horne Herreder af 2005. Årsskriftet er et supplement til opdatering. Årsskriftet støttes af Ølgod Museums Fond. Ølgod Museumsforening er sammen med Ølgod-Strellev Lokalhistoriske Arkiv udgiver af bogen: ”Vi begyndte i hønsehuset – om HTH brødrene, der skabte det vestjyske industrieventyr HTH”, forfatteren er forhenværende museumsleder Søren Manøe Hansen. Bogen udkom den 15. december, i forbindelse med HTH’s 50 års jubilæum. Ved generalforsamlingen blev Anne Marie Jensen genvalgt, efter otte år i bestyrelsen ønskede Poul Erik Knudsen ikke genvalg og Tage Johannessen blev nyt medlem af bestyrelsen. I forbindelse med arrangementerne møder hele bestyrelsen op og hjælper til med opstilling og oprydning med mere, tak for det. Sonja Pedersen fmd. Ølgod Museumsforeningen

Ølgod Museums Fond Den eneste udbetaling Fonden har haft i 2016 er udbetalingen til Ølgod Museumsforenings ”Årsskrift 2016” på 11.087,50 kr., bevillingen var på 12.000,00 kr. I skrivende stund har bestyrelsen endnu ikke haft deres årsmøde, men der ligger i øjeblikket to ansøgninger til Fonden. Ved udgangen af 2016 forventes egenkapitalen at være på ca. 400.000 kr. Fondens formål er at indkøbe museumsgenstande og kunst til Ølgod Museum, samt udgivelse af lokalhistorisk litteratur eller andet, der kan medvirke til udbredelsen af kendskabet til egnens kulturhistorie. Det gælder følgende sogne Ansager, Tistrup, Hodde, Strellev og Ølgod. Sonja Pedersen fmd. Ølgod Museums Fond

Åbning af udstilling med Jens Gaarde Thomsens malerier og keramik.

Museumsforeningerne

Ringkøbing Museumsforening Ringkøbing Museumsforening oplever fortsat en solid interesse for foreningens arrangementer og ikke mindst de mange tilbud Ringkøbing-Skjern Museum byder på. Foreningens bestyrelse løfter en stor opgave som arrangør af foredrag og udflugter. Dertil kommer alt det praktiske arbejde med at skrive og udbringe programmer og årbøger samt at afvikle arrangementerne. Stole skal stilles op, der skal sælges billetter, bydes velkommen, laves kaffe og ryddes op igen. Der ydes på den måde en betydelig frivillig indsats for museet. Samtidig sker der noget på Dommerkontoret, når museet er lukket. Lyset tændes i et herligt museumsmiljø i det smukke hus tegnet af Ulrik Plesner. Vort ønske om at få forbedret forholdene er blevet imødekommet. Åbningen mellem foredrags-lokalet og det tilstødende rum er blevet udvidet, så der er blevet plads til mange flere gæster. Museumsforeningen har kvitteret herfor ved at ofre 20.000 kr. på en fastmonteret

Foredrag på Dommerkontoret.

Museumsforeningerne

videoprojektor samt et højtaleranlæg, som naturligvis er doneret til museet. Foredragene, der emnemæssigt har spændt meget vidt, har været velbesøgte med ca. 450 tilhørere. Årets udflugt gik

Bestyrelsens sammensætning 2016 Jens Olufsen, formand, næstformand i museets styrelse Børge Sørensen, næstformand, styrelsesmedlem, arkivleder Per Søvndal Kristiansen, kasserer, styrelsesmedlem Poul Erik Pilgaard, sekretær Margery McGregor, bestyrelsesmedlem Ninna Kragh og Ole Bøndergaard, suppleanter

til Lolland med overnatning i Maribo. Foreningens formand, der har boet på Lolland, arrangerede turen. Han havde fundet gode lokale guider. Der blev besøgt slotte og herregårde, Maribo Domkirke, Reventlow Museet på Pederstrup, Knuthenborg Safaripark og byerne Maribo og Nakskov m.m. De 42 deltagere fik lejlighed til at opleve en del af Danmarks udkant, som er meget anderledes end Vestjylland. Det blev en rigtig vellykket tur. Årets største begivenhed blev indvielsen af det nye lokalhistoriske arkiv i Ringkøbing. Ringkøbing Museumsforeningen påtog sig i 2013 at varetage Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv. Et antal frivillige meldte sig hurtigt, og museumsforeningens næstformand Børge Sørensen påtog sig hvervet som arkivleder. Lokaleforholdene – et kælderlokale under Ringkøbing bibliotek – var meget ringe, så det var en betingelse, at disse forhold blev forbedrede. Efter mange forhandlinger blev museumsforeningen og kommunen enige om, at kommunens ejendom Herningvej 8 (Pedersens hus), nabo til Ringkøbing

Museum, som tidligere var blevet brugt af museet, var velegnet til formålet. Museet kunne så fortsat bruge garagen til opbevaring og benytte haven til levendegørelser. Huset var imidlertid i en så ringe forfatning, at det skulle totalrenoveres. Det ville koste ca. 1,2 mio. kr. Det lykkedes Kulturog Fritidsudvalget at få beløbet bevilget, så projektet kunne realiseres i 2016. Det blev færdigt i løbet af sommeren, og pengene slog til. I løbet af de næste måneder blev det store arbejde med at få arkivet flyttet og sat på plads gennemført. Ved en reception den 10. november 2016 blev det nye Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv officielt åbnet af formand for Kultur-og Fritidsudvalget Kristian Ahle.

Foreningens arrangementer i 2016 Årets arkæologiske udgravninger v/ arkæologerne Torben Egebjerg og Poul Krogh Jørgensen, Ringkøbing-Skjern Museum. Jyllandsslaget for 100 år siden v/ museumsleder Lars Froberg Mortensen, Fredericia. Et museum kan mange ting… v/ museumsinspektør Per Lunde Lauridsen, Ringkøbing-Skjern Museum. De glemte udvandrere v/ mag scient. Max Pedersen, Gilleleje. Det danske måltid i 15.000 år v/ museumsinspektør Bettina Buhl, Dansk Landbrugsmuseum. Minerydning langs den jyske vestkyst efter krigen v/ museumsinspektør John V. Jensen, Vardemuseerne. Ringkøbings ældste byprivilegier fra 1443 og Christoffer af Bayern, som gav dem v/ dr.phil. Anders Bøgh, Aarhus. Ejnar Mikkelsen – eventyreren og polarforskeren v/ chefbibliotekar Carsten Winther, Svendborg. Sensommertur ”2 dage på Lolland” v/ formand Jens Olufsen, Ringkøbing Museumsforening.

Besøg i Nakskov.

Ringkøbing har nu fået et arkiv med de bedst tænkelige arbejdsforhold. Huset er bragt i en stand, så det bevaringsværdige hus fra 1870’erne er blevet en fryd for øjet. Arkivlederen og de frivillige arkivmedarbejdere er utrolig glade og meget tilfredse med de nye lokaler. Arkivet er nu synligt og tilgængeligt for publikum. Der kan igen afleveres arkivalier, og der må velsagtens være et efterslæb som følge af arkivets mangeårige dvaletilstand. Afslutningsvis er der grund til at ønske de frivillige på arkivet og arkivleder Børge Sørensen tillykke med det nye arkiv. Tak til Ringkøbing-Skjern Kommune og RingkøbingSkjern Museum for den store opbakning. Og ikke mindst tak til Ringkøbing-Skjern Museums styrelsesformand HansOle Jessen for på frivillig basis at have stillet sin faglighed til rådighed for projektets planlægning og gennemførelse. Jens Olufsen Ringkøbing Museumsforening Museumsforeningerne

Varde Museumsforening Når opdatering udkommer, er det bestyrelsens håb, at ovenstående navneforandring til Varde Museumsforening er vedtaget på generalforsamlingen i februar 2017. Som anført i opdatering 2014 og 2015 bidrager medlemmernes kontingent til det økonomiske grundlag for årbogen. Museumsforeningens vigtigste aktivitet er afholdelse af foredrag, hvis forberedelse fylder meget på bestyrelsesmøderne. En kort gennemgang af de enkelte foredrag og udflugter fra 2016 er her medtaget for at give alle et par ord om oplevelserne. Lokalhistoriker Ole Nørskov Nielsen indledte foredragsrækken den 18. januar med ”Træk af det vardensiske

Rundvisning i Tirpitz.

Museumsforeningerne

værtshusliv i slutningen af det 19. årh. og begyndelsen af det 20. årh.” Nørskov levendegjorde foredraget i en grad, så man skulle tro, han selv havde været deltager med de mange detaljerede historier. Vi håber, at Nørskov senere kan vende tilbage med et andet foredrag om et nyt emne fra Vardes lokalhistorie. Adjunkt ved syddansk Universitet Rasmus Glenthøj holdt den 22. februar et meget spændende foredrag: ”1864 – sønner af de slagne.” Netop krigen i 1864 har der været meget fokus på med de store følgevirkninger, den fik for Sønderjylland. Som historiker har Glenthøj en meget stor viden om emnet og har udgivet bogen ”1864 – sønner af de slagne” på 574 sider. Gik du glip af foredraget, kan det genopleves i bogen. Museumsforeningens generalforsamling blev afholdt den 29. februar, hvor også repræsentanter fra Vardemuseerne fortalte om nyt fra museet. Bestyrelsen konstituerede sig senere som nedenfor anført. Da adskillige af medlemmerne tog turen til Ølgod, så skal pensioneret brigadegeneral Michael Clemmensens foredrag ”Den lange vej mod 9. april” den 9. marts nævnes her. Clemmensen har afdækket og synliggjort adskillige faktorer om Danmarks forhold under Første Verdenskrig, hvor danskerne til tilhørernes store forbavselse var meget mere involverede end man generelt havde kendskab til. Sig Hotel var godt fyldt op, da arkæolog Hemming Zaramella, Sydvestjyske Museer den 18. april holdt foredrag ”Metalfundene i Sig fra vikingetiden”. Sig og omegn fik hermed markeret den lokale rolle fra vikingetiden. For at underbygge sit foredrag havde foredragsholderen medbragt flere kasser med omhyggeligt indpakkede genstande fundet i området, og tilhørerne fik mulighed for at røre og stille spørgsmål til disse fund. Næstformanden styrede med sikker hånd den 9. maj aftenturen til Gram slot, der foregik i egne biler og havde god

tilslutning. Gram Slot har snart 550 år på bagen og er efter med ord, men ca. 150 fremmødte nød koncerten, og vi adskillige restaureringer absolut et besøg værd. I turen var planlægger at arrangere en ny koncert næste år. der inkluderet en guidet rundvisning samt kaffe og kage. Året sluttede som sædvanligt med julemarkedet den Museumsinspektør John V. Jensen, Vardemuseerne, 26.-27. november. De dygtige kunsthåndværkere og husholdt foredrag om ”Ekspropriationen af Eventyrets land” flidsfolk solgte juleting og julegaver af egen tilvirkning til på Danhostel i Oksbøl den 24. oktober. Interessen for fore- de mange fremmødte. Museets medarbejdere bød på lidt draget var større end vi havde regnet med, da der kom ca. mundgodt, og museumsforeningens bestyrelsesmedlem100 deltagere, der måtte klumpe sig sammen – tak for je- mer fik begge dage en god snak med de besøgende og res tålmodighed. Blandt tilhørerne sås flere, der havde optegnede nye medlemmer. levet ekspropriationen på egen hånd. John Jensen har talt Vardemuseerne har flere magasiner med et meget stort med adskillige af de involverede og selv skrevet artikler udvalg af diverse genstande, der er skænket til eller i enkelte om emnet. Selvom ekspropriatiotilfælde opkøbt af museet. Fælles nen ligger adskillige år tilbage, er træk er, at der normalt er adskillige der fortsat knyttet mange følelser eksemplarer af samme type genFormand.................................. Knud F. Nielsen til emnet. John Jensen mestrede stand. Ikke alle genstandene kan Næstformand...................... Else Marie Bruun at afbalancere sin fremstilling af vedligeholdes, og hovedparten vil Kasserer................................Sven Erik Hindsig emnet, så det blev en god oplesikkert aldrig blive udstillet, men Sekretær..........................Laurids Bjerregaard velse. Foreningen fik 17 nye medvil fortsat blive brugt i forskning. Medlem....................................Kaj O. Sørensen lemmer denne aften. Museet er pålagt at katalogisere, Medlem..................... Sonja Pedersen, Ølgod Med en forventet afslutning fotografere og lægge billederne Suppleant (1)..............................Susie Hansen af byggeriet i det nye Tirpitz, øjpå nettet, så andre interesserede Suppleant (2)...........Inge Aasted Kristensen nede bestyrelsen muligheden for vil kunne se resultatet. Bestyrelsen at få en rundvisning for medlemhar i al beskedenhed involveret sig merne, inden museet lukkede for at gøre plads for klargø- i denne proces, hvor vi en eftermiddag om ugen hjælper ringen af udstillingerne. Rundvisningen fandt sted lørdag med at tage de enkelte ting frem og fotografere dem. Med den 12. oktober og blev forestået af direktør Claus Kjeld det nuværende tempo vil vi være færdige om ca. fem år. Jensen og projektleder Mette Bjerrum Jensen. Det blev en NB: Museet er nu tilbageholdende med at modtage genstor succes med 85 tilmeldte, der blev delt i to hold, hvor stande, med mindre der knytter sig en særlig historie til Mette fortalte om udstillingerne og Claus om byggeriet. dem. Rundviserne udstrålede stor entusiasme for projektet, og Af andet skal kort nævnes, at medlemstallet er vokset foreningen er glad for, at rundvisningen kunne lade sig til knap 700 medlemmer og 11 foreningsmedlemsskaber. gøre. I øvrigt henvises til Claus’ artikel: ”Tirpitz under foran- Formanden er medlem af bestyrelserne på Vardemuseerne dring” i opdatering 2015. samt Ølgod Museumsforening, med hvem vi har et tæt Som noget nyt gik vi i samarbejde med Varde Kirke om samarbejde. Også en tak til museet for et godt samarbejde at lave en filmkoncert i kirken. Organist ved Holmens Kirke og støtte til vores aktiviteter. i København, Jacob Lorentzen, spillede på kirkens store orgel til billederne af Chaplins berømte stumfilm City Lights På foreningens vegne fra 1931. En fantastisk oplevelse der er svær at beskrive Knud F. Nielsen Museumsforeningerne

Skjern-Egvad Museumsforening – en del af Ringkøbing-Skjern Museums bagland

Christian Ringskou viste rundt i museets magasiner og det Museumsforeningen har gennem de senere år taget ini- lokalhistoriske arkiv. Det blev et rigtig spændende besøg, tiativ til flere nye aktiviteter. Bestyrelsen må sande, at ting og måske blev kimen lagt til dannelsen af en ny arkivgruptager tid, til tider meget tid – også for bestyrelsesmedlem- pe. Museumsforeningen vil meget gerne være med til at merne; så 2016 blev året, hvor vi ikke spredte os over yder- skubbe initiativet i gang. ligere aktiviteter, men forsøgte at konsolidere de ting, vi Desværre måtte vi for en gangs skyld aflyse årets medhar søsat de foregående år. Det kan i sig selv føre med sig, lemsudflugt. Turen skulle have gået til Kongernes Jelling at der tages nye initiativer på sigt. og Bindeballe Købmandsgård; men der var ikke tilmeldte Foreningens projekt ”Kend dit museum…” havde i 2016 nok til at kunne gennemføre arrangementet. Bestyrelsen to arrangementer. Vi havde inviteret klør på med en ny udflugt i 2017. medlemmerne til et besøg på Skjern Museumsforeningens bogsalg I 2016 har bestyrelsen bestået af Reberbane, som er en af Danmarks går over al forventning. Selv om vi kun Børge Østergaard Hansen, formand bedst bevarede reberbaner, der tilhar orienteret vores egne medlemJørgen Bøgebjerg, næstformand med er fuldt funktionsdygtig. Skønt mer, har vi alligevel modtaget rigtig Niels Aage Thomsen, kasserer der kun var omkring 10 medlemmer, Hans-Ole Jessen der havde tilmeldt sig arrangemenMuseumsforeningen har i samarbejde med Vivi Olesen Wulff tet, valgte vi at gennemføre det, og Ringkøbing-Skjern Museum og Folkeuniversitetet Helle Husted heldigvis for det – der mødte over i årets løb afholdt syv foredrag Anne Vej 30 besøgende op! Museets rebslager Fortidsminder i Midt- og Vestjylland Flemming Vad Mikkel Hollmann havde på forhånd v/ museumsinspektør Kira Jørstad Klinkby Knud Jeppesen sikret, at ”maskineriet” kunne køre, og Peter Graakjær Ungarske soldater og flygtninge i Vestjylland under de fremmødte fik en god fortælling besættelsen v/ journalist Søren Peder Sørensen om reberbanens historie og en ”hands on”-indføring i rebslagerhåndværkets processer. Med den Det demente samfund – historieløshed i store tradition med frivilliggrupper ved Ringkøbing-Skjern nutidskulturen v/ lektor, cand.mag. Michael Böss Museum in mente bliver det spændende at se, om der på et Jyllandsslaget 1916 tidspunkt kan dannes et rebslagerlaug. v/ journalist og forfatter Knud Jakobsen Skjern by er et af de meget få steder i kommunen, Historien om værnet og tipperne hvor der ikke findes en lokalhistorisk forening eller arkivv/ museumsdirektør Kim Clausen gruppe. Det lokale arkiv er for mange år siden blevet en del Solskin for det sorte muld – 150 års danmarkshistorie af Ringkøbing-Skjern Museum og køres af museets medv/ professor emeritus Ove Korsgaard arbejdere og besøges af meget få borgere. I museumsforeningens bestyrelse følte vi os sikre på, at mange af vores Rakkere og natmandsfolk – fortællinger om udstødte medlemmer var meget interesserede i at høre om arkivet, mennesker v/ museumsinspektør Per Lunde Lauridsen og derfor inviterede vi til en aften, hvor museumsinspektør 12

Museumsforeningerne

mange bøger til videresalg. Vi forventer i løbet af 2017 at gøre den lokale presse interesseret, så vi kan nå længere ud. Salget foregår hovedsageligt ved nogle af vores egne arrangementer samt ved museets store sommer- og julearrangementer i Bundsbæk. Ofte får vi bøger, som vi slet ikke forventer at kunne sælge, da de er meget specielle – nærmest ”nørdede”. Vi tager dem alligevel med, og det er en fornøjelse at se en besøgende, der bliver helt varm af glæde over lige præcis at falde over en af disse bøger. Overskuddet af bogsalget udgør en betydende del af foreningens regnskab og medfører, at vi stadig kan give støtte til nye udgivelser af lokalhistoriske bøger. Et enkelt nyt tiltag blev det dog til i 2016. Selv om museet ligger spredt meget ud i kommunen, er der alligevel en lang række steder af stor lokalhistorisk betydning, som ikke er i museets regi. Det kan være mindesmærker, spændende steder i naturen eller specielle bygninger, som i nogle tilfælde drives som selvstændige museer. En del af disse lokaliteter er beliggende i vores museumsforenings område. Da vi ikke mener, man kan fortælle egnens historie uden disse steder, er vi begyndt at interessere os for dem. Derfor tog museumsforeningens bestyrelse på en udflugt til Hoven, hvor vi først fik en guidet rundtur i Tirsbjerg plantage og omkring I.C. Christensens barndomshjem. Efter at have fået en gennemgang af altertavlen i Hoven kirke sluttede vi med et besøg i Hoven gamle skole, som rummer landsbymuseet og lokalarkivet. Her fik vi naturligvis også en fortælling om Hoven Kvindehøjskole, der var beliggende i nabohuset, som i dag er i privat eje. Vi havde et meget givtigt kaffemøde med medlemmer af landsbymuseets bestyrelse, hvor vi udvekslede tanker om et fremtidigt samarbejde. En spændende dag, som måske kan give anledning til at inddrage landsbymuseet i en fremtidig information om vores egns historie, og som kan være mål for arrangementer for vores forenings medlemmer, måske under temaet ”Kend din egns historie …”. Der ligger spændende historier og seværdige steder også uden for Ringkøbing-Skjern Museums portefølje.

Besøg på Skjern Reberbane.

En af museumsforeningens faste og traditionsrige hjørnesten er vores foredragsrække, og vi har i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Museum og Folkeuniversitetet i årets løb afholdt syv foredrag: Museumsforeningen har gennem året finansieret indkøb til Skjern Vindmølle samt indkøb af maleriet ”Udsigt over baneterrænet ved Skjern” (Axel Bredsdorff, 1938). Museumsforeningen har i årets løb medvirket ved museets julemarked og det historiske dyrskue, og mange af foreningens medlemmer er aktive som frivillige med mange funktioner og er en vigtig del af det store laugsvæsen, der er så karakteristisk for Ringkøbing-Skjern Museum. Skjern-Egvad Museumsforening Børge Østergaard Hansen Museumsforeningerne

Nymindegab Museumsforening Det tiende år i Nymindegab Museums historie begyndte traditionen tro med en Nytårskur. Grønlangkål, hamburgryg og pølse for frivillige samt ansatte ved Vardemuseerne. Det var en hyggelig eftermiddag, hvor energien til at begynde et nyt år var tilstede. Igen i år deltog også Borgmester Erik Buhl. Påsken blev på museet fejret med æggelege, maling af æg og andre påskeaktiviteter. Også her var både børn og voksne frivillige hjælpere. Senere kunne man smage æggekage og hjemmebagt rugbrød. På Nationalparkdagen i maj var Nymindegab Museum centrum for aktiviteter i det nordvestlige hjørne af Varde

25 kager til kaffebordet ved byfesten for Årets Lokale Landsby.

Museumsforeningerne

kommune, her blev der serveret skrubber, kørt i hestevogn ud til det nyrenoverede udsigtspunkt “Hattebjerg”, og redningsbåden blev for første gang i 39 år kørt frem foran museet. Kort efter blev Nymindegab kåret som Årets Lokale Landsby i Varde Kommune, og det blev officielt, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe ville komme på et todages besøg i kommunen. Dronningen skulle bl.a. besøge Nymindegab Museum. Endelig oprandt dagen, hvor dronningen skulle komme. Byen var fuld af liv, flagene var hejst, og solen skinnede fra en blå himmel. Byen og museet har aldrig været mere nymalet, rengjort og smuk. Varde Garden spillede, og der var mange nysgerrige tilskuere og mange med Dannebrogsflag klar til at modtage dronningen. At der var en god stemning i hele byen kunne bl.a. de mange cykelryttere som deltog i cykelløbet ”Fjorden rundt” mærke, for ventetiden blev brugt på at heppe og klappe på de cykelryttere, der kom forbi, inden dronningens ankomst. Så kom dronningen – og overraskede folkemængden ved at komme fra vest. Hun havde taget turen over Gammelgab sammen med borgmesteren, folk fra byrådet, embedsmænd, politi og PET. Dronningen gav sig god tid til at hilse og vinke og efter en time og fem minutter var besøget slut. En tilfreds dronning har efterfølgende udtalt, at netop Nymindegab Museum var en oplevelse på årets togt, og vi i Nymindegab solede os i den positive omtale vi fik. Kort efter var der “Regatta” i Nymindegab. Foreningen V6 stod som hovedarrangør ved det store træskibstræf for gamle både, som oprindelig havde deres tilknytning til Ringkøbing fjord, og Nymindegab Museum var igen tilstede ved bl.a. at køre redningsbåden frem og være repræsenteret på havnen. Igennem 2016 har Nymindegab Museumsforening arbejdet med at få udstillingen “Privat Eje” klar. En udstilling af

I efterårsferien var der suppedag og senere på ugen æbledag. På suppedagen skulle der slagtes og plukkes en høne, den og grøntsager fra køkkenhaven blev der lavet suppe af i møllen, på æbledagen kunne man selv tage sine æbler med og få presset dem, og der var æbleflæsk, gammeldags æblekage og i Tømrer Larsens hus. Museumsforeningen har bl.a. støttet museet med et lærred til foredragsaftener samt en stor kaffemaskine, arrangementet ved fejringen af “Årets By” og fået installeret en varmtvandsbeholder i køkkenet. Igen i år skal der lyde en stor tak til alle frivillige og medarbejdere som støtter op om Nymindegab Museum. Uden jer var det ikke et levende museum, I er hjertet af dette museum. Nogle siger ”Adh”, andre synes det er spændende, når vi slagter høns til suppedag. Vi skal lige se hvor lang sådan en tarm er.

Nymindegabmalere samlet rundt omkring i Nymindegabog Blåbjergområdet. Der blev samlet i alt 42 billeder ind, og udstillingen åbnede en solrig septemberdag samme dag som Nymindegab fejrede “Årets Landsby”. Festen tog udgangspunkt på Nymindegab Museum. Også her deltog Varde Garden. Der var mange arrangementer den dag. Ved den officielle åbning deltog mindst 300 gæster, som også kom til fernisering og fortælling om billederne. Dette gjort levende af museumsinspektør John Jensen. Desuden var der taler fra både politikere og borgerforeningen. Nymindegab Museumsforening gav rundstykker, kaffe, samt lokale snapse, der var aktiviteter for børn, og om eftermiddag var der “Den store bagedyst” hvor foreninger, børn og voksne kom med egne kager. Kagerne blev bedømt af to dommere, Hardy Christensen fra Hardy´s Bageri i Nørre Nebel og Trine Steffensen fra Nymindegab Kro. Byens foreninger havde doneret pengepræmier til de tre bedste i hver kategori, der blev indleveret og bedømt 25 kager, og efterfølgende blev der spist 25 kager.

Peter Pedersen Formand for Nymindegab Museumsforening.

Redningsbåd og hestevogn foran museet til Nationalparkdag i maj.

Museumsforeningerne

Årets gang i ARKVEST

Arkæologi Vestjylland

Af Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

I forhold til 2015 har 2016 været mere stille: Dette skyldes udelukkende, at vi i 2015 havde travlt allerede fra årets start med det lange strømkabel, der forbinder havvindmøllerne på Horns Rev med fastlandets transformatorstationer. Det har dog langt fra betydet, at arkæologerne har haft et afslappende år. I stedet for én stor tracégravning har vi arbejdet spredt udover mange større og mindre undersøgelser. For en gangs skyld har ArkVest været ude i alle hjørner af de to kommuner, hvor aktiviteten ofte har været koncentreret om de større byer: Ringkøbing, Skjern og Varde. Arkæologerne har været ude på imponerende 41 lokaliteter i 2016.

Attilio, Stina og Sara Lea færdiggør den sidste, grav inden vinterens komme.

Lene B. Frandsen & Poul K. Jørgensen

Årets helt store undersøgelse i ArkVest er udgravningen af den store gravplads ved Kjelst, mellem Oksbøl og Billum. Her har Karen Bjelke Fisker, Stina Troldtoft Andresen, Sara Lea Kronvang, Søren Christensen, Attilio Dona m.fl. opholdt sig store dele af efteråret og gravet snesevis af urne- og brandgrave fra jernalderen samt mange jordfæstegrave. Disse jordfæstegrave, hvor den døde ikke er brændt, begyndte allerede sidste år at dukke op i undersøgelsen, uden at nogen var blevet fundet i forundersøgelsen. Jens G. Lauridsen og Lars Chr. Bentsen foretog i december 2016 og januar 2017 en undersøgelse af en sløjfet gravhøj ved Mejls nord for Varde. Landmanden kunne berette, at der var fremkommet en del sten i den bortgravede del. ArkVest foretog en undersøgelse af den ødelagte del af fortidsmindet. Der fremkom tydelige spor af en stolpecirkel, der har stået før gravhøjen, måske omkranset en tidligere begravelse på stedet. Der stod en flot profil på omtrent to meters højde tilbage efter fjernelsen af den ene halvdel af højen. Højen har oprindelig været ganske anseelig med sine omtrent 25 meter i diameter og 6-8 meters højde. Højen har indgået som én blandt flere i højgruppen mellem Mejls og Sækbæk. Undersøgelsen blev finansieret af Slots og Kulturstyrelsen. Droneopgaverne fylder mere og mere i arkæologernes hverdag. Både opgaver for Slots- og Kulturstyrelsen, andre museer og ikke mindst vores egne undersøgelser. Opgaverne var så mange i år, at Esben Schlosser Mauritsen fik uddannet Lars Chr. Bentsen til dronepilot, så ArkVest nu råder over to godkendte droneoperatører.

Administration Tidligere har både Ringkøbing-Skjern Museum og Vardemuseerne fået ryddet op i deres beretningsefterslæb fra tiden før 2010. Nu er turen kommet til at få ryddet op i de senere års efterslæb. Vores aftale med Slots- og Kulturstyrelsen er at arbejdet skal være afsluttet 1. april 2017. Arbejdet med registrering af en stigende mængde Danefæindleveringer bliver år for år mere omfattende, og museerne har stor glæde af det gode samarbejde med Vestjysk Detektorforenings medlemmer og alle de andre detektorfolk, der systematisk afsøger markerne i de to kommuner. Deres arbejde og fund er et uvurderligt kildemateriale for museerne.

ArkVest har i 2016 –– behandlet 1863 bygge- og anlægstilladelser –– behandlet 395 tilladelser efter natur- og planloven –– gennemgået 31 lokalplaner –– udarbejdet 153 udtalelser og høringssvar

Et rigtigt spændende og meget sjældent detektorfund af to formodede øreskeer, måske toiletsager fra yngre bronzealder. De er 7,5 og 9 cm lange. Øreskeer i denne kvalitet har været forbeholdt eliten.

hår blevet genanalyseret og der er kommet interessant ny viden frem, fx er der syet uldtråd ind i håret for at fastholde de tynde fletninger. Arkæologerne deltager fortsat ved vikingemarkedet i Bork og ved museernes julemarkeder i Varde og på Bundsbæk Mølle. Her fortæller arkæologerne interesserede julemarkedsgæster om det daglige arbejde og om aktuelle sager. Arkæologerne deltager også med foredrag i regi af Folkeuniversitetet, samt en række danske og internationale symposier.

Formidling og forskning I forbindelse med Varde Å-dag holdt arkæologerne åben udgravning ved Kjelst. På samme undersøgelse har der også været gymnasiestuderende på besøg i forbindelse med et projekt i naturvidenskab (se Anders artikel). På Nymindegab Museum havde Lene B. Frandsen æren af at introducere Hendes Majestæt Dronningen for udgravningerne ved Henne Kirkeby Vest og de spændende tekstilfund fra Lønne Hede i forbindelse Kongehusets Sommertogt, der i år kom forbi Varde Kommune. Til dronningens besøg var blomsterpigernes hår blevet flettet i forsøg på at rekonstruere bl.a. Lønnepigens frisure. I forbindelse med et igangværende forskningsprojekt omkring gravene fundet på Lønne Hede, er det bevarede

Jernalderblomsterpiger tager imod dronningen på Nymindegab Museum.

Årets gang i ArkVest

På gennemfart i Torsted

De tidlige undersøgelser af vestjyske stendyngegrave Af Jonatan Rose Andersen

var, at øksen, bortset fra nogle brugsspor, hverEn vinterdag i 1955 stødte gårdejer Kristian ken var ramponeret eller i brudstykker, som det Knudsens plov på sten. Det viste sig ikke blot at ellers ofte er tilfældet med økser, der bliver funvære enkelte sten, der lå i vejen for ploven, men det omkring stenalderens bopladser og aktiviet tæppe af hånd- til hovedstore sten. Knudsen, tetsområder. Knudsens umiddelbare mistanke der ejede og drev Bondesgård ved Torsted, blev hermed styrket betydeligt: Der måtte være var ved siden af landarbejdet temmelig optale om en grav fra stenalderen. Han modstod taget af oldsager og arkæologi. Ovenikøbet fristelsen, der måtte ramme selv den mest garhavde han tidligere deltaget i arkæologiske vede arkæolog, og lod øksen ligge i sit leje. 19 udgravninger rundt omkring på egnen. Han år tidligere, i 1936, havde Kristian Knudsens fik derfor en mistanke om, hvad han havde far, Bertel, fundet to økser i en lignende stenfundet. I stedet for at fjerne forhindringen, begyndte han forsigtigt at undersøge stenlægning i nærheden. Det var en anden tid, og dengang blev økserne taget op og stenene tæppets overflade. Efter at havde konstatefjernet, så arbejdet kunne fortsætte. Denne ret omfanget af stenlægningen, der havde gang kontaktede Kristian Knudsen i stedet en omkreds på flere meter, begyndte han Ringkøbing Museum og meddelte sit fund. forsigtigt at afdække en smal grøft igennem Dette skulle vise sig at lede til den første anlæggets midte. Det var her, han opdagesystematiske udgravning i Vestjylland af en de den smukke flintøkse, der lå under det gådefuld og sjælden type grav. Disse grave øverste lag sten. tager sig umiddelbart ganske beskedent Det må have været en speciel oplevelud, da de blot lader til at bestå af nogle se at opdage den stadigt skarpe flintøkse i nedgravninger dækket af stendynger. jorden. Den var kraftig, men stadig elegant Kendskabet til stendyngegrave var derfor forarbejdet og blankslebet på bredsidermeget begrænset på dette tidspunkt. Det ne. Øksen er hugget af en særlig flinttype er 60 år siden, Kristian Knudsen gjorde med forskellige farver, så den fremstår dette fund på Bondesgårds marker, der både mat grå og mørkeblå, og midt på udløste en lang række fundrige udgraver der et område med en lagdelt marmoDen tyknakkede flintøkse, der blev ninger i området. Der er siden fundet rering, der får den til at se endnu mere fundet af Kr. Knudsen i vinteren 1955. mange flere grave, og man er kommet kunstfærdig ud. Det mest interessante Længde: 22,6 cm. 18

Jonatan Rose Andersen

Stendyngen, som Kr. Knudsen fandt i sin mark i 1955, er her blevet blotlagt under udgravningen. Bemærk den tyknakkede flintøkse, der stadig ligger i den grøft, som Knudsen gravede midt igennem stendyngen.

tættere på en forståelse af disse ejendommelige anlæg. Dog har udgravningerne, der foregik i Torsted sogn mellem 1955 og 1972, stadig en central position i forskningshistorien, og materialet udgør en essentiel del af vores viden om stendyngegravene. Stendyngegrave – eine neue Grabform aus Jütland Stendyngegravenes undersøgelseshistorie begyndte imidlertid i starten af 1950’erne, omkring 90 km fra Torsted. Hvis man ved, hvad man skal kigge efter, er det dog muligt

at finde enkelte beskrivelser af stendyngegrave fra tiden før 1950. I forskellige beretninger fra slutningen af det 19. århundrede og frem, kan man læse om lignende grave. De er dog beskrevet meget forskelligt, og kun et fåtal er blevet udgravet professionelt. Der var heller ingen, der havde bemærket en sammenhæng mellem disse forholdsvis uanselige grave. Men omkring 1950 blev det meddelt til Vesthimmerlands Museum, at der gennem tiden var blevet fundet et antal ”Stendynger med Flintøkser” på en mark ved Østerbølle i Himmerland. Den store museumsmand Sigvald Vestergaard Nielsen påbegyndte en undersøgelse På gennemfart i Torsted

af området. På dette tidspunkt bestod en del af området stadig af uopdyrket hede, og her blev der observeret en række forhøjninger i terrænet. Disse viste sig hver at indeholde en stendynge, der dækkede flere nedgravninger. I nogle af dem fandtes der økser fra mellemste bondestenalder. Ud fra deres ensartethed fastslog Vestergård Nielsen, at alle anlæggene måtte være ”Jordfæstegrave med Jættestueudstyr”.1 Den tidlige og mellemste tidsperiode af bondestenalder bliver på fagsprog kaldt tidlig- og mellemneolitikum. De to perioder er mest kendt for opførelsen af store kammergrave, henholdsvis dysser og jættestuer. Det er derfor, man tidligere betegnede perioderne som dyssetid og jættestuetid. Kun i ganske få tilfælde kendte man til andre begravelsesformer fra disse perioder.2 Det var derfor en mindre sensation, at Vestergaard Nielsen fandt jordfæstegrave, dvs. almindelige begravelser i jorden (modsat begravelser i fx gravkammer) sammen med ”jættestueudstyr”. Vestergård Nielsens begreb jættestueudstyr skal forstås som det gravudstyr, man normalt ville finde i jættestuerne, i dette tilfælde to økser og en mejsel. Man kendte til jordfæstegrave fra mesolitisk tid (den sidste del af jægersamlerstenalderen, der gik forud for bondestenalderen) og fra senere perioder, men kun ganske få fra neolitikum. Det skulle dog vise sig, er der ikke var tale om helt almindelige jordfæstegrave.3 I 1952 skrev Vestergaard Nielsen om sin udgravning af Østerbølle-gravene i tidsskriftet KUML. Det var her, betegnelsen stendyngegrave blev brugt første gang. 4 Han mente, at de, på grund af den specielle udformning, var en særskilt variation af mellemneolitiske jordfæstegrave. Vestergård Nielsen var dog i tvivl om, hvor udbredt denne skik egentlig var. Der var jo ikke umiddelbart nogen lignende grave. Muligvis var Østerbølle-gravene blot et enkeltstående tilfælde og kunne være resultat af ”en afsides og isoleret boplads’ vedhængen ved gammel Sæd og Skik”. Der kunne være tale om en gruppe mennesker, der ikke var begyndt at begrave sine døde i dysser og jættestuer 20

Jonatan Rose Andersen

endnu, men som stadigvæk begravede de døde i jorden, som man gjorde før bondestenalderen. I de følgende år samlede Carl Johan Becker, der var professor i arkæologi ved Københavns Universitet, materiale ind til en afhandling om mellemneolitikum i Sydskandinavien. I dag kan man undersøge en del hjemme fra kontoret, da meget materiale er tilgængeligt i bogform eller elektronisk. Blandt andet er en stor del af Danmarks fortidsminder, fund og udgravninger registreret på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside. Men i 1950’erne var det nødvendigt at rejse landet rundt, hvis man skulle have et overblik over hvilke oldsager og fortidsminder, der var blevet fundet og beskrevet. Becker gennemgik lokalhistorisk litteratur, provinsmuseernes og nationalmuseets arkiver og talte med fagfolk, amatørarkæologer og privatsamlere rundt omkring i landet.5 Da gravene, som Vestergaard Nielsen havde undersøgt, også kunne dateres til mellemneolitikum, var det derfor oplagt for Becker at lede efter paralleller til dem i det materiale, han gennemgik. Under sin Danmarkstur, rejste Becker fra Thy til Ringkøbing i sommeren 1954. På gennemfart i Torsted besøgte han skolelæreren Alfred Kaae, der var en kyndig lokalhistoriker og amatørarkæolog. Kaae havde gjort et stort indsamlings- og beskrivelsesarbejde i Torsted, og var ved Beckers besøg i gang med udgravningen af Kongenshøj.6 Becker gennemgik Kaaes forskellige samlinger med stor interesse, og de to drøftede mange sager. Ved deres møde diskuterede de også den nye gravtype, ”disse mærkelige Stenaldergrave”, som Becker efterfølgende udtrykte det i et brev. Becker fortsatte til Ringkøbing, hvor han inspicerede museets samling og arkiv, og mødtes med museets leder, landsretssagfører Jens Dalgaard-Knudsen. I 1955 udgav Becker sin afhandling Die mittel-neolithischen Kulturen in Südskandinavien (hvis man beskæftigede sig med arkæologi på et højt plan den gang, forgik det på tysk). Dette var en større gennemgang af en lang periode. I afsnittet Steinpackungsgräber aus dem Mittel-Neolithikum, eine neue Grabform aus Jütland omtalte han ikke bare

Østerbølle-gravene men også 15 lokaliteter, hvor der tidligere var fundet anlæg, der i høj grad svarede til Vestergård Nielsens beskrivelser. Der var en gruppe i Himmerland, i området omkring Østerbølle, men resten var fordelt i Ringkøbing amt.7 Det var herved tydeligt, at der ikke kun var tale om en ”isoleret boplads’” vedholden i en gammel begravelsesform, som Vestergaard Nielsen foreslog, men en større regional tendens.

Det var året efter Beckers besøg i Ringkøbing, at Kristian Knudsen indrapporterede fundet fra Bondesgårds mark. En ”stensætning og økse på flad mark” passede godt med beskrivelsen af de nye anlæg, Becker havde diskuteret med

Alfred Kaae og Jens Dalgaard-Knudsen. Dalgaard-Knudsen meddelte fundet til Nationalmuseet, der gav Ringkøbing Museum beføjelse til selv at udgrave anlægget. Ligeledes beskrev han fundet i et brev til Becker. Som det fremgår af det afbildede brev, tilbød Becker derefter at tage sig af udgravningen. Dalgaard-Knudsen sørgede for arbejdskraften: Hans egen søn Knud, der var på ferie fra sine jurastudier (og som senere skulle blive mangeårig formand for Ringkøbing Museum), gårdejeren Kristian Knudsen, der var meget villig til at hjælpe til, og Alfred Kaae, hvis deltagelse Becker selv havde ønsket. Fra omkring 18. juni og i løbet af, hvad der på billederne ser ud til at være nogle dejlig sommerdage, udgravede de fire mænd graven. Stendyngen dækkede over to parallelle nedgravninger, cirka 2 m lange og 40 cm brede.

Brev afsendt fra Becker til Dalgaard-Knudsen, hvor han referer til den hjælp, han har fået til at indsamle materiale, og som ”tak” tilbyder at stå for Bondesgård-udgravningen.

Udgravning af ”Stendyngegrav I” ved Bondesgård sommeren 1955. Stående til venstre ses Alfred Kaae, bag ham Gudmund Hatt på besøg, på knæ ses Jens Dalgaard-Knudsens søn Knud, og bøjet ind over felten observerer Becker.

Tilbage til Torsted

På gennemfart i Torsted

Den 21. juni 1955 kunne man i regionalsektionen om Vestjylland i Ringkjøbing Amts Dagblad læse om udgravningen ved Torsted. Becker var hurtig til sætte fundet ind i en større kontekst, da det kunne bevidne en mere gradvis og fredelig overgang mellem Tragtbægerkulturen og Enkeltgravskulturen. Man var formentligt også særligt optaget af krig og fred i 1955 – under den kolde krig og kun et årti efter befrielsen. På trods af den hurtige tolkning og påvirkningen fra tidsånden, kan stendyngegravene stadig ses som evidens for en gradvis overgang mellem de to kulturer.

Nedgravningerne var omkring 50 cm dybe, og den øverste del var opfyldt af sten. Ud over den store tyknakkede økse fandt udgraverne også en mindre, men mindst lige så smuk økse. Dette var også en øksetype, der kendtes fra jættestuerne, en såkaldt spidsnakket huløkse. Både anlæggene og genstandene var nærmest identiske med dem, Vestergaard Nielsen havde fundet. Dermed kunne ”stendyngegrave fra mellemneolitikum” nu med sikkerhed også knyttes til Vestjylland. Lokalpressen var tilstede og skrev om denne nye gravtype. Nogen tid efter udgravningen af det første anlæg ved Bondesgård, præsenterede Becker resultatet af de seneste års arbejde med stendyngegravene. Han publicerede sine resultater i Aarbøger for nordisk Oldkyndig og Historie i 1959. Her fremlagde han Bondesgård-graven, sammen med en dybdegående behandling af Østerbøllegravene og yderligere 16 lokaliteter, der med en vis sikkerhed kunne siges at være stendyngegrave. Efter at have gennemgået materialet kom Becker også frem til nogle flere fælles træk ved stendyngegravene: 22

Jonatan Rose Andersen

Det er enkeltmandsbegravelser under flad mark, dækket af et stenlag eller en flad stendynge. Snart er der een, snart flere grave under samme dynge. Ofte findes adskillige stendynger paa samme mark, i nogle tilfælde nær hinanden, men i andre med større indbyrdes afstand. Det er et gennemgaaende træk, at de enkelte grave består af omkring mandslange, uregelmæssige eller ovale nedgravninger med oftest rundet bund, og at disse nedgravninger er fyldt med haand- til hovedstore sten, som i reglen gaar i et med den dækkende dynge. Hidtil er der ikke fundet skeletrester, således at man ikke kan sige noget om den dødes placering. Derimod er gravgodset ofte bevaret, i reglen eet, to eller tre arbejds-redskaber af flint.8 Selv om Becker havde opbygget en væsentligt større viden om stendyngegravenes karakter end i 1954, var der siden kun tilføjet nogle få lokaliteter . Udbredelsesbilledet var stadig nogenlunde det samme med én gruppe i Himmerland og én i Vestjylland. Og det var stadig kun den ene grav i Bondesgård og pladsen i Østerbølle, som var udgravet, efter at man var blevet bevidst om stendyngegrave som et kulturhistorisk fænomen. Som Becker skrev, fandtes der ofte flere stendyngegrave på samme mark, og det skulle også vise sig, at stendyngen

ved Bondesgård ikke var alene: Da Kristian Knudsen efterfølgende fik en ny plov, der gik dybere end den gamle, stødte han i maj 1961 på flere stenlægninger. De lå lige under pløjelaget og ikke langt fra det sted, hvor den første udgravning fandt sted. Endnu en gang kontaktede Knudsen museet. Dalgaard-Knudsen, der i mellemtiden også var blevet Ringkøbings borgmester, besigtigede markerne og kunne konstatere, at der, hvor den første udgravning havde fundet sted, højst sandsynligt var flere stendyngegrave. Knudsen indvilgede i, at der endnu en gang kunne foretages udgravning på hans mark. Dog havde han det forbehold, at udgravningen igen skulle foretages i samarbejde med Ringkøbing Museum. Dette blev accepteret af Nationalmuseet, og Becker

tilbød endnu en gang at lede udgravningen for Ringkøbing Museum. Statens Almindelige Videnskabsfond bevilligede 5.200 kr. til undersøgelsen. Becker vendte tilbage til Torsted i juni 1962 og indledte en længere og systematisk udgravningskampagne, der i første omgang varede to sæsoner. Endnu en gang fik han assistance af trofaste Kristian Knudsen og Alfred Kaae. I løbet af den første sæson dukkede yderligere otte sæt af to eller flere nedgravninger frem og endnu flere det næste år. Som Becker skrev i 1959, lå gravene tæt, men nu viste det sig, at de også lå i rækker, hvor flere grave efterfulgte hinanden. Disse rækker lå alle i nogenlunde nord-sydgående retning. Efter at dette var blevet konstateret, fandt Knudsen

Bondesgård

Jyllandskort der viser udbredelsen af stendyngegrave, både udgravede og formodede. Grøn: De af pladserne, som Becker publicerede i 1959. Rød: De af pladserne, der blev fundet og registreret efter 1959.

Udgravning af stendyngegrav ved Bondesgård sommeren 1962. Fra venstre ses Alfred Kaae og Kristian Knudsen samt Erik Brinch Petersen og Jørgen Jensen, der på dette tidspunkt studerede arkæologi på Københavns Universitet.

På gennemfart i Torsted

Fire eksempler på gravudstyr fra stendyngegravene ved Bondesgård.

De to økser, der blev fundet i 1955 i Grav I. Øverst ses den tyknakkede retøkse på 22,6 cm og nedenunder den spidsnakkede, hulslebne tværøkse på 14,1 cm.

Øverst ses en tyknakket retøkse på 27,2 cm og nedenunder en spidsnakket, hulslebet tværøkse på 15,2 cm. Økserne blev fundet sammen i et såkaldt ”dødehus” i Grav III ved udgravningen i 1962.

Øverst til venstre ses en spidsnakket, hulslebet tværøkse på 13,1 cm, nedenunder en tyknakket retøkse på 24,8 cm og til højre et lerkar, der er dekoreret i Ferslev-stil og har en højde på 13 cm. Genstandene er fundet sammen i ”dødehuset” i Grav XII ved udgravningen i 1963.

Øverst ses en tyknakket retøkse på 24 cm, nedunder til venstre ses en spidsnakket, hulslebet tværøkse og til højre en stridsøkse af bjergart på 13,5 cm. Økserne er fundet i samme ”dødehus” i Grav XVII ved udgravningen i 1966.

Jonatan Rose Andersen

derfor på, at de kunne bruge ploven til at gennemsøge markerne. Ved at pløje på tværs af de formodede rækker i en dybde, der tillod de øverste sten i stendyngerne at vise sig, kunne store områder hurtigt blive undersøgt. Efter udgravningen blev genoptaget ved Bondesgård, må nyheden om gravene have spredt sig. I 1964 meddelte gårdejer Ejnar Andersen til Alfred Kaae, at lignende stenlægninger var fundet på hans marker i Ristoft, kun et par hundrede meter syd for Bondesgård. Da Alfred Kaae efterhånden havde et godt kendskab til anlægstypen, blev han overladt at påbegynde udgravningerne selv. Her viste der sig også at være omfattende anlæg, og Becker overtog derfor udgravningen i 1966, da han var med færdig i Bondesgård. Også I Ristoft hjalp gårdejer Kristian Knudsen med ved at dybdepløje på tværs at de formodede gravforløb og søge efter genstande. Frem til 1972 blev der udgravet stendyngegrave på i alt fem forskellige lokaliteter i Torsted sogn, og der forelå nu et meget omfattende materiale fra gravene. Ved udgravningerne dukkede den ene grav op efter den anden. I bogstavelig forstand: da udgraverne var blevet sporet ind på den rigtige retning, kunne den ene grav efter den anden blive afdækket. Muligvis har hver familie eller slægt haft sin egen række, hvor overhovedet blev begravet. Kombinationerne af forskellige genstande i gravene kan nemlig tyde på, at de enkelte grave i de forskellige sekvenser, har været placeret med større tidsintervaller, der kunne svare til generationsskifte. Efter at alle disse nye grave var blevet udgravet, var det nu også muligt for Becker at observere flere overordnede træk ved gravformen. Som nævnt i artiklen fra 1959 kunne hver stendynge dække over en eller flere nedgravninger. Nu viste der sig en tendens til, at nedgravningerne ofte fandtes i sæt af tre: To parallelle badekarformede nedgravninger og en mere eller mindre rektangulær nedgravning, hvor der i bunden yderligere var gravet to parallelle grøfter. Disse sæt vendte alle ens, således at de to badekarformede lå nordligt og det rektangulære anlæg sydligt. Der fandtes mange variationer og afvigelser, men denne kombination gik igen

Stendyngegrav hvor stenene og nedgravningernes fyld er blevet fjernet. Nederst på billedet ses de to badekarformede nedgravninger, og over dem ses det ”rektangulære” anlæg, hvor det, i dette tilfælde, kun er de to nederste grøfter, der er bevaret.

i de fleste tilfælde. Flere af afvigelserne skyldes formentligt bevaringsmæssige forhold. Alle fund af gravgenstande blev gjort halvvejs nede i de rektangulære nedgravninger. Flintgenstandene udgjorde formentligt et redskabssæt, der ofte bestod af smukt udførte slebne flintøkser og -mejsler samt flintflækker, og i enkelte grave blev der også fundet stridsøkser af bjergart og dekorerede lerkar. Men det mest almindelige redskabssæt lader til at bestå af en kraftig, såkaldt tyknakket flintøkse og en mindre økse, til finere arbejde. Dette kunne enten være en tyndbladet økse eller en såkaldt spidsnakket huløkse. Sidstnævnte havde en hul æg og var formentligt skæftet på tværs, så den kunne På gennemfart i Torsted

nedgravninger og tilstedeværelsen af gravgods, der vidnede om, at det kunne være grave. Becker foreslog, at de rektangulære anlæg kunne havde dannet fundamentet for en mindre konstruktion, hvor stolperne var nedsat i grøfterne i bunden af nedgravningen. Det kunne have været et dødehus, hvor der var foregået forskellige ritualer i forbindelsen med begravelserne i de to grave.

Filsøhus

Ny forskning og udgravning

Torsted Præstegård Øster Brændgård

Bondesgård Ristoft

Øster Ristoft

Hoverdal plantage

2 km

På kortet ses de lokale stendyngegrave i Torsted sogn.

bruges til at udhule træ. Tværøkser med hul æg er blevet fremstillet siden stenalderen og bruges stadig i dag, men eksemplarerne fra mellemneolitikum er de tidligste vi kender fra Sydskandinavien. Der blev stadig ikke fundet menneskeknogler i nedgravningerne, så det var kun selve formen af de mandslange 26

Jonatan Rose Andersen

Materialet fra Beckers mange stenalderudgravninger hobede sig med tiden op. I 1990’erne allierede han sig med den unge Kit Fabricius. I et stort værk, der blev udgivet i 1994, blev hans udgravninger af stendyngegrave i Torsted og Sevel sogn endeligt publiceret sammen med hans udgravninger af kulthuse (en anden ejendommelig anlægstype fra mellemneolitikum).9 Flintmaterialet blev gennemgået af Fabricius, og stendyngegravenes periode kunne snævres ind til den anden halvdel af tidlig mellemneolitikum. De blev opført 3100-2750 f.Kr. – den sidste del af Tragtbægerkulturens periode. I hele landet stoppede man med at opføre jættestuer i starten af tidlig mellemneolitikum, så det tyder på, at stendyngegravene afløste jættestuerne i deres udbredelsesområde. Becker og Fabricius fandt stadig teorien om dobbeltgrave og dødehus mest oplagt. Men i 2010 udgav Steffen Laursen og Niels Nørkjær Johannsen en artikel, hvor de argumenterede for en helt anden tolkning af anlæggene. De mener ikke, der er særlig meget, som taler for dødehusteorien. De henviser derimod til den engelske arkæolog Stuart Piggot, der i 1968 foreslog, at stendyngegravene oprindeligt var vogngrave med forspand af ofrede trækokser – en gravtype som kendtes fra kontinentet. Dette kunne dog ikke bevises, og teorien blev ikke taget videre op. Men i dag findes nogle omstændigheder, der taler for den.10 I den ende af de badekarformede grave, der vender væk fra det rektangulære, er der i nogle tilfælde blevet fundet spor af tænder fra okse. Tændernes tilstedeværelse

er tidligere blevet forklaret med, at et oksehoved, eller dets tænder, skulle have været anbragt hos den afdøde i graven. Men ved to nyere udgravninger af stendyngegrave, i 1994 ved Kvorning11 og i 2006 ved Thinghøj, er der dog både fundet oksetænder og -knogler i gravenes badekarformede anlæg. Proportionerne, og tilstedeværelsen af tænder og knogler, kunne dog tale for, at de badekarformede grave hver havde indeholdt okser, og ikke mennesker. Ligeledes er der indicier for, at en vognkonstruktion kunne have været placeret i de rektangulære anlæg, da nedgravningernes proportioner kunne passe med et forhistorisk køretøj. I Norden er der ikke fundet bevarede vogne fra bondestenalderen, hverken i stendyngegrave eller i andre kontekster. Men der er dog fundet enkelte hjul og hjulspor, der med høj sandsynlighed stammer fra perioden. Afstanden mellem nedgravningens grøfter og dybden af dem, passer i de fleste tilfælde med afstanden mellem oldtidens hjulspor og højden af stenalderens hjul. Desuden er der meget, der tyder på, at stendyngegravene har ligget langs oldtidens færdselesårer. Stendyngegravene lader til at følge de samme strækninger i landskabet, som de gravhøje, der blev bygget i løbet af enkeltgravskulturen og i den ældre bronzealder. I 1980’erne blev der ved Lyne endda fundet hjulspor langs med en række stendyngegrave. Der er også forskellige kulturelle og miljømæssige træk, der taler for, at okse og vogn kan have haft en stor betydning i den sene tragtbægerkultur. Fra den periode, hvor stendyngegravene begyndte at opstå, tegnes der et markant anderledes bosættelsesmønster i Nord- og Vestjylland. Periodens bopladser er kun blevet erkendt ud fra spredte fund af flintværktøj og keramik. Der er ingen spor af de store langhuse og omfangsrige bopladser, der forbindes med den mellemste del af tragtbægerkulturen. Desuden indikerer pollenanalyser, at landskabet i den periode var mere åbent og hedepræget, til forskel fra bondestenalderens tidligere perioder, hvor tung skov dominerede landet. At der mangler faste bopladser, og at landskabet er mere farbart, kan være indikatorer for, at den sene

tragtbægerkulturs folk levede en mere mobil tilværelse i Vestjylland. I Centraleuropa, begyndte der også i starten af det 3. årtusinde f.Kr., at dukke mystiske gravanlæg op, hvor okser er begravet sammen med den døde. Yamnayafolket, der levede på de russiske stepper, lader til at have kørt rundt i vogne og levet af kvægdrivning. Denne livsstil har blandt andet spredt sig til folk i det nuværende østlige Tyskland og Polen. Det er muligt, at man i Jylland har været inspireret af disse tendenser, enten direkte eller indirekte, og sammen med en ny leveform, har taget ny kulturelle elementer til sig. Det er muligt, at de folk, der begravede deres døde i stendyngegrave, levede som nomader og kvægdrivere. Her får veje, vogn og kvæg også en symbolsk betydning, som afspejles i den nye gravskik. Der er derfor næppe tale om en isoleret gruppe med en bagudrettet begravelsesform, som Vestergaard Nielsen foreslog i 1952, men derimod en stor mængde mennesker, der mere eller mindre direkte var del af en overregional tendens, både i forhold til leveform og begravelsesmetode. De dødes rejse gennem Torsted Tilbage i Torsted er der øst for byen et vadested, som krydser Tim Å. Det blev indtegnet på Generalstabens Høje Målebordskort i 1800-tallet og kan muligvis have været i brug tilbage i bondestenalderen. I så fald lader det til, at rækkerne af stendyngegrave syd for Torsted by, orienterede sig mod en rute, der fulgte terrænet ned mod dette vadested. Igennem Torsted sogn kan der have gået en vigtig færdselsrute i bondestenalderen. Hvor der nu er marker, har stendyngerne med de døde ligget langs vejforløb. De levende har ført okser og vogne op igennem Jylland. I stendyngerne langs vejen har de døde okser måske trukket vognen, med dens fører med sine redskaber og proviant, i samme retning som de levende, men mod et andet bestemmelsessted. Området omkring Torsted har nok ikke været de dødes endelige destination, men nærmere et midlertidigt ophold på deres videre rejse til det hinsides. På gennemfart i Torsted

spidsnakkede huløkser og andre anlæg og genstande fra Tragtbægerkulturens sidste periode, så vi forhåbentlig kan blive klogere på, hvor og hvordan folk levede, og hvorfor de skiftede livsstil og begravelsesform så markant. Jonatan Rose Andersen kan kontaktes på jroseandersen@gmail.com Noter 1. Det var første og eneste gang, stendyngegrave er blevet observeret som en forhøjning i terrænet. Ved alle andre forekomster er stendyngen fundet under muldlaget, hvor resten af stenene er blevet bortpløjet eller sanket. 2. Der er dog en vis sandsynlighed for, at mange simple jordfæstegrave fra bondestenalderen ikke er blevet fundet, fordi de ikke har efterladt særligt synlige spor. 3. Sigvald Vestergaard Nielsen: Stendyngegrave fra jættestuetid. KUML 1952, s. 109-118. 4. Begrebet ”stendyngegrave” er dog blevet brugt om mange slags grave med en stendynge over, under eller omkring selve graven. Men efter Vestergaard Nielsens artikel fra 1952, bruges ”stendyngegrav” kun om den type anlæg, der omtales her i artiklen (sæt af nedgravninger, dækket af en stendynge, fra mellemneolitisk tid). 5. C.J. Becker: Stendyngegrave fra mellem-neolitisk tid. Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1959, s. 1-3.

Høje målebordsblade fra 1872 over området ved Bondesgård. Med grønt har jeg indtegnet mit gæt på, hvor der i stenalderen kunne have løbet en vej langs med stendyngegravene, ned igennem ”slugten” til ådalen og krydsende Tim Å dér, hvor der i historisk tid har været et vadested.

Selv har jeg opholdt mig i Vestjylland i en periode, hvor jeg under et praktikophold indsamlede materiale til mit specialeprojekt i Forhistorisk Arkæologi. Her har jeg omregistreret og fotograferet de genstande, Becker og hans hold fandt under Bondesgård-udgravningerne. Det er muligt at finde dem på Kulturstyrelsens portal Museernes Samlinger.12 I mit speciale skal jeg kortlægge og undersøge de forskellige fund der er gjort i Jylland af stendyngegrave, 28

Jonatan Rose Andersen

6. Palle Eriksen: Alfred Kaae som arkæolog. Hardsyssels Årbog 1994, s. 123-132. Artiklen kan findes på hjemmesiden for Historisk Samfund for Ringkøbing Amt http://www.historisksamfund.dk/ (direkte link til artiklen: https://goo.gl/6ECwyp). 7. C.J. Becker: Die mittel-neolithischen Kulturen in Südskandinavien, Acta Archaeologica 1955, nr. 25, s. 49-151. 8. C.J. Becker 1955, s. 53-54. 9. C.J. Becker & Kit Fabricius: Stendyngegrave og kulthuse. Studier over tragtbægerkulturen i Nord- og Vestjylland. Arkæologiske studier Vol. XI. København 1996. 10. Niels Nørkjær Johannsen & Steffen Laursen: Routes and Wheeled Transport in Late 4th-Early 3rd Millennium Funerary Customs of the Jutland Peninsula: Regional Evidence and European Context. Praehistorische Zeitschrift 2010, 85, nr. 1. 11. Niels Nørkjær Johannsen & Mikkel Kieldsen: En stendyngegrav ved Kvorning. Fund, kontekst og betydning. KUML 2014, s. 9-28. 12. Findes under journalnummer RIM5191 på www.kulturarv.dk/mussam/.

Gravplads med udsigt

– de foreløbige resultater fra gravpladsen ved Kærgård Af Karen Bjelke Fisker & Stina Troldtoft Andresen

På en vindomsust bakketop på det allerhøjeste sted i landskabet anlagde man i århundrederne omkring Kristi fødsel en gravplads ved Kærgård i Kjelst. Det viser en udgravning, som arkæologer fra Arkæologi Vestjylland foretog i sommeren og efteråret 2016.1 Området ved Kærgård er udpeget til råstofindvinding og omfatter et større areal, hvoraf en del blev udgravet i 2015.2 Her fandt vi blandt andet et

større antal gårde samt syv kistegrave og ni brandgrave fra tiden omkring Kristi fødsel. Indvindingsområdet er stort, fundene omfattende og udgravningerne fortsætter derfor næste år, hvor undersøgelserne koncentreres om det bopladsområde, vi formoder hører til gravpladsen. Det er sjældent, vi har mulighed for at udgrave både boplads og gravplads, som det er tilfældet ved Kærgård. Det giver en

Udgravningens placering på høje målebordsblade fra 1871.

Gravplads med udsigt

helt enestående mulighed for at se jernalderens samfund i et større perspektiv. Det følgende er en præsentation af de foreløbige resultater fra årets udgravning af gravpladsen. Gravpladsen opdages Allerede før vi startede med at lave prøveundersøgelser på stedet, havde vi en formodning om, at der gemte sig fortidsminder under mulden ved Kærgård. På luftfoto taget

Luftfoto taget i sommeren 2009 af marken ved Kærgård.

Karen Bjelke Fisker & Stina Troldtoft Andresen

i sommeren 2009 kunne vi se en del mørke skygger i det gulgrønne korn. Ofte skyldes disse spor, at mennesker tidligere har gravet ned under muldlaget. Her får afgrøderne bedre vækstbetingelser end på resten af marken, hvilket især kommer til udtryk i tørkeperioder. Navnligt et område på marken ved Kærgård tiltrak sig opmærksomhed. Centralt på marken sås en tydelig mørk ring, som havde stor lighed med den type cirkelgrøfter, vi ofte finder omkring gravhøje.

Om det også gjorde sig gældende i dette tilfælde skulle vise sig ved prøvegravningen, som blev foretaget i foråret 2014. Undersøgelsen afslørede ganske rigtigt en bred mørk grøft netop på dette sted. Inden for grøften fandt vi flere nedgravninger, der blev tolket som grave, der har ligget under en gravhøj. Sydvest for gravhøjen blev der fundet ca. 27 brandgrave, dvs. grave hvor den døde først er blevet brændt for derefter at blive begravet, enten i en urne eller i en nedgravning i jorden. En af urnerne stod så udsat at den var i fare for at blive helt bortpløjet, og blev derfor udgravet i forbindelse med prøvegravningen. Den skulle vise sig at indeholde noget ret interessant. I selve nedgravningen ved siden af urnen fremkom et større rustbrunt område, som viste sig at være forskellige våben. Den døde havde blandt andet fået et sværd og et skjold med sig i graven. Våbengrave fra jernalderen er ikke noget, vi ser hver dag som arkæologer, hvilket selvfølgelig også gjorde forhåbningerne til, hvad vi ville finde ved en nærmere udgravning, større. Flere overraskelser under mulden Forventningerne blev til fulde indfriede. I takt med at undersøgelsen af gravpladsen skred frem, gik det op for os, at vi var stødt på noget spændende. De 27 brandgrave fra forundersøgelsen blev til 86, og ydermere dukkede der til vores store overraskelse 18 kistebegravelser op. Fire af disse lå inden for den cirkulære grøft. Det blev ligeledes bekræftet, at der var tale om en klar opdeling mellem boplads og gravplads. Området har altså været forbeholdt de døde gennem generationer, mens de levende byggede deres huse et stykke borte. Gravene på gravpladsen respekterede hinanden, hvilket betyder, at man ikke har ødelagt eksisterende grave, når nye skulle anlægges. Det antyder, at gravene har været markeret med sten, en lille jordvold eller lignende. I århundrene omkring Kristis fødsel varierer gravskikken betragteligt fra landsdel til landsdel, men også fra

Urne fundet i forbindelse med prøvegravningen ved Kærgård. Det rustrøde område indeholdt et sværd og en skjoldbule.

grav til grav på selve gravpladsen, og det gør sig også gældende ved Kærgård. For kistebegravelserne gælder det, at nogle af de døde er begravet i udhulede stammer og plankebyggede, stensatte kister, mens det ser det ud til, at andre er begravet helt uden. Formentlig er graven her i stedet foret med tekstil eller skind. Hvor det kan erkendes, er afdøde placeret på siden med bøjede ben og med hovedet mod syd eller syd-vest. De gravlagte er voksne mænd og kvinder. I gravene fandt vi lerkar, metalgenstande, perler af glas og rav samt genstande af organisk materiale fx træ. Mængden og kombinationen varierer i gravene. Fordi flere af genstandene var meget skrøbelige og fragmenterede efter det lange ophold i jorden, blev de taget op i en stor klump jord, i et såkaldt præparat, som efterfølgende blev røntgenfotograferet. Præparaterne er endnu ikke udgravede, men røntgenbillederne kan give en god idé om, hvad de indeholder. Gravplads med udsigt

Variationer går igen i brandgravene. På Kærgård fandt vi overordnet to slags brandgrave. Her var knogler og gravgods sammen med rester af ligbålet enten begravet direkte i jorden, de såkaldte brandpletter, eller i en urne. Oven på nogle af de velbevarede urner fandt vi én eller flere ofte flade sten som markering. I nedgravningen ved siden af urnen havde den døde i flere tilfælde fået et mindre lerkar med sig og enkelte havde også våben. Andre dele af det personlige udstyr, som fx dragtnåle, smykker og knive ligger formodentlig inde i selve urnen. Nogle af urnerne blev optaget i hel tilstand, og indholdet vil senere bliver undersøgt nærmere. I brandpletterne stødte vi eksempelvis på personligt udstyr som dragtnåle og jernknive og i enkelte tilfælde også våben. Gravgaverne var sandsynligvis med til at markere den afdødes køn, status og alder, og derfor er de vigtige, når man vil undersøge de sociale aspekter af jernalderens samfund.

Fund af flintøkse

25 m

Plantegning over gravpladsen ved Kærgård. Jordfæstegrave er markeret med grønt, og brændgrave med rødt. I den nordligste ende af udgravningsfeltet ses ringgrøften, der var synlig i marken som afgrødespor. I den østlige side af feltet ses bebyggelsesspor.

Karen Bjelke Fisker & Stina Troldtoft Andresen

En hilsen fra bondestenalderen Midt imellem jernaldergravene dukkede der som lidt af en overraskelse pludselig en flintøkse op, da gravemaskinen fjernede det øverste mørke muldlag. Øksen lå i noget der sandsynligvis er resterne af en grav fra den sene bondestenalder. I denne periode af stenalderen begravede man som oftest den døde i en kiste og anlagde en høj henover graven. Med sig i graven fik mændene en økse, flintekniv, ravperler og ravskiver og måske et enkelt lerkar, mens kvinderne blev begravet med

lerkar og perlekæder af rav. Der var ikke noget tilbage af gravhøjen og de øvrige gravgaver, så flintøksen var en helt speciel hilsen fra den stenaldermand, der blev begravet her for over 4000 år siden. Fundet fortæller os, at gravpladsen har rod længere tilbage i tid end jernalderen. Det er ikke ualmindeligt, at man i jernalderen nedsatte urner i kanten eller i nærheden af ældre gravhøje, og gravpladsens placering nær markens højeste punkt og stenalderhøjen er derfor næppe tilfældig. Man kunne forestille sig, at man har ønsket at skabe

Lidt om flintøkser

Nogle af urnerne var ret velbevarede og kunne tages op i hel tilstand, fx dette pragteksemplar, som Attilio er i gang med at udgrave.

Den her afbildede flintøkse er teknisk set en tyknakket retøkse. Den adskiller sig dog fra økserne på side 24 i den foregående artikel ved, at den er af ringere kvalitet. I enkeltgravstid, hvor denne økse stammer fra, anvendte man typisk den grove danienflint, og det er meget almindeligt med afknuste partier og en mere overfladisk slibning3 – karakteristika, der alle ses på dette eksemplar. Tragtbægerkulturen (3900-2800 f.Kr.) Den tidligste del af bondestenalderen har sit navn fra lerkar med tragtformet hals, der dukker op i hele den nordlige del af Europa omkring 4000 f.Kr. Perioden er kendt for de mange storstensgrave, dysserne og jættestuerne. Stendyngegravene med de smukt udførte tyknakkede retøkser, som omtales i Jonatan Rose Andersens artikel (side 18), hører også til i denne periode.

Flintøksen, der dukkede op som en hilsen fra bondestenalderen.

Enkeltgravskulturen (2800-2400 f.Kr.) Den navngivende gravskik med jordfæstelse af enkeltpersoner i gravhøje er et udpræget vestjysk fænomen. Gravene var som regel træbyggede kister eller kamre, og der er ofte flere begravelser i samme høj.

Gravplads med udsigt

en forbindelse til den eller de forfædre, som tidligere var begravet i området ved at gøre den eksisterende høj til gravpladsens udgangspunkt. Spor efter de døde Efter 6500 år i jorden er der ikke meget tilbage af de døde. Det var der til gengæld i nogle af gravene fra jernalderen. Jordbunden er afgørende for, hvor længe organisk materiale fra dyr, mennesker og planter kan bevares. De sandede

og kalkfattige jorder i Sydvestjylland giver ikke optimale bevaringsforhold, og derfor fandt vi hverken knogler eller tænder i jordfæstegravene på gravpladsen. På trods af de manglende knogler lykkedes det os i mange tilfælde alligevel at komme helt tæt på den døde. Ved bunden af nogle af gravene var nemlig bevaret et flot og næsten komplet rødbrunt aftryk af liget, det vi kalder ligspor. Tilstedeværelsen af dette gjorde, at vi kunne se i hvilken stilling, den døde var gravlagt, i hvilken retning hovedet var placeret, og senere vil det måske være muligt at måle på lårbenet og ud fra dette beregne individernes omtrentlige højde. En fornem kvinde En af de mere spændende af jordfæstegravene var, ud fra gavegaverne at dømme, en kvinde, som blev begravet ca. 200 e.Kr. Den gravlagte kvinde lå med benene trukket op under sig og med hovedet mod syd. Med sig i graven havde hun et fint dekoreret lerkar, som sandsynligvis har indeholdt mad eller drikke. Der blev taget to præparater op af graven. På røngtenbillederne af det ene, kan vi se, at kvinden havde to armringe med. Den ene armring blev delvis udgravet, så den, ved vi, er af bronze. Det andet præparat indeholdt resterne af en perlekæde med glasperler, og det, vi tror, er en fingerring. På billederne kan man også se resterne af en lille kniv. Der var ikke noget spor efter en kiste, men på bunden af graven kunne vi se spor efter det skind eller tæppe, som kvinden var blevet lagt på. Hvad hun ellers har fået med sig i døden, bliver vi for håbentlig klogere på, når de to præparater bliver udgravet. Plyndrede grave?

Vi kom helt tæt på de døde med disse velbevarede ligspor i kistegravene.

Karen Bjelke Fisker & Stina Troldtoft Andresen

I forbindelse med udgravning af nogle af jordfæstegravene blev det klart for os, at vi ikke var de første, der gravede i dem. Det skulle vise sig, at flere af gravene havde vakt interesse i tidligere tider. Lodsejeren kunne, fra sine drengedage, huske karlene på gården fortælle om, at der var

blevet gravet inden for den cirkulære grøft på stedet. Ved denne lejlighed skulle der efter sigende være fremkommet oldsager i form af ravperler og lerkar. Plyndringshullet kunne stadigvæk ses, da vi undersøgte graven, og ligesom dengang fandt vi også en ravperle. I oldtiden har man ligeledes gravet i nogle af gravene. Et eksempel på dette fandt vi, da vi undersøgte en af de større kistegrave. Forventningerne til denne grav var store, især fordi den lå tæt på gravhøjen, som vi formodede måtte være opført som begravelsessted for en eller flere personer med en højere social status i samfundet. Men allerede i toppen af graven blev det tydeligt, at den var forstyrret. Vi kunne se, at der øverst i graven var etableret en slags hylde, hvorpå man kunne forestille sig, at der var anbragt lerkar med mad og drikke eller andre gravgaver til den

afdøde. Der var imidlertid intet spor efter gravgaverne. Vi håbede, at det så kun var hylden, der var ”tømt”; men da vi nåede bunden af graven, var der heller ikke meget at komme efter. Bryst-, hoved- og maveregion syntes praktisk talt at være støvsuget for fund, og ligspor kunne heller ikke erkendes. Meget af det udstyr, som man ville forvente at finde i en grav som denne, ville være placeret her. Det tyder altså på, at man er gået målrettet efter de genstande, og at man må have haft en ret præcis viden om gravens placering og indretning. Det fortæller os, at det må være foregået relativt kort tid efter gravlæggelsen. Alt håb viste sig dog ikke at være ude, idet vi i benregionen af graven fandt ligspor med form som afdødes underben. Ved fødderne fandt vi spor efter jerngenstande, der sandsynligvis lå ovenpå eller var indpakkede i noget

Besøg af Gerd Nebrich (th) fra Konserveringscenter Vest i Ølgod, som optog et præparat fra den rige kvindegrav. Præparatet indeholdt bla. to armringe. Arkæolog Jens Lauridsen (tv) giver en hånd med.

Gravplads med udsigt

Røntgenbillede af præparat med bla. en kniv (nederst tv.) fra plyndret grav.

organisk materiale – måske et stykke klæde eller en skindpose. På røntgenfotos kan vi se en kniv samt jernnåle eller syl, hvilket leder os til at tro, at der er tale om en mandsgrav. Det er ikke noget særsyn, at man i denne eller andre perioder af oldtiden genåbnede grave og fjernede dele af afdødes udstyr. Det fandt bl.a. sted i de danske bronzealderhøje med egekister, hvor det ofte var mandsgravene, der var målet. Men hvad var motivet? Det faktum, at det kun er udvalgte genstande, bl.a. våben, der fjernes, synes at tale for, at der var mere og andet end ønsket om berigelse på spil. Det ser ud til, at man er gået efter de ting, der var nært knyttet til afdødes indentitet. Fjernelsen af disse kan tolkes som et forsøg på at fratage den afdøde sin status. Det kan også være, at plyndringshandlingen ganske enkelt var en del af begravelsesritualet og at genstanden er flyttet og måske genbegravet andet steds eller videregivet til næste generation.

udgravet i forbindelse med prøvegravningen, og som bl.a. indeholdt sværd og skjoldbule. Af de øvrige grave med våben skal især fremhæves to, hvor dele blev optaget i præparater, og hvor de foreløbige tolkninger af røntgenbillederne tegner ret spændende. Den ene var en urnegrav, som indeholdt rester af både skjold, spydspids og lanse. Her havde den døde også fået en fingerring af bronze samt et fodbæger – et drikkekar af ler med en lille fod – med sig i graven. I den anden grav var den dødes brændte knogler lagt ned i graven sammen med bl.a. en lille jernbeholder, en lansespids og en dragtnål. Fra udgravninger ved blandt andet Lønne Hede,4 Store Skindbjerg og Lønhøjvej,5 og, samt fra Vemb (RIM5999) og Hee (RIM5348 og RIM6080) lidt længere mod nord kender vi brandgrave med våben. Våben i kistegrave er til gengæld sjældne i Vestjylland, og derfor var det noget af en overraskelse at de dukkede op i en helt særlig grav ved Kærgård.

Røntgenfoto af lansespids fra brandgrav. Graven indeholdt også rester af en beholder eller lignende af jern samt et dragtspænde.

Bevæbnet i døden I fire af brandgravene havde den gravlagte fået sine våben med sig i graven. Den ene af gravene har vi allerede stiftet bekendtskab med – det var den grav som blev fundet og 36

Karen Bjelke Fisker & Stina Troldtoft Andresen

Røntgenfoto af skjoldbule fundet i den rige mandsgrav.

Høvding under høj? Inden for den mørke cirkulære grøft, som vi tidligere har hørt om, fremkom 3-4 grave. Cirkelgrøften lå omtrent på det højeste sted på marken og har formodentlig omkranset en gravhøj eller anden form for gravanlæg. Gravhøjen var der stort set intet tilbage af. De tre af gravene var fundtomme, mens den sidste bestod af en stensat kiste, som skulle vise sig at være den rigeste af de indtil videre udgravede grave på gravpladsen. Graven, der var forholdsvis velbevaret set med vestjyske øjne, var en mandsgrav. Manden var gravlagt ca. 100 år e.Kr. På et tidspunkt var graven styrtet sammen, således at de mange sten, der var lagt henover kisten, var faldet ned og blandt andet havde smadret låget til den plankekiste, som den døde var begravet i. En del af låget sås nemlig imellem stenen i form af små træstykker og langs kanten sås svage forkullede spor efter plankekisten.6 Stenene havde også ødelagt de lerkar, som udgjorde en del af den dødes gravgaver, og som var placerede i fodenden af graven sammen med en mulig ske eller skål af træ og flere metalgenstande. Disse blev taget op i præparat, og på røntgenfotos ses at det drejer sig om bl.a. en jernkniv og jernsaks. Ud over disse ting, der må betegnes som hverdagsting, og som ikke i sig selv er usædvanlige, havde den gravlagte fået sit spyd og skjold med. Forhåbentligt bliver vi meget klogere på præcist hvilke typer af våben, og måske også om det er hjemligt producerede eller importerede våben, når engang præparaterne er blevet udgravet. På den gravlagtes finger sad en sølvring, og hans dragt eller kappe blev holdt sammen af en fin dragtnål af bronze. Alt i alt tyder disse genstande på, at vi har med en mand at gøre med en særlig høj status i samfundet. Måske var det landsbyens overhoved eller den lokale høvding, som havde sit sidste hvilested her. Cirkelgrøften, som var 18 meter i diameter, bidrager til gravens særstatus og har omkranset den jordhøj, som sandsynligvis har været opført over gravene. Undersøgelserne viser, at den rige mandsgrav er den sidst anlagte af gravene i gravhøjen. Vi kan se, at grøften

Oversigtsfoto af den rige stensatte mandsgrav.

har været genopgravet flere gange, og jorden herfra kan være smidt op på højen, hvilket sandsynligvis er sket i forbindelse med anlæggelsen af en ny grav. Åben udgravning Udgravningen af gravpladsen har ikke kun været spændende for os arkæologer. Vi har haft mange interesserede besøgende. Hele 100 personer lagde vejen forbi udgravningen, da vi holdt åbent hus i forbindelse med Varde Ådag i august 2016. Gravplads med udsigt

Udgravningen af gravpladsen er slut, men det betyder ikke, at undersøgelserne er afsluttede. For nu begynder arbejdet med at bearbejde de indsamlede oplysninger. Det betyder blandt andet, at vi skal forsøge at afklare mere præcist, hvornår de enkelte begravelser fandt sted og sammenligne gravene og gravpladsen med andre gravpladser fra jernalderen. Vi glæder os også til at se, hvad præparaterne gemmer, når de bliver færdigbehandlede. Måske kan der nå at dukke flere overraskelser op i form af våben, smykker og andre gode sager, som kan give os ny viden om de folk, der bosatte sig og blev begravet med den fantastiske udsigt ved Kærgård. Stina Troldtoft Andresen kan kontaktes på sta@arkvest.dk Karen Bjelke Fisker kan kontaktes på kbf@arkvest.dk Ca. 100 besøgende kiggede forbi udgravningen til Varde Ådag i august 2016.

Karen Bjelke Fisker & Stina Troldtoft Andresen

Noter 1. Udgravningen har journalnummer VAM 1849. I undersøgelsen deltog: museumsinspektører: Stina T. Andresen, Jens G. Lauridsen, arkæolog Sara Lea Kronvang og udgravningstekniker Attilio Dona. Daglig leder var museumsinspektør Karen B. Fisker. Maskinen blev ført af Carsten Termansen for Bjarne Nielsen Holding ApS. Arkæologi Vestjylland takker lodsejer Herluf Thomsen for det gode samarbejde. 2. Karen Bjelke Fisker & Torben Egeberg: Broeng og Kærgård. To udgravninger af bopladser ved Ho bugt. opdatering 2015, s. 192-200. 3. Peter Vang Petersen: Flint fra Danmark oldtid. København 1993, s. 111. 4. Lene B. Frandsen: Lønne Hede-gravpladsen. Gammel sag – nye resultater. I: Pernille Foss & Niels Algreen Møller (red.) De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et Colloquium i Ribe 19.20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13. København 2015, s. 113-122. 5. Torben Egeberg: Store Skindbjerg og Lønhøjvej. To store gravpladser i Vestjylland. I: Pernille Foss & Niels Algreen Møller (red.) De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et Colloquium i Ribe 19.-20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13. København 2015, s. 89-101. 6. Lignende fund af forkullede plankekister sås i jordfæstegravene som blev udgravet i 2015. Se Fisker & Egeberg, s. 197.

Ulvetider i 1600-tallets Vestjylland Af Peder Gammeltoft

Der findes mange historier om ulve og deres hærgen i hele Vesteuropa. Vi kender nok alle billedet på den ultimative frygt: Sibirisk snevinter ved nattetide, alene på en slæde med hylende ulve og deres glødende øjne i det fjerne. Natten er tyk af fare og stressniveauet er højt… Ja, ja, men nu er vi altså i Danmark, og dels er der nærmest ingen vinter med sne, og dels har der ikke været ulve her siden 1813, altså i over 200 år.1 Indtil nu. I 2009 begyndte de første ulveobservationer at forekomme, men det var først i 2012, at den første ulv i næsten 200 år med sikkerhed blev identificeret. Den blev først observeret i Thy i efteråret 2012,2 og kort tid efter, hen mod slutningen af november, blev den fundet død.3 Den efterfølgende obduktion slog endegyldigt fast, at der var tale om en ulv.4 Fundet beviste ulvens tilbagevenden til Danmark.

lever i familieflokke, hvor kun flokkens førerpar får unger, typisk 5-6 hvalpe pr. kuld. Vores frygt for ulven baserer sig på, at den er vores eneste store rovdyr, der kan tage større vildt – i særdeleshed klovbærende vildt som krondyr, rådyr og vildsvin. Vores husdyr kan den også tage – og endda os selv. På grund af de mange vedvarende ulveobservationer tyder det på, at ulven er ved at slå sig ned i flere områder i Jylland. Hvor

Ulven er her Men hvor kommer ulvene pludselig fra? Ulven fandtes tidligere på næsten hele den nordlige halvkugle. I dag er ulvens leveområder primært i et bælte fra Vesteuropa, via Sibirien over Alaska til Canada og Nordgrønland. DNAundersøgelser peger på, at der er tale om ulve fra de tyskpolske bestande, der er indvandret til Danmark. I Tyskland alene anslås det, at der i 2016 var omkring 40 flokke eller ulvepar,5 dvs. mellem 200 og 400 dyr. Man mener, at de fleste ulve, der er påvist i Danmark, er såkaldte strejfere, og de er i hovedsagen observeret i de større skove og heder i Vest- og Midtjylland. Normalt er ulven er et flokdyr, der Ulvetider i 1600-tallets Vestjylland

faktisk mente jeg, at der var en hidtil overset kilde til belysningen af ulven og dens væresteder, som man kunne udnytte i tillæg til kilder som stednavne og folkesagn. Klager over ulve i Markbogen 1683

Markbogen 1683, bog nummer 749: Åsted by i Kvong sogn.

mange, der er, og om de er bofaste, er der ingen, der ved. Men så længe der er føde, vil ulvene i princippet kunne leve her, og i Jylland er der pæne fødemuligheder. Ifølge forskere, vil der være mad til omtrent 100 ulve i Danmark, selvom vi nok aldrig kommer op på det antal. Hvordan finder vi ulven i kilderne? Hvad der var af ulve i Danmark inden udryddelsen i begyndelsen af 1800-tallet, får vi aldrig at vide. Faktisk ved vi ganske lidt om, hvor mange ulve, der var, og hvor de især befandt sig. I forbindelse med forberedelserne til Ringkøbing-Skjern Museums sommerudstilling, Ulvetider, på Bundsbæk Mølle 2016 blev jeg spurgt, om man kunne finde spor efter ulve i vore stednavne. Det kan man i og for sig godt – de danske stednavne beskriver stort set altid menneskets opfattelse af et sted, så hvis man har ment, at ulve havde noget at gøre med en bestemt lokalitet, så var det et navngivningsmotiv på højde med alt andet. Men 40

Peder Gammeltoft

I 1681-83 lod Christian 5. enhver gårds agerjord i kongeriget (dvs. det nuværende Danmark nord for kongeåen minus Bornholm, der havde skattefrihed) opmåle og omregne efter jordens bonitet til tønder hartkorn. Resultatet blev Christian 5.s matrikel af 1688. Forarbejdet dertil – de såkaldte Markbøger – indeholder en række oplysninger om hvilke agre, der var i hver landsby, eller ejerlav, som vi kalder dem i dag, deres størrelse, bonitet og navn. Derudover blev det opregnet hvilke fordele eller ulemper, de enkelte ejerlav havde i forhold til beskatningen. Eksempelvis blev Tistrup og Horne sogne takseret højere end jorden i sig selv kunne berettige til på grund af den omfattende jydepotteproduktion i sognet.6 Heldigvis for bønderne kunne man også anføre, at man burde beskattes lavere på grund af gener pådraget af udefrakommende faktorer. De enkelte ejerlav kunne med andre ord klage over, at de blev overtakseret. I Ulvetiders undersøgelsesområde, Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner er der fem klagepunkter man ser igen og igen, nemlig sandflugt, vandflod, tørke, ”gule urter” og sidst, men ikke mindst, ulve. Af områdets 59 sogne blev der klaget over disse gener i 30 af sognene. Der klagedes normalt blot over én gene, men i seks sogne var der klager over flere gener, nemlig i Tim (2 klagemål), Sønder Borris (2), Henne (3), Lønne (2), Ho (3) og Hodde (2) sogne. I ni sogne klagedes der i et eller flere ejerlav over sandflugt, nemlig i: Torsted, Hover, Tim, Sønder Borris, Henne, Lønne, Ho, Oksby og Ansager sogne. Denne gene var generelt stor – den ødelagde den dyrkbare jord og gjorde i visse tilfælde områder ubeboelige. En følgevirkning var, at sandet hindrede vandets frastrømning og samtidig forsagede vandflod, som i Tim, Henne, Lønne og Ho sogne.

Men ud over disse fire sogne var også yderligere fire sogne: Stauning, Nørre Bork, Hemmet, og Hodde berørte af vandflod af andre årsager, antageligt oversvømmelser forår og efterår. Når man tænker på, hvor tørre somrene kan være i det vestjyske, er det påfaldende, at kun Sønder Lem sogns bønder klagede over, at de led af tørke. En fjerde klagemulighed var de såkaldte ”gule urter”. Denne betegnelse dækker i virkeligheden over to forskellige planter, nemlig agerkål (Brassica campestris) og agersennep (Sinapis arvensis).7 Disse klagedes der over i blot Egvad og Henne sogne. Den suverænt største gene, der klagedes over, var ulve. I 19 af områdets sogne indrapporteredes der til Markbogen ulveplager fra et eller flere ejerlav, nemlig: Brejning, Ølstrup, Skjern, Bølling, Sønder Borris, Faster, Sønder Bork, Sønder Vium, Ådum, Hoven, Janderup, Kvong, Ho, Torstrup, Horne, Hodde, Tistrup og Næsbjerg sogne, samt Varde købstad og landsogn. Markbogen er ret lakonisk med at beskrive klagerne, men deres hyppighed er slående og maner til opsigt. For Kvong sogn er der eksempelvis opregnet syv ejerlav, og de har alle det tilfælles, at de plages af ulve: –– Kvong by: ”Lider Skade paa deris Quæg och Bæster af Ulfue” –– Åsted by: ”Lider Skaade af Ulfue” –– Kvorup by: ”Lider store Skaade af Ulfe” –– Hallum by: ”Lider Skade af Ulfue paa Quæg och Bæster” –– Kammersgård: ”Lider stor Skaade af Ulfue” –– Starbæk Mølle: ”Lider Skaade af Ulfue” –– Lyne-Husted Gård: ”Lider Skaade af Ulfue” Samtlige sognets ejerlav påstår dermed at være plaget af ulve, og det specificeres nærmere i Kvong og Hallum ejerlav, at det er bøndernes dyrehold der må stå for. Til højre ses et kort over hvilke sogne i RingkøbingSkjern og Varde kommuner, der indrapporterede klager

Sogne i Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner, hvorfra der er opført klager over ulve i Markbogen 1683.

Ulvetider i 1600-tallets Vestjylland

Undersøgelsesområdets sogne med klager over ulve i Markbogen 1683 lagt oven på landskabssignaturerne for Videnskabernes Selskabs kort ca. 1800. De ulveplagede sogne er de mørkere områder. Hede: orange; vådområder: lyseblå (kær, sig og mose) og mørkeblå (søer); agerland: grønt; sandflugt: gul.

Peder Gammeltoft

over ulve til Markbogen. Her ser man dels, at ganske store områder er omfattet af ulveplager, og dels – og mere interessant – at indrapporteringerne ligger klumpet sammen i bestemte områder: en mindre nordlig udbredelse i Spjaldområdet, et centralt område strækkende sig fra Skjern over Faster, Sønder Boris Ådum og Hoven. Derudover er der et sydligere område fra Kvong i nord via Tistrup og Varde til Næsbjerg i syd. Derudover er der spredte udbredelser i Sønder Bork, Sønder Vium, Fåborg, Agerbæk8 og Ho sogne. Disse skal muligvis ses i forbindelse med Varde-Tistrup udbredelsen, da de alle ligger i relativ nærhed hertil. Med lidt god vilje kan man se Agerbæk-udbredelsen som en selvstændig gruppe. Var der så ulve i de områder? Og var der flere dér end i de andre sogne i Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner? Hvis vi sammenligner områder med ulveklager med områder uden på vores ældste, præcise kortværk, Videnskabernes Selskabs kort fra ca. 1800 ser vi, at området er et kludetæppe af indvævet hede (orange), vådområder (lyse- og mørkeblåt) og agerland (grønt), med betydelige sandflugtsområder (gult). Områdets karakteristika er dyrkede områder centralt, med overdrev i form af hede og vådområder. Hvis vi ser nærmere på de ulveplagede områder, ser vi, at de generelt har små til mellemstore dyrkede arealer, helt eller næsten helt omkranset af hede og i nogen grad vådområder. Områder uden indrapporterede ulveplager har generelt ikke den dyrkede jord omsluttet af hede, og det dyrkede areal er generelt stort. Det kunne således tyde på, at ulvens foretrukne områder var heden i randzonen mod det dyrkede. På heden kunne ulvene være i nogenlunde fred fra mennesker, og, når behovet var der, kunne de fouragere i hederandzonen efter græssende dyr og endda ind på de dyrkede arealer, om det blev nødvendigt. Var klagerne så reelle? Vi ved selv fra i dag, at en af danskernes yndlingsbeskæftigelser er at undgå at betale mere skat end højst nødvendigt. Og det at klage er jo en af de få gratis fornøjelser man har. Er det også tilfældet her? Det kan naturligvis ikke udelukkes, at der har været

én eller anden form for opportunisme i klageafgivelsen – går den, så går den. Men det er påfaldende så få ting, der overhovedet klages over. Tilmed er ulveklagerne de hyppigste. Det kunne på den ene side tyde på, at der netop var tale om opportunisme. Modsat eksempelvis sandflugt og

vandflod, der sætter sig varige spor i landskabet, er ulvene mobile og den skade, de forvolder, er svær at kvantificere på 350 års afstand. Vi må derfor prøve at sammenholde med andre kilder for ulve, og så viser der sig et interessant billede.

Kort over Spjald-området (mørkere område). Videnskabernes Selskabs korts signaturer for hede (orange), vådområder (lyse- og mørkeblåt) og sandflugt (gul) lagt oven på et moderne topografisk kort. Der hvor det moderne kort synes, var der opdyrket ca. 1800.

Ulvetider i 1600-tallets Vestjylland

Ulve i stednavne

Kort over stednavne muligvis indeholdende ordet ulv og sagn om ulve inden for undersøgelsesområdet. De røde cirkler er bebyggelsesnavne på Ulv-, hvorimod de røde trekaner er højnavne på Ulv-. Sagnene repræsenteres af blå cirkler – både faktiske sagn og steder hvor der fortælles sagn om ulve.

Peder Gammeltoft

Stednavne er gode kilder til tidligere tiders landskabelige og kulturelle forhold og forestillinger. Et stednavn indeholder næsten altid en beskrivelse af den lokalitet, det henviser til – eller til dets umiddelbare nærområde. Så hvis et stednavn indeholder ”ulv”, må det betyde, at der har været ulve på det pågældende sted, da navnet blev dannet, eller i det mindste, at man har ment det. Nu skal man være lidt påpasselig med at tage alle stednavne på Ul(v)- som vidnesbyrd for, at der har været ulve på et bestemt sted. Dels kan der være tale om et personnavn, Ulf, gerne hvis sammensætningen har et genitivs -s, som i Ul(v)s-, og dels kan der være tale om en tilpasning af ordet uld, her brugt om planten kæruld (Eriophorum-familien), til ordet ulv. Herudover er det også svært at datere stednavne præcist, så et potentielt ulveindikerende stednavn er muligvis fra en anden tidsperiode og landskabsrealitet end den, der var til stede ved Markbogens optegnelse i 1683. Der er 14 stednavne i alt i undersøgelsesområdet, der muligvis indeholder ordet ulv, som med al sandsynlighed ikke indeholder plantebetegnelsen uld eller mandsnavnet Ulf. Af disse er fire bebyggelsesnavne og 11 er navne på høje. Men ved at tage stednavne tilsyneladende indeholdende Ulv-, får man et interessant billede. Af de fire bebyggelsesnavne på Ulv-,der med nogen sandsynlighed kan tilskrives ulve,9 findes to i eller i umiddelbar nærhed af de berørte områder (de røde cirkler). Der er tale om stednavnene Uldbæk i Lyne sogn og Ulstoft ved Skjern. De resterende to stednavne ligger i Velling (Ulbjerg og Ulfkær) og er helt uden for området. Af undersøgelsesområdets 11 højnavne sammensat med ordet ulv, findes derimod otte ud af elleve, dvs. næsten tre ud af fire navne enten i områder med ulveplager eller i umiddelbar nærhed af de berørte områder (røde trekanter). Normalt antager man, at naturnavne – som højnavnene alle er – ikke har nogen særlig høj alder. De ældste antages at gå tilbage til middelalderen, men de fleste anses for at være senere, altså nogenlunde sammenfaldende i tid med Markbogen. Det er påfaldende,

at denne navnetype har så god korrelation med de områder, der påtalte ulveplager, og det kunne tyde på, at netop disse områders bebyggelser var hårdere angrebet end undersøgelsesområdets øvrige ejerlav.

– det er nemlig at undersøge en ellers upåagtet kilde til forekomsten af ulve i 1600-tallet. Og den synes at kunne vise, hvor ulvetiderne var værst i Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner: Ved Spjald, Skjern-Hoven, Varde-Tistrup og måske ved Agerbæk.

Sagn om ulve En anden kilde, der kan belyse, hvor man har oplevet ulve, er folkesagn (blå cirkler på figuren til højre). I bogen Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, er der blot tre sagn om ulve fra området, nemlig to om drabet på den sidste ulv, ét fra Påbøl i Hoven sogn og ét i Alslev Mølledam (strækkende sig fra Lønborg til Alslev, repræsenteret ved den blå streg). Desuden omtales et møde med en ulv, som personen overlever, om end omtumlet.10 Derudover findes der yderligere tre historier om ulve fra området, alle fra Hoven sogn, erindret af tre forskellige personer, men to af historierne udspiller sig uden for området i Sønder Felding og Grene-Billund området.11 Så der har været nogen tradition for ulveoplevelser i undersøgelsesområdet, om end få, men disse ligger alle inden for de ulveplagede områder, eller historien går igennem disse områder. Eneste undtagelse er omtalen af Ringkøbing i sagnet i tillægsbindet, men det kan i princippet være næsten hvor som helst i den nordlige del af undersøgelsesområdet, da stedfæstelsen er ”en præstegård der nede ad Ringkjøbing”. Så folkeopfattelsen i slutningen af 1800-tallet af, hvor ulve holdt til, og hvor man fortalte om ulve, passer med, hvor der blev klaget over ulve i 1683. Alt i alt må man sige, at det nok er nogenlunde retvisende at antage, at der, hvor der klagedes over ulve i Markbogen af 1683, var folk også plagede af ulve. Om det så er steder, der vil blive hjemsøgt af ulve også i fremtiden, er umuligt at vide. Det er det højst sandsynligt ikke – ulvens primære levesteder i 1600-tallet, hederne, er for længst forsvundet eller decimeret til uvæsentlighed. Men det er nu heller ikke det, der er meningen med denne undersøgelse

Peder Gammeltoft kan kontaktes på gammelt@hum.ku.dk Noter 1. 200-årsdagen for ulvens udryddelse. Skive Folkeblad 06.21.2013. http://skivefolkeblad.dk/article/20130621/LOKALT/130629982. 2. Ulv spottet i Nordjylland – Er ulven tilbage i Danmark? DR Nyheder 16.10.2012 http://www.dr.dk/nyheder/indland/ ulv-spottet-i-nordjylland-er-ulven-tilbage-i-danmark. 3. Den mulige jyske ulv er fundet død. Politiken.dk 19.11.2012. http://politiken.dk/indland/art5417639/ Den-mulige-jyske-ulv-er-fundet-d%C3%B8d. 4. Naturstyrelsen: Det var en ulv. 07.12.2012. http://naturstyrelsen.dk/ nyheder/2012/dec/det-var-en-ulv/. 5. Danmarks Naturfredningsforening: Ulv. http://www.dn.dk/vi-arbejderfor/dyr/ulv/. Besøgt 2017-01-08. 6. Mette Guldberg: Jydepotter fra Varde-egnen. Produktion og handel ca. 1650-1850. Kerteminde 1999, s. 107; Markbogen 1683, nr. 852 og nr. 855. 7. Jf. ”Urt” I, 2.1., Ordbog over det danske sprog, bd. 25, kol. 1499 (se også: http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=urt). 8. Agerbæk udskiltes i 1994 fra Fåborg sogn og nævnes derfor ikke som selvstændigt sogn i Markbogen. 9. Uldbæk, bebyggelse. Lyne s., N. Horne h. Danmarks Stednavne bd. 17, s. 572: ”Forleddet er måske subst. uld, sigtende til uldlignende, lodden bevoksning. Men den skriftlige overlevering er ikke entydig, og Veirups optegnelse taler for dyrenavnet ulv”; Ulstoft, forsv. gård. Skjern. Danmarks Stednavne bd. 17, s. 17: ”Forleddet er dyrenavnet ulv eller mandsn. glda. Ulf (DgP)”; Ulbjerg, gård. Velling s., Hind h. Danmarks Stednavne bd. 17, s. 427: ”Forleddet er snarest dyrenavnet ulv”; Ulfkær, gårde. Velling s., Hind h. Danmarks Stednavne bd. 17, s. 427: ”Forleddet er vel dyrenavnet ulv”. 10. Evald Tang Kristensen: Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv, som det er blevet ført i Mands Minde, samt enkelte oplysende Sidestykker fra Øerne. København/Aarhus 1891/93-1905.

Ulvetider i 1600-tallets Vestjylland

Bind 1, s. 83-84, nr. 314: Der var ulve i gammel tid, og da skulde vogsne folk være hjorder, børn kunde ikke passe på ulvene. I Påbøl havde de jo så mange får, og så skulde et par vogsne mennesker gå og passe dem. Om morgenen de drev ud, havde de et krumt horn at blæse i, og så kom folk med deres får, og nu tog hjorderne til mark med dem. De passede dem jo så godt de kunde, men det er nu ikke så lige en sag med sådanne store hjorder, de kan hitte på så meget. Så var de komne i tanker om at slagte et lam, som de vilde have stegt der ude i marken. Så blæste de i deres horn ”Vil du ta’ ild, så vil a ta’ salt, og så vil vi mødes ved Påbøl holt den lille lam at stege.” Der holdt de jo så måltid med god lille lam. Men den sidste ulv, der er set her i omegnen, var da lige godt oppe på Påbøl hede. Så kom der en skytte fra Nörholm, og han var ridende og vilde til Jullingsholm. Da ser han en ulv, te der sidder henne ved en skjelknot, og så smider han hans tøj, hvad han havde og kunde undvære, og så rider han så stærkt, som hesten kunde strække, for at ville have hentet den ind. Men han nåede det ikke, den kom ind i Påbøl krat, og der undslap den. Den gang han havde den tur gjort, da havde hans hest ikke uden én sko, den havde ellers fire. Da sagde han: ”Ja, havde jeg haft min enøjed’ mær, så skulde jeg nok have langet den.” Han havde nemlig en ridehest til, der var nok så skrap. Den ulv blev altså ikke skudt, og vi hørte ikke til den siden. Ulvene havde jo meget deres ophold der i Påbøl krat. Bind 1, s. 95, nr. 360: Den gamle Peder Svas, en skytte på Lønborggård, var med til at skyde de to sidste ulve her på egnen. De blev ved at forfølge dem fra Lønborg og tog dem i Alslev mølledam. Tillægsbind 1, s. 130, nr. 1322: En fattig kone, der gik omkring og bad om almisse, kom i mørkningen til en præstegård der nede ad Ringkjøbing. Da hun så gik derfra, kom der en ulv efter hende, og så satte hun sig ned, så snart hun så den, slog sit skjørt over hovedet og befalede sig Gud i vold. Den kom og snusede til hende, og så lettede den det ene ben, som hunde gjør, og gav hende en salut, hvorpå den gik sin vej igjen. Hun var bleven så angst og elendig over det møde, te hun kunde ikke finde hjem, men måtte gå tilbage til præstegården og blive der om natten.

Peder Gammeltoft

11. Tang Kristensen Bind 1, s. 86-7, nr. 325: Min moder fortalte, at i hendes hjordetid – og hun blev 93 år – da var der en ulv kravlet op om natten på et fårehus ude i heden, te fårene stod i om natten, og der var den falden igjennem og stod inde ved dem om morgenen. De troede jo, den havde gjort fårene fortræd, men det havde den alligevel ikke, den var jo ræd. Dette her tildrog sig i Felding sogn. Jens Jakobsen Gammelager, Hoven. Bind 1, s. 100, nr. 336: I Grene kunde ulvene om aftenen komme ned til åen og tude, te det var grovt. I en gård, der kaldes Billund, havde de et føløg, der sloges med en ulv en hel nat. Det var så fortumlet om morgenen, at sveden drap ned ad hende. Men hun frelste dog føllet. Søren Vistisen, Hoven. Bind 1, s. 33-4, nr. 380: Ulvene havde fornærmet en gammel kone og taget noget fra hende, og så blev hun så vred, at hun drev dem ud af landet. Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven.

Jens Harpøth – Ringkøbings polyhistor Af Niels Windfeld Lund

De fleste, som kender lidt til Ringkøbings historie, har hørt om originalen Jens Harpøth (1758-1844). Mange historier beskriver ham som en lidt pudsig type, der gjorde mange mærkelige ting og dog alligevel var en driftig købmand.1 Da min tip-tip-tipoldefar var bror til Jens Harpøth, har jeg også hørt mange af de historier i min barndom, så jeg blev noget overrasket, men også meget nysgerrig, da jeg senere dykkede ned i arkiverne og opdagede, at fortællingerne om ”den pudsige Jens Harpøth" dækker over en seriøs udforskende, meget vidende, entreprenant, socialt ansvarlig, troende og kærlig person. Jens Harpøth var helt sikkert en original, ikke bare forstået som en mærkelig person, men snarere som en unik skikkelse i en lille provinskøbstad, en person der havde fingeren på pulsen i forhold til, hvad der skete rundt om i verden på hans tid, og som reflekterede over livet i stort og småt og afprøvede det i sin lokale verden i Ringkøbing til stor undren for sine bymænd og bykoner.2 Dette kommer ikke mindst til udtryk i hans bogsamling, hans private bibliotek, der gør ham værdig til at blive kaldt for en polyhistor, dvs. en meget lærd person. Polyhistor er ”en betegnelse for en person med viden i mange fag. Omkring 1700 var de enkelte videnskaber vokset så meget i omfang, at en enkelt person vanskeligt kunne beherske flere (endsige mange) fag".3 Samtidig med at viden voksede indenfor alle mulige områder i 17-1800-tallet, voksede også bestræbelserne på at samle al denne viden, bl.a. gennem udarbejdelse af oversigtsværker og etablering af biblioteker. Inden man fik egentlige fagfolk med speciale på et enkelt område, havde man i denne tid, som vi kalder for oplysningstiden, mange personer i både Danmark og det

Akvarel af Jens Harpøth. Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

Jens Harpøth – Ringkøbings polyhistor

Skifteprotokollen for Jens HarpĂ¸ths boopgĂ¸relse 1844-46.

Niels Windfeld Lund

øvrige Europa, som søgte at beherske flere områder både teoretisk og praktisk. I denne artikel vil jeg prøve at vise, hvordan Jens Harpøth var en sådan person, således at historien om ham ikke blot bliver en historie om en pudsig person i Ringkøbing for 200 år siden, men også kan ses som Ringkøbings lille bidrag til den generelle historie om oplysningstiden i Europa i 17-1800-tallet. Et universelt bibliotek Jens Harpøth havde et bibliotek på ca. 130-160 bøger. 120 af dem er registreret med titel i boopgørelsen ved hans død. Hvis man registrerer dem i det danske universaldecimalklassifikationssystem, opdager man, at hans bibliotek stort set favner alle fagområder og dermed viser bredden i det intellektuelle univers, Harpøth levede indenfor. I skifteprotokollen er de ovenikøbet registreret klassevis, så der har sandsynligvis været orden på reolerne i Harpøths stue.4

Decimalklasse

antal bøger

00-07 Værker af almindeligt og blandet indhold

10-19 Filosofi, psykologi, videnskab og forskning

20-29 Religion

30-39 Samfundsvidenskab, pædagogik og folkekultur

40-49 Geografi og rejser, lokalhistorie

50-59 Naturvidenskab og matematik, antropologi og etnografi

60-69 Praktiske fag, lægevidenskab

70-79 Kunst, teater, film, musik, spil, idræt

80-89 Litteratur og sprog

90-99 Historie

En reflekteret troende borger Religion

antal bøger

20 Den kristne religion i alm.

21 Naturlig religion

22 Biblen

23 Dogmatik

24 Trosliv, opbyggelse

25 Mission

26 Kirkens institutioner og arbejde

27 Kirkehistorie

28 Kristne kirker og sekter, kirkelig enhed

29 Religionsvidenskab

Jens Harpøth kommer ud af en engageret religiøs familie. Både hans moders familie, Tang-slægten og hans faders familie, Harpøth-slægten, var stærkt involverede i de gudelige bevægelser i Vestjylland, specielt den herrnhuttiske brødremenighed. Hans moder, Anna Tang, flyttede til Christiansfeld og sluttede sig til brødremenigheden, efter faderens død.5 Denne tilknytning til brødremenigheden kommer tydeligt til udtryk i bogsamlingen. Den første bog er således Evangeliske Taler, holdne i Berlin (1738) over den anden Troens Artikel, og over Luc. 24, 35 og Joh. 16, 16-23, i den Lutherske Kirke i Philadelphia, samt over Luc. 22, 44 og Matth. 26, 3738 i Slotz-Kirken i Gelnhausen. Nu oversadt i det Danske til Velsignelse og Opmuntring for naadehungrige Sjele. Det er en udgivelse fra 1773 med taler af Nicolaus Ludwig von Zinzendorf (1700-1760), grundlæggeren af den herrnhuttiske brødremenighed og senere aktiv i Danmark. Zinzendorf var meget optaget af en religion, som udsprang af hjertet og af personlig tro på Jesus og Jesu blod. Jens Harpøth – Ringkøbings polyhistor

Zinzendorfs Evangeliske taler var blot et af flere centrale værker i Harpøths bibliotek om brødremenigheden. Her var også Idea Fidei Fratrum, Kurzer begriff der christlichen lehre in der evangl. Brüdergemeinde fra 1779 skrevet af A.G. Spangenberg, også kaldet broder Josef, som sammen med Zinzendorf etablerede menigheden i Herrnhut i 1744 og to fremstillinger af brødremenighedens historie, Det evangeliske Brødre-Unitets korte Historie i de ældre Tider og i Særdeleshed udi nærværende Aarhundrede fra 1772 af David Crantz og Geschichte der neuesten evangelischen Anstalten in England under sonderlich der Missions-societät in London af Peter Mortimer (1750-1828). Disse værker skal ikke forlede en til at tro, at Jens Harpøth var en ukritisk tilhænger af brødremenigheden. I hvilken grad han selv havde en personlig tro, ved vi kun lidt om, men at han var dybt optaget af at finde ud af, hvad religion og tro handler om helt generelt, især om man kunne tale om en

Abhandlungen von den vornehmsten Wahrheiten der natürlichen Religion fra 1754 af Hermann Samuel Reimarus

Niels Windfeld Lund

"naturlig" religion, vidner flere af hans bøger meget tydeligt om. Således var der Abhandlungen von den vornehmsten Wahrheiten der natürlichen Religion fra 1754 af Hermann Samuel Reimarus (1694-1768). Reimarus var en central teologisk skikkelse i 1700-tallet, og fortaler for en fornuftsbaseret, historisk-kritisk teologi. Han skelnede skarpt mellem en historisk Jesus og en mytologisk Jesus, mellem den historiske virkelighed og fortællingerne om historien. Et tilsvarende værk var af Johan Arndt (1555-1621), kaldet for reformationens reformator Vier Bücher vom wahren Christentum. Arndt var stærk fortaler for en inderlig kristendom, og for at det kun var gennem bøn, man kunne nå Gud. Værket siges at være grundlag for flere religiøse retninger, specielt pietismen og dens krav om at leve et kristent liv fuldt ud. Selvom der i de nævnte værker ofte skrives en del om "Wahrheit"/sandhed, så virker det som om, Jens Harpøth også vidste, at sandheden var vanskelig at finde, og at meget afhang af talekunst, af retorik, således som det fremhæves i den danske præst og teolog Christian Bastholms (1740-1819) Den gejstlige talekunst fra 1775. Harpøth prøvede også lidt selv i form af salmeskrivning. Flere af fortællingerne om Jens Harpøth tegner et billede af en person, som godt nok var gudfrygtig, men som også havde begge ben på jorden ligesom Erik Pontoppidan (1698-1764), forfatter til Sandhed til gudfrygtighed, forklaring (med) Luthers katekismus fra 1737. Pontoppidan var pietist, men lagde også vægt på at det drejede sig om at se på hele livet og samfundet, på livet på jorden og ikke blot på det hinsides. Han var således historisk interesseret og med til at starte Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin og skrev også skønlitteratur. Det samme gælder to tyske teologer, Johann Martin Miller (1750-1814) og Johannes Kern (1756-1801), mændene bag trebindsværket Beobachtungen zur Aufklärung des Verstandes und Verbesserung des Herzens. Eine Periodische Schrift bd. 1-3, Ulm 1779-1782. Miller og Kern var ikke bare teologer. Miller var også digter og engageret i kunstnerisk naturdyrkelse gennem sine litterære værker

og digte, som også blev sat til musik af blandt andre Mozart og Beethoven. Kern var filosof og professor i logik. De skrev dette periodiske skrift sammen, hvor dele af Millers litterære værker blev publiceret, før de kom som selvstændige værker i hans eget navn. I en samtidig oversigt over litteratur blev værket beskrevet som ”die hier durch erdichtete Geschichten und Scenen aus dem eigentlich bürgerlichen Leben bewurkt werden soll”. Det vil sige, at det var en slags borgerlig dannelseslitteratur på religiøst grundlag. Det sidste teologiske skrift, jeg vil nævne fra Harpøths bibliotek, er Anleitung zur Historie der Theologischen Gelahrheit af Gottlieb Stolle fra 1739. Gottlieb Stolle (1673-1744) var ligesom Pontoppidan, Miller, Kern og Mossin ikke bare teolog, men nærmere en polyhistor, én som interesserede sig for det hele. Således nåede han både at være jurist, professor i politik, bibliotekar og skønlitterær forfatter. Han var en af de første oplysningsfolk, som både forsøgte at formulere en overordnet åndelig moral og systematisk gennemgik mange fagområder, således også teologiens faghistorie. En sund og driftig mand Praktiske fag, lægevidenskab

antal bøger

60 Teknik alm.

61 Medicin, hygiejne

62 Maskinlære, varmeteknik, elektroteknik

63 Landbrug, skovbrug, havebrug og fiskeri

64 Hjem og husholdning

65 Handel og samfærdsel, søfart

66 Kemisk industri

67 Mekanisk industri

68 Håndværk

69 Byggeteknik

Johann Jacob Woyts Gazophylacium medico-physicum oder SchatzKammer Medicinisch- und Natürlicher Dinge fra 1761.

Fra Jens Harpøths skiftearkiv6 ved vi, at han var optaget, ikke bare af sit eget helbred, men generelt interesseret i sundhed, i sund livsstil, og det kommer også til udtryk i hans bogsamling, specielt i den medicinske afdeling. Den første titel er Johann Jacob Woyts Gazophylacium medico-physicum oder Schatz-Kammer Medicinisch- und Natürlicher Dinge fra 1761. Johann Jacob Woyt var født i Elbing i 1671 og uddannet læge i København i 1697. Det var en håndbog i alle mulige medicinske midler uanset materiale, en slags medicinsk encyklopædi, datidens netdoktor.dk. Harpøth var i det hele taget optaget af lægemidler og gik tilsyneladende meget grundigt til værks. Han havde således denne bog om eksperimentel kemi: Erläuterte Experimental Chimie fra 1775. Den er skrevet af den franske kemiker og farmaceut Antoine Baume (1728-1804), der havde stor betydning for udvikling af kemi i Frankrig gennem udvikling af en farmaceutisk skole baseret på den kemiske videnskab. Gennem udvikling af målemetoder og identificering af mange forskellige stoffer havde han en stor rolle i sin samtid som både kemiker og farmaceut. Jens Harpøth – Ringkøbings polyhistor

Anviisning til Technologie, eller til Kundskab om Haandværker, Fabriker og Manufakturer, fornemmelig dem, som staae i nærmest Forbindelse med Landhuusholdningen, Politie- og Cameralvidenskaben, tilligemed Bidrag til Kunsthistorien fra 1777-1792

Jens Harpøth har næppe selv fremstillet lægemidler, men mere benyttet sig af et par husapoteksbøger, som fx Mangors land-apotek. Det er en norsk lægebog, J.A. Darelius' Socken-apothek och någre huscurer fra 1760, som blev oversat til dansk af Christian Elovius Mangor (1739-1801), på et tidspunkt landfysicus i Viborg, inden han blev stadsfysicus i København. På flere billeder ses Jens Harpøth med to stokke, og det kan være, det skyldes at han har haft problemer med sit bentøj og har haft brug for en vis form for ortopædi. I så fald har han på linje med alle andre områder sat sig grundigt ind i emnet, da han i sin bogsamling har Percivall Potts Wundarzeneykunst (= kirurgi) hvis fulde titel er Abhandlungen über verschiedener Gegenstände der Wundarzeneykunst, oversat til tysk af Georg Ludwig Rumpelt og udgivet i 1779. Der var fire afhandlinger: Von der sogenannten ThranenFistel; von der Mastdarm-Fistel; Von der natur und folgen 52

Niels Windfeld Lund

der kopf-wunden; anmerkungen von Verrenkungen und Brüchen. Percivall Pott (1714-1788) var den første professionelle kirurg i England og grundlæggeren af ortopædien. Men som nævnt var Jens Harpøth ikke bare interesseret i helbredelse, men også i en forebyggende sund livsstil, og her falder det helt naturligt, at han i sit bibliotek havde Christoph Wilhelm Hufelands værk Kunsten at forlænge det menneskelige liv, som blev udgivet på tysk i 1796 og på dansk i 1797, oversat af Johan Werfel. Den tager udgangspunkt i begrebet makrobiotik, som Hufeland er ophavsmand til. Hufeland betragtede makrobiotik som en videnskab, der på et højere filosofisk plan kunne både forbedre og helt konkret forlænge menneskers liv. Opskriften lød på ordentlig diæt og sund livsstil, som man ser eksempler på i flere af Harpøths projekter, fx en sundhedsseng. Ligesom Jens Harpøth gik grundig til værks, når det gjaldt trosliv og livsførelse, var han også grundig, når det gjaldt forretningslivet. Han var ikke bare købmand, men drev også landbrug, garveri, tobaksindustri, skibsfart etc. I tråd med den nyeste handelsvidenskab, repræsenteret i Versuch einer allgemeinen Einleitung in die HandlungsWissenschaft theoretisch und praktisch abgehandelt, udgivet i 1762 med flere senere udgaver i Altona af boghandler David Iversen, og forfattet af Johann Carl May. Det særlige for May var, at han ikke opfattede Handlungswissenshaft som alene omfattende varehandel, men også produktion, skibsfart og landbrug, ligesom Jens Harpøth praktiserede. I naturlig forlængelse af at Jens Harpøth drev en forretningsvirksomhed på mange områder, var han optaget af hvad slags teknologi og materialer, man kunne bruge på alle livets områder, meget på linje med Johann Beckmann (17391811), naturvidenskabelig professor i Göttingen. Beckmann var en af de første til at tale om teknologi i meget bred forstand, som han gjorde i værket Anviisning til Technologie, eller til Kundskab om Haandværker, Fabriker og Manufakturer, fornemmelig dem, som staae i nærmest Forbindelse med Landhuusholdningen, Politie- og Cameralvidenskaben, tilligemed Bidrag til Kunsthistorien fra 1777-1792, der udkom

på dansk i 1798, oversat af Andreas Svendsen. Hele måden Beckmann opfatter teknologi som udvikling af relevante teknikker og maskineri, ligner det, Jens Harpøth aktivt prøvede indenfor alle mulige områder. Det, man samtidig kan undre sig over, er, hvordan han blev bekendt med alt det som skete rundt omkring, inklusiv hvordan han anskaffede sig disse bøger. Havde han fx forbindelse til andre innovative personer i enten Danmark eller ude i Europa? Det ved vi desværre ikke noget om, men måske dukker der ny viden op engang. Ligesom på de andre områder havde Jens Harpøth ikke bare teoretiske og principielle værker, men også praktiske håndbøger vedrørende forretningslivet som fx Jürgen Elert Krusens Allgemeiner und besonders Hamburgischer Contorist fra 1784. Det er en praktisk håndbog i handel med udlandet, som handler om valutakurser og andre pengeforhold specielt i Hamburg, men også andre steder i verden. Harpøth var en aktiv købmand lige indtil sin død som 86-årig i 1844. Af boopgørelsen fremgår det, at han havde et meget omfattende varesortiment. Han var tilsyneladende meget bevidst om at levere den rette vare til sine kunder og helst være lidt foran sine kunder. Til at holde sig opdateret havde han fx Gottfried Christian Bohns Waarenlager oder Produkten- und Waarenlexicon für Kaufleute, welches das Interessanteste und Brauchbarste aus der Naturgeschichte, Chemie und Technologie, und eine sorgfältige Beschreibung der im Handel vorkommenden Natur- und Kunstprodukte, der Art ihrer Gewinnung und Verarbeitung, ihrer Eigenschaften und Kennzeichen, der Örter, wo sie gewonnen werden, und woher man sie zieht, so wie des Handels mit denselben nach alphabetischer Ordnung enthält. Den udkom første gang i 1788. Gennem den meget lange titel bemærker man, at beskrivelsen af produkterne også omfatter tekniske detaljer og hvilke råvarer og teknologi, man kan bruge til at udvikle nye produkter. Som før nævnt var Harpøth ikke bare forhandler af færdigprodukter, men også selv producent, både som landmand, tobaksfabrikant og gennem sit garveri, som han fik borgerbrev til at drive i 1791.7

Som hjælp til sin produktudvikling havde han en håndbog skrevet af friherre Karl Meidinger (1750-1820). Meidinger var statssekretær i Østrig og rådgiver i mineralogi og således ikke selv ekspert i garvning, men han havde samlet flere forskellige fremstillinger af garverieksperterne, Seguin i Frankrig, Pfeiffer i Tyskland og Suckow i Rusland: Vollständige Abhandlung über die Lohgärberey oder die aufrichtige und gründliche Anweisung Sohl- und anderes lohgares Leder nachden mannigfaltigen alten und neuen Verfahrensarten verschiedener Länder und nach den bisherigen Grundsätzen in größter Vollkommenheit zu verfertigen. Mit ausführlicher Beschreibung einer neuen für Handel und Gewerbe wichtigen Erfindung die zum Garmachen des Leders bisher erforderliche lange Lohzeit abzukürzen, und das Sohl- oder Pfundleder in wenig Wochen gar zu machen, wodurch die Lohgärberey zur höchsten Vollkommenheit gebracht, die Erzeugung des Leders vermehrt und eine höhere Benutzung des Verlagscapitals bewirkt wird; dann einem Anhange, wie rother und gelber Saffian und ächtes Juftenleder nach russischer Art in jedem Lande verfertiget werden können; alles aus eigener Erfahrung beschrieben fra 1802. Udover denne håndbog i garvning havde Jens Harpøth også diverse praktiske håndbøger

Jürgen Elert Krusens Allgemeiner und besonders Hamburgischer Contorist.

Jens Harpøth – Ringkøbings polyhistor

i ølbrygning, tobaksfabrikation, landbrug, havedyrkning og vinavl. Endelig kommer vi til en særligt interessant bog, nemlig Naturlig magie eller hexekunst i to dele fra 1794, skrevet af professor Nicolai Bøtcher (1756-1821). Bøtcher blev født i Ribe, startede med at læse teologi, men gik senere over til medicin og tog doktorgrad i medicin i 1788. Han blev professor i fysik ved Københavns Universitet. I 1796 blev han stadsfysicus i Fredericia. Kort sagt en mand med mange fagområder ligesom Jens Harpøth, som var optaget af at foretage eksperimenter indenfor alverdens områder – i bogstavelig forstand en eksperimentel forsker. I slutningen af 1700-tallet er vi i en overgangsperiode mellem fortsat udbredt overtro og voksende forståelse for systematiske videnskabelige undersøgelser på alle områder. De to bind omfatter således

Illustrationer fra Nicolai Bøtchers Naturlig magie eller hexekunst.

Niels Windfeld Lund

elektriske kunststykker, luftforsøg, magnetiske forlystelser, optiske forsøg, kemiske forsøg, mekaniske kunststykker, om balancekunsten, økonomiske kunststykker (drejer sig meget om mad og drikke) og medicinske kunststykker. Man kan næsten kalde det for en kogebog for en nysgerrig mand som Jens Harpøth, men muligvis også for andre. Bogen er nemlig udgivet efter at subskribenter havde bestilt bogen. Jens Harpøth er naturligvis selv en af subskribenterne. Det samme hans svigerinde, Madame Harpøth på Ulsund. Desuden er der bemærkelsesværdigt mange fra Vestjylland, præster, købmænd og embedsmænd, men også studenter, professorer, embedsmænd etc. fra hele landet. Endelig havde kongehuset bestilt en del eksemplarer. Jens Harpøth var absolut ikke alene om at være nysgerrig på alt mellem himmel og jord.

Illustrationer fra Jens Harpøths egne noter, måske inspireret af Bøtcher. Tv. en svømmedragt syet af læder fra Harpøths garveri. Th. en brændluftballon.

En retfærdig, bestemt og velopdragen borger Samfundsvidenskab, pædagogik, folkekultur

antal bøger

30 Samfundsvidenskaberne i alm.

31 Statistik, demografi

32 Politik

33 Økonomi

34 Lov og ret, Lovgivning

35 Statsforvaltning

36 Lokalforvaltning- og politik

37 Uddannelse, opdragelse m.fl.

38 Forsikring. forsorg, omsorg

39 Folkekultur i alm.

Jens Harpøth var ikke blot en driftig forretningsmand og optaget af dybe eksistentielle spørgsmål. Han var også en meget aktiv aktør i samfundslivet som eligeret borger i 40 år, hvoraf hovedparten var som formand. De eligerede

borgere udgjorde et slags bystyre, og formanden var en slags borgmester. Endelig var Harpøth borgervæbningskaptajn fra 1801 til 1817. Dette samfundsengagement kommer også til udtryk i hans bogsamling. Ligesom i forhold til religion og forretningsliv, har vi ikke bare praktiske håndbøger, men også her tre værker, som behandler de principielle spørgsmål om, hvad ret og retfærdighed egentlig er helt generelt. Vi har Ludvig Holbergs vigtigste juridiske værk: Naturens og folkerettens kundskab: bygget på de fornemste juristers principiis: illustreret med exempler af de nordiske historier fra 1741. Dernæst kommer Lauritz Nørregaards Naturrettens første grunde fra 1784. Sidst, men ikke mindst har vi vel et af de vigtigste juridiske værker overhovedet i 1700- og 1800-tallet, nemlig Charles-Louis de Secondat Montesquieus Om lovenes natur og aarsag, eller Om det forhold, som lovene bør have til hver regierings forfatning, som kom på fransk i 1748 med titlen L'esprit des lois og på dansk i 1770-71. Den havde en meget stor betydning for den politiske debat i Danmark i overgangen fra enevælde til folkestyre. Jens Harpøth – Ringkøbings polyhistor

I naturlig forlængelse kommer Andreas Schyttes Danmarks og Norges naturlige og politiske Forfatning fra 1777. Andreas Schytte (1726-1777) var søn af en præst på Fyn og blev også teolog, men senere professor i offentlig ret og statsvidenskab ved Sorø Akademi. Hans hovedværk er fembindsværket Staternes indvortes Regiering, hvor det tydeligt fremgår, at han var en meget grundig herre, på én gang præget af Montesquieu og samtidig fortaler for enevælden og kongemagten. Han havde en stor tro på hvad videnskab, specielt statsvidenskab, kunne bidrage med til landenes velfærd. Den samme tro på videnskab havde Harpøth antageligvis også, og vi finder således også Hagerups Den dansk norske lovkyndighed, sammenhængende Lærebygning til juridisk Haandbog for lovukyndige Borgere fra 1805 skrevet af Mathias Hagerup og Hesselbergs juridiske kollegium fra

1755 skrevet af den norske jurist Engelbrecht Hesselberg (1728-1788). Udover disse principielle værker indenfor jura og retsvæsen var der mange praktiske håndbøger med samlinger af forordninger, love, juridiske ordbøger og særlige oversigter for ret på særlige områder, som fx landvæsen. Jens Harpøth boede, så vidt vi ved, aldrig sammen med nogen og blev aldrig gift og fik dermed ingen børn, men alligevel finder vi faktisk børne- og ungdomslitteratur i hans bibliotek. Den første er Amerikas opdagelse, på tysk, Die Entdeckung von Amerika, fra 1781 af Joachim Heinrich Campe (1746-1818). Campe var søn af en købmand og var forfatter, sprogforsker, pædagog og forlægger. Han var en af pionererne af udvikling af børne- og ungdomslitteratur, og året før Amerikabogen udgav han en ungdomsudgave af Robinson Crusoe, Robinson Crusoe den Yngre, som blev

Jens Harpøths Ringkøbing. Efter den Kongelige general Vej Commisions Befaling. Opmålt og tegnet af C.C.F. Zepeli. Udgivet i 1797.

Niels Windfeld Lund

meget populær i mange lande. Desuden var Campe med til at introducere en særlig form for pædagogisk litteratur fra England, nemlig Klogskabsregler for unge Mandfolk som ere i Begreb med at træde ind i Verden: Tilforn en Deel af Campes Theophron. Det er uddrag af Grev Chesterfields breve til hans søn, i et hensigtsmæssigt udtog, og med nødvendige forandringer. Oversat af det tyske af Andreas Svendsen i 1792. Der er således adskillige forfattere/litterater involveret. Først er der Grev Chesterfield, eller Philip Stanhope, den fjerde Earl of Chesterfield, senere Lord Chesterfield (1694-1773). Han var britisk statsmand, diplomat og litterat. Han havde en lang politisk og diplomatisk karriere, og blev meget kendt for de breve, han skrev til sin søn, on the art of becoming a man of the world and a gentleman. Han skrev bl.a. flere breve i forskellige sprog for at vise sønnen, hvordan man begik sig i den store verden. Disse mange breve blev så bearbejdede i en mindre udgave af Campe, som vi har set på tidligere, i forbindelse med bogen om opdagelsen af Amerika. Her er det en blanding af Campes egen bog om gode råd til ungdommen. Det er alt sammen oversat af den danske oversætter og landmåler Andreas Svendsen, som har oversat flere forskellige værker, således også Johan Beckmanns værk om teknologi.

Selvom Jens Harpøth nok må siges at være speciel i Ringkøbing, så var han måske i virkeligheden ganske tidstypisk, når man kigger lidt bredere ud både i Danmark og rundt i Europa i en tid, hvor samfund og stater var i opbrud, både politisk, økonomisk, teknologisk etc. Hvis vi fx ser på flere af forfatterne, inklusiv oversættere, af de værker, som stod i Harpøths bibliotek, så var de ikke bare aktive indenfor ét fagfelt, men indenfor meget forskellige områder som naturvidenskab, teknologi, politik, teologi og pædagogik, ligesom Jens Harpøth var det gennem sine mange forskellige virkeområder. På denne måde kan han ses som en del af og repræsentant for det store europæiske oplysningsprojekt. Hvordan Jens Harpøth så udmøntede det i sin praktiske hverdag, det vil kommende studier fortælle om. Niels Windfeld Lund kan kontaktes på niels.windfeld.lund@uit.no Noter 1. Nicki Daniel Jensen: Jens Harpøth – en original i Ringkøbing. opdatering 2014, s.103-110; Jens Harpøth – en Ringkjøbing original. Ringkjøbing Aarbog 1943-44, s. 5-11, genoptrykt i Jul i Ringkøbing 1976, s. 3-10. 2. Niels Windfeld Lund: Ringkøbings Leonardo da Vinci. Jens Harpøth (1758-1844): en moderne borger. Siden Saxo 2015:2, s. 16-25. 3. https://da.wikipedia.org/wiki/Polyhistor

Jens Harpøth: en mand af sin tid Vi har nu set på Jens Harpøths private bibliotek og fundet ud af, at han tilsyneladende har været ganske vel orienteret indenfor en lang række områder, selvom vi jo ikke ved, om han har læst det hele. Han har i hvert fald været så velinformeret, at han har kunnet anskaffe dem. Vi kan også ud fra de mange tyske titler gå ud fra, at han var tysk-kyndig, og bemærkninger i Harpøths regnskabsbøger tyder på, at han også beherskede fransk, så man kan godt med en vis ret kalde ham for en verdensmand.

4. Rigsarkivet: Ringkøbing Amt: B-008-1048 Eksekutorskifteprotokol i Jens Harpøths bo i Ringkøbing 1844-1846 (kan læses på arkivalieronline). 5. Om Harpøth og Tang slægterne og brødremenigheden i Hardsyssel, se P. Storgaard Pedersens artikler i Hardsyssel Årbog: ”Brødremenigheden i Hardsyssel”, 1910 s. 102-156; ”Meddelelser om slægten Harpøth” 1913, s. 1-50 og ”Slægten Tang. Efterkommere af Laur. Tang på Nørtang i Ulfborg”, 1921, s. 1-37. 6. Rigsarkivet, Ringkøbing amt, eksekutorskifte efter Jens Harpøt 1844-46, dokumenter, 1048. 7. Rigsarkivet; B8-299/300, Ringkøbing amt, Kopiindberetninger om byens fabrikker (1774-1815).

Jens Harpøth – Ringkøbings polyhistor

”Med Flid har jeg bestræbt mig” – om en bondeskipper fra Ho Af Anders Kilgast Jensen

I 1975 blev et manuskript med en samling beretninger skænket til Blåvandshuk Egnsmuseum i Oksbøl. Beretningerne er skrevet i 1800-tallet af Søren Nielsen Rasch fra Ho. Rasch har i sine beretninger skrevet om hele sit virke fra barndommen i slutningen af 1700-tallet til kort før sin død i 1848. Et liv, hvor han som dygtig sømand, handelsmand og hårdtarbejdende gårdmand formåede at arbejde sig fra fattige kår til velstand. Hans beretninger er ikke kun fortællinger om livet som vestjysk bondeskipper, men også om troen på Gud og om pligten som familiefar og søn. Rasch var en arbejdsom mand, der knoklede for at forsørge familien på bedste vis. En familie, som talte både mor, søskende, kone, børn, plejebørn, svigerforældre og til tider endda andre familiemedlemmer, der havde brug for hans støtte. Ligeledes er det fortællingen om det barske liv, hvor den hårdt tjente lykke på et øjeblik kan erstattes af dårligdom, armod og død.1

til både England, Holland, Tyskland, Frankrig, Baltikum og det øvrige Skandinavien. Efter fem år på forskellige skibe lærte han sig over vinteren 1802-03 navigation af ældre lokale skippere, og han blev det følgende forår hyret som styrmand. De følgende år gik med den samme cyklus: forår, sommer og efterår foregik på søen. Om vinteren var han hjemme på forældrenes gård for at hjælpe til med landbruget, samtidigt med at han i moderens stue videreførte sine kundskaber i navigation til nogle af egnens unge mænd. Da hans far efter længere tids sygdom afgik ved døden i 1802, begyndte Rasch at sørge for understøttelse til sin mor og de hjemmeboende søskende, noget Rasch selv kaldte for sin sønlige pligt. En familiær pligt, der fulgte ham resten af livet. Efter Raschs egen opgørelse gav han i perioden 1802-11 mere end halvdelen af sin indkomst i understøttelse til familien hjemme i Ho.3

En sømand bliver til

Sømand i krigens vold

Søren Nielsen Rasch blev født i Ho den 20. november 1783 som søn af hustømmermand Niels Pedersen Rasch (17461802) og hustru Maren Sørensdatter (1751-1823). Efter at Søren Rasch som 9-årig gik ud af skolen, tjente han hos forskellige gårdmænd, indtil han som 15-årig i 1798 blev hyret til sildefangst fra Altona.2 Året efter vendte han hjem for at blive konfirmeret i Ho Kirke. Han blev dog ikke landgangen længe, da han allerede den efterfølgende sommer atter rejste ud som sømand. Rejserne skulle siden tage ham

Rasch fortæller om Englandskrigene fra 1801 til 1814 – krige han ikke forstod meningen med, da de blot førte fordærvelse med sig.4 Han oplevede selv krigshandlingerne fra første parket, da han i et år var udstationeret ved Fladstrand.5 Resten af krigstiden slap han dog for at trække i uniform og kunne i stedet fortsætte som sømand. Det var dog ikke ensbetydende med, at urolighederne ikke kom ham nær. I takt med krigenes gang begyndte danskerne at frygte engelsk landgang. Derfor blev de vestjyske bønder og

Anders Kilgast Jensen

Søren Raschs originale beretninger. Bogen får en plads i udstillingen Den Skjulte Vestkyst, når Tirpitz åbner sommeren 2017.

”Med Flid har jeg bestræbt mig”

Oversigt over forskellige sejlskibstyper, hvoraf nogle bliver nævnt i artiklen. 1. række: kutter – jagt – galease. 2. række: fore-and-aft skonnert – skonnertbrig. 3. række: brig – skonnert. 4. række: barkentine – bark. Illustration: Den lille Salmonsen, 1940.

sømænd i 1808 fritaget fra anden kommando og beordret til at blive ved vestkysten for at passe på området. Vagthuse blev bygget, og Søren Rasch blev sammen med de øvrige mænd trænet i brugen af forsvarsmidler. Det gjaldt både geværer, sabler, spyd og høtyve. Men Rasch var rastløs og tog derfor hyre på et skib, der sejlede korn til Norge og Færøerne. Begge steder hørte til det danske rigsfællesskab og var derfor underlagt engelsk 60

Anders Kilgast Jensen

handelsembargo. Det betød i praksis, at ingen handelsskibe kunne komme i havn. På Færøerne sultede befolkningen på grund af kornmangel. Skibet, som Rasch havde taget hyre på, skulle ved at sejle under neutralt flag forsøge at omgå de engelske skibe og derved komme befolkningen til undsætning. Efter en sejlads til Torshavn i 1809 blev skibet stoppet af en dansk kaper.6 Kaptajnen på kaperen fandt besætningen mistænkelig, og Rasch blev sammen med et par andre taget ombord som pant, mens skibet blev undersøgt. Et uvejr opstod dog undervejs, og de to skibe røg fra hinanden med Rasch fanget på kaperen – væk fra sine kammerater og ejendele. Da uvejret havde lagt sig, søgte kaperen at finde Raschs’ skib, men ankomsten af en fjendtlig brig forværrede situationen. Kaperen blev nu jagtet af det engelske skib og måtte under beskydning søge mod land. Det lykkedes at anløbe en norsk havn, skønt briggens kugler svævede nært forbi. En tililende kystmilits formåede dog at sende briggen på tilbagetog. Efterfølgende kom Rasch ombord på en båd med kurs mod Fanø. Men igen var han uheldig, da også denne båd blev opbragt af et engelsk skib. Endnu engang blev Rasch taget ombord, nu som fange. Englænderne tilbød ham ansættelse, da han var godt kendt med de danske farvande, men Rasch takkede nej. I stedet blev han lovet, at han kunne blive sat i land, når det blev muligt, da skibets kaptajn ikke havde interesse i at beholde fanger. Flere gange blev han og de otte andre danske fanger forsøgt sejlet i land, men hver gang var kystmilitsens tilstedeværelse i vejen, således at kaptajnen ikke turde komme for tæt på land. Til sidst blev de danske sømænd sat i en lille båd og fik lov til selv at sejle i frihed. Høj bølgegang gjorde det farligt, især da båden var overfyldt, og et stormvejr truede. Men efter et døgn i rum sø nåede båden kysten, og Rasch kunne efterfølgende rejse hjem til det jyske. I 1811 blev den nu 27-årige Rasch indkaldt til et års udstationering ved Fladstrand. Her blev han bådsmand for en kanonjolle, hvor meget af den første tid gik med produktion

ernære hele familien. Derfor købte han sig en båd og begyndte som handlende skipper. Trods statsbankerotten i 1813, som påvirkede hele landet, fulgte nogle succesrige år for Rasch. Grundet sine investeringer og sin økonomiske kontrol formåede han at udvide gården og købe flere både. Om den økonomiske situation skriver Rasch:

Ukendt kunstner, ”Kanonbåd”, uden år. Tegning af kanonjolle af samme type som den Rasch havde kommandoen over under Englandskrigene. Tegningen er tidligere tilskrevet C.W. Eckersberg, men kunstneren er formentlig Niels C.M. Dahl. Gengivet med tilladelse fra M/S Museet for Søfart.

af tæpper, madrasser, hængekøjer og sejl. Siden fik han kommando over en kanonjolle med 18 mand. Med denne deltog han i et par aktioner; en enkelt, hvor de blev beskudt af et engelsk skib, dog uden større dramatik. Rasch fik styret jollen og sine mænd i sikkerhed og modtog efterfølgende en økonomisk belønning på 25 rigsdaler for sin indsats.

Denne pengeruin var for mig en ikke liden skade i min formue, dog tålelig for en ung og virksom mand, der kunne virke til oprettelse af det tabte, men det var et større tab for mine gamle folk, hvis eneste næringskilde nu var næsten udtørret. Flere er næsten forvandlet fra mere velhavende til fattige.7 Ikke kun gården voksede. Familien blev også forøget. Først med datteren Karen, der døde få måneder efter fødslen i 1813, og siden med sønnen Niels, født i 1814. En kombination af Raschs succes, flere munde at mætte og den formindskede kapital efter statsbankerotten medførte, at Rasch i 1815 tog borgerskab som skipper.

Sømanden bliver bondeskipper og familiefar Efter at have udtjent sin fædrelandspligt rejste Søren Rasch hjem til Ho i starten af 1812. Den 7. februar samme år blev han der gift med Anna Gundesdatter (1791-1828) fra Mosevrå. Bryllupsfesten varede tre dage, hvilket var typisk i 1800-tals Danmark. Efter hjemkomsten til Ho begyndte et nyt liv for Søren Rasch. Nu var han ægtemand og bonde. Han havde tjent godt på sin tid på havet, og da han var fremsynet, investerede han straks. Han købte ejendomsretten over svigerforældrenes gård og erhvervede sig et mindre bosted til både svigerforældre og sin mor. Sømanden var nu blevet gårdmand, men for Rasch var det ikke nok. Han involverede sig også i lokalsamfundet og blev i løbet af få år valgt til både lægdsmand og sognefoged. Men uagtet disse nye roller fandt han, at gården havde for lidt jord til at kunne

Original 1-kort over Ho By, 1819. Pilen peger på Søren Raschs fire-længede gård.

”Med Flid har jeg bestræbt mig”

Søren Raschs handelsruter 1812-1832. Rasch ønskede i sine første år som skipper ikke at være for langt væk fra familien hjemme i Ho. Som kortet viser, holdt han sine handelsrejser til vadehavsområdet. Kort: John Cary, London 1801.

Anders Kilgast Jensen

Rasch frigjorde sig samtidigt fra titlerne som sognefoged og lægdsmand for at hellige sig forsørgelsen af familien. Nu skulle han igen ud på sit elskede hav og handle, men hans beretning viser en vemodighed over denne beslutning, da han helst så sig selv tæt på sin familie:

Han fik i 1831 bygget en galease, et stort og dyrt projekt med mange arbejdere. Byggeriet fik undervejs utallige tilskuere, da der ikke var set et så stort skib på egnen i mere end et halvt århundrede. Rasch så skibet som kulminationen på sin ungdoms ihærdigheder og som sønnens arv.

Jeg havde dog funden attrå til mit brøds erhvervelse på landet eller i nærheden af mit kære hjem og familien. Men nødvendigheden for mit hus’ vel og til brøds erhvervelse for min talrige familie, der alle trænger til min hjælp og understøttelse, tager jeg ikke i betænkning at gøre udvej til sønæring.8

Mit helbred er aftagende, så jeg måske om kort tid må afholde mig fra søfarten, så får min søn og livsarving skibet, han er nu 16 år, og fra hans 10. år har han været med i farten. Hans levebrød vil hentes fra søen, og hans natur er anlagt dertil. Derfor byggede jeg skibet, der har medtaget hele min kontante formue.10

Flere rolige og succesfulde år fulgte, og Rasch udvidede i takt med, at handlen blomstrede. Han skaffede sig flere både og tilhørende besætninger. Nabogrunde blev tilkøbt, gården udvidet, og familien begyndte at drive detailhandel fra hjemmet. Her kunne Rasch sælge flere af de varer, han anskaffede sig på sine sørejser. Da han flere år senere i 1836, gør status over sit virke, kan han se tilbage på at have bygget 37 fag grundmur, seks huse med indretning og købt eller bygget hele ti skibe i varierende størrelser. På gården havde han samme år to heste, to stude, syv køer, seks kalve og fire svin. Dertil havde han en kornhøst, som ikke kun dækkede familiens behov, men som også kunne hjælpe egnens trængende. Et synligt bevis på, at bondeskipperen var en virksom mand, og han undslap da heller ikke misundelige blikke. Han beretter selv, at: ”Jeg har følt glæde ved hver fuldent gerning, om mange end har bragt mig tab og manges misundelse”.9 Livsværket bygges og går til grunde Efter flere års sygdom sover Anna Gundesdatter stille ind i maj 1828, 37 år gammel. Søren Rasch var ramt af sorg men glædede sig alligevel over, at ægtefællen gennem 15 år nu havde fået hvile hos Gud. Efter en sørgeperiode, der løb resten af året, blev han i januar 1829 gift på ny med Maren Hansdatter (1794-1856) fra Vesterballe. Maren overtog Annas rolle og passede hjemmet, gården, butikken og familiens ældre, som alle blev understøttet af Rasch.

Skibet døbte han Anna Marie efter sine to koner, Anna og Maren. På skibet hyrede skipper Rasch sin søn, to svogre og en styrmand. Men allerede året efter måtte han selv stoppe med sejladsen, da et skrantende helbred gjorde, at han så sig nødsaget til at blive landgangen. Den ærgerrige bondeskipper gav dog ikke tøjlerne fra sig men fortsatte med at styre handlen fra hjemmet. Efter nogle rolige år med god indtjening skete det ulykkelige i december 1834. Galeasen Anna Marie var i oktober ankommet til Hamborg. Søren Rasch havde forinden skrevet til skipperen, at han ønskede de skulle rejse hjem i havn frem for at udfordre skæbnen med en vinterrejse. Skipperen havde dog et ønske om en sidste handelsrejse til Hull i England, da der var fragt dertil. Rasch indvilligede, da det ville øge skibets status. Da flere efterårsstorme rasede, ventede Søren Rasch og konen Maren efterfølgende med længsel et brev fra sønnen Niels. Den 5. december modtog de brev om, at Anna Marie var ankommet til Hull og var klar til at sejle retur mod Hamborg, inden de kunne sejle i havn for vinteren. Raschs håb steg, og han forventede, at skibet ville returnere sikkert, inden de værste storme ville ramme. Håbet svandt dog hurtigt. En voldsom storm rasede den 8. december, og Søren Rasch skrev i den forbindelse, hvordan han frygtede, at stormen havde ramt skibet på hjemrejsen. De følgende dage hørte han og konen rygter fra andre tilbagevendte søfolk om en skibbruden galeases skrog ud for Amrum, syd for Sild. Rygterne blev kort efter bekræftet af ”Med Flid har jeg bestræbt mig”

Handelsruter 1831-1834 for galeasen Anna Marie. Med sit nye skib kunne Søren Rasch følge handelsruter længere væk end tidligere. Korset markerer forliset i 1834.

†

Anders Kilgast Jensen

en anden lokal skipper, som havde set og genkendt skroget. Anna Marie var strandet. I den hårde storm var skibet kæntret og blevet slået til pindebrænde. Hele besætningen druknede, heriblandt Niels Rasch, der kun blev 20 år. Søren Rasch rammes på ny af dyb sorg. Ikke alene har han mistet sin eneste søn, men også ”frugten af min søfart siden min ungdom, og hvad jeg havde sparet sammen”.11 Han beskriver med flere følelser end andre steder i beretningerne, hvordan sorgen har ramt ham og Maren. Hvordan tabet af sønnen har ladet tårerne flyde over. Al hans gåpåmod og ærgerrighed er væk. Det kan næppe siges mere rammende, end han selv formulerer det: ”Alt er forbi”.12 ”Gud har rigelig lønnet mig derfor” Efter sønnens død helligede Søren Rasch sig landbruget, lokalområdet og familien. Han og konen tog sig flere plejebørn, og de oprettede testamenter og legater, der gav til familien og til sognets fattige. Rasch blev skoleforstander og var med til at skaffe et sognebibliotek og bedre løn til skolelærerne. Han anså læsning som noget ekstremt vigtigt og en årsag til hans egen succes. Derfor var det hans ønske, at byens indbyggere skulle have adgang til bøger uanset velstand. Derudover byggede han selv et kajdige og pressede på for, at andre gjorde det samme for at styrke kystsikringen og dermed fremtidens søfart. Søren Rasch var en gudfrygtig mand, som ofte takkede Gud for sit held. Trods megen modgang og tabet af begge børn og sin første kone følte han sig velsignet. Han beskriver adskillige gange i sine beretninger, hvorledes han gør noget for andre for at kunne ”virke for samfundets almene nytte”.13 I den svære tid efter sønnens død støttede Rasch blandt andet den bortgåede besætnings familier med økonomiske håndsrækninger, han tog plejebørn til sig, og i trængselstider købte han korn til de nødlidende på egnen. Hans flid og retskaffenhed byggede på troen på Gud, og selvom sønnens død ramte ham hårdt, fastholdt han sin tro. ”Gud har rigelig lønnet mig derfor”,14 skrev han

Mindeplade i tin over Niels S. Rasch (1814-1834). Oprindeligt fæstnet på mindestøtte i 1837, siden på gitteret til familiegravstedet på Ho Kirkegård, men nu placeret inde i Ho Kirke. Teksten lyder: Minde for Den paa Søen forulykkede Niels S. Rasch. Fød i Ho den 22. Novbr. 1814, begravet blandt Bølgerne d. 7. Decbr. 1834 paa Reisen fra Engeland med Mand og Skib i Ynglingens Alder kuns 20de aar. Saa hastig vi falder og bliver til Jord. Søen den giver og tager. Dette Minde reistes af en sørgende Fader, Skipper og Borger Søren N. Rasch ved tabet af sin eneste Søn.

flere gange. Men i sine sidste år gjorde han sig alligevel vemodige tilbageblik; ”mit hjerte føler, at min velmente dåd ikke har båren bedre frugter. Men Gud er mit vidne, at der intet fra min side er forsømt”.15 I 1846 gik han på aftægt og overlod gården til plejedatteren Sara Catrina Knudsdatter (1818-1854) og hendes mand Laurids Iversen (1817-1870). Han så hende som sin egen datter og havde håbet, hun skulle vies til sønnen ”Med Flid har jeg bestræbt mig”

Niels. Parret fik året efter en søn, som de navngav Søren Rasch Lauridsen16 efter bondeskipperen. ”Kunne nu min svage pen finde ord til at lovsynge og takke den Algode, at jeg endnu ved mit skrivebord kan tilføre min dagbog, hvad mit hjerte føler, nu da mit dagværk begynder at standes, og det lakker mod enden”, lyder et af hans sidste skriv i beretningerne, ”den inderligste henrykkelse gennemstrømmer marv og ben, når jeg tænker mig gerningen levet af den forbarmende Guds hånd (…) Und mig for Jesu skyld dit riges fred og glæde”.17

Søren Raschs indhegnede gravsted er bevaret på Ho Kirkegård. Gravstenen var oprindelig placeret på Raschs bedstefars grav, hvorfor nederste halvdel har mindeord om denne. Øverste halvdel bærer mindeord for Søren Rasch, som lyder: Her under hviler vor i Livet ømme Mand og Fader, nu i Dødens sal. Søren N. Rasch født 1783, død 1848. Dette Minde reistes af hans dybtsørgende enke Maren H. Rasch.

Anders Kilgast Jensen

Den 27. september 1848 døde Søren Rasch, 64 år gammel. Han blev efterfølgende begravet på kirkegården ved Ho Kirke, hvor gravstedet er bevaret. En bondeskipper i Tirpitz Bondeskipper Søren Nielsen Raschs fortællinger giver et fantastisk indblik i, hvordan livet blev levet i og omkring Ho i slutningen af 1700-tallet og frem til midten af 1800-tallet.

Det er en spændende historie om en tid, som for længst er forbi, men som stadigvæk er vigtig at fortælle. Derfor har Raschs fortælling og det originale beretningsværk fra hans hånd også fået en prominent plads i den nye udstilling Den Skjulte Vestkyst, der er den ene af tre udstillinger i Tirpitz, som åbner i Blåvand i juni 2017. Rundt omkring i landskabet langs vestkysten gemmer der sig masser af fortællinger, som ikke umiddelbart er til at få øje på, med mindre man kender dem. Det er blandt

”Med Flid har jeg bestræbt mig”

andet historier, som den om de store frodige urskove, der engang dominerede det område, der i dag er oversvømmet af Nordsøen, og som stenalderfolkene måtte forlade, da havene steg efter sidste istid. Eller historien om fiskerlejet Sønderside, der i 1500-tallet var et af Danmarks største, og hvortil der i fiskesæsonen valfartede fiskere, handelsmænd, smuglere og andet rakkerpak for at gøre en god fangst eller en god handel. Fiskerlejet, der lå omtrent syd for Ho, blev så godt som udslettet i en kæmpe stormflod i 1634. Og vidste du, at Blåvandshuk engang var et af de mest frygtede steder at sejle forbi, fordi det store Horns Rev var et lumsk sted at navigere? Tusindvis af skibe er forlist eller stødt på grund netop her. Først da man oprettede redningsvæsenet i 1850’erne og efterfølgende fik redningsstationer i byer som Blåvand og Henne, faldt antallet af druknede langs vestkysten. Gæve lokale mænd meldte sig frivilligt til at gå vagt langs stranden og risikere eget liv på den farefulde færd ud i redningsbåde for at redde fremmede i nød. I udstillingen Den skjulte Vestkyst kan man gå på opdagelse i et klitlandskab og finde mange flere af disse skjulte fortællinger fra vestkysten. Man kan prøve at sidde i en vaskeægte redningsbåd og forestille sig, hvordan det må have været at skulle ro ud igennem brændingen i meterhøje bølger for at forsøge at redde forliste søfolk. Og når mørket falder på, kan man komme med på en lang tidsrejse, hvor man kan opleve det liv, der er blevet levet i området omkring Ho og Blåvand igennem årtusinder. Anders Kilgast Jensen kan kontaktes på anderskilgast@gmail.com

Anders Kilgast Jensen

Noter 1. Raschs originale beretning, som egentlig er en samling årsbøger, blev i 1977 samlet, renskrevet og udgivet af Historisk Samfund for Ribe Amt under titlen En dansk bondeskippers Historie, redigeret af H.K. Kristensen. Hans memoirer kan ses som kilde til datidens konjunktur, til lønforhold, kornpriser, byggematerialer, toldafgifter med videre. Ligeledes giver beretningerne indblik i transportveje, skibsfart og især den mangfoldige handel – både hvilke varer der blev handlet frem og tilbage, hvilke steder der handlede med hinanden, og hvordan toldvæsnet fungerede. 2. Med sin beliggenhed ved Elben var Altona indtil 1864 en af det danske riges vigtigste havnebyer. Det var tabet af Altona i 1864, der førte til bygningen af Esbjerg Havn. Altona blev i 1938 en del af Hamborg. 3. Søren N. Rasch: En dansk bondeskippers Historie. Fra englandskrigens og skudehandelens tid. Søren N. Raschs optegnelser ved H.K. Kristensen. Ølgod 1977, s. 67. Raschs’ opgørelse viser, at han i perioden 1802-1811 tjente 693 rigsdaler, hvoraf han gav lidt over 383 til familien hjemme i Ho. 4. Rasch, s. 33. 5. Da Fladstrand i 1818 fik købstadsprivilegier, ændrede byen navn til Frederikshavn, som vi kender det i dag. 6. En kaper er et privat skib, der fra en krigsførende stat har fået bemyndigelse til at deltage i søslag eller til at kapre fjendtlige handelsskibe. 7. Rasch, s. 69. 8. Rasch, s. 73. 9. Rasch, s. 150. 10. Rasch, s. 125. 11. Rasch, s. 145. 12. Rasch, s. 143. 13. Rasch, s. 135. 14. Rasch, s. 135. 15. Rasch, s. 149. 16. Det sidste vi ved om Søren Lauridsen er at han i en folketælling i 1870 fremstår som handelsbetjent i en alder af 22 år. 17. Rasch, s. 169.

”En lavning i Terrænet, fyldt med Vand, uden Afløb” Gamle stednavneoptegnelser som kilde til det vestjyske bondesamfund Af Bjarke Kampp Hansen

I det gamle bondesamfund var byerne meget små og gårdene mange. Sognegrænsen var verdens horisont, og velstand blev bestemt ud fra udbyttet af gården, jorden og dyrene. Dengang så landskabet meget anderledes ud i forhold til i dag. Markerne var mindre, og man var kun begyndt på at rette åer ud, indvinde fjorde, dræne moser og beplante heder. Dengang havde den vestjyske bonde en præcis viden om, hvor på hans marker og enge græsset voksede bedst, hvor der var meget ler eller meget sand i jorden. Hvor det var bedst at lade tyren græsse, hvordan køerne kunne producere mest mælk, og hvor tyrekalvene kunne vokse sig store. I hver en landsby og hvert et sogn havde hver en mark og eng, hvert et vandløb eller særpræg i landskabet derfor et navn, der afspejlede stedets brug, geografi, placering, betydning, historie, eller et navn hvortil der måske knyttede sig særlige sagn og fortællinger. De lokale og mindre formelle stednavne kan derfor fortælle os meget om fortidens samfund, landbrug og bondekultur. Et nyt projekt, på initiativ af stednavneforsker Peder Gammeltoft på Nordisk Forskningsinstitut ved Københavns Universitet – den samme Peder Gammeltoft, der skriver om ulve på side 39 i denne årbog – skal nu sikre digitaliseringen af en næsten 100 år gammel indsamling af lokale og mindre formelle stednavne fra hele landet med henblik på at gøre dem tilgængelige for alle via internettet. I denne artikel vil jeg fortælle om den ambitiøse indsamling af stednavne, der blev iværksat i 1921, og som danner grundlag for det nye digitaliseringsprojekt. Herefter vil jeg, på baggrund

Hvad kan stednavnene fortælle om fortidens samfund? Har Gåsdal noget med gæs at gøre, og var der mange trolde på den hede, som har lagt navn til Troldhede?

En lavning i Terrænet

af mit arbejde med digitaliseringsprojektet som praktikant ved Ringkøbing-Skjern Museum, fremføre eksempler på noget af det, samlingen kan fortælle os om landskabet og bondesamfundet i første halvdel af 1900-tallet i de nuværende Ringkøbing-Skjern og Varde kommuner. Stednavneoptegnelsen 1921-22

Side 2 i førstelærer Th. K. Hansens optegnelser over stednavne i Hoven Sogn. Nummeret henviser til det medfølgende sognekort, Lydskrift henviser til navnets udtale i en simpel fonetisk form, Skriftsprog den formelle skriveform, og Bemærkninger til yderligere oplysninger om stednavnet.

Bjarke Kampp Hansen

Vi kalder det et bondesamfund, når et flertal af befolkningen bor på landet og er beskæftiget ved landbruget. Danmark sluttede derfor med at være et bondesamfund i tiden omkring Anden Verdenskrig, som konsekvens af at landbruget blev, og stadig bliver, mere industrialiseret, intensiveret og effektiviseret, og at flere og flere derfor flyttede ind mod byerne for at opsøge arbejde i andre erhverv. Med det industrialiserede samfunds stigende behov for kommunikation og præcis lokalisering, besluttede den daværende radikale kultusminister M.C.B. Nielsen i 1910 at nedsætte et udvalg, der skulle sørge for standardisering og fælles regler for stednavnes skriveform på landsplan. I 1921 iværksatte Stednavneudvalget derfor en meget ambitiøs kampagne for indsamling og registrering af lokale og mindre kendte stednavne i alle de mere end 2000 sogne i hele det nyligt genforenede Danmark. Til førstelæreren i alle danske sogne blev der udsendt et kort over det respektive sogn, klippet ud af de landsdækkende Lave Målebordsblade, sammen med en liste med flere kolonner. Her blev førstelæreren opfordret til at optegne de lokale stednavne, som ikke fremgik af de autoriserede sognekort, og ellers spørge de ældste beboere i sognet. En kolonne var reserveret til stednavnets udtale i lydskrift og en anden kolonne til bemærkninger til stednavnet, hvis der var kendskab til dets oprindelse, ejerforhold, tilknyttede folkesagn, eventuelle arkæologiske fund eller andet. På det medfølgende sognekort skulle stednavnets placering samtidig markeres med et nummer. Resultatet af det, der blev døbt Stednavneoptegnelsen 1921-22, viste sig imidlertid meget afhængig af de respektive

førstelæreres interesse og velvilje. Fra nogle sogne kom der aldrig tilbagemeldinger, i nogle sogne havde førstelæreren måske kun bidraget med optegnelser fra et begrænset område eller en landsby indenfor sognet og i nogle tilfælde måske kun optegnet et par numre. Man kan imidlertid også støde på førstelærere, der nærmest har sat en ære i at indberette så meget og så grundigt som muligt, og hvor personlige etnologiske, arkæologiske og historiske interesser kommer til udtryk. Fra nogle sogne findes der derfor mere end tusind optegnede stednavne.1 Det, der imidlertid fremstår som indsamlingens største svaghed, har været anvendelsen, eller manglen på samme, af en brugbar lydskrift til beskrivelse af stednavnenes udtale. Derfor iværksatte Stednavneudvalget en opsamlingskampagne, begyndende i 1930’erne, med navneforskere, akademikere og studentermedhjælpere, der blev sendt ud i sognene for at opsøge de ældste beboere og få dem til at udtale stednavnene og indhente de manglende optegnelser. Opsamlingskampagnen fortsatte i adskillige årtier, og de seneste optegnelser er lavet så sent som i 1985.2 At der hersker stor variation fra optegnelse til optegnelse over de forskellige sogne, kan vi også se på eksempler i opdaterings område. Her er tilfældet med Henne Sogn fx, at førstelærer P. Bagger Jensen kun har optegnet 16 stednavne i 1924. Disse er året efter blevet suppleret med 25 punkter af en boghandlermedhjælper Louis Brüel fra Fanø. Stud.mag. Preben Meulengracht Sørensen har derfor været forbi i 1962, i forbindelse med opsamlingskampagnen og tilføjet yderligere 150 stednavne og fonetiske optegnelser.3 I den helt modsatte ende af skalaen, finder man optegnelserne over Hoven Sogn. Her har førstelærer Th. K. Hansen i 1924 ivrigt indtegnet mere end 320 optegnelser og tilføjet ikke mindre end fire tætskrevne sider med særlige bemærkninger.4 Den geografiske Navnelistesamling, som er den fælles betegnelse for Stednavneoptegnelsen 1921-22 og opsamlingskampagnen 1930-1985, har derved afstedkommet næsten 50.000 sider med op til 500.000 stednavne, som er markeret

på omkring 2500 kortblade,5 og som langt overvejende ikke fremgår af de autoriserede kort. På trods af indsamlingernes mangler har vi derfor adgang til et enormt kompleks af information om stednavne fra næsten alle sogne i Danmark. Indsamlet og meddelt af personer der selv kendte og brugte stednavnene som en del af det danske bondesamfund i første halvdel af det 20. århundrede og før. Digitalisering af Den geografiske Navnelistesamling I 2016 har Peder Gammeltoft iværksat et projekt, der skal gøre denne omfattende samling bedre tilgængelig for forskere og alment interesserede. Projektet går ud på at samle og digitalisere alle navnelistesamlingens oplysninger om et givent stednavn i samme punkt i et digitalt Danmarkskort. Når alle optegnelser er digitaliserede, er det planen at gøre hele samlingen tilgængelig på internettet, hvorefter det bliver muligt at søge på både specifikke stednavne og på et givent geografisk område efter mulige optegnelser.6 Den arkæologiske afdeling for RingkøbingSkjern Museum og Vardemuseerne, ArkVest, blev i denne forbindelse kontaktet af Peder Gammeltoft, for at høre, om der her var mulighed for at bidrage til projektet. Digitaliseringen af Den geografiske Navnelistesamling går kort fortalt ud på at matche den optegnelse, som førstelærerne har udført i lister, med det nummer, som de har indtegnet på originale sognekort. Det nummer, som førstelæreren har indtegnet på sognekortet, bliver så matchet med samme sted på et samtidigt autoriseret Danmarkskort, og her bliver samtlige de oplysninger om stednavnet, som fremgår af de oprindelige stednavnelister, så indskrevet og samlet digitalt. Når ikke to sogne er ens, og ikke to førstelærere har haft samme forestilling om, hvordan optegnelserne skulle udføres, ligger der en del arbejde i at tyde optegnelsen i den håndskrevne skråskrift efter gammel grammatik og i mange tilfælde at identificere de tilhørende numre på de efterhånden ret gulnede og slidte sognekort. En lavning i Terrænet

Bondesamfundets stednavne For hundrede år siden var det vestjyske landskab endnu meget varieret. Her kunne man opleve alt fra hedesletter til frugtbare enge, klitter og drænede højmoser, og dette afspejlede sig ikke kun i landskabets udformning, men også i de stednavne, der var knyttet til landet, dets gårde og landsbyer. I mange tilfælde fremgår det derfor tydeligt, hvad der har ligget til grund for det givne stednavn: I Nørre Bork Sogn, kan man fx støde på navne som Flod (4), som førstelærer M. Jensen i 1922 har beskrevet som ”En lavning i Terrænet, fyldt med Vand, uden Afløb”.7 På grænsen til Hemmet Sogn finder man Geddegrøften (14), der, som det fremgår af navnet, er et vandløb, hvor der fanges gedder. 8 Og på Tyrholmen (53) og Horsefold (55) skulle landsbyens fælles tyr, hhv. de gamle heste, have græsset i gamle dage ifølge førstelærer Jensens optegnelser.9 I Borris Sogn har en dyb åkrog angiveligt fået navnet Plumpen (5), fordi et par heste skulle være løbet løbsk og være forsvundet deri til lyden af et højt plump!10 I Dejbjerg sogn har en høj fået navnet Slesvigerhøj (44), fordi en mand fra Slesvig blev begravet levende, mens han gravede grus derved.11 I Henne Sogn har navne som Christian Ø (47) og Storeodde (holm) (48) afspejlet, hvordan den indvundne, men senere naturgenoprettede Filsø har haft en betydelig større udstrækning end selv på optegnelsens tid.12 I Hoven Sogn, hvorfra vi som nævnt har en meget veludført optegnelse, får man en klar forestilling om, hvordan 72

Bjarke Kampp Hansen

Det originale sognekort over Hoven Sogn hvorpå førstelærer Th. K. Hansen har markeret stednavnenes geografiske tilknytning. Læg mærke til, hvordan stednavnene samler sig omkring åerne Gundesbøl, Hoven og Omme Å som udtryk for engenes betydning i bondesamfundet.

brug af engene har været det afgørende levegrundlag i ålandskabet. Som man kan se på kortet side 72 har alle sving og engstykker langs med åer og bække i sognet et tilknyttet stednavn som udtryk for deres betydning i kontrast til de næsten tomme hedeområder imellem. Her er endelsen -krog i stednavnet den udbredte betegnelse for svingene i de bugtende åer, inden de for alvor blev udsat for udretninger i 1960’erne. Stednavnene afslører også landskabelige forhold fra før optegnelsens tid. I Øse Sogn kan man støde på navnet Vikjær Hede (20) for et område, som førstelæreren bemærker ”er nu forvandlet til Agerjord”.13 I Skjern Sogn er der midt i engene, et sted, der hedder Maruppernes Katteskæg (190). Her bemærkes det i optegnelsen, at dette nu også er blevet til agerland. Stednavnet kunne tyde på, at engen har tilhørt Marup-gårdene evt. før udskiftningen. Hvor

katteskæg henviser til en type tyndt stift græs, der netop vokser meget af i engdrag.14 I Hoven Sogn, støder man på stednavnet Gaardsted (231), uden at der fremgår nogen bebyggelse på det samtidige kort. Ifølge Th. K. Hansen kommer navnet nemlig af, at gårdene lå samlet her i en landsby før udskiftningen.15 I Sønder Borris Sogn fremgår det af navnelistesamlingen, at optegneren, stednavneforsker Inge Wohlert, i forbindelse med den nævnte opsamlingskampagne i 1955, har været på besøg på forskellige gårde for at få de gamle gårdejere til at meddele hende navnene på landsbyens jorder. Marinus Pedersen, der boede på gården St. Gaardsdal (som han i øvrigt påpegede, fejlagtigt var anført som St. Gaasdal på de autoriserede kort), kunne meddele, at marken vest for gården gik under navnet Vestermarken (24), marken syd for, hed Sønderbrøden (25), med brøde som Vindelbo

Klarsvig?

Tjørnehøj Feldsing

Feldsinggaard

Risdal

Udsnit af de Lave Målebordsblade 19011971 med digitaliserede stednavne omkring gårdene Lille og Store Gaa(rd)sdal i Sønder Borris Sogn. Begge gårde har hver sit markstykke de kalder for Vestermarken.

Ragdal Storehøj

Nørrebrøden

Risvig

Vestermarken Sønderbrøden Stenhøje

St. Gaasdal Vestermarken Det lave Gaasdal Toften Mosen Ll. Gaasdal

Lille Nørregaard Kvisthuse Nørregaard Kringeltoft Meldgaard Nymark Den lave jord Kålgården Plantagen Nørretoft Vestermarken Hedemarken Heden Søndergaard Søndertoft

Dalen Gaasdal Plantage

Tranehøj

Flakken, Det flade

Toppedal Tophøj

Lavl

Krogene

Engevang Sønderbløde Nørrebløde Den spidse Krog Det store Lukke Det lille Lukke Vigkærhus Den dybe Eng Vigkær

Østergaard

Vorgod Aa

Karenshøj

En lavning i Terrænet

et gammelt navn for mark. Marken nord for gården hed Nørrebrøden (23). Det lave stykke jord ned mod åen hed Det Lave (29) og mosen nærved, hed naturligvis Mosen (31).16 I mange tilfælde fornægter navnelistesamlingens ambition om at medtage lokale og mindre formelle stednavne sig derfor ikke, som man tydeligt ser i dette eksempel. Kirkebjerg, drift, og røgel Det er ikke kun marker og enge og deres nuværende og tidligere brug, der kan læses ud af de gamle stednavne. Som betegnelse for et højt punkt, ser man således flere eksempler på de såkaldte kirkebjerge i de vestjyske sogne. I Lykkebjerg

Nørre Bork har førstelærer M. Jensen beskrevet, hvordan der herskede uenighed om grunden til, hvorfor et højdedrag gik under navnene Kirkebjerg eller Kirkehøj (2). Her mente de ”nulevende gamle”, altså de ældste beboere som Jensen havde spurgt i 1922, at navnet skyldtes, at Nørre Bork Kirke engang skulle have ligget her. ”Den yngre slægt” mente derimod, at stedet hed sådan, fordi man, når man kom sejlende på Ringkøbing Fjord, kunne finde sognets ladeplads – den nuværende Bork Havn – der, hvor kirkebjerget og kirketårnet flugtede med hinanden i horisonten.17 Stednavnet kirkebjerg kan derfor også relatere sig til kigge- eller kikkebjerg. Som fx stedet, hvorfra man kan se kirken. Dette giver nemlig god mening i Øse Sogn, hvor Fælledhusene

Lille Engvej Agerenderne Kirkehøj ell. Kirkebjerg Vestre Brud Nørre Fællederne

Langagrene Horsefold Skæmming

Sandevejen

Tyrholmen Thues Drivervej

Vandløb Kosig

Øst

Nørre Fællederne

Vestergaard

Nørre Fællederne

Moseengene

Udsnit af de Lave Målebordsblade 1901-1971 med digitaliserede stednavne i den vestlige del af Nørre Bork Sogn. ”Den yngre slægts” begrundelse for navnet Kirkehøj eller Kirkebjerg giver god mening, når man tegner en linje fra kirkens tårn igennem højen og ud til Ringkøbing Fjord. De nævnte stednavne, Lykkebjerg, Horsefold og Tyrholmen fremgår også af kortet.

Bjarke Kampp Hansen

Lykkebjerg

Flod

Lykkebjerg

Flod

Reliefkort over Lykkebjerg og de mulige rester af en sløjfet gravhøj. Optegnelsernes bemærkninger til stednavnet Flod fremgår i øvrigt af artiklens overskrift.

Satellitkort over Lykkebjerg til sammenligning med reliefkortet. Nu er der sommerhuse på Lars Præsts gamle marker.

der både findes Kirkebjerg (12) og Lille Kirkebjerg (13),18 og i Henne Sogn, klitter med navnene Kirkebjerg (33) og Kirkehøje (97), som ud fra deres beliggenheder imellem landsbyerne, netop synes at være oplagte under den betegnelse.19 Et andet og gennemgående eksempel på fortidens levevej, dukker op i stednavnebetegnelsen drive- i drivvej eller drift. I Nørre Bork Sogn finder man det i stednavnet Drivervejen (32), som førstelæreren bemærker stammer fra tiden før udskiftningen, hvor landsbyen drev kreaturerne ud på de fælles kærer ud mod fjorden. 20 I Oksby Sogn længere mod syd er et stort område kaldet Fædriften (2224) med bemærkningen, at ”Her dreves Kreaturerne over Foraaret”.21 I Skjern Sogn kaldes en ”Gammel vej” blot Drift (120).22 Og i Hoven Sogn er fem optegnede stednavne relateret til ordet; Gyden eller Driften (78) og Driften (40, 166, 275 og 299). Til hvilket Th. K. Hansen har bemærket ved nummer 166, at her har landsbyens drivvej ligget engang.23 I Den geografiske Navnelistesamling kan man derfor også finde en kilde til fortidens vestjyske bondesamfund som var præget af græsningsbrug.

Den udbredte endelse i mange stednavne -røgel (-røgl), som man bl.a. finder i Rønrøgel i Øse Sogn, henviser som oftest til sløjfede eller udjævnede langhøje. Og i listerne finder man mange eksempler på jævnede lang- og gravhøje som tegn på, at der har været betydeligt flere at se i landskabet end i dag. I det veloptegnede Nørre Bork Sogn tyder meget på, at førstelærer M. Jensen har givet os oplysninger om en jævnet gravhøj, som ikke fremgår af Slots- og Kulturstyrelsens Fund og Fortidsminder. I første optegnelse er således tilføjet følgende til stednavnet Lykkebjerg (1): ”Gamle Lars Præst, som ejer et Stykke Jord af det, fortæller, at hans Søn, som en Dag, pløjede der, fandt tilhugne Sten. Ved nærmere Undersøgelse gravedes 10 Læs Sten (tilhugne) op. En ad dem var 1 m2 i Firkant og 15 cm tyk”.24 Sådan et fund af tilhuggede sten, kunne derfor meget vel tyde på, at det er en gravhøj, som Lars Præsts søn har opdaget. Med et kig på reliefbilledet er et godt bud på stedet, den nordligste udkant af det nuværende sommerhusområde i Nørre Bork. I Henne Sogn er der også blevet omtalt jævnede kæmpehøje på Humlumhøj Mark (3), 25 og i Hoven Sogn har En lavning i Terrænet

førstelærer Th. K. Hansen optegnet flere sløjfede gravhøje, Lushøj (242), Gildhøj (287) og Knaplund Knap.26 Her er sidstnævnte blevet beskrevet som et gravkammer af vældige sten, som skulle være blevet genanvendt andre steder. Desuden skulle Hoven Mølles dengang meget prangende stuehus fra 1806 have været finansieret af ejeren Anders Møllers fund af en kobberkedel fyldt med penge fra en høj nær møllen. Et stuehus, der desværre ikke findes længere, da det skulle være brændt ned få år forinden optegnelserne fra 1924.27 Stednavnenes sagn og myter I stednavnelisterne kan man også få et indblik i lokale sagn og myter. Endnu en gang med blikket vendt mod Nørre Bork Sogn, har førstelærer M. Jensen tilføjet om stednavnet Skinnerdam (44), om en drænet dam på optegnelsens tid, at sognets mindre børn troede, at de små børn ikke kom til sognet med storken fra Ægypten, men at de kom fra denne dam.28 At det måske kunne holde de mindste fra Degnehøje som skulle have fået deres navn fra en udmattet degn. Den gamle Præstevej ved højene findes ikke mere.

Bjarke Kampp Hansen

at bade i dammen, og samtidig være en let måde at håndtere fortællingen om blomsten og bien i det gamle bondesamfund, kan vi kun gisne om. I den omtalte grundige optegnelse fra førstelærer Th. K. Hansen i Hoven kan man også læse andre til tider morsomme historier. En går på, at der neden for Grønhøj (70) skulle have ligget en stor hvid sten, som vendte sig(!) hver gang den kunne lugte, der blev bagt i Påbøl landsby. Stenen blev senere hentet til plantørgårdens have, hvor den nu skulle have fundet ro.29 En anden historie går på, at navnet Degnehøje ved Den gamle Præstevej (108) til nabosognet Sønder Omme skulle have fået sit navn efter en hviletrængende degn. På vej til Hoven Kirke skulle præsten og degnen engang være blevet så meget uvenner, at degnen ikke måtte sidde med i præstens vogn. Degnen måtte så tage den til bens og hvilede sig ved de høje, der efterfølgende blev opkaldt efter ham.30 Nær samme vej ligger gården Lakkenborg. Til dette navns oprindelse går historien ifølge Th. K. Hansen på, at i de samtidiges oldefædres tid skulle der have været en pige

fra gården, der blev ”lokket” (jf. Lokkenborg, som gården egentlig skulle have heddet) til at overtræde Det sjette Bud. Som det var sædvane dengang, måtte hun da stille op den følgende søndag i kirken og bede sognet om tilgivelse for sine synder. Her skulle hun kækt have spurgt ”Ka I gi mæ et tæ?” Til hvilket den gamle Jeppe fra landsbyen Ørbæk skulle have svaret: ”Ja, kan Gud gi’ dig det til, saa kan vi vel ogsaa”.31 Endelig gik et lokalt sagn på, at den berygtede landevejsrøver Lange Margrete, som skriver sig ind i Jeppe Aakjærs midtjyske folklore helt på højde med Jens Langkniv, skulle være begravet under nogle småforhøjninger på Præsteeng (268) sammen med sine 12 sønner. På trods af, at det er almindelig kendt, at hun døde i Viborg Tugthus i 1794.32 At hun var en ganske forrykt kvinde, har Th. K. Hansen understreget ved at tilføje en anekdote om, at

Hoven Kirke i dag. Her skulle den lokkede pige fra Lakkenborg angiveligt have bedt menigheden om at give hende det til, efter at hun havde krænket Det sjette Bud.

Præsteeng

Udsnit af Hoven Sogn (sammenlign med det gamle sognekort side 72) med stednavne fra artiklen fremhævet med hvidt. De røde stjerner er digitaliserede stednavne fra Stednavneoptegnelsen 1921-22.

Driften (166) Gaardsted

Driften

Hoven Kirke Hoven Mølle Den gamle Præstevej

Driften

Lakkenborg

Degnehøje Anneksgaard

Plantørgården (skovridergård) Gyden eller Driften Grønhøj (Kighøj) mod syd

En lavning i Terrænet

straks efter, at hun havde født et af sine utallige børn, på Anneksgaard i Hoven Sogn, skulle hun have udbrudt ”Tænd mi’ Piv!”.33 Stednavne som kilde til lokal historie Med digitaliseringen af Den geografiske Navnelistesamling bliver der nu skabt bedre adgang til en enorm samling stednavne, oplysninger og geografiske data i hvilke, man kan finde gode, omend ikke nødvendigvis præcise, oplysninger om bondesamfundets liv, vilkår, horisont og folketro. I denne artikel har jeg kun været inde på nogle få eksempler på marker og enges brug og betydning, på kirkebjerge, drivveje, sløjfede gravhøje og på lokale myter og sagn. Den geografiske Navnelistesamling er ikke fuldt ud gennemført. Jeg har allerede nævnt den store forskel i graden af engagement, som blev udvist af førstelærerne. Derudover kan de lokale meddelere have taget fejl, optegnelsen kan være placeret forkert i såvel lister som kort, og fra Faster og Holmsland Klit sogne er der slet ikke optegnelser. De officielt registrerede stednavne er imidlertid også til diskussion. I navnelisterne er der flere eksempler på, at lokale meddelere ikke anerkender eller overhovedet har hørt om de stednavne, der fremgår af de autoriserede målebordskort. Jeg har allerede nævnt Gaa(rd)sdal i Sønder Borris Sogn, som i øvrigt har overlevet i bl.a. den nuværende Gåsdalvej. I Skjern Sogn havde ingen fx dengang hørt om Stakhave (71) og her har ejeren af det autoriserede stednavn Rønhøjgård (160) også afvist, at hans egen gård skulle hedde sådan.34 Som landskabets betydning ændrer sig for os, ændrer stednavnenes betydning sig også. Gamle stednavne forsvinder og nye opstår, og det er Den geografiske Navnelistesamling et bevis på. Digitaliseringen af navnelistesamlingen forventes afsluttet i 2020, hvorefter næsten 500.000 gamle stednavne fra hele Danmark vil blive tilgængelig for alle igennem Nordisk Forskningsinstituts hjemmeside.35 78

Bjarke Kampp Hansen

Om der har været mange gæs i Gåsdal, kan vi ikke udelukke, men i stednavneoptegnelserne lærer vi, at stedet egentlig hedder Gårdsdal. Om der har været trolde på Troldheden er heller ikke til at sige, men vi ved i hvert fald, at navnet kommer af den hede, der engang har bredt sig fra et par kilometer sydøst for den nuværende stationsby til ned mod Sønder Felding. Her kan ordet trold både referere til noget der er stort og uvenligt, og til noget magisk som i det beslægtede ord trylle, og måske har de ting netop kendetegnet den tidligere hede eller gravhøjene Store- og Lille Troldhøj, der i dag ligger på hver sin side af Sønder Feldingvej. Bjarke Kampp Hansen kan kontaktes på bjarkekh@gmail.com Noter 1. Peder Gammeltoft 2016: From paper to bytes – digitising geographical names records. Nr. W.P. 82/16. Nr. 29. UNGEGN Session. http:// nfi.ku.dk/ansatte/?pure=da%2Fpublications%2Ffrom-paper-tobytes(bad88a0e-8782-4de1-8b36-41afe5b6c1cb).html 2. Gammeltoft. 3. Den geografiske Navnelistesamling, 2599 Henne Sogn, liste. 4. Den geografiske Navnelistesamling, 2581 Hoven Sogn, liste. 5. Gammeltoft. 6. Gammeltoft. 7. Den geografiske Navnelistesamling, 2572 Nørre Bork Sogn, optegnelse 4. 8. Den geografiske Navnelistesamling, 2572 Nørre Bork Sogn, 14. 9. Den geografiske Navnelistesamling, 2572 Nørre Bork Sogn, 53 & 55. 10. Den geografiske Navnelistesamling, 2564 Sønder Borris Sogn, Sønderland, kort 1, 5. 11. Den geografiske Navnelistesamling, 2557 Dejbjerg Sogn, 44. 12. Den geografiske Navnelistesamling, 2599 Henne Sogn, 47 & 48. 13. Den geografiske Navnelistesamling, 2621 Øse Sogn, 20. 14. Den geografiske Navnelistesamling, 2561 Skjern Sogn, 190. 15. Den geografiske Navnelistesamling, 2581 Hoven Sogn, 231. Th. K. Hansen refererer samtidig til Evald Tang Kristensen (red.): Gamle Folks Fortællinger om det jyske Almueliv, som det er blevet ført i Mands Minde, samt enkelte oplysende Sidestykker fra Øerne. København/Aarhus 1891/93-1905.

16. Den geografiske Navnelistesamling, 2564 Sønder Borris Sogn, Nørreland, 23, 24, 25, 29 & 31.

26. Den geografiske Navnelistesamling, 2581 Hoven Sogn, 242, 287 & Knaplund Knap.

17. Den geografiske Navnelistesamling, 2572 Nørre Bork Sogn, 2.

27. Den geografiske Navnelistesamling, 2581 Hoven Sogn, Hoven Mølle.

18. Den geografiske Navnelistesamling, 2621 Øse Sogn, 12 & 13.

28. Den geografiske Navnelistesamling, 2572 Nørre Bork Sogn, 44.

19. Den geografiske Navnelistesamling, 2599 Henne Sogn, 33 & 97.

29. Den geografiske Navnelistesamling, 2581 Hoven Sogn, 70.

20. Den geografiske Navnelistesamling, 2572 Nørre Bork Sogn, 32.

30. Den geografiske Navnelistesamling, 2581 Hoven Sogn, Degnehøje & 108.

21. Den geografiske Navnelistesamling, 2604 Oksby Sogn, 22-24.

31. Den geografiske Navnelistesamling, 2581 Hoven Sogn, Lakkenborg.

22. Den geografiske Navnelistesamling, 2561 Skjern Sogn, 120.

32. Den geografiske Navnelistesamling, 2581 Hoven Sogn, Præsteeng.

23. Den geografiske Navnelistesamling, 2581 Hoven Sogn, 40, 78, 166, 275 & 298.

33. Den geografiske Navnelistesamling, 2581 Hoven Sogn, 268 & Anneksgaard.

24. Den geografiske Navnelistesamling, 2572 Nørre Bork Sogn, 1.

34. Den geografiske Navnelistesamling, 2561 Skjern Sogn, 71 & 160.

25. Den geografiske Navnelistesamling, 2599 Henne Sogn, 3.

35. Gammeltoft.

En lavning i Terrænet

Tiden går

Om et ur, en gård i Borris og et Vestjylland i forandring Af Christian Ringskou

Da Anders og Rigmor Søndergaard i sommeren 2015 havde besøg af Rigmors kusine Lise Austad, tog de sammen med Rigmors bror Jens Astrup Søndergaard en tur ud til Rigmors og Jens’ barndomshjem, Vester Kjærgaard, Adelvej 6, Borris. Jens ejede Vester Kjærgaard fra 1968 til 1994, så gæsterne var godt kendte på gården. Vester Kjærgaard har gjort turen med gennem det vestjyske landbrugs udvikling fra fællesskab og fæste over andelstid til moderne specialiseret svineproduktion. Men gennem alle forandringerne har gården haft et stærkt og konkret symbol på, at selvom tiden gik, var der også noget, der bestod. Indbygget i muren mellem dagligstue og køkken sad et ur, der, så længe manden i huset trak det op hver aften, forkyndte døgnets timer til snart den ene, snart den næste generation. Stor var Jens’ Anders’ og Rigmors overraskelse derfor, da de opdagede, at uret var taget ud af væggen. Det var i vejen. Der skulle stå et køleskab. De spurgte sig for og fandt uret i afmonteret tilstand i en kasse i et skur ved siden af stuehuset. De talte med gårdens ejer og fik lov at tage det gamle ur med hjem. Anders og Rigmor har før givet ting til museets samlinger, så det var nærliggende for dem at kontakte Ringkøbing-Skjern Museum.1 Lad det blot være en opfordring: Museerne vil gerne høre om det lidt tidligere i processen, når noget gammelt og karakteristisk må vige for nye tiders krav. Vi ville gerne have fotograferet uret i dets rette element, og vi ville gerne have forestået en nænsom nedtagning. Sådan blev det ikke. Som det gamle ur er nu, bliver det en spændende 80

Christian Ringskou

udfordring for den håndværker eller konservator, der måske engang i fremtiden skal montere det i en museumsbygning eller en udstilling. Fortidens genstande kan skifte betydning. I den fragmenterede tilstand er uret, der før symboliserede kontinuitet, blevet et billede på de forandringens vinde, der blæser over Vestjylland. Helt indtil 1960’erne bevarede landbrugene den størrelse, de havde ved selvejets indførelse omkring 1800. I de sidste 50 år er det imidlertid ændret totalt. Først opslugte nogle få af gårdene de omkringliggende, og i de seneste årtier er de tilbageværende store brug slået sammen i selskaber, der tæller svin i titusinder. Mens der i det gamle landbrug var stærk sammenhæng mellem arbejde, bolig, husstand, lokalområde og kultur, er det nye landbrugs arbejdskraft for en stor del rekrutteret langvejs fra. Det danske svinekød i alverdens kølediske ligger der takket være rumænske og ukrainske arbejdere, og ikke længere som resultat af vestjyske bønderkarles indsats. Og på Vester Kjærgaard bor der ikke længere en gårdmand med familie. Stuehuset er nu bolig for unge østeuropæiske landbrugselever. Der er ingen rimelighed i at bebrejde dem, at de ikke har blik for den stolthed, det gamle ur repræsenterer. For Anders, Rigmor og Jens er det imidlertid trist, at det måtte ned, og for Ringkøbing-Skjern Museum viser det, at der nu mere end nogensinde er brug for museer. Fundamentale ændringer udspiller sig om ørerne på os, ikke bare indenfor landbrugsdrift, økonomi og befolkningssammensætning. Det handler i høj grad også om kultur.

Uret set fra stuen ...

... og fra køkkenet.

Uret er af en ret speciel, men ikke helt ukendt type, hvor urværk og lodder bygges ind i væggen mellem to rum. Til forskel fra et almindeligt standur har det urskive til to sider, i dette tilfælde køkken og dagligstue. Urets dybde er ikke meget mere end en murstens, så det fyldte ikke noget i rummene. Urskiven til dagligstuen er langt den mest kunstfærdige. Udover tal og visere har den flere malede dekorationer og mekaniske finesser, der bevægede sig ved timeslag. En mand slog på en klokke med en hammer, vingerne på en mølle drejede rundt, og en lille engel vippede frem og tilbage.2 I køkkenet måtte konen på gården klare sig uden den slags underholdning. Her er urskiven kun dekoreret med et par rosetter, initialerne CKG og årstallet 1858. Initialerne er lidt af en gåde, for de passer hverken med gårdens ejere eller urmageren. De kan måske være en indikation af, at uret er købt brugt til Vester Kjærgaard. Snarere er der dog

tale om en fejl ved en senere opmaling. På bagsiden af urskiven står nemlig en signatur ”Jens H. Møller / Maler – Borris / 1915”. Det ser ikke rigtigt ud til, at maler Møller har holdt tungen helt lige i munden. Årstallet 1858 er formodentlig ikke rigtigt. Tilbage til stuesiden, hvor urmageren har signeret sit værk Ch Kierkgaard Fousing / 1838. Her er tale om urmageren Christen Nielsen, der var af bekendt urmagerslægt fra Idum vest for Holstebro. Christen Nielsen blev født i 1800. Han flyttede til Fousing ved Struer, hvor han ejede stedet Kjerkgaard og ernærede sig som husmand, smed og urmager. Der er en lille skade i årstallet, der har fået maler Møller til at læse 3-tallet som et 5-tal. Christen Nielsen døde imidlertid i 1851. Af fem i forvejen kendte og beskrevne ure fra Christen Nielsens hånd er ét af samme type til indmuring, mens to har vippende engle, så uret fra Vester Kjærgaard passer fint ind i rækken.3

Uret

Tiden går

Nu er klokken faldet i slag for det gamle ur. Delene er gemt på RingkøbingSkjern Museum, og på Vester Kjærgaard er kun et hul i muren tilbage.

Jens Astrup Søndergaard kan fortælle en historie, der viser, hvor meget stolthed der knyttede sig til det gamle ur: Hans far Janus Kjærgaard Søndergaard købte gården af Anders Kastbjerg i 1930. Da parterne sad ved kaffen efter købet, udbrød Anders efter sigende: ”Åh, hvad ville far sige, hvis han vidste, jeg har solgt det gamle ur?” – uret altså, ikke gården.

stuehuset havde et udskud mod nord ca. midtfor. Måske gårdens bageovn var her. Korttegneren har skrevet ”P R Æ S” henover ageren. Det fortsætter hos naboerne og bliver til ”PRÆSTE GAARD AFBYGGERE”. Man ser en bonitetsangivelse 10, der er streget over og erstattet med 9. Det er lavt. Præstegården beholdt selv den bedre del af agerjorden og lod afbyggerne få noget af det mindre gode. Pilen, der peger opad i udsnittet, angiver pløjeretning. Vi er endnu i den tunge hjulplovs tid. Arealerne vest for gården har hedesignatur på Original 1-kortet. På 1800-tallets forskellige kort skifter dette område lidt mellem hede- og engsignatur, så der er nærmest tale om et moseområde.4 Det hørte imidlertid til andre gårde. Vester Kjærgårds hede med tørveskær lå mod syd på den meget langstrakte matrikel, der på dette tidspunkt endte i et engstrøg helt nede i det lave ved Skjern Å. Kortudsnittet giver indtryk af en gård af de mindre, og et opslag i realregistret for Borris sogn bekræfter antagelsen. Vester Kjærgaards hovedmatrikel beskattedes i 1800-tallets system kun af 1 Td 0 Skp 3 Fdk og 0 Alb,5 hvilket vil sige, at den kun lige var stor nok til betegnelsen ”gård” (mindre ejendomme betegnedes ”hus”). Realregistret oplyser videre, at Vester Kjærgaard blev købt til selveje i 1810 af Chr. Jensen Kastberg, der havde den til 1827. Fra det år og frem til 1862 ejedes den af Mads

Gården Vester Kjærgaard er gammel. Den og de andre gårde i Debelmose, Borris sogn, var indtil 1810 fæstegårde under præsteembedet. Original 1-kortet over Borris sogn, Nørrelandet, er målt og tegnet henover årsskiftet 1817-18. Her ser man, hvordan Vester Kjærgaard ligger placeret nordvestligst på sin matrikel. Gården var firlænget, og det ser ud til, at 82

Christian Ringskou

Udsnit af Original 1-kortet over Borris sogn med gården Vester Kjærgaard.

Christensen. Hvis uret har været i Vester Kjærgaard siden, det blev lavet, er det altså ham, der har anskaffet det. I folketællingen 1840 møder vi selvejerbonden og hans husholdning. Mads Christensen er 37 år og gift med Cathrine Lauridtzdatter på 32. De har børnene Ane Margrethe, Ane og Laust Christian på 8, 6 og 3 år. Husholdningen tæller desuden den 27-årige tjenestepige Mette Pedersdatter og den 28-årige Maren Pedersdatter, der bor til leje, og som er væver.6 I 1862 tog Laust Christian Madsen over. Hans enke solgte i 1897 til Anders Madsen, der havde gården indtil 1909. Derefter ejedes gården af Anders Kastbjerg frem til 1930. Den første ejers tilnavn går altså igen efter 100 år, og efter navnene at dømme har gården været i den samme slægt gennem hele perioden. Familien har tilsyneladende haft en rolle at spille i sognets kulturelle liv. I hvert fald er det kendt, at en Kresten Kastberg i Debelmose, da de åndelige vækkelser gjorde deres indtog i Vestjylland omkring 1870, holdt ”månedsmøder”, hvor blandt andre sognets præst deltog.7 Om ”Kresten”

i kilden til denne oplysning kan være fejl for ”Christian” som i Laust Christian Madsen lader sig ikke udrede. I 1930 dukkede et nyt familienavn op. Det år tog Janus Kjærgaard Søndergaard skøde på gården, som han ejede til sin død i 1962. Hans enke solgte Vester Kjærgaard til sønnen Erling Søndergaard i 1964. Denne solgte til broderen Jens Astrup Søndergaard i 1968, og dermed er vi fremme ved den Søndergaard-generation, som nu har sørget for, at det gamle ur er kommet på museum. I 1994 gik gården videre til Jørgen Astrup Søndergaard.8 Gården var i Søndergaard-slægtens eje centralt placeret i sognets kulturelle liv. I Chr. Lundsgaards bog ”Borris sogn og dets beboere 1688-1988” læser man om Janus Søndergaard og hustruen Dagny: ”De tog flittigt del i, hvad der rørte i sognet, det være såvel inden for det kulturelle som inden for erhvervs- og kommunalpolitik”. Jens Astrup Søndergaard og hustruen Bodil får følgende skudsmål: ”Også de deltager flittigt i sognets kulturelle og offentlige liv. De er stærkt haveinteresserede og har en stor flot have”. Vester Kjærgaard set fra nord en vinterdag omkring 1960.

Tiden går

I 2003 købte Flemming Kruse Vester Kjærgaard. Ved dette ejerskifte kom Vester Kjærgaard til at indgå i et selskab bestående af flere store svinegårde. Selskabet ejes siden 2013 under navnet Ulvedal Borris A/S af Henrik Vingborg Vesterbæk. Den gamle selvejerbonde Chr. Jensen Kastberg ville ikke kende meget igen, hvis han kunne gense sin gård efter to århundreder. På den sydlige halvdel af hans langstrakte matrikel blev der allerede før 1870 bygget en ny gård.9 Til gengæld blev store og små matrikler gennem generationer købt til gården, der allerede i 1929 fik følgende notat i realregistret: ”Matr. Nr. 6a udgør i Forening med Matr. Nr. 25b, 27d, 29c, 29d, 34g smst. (sammesteds, red.) samt Matr. Nr. 250 Marskengene Skjern Sogn et Landbrug.”

Ortofoto (2008) af Vester Kjærgaard som den ser ud i dag.

Christian Ringskou

Jens Astrup Søndergaard var ejer af gården i den generation, hvor strukturudviklingen i det danske landbrug satte en klar dagsorden: Voks eller forsvind. Jens gjorde det første og købte jord i 1973 og 1988. På kortaftegninger gennem 1800-tallet er Vester Kjærgaard firlænget. I mands minde har den imidlertid kun været trelænget med stuehus, stald og lade. Det nuværende stuehus er bygget lige før Første Verdenskrig. Man kan næsten sige, at det blev bygget op rundt om det gamle ur, der blev monteret centralt i det nye hus i væggen mellem dagligstue og køkken. Gårdens stalde er gennem de seneste 50 år med voksende fart blevet flere og større. Den første nye tilføjelse blev bygget til gårdens ældre længer i 1960-80’erne, mens et nyt stort moderne anlæg for få år siden blev bygget mod syd. Chr. Jensen Kastberg ville opleve en stald, der er meget større end nogen herremands var i 1810. Gårdens økonomi er også meget forandret. I 1840 udgav Holmsland-degnen J. Fjord en lille pamflet, hvor han skrev: ”Svinet er af alle Huusdyr det, som for nærværende Tid kan afgive en Mand den største Indtægt i Forhold til dets Fortæring. Det voxer hastig til, og derfor kan man i kort Tid uden synderlig Udgift anskaffe sig et stort Antal, hvilket igjen afgive ved Salg en ren contant Indtægt”. Han anbefalede varmt de vestjyske bønder at følge hans eksempel og forøge svineholdet, der i det gamle vestjyske landbrug var meget begrænset. Fjords egen bedrift var, skrev han, i den bedste gænge, ”og til denne min heldige Stilling i Livet har min Svinebesætning været den fornemmeste Aarsag”.10 Vi kan ikke vide, om gårdmanden på Vester Kjærgaard læste Fjords lille skrift. Det gjorde han jo nok ikke. Men satset på svin, det blev der efterhånden: Vi må forestille os, at de første generationer af selvejerbønder havde en meget sammensat produktion og en høj grad af selvforsyning. De solgte kun en lille merproduktion for til gengæld at købe enkelte varer som salt, tobak, kaffe og et ur. Senere blev gårdens drift mere markedsrettet. Det var i årtierne omkring 1900, hvor det kom til at handle om mælk

til andelsmejeriet og svin til andelsslagteriet – smør og bacon til det engelske marked. Senere satte endnu en bølge af specialisering ind. I 1971 satte Jens Astrup Søndergaard køerne ud for at koncentrere sig om sobesætning og levering af smågrise. Det er endnu Vester Kjærgaards rolle i Ulvedal Borris A/S. Henrik Vingborg Vesterbæk bortforpagter dyrkningen af virksomhedens store jorder for helt at koncentrere sig om svineopdrættet.11 Perspektiv I den landbrugshistoriske forskning taler man om peasants og farmers. Ordene lader sig kun med vanskelighed oversætte til dansk, så vi holder os til de engelske. En peasant er den bonde, der står et sted mellem oldtidens agerbrugskultur og det moderne kapitalistiske landbrug. Han producerer for størstedelen til sin husholdning. Hans relation til et marked er svag. Den til rådighed stående arbejdskraft er identisk med husstanden. Og han ejer typisk ikke selv den jord, han dyrker. Vi møder ham i Afrika i dag, i Latinamerika i 1950’erne eller i Danmark i stavnsbåndets tid. Farmeren derimod er den moderne specialiserede bonde, der producerer til et marked. Han er dybt involveret i pengeøkonomi, og han rekrutterer arbejdskraft på samme vilkår som andre virksomhedsejere. Vi møder ham efterhånden på hele kloden, bl.a. på Vester Kjærgaard i Borris (selvom han ikke selv bor der). Spørgsmålet bliver nu: Hvor går grænsen mellem det gamle og det nye i det vestjyske landbrugssamfund? Ved hvilket punkt i en udvikling, der selvfølgelig foregår gradvist, bliver peasants farmers?12 Når hovedvægten lægges i det forhold, at peasants ikke selv ejer den jord, de dyrker, står jordreformer som det afgørende brud. I Danmark vil landboreformerne og selvejets indførelse omkring 1800 så være punktet. Arbejdets art er et andet aspekt, der er blevet udpeget som det afgørende punkt. Hvor mekaniserede arbejdsgange afløser manuelle, og hvor markedsrelationer afløser

Familien samlet på Vester Kjærgaard i 1958. Gårdejer Janus Søndergaard for bordenden sammen med hustruen Dagny og omgivet af børn og børnebørn. Janus Søndergaard sidder under det ur, han, som andre mænd på gården gennem generationerne, trak op hver aften.

selvforsyning, bliver bondesamfundet moderne. For den, der lægger vægten her, vil andelsbevægelsen stå som den centrale overgang. I et tredje perspektiv er identiteten mellem familie og produktionsenhed det afgørende. Først når gårdens produktion ikke længere bæres af en familie suppleret med karle og piger, der bor og lever på gården, er den gamle orden brudt og en ny skabt. Uret fra Vester Kjærgaard peger i retning af dette sidste perspektiv som det centrale. For nok skete der store forandringer med selvejet i 1810 og senere med andelstidens nye vilkår i den periode, hvor det nuværende stuehus blev bygget. Men gennem forandringer var der også kontinuitet. Vester Kjærgaard var ramme om arbejde, økonomi, liv og kultur, hverdag og fest for en familie, der i varierende grad også talte et par medhjælpere, karle eller piger, der boede på gården og tog del i dens liv. Og selvfølgelig var Vester Kjærgaard kun én blandt tusindvis af sådanne gårde, der dannede rygraden i en rodfæstet og homogen bondekultur. Tiden går

Årsregnskaberne fra Ulvedal, Borris A/S balancerer omkring 135 millioner kroner, og aktieselskabet er i gode år i stand til at generere et overskud på op imod 5 millioner kroner. De 1600 søer på Vester Kjærgaard indgår i en forretning, der hver uge leverer 2000 smågrise.13 Men der er ikke længere en gårdmand på Vester Kjærgaard til at trække uret op. Direktør Henrik Vingborg Vesterbæk bor med sin familie ved Herning, og landbrugets tid som kulturbærer i Borris og alle de andre sogne er forbi. Eller er den? Det gamle samfunds økonomiske og kulturelle logikker er brudt, men nye opstår. De unge østeuropæere på Vester Kjærgaard og andre steder har allerede været her længe. Nogle har fået børn, der går i skole med de danske. Nogle køber huse og skaber hårdt tiltrængt

efterspørgsel på et boligmarked, der i høj grad savner købere. Nye indbyggere møder gamle. Der kan være udfordringer, og gamle ure bliver ofret, men det vil også vise sig, at der opstår ny dynamik. Det gør der altid, når kulturelle sammenhænge forandres. Christian Ringskou kan kontaktes på cr@levendehistorie.dk Noter 1. Registreret som museumssag RSM10649. 2. Englen gik desværre tabt ved nedtagningen. 3. Jens Lampe & Holger Herzum-Larsen: Bidrag til urmageriets historie i Ringkøbing amt. Hardsyssels Årbog Række 2, bind 10, 1976, s. 97-129. 4. Ruth Helkiær Jensen & Kr. M. Jensen: Kulturlandskabet i Borris og Sdr. Felding – en kortbladsanalyse af et vestjysk landbrugssamfund og en dokumentation for dets udvikling. Geografisk Tidsskrift 78/79, s. 61-99. 5. Realregister Borris sogn, Nørrelandet, matr. 6a. Landsarkivet for Nørrejylland B81 SP90. 6. Folketælling Borris sogn 1840. Rigsarkivet. 7. L. Petersen: To Hundrede Aars Trosliv – af Skjern Sogns Historie. København 1926, s. 142-43. 8. Tingbog Borris sogn, Nørrelandet matr. 6a, Landsarkivet for Nørrejylland 1210152 5; oplysninger ved Anders, Rigmor og Jens Astrup Søndergaard; Chr. Lundsgaard: Borris sogn og dets beboere 1688-1988. Skjern 1989, s. 152. 9. Matriklen til den nye gård er udskilt på Original 2-kortet fra 1847 og gården er bygget på Det Høje Målebordsblad fra ca. 1870. 10. J. Fjord: Forslag til en forøget Svinebesætning, som et Middel til Forbedring af Landmandens Kaar. Fremlagt i Holstebroe og Omegns Landbooeconomiske Selskabs møde den 10. november 1840 (findes registreret i Ringkøbing-Skjern Museum som RIM2193C). J. Fjord var far til den berømte landøkonomiske forsøgsleder og professor ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole N.J. Fjord, men det er en anden historie. 11. KRUSES IMPERIUM – HVAD NU??? Borris Sogneblad juni 2013, s. 21ff.

Afslutningsvis råber vi et ”De længe leve” for Anders og Rigmor Søndergaard, der sørgede for, at det gamle ur kom på museum. Billedet er fra deres forlovelsesfest i 1959, og uret er selvfølgelig med.

Christian Ringskou

12. For den, der vil læse mere: Eric R. Wolf: Peasants. Foundations of Modern Anthropology Series. Englewood Cliffs, New Jersey 1966; Teodor Shanin (red.): Peasants and Peasant Societies – selected readings. Second Edition. Oxford 1987 (1971). 13. Leif Nielsen: Den glade svineavler. Dagbladet Ringkøbing-Skjern 15.12.2014; oplysninger fra www.proff.dk.

Vestergade

– Fra Torvet til kirkegården i gamle og knap så gamle fotografier Af Christian Ringskou

Nu er det så småt blevet en tradition, at hver årgang af opdatering rummer en fotovandring i en af Ringkøbings gamle gader. Traditioner er gode, så vi holder fast og går en tur gennem den upåagtede Vestergade. Turisterne når måske lige akkurat op til kirken, men så heller ikke længere. De holder sig til Torvet, havnen, butikkerne og Ringkøbing Museum. Som de følgende fotos viser, og som enhver kan konstatere ved selvsyn, er Vestergade imidlertid rig på både historie og smukke huse:

Det starter ganske stateligt mellem to af Torvets1 markante bygninger: Pladsens fornemmeste købmandsgård ”Den Gamle Borgmestergård” til venstre (nyligt affredet – man må håbe den går en god fremtid i møde) og arkitekt Ulrik Plesners ”Priorgården” fra 1913 til højre, nyopført på fotografiet. Foto: Andreas Beiter RIM5425F46

Vestergade

Vi bevæger os ind i gaden med Ringkøbing Kommunes arkitekt som fotograf. Det er oktober 1979. Solen skinner, og cyklisten har jakken åben. Det ser ud til at være en behagelig efterårsdag. Foto: Kristian Geertsen RIM5560F6

Det kunne ellers godt være koldt det år. Den 30. januar bragte Vestkysten dette foto af Vestergade 3 med store istapper. Just Justesen fra Ringkøbing Politi mindede avisens læsere om, at istapper ikke kun er smukke. De er også farlige. ”Det er muligt, at husejerne ikke tænker over det, men de har faktisk ifølge politivedtægten pligt til at feje istapperne ned,” formanede politiassistenten. Foto: Svend Erik Bedsted RIM7962FV174

Christian Ringskou

De vidste det nok ikke på avisen, men der var en fin historiens ironi i at lade netop Vestergade 3 trykke sammen med politiets formaning. På dette gamle foto af det selv samme hus står Peter Henrik Erichsen, bedre kendt som Politi-Erichsen, på trappen. Gadelygten over ham bærer påskriften POLITI. Man måtte altså henvende sig hos betjenten privat, når man havde brug for ordensmagten. I gavlhuset til højre har H.P. Feifer skrædderværksted. Foto: Andreas Beiter RIM5425F38

Vi er stadig ikke færdige med Vestergade 3, faktisk mangler vi det vigtigste. Det er nemlig Ringkøbings kendteste bysbarn, Politi-Erichsens søn, journalisten og polarforskeren Ludvig Mylius-Erichsens barndomshjem. Billedet her er fra 1899, hvor MyliusErichsen for længst var flyttet til København, men han er hjemme på besøg og har taget opstilling foran huset sammen med sin hustru Marie Sophie Berthine. Det ser lunt og hyggeligt ud i Vestergade. Hvilken kontrast til Mylius-Erichsens skæbne. Han omkom af sult, kulde og udmattelse i den nordøstgrønlandske polarnat i november 1907. Foto: Ukendt RIM4005

Vestergade

Men nu må vi over på gadens østside. Dette meget gamle fotografi er optaget længe før den gamle præstebolig måtte lade livet og vige pladsen for Priorgården, hvis navn med andre ord er en (meget fri) fortolkning over forgængeren. Billedet må ganske sikkert være fra Johan Peter Holsts tid som sognepræst 1851-75. Fra folketællingen 1870 nævner vi hustruens navn, ikke kun fordi det er urimeligt, at det altid er fortidens mænd, der får opmærksomhed, men også bare fordi, det er meget flottere end mandens: Agnes Ludovica Dorthea Holst født Bernth – et godt navn til en præstefrue. Foto: Formentlig Carl Christian Carlsen eller fotograf Poulsen RIM6214F6

Fotografiet af den gamle præstebolig er taget fra husets østside og således med Vestergade omme på den anden side. Dermed er vi ikke alene allerede inde på det kirkelige i emnemæssig henseende. Vi har også allerede i perspektiv indledt et lille svinkeærinde ind mod Ringkøbings ældste bygning: Kirken. Arkitektur og rum afspejler byens historie og identitet. Købmandsgårde og rådhus – handel og administration – dominerer gader og torv, mens kirken som en synlig manifestation af, at Ringkøbing i kirkelig henseende altid har været en lilleput, må nøjes med en indeklemt plads på skrå omme bagved. Fotograferne kan kun få den i helfigur, når de bruger den brede optik, så kirkepladsens andre huse ser ud som om, de ligger langt væk. Det gør de bestemt ikke. Postkort RIM5468F3

Christian Ringskou

Før set fra syd, nu fra nord. Det vil være en overraskelse for mange at se Ringkøbing Kirke hvidkalket som en østdansk landsbykirke. Men den er god nok. I 1873-74 blev murene cementpudsede og malede hvide. Det var helt forkert. Kirken er et typisk eksempel på de mindre danske købstæders kirkebyggeri i 13-1400-årene, hvor teglsten var blevet det mest almindelige materiale. I 1934-35 blev murene restaurerede og ført tilbage til deres røde udtryk. Man måtte tage hårdt fat og sætte alle murene om. I øvrigt blev den sydlige korsfløj opført ved denne restaurering.2 Postkort RIM5507F2

Vestergade

Vi er i et område, hvor Ringkøbings børn gennem århundreder har lært deres katekismus og ABC. Indtil 1740 lå byens latinskole her, og fra 1815 holdt byens kateket (nærmest svarende til den senere betegnelse ”førstelærer”) skole i en bygning vest for kirken.3 Men byen voksede, og det samme gjorde kravene til skolen. I 1872-74 blev en ny skolebygning rejst på den gamle kirkegård. I 1900 blev en ny fløj med facade ud til Vestergade rejst, centralt i motivet på postkortet. Kateketboligen forsvandt, mens præsteboligen, som det ses på postkortet, overlevede lidt endnu. Nu er der ikke længere skole i Ringkøbings centrum, og 1900-bygningen i tidstypisk imposant arkitektur, blev revet ned i 2015. Nedrivningen gav anledning til en meget følelsesladet debat i byen. Den aktive borgergruppe Bevar Ringkøbing Bymidte tabte kampen for den gamle skolebygning. Men havde nogen før været i tvivl, blev det i det mindste tydeligt, at Ringkøbings borgere værner om deres gamle by. Måske kan man nære det forsigtige håb, at der i de kommende år ikke vil blive nedrevet og ændret så mange gamle og karakteristiske bygninger i offentlig ejendom som i de senest forløbne. Postkort RIM5515F89

Christian Ringskou

Tilbage til Vestergade. Måske er det svært at forestille sig, men her i nummer 15 stod den vestjyske industris vugge – eller i hvert fald én af dem. Her drev brødrene Carl og Simon Holbek jernstøberi i 1800-tallets sidste årtier. I 1890’erne blev det efterhånden svært for det lille støberi at klare sig i konkurrencen, men virksomheden overlevede endnu nogle årtier.4 På fotografiet står et par af jernstøberiets varer til udstilling. Her er en radrenser, en kageknuser, en slåmaskine og en hesterive til det stadigt mere mekaniserede landbrug. Foto: ukendt RIM5567F3

Støbejern er blevet kaldt 1800-tallets plastic. Tidligere blev det næsten kun brugt til ovne og bilæggere, men nu dukkede det op som spytbakker, gravkors, paraplystativer, svinetrug, vinduer, etagerer til æg og meget, meget mere.5 Her er vi bag facaden på Holbeks Jernstøberi i dets velmagtsdage. Arbejderne har taget opstilling sammen med ejerne Simon og Carl Holbek (i mørkt tøj og bowlerhatte). Den unge mand med hunden er P. Tang Holbek, der overtog jernstøberiet ved generationsskiftet i 1897, og som få år senere blev direktør for A/S Hørsholm Jernstøberi. På RingkøbingSkjern Museum ved vi i øvrigt, at drengen på det store jernhjul hed Sofus. Foto: Chr. Pedersen RIM5567F4

Vestergade

Nu er vi nået til krydset Vestergade-Nørregade, hvis nordvesthjørne byder på et af Ringkøbings meget fotograferede motiver gennem hele 1900-tallet. Her først på et foto fra 1919, da huset bag buskene ejedes af gartner Peder Otto Svendsen Isager, der var graver på kirkegården. Han og hustruen boede sammen med to voksne børn. Sønnen Jens Isager var typograf på Ringkøbing Amts Avis, og datteren Amalie ernærede sig ifølge folketællingen 1921 ved ”Husgerning”, hvad det så mere præcist skal betyde. I det lille hus til venstre stod det småt til. Gamle skomager Christian Larsen fik fattighjælp. Foto: Hugo Matthiesen RIM1346F13

Samme huse men her i en langt senere version med stakit og havestue, som mange Ringkøbingborgere husker, og som mange modtagere af postkort fra Ringkøbing har stiftet bekendskab med. Foto: Ukendt RIM7309F7

Christian Ringskou

Ejendommen i krydsets nordøsthjørne får den tvivlsomme ære at tjene som eksempel på, at de gamle huse ikke altid har været passet lige godt på. På dette foto kryber fugten op i væggene, og taget ser ud til efterhånden både at være under- og overstrøget. Men gå selv forbi. Det gamle hus har overlevet og er nu i god stand. Foto: Ukendt RSM10610F3

Vestergades forlængelse er et af de mest uspolerede bymiljøer i Ringkøbing. Samtlige huse på dette fotografi af gadens østside er bevarede, så selvom billedet her er fra omkring 1890, er det meget let at genfinde motivet. Fotograf Beiter har i øvrigt haft det nemt på denne opgave. Han boede selv lige ovre på den anden side af gaden. Foto: Andreas Beiter RIM5476F1

Vestergade

Og dermed er vi ved vejs ende. Vestergade slutter ved indgangen til kirkegården. Som et led i enevældens forskellige bestræbelser på at modernisere, udvikle og forbedre blev det i 1805 forordnet, at købstædernes kirkegårde skulle ud af byerne. Orden og ensartethed skulle herske, så de nye standarder gjaldt også i små vestjyske købstæder, der ikke nødvendigvis havde ret mange flere indbyggere (og ret mange flere døde) end de største sjællandske landsbyer. Vestergade blev fra nu af forbindelsesvej til den nye kirkegård, hvor den første begravelse fandt sted i 1807.6 Foto: Jens Holm RIM6907F86

Noter 1. Læs mere om Torvets bygninger i Christian Ringskou: Torvet rundt. opdatering 2015, s. 45-59. 2. Danmarks Kirker: Ringkøbing Amt bd. 1-2: Ringkøbing Kirke. København 1998, s. 72-89. 3. J.I. Bøgner: Den danske skole. I: Carl Lindberg Nielsen (red.): Ringkjøbing Købstads Historie. Ringkjøbing 1969, s. 262-80. 4. Esben Graugaard: Iværksættere i tidlig nordvestjysk jernindustri. FRAM 1997, s. 92-94; F.K. Erlang: Ringkjøbing Haandværkerforening: 1861 – 24. Februar – 1936. En Bog om Foreningen og dens Medlemmer udgivet til Foreningens 75 Aars Stiftelsesdag af Foreningens Bestyrelse. Ringkøbing 1936, s. 128-30. 5. Aase Faye: Støbejern – et modemateriale fra den tidligste industritid. I: Bjarne Stoklund (red.) Det forsømte århundrede. Arv og Eje 1976. Roskilde 1976. 6. Jens Aarup Jensen: Ringkøbing gadebilleder dengang og nu – gamle og nye fotografier af huse, gader og pladser i Ringkjøbings bykerne. Ringkøbing 1981, s. 59-62.

Christian Ringskou

Badehusene i Nymindegab

– lidt om badningens og badehusets kulturhistorie Af John V. Jensen & Tine Lorange

På Nymindegab Museum kan man på udendørsarealet se et lille grønt skur, som for så vidt kan have været brugt til opbevaring af hvad som helst. Hvis ikke det var fordi der står ”Privat Badehus” på døren, ville man ikke lige umiddelbart kunne se, hvad det har været brugt til. Badehuset blev overdraget til museet af Familien Schaumann omkring 1988, og det skulle efter sigende være det sidste badehus i Nymindegab. I et notat fra indleveringen ved vi også, at højesteretssagfører Krag og dennes familie havde et rødt badehus. Ligeledes et rødt badehus havde pensioneret oberst Gram og hans familie, men Nymindegab Kros badehus var hvidmalet. Familien Mackeprang, der ejede Lodshuset (på Redningsvej), havde et, så vidt Finn Schaumann (f. 1935) husker, grønt badehus, og samme grønne farve havde familien Schaumanns. Badehuset består blot af et enkelt rum med et vindue til venstre for indgangen, som er placeret i husets endevæg. Inde i huset var der en bænk og nogle knager på væggen, hvor man kunne hænge sit tøj. Derudover kunne der være nogle sildekasser, der kunne tages ud og bruges til bænke. I badehuset klædte man om, og man kunne efterlade håndklæderne og madkurven, mens man gik i vandet. Når man forlod stranden, kunne man låse af og efterlade det, man ikke behøvede at tage med tilbage til sommerhuset. Familien Schaumann benyttede deres badehus helt frem til omkring 1980, da det blev forbudt at placere dem på stranden. Finns far Max Schaumann opnåede dog dispensation til fortsat at opstille sit badehus, efter sigende

”indtil han ikke længere kunne dokumentere, at han levede”, fortæller Finn. Badehuse til brug på stranden er et interessant lille kapitel af Vestkystens og dermed også i Nymindegabs historie. Badehusene havde deres tid frem til godt og vel

Badehuset på Nymindegab Museums aktivitetsområde.

Badehusene i Nymindegab

midten af 1900-tallet. Når det gælder Nymindegab har vi gennem familien Schaumann et godt kendskab til det sidste badehus. Men hvad er historien bag badehusene? Sundhed og styrke Badehuset er i sagens natur nært knyttet til badningens og især havbadningens historie og går tilbage til 1700-tallets Sydengland, hvor tidens gryende interesse for og optagethed af naturen ledte til badning for sundhedens skyld. Inde på fastlandet gav det udslag i en interesse for helsebringende kilder (kursteder), mens havbadningen blev et nyt fænomen ved kysterne. Vandet havde ganske vist også i tidligere tider spillet en rolle som et element hvor befolkningen kunne søge lindring for forskellige lidelser bl.a. ved de hellige kilder, som mentes at have størst kraft omkring Valborgsaften eller Skt. Hans nat.

De reformatoriske præster bekæmpede dyrkelsen af helligkilderne og var derved med til at skabe plads til den moderne lægevidenskab. På billedet Hellig Kors Kilde ved Undløse, Vestsjælland. Foto: Niels A. Hansen

John V. Jensen & Tine Lorange

1700-tallets og oplysningstidens interesse for vandets helbredende virkning adskiller sig fra den ældre tradition derved, at det er den gryende moderne naturvidenskab og lægestanden, snarere end præstestanden, der bar de nye tanker frem. I midten af 1700-tallet forsøgte man sig i den engelske by Scarborough med terapeutiske nedsænkninger i koldt vand for at opnå sundhed og styrke.1 Og nogenlunde samtidigt bemærkede britiske læger den gavnlige effekt, badningen og den friske luft havde på bl.a. lungeog kirtelsygdomme. Denne opfattelse bredte sig snart til kontinentet først til Frankrig og de tyske småstater.2 I det tysktalende område opstod den første kurbadeanstalt i Doberan lidt vest for Rostock (Pommern) i 1794. I Danmark anlagdes den første kurbadeanstalt og (mineralsvandsfabrik) i Kongens Have Rosenborg Brøndanstalt i 1831.3 Fra vore hjemlige egne fortælles det om digteren Johannes Ewald (1743-1781), at ”for at komme bort fra Hovedstaden, ogsaa af Sundhedshensyn, havde Ewald fra 1773, for Sommer og Vinter, givet sig i Kost i Rungsted, et Fiskerleie ved Øresund, et par Miil fra Kjøbenhavn”. 4 På grund af sit dårlige helbred (og drikfældighed) blev Ewald altså installeret på Rungsted Kro (Rungstedlund), hvor Øresunds friske vand og luft skulle gøre ham godt. Ewalds rekreationsophold er en tidlig markør for en helt ny trend, hvor landets rigeste familier begyndte at flytte ud på landet om sommeren. Indtil da lå landstederne kun meget sjældent ved kysterne med direkte mulighed for badning. Udbygningen ved kysterne skete i begyndelsen især i Nordsjælland. Ved 1800-tallets slutning blev det velstående borgerskab også interesseret i sommerlivet, og de nybyggede landsteder blev efterhånden mindre, men til gengæld fik flere del i sommerglæderne.5 Badekulturen, som vi kender den, går ikke så mange år tilbage i tiden. I den form vi kender er den ikke meget mere end 250 år gammel, hvor den er ældst. I Danmark er den måske omkring 200 år gammel. Og det er vel i virkeligheden først efter 1945 og måske først med privatbilismen i løbet af 1960’erne, at badekulturen fandt sin nuværende

Bademaskiner ud for Bognor Regis i det sydlige England.

form, og det for alvor blev noget for hele befolkningen. Endnu i 1800-tallet var ferie, forstået som en række sammenhængende rekreative fridage, et ukendt begreb for størsteparten af befolkningen.6 Selve betegnelsen ferie kommer af latin feriae, som oprindeligt blot betød helligdage eller religiøse festdage, hvor der ikke blev arbejdet, men bedt til guderne.7

kun Fanø på danske hænder, og derfra vandrede interessen for den jyske vestkyst langsomt nordpå.8 Ser vi nærmere på badevognene og badehusene skal disse forstås i forhold tidligere tiders syn på menneskekroppen samt de samfundsmæssige forestillinger om sædelighed, der dengang var gældende. Badevognene kender vi fra netop vadehavsøerne, men de stammer oprindelig fra Sydengland. På engelsk taler man om Bathing Machine (da. bademaskiner). Dette begreb er overtaget af svenskerne, der også taler om Badmaskin, mens man på tysk taler om Badekarre (badekærre), som ligger nærmere på det danske badevogn. Den sammenfaldende sprogbrug skyldes sandsynligvis, at brugen af dem kom til Danmark via vadehavsøerne. Disse oftest firhjulede vogne blev i bl.a. England med hestekraft trukket ud fra stranden indtil den badende var tilstrækkeligt langt ud i vandet, hvorpå man omklædt kunne gå i vandet på sikker afstand af nysgerrige blikke, der måske kunne skimte en badenymfe iklædt badetøj, som omkring år 1900 havde større lighed med vore dages omdiskuterede burkinier end med bikinien. Denne påklædning havde foruden en moralsk begrundelse også

Badekulturen kommer til Danmark Ikke mindst Nordsøkysten var velegnet til kursteder. Den ny skik spores i første omgang på den frisiske ø Norderney (1797), et sted som bl.a. Karen Blixen har skildret i Syndfloden over Norderney i bogen Syv fantastiske fortællinger. Ligesom også Cuxhaven ved Bremen (1816) hører til blandt de ældste. Blot få år senere finder vi også den ny skik udbredt til de danske vadehavsøer, hvor Wilhelmine-Søbad på Føhr (Föhr) fra 1819 er det ældste eksempel. Siden bredte havbadningen sig til de andre vadehavsøer under dansk herredømme som Sild (Sylt), Rømø og Fanø. Efter krigsnederlaget i 1864 blev Føhr, Sild og Rømø først en del af den prøjsiske provins Schleswig-Holstein som i 1871 blev en del af det tyske kejserrige. Tilbage af vadehavsøerne var nu

Hestetrukne victorianske ”bademaskiner”.

Badehusene i Nymindegab

en social, nemlig at solbrændthed ikke var ønskeligt, for det var jo den kulør landbefolkningen havde, og den ville det bedre borgerskab ikke slås i hartkorn med.9 H.C. Andersen (1805-75) omtaler brugen af disse badevogne i sin dagbog fra sit besøg på Føhr i 1844: ”Man klæder sig af, mens Karlen til Hest med store Støvler paa trækker Badehuset ud i Vandet, stiger Floden for stærk, kommer han igjen og haler lidt op; man drages siden op paa Sandet og bliver under Touren færdig med at klæde sig paa”.10 Som det fremgår var det meningen, at man kunne gå i vandet uden på noget tidspunkt at blotte sig for andre. Vi støder på samme badeskik hos H.C. Andersens samtidige engelske forfatterkollega William Makepeace Thackeray (1811-63), der i romanen Vanity Fair (da. Forfængelighedens Marked) fra 1847-48 også har en passage, hvor han fortæller, at man kunne gå ind i sit Badehus (bathing machine) og køre ud i vandet.11 Hvad der også ret tydeligt fremgår af beskrivelserne er, at badning og badning fra disse badevogne eller badehus, som Andersen kalder det, var forbeholdt datidens elite alene. H. C. Andersen var kong Christian 8’s gæst på Føhr!12 De mobile badehuse findes dokumenteret på både

Badehuse på Vejers Strand.

100

John V. Jensen & Tine Lorange

håndtegninger og gamle fotografier. Vel demonstrerede brugen af badevogne klasseforskelle og ulige fordelt velstand, men de hører også hjemme i en tid, hvor kønnene var opdelt i forbindelse med badning. I Storbritannien var det eksempelvis indtil 1901 af sædelighedshensyn forbudt for mænd og kvinder at bade sammen. Da denne lov blev afskaffet gik badevognene af brug, og de var mere eller mindre forsvundet allerede omkring 1920 i Storbritannien. Bortset fra vadehavsøerne har brugen af de transportable badehuse eller bademaskinerne været mindre udbredt i Danmark. De kendes kun fra Fanø, hvor de store flade strande var velegnede til formålet.13 Badegæsterne på Fanø adskilte sig da også i begyndelsen en hel del fra den senere badeturisme langs den jyske vestkyst længere nordpå. På Fanø var der op gennem 1800-tallet tale om udpræget storborgerlige familier fra Hamborg og København, og badningen blev reguleret på samme måde, som ved de tyske badesteder, det vil sige: bestemte badetider, krav om sømmelig påklædning og brug af hestetrukne badevogne.14 Strandbesøg under sømmelige forhold Brugen af badehuse placeret på standen eller ved vandet, kender vi fra adskillige steder fx Tisvildeleje i Nordsjælland, hvor Badehotellet (opført 1895) kunne tilbyde gæster strandbesøg under sømmelige forhold.15 At dømme efter de gamle fotografier fra Tisvildeleje er der ganske vist tale om badevogne med to store hjul. Husene blev dog ikke kørt ud i vandet, i stedet har hjulene lettet transporten af ”husene” fra eksempelvis hotellet og ned til strandkanten, hvor de har fungeret som omklædningsrum. Det stationære badehus optræder jævnligt i dansk litteratur fra Holger Drachmann og Gustav Wied til moderne forfattere som Hanne Marie Svendsen og Klaus Rifbjerg. Således skriver Gustav Wied (1858-1914) i romanen Fædrene æde Druer fra 1908 om datidens brug af badehuset: ”Der laa i Lysningen, paa Grænsen mellem Plæne og Strand et Badehus. Døren vendte ud mod Havet, og fra

kun følge ham til Broen. Det var forfærdelige Øjeblikke for Williams ophidsede Fantasi, disse, i hvilke han i stirrende Angst ventede inde på Stranden, uafbrudt seende mod Badehusets Dør, der blev ved at være lukket Kvarter efter Kvarter, indtil den kolde Sved sprang frem paa den Ventendes Pande.”18 Badehusene især som de beskrives hos Marcus og Bang beskriver har man næppe kendt på Vestkysten, hvor man ikke har brugt badebroer på samme vis. Til gengæld opfylder broen med badehuset næsten helt de samme krav til diskretion, som de udenlandske badevogne, men den kræver ingen hestekræfter, når den først er konstrueret. Det lokale badehus’ storhed og fald Glade sommergæster på stranden.

en hvidmalet Flagstang vajede en lang, dannebrogsfarvet Vimpel. I dette Badehus næsten boede og levede Børnene, da de blev ældre, Sommerdagen lang. De klædte sig af og paa inde i Huset, laa og strakte sig på Strandbredden og lod sig gennembage af Solen, vadede ud og dukkede sig i Bølgerne, kom atter tilbage skinnende af Væde, rullede sig i Sandet og lod sig dænge til af hverandre, saa at deres smaa vævre Legemer så ud, som om de var pudrede, naar de igen plaskede ud i Vandet…”16 Forfatteren Aage Marcus (1888-1985) fortæller i sine erindringer Den lange vej (1969) om sin sommeropvækst ved Rungsted om en lidt anden variant af badehuset. Han skriver: ”at bade inde fra stranden brugte man ikke dengang, men vi havde en bro med badehus og robåd”.17 En tilsvarende udformning beskriver Herman Bang (18571912) i romanen Haabløse Slægter fra 1880 ligeledes fra badekulturens tidlige fase: ”Snart vilde Høg bruge Bade, og de tilbragte nogle Dage ved Kysten. Han gik ved to Stokke, halvbaaret af William kom han saaledes ned til Badehuset. I Badekamret vilde han være alene, og Sønnen maatte

Når det gælder vores eget område, kender vi badehuse fra flere af strandene fx i Vejers, Nymindegab og Søndervig. I slutningen af 1800-tallet, begyndte man at se de første sommergæster på kroerne i Blåvand og Nymindegab. Det var det bedre borgerskab fra de større byer, primært København, der tog på landet om sommeren.19 I Nymindegab kan man vel nærmest sige, at sommergæsterne, fulgte i hælene på maleren Laurits Tuxen, der kom til stedet i 1879. Tuxen tog flere venner og elever med til den, for ham, eksotiske vestkyst, og grundlagde den lille malerkoloni, der opstod på stedet i de følgende år. Malerne og sommergæsterne kom fra de samme miljøer, og der var flere kunstneriske typer i blandt dem; komponister, digtere og forfattere. Igennem det meste af 1800-tallet var det afsidesliggende Nymindegab et livligt fiskerleje i forårsmånederne fra påske til Skt. Hans, men her var aldrig tale om en egentlig landsby. I mange år var kroen, lodshuset og tolderboligen de eneste huse på stedet, og de var alle afhængige af fiskeriet og af stedets funktion som ladeplads for handel til Ringkøbing. Fiskeriet mistede sin betydning i slutningen af 1800-tallet, ca. samtidigt med malerkoloniens opståen og de første sommergæster. Badehusene i Nymindegab

101

Nymindegab ligger hvor hav og fjord mødes, og var, indtil dæmningen blev bygget omkring 1911, et lille færgeleje med en udsøgt beliggenhed og derfor også en oplagt feriestation. For de første sommergæster i Nymindegab har der næppe været tale om kurophold eller badeferie i samme forstand som på fx Fanø. Men for de der tog på landet har naturen og havluften formentligt spillet en ikke uvæsentlig rolle. Og havbadet helt sikkert også. Det er derfor helt naturligt, at badehusene var med helt fra starten. Nymindegabs tømrer, Adam Rauhe (1876-1964), havde stor glæde af sommergæsterne. Han byggede flere sommerhuse, og det var også ham, der lavede badehusene. Adam Rauhe startede med at leje badehusene ud, men efterhånden begyndte han også at sælge dem til nogle af de familier, der havde eget sommerhus. Efterhånden som fiskeriet forsvandt, blev der også fiskerhytter ledige, og flere af dem blev solgt og brugt

Familien Schaumann foran deres badehus på Nymindegab Strand. Familieoverhovedet Max Schaumann ses i den blå badekåbe. Foto: Finn Schaumann, ca. 1980.

102

John V. Jensen & Tine Lorange

som sommerhuse. Nogle af sommergæsterne kunne ikke nøjes med et sommerhus og slog sig permanent ned på stedet. Man kan altså i høj grad tale om, at sommergæsterne og deres badekultur var med til at grundlægge det Nymindegab, vi kender i dag. Badehusene har været en fast bestanddel af det Nymindegab, der opstod på det gamle fisker- og færgeleje. Det er usikkert, i hvor høj grad de lokale tog badehusene til sig, men de hørte i hvert fald med til sommerbilledet, og de blev brugt af mange af de familier, der havde sommerhus på stedet. Badehusene kom typisk på stranden omkring 1. maj og stod der indtil midt i september, så man undgik efterårsstormene. Det synes at have været en almindelig procedure, for tilsvarende skriver Herman Bang i Et september-Brev fra 1882: ”Altsaa ses vi i Oktober, naar Stormen begynder at piske Bladene, og I maa tage Badehuset ind”.20 Under den tyske besættelse af Danmark forhindrede den tyske besættelsesmagt, at husene blev opstillet på stranden, og badelivet blev afbrudt. I besættelsens sidste par år var stranden ved Nymindegab mineret og helt utilgængelig.21 Familien Schaumann købte, som nævnt omkring 1952, det sidste af Rauhes huse, der på det tidspunkt var noget forfaldent. Det har dog ikke været værre, end at det kunne sættes i stand og siden blive brugt af familien gennem næsten 30 år. Noget kunne tyde på at badehustraditionen fik en lille revival, efter krigen, for det var også på dette tidspunkt, at kromanden overtog transporten af badehusene, når de hvert for- og efterår på en anhænger blev kørt til og fra stranden, hvor de blev opstillet på samme sted. Kromanden opbevarede også badehusene om vinteren. De blev dog ikke længere udlejet, men var ejet af familier, der, ligesom Schaumanns, havde sommerhus i Nymindegab. Traditionen holdt ved, indtil det blev forbudt at opstille badehusene på stranden, for familien Schaumanns vedkommende dog en lille smule længere, da Max, som

nævnt, fik sin lidt usædvanlige dispensation. Efter hans død overdrog familien badehuset til Nymindegab Museum, hvor vores gæster kan opleve det. På enkelte danske strande bruges badehusene endnu. Det gælder bl.a. i Løkken, i Rågeleje og i Tisvildeleje. De moderne badehuse findes i flere varianter i varierende størrelse fra omkring 1 m2 op til måske 10 m2, og det drejer sig om stationære huse placeret tilbagetrukket på stranden eller ved foden af klitten. John V. Jensen kan kontaktes på jvj@vardemuseum.dk Tine Lorange kan kontaktes på tbl@vardemuseum.dk Noter 1. Klas Grinell: Att ta sig vatten över huvudet – om havsbadandets idéhistoria. I: Eva Ahlstedt (red.) Under ytan, populärvetenskapliga föredrag om humanistisk forskning som hölls under Humanistdagarna den 12-13 november 2005 vid Göteborgs universitet. Humanistdag-boken 18. Göteborg 2005, s. 98f. 2. Grinell, s. 99. 3. Jørgen Slettebo: Vesterhavsøernes badesteder. I: Frank Birkebæk m.fl. (red.) Sommerglæder. Arv og eje 1985, s. 15-16; se også Mariann Ploug: Kurbad eller badeby. opdatering 2013, s. 25-47. 4. Martin Hammerich: Ewalds Levnet. Mest efter hans egne Meddelelser. København 1861, s. 59. 5. Katrine Martensen-Larsen & og Søren Vadstrup: Sommerhuset – Indretning, reparation og vedligeholdelse. København 2008, s. 8. 6. Morten Hahn-Pedersen: Fra badegæster og landliggere til masseturisme. Oversigt over kystturismens udvikling i Sydvestjylland. Sjæk’len 2014, s. 11. 7. Ordbog over det danske sprog: ”ferie”. 8. Se Steen Bo Frandsen: Vestkystens opdagelse som landskab og badested: Føhr i første halvdel af 1800-tallet. I: Michael F. Wagner (red.) Kyst, vand og borgerstand. Den jyske historiker nr. 65 (oktober 1993). Aarhus 1993, s. 28; Slettebo, s. 16; Ploug, s. 25ff. Se også Niels Kayser Nielsen: Vand og badeliv i moderniteten. I: Erik A. Nielsen & Iben From: Vandskel. Silkeborg 2002, s. 66-72. 9. Se fx Søren Frandsen: Badehusene ved Tisvilde strand. Tibirke-Vejby Årbog 1987, s. 56-62.

Et rekonstrueret badehus har skabt blikfang foran Nymindegab Museum. Badehuset er bygget af det frivillige Gaf-laug efter Adam Rauhes model.

10. H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875. Bind 2: 1836-44. København 1973, s. 430. 11. William Makepeace Thackeray: Forfængelighedens Marked (eng. Vanity Fair, udg. 1848), s. 292, da. udg., København 1977. 12. Slettebo, s. 20. 13. Martensen-Larsen, s. 10. 14. VIMU: ”Fanø Nordsøbad” http://www.vimu.info/general_04.jsp?id=m od_31_7&lang=da&u=researcher&s 15. Frandsen, s. 28. 16. Gustav Wied: Fædrene æde druer. København (1908) 1968, s. 23. 17. Aage Marcus: Den lange vej. København 1969, s. 34. 18. Herman Bang: Haabløse Slægter. København (1880), (DSL 2008), s. 108. 19. Mariann Ploug: Kurbad eller badeby. opdatering 2013, s. 45. 20. Herman Bang: Vekslende Themaer Bind 3, s. 1016. 21. Finn Schaumann, erindringsnotat.

Badehusene i Nymindegab

103

Hitler, naziguldet og de ungarske soldater Bunkerudgravningen ved Blåvand Radio Af John V. Jensen

Telefonen brummede på bordet. ”Hallo!” En hemmelighedsfuld mandsstemme fortalte, at han var stødt på en tysk bunker, som tilsyneladende ikke havde været åbnet, siden den blev forladt ved Anden Verdenskrigs afslutning.

Bunkerens indgang var helt skjult af bevoksning, og efter at have fjernet et par tørv kunne vi konstatere, at den også var fyldt med sand.

104

John V. jensen

Stemmen, der ikke var meget for at oplyse navn eller adresse, fortalte, at han og en nabo i forbindelse med et helt andet projekt var stødt på bunkeren. Deres nysgerrighed havde fået dem til at gå derned. De havde gravet lidt, og op af sandet dukkede straks en række forskellige effekter, som helt sikkert stammede fra besættelsen 1940-45. Mængden og karakteren af materialet havde dog gjort dem betænkelige; og nu ville de høre, om museet ville være med? Naturligvis ville vi det! Telefonopringningen satte øjeblikkeligt gang i fantasien. Hvad var det for en bunker? En af de store? I hvert fald var der ingen tvivl om, at det måtte undersøges nærmere. Den indre skattejæger var vågnet, hvad kunne bunkeren gemme på? I erindringen stod naturligvis nogle af de fantastiske historier, der med jævne mellemrum dukker op i pressen blandt andet i maj 2013, da en 90 år gammel tysk marinesoldat Wilhelm Kraft skabte overskrifter, fordi han mente at kunne udpege en nedgravet naziskat i Asaa i Nordjylland. Og så sent som i april 2016, hvor en polsk museumsdirektør Bartlomiej Plebanczyk mente at have fundet et skjult kammer i en bunker, hvor han mente at kunne lokalisere det legendariske russiske ravkammer, der forsvandt sporløst fra Katharinapaladset nær Sankt Petersborg under Anden Verdenskrig. I ingen af tilfældene havde man dog videre held med at finde store skatte; men mindre kunne bestemt også gøre det for os. Vi var nødt til at handle, nødt til at undersøge sagen nærmere…

Varulve-organisationens fane. Én af vores spekulationer gik på, om der kunne være tale om et ”varulve-depot” i bunkeren i Blåvand. Varulvenes propaganda-værdi oversteg så afgjort deres faktiske værdi og betydning.

Varulve, naziguld eller affaldshul? I dagene op til det første besøg diskuterede vi stadig mere passioneret, hvad der mon kunne ligge og vente på at se dagens lys efter 70 år under jorden? På dette tidspunkt vidste vi jo stadig intet om helt basale forhold som fx bunkerens størrelse, hvilket gjorde det lettere at slippe fantasierne løs. Kunne vi måske gøre et spændende fund i lighed med det, vores venner på Ringkøbing-Skjern Museum gjorde for nogle år siden og efterfølgende opnåede alletiders succes med? I deres tilfælde kunne man i hvert fald i overført betydning tale om ”naziguld”. Det var dengang de fandt og udgravede marinesoldaten Gerhard Saalfelds bunker ved Houvig, hvor det drejede sig om fundet af en urørt bunker. Oven i købet kendte man én af soldaterne, og vidste at han endnu levede i Tyskland.1 En fantastisk historie! En Saalfeld II i det ny Tirpitz, det ville være for vildt! Måske gemte bunkeren et fuldt møbleret rum eller resterne af en tysk soldat eller endnu bedre lidt af det ”naziguld”, som alle leder efter, men ingen finder.

Mere realistisk kunne det dreje sig om et af de hemmelige våbendepoter, nedlagt af den nazistiske undergrundsorganisation Varulv (Organisation Werwolf ). Forestillingen om ”varulvene” var født af Reichsführer i SS Heinrich Himmler, som den 16. september 1944 gav ordre til at forberede såkaldte varulveenheder i Norge og Danmark. Tanken med varulve-terrorcellerne var, at de skulle vækkes til live og fortsætte den nazistiske kamp mod den indtrængende fjende efter det, på dette tidspunkt, uafvendelige tyske nederlag. Disse undergrundssoldater skulle operere bag fjendens linjer som en slags guerillakrigere på samme måde som de russiske partisaner, der havde voldt tyskerne så stort besvær på Østfronten. Varulve-bevægelsen udviklede sig imidlertid ikke meget, og først i krigens absolutte slutfase i foråret 1945 dukkede forestillingen op igen. På det tidspunkt var det ikke mindst propagandaminister Joseph Goebbels, der satte sit aftryk på bevægelsen. Varulvene skulle virke gennem terror og sabotage, hvorfor en del våben blev gravet ned og placeret i hemmelige depoter over det meste af Danmark2 – og hvorfor egentlig ikke også i Blåvand? Det var sådanne og lignende tanker, der passerede gennem mine kollegaer Anne Sofie Vemmelund Christensen, Torben Vinge Christensen, Lene B. Frandsen og undertegnede , da vi første gang, den 25. maj 2016, kørte til Blåvand for at se nærmere på bunkeren og de fund, som de to findere allerede havde gravet frem. Eventyrlysten fejlede ikke noget – i hvert fald ikke hos undertegnede – mens Lene B. Frandsens langt større udgravningserfaring sikkert gjorde hende mere nøgtern og realistisk i sine forestillinger. På et havebord havde de to findere bredt en masse rustne og forvitrede ting ud. Der viste sig at være både bajonetter, gasmasker, patroner, kogekar, porcelæn, glas og flasker etc. Primært militærudrustning. Ingen tvivl om, at alt dette stammede fra besættelsen. Og der var stadig meget mere tilbage i bunkeren… Det første besøg på stedet viste også, at genstandene havde lidt betydelig skade efter mange år under dårlige Hitler, naziguldet og de ungarske soldater

105

bevaringsforhold, uden at det nødvendigvis gjorde indholdet mindre spændende. Niels Ole Thorning og ikke mindst Jesper Søndermark, som nu ikke længere blot var en mystisk stemme, men i stedet var blevet en god hjælp og indpisker med et solidt kendskab til besættelsesårene, kølnede ikke entusiasmen. Ikke mindst Jespers nysgerrighed var lige så stor som vores, og det medførte adskillige passionerede diskussioner om, hvad vi kunne vente os. Herefter blev det bestemt, at vi i dagene 14.-16. juni ville foretage en egentlig udgravning af bunkeren. Så indgangen blev lukket til igen med et tungt betondæksel og omhyggeligt tilsløret, så nysgerrige uvedkommende ikke blandede sig. Besøget og et kig på fundene fik hovedspørgsmålene til at udkrystallisere sig. Nogen naziskat var der næppe tale om. Ej heller et varulvedepot med våbenkasser. Men måske var der alligevel en del spændende identificerbare genstande. Tilbage stod spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en bunker, der var blevet efterladt og forseglet af

Det første kig på fundene gjort af Jesper Søndermark og Niels Ole Thorning. Ingen tvivl om at de stammede fra den tyske besættelse af Danmark.

106

John V. jensen

tyskerne selv umiddelbart efter kapitulationen. I så fald ville vi måske kunne gøre interessante fund af personlige ejendele og måske endda soldaternavne, hvis vi var heldige. Eller om der snarere var tale om en primært dansk deponering af farligt og ikke-brændbart affald? I så fald ville vi stadig kunne gøre interessante fund, men historien ville blive en anden. Marine-Funkstelle Blaavand Bunkeren befinder sig i området ved Blåvand Radio på Fyrvej i Blåvand. Blåvand Radio blev oprettet som kystradiostation allerede i 1914 og blev siden flyttet til Fyrvej og taget i brug i efteråret 1938, hvor der foruden selve stationen også blev opført syv tjenesteboliger. Palle Uhd Jepsen, hvis far, Svend Uhd Jepsen, arbejdede på radiostationen, fortæller, at stationen blev beslaglagt af tyskerne allerede den 10. april 1940. Det medførte, at alle radiotelegrafisterne blev forflyttet, og radiostationens bestyrer Vilhelm Stuhr og en tekniker blev som de eneste tilbage. Svend Uhd Jepsen blev selv forflyttet til Skagen Radio, der primært betjente fiskerflåden. Blåvand Radio blev nu til Marine-Funkstelle Blaavand og var i de følgende fem år en del af besættelsesmagtens beredskab i Danmark. Fotos fra dengang viser, at tyskerne støt udbyggede forsvarsmulighederne omkring radioen, først med nogle flak-stillinger (anti-luftskyts), bl.a. på taget af hovedbygningen og i nabolaget, og senere med de små Ringstand-bunkere, som vi var optaget af. Relativt kort tid efter besættelsen opførte tyskerne også ”kantinen”, dvs. en større barak, der var placeret nogenlunde parallelt med vejen foran radioens tjenesteboligerne, og som i dag kun kendes fra fotografier. Der findes en serie fotografier fra Marine-Funkstelle Blaavand taget i begyndelsen af 1940’erne. På billederne ses det dengang helt nye anlæg, som lå i vidt åbne omgivelser med frit udsyn til et træløst landskab, hvor man bl.a. ser Blåvand Redningsstation, strandfogedgården og den sparsomme øvrige bebyggelse. På billederne ses netop

Udsigt over Blåvand Radios tjenesteboliger (tv.) og ”kantinen” (th.). Bagerst i billedet ses redningsstationen og strandfogedgården.

Blåvand Radio opført i 1938. På billedet ses flakstillingen (anti-luftskyts) på taget. Flakstillingen blev opstillet i marts 1941.

tjenesteboligerne, men også den tyske mandskabsbarak eller kantine, som blev demonteret en tid efter, at tyskerne havde kapituleret og rømmet anlægget i 1945. Fotografierne er i øvrigt taget i forbindelse med den tyske viceadmiral Raul Mewis’ (1886-1972) besøg i Blåvand. Trods sit umiddelbart eksotiske navn var Raul Mewis ærketysk. Hans besøg i Blåvand ved vi desværre ikke noget videre om, for det er ikke omtalt i de tyske krigsdagbøger, i så fald ville det have været muligt at datere det præcist. Vi ved dog, at Mewis den 1. november 1939 blev udnævnt til viceadmiral og den 1. marts 1942 avancerede til admiral. Raul Mewis fungerede desuden fra 9. april 1940 til 28. marts 1943 som Marinebefehlshaber Dänemark. Billedserien må dog stamme fra sommeren 1941, for Mewis’ ærmedistinktioner afslører, at besøget fandt sted, mens han endnu var viceadmiral. Dette understøttes yderligere af den åbne bil og soldaternes sommerlige påklædning, men også de synlige flakstillinger med 2 cm luftværnskanonerne, der først blev opstillet i marts 1941. Alt sammen taler derfor for, at billederne er taget i sommeren 1941.3 På Mewis-billederne er der i øvrigt ingen spor af den Ringstand-bunker, som

var den umiddelbare anledning til vores besøg på Blåvand Radio. Det var først senere, at kystradiostationen blev sikret med fem små bunkere af typen ”Ringstand 58c”, dvs. maskingeværstillinger, der også er kendt under de allieredes betegnelse ”Tobruk”, opkaldt efter den libyske by, som de vestallierede indtog i 1942 efter en langvarig belejring. Der er tale om en variant af en ganske lille sikringsbunker, hvor seks trin fører ned til en fire meter lang gang, der leder videre til en meget kort gang, hvor tre-fire trappetrin fører op til den godt halvanden meter dybe maskingeværbrønd. Typen blev udviklet i 1942 og er den mest almindelige bunkertype i Danmark, hvor der blev støbt hele 1.772 eksemplarer.4 Blåvand Radio blev sikret med fem Ringstandbunkere af typen 58c, og de er efter alt at dømme opført i efteråret 1943 eller i løbet af 1944. Tekniske installationer, radaranlæg og som her radioanlægget havde høj taktisk prioritet, og i takt med, at de allierede bombeflyvninger intensiveredes, blev sikringsanlæggene udbygget. Bunkerne er omtalt den 16. juli 1943 i forbindelse med sikring af danske Hitler, naziguldet og de ungarske soldater

107

havneanlæg på Vestkysten. Således hedder det i de tyske papirer fra Marinekommandanten i Esbjerg, at der ingen havneanlæg er i Blaavandshuk, men til gengæld foreslås det at lave et støttepunkt til Marine-Funkstelle Blaavand (Blåvand Radio) med seks Ringstandsbunkere. Sådan var planen, men præcis hvornår bunkerne blev støbt og taget i anvendelse er uvist.5 På et tysk stillingskort (Pendelkarte 4) fra omkring årsskiftet 1944-45 er Stützpunktgruppe Blaavand indtegnet, og her ser man de fem bunkere (for den sjette blev aldrig støbt) placeret rundt om Blåvand Radio.

Selve bunkeren var en variation af ”Ringstand 58c” også kendt under de allieredes betegnelse ”Tobruk”. Der er tale om en variant af en ganske lille sikringsbunker, hvor seks trin fører ned til en fire meter lang gang, der leder videre til en meget kort gang, hvor tre-fire trappetrin fører op til den godt halvanden meter dybe maskingeværbrønd.

Den tyske viceadmiral Raul Mewis inspicerer tropperne under et besøg ved Blåvand Radio 1941.

108

John V. jensen

Det er altså en bunker til nærforsvar, som ikke, i modsætning til føromtalte Gerhard Saalfelds bunker, var beregnet på, at man skulle opholde sig i gennem længere tid eller bo i. Der findes ganske vist yderligere varianter af typen med plads til et par køjer, men det gælder altså ikke den, som vi udgravede i Blåvand. Efter den tyske kapitulation blev bunkeranlægget ved Blåvand Radio forladt, men ikke glemt. Faktisk blev de fire af bunkerne gennem mange år flittigt brugt som nærsikring i forbindelse med militære øvelser. Imidlertid tyder alt på, at Forsvaret netop kun har kendt til eksistensen af fire af de fem bunkere, eller at soldaterne undlod at benytte den pågældende femte af den simple grund, at den var

fyldt op og i øvrigt var skjult af bevoksning. Meget taler for det første, for havde man kendt til den, ville den sandsynligvis allerede for længe siden have været tømt for sand og genstande af interesserede. Derfor var der mange grunde til at finde ud af, hvad det var, folkene ude i Blåvand var kommet på sporet af. Udgravningen begynder Om morgenen den 14. juni begyndte udgravningen. Vi fandt frem til maskingeværbrønden og fik trukket det tunge dæksel af. Alt lå som vi havde forladt det. Fra eksisterende tegninger kendte vi bunkertypens udformning og besluttede nu, at Lene B. Frandsen, som den erfarne arkæolog, skulle begynde at udgrave brønden, mens udgravningstekniker Søren Christensen og jeg selv begyndte at udgrave selve indgangen, der næsten var helt fyldt op med sand, og hvor vi ikke forventede at gøre de fleste fund. Tophemmelig var aktionen nu ikke, for Weekendavisens Morten Beiter kiggede forbi udgravningen og kvitterede den 8. juli med den lille artikel Hvad bunkeren gemte. Fundene væltede fra allerførste spadestik øjeblikkeligt op af brønden, og det blev de faktisk ved med indtil næste dag, da vi nåede ned til bunden af bunkeren. Fundene eller hvad vi nu skal kalde dem, for det var temmelig blandet, hvad vi fik hevet op i dagslyset; den ene rustne metaldåse efter den anden, ledninger, sammenrustet pigtråd, batterier (bl.a. Hellesen), skovle, remme, søm, porcelænsstumper. Dertil kom uniformsknapper, glasflasker, herunder medicinflasker og mælke- og spiritusflasker, blækhuse ligeledes af glas, samt i hundredvis, hvis ikke i tusindvis af stumper smadret vinduesglas, rester af børster, rester af skosåler, en sæbeholder, rester af patronfremføringsbælter, patroner, en roehakke, fiske- og kyllingeben, okse- og svineknogler, hele og knuste elpærer, lampeglas fra en petroleumslampe, pigtråd, koks, læderrester, en mælkejunge, skorstensrør, en tysk stålhjelm, bajonetter, sikringer, rester af gasmasker, bestik fra Værnemagten, en defekt tang, tandbørster,

Skattejægeren er vågnet. Den første tur gennem bunkeren i 70 år!

Den erfarne arkæolog Lene B. Frandsen tog sig af geværbrønden, hvor vi ventede og også gjorde de fleste fund.

Hitler, naziguldet og de ungarske soldater

109

porcelænsskår fra Villeroy & Boch, Dresden (fabrikken i Dresden blev i øvrigt ødelagt 17. april 1945), en østersskal og en konkylie m.m. Papir var det sparsomt med; blot små rester af fx en etiket på nogle af flaskerne eller små forkullede stumper, der faldt fra hinanden ved den mindste berøring. På forhånd havde vi udelukket at finde eksempelvis gamle dokumenter, dels fordi den slags ikke holder længe i fugtigt sand, dels af den formentlig endnu mere enkle grund, at disse var blevet brændt enten af tyskerne selv eller af danskerne, som ryddede op efter dem. Endelig kan det tænkes, at efterladte tyske dokumenter, fundet umiddelbart efter kapitulationen, kan være blevet afleveret til de danske myndigheder, fordi de forekom tilstrækkeligt interessante; men dette er i virkeligheden nok mindre sandsynligt. Fundet af dette bestik gjorde det let at konstatere, at genstandene var kommet til landet sydfra.

Skår af tallerken fra Villeroy & Boch var som de mange andre fund med til at slå fast, at ingen havde været i bunkeren siden 1945.

110

John V. jensen

De ungarske soldater Blandt de hundredvis af genstande, som vi bjergede bør nogle fremhæves. Således var allerede Niels Ole og Jesper under deres udgravninger stødt på bajonetter. At der lå bajonetter i bunkeren undrede dem umiddelbart, for hvorfor var de havnet der? Typisk ville sådanne være blevet genbrugt af de lokale. Samtidig antog vi alle i første omgang, at det drejede sig om tyske bajonetter. En nærmere undersøgelse viste imidlertid, at der var tale om ungarske bajonetter. Mere præcist ældre østrig-ungarske bajonetter (model) M1895. Disse er lette at kende på, at stålet er vredet en kvart omgang, hvor knivsbladet slutter og skæftet begynder. Denne bajonet har ikke, som det er mere almindeligt, et træskæfte, hvorfor den i afmonteret tilstand er ringere egnet som regulær kniv end de fleste bajonetter. Den østrig-ungarsk forbindelse var lidt overraskende, da vi jo havde regnet med at finde tysk materiel. Forbindelsen til Østrig-Ungarn og først og fremmest til Ungarn blev yderligere bestyrket ved fundet af et par uniformsknapper af messing. Da sandet blev børstet af uniformsknapperne, og de blev udskilt blandt rustne

En af de ungarske bajonetter (model) M1895, som mĂĽ stamme fra de ungarske soldater, der befandt sig i omrĂĽdet i krigens sidste mĂĽneder.

Hitler, naziguldet og de ungarske soldater

111

Tv.: Fundet af den første ungarske uniformsknap med Ungarns nationalsymbol Skt. Stefans kronen betød, at det ikke kun drejede sig om tyske besættelsestropper, men også ungarske tropper. Th.: Kokarde fra ungarsk skråhue. Kokarden er måske faldet af eller også er skråhuen fundet af danskere og brændt, men den lille metalkokarde overlevede. Cirklen i midten er tredelt og havde de ungarske nationalfarver grøn, hvid og rød.

To ungarske soldater. Soldaten til højre er József Szamar, honvéd (rekrut), mens soldaten til venstre er ukendt. Fotoet er dateret 26. marts 1945. På billedet ses uniformen med Skt. Stefansknapperne, men også skråhuens kokarde, som vi også fandt et eksemplar af under udgravningen.

112

John V. jensen

flaskekapsler, åbenbarede knappernes motiver sig, og Skt. Stefans-kronen trådte frem. Kongekronen er netop et ungarsk nationalsymbol og er let genkendelig på grund af kronens karakteristiske bøjede kors. En anden lille klump jern viste sig at være en kokarde, dvs. en roset eller en knap oftest i nationalfarver, fra en ungarsk skråhue. Derudover fandt vi både afskudte og skarpe patroner. Dels tyske patroner kaliber 7,92 mm til eksempelvis en Karabin 98k samt 9 mm patroner fra en pistol eller maskinpistol, dels lige så mange østrig-ungarske patroner til en Steyr Mannlicher M95 riffel, ligeledes 7,92 mm samt resterne af et tilhørende magasin. De ungarske patroner er mere koniske i formen end de tilsvarende tyske. Den ungarske forbindelse blev yderligere understreget med fund af bl.a. en tandbørste med indskriften: Magyar Gyártmány, der betyder noget i retning af: ungarsk fabrikat. Foruden en hel, grøn flaske med inskriptionen Ferenc Jozsef Keseruviz i bunden, som er den ungarske version af (Kaiser) Franz Josef, mens keseruviz fortæller, at der er tale om en mineralvandsflaske med vand med naturlige mineraler og helseeffekt; vist nok især for maveregionen. Fundet af de ungarske genstande er dog mindre mystisk, end det kan lyde. Således befandt der sig ved krigsafslutningen i 1945 omkring 12.000 ungarske soldater i Danmark. Hovedparten kom til Danmark med store tyske togtransporter fra slutningen af januar 1945 og nogle uger frem. Kongeriget Ungarn havde i forbindelse med krigshandlingerne sluttet sig til aksemagterne (Tyskland, Italien og Japan) og deltog i Operation Barbarossa – felttoget mod Sovjetunionen (juni 1941). Siden fulgte store tab for den ungarske hær; ikke mindst i slaget ved Stalingrad (194243). Nederlaget fik ungarerne til at søge våbenhvile med de allierede, men for at forhindre dette besatte tyskerne Ungarn og tog kommandoen over hæren. I takt med den sovjetiske fremrykning og den modsvarende tyske tilbagetrækning i februar 1945 trængtes de ungarske hærenheder mod nord, hvorved omkring 12.000 krydsede grænsen til Danmark. Selvom den ungarske hær

var under tysk kommando, var der stadig tale om en national hær med egne uniformer. I Sydvestjylland blev de ungarske tropper underlagt 160. Reserve Division med hovedkvarter i Henne Stationsby. Derudover ved vi, at 5. Artilleriafdeling befandt sig i Oksbøl, mens 91. Regiment holdt til i Varde og Nymindegab. 90. Regiment 1. Batallion opholdt sig i Blåvandshuk-området, som igen var underopdelt i to kompagnier med 2. Kompagni i Blåvand og 3. Kompagni i Børsmose. Det kunne altså dreje sig om genstande, der i sin tid havde tilhørt soldater fra dette 2. Kompagni. Den tyske værnemagt havde dog svært ved at finde anvendelse for de ungarske tropper, der vel næppe var særligt motiverede, og desuden gjorde kommunikationsvanskeligheder ikke sagen lettere. De ungarske tropper var først og fremmest arbejdssoldater og blev sat til bevogtningsopgaver. I Blåvandområdet bemandede de infanteristillingerne og var indkvarteret i barakkerne bag klitrækkerne i området omkring Blåvand Fyr og sandsynligvis også i BlåvandOksby og ved Blåvand Radio. Og vi véd med sikkerhed fra andre kilder, at nogle af ungarerne i krigens sidste måneder var indkvarteret omkring Ho Præstegård.

Fundet af en ungarsk mineralvandsflaske med indskriften Ferenc Jozsef Keseruviz var endnu et tegn på den ungarske forbindelse til Blåvand og Danmark.

Hitler, hollandsk gin og rød neglelak

Patroner kaliber 7,92 mm i rester af en laderamme fra en Steyr Mannlicher M95 riffel, der blev brugt i den ungarske hær.

Foruden genstandene af ungarsk karakter gemte bunkeren også på spisebestik med værnemagtens symbol: ørn med hagekors. Derudover fandt vi en bakelitflaske, hvor etiketten kunne oplyse, at der var tale om Hautentgiftungssalbe 1943 (Hudafgiftningssalve), som var til brug i forbindelse med giftgasangreb. Endvidere tyder tilstedeværelsen af adskillige Jeneverflasker fra Johs. de Kuyper & Zoon (hollandsk gin; også af og til kaldet Genever) på, at soldaterne har indtaget en del af netop denne drik. Nu kunne man naturligvis godt tænke sig, at disse spiritusflasker efter befrielsen blev smidt ned af danskere, men for det første lå de dybt i skakten, for det andet virkede bunkeren urørt, og for det tredje var det formentlig kun tyskerne, der på Hitler, naziguldet og de ungarske soldater

113

dette tidspunkt havde mulighed for import af hollandsk gin. Det samme gælder en champagne/crémantflaske, hvor mærket desværre er delvist ulæseligt (T)”RIPL”(E) og ”VIN MOU”(sseux). Igen er det efter alt at dømme tyskerne eller måske ungarerne, der har fejret et eller andet med boblevin. Udelukkes kan det imidlertid ikke, at det er en befrielseschampagne, som danskerne nød i forbindelse med kapitulationen. Årstallet er desværre forvitret, hvilket måske kunne have afklaret sagen. Et stort antal tomme og halvtomme blækflasker antyder, at tyskernes kontorbarak nok er blevet ryddet i

Kølnervand; på etiketten ses Aarhus Domkirke! Parfumen blev fundet i bunkeren sammen med mange blækflasker og enkelte neglelakflasker(?)

114

John V. jensen

kapitulationsdagene, hvorved disse flasker havnede i bunkeren. To af disse flasker indeholdt imidlertid rødt blæk; og da vi fik dem undersøgt nærmere, kunne vi konstatere, at hullet i disse flasker var mindre end i de øvrige blækflasker, og da vi ydermere fandt låget til en af dem, sad der en lille pensel i bunden. Det var altså rød neglelak snarere end blækflasker! Neglelak? Tyske eller ungarske soldater? Forklaringen er sandsynligvis, at det stammer fra radioens kvindelige medarbejdere Marinenachrichtenhelferinnen, som også var en del af den tyske besættelse. Det vælger vi i hvert fald at tro. Spor af anden personlig pleje fandt vi også i form af andre småflasker, bl.a. én med velbevaret etiket: Kölnervand, hvorpå man i baggrunden aner Aarhus Domkirke. Tilsyneladende et dansk produkt, som besættelsesmagtens soldater har haft adgang til og benyttet. Bunkeren indeholdt desuden dusinvis af metaldåser med rester af forskellige stoffer og væsker. Dåsernes tynde metal var efter 70 år i sandet af en så ringe beskaffenhed, at de faldt fra hinanden ved udgravningen. Nu og da var det ikke så behagelige resultat, at en slibrig eller en stinkende masse flød ud i sandet eller ud mellem hænderne på os. Blandt de mere spektakulære fund var måske nok en lille metalplade, som vi i første omgang blot samlede op og tog med hjem på magasinet til rensning og nærmere undersøgelse. Her viste det sig, da sandet var børstet af det tynde metal (zink), at der var tale om et portræt af Hitler eller mere præcist et Hitler-relief. Relieffet har formentlig været monteret på en træplade, som siden er fjernet, måske brændt eller på anden vis gået til. Der eksisterer en del sådanne små vægrelieffer, hvilket en internetsøgning godtgør. Alligevel har det trods søgen ikke været muligt at finde et velbevaret eksemplar helt magen til. Hitler-relieffet måler omkring 10 x 10 cm og har vel mest sandsynligt hængt på væggen på et af kontorerne på Marine-Funkstelle Blaavand. Alle fundene var med en eneste undtagelse anonyme forstået på den måde, at de ikke bar nogen synlige tegn fra brugerne. Undtagelsen var fundet af en tyskproduceret tandbørste, som ejermanden, sandsynligvis en tysk soldat,

har ridset sit navn ”Gerst” i. Dette meget spinkle spor kunne man naturligvis forfølge, men det har der ikke været tid til endnu, og spørgsmålet er om det overhovedet er muligt? Alligevel gjorde tandbørsten det hele mere konkret og mere personligt. Op af hullet kom også enkelte danske ølflasker foruden enkelte danske mælkeflasker. Mere mærkværdigt var fundet af en flaske præget med ordet Tizer. En nærmere undersøgelse af denne flaske viste, at der er tale om en samtidig engelsk læskedriksflaske. Spørgsmålet er naturligvis, hvordan denne flaske var havnet i hullet. Stammer den fra britiske tropper, der kom til landet umiddelbart efter befrielsen? Eller er der bare tale om en flaske, der er drevet ind på stranden, hvilket sliddet på flaskeglasset godt kunne tyde på, hvorefter nogen (formentlig danskere) har samlet den op og deponeret den i bunkeren? I hvert fald er det næppe en flaske købt i Danmark under besættelsen. Når det gælder konkylien og østersskallen, kan disse stamme fra danskere, men det kan også stamme fra tyske eller ungarske soldater, der har fundet dem på stranden og taget dem med som en slags souvenir, de aldrig fik med sig. Hvorfor havnede genstandene i bunkeren? Hvorfor havnede alle disse ting i bunkeren? Tyskerne forlod stationen og tjenesteboligerne den 16. maj, og den 16. juli 1945 blev Blåvand Radio atter åbnet for offentlig korrespondance. I sommeren 1945 blev Svend Uhd Jepsen genansat i Blåvand, og i efteråret, da husene var blevet sat i stand efter tyskernes ødelæggelser, flyttede han og familien ind i tjenesteboligen (nr. 3 fra vejen). Først i løbet af efteråret blev stationen normeret med flere telegrafister, fortæller Palle Uhd Jepsen. Han husker også udmærket bunkeranlæggene, der omgav radiostationen, også den nu udgravede bunker. Uhd Jepsen ved imidlertid ikke, hvornår den blev fyldt op med de forskellige genstande og af hvem. Hans gæt er, at det skete umiddelbart efter besættelsen, altså i sommeren 1945. I hvert fald var den

I første omgang bare en lille firkantet metalplade, der blev taget med hjem på magasinet til undersøgelse. Stor var overraskelsen, da Søren Christensen fik den renset af og opdagede, at der var tale om et lille Hitler-portræt, der nok oprindeligt har været monteret på en træplade. Portrættet har sikkert hængt i kontorlokalerne på Blåvand Radio eller i kantinen.

allerede gjort ”børnesikker”, da han og familien kom tilbage. Palle Uhd Jepsen husker også, at han og de andre børn efter besættelsen fandt en del tyske genstande blandt andet et par bajonetter. De blev dog snart konfiskeret af hans far. Spørgsmålet om, hvorfor tingene endte i bunkeren, kan næppe besvares med andet end et kvalificeret gæt. Således vil ét gæt være, at besættelsesmagtens soldater i forbindelse med kapitulationen ryddede op efter sig selv Hitler, naziguldet og de ungarske soldater

115

og smed visse våben, en hjelm, en masse glas og flasker ned i bunkeren, hvorefter den formodentlig blev kastet til med sand. Det kan i hvert fald undre, at eksempelvis bajonetter, gasmasker, men også skovle og spader er havnet i hullet. Man skulle jo mene, at de fleste danske landmænd dengang sagtens kunne bruge fx en bajonet eller en skovl/ spade til forefaldende arbejde, så hvorfor smide den ud, når der var mangel på det meste? Et andet gæt vil være, at det var lokale fra Blåvand, der sikkert kort efter kapitulationen ryddede op efter tyskerne. Som allerede antydet kunne det nemlig også tyde på, at

Geværbrønden var som det øvrige af bunkeren fyldt op med sand, som skjulte store mængder af ikke-brændbart og farligt materiale som glas, metal, kemikalier og våben.

116

John V. jensen

fundene i bunkeren kunne stamme fra en oprydning, hvor de lokale formentlig har taget, hvad de fandt af brugbare ting. Andre dele som fx træ, stof og papir, som der slet ikke var spor af, blev brændt, mens resten, der hverken var brug- eller brændbart, blev smidt i bunkeren og efterfølgende tildækket med sand. Det meste af bunkerens indhold var nemlig, som vi nu har set, metaldele, glas og flasker. Samtidig viser flere smeltede glasdele i fundmaterialet, at enkelte dele har været udsat for stærk varme (afbrænding) inden de havnede i bunkeren. Hvad så med bajonetterne, hvorfor lå de i bunkeren? Bajonetterne endte sandsynligvis i bunkeren, fordi det som nævnt drejede sig om den østrig-ungarske model, der er i modsætning til eksempelvis de tyske modeller ikke var særligt bevendte til andet end at sætte på geværet grundet det specielt udformede skæfte. Derudover er der også den mulighed, at både bajonetter og skovle blev fundet rustne og/eller defekte, hvorfor de blev smidt i hullet. Ingen tvivl om at deponeringen stammer fra dengang, hvor væk var et hul i jorden og ikke en genbrugsplads med sorteringsanlæg. Et bask af historiens vingesus Der var store forventninger til, hvad bunkerudgravningen ved Blåvand Radio i juni 2016 kunne bringe for dagens lys. Var vi mest optimistiske, håbede vi på at finde en bunker, der stod, som den var blevet forladt af besættelsesmagtens soldater i maj 1945. Et fund af samme værdi som fundet af Gerhard Saalfeld bunkeren i 2008. ”Naziguldet” fandt vi ikke og heller ikke en Saalfeld II, men… Udgravningsfundene udgjorde ganske vist en helhed, der havde ligget godt gemt i 70 år, men det var også tydeligt, at der snarere var tale om sammenbragte genstande end genstande, der lå mere eller mindre, som de var blevet forladt. Der var tale om en bunker, som omkring eller lige efter kapitulationen var blevet fyldt op med ikke-brændbart og farligt affald, dvs. alt fra våben og ammunition til glas

De smeltede glasflasker, som blev bjerget fra bunkeren, tyder på, at enten tyskerne eller måske danskerne i første omgang har afbrændt alt brændbart såsom træ og papir – samt et par flasker. Resterne fra afbrændingen er siden smidt over i bunkeren sammen med farligt affald, jern og glas.

og kemikalier – og siden havde ligget urørt. Fundene bestod ikke overraskende af især tyske effekter, men derudover gjordes også indtil flere fund, der bekræfter tilstedeværelsen af ungarske soldater i Blåvand. Genstandene synes for en betydelig dels vedkommende at stamme fra kontorerne på Marine-Funkstelle Blaavand, men derudover var der også en del farligt affald som ammunition og enkelte våben, der måske allerede på deponeringstidspunktet var defekte og derfor blev smidt i bunkerhullet. Årene gik, og den opfyldte bunker dækkedes efterhånden af bevoksning og blev helt gemt og glemt; indtil områdets beboere 70 år senere ved et tilfælde fandt den igen. Hitler, naziguldet og de ungarske soldater

117

Vores største forventninger indfriedes måske ikke, men alligevel fornemmede vi tydelig suset fra fortiden, da vi bjergede den ene genstand efter den anden. De væsentligste genstande som Hitler-portrættet, tandbørsten, uniformsknapperne vil naturligvis blive konserveret, og

de bedste fund vil blive udstillet i det ny Tirpitz, hvor de vil kunne perspektivere den eksisterende viden om besættelsen og ikke mindst Blåvand Radios betydning for besættelsesmagten. Mest interessant forekommer dog de ungarske effekter, der ligeledes vil blive udstillet i museets ny udstilling. Fundene vidner om en for de fleste danskere helt ukendt, men stadig væsentlig og interessant historie fra besættelsen og verdenskrigen. En historie, som ikke fortælles andre steder end hos os. John V. Jensen kan kontaktes på jvj@vardemuseum.dk Noter 1. Christian Ringskou: Med Gerhard Saalfeld til Vestjylland – en bunkersoldats krigsoplevelser. opdatering 2012, s. 89-99. 2. Det kan man læse mere om i bl.a. Erland Leth Pedersen: De danske varulve – En politimands efterforskning i et stykke ukendt besættelseshistorie. København 2015. 3. Tak til Jens Andersen, Museumscenter Hanstholm for hjælp med dateringen. 4. Jens Andersen & Rudi Rolf: German bunkers in Denmark – a survey. PRAK 12. Middleburg 2006, s. 58. 5. In Blaavandshuk sind keine Hafenanlagen vorhanden. Es wird vorgeschlagen, für den Stützpunkt der Marine-Funkstelle Blaavand 6 Ringstände zu Bauen. Kommandant im Abschnitt dän. Westküste G 4819 Ja v. 16.7.1943.

Den næsten tømte bunker set fra indgangen og den i dette tilfælde forlængede indgangsparti. Til venstre ses indgangen til geværbrønden.

118

John V. jensen

Jesper Søndermark leder slagets gang. I baggrunden ses Niels Ole og Karin Thorning. Fra Vardemuseerne Søren Christensen (tv) og John V. Jensen (th).

Ønsk dig ikke at have oplevet disse Dage… – en beskrivelse fra Ho Præstegaard 1945 Af John V. Jensen

I forbindelse med udgravningen af bunkeren ved Blåvand Radio i juni 2016 (se side 104) stødte vi på historien om de ungarske soldater, som vi kendte lidt til i forvejen takket være Søren Peder Sørensens bog De ungarske soldater i Danmark (2005). I forbindelse med udforskningen af ungarernes indkvarteringssteder blev jeg opmærksom på følgende beskrivelse fra kaldsbogen fra Ho-Oksby pastorat skrevet af Carl Anker Hansen (præst i Ho-Oksby 1942-58) omkring årsskiftet 1945-46. Beretningen er lokalhistorisk interessant og dokumenterer, at der i Ho og Ho Præstegård var indkvarteret ungarske soldater, og derudover er teksten en fin illustration af hvilke gener, der kunne være forbundet med at bo i de kystnære områder i fx Sydvestjylland under besættelsen.

Penneføreren skriver ganske vist, at de fleste af de udenlandske soldater ”paa enkelte Undtagelser nær” opførte sig eksemplarisk, og vi ved jo, at det i Danmark gik roligt for sig sammenlignet med det øvrige Europa. Alligevel har pastor Hansen følt det nødvendigt at komme med denne personligt henvendte formaning til eftertiden: ”Min læser, du som maaske om mange Aar læser dette: Ønsk dig ikke at have oplevet disse Dage.” Pastor Hansens optegnelse bringes her i sin helhed. Tekstens retskrivning er bibeholdt, dog er enkelte forstyrrende fejl rettet. Den følges af nogle uddybende kommentarer og afsluttes med en personlig erindring fra befrielsesåret 1945, fortalt af Erling Klitholm, som er omtalt i præstens beretning. Ho Præstegård set fra sydvest, 2016.

Ønsk dig ikke at have oplevet disse Dage…

119

Pastor Carl Anker Hansens beretning Som afslutning paa Aaret 1945 gives paa de følgende Sider en lille Oversigt over Besættelsen af Ho Præstegaard, den Besættelse som 1945 bragte en vidunderlig Løsning af. Som Sognepræst boede da her i Præstegaard: Carl Anker Hansen med Hustru Anne Christine Hansen født Basse og Børnene Karin Dorthea Basse Hansen 4 Aar, Anna Rigmor Basse Hansen 2 Aar og Hans Christian Basse Hansen 1 Aar samt som Husassistent Johanne Olsen fra Blaavand. Som Forpagter til 31. Marts 1945: Martin Bloch og Hustru Mary Bloch samt Børnene: Hans Bloch 16 Aar, Asta Bloch 14 Aar og Ellen Bloch 5 Aar. Som Forpagter fra 1 April 1945: Christian Klitholm og Hustru Ebba Klitholm samt Børnene Erling Klitholm 14 Aar, Inga Klitholm 11 Aar Edna Klitholm 12 Aar og Jytte Klitholm 9 Aar. Vor store Gud gør store Under med Glæde vi dem skue maa. 1. Trægarage til Kaptajnens Vogn. Garagen bygget i 1944. Efter Kapitulationen købt af Sognepræsten. 2. Gammelt Træskur oprindeligt lavet af Pastor Andreasen til Cykleskur. Brugt af Tyskerne til forskelligt: Skydeskiver, Trægenstande o.s.v. 3. Egentlig Huggehus, senere Brændselsskur, brugt af Tyskerne som Ammunitionsdepot, indtil al Am. blev flyttet ud i Haven i 7 Am. Skure bygget inde i Læbælterne. 4. Schirrmeisterei d.v.s. Kontoret, der havde Opsigt med alt vedrørende det rullende Materiel, Person- og Lastvogne, Motorcykler, Tanks, Panservogne samt Reparationsværkstedet i Laden. Alt rullende Materiel skulde herigennem for at faa udleveret en lille Mappe med Papirer, denne Mappe skulde efter endt Tur afleveres her igen, saa her var aldrig Ro i Præstegaarden, hverken Nat eller Dag. 5. Soveværelse for Kontoristen i Schirrmeisterei samt Kaptajnens Oppasser i Etageseng. 6. Entre. 7. Waffenzimmer. Her opbevaredes Gevær, Spader, Økser, Save o.s.v. Alle Redskaber som de kunde faa Brug for. Endvidere foretoges Smaareparationer paa Geværer. Bøssemager og Vaabensmedie var hos Karl Slaikjær i Nørreballe.

120

John V. Jensen

7a. her boede i den sidste Tid Tolken, Underofficer Poulsen. I Vaabenkammeret, der under normale Forhold er Konfirmandstue, opholdt den tyske Vagt sig, efter at Ungarerne var rykket ind i Præstegaarden. Vagtholdene kom fra Mosevraa. 8. Kontor for Sognepræsten. 9. Kaptajnens, Hauptmann Møllers [Müller] Værelse, den øverste Befalende for de tyske Tropper i Ho. Efter Tyskernes Afrejse boede her 3 ungarnske Officerer. 10. Skolestue for Uddannelse af Officerer. Om Sommeren flyttede Skolen ud i Haven. Efter Tyskernes Afrejse boede her de ungarnske Officerers oppassere. 3. 11. Lille Konfirmandstue, skilt fra Kontoret ved 4 Døre der kunde slaaes til Side. 12. Entre. Fælles for Danskere og Tyskere. 13. Dagligstue. 14. Soveværelse for Schirrmeister og en Officer v. Pollmann 15. Pigeværelse. 16. Spisestue og daglig Opholdsstue. 17. Køkken. 18. Soveværelse. 19. Spisekammer. 20. Kælder. 21. Gang med Bryggers og Opgang til Loftet. I Bryggerset var et stort Skab 21a med Remedier til Imødegaaelse af Gasangreb i Tilknytning til et lille Indelukke i Gaarden, lige syd for Bryggersdøren. 22. Proviantrum med alt. Pølser, Gule Ærter, Mel, Knækbrød o.s.v. 23. Først Proviantrum, derefter Opbevaringsrum for Dæk, Slanger, Olie og Petroleum. Blev ikke benyttet hele Tiden. 24. Gammel Bageovn med Skorsten 24a og Grubekeddel 24b. 25. Brusebad og W.C. for Embedsboligens Beboere. 26. W.C. for Tyskerne. 27. Brændselsrum.

28. Hønsehus for Forpagterne. 29. Opbevaringssted for Olie, Benzin og Dæk. m.m. 30. Tørverum for Forpagterne. 31. Lade. Af Tyskerne delt i to ved en Træskillevæg med Port, som der kunde gøres (køres) lige igennem. 31a. Lade for Forpagterne, dog som oftest fyldt med Kanoner og Biler. 31b. Reparationsværksted for Automobiler og Motorcykler med alt hvad der hører til et moderne Værksted: Svejseapparat Trykluft og elektriske Maskiner. 31.c. Egentlig Hestestald. Blev gjort pænt i Stand og brugt til Beklædningsmagasin. 32. Stald. Blev undtagelsesvis brugt til Indkvartering af tyske Heste, højest 30 – kun for et Par Dage. 33. Svinestald. Tyskerne havde selv Svin. 34. Gennemgang. 35. Bryggers med Opgang til Loftet, hvor der paa et Kammer boede 6 Mand fra Reparationsværkstedet: Værkfører Rudi Riis og 5 Chauffører og Mekanikere. 36. Forpagterens Soveværelse. 37. Forpagterens daglige Opholdsstue. 38. Forpagterens Køkken. 39. Forpagterens Hjørnestue, en kort Tid taget til Proviantrum. 40. Entre. 41. Spisekammer. 42. Kammer, nærmest Gæsteværelse. Udover de Oplysninger, som er meddelt i det foregaaende, skal fremføres, at Præstegaarden under Besættelsen var lavet om til en mindre Fæstning. Der var et Bælte af Pigtraadsspærring hele Vejen rundt. I Vest fulgte Spærringen Vejen og var anbragt inde i Læbæltet. I Syd-Øst-Nord løb den ca. 100 – 200 Meter fra Præstegaarden ude midt paa Marken. I Havens Læbælte var gravet Huller til Maskingeværreder. I Nordsiden var der fra disse Maskingeværreder gravet Render ned til Bækken, hvor der saa var fyldt en Kant op, hvorpaa Soldaterne kunde staa i Tilfælde af Kamp.

Rundt i Haven var der nedgravet Ammunitionsslagre – Træhuse med Tjærepap som Tag. Paa det højeste var der 7 saadanne Huse, halvt nedgravet i Jorden, de fleste var beliggende i den nordlige Del af Haven, paa begge sider af Bækken. I Alléen nord for Bækken var der indrettet Skydebane, idet der var bygget en Jordvold lige nord for Dammen. Nord, Vest og Syd for Haven, indenfor Pigtraadsspærringen var der bygget 5 Beskyttelsesrum for Automobiler, de var gravet ned i Jorden og overbygget med en Slags Asbestplader, de kunde rumme ca. 6-8 Lastvogne. Der var ligeledes gravet Render til Benzintønder, alt kamoufleret med Granris. Forøvrigt blev Haven brugt til alt, om Sommeren til Skole og til Solbad for Officererne. Hele Aaret til Parkeringsplads, de kørte rundt i den med Motorcykle, Lastevogne og Tanks. Ungarerne brugte den til W.C. idet de gravede en Rende i Alléen nord-vest for Køkkenet. Det gav en forfærdelig Stank. I øvrigt gik der altid Vagt, tit Dobbelt Vagt – og ved Mørkets Frembrud blev alle Veje til Præstegaarden spærrede, saa det var umuligt at komme ind uden Ausweis. Det var Afdelingen af Einh. 06268 (en enhed fra ”Reserve-GrenadierRegiment 58”, HQ Bordrup 1.12.44: Res.Inf.Pz.Jg.Kp. 58), der besatte Ho By under Ledelse af Hauptmann Müller, og selvom Besættelsen var ovre og medførte Ting og Tilstande, som var vanskelige, skal det Sandheden tro siges, at paa enkelte Undtagelser nær opførte de tyske og ungarske Soldater og Officerer sig eksemplarisk af en Besættelsesmagt at være. Men, min Læser, du som maaske om mange Aar læser dette: Ønsk dig ikke at have oplevet disse Dage.

Beretningens forfatter Carl Anker Hansen, præst i Ho-Oksby 1942-58.

Ønsk dig ikke at have oplevet disse Dage…

121

Ho Præstegård anno 1945 erindret

Tegningen af præstegården og forpagterboligen. Sandsynligvis tegnet af pastor C.A. Hansen.

122

John V. Jensen

Pastor Hansens tekst fra Ho Præstegård er oplysende og også lidt dramatisk, men den efterlader dog også en nutidig læser med interesse for det lokalhistoriske med flere spørgsmål. For at blive lidt klogere tog jeg derfor i forbindelse med klargøringen af denne tekst kontakt med de i pastor Hansens tekst omtalte søskende Edna (gift Jessen) (f. 1933) og Erling Klitholm (f. 1931), der sammen med deres forældre og øvrige søskende beboede forpagterboligen i Ho Præstegård. Familien Klitholm boede i første omgang i forpagterboligen, der var en del af Ho Præstegård, fra 1939 til ca. 1942, hvor kontrakten udløb. Dengang, fortæller Erling, var der kun otte tyske vagtsoldater i Ho, og de boede i et ellers tomtstående hus: ”Døve Jes’ hus”, som ligger på den østlige side af vejen, hvor Hovej deler sig og mod syd fortsætter mod Skallingen og går mod Oksby i vest. Disse vagter var næsten alle dansktalende nordslesvigere og fik mestendels tiden til at gå med at hjælpe rundt om på gårdene. I 1945 blev forpagtningen af Ho Præstegård ledig igen, og familien vendte tilbage til Ho, hvor forholdene var ganske forandrede i forhold til før, husker Erling. Den største forskel var nok, at tyskerne nu havde beslaglagt store dele af præstegårdens bygninger både stuehuset og udhusene og patruljerede på præstegårdens ejendom. En anden væsentlig forskel var, som Erling husker det, at vagttjenesten i Ho nu blev bestridt af dagligt vekslende soldater fra Oksbøllejren, og disse var langt mindre omgængelige end før. Det medførte, at deres mor, Ebba Klitholm, engang blev afkrævet Ausweis, da hun ville ud for at lukke for hønsene. Det hele løb vist nok alligevel ud i sandet, da hans mor, Ebba Klitholm, for det første ikke havde noget Ausweis, og at hun for det andet ikke talte tysk og for det tredje i øvrigt ikke havde meget forståelse for tyskerens forlangende. I øvrigt var de tyske soldater, der kom til præstegården i Ho, efter at familien Klitholm var kommet tilbage, blot store drenge, husker Edna Jessen.

Øverst. Ho Præstegård set fra sydøst. Til venstre ses den nu nedrevne forpagterbolig. Sidste halvdel af af 1940’erne. Nederst. Forpagterboligen set fra sydvest.

Erling Klitholm fortæller, at der kort før kapitulationen ankom ca. 200 ungarere til Ho, og herefter forsvandt de fleste af tyskerne. Han mener, at ungarerne først kom til Ho så sent som hen i april 1945. De var fortrinsvis indkvarterede i forsamlingshusets sal (nu Ho Kro) og vistnok også på husflidsskolen, som lå midt i Ho for enden af lærerboligens have. Husflidsskolen var i øvrigt allerede i forvejen inddraget af tyskerne. Det er Erling Klitholms vurdering, at ungarernes forplejningssituation var vanskelig, i hvert fald købte soldaterne mælk og andre levnedsmidler rundt om på gårdene og lavede åbenbart selv deres mad. Noget af deres korte ophold i Ho brugte de i den lokale smedje, hvor de lavede økselignende håndtag til spadserestokke, Ønsk dig ikke at have oplevet disse Dage…

123

som blev en ret eftertragtet vare blandt de lokale. ”Vi havde i øvrigt det indtryk, at ungarere og tyskere ikke kunne fordrage hinanden”, husker Erling Klitholm. I præsteboligens Skriverstue (Schirrmeisterei) var der fortsat nogle få tyskere tilbage helt frem til kapitulationen. Al vagttjeneste syntes dog efter ungarernes ankomst at være overgået til dem, erindrer Erling Klitholm. ”Ungarerne forsvandt igen ligeså pludseligt, som de var kommet, og det var formodentlig lige efter befrielsen. I den forbindelse står en lidt mærkelig hændelse klar. Det må have været enten den 4. eller 5. maj 1945, da pastor Hansen, min far (Christian Klitholm) og den ungarske og tyske kommandant sammen hejste Dannebrog i flagstangen midt i Ho Præstegård. Det var vist en stærk oplevelse for dem alle fire”, vurderer Erling Klitholm. Edna husker, at tyskerne ved kapitulationen forlod Ho Præstegård over en nat. Selv om besættelsestropperne havde medtaget meget af deres habengut, var der alligevel spor efter dem overalt. Som det fremgår af pastor Hansens tekst, forestod et stort arbejde med at reetablere præstegårdens udenomsarealer. Også præstegårdens indre måtte efterfølgende renoveres, fordi soldaternes sømbeslåede støvler havde ødelagt gulvene, ligesom en del inventar var ødelagt. Ikke desto mindre kunne familien Klitholm ”arve” en del inventar i form af småskabe, taburetter o.l. Andre brugbare genstande og ting, som tyskerne havde efterladt, blev indsamlet af de private vagtværn, som Erling Klitholm husker det. Vagtværnene var allerede skudt op som følge af arrestationen af politiet den 19. september 1944 og den lovløshed, som det åbnede for. Vagtværnene løste herefter en række ordensmæssige opgaver, indtil kort efter befrielsen, hvor politiet atter kom i funktion. I Ho bestod vagtværnet, ifølge Erling Klitholms erindring, blot af én, måske to lokale borgere. Soldaterne efterlod desuden en del uniformer, og i de første par år efter krigen brugte ret mange landmænd uniformsbukser som arbejdsbukser. De havde ligeledes "skihuer" (skråhuer) som hovedbeklædning. Edna husker desuden, 124

John V. Jensen

hvordan tyskerne havde efterladt en masse kontorpapirer med hagekors og det hele. Bagsiderne af dette papir brugte forpagterbørnene som tegnepapir, indtil det slap op. Selvom vagtværnene efter befrielsen havde gjort deres til at få indsamlet efterladte våben og ammunition, var det dog ret let at få fat på våben fra depoterne. Alt for let, husker Erling Klitholm. Dette bekræftes af Edna, som tilføjer, at Erling og hans kammerat havde adgang til både patroner og trotyl (TNT), som de mere eller mindre i det skjulte eksperimenterede med, hvorfor de spøgefuldt omtaltes som Ho Sprengkommando. At faren i krigens sidste år kunne være tæt på også i dagligdagen, vidner i hvert fald Erling Klitholms afsluttende lille erindring om. Kronhjorten i minefeltet. En erindring Ude på Lysbjerg havde min far fået noget engjord frigivet i foråret 1945, kort inden kapitulationen. Lysbjerg ligger ved Ho Bugt over for øen Langli. Faktisk, hvor der fra Ho Bugt i gamle dage løb en bæk over Lysbjerg ind til Hos gamle havn, Sønderside. Her havde tyskerne – langs bækken og tværs over vores eng – placeret en pigtrådsspærring samt lagt et bredt minefelt med stokminer, som var forbundet med snubletråde. Vi skulle reparere hegn og havde vogn med forspændt hest med. Vi kørte langs med pigtrådsspærringen, og netop som vi var kommet helt ud i spidsen af engen, opdagede vi en kronhjort ligge ude i minefeltet. Den havde væltet sig rundt i minerne og fået sprængt benene af og kunne kun rulle rundt mellem minerne. Vi kom væk, uden at der sprang flere miner, men hjorten var jo stadig levende, så da vi kom hjem, alarmerede vi tyskerne ovre i Skriverstuen i præstegården. Der var ikke andre end et par ganske unge mænd (16-17 år) til stede, men to af dem og jeg drog på cykler til Lysbjerg. Hjorten lå der stadig, og tyskerne prøvede nu at skyde den. De havde et gevær med fem patroner med, men

selvom vi var ganske tæt på, lykkedes det ikke at træffe dyret. Tyskerne besluttede så, at vi måtte ind i minefeltet for at aflive hjorten på anden vis. Jeg var hverken modig eller begejstret, men vi var jo stort set lige gamle, så afsted gik det. Bevæbnet med to hegnspæle og min spejderdolk gik vi til angreb. Tyskerne havde åbenbart kendskab til omgangen med miner, så vi kom godt frem til hjorten og fik da også aflivet den. Der var alligevel ikke meget liv i den. Nu ville jeg have været tilfreds med bare at komme på sikker grund igen, men nej! Ikke om tyskerne ville lade sådan en bunke kød blive liggende. Altså bugserede vi byttet gennem minefeltet ind på sikker grund. Jeg tror ikke, jeg bør gengive, hvad min far sagde, da vi kom hjem og bad om vognen til at hente hjorten. Men hentet blev den. Min far slagtede den, og kødet blev delt ud til alle interesserede. Man var dog lidt bekymret for, at hjorten kunne have haft sårfeber, men det var åbenbart ikke tilfældet. Erindringer om ”de fem forbandede år” I erindringens skær kan såvel skelsættende som mindre skelsættende begivenheder antage en anderledes karakter. Under interviewene stod det klart for mig, at nutiden og altså også Erling og Edna (og også jeg selv) har et mere afslappet eller afklaret forhold til de begivenheder, som nu ligger 70 år fra pastorens formaning til eftertiden. Skyldes det mon, at hændelserne blev oplevet af halvstore børn, og dermed hæmmes af barnets begrænsede udsyn og overblik? Eller skyldes det, at mellemregningerne med tiden langsomt viskes ud? Måske skal vi forstå pastorens formaningen sådan, at begivenhederne under besættelsen ved årsskiftet 1945-46 endnu var meget tæt på og samtidig oplevet gennem sanseapparatet på en voksen, kirkens mand, hvis indre patriot var blevet fremprovokeret af de såkaldte fem forbandede år? For måske glemmer vi mange år senere let, at krigen særligt i slutfasen sagtens kunne være blevet virkelighed – også i Danmark. Vi glemmer, at besættelsesmagten stod for terror, ufrihed og ikke

Ho Præstegård set fra nordøst. 2016.

mindst en latent vold, der kunne udløses vilkårligt. Kort sagt, at mange dengang kan have haft en ganske ubehagelig følelse af at sidde på en krudttønde, der kunne eksplodere, når som helst. Det véd vi, at den ikke gjorde, men vi véd også, at det var en reel mulighed. Vores sikreste efterretninger er de samtidige beretninger som findes på arkiverne, og disse vil altid være grundpillerne i vores viden og vores mulighed for at forstå fortiden. Mindre sikre er beretninger fortalt mange år senere i en anden – og til en anden – tid. Er de overhovedet noget værd? Ja, det er de! Og det er værdifuldt, at vi endnu har mulighed for at opsøge tidsvidnerne for at lytte til og nedskrive deres fortællinger, der, trods afstanden i tid, fortsat kan hjælpe os med at reflektere og perspektivere forholdene og vores viden om tiden 1940-45. Tidsvidnerne, der har erindring om besættelsen bliver færre år for år, og med dem forsvinder både interessant viden og mange gode historier. Tak til Søren Peder Sørensen, Birkerød, Erling Klitholm, Vejen og Edna Jessen, Oksbøl. Desuden tak til mine kolleger Charlotte West og Lea Elmvang. John V. Jensen kan kontaktes på jvj@vardemuseum.dk Ønsk dig ikke at have oplevet disse Dage…

125

Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse – militærnægterlejren i Oksbøl Af John V. Jensen

”Danmarks 5. største By billigt til Salg” lød den usædvanlige overskrift i Aarhuus Stiftstidende den 29. januar 1949. Under overskriften kunne man læse, at den store flygtningelejr i Oksbøl nu havde udspillet sin rolle og derfor skulle realiseres. Ifølge avisen boede på dette tidspunkt endnu 60 tyske flygtninge i lejren, men disse skulle angiveligt forlade lejren mandag den 31. januar. Bag pigtråden lå nu en tom by med barakker, skoler, kirker, elektricitetsværk, vandværk, badeanstalt og teater. Bygninger, der indtil da havde været rammerne om det samfundsliv, der havde udspillet sig blandt flygtningene fra 1945 til 1949. En epoke var slut, og det var der næppe ret mange, der sørgede over. Danskerne var glade, fordi tyskerne var væk. Tyskerne var også glade, fordi de var hjemme igen. Hjemlandets byer var ganske vist for en betydelig del jævnet med jorden og de fleste lå stadig fire år efter krigsafslutningen

Foto: Bruno Petersen.

126

John V. Jensen

i ruiner, og grænserevisionerne efter krigen betød, at deres egentlige hjemstavn først og fremmest i Østprøjsen var tabt. De tilbagevendte måtte derfor endnu engang reorientere sig i tilværelsen, men dette overlod danskerne imidlertid til tyskerne selv. Danskerne var betydeligt mere optagede af, at flygtningebyrden havde kostet statskassen mange millioner – helt bestemt opgjort til 428.500.000 kr. Det Tredje Rige, der havde påført danskerne disse udgifter til flygtningene, eksistererede ikke mere, så ”værten” havde så at sige ingen at sende regningen til. Der skulle penge i statskassen, og da materialer til byggeriet stadig i 1949 var en mangelvare, var efterspørgslen på brugte byggematerialer stor. Det var derfor indlysende at demontere lejrens barakker og sælge, hvad sælges kunne. Ingen havde dengang tanke for, at Oksbøllejren en dag ville blive Danmarkshistorie. Flygtningelejrtiden var overstået og godt det samme, så lad os slette krigens spor, tænkte man – dengang. I det følgende skal det handle om den transformation, Oksbøllejren gennemgik, efter den sidste flygtning var rejst hjem. Et arbejde, der udspringer af, at vi på Vardemuseerne længe har ønsket at få sammenfattet noget af den viden, der eksisterer om Civil Arbejdslejren (C.A.-lejren) eller militærnægterlejren i Oksbøl. Hvad var det for en lejr? Og hvilken betydning fik militærnægterlejren for det gamle flygtningelejrområde? I det følgende behandles derfor Oksbøllejren i tiåret 1949-1959, fra nedbrydning over forandring til en ny begyndelse.

”Lejren er et trist og mærkeligt Syn, saa langt Øjet rækker, ligger Barak ved Barak, Værksted ved Værksted, og ind i mellem Murbrokker fra allerede nedrevne Barakker”, skrev Aarhuus Stiftstidende 29. januar 1949. Foto: Aage Hansen, 1951.

Vestjyllands Sodoma og Gomorra ”Før krigen var Ål plantage en af Vestjyllands flotteste. Den strakte sig over et meget stort område og var forsynet med småstier, der førte fra den ene idyl til den anden”. Sådan beskrev journalist Søren Bertelsen tiden inden den 9. april 1940, efter han havde besøgt Oksbøllejren i begyndelsen af 1950’erne udsendt af dagbladet Vestjyden, Esbjerg. Han berettede videre, at idyllen brat sluttede den 9. april, hvorefter besættelsesmagten ødelagde et område på omkring 800 tønder land, og at tyskerne i besættelsens sidste år havde brugt lejren som forlægning til frontsoldater, der skulle hvile ud. Dette bevirkede, at en strøm af sortbørsfolk og lyssky elementer strømmede til Oksbøl, der hurtigt fik ry som Vestjyllands Sodoma og Gomorra. Dette angivelige skørlevned fik ende, da tyskerne trak tropperne bort og indlogerede pjaltede, hjemløse flygtninge fra Østtyskland (dvs. Øst- og Vestprøjsen og Pommern). Der blev skaffet mad til de tusinder af flygtninge, der levede på sultegrænsen under forhold, man næppe gør sig nogen forestilling

om, skrev han. Siden passerede godt 100.000 flygtninge gennem lejren, der i 1946 havde 35.400 indbyggere og dermed uofficielt var Danmarks femtestørste by. Således fortæller Vestjydens udsendte medarbejder Aldrig nogensinde tidligere har man herhjemme set magen til by. Livet i lejren var rent kommunistisk. Hver voksen indbygger havde sine bestemte pligter, og alle fik samme ration mad. Penge kendtes ikke, men ellers formede livet sig på normal vis. Børn fødtes og gik i skole. […] Lejrens indre liv administreredes af tyskerne selv, der havde valgt en borgmester, som havde sit eget lille kontor og underordnede medhjælpere. […] Hver eneste indbygger i byen havde sin lidelseshistorie at berette om. Kun eet havde disse mennesker i behold: livet. Forbindelsen med fortiden var brutalt kappet over. Fremtiden gruede alle for. Søren Bertelsens artikel er ikke præcis i alle detaljer, men den er medrivende læsning og samtidig et godt vidnesbyrd om, hvordan synet var på besættelsen og de tyske flygtninge i de tidlige 1950’ere. Stemningsmæssigt ramte han vel også hovedet på sømmet, når han opsummerende Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

127

skrev om flygtningenes kirkegård, der lå i tilknytning til lejren: ”Den fattige kirkegård virker dyster, som livet i lejren var det, og er faktisk det rette monument over en epoke, som alle helst vil glemme og udslette af mindet”.1 Boligministeriets ingeniørkontor I januar 1949 stod mere end 400 barakker og andre bygninger tilbage på det gamle lejrområde. Aarhuus Stiftstidende kunne da også berette, at likvidationen af lejren var i fuld gang, og at lastbiler fra alle egne af Jylland hentede barakker og alle former for inventar. Andre lastbiler, ca. 30 i alt,

Oksbøllejrens biograf blev taget ned sten for sten. Køberen af materialerne fra teater-biografen blev Rødovre Kommune, der genopførte bygningen, som herefter genopstod som Islev Teaterbio, som åbnede påskedag den 26. marts 1951. Bygningen eksisterede indtil 1989, hvorefter den blev revet ned. Og denne gang blev materialerne, så vidt vides, ikke genbrugt. Foto: Rødovre Lokalhistorisk Samling.

128

John V. Jensen

kørte løsøret fra barakker, hospital, vaskeri og værksteder til lagerlokalerne (bl.a. Kulgården i Oksbøl), hvor værdier for hundredtusinder af kroner blev opbevaret med videresalg for øje. Den udsendte Aarhus-journalist var ikke det mindste i tvivl om, at lejren rummede Danmarks største udvalg af ting og sager – dengang talte man ikke om genbrug, for brugte materialer var det eneste, man kunne få. Udsalgskataloget omfattede alt fra et tjekkisk lokomotiv, som ingen i øvrigt vidste, hvordan var havnet i lejren, til kasser med theerstatning, foruden gamle spande, skriveborde, skabe og radiatorer, læselamper, stole og en stabel hvidlakerede ligkister.2 Inventarlisten for lejren indbefattede også en telefoncentral med 300 tilsluttede telefoner, et dampvaskeri med en kapacitet på 4.000 stykker tøj dagligt, et elværk med fire dieselmotorer, der kunne producere 1 million kWh årligt, kilometervis af kabler, klosetanlæg, et vandværk og et rensningsanlæg og to sygehuse med tiptop moderne hospitalsudstyr, som det hedder i artiklen.3 På dette tidspunkt, i januar 1949, fandtes den store biograf Theater Oksbøl endnu i lejrområdet. ”Teatret” var oprindelig opført som lejrbiograf (Kino) af Værnemagten. En på flere måder imponerende murstensbygning med spidsbuetag og gesimser med plads til 700-800 gæster, det angiveligt skulle have kostet omkring 165.000 kr. at bygge. Nu var den udbudt til salg til den fordelagtige pris 100.000 kr., men så skulle man jo også selv stå for genopbygningsarbejdet. Køberen af materialerne fra teater-biografen blev Rødovre Kommune, der genopførte bygningen, som herefter genopstod som Islev Teaterbio, og åbnede påskedag den 26. marts 1951.4 Derudover indgik materialerne fra lejren i alle hånde byggeprojekter. Barakker og hestestalde blev ofte købt af lokale bønder og større industrivirksomheder, hvorefter de blev genopført og fik nye formål.5 Andre barakker blev til feriehjem, børnehaver og depotbygninger og blev således spredt over det ganske land. Ja, faktisk endte et par barakker helt i Grønland, hvor nogle danske fiskere brugte dem til fiskerhuse, mens andre igen fik nyt

Besigtigelse af Oksbøllejren antageligt 1948 kort inden nedlæggelsen af flygtningelejren. På billedet ses bl.a. boligminister og chef for Flygtningeadministrationen Johannes Kjærbøl og frue, Bent Wengel Hansen og frue, samt lejrchef Anker Pedersen og frue.

at forberede og gennemføre en total rydning af lejren. Efter ophold i bl.a. Kolding flyttede Bent Wengel Hansen sammen med sin kone Inger (f. Dreyer) til Oksbøllejren, hvor de boede fra 1948 til foråret 1950. I Oksbøllejren havde Bent Wengel Hansen sit kontor i den østlige ende af lejrens daværende administrationsbygning (i dag Blåvandshuk Skoles administration). Fra denne tid eksisterer en række fotografier, der viser lejren efter træbarakkerne er nedtaget og murstensvæggene står tilbage og får omgivelserne til at ligne et krigshærget landskab. Manglen på byggematerialer og næsten alt muligt andet betød, at salget ifølge Anders Bruno Blaamann Petersens (1924-98) erindringer om Oksbøllejren gik strygende. Blaamann Petersen eller Bruno Petersen, som han almindeligvis kaldtes, der dels var arbejdsleder, dels souschef i militærnægterlejren, fortæller også, at der ganske vist var rift om træbarakkerne, men at rygtet dog også ville vide, at minister Johannes Kjærbøl havde sørget for, at der ikke blev åbnet for import af udenlandsk træ, før alle barakker fra samtlige flygtningelejre og andre anlæg fra tyskertiden

liv som skoler i Sydslesvig, kunne Søren Bertelsen oplyse Demokratens læsere.6 De fleste af disse bygninger er igen forsvundet. Alligevel kan man stadig – næsten 70 år senere – nu og da løbe på eksempelvis sommerhuse, hvor tømmer og måske også vinduer engang var en del af Oksbøllejren. For nedbrydningen af lejren stod ”Boligministeriets ingeniørkontor” under ledelse af ingeniør Bent Wengel Hansen (1920-2000), der allerede inden da havde udført ingeniørarbejde for Flygtningeadministrationen i de tyske flygtningelejre, først i forbindelse med udbygningen og siden i forbindelse med nedbrydningen af lejrene. Bent Wengel Hansen var som nyuddannet ingeniør kommet ind i dette arbejde på foranledning af chefen for Flygtningeadministrationen og boligminister Johannes Kjærbøl (1885-1973). Sammen med sine nærmeste medarbejdere fik han nu til opgave

Elmevej 9 i Oksbøl skal angiveligt være bygget af sten købt i Oksbøllejren, hvilket murværket med de blandede røde og gule sten også synes at bekræfte. Foruden parcelhuse blev materialerne også solgt og genanvendt til stalde, lader og sommerhuse.

Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

129

Der afholdtes flere auktioner i Oksbøllejren. Menneskemængden omkring auktionarius tyder på både interesse for og efterspørgsel på flygtningelejrens løsøre. Behovet for materialer var stadig stort i 1949, hvorfor auktionerne indbragte en hel del penge.

var afhændet.7 Og det gik tilsyneladende godt i hvert fald ifølge en samtidig artikel i Kristeligt Dagblad, hvor det berettes, at Kjærbøl havde fået 17-18 millioner kr. ind ved salg af flygtningebarakker, og så der var ovenikøbet ligeså mange tilbage, som det antal man havde solgt.8 Den egentlige likvidation af Oksbøllejren var afsluttet omkring maj 130

John V. Jensen

1951. Tilbage var nu det mere besværlige og omkostningstunge arbejde.9 Der eksisterer i øvrigt flere billeder fra de auktioner, der blev afholdt over lejrens mange genstande. Billederne viser også, at minister Kjærbøl aflagde Bent Wengel Hansen og lejrchef Anker Pedersen og deres fruer et besøg i Oksbøllejren.

200 danske militærnægterne skal afløse 35.000 tyske flygtninge Ankom man til Oksbøllejren i januar 1949, var den tidligere overfyldte lejr, som emmede af liv blot et par år tidligere, forvandlet til et trøstesløst syn. ”Lejren er et trist og mærkeligt Syn, saa langt Øjet rækker, ligger Barak ved Barak, Værksted ved Værksted, og ind i mellem Murbrokker fra allerede nedrevne Barakker”.10 De sidste spor fra tyskertiden var endnu ikke fjernet. På lejrens gadehjørner stod stadig de tyske skilte Hauptstrasse, Querstrasse osv. tilbage og mindede om en ikke så fjern fortid,11 dengang den tyske besættelsesmagt havde indtaget området og opbygget en betydelig militærlejr Truppenübungsplatz Oxböl i Aal Plantage. Det var ruinerne af dette anlæg, som de sidste tyske flygtninge nu havde forladt, der udgjorde det trøstesløse syn, som mødte de mange hundrede militærnægtere, som i de næste ti år beboede lejren og var beskæftiget med nedbrydningen af lejren. Måned for måned og år for år nivelleredes lejrens profil. Netop at få udslettet sporene fra besættelsen var tidens løsen, og i sagens natur også helt forståeligt. Det samme ønske fremgår også af den oberst G. Frisenvangs ordensbestemmelser for Oksbøllejren fra januar 1949, hvor opfordringen til soldaterne lyder: ”Og hjælp lejrkommandantskabet med at udslette de spor. Som de tyske tropper efterlod i vor gamle lejr”.12 Ideen om at anvende militærnægtere til det resterende arbejde med nedbrydning skulle, ifølge Bruno Petersen, være opstået i forbindelse med nedtagningen og salget af barakkerne, hvorefter kun murværkerne og andre grove ting stod tilbage. Det resterende arbejde med nedtagning, afrensning etc. vurderedes at blive for bekosteligt, og derfor fremsattes på et tidspunkt tanken om at bruge militærnægterne til dette arbejde.13 Papirer fra Krigsministeriets 4. kontor af 1. november 1948 fra Hærens Bygningstjeneste til Krigsministeriet nævner ikke militærnægterne, men antyder i stedet at hæren forventede at overtage hele det militære område i Oksbøl, som reelt bestod af to lejre; Sydlejren, som var den

oprindelige danske militærlejr og efter kapitulationen igen overgik til den danske hær, mens Nordlejren var etableret af tyskerne under besættelsen og indtil 1949 hørte under Flygtningeadministrationen. Hærens folk var yderst kritiske over for tanken om at placere en militærnægterlejr i området, da de mente, at en militærlejr og en militærnægterlejr

Idéen om at anvende militærnægtere til det resterende arbejde med nedbrydning opstod i forbindelse med nedtagningen og salget af barakkerne, fordi det resterende arbejde med nedtagning, afrensning etc. vurderedes at blive meget bekosteligt. Således afløste 200 nægtere 35.000 flygtninge. Foto: Verner Hansen.

Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

131

Flygtningelejren ændrede i 1949 navn til C.A.-lejren (Civil Arbejdslejr), og den tidligere flygtningelejr blev nu omdannet til militærnægterlejr à la Gribskovlejren i Nordsjælland, der efter besættelsen var den eneste genåbnede militærnægterlejr, men hvis kapacitet ikke var helt tilstrækkelig. Oksbøllejren erstattede militærnægterlejren i Kompedal i Midtjylland. Fra 1955, da Kompedallejren åbnede igen, og til 1959, da militærnægterlejren i Oksbøl lukkede, havde man to jyske nægterlejre. Til venstre ses arbejdsleder Søren Grønfeldt. Foto: Verner Hansen.

132

John V. Jensen

ikke ville kunne ”trives” ved siden af hinanden, som det blev formuleret.14 Kort før jul, den 21. december 1948, fremgår det igen af en skrivelse fra Krigsministeriet til Hærens Bygningstjeneste, at forsvarsministeren var interesseret i at overtage hele Oksbøllejren for at øge belægningskapaciteten; men nu fremgår det også, at indenrigsministeren var interesseret i den del af området, hvor flygtningelejren lå – omtalt som Q-lejren – for at kunne give et antal militærnægtere beskæftigelse i forbindelse med en reetablering af dette område. Nogen endelig enighed, synes man ikke at have nået endnu, til gengæld forventede forsvarsministeren nu, at den tidligere flygtningelejr nok ville blive stillet til rådighed for Indenrigsministeriet de førstkommende ca. to år til brug ved indkvartering af militærnægtere, hvorefter den sandsynligvis ville blive overdraget til Krigsministeriet.15 Henover julen nåede planerne dagspressen, og Nationaltidendes læsere kunne den 28. december erfare, at 200 danske militærnægtere skulle afløse 35.000 tyske flygtninge i Oksbøl; og sådan blev det.16 Ideen var oplagt, for på stedet havde man allerede bygninger til indkvartering, kontorer foruden en tidligere flygtningelejrchef (Anker Pedersen) uden arbejde. Med beslutningen ændrede flygtningelejren navn til C.A.-lejren (Civil Arbejdslejr), og den tidligere flygtningelejr blev nu omdannet til militærnægterlejr à la Gribskovlejren i Nordsjælland, der efter besættelsen var den eneste genåbnede militærnægterlejr, men hvis kapacitet ikke var helt tilstrækkelig.17 Hidtil havde landets anden militærnægterlejr været Kompedallejren i Midtjylland, men den var optaget til anden side, fordi den i de første par år efter befrielsen var omdannet til flygtningelejr for tyske flygtninge. Først i 1955 genåbnedes den også som militærnægterlejr. Oksbøllejren holdt også længere end de i begyndelsen estimerede to år; således fremgår det i et referat fra 30. oktober 1950 fra et møde i Barakrealisationsudvalget, at der var planer om at gøre militærnægterlejren i Oksbøl permanent, for der var meget arbejde endnu, og fordi ”militærnægterne arbejdede temmelig langsomt”, som der står.18

Værnepligt og Militærnægterloven af 1917 Militærnægtelse var i øvrigt ikke noget stort tema i slutningen af 1940’erne og heller ikke i begyndelsen af 1950’erne, hvor nægterne kun udgjorde en ganske lille (lidt suspekt) minoritet. Men faktisk havde man i Danmark siden den 13. december 1917, som det blot andet land i verden, haft en lov om civil værnepligt eller militærnægtertjeneste. Første Verdenskrig var blevet udkæmpet af store værnepligtshære, og dette skabte en aversion mod krige og militærvæsen i det hele taget, som resulterede i, at et stigende antal unge mænd ikke mindst blandt arbejdere i byerne ikke længere ønskede at springe soldat. Inspirationen til en lov om en civil værnepligt kom fra Storbritannien, der ligeledes under Første Verdenskrig nærmere bestemt den 27. november 1916, havde indført tvungen værnepligt.19 Den britiske lov indeholdt en passus om, at man af samvittighedsmæssige grunde kunne blive undtaget fra egentlig krigstjeneste mod, at man udførte anden samfundsnyttig tjeneste. I Danmark skævede den radikale regering, der siden tiltrædelsen i 1913 havde haft et antimilitaristisk program, til den britiske model. Spørgsmålet medførte diskussion, men enden blev, at det herefter var muligt at konvertere den militære pligt til en anden form for statspligt. Samtidig blev det fastsat, at tjenestetiden for militærnægtere, igen efter britisk forbillede, skulle være længere end den militære tjeneste. Det skulle nemlig ikke tidsmæssigt kunne betale sig at anmode om overflytning til civilt arbejde. Derved sikrede myndighederne sig også mod ”bekvemmelighedshensyn” som ville kunne gøre værnepligtige til militærnægtere.20 Antallet af militærnægtere udgjorde dog ikke noget stort samfundsmæssigt problem, således var der i 1916 kun 16, og dette var faldet til blot otte og tre i henholdsvis 1922 og 1929. I løbet af 1930’erne steg antallet igen til 113 i 1937, hvorefter det faldt til blot 12 under besættelsen.21 Motivationen for nægterne skulle som nævnt bestå i et udtalt ønske om ikke at gøre militærtjeneste af samvittighedsmæssige grunde, og dette skulle, i det mindste i Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

133

Aldrig mere krig. I militærnægterregi spillede ikke mindst den pacifistiske fredsorganisation Aldrig Mere Krig, der blev grundlagt i 1926 som en national afdeling af War Resisters' International stiftet i Storbritannien i 1921, en ganske betydelig rolle. Foreningen Aldrig mere krig eksisterer stadig i Danmark: www.aldrigmerekrig.dk

begyndelsen, være religiøst motiveret, men senere tillod man også politiske motivationer. I tidens løb har en af de største og mest homogene grupper blandt militærnægterne været Jehovas Vidner, der til stadighed ifølge Bruno Petersen udgjorde ca. 1/3 af nægterne i Oksbøl, dvs. 30-40 mand. Bruno Petersen er i sine erindringer ganske kritisk over for denne gruppe, som han mente ofte i det stille – uden egentlig at bryde reglerne – alligevel obstruerede mod arbejdslederne og ellers helst holdt sig for sig selv.22 Både Hans Særkjær (f. 1932) og Knud J. Krogh (f. 1932), der begge var nægtere i lejren og begge beskriver sig selv som apolitiske pacifister, mener imidlertid, at antallet af Jehovas Vidner var noget lavere og udgjorde måske kun 10-20 individer i hvert fald på deres hold, dvs. omkring 10-15 %. Ud over jehovitterne kom en anden tredjedel fra miljøet omkring fredsorganisationen Aldrig mere krig. Til gengæld fremhæver Knud Krogh, at der var mange seminarie- og universitetsuddannede. Og dertil kom en gruppe 134

John V. Jensen

af ingeniører, typografer og journalister.23 Derudover var der enkelte Retsstatsfolk (Retsforbundet) samt repræsentanter fra et beslægtet tankesæt i Landsforeningen J. A. K. (Jord, Arbejde og Kapital), Mazdaznanfolk (en nyzarathustrisk religion), Martinusfolk og nogle få fra Indre Mission og pinsemissionen.24 Desuden var der blandt nægterne også kommunister og radikale, som valgte at aftjene civil værnepligt. Lars Peter Mølgaard (f. 1932) fortæller, at de forskellige grupperinger (religiøse, apolitiske pacifister, politiske pacifister hhv. kommunister og radikale) almindeligvis holdt sammen indbyrdes og kun sjældent diskuterede livsanskuelser på tværs af disse skel. Fra 1968 har en etisk overbevisning af politisk karakter også givet mulighed for fritagelse for militærtjeneste. Civil værnepligt bestod oprindeligt af skovarbejde o.l., men i

Militærnægterne var en sammensat flok bestående af kommunister, retsstatsfolk, Jehovas Vidner og folk med tilknytning til det radikale venstre. De havde baggrund i landbruget, andre med håndværkeruddannelser og andre igen med akademiske uddannelser. Det var naturligvis kun mænd, da værnepligten alene gjaldt mænd. Foto: Max Martner.

1960'erne blev det muligt at opfylde værnepligten ved civilt arbejde på institutioner med almennyttige formål inden for den sociale og kulturelle sektor. Her bør det vel nævnes, at landets museer gennem mange år havde glæde militærnægterordningen. I 1970 blev det endvidere muligt at aftjene civil værnepligt i form af ulandsarbejde i to år. Frem til 1986 var den civile værnepligt af længere varighed end militærtjenesten, men er nu den samme. Normalt har antallet af militærnægtere kun udgjort få procent af en årgang, men antallet steg fra 1960'erne og frem til midten af 1970'erne til over 10 % for derefter atter at falde.25 I militærnægterregi spillede ikke mindst den pacifistiske fredsorganisation Aldrig Mere Krig, der blev grundlagt i 1926 som en national afdeling af War Resisters' International stiftet i Storbritannien i 1921, en ganske betydelig rolle. Organisationen modarbejder enhver form for krig, bl.a. ved at støtte militærnægtere. Denne organisation spillede også for mange danske militærnægtere en vigtig rolle til støtte og oplysning bl.a. via det månedlige tidsskrift Pacifisten. 15.000.000 mursten plus det løse Den 2. august 1949 rykkede det første 120 mand store hold ind i lejrfaciliteterne. De gamle tyske lazaretbygninger i lejrens nordøstlige hjørne blev efter en smule istandsættelse indrettet til beboelse i form af fire-, seksog timandsstuer foruden kontorer. Militærnægterne var mænd mellem 20 og 30 år, mange med en videregående skoleuddannelse, gamle højskoleelever, og de allerfleste valgte det civile statsarbejde af rene idealistiske grunde efter moden overvejelse, som det hedder i nægterorganet Pacifisten fra 1949.26 Militærnægterlejrens første chef blev Anker Pedersen (1907-54), som indtil da havde fungeret som lejrchef i flygtningelejren og inden da havde gjort tjeneste i statens lejre for unge arbejdsløse. Han havde i begyndelsen, som boligministeriets folk, også sit kontor i den gamle administrationsbygning. ”Han har ganske vist

Lejrchef Anker Pedersen havde i 1949 regnet ud, at nægterne skulle nedbryde 22.000 m2 hestestalde og skure, 8.000 m2 murstensbygninger og rensning og slagning af 13-15.000.000 mursten. På billedet ses to nægtere med to af de mange millioner sten. Th. ses arbejdsleder Bruno Petersen. Foto: Aage Hansen.

været soldat og underofficer – noget militært skal det helst smage af, når statens stillinger skal besættes”, som Otto Mathiasen ironisk udtrykte det i Pacifistens spalter,27 men han vurderede alligevel, at lejrchef Anker Pedersen var til at snakke med. Med sig havde Pedersen et par af sine tidligere medarbejdere fra ”flygtningetiden” Niels Peder Kold og P. Simonsen. Otto Mathiasen kunne i sin artikel Fra et besøg i militærnægterlejren i Oksbøl endvidere berette: I den tidligere militær- og flygtningelejr i Aal plantage ved Oksbøl er oprydningsarbejdet nu i fuld gang, og det udføres for størstedelen af militærnægterne fra den nyindrettede lejr under ledelse af lejrchef Anker Petersen, der har 116 nægtere og seks arbejdsledere til disposition ...28 Anker Pedersen kunne fortælle, at han havde lavet en arbejdsplan for de kommende fire år: Nedbrydning af 22.000 m 2 hestestalde og skure ca. 34.000 timer, nedbrydning af 8000 m2 murstensbygninger ca. 48.000 timer, rensning og slagning af 13-15.000.000 mursten ca. 220.000 timer. Derudover skulle der også fjernes 55 km kloakog Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

135

vandledning, 60.000 m2 vej, 40.000 m2 gulve og fundamenter, 30.000 m2 bygninger, så der var rigeligt at tage fat på. I alt havde lejrchefen opgjort arbejdet til 1.054.000 timer, og slog dette ikke til, ville man tage fire år mere.29 Militærnægternes eller de civile værnepligtiges opgave kom nu i de følgende næsten 10 år til at bestå i at nedbryde resterne af lejren og slutteligt tilplante området. En af nægternes første større opgaver bestod i at fjerne det omkring 10 kilometer lange dobbelte pigtrådshegn, der omgav Oksbøl Nordlejr, og som stammede tilbage fra Værnemagtens militære øvelsesplads og senere også holdt på flygtningene. Jernstolperne og pigtråden blev herefter solgt til en produkthandler. Samtidig gik nægterne også i gang med at brække mure ned og derefter rense murstenene af, tage vandrør og kloakrør op, fjerne

luftledninger, planere og plante til. Tilplantningen blev dog til sidst overtaget af klitvæsnet.30 Alle byggematerialer skulle så vidt muligt bruges igen. I begyndelsen kom stenene fra fundamenterne til mandskabsbarakkerne. Selve træbygningerne blev brækket ned af lokale tømrermestre bl.a. Peter Nielsen og Ernst Larsen, begge fra Oksbøl, efterhånden som de blev solgt.31 Helt uden problemer var dette nedtagningsarbejde imidlertid ikke. Træbarakkerne var fyldt med væggelus og de skulle gasses, inden de kunne sælges videre. Niels Pedersen ”Pumpehus” boede med sin familie ved lejrens vandværk. Han havde haft tilknytning til Oksbøllejren allerede i krigens tid og boede der endnu, mens nægterne var der. I et tilbageblik huskede han, at der dengang var et stort hold skadedyrsbekæmpere i fuld gang med at klistre

Slagning af mursten på en råkold dag i militærnægterlejren i Oksbøl. Foto: Verner Hansen, ca. 1955.

136

John V. Jensen

problem, mens der var flygtninge i lejren. Således vidner mange kvitteringer fra Skadedyrscentralen i Esbjerg fra bl.a. 1943-45 om, at Værnemagten kæmpede med samme problem.33 Også lejrens gamle vandforsyningsnet og den tilsvarende kloakering blev gravet op og rørene solgt til vandværkerne i Oksbøl og Outrup, der var i gang med at renovere deres ledningsnet. Der blev dog en del kloakog vandrør tilbage, fordi især kloakrørene lå dybt.34 Alt arbejde i lejren foregik med håndkraft, og kun i gartneriet havde man en enkelt hest ved navn Gitte. Rendegravere, bulldozere og læssegrabber var endnu ikke kommet rigtigt på markedet, skriver Bruno Petersen.35 En nægter fortæller:

Højt humør ude i terrænet. Tidligere nægter Aage Hansen husker, at akkorden dengang var 340 afrensede mursten pr. dag. Holdt man denne akkord, hvilket ikke var så svært, kunne man optjene fridage, hvilket naturligvis var en god motivation for at udføre det ellers ensformige arbejde. Foto: Aage Hansen.

papirklisterbånd udvendig på barakkerne for at tætne vinduer, kakkelovnshuller og døre, revner og sprækker. Så blev der udløst svovlkulstofgas i barakkerne, hvorefter de stod forseglede en dag eller to. Denne fremgangsmåde betød, at der engang imellem lå døde katte i barakkerne, når gasningen var tilendebragt. Gasningsmetoden havde dog det problem, at væggelusene ikke forsvandt, fordi de bare kravlede ud på ydersiden af barakken og derved overlevede. Så kunne træet alligevel ikke sælges som byggemateriale. På et tidspunkt fandt skadedyrsbekæmperne ud af, at der i lejren var et gammelt gaskammer (dog kun til uddannelsesbrug for soldater) fra den tyske besættelse. Dette kammer blev herefter brugt, således at man satte de adskilte barakdele ind, og så fik man ende på problemet.32 I parentes bemærket var væggelus (og rotter) ikke kun et

En del er beskæftiget ved opgravning og rensning af mursten. Stenene indtil en halv meter under jorden, renses og stilles i pæne stabler og sælges for 55 kr. pr. 1000. Andre graver vandrør op, og nogle graver grøfter. Rørene er ofte af eternit og meget dyre.36

Arbejdsleder Søren Grønfeldt på vej i felten. Til venstre ses nogle af de 15 millioner mursten. Foto: Verner Hansen, ca. 1955.

Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

137

Baraksoklerne bestod af murværk og ikke beton og stod omkring 60-70 cm over jorden og tilsvarende ned i jorden. Sten fra skorstene måtte ikke blandes med de øvrige, fordi soden ville trænge igennem puds, kalk og maling, så disse blev knust til vejmateriale. Ellers blev stenene især købt af landmænd, der skulle bygge en

ny stald eller lign. Afrensningen gjaldt også klinkerne fra baderumsgulvene og trappesten. Derimod kunne barakkernes gamle tagpap ikke genanvendes og blev ofte brændt. Beton fra trapper, gulve og kældre blev slået til brokker og skærver for derefter at blive anvendt som vejmateriale. Arbejdet med at hamre betonen i stykker var

Værkstedsholdet talte omkring ti mand. De tog sig af reparation og vedligeholdelse af arbejdsredskaber, produktion og nybygning. Værkstedsholdet beskæftigede sig med snedker- og tømrerarbejde, men også maler-, murer- og smedearbejde. Se også billedet øverst side 150. Foto: Ejnar Svendsen.

138

John V. Jensen

hårdt og tidskrævende, hvorfor man senere gik over til at sprænge betonen.37 Aage Hansen (f. 1930) kom til Oksbøllejren som nægter på det andet hold i maj 1951. Han husker stadig mange år senere, at akkorden dengang var 340 afrensede mursten pr. dag. Holdt man denne akkord, hvilket ikke var så svært, kunne man optjene fridage, hvilket naturligvis var en god motivation for at udføre det ellers ensformige arbejde. Selv var han blevet militærnægter, fordi alt militærvæsen var ham imod, og samtidig var han kommet i kontakt med kredse omkring organisationen Aldrig mere krig og Det Radikale Venstre. Han husker også, at han, der kom fra landbruget, nærmest opfattede tiden i lejren som et slags ”hvilehjem”, hvor arbejdsbyrden var mindre og tempoet lavere end på landet.38 Aage Hansen husker også, at folk med baggrund i landbruget eller i et håndværk havde langt nemmere ved arbejdet end fx byfolkene, der måske havde en boglig uddannelse bag sig.39 Synspunktet bekræftes af Ejnar Svendsen (f. 1932), der arbejdede som tømrer på værkstedsholdet, og hvis indgang til nægterlivet også var Aldrig mere krig. Desuden var han inspireret af retsstatstankegodset (Retsforbundet), der i begyndelsen af 1950’erne stod stærkt i dansk politik under partiformand Viggo Starcke. Nægter Ib Nielsen, der var på det første arbejdshold i lejren, gætter på, at arbejdsydelsen i lejren var omkring en tredjedel af det normale, dels fordi det for mange var uvant arbejde, som ikke var interessant, hvorfor motivationen var dårlig, dels fordi folk ikke var kommet helt frivilligt.40 Nægtervejr og dagens ret Gennem de næsten ti år C.A.-lejren eksisterede i Oksbøl, havde man fire udehold a 20-25 mand, som stod for nedbrydningen af de tilbageværende bygninger. Ved siden af dette arbejde havde man desuden et lille husdyrhold på en tre-fire grise, der levede af køkkenaffald, og som blev kørt på slagteriet i Esbjerg, når de havde fået den

Køkkenholdet sorterede under økonoma fru Ragnhild Anker Pedersen, der var gift med lejrchef Anker Pedersen. Som medhjælp havde hun en kogerske og en ugift kokkepige (de eneste kvinder i lejren). Disse blev assisteret af seks-otte nægtere, især i forbindelse med opvask og rengøring. Foto: Verner Hansen.

rette størrelse. Herudover var der også gartneriet i lejrens vestlige del, hvor man avlede kartofler og grøntsager til lejrens forbrug. Om dette fortalte en nægter: ”andre arbejder i et gartneri, der leverer grøntsager til køkkenet, hvor også en del nægtere er i arbejde. Trods dette er maden upåklagelig”.41 Dertil kom det omtalte værkstedshold på ti mand, oftest med en håndværkeruddannelse, som tog sig af reparation og vedligeholdelse af arbejdsredskaber, produktion og nybygning. Værkstedsholdet beskæftigede sig med snedker- og tømrerarbejde, men også maler-, murer- og smedearbejde. Derudover var der et depothold ligeledes med ti mand, der primært tog sig af alt fra udlevering af beklædning, sko og støvler til vasketøj, men også lejrens inventar sorterede under depotfolkene. Ud over dette et køkkenhold under fru Ragnhild Anker Pedersen, der var gift med lejrchef Anker Pedersen. Fru Anker Pedersen fungerede som økonoma og havde en kogerske og en ugift kokkepige; Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

139

I fritiden kunne nægterne bl.a. opsøge Turisthotellet i Oksbøl, men der var også rig lejlighed til fx kortspil og snak på stuerne. Foto: Verner Hansen.

disse blev assisteret af seks-otte nægtere, især i forbindelse med opvask og rengøring. 42 ”Dagens ret” blev serveret kl. 12 og bestod af forret og efterret. Bruno Petersen fortæller, at der til stadighed var et mindre antal vegetarer, og en af disse deltog som regel i madlavningen for at sikre, at der ikke var antydningen af animalske stoffer i deres mad, som han skriver i en tone, der ikke er helt fri for sarkasme. Slutteligt havde lejrchefen og regnskabsføreren et lille kontorhold med to nægtere, der hjalp til med kontorarbejdet.43 Det fremgår af lejrens ordensreglement, at arbejdsdagen var otte timer i sommerhalvåret (1. april - 30. september) og 7½ time i vinterhalvåret.44 Efter reglerne skulle nægterne op en time før arbejdets begyndelse. Bruno Petersen fortæller, at ugen var på 48 timer.45 Kl. 6.00 om morgenen blev nægterne vækket. Efter morgenmaden begyndte arbejdsdagen kl. 7.00 , og den fortsatte indtil kl. 17.00 inkl. en times middagspause og en halv times hvil formiddag og eftermiddag. Opholdt man sig i lejren på søn- og helligdage, kunne man sove til kl. 7.30, spise morgenmad kl. 140

John V. Jensen

8.00, middag kl. 12.00 og aftensmad kl. 18.00.46 Om søndagen havde nægterne fri. Udgangstilladelse havde man efter arbejdsophør og indtil sengetid kl. 23.00. Var det nødvendigt, kunne man i nægterlejren, som på landets kaserner søge om nattegn, som i reglen var let at få. Undertiden forsøgte nægterne naturligvis også at snyde aftenvagten, der skulle kontrollere, at de lå i deres senge, bl.a. ved at putte noget fyld under dynen, så det så ud som om, den fraværende lå og sov i sin seng. Det var arbejdsledernes opgave at sikre, at værelserne var nogenlunde ryddelige, og at hygiejnen i lejren var i orden. Ikke desto mindre var disciplinen og ”stueeftersynene” langt mere moderate end på en militærkaserne. Verner Hansen fortæller, at grænsen dog var nået, da en nægter havde en adskilt motorcykel liggende under sengen. En situation, der ville have været fuldstændig utænkelig i hæren. I fritiden kunne nægterne blandt andet opsøge æ’ Turist dvs. Turisthotellet i Oksbøl, der blev drevet af fru Frandsen. Af endnu eksisterende korrespondance fremgår det, at netop dette sted var populært, og det var her, nægterfesterne blev afholdt. Ifølge lejrreglementets §7 var det forbudt at nyde berusende drikke inden for lejrens område; men at dømme efter de billeder, der findes fra dengang, synes dette forbud ikke altid at være blevet overholdt helt strengt. Da arealet var stort, kunne der ofte være et par kilometer ud til arbejdspladsen; og havde man en cykel, måtte man gerne bruge den. Derudover kunne det være ”nægtervejr”, dvs. at man ikke kunne arbejde pga. af vejrlig. Dette blev vist nok fortolket ret liberalt, og engang imellem om vinteren blev en snebold sat på termometeret for at sænke temperaturen yderligere. Foruden arbejdet i selve lejrområdet var et mindre arbejdshold på omkring 30-40 nægtere udsendt til at reetablere Skallebækken, et vandløb mellem Stausø og Hennebjerg, der løber over en strækning på ca. en kilometer og under besættelsen af tyskerne var blevet udvidet med høje jordvolde og omdannet til en såkaldt pansergrav, som et tysk modtræk til en eventuel allieret invasion. I virkeligheden skulle

private lodsejere, ifølge Bruno Petersen, have haft statslige penge til sløjfning af disse ”krigsmindesmærker”, men den pengekasse var ved at være tom, og derfor havnede opgaven efter længere forhandlinger hos militærnægterne, der nu kom til at arbejde for Ribe Amts Vandinspektorat.47 Projektet gik overordnet ud på at regulere selve vandløbet, så det fik den oprindelige bredde og det oprindelige forløb tilbage. Arbejdet stod på et års tid og var forbundet med flytning af meget jord til vandløbets nye profil, og alt arbejdet blev gjort ved hjælp af skovle og trillebører. Bruno Petersen fortæller også, at opgaven, der blev ledet af en arbejdsleder Søren Grønfeldt, forløb på udmærket vis. Ganske vist var der undervejs lidt vrøvl med nægterne, der mente, at man med fordel kunne tage noget af den maskinkraft i anvendelse, som det danske landbrug netop nød godt af i begyndelsen af 1950’erne. Alt i alt gjorde nægterne dog en god og tilfredsstillende indsats ved Skallebækken, vurderede Petersen mange år senere.48

Skallebækken. Et vandløb mellem Stausø og Hennebjerg, der løber over en strækning på ca. en kilometer, og som under besættelsen af tyskerne var blevet udvidet med høje jordvolde og omdannet til en såkaldt pansergrav. I 1954-56 reetablerede militærnægtere fra C.A.-lejren i Oksbøl vandløbet, der var groet til. Militærnægterne konstruerede en underføring under Hennebjergvej, der stod færdig i 1956. I 2016 var alt dækket af græs og jord, men efter lidt gravearbejde dukkede indskriften op igen. S/H fotos: Lars Peter Mølgaard.

Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

141

C.A.-lejren udlånte også nægtere til en ganske speciel opgave, nemlig til restaureringen af Nr. Nebel Kirke i junijuli 1956. I den forbindelse stødte man på rester af et tidligere kirkebyggeri. Brobyggeren mellem nægterlejren og Nationalmuseet var i dette tilfælde digter og kunsthistoriker Rudolf Broby-Johansen (1900-87), der af og til holdt foredrag i lejren, og hvis sympatier var rettet mod nægterne og ønsket om, at deres opgaver godt måtte være meningsfulde. Broby-Johansen havde bl.a. kontakt med en af nægterne,

der var under uddannelse til arkitekt og havde tilknytning til Nationalmuseet. Denne mand var den senere anerkendte arkitekt og arkæolog ved netop Nationalmuseet, Knud J. Krogh. Foruden Krogh deltog to andre nægtere, nemlig ingeniør Villiam Christensen og lærer Vagn Aage Sørensen.49 Fordi situationen og opgaven på dette tidspunkt var så uvant og der kun deltog få nægtere, var de ikke under opsyn af en arbejdsleder, og ”arkæologerne” blev i begyndelsen kørt til kirken hver morgen og hentet igen sidst på

Det var forbudt at indtage alkohol i militærnægterlejren. Det ser dog ud til, at reglerne kunne omgås. Foto: Max Martner: ca. 1955.

142

John V. Jensen

i militærnægterlejren i Oksbøl på mange områder som på en samtidig militærkaserne, hvad angår sammenholdet, de fælles oplevelser, faste sengetider, pligterne etc. Alligevel forekommer nægternes liv i lejren mere frit og mindre disciplineret og med væsentligt bedre muligheder for at pleje egne interesser end deres samtidige værnepligtige havde. Ikke desto mindre er de tidligere nægtere, som jeg har talt med, enige om, at sammenholdet blandt nægterne til en vis grad led under, at de var så forskellige: kristne, pacifister og kommunister, radikale og Jehovas vidner. Tragedien og ”griseaffæren” Den 20. maj 1954 blev C.A.-lejren i Oksbøl ramt af en tragedie, idet lejrchef Anker Pedersen skød sig selv. Årsagerne til selvmordet er uklare. Nogle uofficielle forklaringer understreger, at han var viklet ind i uoverskuelige økonomiske problemer, mens andre hævder, at det skyldtes et ulykkeligt ægteskab. At Anker Pedersen var død for egen hånd

Militærnægternes spøg og skæmt-afdeling i aktion. Efter forlydende var der kærnemælk i spanden. Foto: Max Martner, ca. 1954.

dagen, for til sidst at have opbygget så meget tillid i forhold til ledelsen, at de udkommanderede nægtere efter en tid kun skulle stille i lejren én gang om ugen.50 At dømme efter en meget tidlig rundspørge i lejren foretaget i 1949 af Otto Mathiasen fra Pacifisten, var nægterne gennemgående veltilfredse med lejrens ydre og indre rammer, som vurderedes bedre end i Gribskovlejren. Alligevel sporedes en bitterhed over ikke mindst varigheden, der dengang var 19 måneder – dvs. en måned længere end værnepligten.51 Generelt formede livet sig

Lejrchef Anker Pedersen byder det andet hold nægtere velkommen til Oksbøllejren i 1951. Blot tre år senere tog Anker Pedersen sit eget liv og blev afløst af den mere militante Knud Erik Olsen. Billedet er taget i fællessalen i det gamle lazaret, det senere vandrerhjem. Foto: Aage Hansen.

Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

143

blev i begyndelsen dysset ned og kom først til offentlighedens kundskab, da hans enke afslørede det i Vestkysten. Kort tid efter kunne avisen bringe et citat fra det, som angiveligt var Anker Pedersens afskedsbrev: Denne drastiske handling er udelukkende sket som protest mod den forrykte militærnægterordning, som findes her i landet, en ordning intet anstændigt menneske kan være bekendt eller tjent med at arbejde under.52 Sådan udlagde i hvert fald hans enke begivenhederne, fremgår det af datidens avisspalter. Hendes forklaring udelukker dog ikke andre, mere personlige forklaringer. For havde Anker Pedersen været så ked af landets ”militærnægterordning”, så kunne han vel have søgt nyt arbejde i stedet for ultimativt at tage sig af dage. Efter Anker Pedersens selvmord trådte arbejdsleder og souschef Bruno Petersen i en kort periode til som konstitueret leder af lejren, hvorefter Knud Erik Olsen blev ansat som ny lejrchef. Det er derfor egentlig underligt, at Bruno Petersen overhovedet ikke beskæftiger sig med det utidige chefskifte og sin egen rolle i sin ellers ganske fyldige beskrivelse af militærnægterlejren. Et indtryk heraf får man til gengæld hos nægter Otto Mathiasen, der fortæller, at klimaet i lejren omgående skiftede med Anker Pedersens død. Den ny leder Knud Olsens princip var, at militærnægternes forhold skulle være som i hæren, og han mente, at dette synspunkt var i fuld overensstemmelse med lovens ånd og bogstav. Ifølge Mathiasen skulle Olsen i et interview have udtalt, at 144

John V. Jensen

han ønskede at gennemføre en række ”mentalhygiejniske foranstaltninger”. Disse foranstaltninger fremkaldte straks en voldsom reaktion hos nægterne og bidrog til at skabe et klima i lejren i lange tider, hvor sund fornuft og fordragelighed var forsvundet. Hvor Anker Pedersen havde givet nægterne lov til at ”hygge sig lidt” i belægningsstuerne eller i hvert fald set gennem fingre med det, satte lejrchef Olsen en ny kurs. Militærnægterne havde haft stol og bord ved deres senge, boghylder og familiebilleder på væggen, radio og lejlighed til at koge vand og te o.l.; men som følge af Olsens hårde disciplinære kurs blev der givet ordre til, at alt skulle fjernes.53 Et lignende synspunkt antydes af nægter Henning Sørensen, der var i lejren fra 1954 til 1956 og skriver, at forholdet til den ny leder Knud Erik Olsen var mere anstrengt end til Anker Pedersen, fordi nægterne havde Knud Erik Olsen under mistanke for at ville stramme op på disciplinen. Dette skabte naturligvis en spændt stemning mellem chefen og nægterne og resulterede i en stribe klager fra nægterside til ministeriet. Lejrchef Olsens mere militante

Griseaffæren var et oprør imod den ny lejrchef Knud Erik Olsens strengere regimente. Lejrens grisepassere tilstod, at de havde forsøgt at få to store grise ind på lejrchefens kontor, men grisene var stukket af. Et par dage senere forsøgte de igen, og denne gang lykkedes det at få grisen til at blive på kontoret hele natten med det resultat, at den fik lavet et stort svineri og ødelagde en del papirer.

regimente virkede nærmest som en rød klud på mange, der netop var anti-militante og medvirkede formentligt til, at fire nægtere kort efter hans tiltrædelse, vakte skandale ved at lukke en gris ind på hans kontor, hvorefter politiet etablerede udgangsforbud i lejren, indtil gerningsmændene var pågrebet.53 Efterfølgende kunne man i avisen læse, at fire værnepligtige fra civilarbejdslejren i Oksbøl havde tilstået om natten at have lukket en gris ind til lejrchefen. Lejrens grisepassere tilstod, at de havde forsøgt at få to store grise ind på lejrchefens kontor, men grisene var stukket af, hvorefter de havde anbragt en pattegris på kontoret. Den skreg dog så højt, at de måtte opgive. Et par dage senere forsøgte de igen, og denne gang lykkedes det at få grisen til at blive på kontoret hele natten med det resultat, at den fik lavet et stort svineri og ødelagt en del papirer. De fire udtalte, at det ikke havde været deres hensigt at lave hærværk, men at aktionen var foretaget som protest imod den måde, lejren blev ledet på. Knud J. Krogh, der var talsmand for nægterne, da grisesagen var på sit højeste, husker, at intet mindre end politiets rejsehold ankom til lejren og forhørte talsmanden, som de mente lå inde med vigtig viden.55 Påskuddet for udgangsforbuddet var, at alle nægterne skulle være til rådighed for politiets undersøgelser – inklusive de personer, der slet ikke havde opholdt sig i lejren. Der er næppe tvivl om, at aktionen nok mest skal ses som en magtdemonstration fra ledelsens side. Efterfølgende havde man derfor fra nægterside indgivet en klage til Indenrigsministeriet om ulovlig tilbageholdelse af de værnepligtige i lejren.56 I forbindelse med udgangsforbuddet oplevede den nærliggende Aal Kirke øget søgning fra nægterside, fordi nægterne havde fundet ud af, at ledelsen ikke kunne tilbageholde dem, hvis de ønskede at gå til gudstjeneste, så det gjorde de nu i større stil end ellers. For en anden nægter, nemlig Hans Særkjær, fik tilbageholdelsen som konsekvens, at han, der var engageret i spejderarbejdet i Oksbøl (KFUM), ikke kom med på to planlagte ture, en til Bornholm og en til Sejs ved Silkeborg. I sidste øjeblik

Karikatur af Griseaffæren i Oksbøllejren. Griseaffæren resulterede i en kollektiv straf i form af et udgangsforbud for alle lejrens nægtere, selvom kun nogle enkelte var involveret.

måtte man skaffe en anden spejderleder, og de unge spejdere kom afsted trods ”griseaffæren”. Trods ”griseaffæren” er det ikke indtrykket hos nogen af de nægtere, som jeg har talt med, at der ulmede et oprør blandt nægterne i Oksbøllejren. Der kunne naturligvis være individuelle episoder med ”lejrkuller”, men ikke et samlet antiautoritært nægteroprør. Meningsløshed, galeanstalt og naturmystik Som almindelige værnepligtige kunne finde soldatertiden både lang og kedsommelig, kunne dette naturligvis også være et problem blandt nægterne, og flere udtalelser understreger da også dette: Jeg finder det komplet fjollet at spilde min kostbare tid her. Det arbejde, vi skal bruge 10 år til, kunne laves færdigt med det rette mandskab og de rette maskiner i en brøkdel af tiden, og med mange, mange gange mindre bekostning for samfundet. Var det ikke meget bedre, at militæret fik overdraget hele historien – når vi nu skal have et militær – i stedet for, at der eksproprieres store arealer af landets bedste jord til kaserner og øvelsespladser?57

Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

145

Allerede tilbage i 1949 oplyste daværende lejrchef Anker Pedersen til Pacifisten, at det var hans hensigt i samarbejde med nægterne at organisere et oplysningsarbejde med undervisning, foredrags- og underholdningsaftener i det omfang det var muligt.58 De nægtere, jeg har talt med, husker stadig denne del af lejrtilværelsen, hvor det faktisk blev muligt at få undervisning i engelsk, tysk, dansk, esperanto,

Nægterne kunne udfolde sig på forskellig vis i fritiden. Der var mulighed for at forbedre sine færdigheder inden for skolefagene, men også mere kreative sysler som keramik var det muligt at prøve kræfter med. Foto: Max Martner.

146

John V. Jensen

tegning, litteratur, regning, matematik og om sommeren i forskellige sportsgrene.59 Undervisningen blev varetaget af nægtere, som havde studenter- eller lærereksamen eller måske en højere uddannelse. Således lærte Aage Hansen esperanto i sin nægtertid. I begyndelsen fandt undervisningen sted i lejren, men siden i lærerens private bolig i Oksbøl, fordi han efter lidt tid var eneste elev på holdet. Også den fysiske udfoldelse blev der taget hånd om, og tre gange ugentligt benyttede nægterne stadion i Oksbøl til idræt, og i oktober var man i gang med at indrette en gymnastiksal, der skulle være klar inden jul 1949. Aage Hansens bror Verner (født 1933) var sportsinteresseret og dyrkede både håndbold og badminton i sin nægtertid, hvor han havde stor glæde af lejrens gymnastiksal.60 Derudover arbejdede man i 1949 på at indrette en sløjdsal, en smedje samt et lejrbibliotek. I biblioteket kunne nægterne gennem lejrens flere aviser bl.a. Kristeligt Dagblad, Land og Folk og Vestkysten få oplysninger om verden udenfor.61 I nægterlejren var det også – i modsætning til de militære kaserner – muligt, hvis lysten og energien var til det, at få supplerende arbejde i eksempelvis Oksbøl eller Varde.62 Og C.A.-lejren kunne netop være andet end monotont og uinspirerende arbejde. Flere fotos vidner om, at der var et liv efter arbejdstid, hvor der også kunne være mulighed for lidt underholdning i form af foredrag eller små forestillinger. Knud J. Krogh fortæller, at der undertiden kunne være en næsten højskoleagtig stemning i lejren; således frekventerede flere lærere fra Askov Højskole lejren, fx digteren Paul la Cour (1902-1956), forstander J. Th. Arnfred (1882-1977) og hans efterfølger Knud Hansen (1898-1996), men også forfatteren Anna Sophie Seidelin (1913-98) samt føromtalte digter m.m. Broby-Johansen, der indlogerede sig i lejren, hvor han så holdt flere foredrag i løbet af en uge.63 Det var endnu inden fjernsynet havde holdt sit indtog. Bruno Petersen fortæller, at udover at forrette vagttjeneste om aftenen, var der desuden ”de gratis glæder” fx bogudlån, hobbyvirksomhed, gymnastik og filmforevisning. Selv stod Petersen for de ugentlige og

velbesøgte filmforevisninger. Filmudbuddet var imidlertid ret begrænset, når det gjaldt nyere spillefilm, og Petersen fortæller: Filmprogrammet var derfor oftest oplysende og kulturelle film fra Statens Filmcentral. Desuden kunne der rekvireres film fra de udenlandske ambassader, og især fra USA var der mange at vælge i mellem. Til gengæld fortæller han, at allerede dengang var de unge mennesker noget skeptiske, når der stod ”US” i forteksten.64 Filmprogrammet blev bestemt af militærnægternes eget filmudvalg, og Bruno Petersen erindrer, at han havde meget fornøjelse af filmforevisninger, og fik set mange af stumfilmklassikerne, som især blev sat på, når der var filmkyndige i udvalget. Ikke mindst Carl Th. Dreyers Jeanne d’Arc skal have været meget populær, og Petersen mente at have set den op mod en halv snes gange, og endnu mange år senere mente han at kunne genkalde sig næsten hver eneste af filmens sekvenser.65 I forbindelse med filmfremvisningerne havde man i lejren også flere gange besøg af den dengang fremtrædende kritiker Harald Engberg (1910-71). Om netop lejrlivet og betydningen af ovenstående fortæller en nægter ganske rammende: En og anden stiller vel nok sig selv det spørgsmål, hvad disse 18 måneder betyder for en. Og forskellig som de enkelte menneskers indstilling er, vil svarene også blive forskellige. Tiden i en militærnægterlejr kan blive forfærdende trist og negativ, hvis man ikke passer på. Men ved en fornuftig udnyttelse af fritiden til dyrkelse af de interesser, man nu har, kan opholdet her godt blive af betydning for ens videre tumlen rundt i den forunderlige verden.66 Det kunne være kommende journalister eller skribenter in spe, som skrev og redigerede lejrens egne stencilerede blade bl.a. Pigtråds Nyt samt et blad med navnet Sand Heden – ”Organ for nuværende og tidligere nægtere i Oksbøl”, som det hedder i bladet. Månedsmagasinets tvetydige titel skulle dels forpligte bladets skribenter til at holde sig til sandheden, dels hentydede den til Oksbøllejrens placering

Sand Heden var en slags nægteravis skrevet af nægtere for nægtere og gerne med et humoristisk twist. Mere seriøst og ambitiøst var Aldrig mere krigs medlemsblad Pacifisten, der sikkert også blev læst af mange i lejren.

på sandheden. Indholdet i bladene er oftest af humoristisk tilsnit. Som når: Hr. Hans Block, boende stue 8, Oxbøl lejren i Jylland, efterlyser et par lange permitioner [permissioner]. Ved bortgangen var de i ført et tykt lag skidt, man formoder, de flakker om i nedkravlet tilstand. Mulige efterretninger om de forsvundne bedes givet til garagen i de dovnes loge. Sidste: vi kan meddele at Block efter ihærdig søgen fandt dem generende om anklerne.67 I en af de tidligere nægtere – afholdsmand og senere skraldemand – Henning Sørensens erindringsbog: Fra mit livs skraldespand får man næsten indtryk af, at nogle af nægterne havde indrettet små kontorer, hvor de syslede med skriverier o.l. efter dagens arbejde. Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

147

En af disse personer var, ifølge Henning Sørensen, den senere landskendte forfatter og aktivist imod atomvåben Carl Scharnberg (1930-1995), der også blev kendt som Arbejderklassens digter og Den røde digter fra Vrå. I dag huskes han måske bedst for at have startet den danske kampagne mod atomvåben samt for sin hovedrolle i påskemarcherne fra Holbæk til København, ligeledes mod A-våben, i 1960-63. Under opholdet i nægterlejren i Oksbøl skal han, igen ifølge Henning Sørensen, have skrevet på sin bog Branden, der udkom i 1956, men dog slet ikke handler om livet som militærnægter eller Oksbøllejren. Mere nærliggende er det i virkeligheden, at det var bogen Dømt som udkom i 1953, og som let kunne være skrevet med inspiration fra Scharnbergs eget ”fangeophold”. Scharnberg indleder sådan: Denne bog er fangens. Ham der i dette øjeblik sidder alene i en grå celle omgivet af ensomhed. Hans forbrydelse kender vi ikke, og den betyder intet i denne forbindelse. Han er blot nr. 3308 i fængselsvæsnets kartotek. For en tid et nummer, men engang var han et menneske, og han vil blive det igen, hvis ikke livet bag gitteret slår ham i stykker. Denne bog tilegnes de tusinder, som blev dømt til at stå uden for samfundet, fordi de kom i strid med det retsbegreb, som er fundamentet for vore dømmende myndigheder. 68

Inde i bogen gør fangen tiden op, inden han igen skal ud i friheden: ”Fem måneder. Det er 150 døgn. 3.600 timer. 216.000 minutter – 12.960.000, nej nu skal jeg trække tres fra, så bliver det kun 12.959.940 sekunder, inden dette er forbi”.69 Passagen er ikke uden humor, og man tænker, at Scharnberg og andre nægtere (såvel som værnepligtige) har muntret sig med lignende regnestykker, mens de ventede på at slippe ud. Scharnbergs skarpe pen mærker man endnu stærkere i en kronik i tidsskriftet Pacifisten, hvor han skrev: Galeanstalt, siger fornuftige mennesker. Hvor er det sandt. Som forholdene er, bliver militærnægterlejrene til galeanstalter. Fra at være idealistisk bliver man snæversynet, kan hænde også en smule kværulantisk, og spillet er gående. De virkelig gode, positive samfundsborgere, der går i nægterlejre bliver omdannet psykisk til negativister – fordi samfundet intet som helst gør for at bane vej for en udnyttelse af det positive, medmenneskelige syn, som disse unge har. De bliver betragtet som sekteriske – og efter et år bliver de sekteriske.70 Mindre politisk er en anden senere kendt dansk forfatter Poul Vad (1927-2003), der også en overgang var militærnægter i Oksbøl. Vad har i antologien Spurvens vilje (1980) fortalt om sin tid i lejren, og i et tilbageblik beskrev han, hvordan Oksbøllejren blev hans første egentlige møde med naturen. Han var ganske vist vokset op i Silkeborg, men som militærnægter i Oksbøl tilbragte jeg for første gang i mit liv flere måneder under åben himmel, hver dag fra tidlig morgen til om eftermiddagen. Landskabet var fladt og næsten ørkenagtigt. Jeg opdagede, at jeg havde levet indespærret mellem huse, som gjorde horisont til et begreb uden indhold og fratog himmelrummet enhver realitet. På vinterdage så jeg chokeret, hvor lavt solen stod på himlen midt på dagen. Lysbrydningerne og skymassernes bevægelser gennem det enorme himmelrum blev langt mere betydningsfulde end både de nære og de fjerne ting hernede på jorden.71

Den senere kendte forfatter og aktivist Carl Scharnberg (tv) sammen med ”Larsen” og ”Trikker” på vej fra ”boligen” til kostforplejningen. Foto: Aage Hansen, 1951.

148

John V. Jensen

Mange år senere var militærnægtertiden i Oksbøl blevet til en slags naturmystik; i hvert fald i den etablerede forfatter Poul Vads erindring.

Sidste fest i den dødsdømte oase I 1959 var arbejdet i Oksbøl ved at være tilendebragt og i Pacifisten fra januar dette år kunne man læse, at Nægterfesten skulle afholdes den 14. februar 1959 kl. 19.30 på Turisthotellet i Oksbøl, og det ville formentlig også blive den sidste. Alle gamle Oksbølnægtere med koner eller kærester er hjerteligt velkomne. Som sædvanligt stort kaffebord, underholdning, revy og bal. Damerne gratis adgang. Herrerne sædvanlig pris, som der stod i bladet.72 I velkomsttalen gav Niels Ejler Andersen udtryk for, at der var tale om, at Oksbøllejren skulle nedlægges, hvad vi [nægterne] dog ikke håbede.73 Trods de fromme håb var Oksbøllejrens tid som militærnægterlejr dog forbi, og i juni 1959 kunne samme Niels Ejler Andersen i Pacifistens spalter oplyse: Oksbøllejren nedlægges 1. juli som militærnægterlejr for at overgå til hærens kampvognsafdeling. I den anledning har militærnægterne på et fællesmøde vedtaget følgende: Fjernsynet sælges for højeste bud (det har jeg for øvrigt selv købt). Tuttens varelager realiseres. Skrivemaskinen foræres til vore venner i Kompedal, og vore venner i Gribskov får tilsendt 500 kr. til køb af en duplikator (dette er efter aftale med de to lejre). Det for et år siden nedsatte kontaktudvalg for Oksbølnægterne bevilges 100 kr., som er sendt til kontaktudvalgets formand: Niels Mikkelsen, Toftum pr. Hemmet. Alle lejrens arkiver (skrivelser til og fra ministeriet – mellem lejrene – osv. – alle avisudklipsbøger – kopier af opslag m.m.) opbevares foreløbig af mig. AmK's [Aldrig mere Krig] tryksagsafdeling har fået lejrens fælleskasse (uden penge) samt diverse kontorredskaber. Fælleskassens indhold er delt mellem de 28 militærnægtere, der var i lejren pr. 1. maj. Dette til orientering. Venlig hilsen fra den dødsdømte »oase« sender vi 7, der nu er tilbage.74 Lørdag den 8. august fandt den sidste nægterfest sted på Turisthotellet i Oksbøl. Ifølge Pacifisten mødte ca. 200 nægtere op, der alle havde været i lejren gennem årene. Festens overskud på 135 kr. blev doneret til Pacifisten, da festen var den sidste.75

Den mangfoldige sammensætning i lejren betød, at der var folk med mange slags talenter, og alle gjorde deres til, at tiden som militærnægter blev mindre ensformig. Foto: Ejnar Svendsen.

En ny begyndelse… Som en sandet ødemark lå det planerede areal. Men inden de [nægterne] rejste, var der plantet træer, hvor flygtningebarakkerne før vidnede om krigen. Nu fremtræder området som en plantage. Mange af træerne er mandshøje. Alt er grønt. Nægterne fik dog noget til at gro, mens de afsonede den straf, som samfundet kræver over dem, der ikke på kommando vil ødelægge og ødelægges.76 Sådan lød den bittersøde gravskrift fremsagt ved gensynet ti år efter C.A.-lejrens nedlæggelse af en tidligere nægter, som tilsyneladende endnu ikke havde glemt, hvorfor han i sin tid var blevet nægter. I dag mange år senere er der ikke mange spor af militærnægterlejren i Oksbøl, hvis man besøger det gamle lejrområde, der nu er statsskov. Først når det går op for en, at de ældre af plantagens træer må være resultatet af militærnægternes anstrengelser i 1950’erne. Og dernæst når man erindrer sig, at der inden militærnægterlejren og plantagen lå massevis af huse og barakker, der måtte fjernes for Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

149

Et af besættelsesmagtens tidligere køkkener blev C.A.-lejrens kostforplejning. Bygningen er i dag bevaret og i brug som SFO, fordi hæren overtog den efter nægterne, og kommunen siden overtog den. Foto: Lars Peter Mølgaard.

Garageanlægget er en anden af de få bygninger fra Værnemagtens tid, der har overlevet til i dag. I C.A.-lejren udgjorde bygningen rammen om de skiftende værkstedshold. Se billedet side 138. Foto: Max Martner.

at give plads til det nuværende landskab, går det op for en, hvilken betydning militærnægterlejren har haft for områdets udseende i dag. Militærnægterlejren i Oksbøl blev nedlagt i juli 1959 efter 10 år på en måned nær, hvorefter Forsvaret overtog lejren. Den 1. juni 1960 rykkede kampvognsskolen (fra 1. november 1961 Panserskolen, fra 1974 Hærens Kampskole) ind fra Sydlejren med oberst Ladegaard-Mikkelsen i spidsen.77 Det indtil da antimilitaristiske område blev nu genmilitariseret, og de få tilbageværende bygninger kom herefter til at huse Panserskolen. Pacifisterne blev erstattet af militærfolk og bygningerne, som de var indkvarteret i og kostforplejningen fortsatte herefter i militært regi, hvorved bygningerne undgik nedrivning. Den gamle flygtningelejr (Nordlejren), hvor vejsystemet var forblevet intakt, og beplantningen nu nåede en voksen mand til livet, blev nu brugt af soldaterne til bl.a. terrænløb og færdsel til Sydlejren, fortæller Thomas Nielsen, der i 1962 var fenrik i Nordlejren og en overgang boede i den gamle lazaretbygning.78 Panserskolen rådede

over den såkaldte Nordlejr og de gamle lazaretbygninger samt kostforplejningen indtil 1982. Efter at militæret forlod Nordlejren i løbet af foråret 1982 blev de 2 x 770 m2 store værnemagtsbygninger og tidligere nægterbygninger indrettet til vandrerhjem og indviet den 14. maj 1983. Forsvaret havde angiveligt overvejet at rive bygningerne ned, men i stedet for en større udgift til nedrivning solgtes bygningerne til Blåvandshuk Kommune for 1 krone.79 Garageanlægget, der endnu ligger lige bag Flygtningekirkegården, og som ligeledes var en del af Værnemagtens oprindelige lejr og tilhørte Forsvaret frem til 1982, blev også reddet ved kommunal mellemkomst og har gennem årene fungeret som depot, magasin og klubhus m.m. Kostforplejningen blev, da militæret ikke længere havde brug for den, indrettet til fritidshjem. Fritidshjemmet, der nu fungerer som miniklub/SFO, er stadig i funktion, og masser af børn fra Oksbøl har sikkert uden at tænke videre over det tilbragt mange timer i den historiske bygning. Det samme

150

John V. Jensen

gælder naturligvis også for de dele af Blåvandshuk Skole, som stammer for besættelsesmagtens militærlejr, men som aldrig var en del af nægterlejren. Når vi derfor overhovedet har disse historiske bygninger i dag, må det alene tilskrives det held, at der i årene efter besættelsen til stadighed var brug for bygningerne. I 2013 blev vandrerhjemmet lukket og flyttet til mere tidssvarende bygninger. Bygningerne står derfor for tiden tomme, hvilket de generelt ikke har godt af; de tilses dog løbende af Varde Kommune, der også sørger for klipning af græs og hække. For øjeblikket arbejder museet på at skaffe finansieringen til et Flygtningemuseum i Oksbøl i de gamle lazaretbygninger. I den henseende var ikke mindst Dronning Margrethes besøg på Flygtningekirkegården og efterfølgende visit i den gamle lazaretbygning i juni 2016 et led i bestræbelserne på at skaffe opmærksomhed og dermed også tyske og danske midler til at renovere bygningerne og opbygge en tidssvarende og tankevækkende udstilling – en udstilling, der først og fremmest skal fortælle historien om de tyske flygtninge i Danmark, men naturligvis vil også historien om militærnægterlejren i Oksbøl komme på museum.

for bl.a. at kompensere for den millionregning, som de tyske flygtninges ophold havde efterladt; på den anden side var den tidligere flygtningelejr en torn i øjet på de fleste danskere, fordi den stammede fra den forhadte besættelsesmagt. Derfor var der gode grunde til at påbegynde en reetablering af den tidligere plantage ved Oksbøl. Sporene fra de fem besættelsesår skulle brydes ned og slettes ikke blot i Oksbøl, men over det ganske land. I løbet af 10 år forandrede militærnægterne området; murværk og fundamenter forsvandt, og landskabet blev genskabt med beplantning som før den tyske besættelse, og langsomt, efterhånden som plantagen groede til, skjultes de sidste reminiscenser af den ”dobbelte” tyske besættelse i Oksbøl. Fortiden var overvundet, der kom penge i statskassen, og henved 1000 danske mænd havde gjort deres statspligt. I 1960 var området klar til en ny begyndelse, da Forsvaret indtog området. I dag er den militære aktivitet på stedet forbi, og det gamle lejrområde er nu først og fremmest et rekreativt område for borgerne i Oksbøl.

Historien om nedbrydning, forandring og en ny begyndelse C.A.-lejren eller militærnægterlejren udgør kun en lille parentes i det område, vi i dag forbinder med Aal Plantage og den tyske flygtningelejr i Oksbøl, selvom den faktisk eksisterede et helt årti fra 1949-59 altså længere end den tyske militærlejr og den tyske flygtningelejr tilsammen. Nægternes arbejde bestod i at slette sporerne, og det blev gjort så effektivt, at man i dag let overser indsatsen. Af samme grund har nægterlejren haft afgørende indflydelse på området, som vi kender det i dag. Etableringen af militærnægterlejrens havde et dobbelt sigte; på den ene side skulle der skaffes penge til statskassen

En tidligere køkkenbarak i Oksbøllejren under nedbrydning. Foto: Aage Hansen, ca. 1951.

Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

151

Historien om militærnægterlejren i Oksbøl er således historien om nedbrydning over forandring til en ny begyndelse. De enkelte, men væsentlige bygninger, der står tilbage, skyldes rene tilfældigheder snarere end ønsket om at fortælle eftertiden den usædvanlige historie om det, der engang var Danmarks femtestørste by, og den betydning stedet fik for henved 100.000 tyskere mere end 1.000 danske militærnægtere og mange danske soldater. Oksbøllejrens historie er desuden et godt eksempel på, at historien kan komme for tæt på rent følelsesmæssigt.

Følelser og erindringer kan ofte stå i vejen for både perspektiv, indsigt og det kølige overblik. Det er en proces, der tager tid – op til flere generationer. Som tiden går ændrer vores opfattelser og holdninger sig også, og det, der måske forekom for dagligdags, betydningsløst eller ligefrem ubehageligt, træder pludseligt frem som interessant og betydningsfuldt for eftertiden. Oksbøllejrens historie demonstrerer, at vore opfattelser af forskellige epoker er tidsbestemte variabler. Oftest er det først, når noget eller nogen er forsvundet eller er ved at forsvinde, at vi få øjnene

Militærnægternes betydning for området i den gamle flygtningelejr i Oksbøl er betragtelig. Den er dog med årene blevet mere usynlig, efterhånden som området er vokset til. I dag mange år senere får man let den tanke, at der aldrig har været andet end skov. På billedet, der er taget omkring 1955, er nægternes indsats dog let at få øje på. Kun brandtårnet stod tilbage fra ”storbyens” tid. Foto: Lars Peter Mølgaard.

152

John V. Jensen

op for dets skønhed, fortællekraft eller dramatik. Det mindre betydningsfulde er visket væk, og betydningen af det, som er ved at forsvinde, træder pludseligt tydeligere frem for os. Gennem efterhånden en hel del år har Vardemuseerne og andre fortalt og skrevet om besættelsen, den tyske flygtningelejr og nu også militærnægterlejren. Med planerne for et nyt Flygtningemuseum i de gamle lazaretbygninger håber vi på at kunne fortælle først og fremmest om de tyske flygtninges historie, men også en række bihistorier. Det samlede mål er at kunne fortælle kommende generationer om den katastrofe, som Anden Verdenskrig var, og om de konsekvenser, den fik for Danmark, for Oksbøl og for millioner af skæbner. For at forstå hele denne historie udgør C.A.-lejren eller militærnægterlejren i Oksbøl blot et lille underbelyst, men ikke desto mindre vigtigt, kapitel. Tak til: Jens Andersen, Museumscenter Hanstholm, Aage Hansen, Arne Lange, Bent Norlin Nielsen, Ejnar Svendsen, Hans Særkjær, Jens Blaamann, Knud J. Krogh, Thomas Nielsen og Verner Hansen. John V. Jensen kan kontaktes på jvj@vardemuseum.dk

7. Petersen, s. 3. 8. Kristelig Dagblad (udat. udklip indleveret af Max Martner. Materiale i form af breve og fotos. Vardemuseerne). 9. Bertelsen. 10. Aarhus Stiftstidende 29. januar 1949. 11. Pacifisten (udgivet af forbundet ”Aldrig mere krig”. Dansk afdeling af War Resisters’ International) Nr. 10, 1949, s. 109. Signeret O.M. (Otto Mathiasen). 12. Ordensbestemmelser. Lejrkommandantskabet i lejren ved Oksbøl, januar 1949. 13. Petersen, s. 3. 14. Skrivelse fra Hærens Bygningstjeneste til Krigsministeriet 1. november 1948. At der undertiden forekom provokationer fra både hær og militærnægterne bekræftes i Pacifisten Nr. 4, 1953, s. 37. 15. Krigsministeriets 4. kontor skrivelse 21. december 1948. 16. Nationaltidende 28. december 1948. Se også: Pacifisten Nr. 12 1948, s. 114. 17. Anker Pedersen udtalte til Pacifisten i 1949, at militærnægterlejren i Oksbøl kun er midlertidig, og til sin tid vil blive flyttet til den gamle lejr i Kompedal. Pacifisten Nr. 10, 1949, s. 110. 18. Referat 30. oktober 1950, Barakrealisationsudvalget. 19. Sven Erik Larsen: Militærnægterproblemet i Danmark 1914-1967 – med særligt henblik på lovgivningen. Odense 1977, s. 53. 20. Hans Chr. Bjerg: Til fædrelandets forsvar. Værnepligten i Danmark gennem tiderne. Taastrup 1991, s. 74ff. 21. Bjerg, s. 76ff.

Noter

22. Petersen, s. 5f.

1. Søren Bertelsen: Byen der forsvinder… Demokraten 9. oktober 1953.

23. Interview med Knud J. Krogh, Holte, november 2016; Interview med Hans Særkjær, Skjern, november 2016. G.J. (Gunnar Jensen) angiver antallet af Jehovas Vidner til 15-20%, Pacifisten Nr. 12, 1952, s. 102.

2. Aarhus Stiftstidende 29. januar 1949; Bertelsen. 3. Bertelsen. 4. Aarhus Stiftstidende 29. januar 1949. Salget af biografen omtaltes også i Kristelig Dagblad (udat. udklip indleveret af Max Martner. Materiale i form af breve og fotos. Vardemuseerne). Islev Bio lukkede den 11. juni 1989, og bygningen blev nedrevet. Se https://www.rdb.dk/node/97.

24. Nielsen s. 225. 25. Den store danske encyklopædi: ”Civil værnepligt”. 26. Pacifisten Nr. 10, 1949, s. 109. 27. Pacifisten Nr. 10, 1949, s. 109.

5. Anders Bruno Blaamann Petersen: Erindringer fra Militærnægterlejren. Upublicerede. Udaterede (ca. 1990), s. 36. Jeg har i forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel, sammen med to tidligere militærnægtere fra Oksbøllejren, Aage og Verner Hansen, gennemgået Bruno Petersens upublicerede erindringer, der fylder omkring 100 maskinskrevne sider. De to nægtere var enige i hovedtrækkene i deres tidligere arbejdsleders fremstilling.

28. Pacifisten Nr. 10, 1949, s. 110.

6. Bertelsen.

32. Pedersen.

29. Pacifisten Nr. 10, 1949, s. 110; Ib Nielsen: Oksbøllejren – Eventyrets land. Fra Ribe Amt 1994, s. 222. 30. Niels Pedersen: Pumpehus. Radiointerview (sendt ca. 1983) tilrettelagt af Poul Erik Hegner. 31. Pacifisten Nr. 10, 1949, s. 110.

Nedbrydning, forandring og en ny begyndelse

153

33. Papirer og kvitteringer fra Skadedyrscentralen, Esbjerg 1943-45. 34. Pedersen. 35. Petersen, s. 36f. 36. Otto Mathiasen: Forhold og problemer omkring militærnægtelse i Danmark. I: Hagbard Jonassen et al.: Aldrig mere krig. København 1966, s. 54f. 37. Petersen s. 34ff. I november 1953 havde nægterne i Oksbøl fjernet 25.000 m2 fundamenter, renset 5 mill. mursten, slået 6000 m3 murbrokker, gravet 900.000 plantehuller, Pacifisten Nr. 11, 1953, s. 97ff. 38. En lignende opfattelse giver Ib Nielsen udtryk for i sin artikel Oksbøllejren – Eventyrets Land. Nielsen beskriver tilsvarende akkordordningen. Akkorden på 340 mursten om dagen bekræftes af G.J. i Pacifisten Nr. 12, 1952, s. 102. 39. Interview med Aage Hansen, Vrøgum, oktober 2016. 40. Nielsen, s. 223.

Historien findes også hos Mathiasen, s. 56; Knud J. Krogh husker også episoden. 55. Krogh 2016. 56. Avisudklip, formentlig Vestkysten (udat. udklip indleveret af Max Martner. Materiale i form af breve og fotos. Vardemuseerne). Historien er bekræftet af Knud J. Krogh. Holdningen til ”griseaffæren” var dog delt og blev kritiseret af fremtrædende Aldrig Mere Krigmedlemmer. Se Pacifisten Nr. 8, 1955 s. 75; Pacifisten Nr. 9, 1955, s. 85; Pacifisten Nr. 11, 1955, s. 99. Mens militærnægter i Oksbøllejren Henning Sørensen udtrykte større forståelse for aktionen, Pacifisten Nr. 9, 1955, s. 78. 57. Mathiasen, s. 55. 58. Pacifisten Nr. 10, 1949, s. 110. 59. Mathiasen, s. 55. 60. Hansen.

41. Mathiasen, s. 54f.

61. Sørensen, s. 93.

42. Pacifisten Nr. 10, 1949, s. 110; Petersen, s. 8ff. Militærnægterne i Oksbøl fik i sommermåneder også lov til at komme på roearbejde. Pacifisten Nr. 7, 1952, s. 60.

62. Nielsen, s. 224. 63. Krogh 2016; Svendsen.

43. Petersen, s. 8ff.

65. Petersen, s. 81.

44. Ordensreglement for værnepligtige, der indkaldt til civilt arbejde.

66. Mathiasen, 56.

45. Petersen, s. 51; Aage Hansen husker stadig helt tydeligt, at akkorden om lørdagen blot var 180 afrensede mursten. G.J. angiver også, at arbejdstiden var 48 timer om sommeren og 45 om vinteren, Pacifisten Nr. 12, 1952, s. 102.

67. Pigtråd Nyt Nr. 2, 1. årgang 31. august 1949.

46. Pacifisten Nr. 10, 1949, s. 110. 47. Petersen, s. 88. 48. Interview med Ejnar Svendsen, Blåvand, september 2016; Interview med Verner Hansen, Høm, oktober 2016. Begge var en overgang udsendt til Skallebækken ved Henne. Se også Petersen, s. 88f. 49. Knud J. Krogh: Arkæologiske undersøgelser i Nørre Nebel kirke. Fra Ribe Amt 1956, s. 293ff. Også omtalt i Pacifisten Nr. 7, 1956, s. 75. 50. Petersen, s. 87f. 51. Pacifisten Nr. 10, 1949, s. 111. 52. Avisudklip formentlig Vestkysten (udat. udklip indleveret af Max Martner. Materiale i form af breve og fotos. Vardemuseerne). Tidligere lejrchef i Oksbøl begik selvmord. Omkring 20. maj 1954. Dødsfaldet er ikke omtalt i Pacifisten heller ikke under den faste rubrik Det lokale arbejde. Se også: Pacifisten Nr. 11, 1954, s. 112f.

64. Petersen, s. 81.

68. Carl Scharnberg: Dømt. Aarhus 1953, s. 5. Henning Sørensen var i øvrigt i lejren lidt senere end Carl Scharnberg, hvorfor det er sandsynligt, at han tager fejl, når han omtaler romanen Branden. 69. Scharnberg 1953, s. 27. 70. Mathiasen, s. 57; Pacifisten Nr. 3, 1956, s 29ff. 71. Poul Vad: Min luksusfremtid. I: Per Højholt, Vagn Lundbye og Jens Smærup Sørensen (red.) Spurvens vilje. Om Natur og Digtning. København 1980, s. 139. 72. Pacifisten Nr. 1, Årgang 26, 1959, s. 11, Festudvalget, c/o N.E. Andersen, CA-lejren, Oksbøl. 73. Pacifisten Nr. 1, 1959, s. 35. 74. Pacifisten Nr. 1, 1959, s. 67. 75. Pacifisten Nr. 1, 1959, s. 87. 76. Mathiasen, s. 58. 77. R.K. Hansen: Hærens kampskole i Oksbøllejren. I: L.G. Ipsen (red.) Oksbøllejren gennem 50 år. Oksbøl 1979, s. 87ff.

53. Mathiasen, s. 56; Pacifisten Nr. 11, 1954, s. 112f.

78. Interview med Thomas Nielsen, Oksbøl, 2016.

54. Henning Sørensen: Fra mit livs skraldespand. Nimtofte 1993, s. 110f.

79. Vestkysten d. 16. maj 1983.

154

John V. Jensen

Samarbejde om læring

– opskriften på et succesfyldt Åben Skole-samarbejde Af Pernille Ø. Sørensen

Som eksternt læringsmiljø er det relevant at afklare hvilken rolle, man har, samt hvad man kan bidrage med for at opnå et succesfyldt Åben Skole-samarbejde. Denne artikel er et forsøg på at give et indblik i de lovmæssige krav, der bliver stillet til Åben Skole-aktører med henblik på at integrere skolens omgivende samfund i undervisningen. Der gives også eksempler på forudsætninger for og kendetegn ved det effektive læringsforløb i den åbne skole, samt hvordan Vardemuseerne Læring tænker i forlængelse af dette i det daglige arbejde med henblik på at styrke elevers læring og trivsel.

om det er en 11-årig stikirenddreng, en ung kunststuderende kvinde, en ældre herre eller en helt fjerde identitet, der er tale om. Dagen er kommet, hvor museets nye læringsforløb for alvor skal stå sin prøve. Samtlige Varde Kommunes 8. klasser skal i løbet af en 14-dages periode igennem et forløb om de tyske flygtninge i Oksbøl. I måneder forinden er der fra kontoret blevet knoklet med at tilrettelægge et læringsforløb, der tilgodeser flest mulige elever uanset læringsforudsætninger. Alt er klappet og klart, og alligevel

Stilhed før stormen Fra bilens forsæder kan vi holde øje med, hvornår en bus fyldt med elever fra 8. klasse svinger ind på p-pladsen foran den tyske mindelund i Oksbøl. Imens vi venter, bliver der kastet et ekstra blik på manuskriptet, og vi sikrer os, at de laminerede billeder nu også ligger i den rigtige rækkefølge. Det kan umiddelbart virke simpelt. Et manuskript, hvis hukommelsen skulle svigte, og en bunke billeder til at supplere med. Men bag i bilen ligger også 12 kufferter, som gemmer på hver sin identitet. Identiteter for hvem det var en realitet at opholde sig i flygtningelejren i Oksbøl i tiden efter Anden Verdenskrig. Eleverne skal først og fremmest stifte bekendtskab med disse identiteter. Derefter skal de vurdere, hvad bl.a. vaccine, arbejdspligt og teaterbilletter burde have haft af betydning for en tysk flygtning, alt efter

Åben Skole skal sikre, at skolerne samarbejder med eksterne læringsmiljøer om at styrke elevers læring og trivsel. Her er 8. klasse fra Blåvandshuk Skole på besøg i flygtningelejren i Oksbøl.

Samarbejde om læring

155

fælles om at udbyde obligatoriske læringsforløb til alle årgange i kommunens børnehaver og folkeskoler. Læringsforløbene afspejler kommunens vision ”Vi i Naturen”, da flere af aktiviteterne både foregår i – og handler om – naturen. Samtidig indgår også kulturhistorien i Varde Kommune.2 Hvad kommer først? Målet eller midlet?

Elever fra Blåvandshuk Skole er på besøg i flygtningelejren i Oksbøl i forbindelse med museets forløb om de tyske flygtninge efter Anden Verdenskrig.

kan man komme så frygteligt i tvivl, her få minutter inden startskuddet lyder. For er undervisningen nu effektiv nok? Og hvad kendetegner egentlig et effektivt og succesfyldt Åben Skole-samarbejde?

Det er en balancegang at lave effektiv Åben Skole. Har man for meget fokus på læringsmålene, når eleverne fx besøger et museum, risikerer man at oplevelsen falder til jorden – det bliver simpelthen for kedeligt. Modsat virker det heller ikke optimalt at holde aktiviteterne helt fri af læringsmålene, idet man så kan ende med blot at have underholdt eleverne snarere end at have undervist dem.3 I følge den ny Folkeskolelov skal Åben Skole-samarbejder, og dermed museet, forholde sig til de samme mål som folkeskolen, og undervisningen skal tage afsæt i den læring, der skal finde sted.4 Erfaring har vist, at undervisning uden

Forpligtet til at samarbejde At kulturinstitutioner og andre eksterne læringsmiljøer i større eller mindre omfang kan indgå som en del af børn og unges skoleundervisning, er ikke noget nyt. Det er heller ikke nyt, at pædagoger og lærere af og til gør brug af eksterne læringstilbud som led i deres undervisning. Til gengæld er det med folkeskolereformen anno 2014 nyt, at kommunerne nu er forpligtede til at sikre et samarbejde mellem skole og samfund under begrebet ”Åben Skole”, hvor omdrejningspunktet er at styrke elevernes læring og trivsel gennem en undervisning, der er differentieret, varieret og målstyret.1 I Varde Kommune har man valgt at imødekomme reformens krav ved at oprette projektet ”Vi i Naturskolen”. Her er museet sammen med DIN Forsyning og NaturKulturVarde 156

Pernille Ø. Sørensen

Museet skal forholde sig til de samme mål som lærerne i folkeskolen uden at gå på kompromis med dets særlige kvaliteter i forbindelse med undervisning. Foto: Ølgod Efterskole.

for klasselokalet er mest effektiv, når der foreligger et klart, fagligt formål hermed.5 Museet kan i Åben Skole-samarbejdet tilbyde nye måder at lære på og ikke mindst nye måder at imødekomme elevers forskellige måder at lære på. Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt museet som eksternt læringsmiljø overhovedet bør koncentrere sig om fastlagte undervisningsmål, vi ikke selv har haft indflydelse på. Giver det ikke mere mening, at vi selv sætter mål for den undervisning, vi hver især er eksperter i? Der er potentiale i Åben Skole-samarbejder, når der opstår nye muligheder for at koble skolens overordnede formål med de konkrete læringsmål,6 en opgave der almindeligvis kan være vanskelig at løse inden for skolens traditionelle rammer. Det betyder imidlertid ikke, at man som ekstern aktør i Åben Skole-samarbejder udelukkende skal fokusere på læringsmål. En undervisning, der

er formålsbaseret snarere end målbaseret, kan være mere hensigtsmæssig. For at skolen og det eksterne læringsmiljø i fællesskab kan styrke elevers læring og trivsel, må man først og fremmest finde en balancegang mellem mål og middel uden at gå på kompromis med de kvaliteter, aktørerne hver især besidder. Klædt på til at lære Museet deler, som aktør i Åben Skole, ansvaret med lærerne om at skabe en kobling mellem teori og praksis, så alle elever får et fagligt udbytte gennem det at opleve, handle og forstå samtidig med, at elevernes nysgerrighed og lyst til at lære styrkes.7 Som eksternt læringsmiljø er det ganske enkelt et basisgrundlag for planlægning og afvikling af museets læringsforløb, at formidleren ikke har kendskab til elevernes

Som aktør i Åben Skole-samarbejder kan museet byde ind med nye måder at lære på i anderledes læringsrum. Her er en 3. klasse på motivjagt i Nymindegab.

Samarbejde om læring

157

læringsforudsætninger på forhånd. Hos Vardemuseerne Læring forsøger vi at klæde elever og lærere bedst muligt på allerede inden, de kommer på besøg på museet. På den måde forsøger vi at rammesætte en vis grad af elevernes forforståelse for det pågældende emne. Samtidigt skabes der også en kobling mellem det, der sker i og uden for klasselokalet, så eleverne kan se en mening med at besøge museet i undervisningssammenhæng og dermed er mere modtagelige for at lære nyt. En af forudsætningerne for effektive læringsforløb i den åbne skole er bl.a., at undervisningen inddeles i tre faser: forforståelsesfasen, fordybelsesfasen og feedbackfasen.8 Det implementerer Vardemuseerne Læring i praksis ud fra begreberne ”før, under og efter”, hvor lærere, elever og museumsformidlere har forskellige opgaver undervejs i hver fase. På den måde har vi mulighed for at tilbyde et forløb, der når udover selve museumsbesøget, samtidig med,

at vi – i samarbejde med læreren – kan følge elevernes læreproces til dørs. I forhold til flygtningeforløbet giver vi læreren redskaber til at styrke elevernes forforståelse omkring Anden Verdenskrig og dens konsekvenser for både danske og tyske civile. Selvom det er læreren, der faciliterer før-fasen, indeholder materialet hertil også aktiviteter, der fordrer researcharbejde, som eleverne skal klare i fællesskab. Under selve museumsbesøget fordyber eleverne sig i emnet, mens læreren igen har ansvaret i efter-fasen, hvor forløbet afsluttes og elevernes læring evalueres. Museet kan som eksternt læringsmiljø sikre væsentligt højere kvalitet i Åben Skole-samarbejder, når der er sammenhæng mellem undervisningens tre faser. Et museumsbesøg kan og bør ikke stå alene – det skal integreres i den undervisning, der i forvejen foregår i klasselokalet og gøres anvendeligt for eleverne, så de også kan drage nytte af det i fremtidige undervisningssammenhænge.

For at skabe gode læringsforudsætninger for eleverne er det vigtigt, at de er klædt godt på til museumsbesøget. Fotos: Ølgod Efterskole.

158

Pernille Ø. Sørensen

Nice to have or need to have? Elever fra Ølgod Efterskole diskuterer livskvalitet og overlevelse på turen rundt i den gamle flygtningelejr. Der var enighed omkring, at især nudler ville være svære at undvære i dagligdagen på efterskolen. Foto: Ølgod Efterskole.

Hvorfor skal jeg lære det her? Man kan ikke sætte lighedstegn mellem undervisning og læring. Det kan til dels være nemt nok at sætte sig et mål for, hvad man gerne vil have, eleverne skal have lært efter et tilrettelagt læringsforløb. Hvad de så rent faktisk ender med at have lært, kan være en hel anden snak. Et af Vardemuseerne Lærings succeskriterier for Åben Skole-samarbejdet er, at undervisningen skal give mening for eleverne. For at lære skal man først og fremmest være motiveret. Det er der stor sandsynlighed for, at man bliver, så snart man kan se en mening med det, man skal lære, samt at man efterfølgende kan bruge det. Vi skal have energi til at lære, og den energi reguleres bl.a. af vores følelser, vilje og motivation.9 Det er ikke kun elevens forforståelse men også det individuelle, personlige interesseområde, der er væsentligt for at skabe læringsenergi. Man er udfordret, når man står overfor en 8. klasse, hvor mere end halvdelen af eleverne nærer yderst begrænset interesse for krigs- og flygtningehistorie, når det

Hvordan vækker man elevernes nysgerrighed for et emne, de ellers ikke er interesseret i? Det kan være en stor, men ikke umulig opgave. Hos eleverne fra Ølgod Efterskole var både motivationen og koncentrationen heldigvis i top. Foto: Ølgod Efterskole.

Samarbejde om læring

159

Skadedyrsbekæmpelse og brænde er sammen med vaccine klassiske topprioriteter hos eleverne. Kakao og teater kommer ofte i sidste række, men får dog alligevel af og til sneget sig længere op af rangstigen undervejs i forløbet. Foto: Ølgod Efterskole.

netop er det, de skal lære noget om. Hvordan får man dem overbevist? Man kan fx gøre brug af begrebet ”god anderledeshed”, som handler om at præsentere eleverne for noget nyt og ukendt, der er med til at åbne deres horisont frem for udelukkende at strukturere undervisningen ud fra, hvad der i forvejen behager dem.10 I Vardemuseerne Læring arbejder vi ud fra en kobling af læringsenergi og god anderledeshed. Vi forsøger at anvende det, eleverne i forvejen er interesserede i eller bekendte med til at vække deres nysgerrighed overfor det, de ellers ikke finder relevant at beskæftige sig med. Når vi fx udbyder et læringsforløb om de tyske flygtninge i Oksbøl, er det vigtigt, at eleverne har mulighed for at identificere sig med historien. Her kommer kufferterne med flygtningeidentiteter og prioriteringslister i spil. Eleverne skal samarbejde om at prioritere tingene på listen. De har deres forforståelse samt individuelle livserfaring som redskaber. Når prioriteringslisterne 160

Pernille Ø. Sørensen

er udfyldte, bærer eleverne kufferterne med sig rundt i området. Formidleren gør stop undervejs og supplerer med nye informationer om flygtningenes liv i lejren. Det kan fx være ved den gamle køkkenbarak, som i dag huser Blåvandshuk Skoles SFO. Eleverne bliver bedt om at genopfriske, hvordan de har placeret ”kakao” på deres liste, en ting, der hos de fleste får en lav prioritering i forhold til vaccine og skadedyrsbekæmpelse. For man kan jo godt overleve uden kakao. Men når eleverne så skal nævne én ting, de sagtens kunne overleve uden, men alligevel ville være enormt kede af at undvære i deres hverdag, så er der pludselig draget en parallel mellem deres egen verden og den, der var aktuel efter Anden Verdenskrig. Der opstår en bedre forståelse for, hvad en ellers så ubetydelig ting som kakao kan have haft af betydning for en tysk flygtning, der har opholdt sig i lejren i Oksbøl. Der opstår også en forståelse for, at de tyske flygtninge var mennesker med præcis samme behov, følelsesregistre og tankemønstre som eleverne selv. Det ses også på de prioritetsændringer, eleverne foretager undervejs. Netop kakao og teaterbilletter sniger sig ofte længere op på listen, efterhånden som vi kommer rundt i området. At man i det hele taget havde fritid i en flygtningelejr kommer bag på de fleste af de elever, vi får besøg af. Til gengæld er de ikke idéforladte, når de bliver bedt om at komme med bud på, hvad børn og unge kan have fået fritiden til at gå med bag pigtråden dengang. ”Gemmeleg!” ”Huler!”, ”De legede sikkert også fangeleg!” – lege, eleverne er bekendte med fra deres egen virkelighed. Tænk engang, at man som elev i 8. klasse pludselig kan identificere sig med de tanker og følelser, der har fyldt i hovederne på tyske flygtninge i slutningen af 1940’erne. Så bliver det måske lidt mere spændende at undersøge, hvad man ellers kan have haft tilfælles. Eleverne lærer således både noget faktuelt omkring konsekvenserne af Anden Verdenskrig og livet i flygtningelejren samtidig med, at deres forståelse for og mulighed for at identificere sig med de pågældende flygtninge styrkes betydeligt.

Der kan ligeledes hentes et eksempel fra museets forløb om barndom og legetøj, som foregår på Nymindegab Museum og udbydes til børn, der snart skal starte i skole. Her opfordres der til, at børnene hver især medbringer et stykke af deres eget legetøj, når de besøger museet. Så kan formidleren ikke alene fortælle om barndommen i gamle dage ud fra museets udstillede genstande, men har rent

faktisk også mulighed for at drage paralleller til børnenes egen verden ud fra det legetøj, de har med. Børn i den alder er meget visuelt tænkende, hvorfor en sammenligning af legetøj fra i dag og fx 1950’erne virkelig kan være succesfuld i forhold til deres udbytte af forløbet. Oplevelsen bliver også mere virkelighedsnær for børnene, når de genkender noget af museets legetøj bag glasmontren, fordi

En fin artikel blev til i forbindelse med Lykkesgårdskolens besøg i flygtningelejren maj 2016.11

Samarbejde om læring

161

de fx har set noget mage til hos deres bedsteforældre. Gamle dage kan virke uendeligt langt væk, når man går i børnehave. På museet bliver det alligevel muligt for børnene at udvikle en rimelig forståelse for hvordan, det var at være barn dengang. Om at blive klogere i fællesskab Et andet grundelement i vores læringsforløb er, at eleverne skal samarbejde indbyrdes i læreprocessen. Undersøgelser om arbejdet med læring i den åbne skole viser bl.a., at elevtil-elev læring har potentiale til at øge elevers kommunikationsevner og relationer samt læring, trivsel og alsidige udvikling.12 Der skabes masser af muligheder, når elever samarbejder. De kan få sat ord på de forståelser, de i forvejen besidder. De kan få italesat en ellers ”tavs” viden, og de kan blive bekræftet i, at deres individuelle opfattelser er korrekte – eller få hjælp til at småjustere undervejs. De får også muligheden for at spejle sig i hinanden – ikke med henblik på at de blankt skal adoptere hinandens personlige meninger og holdninger, men på at udfordre dem i at forholde sig kritisk og konstruktivt til det, andre har at sige. Det kommunale projekt Camp7 er et godt eksempel på, hvordan Vardemuseerne Læring implementerer elevernes samarbejdsevner i praksis. Projektet samler hvert år samtlige Varde Kommunes 7. klasseselever i Oksbøl til to dage spækket med diverse aktiviteter med henblik på styrkelse af både faglige og sociale kompetencer. Museet deltager med forskellige stationer, der foregår ved den tyske mindelund og de to bygninger, der i flygtningelejrens tid fungerede som et af lejrens to lazaretter. Eleverne bliver først og fremmest bedt om at forholde sig til flygtningedebatten. På en såkaldt værdilinje, der løber fra ”enig” i den ene ende til ”uenig” i den anden, skal eleverne vurdere, hvor de vil placere sig ud fra et givent udsagn, som formidleren læser højt. Et af udsagnene lyder ”Jeg vil udføre frivilligt arbejde for at hjælpe flygtninge”. Det er bemærkelsesværdigt, når ca. 90 % af elevgruppen er enige i, at de 162

Pernille Ø. Sørensen

kender en flygtning, oftest en klassekammerat, at en god andel af dem placerer sig som uenig i at ville udføre frivilligt arbejde for at hjælpe flygtninge. Uden at gå yderligere ind i debatten sendes eleverne derefter rundt til forskellige stationer, hvor de får uvisheden, uretfærdigheden og frygten at føle på egen krop og sjæl. Ved den tyske mindelund bliver eleverne bedt om at beregne gennemsnitslevealderen på 10 af de flygtninge, der ligger begravet foran dem. Det kræver som regel ikke meget mere at skærpe de flestes opmærksomhed. Det kan ikke passe! De blev jo ikke engang et år gamle? Aktiviteten er relativ simpel, men ikke desto mindre oplagt til at få eleverne til at reflektere over nogle af krigens konsekvenser. De andre stationer foregår ved de gamle lazaretbygninger. Fra den ene fløj stormer udklædte museumsformidlere pludseligt ud af hoveddøren og dirigerer med frygt i stemmen eleverne ind ad den mørke midtergang og videre ned i kælderen. ”Der er bombeangreb! Sæt jer ned og hold armene over hovedet!” Eleverne kan næsten ikke beslutte sig for, om de skal grine eller græde, men så slukkes lyset, og lyden af lavtflyvende bombefly brager ud af højtalerne, imens de fleste af elevernes stemmer erstattes af en frygtindgydende stilhed. I den modsatte fløj møder eleverne tre mørkklædte, russisk-talende mænd. Her bliver der også dirigeret, men det bliver hurtigt tydeligt for eleverne, at det denne gang ikke er hensigten at beskytte. I tyve minutter bliver eleverne adskilt, placeret i lazarettets værelser, får udleveret slik for derefter at få det frataget igen. Nogle oplever at få tegnet et rødt kryds på deres håndled, for derefter at blive efterladt alene med spekulationer om, hvad det mon skal betyde. Elevernes reaktioner på oplevelserne ved mindelunden, kælderen og russerne varierer meget. Derfor afsluttes alle stationer med aktiviteter, der giver eleverne mulighed for at bearbejde deres individuelle indtryk ved at tale om det i fællesskab. Som afslutning på hele forløbet bliver eleverne igen bedt om at tage stilling til flygtningedebatten ved at placere

sig et sted på værdilinjen. Nu er der typisk langt flere, der placerer sig ved ”enig”, når de bliver spurgt, om de vil udføre frivilligt arbejde for at hjælpe flygtninge. Det sker også, at endnu flere elever nu er enige i, at de kender en flygtning. For nogle gælder det, at de først nu for alvor har fået øjnene op for, dels at de går i klasse med en flygtning, men også hvad denne klassekammerat muligvis kan have været vidne til og være blevet udsat for. En mindre andel af eleverne er på forhånd meget bevidste omkring egen holdning til flygtningedebatten. Andre har sværere ved at overskue, hvor de vil placere sig på værdilinjen og ender som regel med at følge sidemanden

Hvad gemmer sig i mørket? Museets aktiviteter i forbindelse med Camp7 sætter fokus på flygtningedebatten og får eleverne til at mærke frygt, uretfærdighed og uvished på egen krop.

Elever dirigeres i fuld fart ind i en af de gamle lazaretbygninger i Oksbøl. De ved endnu ikke, hvad der venter dem indenfor.

Eleverne beregner gennemsnitsalderen for 10 begravede flygtninge. Der bliver stille, når resultatet viser sig at være under 12 måneder. Foto: Ølgod Efterskole.

Samarbejde om læring

163

i den ene eller den anden retning. Udvalgte elever bliver bedt om at redegøre og argumentere for deres placering, og det kommer både den der taler, og de, der lytter, til gavn i læreprocessen. Værdilinjen er god til at koble elevernes egen hverdag med det, der i deres optik synes ukendt og irrelevant. Der opstår en kobling mellem to virkeligheder, som gør eleverne opmærksomme på, at flygtningedebatten i høj Det tager tid at udvikle den åbne skole, men vi må som aktører ikke glemme selve meningen med galskaben, for så kan vi være sikre på at fejle.

164

Pernille Ø. Sørensen

grad også vedrører dem. For bare et år siden var det ca. 50 % af elevgruppen, der var enige i, at de kendte en flygtning. Året før var procentdelen endnu lavere. Når man gør eleverne opmærksomme på denne udvikling, bliver det straks mere tydeligt, hvordan flygtningesituationen, som ofte bare er noget, de hører om i nyhederne, også sætter spor i skolerne – endda i deres eget klasselokale.

Konklusion

Noter

Læringsforløb fra kulturinstitutionerne bør ikke opfattes som ”noget bedre” end det, folkeskolen kan tilbyde eleverne i de sædvanlige rammer hjemme på skolen. Det skal opfattes som et supplement, der bygger bro mellem de to institutioner og som på den måde styrker undervisningens kvalitet i begge retninger. Vi skal finde ud af, hvad skolen har til fælles med museet og på den måde finde frem til hvordan, vi i fællesskab kan styrke undervisningen og dermed elevernes læring og trivsel. Vi skal tilbyde eleverne en undervisning, der er meningsgivende og motiverende for dem, så de oplever at kunne anvende det fremover. De skal have muligheden for at lære på flere forskellige måder, uanset om det er i fællesskab eller på egen hånd. For at lykkes med Åben Skole-samarbejdet, skal vi hele tiden sørge for at have selve formålet for øje, så kvaliteten ikke går tabt. Museet bør fortsat forholde sig til skolens formål og fagenes mål, men vi skal se os for. Vi må ikke skrue ned for de unikke muligheder, vi som læringsmiljø besidder, ved udelukkende at fokusere på, hvad eleverne rent fagligt skal lære. I stedet kan museet indgå i elevernes undervisning som en mulighed for også at styrke det, der bl.a. er formålet med folkeskolen – nemlig at skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst samt fremme den enkelte elevs alsidige udvikling ved bl.a. at gøre deres verden en lille smule større i deres dannelsesproces. Det er samarbejde om læring – ikke bare et samarbejde på tværs af skole- og kulturinstitutioner, men også et samarbejde mellem de enkelte elever. Hvis et eksternt læringsmiljø kan træde til med nye muligheder for læring og trivsel der, hvor skolen generelt kommer til kort, så skal vi helt bestemt gøre det. Det er for Vardemuseerne Læring opskriften på et effektivt Åben Skole-samarbejde.

1. Undervisningsministeriets hjemmeside: http://www.uvm.dk/ Uddannelser/Folkeskolen/Laering-og-laeringsmiljoe/Den-aabne-skole 2. Læs mere om Vi i Naturskolen på http://intranet.vardekommune.dk/ direktion,-forvaltninger-og-institutioner/boern-og-unge/boern-oglaering/skole/vi-i-naturskolen.aspx 3. Lars Geer Hammershøj I: Maj Juni: Skolen er åben – Hvad skal vi bruge den til? Asterisk 2016, nr. 18, s. 18-21. 4. Folkeskoleloven § 3 stk. 4. https://www.retsinformation.dk/Forms/ r0710.aspx?id=182008 5. Rambøll Management Consulting, Aarhus Universitet, Professionshøjskolen Metropol, UCC Professionshøjskolen og VIA University College: Forskningsbaseret viden om varieret læring, udeskole, bevægelse og lektiehjælp. 2014. 6. Lars Geer Hammershøj I: Maj Juni: Skolen er åben – Hvad skal vi bruge den til? Asterisk 2016, nr. 18, s. 18-21. 7. KL: Læring i den åbne skole. København 2015. 8. Mads Hermansen: Spilleregler i klassen – læringsledelse i teori og praksis. Professionsserien. København 2010. 9. Knud Illeris: Læring. I: Hans Jørgen Kristensen & Per Fibæk Laursen (red.) Gyldendals pædagogikhåndbog – otte tilgange til pædagogik. Gyldendals lærerbibliotek. København 2012, s. 246-261. 10. Thomas Ziehe: God anderledeshed. I: Anne Knudsen & Carsten Nejst Jensen (red.) Ungdomsliv og læreprocesser i det moderne samfund. 2. udgave. Værløse 2000, s. 194-206. 11. Nina Møller: 8.A bar rundt på tyske flygtninges liv i kuffert. Lokalavisen Varde 31. maj 2016. 12. Rambøll Management Consulting m.fl.

Pernille Ø. Sørensen kan kontaktes på pos@vardemuseum.dk

Samarbejde om læring

165

Begyndelsen på et formidlingssamarbejde Af Anders Bloksgaard Poulsen

I starten af 2016 havde Vardemuseerne Læring den fornøjelse at besøge Konserveringscenter Vest i Ølgod, hvor vi fik en rundvisning af leder Michael Højlund Rasmussen. I det daglige arbejde på konserveringscenteret indgår fagligheder inden for fysik, kemi, biologi og selvfølgelig historie. Under besøget opstod der hurtigt en fornemmelse af, at der her var mange lavthængende frugter i forhold til formidling inden for disse fag. Netop disse specifikke

166

Anders Bloksgaard Poulsen

fagligheder gør det oplagt, at formidlingen kan målrettes ungdomsuddannelser. En målgruppe som museet hidtil har haft svært ved at nå. Det stod derfor klart, at vi ikke blot kunne, men også skulle udvikle et undervisningsforløb i samarbejde med konserveringscenteret. Derfor gik jagten ind på at finde et gymnasium, der ville være villigt til at samarbejde og lade deres elever være testpersoner i et udviklingsforløb. Jagten på gymnasiet vender vi tilbage til.

Nu ville skæbnen det heldigvis sådan, at næsten samtidigt med afviklingen af besøget på konserveringscentret, udloddede foreningen Intrface en udviklingspulje. Intrface er en forening, der har til hensigt at etablere, udvikle og vedligeholde samarbejder mellem de gymnasiale uddannelser og museer med henblik på udvikling af skolerelevante undervisningsforløb. Det blev muligt at søge op til 20.000 kr., og såfremt vi fik pengene kunne vi for alvor realisere projektet. Forløbets tilblivelse Den første indskydelse var at tage fat på Varde Gymnasium og etablere et samarbejde med en eller flere lærere herfra, men det lykkedes desværre ikke i første omgang. Intrface udviklingspuljens deadline taget i betragtning måtte der ske noget og gerne hurtigt. Derfor henvendte vi os til Rybners Tekniske Gymnasium i Esbjerg. Her lykkedes det os at finde flere ildsjæle, som straks sprang ombord i projektet. Næsten samtidigt fik vi stablet en fornuftig ansøgning sammen til udviklingspuljen. Nogle af de vigtigste pointer og målsætninger herfra må siges at være: –– At skabe et konkret undervisningsforløb, som vil kunne tilbydes ungdomsuddannelser i fremtiden. –– At give eleverne viden om og forståelse for, hvordan tilgængelig viden bliver til gennem forskningsbaserede processer. –– At tilbyde eleverne autentiske læringsmiljøer ud fra tanken om den åbne skole og at give eleverne mulighed for selv at arbejde forskningsbaseret på tværs af relevante fag og faggrupper. –– Alt dette mens vi samtidig ønsker at bygge bro mellem naturvidenskab og humaniora. Ansøgningen blev sendt og få dage senere kom der positivt svar fra Intrface. Projektet var dermed en realitet, og vi havde fået 20.000 kr. at gå i gang med.

Vi fik sat det første møde i stand med tre lærere fra Rybners Tekniske Gymnasium, der repræsenterede fagene kemi, biologi og teknologihistorie. En rundvisning på konserveringscenteret hjalp os til i fællesskab at få sat nogle ord på hvilke temaer og områder vi kunne forestille os at undervisningsforløbet kunne berøre. Lærerne havde masser af idéer. Hurtigt kom samtalen til at dreje sig om, hvordan man kunne undervise i dét at bevare noget som er forgængeligt og derved på sin vis naturstridigt. Dertil hele forståelsen af den lange vej en genstand gennemgår fra arkæologisk udgravning til udstilling i glasmontre på et museum. Vi fandt flere steder på denne vej, hvor der ville være mulighed for at undervise i både fysik, kemi, biologi, samfundsfag og historie, hvordan foregår en arkæologisk udgravning, hvordan finder arkæologerne metal i jorden, og hvordan kan de genkende hvilket metal, de har fundet, og hvordan arbejder konservatorerne med at bevare de genstande de får ind på konserveringscenteret. Hovedelementerne i undervisningsforløbet var nu på plads. Lærerne fra Rybners Tekniske Gymnasium havde én klasse tilfælles, som dermed ville passe godt ind i forløbet. Skemalægningen kunne løses ved at bytte lidt rundt på lærernes timer med klassen i de to dage forløbet strakte sig over. Kringelkrogene i selve forløbet Overskriften for undervisningsforløbet endte med at blive ”Konservering for evigt”. Vi havde besluttet, at vi ville arbejde med metallerne kobber og bronze, da disse rummer masser af muligheder for undervisning både fra lærernes, formidlernes og konservatorernes side. Vi havde dermed et fælles fagligt ståsted. Dag ét foregik undervisningen på Rybners Tekniske Gymnasium. Her skulle der undervises i teknologihistorie og laves øvelser i kemi og biologi. Undervisningen og øvelserne skulle danne et fagligt grundlag for dag to, der foregik på konserveringscenteret i Ølgod. Dagens program var inddelt i tre, ligeledes var også Begyndelsen på et formidlingssamarbejde

167

eleverne inddelt i tre hold. Der var lavet tre stationer: en i foredragssalen i Kulturhuset, en anden på et af laboratorierne og slutteligt var der en rundvisning, hvor eleverne kom forbi alle de forskellige laboratorier. I foredragssalen blev der arbejdet videre med den historiske grundviden ved en gennemgang af stenalderen, bronzealderen og jernalderen, som eleverne allerede havde påbegyndt i undervisning hjemme på gymnasiet. Derudover handlede det også om at skabe forståelse for, hvad arkæologer, historikere eller konservatorer laver og forskellene på deres arbejdsopgaver. På rundvisningen var der som nævnt indlagt stop ved alle laboratorierne. Her stiftede eleverne bekendtskab med, hvad der foregår i sandblæsningsrummet, ved malerikonservatoren eller hos konservatoren Gert Nebrich, som på daværende tidspunkt netop havde færdigkonserveret et meget gammelt to meter langt tohåndssværd. På den sidste station skulle eleverne lave en øvelse, der gik ud på at producere lim, naturligvis ved at gennemgå samme proces som konservatorerne ville gøre, bare i et mindre målestok. Limen skulle i øvrigt gydes fra svømmeblæren fra en stør. Dette foregår

Konservator Lars Rust Jensen viser rundt i laboratoriet for malerikonservering.

ved, at man opvarmer små bider af svømmeblæren til den rette temperatur og hernæst gyder den ud på plastik for at størkne. Efter besøget fik eleverne til opgave at skabe en folder, som kunne udleveres til elever i 8. klasse. Temaet skulle naturligvis være konservering og det at bevare for eftertiden. Det kom der nogle utroligt flotte og meget detaljerede foldere ud af, hvor det var tydeligt, at eleverne havde haft et stort udbytte af undervisningsforløbet. Som det fremgår, var undervisningsforløbet tilrettelagt således, at der både var indhold før besøget på konserveringscenteret, og der var hjemmeopgaver til bagefter, altså et helstøbt undervisningsforløb, som meget godt afspejler den model, vi i Vardemuseerne Læring altid arbejder efter: Før, under og efter. De gyldne læresætninger

Eleverne i samtale med leder af konserveringscentret Michael Højlund Rasmussen.

168

Anders Bloksgaard Poulsen

Spørgsmålet om det overhovedet er nødvendigt at udvikle projekter som dette, kan kun besvares med et ”ja”. Det er i høj grad nødvendigt at være proaktiv, opsøgende

og samarbejdsvillig. Vardemuseerne har, som omtalt, ikke tidligere haft samarbejder med hverken gymnasiet i Varde eller gymnasierne i Esbjerg. Det er de færreste lærere og helt sikkert endnu færre af eleverne, der selvstændigt besøger vores museer. Lige netop derfor er det nødvendigt at udvikle denne type projekter. Der findes autentiske læringsmiljøer på hver og én af museets afdelinger. Konserveringscenteret er ligeledes et autentisk læringsmiljø, og udnyttelsen af disse ligger i tråd med skolereformen omkring Åben Skole. Det samme gør sig i øvrigt gældende for gymnasierne, som med tiden også skal være mere samarbejdsorienterede og åbne. Der er heller ingen tvivl om, at eleverne har fået mere med sig end blot en oplevelsesrig og underholdende dag. Dette ses tydeligt i de afleverede foldere, som udover at være opsat meget indbydende også rummer rigtig megen viden om både konservering af forskellige stoffer og masser af historie og kemi. Udover elevernes umiddelbare og synlige læringsudbytte, er der også et mere skjult udbytte, nemlig at både elever og lærere har stiftet bekendtskab med konserveringscenteret og museet. Særligt med hensyn til konserveringen har de fået en oplevelse af, hvordan elementer fra fagene fysik, kemi og biologi, som de arbejder med i skolen, kan bruges i virkeligheden. Ydermere er der blevet skabt forbindelse mellem en række meget kompetente lærere og museet. Denne forbindelse skal nu fortsættes, så vi kan udbygge og forbedre forløbet i fællesskab. Konklusion Ville vi kaste os ud i endnu et projektsamarbejde med et gymnasium og konserveringscenteret? Her må svaret være et entydigt ”ja”. Faktisk har Vardemuseerne Læring og konserveringscenteret allerede indledt et samarbejde med Varde Gymnasium. Projektet bygger videre på de erfaringer, vi har gjort fra det her omtalte forløb.

Eleverne koger lim af svømmeblærer fra stør.

Begyndelsen på et formidlingssamarbejde

169

Projektet har også rykket på noget i vores formidling, da der er stor forskel på at formidle til elever i folkeskolen og elever på gymnasierne. Udfordringen med at nå ud til og formidle til en helt anden målgruppe end den, vi er vant til, har været lærerig. Det kræver en hel del mere at fastholde gymnasieelevernes interesse. Dertil kommer, at denne elevgruppe har rigtig meget at byde ind med og er meget vidende. Det betyder, at man som formidler skal have ekstra godt styr på sit stof og være klar på nogle, til tider, vanskelige spørgsmål. Denne udfordring hilser vi naturligvis velkommen. Skulle vi komme i bekneb, har vi et helt hus fuldt af eksperter, som vi kan trække på i faglige spørgsmål. Det har vi også gjort brug af i udviklingen af undervisningsforløbene med både Rybners Tekniske Gymnasium og Varde Gymnasium. Ved begge forløb er op til flere arkæologer blevet hevet til side og spurgt til råds. Foruden deres viden har de også bidraget med materiale i form af udgravningsberetninger og i tilfældet med undervisningsforløbet med Varde Gymnasium, selv deltaget i formidlingen.

Fremtiden I 2017 begynder et endnu større projekt. Da vil nemlig de to forløb med hhv. Rybners Tekniske Gymnasium i Esbjerg og Varde Gymnasium blive slået sammen til ét stort projekt. Konserveringscenteret er naturligvis stadig med, men dertil kommer VejleMuseerne og de gymnasier, som de har udviklet lignende Intrface projekter med. Sammen med alle disse partnere vil vi forsøge at lave en fælles ansøgning til Region Syddanmarks Uddannelsespulje. En eventuel bevilling skal bruges til at understøtte og udvikle de allerede eksisterende netværk mellem lærere og museumsformidlere. Ydermere har der været talt om at forsøge at efterligne Varde-modellen, hvor Vardemuseerne Læring allerede indgår i etablerede, obligatoriske undervisningsforløb i folkeskolen. De forløb, der tænkes udviklet, skal kunne forankres kommunalt og gøres obligatoriske. Der skal både være et gymnasieforløb og et forløb, der kan tilbydes alle ungdomsuddannelser i hele regionen. Med projektet vil vi gerne medvirke positivt til, at Region Syddanmark opnår de mål, der er formuleret i Syddansk Uddannelsesaftale. Ét af målene er, at 20 % flere på en ungdomsårgang skal gennemføre en naturvidenskabelig, teknisk eller sundhedsfaglig uddannelse i forhold til 2010. Projektet er omfattende, og vi glæder os meget til at komme i gang med det. Det skulle gerne kaste en artikel af sig til næste års opdatering. Anders Bloksgaard Poulsen kan kontaktes på abp@vardemuseum.dk

Elever fra Varde Gymnasium besøger en arkæologisk udgravning.

170

Anders Bloksgaard Poulsen

Frivillige Vikinger Af Signe Øster Kæmpegaard

På Bork Vikingehavn er der plads til alle. Det var og er stadig min overbevisning samt grunden til, at jeg i foråret 2016 valgte at bruge en praktikperiode på Bork Vikingehavn for at undersøge, hvordan der arbejdes med frivillighed på stedet.1 Jeg mødte Bork Vikingehavn, da jeg ankom i sommeren 2015 til introdag til et sommerjob, jeg lidt tilfældigt havde søgt. Det viste sig at være et lykketræf. På Bork Vikingehavn var der en grundlæggende positiv og anerkendende stemning, som jeg besluttede at undersøge i forbindelse med en afsluttende opgave på mit bachelorstudie, humanistisk organisationsudvikling, ved Aarhus Universitet. Artiklen her er skrevet på baggrund af min afsluttende opgave, der undersøgte frivillighed på Bork Vikingehavn med det formål at forstå de frivilliges motivation for at være en del af Bork Vikingehavn. Den frivillighed, der blev undersøgt i opgaven, var knyttet sammen med reenacternes frivillighed. Det er de mennesker, som i deres fritid foretager en mental rejse til fortiden og gen-lever vikingtiden på egen krop. ”Når mennesker reenacter, gør de brug af noget fortidigt i en nutidig sammenhæng. Det gælder alle reenactere, uanset om de mest af alt er drevet af at komme så tæt på en fortidig virkelighed i sig selv som muligt, eller de er optagede af at bruge noget fortidigt til at lære af med henblik på at forme deres fremtid”.2 Det er mennesker, som bruger ferier og weekender på så vidt muligt at leve, som vikingerne gjorde det. De bebor Bork Vikingehavn i enten telte eller huse i en afgrænset periode. De bliver af museets frivillighedskoordinator kaldt ”livsstilsvikinger” eller ”identitetsvikinger”, og det er dem, der refereres til som vikinger. Frivillige Vikinger

171

Projektets hovedspørgsmål har været, hvordan samarbejdet mellem tovholderen og reenacternes motivationsprofiler kan forstås og derigennem sikres og optimeres. Fællesskab og autenticitet

De frivillige vikinger skal ikke forstås som plyndrende søfolk, der hærger Europas kyster, men som almindelige moderne danskere, der på baggrund af arkæologiske fund rekonstruerer eller kopierer genstande og dragter fra vikingetiden. I løbet af året bruger de weekender og ferier på at leve, som man forestiller sig, at vikingerne gjorde. Disse mennesker vælger sydens sol fra og holder i stedet historisk sommerferie i Danmark. På Bork Vikingehavn er vikingerne en stor del af formidlingen. Igennem deres tilstedeværelse har de besøgende mulighed for at se, røre, dufte og tale med den levende historie. Reenacternes tilstedeværelse på Bork Vikingehavn er med til at give gæsterne en unik og nærværende oplevelse. Reenacterne på Bork Vikingehavn arbejder frivilligt, men fungerer i hverdagen som medarbejdere i formidlingsopgaven, hvilket giver tovholderen på Bork Vikingehavn en ledelsesopgave i formidlingsperioderne. Frivilligheden på Bork Vikingehavn er kendetegnet ved, at det er de ansatte på pladsen, som skaber rammerne og har kontakten til de frivillige. Flere vikinger fortæller, at de oplever, at ”museet er som et hjem”. Det omtales af flere som ”et andet hjem”. 172

Signe Øster Kæmpegaard

Vikingetiden er i dag blevet en social ventil for mennesker i alle aldre. Tovholderen fortæller, hvordan de fleste frivillige oftest kommer i flok eller familier. ”De fleste frivillige bruger stedet som en ventil fra det almindelige liv. De kommer herned for at have en god familieoplevelse, men de kommer bestemt også, fordi de gerne vil vise noget til vores gæster. Det er sådan en dobbelt ting. De vil gerne give noget, men de får også selv noget ud af det på det mentale plan”. Rammesætningen på Bork Vikingehavn roses af frivillighedskoordinatoren, som fortæller, at ”de er gode til at gøre det til en social oplevelse, samtidig med at det er et tematisk interessefællesskab”. Dette interessefællesskab skabes blandt andet i kraft af tøjet. ”Hernede er der plads til alle. Det betyder også, at med det samme, du tager vikingetøj på, så lægger du det, du er i den almindelige verden (…) Man kan skabe sig en identitet og en del i fællesskabet, som jeg tror, man ikke ville kunne skabe udenfor”. Det kan heraf udledes, at fællesskabet defineres i kraft af den fysiske fremtoning, som på trods af den store diversitet i tøjets udseende stadig adskiller sig fra civilt tøj. Samtidig italesættes det her, hvordan man kan skabe en identitet, som man ikke ville kunne skabe udenfor. Indenfor, mener jeg her, betegner museets arealer. Fællesskabets tilstedeværelse baseres altså på en verden indenfor museets mure, der afgrænses fra verden udenom. ”Vi kan se, at mange føler, de finder en plads hernede. Mange er måske kommet og har syntes, at tingene var lidt hårde, og så har de fundet en plads hernede og er blomstret op i det og har fundet en identitet i det”. Dette er netop, hvad en af de frivillige oplever: ”Det er den rette hylde, jeg er kommet på. Jeg trives utrolig godt herude og har det godt med folk herude”.

Et centralt krav til de frivillige er kravet om autenticitet, som kan oversættes til ægthed eller retsgyldighed.3 Formålet er at involvere de frivillige i at rekonstruere historien samt bidrage til, at museets gæster får en lærerig oplevelse af den levende historie. Der stilles således i Frivillighedspolitikken krav om, at de frivillige har en forståelse for, at museet formidler i en autentisk kulturhistorisk ramme.4 Flere af vikingerne oplever autenticitetskravet som en selvfølge. Flere gange bliver det ikke italesat af vikingerne, som, mens jeg interviewer dem, sidder i eller nørkler med dragter, hvis autenticitet er anerkendt af Bork Vikingehavns tilknyttede arkæolog. Det er altså en

selvfølge at stræbe efter autenticitet i udstyr og dragter. Samtidig påpeges husenes kvalitet og standard som en vigtig motivationsfaktor. ”Hvis du kommer til Hedeby, så er husene en kulisse. Huset her er lavet til beboelse. Der er en væsentlig forskel”. Muligheden for at bo i husene og derigennem bevæge sig endnu længere ind i historien er for en anden viking en central motivationsfaktor. Vikingerne oplever i kraft af fællesskabet og autenticitetsfaktoren ikke vikingetiden som en hobby, men som en livsstil. ”Hvis vi holdt ferie, så var vi ikke her. Det er ikke fordi, at det er et lønnet arbejde men fordi, det er en livsstil, og livsstil er ikke ferie. En anden nævner fællesskabet

Frivillige Vikinger

173

som en væsentlig faktor for forståelsen af ordet livsstil: ”Grunden til, at jeg mener, at det er en livsstil, er fordi, at alle mine venner er vikinger. Rigtig mange i min gamle omgangskreds, dem har jeg ikke kontakt til. Dem, jeg kalder venner i min dagligdag, det er folk, som også dyrker vikinger (…) Det fylder rigtig meget”. Primadonnaen Ordet primadonna bliver ofte brugt med en negativ ladning. Betegnelsen anvendes om en selvoptaget kvinde, der forventer, at andre gør hende tjenester eller gør stads af hende. Egentlig er det en gammel betegnelse fra teatret, brugt om den ledende kvindelige hovedkraft i forestillingen. I dette tilfælde trækkes der på Helle Hedegaard Heins definition af primadonnaen som en medarbejderarketype. Primadonnaen som arketype har et eksistentielt forhold til sit arbejde og finder livsmening i en pligtfølelse overfor en højere sag. Tjenesten af denne er for primadonnaen et kald. Formår primadonnaen at gøre en forskel for den højere sag, udløses et kick, der beskrives som en stærk lykkefølelse. Det er i denne lykkefølelse, primadonnaen finder livsmening.5 Vikingerens frivillighed er kendetegnet af autonomi og selvstændighed samt tjenesten af museet og

autenticiteten som højere sag. Kort fortalt betyder det, at man i mange tilfælde kan sidestille arketypen primadonnaen med de frivillige vikinger. Undersøgelser har vist, hvordan den rette målsætning kan være afgørende for lykkefølelse hos de implicerede. Daniel Pink beskriver en undersøgelse,6 hvor man fulgte personer med profilmål: mere berømmelse, flere penge eller mere bekræftelse, og personer med hensigtsmål: ønsket om et bedre liv, at hjælpe andre og at være noget for andre. Resultatet var, at personer med profilmål oplevede angst og depression, selvom de nåede deres mål. ”En af årsagerne til angst og depression hos disse overenergiske mennesker er, at de ikke har gode forhold til andre. De har så travlt med at tjene penge og sørge for sig selv, og det betyder, at der er mindre plads i deres liv til kærlighed og opmærksomhed og omsorg og empati og de ting, der virkelig betyder noget”.7 Kerneforholdet for mange af vikingerne i Bork Vikingehavn er netop nærværet og samværet med andre frivillige på havnen. Stedet giver vikingerne mulighed for at mødes om samværet med andre, som har samme interesser. For mange af vikingerne er det derfor netop hensigtsmål, som frivilligheden er baseret på. Rammesætningen af primadonnavikingerne kan derfor også med fordel sætte hensigtsmål i centrum for ledelsesstrategien på stedet. Visionen som udviklingspotentiale Organisationen kan med fordel bruge en meningsfuld vision som ramme for primadonnaen.8 Det er vigtigt, at denne vision er skabt med store ord og patos, da dette taler til primadonnaens kaldsfornemmelse. Når rammen er sat, kan primadonnaen opleve autonomi; herunder bliver primadonnaen selvkørende og selvmotiverende. ”En meningsfuld vision er et af de mest effektive redskaber til at lutre kaldet og give det næring og samtidig skabe retning for primadonnaens autonomi”.9 Hein giver i sin bog et eksempel på et historisk museum, som arbejdede ud fra visionen

174

Signe Øster Kæmpegaard

”Vi arbejder for evigheden”. En så storladet vision vil tale til primadonnaens pligtetiske følelser, vil skabe en moralsk forpligtelse og derigennem være mere effektiv end mål og kontrolforanstaltninger. På samme måde kan Bork Vikingehavn med fordel lave en overordnet vision, som kan være styrende i arbejdet med vikingerne og bevirke, at vikingerne føler mere autonomi i deres virke på pladsen. Visionen kunne med fordel indeholde principper om at gøre sig umage, stræbe efter en dybere mening og lade det meningsfulde fællesskab rangere højt, da det netop er disse værdier, der af vikingerne påpeges som vigtige. Den kunne lyde således: ”Vi gør os umage og skaber meningsfulde fællesskaber i samarbejdet om formidlingen af vores fælles historiske kulturarv”. Et ”på gensyn, tak og farvel” Generelt skal det siges, at undersøgelsen af Bork Vikingehavn afslører, at de frivillige vikinger, som kommer på Bork Vikingehavn, er imødekommende, glade og passionerede. De bruger deres fritid som ”medarbejdere” på museet og gør et stort stykke arbejde. Inddragelsen af vikinger i det daglige arbejde stiller krav til mennesker i deres fritid, som primadonnaen som karaktertype trives under. Samtidig stiller det krav til medarbejderne på Bork Vikingehavn, hvis opgave det bliver at motivere samt at skabe autenticitet og kvalitet i levendegørelsen. Når jeg starter artiklen med at skrive, at på Bork Vikingehavn er der plads til alle, så er det fordi, al aktivitet er drevet hovedsageligt af lyst og glæde over vikingetiden. Det skaber overskud! Det overskud vil jeg gerne sige tak for. Det har jeg oplevet som sæsonansat, som praktikant og som viking. Det er prisværdigt, og derfor afsluttes sommeren på Bork Vikingehavn oftest med et ”Tak, farvel og på gensyn”, hvilket denne artikel derfor også passende kan gøre. Tak, farvel og på gensyn Bork Vikingehavn. Forfatteren kan kontaktes på Signe.Oester.Kaempegaard@hotmail.com

Noter 1. I artiklen benyttes forklaring og beskrivelser fra et antal interviews lavet i forbindelse med mit praktikophold, der giver et billede af den enkeltes oplevelse af museet og frivillighed på stedet. Disse er anonymiserede, da navne og andet ingen relevans har for den overordnede forståelse. 2. Tove Kruse & Anette Warring: Reenactment og historiebrug – Indledning. I: Tove Kruse & Anette Warring (red.): Fortider tur/retur – Reenactment og historiebrug. Frederiksberg 2015, s. 10. 3. Gyldendal: Den Store Danske: ”autenticitet”. http://denstoredanske.dk/ Special:Opslag?q=autenticitet&area=. Besøgt 8. juni 2016. 4. Ringkøbing-Skjern Museum: Frivillighedspolitik. 2016. 5. Helle Hedegaard Hein: Primadonnaledelse – Når arbejdet er et kald. København 2013. 6. Daniel H. Pink: Motivation – Den overraskende sandhed om hvad der motiverer os. 2. udgave. København 2015. 7. Pink, s. 160. 8. Hein, s. 150; Rie Frilund Skårhøj & Dorte Kappelgaard: Ledelse af frivillige – en håndbog. Aarhus 2011, s. 172. 9. Hein, s. 151.

Frivillige Vikinger

175

På vej mod ”verdens bedste museum”? Lidt om udstillingsarbejdet til Tirpitz Af Mette Bjerrum Jensen

Hvordan laver man ”verdens bedste museum”? Man starter i hvert fald med at erkende, at verdens bedste museum ikke vil være det for alle. Tag et eksempel. I Varde Kommune har Kulturstyrelsen bedt os om at lave brugerundersøgelser på fire udstillingssteder gennem fem år. Varde Museum, Nymindegab Museum, Tirpitz-stillingen og Danmarks Ravmuseum i Oksbøl. Vi ved derfor, at der hvert år er gået ca. 30.000 gæster ind i Tirpitz-stillingen, og vi ved, at de faktisk ikke har været ret tilfredse med det, de så. Den plancheudstilling, vi kunne tilbyde, matchede simpelthen ikke forventningerne. Vi ved også, at der hvert år er gået ca. 10.000 gæster ind på Danmarks Ravmuseum,

og at de også er kommet rigtig glade ud igen. For dette publikum var en informativ plancheudstilling kombineret med smukke genstande i let belyste montrer lige præcis det, de ønskede og forventede. Til gengæld kom der ”kun” 10.000 gæster, selvom Varde Kommune er Danmarks største turist-område udenfor København. For alle de, der ikke kommer på vores museer, er ”verdens bedste museum” altså noget helt andet end det, vi hidtil har tilbudt. Vores grundidé til det ny Tirpitz – og dermed de kommende udstillinger – var enkel. I den gamle Tirpitz-bunker kom hele familien, løste billet og gik ned ad ståltrappen til bunkeren. Fem minutter senere var mor oppe igen og

Plancheudstilling i Tirpitz-stillingen (1995-2016).

Plancheudstilling på Danmarks Ravmuseum (1998-2015).

176

Mette Bjerrum Jensen

ventede utålmodigt på den mandlige del af selskabet. På Ravmuseet var det omvendt. Her gik ægtepar ind i den labyrintiske udstilling sammen, men efter kort tid fik frontpersonalet selskab af en mand, der havde set det hele, mens hustruen tog sig bedre tid til at studere ravet. Ved at kombinere disse to udstillinger, tænkte vi at opnå det perfekte match – noget for begge parter. Begge emner – ravet og Atlantvolden – er vestkystrelaterede. Hvis vi supplerede med nogle vestkysthistorier som dem, der blev fortalt på plancher i det lille Blåvand Museum, ville der virkelig være noget for alle. Samtidig passede denne tankegang om at slå tre museer sammen på ét sted perfekt sammen med det stærke ønske om, at museet reducerede sit antal af udstillingssteder kraftigt. Vi nedsatte en lille arbejdsgruppe af inspektører og teknisk personale, der skulle udgøre kernegruppen i det kommende arbejde med de tre faste udstillinger i Tirpitz. Jørn Nielsen, tekniker og vant til selv at bygge montrer og sætte lys, Lene B. Frandsen, arkæolog med erfaring fra mange af museets tidligere udstillinger, Anne Sofie Vemmelund Christensen, historiker med master i formidling fra University of Leicester og tilbage fra barsel lidt senere i processen Stina Troldtoft Andresen, arkæolog med sidefag i museologi. Leder for gruppen blev undertegnede, der har skrevet Ph.d. om kulturarv og udstillinger. I denne gruppe har vi diskuteret spørgsmålene 1) Hvilke historier vil vi gerne vise og for hvilke målgrupper?, 2) Hvordan rammer vi vores publikum? og 3) Hvem skal lave udstillingerne? Hvilke udstillinger – og for hvem? De, der aldrig besøger vores udstillinger, udgør et stort potentiale for mere velbesøgte museer. Brugerundersøgelser på Hvidbjerg Strand Camping har vist os, at det bedste, vi kan tilbyde gruppen af ikke-museumsgæster, er en social oplevelse. Noget, man kan være sammen om som familie. Vil vi lave verdens bedste museum for turisterne på Vestkysten, skal det altså være både socialt, have noget for

Brainstorm på kontoret. En del af arbejdsprocessen.

hele familien uanset køn og alder, men også indeholde et element af traditionel udstilling for dem, der virkelig gav gode karakterer til Danmarks Ravmuseum. Den nye ravudstilling har vi et ønske om først og fremmest skal præsentere ravet smukkere, end det nogensinde før er set. Vi vil også gerne have større fokus på, hvordan man kan finde rav, i forhold til den tidligere udstilling. Målgruppen her er dels det museumsvante publikum, dels dem, der ligger med næsen i sandet og leder efter ravstykker hver sommer i Blåvand. Atlantvoldsudstillingen skal helst give publikum en anden oplevelse end den meget informative udstilling, de ikke var tilfredse med i Tirpitz. Vi har derfor valgt at sætte fokus på de mennesker, som krig i bund og grund handler om. Om dem der arbejdede med at bygge bunkere, om dem der bemandede bunkerne, og om dem der blev forelskede i de spændende soldater. Målgruppen er familier med større børn, der gerne vil lære lidt om verden omkring dem. Den sidste udstilling er defineret af målgruppen først. Dem der ikke er vant til at gå på museum. Hvordan skal På vej mod ”verdens bedste museum”?

177

vi fortælle vestkysthistorier på en måde, der er fængende nok, til at de vil finde den interessant? Den oprindelige tanke var at lave et ”histolarium”, hvor man i stil med formidlingen på Experimentarium selv kan prøve og gøre, og derved lære. Netop disse tre målgrupper, og tre forskellige måder at ramme dem på, har de arbejdet med på Søfartsmuseet i Amsterdam. I tre separate fløje har de lavet tre typer af

udstillinger med tre målgrupper for øje – præcis som det, vi ønsker med Tirpitz. En studietur til Amsterdam, og en samtale med Linda Mol, der har stået for opbygningen af disse udstillinger, bekræftede os i, at vi var på rette spor. Udstillingsgruppen, der i sig selv bevidst er sammensat af forskellige målgruppe-typer, splittede op ved ankomsten til museet og besøgte hver sin fløj. Bagefter besøgte vi søfartsmuseets øvrige udstillinger, for da var vi grebet.

Målgrupper 178

Mette Bjerrum Jensen

Tricket med at lave noget, der henvender sig til forskellige målgrupper, virkede i praksis. Linda Mol har også arbejdet med at få netop målgruppen af ikke-museumsgæster på museum. Hun havde fx hentet en flok familier ind, der normalt brugte deres ferie i en hollandsk forlystelsespark, og spurgt dem, hvad hun skulle lave i sin udstilling, for at de ville finde den interessant nok til et besøg. Ud fra svarende havde hun i samarbejde med et oplevelsesdesignfirma lavet en udstilling i fem akter. Første akt, dvs. det første rum, involverede publikum fysisk. Anden akt var introduktion til en sørejse. Tredje akt var sørejsen selv, gennem mange tider, og hele vejen rundt om gæsterne. I det fjerde rum oplevede vi en gribende forestilling om en lille pige, der bliver reddet fra at gå ned med et skib under Første Verdenskrig. Og i det sidste rum blev vi som publikum en del af forestillingen ved hjælp af optagelser fra det første rum. Da tæppet gik op, så vi genstandene, der var beviset på at alle de historier, vi lige havde oplevet, faktisk var sande. Den oplevelse havde fået rigtig mange til at gå på museum, som aldrig før havde sat deres ben dér. Hvem skal lave udstillingen? Ud over studiebesøget i Holland har udstillingsgruppen besøgt en række museer i Danmark og Tyskland og har desuden gennem et års tid delt vores bedste museumsoplevelser fra ferier med hinanden. I starten havde vi meget forskellige opfattelser af, hvad der giver en god museumsoplevelse, og studieturene og de lange snakke i bilen gav os et rigtig godt fundament til senere at beslutte hvilket udstillingsdesignfirma, vi skulle arbejde sammen med. De bedste udstillinger, vi så, er lavet af fire forskellige europæiske firmaer: ART+COM Studios fra Berlin (fx Kongernes Jelling), Event Communications fra London (fx den ovenfor beskrevne udstilling i fem akter), Tinker Imagineers fra Holland (også fx Søfartsmuseet i Amsterdam) samt arkitektfirmaet Thøgersen og Stouby fra Århus (fx De hvide

Tinker Imagineers blev glade da de vandt opgaven med at lave udstillingerne.

busser på Nationalmuseet). På hver deres måde har deres udstillinger grebet os gennem fortælleteknik, design og målgruppeorientering. Efter en proces, hvor alle fire firmaer var inviteret til Varde og Blåvand til en snak om vores ønsker, gav vi de tre første firmaer til opgave at lave et designoplæg til os på de tre kommende faste udstillinger i Tirpitz. Thøgersen og Stouby har tegnet et oplæg til vores første planlagte særudstilling i Tirpitz om minerydningen efter Anden Verdenskrig. Alle de tre udstillingsforslag til Tirpitz var i verdensklasse og levede op til de designmæssige krav, vi havde stillet, om høj kvalitet, der taler sammen med BIGs arkitektur. Vores fælles erfaringer gjorde det muligt at blive 100 % enige om, at det hollandske firma, Tinker Imagineers, også var det, der ramte vores ønskede målgrupper med turistfamilier allerbedst. Firmaet er grundlagt af to kognitive psykologer, og deres intuitive tilgang til udstillingsarbejdet og den gode formidling ramte lige plet. På vej mod ”verdens bedste museum”?

179

Et omfattende projekt De første møder med udstillingsfirmaerne fandt sted i sommeren 2015. Udstillingsfirmaerne besøgte Blåvand og byggepladsen ved Tirpitz første gang i august-september 2015, og den 13. november 2015 traf vi efter nogle intense workshopmåneder beslutningen om at lave udstillingen i samarbejde med Tinker Imagineers. Alene processen med at vælge udstillingsfirma tog mere end et halvt år, og i hele perioden forberedte vi os på museet mere og mere til at håndtere processen med at skulle arbejde sammen med et udstillingsfirma i et andet land (og at al kommunikation skulle være på engelsk), samtidig med at vi begyndte en mere detaljeret beskrivelse af udstillingsindholdet – et arbejde, der fortsat er i gang i skrivende stund (februar 2017). Arbejdet med tre permanente udstillinger af internationalt format er med andre ord meget tidskrævende og det største projekt, Vardemuseerne nogen sinde har håndteret. Udstillingsarbejdet har kørt sideløbende med byggeriet af det nye Tirpitz. For at løfte arbejdsbyrden, har museet dedikeret et sted mellem 15 og 20 årsværk til projektet over en periode på syv år, og de fleste andre udstillingsopgaver på Vardemuseerne er blevet prioriteret lavt i perioden. Tinker Imagineers’ arbejdsproces er meget forskellig fra den måde, vi normalt laver udstilling på. De første mange måneder har vi diskuteret design på mange niveauer. Skal vi lave et bunkerlandskab eller et baraklandskab (de fleste bunkere blev opført sent i krigen, og mange funktioner foregik i træbarakker i krigens første år)? Hvordan gør vi formen spændende? Skal den være en abstrakt tolkning af et betonelement, eller en 1:1 bunker? Skal vi styre folks rute i udstillingen? Skal vi vise denne historie gennem skyggespil, skuespil på skærm, et spil, lyd, en stemning? Vigtigst af alt: spiller designet sammen med de arkitektoniske rammer? Er kvaliteten høj nok? Er vi sikre på, det kan anvendes af 1000 gæster på en dag? Vi vil fortælle ca. 200 historier i Tirpitz, og hver af dem er diskuteret i detaljer. Ud over, i samarbejde med Tinker Imagineers, at finde frem til det helt rigtige design af hvert 180

Mette Bjerrum Jensen

Ravjægerens knallert får også en plads i udstillingen.

udstillingsrum og hver historie, har udstillingsgruppen også haft til opgave, at få Tinker Imagineers til at forstå kernen i hver eneste historie. Vi er selv blevet eksperter i mange nørdede detaljer om ravets luftindhold og farve, tyske radarsystemer og strandingshistorier – men der sidder også en gruppe hollændere, der nu ved (næsten) lige så meget om alle de særlige detaljer, alene med det formål at gøre hver enkelt historie nærværende, dragende, gribende og interessant for Tirpitz’ kommende gæster.

De tre permanente udstillinger i det ny Tirpitz bliver meget forskellige. Dette er et stort ønske for arbejdsgruppen, da udstillingerne skal tale til tre forskellige målgrupper, som ligger bag alle idéerne. For at sikre at målgrupperne bliver nået, har vi lavet forskellige workshops undervejs i forløbet, mens udstillingerne stadig var på første skitsestadie. Deltagerne i de forskellige workshops har været hentet både fra museumsforeningens bestyrelse (museumsvant

publikum), gennem Facebook (museumsinteresserede, men ikke gæster på Vardemuseerne) og ved et par ture rundt på Hvidbjerg Camping (ikke-museumsvante). De forskellige workshops blev afholdt med assistance fra Varde Kommunes kommunikations- og udviklingsfolk og bragte mange kreative idéer på bordet. Men især har de bekræftet udstillingsgruppen i, at vi var på rette spor. Et af de spor, vi har valgt at følge, er at den kommende ravudstilling – Havets guld – er designet til to hovedmålgrupper. Stamgæsterne på det gamle ravmuseum får et helt skatkammer, hvor ravet præsenteres på en traditionel men meget smuk måde. Det kulturhistoriske rav følges gennem historien, og centralt placeret står det flotte operahus fra Sydney i rav. Skatkammeret laves indeni en ”ravklump” midt i en ravskov. Ude i selve skoven kan man i ni træer og yderligere to ravklumper møde ravsamlerne og se deres flotte fund, selv teste hvordan man kender rav, og blive bragt 40 millioner år tilbage til den fascinerende ravskov og ravets lange rejse gennem årmillionerne og jordlagene. Denne del af ravudstillingen skal nok få nye ravelskere på banen.

Ravskoven, hvor man kan gå på opdagelse i træerne.

Skatkammeret med en traditionel, smuk ravudstilling.

Et smugkig i kommende udstillinger

På vej mod ”verdens bedste museum”?

181

Udstillingen Den skjulte vestkyst bliver for en helt anden målgruppe. Omkring den gamle redningsbåd fra Vejers bliver der opbygget et ”klitlandskab”. Under ”sandet” kan man møde 14 scenarier fra istid til nutid bygget op om en god historie, der understreges af nøje udvalgte historiske genstande og en ny formidlingsform i hver af klitterne. Mens gæsterne lytter til historierne, forandrer hele rummet stemning, og pludselig er det omdannet til en 4D oplevelse, med 182

Mette Bjerrum Jensen

projektioner på klitter, loft og gulv. Nu kan man tage på tidsrejse i redningsbåden, følge med på dramatiske redningsaktioner og forhåbentlig lande trygt på campingpladsen igen. Denne oplevelse er skabt for det publikum, der ikke hidtil har besøgt vores udstillinger, og som aldrig eller sjældent går på museum i deres ferie. Et børnespor med ”kimsleghuller” understreger, at udstillingen kan opleves på mange niveauer og af mange aldersgrupper.

En hær af beton er vores måde at fortælle Atlantvoldshistorie på. I syv bunkere møder gæsten syv forskellige personer, der fortæller om netop deres lille rolle på vestkysten i 1940’erne. En af bunkerne tager os et i mareridtssyn med til Østfronten, og denne historie er forbudt for børn under 12 år. Udstillingen i øvrigt er målrettet familier med større børn og unge og skulle gerne give rigtig meget stof til eftertanke hos både de voksne og de unge. Flere af de personer, man møder, har nemlig både en mørk og en lys karakter. De træffer valg, der kan tolkes som både gode og onde. Og så er de alle syv baseret på rigtige skæbner. Foruden tre permanente udstillingsrum har vi også sammen med Tinker Imagineers skabt en ny udstilling til selve kanonbunkeren, der suppleres af en udstilling i en

underjordisk gang der forbinder det nye museum med den gamle bunker. Alle udstillingerne bindes sammen i et anslagsrum, der foruden at blive porten til de forskellige udstillinger også understreger historiernes sammenhæng med det omgivende landskab. Det er jo derude, man kan finde sporene efter historierne i Tirpitz, og det grundlæggende formål med udstillingerne er at åbne turisterne øjne for de mange historier der skjuler sig i det vestjyske landskab, så deres ferie bliver endnu mere indholdsrig. Udstillingerne i Tirpitz er finansieret af A.P. Møller fonden, Nordea-fonden, Augustinusfonden og Varde Kommune. Mette Bjerrum Jensen kan kontaktes på mbj@vardemuseum.dk

På vej mod ”verdens bedste museum”?

183

Årets udgravninger Af arkæologerne i ArkVest

I det følgende beskrives kort de udgravninger og undersøgelser, som Arkæologi Vestjylland har foretaget i 2016. Som det fremgår af kortet side 201, har vi stort set været ude i alle hjørner af vores ansvarsområde. Det er blevet til i alt 41 lokaliteter, hvor vi har haft skovlen i jorden. Undersøgelserne er listet i kronologisk rækkefølge i de arkæologiske hovedperioder: Stenalder (12.500–1700 f.Kr.), bronzealder (1700-500 f.Kr.), jernalder (500 f.Kr.-750 e.Kr.), vikingetid (750-1050), samt middelalder og nyere tid (tiden efter 1050). Helt usædvanligt har vi foretaget en udgravning af noget så nyt som en bunker fra Anden Verdenskrig. Den nævnes her, men beskrives også i en artikel af John V. Jensen side 104. En anden væsentlig udgravning er Kærgårdudgravningen nord for Ho Bugt, som også har givet mange spændende fund, som man kan læse om i artiklen af Karen Bjelke Fisker og Stina Troldtoft Andresen side 29. På mange udgravninger er der gjort fund fra flere perioder. I de tilfælde findes undersøgelsen nævnt i den periode, hvorfra de fleste eller væsentligste fund stammer fra. Til slut en oversigt over de forundersøgelser, hvor der ikke blev gjort nævneværdige fund af kulturhistorisk interesse. Selvom de undersøgelser, hvor vi ikke finder noget, selvfølgelig ikke er den mest spændende del af vores arkæologiske arbejde, bidrager de tomme områder til væsentlig viden både kulturhistorisk og administrativt. Vi får for hver undersøgelse et bedre overblik over, hvordan oldtidens bebyggelsesmønster i vores område var, og bygherre får vished for, at hans anlægsarbejde ikke vil forstyrre oldtidsminder. I 2016 har vi ikke haft udgravninger i forbindelse 184

Arkæologerne i ArkVest

med skovrejsning. Nye regler betyder, at der ikke længere fra staten gives tilskud til skovrejsning med forudgående reolpløjning, hvilket betyder, at de fleste lodsejere, heldigvis fravælger den for fortidsminderne så destruktive jordbehandling. Der foretages dog stadig arkivalsk kontrol af arealerne for at sikre, at der ikke plantes skov på fx en overpløjet gravhøj.

Oldtid – ikke nærmere dateret Sønder Vium-Gundesbøl tracé ARV 161 Overvågning og gennemførelse af mindre forundersøgelser i forbindelse med etablering af biogasledning. Der er fremkommet fortidsminder især i det nordlige forløb af det 6 km lange tracé. Anlæggene omfatter hjulspor, gruber, grøfter m.m. I alt er 18.980 m2 blevet undersøgt. Hele tracéforløbet er frigivet. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Bastrup plantage, Varde ARV 172 I forbindelse med etablering af en ny grusgrav i Bastrup plantage lidt nord for Varde fulgte arkæologer fra ArkVest afrømningen af tilkørselsvej, samt forundersøgte et areal på ca. 2,6 ha ved hjælp af søgegrøfter. Bortset fra en del vejspor, af oldtidskarakter, der passerer mellem de mange gravhøje i området, blev der ikke gjort fund, og hele området kunne efter endt undersøgelse frigives. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen.

Møllekrogen ARV 174 Forud for byggemodning ved Møllekrogen nord for Næsbjerg foretog ArkVest en forundersøgelse. Herved fremkom syv fundtomme gruber i den sydøstlige del af området, heraf tre kogestensgruber, som sandsynligvis skal dateres til yngre bronzealder eller ældre jernalder. Den vestlige og nordlige del af området var fundtomt. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Sara Lea Kronvang.

Stendyssevej 10, Henneby ARV 181 Forundersøgelse i forbindelse med salg af sommerhusgrund. Undersøgelsen kunne påvise spor af et hulvejsforløb hen over grundens nordligste ende, mod syd kunne konstateres enkelte meget udvaskede anlæg. Byggefelt inklusive vej og kloak skal udgraves inden byggeriet påbegyndes. Egenbetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Jens G. Lauridsen. Vejspor efterladt af hestevogn ses tydeligt i en søgegrøft i Bastrup plantage

Årets udgravninger

185

Stenalder

ARV 160. Beliggenhed af bopladsen fra jægerstenalder/bondestenalder, på lyst sandet undergrund, østsiden af Skærbæk. Flint i selve tracéet fremkom, hvor undergrunden skifter til rødbrunt sand.

ARV 160. Her ses de recente flyvesandslag med hvidgråt sand.

186

Arkæologerne i ArkVest

Cykelsti Ølgod, Tarmvej ARV 160 Arkæologiske forundersøgelser af et godt 4 km langt og 3 m bredt tracé for ny cykelsti. Fremkomst af bopladsspor fra stenalderen i form af tildannet flint ved vandløbet Skærbæk. Hjulspor og hulveje er fremkommet flere steder. Noget usædvanligt er, at de fleste på grund af nyere tids flyvesandsaflejringer stadig er intakte under den nu etablerede cykelsti, hvis bundkote ligger forholdsvis højt i forhold til terræn. En bred formation af vejspor har utvivlsomt været i brug som møllevej til Skærbæk Mølle, men kan have en ældre oprindelse. I alt er 2.036 m2 blevet undersøgt. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg.

Bronzealder Sækbæk, Mejls ARV 175 En undersøgelse af en sløjfet gravhøj. En landmand ønskede en regulær firkantet mark, og da et område med træer og buske lå i vejen, fik han fjernet "krattet" med en lokal maskinstations hjælp. Desværre lå der en gravhøj på stedet. Landmanden kunne berette, at der var fremkommet en del sten i den bortgravede del. ArkVest foretog en undersøgelse af den ødelagte del af fortidsmindet. Der fremkom tydelige spor af stolper, der har stået i en cirkel omkring og indeni gravhøjen, derudover en flot profil på omtrent to meters højde. I profilet kunne registreres

ARV 175. Gravhøjen i Sækbæk. Der ses tydelige stolpespor i højens omkreds.

ARV 175. Gravhøjen set fra luften. I undergrunden ses mørkebrune udfældninger tydeligt i kontrast til den helt lyse undergrund under gravhøjen.

Årets udgravninger

187

tydelige spor af tørveopbygning. Derudover var der også spor af mindst tre plyndringshuller og andre ældre forstyrrelser men intet spor af den centrale grav. En af ArkVests trofaste detektorførere fandt i et plyndringshul i højprofilet en afknækket spids af et bronzesværd eller -dolk. Højen har oprindelig været ganske anseelig med sine omtrent 25 m i diameter og 6-8 meters højde. Ud fra størrelse og konstruktion, den løsfundne bronzespids samt det faktum, at der har været sten i det centrale anlæg må vi antage, at der har været tale om en egekistegrav fra ældre bronzealder. Højen har indgået i højgruppen mellem Mejls og Sækbæk. Undersøgelsen er finansieret af Slots- og Kulturstyrelsen. Udgravningsleder: Jens G. Lauridsen.

Jernalder Mejlby 10, Ringkøbing RSM 10.291 I perioden 2013-2016 er der udgravet syv byggegrunde med tilkørselsveje. Der er blandt andet påvist bebyggelsesspor, brønde, grave, dyrkningsspor samt sandflugtslag. Der

RSM 10.291. En stor sten, nedgravet engang, graves op igen til nærmere undersøgelse. Der var desværre ingen spor af runer eller andet at se på stenen.

er tale om en langvarig bosættelse med et deraf følgende stort antal spor af konstruktioner. I nogle områder er der registreret særligt mange stolpehuller, som ikke har kunnet kombineres til overbevisende grundplaner af strukturer.

25 m

RSM 10.291. Alle spor af bygninger markeret. Førromersk jernalder (grøn), yngre romersk jernalder/germansk jernalder (rød), ældre vikingetid (lyseblå) og yngre vikingetid/tidlig middelalder (mørkeblå).

188

Arkæologerne i ArkVest

Bebyggelserne på det undersøgte areal er ikke afgrænsede, men fortsætter i alle retninger. Undersøgelsesområdet ligger desuden tæt ved tidligere undersøgte arealer mod syd. Bebyggelsessporene daterer sig til ældre jernalder, yngre romersk jernalder, germansk jernalder, vikingetid samt ældre middelalder. Fire jordfæstegrave fra yngre romersk jernalder eller germansk jernalder samt en brandgrav fra 5.-6. årh. e.Kr. er blevet undersøgt. Desuden er der fundet en hestegrav. Området er blevet dyrket med ard i oldtid samt med plov (højryggede agre) i renæssance/nyere tid. Et vejforløb i brug frem til ca. 1800 er desuden påvist. Der kan konstateres en bemærkelsesværdig overensstemmelse i orienteringer mellem bebyggelse fra yngre jernalder-vikingetid-middelalder i forhold til arealanvendelsen i nyere tid. Store, aflange kogestensgruber, grubehuse, jordfæstegrave og til dels brønde synes også at indgå i strukturerede fordelinger, lokaliseret i nord-sydligt orienterede rækker. Bygherrebetalt undersøgelse med tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Kærgård VAM 1849 I 2016 fortsatte ArkVest udgravningerne ved Kærgård i Kjelst. Grundet anlæggelsen af en grusgrav blev der i 2014 og 2015 undersøgt et større område med både bebyggelse og grave. I 2016 var den primære opgave at få undersøgt og afgrænset gravpladsen på stedet. Ved fladeafdækningen fremkom 18 jordfæstegrave. Gravene dateres, hvor det er muligt, til ældre romersk jernalder eller overgangen mellem ældre og yngre romersk jernalder. Foruden jordfæstegravene er der fremkommet 86 brandgrave, hovedsageligt brandpletter, men også urner. Brandgravene dateres, hvor det er muligt, til sen førromersk jernalder / ældre romersk jernalder. Læs mere om udgravningen af gravpladsen i artiklen side 29. Mod sydøst på feltet fremkom bebyggelsesspor i form af et enkelt hus fra førromersk jernalder samt to cirkulære anlæg, der tolkes som dyrefolde. På den østlige del af feltet

fremkom to beboelseshuse samt tre udhuse fra ældre romersk jernalder. Bygherrebetalt undersøgelse med tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen. Udgravningsleder: Karen B. Fisker. Alslev-Toftnæs cykelsti ARV 121 Cykelstien fra Alslev til Toftnæs blev løbende fulgt af arkæologer. Fra Alslev Å mod syd indtil Alslev kunne to grubehuse samt tre gårdanlæg lokaliseres. To af gårdanlæggende kunne dateres til førromersk jernalder og germansk jernalder, det tredje kan ikke placeres nærmere end jernalder. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen.

ARV 121. Plantegning af hustomt fra yngre germansk jernalder. Husets seneste fase er markeret med blåt. Forud for denne gik to eller tre faser af samme bygning, markeret med rødt.

Årets udgravninger

189

Tistrup-Hodde cykelsti etape 2 ARV 125 Overvågning i forbindelse med anlæggelse af cykelsti mellem Tistrup og Hodde. Den første nordlige del nærmest Tistrup blev overvåget i 2015, hvor der ikke blev gjort fund af kulturhistorisk interesse. Ved Hodde dukkede enkelte forhistoriske anlæg op i form af spredte stolpespor, en brandplet og en kogestensgrube af jernalderkarakter. Bygherrebetalt undersøgelse. Skiftende udgravningsledere: Sara Gjerlevsen, Karen B. Fisker, Lars Chr. Bentsen og Lene B. Frandsen.

ARV 147. Utallige hjulspor, ældre veje i Rindum fører fra Nørby mod Rindum kirke og østpå.

190

Arkæologerne i ArkVest

Fåborgvej 41, Fåborg ARV 139 Forundersøgelse forud for etablering af jordvarmeanlæg. Foruden flere moderne nedgravninger fremkom stolpehuller med keramik, der kan tilhøre et mindre hus fra ældre jernalder. Egenbetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Karen B. Fisker. Baunhøjvej 24, Vrøgum ARV 143 Forundersøgelse forud for etablering af jordvarme. Der blev udlagt to søgegrøfter på 32 og 11 meter. Den korte grøft blev udvidet mod nord, da der her fremkom stolpehuller fra et jernalderhus dateret til ca. 200 e.Kr. Langhusets orientering var dog udenfor området til jordvarme og fremtidig faskine, hvorfor området til jordvarme blev frigivet på baggrund af forundersøgelsen. Egenbetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen. Ringkøbing-Lybæk, vandforsyning ARV 147 Arkæologiske forundersøgelser af et godt 4 km langt og 4-5 m bredt forsyningstracé. I den sydlige del af tracéet, tæt ved Mejlby-området, hvor der gennem årene er foretaget store arkæologiske fladegravninger, fremkom hustomter fra yngre romersk jernalder/ældre germansk jernalder. Anlæggene danner formentlig en lokal nordgrænse for det store bebyggelsesområde i Mejlby. Hjulspor og hulveje yngre end jernalderbebyggelsen og ældre end ca. 1800 udgør et lokalt vejforløb fra Nørby og Vesterby mod Rindum, hvor der er forbindelse til overordnede vejforløb. Det påviste vejforløb er stadig i brug på Videnskabernes Selskabs konceptkort fra 1790’erne, men er blevet sløjfet i forbindelse med udskiftningen. Ardspor fra bronzealderjernalder er fremkommet to steder i Heager-området samt i Mejlby-området. Der blev fundet kogestensgruber og andre gruber fra jernalderen eller senere. Dyrkningssporene er mange og varierede. I den centrale del af tracéforløbet

fandtes områder med ardspor og agerrener, bl.a. en muldfjælspløjet mark orienteret parallelt med det nævnte vejforløb. Desuden er der påvist nyere, højryggede agre, hvis orientering svarer til nutidens dyrkningsretninger, og som i øvrigt kan ses på nyere luftfotos. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Oldager Allé, Skjern ARV 155 Arkæologisk forundersøgelse på nyt boligområde med tilhørende tracéer samt etablering af sø. Der er fremkommet bebyggelse fra førromersk jernalder i form af grundplan af langhus. Desuden er spor af marker (flader med ardspor) fra ældre jernalder påvist flere steder, dog ikke bevaret sammenhængende. Bemærkelsesværdigt er det, at udjævnede digevoldinger fra disse marker ikke ses på arealet på den ellers gode fotoserie fra 1954, Basic Cover. I alt er 8.904 m2 blevet undersøgt. Området frigivet med udgangspunkt i den meget spredte forekomst af enkelte fortidsminder. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Gellerupvej 73, Varde ARV 163 Forundersøgelse og mindre udgravning af grund/have i det sydlige Varde i forbindelse med nedrivning af parcelhus og udstykning af fire nye boliger. Selvom der kun blev udgravet ca. 400 m2, fremkom der spor af to langhuse, et par staklader og et grubehus. Da ingen af husene blev afdækket i deres fulde udstrækning, og fundmaterialet var sparsomt, kan bebyggelsen kun groft dateres til omkring 200-500 e.Kr. Interessant er, at bebyggelsen sikkert kan knyttes til det kompleks af bopladser fra jernalderen, som tidligere er afdækket syd for Varde Å bl.a. ved Hyllehaven, Golfbanen og Ådalsvænget. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen.

10 m

ARV 163. Oversigtsplan af Gellerupvej. Der ses to langhuse markeret med rødt og grønt, hegn (gråt) og to firestolpeanlæg (lyseblåt og mørkeblåt), tolket som staklader og længst mod vest et grubehus (gult).

Årets udgravninger

191

Hennebysvej, Henne ARV 164 En fortsættelse af eksisterende kloaktracé mod nord, hvor der fortsat fremkommer spor af bebyggelse afløst af fygesand og ind imellem dyrkningslag. I dette års kampagne er der fremkommet meget flotte spor af pløjning med ard og muldfjælsplov, og der er registreret lag med gode bevaringsforhold for organisk materiale. Der er i disse lag bevaret tømmer i enkelte stolpehuller. ArkVest har udtaget flere naturvidenskabelige prøver af de mange forskellige horisonter/lag og afventer med spænding resultaterne af disse. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Jens G. Lauridsen.

ARV 164. Jens indmåler de forskellige lag i profelet med GPS.

192

Arkæologerne i ArkVest

Under flyvesandet fandtes dyrkningslag, med spor af muldfjælsplov.

Ho Bugtvej 28 ARV 177 I forbindelse med nedrivning og opførsel af nyt hus og jordvarmeanlæg foretog ArkVest en forundersøgelse af de berørte arealer. I den østligste søgegrøft fremkom en enkelt grube. Gruben indeholdt et keramikmateriale, der kunne dateres til ældre jernalders tidligste del. Dele af arealet var ødelagt af det forrige byggeri og nedrivning af samme samt af et kraftigt læhegn. Der er registreret væsentlige fortidsminder i de nære områder omkring matriklen, hvorfor der blev foretaget en forundersøgelse. Egenbetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Jens G. Lauridsen.

Thomas Jensens Vej 1, Henneby ARV 179 Forundersøgelse i forbindelse med salg af sommerhusgrund. Ved undersøgelsen kunne konstateres velbevarede lag på matriklen dels med spor af bosættelse og dels med spor af gamle dyrkningslag. Lagene med bosættelse består af spor af jordgravede stolper (stolpehuller) og spor af andre graveaktiviteter i tilknytning til en boplads. Laget med dyrkningsspor viser spor af pløjning med krogard, der er oldtidens pløjeredskab. I 2004 undersøgte Museet for Varde By og Omegn Thomas Jensens vej 3. Her fremkom spor af et gårdsanlæg fra germansk jernalder, hvis

ARV 177. Ho Bugtvej 28. Der blev fundet keramik i en grube i søgegrøften.

Årets udgravninger

193

udbredelse strækker sig ind over denne matrikel. Byggefelt inklusive vej og kloak skal udgraves inden byggeriet påbegyndes. Egenbetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Jens G. Lauridsen. Thomas Jensens vej 16, Henneby ARV 180 Forundersøgelse i forbindelse med salg af sommerhusgrund. Ved undersøgelsen fandtes som forventeligt velbevarede arkæologiske spor på matriklen, dels spor af bosættelse, i form af jordgravede stolper (stolpehuller), men også spor af materialetagning. Undergrunden på matriklen består af et meget ler- eller siltholdigt materiale, der tilsyneladende har været attraktivt for forhistoriske beboere i nærområdet. Lermaterialet kan evt. have været brugt til lerklining. Fra undersøgelserne i forbindelse med kloakering af Thomas Jensens Vej lige øst for denne matrikel ved vi, at der kan forekomme meget dybe lertagningshuller, der senere er blevet opfyldt med bopladsaffald fra en bosættelse tæt på området. Ydermere er der foretaget en

ARV 8. Arkæolog Jens G. Lauridsen viser de nedlagte kar i lertagningsgruben frem for entreprenørerne.

194

Arkæologerne i ArkVest

undersøgelse af kloaktracéet lige syd for nr. 16. Her fremkom spor af bosættelse fra bronzealder, og bl.a. fandtes rester af et lerkar med rav i. Byggefelt inklusive vej og kloak skal udgraves inden byggeriet påbegyndes. Egenbetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Jens G. Lauridsen.

Vikingetid Karlsgårde-Ulvemosen ARV 8 I forbindelse med nedlægningen af et elkabel fra den nye vindmøllepark i Ulvemosen til transformatorstationen ved Karlsgårde udgravede ArkVest en del af strækningen omkring Skonager i 2014. Her er der tidligere foretaget betydningsfulde udgravninger af jernalderbebyggelser i forbindelse med nedlægning af gasledninger i 1982 og 1994.1 Området er som følge heraf udpeget som kulturarvsareal. Resultatet af vores forundersøgelse var da også meget lovende. Vi fandt et par enkeltgårde fra tidlig ældre jernalder, svarende til dem fra 1994, og som noget nyt i Skonager en hidtil ukendt og meget velbevaret vikingetidsboplads med langhuse og grubehuse. I området opsamledes desuden en del flint fra ældre stenalder. Undersøgelsen af vikingetidsbopladsen blev ikke afsluttet, men midlertidigt indstillet frem til sommeren 2016, hvor de sidste grubehuse blev undersøgt. På den sidste del af strækningen fandt vi desuden en mindre lertagningsgrube fra jernalderen. På bunden af gruben havde man stillet flere kar, som for at takke for leret, som kunne bruges til klining af huse og fremstilling af nye lerkar. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Karen B. Fisker. Rindum Kærgård ARV 153 Egenbetalt prøvegravning og efterfølgende udgravning af et 530 m2 stort område på en ca. 2600 m2 stor byggegrund, der tidligere har været bebygget med en villa, inklusiv kælder. Der er fremkommet en såkaldt hulrække, dvs. en

række af åbentstående huller, formodentlig fra yngre bronzealder/ældre jernalder. Rækken er fragmentarisk bevaret, og dens oprindelige længde kan ikke bestemmes. Langs øst- og sydsiden af rækken er fremkommet to til tre dårligt bevarede systemer af smalle grøfter. Heri keramik af bronzealder/jernalder-karakter. Desuden fandtes to hustomter fra førromersk jernalder, en hustomt fra yngre vikingetid samt store stolpehuller, formodentlig fra bygninger fra yngre vikingetid/ældre middelalder. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder forundersøgelse: Lars Chr. Bentsen, udgravning: Torben Egeberg.

Strandfogedgården, Henne ARV 178 I forbindelse med ønsket om en mindre udstykning i Henne har ArkVest foretaget forundersøgelse af to grunde. Forundersøgelsen afslørede en særdeles velbevaret bebyggelse fra yngre vikingetid/ældre middelalder i et område, som formentlig ikke er blevet dyrket i nyere tid. Der var spor efter bearbejdning med hedeplov, formentlig en gang i mellemkrigsårene. Der var bevarede kulturlag og stensatte ildsteder. Bygherrebetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen.

10 m

ARV 153. Oversigtsplan. Grøn: Førromerske bygninger og såkaldt hulrække samt grøfter. Blå: Grundplan af bygning fra yngre vikingetid.

ARV 178. Profilfoto med gulvlag, kulturlag, stolpehul m.m. umiddelbart under græstørven ved Strandfogedgården i Henne.

Årets udgravninger

195

Middelalder og nyere tid Løvsøgård RSM 10.478 Fortsat og afsluttende arkæologisk forundersøgelse af et 17 Ha stort areal for et kommende erhvervsområde. Der er fremkommet et stort antal hustomter fra førromersk jernalder samt en hustomt fra ældre middelalder. Endvidere er der påvist en meget stor kogestensdynge, en enkelt kogestensgrube samt utallige hjulspor. Dele af arealet indstillet til udgravning, resten frigivet. Udgravningsledere: Poul K. Jørgensen og Torben Egeberg. Bunker – Blåvand Radio VAM 1889 Undersøgelse af mindre bunker ved Blåvand Radio. Vardemuseerne foretog en delvis tømning af bunkeren, som var fyldt med affald tilsyneladende deponeret ret hurtigt efter krigens afslutning i 1945. Se John V. Jensens artikel side 104. Egenbetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Lene B. Frandsen.

Tim-Sørupvej cykelsti ARV 144 Cykelstien mellem Tim Kirkeby og Sørupvej i Tim by gav et uventet og spændende resultat, da det lykkedes at lokalisere, undersøge og bevare en pikstensbelægning på en dæmning, der fører ud til det nu nedlagte Timgård Voldsted. Bevaringen af belægningen blev muligt i tæt samarbejde med entreprenøren, Ivan Jakobsen A/S fra Struer og Slots- og Kulturstyrelsen. Belægningen og dermed dæmningen kunne ikke dateres præcist, men stammer fra tiden før Timgårds senmiddelalderlige hovedgård blev nedrevet i 1801, men er med sikkerhed yngre end 1449, hvor den første kendte ejer, Erik Nielssøn Gyldenstjerne, døde. Fra 1787 findes en beskrivelse af Timgård, hvor der blandt andet nævnes 19 fiskedamme.2 Enkelte fiskedamme kan i dag spores i terrænet, men slet ikke 19, og derfor har man betvivlet rigtigheden af oplysningen. Det lykkedes dog at finde og dokumentere den nordlige og østlige side af en fiskedam, som i dag ligger under asfaltvejen fra Tim til Tim Kirkeby. Dammen kunne ikke dateres, men med baggrund i den skriftlige kilde må den være ældre end 1787. Dammen var konstrueret af tørv, og der kunne dokumenteres et af- eller tilløb. Bygherrebetalt undersøgelse. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen.

Forundersøgelser uden spor af fortidsminder Sdr. Vium Biogas ARV 133 Bygherrebetalt forundersøgelse. Der blev i alt udlagt fem søgegrøfter på samlet ca. 500 m i tre meters bredde og 20 meters afstand på arealet. Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen.

RSM 10.478. Udgravningsfeltet omkring middelaldergårdens stolpehuller set fra vest. Vestgavl i forgrunden, østgavl ved skovlen i baggrunden.

196

Arkæologerne i ArkVest

Faster Kirke ARV 136 Forundersøgelse forud for nyt graverhus. Egenbetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen.

ARV 144. Ortomosaik: Målfast foto sammensat af en række fotos optaget fra drone af Esben Schlosser Mauritsen.

Årets udgravninger

197

Genopretning Hover Å ARV 137 ArkVest har fulgt et naturgenopretningsprojekt på Hover Å nord for Ringkøbing. Et par steder har der ligget vandmøller og vadesteder i historisk tid, og ArkVest havde derfor fokus på disse steder. Anlægsarbejdet har dog ikke afsløret spor af hverken mølle, bro eller vadested. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen. Hornelund 55 ARV 141 En mindre forundersøgelse i Horne, hvor det hurtigt viste sig, at området var for vådt til at kunne have huset bebyggelse i oldtid eller middelalder. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen. Thorstrup Præstegård ARV 142 Forundersøgelse i forbindelse med jordvarme. Området kunne frigives umiddelbart efter endt forundersøgelse, da der ikke blev fundet andet end en recent grøft. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen. Gl. Dejbjergvej 5, Dejbjerg ARV 145 Egenbetalt forundersøgelse i forbindelse med jordvarme til enfamiliehus. Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen. Brosbølvej 15, Sdr. Vium ARV 146 Egenbetalt forundersøgelse forud for etablering af jordvarmeanlæg. Søgegrøft, 89 m2, ingen anlægsspor konstateret. Området frigivet. Udgravningsleder: Torben Egeberg.

ARV 142. Søgegrøft i præstegårdens have. I forgrunden ses den recente grøft.

198

Arkæologerne i ArkVest

Vardegård ARV 148 Varde Kommune har sat gang i byggemodning af en større udstykning i det nordlige Varde, og ArkVest har foretaget

forundersøgelse af godt 5 ha. Forundersøgelsen afslørede ikke skjulte fortidsminder. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen. Åboulevarden, Tarm ARV 151 Arkæologisk overvågning af muldafrømmede flader forud for etablering af kloaker. Kontrolleret areal 1.458 m2. Ingen anlæg fremkommet. Arealet frigivet. Bygherrebetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Amagervej, Skjern ARV 154 Arkæologisk prøvegravning på et topografisk velbeliggende areal. Areal på 168 m2 frilagt. Ingen anlæg fremkom. Arealet

frigivet. Bygherrebetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Torben Egeberg. Rindumvej 36, Ringkøbing ARV 159 Egenbetalt forundersøgelse forud for etablering af enfamiliehus med jordvarme, 124 m2 undersøgt. Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen. Sandbækhoved, Videbæk ARV 166 Ringkøbing-Skjern Kommune ønsker at byggemodne et areal på omtrent 7,5 ha i Videbæk, og ArkVest foretog en forundersøgelse af området, ingen fortidsminder. Bygherrebetalt forundersøgelse. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen. ARV 166. Dronefoto af den store forundersøgelse ved Videbæk.

Årets udgravninger

199

Herborg Regnvandsbassin ARV 167 Udgravningen til et større regnvandsbassin i Herborg blev besigtiget og opmålt. Egenbetalt besigtigelse. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen. Biogasanlæg, Vestergaard Borris ARV 170 Bygherrebetalt forundersøgelse forud for opførelse af biogasanlæg, 19.000 m2 undersøgt. Udgravningsleder: Poul K. Jørgensen. Materielgården Sig ARV 171 En udvidelse af materielgården i Sig medførte muldafrømning af et mindre areal. Der blev ikke fundet skjulte fortidsminder ved besigtigelsen. Egenbetalt besigtigelse. Udgravningsleder: Lars Chr. Bentsen. ARV 167. Oversigtsfoto af udgravningen til regnvandsbassinet i Herborg.

200

Arkæologerne i ArkVest

Ål Plantage, vandløb ARV 182 Overvågning af opgravning til nyt vandløb/retablering af gammelt, ingen fund indtil videre, vandløbet forbinder Præstesø med Fåresø. Overvågningen fortsætter. Egenbetalt overvågning. Udgravningsleder: Jens G. Lauridsen. ArkVest kan kontaktes på post@arkvest.dk

Noter

1. Palle Siemen: Skonager – en jernalderlandsby fra 5.-7. århundrede efter Kristus. Mark og Montre 1985, s. 52-57; Peter H. Mikkelsen & Claus K. Jensen: Skonager – den førromerske bebyggelse. Mark og Montre 1996, s. 43. 2. Poul Mathias Nødskov: Beskrivelse over Thimgaard og Thim Sogn. Genoptrykt i fuld længde i Hardsyssels Årbog 1968.

Husby

Ulfborg

537

Staby

Nybro

ARV 144 Stadil

Tim

185

Sunds

Ørnhøj

Vildbjerg Arkæologiske udgravninger Skibbild Forundersøgelser udenGullestrup fund Timring 471

Grønbjerg Stadil Fjord Hindø

Hovvig Houvig Fæstningen

Søndervig

Kloster Kloster

Herning

ARV 137

ARV 147 No ARV 159 RSM 10.478

Ringkøbing

Barde

Videbæk ARV 166 ARV 167 Herborg

Højmark

Vorgod

Hvide Sande

NDS MSLA

Bølling

HOL

RINGKØBING FJORD

Stauning

RINGKØBING FJORD

rn Skje

Skjern Enge

Skodbjerge

Lønne

Brande

Sønder Felding

Tarm Stakroge

Nymindegab

439

Værnenge

Skarrild

Bork Havn

411

Ådum

Blåhøj

Hemmet

Hoven

ARV 146

ARV 161 Nørre Bork Sdr. ARV 133 Sdr. Vium Bork

G Sønder Omme

ARV 160

Kvong

Jegum Ferieland Tinghøj Øster Vrøgum ARV 148

ARV 143

ARV 140 Janderup Billum

Oksbøl

Vejers Strand

VAM 1849 ARV 177

eÅ

Vard

431

463

ARV 142 Sig SigARV 171 Karlsgårde Karlsgårde

ARV 73

Billund Stenderup

Hejnsvig

Holm

ARV 8 475 475 174 ARV Næsbjerg

Vand

Ansager Ansager

Gr ind ste

Tistrup ARV 125 Hodde

ARV 175

465

Skovlund

ARV 141 Horne Horne

Outrup Henne Stationsby

ARV 182

Grindsted

487

Filsø Filsø Filsø

Grønbjerg

487

Lunde

ARV 164 ARV 179 Henne Strand ARV 180 ARV 181 Henne Kirkeby

473

Filskov

Ølgod

Lyne

Nørre Nebel 181

439

Uhre

423

Fugletårn

Troldhede

ARV 170

Vorgod Å

ARV 155 ARV 151

Fasterholt 184

Lønborg Vostrup

Tipperne

Arnborg

ARV 136

Borris

Skjern ARV 154

Sønder Havrvig

Kibæk

Astrup

ARV 145

Dejbjerg

Kølkær

Høgild

Rækker Mølle

Hanning

Nørre Kollund

Studsgård Fjelstervang

467

181

Lem

Ikast

195

Spjald

Ølstrup

Velling

Bjerregård

Tulstru

467

Hee

RSM 10.291 ARV 153

KLIT

Ilskov

Sinding

Vest Stadil Fjord

Klegod

Simmelkær

Aulum

Sørvad

Vind

Vedersø Vedersø

eÅ

NordenskovStarup

Tofterup Vorbasse

Varde

469

ARV 121 Alslev

Agerbæk

Fåborg ARV 139 Årre

Oksby VAM 1889 Oksby Blåvand

425

Glejbjerg Vester Nebel Grimstrup Skads

all

E AV

D VA

Tarp

417

Hovbjerg

Lindknud

Bække

Vejrup Endrup E20

Esbjerg

Holsted Årets udgravninger

191

201 Brørup

Bramming

Gørding

Vejen Askov

2000

Historisk tid 1000

Subatlantisk Jernalder

Kr.f.

Middelalder Vikingetid Germansk jernalder Romersk jernalder Førromersk jernalder Yngre bronzealder

1000

2000

Nyere tid

Bronzealder

Yngre stenalder (Bondestenalder)

3000

1050 700 375 0 500 1000

Ældre bronzealder Dolktid

Subboreal

1536

Enkeltgravskultur

1800 2400 2800

Tragtbægerkultur 3900

4000

Ertebøllekultur 5000 5400

Atlantisk Kongemosekultur

6000

6400 7000

Boreal

Maglemosekultur

8000

Præboreal 9000

10.000

Yngre Dryas

Ældre stenalder (Jægerstenalder)

8900

Ahrensburgkultur 10.500

Brommekultur

11.000

Allerød 12.000

13.000

Ældre Dryas

Federmesserkultur

Bølling

Hamburgkultur

Postglacial

Palæolitikum

11.500 12.000 12.500