Kårk #25 by Pit Herold

KÅRK Hverdag, hver dag.

NR. 25 / FORÅR 2012

INFORMATION

KÅRK

Nr. 25

ET ARKITEKTFAGLIGT BLAD

KONTAKT

Bladet udgives to gange årligt af studerende på Arkitekskolen Aarhus.

kårk.dk kaark@stud.aarch.dk

REDAKTØR

Pit Herold

Scandinavian Book Oplag: 600 stk.

REDAKTIONSMEDLEMMER

Anne-Sofie Blegvad Kristian Foged Skjoldborg Lærke Dahl Ravnsbæk Marie Lundby Spanggård Sebastian Bach-Ravn Thea Christine Høeg Thomas Brorholm LAYOUT

Oliver Thomas Edwards

KÅRK

Arkitektskolen Aarhus Nørreport 20 8000 Aarhus C

TYPOGRAFI

Knockout H&FJ Sentinel H&FJ Andale MT COVER

Foto: Zuhal Kocan Model: Mie Dahl-Hansen

HVERDAG.

KÅRK

24-27

HVERDAG SOM KONCEPT

VIS MIG DIN ARBEJDSPLADS

Pit Herold

14-15

WORKING IN SLIPPERS

Peter Hartmann Berg Johan Kvarneberg Signe Brink Pedersen

Oda Øye

08-11

30-35

BEGIVENHED UDEN NAVN

DEN ISCENESATTE HVERDAG

Halfdan Trolle

Anne Mette Bo Drivsholm

20-23

TUR TIL THY Thomas Brorholm 12-13

FEM ÅR FREM

Lene Dammand Lund

SKO

Lærke Dahl Ravnsbæk

INDHOLD

48-49

SPANSK/DANSK Julie Kaalby Bjerre

38-39

54-56

AN ISLAND FOR A BOAT Oliver Edwards

50-53

TEGN DIN HVERDAG

DEN ALMENE BOLIG ER IKKE LÆNGERE SÅ ALMEN Dennis Lund

40-47

VI GØR DET FOR MENNESKELIGHEDEN Jan Gehl

58-59

EISFABRIK Kristin Nassvik

HVER DAG.

LEDER

Hverdag som Koncept

EFTER AT HAVE VANDRET gennem London i timevis, havnede jeg ved Design Museum, ikke langt fra Tower Bridge. Efter et par udstillinger om de hundrede bedste designprodukter fra 2011, havnede jeg i en lille udstilling med titlen “Happiness.” Denne udstilling bestod af alt fra tekster, dryppende af sarkasme, over tegninger af måder at eksportere/importere illegale indvandrere, til portrætter af mennesker i de lavere sociale klasser med et kæmpe smil på deres ansigt. Her var også en lille tekst om de tyve lykkeligste lande i verdenen og hvad grunden til denne lykke kunne være. Danmark var med på denne liste. En af de ting der åbenbart gør os danskere til et af verdens lykkeligste folk er et simpelt lille udtryk vi har— hygge. Hygge som begreb har ingen direkte oversættelse til det engelske og prøver man at finde noget om “Denmark and Hygge” på Google, er der en masse blogindlæg der prøver at forklare begrebet med situationer involverende “velvære, mad, drikke, venner og varme,” eller med kluntede oversættelser som alligevel ikke helt rammer; “cozyness” og “comfort” er bare ikke helt det samme. Men så svært det er at oversætte “hygge,” ligeså svært er det med “hverdag” som begreb. Hverdag er nemlig ikke bare “everyday” eller “daily life.” Hverdag er leverpostej. Hverdag er gentagelse til følelsesløshed. Men hverdag er også nye ideer, store forandringer og små beslutninger, nye relationer og irrationelle handlinger. Hverdag og hygge er ikke modsætninger, de lever side om side. Men de er begge roden til samme onde. De kan nemlig nemt resultere i en mangel på ambition og en helt speciel type dansk magelighed. Blandet med andre

elementer som f.eks. jantelov og mangel på innovativ tænkning, kan disse begreber have fatale resultater for karrieren, den menneskelige udvikling og udviklingen af Danmark som kultur. Derfor vil vi med KÅRK #25—Hverdag Hver Dag, ikke bare vise hvad en hverdag er og kan være, men også hvordan den er foranderlig. At ingenting behøver at være idag som det er i morgen, men at det også sagtens kan være, at det er. Muligheder kommer med ambition. Inspiration kommer med arbejde. Forandring kommer i hverdagen. Det er det som er så fantastisk. For alle bør hverdagen være et enestående værktøj til at generere nye ideer, for hvis ikke vi tager afsæt i hverdagen, laver vi så overhovedet noget for mennesket? Og bør det, i sidste ende, ikke være målet? Som arkitekter kan alting bruges; en vaskemaskine der kører giver pludselig en ny forståelse for de indbyrdes, akustiske forhold mellem rum og den yoghurt som er blevet for gammel i køleskabet, har da godt nok fået nogle utrolige farver, så klam den end måtte være. Vi laver jo de her iagttagelser. Hele tiden. Det eneste vi må lære at forstå, er at vi rent faktisk kan udnytte dem til vores fordel. Vores hverdag har indeholdt et stort og lærerigt stykke arbejde med dette nye nummer, som vi nu er glade for at kunne præsentere. En redaktion med en masse nye mennesker og et spændende tema har gjort dette jubilæumsnummer til dét det er; en enestående fortælling om hverdagen. Pit Herold, redaktør.

KĂ&#x2026;RK

Min hverdag gentager sig hver dag, hele tiden, over det hele. Billeder fra serien Begivenhed Uden Navn, 2012 af Halfdan Trolle.

BEGIVENHED UDEN NAVN

Nybro, 2011

København, 2012

KÅRK

København, 2008

Humlebæk, 2011

BEGIVENHED UDEN NAVN

Bornholm, 2007

Aarhus, 2012

KÅRK

FEM ÅR FREM Lene Dammand Lund Arkitektur handler jo i bund og grund om at genformulere rammer om menneskers liv.

Vi kender det alle. Sommerfuglene i maven første dag på et nyt job, ved et nyt skrivebord, blandt et hav af nye ansigter. Det er ikke til at forudse, hvordan den nye hverdag kommer til at se ud. Men vi ved, at den ikke bliver som den gamle. For Lene Dammand Lund er hverdagen allerede blevet en anden—den 1. april tiltrådte hun som rektor på KADK, hvor hun har kontrakt de næste fem år. Det bliver en travl hverdag med visioner om at åbne skolen for omverdenen og lade undervisningen tage afsæt i relevante samfundsproblematikker. Vi har spurgt, hvilke tanker hun gør sig i forbindelse med sit nye arbejde. KRISTIAN FOGED SKJOLDBORG. Hvilket ansvar har vi arkitekter for den hverdag, vi alle lever i? Det er en tillidserklæring, når man som studerende får SU til at gennemføre en uddannelse til arkitekt, og derfor også et stort ansvar. For bagefter har man en faglig indsigt, som andre ikke har. Vi skal handle ud fra en forpligtigelse, der rækker ud over det enkelte projekt og vi skal råbe op, hvis politikere, bygherrer og andre er ved at begå fejl. Et stort problem i disse år er tendensen til at måle arkitektur i absolutte størrelser. Opgaver tildeles mange gange til de arkitekter, som byder ind med det laveste honorar og værst af alt: Bygherrer er blevet allergiske over for at bære selv den mindste risiko. Risiko for at budgettet overskrides, risiko for at løsningerne ikke holder osv. Det kan godt gå hen og få alvorlige kon-

sekvenser for arkitekters råderum. I en sådan situation er det vigtigt, at vi protesterer. Arkitektur handler jo i bund og grund om at genformulere rammer om menneskers liv. Det er hele grundtanken i vores uddannelse, at vi reagerer på en verden, der forandrer sig. Netop derfor skal vi ikke bygge det samme i morgen som vi gjorde i går. Vi skal blive bedre til at forklare beslutningstagerne, at dette uvægerligt indebærer usikkerhedsmomenter, men at det alt i alt er et større problem hvis vi aldrig flytter os, end hvis vi engang imellem træder ved siden af. Jeg tror, vi klarer os bedre i den internationale konkurrence, hvis vi gennem nytænkning herhjemme kommer frem til banebrydende resultater, vi kan eksportere. Der er jo masser af problemstillinger med et globalt perspektiv: Tag bare aldringen af befolkningen. Man taler om at det får konsekvenser for beskæftigelsen, men hvad betyder det for vores fysiske miljøer? Herhjemme tegner vi i disse år hospitaler for tocifrede milliardbeløb. Nye facadesystemer, sansehaver osv. har potentialet til at blive udviklet og senere føre til eksport. Men jeg har svært ved at få øje på, hvordan det kommer til at ske, når honorarerne kun rækker til bevidstløs gentagelse af tidligere løsninger. Mange af hospitalsprogrammerne kræver evidensbaseret design. Det er ikke nødvendigvis en modsætning til nytænkning, men det er i hvert fald et vink med en vognstang om, at vi skal have knyttet forskning til disse projekter. Jeg synes ikke, vi er gode nok til at forklare beslutningstagerne om disse årsagssammenhænge.

FEM ÅR FREM

Hvordan vil du bruge din nye stilling som rektor til at få dine visioner til at gå i opfyldelse? Jeg har ikke søgt stillingen for at føre mine egne visioner ud i livet, men for at facilitere den løbende proces det er, at nå fælles visioner og formulere nye. Men selvfølgelig bærer jeg nogle personlige mål og præferencer med ind i jobbet. Jeg synes, det er vigtigt, at KADK åbner sig for omverdenen, og at væsentlige samfundsproblematikker inspirerer undervisningen. Vi skal have en større udveksling mellem uddannelse og praksis, så de benspænd, der skaber innovation i praksis, også kommer ind i uddannelsen og inspirerer dér. Omvendt skal det frirum til fordybelse, der ligger i uddannelse og forskning også smitte af på praksis. Der er mange måder at opnå dette på: Vi skal se på, om måden vi underviser på, er den rigtige i forhold til at fordybe sig i stoffet, vi skal hente mere inspiration gennem internationalt samarbejde, forskerne skal analysere det arbejde, der foregår i praksis, vi skal klæde de studerende bedre på til at få jobs i alle grene af samfundet, og vi skal arbejde for, at der er en fødekæde mellem undervisere på masteruddannelserne (hvor folk med erhvervserfaring studerer,) underviserne på kandidatuddannelserne og praksis. Jeg vil godt sætte mig i spidsen for en mere aktivistisk tilgang til verden, og jeg håber at alle studerende og medarbejdere har lyst til at være med. Vi skal vise verden, at skolens studerende er uundværlige på arbejdsmarkedet, når det danske velfærdssamfund skal udvikle sig og klare sig internationalt. Vores evne til kommunikation er helt afgørende i den sammenhæng. Studerende skal, allerede mens de går på skolen, kunne tale et dobbelt sprog: Et internt, der gerne må være nørdet og ét, der kan forstås af dem, der ikke har en arkitektuddannelse eller, som ikke er uddannet på skolen i en tid, hvor “funktioner” hedder “programmer.” Jeg har en kontrakt, der løber i 5 år. Det er, i første omgang, mit tidsperspektiv. Så jeg har lidt travlt. Jeg håber, I er med på at udvikle skolen i den periode, også selv om det kommer til at betyde, at tingene i perioder ikke fungerer optimalt. Som sagt: Der er altid en risiko ved nytænkning—og hertil kommer, at det er møgirriterende at skulle tillægge sig nye vaner. Men lad os tage vores egen medicin, når det handler om at udvikle KADK til et åbent og kreativt studiemiljø. LENE DAMMAND LUND tog afgang fra Arkitektskolen Aarhus i 1991. Siden har hun blandt meget andet været redaktør på Arkitekten. Hun tiltrådte som rektor for KADK den 1. april 2012 efter et job som administrerende direktør for landskabstegnestuen SLA A/S.

KÅRK

WORKING IN SLIPPERS Oda Øye HJEMLIGHED ER TRYGHED . Hjemlighed kan være

permanent og være tilknyttet et specifikt sted, men i visse situationer må man tage hjemligheden med sig og dermed skabe sig et hjem, mens man er på farten. For lidt over et år siden gik studieturen for de førsteårsstuderende på Arkitektskolen Aarhus til USA, hvor de fik til opgave at dokumentere elementer som, på enten den ene eller anden måde, påvirker amerikanernes hverdag. De studerende skulle selv skabe sig en hverdag i de autocampere som skulle transportere dem gennem staterne, mens de, f.eks, registrerede andres midlertidige hjem. Her ses resultatet af opgaven ved navn “Home Sweet Home,” hvor man går helt tæt på de truckførere, som kører de lange træk i lastbil tværs over USA.

WORKING IN SLIPPERS

KÅRK

WORKING IN SLIPPERS

KÅRK

WORKING IN SLIPPERS

KÅRK

TUR TIL THY Thomas Brorholm Det går simpelthen i al sin enkelthed ud på at de er ved at lave et tværsnit gennem huset, faktisk analogt til dissektion af et dyr. STEMNINGEN BOBLER en overskyet dag på Nørreport. 160 førsteårsstuderende og vejledere, udskifter hverdagen i den gamle røde skolebygning på Paradisgade, med en uges studietur til Danmarks udkant, nærmere bestemt Thisted kommune, hvor den kommende uge skal tilbringes på fire gårde ved den jyske vestkyst. “Den rådne banan” kalder vi den og vi har kunnet høre om den en månedstid nu. Auditoriets forelæsere har varmet os op med entusiasme og glæden ved kropslig opmåling—om det så er en udskreden facade vi møder, glæder vi os. Her handler det ikke om at kunne kalde sig studerende ved et kunstakademi og flakse rundt på eksklusive studierejser til frembrusende lande. Nej her sætter vi fokus på det devaluerede, det forladte, det uden værdi – efterladenskaberne fra liv: forladte hjem; af mursten og mørtel. Vort fokus er egentlig ikke at forsøge at oplive den rådne banen, peppe den op med paraplyer, stjernekastere og sælge den i en solnedgang ved Gran Canarias kyst. Nej, vi er ikke kommet for at være innovative idéskabere, vi skal ikke frisere eller rendere i denne omgang. Programmet står på ligefrem afdækning af husenes bestanddele og konstruktion. Vi er her for at afsløre, ikke med arkæologiske penselstrøg, der nænsomt børster støvet af fortidens stuer, men med diamantskærer, stiksav bor og mejsel. Vi er her for at skille ad. Ved hjælp af strategisk placerede tværsnit og længdesnit, undersøger vi de menneskeforladte bygninger.

Ophøjet til en form for forsker, får vi for første gang i studieforløbet lov til at forholde os til et hus i fuldskala. Hvilken triumf. Solen rammer bussen et par km. inden vi krydser kommunegrænsen til Thisted. Stemningen er munter i de tre busser. Bagved er spændt en trailer fuld af værktøj og overlevelseshabengut til de 150 studerende, der skal prøve kræfter med den spæde februars vinterkulde. Foran os venter en uge i Agger. En by vis indbyggertal nu kan glæde sig over en rimelig forøgelse. Til de 392 indbyggere, hvoraf det virker som om hovedparten er i dvale af en art, tilkommer nu de arkitektstuderende og skolens ansatte—en eskalerende kurve af ung energi. Halvdelen af os indlogeres i sommerhuse, den anden halvdel på Krig Vig Campingplads, hvor den glade camping-mutter sørger for lyst brød plus smør og juice til alle der krydser pladsens morgentåge ved 8-tiden. Ved aftensmadstid er der ingen vej uden om at skulle vandre langs campingpladsen, mod Aggers centrum, som både rummer Spar og det store gule badehotel. Forbi et hus med et indremissionsk, bagfra belyst kors, udformet i chik glassten, bedst kendt fra brusekabiner, anvendt i den rødstenende facade til at manifestere en stærk tro. I alle døgnets 24 timer oplyses korset af lysstofrørets insisterende skær. Menuen på badehotellet taler sit helt eget sprog—det lokale. Det kan røbes at det var vældigt brunt og der var utroligt meget af det, det grønne indslag opvejet i form af surt—jovist, en eddikevendt rødbede har alle dage kunne udfylde grundstenen i både midterste og neder-

TUR TIL THY

ste lag i madpyramiden. Men som helhed spillede mad, omgivelser og oplevelser i høj grad sammen. De brune forsyninger fra badehotellet, den vindblæste tur mellem campingplads og hotel og busturene over jyske hedemarker til de nedrivningsparate huse. Det var interessant at tage til de byer, som de fleste tager væk fra. Oplevelsen af de minisamfund, som få strejfer på deres færd gennem livet. Et helstøbt møde med udkantsdanmark og et interessant indblik i en verden af dedikation og ansvarsforpligtigelse blandt de lokale til de små byers overlevelse. Herude hvor man ikke blot forsvinder i mængden, men hvor de lokales viljestyrke og beslutninger har direkte konsekvenser for byernes videre udvikling—eller forsvinden. Det er interessant at mærke den ejeskabsfornemmelse der hersker på Vestervig bymuseum. Et museum der kun overlever i kraft af tre ældre herres initiativ. Herude i museets forsamlingslokale retfærdiggøres byens kommende plejehjem og renovering af bypark til 100.000 vis af kroner, for at stadfæste at selv en lille by, også har et budget og dermed et overlevelsesgrundlag. Det virker næsten som om at de tre museums ansvarlige forsøger at kompensere for de livløse gader, her i det kolde februar vejr, ved at fremlægge budgetter og regnskaber, som en slags faktuel dokumentation på liv. P4 var oppe at se nærmere på vores arbejde med husene og ud af det kom et radioindslag, med titlen: “De skærer huse over i Thy—Indmad og Udkant.” Mo Kragh, en af vejlederne tilknyttet første år, blev fanget af DR P4. Her følger et udsnit af hvad han fortalte

P4 ’s rapportere:

“Ja, det var her de (studerende) begyndte at lave de indgreb, som vi er kommet herop for at gøre. Det går simpelthen i al sin enkelthed ud på at de er ved at lave et tværsnit gennem huset, faktisk analogt til dissektion af et dyr. De er simpelthen ved at dissekere huset, for at finde ud af hvordan det er opbygget.” Sebastian Bach-Ravn står på loftet, midt i husets tværsnit, så han er så at sige, under åben himmel. Han svarer på radio interviewerens spørgsmål: “Hvad får du ud af det?” “Det er sjovt at kommer herop og se det hele i 1:1. Det er hyggeligt at gå rundt og opleve de forskellige rum og at grine lidt af de tidligere ejeres brug af materiale og undersøge dem. Samtidig er det sjovt og lære lidt om hvordan det engang er blevet gjort.” Vejleder, Tine Bernstorff Aagaard supplerer: “Noget der i hvert fald er meget iøjnefaldende er den store kontrast i udførelsen af f.eks. gulvene. Der er jo Terrasso gulvet, som er meget dyrt at få lagt i dag og det holder jo for evigt. Modsat det her plastic-linoleums gulv, der har løftet sig lidt og virkelig ikke er særligt tiltalende. Og når vi er oppe på loftet og ser spærene, kan vi se at de kan stå flere hundrede år endnu, modsat nogle af de meget nye byggerier, der allerede i dag er forfaldne.” Man kan derfor sige at udbyttet i turen ligger mere i oplevelsen at snitte i et hus 1:1, end den problematik som nogen kunne tro at turen lagde op til: Problematikken omkring udkants Danmarks fremtid.

KÅRK

Nedenfor: Tværsnit af gården i tåge.

Ovenfor: Første års studerende iført gule byggehjelme.

Modsat: Et kig ind i gårdens rum gennem tværsnittet.

TUR TIL THY

VIS MIG DIN ARBEJDSPLADS

PETER HARTMANN BERG CEO & Partner Arkitema Hvad er altid på dit arbejdsbordbord? Min mobiltelefon. Hvor mange timer arbejder du ved dit bord om ugen? Omkring 30 timer. Hvad laver du som overspringshandling? Henter en kop kaffe. Hvor mange kopper kaffe drikker du på en dag? 4 kopper. Hvor meget har du ryddet op på bordet, inden du tog billedet? Intet. Lægger du mærke til, hvis nogen har rodet i dine ting? Der er ikke noget at rode i—jeg har alt elektronisk.

KÅRK

JOHAN KVARNEBERG Urmager Hvad er altid på dit arbejdsbordbord? Jeg har altid en lup på mit arbejdsbord. Hvor mange timer arbejder du ved dit bord om ugen? Ca. 10 timer om ugen. Hvad laver du som overspringshandling? Tjekker inbox. Hvor mange kopper kaffe drikker du på en dag? Nul kopper kaffe. Hvor meget har du ryddet op på bordet, inden du tog billedet? Intet. Lægger du mærke til, hvis nogen har rodet i dine ting? Ja jeg gør. Men bagefter opdager jeg, at det var mig selv.

VIS MIG DIN ARBEJDSPLADS

SIGNE BRINK PEDERSEN PM, Roskilde Festival Hvad er altid på dit arbejdsbordbord? Jeg har en særlig lampe. Det er en lysende orange hare, som jeg har fået i gave af nogle venner, den er jeg glad for. I den mere kedelige afdeling har jeg også altid sådan en helt særlig lim i en grøn tube stående. Det er den slags (og ingen anden,) man skal lime sine udlægs-bonner på bogholderipapiret med, ellers riskerer du, at de falder af og der bliver ballade med revisionen. Hvor mange timer arbejder du ved dit bord om ugen? Jeg har en del møder og undervisning m.m. ude af huset, men jeg vil tro, at jeg normalt bruger omkring 25 timer om ugen ved mit skrivbord. Hvad laver du som overspringshandling? Helst lytter jeg til røverhistorier fra weekenden fra mine sjove kollegaer, men ofte tjekker jeg også kunst-, arkitektur- og musikblogs.

Hvor mange kopper kaffe drikker du på en dag? Det afhænger af hvor lang min arbejdsdag er, men jeg drikker nok ikke meget mere end tre. Ellers bliver jeg lidt for hyperaktiv. Hvor meget har du ryddet op på bordet, inden du tog billedet? Lidt, jeg har fjernet en del papirer/projekter og et par bøger. Men det er i forvejen lidt snyd, da det ikke er mit rigtige arbejdsbord, men en midlertidig arbejdsplads mens jeg laver feltarbejde i Berlin. Så den er en del mere ryddet end derhjemme. Lægger du mærke til, hvis nogen har rodet i dine ting? Nej, jeg roder en del selv, så de skal rode ret meget eller tage noget vigtigt, før jeg opdager det.

Digt af Thea Christine HĂ¸eg. Billeder taget af Cecilie Jensen BĂ¸dker, med Ida Cathrine Holme Nielsen som model.

Sengekompas og hverdagsveje Modtager afsender en hilsen til en gammel ven. Hverdagen er træt af dage og livet går sin vante gang, men vanter vokser ej på træer og jeg skriver endnu en gang, om fugle på træk og hverdagssysler og hvor lydene kommer fra når man pusler rundt i mørke gange helt bange og taget til fange. Men hverdag er enhvers dag og min dag er onsdag. Onsdag er blå, grøn og gul. Et forår på vej eller en vinter på hæld. Hvad gør forskel når forskellen selv er en fantasifuld fortælling om liv og død. Mens listen bliver længere med vasketøj, opvask, og alt det hverdagen kræver. Og jeg ikke kan følge med og skriver og skriver, for at holde hverdagen på afstand og fantasien nær, for uden fantasien så står vi bare her og kigger os forvirrede omkring uden øjne midt i en skov af ensomhed og løgne.

KÅRK

DEN ISCENESATTE HVERDAG Anne Mette Bo Drivsholm

Modsat side: Scenografisk afgangsprojekt af Anne Mette, baseret på romanen “Geniernes Genkomst.”

DEN ISCENESATTE HVERDAG

Virkeligheden byder ind med skæve og mystiske universer, forladte rum som fortæller historier om en svunden tid og sådan noget.

Jeg hørte Anne Mette præsentere sit arbejde på Arkitektskolen Aarhus under en forelæsningrække, med titlen “Mit Arkitektjob,” og blev med det samme betaget af hendes skæve job og vinkel på hvad arkitektur er. Efter en inspirerende telefonsamtale, begyndte vi en længere emailkorrespondance som næsten blev en del af vores hverdag. Ud af det opstod dette interview. PIT HEROLD.

Hvordan og hvornår startede din interesse for scenografien? Mens jeg gik på arkitektskolen på instituttet for visuel kommunikation, blev min lærer, Jesper Tøgern, spurgt om han havde interesse i at lave en udstilling for Filmmuseet i København. Filmmuseet ville gerne at udstillingen skulle handle om forholdet mellem rum og film. Da Jesper ikke selv havde tid til at lave udstillingen, overlod han opgaven til tre af os studerende, som fik mulighed for at lave udstillingen i samarbejde med Filmmuseets daværende direktør, Ib Monty. Vi havde et (lille) budget og håndværkere til vores rådighed. Det blev til udstillingen ”Den Rumlige Illusion,” som handlede om at skabe rum for film og om scenografiske udtryksmidler

som: rum, lys, lyd, bevægelse og tid. Projektet blev en øjenåbner for mig; for første gang i løbet af min tid på skolen, havde jeg en følelse af “at komme hjem”—det tiltalte mig at skulle omsætte en fortælling til et rumligt udtryk og så var det fantastisk at få lov til at lave et projekt i 1:1. Jeg gik 6 1/2 år på Arkitektskolen, de sidste to år arbejdede jeg udelukkende med scenografiske opgaver. Vores institut havde den øvrige skole lidt imod sig, tror jeg godt man kan sige. Det var ikke rigtig accepteret at arbejde med den slags “midlertidig arkitektur ” dengang, men den modstand tror jeg faktisk gav styrke til at komme videre ud i “den virkelige verden” bagefter, for her skulle man også vise sin berettigelse, denne gang som en scenograf med en særlig, arkitektfaglig baggrund. Jeg fortsatte på Instituttet for Visuel kommunikation, som havde et formaliseret samarbejde med DR. Det gav mig senere muligheden for at komme i praktik hos en scenograf ved DR, men det introducerede også mig og mine medstuderende til en dramaturgisk tankegang med en baggrund i den arkitektfaglige arbejdsmetode. Mit afgangsprojekt var en filmscenografisk opgave. Jeg læste og fortolkede “Geniernes Genkomst” af P.C. Jer-

KÅRK

sild og lavede et samlet design til tekstens univers. Universet var et kristenreligiøst, fundamentalistisk samfund og det lod jeg afspejle i den arkitektur jeg skabte. Jeg var inspireret af Louis Barragans’ rene og enkle former og materielle udtryk; hans enkle tårne på Plaza de las Torres de Satélites og hans Tlalpan Chapel hvor korset indgår som en del af hele rummet. Jeg var også meget inspireret af et besøg i Le Corbusiers Kapel Ronchamp, hvor man ved et af altrenene havde et lys, som kunne føles som om det kom direkte fra Gud. Historien jeg lavede scenografi til handlede om en minoritet som var udstødt af samfundet og var blevet tvangsanbragt i et bunkersmiljø på en vindblæst ø, bunkers som vi kender dem fra den Jyllands vestkyst. Betonen og den enkle skarpskårne form var gennemgående elementer i mit arbejde med historien. I mit afgangsprogram havde jeg indsat et citat af Carl Th. Dreyer om sammenhæng mellem film og arkitektur for lidt ekstra pondus: “Hvilken kunstretning står filmen nærmest? Det gør arkitekturen. Den fornemme arkitekturs kendemærker, at alle enkeltheder er så fint afstemt efter helheden, at ingen nok så lille del kan ændres. I modsætning til det uakademiske hus, hvor alle mål og forhold er tilfældige. Noget lignende gør sig gældende for film. Kun når alle kunstneriske elementer, som en film består af, er sammensvejset til en fastbygget komposition, så ingen af dens bestanddele kan forandres, uden at helheden vil lide herunder. Kun da kan filmen sammenlignes med arkitekturen”

ind i andres hverdag. Hverdag lyder måske som leverpostej, men hverdag er også store og små konflikter, følelser, gentagelser, kærlighed, bekymring, kærestesorg, ensomhed, skam, passion, fødsel, død. En film er bygget op omkring en række karakterer, deres udvikling og deres indbyrdes relationer. Rummene kan være med til at underbygge en sindsstemning, det er dét der interesserer mig. Rummene fortæller desuden en række faktuelle oplysninger om sociale tilhørsforhold, geografi, tid og så videre. En anden hverdag jeg også skal forholde mig til, er det som ikke direkte handler om udtrykket, men er med til at påvirke det: En instruktør og et hold skal arbejde med dekorationen eller på en given location; der er nogle funktionelle forhold at ta’ stilling til; der skal være plads til kamera og hold, og der skal kunne sættes lys. Lys er en meget stor del af udtrykket! Der er også en økonomisk og tidsmæssig ramme; hvordan får man mest mulig udtryk for pengene? Det handler meget om prioritering og i øvrigt et godt samarbejde med det øvrige team. For mig er samarbejdet mellem de som bygger og tilvirker, teknikere og andre specialister meget væsentligt. Det er ofte “nørder” med en specifik viden og en erfaring som er væsentlig at lytte til og lære af—sammen med dem kan man udvikle, forfine og/eller forenkle en form. Det er det jeg godt kan li’ ved mit arbejde; at det er teamwork, hvor man arbejder sammen for at fortælle en historie på bedste vis.

Kan en iscenesat hverdag være ligeså virkelig som Hvordan kom du i gang med din første scenografiske den ”ægte” hverdag? opgave efter skolen? “Virkeligheden overgår oftest fantasien.” Vi er i øjeblikJeg var så heldig at en af mine studiekammerater var en ket ved at forberede en film om trafficking—en fiktion svensk kvinde som, samtidig med at hun var studerende, for os men desværre en sørgelig virkelighed og “hverdag” var ansat som scenograf ved Sveriges Television (Sveri- for nogle kvinder. ges svar på DR, SVT.) Hun var så generøs at anbefale mig Jeg var på udkig efter locations, og stødte to gange på da de stod og manglede en scenograf på en produktion én dag ind i den samme, purunge, prostituerede pige. og på den måde fik jeg en fod indenfor i branchen. Jeg Hvis jeg bød ind med en skitse på en karaktér som så var på det tidspunkt startet med at undervise i “Produc- ud som hende, med platinblond hår i hestehale, hulkort tion Design som Arbejdsmetode” ved mit gamle institut nederdel, lange Bambi-ben i tætte, beige nylon strømper, på arkitektskolen, men valgte at flytte til Sverige for at plateausko og en lille lyserød nylon jakke, ville du sige at forfølge scenografien. det var en total kliche og utroværdigt. Men det er ikke fiktion - det er virkeligheden. Hvordan relaterer det du laver sig til andres hverdag? Så virkeligheden er det bedste inspirationsværktøj? Man kan godt sige at en del af mit arbejde er, at sætte mig Virkeligheden er afhængig af den som ser—du relaterer

DEN ISCENESATTE HVERDAG

jo altid til dine egne erfaringer og din egen forståelsesramme. Derfor er det vigtigt for mig at se hvordan andre fortolker en given virkelighed—at blive inspireret af folks måder at opleve og fortolke virkeligheder på. Her tænker jeg på billedkunst, arkitektur, film og teater. En af de ting jeg holder af ved vores fag, er, at alt hvad du foretager dig kan blive relevant; læse en avis, cykle en omvej, besøge et byggemarked, se en udstilling, en film, et TV-program, rejse ud i verden—det kan alt sammen påvirke vores opfattelse og dermed vores virkelighed. Jeg forsøger til stadighed at være nysgerrig og at holde alle sanser åbne og modtagelige, og jeg har altid et kamera og en notesblok med mig. Hvordan er det at være med til at skabe de fiktive hverdagsomgivelser for personer i en given historie? Du kan måske godt sige at designeren er en lille smule “Verdensskaber”—dette er meget tydeligt i film som har en meget fiktiv form eller ramme; et eventyr, en science fiction film, en historisk film—men også “hverdagshistorierne” skal ha’ en scenografisk fortolkning, som understøtter fortællingen og stemningen. Så, hvis man har en historie som foregår i København kan det være bedre at bruge en bygning fra Paris for at hjælpe med at støtte op om fortællingen? Hihi, jeg har desværre aldrig været på en produktion hvor jeg havde mulighed for at tænke på den måde. Men jeg kan godt følge din tankegang og man kan sige at i modsætning til arkitektur, så eksisterer det scenografiske rum ikke nødvendigvis som en samlet form eller fysisk helhed et givent geografisk sted. Det filmiske rum eller sted kan rent fysiskt bestå af et antal separate locations og kulisser, som registreres eller ”fortolkes” af kameraet og herefter sammenklippes i et forløb. Hos beskueren skal det gerne oplevelses som en arkitektonisk og filmisk helhed. Jeg var “Art Director” på den britiske udgave af den originalt svenske TV-serie “Wallander,” som vi filmede i Ystad i perioden 2008-2011 med engelske skuespillere, bl.a. Kenneth Brannagh i hovedrollen som den plagede kriminalinspektør. Her var det væsentligt for vores instruktør, Philip Martin, at der blev skabt en ramme omkring fortællingen som tydeligt afspejlede at vi befinder os i Sverige, et land som er præget af nordisk modernisme og “Folkhemmet” som samfundsmodel—en smuk vision om

Ystad svømmehal før transformation til politistation i “Wallander”

Ystad svømmehal efter bearbejdning

KÅRK

et institutionaliseret og gennemdesignet samfund, hvor staten ta’r ansvar for det enkelte menneske på godt og ondt. En samfundsmodel som delvist er gået i opløsning, en opløsning som bliver billedet på hovedkarakterens sindsstemning. Politistationen i filmen er sammensat af flere forskellige locations: STATIONENS ANKOMSTHAL som vi “skabte” i den lokale svømmehal (en modernistisk bygning fra 50’erne), ved at tilføje et mønster af træpaneler for at afskærme for indkig til selve svømmebassinerne. ET HVIDT RUM i en fiskerestaurant, som vi også beklædte med træpaneler; dette rum blev udelukkende valgt på grund af dets udsigt over havet ET STORT STUDIEBYGGERI som fungerede som resten af politistationen. Her var der kontorer omkring et større møderum. Vi brugte her samme formsprog og materiale som i svømmehallen så der var en tydelig identitet og sammenhæng med de øvrige locations. Når du ser serien, synes jeg det fungerer som en sammenhængende helhed. Den eneste reference til den virkelige politistation i Ystad er den hjemlige fornemmelse og den udstoppede tårnfalk som hænger på væggen, som vi fik lov at låne af den lokale sherif Eva GUN som også hjalp med alle spørgsmål omkring hvordan politiarbejde foregår i det virkelige liv. Når vi er på udkig efter egnede locations til nye produktioner, kommer vi rundt i landskaber og ind i verdener vi ikke vidste eksisterede. Virkeligheden byder ind med skæve og mystiske universer, forladte rum som fortæller historier om en svunden tid og sådan noget. Jeg registrerer med mit kamera, både til den givne produktion, men også til mit eget arkiv af rum, jeg gerne vil beholde i min erindring - måske til senere brug. Der sker en skærpelse af ens iagttagelse når man framer rummet og fastholder det i et øjebliksbillede. Der opstår en nyttig distance. En tolkning. Du har også arbejdet med TV-Design: kan du fortælle noget om den del af dit arbejde? I mine TV-design er det vigtigt for mig at få en klar idé og

en sammenhæng mellem form og indhold. Jeg har ofte et materiale, som jeg har haft lyst til at afprøve, f.eks. har jeg til Sveriges Melodigrandprix lavet en hel dekoration af oppustelige former, nogle med indbyggede lamper, andre blev brugt som projektorskærme. Opgaven var at lave en dekoration som på forholdsvis kort tid kunne opstilles. På studietur til MoMA, NY, havde jeg set en lampe lavet af hvidt spilerdug. Formen holdtes oppe af en lille blæser som konstant tilførte luft. Jeg fik lyst til at lave et let og luftigt “pop-univers” og vi opfandt en historie om et minikosmos. Jeg fik lavet alle “ballonerne” hos et firma i KBH og kunne, i princippet, selv bære hele scenografien med mig i en rygsæk. TV -design,

production design, en opera, film, serier, du har været igennem mange forskellige opgaver som scenograf—hvad holder du mest af at arbejde med? For mig er det vigtiste at arbejde sammen med nogle mennesker som jeg respekterer, har det sjovt sammen med, som er talentfulde, og som har noget på hjertet. At der er en faglig udfordring, at jeg lærer noget nyt og får en oplevelse . Det bedste er hvis man en sjælden gang bliver overrasket over at noget virker endnu bedre end man havde turde håbe på. Drømmer du dig nogensinde væk fra din egen hverdag og ind i en af de fiktionelle verdener du ofte beskæftiger dig med? Jeg holder faktisk meget af hverdagen. Men jeg kan godt drømme om at spendere et par dage med Karen Blixen på hendes Afrikanske farm, eller være studerende på Bauhaus skolen i Dessau. tog afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1989 og har siden arbejdet indenfor det scenografiske felt, en interesse som hun havde allerede før sin afgang fra København. Hun har beskæftiget sig med tv-design, teater, film og oplevelsesdesign. Du kan få meget mere at vide om hendes arbejde på www.productiondesign.dk.

ANNE METTE BO DRIVSHOLM

DEN ISCENESATTE HVERDAG

Nedenfor: To billeder fra hendes samling af interessante rum med titlen: “A Sense of Place.”

Ovenfor: Design af Anne Mette til TV-showet “Skytte” på SVT.

KÅRK

SKO Lærke Dahl Ravnsbæk HVER DAG er der tusinde valg at træffe. Der er i hvert valg

et hav af hensyn og overvejelser, de fleste, som valgene i sig selv, fuldkomment ubevidste. De fleste valg er en selvfølge, en del af en rutine. De overvejelser der er gjort i den forbindelse er ofte relativt ubetydelige. Vi tager et eksempel fra hverdagen: sko. Der skal tages hensyn til omgivelserne, det kan være vejret eller stedet, gummistøvler og sikkerhedssko. Der er også velbefindende at tænke på, høje hæle kan være ubehagelige en hel dag modsat sutsko. Det sidste hensyn er fremtræden, et kapitel for sig. Der er mode, hvem husker ikke Buffalo støvlerne modsat de forskellige udgaver af lærredssko der altid kan bruges. Vil du gerne synes højere kan du bruge plateausko; vil du gerne signalere at du er afslappet bruger du måske sneakers. Disse elementærvalg er også gældende når der tales arkitektur. Når arkitektur skal udvikles overvejes omgivelserne og konteksten altid. Det er ikke sikkert arkitekten vælger at tage hensyn til omgivelserne men der bør være et bevidst valg at ignorere eksempelvis vejrets og elementernes påvirkning. Hensynene vægtes i forhold til hinanden, hvad er vigtigst? Kan man gå på kompromis med bygningens fremtræden for at få et bedre indeklima. God arkitektur er når det lykkes for arkitekten at tage alle disse hensyn på én gang. Se her hvordan seks arkitektstuderende fra skolen i Aarhus vælger at prioritere deres hensyn en hverdag på tegnesalen.

www.aart.dk

// We focus on the poetry of everyday life and on the fact that architecture, in addition to meeting material needs, can also encompass the world around us by challenging and engaging with it. // // INSPIRIA Science Centre // AART architects // 2011 // Foto: Adam MĂ¸rk //

KÅRK

AN ISLAND FOR A BOAT

AN ISLAND FOR A BOAT Oliver Edwards At waterâ&#x20AC;&#x2122;s edge My mind stagnates; Why am I lost in Great gifts that descend From an ever unknown kin? I sail their brilliant Moonlit oceans With an island for a boat.

KÅRK

Vi Gør det for Menneskeligheden En eftermiddag med Jan Gehl af Thomas Brorholm Jan Gehl er uddannet ved den modernistiske skole. Han siger selv at hans faglige vinkel med mennesket i fokus, ville være blevet fnysset af som noget følelsespladder i 60’ernes arkitekturundervisning. Landet mellem Jan Gehls virke og hans uddannelse er et friktionsfyldt område. Ligger hverdagen i de gennemtænkte enkelte enheder, eller kan den findes i mellemrummene, i de flydende tråde og sfærer der svæver om ethvert byggeri? Fæster bygninger sig usynligt til hinanden gennem et spillende mellemrum, eller forbliver de adskilte, solitære, selvomsluttende og uden udveksling? KØBENHAVN, 30. APRIL 13:00, BRAGENDE SOLSKIN

Jeg møder ind på Gehl Architects adresse på Gl. Kongevej lige ved søerne i København. Jeg har ikke sovet så meget i nat, for lige før sengetid besluttede jeg mig for at læse en sidste artikel. Artiklen i Politiken kårede Jan Gehl som den mest indflydelsesrige danske arkitekt i udlandet. Gulp. Jeg går op af en opgang der mest af alt minder mig om et besøg hos en fin doktor; gulvtæppebetrukne trapper og træudskæringer i væggene. En smedejernsgitret elevator kører sagte op midt i trappehuset.

Jeg når op på fjerde sal og har nu valget; Kommunen til venstre, Gehl Architects til højre. Jeg vælger Gehl. Et indbydende og lidt kringlet rum åbner sig foran mig, med grønne ventestole og en forsnævring midt i rummet. Ved nærmere eftersyn åbner sig vist en skranke her. Et par medarbejdere sidder lidt asymmetrisk. Jeg går ud fra at de er et sted i zonen mellem arkitekt og sekretær. Måske begge dele? Bag dem er en sort reol, der afrunder den sidste del af rummet. En mørk stemning af fordybelse og et stort bord i navlehøjde oser af idéer og åben udveksling blandt bøgerne. Et sjovt rum med en stor åbenhed i forhold til de ankomne, der, med det samme, får et kig ind til kernereaktoren. Jeg hører en stemme bag mig “Der er han jo”—Jan Gehl tager smilende imod. Han folder en oversigt ud på bordet med forsiderne på 52 bøger; hans bøger, i alle deres forskellige, sproglige udgaver. “Vi sidder lige og snakker om mine bøger. I næste uge udkommer ‘Byer for mennesker’ på russisk!” Han fortæller åbenhjertet om sine bog-stiklinger, der gror verdenen over. Utroligt venligt at han kommer ud fra mødet og fortæller mig hvad der foregår just nu. Ikke så mange mystiske mellemled, hierarki eller distance.

VI GØR DET FOR MENNESKELIGHEDEN

Bogen er blevet et livsprojekt for Jan. Han tager ikke længere penge for materialet når det skal oversættes til sprog, der kan forstås i f.eks. Rusland og Sri Lanka. “Mine bøger er kommet på 22 sprog, det er jo også et tegn på en meget bred publikationsgruppe. Det er jeg meget glad for. For jeg har altid sagt at vi har lavet det her for menneskelighedens skyld. Derfor forærer jeg også mine bøger væk til højre og venstre. Det er RealDania og de danske skatteborgere der har betalt dem. Hvorfor skulle man begynde at stille sig op? Nej, nej de kan få det. De penge de ikke skal betale for materialet kan de bruge på at få oversat skidtet.” Et lille møde har sneget sig på og Jan Gehl spørger om det er okay at vi skubber interviewet 20 min. Det er det. Selvfølgelig. Den spirende grønne farve er gennemgående. I et mere privat møderum, med mulighed for at lukke døren, hænger ca. 10 m2 anderkendelser og hæder af Gehls virke som strategisk byplanlægger, nogle helt tilbage fra 70’erne. En del af dem kommer fra anderkendte, amerikanske universiteter. “The international union of architects, 1993: Sir Patrick abercrombie Prize—for exemplary contributions to town Planning and territorial

Development” er bare en af mange. Jeg kigger mig omkring i det store rum hvor sekretærerne sidder. Et konceptuelt møderum med sorte reoler og masser af viden. Jeg fisker bogen “Der bliver et yndigt land 2050” ned fra en af reolerne, en bog fuld af potente fremtidsudsigter og visioner for energi og livstil de næste fire årtier. Finanserne fra RealDania har stået bag Jan Gehl i mange år og dedikerer stadigt midler til forskning om mennesket i samfundet. Jeg kan høre lyden af venlige fodtrin bag mig “Så er jeg klar unge mand. Ja det møde skulle vi egentlig have haft i morges.” Absolut ingen årsag. Jeg foreslår at vi kan gå en tur om søerne, der ligger lige foran bygningen – nemt og bekvemt for den travle herre tænker jeg. Gehl slår det hen, og holder fast ved den aftalte plan A; vi skal til Ørestaden. Vi tager med det offentlige mod Ørestad og står af ved Fields. En af de mest udskældte pladser i Gehls bog, Kay Fiskers plads, folder sig ud foran stationen. “Her er den gennemsnitlige opholdstid 42 sekunder,” siger Gehl. Et tal vi senere sammen påviser ved skræve skråt over vejen fra Fields til metro. Her er intet gjort for at fremme ophold. Her er ikke ét eneste støttepunkt, ingen nicher

KÅRK

Ovenfor: Fields.

eller sænkning af skala. Det er kolossen Fields mod metrostation. “At arbejde med tid og kvalitet fremfor med antal og kvantiet, giver generelt en bedre bykvalitet” siger Gehl senere i interviewet. Fra Metroen, forbi Fields og videre til en stor grøn park, “Byparken,” som ligger mellem de enorme, arkitekttegnede volumener. Vi går langs det anlagte vand som flyder i kvadratiske bassiner og under metrohøjbanen. “Det er ikke megen glæde og byrumskvalitet man får ud af de vandbassiner, hvor der padler to ænder rundt. Kræfterne kunne være blevet brugt meget bedre.” konstaterer Gehl og fortsætter med en lille anekdote: “Da brolæggeren i sin tid skulle gøre sit arbejde med belægningen foran Ferringhotel, blæste det så meget at hver gang han hentede en sten, var det grus han havde lagt blæst væk. Det endte med at han måtte få en af sine svende til at stå og holde på det mens han hentede stenene. Han sagde selv at det fordi vi var så tæt på Øresund, men jeg tror nu snarere det var på grund af kastevindene blandt så mange højhuse.” Gehl har både gjort karriere som fotograf og som arkitekt. Det giver mig lyst til at spørge; om han fremfor alt ser sig som arkitekt eller som fotograf ? Jan tænker grundigt over spørgsmålet og smiler. “Begge dele. Hvis du spørger mig, så vil jeg sige at jeg har lavet tre ting: Jeg har været forsker, underviser og journalist. Der er jo mange der laver fantastisk flot forskning. Og når man så ser på de sidste 50 år, er det sikkert ikke de bedste forskere vi husker, men dem, der formåede at formidle.” Nedenfor: Panorama af Byparken.

VI GØR DET FOR MENNESKELIGHEDEN

Hvad var det der i sin tid dragede dig mod arkitekturen? “Hvis vi går rigtigt til benet, så anede jeg slet ikke hvad en arkitekt var. Jeg var ikke klar over at der var sådan et fag. Så hørte jeg i gymnasiet én, der kom og fortalte, og så syntes jeg det var lidt mere spændende med arkitektskolen. Det var lidt en tilfældighed. Jeg kommer fra et miljø hvor der ikke var noget med kunstnere, ikke noget med arkitekter. Min far var jo kontormand. Jeg blev færdig i 1960 som 22-årig. Man var ved at bygge alle de store betonbyggerier, Gellerupplanen og alt hvad det hed. Høje Gladsaxe. Modernismen var ved at tage fart! Jeg kom sådan set drønende ud, skulle lave lys og luft, ud i det grønne og børnene op på 7. sal… det jo var modernismens ideologi!” Jan har et lunt glimt i øjet. For distancen mellem det grønne og beboerne er næppe reduceret virkningsfuldt, når den store højde gør det til en rejse at gå udenfor og udvekslingen mellem ude og inde bliver meget begrænset.

AFSTAND TIL MODERNISMEN “Og så går den søde historie på at jeg mødte en ung psykolog. Og så begyndte der at komme spørgsmål om hvorfor arkitekter aldrig interesserede sig for mennesker. Det blev så til sidst for stor en belastning. Så måtte jeg begynde at interessere mig for, om det var rigtigt og hvad der var i det. Så kom der en dag en meget kristen mand oppe fra Hillerød. Han havde en planteskole der var blevet omlagt til byggezone. Og han ville have at vi skulle bygge noget som var godt for mennesker. Ikke det sædvanlige. Så kan jeg huske at der gik der panik i tegnestuen. Godt for mennesker? Så havde vi de her diskussioner med min kone og hendes kollegaer. Hvad er godt for mennesker og hvad ved vi egentlig om det? Det viste sig, at man

vidste meget lidt. For første gang i Danmarks historie, var der en sociolog med på et byggeprojekt. Så endte det med at vi lavede noget der var så godt at det aldrig blev bygget. Det var alt for anderledes. Det var noget med nogle klynger af huse omkring et torv udviklet i samarbejde med Svend Ingvar Andersson. For progressivt og avanceret at man skulle bo så tæt. Jeg fik et legat fra Carlsberg til at tage til Italien. Og der studerede min kone og jeg så, hvordan det italienske torv blev brugt. Et sted hvor de kunne samles om vigtige ting. Der skrev vi. Vi skrev tre-fire artikler i Arkitekten, som vakte stor opstandelse, bl.a. ‘Mennesker i byer’ og ‘Det italienske Torv.’ Og så kom Svend Ingvar Andersson, der i mellemtiden var blevet professor i landskabskunst. Han sagde: Vi er lige begyndt at lave forskning på arkitektskolen, var det ikke en idé at du kom og arbejdede videre med det motiv; hvordan mennesker bruger rum. Og det gjorde jeg, og jeg var der i 40 år og var igennem hele forløbet i gang med at skrive ‘Livet Mellem Husene.’ I ’71 kom den første gang. 41 år siden. Den kommer på russisk her i næste uge, og sådan er det hele vejen igennem.” “Left in translation” er et udtryk Gehl bruger et par gange, mens vi går i Ørestad; “Med modernismen begyndte det at blive de her volumener, der står ned på planer, og så bliver det mønsteret af de her volumener der bliver interessant. Det er det jeg kalder arkitektur tegnet fra luften, byplanlægning oppefra og udefra, interessen er fokuseret på bygningerne, fremfor rummene og helheden.”

BYPARKEN Vi når frem til Byparken, en gigantisk plads mellem to rækker af højhuse. En meget åben—markagtig park. Vi finder to røde stole der er blevet sat ind, højst sandsynligt for at kompensere for mangel på ting i menneskeskala.

KÅRK

Nedenfor: Byparken vi sidder i.

OM AT BRINGE MENNESKESKALA IND MED FALDSKÆRM “Se så har de lavet sådan et par landskabelige ‘højdepunkter.’ Der også et derovre. Jeg kan lige se hvordan det er blevet til.” Gehl imiterer en vejledersituation på arkitektskolen: “Skarp idé Søren, sikke nogle flotte cirkler. 10 aktivitetsøer? Jamen du har jo det hele med. Det gør vi. Flot Søren!” Jan hentyder til den meget zoneopdelte park vi sidder i, hvor store græsarealer adskiller de, fra himlen sete, cirkulære aktivitetsområder… “Så går du herover for at gynge, og derover for at BBQ—sådan fungerer det jo ikke. Det undrer mig at man ikke har lavet udveksling af funktioner—også med Amagerfælled, der ligger lige op ad. I stedet for at trække den her lige linje, kan man lade fælleden komme lidt ind.” Jan gør en slyngende bevægelse med hånden. Amager Fælled er et stort rekreativt område mellem Ørestad og Islands Brygge. Noget af det nærmeste man kommer på “utæmmet københavnernatur.”

Gehl nævner hvordan man på det seneste har glemt mellemtrinet mellem bygning og grunden den fæstner sig i. “Man går direkte fra den arkitektoniske plan til at tegne belægningen. Om den kinesiske granit skal flækkes på langs eller på tværs. Så vælger man en dyr sten og tror at alt er godt. Stjernearkitekter, kinesisk granit, så skulle den være hjemme! Men kinesisk granit redder ikke sig selv.” Der mangler med andre ord lidt fokus på overgangen, mellemledet mellem gruset og facaden. “Her er bygningerne sendt ind, som norske fjelde, der skyder op ad landskabet.” Gehl nævner den bløde kant på en bygning, som kan opstå ved at lade de nederste etager skyde lidt frem, lave taghaver på toppen, og forhaver i stueetagen. På den måde får man en gradvis overgang fra gade til bygning, fremfor de fremherskende, lange, lukkede facadestrækninger, der stortrives her i Ørestad.

VI GØR DET FOR MENNESKELIGHEDEN

At bringe menneske skala ind med faldskærm.

Gehl peger på en altan der kun hænger godt 40 cm over jorden—“Se, her har vi et af mine yndlingseksempler på, at arkitekterne ikke vil lade en forhave forstyrre den stramme, arkitektoniske plan.” Og ganske rigtig ser det lidt grinagtigt ud at lade en altan svæve så nært ved jorden uden, på nogen måde, at forholde sig til det grønne potentiale lige under den. Forså vidt kunne denne altan jo ligeså godt være placeret på 5. etage, brugeroplevelsen er den samme. I “Byer for Mennesker” kan man læse en Gehlsk tanke: 1 m2 forhave, eller 10 m2 henne om hjørnet; hvad giver mest liv til byen? Her gøres der faktisk op med en hel ideologi: Gellerupplanen og Høje Gladsaxe og andre modernistiske byggerier der ligger på flade græsarealer man kan skue henover, men som ofte ligger øde og aktivitetsløse hen. Modsat dette, et af Gehls yndlings eksempler, Kartoffelrækkerne, der alle har “få kvadrat-

meter personlige forhaver.” Ejerskabsfornemmelsen for forhaverne i Kartoffelrækkerne er skyhøj og det blive nuslet for hver en kvadratcentimeter. Og livet mellem rækkerne er sprudlende. Selvom den modernistiske tankegang vil det grønne, har de store fællesarealer aldrig rigtig opnået anden status, end den de får i skyggen af højhuset. Rejsen ud og ind ophører fra 4. sal og opefter; “Efter fjerde–femte sal bliver man en del af luftfartsvæsenet. Det bliver pludseligt vigtigere om der hænger et par skyer over Malmö, end om der er én der ved at blive myrdet lige nede foran.” Det skal siges at man har udsigt udover Øresund og Malmö fra de øverste etager i Ørestadens bygninger. En skævvridning af hvad der er vigtigt; det lokale (som man faktisk befinder sig i) eller det som man kan se “ovre på den anden side.” Skal vi så holde os fra at bygge højere end fire eller fem etager?

KÅRK

Jan tænker lidt og udbryder: “Ja!” men med noget i øjet, som jeg tolker som et “ja i grundtanken, men det kan nok ikke altid realiseres…” Jan Gehl nævner i sit foredrag på AAA i 2011, 3 skalaer som han mener hersker i arkitekturen i dag: 1. 2. 3.

City plan scale, “flyverhøjde.” Site plan scale, “helikopterhøjde.” People scale, “øjenhøjde.”

reførelse af modernismen. Man må huske på at modernismen er rasende rationel. Man kan tegne stort, meget og ganske hurtigt og elementerne kan bestilles hjem. Efter min mening går det ofte galt allerede i programmerne. Det skal være bedre end resten af verdenen, og kineserne spreder sig med stor hast. Så vi møder et af de bedst antagelige afsæt for modernismens ideologier.”

Du nævner i dit foredrag på AAA (2011) en forandring i tempoet, hvorpå byen bliver til. Fra de langsomt Desværre hersker en tendens til at tegne byggerier, der fremvoksende, selvgroede, tætte og smalle huse i inser dødspændende ud fra fly og helikopter, med andre dre by, til de store, arkitekttegnede komplekser, der ord, byggerier, der ser godt ud i planlægningsprocessen, skyder op i Ørestad. men som i øjenhøjde ofte mangler sans for den menneHvis vi vil have samme byrums kvalitet, som i skelige skala og for detaljen—de forholder sig meget lidt middelalderbyen i Københavns indre by, og latiner til menneskers færden. kvarteret i Aarhus midtby med afvekslende facader, Omvendt findes der byggerier der ser kedelige ud og små tætte enheder, kræver det så ikke en omlægfra luften, men opleves spændende og dynamiske og ning af de metoder vi bruger i forhold til skabelsen af livlige i øjenhøjde (f.eks. kartoffelrækkerne med deres ny arkitektur? stringente symmetri fra himlen og myldrende gadeliv i “Vi har udviklet nogle krav for gode byrum. Integrerer øjenhøjde.) Hvordan skal vi arkitekter komme mere ned man dem i processen når man skaber byrum, kan det i øjenhøjde, med den arkitektur vi tegner? sagtens lade sig gøre at lave byrum af samme kvalitet “Det er meget udbredt at projekter tænkes ovenfra. den dag i dag. Dengang gik processen: liv, rum, by—fremTag nu bare VM husene vi sidder overfor nu. De har fået for by, rum, liv. Du kan kaste et blik på B001, den nye byderes navn fordi de ligner et V og M fra himlen. Det er del på havnen i Malmö—jeg ved at de har haft bogen liglykkedes langt bedre for BIG ude i 8-tallet, som jeg synes gende på bordet, mens de lavede planen.” er meget fint. Jeg har også aftalt med den gode Bjarke “Sørg altid for at have for lidt plads,” skriver Gehl i sin Ingels at vi skal lave et projekt sammen en dag, hvor jeg bog. Et citat der stammer fra Gehls kollega, Svend Ingtager mig af de to nederste etager og han får lov at tegne var Andersson. Han forklarer, at venter man 100 persoresten.” ner til en forelæsning, skal man finde et rum til 50—de sidst ankomne vil føle sig meget heldige over at få lov til at stå med til forelæsningen og stemningen vil være forMODERNISME, HVORFOR? tættet og forventningen høj. Er der noget, der ikke er taget højde for her i Ørestad, Du er selv udannet i den modernistiske skole, men i så er det tæthed. Bygningerne er udviklet enkeltvis og dag tager du afstand fra den. Du nævner på et tids- det bliver man klar over når man står i de oversete rum punkt “Modernismens afvisning af gaden.” Hvorfor mellem bygningerne, hvor vinden hersker. så modernisterne det som en nødvendighed at lukke På side femten i Gehls bog “Byer for Mennesker” kan af for det livlige mylder, som du og din tegnestue (og man læse: “I årene omkring 1960 kom bilinvasionen for mange af verdens storbyer) kæmper for at bevare? alvor i gang i store dele af verden. Dette er begyndelsen “Jeg ser modernismen, som noget helt logisk opstået. Et på en erosionsproces, hvor menneskers færden i byerne modsvar til uanstændig slum. For at udfylde behovene løbende er blevet forringet. Overgrebene er blevet så manfor lys, luft og hygiejne. Her løser modernismen proble- ge og så udbredte at man efterhånden knapt sanser, hvor merne. Desværre overså man at problemet allerede var store kvalitetsforringelser bilinvasionen har ført med sig.” adresseret i de Københavnske karréer, der bringer lys og luft til byens beboere med typiske navne som ‘solgården.’ Jeg vil klart kalde det her område vi sidder i for en vide-

VI GØR DET FOR MENNESKELIGHEDEN

OM AT SKABE SIN EGEN NICHE Hvad gør vi med bilerne? “Jeg er klar over at det vi har lavet gennem de sidste 40 år “Jeg bliver ikke religiøs omkring det. Man kan godt have er af stor betydning. Det var et helt uudforsket felt, da vi nogle biler og nogen form for blandet trafik. Men intro- startede. Og det undrer mig den dag i dag at der ikke er duktionen af biler og biltrafik har på afgørende måde undervisning på arkitektskolerne om mennesket (Jan været med til at skabe forvirring om størrelsesforhold i Gehl peger på mig og så på sig selv.) Vi ved efterhånden byerne. Når hastigheden ændres fra 5 km/t til 60 km/t mere om orangutangens habitat end om os selv. Vores øges alle rumdimensioner dramatisk. En lille europæisk tegnestue udfylder en niche. Og så er det jo rigtig rart at bil kan virke voldsomt stor i et rum skabt til menneske- telefonen ringer fra første dag. De har ringet herude fra kroppen. Hvis planlæggerne på noget tidspunkt var ble- Ørestad to gange, bl.a. til en af mine studerende. De rinvet bedt om at lave byer, der besværliggjorde liv i byerne gede nede fra DR og sagde—“du nu står vi her og er næsten og fratog mennesket lysten til at færdes ude, kunne det færdige, men her er intet liv. Vi har læst at det kræver 300 næppe være blevet gjort mere effektivt, end det er tilfæl- år at skabe godt byliv!” Det synes vi på tegnestuen var det med de byer der blevet til i det 20. Århundrede under lidt rigeligt. Her kom min studerende så ind med de gule denne ideologi.” stole, hun har drysset ud langs kanalerne.” Jeg fornemmer i tonen at det er en slags førstehjælp til nødlidende der er udøvet her. Som støtte til en nyfødt baby der ikke rigtigt ved egen kraft kan rejse sig og gå endnu (og måske endda har svært ved at holde hovedet.) Men, man kan spørge sig selv om stolene ikke er udtryk for en lappeløsning, en nødvendighed fordi der intet andet bindeled er, mellem mennesket og de store kolloser i sprængt skala. Da interviewet er færdigt og vi går tilbage mod Ørestad metrostation, noterer vi os forbedringer langs Danmarks længste lukkede facade, Fields; 300 meter lukket og død facade, som intet bidrager med udadtil. Man kan nu stille sin cykel i stativer. Før var der kun den afvisende facade og et par skilte, der advarede mod henstilling af cykler i form af fraskrevet ansvar. “Det bliver hele tiden bedre, nu har Ørestad kun været her i 15 år” kommenterer Gehl lidt sarkastisk. Det der gør Jan Gehl til så dygtig en arkitekt, er nok, at han efter livslang dedikation til et felt som ligger et sted mellem arkitektur og psykologi, er blevet utroligt kompetent og hurtig til at påpege, med indlysende klarhed, hvad der kan betragtes som byer for mennesker og hvad der er byer for biler og andre væsener der måtte færdes med 60 km/t. Er der et træk ved ham jeg vil fremhæve, er det, det absolut menneskelige. Jeg forærer Gehl en flaske Spier-vin fra Irma og han siger til mig: “Ved du hvad, den synes jeg du skal drikke med din kæreste i aften.”

KÅRK

Torro.

Pan y tomate & cafe cortado.

Día, 9-18 & tarde.

Comida.

Próxima tren: 2min. Tarifa: €0,90

Spansk/dansk illustrationer af Julie Kaalby Bjerre, praktikant hos Ecosistema Urbano, Madrid.

Tapas & caña.

SPANSK/DANSK

Viking

Havregrød & filterkaffe.

Morgen, 8-16 & aften.

Klapsammen madpakke.

Næste afgang: 15 min. Pris: 20 kr.

Fadbamse & smørrebrød.

KÅRK

TEGN DIN HVERDAG Som et lille forsøg og event, sørgede vi i KÅRK for mange, mange meter papirsdug og en stor stak tegneredskaber. Så opfordrede vi de spisende studerende ved Arkitektskolen Aarhus til at tegne hvad end de havde lyst til. Vi fik meget forskelligt; både kruseduller og små notater, mål og geometriske former. Her følger et udsnit af de ting vi fik samlet ind.

TEGN DIN HVERDAG

KÅRK

TEGN DIN HVERDAG

KÅRK

DEN ALMENE BOLIG ER IKKE LÆNGERE SÅ ALMEN Dennis Lund Sammenlignet med de fleste europæiske lande er den danske almennyttige boligmodel luksus.

Det er ikke Utzon, Jacobsen eller Larsen som udenlandske bolig-by-interesserede studerer i Danmark. Det er snarere det almennyttige boligbyggeri, som dansk arkitektur og planlægning i årtier har været kendt for “udenbys.” Men tiderne skifter og epoken om det almene er ved at rinde ud—må man formode. Der er godt 550.000 almene boliger i DK og antallet af nyopførte boliger falder år for år. Ud af en samlet boligmasse på ca. 2.6 mio. enheder er det almene boligmarked ikke længere helt så alment, som det var engang. Men det er også først i nyere tid, at de almene boligselskaber opfører almene boliger. Tidligere hed de almennyttige. Og selvom det er det samme, er det alligevel en helt anden sag. Den almennyttige bolig skiftede, som alt muligt andet, navn til den almene bolig. Det er vel ca. 15 år siden. Og i alle årene forud var den almennyttige bolig også nyttig for de bredere befolkningslag i samfundet. I dag er en del af de almene boligbebyggelser, om end en mindre del, blevet synonym med ghettobegrebet, som lakonisk nok er det modsatte af det almene, fordi ghettoen er en enklave, den er isolerende, utilpasset omgivelserne eller også er omgivelserne afvisende over for den. (Ghetto-begrebet stammer fra Venedig, hvor de jødiske familier samlede sig i et hjørne af byen. Dette sted hed ghettoen.) I begrebet “det almennyttige” ligger der måske noget social stigmatiserende, fordi det kan tolkes som en bolighjælp til “hus-forbi-mennesker.” Men sådan så man ikke på det for et lille århundrede siden, da de første almennyttige boliger blev til. Dengang havde det almen-

nyttige begreb en vis fællesskabsfølelse over sig. Vi var del af et samfund, hvor man værnede om hinanden. Og dette projekt om det almennyttige fik rigtig vind i sejlene lige fra mellemkrigsårene og ikke mindst i efterkrigstiden frem til begyndelsen af 70’erne. Projektet lå akkurat i forlængelse af tankerne om velfærdsstaten, og blev en hjørnesten i det socialdemokratiske samfundsideal.

DEN DANSKE MODEL Når udlændinge kommer til Danmark og studerer byer og boliger, lægger de først og fremmest mærke til den almennyttige boligs ypperlige standard. Veldisponerede boligbebyggelser, oftest i en menneskelig skala, gode byggematerialer, enkel og velfungerende boligindretning, gode sanitære forhold, ofte altaner i etagebebyggelser eller små haver, beskyttede legearealer, institutioner, (tidligere) tillige små butikker i bebyggelsen, store grønne friarealer samt en del kollektive faciliteter indendøre. Sammenlignet med de fleste europæiske lande er den danske almennyttige boligmodel luksus. I mange andre lande er den almene bolig næsten et råhus, som man selv må indrette med køkken etc. I Danmark er det hele med i huslejen og man ringer blot til bebyggelsens inspektør, hvis noget er galt i lejligheden. Men det er måske også denne næsten overdrevne service-mindede holdning, der udvikler en vis ansvarsforflygtigelse, som i dag svier til en del af disse bebyggelser.

DEN ALMENE BOLIG ER IKKE LÆNGERE SÅ ALMEN

Illustration af Lærke Dahl Ravnsbæk.

MARSEILLES-HUSET LAGT NED Historisk set passer denne boligmodel fint med de øvrige velfærdsgoder, som efterkrigstiden producerede, bl.a. forbedrede arbejdsforhold, længere ferieperiode, kortere arbejdsuge og Dansk Folkeferies fortrinlige feriebebyggelser ved de danske kyster. Arbejderfamilierne skulle rekreere sig i landskabelige omgivelser. Og på hjemmefronten, dvs. i nogle af bebyggelserne i den almennyttige sektors storhedstid i 50’erne gik man skridtet videre og indførte ekstravagante kollektive ordninger, som f.eks. i Høje Søborg-bebyggelsen fra 1951, hvor der var fælles vaskeri, fælles beboerrestaurant, kiosk, reception som på et hotel, indleveringssted for vasketøj, strygning, tøjreparation, skopudsning og andre gøremål i husstanden. Desuden gæsteværelser, klublokaler, selskabslokaler, tagterrasse, garage, carport, værksteder og småbutikker til daglige indkøb. Og lige i nærområdet var der daginstitutioner, skole og boldbaner. På den måde kan man sige, at det var et “Marseilleshus,” blot nede på jorden, men opført nogenlunde samtidigt. Det var hverdagslivet for de brede befolkningslag, som den

almennyttige sektor havde for øje. Og det var et af de første signaler om den udearbejdende kvinde i husstanden, hvilket måske har været medvirkende til, at Danmark helt op til dato har haft den højeste andel kvinder på arbejdsmarkedet.

DE “KLASSISKE” BEBYGGELSER KLARER FRISAG Set over tid er flere almene boligbebyggelser i dag klassikere i arkitekturhistorien: fra rækkehusbebyggelsen Bakkehusene via Bellahøjhusene, Høje Søborg, Albertslund Syd, Galgebakken, Farum Midtpunkt til Solbjerg Have for blot at nævne nogle få. Mange andre kunne føjes til—også i Jylland. Flere af disse bebyggelser var på daværende tidspunkt banebrydende i arkitektur og idé. Bellahøjhusene som det første storskala elementbyggeri; Høje Søborg som det danske svar på Marseilleshuset, Albertslund Syd blev den almene bolig med egen have og lige så tæt som Høje Gladsaxe-bebyggelsen, Galgebak-

KÅRK

ken blev rækkehuset i nabolag og med fleksibel boligindretning, Farum Midtpunkt blev terrassehuset med den overdådige balkon/terrasse til hver lejlighed og Solbjerg Have blev den fornyede karréfigur midt i byen. Sidenhen er de nævnte bebyggelser gået fri af den samfundsmæssige klemme. Ingen af de nævnte bebyggelser er blevet ghettoer i traditionel forstand. De har klaret frisag på det arkitektoniske omdømme og den bebyggelsesplanlægning, der ligger bag. Den arkitektoniske tænksomhed har holdt ghetto-smitten fra døren. Men for en større del af den almene sektor er sagen desværre anderledes. Den bredere del af samfundslaget/ “kunderne” har bevæget sig over i parcelhussektoren, til andelsboliger og nogle endog til mere fjerntliggende private ejer-/lejerboliger på landet. Og et lille men lidt stigende antal boligsøgende har taget fast ophold i kolonihaver og i sommerhuse samtidig med, at de er trådt ud af arbejdsmarkedet. Det naturlige klientel for den almene bolig er skrumpet ind, og det synes at fortsætte, dog lejlighedsvis bremset lidt af økonomiske kriser undervejs. Men tendensen er klar: Hr og fru Menigmand vil have parcelhus, fordi det signalerer rimelig økonomi og giver plads til selvudfoldelse, et forhold som ikke er til stede i den almene eller almennyttige sektor i samme omfang.

DEN NØDLIDENDE SEKTOR I dag er den almene sektor nødlidende. En del bebyggelser står fortsat til fornyelse/opgradering. Andre burde rives ned, men allerede nu er der investeret alt for mange kroner i ligegyldige renoveringer på et tidspunkt, hvor man troede, at bebyggelsernes deroute kunne stoppes via flere mødelokaler, amatørteater, folkedans og lyssætning. Sammen med en opmaling af de grå betonelementer i lyse pastelfarver og indretning af småhaver

med kolonihavestakit og mere grønt på de forstenede og halvtomme P-arealer i selvskygge, har man haft troen på, at bebyggelserne ville “rette sig.” Men det er ikke sket. Og årsagen er i mange tilfælde, at bebyggelsesplanen er kontekst-fjendtlig og ikke understøtter det familiære forstadsliv eller det mere pulserende byliv. I stedet er det blevet til bybolig i forstaden og i andre situationer en forstadsbolig i byen. Under disse kontekstuelle misdannelser har den almennyttige bolig ikke stor appel, især ikke set i forhold til de økonomiske vilkår, der hersker på boligmarkedet for tiden. Naturligvis er det ikke en dybsindig konstatering, som boligklientellet selv gør sig, men det er den mere købedygtige del af boligmarkedet, der intuitivt forlader den almene boligsektor, hvorefter der opstår et vakuum, som er svært at udfylde og som har mistet både det almene og det nyttige. Primært grundet almindelig boligøkonomi, skattetænkning m.m. har denne boligform sat sin egen gravsten. Men det er påfaldende, at de bedste danske almene boligbebyggelser yderst sjældent har udlejningsproblemer og har et blandet klientel og større sammenhængskraft, hvilket mest af alt kan føres tilbage til en arkitektonisk stræbsomhed, evidente boligkvaliteter og en klar kontekstforståelse, noget der adskiller gode og mindre gode arkitekter. Denne forståelse og vilje til konstant selvudvikling havde min gamle professor Viggo Møller Jensen ved arkitektskolen i København, hvilket han tilkendegav, da en studerende en dag bebrejdede ham, at han ikke forskede: “Min kære ven—jeg forsker hver dag på min tegnestue!” (Han er manden bag bl.a. atelierhusene i Utterslev mose, Albertslund Syd, Farum Midtpunkt og Solbjerg Have.) DENNIS LUND er forsker og lektor ved platformen By & Bygning ved Arkitektskolen Aarhus.

www.facebook.com/3xnarchitects

building

human beha

KÅRK

EISFABRIK Kristin Nassvik EISFABRIK er en af de ældste fabrikker i Tyskland. Fabrikken ligger ud til Spree og nær Ostbanhof i den østlige del af Berlin, i et område med både industri, kontorer og boliger. Der blev produceret is på fabrikken fra 18961995. I dag ligger bygningen tom og øde hen—kun skelettet og en af de gamle maskiner står tilbage og fortæller historien om, hvad stedet engang har været brugt til. Selvom stedet nu er lukket ned og indhegnet bliver det stadig brugt—den gamle fabriksbygning er blevet overtaget af unge, autonome, hjemløse og andre, der har brug for et sted til at hænge ud, holde fest, et tørt sted at sove eller et afsides sted at fixe. Billederne her viser hvilke forhold nogen mennesker lever under (hjemløse, narkomaner og alkoholikere), en anden type hverdag—skidt, madrester, gamle soveposer, brugte kanyler, ødelagte møbler, smadrede vinduer, ingen varme eller vand… THEA CHRISTINE HØEG.

EISFABRIK

sĞůŬŽŵŵĞŶ ŚŽƐ ĨƌĞŵƟĚĞŶƐ ƚƌǇŬŬĞƌŝ

^ƉĂƌ ŽƉ Ɵů ϰϬ й ƉĊ ďŽŐƚƌǇŬ Billigst ved 200 – 2.000 stk.

Beregn din egen pris

Ğ ƐƚƆƌƐƚĞ ďĞƐƉĂƌĞůƐĞƌ Ğƌ ǀĞĚ ƚƌǇŬŶŝŶŐ ĂĨ ďƆŐĞƌ ŝ ƐŽƌƚͲ ŚǀŝĚ ŽŐ ĨĂƌǀĞ ŝ ŽƉůĂŐ ĨƌĂ ϮϬϬ ƐƚŬ͘ Ɵů Ϯ͘ϬϬϬ ƐƚŬ͘

Ƶ ŬĂŶ ƐĂŵƟĚŝŐ ďĞƐƟůůĞ ǀŽƌĞƐ ŐƌĂƟƐ ĚĞŵŽďŽŐ͕ ĚĞƌ ŽŐƐĊ ĨƵŶŐĞƌĞƌ ƐŽŵ ƉƌŝƐůŝƐƚĞ͘

^ĐĂŶĚŝŶĂǀŝĂŶ ŽŽŬ ƟůďǇĚĞƌ ĞŬƐŬůƵƐŝǀƚ ŝ ƵƌŽƉĂ ĚŝŐŝƚĂů ďŽŐƚƌǇŬŶŝŶŐ ŝ ĚĞŶ ŚĞůƚ ƌŝŐƟŐĞ ŬǀĂůŝƚĞƚ͘

WĊ ǁǁǁ͘ƐĐĂŶĚŝŶĂǀŝĂŶďŽŽŬ͘ĚŬ ŬĂŶ ĚƵ ŵĞĚ ĨĊ ŬůŝŬ ƌĞŐŶĞ ŇĞƌĞ ĞŶĚ ϯ ŵŝŽ͘ ƚƌǇŬƉƌŝƐĞƌ ƵĚ ʹ ƐĞ͕ ŚǀŽƌ ŵĞŐĞƚ ĚƵ ƐƉĂƌĞƌ͘

Kr. FORÆLDELSE

KAPITALBINDING KAPITALBI IN NDIING

RETUR

FORÆLDELSE

KAPITALBINDING KA AP AP PIITALB LBINDING BIN INDI DING DI NG

LAGEROPBEVARING

RETUR RET T UR R LAGE LA LAGEROPBEVARING GERO ROPB PBEV EVAR ARIN ING G

dƌĂĚŝƟŽŶĞů ƚƌǇŬŶŝŶŐ

ScandinavianBook.dk

P. O. Pedersens Vej 9 8200 Århus N

Ύ ,ŽƐ ŽƐ Ğƌ ƚƌǇŬƉƌŝƐĞŶ Ɖƌ͘ ďŽŐ ǀĞĚ ϯ ǆ ϱϬϬ ďƆŐĞƌ ;ĞůůĞƌ ϮϬϬ н ϱϬϬ н ϴϬϬ ƐƚŬ͘Ϳ ĐĂ͘ ĚĞŶ ƐĂŵŵĞ ƐŽŵ ϭ ǆ ϭ͘ϱϬϬ ďƆŐĞƌ ƚƌǇŬƚ ƚƌĂĚŝƟŽŶĞůƚ͘

Tlf. 87 310 350 info@scandinavianbook.dk