Samlet0712132359

”Helingsprocessen er som at tage af sted og komme hjem på samme tid.

Den er umulig at beskrive, og den begynder med, at vi vælger at gøre det.”

Chris Griscom, ”Befri dine følelser”, 1991

Indhold FORORD AF POULA ANDERSEN, CAND. PSYCH. Grænselandets demografi

Grænselandet – en gråzone

Krænkelse kan tage form af og få konsekvenser som

Fortiden invaderer nutiden

Den eksplicitte hukommelse

Den implicitte hukommelse

Tilstandsafhængig genkaldelse

Traumer – hvor meget skal der til?

FIRE SMÅ HISTORIER FRA GRÆNSELANDET SENFØLGER Socialisering, den sjette sans og de psykiske senfølger

Den første socialisering

Spejlneuroner – den ”sjette sans”

Fraspaltning og fortrængning

Dissociering

Symptomer på psykiske senfølger

De psykologiske processer

Krops-jeget, + nul - toårsalderen

Jeg-et, toårsalderen

Om narcissitisk besættelse

Fire - seksårsalderen

Puberteten

Mulige konsekvenser

Indhold At være sig selv og at sætte grænser

Ret og vrang

Angsten for at være uelsk-værdig

Alene og unormal

Fysiske senfølger og somatisering

I går og i dag

Medicinsk uforklarlige forstyrrelser

Følelserne er forbindelsesleddet

Neuroplasticitet og epigenetik

Psykologisk arv Ofre

Konstruktioner om kærlighed og afvisning

EN STORM AF FØLELSER Hvor var … henne?

Mellemrum og ånderum Tvivl Skyld Skam Angst Sorg Håb Vrede Frustration Tilgivelse

Indhold MIN HISTORIE Første lag - En tale i anledning Andet lag – En modsætningsfyldt familiefortælling

Overfladen – ren idyl

Min mors historie infiltrerer min historie

På egen hånd

Mægleren og de mange små sten

Om samvittighed og balancegang

Hudløs og følelseskold

Enøjethed Tredje lag – Det ”frie” hjem

Gajoler og godnatkamp

Hold venligst om mig som en far

Ingen sagde noget (næsten)

Grænseløs ”frihed”

Vi-somhed

Ladet humor

Optakt Fjerde lag - Forandringen kom med en drøm

Ud af dvalen

Isolation og skam – og en kærlighedserklæring

Erindringsglimt Småtingsafdeling

Er det virkelig noget særligt?

Bebrejdelser

Indhold Femte lag – Somatiske lidelser og mén Sjette lag - Som at leve i to virkeligheder

Hvad så bagefter?

I begyndelsen

Mødet med tavsheden, den uventede refleksion og martyrspillet

Syvende lag - Ensomhed, frihed og drømme

Tabet af illusionerne

Nye toner

Uddrag fra en korrespondance KROPPENS INTELLIGENS OG STYRKE Om kropsbevidsthed Bremsemekanismer

Dobbelt opmærksomhed

En aktivitet

Et anker

Det trygge sted

Indhold Opbygning af kropsbevidsthed

Kroppens hukommelse

Kropslig intelligens

Forløsende øvelser for kroppen

Land din krop

Stolespurt

Healing af nervesystemet

Afspænding

Stress-reducerende og ressourceopbyggende øvelser

Tips og gode råd for det videre arbejde med kroppen

Personlige og fysiske grænser VÆRKTØJSKASSEN Ressourcer Kognitiv analyse af adfærd Brugsanvisning

Kognitiv model

Spørgsmål til dig selv

Den perfekte samtale visualiseret

Martin Brofman, Bedre syn - ved bevidsthedsændring

Indhold Indre forandring skaber ydre forandring At sige hvordan du har det At være ved at eksplodere Venskab

Nogle råd om afslutning af venskab

Ønsket om anerkendelse Når du ser tilbage Hvis du fortsat føler dig krænket Nye tanker om elskov Reguler upassende seksuelle følelser Hvem er jeg i dag?

Kunsten at stille spørgsmål Tilgivelse i praksis Hvordan vi møder smerte Tal med din krop - meditation mod smerter og anspændthed

Indhold Visualiseringer

En visualisering med lys – til opretholdelse og beskyttelse

En visualisering med farver – balance, ro og at give slip

Drag omsorg for din indre pige eller dreng

En visualisering mod ked-af-det-hed

En visualisering mod kvalme

En visualisering til at slippe negative tanker, ord og billeder

En visualisering til at slippe had

En visualisering til at slippe vrede og erstatte den med empati

En visualisering af glæde

Pas på dig selv i processen – værd at være opmærksom på Sider til noter og tanker LITTERATUR

For fem år siden blev jeg, i en helt anden forbindelse, spurgt, om jeg nogensinde havde drømme om at flyve. Jeg svarede: ”Ja. Førhen…”

Den følgende nat drømte jeg, at jeg fløj. Jeg drømte, at det var min helt naturlige tilstand at flyve, og at det var en evne iboende alle mennesker.

Blot var det ikke alle mennesker, som stolede på denne evne.

Nogle mente, at de ikke besad evnen til at flyve. Andre troede, at denne fantastiske evne slet ikke eksisterede. Derfor valgte mange ikke at prøve at flyve, og endnu færrere udviklede eller forfinede den smukke kunst.

I denne nat i denne drøm blev jeg igen spurgt, om jeg havde drømme om at flyve. ”Nej.” Svarede jeg tilfreds. ”Jeg kan jo flyve.”

Nanna Svendsen

Tak Tak til Josephine Larsen, biopat, psyko-kinesiolog, coach.

Josephine har tidligere fungeret som kontaktperson i Center for incest.

Uden dig, Josephine, ved jeg ikke, hvor jeg ville være endt. Et er sikkert; uden dig ville det have taget mig modbydeligt meget længere tid, at nå til hvor jeg er i dag.

Takket være din fintfølende indsigt, dine fabelagtigt velplacerede og rammende spørgsmål, din tålmodige venten på mine svar og mine indsigter, og takket være din humor og livsglæde, tager jeg nu vare på mit liv og mit helbred! Og jeg ser i dag en lysere fremtid i møde!

Tak for din respons på denne bog, og for alt hvad din store viden om sammenhængen mellem krop og sjæl har bibragt.

Tak Poula Andersen, Cand. Psych. og tilknyttet Thora Center.

Du stillede min syndflod af spørgsmål, som nyudklækket bevidst menneske, med al din ro, erfaring og viden, dit objektive blik fra dit mangeårige arbejde med krænkede og misbrugte mennesker.

Tak for din opfordring til at skrive denne bog! Tak for dit engagement, for din respons og for forordet her i bogen.

Tak Jette Toft Madsen, fordi du, i blandt mange andre egenskaber og uddannelser, her har bidraget i din egenskab af Kropsorienteret Psykoterapeut, med noget så væsentligt, men ofte glemt og nedprioriteret, som kropsterapeutiske øvelser til bearbejdning og healing af kroppens hukommelse.

Mødet med dig har været utroligt inspirerende både personligt såvel som arbejdsmæssigt.

Tak min dejlige kæreste, fordi du har været der for mig hele vejen igennem denne proces!

Tak til mine vidunderlige og trofaste venner, som har hjulpet, og støttet og lyttet til mig gennem denne læreproces – I ved selv hvem, I er!

Tak til mine forældre og stedforældre, fordi jeg er i denne verden og for de mange værdifulde erfaringer, gode som dårlige, som i dag gør mig til den, jeg er.

Jeg ved, at I, trods alt, alle har søgt at gøre jeres bedste ud fra de præmisser og erfaringer, I hver for sig har haft med i bagagen.

Forfatterens forord Grunden til denne bog blev lagt, da jeg efter mange års fornægtelse, blev nødt til at se virkeligheden i øjnene – vel at mærke min virkelighed, sådan som jeg følte og så den, og ikke virkeligheden, som min far og min mor så den.

At vriste min virkelighed ud af mine forældres greb, og at tage ansvar for mit eget liv, helbred og velbefindende, var, især i begyndelsen, knusende tungt. At påtage sig ansvaret, for at vende op og ned på den historie ens familie har fortalt om sig selv og eksisteret i i mange år, er tænderskærende skræmmende. Jeg var angst, vred og deprimeret, fuld af fortvivlelse og selvbebrejdelser, skam og skyld. Men allermest var jeg ved at blive splittet af den konstante vekslen mellem viden og tvivl.

Et sted inderst inde vidste jeg, at jeg havde ret og grund til at føle de følelser, jeg i så lang tid havde bekæmpet og undertrykt. Jeg huskede og havde altid husket. I min nød havde jeg valgt den fortolkning, som bidrog med mest sammenhængskraft i min hverdag.

Men nu hvor jeg så, forekom presset fra hverdagen, og omgivelsernes fastholden af dagsordenen, dobbelt så undertrykkende, og min spæde opvågnen var mast og klemt.

Havde jeg virkelig ret? Og havde jeg ret til at gøre andre ondt? Min mor? Min far?

Hvad ville de tænke om mig? Mine nære venner? Min kæreste?!

Mine tanker kværnede dag og nat, og jeg følte mig syg; min mave var forkrampet, og jeg led af konstant kvalme og manglende sult.

Jeg havde ingen ord for det, jeg havde været og stadig var udsat for. Det nærmeste jeg kendte til var pædofili og incest, men det kunne jeg ikke identificere mig med.

Da jeg endelig betroede mig til en meget nær veninde, ledte hun mig på sporet af de rigtige ord. Ordene samlede sig til skælvende skyggebilleder, hvorfra de lidt efter lidt tog form af de konstruktioner og erfaringer, der udgør denne bog.

Det har taget tid, meget lang tid, at overvinde min til tider endog meget stærke modstand mod at skrive og gå i dybden med min egen fortid og med dette emne.

Det er der mange gode grunde til: For det første var jeg nødt til at gennemleve de mange processer selv, at lære af dem og forstå dem - og det tager tid. Jeg var også bange for rollen som offer, for medlidenheden, for at blive sat i bås. Jeg har haft perioder, hvor jeg var led og ked af det hele og rasende arrig. Men andre

Forfatterens forord gange (hver gang jeg skrev) har jeg redet på en stærk og intens bølge af viden og energi, fordi jeg inderligt følte, at dette projekt var vigtigt. Min stemme skal også høres i den ellers ensidige professionelle debat. En ting er at se til udefra, det bliver så let sort og hvidt – det er helt anderledes at have levet det, og alt er slet ikke sort og hvidt mere. Det er kaos. Og det er kærlighed og had, og begge dele, og alt muligt andet, på samme tid.

Behovet for ord og viden, om det grænseland mange befinder sig i, er stort, og litteraturen på området sparsom. Den litteratur, som er tilgængelig, handler i overvejende grad om incest i den helt store skala. Eksemplerne er forfærdende, og for os, som er vokset op i grænselandet, er der ikke megen genkendelse eller spejling at hente i de voldsomme dramaer. Tværtimod afskrækker de os fra at klage vores nød – for i sammenligning, har vi da noget at klage over?

Da Cand. Psych. Poula Andersen foreslog mig, at skrive en bog, var min første reaktion: Uf! Men jeg gav mig dog til at skrive. I første omgang for at få styr på mine tanker og mit liv. Men det gik snart op for mig, at Poula havde ret: Det arbejde jeg lagde for dagen, kunne i bogform være den mulige hjælp, støtte og opmuntring til andre, der til deres store fortrydelse og skræk fandt sig selv svømmende i en lignende situation. Det er nu blevet til den bog, som jeg selv desperat ønskede at finde.

Forhåbentlig kan også pårørende og udenforstående bruge bogen til at finde oplysning og forståelse for den barske proces det er, at forstå og at arbejde sig fri af den sociale og mentale arv, som et liv i grænselandet er udtryk for.

Med ordet ’grænseland’ henviser jeg til den gråzone, der ligger mellem en normalt fungerende familie og en incestuøs familie. En krænkende adfærd angriber andres værdighed og følelser: Det er en adfærd, som per definition går lige fra at ydmyge, såre og styre, over overskridelse af blufærdighed og intimitet, til den direkte grove fysiske krænkelse.

Grænselandet er et sted fyldt med tvivl og usikkerhed, hvor intime grænser overskrides subtilt, det være sig i fysisk form, med ord eller ordløst via gråzonehandlinger.

Forfatterens forord Grænser er en naturlig og nødvendig del af det at være i live. Uden grænser er liv umuligt. Cellerne i vores kroppe er omgivet af grænser, vores organer har deres grænser, vores kroppe er omgivet af hud som en sidste fysisk grænse mod omverdenen. Vi har derefter vores psykiske grænser, vores behov for ”rum” omkring os, og vi har vores grænser i vores forhold til venner, familie og kærester.

Når vi bliver grænseoverskredet og krænket, så rives der et hul i vores naturlige grænser. Det hul svækker os i vores evne til at mærke og sætte de grænser, vi har behov for og det påvirker vores fysiske og psykiske mellemmenneskelige relationer. Måske vi reagerer med at bygge en mur, så ingen kan komme ind, men vi føler os ensomme og fremmedgjorte for verden. Eller vi har disse svage inkonsistente grænser, som hele tiden bliver overskredet. Ingen af delene virker.

- En god grænse lukker det ind som skal ind, det ud, som skal ud, og den gør det på den rigtige måde.

Jeg vil i vid udstrækning benytte udtrykkene ’den krænkede part’ og ’den krænkende part’. Det gør jeg fordi, det er så let at gøre tredimensionelle mennesker til todimensionelle diagnoser, at opsplitte dem i ondt og godt, sort og hvidt, krænker og offer – men vi er meget mere end det: En del af os, en part, er krænket, og en mulig del er grænseoverskridende og krænkende, måske nu, måske i fremtiden, hvis vi ikke bryder cirkelen. Vi indeholder begge dele.

Men i stedet for at gøre os det behageligt i selvmedlidenhedens dybe lænestol, så er det med at komme op og stå på egne ben, og at tage hånd om og arbejde med den del af os, som har lidt, så vi kan komme ud på den anden side og begynde at leve og nyde livet fuldt ud.

Det er muligt!

Nanna Svendsen.

Forord af Poula Andersen, cand.psych Jeg mødte Nanna første gang den 30. august 2007. Jeg var ansat som psykolog ved Thoracenter og skulle denne dag have en rådgivningssamtale med Nanna Svendsen sammen med Mette Sofie, en ung frivillig. Dengang kunne man (man kan det stadig) kontakte Thoracenter og få en gratis rådgivning. Og så mødte jeg Nanna, en køn, slank ung kvinde på 30 år.

Det første, hun sagde, var, at hun nok var gået forkert, for hun var ikke blevet seksuelt misbrugt, og det skulle man jo være for at høre hjemme hos os. Jeg bad hende fortælle om de problemer, hun oplevede - og så fortalte hun om: Søvnløshed, berøringsangst i forbindelse med seksualitet, vrede, somatiske problemer og om en opvækst i en familie med grænseproblemer. Mens hun fortalte, huskede jeg mange andre unge klienter, jeg havde haft. Unge, som var børn af 68-generationen. Generationen med de nye normer for frihed også på det seksuelle område kom til at præge og måske skade deres børn. Sårbare børn, der vokser op i kollektiver eller familier med frie former og manglende grænser, risikerer at få de samme senfølger som børn, der bliver misbrugt seksuelt. Jeg fortalte Nanna, hvad jeg tænkte på. Jeg tror endda, jeg sagde undskyld, for jeg tilhører også 68-generationen, og jeg foreslog, at hun kom i psykologisk behandling hos mig. Jeg kunne mærke, at der var en masse ting og oplevelser, som hun havde behov for at få talt om og gennemlevet. Jeg oplevede god kemi imellem os, og det samme gjorde hun.

Så startede vi behandlingen, og på et tidspunkt i løbet af denne sagde jeg så: ”Skriv en bog om dig selv, der er ikke skrevet bøger om at vokse op i GRÆNSELANDET.” Der var to grunde bag mit forslag. For det første er det sundt og meget helende at skrive om ens problemer. At skrive virker projektivt, man kommer af med de mørke oplevelser ved at nedskrive dem. For det andet vil en bog om grænseland kunne hjælpe andre, der har de samme problemer. Jeg har tit oplevet, at mennesker, der henvender sig via vores telefonrådgivning, starter samtalen med at sige: ”Jeg har lige læst en bog.” Det viser sig så at være en bog om en person, der har haft oplevelser med seksuelt misbrug. Vi mangler bøger om opvækst i GRÆNSELANDET. Nu er bogen så her. Jeg synes, den er blevet flot og velskrevet. Nanna er kommet rundt om mange ting og vil gerne give andre råd og vejledning til at komme videre. Jeg er glad for bogen og vil anbefale den til mine klienter.

“Der var engang en mægtig troldmand, der ville styrte et kongerige i grus. Derfor hældte han en heksedrik i den brønd, som alle indbyggerne hentede vand fra. Den der drak af vandet, ville blive gal.

Den næste morgen drak hele befolkningen af vandet, og alle undtagen kongen blev gale. Han havde sin egen private brønd for sig og sin familie, og den havde troldmanden ikke kunnet komme til. Kongen blev dybt bekymret og forsøgte at holde styr på sit folk ved at indføre en række foranstaltninger vedrørende den offentlige sikkerhed og sundhed. Men politiet og inspektørerne havde drukket af det forgiftede vand og fandt kongens beslutninger helt hen i vejret, så de nægtede at håndhæve dem.

Da indbyggerne i kongeriget hørte om dekreterne, var de overbeviste om, at kongen var blevet sindssyg og nu sad og pønsede på et eller andet vanvittigt. De protesterede højlydt og gik mod slottet og krævede kongens afgang.

Fortvivlet gjorde kongen sig klar til at frasige sig tronen, men dronningen stoppede ham og sagde: Nu går vi også til brønden og drikker af det vand. Så bliver vi ligesom dem.

Og det skete: Kongen og dronningen drak vanviddets vand og begyndte straks at sige meningsløse ting. Da fortrød hans undersåtter: Nu hvor kongen viste sig så vis, hvorfor skulle man så ikke lade ham regere landet?

Der faldt ro over land og by, selv om indbyggerne opførte sig helt anderledes end i nabolandene, og kongen regerede til sine dages ende.”

Paulo Coelho, ”Veronica beslutter at dø”

Hvad er Grænselandet?

Grænselandets demografi Grænselandet – en gråzone Grænselandet er at finde i gråzonen mellem en normalt fungerende familie og en incestuøs familie. I denne skyggernes blå time, finder en subtil og svært håndgribelig overskridelse af grænser sted. Barnets tillid og den voksnes magt udgør i denne sammenhæng en bitter cocktail. Disse handlinger er ikke juridisk strafbare, og de er svære at benævne og konkretisere med ord. Ord har i dette regi en begrænsende effekt. Det er som om, at dét at sætte ord på formindsker og banaliserer de krænkede følelser, de blå mærker på intimsfæren, følelsen af svigt og overgreb. Hver eneste historie og handling kan modgås af en anden historie og en anden vinkel - som om det at have en ”rationel” grund for krænkende adfærd ophæver selve krænkelsernes effekt. Men tilbage står stadig følelsen af krænkelse, af invaliderede og traumatiserede handlemuligheder.

En bred misforståelse er, at børn er små ufærdige mennesker, som skal tankes op med forældrenes erfaringer og holdninger. Men nej! Børn kommer med deres små færdige sjæle til verden, og de har deres helt egne præferencer, grænser og blufærdigheder for intimitet såvel som på så mange andre områder. At overskride disse personlige, intime grænser er voldsomt krænkende for børns identitet, og det kan være invaliderende for deres fremtidige livs levelse.

Når vi går ned ad gaden på en helt almindelig dag og ser os omkring, vil mange, som vi møder, uden at vi kan vide det eller se det, dele en lignende historie med os. Selv efter konservative beregninger1, har hver fjerde person på verdensplan været udsat for seksuelle overgreb i en eller anden form i deres barndom, og hvis man er kvinde, er tallene endnu højere. Dertil kommer, at mange har været udsat for seksuelle overgreb som voksne. Det er chokerende tal, men det viser også, at der er et stort problem og at dette problem er tabu.

Adfærd og handlinger, som er krænkende og grænseoverskridende, har intet kulturelt, klasse- eller religionsmæssigt ansigt. Afhængig af kultur, samfundsklasse og religion kan grænseoverskridende adfærd og handlinger muligvis tage forskellige udtryk og form og ”forsvares” med varierende ræsonnementer. Men det er underordnet. Ligesom den krænkende parts køn og seksuelle overbevisning er underordnet. Det handler om mellemmenneskelige relationer, og det er vigtigt 1

Ifølge Peter A. ”Levine, Sexual healing.”

Hvad er Grænselandet? at gøre sig klart, at dette fænomen er udtryk for mønstre og adfærdsnormer, som, på et eller andet tidspunkt i fortiden, er blevet afsporet, og som siden giver sig udtryk i en blind, ufølsom og tvangspræget (ofte ubevidst) magtdemonstration og insisteren på egen normalitet via gentagelsen.

Krænkelse kan tage form af og få konsekvenser som1: • Indtrængen i vores hellige rum.

• Overskridelse af personlige, følelsesmæssige, seksuelle og energimæssige grænser.

• Chok for vores følsomme indre organer.

• At føle sig besudlet, beskidt eller ødelagt.

• Dybe uforklarlige følelser af skam og skyld.

• Manglende evne til at forme dybe, vedvarende forhold.

• En fornemmelse af at være stivnet eller lukket ned.

• Overvældende følelser som raseri, had og rædsel.

• Følelser af ekstrem isolation – en fornemmelse af ikke at være i kontakt med sine omgivelser, menneskeracen og sig selv.

Den indre oplevelse af at blive krænket er skræmmende; fyldt med vrede og skam. Især, hvis de som skulle beskytte os, også er dem, som sårer. Det skaber en dobbeltbinding, som underminerer den grundlæggende selvfølelse og tillid til egne instinkter – og disse mønstre bærer vi med os.

Mennesker som har været udsat for bl.a. overgreb, mishandling2 eller gråzonehandlinger3 som børn eller teenagere, og også senere i livet, kan blive sårbare over for seksuelle krænkelser og vold, fordi deres naturlige forsvarsimpulser og protest, fysisk som verbal, er blevet udslukket. De er simpelthen udgået af repertoiret. Det skyldes at adfærd og forestillinger betinget under traumatiske omstændigheder kan bide sig fast efter blot en enkelt traumatisk oplevelse, hvor en overlevelsesstrategi slog fejl og blev straffet; således at forventningen om at blive smerteligt behandlet af andre, at være ude af stand til at forsvare sig selv, eller ikke at kunne sige et direkte nej, til trods for at det ikke længere nødvendigvis er tilfældet, bevares som eneste mulige tilstand og handlemåde.

1 Peter A. Levine, “Helbredelse af traumer” s. 76.

2 Babette Rothchild, “Kroppen husker”.

3 Min inklusion på baggrund af bl.a. Poula Andersens, Birgitte Fritzbøger Stephensens og Peter A, Levines undersøgelser og erfaringer.

Ufølsomt og brutalt udførte gynækologiske undersøgelser, kirurgiske indgreb på de seksuelle eller indre organer, kan også føre til mindsket vitalitet og evne til erotisk kontakt og lystfølelse såvel som til andre traumesymptomer. Sågar hårdhændede termometermålinger og lavementer kan gøre følelsesmæssig skade.

Hvad er Grænselandet?

Fortiden invaderer nutiden Det kan være svært at forstå hvorfor, det til tider er så vanskeligt at forklare og beskrive grænseoverskridelser og krænkelser i grænselandet: Hvorfor alt pludseligt kan synes uvirkeligt, og ordene bliver stikkende i halsen, og hvorfor vi ikke bare kan lægge hændelserne på hylden og komme videre. En del af svaret skal søges i vores forskellige hukommelsesformer. Udover korttids- og langtidshukommelsen, har mennesker også en eksplicit hukommelse og en implicit hukommelse: Den eksplicitte hukommelse Den eksplicitte hukommelse er bevidst og kognitiv, og dens erindringer kan beskrives med ord. Den forholder sig analytisk til bl.a. kendsgerninger, psyke, verbale/ sproglige input, beskrivelser af handlinger og procedurer. Dette er den anerkendte og accepterede form for hukommelse. Den eksplicitte hukommelse styres fra hippocampus, og det er her begivenheder udformes med begyndelse, midte og slutning samt placeres i kronologiens orden. Hippocampus aktivitet undertrykkes under traumatiske begivenheder eller flashbacks, og det kan resultere i, at en begivenhed ikke finder sin plads i fortiden, men i stedet svæver rundt og invaderer nutiden.

Den eksplicitte hukommelsesform er endvidere først modnet og redde til brug fra treårsalderen.

Den implicitte hukommelse Den implicitte hukommelse derimod er ubevidst, emotionel og ordløs. Den forholder sig til betingning, kroppen og dens sensoriske input, automatiske færdigheder og procedurer. Den styres af amygdala, som forbliver aktiv og virksom selv under de mest ekstreme former for traumatisk stress – helt fra fødslen er den implicitte hukommelse virksom.

Traumatiske begivenheder indkodes således i den implicitte hukommelse, og altså langtfra altid eller fuldt ud i den eksplicitte hukommelse.

Disse implicitte ordløse erindringer kan være årsag til voldsomme følelser, ubehagelige kropsfornemmelser og forvirrende adfærdsimpulser – fordi de er lagret i en kropslig hukommelsesform uden adgang til den kontekst, de opstod i eller det, som de omhandlede.

Hvad er Grænselandet?

Den implicitte hukommelse kan aktiveres og bringes i kontakt med bevidstheden af tilstandsafhængig genkaldelse.

Tilstandsafhængig genkaldelse Tilstandsafhængig genkaldelse kan opstå spontant via farver, synsindtryk, smagsoplevelser, berøringer, lugte etc., eller via en indre tilstand som øget puls eller vejrtrækning, en følelsesmæssig stemning, eller den kan udløses af fx styrketræning, begejstring, erotisk ophidselse eller særlige kropsstillinger.

Traumer – hvor meget skal der til?

Et traumes opståen er individuelt betinget1 (gener2, traumehistorie, familiedynamik etc.). Det er den individuelle oplevelse (bevidst som ubevidst) af en hændelse, som værende livstruende eller en trussel imod ens kropslige sikkerhed (deriblandt seksuelle og fysiske overgreb, krænkelser og det at være holdt som gidsel3), samt de efterfølgende mestringsstrategiers succes eller nederlag, som medierer udfaldet. En objektiv bedømmelse er her uden mening.

Hvor meget der skal til, for at skade et barn, er individuelt. Nogle børn er yderst følsomme, andre er meget robuste. Det er således ikke altid graden af eller krænkelsernes art, der er udslagsgivende for udviklingen af et traume, men det individuelle barn selv i kombination med de familiære rammer. En opvækst i en forholdsvis velfungerende familie med ellers trygge rammer og omgangform nedsætter graden af skader, i forhold til en opvækst i utrygge rammer i en dysfunktionel familie evt. med flere misbrug, og hvor grænseoverskridende adfærd på flere områder som regel er normen.

Traumer kan udløses af serier af mindre begivenheder eller af én enkelt voldsom katastrofe, med varierende grader af stress til følge (traumatisk stress (TS), post traumatisk stress (PTS) eller endog post traumatisk stress syndrom (PTSD)).

Men et traume er hverken et mentalt problem eller en sygdom, som bl.a. Peter A. Levine igen og igen understreger, men derimod en menneskelig oplevelse, som først og fremmest finder sted i vores krop og har rod i vores naturlige overlevelsesinstinkter.

1 Peter A. Levine, “Helbredelse af traumer”.

2 For en nuanceret og ikke-deterministisk forståelse af gener se Daniel Golemans bog ”Social intelligens”.

3 Babette Rothchild, “Kroppen husker” s. 23.

Hvad er Grænselandet?

Endnu engang må vi slå fast, at grundlæggende grænser - som hvornår og hvordan et menneske, det være sig barn som voksen, kan lide at blive berørt, hvilke tegn på omsorg, hengivenhed og opmærksomhed de kan lide at udtrykke og modtage, deres intime blufærdighed – er og bliver ukrænkelige personlige præferencer og rettigheder.

Stress? Traumatisk stress? PTS? Eller PTSD? ”Den mest ekstreme form for stress er naturligvis stress, som opstår på grund af en traumatisk hændelse – traumatisk stress.

Posttraumatisk stress (PTS) er traumatisk stress, der varer ved efter (post) en traumatisk hændelse. (...) Kun når posttraumatisk stress akkumulerer til en grad, hvor den fremkalder de symptomer, der beskrives i DSM-IV, ” (dvs. flashbacks, undgåelse af alle stimuli som minder om traumet, kronisk alarmberedskab i det autonome nervesystem) ”kan betegnelsen posttraumatisk stress syndrom (PTSD) anvendes. PTSD indebærer en massiv negativ påvirkning af dagligdagsfunktionerne. Selv om der ikke eksisterer statistikker på området, kan man forestille sig, at der er et betragteligt antal mennesker, som har overlevet traumer, som lider af PTS, dem der falder imellem de to grupper – som ikke er kommet sig over deres traumer, men som dog ikke er nedbrudt i en sådan grad, at de kan siges at lide af PTSD. Disse mennesker kan også have gavn af traumeterapi.”

Rothchild, ”Kroppen Husker” s. 24.

”Når vi begynder vores menneskeliv, er det som at træde ud på en scene og ind i en forestilling, som allerede er i fuld gang.”

Jerome Bruner, Mening i handling

1 2

Fire små historier fra grænselandet ”En ung kvinde led meget af væmmelse. På kursus i tegneterapi tegnede hun ofte munde, som der kom væmmelige ting ud af. Under en efterfølgende regressionsterapi blev det klart, at hendes mor havde overskredet hendes grænser. Det viste sig, at moderen var vokset op i et hjem præget af bornert religiøsitet, hvor det var forbudt at vise sin nøgne krop. Moderen havde derfor et stort udækket behov for at få opmærksomhed til sin nøgenhed. Da hun fik barn, nød hun derfor at være nøgen sammen med barnet, men fordi moderens følelser omkring nøgenhed var iblandet erotik og en usund trang til at få opmærksomhed fra barnet, oplevede pigen en udtalt væmmelse ved moderens nøgne krop. Under terapien genoplever hun en situation, hvor hun får bryst og skal op for at bøvse.

Idet moderen holder hende lodret, stikker hun en finger ind i skridtet og piller hende lidt. Pigens bevidsthed fikseres i det øjeblik, hvor moderen piller i skridtet, og hun gylper mælk op med en intens følelse af: ”Puh, jeg kan altså ikke ha’ det!”” ”En kvinde er opvokset i et meget frisindet fotografhjem. Hele familien færdedes ofte nøgne rundt i huset og alle fulgtes ad f.eks. på badeværelset. Dette krænkede angiveligt hendes blufærdighed. Men familien drillede hende blot og sagde, at hun var snerpet, hvis hun tog tøj på, når de andre var nøgne, eller hvis hun foretrak at gå alene på badeværelset og måske endog låste døren efter sig.

Hendes far tog mange nøgenbilleder – kunstfotos hed det sig naturligvis – af sin datter i puberteten, og brugte dem på udstillinger. Hun har været til fernisering på et kunstgalleri, hvor hun måtte se sig selv hænge nøgen rundt på alle væggene – i stort format set fra mange artistiske vinkler.

Han har formodentlig aldrig rørt hende seksuelt.

Der er ikke sket en forbrydelse i juridisk forstand.

Hun har symptomer i et omfang svarende til, hvad en seksuelt misbrugt ville kunne udvise.”

Fire små historier fra grænselandet

3 4

”En ung kvinde er vokset op i et nydeligt borgerhjem, hvor forældrene desværre var meget fikseret på sex. Der blev talt meget om sex til daglig, og der blev holdt fester, hvor alle drak tæt, og hvor både far og mor nærmest havde stående samleje med forskellige skiftende partnere på dansegulvet for øjnene af deres lille datter.

Det er ikke strafbart, men pigen følte sig ofte krænket og har symptomer på en seksuel krænkelse.”

”En ung mand fortæller, at han følte sig forfulgt af sin mor og oplevede, at hans mor aldrig havde givet ham mulighed for at være alene gennem alle de år, hvor han havde boet hjemme hos sine forældre i sit barndomshjem.

Når han søgte fred på toilettet, sikrede han sig omhyggeligt, at døren var låst. Men hun stillede sig demonstrativt lige udenfor og forsøgte at føre samtaler med ham, råbende ind ad døren. Hun tog ham med på badeværelset og demonstrerede for ham, hvorledes hun trak de brugte tamponer ud, svingede rundt med dem i luften og satte nye op.

En mor, der tillader sig at behandle sin søn således, mangler uden tvivl fornemmelsen for grænser i mange af livets øvrige forhold, og der har formodentlig været mange andre situationer, hvor drengen har følt sine grænser overtrådt.

Han har stort set alle symptomer på at være misbrugt.”

Gengivet fra Birgitte Fritzbøger Stephensen ”I misbrugte børn” siderne 21-23.

”Traumer handler kort sagt om tab af kontakt – til os selv, til vores krop, til vores familie, til andre og til verden omkring os.

Dette tab af kontakt er ofte svært at få øje på, fordi det ikke sker lige på én gang. Det kan finde sted langsomt over en periode, og vi tilpasser os disse subtile skift, sommetider uden overhovedet at lægge mærke til dem. Det er de skjulte virkninger af traumer – dem, de fleste af os holder for os selv. Vi fornemmer måske bare, at vi ikke har det helt godt, uden at vi nogensinde bliver fuldt ud bevidste om, hvad der foregår, nemlig at vores selvværd, selvtillid og følelse af velvære og kontakt med livet gradvist undermineres.

Vores valgmuligheder indskrænkes, når vi undgår visse følelser, mennesker, situationer og steder. Resultatet af denne gradvise indskrænkning af vores frihed er et tab af vitalitet og af muligheder for at opfylde vores drømme.”

Peter A. Levine, Helbredelse af traumer

Senfølger Socialisering, den sjette sans og de psykiske senfølger Den første socialisering Følgevirkningerne af et liv, hvor grænser underkendes og krænkes, kan være særdeles omkostningsfulde. Et barn har ikke magt til at sige nej og flytte sig bort fra en uønsket situation, således som en voksen har det. En voksen kan altid skifte job, flytte, blive skilt, skifte vennerne ud etc. Børn er i yderste konsekvens ”fanger” i deres familier og de omgivelser, familien vælger at placere dem i. Børn er afhængige af deres voksnes lydhørhed, forståelse og respekt.

Børn befinder sig i en konstant socialiseringsproces ind i samfundet. Men i første omgang er det familiens vedtagne regler og normer barnet lærer. Fordi børn endnu ikke har klare begreber og ord for, hvad der er rigtigt eller forkert, og fordi de er afhængige af de voksnes kærlighed og omsorg, så følger de de alvidende voksne, hvis disse insisterer på en bestemt omgangsform. Men børn er ikke dumme, blot har de mindre erfaring og mindre at skulle have sagt.

Spejlneuroner – den ”sjette sans” Heldigvis får børn hjælp af hjernens spejlneuroner1, som fungerer som en slags sjette sans, og ved hjælp af disse fortolkes og aflæses situationer og kropslig kommunikation. At være vidne til andres følelser, sætter gang i spejlneuronerne, og disse følelser opleves for en stund i vores egen krop. Vores hjerner er, med andre ord, udviklet til at aflæse og føle, hvad andre føler, og vi gør det helt spontant og helt fra spædbarnealderen. Børn mærker derfor helt naturligt anderledes og modstridende signaler fra kropssprog, adfærd og stemningsskift: For den voksnes kropssprog taler med (og måske imod de mundtlige udsagn), og energierne fylder rummet. Således opfatter børn også let og lynhurtigt, når de bliver udsat for seksuel/ erotisk bestråling fra en voksen (det være sig om den voksne er sig denne udstråling bevidst eller ej). Og børn bryder sig aldrig om det – men de kan have svært ved at beskrive med ord, hvad det er præcist, som de ikke bryder sig om ved den voksnes adfærd. De bliver gjort til genstande i en voksens traumatiserende spil - et spil med uforståelige, pinlige og grænseoverskridende regler. Spejlneuroner bevirker i deres positive udtryk empati. Men i deres negative udtryk2 er de ansvarlige for destruktiv adfærd, som er blevet præget ind i hjernen under en opvækst som vidne til fx vold, misbrug eller grænseoverskridelse.

1 2

Daniel Goleman, Social intelligens.

Deepak Chopra, Superbrain.

Senfølger Fraspaltning og fortrængning Børn har seksuelle følelser, men de er uudviklede, uskyldige og naive, fordi børn slet ikke er parate til denne lærdom endnu hverken fysisk eller psykisk1. De forstår ikke den voksnes seksualitet, som virker frastødende og alt, alt for voldsom og energetisk kaotisk2. I forsøget på at lægge afstand til de uønskede følelser, trækker de sig bort mentalt og fysisk.

Når et barn nægtes muligheden for at sige Nej (udtrykt verbalt som nonverbalt), hvis barnet underkendes og straffes herfor, så har barnet intet andet valg end at underkende og fornægte sig selv og finde en metode at leve med situationen på. Der kan så blive tale om en fraspaltning og fortrængning af de følelser, som af omgivelserne anses som uønskede, med en delvis eller total udskiftning af egne grænser og præferencer til fordel for den voksnes. Således afstemmer og tilpasser barnet sig i håb om accept og kærlighed. Denne udskiftning af regelsæt og præferencer integreres og fungerer muligvis på overfladen, og de kan sågar undertrykke de underliggende følelser og personlige grænser i årevis.

Dissociering Dissociering, heriblandt fornægtelse, er måder at udholde oplevelser på, som ellers er uudholdelige, og som ikke kan undslippes på anden vis end ved at koble en del af vores bevidsthed fra3. Denne trækken sig bort, ind i sig selv, væk, bliver let et slags undvigespor, som benyttes, måske uden at det overhovedet bemærkes af os selv. Når noget ubehageligt og grænseoverskridende sker, når frygt eller uvished indtræder, trækker vi os lige så stille bort, ind i os selv og bliver ”usynlige” – og trådende bliver ikke redt ud og problemerne ikke løst. Det kan i sidste instans blive til en isolation fra omverdenen og andre mennesker, bort fra de uoverskuelige krav og konsekvenser.

1 Hermed menes hjernens færdigudvikling i tolvårsalderen, og siden puberteten med kroppens hormonelle udvikling. Se bl.a. Peter A. Levine, “Helbredelse af traumer.

2 Birgitte Stephensen, “I misbrugte børn.”

3 Peter A. Levine, “Helbredelse af traumer.”

Symptomer på psykiske senfølger

Thora Center gengiver, i deres årsskrift 2005, følgende liste over kendetegnende symptomer på senfølger efter overgreb eller andre omsorgssvigt: • • • • • • • • • • • •

Angst Skyld- og skamfølelser Vrede Lav selvværdsfølelse Problemer med personlige grænser Spiseforstyrrelser Depression Seksuelle problemer Koncentrationsbesvær Søvnproblemer Besvær med nære relationer Seksualiseret adfærd (og sex som kommunikationsmiddel)* • Aseksuel adfærd* • Somatisering – legemlige symptomer*

* Cand. Psych. Poula Andersens tilføjelser.

Senfølger De psykologiske processer På baggrund af Ulla Rung Weekes, Tove Hvids og Peter A. Levines fremlægninger af de generelle psykologiske udviklingsprocesser, vil jeg forsøge at give et overblik over, hvad som sker: Krops-jeg’et, + nul - toårsalderen Før, under og efter fødslen danner barnet sit fundament krops-jeg’et. I denne tid oplever og erfarer barnet udelukkende gennem sin krop og sanserne. Der er endnu intet sprog og ingen kobling af sammenhænge - kun fornemmelsen for følelser, instinkter og energier. ”Jo mindre forkerte vi bliver gjort, og jo mere plads og kærlighed vi får, jo større forankring har vi i vores kropsjeg, og jo sundere/stærkere er vores fundament fremover: Vi får en god og solid jordforbindelse.”1 Jeg’et, toårsalderen I forbindelse med sprogdannelsen omkring toårsalderen begynder dannelsen af Jeg’et. Samtidig med at barnet bliver mere bevidst om sig selv, bliver det også mere bevidst om omgivelsernes behov og krav. Her begynder adskillelsesprocessen fra mor og far. Stabile jeg-grænser dannes, når barnet lærer, at det har retten til eksistens, behov og følelser, også når disse er forskellige fra forældrenes. Og det lærer at være sig selv sammen med andre mennesker. Barnet er utrolig afhængig af omgivelsernes reaktioner på dets egne behov og følelser: Bliver det mødt med varme, kærlighed og accept? Eller med manglende nærvær, stress, følelsesmæssig fjernhed eller lukkethed?

Hvis barnet er nødt til at ændre og tilpasse sin væren og reaktioner, hvis det er nødt til at fraspalte og fortrænge forskellige behov og følelser, for at modtage kærlighed og accept, så gør det det - for det kan ikke bære afvisninger og negative reaktioner! Barnet afstemmer sig nemlig altid med dets omgivelser og orienterer sig udelukkende mod at modtage kærlighed og accept.

1

Citat fra Ulla Rung Weeke, “Når sygdom forløser” side 61.

Senfølger Om narcissitisk besættelse Barnets hjerne og dertilhørende biokemiske processer gror ud af samspillet med mor, far og omgivelserne. Derfor spiller det også meget stærkt ind, hvordan forældrene selv forvalter deres egen historie, deres følelser, reaktioner og tanker i forhold til barnet. Formår forældrene ikke at genkende og adskille deres egne behov fra barnets behov, kan det blive til en narcissistisk besættelse. Ved en narcissistisk besættelse benyttes barnet til at opfylde forældrenes egne følelsesmæssige og kropslige behov til dækkelse af svigt i deres egen barndom. Og det vil give barnet problemer i forhold til at genkende og adskille egne grænser fra andres grænser og i forhold til at turde handle ud fra egne behov og følelser.

Fraspaltning og fortrængning er naturlige følgevirkninger, og herved mistes forbindelsen til krop og følelser samt fornemmelsen af tryghed og beskyttelse.

Det påvirker åndedrættet, immunforsvaret, hormonsystemet, stofskiftet og nervesystemet, hvilket igen påvirker de fundamentale kamp, flugt og helingsreflekser.

Det vil sige, at de mest grundlæggende systemer er destabiliserede eller helt sat ud af spillet: Handlekraften bliver handicaperet.

Fire - seksårsalderen Ovenstående er fundamentet. Hvis det ikke er på plads, bliver det snart rigtig kompliceret.

Et sted i fire-seksårsalderen føler børn en særlig tilknytning til forælderfiguren af modsat køn (det være sig den biologiske forælder/stedfortræder eller for homoseksuelle forældrepars vedkommende, den forælder som eventuelt personificerer det modsatte køn). Som en del af den normale udvikling forelsker børn sig og flirter - ikke i den voksne seksuelle forstand af ordet – men som en slags øven sig: ”Jeg elsker dig, og når jeg bliver stor, skal vi to giftes og have børn.”

I denne alder udvikles og afprøves de adfærdsmønstre, der senere vil udgøre repertoiret i pubertetsflirten med jævnaldrene. Det er en følsom og sårbar alder, og for at fremme en sund udvikling er det vigtigt, at den respektive forælder kærligt siger (og virkelig mener): ”Jeg elsker også dig, men jeg er gift med din far/ mor. Men når du bliver stor, kan du vælge en, som du elsker, og måske blive gift og få børn, hvis du har lyst.”

Senfølger Nogle gange sker det desværre, at forælderen misforstår den uskyldige øven sig, som finder sted, og i stedet for reagerer mere som en elsker og opmuntrer det ”særlige” forhold. Den legende flirt kan så føre til kejtede og upassende reaktioner hos den voksne. Den voksne kan kysse barnet på munden på en mere voksen måde, eller berøre det på upassende men camouflerede måder, som fører til forbudte seksuelle fornemmelser i barnet. Det kan være at løfte, bære eller bade barnet på upassende måder, eller det kan være kilde-lege der går over gevind.

Det er selvfølgelig ikke altid, at den voksnes reaktioner giver sig udslag i fysiske handlinger, men barnet fornemmer, som sagt, også de truende tilbageholdte energier. Den voksnes reaktioner (tilbageholdte såvel som udførte), forvirrer, overvælder og skræmmer barnet – og de kan også gøre den voksne bange. Hvad der er brug for er veldefinerede generationsgrænser – grænser som ofte er svage især hos voksne, der selv er blevet traumatiserede.

Puberteten Hvis den første tidlige seksuelle fase ikke forløber sundt, sker der et pludseligt brud i forælder-barnforholdet, når den næste seksuelle fase løber af stabelen i puberteten. Forælderen konfronteres med en datter eller søn i fuld blomstring, og som ligner deres partner i ungdommens vår. Hvis forælderen på nogen måde har et ubearbejdet/uafklaret forhold til deres egen seksualitet, kan det resultere i den såkaldte ’incest-panik’. Faren eller moren tiltrækkes af deres teenager på en måde, hvor udlevelse forekommer virkelig og truende. Den voksne kan enten fortsætte den upassende flirt fra barndommen, som nu (igen) forekommer vildt uønsket, uappetitlig, og truende for teenagerens vedkommende, eller den voksne kan blive virkelig bange og derfor lægge en distance imellem sig og teenageren og dermed virke fjern, kold og afvisende. Den voksne kan eventuelt fordømme den spirende seksualitet, enten på grund af egen angst for seksualitet, eller fordi det er en måde at holde rivalerne fra døren: ”Det er ikke bare hende, der skal giftes med farmand, det er også farmand, der ikke ønsker hende gift med nogen anden”1.

Teenageren vil føle sig svigtet og afvist på grund af sin uforskyldte nye skrøbelige seksualitet og selvfølelse, der er under udvikling. Hvis forældrefiguren af samme køn tilmed blot ser til og/eller fornægter det spil, som udspiller sig, eller måske endda bebrejder teenageren for dennes seksualitet og for den 1

Citat Tove Hvid, “Kroppens fortællinger” s. 175.

Senfølger måde, som den påvirker partneren på, så oplever teenageren en fuldstændig afvisning og pålægges en skam og skyld, som han/hun ingen del har i1.

Teenageren kan reagere med at nedtone sin seksualitet for at slippe for den seksualiserede opmærksomhed. Via påklædningen kan de ustoppelige nyerhvervede attributter skjules, den fysiske vækst kan sættes i stå eller ”tilbagekaldes” via spiseforstyrrelser, teenageren kan ”skjule” sig og distancere sig rent fysisk, for dermed at gardere sig mod risikosituationer fysisk tæt på faren/ moren. Eller teenageren kan bruge den magt, han/hun har lært, at seksualiteten indebærer, til at skabe kontakt og opnåelse af det som ønskes. Strategierne kan naturligvis også benyttes parallelt.

Mulige konsekvenser Skarpt optrukket kan vi sige, at hvis barnet kun mødes på sin seksualitet, mens kærligheden i hjertet afvises, så lærer han/ hun, at man ikke kan nære både kærlige og seksuelle følelser over for samme person. Det kan fx betyde, at vi kan have mange kærester, men når det bliver alvor, hvordan inkorporerer vi så barnelærdommen? Måske reagerer vi med, aldrig at lade det komme dertil, hvor kærligheden bliver alvor? Og hvis den gør, hvad så? Afbryder vi så forbindelsen til seksualiteten? Eller til følelserne?

Hvis barnet/teenageren derimod kun mødes på sin ”rene” kærlighed, mens al deres seksualitet bliver afvist som beskidt og uønsket, skabes en romantisk konstruktion om kærligheden – som kan udelukke al ”dyrisk” aktivitet.

Hvis de utænkelige tanker og energier undertrykkes og fortrænges af teenageren, kan de føre til fx frigiditet/impotens og aseksualiseret adfærd, men også til helbredsproblemer og misbrug af stimulanser. Alt, fra sukker, mad (spiseforstyrrelser og trøstespisning), kaffe, cigaretter, alcohol, hårde stoffer, men også overarbejde, stærke følelsesmæssige rutsjeture, voldelig adfærd og selvskadende adfærd, kan virke som afledningsmanøvre2.

Hvis tankerne og energierne udleves seksuelt, kan de føre til promiskuitet og seksualiseret adfærd i forsøget på at få dækket behovet for kærlighed – og forskellige misbrug er igen en måde at dulme den indre smerte på, når forhavenet 1 Som Birgitte Stephensen så fint viser det med sine historier fra grænselandet (se side 20), kan der naturligvis også opstå problematikker i far-søn- og mor-datterrelationer.

2 Peter A. Levine, ”Sexual healing.”

Senfølger mislykkes eller ikke lever op til forventningerne. For seksualiseret kærlighed belønnes i sagens natur oftere med sex end med kærlighed.

Men for manges vedkommende er responsen mere blandet. Her er nogle flere eksempler: Sexlivet kan være aktivt og tilfredsstillende men samtidig, gang på gang, lide under diverse underlivsproblemer som svamp, blærebetændelse og andre sygdomme.

Sexlivet kan være aktivt og fornøjeligt dog uden at klimaks nås.

Måske forspillet (som ubevidst kan vække mindelser om situationen mellem forælderen og den unge) volder problemer, men derefter, når det er overstået, nydes selve elskovsakten i fulde drag.

Nogle kan finde SM og lignende udageren befriende.

Andre går fra skarp afholdenhed til promiskuitet med uger, måneder eller års mellemrum.

En pendulering mellem ekstremerne, i forskellige situationer og i forskellige perioder gennem livet, er helt normalt.

At være sig selv og at sætte grænser De psykologiske udviklingsprocesser, som belyst ovenfor, påvirker og former hverdagen for den krænkede part også på mindre spektakulære måder. Oplevelsen af retten til at være sig selv, og retten til at sætte også de helt almindelige grænser, er værd at beskrive nærmere: Ret og vrang Ret og vrang opleves som relative begreber og knyttes mere til andres følelsesmæssige reaktioner og mindre til krænkedes egne fornemmelser, følelser og viden – hvis de overhovedet kan mærke disse mere1.

Usikkerheden råder, fordi vores fornemmelse for, hvad der bekommer os vel, blev, og ofte stadig bliver, underkendt, marginaliseret og gjort unormalt.

De grænser, den krænkede part gerne vil sætte, bliver af den krænkende part negativt bedømt og negativt kommenteret hos mennesker, som den krænkende 1

Mere om dette i kapitlet: Kroppens intelligens og styrke.

Senfølger part ikke kan lide. Fx: Jomfrunalsk, sippet, snerpet, rigidt, hysterisk eller vulgært, ulækkert, frivolt. Hvis ikke det er bortvendte øjne og pinlig tavshed, der kommenterer.

Dommene er sågar ofte blevet indoptaget i den krænkede parts ubevidste repertoire af leveregler og reproducerer således sig selv, også når den krænkende part er fraværende.

Angsten for at være uelsk-værdig Angsten for at falde ind under den udnævnte kategori af uønsk-værdige og uelsk-værdige mennesker styrer ubevidst krænkede menneskers liv. Vi føler os ikke elskede, som vi er, og vi føler os i konstant fare for at blive sat i situationer, hvor vi kan få overskredet vores intime grænser, eller hvor vi kan latterliggøres eller anklages for at være ubetænksomme, navlebeskuende og enøjet egoistiske – om den krænkende part rent faktisk ser os sådan, kan vi kun gisne om. Nogle vil sikker finde at det netop er, hvad der afsløres af den krænkede parts hang til unormal opførsel og latterlige, stødende, uretfærdige og uretmæssige grænser.

Den krænkende part kan opfatte en sådan adfærd som en afvisning af deres person og reagere hårdt og prompte med fx anklager, udstillelse, latterliggørelse, distancering, nægtelse af accept og kærlighed.

Men andre igen har ganske enkelt ikke opdaget, at der var uenighed om grænserne.

Hvis der forekommer ufortøvet mobning, (verbalt såvel som nonverbalt), forårsager det et konstant pres mod den krænkede parts grænser og normalitetsopfattelse, med en vedvarende følelse af at være iagttaget, vurderet og krænket som følge. Det enorme pres på følelsen af normalitet og ligeværd vækker følelser af ensomhed, af at være unormal og af at stå helt alene - med en dyb skuffelse og frustreret vrede hengemt i dybderne.

Alene og unormal Fornemmelsen af at stå alene og unormal i verden, er ganske logisk. For ofte er der ingen, der så meget som løfter et øjenbryn1, når barnet eller den unge protesterer – selv hvis de gør det højlydt. Den voksne har per tradition ret, og de har altid masser af gode grunde og bortforklaringer. Barnet eller teenageren 1

Læs mere om hvorfor i kapitlet Hvor var … henne?

Senfølger opfattes blot som barnligt, urimeligt, overfølsomt, egoistisk eller hysterisk. Dette skaber splittelse i den krænkede part: For hvad er ret, og hvad er vrang? Den krænkede part og dennes følelser er som regel alene og i undertal. Og fordi det er et emne belagt med tabu og skam, vælger barnet eller teenageren tit ikke at betro sig til nogen, og han/hun ender dermed som gidsel for sin udefra pålagte evigt dårlige samvittighed, skrækslagen for at blive afsløret som prototypen på et dårligt menneske, angst for at anklage nogen fejlagtigt og dermed såre med de ”uretmæssige”, ”urene” og ”beskidte” tanker – så er det lettere at lægge disse i skuffen og forsøge at glemme eller bortrationalisere dem.

Mennesker, som er blevet krænkede og grænseoverskredet, er ofte bange for ikke at slå til, bange for at sige nej, bange for ikke at være gode nok, for ikke at være elskede og bange for at elske andre. Det fører til masser af kompromiser, som ikke tilgodeser dem selv hverken i nuet eller i fremtiden – og for den sags skyld heller ikke nogen andre i det lange løb. Og det bliver let til et livslangt og begrænsende mønster, som ubevidst styrer dem i deres livs levelse og i deres relationer til familie, venner og udenforstående.

“Hvis du vil vide, hvad dine tanker var i fortiden, så se på din krop i dag. Hvis du vil vide, hvordan din krop vil være i fremtiden, så se på dine tanker i dag.”

Deepak Chopra & Rudolph E. Tanzi, Superbrain

Senfølger Fysiske senfølger og somatisering Oftest fokuseres der kun på de psykiske senfølger af krænkelse, mens de fysiske, somatiske mén i udstrakt grad ikke nævnes – måske fordi det teoretiske grundlag lider under sjæl-legemeproblematikken (at krop og sjæl er skarpt adskilte og følgelig ikke burde påvirke hinanden), samt en forenklet forståelse af årsager og sammenhængskæder?

I går og i dag Den moderne vestlige lægevidenskab har traditionelt sat skarpt skel mellem sjæl og krop således, at psykologiens arbejdsområde har været helbredelse af sindet, og lægevidenskaben har taget sig af at behandle kroppen. Både helhed og effektivitet har lidt med patienten som taber.

Selvfølgelig har der altid været undtagelser fra reglen, og fremsynede, visionære og holistisk indstillede forskere og behandlere har givet deres bidrag igennem tiden.

Gennem de sidste hundrede år har det holistiske syn på mennesker og sygdom igen langsomt vundet en stadig bredere opmærksomhed og anerkendelse. Man ser nu flere og flere tværfaglige, videnskabelige og veldokumenterede forsøg og studier af sindets kraft og påvirkning af helbredet (som fx den amerikanske læge Deepak Chopras arbejde med mind/body medicine, Daniel Golemans og andre forskeres samarbejde med Dalai Lama, og herhjemme fx Cand. Psyk. og Kropsterapeut Ulla Rung Weekes samarbejde med Rigshospitalets Allergiskole.).

Alle disse forskningsarbejder afspejler forskellige aspekter af, hvordan sårbarhed såvel som stress og sygdom i samspillet med følelser og tanker påvirker kroppen.

Anerkendelse af og forståelse for fænomenet øges år for år.

Medicinsk uforklarlige forstyrrelser Mange, som har fået deres intime grænser overskredet, lider under ”medicinsk uforklarlige forstyrrelser”1.

Der findes uendelig mange sygdomstilstande som sandsynligvis passer ind under denne kategori enten i deres udtryk eller i deres hændelsesforløb. De helbredes én efter én og lige så stille, når den krænkede tager hånd om sig selv og sygdommens rod.

1

Gretty Mirdal: ”Mellem sundhed og sygdom: refleksioner over somatisering.”

Eksempler på medicinsk uforklarlige forstyrrelser*: • • • • • • • • • • • • • •

Allergi Nogle astmaformer Svamp Underlivsproblemer Ekstrem pms Mavesmerter, mave-tarmproblemer og afføringsproblemer Øreproblemer Hovedpine, migræne Spændte, smertende, krampende muskler i fx nakke, skuldre og ben Søvnproblemer og overvældende kronisk træthed Spiseproblemer (udøves som en slags kontrol af krop og fysisk modning, en afvisning af livet) Manglende sexlyst, rejsningsproblemer, tørhed.

Kroniske smerter Assorterede svært behandlelige og svært dokumenterbare sygdomme som fibromyalgi, piskesmæld, kroniske smerter etc.

* Ulla Rung Weeke, ”Når sygdom forløser – Om følelser og overfølsomhed, allergi, astma og eksem.”, 2003. Peter A. Levine, ”In an unspoken voice”, 2010.

Senfølger Dette skal ikke forstås således, at alle svært behandlelige eller vanskeligt dokumenterbare sygdomme nødvendigvis er psykosomatiske, at alle sygdomsramte er krænkede mennesker, eller at alle krænkede mennesker er én stor flok af hypokondere, som blot søger opmærksomhed og omsorg.

Nej, smerterne og sygdommene er virkelige. Betegnelsen ’medicinsk uforklarlige forstyrrelser’ indebærer, at der findes forklaringsmuligheder, vi endnu ikke kender til, og som vi i dag måske hverken har viden eller teknologi til at forstå eller måle.

I mellemtiden forbruges ofte store mængder af smertestillende medicin, sovepiller, astma- og allergimedicin, antidepressiv og angstdæmpende medicin osv. Og det er der er en rigtig god forklaring på; for alle følelser, om de er positive eller negative, ledsages af kropslige ændringer – om det så er i form af bittesmå reaktioner på molekyleplan1 eller direkte synligt for det blotte øje.

Følelserne er forbindelsesleddet Mennesker, som er blevet krænkede, hverken opsøger eller opfinder sygdommene – de er snarere som magneter: Det kan virke, som om ulykker og sygdomme lettere rammer plet, bider sig fast, bliver til alvorlige sygdomstilfælde og giver mén.

Det hænger sammen med, at følelserne er forbindelsesleddet mellem psyke og krop. Hver eneste følelse udløser molekyler, der suser rundt i hele kroppen som budskaber, og kroppen svarer ligedan tilbage. Overalt i kroppen findes der nemlig receptorer til disse molekyler - faktisk findes der flere i maveregionen end der gør i hjernen. ”Sommerfugle i maven”, er således en ganske reel og dokumenterbar følelse2.

Når et menneske befinder sig i en truende situation, sender hjernen signal om, at nu skal der produceres adrenalin (samt al mulig anden kemi) - og det i en fart! Og det er sundt og såre godt, for det hjælper én til at kunne reagere hurtigt, så man kan undgå at blive spist af en ulv eller kørt over af en bil. Men der udløses også adrenalin (og alt muligt andet), ved den blotte følelse af utryghed og frygt, (og således også ved genoplevelse af minder), det være sig ved såvel definerbare som udefinerbare årsager. Hvis der er konstant utryghed og frygt, så tager kroppen skade af den vedvarende kemiske produktion og påvirkning - og langtidsstress svækker immunforsvaret!

1 2

Bruce H. Lipton: ”Intelligente celler”, 2009.

Solveig Bøhle, ”Kroppens skjulte sprog”.

Senfølger Forskning1 viser klart og tydeligt at konstant stress påvirker vores helbred helt ned på genniveau, og kan aflæses i fx immunforsvarets cellers genetiske udtryk – og det er celler, som er essentielle, når det gælder nedkæmpning af infektioner og heling af sår.

Kroppen bliver kort sagt svækket og modtagelig over for sygdom efter års mental bekymring, følelsesmæssig uligevægt og stress. Dertil kommer at mennesker, som er blevet grænseoverskredet, ofte hverken har en særlig god fornemmelse eller forståelse for deres krop. De hører ikke deres krops alarmsignaler om, at de er i færd med at overbelaste den – og hvis de hører, så lytter de sjældent. I stedet pisker de sig selv og deres krop videre, indtil kroppen falder om, ramt af en eller anden sygdom eller ulykke. En lille krølle på halen er, at adrenalin også virker smertestillende på en vis måde – det hjælper kroppen til ikke at mærke sig selv, og det kan man blive afhængig af, når ens krop er traumatiseret: Krop og sind hænger sammen.

Neuroplasticitet og epigenetik I modsætning til hvad mange troede for bare et dusin år siden, så er det umuligt for vores gener, at operere uafhængigt af omgivelserne . Vores gener er skabt til at blive reguleret af signaler fra deres umiddelbare omgivelser af bl.a. hormoner fra de forskellige kirtler i kroppen og neurotransmittere i hjernen – og mange af disse er på deres side stærkt påvirkede af vores sociale oplevelser og vores tanker og følelser herom, andre af den mad vi spiser, luften vi indånder etc. Hjernen er lavet af levende materiale. Vores tanker og erindringer, vores ønsker og erfaringer laver små stier til hovedveje, skaber nye ruter, omlægger gamle og lader ubrugte veje svinde væk. Hjernen kan tilmed danne nyt væv efter behov, helt til den dag vi dør.

Den seneste forskning viser, at vores hjerner tilpasser sig det klima vi vokser op i - især det emotionelle klima blandt vore nærmeste præger os. Det vil sige, at bl.a. den måde vores forældre forholdte sig til og behandlede os på, har efterladt et genetisk fingeraftryk. Det er et fingeraftryk, som styrer og guider vores dna i forhold til hvilke gener, der lukkes ned for og hvilke gener som udtrykkes, samt regulerer styrken hvormed de udtrykkes (epigenetik).

1

Daniel Goleman: “Social intelligens”, 2006.

Senfølger Bare det at være i live er nok til at hjernen udvikler sig. Hvis vi selv opsøger udvikling, ved at udsætte os for nye tanker, ønsker, handlinger og erfaringer, så kan vi fremprovokere neuroplasticitet. Vores personlige oplevelser dikterer hvilke neuroner, som forbinder sig med hinanden. Jo oftere en oplevelse gentages des stærkere bliver en given hovedvej; en handling bliver til en vane, som bliver mere og mere indgroet og det nerurale netværk bliver tættere og tættere. Nogle af forandringerne kan ses med det blotte øje, andre kan ses i kombination med diverse instrumenter. Som sagt, selv vores gener udviser målbare forandringer.

Vores hjerne er mest påvirkelig og formbar i vores barndom, og vores måde at forholde os til vores omgivelser bliver grundlagt i denne periode. Vores forældres og andre vigtige personers evne til at afstemme sig efter vores behov sætter dybe spor. Smertefulde oplevelser skaber stærke neurale netværk med det formål, at beskytte os mod at opleve lignende smerte i fremtiden. Evolutionen har ordnet det således at disse smertefulde oplevelsers netværk tilmed har forrang frem for andre dejlige eller neutrale oplevelsers neurale netværk, og det kan føles ganske uoverkommeligt at ændre herpå. Men selv om hjernen er mindre fleksibel senere i livet, så er udvikling kontinuerlig. Vores personlige udvikling påvirkes af vores daglige valg af følelser og tanker, hvad vi vælger at læse og hvilke film vi ser, den mad vi indtager, de personer vi omgiver os med, det sted vi bor, stemningen i vores nærmiljø, vores arbejde og ruten dertil… alt – og når vi vælger at ændre en eller flere eller mange komponenter, så svarer vores hjerner igen med at ommøblere og tilpasse sin struktur.

Vi kender alle nogen, som er trådt ud af rammen og som har ladet deres liv tage en helt anden retning, end dem, som kendte dem som barn eller ung, ville have forudsagt. Hvordan gjorde de det? Når vi tænker efter, så kan vi se, at de opsøgte de miljøer, de mennesker og de erfaringer, som bragte dem nærmere, hvor de ønskede at være, og hvad de ønskede at lære. Hvis vi strenger os an og er opmærksomme, kan vi gøre det samme.

Senfølger Psykologisk arv Ofre På et eller andet tidspunkt i deres liv, har personer, som krænker, selv fået grænser overskredet, det være sig intimt eller i andet regi. De er kommet ud af balance, og deres manglende fornemmelse for egne grænser forplanter sig til deres opfattelse af andres grænser - og til grænsers værd i det hele taget. Vi har alle et ansvar for at gøre opmærksom på vores grænser og for at markere at grænseoverskridende adfærd ikke er acceptabel. At være blevet grænseoverskredet og krænket, på den ene eller anden måde i barndom, ungdom eller voksenliv, er ikke en undskyldning for at videreføre en krænkende adfærd, men vi er nødt til at indse, at vi gør noget galt, før vi kan ændre på det. Vi har alle ansvar for at få lært det, vi ikke fik lært hjemme, eller for at genlære det, som vi i sin tid fik aflært – selvom det kan være svært og også barskt at turde åbne øjnene og se de pinlige mangler. Hvor ubehageligt et faktum det end er, så bærer ethvert krænket menneske en mulig krænker i sig!

Mange mennesker, som krænker, overskrider og nedbryder andres grænser, gør det ganske uvidende eller (hold fast) i bedste mening. Et eksempel kan være en person, som er opvokset i et kærlighedsløst eller et seksuelt forskrækket hjem, og som derfor ønsker sig et anderledes liv og omgivelser fyldt med, hvad de definerer som varme og fysisk nærhed.

Andre reproducerer ubevidst den atmosfære og det miljø, de selv voksede op i. Deres erfaringer og mestringsstrategier, deres valg af venner og partnere, er gearede dertil: De ved, så at sige, hvordan man bedst navigerer i en sådan virkelighed, og det velkendte (om det er ubehageligt eller ej) er til stadighed forbundet med en sær form for tryghed og genkendelighed.

Nogle mennesker grænseoverskrider ganske ureflekteret, fordi de endelig er blevet store, stærke eller voksne nok til at håndhæve deres normer. De vader hen over andres grænser, det være sig med charme eller på brydermaner – til måben, ubehag eller direkte fortørnelse. Og hvis de opdager, at noget er galt, så forstår de ikke nødvendigvis hvorfor, hvad som har udløst det, eller at de personligt kunne have noget med det at gøre.

Der er de som bare ikke har indset, at det der blev grint af i skolen, ikke er sjovt mere, nu hvor man er voksen.

Senfølger Og så er der de som bare slet ikke er særligt opmærksomme eller sensitive, og som måske bare har en anden grænse. Der behøver ikke nødvendigvis at ligge mere i det.

De som grænseoverskrider og krænker, har deres egne udfordringer og måske nogle grænser og følelser, som gør det svært for dem at tackle, når deres egen grænse er overskredet. Det er ikke nødvendigvis af ond vilje, men måske dybest set en kombination af manglende social forståelse og mangelfulde mestringsstrategier. Hvis vi ikke har nogen tæt på til at hjælpe med den sociale forståelse, nogen der kan lære os, hvordan vi gør i stedet for det, som ikke virker, så kan det godt være en svær kamp – og det er ikke nemt at modtage den læring af vedkommende som anklager en for at have krænket. Vi har alle brug for nogen at se op til og lære af.

Hvis du konfronterer en krænkende person, vil du høre et væld af (bort)forklaringer.

Det er naturligt, at den første reaktion er en af forsvar, og det er selvfølgelig meget ubehageligt for dig, som det går ud over. Men det er skamfuldt at indrømme og erkende, og det er en lang proces. Men selv om skylden bliver skudt bort i første omgang, er det dog muligt at vedkommende går hjem og tænker over, om der kunne være et gran af sandhed, når de har samlet sig lidt.

Konstruktioner om kærlighed og afvisning Livet i grænselandet er fyldt med usagte og udefinerede skæve, snirklede konstruktioner og ambivalente besynderligheder. Grænseoverskridelse fx står på sin vis, for den krænkende part, som tegn på kærlighed og omsorg, og grænsesætning står som tegn på afvisning og nægtelse af kærlighed. Det er en konstruktion, som den krænkende part som regel har med sig helt fra barndommen, men som også kan være samlet op senere i livet. Det medfører masser af forvirring i omgangen med andre mennesker, fordi andres grænseoverskridende handlinger modtages med fuld forståelse af den krænkende part (og sikkert også med undertrykt eller uerkendt modvilje). Kærlighed modtages derimod med en varierende blanding af hunger og ambivalens, for erfaringen er, at kærlighed altid indeholder et skjult element af at være anmassende, grænseoverskridende og afpressende – at kærlighed koster. ”Afvisning” i form af grænsesætning bekæmpes med alle midler. ”Se mig, hør mig, tag mig, som jeg er – og tag hele mig!” Hver gang den krænkende part afvises, sårer det dybt, og fylder dem med vrede og frustration. Og de kæmper

Senfølger endnu hårdere imod de grænser, som forhindrer dem i at føle sig elskede.

Det falder dem end ikke ind, at de grænser der opstilles, ikke nødvendigvis har noget med dem selv at gøre. Det kan være den nyudklækkede teenagers hang til privatliv, den låste toiletdør, hemmelighedskræmmeriet, den første kæreste, som får kampene til at bryde ud i lys lue. Men som regel har der hele tiden været en konstant underliggende kamp om grænser. En kamp om grænser som føres videre og går i arv. En psykologisk arv. Men også en arv som kan brydes, hvis vi er opmærksomme på det, og vil det.

Efter at have lækket min beslutning om, at nok var nok, og at jeg var træt af at være unormal og få trukket ting ned over hovedet, havde jeg en telefonsamtale med min stedfar. Det var en god samtale uden råb og skrig, som jeg ellers havde frygtet, og vi talte ”rigtigt” sammen – selvom jeg ikke er sikker på, hvor meget han egentlig forstod eller ville lukke ind. Jeg har gengivet et uddrag fra samtalen, som i sin absurdhed brændte sig ind i min hukommelse, fordi det slog mig som et illustrerende eksempel på grænsekampe og psykologisk arv i familien: (…) ”Jeg måtte aldrig vide noget om, at du havde menstruation. Hvorfor måtte jeg ikke det? Min niece sad lige og snakkede om det den anden dag, men med dig måtte jeg aldrig være med?” ”Det var ikke din sag.” ”Jamen, det er jo noget helt naturligt.” ”Ja, men hvis jeg ikke havde lyst til at tale med dig om det, så burde du jo respektere det. Og jeg tror, at de fleste teenagepiger heller ikke ville have lyst til at tale med deres far om den slags. Det er privat.” ”Og så var der alt det med pludselig at låse toiletdøren og at lægge make-up med veninden…” ”Ja, Det var jo også helt normalt. Det unormale er, at du synes, at jeg var unormal. Jeg opførte mig som en helt normal teenagepige.” (…)

Min stedfar følte sig helt klart såret og udenfor, lukket ude fra fællesskabet. Han havde bare glemt, at der findes forskellige slags fællesskaber, og at man som forælder ikke kan være med i dem alle - og det har at gøre netop med ens egenskab som forælder og ikke nødvendigvis som person.

”Hvor er jeg?” Spurgte hun svagt.

Du er stadig hos os,” sagde vagabonden. ”De vil have dig tilbage, men du er stadig her.” ”De?” ”De gamle inde i dig. Ingen af os er alene. Vi går rundt med alle inden i os – mor, far, lærere, venner – som gav os en plads i verden. De vil have dig tilbage, ellers falder deres verden fra hinanden. Det tror de, og det må du også gøre. Men det er dem, der er døende. Det eneste, der falder fra hinanden, er deres frygt.”

Deepak Chopra, ”Merlins genkomst”.

En storm af følelser Hvor var … henne?

Af uransagelige årsager føler vi ofte større vrede mod de, som ikke så, end mod den krænkende part selv.

Det kan være svært at forstå, hvorfor ingen så, hvorfor ingen lyttede og hvorfor ingen greb ind. Hvor var de henne, de som skulle passe på os?

Tit forsvares den krænkende part af alle omkring (inklusiv af den krænkede part selv), for det forekommer mindre pinligt end at indrømme et sådant tabubelagt problem. ”Hun vidste jo ikke bedre.” ”Sådan er han bare.” ”Hun er et menneske, som er meget fysisk i sit udtryk.” ”Hun forstod ikke mine signaler.” ”Han er jo en mand – de er lidt som hanhunde, de har deres drifter ”Du går også altid meget nedringet klædt.” ”Han/ hun kommer fra landet/ fra den slags familie/ fra…”

Etc. Alle er det undskyldninger, som i virkeligheden ingen mening giver. Du vil sikkert aldrig rigtig komme til at forstå, ligegyldig hvor meget du analyserer, og hvor mange forklaringer der bliver givet. Der er lige så mange årsager, som der er sjæle, til, at mor/far/søskende/venner/pårørende ikke ser. En del mennesker opfatter ganske enkelt ikke de små afslørende detaljer og stemninger. Andre forstår ikke, hvad de ser, fordi det ikke passer ind i deres erfaringer, og deres tolkninger rettes mod, hvad der giver mening for dem. Atter andre opfatter det hele som velkendte og normale samværsformer. Vendes det blinde øje til, er det som regel ubevidst, og følgende er nogle af de almindelige årsagstemaer. De lapper tit ind over hinanden og fås i forskellige kombinationer:

En storm af følelser • Angst for konflikten.

• Angst for at miste.

• Angst for virkeligheden – det er lettere at skabe en anden virkelighed, at tolke begivenhederne i et positivt, formildende lys, eller projicere problemet over på en helt tredje part.

• Fortrængning, fornægtelse.

• Forestillingen om det normale ved situationen.

• Angsten for, hvad det vil bringe med sig af minder og konsekvenser fra egen barndom og liv, hvis de frasiger sig deres ”normalitetsbegreb”.

Men selvom vi ikke forstår, kan vi godt nå frem til at føle ro og med tiden en tilgivende accept af tingenes tilstand. Først, er der dog en storm af følelser at finde vej igennem. Men før vi ser nærmere på de forskellige følelser, har du brug for at vide, hvordan du skaber en adskillelse fra disse følelser uden at undertrykke dem.

Mellemrum og ånderum Der er forskel på at føle en følelse og at observere en følelse. Når du observerer en følelse, skaber du afstand mellem dig og følelsen, et mellemrum. I stedet for at opleve vrede, afsky, tvivl, eller hvad det nu måtte være, så ser du dig selv ligesom lidt ude fra: Det her er mig, som føler vrede. Lige nu bliver jeg rigtig vred.

Når du betragter følelsen og giver den navn, opstår der et mellemrum: Du skaber et såkaldt ånderum, hvori følelsens fremdrift taber kraft, og hvor du bliver adskilt fra følelsen. Det er lige, hvad du har behov for for at undgå at blive opslugt. Når du er opslugt af dine følelser, mister du nemlig perspektiv og jordforbindelse. Når du undertrykker dine følelser, mister du derimod fornemmelsen for, hvordan dit liv føles at være i. Du har brug for balance.

Vi kan tage observationen et skridt videre, ved at mærke hvor denne følelse bor i vores krop, hvilken størrelse, form og kvalitet (fx en stramhed, varme, vibration o.a.) den har. Hvis vi kan bemærke det, og derefter vende tilbage til følelsen og spørge os selv, hvordan følelsen nu mærkes, og så fremdeles pendulere mellem dem og vores krop, så bryder vi endvidere ud af fastlåstheden og det vante mønster. Vi lærer, at vi kan bevæge os, at vi er fleksible og smidige og ikke længere bundne til en bestemt reaktion.

Det er det, du kan bruge mellemrummet til: Et ånderum så du ikke mister pusten.

En storm af følelser Tvivl

Er det bare mig, der er noget i vejen med?

Ingen siger jo noget… ”Alle ser ud til at være helt ok, undtagen mig?

Er jeg måske i virkeligheden bare hysterisk, berøringsangst og sippet?

Er jeg bare for meget?

Er det i virkeligheden mig selv, som lægger op til det her?

Der er jo en helt masse andre ting, som fungerer godt og rart… hvorfor kan jeg så ikke slippe følelsen af at blive mast og krænket?

Jeg føler mig som et utaknemmeligt skarn, og samtidig har jeg bare lyst til at gøre oprør!

Tvivlen er allestedsnærværende. Det er som at leve i to virkeligheder. De mange modstridende følelser, dualiteten, den manglende logik og konsistens.

Sammenhængskraften hænger i laser. Skyld, skam, angst, frustration, sorg og vrede blander sig hele tiden i den indre monolog og gør forvirringen endnu større.

Det bedste råd er: Gå til en professionel med erfaring på området. Få hjælp til at redde trådene ud og til at skille skidt fra kanel.

En storm af følelser Skyld

Hvorfor protesterede jeg ikke mere?

Jeg burde have kæmpet!

Hvis bare min krop kunne se anderledes ud.

Havde jeg været anderledes, ville det være gået bedre.

Det er min skyld!

Der er en voldsom underliggende skyld forbundet med blot det at tænke tanker om at være blevet krænket - og dermed implicit at beskylde en anden for at krænke. Krænkelse på det intime område, især inden for familien, er tabubelagt som intet andet.

Skyld blandes med selvhad og det føles ikke rart. Og skylden indoptages med tiden. Den krænkede part tænker på, hvad han eller hun burde/kunne/skulle have gjort i den og den situation for at forhindre dette eller hint.

Langt mindre tænkes der på, at den krænkende part burde/kunne/ skulle lægge mærke til og acceptere og respektere det udtalte ’Nej’, såvel som alle de fine små signaler af tøven, ubehag og undvigelse, der udsendtes i de forskellige situationer.

Men den krænkede part tænker måske ligefrem, at det jo bare er en stakkel, som ikke ved bedre – og det kan meget vel være – hvorefter de vender tilbage til tankerækken om, hvad de selv skulle have gjort anderledes. Men den krænkede part glemmer som regel at tænke på, at de selv er mindst lige så stakkels.

Vi kan ikke påtage os skylden for andres handlinger.

Problemet med adfærd og tankegang tilhørte oprindeligt den krænkende part, for senere, som følge af dennes handlinger, at blive overført til den krænkede part som normalitetsdefinerende. Den krænkende part har valgt sin livssti. Han/ hun har handlet og taget de valg, som vedkommende fandt sig i stand til. Det er eftervirkningerne af de handlinger og valg, som i dag gør ondt på vedkommende, når du siger ’Nej’. Det gør muligvis også ondt på dig – men du kan ikke, og bør ikke, også påtage dig skylden for den krænkende parts smerte.

Vi har pligt til at tage vare på os selv. Vi må gøre det samme, som alle mennesker er nødt til: Tage de valg, som er bedst for et sundt liv, som fører energi, glæde, frihed og handlemuligheder med sig, som gør vores liv værd at leve, og som gør, at vi ikke begår de samme fejl og fører problemet videre.

En storm af følelser At tænke sig, at det er overgået mig!?

Jeg er en af dem, og det er i min familie!?

Tænk, at jeg fandt mig i det i alle de år!?

Tænk, at jeg ikke kunne sige fra!?

Hvor er jeg en svækling!

Der er ingen, som vil elske mig igen!

Skam

Når skylden af og til letter lidt, sætter skammen ind - og det er her, at boomerangeffekten sætter ind: Alle er bange for den fordømmelse og skam, det bringer over os og vores familie at være sådan nogen. Fordømmelse virker uundgåelig, siden vi selv fordømmer, ser ned på og skammer os.

Hvis vi giver efter for vores skam og angst for fordømmelse, er det eneste valg tilbage, at fortsætte med at spille spillet efter de fastsatte regler. Kort sagt: Vi fortsætter med at gøre vold på os selv og muligvis på andre.

Skam i sig selv er ikke en dårlig følelse: Skam har evolutionært været med til at sikre familiens og gruppens overlevelse, således at individet afholdes fra at skade sig selv, familien og samfundet1.

Den vanemæssige skyld- og skamfølelse, du er opdraget med, er stærk, men ”almindelige” mennesker vil se med medfølelse og sympati på det, som du har været igennem. Du fulgte de regler, som du blev socialiseret ind i verden med. Det var regler som blev godtgjort og normaliseret som en beskyttelse af din families subkultur – blot viste det sig at være gråzoneregler fra grænselandet mellem en normalt fungerende familie og en incestuøs familie - dine egne instinkter og præferencer afveg fra disse og du var fintfølende nok til at mærke det.

Skam fortager sig ved, at vi anerkender og accepterer os selv samt gennem anerkendende og accepterende kontakt med andre mennesker. Det kan være din behandler eller læge eller en ven du vælger at betro dig til.

Husk blot at øret du søger må have en optimistisk, favnende og ikke-dømmende holdning til livet. En sådan ven vil opmuntre og støtte dig i den lange svære proces, det er at komme fri.

1

Babette Rothchild, “Kroppen husker”.

En storm af følelser Angst

Hvad hvis jeg mister ALT og ALLE? Hvad hvis jeg mister MIG SELV? Måske er jeg UØNSKET og UELSKET! Måske ender jeg ENSOM og FORLADT? Hvad nu hvis det jeg ønsker er UOPNÅELIGT? Eller værre endnu, hvad hvis det ikke EKSISTERER!?

Hvad sker der, hvis jeg tager FEJL? Måske sidder jeg FAST FOR EVIGT!

Så snart den ene eller den anden side har overtaget i tvivlens monolog sætter angsten for alvor ind: Angst er værre end frygt. Frygt rettes mod noget ydre og definerbart såsom edderkopper eller det at stå på et højt sted.

Angst skriver med store bogstaver og henter sin kraft i de stærke, lidet definerbare og helt basale behov i mennesket. Angst udløses indefra og kan gå over i direkte skræk.

Angst bidrager til følelsernes splittelse og sætter den krænkede part i en evigt skiftende position af de helt basale reaktionsmønstre: Frygt eller vrede? Flugt eller kamp? Måske stivnen og følelsesløshed?

Vi kommer ikke uden om frygt og angst i denne proces. Angst er grundlæggende og eksistentiel. Den handler om alt og intet, om liv og død. Angst er direkte kvælende for livsenergien, men den er også et kraftigt signal om, at der er noget, som ikke fungere i vores nuværende måde at leve livet på. Angsten er således også et springbræt.

Når vi tager fat i vores angst og definerer den, så bliver der mulighed for handling. Så omformes angsten gradvist til den mere håndterbare form af frygt, som er fokuseret mod specifikke mulige konsekvenser af forskellige valg- og handlemuligheder. Når angsten ændres til frygt, så begynder jorden at tage form under fødderne på os igen. Selv om det ville være dejligt, kan vi ikke springe angsten eller frygten over. Der er ikke meget andet at gøre, end at lytte til vores hjerte og modigt følge dets råd.

Jeg ”mistede” mine forældre i en grad, hvor det forekom mig, at de var døde. Jeg sørgede over tabet af dem og min barndoms historie, og forberedte mig på at leve resten af mit liv som forældreløs. Jeg gik ud fra, at når jeg sagde slut, så ville de ganske enkelt ikke have mig mere. De ville ikke elske mig mere, troede jeg, for afvisning og nægtelse af kærlighed, er typiske afstraffelsesmidler i familier med grænseproblemer. Og denne gang havde jeg ikke tænkt mig at ”makke ret” igen, nogensinde.

En storm af følelser Sorg …!

Sorg er ordløs og dyb som marianergraven. Men sorg er også et positivt signal om, at noget er ved at blive placeret i fortiden. Det er en naturlig reaktion1 på et tab eller en forandring.

Når den fulde ”sandhed” og ”virkelighed” begynder at gå op for os, manifesterer der sig ofte en overvældende sorg. Illusionerne er for evigt gået op i røg. Intet er, hvad det var eller skulle have været, og bliver det heller aldrig mere – i hvert fald ikke på samme måde. Det er fordi, at vi virkelig bryder sig om det, vi er ved at miste, at sorg og smerte opstår.

Det er vigtigt, at vi både forholder os til følelserne af sorg, men også til alle de nye anderledes muligheder som opstår, og at veksle mellem de to yderpunkter2: Sorgarbejde ↔ Tage sig af det ændrede liv.

Påtrængende genoplevelse af sorgen ↔ Gøre nye ting.

At give slip på/ fortsætte/ omforme bånd til det mistede ↔ Adspredelse fra sorgen.

Benægtelse/ undgåelse af forandringer ↔ Nye roller/ identiteter/ forhold.

Men selv om vi er mere kede af det end nogensinde, gør sorgen os også lidt mere robuste, lidt mindre bange – for sorgen markerer ikke kun slutningen men også overgangen til det ukendte nye. Spirende beslutsomhed indtræder efterhånden, som vi får sagt farvel, og gør os klar til rejsen mod de nye muligheders land.

1 2

Babette Rothchild, “Kroppen husker” Maja O’Connor, “Sorg som en to-sporet proces”.

En storm af følelser Håb ”I morgen er helt ny og hvad mon der sker?”

Hvis vi ikke kan ændre omstændighederne, så kan vi ændre vores holdning til dem.

Når vi er i lidelsen, er vi styret af de ydre omstændigheder. Men det er også lidelsen, angsten, uroen, utilfredsheden og afsavnet, som fører os mod erkendelse og mulig frigørelse. Erkendelse af, at tilværelsen ikke indeholder og ”giver”, det vi ønsker: På den ene side er vi tilfredse, for vi ved dog, hvad vi har, og bekvemmeligheden, og angsten for at komme fra asken og ind i ilden, kan fraråde at drømme om andre og bedre tider. På den anden side nager utilfredsheden, trangen, lysten, nysgerrigheden efter at søge noget mere af livet. Det er muligt at fortsætte med at underkue vores håb og drømme, men prisen er høj og betales med fornægtelsen af vores indre. Konflikten rejser dybe eksistentielle spørgsmål. Det er i besvarelsen af disse spørgsmål, og handlingen ud af passiviteten, som skaber håb, forvandling og fornyelse.

Når tingenes tilstand til fulde går op for os, har vi brug for et andet menneske, som kan se og høre, trøste og bekræfte den lidelse, vi gennemgår, afbøde den ensomhed og stigmatisering, som bliver så nærværende. I alt dette er det håbet, som afgør, hvordan vi vælger at forholde os til vores vanskeligheder. Der skal lades tid og rum til at gennemleve lidelsen med alle dens mangeartede følelser og udtryk, så vi ”rensede” kan søge den indre forsoning.

Forsoning med kendsgerningerne, inkorporeringen af dem i vores liv og i vores fortid, gør, at vi kan transformere vores liv til en ny helhed. Vi er fri til at blive, hvad vi endnu ikke er. Vi er, hvad vi er, på grund af vores fortidige tanker, ønsker og handlinger. Men vi bygger fremtiden ud af de tanker, ønsker og handlinger, som vi har nu.

Vi har chancen for at lære at være til på en helt ny måde.

En storm af følelser Vrede

NEJ!!

Så er det NOK! Rrrrrrrrgh!

Vrede kan være en lutrende form for energi. Den forstyrrer stilstanden. Den giver energi, kraft, mod til at hæve stemmen og råbe ’NEJ’ og slå i bordet! Vrede er naturlig og en god igangsætter. Vreden beskytter os: Den kan markere fysiske og psykiske grænser og afværge overskridelse af grænser. Hvis vores vrede advarsler ikke respekteres, kan vreden kamme over i raseri. Det er vigtigt at føle og formulere vreden, vi har inde i os: Vreden mod den, som har krænket. Vreden mod de, som vendte det blinde øje til, mod de som ikke forstod eller ikke reagerede. Vreden mod os selv for ikke at få sagt fra. Få den ud i lyset, ud i universet. ”Kast op” af bare vrede og ærgrelse1.

Føl vreden, udtryk den, brug den konstruktivt og læg den så til side. For selvom vrede er en igangsættende livsenergi, så har den også en destruktiv side - og hvis vreden tager magten og hvis den hænger ved, så bliver den destruktiv. I det lange løb fører vrede blot til mere vrede og til mere ærgrelse.

Fejlplaceret vrede kan også være ødelæggende på forholdet til udenforstående mennesker, som du holder af. Så brug vreden konstruktivt, fokuser den: Brug den til at rense ud, finde mod og selvtillid, til at ruske op i den plumrede andedam – og husk altid at bevare dit mål klart i erindring: Frihed og harmoni.

1

Se afsnittet Visualiseringer.

En storm af følelser Frustration Hør nu efter for helvede!!

Det kan være forbandet frustrerende, når vi nu selv lige er kommet til klarhed og lider af sandhedssyge, udviklingstrang og frihedssøgen, hvis vores familie slet ikke er klar til at acceptere, endsige overveje, om der skulle være noget om snakken!

Det kan føles som at hamre på en lukket dør, slå i puden, at skrige til en døv – men intet sker! Måske vi mødes af tavshed, måske af latter, måske af selektivt hukommelsestab og forsøg på at lulle os i søvn igen og få os tilbage i folden?

Måske vi mødes af kulde, af tavshed, af bebrejdelser og trusler om evig adskillelse eller af flade bortforklaringer? Måske kommer reaktionen først senere, måske aldrig, eller måske kommer den for sent, når vi selv har mistet interessen for deres synspunkter!

Det ville være så dejligt, hvis alle andre også var klar til at udvikle sig i takt med os. Det ville gøre alt meget nemmere.

Men frustrationen over andre menneskers manglende vilje til erkendelse og udvikling, hænger grundigt sammen med, at vi som menneske med grænseproblematik har frygtelig svært ved at skelne mellem, hvad der er vores problemer og hvilke problemer der tilhører andre.

Derfor er kun at sige: Tæl til ti. Vores medmennesker har deres frie ret til at vælge selverkendelse og udvikling til eller fra, såvel som tid, sted og metode. De er måske ikke parate endnu. Eller de synes måske bare, at deres liv er, som det skal være. Vi må respektere deres valg, og lade dem om deres. Vi behøver ikke være enige. Vi behøver kun at leve hver vores liv.

Koncentrer dig om dig og dit. Det vil sikkert være en lettelse for alle - men især for dig, at du aflægger det livslange ansvar for, ”at vi alle har det godt og trives”.

En storm af følelser Tilgivelse Jeg tilgiver og føler harmoni.

Tilgivelse er at give slip, at sætte fri.

Tilgivelse er ikke en logisk tankeproces, noget vi kan beslutte os for at gøre eller lade være med at gøre. Tilgivelse er en naturlig del af vores helingsprocess, men der er ikke én rigtig form eller måde at ”gøre” det. Det er en dybere forståelse, som kommer indefra – ikke fra hovedet men fra hjertet. At tilgive er ikke det samme som at billige, hvad som blev gjort, og det betyder heller ikke, at vi ikke også samtidig nogle gange kan føle vrede.

Tilgivelse er et udtryk for barmhjertighed og medlidenhed med os selv. Det indebærer en rummelighed, en dybere forståelse for menneskelig lidelse, for vores egen smerte og hvad vi har gennemlevet - men også for den andens smerte, og for hvordan de var drevet til at gøre, hvad de gjorde, og at de ikke havde de samme redskaber, som vi har.

Tilgivelse kan have mange udtryk. Det vigtigste ved tilgivelse er den ro, som den efterlader inde i os. Vi behøver ikke at sige den højt eller aktivt at vise den, selv om det også er helt fint at gøre, hvis vi har lyst. Tilgivelse indebærer heller ikke, at vi nødvendigvis skal se eller have omgang med dem, som vi har tilgivet. Tilgivelse er en følelse, en sindstilstand, og det er nok, at den blot er inde i os. Men: ”Vi er nødt til at være tålmodige, og vi er nødt til at lade det komme af sig selv. Vi kan ønske det, og det er helt fint, vi kan sige, at vi ikke vil det, og det er helt fint, men det er processen, som tager os der hen, hvor vi har brug for at være.” 1 På et helt grundlæggende forståelsesniveau kan vi kalde den grænseoverskridende arv for en misforståelse. Vores mors og fars, eller hvis handlinger det nu var, har dybest set aldrig været rettet imod os personligt. De har handlet, undertrykt og opdraget på deres særlige måde for at opretholde og/eller blive bekræftet i deres valg af levemåde, væremåde, livsopfattelse, selvforståelse og selvværd, som det gode og rigtige. De gjorde deres bedste, og hvad de troede var rigtigt på det tidspunkt. Vi, som har lidt derunder, har taget hele misèren personligt.

Vi har forholdt os til deres handlinger og valg som personlige anklager og overgreb, kæmpet imod, lidt og stridt, indrettet os og tilpasset vores livsmåder, livsopfattelser, selvforståelser og selvværd derefter.

1

Peter A. Levine, ”Sexual Healing.” (Min oversættelse).

En storm af følelser Grundlæggende har det altså intet med os at gøre, men det var os det gik ud over, fordi vi var der, og vi blev en del af det, indtil vi valgte ikke at være en del af det længere.

Tilgivelse er vigtig at nå frem til efter alle de følelser, som har fyldt os til bristepunktet, al den sorg og vrede. Hvis resten af vores liv leves med vrede, måske ligefrem had, gemt inde i os som en daglig resonans, suges en betydelig del af vores livsenergi, livslyst og livsglæde ud af os.

”Der kommer et tidspunkt i livet, hvor der ikke er andet at gøre end at følge din egen vej.

Hvor det er på tide at følge dine drømme.

Hvor det er på tide at sætte dine overbevisningers sejl.”

Sergio F. Bambaren, Delfinen – Historien om en drømmer.

Min historie Min historie er blot en af mange historier. Og min historie er blot min variation af min families historie, hvor mange andre varianter eksisterer side om side. For tiden svinger alle disse historier ikke i harmoni, som de måske (og kun måske) gjorde før, og de kommer nok heller ikke rigtig til det igen. Jeg ved egentlig ikke om historierne absolut skal svinge i takt - måske er det bare noget man tror, når man kommer fra en familie som min? Fra en opvækst i grænselandet?

Jeg vil fortælle om min opvækst og mine oplevelser, så objektivt som man nu kan fortælle sin egen historie, i håbet om, at det på en eller anden måde tilsammen vil give mening for både mig selv og for andre.

En historie er imidlertid som et løg; for hver gang man piller et lag, dukker et nyt lag op, en ny historie, en underliggende historie.

Første lag - En tale i anledning I anledning af Hans 60 års fødselsdag 2003.

Med kærlig hilsen Nanna I tidernes morgen levede der i et fjernt Ø-rige En Konge og en Dronning, en Prins og en lille Prinsesse.

Det fortælles den dag i dag, At da Dronningen bar den lille Prinsesse til kongen for første gang, Da slog Prinsessen smut med øjnene og viftede glad med den lille finger.

Kongen snoedes om den i stum betagelse.

Sandheden er nu nok snarere, At Prinsessen og Kongen kastede ét blik på hinanden…

Og da begyndte de at flette hjerter.

Som de fleste andre børn, erindrer jeg min barndom som et eventyr fyldt med eventyr.

Vi sejlede over solbeskinnede vande og stormomsuste have, i en båd som jeg kun husker omtalt som ”pispotten” – måske fordi den var så lille. Men den holdt tæt.

Vi udforskede øer - og med net hvad der boede i havet.

Hans lærte mig at fiske, og med mandig sans for fornuft, lærte han mig også at slå fiskene i hovedet og hive alskens ulækre sager ud af bugen.

Min historie Hver af dem vel at mærke nævnt ved navn!

Hjemme legede jeg i den lille have, som dengang var enorm og fyldt med slikærter.

Jeg blev kysset i ét væk af min mor og min storebror (som kun ville kysse mig og sine kærester) og i særdeleshed af min far.

Hverdagen var spækket med kys.

Med den barnlige sans for sammenligninger af fakta, må jeg have set, at nogle dejlige ting – f.eks. slikposer – blev udtømt efter et vist tidsrum.

Men som jeg i en blanding af fryd og forundring dengang konstaterede, så var Hans ”fuld af kys”.

Men tilbage til eventyret; for Prinsessen havde store planer: Prinsessen sværgede nemlig højtideligt ved Solen og Månen, at når hun blev gammel nok, skulle de to giftes i pomp og pragt.

Hun resonerede med barndommens klogskab, at til den tid ville Dronningen såmænd alligevel være blevet for gammel!

Men ak, som tiden gik, opdagede Prinsessen, at der var mere i livet end blot Kongen og Dronningen, og heste med blidt bølgende manker…

Da blev løftet taget tilbage.

Prinsessen var godt klar over, at det måtte være en slem skuffelse for kongen.

Men til trods for hendes grusomme løftebrud, trivedes Kongen på forunderlig vis og levede lykkeligt med sin Dronning…

Jeg kan her tilføje, at selvom min far har fået lidt flere år på bagen, så er han stadig fuld af kys.

Men det er mest min mor det ”går ud” over nu.

Tilbage er kun at udtale mit ønske og min tro på, at: Eventyret lever videre…

Det er interessant så mange små sandheder, der i symbolform titter frem i lyset, uden min bevidste intention. I dag føler jeg mig pinligt berørt over at have skrevet og holdt sådan en tale i fuld offentlighed. Men tiden var vel var moden. Talen holdt jeg cirka fire måneder inden, jeg krakkelerede.

Min historie Andet lag – En modsætningsfyldt familiefortælling Overfladen – ren idyl Jeg voksede op, som mange andre, i en lille by ved kysten her i Danmark. Jeg syntes, og fik da også altid at vide, at jeg havde en perfekt barndom. Den var fyldt med solskin og masser af kærlighed fra min mor og min stedfar, som jeg anså som min far. De var nærværende og havde altid tid, især min mor, og jeg var et barn, som blev betragtet som en gave, en berigelse af deres liv. Min mor var en fantastisk igangsætter: Fri og kreativ leg og fysisk udfoldelse var rig, mangfoldig og udfordrende. Hun havde tillid til at børn kan fantastisk mange ting, og det er jeg i dag taknemmelig for.

Min mors historie infiltrerer min Min mor kom med mig fra et tidligere ægteskab, hvor hverken hun eller min far havde trivedes. Efter min mors udsagn, havde hun ofret alt. De var to mennesker, som havde glemt hvorfor, de i første omgang overhovedet forelskede sig, og som derefter blot fik det værste frem i hinanden.

Der går mange historier om hverandre. Jeg ved ikke i dag, hvad der er skidt eller kanel. Historierne er vel udsagn om hvor forskelligt, man kan opleve de selv samme situationer alt efter standpunkt, ønsker og værdier. Især min mor følte, og føler sig stadig, nødsaget til at advare og ”præparere” (hendes eget udtryk) mig med historier om min fars dårlige behandling af hende og af os, om hans evindelige økonomiske luftkasteller og imod hans indsmigrende tilnærmelser og manipulation. Hvis min far bringes på bane, så sætter min mor per refleks en plade på, med en historie om fx utroskab, som, når jeg siger, at den har jeg hørt, bliver skiftet til næste plade, med en historie om børneforsømmelse og selvoptagethed. Og når jeg så siger, at jeg virkelig kender alle historierne og ikke gider høre dem mere, så bliver også denne plade skiftet ud til fordel for en plade, om hvordan min far egoistisk forrådte os økonomisk, og om hvordan hun, takket være sit gode, solide job, reddede os alle igennem. Jeg tror, at hun må være dybt traumatiseret, for det er som om, hun ikke kan stoppe, før alt er fortalt endnu engang. Som om hun er døv og blind for omverdenen og ikke kan høre, at jeg beder hende holde mig udenfor hendes historie.

Min historie Min far for sin del fortalte mig, hvor dum min mor var, og at hun langt fra var så perfekt, som jeg gik og troede. Han var ikke nogen særlig god far. Han havde og har stadig en meget drømmerisk og fraværende natur og havde svært ved at imødekomme mine behov som barn. (I dag nyder jeg faktisk denne selv samme refleksive, kreative og drømmeriske natur, som er meget lig min egen, og som har været forbudt område i hen ved tredive år.)

Men tilbage til historien: Med tiden blev jeg meget bange for at komme på weekend hos min far. Jeg mærkede min mors angst for, hvad der mon kunne ske mig derhenne, og jeg mærkede og hørte min stedfars modvilje og hån af min far, som i deres øjne var en fiasko - og jeg var bange. Jeg vidste, at min far var en ond mand, og jeg var altid på vagt for, hvad der kunne ske – selvom der, når jeg tænker efter, aldrig skete andet end, at han af og til gav luft for sin vrede og frustration og råbte op.

I dag forstår jeg hans frustration, selvom han ikke magtede at gribe problemerne an på en særlig frugtbar måde. Jeg var et lige så lukket, surt og modvilligt barn hos ham, som jeg var åben, glad og let omgængelig i mine egne omgivelser.

Hver gang han forsøgte at tilbyde mig noget, gav mig noget eller lod mig opleve noget, så blev gaverne eller oplevelserne nedvurderet, hånet og højlydt tolket som udtryk for manipulation ved min hjemkomst. Ingen kærlighed eller glæde blev tilladt, når det handlede om min far.

Til sidst nåede jeg til et punkt, hvor jeg blev psyko-somatisk syg den ene gang om måneden, hvor jeg havde weekendophold hos ham. Dagen inden jeg skulle af sted, fik jeg feber, og jeg var så nervøs og utryg, at min mor måtte nusse om mig, indtil jeg kunne sove. Men der var ingen kære mor. For hvis jeg ikke tog af sted, så ville politiet komme og hente mig, fik jeg at vide af min mor. Men jeg fik altid penge med, så jeg kunne tage bussen hjem, hvis min rigtige far nu skulle glemme at hente mig – hvilket han imod al håb og forventning ikke glemte en eneste gang.

Min historie På egen hånd Den dag jeg forstod, at jeg virkelig var på egen hånd i verden, og at den eneste man kan regne med er sig selv, var jeg i elleveårsalderen og havde et voldsomt skænderi med min far. Jeg nægtede at give ham ret i, at jeg altid var sur og uvildig til nogen form for hygge eller samvær. Først da min far var gået, knækkede mine ben sammen under mig, og jeg sank ned på gulvet. Hans kone gav mig et glas saftevand, som jeg ikke kunne drikke. For første gang i alle de år, gik jeg ud for at finde en telefon under påskud af en gåtur. Jeg rystede og var bange og gik adskillige kilometer i et område, jeg ikke rigtig kendte for at finde en offentlig telefon. Men da jeg ringede hjem og bad om at blive hentet, fik jeg blot at vide, at de intet kunne gøre. Hvis de tog mig hjem, ville politiet bare hente mig tilbage.

(Min mors version af episoden er, at jeg fik at vide, at jeg kunne gå tilbage og pakke og ringe efter en taxi, som de ville betale ved ankomsten. Det er måske rigtigt, men jeg må have afvist den idé som umulig. For det ville indebære, at jeg som elleveårig skulle tage en voksen konfrontation, og det var jeg ikke i stand til).

Problemet er, at jeg havde fået at vide, at jeg altid kunne ringe hjem, hvis der var noget. Det var første og sidste gang jeg ringede, og jeg blev ikke reddet.

Så jeg gik tilbage. Dagen efter kom der et brev med hundrede (!) kroner i fra min mor, til at købe slik for. Det er det mest bitre slik, jeg nogensinde har spist. Jeg var deprimeret, og jeg følte mig forrådt. Men hvor skulle jeg gøre af den slags følelser?

Jeg havde i alle disse år taget fuldstændig parti for min mor og havde stolt proklameret, at det var min stedfar, som var min far. Jeg ville i hvert fald ikke svigte og skuffe min mor, sådan som min far havde gjort det. Jeg ville ikke være en fiasko. Jeg lyttede, helt indtil jeg var midt i tyverne, til min mors historier og til hendes og min stedfars vejledning.

Hver eneste gang jeg kom hjem med en god oplevelse fra min far, hver eneste gang han viste mig opmærksomhed, betænksomhed eller kærlighed, blev det omdefineret eller bortforklaret – for, især min mor, var overbevist om, at der altid lå skjulte motiver til grund for hans handlinger. Hvis jeg sagde noget imod, blev jeg med det samme anset for at være blevet lokket over på min fars side - naturligvis med hjernevask og skjult bestikkelse, for jeg blev ikke anset for, at kunne have min egen vilje, når det kom til noget, som havde med min far at gøre.

Han var som sagt en ond og egoistisk mand med uforlignelige manipulatoriske

Min historie evner.

Altid måtte jeg vogte mine ord, over for både min far og min mor, for ingen af dem tolererede, at høre noget som helst om den anden – i hvert fald ikke af det gode.

Jeg følte mig som en kastebold i alt dette. Men efter at min direkte anmodning om hjælp blev afvist, følte jeg mig endnu mere betydningsløs - jeg var ikke værd at risikere noget for. Det var vigtigere at undgå en konfrontation med min far end at beskytte mig. Min mors og stedfars skind var vigtigere end mit skind. Da jeg kom hjem, var de fulde af medfølelse og vrede mod min far. Men hvad med deres svigt? Det blev der ikke talt om.

Som tolvårig brød jeg kontakten med min rigtige far, for jeg var ved at flække i to stykker.

Mægleren og de mange små sten Jeg forstod ikke betydningen af min oplevelse dengang. Det var så smertefuldt, og det fylder mig stadig med sorg og ensomhed i dag at tænke på den tid.

Men de mange små sten fyldte op, og jeg blev lige så stille tungere og tungere, hårdere og hårdere. Alle konflikter føltes som værende på liv og død.

Desværre var jeg blevet opdraget til kun at løse konflikter på diplomatisk vis, som en mægler. Jeg var altid ansvarlig for, at en konflikt blev løst på en passende måde, for jeg var jo klogere end de fleste, og derfor fik jeg overdraget ansvaret for også at opføre mig klogt til alle tider. Efter hver konflikt blev jeg forhørt om, hvad min rolle havde været, og om hvordan jeg kunne have taklet det bedre og løst problemet.

Samtidig blev kommunikationen mellem min mor og min højt elskede storebror støt dårligere, og også der blev jeg sat som mellemmand. Jeg var den eneste, min bror stolede på og var ærlig over for. Da han fandt ud af, at jeg havde været hemmelig udsending for vores mor (som gerne ville vide, hvordan det gik, hvordan han virkelig havde det og dertil komme med gode råd), holdt han gennem en årrække en vagtsom afstand imellem os. Og han kan stadig til tider se på mig, mens han vurderer, om det nu er mig eller min mor, som taler.

Det var frygteligt for mig. For min bror var den eneste i al den tid, som virkelig var på min side, som altid spurgte mig, hvad jeg syntes, følte, havde lyst til, og som opfordrede mig til at følge mit hjerte.

Min historie Om samvittighed og balancegang Set i bakspejlet endte jeg således med altid at være mægler og at passe på og holde humøret oppe for andre (og mig selv). Jeg udviklede en overdimensioneret samvittighed, som siden hen udløses utrolig let for: ”Ens skyld må man stå ved, og så må man sige undskyld.”

Sætninger som begynder med:

Hvorfor har du ikke...

Kunne du ikke have...

Burde du ikke...

Har du husket at... er som et knytnæveslag i maven, for hvis jeg ikke har handlet rigtigt, så er jeg jo ikke et ”ordentligt” menneske (i kategori med min onde far) og er dermed heller ikke værd at elske. Det har ledt til en selvretfærdig og bedrevidende opførsel, når jeg har følt mig på den sikre side, og til søvnløse, urolige nætter når det modsatte har været tilfældet.

Og der var altid noget at bekymre sig om. Det var som om, jeg aldrig kunne gøre noget godt nok. Der var altid et eller andet, jeg havde glemt eller ikke taget højde for. Hvis jeg kom hjem med et 10tal, blev jeg først rost og så, som regel i samme sætning, spurgt, hvad jeg mon skulle have gjort for at få 11? Og når jeg så kom med et 11tal, så blev der funderet over, hvad jeg mon kunne have gjort for at få 13? Der var ingen hvilen på laurbærrene, og jeg fik indoptaget denne perfektionisme, som en del af min anden natur (hvilket jo kan være både godt og skidt – det betyder jo også, at du i dag, kære læser, sidder med denne bog i hånden). Men samtidig var det også farligt at være for selvstændig og kreativ (læs: flyvsk og i fiasko-risikogruppen som min far). Sikke en balancegang. Hele tiden.

Min historie Hudløs og følelseskold I skolen begyndte det at gå ned ad bakke socialt i 7. klasse. Jeg følte mig anderledes end de andre børn. Det var ikke sådan, at jeg blev mobbet, men jeg var heller ikke i stand til at indgå som en del af en gruppe. Jeg kunne ikke gå på kompromis med min samvittighed som piskede, og som stadig kan piske mig, hvis ikke jeg opfører mig fejlfrit og udadleligt. Derfor kunne jeg heller ikke indgå i fællesskaber, som i den alder så ofte bygger på alliancer, og på hvem der er inde, og hvem der er ude. Der var for megen uretfærdighed til, at jeg kunne deltage eller blot se på, og når jeg forsøgte, gik det altid galt. Til sidst meldte jeg mig ud af fællesskabet, og skjulte mig i bøgernes verden.

I 10. klasse kom jeg på efterskole. På mit tremandsværelse gik det op for mig, hvor kold og benhård jeg var blevet. Når andre skændtes, græd eller råbte, blev jeg iskold og rolig (selvom jeg til tider rystede indvendig). Jeg ville intet have med deres følelser at gøre. Deres humørsvingninger, skulle de ikke køre af på mig.

(Den samme meddelelse fik jeg først placeret, hvor den egentlig hørte hjemme mange år senere: Nemlig hos min mor, stedfar og far).

Dog gik det op for mig ved disse lejligheder, at jeg var blevet unormalt hård.

Jeg var blevet så hård, at jeg nærmest ikke kunne føle mig selv og mine følelser længere. Når nogen sårede mig, så jeg blot på vedkommende med iskold foragt, nedladenhed og ligegyldighed i øjnene og gav dem så en benhård, hånlig og svidende bemærkning med på vejen. Jeg var i stand til at virke fuldkommen frygtløs og upåvirket, også når jeg bævede inden i. Det var som om jeg bar på to identiteter – det glade ukomplicerede kernefamiliebarn og det vagtsomme ensomme barn, som var parat til at slås for sin overlevelse, hvis det blev trængt op i en krog. Det var en kompleks selvfølelse, som tog form og farve af de omgivelser, som mødte mig. Jeg kunne være som en kamæleon.

Selvom jeg efter min efterskoletid forsøgte at finde tilbage til et blødere ”jeg”, måtte jeg mange år frem altid se en sørgelig film eller læse en sørgelig bog for at kunne græde, når jeg var ked af det og ulykkelig og havde brug for at lette trykket. Jeg kunne græde over andre, men ikke over mig selv.

Min historie I dag, hvor jeg har genvundet kontakten til mig selv og mine følelser, har jeg utrolig let til tårer og til at bevæges, men det føles stadig, dog mindre og mindre, som et nederlag at græde overfor andre. Et nederlag fordi jeg mister kontrollen og bliver sårbar. Men forunderligt nok, er det også denne sårbarhed, som nu styrker mig og giver glæde, kraft og kreativ energi.

Enøjethed Sideløbende med mine barne- og ungdomsår bidrog jeg til familiefortællingen om mit ideale hjemmeliv og udelukkede alt andet fra min fremstilling. (Mine venner har siden fortalt mig, at de godt nok også syntes, at det virkede noget rosenrødt det hele.) Mit billede af min stedfar, som jeg stædigt proklamerede, var min far, blev påvirket og formet af min mors ord om, at blod er intet, og at det er handlingerne der tæller (noget jeg grundlæggende stadig er enig i den dag i dag).

Min mor understregede også, at i modsætning til min biologiske far, så handlede og følte min stedfar som en far. Og sådan blev det. Jeg havde min biologiske far, og så havde jeg min (sted)far – og så havde jeg kun min (sted)far. Og pludselig havde jeg slet ikke nogen far længere. Og derefter heller ingen familie, for min mor tog handlekraftigt parti for min stedfar og proklamerede, efter en ”grundig undersøgelse”, at alt var en misforståelse – fra min side, naturligvis – og belærte mig om hvor dybt jeg havde såret hans følelser. Mine følelser kom som sædvanlig i anden række.

Min historie Tredje lag – Det ”frie” hjem Gajoler og godnatkamp Første gang jeg tillod mig selv at give udtryk for, at noget var galt i forhold til min stedfar og mine grænser, har jeg vel været en 12-13 år gammel.

Mine bryster udviklede sig til små gajoler, hvilket jeg måtte høre meget for. De blev tilmed duttet et par gange – for sjov. Jeg forsøgte at skjule min krop med store T-shirts, sweatere og rundet ryg, når jeg var hjemme. Der var ikke noget, man kan kalde overgreb eller direkte gramsen, blot en insisteren på at holde mig i siderne så hans lillefingre fulgte mine hofters begyndende buen og tommelfingrene insisterede på at finde sig til rette i den bløde runding i overgangen fra siderne til mine bryster. Og så skulle jeg altid klemmes godt ind mod hele hans krop, så jeg kunne mærke mine bryster blive flade mod hans bryst – og jeg tænkte, at han også måtte kunne mærke det. Så blev jeg kysset på halsen eller kinden og nusset med hans fuldskæg. Når det var tid at kysse godnat på kinden (jeg forsøgte altid at liste mig ind bagfra og gøre det hurtigt, så det ikke også blev til kram), måtte jeg ofte regne med, at han vendte hovedet pludseligt og i sidste øjeblik, så kysset endte tættere på hans mund eller i mundvigen. Når jeg kunne slippe af sted med det, vinkede jeg fra døren, men for det meste blev jeg irettesat af min mor og sendt af sted for at kysse ordentligt godnat.

Jeg sendte et par enkelte forespørgende prøveballoner ud om, hvordan andre af pigerne i klassen havde det med deres far og den slags, men fik kun uforstående blikke og pinlig tavshed tilbage.

Min historie Hold venligst om mig som en far Den rituelle velkomst, hver gang jeg kom hjem, samt ”godnatkampen”, begyndte til sidst at genere mig så meget, at jeg med bævende hjerte besluttede mig for at bede ham lade være. Jeg bad ham holde om mig som en far. Det var nok ikke de mest velvalgte ord, da han jo følte sig som min far. Han blev meget såret og så på mig med kolde øjne og spurgte, med noget der mindede om hån i stemmen, om hvordan en rigtig far da holdt om en datter. Dette aspekt havde jeg studeret indgående på besøg hos mine kammerater. Så jeg forklarede ham, at han skulle holde hænderne på min ryg, og da han ikke forstod dette, tog jeg hans hænder og viste ham hvordan, man gør.

Men intet ændrede sig. I stedet måtte jeg nu høre på, at jeg var sippet, snerpet, jomfrunalsk, kropssky og berøringsangst. Og det var noget slemt noget at være, for det var sådan, han altid omtalte kvinder, han ikke kunne lide. Og jeg blev stiv og undvigende og krummede ryggen, så han ikke kunne se mine bryster, og når jeg skulle omfavnes, skød jeg ryg, så vores kroppe ikke skulle mødes og skubbede albuerne ud, så det blev sværere for ham at få fat. Men han forstod ikke en eneste hentydning, for han mente ikke, at han gjorde noget galt. Det var mig, som havde et problem – ikke ham – og han masede på.

Tilslut blev det nærmest til en skjult brydekamp, hvor vi hver især kæmpede tavst for at få vores vilje om, hvordan en omfavnelse skulle være. I samværet med andre kunne jeg se, hvordan han altid lige skulle gribe fat i kvinder på en måde, der tangerede seksuel tilnærmelse. Lige lidt for tæt. Lige lidt for højt oppe elle langt nede. Når han holdt mig og andre på ryggen, var det altid lige lidt for langt nede. Håndfladen blev presset mod lænden og lillefingeren skulle altid søge nedad og hvile, gerne der imellem, hvor balderne begynder, eller hånden blev placeret på hoften. Af og til blev et bryst umærkeligt strejfet. Jeg tror, han anså det som naturlige komplimenter.

Min historie Ingen sagde noget (næsten) Det var så ulideligt, og jeg fik kvalme, når jeg så ham gøre det ved andre. Det havde intet med alder at gøre, bare det var af hunkøn. Selv min bedstemor fik en omgang engang, da han havde besluttet sig for, at hun måtte trænge til at føle sig ung og tiltrækkende igen. Det brød hun sig bestemt ikke om. Nogle gange måtte jeg skære ansigt i skjul af bare væmmelse for at komme af med afskyen. Men jeg var blevet tavs. Jeg kunne intet sige mere. Jeg lavede de fysiske undvigemanøvre og skar ansigt i det skjulte. Men det var alt. Jeg fastholdt stædigt billedet af idel lykke og forklarede mig selv, at han nok bare ikke vidste, hvordan man skulle opføre sig. Sådan var han bare – et menneske, som var meget fysisk i sit udtryk.

Min mor sagde jo heller ikke noget, og bortset fra min bedstemor (som klagede til min bedstefar, som klagede til min mor, som så klagede til min (sted)far (den sidste del overhørte jeg i bilen på vejen hjem – min mor husker som sædvanlig ingenting)), så var jeg åbenbart den eneste, der syntes, at han opførte sig klamt, og som fik overskredet mine grænser.

Min stedfar har i en senere samtale fortalt, at han, der hvor han arbejdede, var blevet gjort opmærksom af nogle kolleger på, at de syntes, han var for intim i sin kropskontakt med sine specialklasseelever. Men dengang havde han syntes, at det var noget hysterisk noget at sige. Han følte ikke, at han var intim på nogen måde.

Mange af de børn var forsømte og havde særlig brug for imødekommenhed, venlighed og nærhed.

Min historie Grænseløs ”frihed” Men jeg forstod ikke dengang, hvad der skete. Jeg havde hverken erfaringen eller tilbageblikkets overblik og forståelse. Jeg levede mig bare igennem, og bortcensurerede, så vidt jeg kunne, det jeg ikke brød mig om og placerede det bagerst i pulterkammeret.

Det havde altid været et meget frit hjem. Man gik nøgne omkring i huset og på badeværelset sammen. Min (sted)far klappede min mor på numsen og tog hende på brysterne som komplimenter, og på sin vis syntes jeg, at det var dejligt, at han gav udtryk for, at han elskede min mor. På den anden side havde jeg bare ikke lyst til at se på det mere, da jeg blev større. Det var for intimt, og jeg havde ikke lyst til at være en del af det. Det frastødte mig, når han for sjov klemte min mors brystvorte for at gøre den stiv, mens hans sendte mig gavtyveblink med øjet. Hun brød sig heller ikke om det og syntes også, at dét gik over grænsen, men alt var jo for sjov, og der blev leet. Der blev i det hele taget leet meget i mit hjem.

Der var en fuldstændig manglende respekt for, hvad der hører til privatlivet. Et eksempel: Jeg har altid været ret slank, og senere, i eksamensperioder eller i perioder hvor jeg ikke trivedes, havde jeg tendens til at tabe mig grænsende til det usunde, ligegyldig at jeg spiste som et fuldvoksent mandfolk. Som svar på et bekymret spørgsmål i den anledning fra min stedfar, kunne min mor, uden opfordring og uden at lade mig komme til orde, finde på at rapportere, at hun da lige havde set mig nøgen på badeværelset, og at jeg skam havde kvindelige former, hofter og bryster. Og jeg som troede, at man kunne have noget kvinde mellem kvinde...

Min historie Vi-somhed Jeg tror, at en del af problemet med min mor er, at navlestrengen aldrig rigtig blev skåret over. Vi var altid ens, hende og jeg. Jeg lignede hende på en prik: Vi havde begge to en flad bagdel, smalle læber og korte strittere som øjenvipper – indtil jeg engang i tyverne opdagede at jeg har en fin lille bagdel, smukke fyldige læber (efter min far) og lange øjenvipper. Men da jeg foreholdt hende fakta, havde hun pludselig også en fin bagdel, fyldige læber og lange øjenvipper.

Karaktermæssigt var vi begge slidere. Vi kunne få arbejdet gjort. Vi havde nemlig rygrad og balder af stål og kunne få pligten gjort. Og så elskede vi lakridser.

Det varede længe inden, jeg fandt ud af, at jeg egentlig ikke er særlig vild med lakridser men faktisk knuselsker chokolade og marcipan – for det kunne vi ellers ikke lide. Det tog endnu længere tid at lære at lade pligten hvile, og også lave noget som var sjovt, og som jeg selv havde valgt og havde lyst til.

Min tanke er, at måske alt hos mig skulle ligne hende, så der intet var tilbage af hendes gamle valg og af min biologiske far - hverken af væsen eller udseende?

Når jeg lignede, understøttede jeg samtidig hendes følelse af ”rigtighed”. Jeg føler, at jeg i vid udstrækning fungerede som garant for min mors gode dadelfrie liv og lykke. Og al lykke, inklusiv min egen, blev håndfast indpasset under hendes normer. Der var kun én vej, og det var min mors. Enten er alt godt, eller også er intet godt. Enten er du med mig, eller også er du imod mig. Nu hvor jeg har valgt at gå min egen vej, har hun gentagende gange fortalt mig, at der ingen lykke er i hendes liv. Det er en hård meddelelse, for det betyder, at hun virkelig, helt grundlæggende, anser mig for ansvarlig for hendes lykke! Det er jo absurd! Det er ikke noget under, at jeg følte mig helt fladmast af ansvar – og at jeg fik nok.

Min historie Ladet humor Humoren i mit hjem var som oftest ret tvetydig og sort, spidsfindig, rap, legende og grænsesøgende og den kørte (desværre) meget også på de seksuelle tangenter.

Til trods for den ellers intelligent baserede humor, var også platte udtryk som ”Det sagde hun også i går” og komplimenter om purunge piger som; ”Hun er plukkemoden” og ”trænger til lige at få …” fulgt af et sigende stød opefter med underarmen og et grynt/ støn. Alt sammen gamle gengangere, og den dag i dag er jeg ved at brække mig, når jeg hører noget i den stil. Det er så dumt, sexistisk og ulækkert, at det gør ondt.

Det var en udfordrende, grænseprøvende og seksuelt ladet omgangstone, og man skulle være rap i munden og tanken for ikke at tabe terræn i ordduellerne.

Jeg voksede op og mestrede denne tone og nød ordduellerne og vandt stort set altid, når jeg duellerede med mine jævnaldrende. Jeg forfægtede alle tanker om, at jeg følte mig utilpas i fysisk nærhed af min stedfar. Det var en upassende og utaknemmelig følelse, og vi havde det, på nær det fysiske aspekt, dejligt sammen.

Vi snakkede rigtig godt, (og allerbedst når vi ikke så på hinanden), og jeg kunne tale om eksistentielle og filosofiske spørgsmål med ham, hvor jeg ikke kunne få et ben til jorden i samtaler med min jordbundne mor, som altid vidste lige præcis, hvordan alting er og hænger sammen, og hvad man skal gøre ved det.

Mine følelser for og oplevelser af ham hang overhovedet ikke sammen, og jeg fortalte ikke om mine inderste tanker og følelser til en sjæl før mange år senere, da jeg som trediveårig var blevet færdig med min uddannelse og skulle forestille at være voksen.

Optakt Det blev simpelthen for meget, da jeg endnu en gang, på dagen for min dimission, skulle kæmpe med min stedfars omfavnelse ved ankomsten og senere udholde et langt fraværende blik ned i min kavalergang, inden han og min mor tog af sted igen. Jeg var vred og frastødt over, at han stadig forsøgte at kue mig med hans insisterende omgangsform og livsopfattelse – jeg var for pokker da blevet tredive og voksen – og så i mit eget hjem! Fra da af begyndte jeg at tænke mere frit og ucensureret, og forræderiske tanker holdt deres indtog og stimlede sammen foran den ophøjede orden med bannere og slagord. Det tog nogle måneder før der var nok.

Min historie Fjerde lag - Forandringen kom med en drøm Ud af dvalen Den ophøjede ordens dæmning brød sammen en nat som følge af en drøm:

I drømmen har min stedfar påtaget sig at reparere motoren i mit skib, men da jeg vågner om natten (i drømmen), ser jeg, at jeg er helt alene. Mit fartøj har drevet for strømmen uden kaptajn, jeg ved ikke hvor længe, og er nu fanget mellem et utal af fiskenet. Jeg er for tæt på land, og det er farligt. Jeg kaster mig op for at tage roret, sætter sejlene og begynder møjsommeligt at redde mig ud af labyrinten.

Det er på dette tidspunkt, at jeg vågner i den virkelige nat spillevende og rasende som aldrig før efter en drøm. Mit sind, min krop, mine øjne var lysvågne i et nu, og som et godstog der passerer forbi, genoplevede jeg stemninger og minder.

For hver godsvogn fulgte et nyt minde - og mere vrede. En ustoppelig proces var i gang. Et skred var sket i mit sind. En opvågnen som ikke kunne gøres ugjort.

Min dvale var brudt. Men selvom virkeligheden smertede, så det var ved at slide mit indre i stykker, var jeg ude af stand til at vende tilbage til den gammelkendte virkelighed, som idylliserede og opretholdt status quo, og hvor det eneste offer var et uerkendt offer-jeg.

Altså tillod jeg mig selv at se og at føle til fulde for første gang.

Min historie Isolation og skam – og en kærlighedserklæring En uge gik i selvvalgt isolation. Mit uddannelse var jo netop afsluttet, og min kæreste arbejdede i dagtimerne, så jeg havde ro og fred til at tænke det hele igennem. Da jeg endelig tog mod til at tale, var jeg så nervøs, at jeg rystede. Jeg kunne knap se min kæreste i øjnene af bare skam og lede ved mig selv.

Hvad var det, jeg var ved at lukke ud i verden?

Hvad ville konsekvenserne blive?

Men jeg var ved at sprænges. Jeg sagde til min kæreste:

Det her er ikke noget, du har lyst til at høre, men jeg har brug for, at du lytter.

Og han lyttede. I min angst og i mit selvhad havde jeg troet, at han ville fornægte mig, finde mig ond, ulækker og besmittet, at han ikke ville kunne elske mig mere.

I stedet spurgte han:

Er du sikker på det her?

Ja. Svarede jeg bævende.

For det her er alvorligt - men der er flere ting, som nu giver mening for mig.

Med flere ting mente han især vores træge fysiske kærlighedsliv, og min modvilje mod pludselige intime berøringer, samtidig med at jeg havde et nærmest umætteligt behov for nærhed, for at blive nusset og krammet vel at mærke aseksuelt og uden krav om seksuel opfølgning.

Elsker du mig stadig?

Jeg var simpelthen nødt til at spørge, selvom jeg følte mig pinligt bevidst om, at jeg med mit spørgsmål afslørede min angst for hverken at have fortjent at blive elsket eller at være værd at elske. Set med nøgterne øjne et tåbeligt spørgsmål efter, på daværende tidspunkt fire gode år sammen - og det blev besvaret med en omfavnelse og en kærlighedserklæring, som fik mig til at græde af lettelse.

Min historie Erindringsglimt Jeg fortalte min kæreste om alle de erindringer, som jeg gennem tiden havde stuvet af vejen og ned i en uåbnet, men aldrig glemt, pose for sig. De passede ganske enkelt ikke ind andre steder, så hvor skulle jeg ellers gøre af dem? Der var ikke tale om fortrængte og genvundne minder, men rigtige erindringer, som jeg altid har båret med mig i min bevidsthed. De var aldrig før blevet formuleret med ord, og havde hidtil kun haft form af stemninger, billeder og små film. Det var disse billeder jeg genså i det godstog, som støjende passerede en nat:

I en alder af fire-fem år lå jeg en sen sommereftermiddag i en solstråle på min stedfars mave i sengen og gyngede op og ned i takt til hans vejrtrækning. Det var dejligt varmt, trygt og afslappet. Tilfældigvis lå jeg sådan, at det kildede svagt mellem benene på mig. Jeg husker, hvordan jeg flyttede lidt på mig, så det kom til at kilde mere i den naturlige gyngen, og så lidt mere. Det var et uskyldigt udtryk for barnlig seksualitet, og vi havde tøj på. Så begyndte han at støde med underlivet. Jeg vidste ikke dengang, hvorfor man gør den slags, men det føltes rart, og det kildede dejligt. Jeg ved ikke, hvor længe det fortsatte. Han berørte mig ikke, der var kun denne bevægelse af underlivet, og mig der vuggede ovenpå og rykkede længere ned. Så kaldte min mor til aftensmad, og jeg løb modvilligt ned. Min stedfar kom senere. Jeg undrede mig over, hvorfor han ikke løb ned samtidig med mig. Men han skulle først på toilettet. Da han indfandt sig ved bordet, var han tilknappet og irritabel, og han ville ikke se på mig. Jeg fandt hans forandrede stemning underlig, for vi havde jo lige haft det så dejligt, nært og hyggeligt.

Min historie

Denne erindring er, som en undtagelse, min storebrors, men den er så symptomatisk for en familie i grænselandet, at jeg har valgt at tage den med alligevel: Da jeg fortalte min bror om mine erkendelser og erindringer, sagde han, at han ikke rigtig havde lagt mærke til noget, ud over, at han tit oplevede, at den humor vi var blevet opdraget med, ofte, af andre, blev fundet alt for grov og grænseoverskridende.

Men én hændelse huskede han dog. Han vidste ikke rigtig, hvor på skalaen han skulle placere den – vel mest i ”klam-” eller ”for meget”-afdelingen”, måske i ”gammel gris”-afdelingen. Han kunne ikke huske, hvor gammel jeg var, men jeg var lille, fire-fem år måske: Vi var i en slags omklædningsrum alle fire (mor, stedfar, storebror, og mig), og jeg spurgte, om jeg måtte røre ved min stedfars halvstive tissemand. Og det måtte jeg gerne. Så jeg dikkede løs og fik den til at svinge frem og tilbage.

Min bror fortalte, at han syntes, at det varede ved alt, alt for længe efter hans smag.

Det interessante er, at da jeg foreholdt min mor denne episode, så huskede også hun den klart og tydeligt. Derimod mente hun, at jeg bare havde dikket et par gange med en lille, stiv finger, som hun sagde. Det var ingenting. Men hvis det var så ”ingenting”, hvorfor kan også hun så overhovedet huske denne episode ud af så mange millioner andre, spørger jeg mig selv?

Min stedfars respons var, at det kunne han ikke huske, men at han ikke ville opdrage mig sådan, som han selv var blevet opdraget, nemlig til et akavet og unaturligt forhold til kroppen.

Min historie Et andet erindringsbillede fra min tidlige barndom er, hvordan jeg forsøgte at svømme i skyggen af en båd. Jeg kunne godt lide at svømme nøgen, men det var som om, at min stedfar kiggede for meget. I skyggen kunne han ikke så godt se på mig, for solen blændede ham og gjorde skyggen mørkere.

En anden gang svømmede jeg og legede nøgen i vandet med min kusine. Vi skulle op i en robåd, og min kusine blev halet indenfor af min stedfar, men jeg havde ikke lyst til, at han skulle røre ved min bare krop. Så jeg fastholdt, at jeg selv ville klatre op, selvom det var svært og krævede alle mine kræfter, og jeg skrabede, og slog mig.

Selvom jeg foretrak at svømme nøgen, besluttede jeg tilslut, at jeg ville have en badedragt. Mine forældre reagerede med undren og modvilje - jeg var jo et barn og burde nyde min barndoms frihed, mente de.

Der findes utallige af den slags minder.

Senere, da jeg var kommet i tolvårsalderen, blev den begyndende vækst af mine bryster jævnligt kommenteret og sådan lige duttet eller udpeget for at understrege (går jeg ud fra), at det var dem, vi talte om – selvfølgelig i den evige tone af sjov og ballade.

Min historie

Da jeg havde fået mine bryster, syntes både min mor og stedfar, at det var meget underligt, at jeg ikke ville solbade topløs i deres nærvær. Det var jo naturligt at være nøgen, og jeg skulle da have lidt sol på brysterne?! Jeg kunne kun få fred, hvis jeg smed toppen. For så opførte jeg mig jo ”normalt” og ”naturligt” igen, og så var alle glade og tilfredse - undtagen mig.

Jeg har altid følt mig overvåget af min stedfar med hensyn til min krop. Jeg hadede at vise mig i nyt tøj for ham, for så havde han en lovlig undskyldning for virkelig at kigge mig efter i sømmene – og det gjorde han så. Samtidig ville jeg ikke ligge under for det, så jeg har, efter de første akavede år, altid forsøgt at klæde mig, som jeg syntes. Men hvis jeg skulle til fest og gerne ville være særligt lækker, gjorde jeg alt, for at undgå ham på vejen ud. Med min mor var det ikke noget problem.

Jeg tror, at man måske kan kalde min adfærd dengang seksualiseret. Senere gik den over i en blanding. Jeg tiltrak, uden at vide hvordan, seksuel opmærksom, og oplevede utallige gange drengevenner, som pludselig erklærede deres kærlighed (og jeg følte mig forrådt hver eneste gang). Og de kærester, som jeg gerne ville beholde, droppede mig, fordi jeg var for kammersjukagtig. Det var en meget forvirrende og langstrakt periode. I dag bryder jeg mig ikke om seksuelt ladet opmærksomhed. Det gør mig utilpas og irriteret.

Min historie

En nat hvor jeg havde menstruation, gik jeg på toilettet i mørke. Næste morgen blev jeg vækket af en skralderlatter, da min stedfar kom ind på mit værelse og slog sig på lårene. ”Der er vist en, som har brækket næsen i nat. Der er jo blod ud over det hele! HA, HA, HA!” Jeg blødte temmelig voldsomt dengang, og der var kommet blod på sædet, uden at jeg havde lagt mærke til det i mørket. Jeg kunne være sunket i jorden af skam. Endelig gik han leende ud, men jeg ville ikke stå op.

Min mor kom og sagde, at sådan noget skulle han heller ikke sige, og at hun skam også havde slået ham for det. Men vi slog ikke i mit hjem, så det kunne højest have været et meget lille dask, og det var ikke nok - jeg troede ikke engang på, at hun rent faktisk var på mit parti. Min mor trak på skulderen og gik igen, uden yderligere forsøg på at trøste mig. Og jeg ville stadig ikke stå op, for hvordan kunne jeg se den mand i øjnene? Jeg kunne ikke udholde mere ydmygelse af min sarte teenagesjæl. Min bror var flyttet hjemmefra for længst (han kunne ikke komme hurtigt nok ud af døren), men den dag kom han tilfældigvis på besøg.

Han kom ind til mig og holdt om mig og trøstede mig. Han tog sig al den tid, jeg havde behov for at blive trøstet. Han sagde, at min stedfar var en idiot, og at jeg ikke behøvede at være pinlig eller at skamme mig, fordi han opførte sig latterligt.

Jeg vidste det ikke dengang, men min bror satte ord på hele problemet, og det hjalp mig i selve situationen. Der kom ingen undskyldning fra min stedfar, og ingen nævnte det med et ord.

Min historie

En sommer, mens jeg gik i gymnasiet, havde jeg fundet et ugenert hjørne i haven til at slikke sol. Jeg vidste, at min stedfar var optaget ved sin computer, og jeg mente mig sikker i den blinde vinkel, jeg havde valgt derude. Så jeg smed tøjet og lagde mig i et par minimale trusser, spredte benene og vinklede kroppen, så maksimum sol ville falde på min vinterblege krop. Mens jeg lå med lukkede øjne, hørte jeg et klik, som når man tager et billede med et ikke-digitalt kamera. Jeg kiggede op i samme nu, som vinduet på badeværelset på første sal, stille blev lukket igen. Jeg blev i ét nu så vred! Det var bare for meget! Jeg hev tøjet på igen og løb op ad trapperne. Jeg fandt min stedfar i soveværelset og spurgte ham direkte, om han lige havde taget et billede af mig?! Han så på mig med iskolde øjne og vrængede et; hvorfor, han dog skulle tage et billede af mig. Han var så iskold, rolig og afvisende, at jeg begyndte at tro, at der måske var noget i vejen med mig oppe i mit hoved, til trods for, at jeg lige før havde været så sikker i min sag. Det var så frustrerende og ydmygende, og jeg måtte, latterliggjort, gå min vej.

Men min stedfar havde løjet mig lige op i ansigtet. Et halvt år senere, da jeg sad og kiggede billeder igennem, fandt jeg billedet af mig selv. Der lå jeg stort set splitter fornøjet og struttede mellem billeder af naboer og fødselsdagsfester. Føj, hvor var det ydmygende. I bare magtesløshed tog jeg billedet og rev det i små bitte stykker. Dum som jeg var, sagde jeg intet til min mor. Jeg troede ganske enkelt ikke på, at hun ville tage mit parti, og jeg kunne ikke tåle at blive ydmyget endnu engang - for slet ikke at tale om at risikere, at billedet skulle ende sine dage i fotoalbummet, hvad det sikkert ville have gjort, da jeg jo var i undertal, og blot opførte mig, som ”en barnlig og nærtagende teenager” - som sædvanlig.

Min historie

Min første kæreste, som jeg fik i 2.G, og som jeg var sammen med i fire år, blev i mit hjem modtaget med indædt modvilje af min stedfar. Gennem fire år blev den stakkels, stædige fyr behandlet med kulde, bortvendte rygge, enstavelsesord og grynt. Når jeg for min del ville besøge min kæreste, blev jeg anklaget for at føjte, og spurgt om hvorfor jeg ikke var tilfreds med at blive hjemme.

Jeg har en stædig og vedvarende afsky for min stedfars fingre og hans mund, især når fingrene skal pille i et eller andet, når hans mund slubrer eller hans tunge spiller. Adr og afsky. Det er som, om han blander sin seksualitet ind i alt.

Min historie Småtingsafdeling Så er der småtingsafdelingen med alle de små blufærdighedskrænkelser: Har du mon fx nogensinde oplevet, at din mor ringer til dig for lige at høre om, du nu også kan få orgasme? Ellers så har hun da nogle gode bøger om, hvordan det skal gøres! For det er meget vigtigt i et parforhold, og måske det var dér, det gik galt mellem hende og min far? Men efter hun mødte min stedfar, blev det problem løst!

- Rart at vide? Hm, nej.

For nylig fik jeg endnu en artikel ind ad døren, sendt med al min mors velvilje.

Den handlede om en virksom kur mod tørhed i skeden. Nu har jeg tilfældigvis bare aldrig lidt af tørhed. Svamp, ja. (Svamp er for mit vedkommende et symptom på at mine grænser overskrides, og at jeg forsøger at skabe en barriere.) Tørhed, nej. Derudover er tørhed jo et symptom på, at du af en eller anden grund ikke har lyst til erotik eller nærhed – og det er jo også normalt ikke altid at have lyst. ”Dræb symptomet og problemet er væk.” Det er mottoet i min familie. Derfor forsøger min mor jævnligt, at afhjælpe mit problem, så jeg igen kan blive glad, fungere normalt og have et godt sexliv (for det er jo alfa og omega) – og så kan vi endelig blive en lykkelig familie igen. At jeg hver gang frabeder mig yderligere hjælp overhøres ganske enkelt.

Jeg har også prøvet at have min stedfar på besøg. På vejen hjem, efter at vi handlede ind til aftensmaden, udpeger han en port: Der var jeg sammen med en luder. Jeg købte hende ikke. Vi snakkede bare og havde det sjovt, og hun syntes, at jeg var så sød, at hun tilbød mig ’det’ gratis.

Hyggeligt at dele minder? – Uf. Nej. Alle de små blufærdighedskrænkelser hænger jo også sammen med, at jeg ikke formåede at sige fra på en tydelig måde - og man er desværre nødt til at være ganske utvetydig, når man har med grænseløse mennesker at gøre.

I ren afmagt havde jeg fået udviklet et handlemønster, hvor jeg var ude af stand til at gøre andet end blot at lade som ingenting. Hvis nogen gik over mine fysiske eller psykiske grænser, ville jeg bogstavelig talt se den anden vej, lade

Min historie som ingenting, tale videre, eller lave en ikke-fornærmende undvigemanøvre. Kort sagt ville jeg opføre mig som om, der fx ikke var nogen, som stirrede mig stift ned i kavalergangen, eller tog mig anmassende på hoften eller bagdelen i en omfavnelse. Hvis nogen svigtede eller sårede mig groft, ville jeg lade som om, at jeg var ligeglad og derefter ignorere og udelukke personen fra mit liv. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg havde intet beredskab for, hvad man siger til den slags.

Jeg var ganske enkelt rådvild. Det har ændret sig de seneste år, først med spæde reaktioner som demonstrative blikke, så fagter, ord eller vrede. Men i lang tid følte jeg mig stadig svag og skyldig, bange for at modparten skulle blive ked af det eller fornærmet! Som om det var mit problem?!

I dag føler jeg mig ikke længere skyldig. Selvom et strejf af medlidenhed med modparten kan indfinde sig, føler jeg mest irritation eller træthed over anmassende adfærd. Og jeg siger fra. Ganske enkelt ved at gøre modparten opmærksom på, at vedkommendes adfærd gør mig ubehageligt tilpas, enten med ord eller handling.

(Det kan faktisk være lidt sjovt: Jeg har prøvet at vinke foran mine bryster til en hypnotiseret voyeur og derefter pege til mine øjne – det er der de sidder! Han blev temmelig pinligt berørt). Nu, endelig, føler jeg mig fri til at flytte mig bort fra en ubehagelig situation. Tænk sig, at det kan være så svært? At det kan tage så lang tid? At opdage, at jeg kan gå min vej!?

Er det virkelig noget særligt?

Jeg kan dog føle mig ganske svag og skyldig, når jeg ser på de erindringsbilleder, jeg har skitseret ovenfor. Jeg føler, at jeg udstiller mine forældre som dårlige mennesker. Men det er de ikke. Der er mange ting, de har gjort rigtig godt. Der er bare også nogle ting, de slet ikke har forstået, og nogle ting de har misforstået ganske fundamentalt. Og så tænker jeg: Er det virkelig noget særligt? Det er jo ikke fordi, der er sket noget specielt eller konkret. Så meget andet var godt, kan det virkelig fylde så meget? Andre har oplevet langt værre ting. Hvis man beskrev episoderne på en anden måde, ville de fleste af dem vel være helt uskyldige. Men jeg kan ikke beskrive dem på en anden måde, for så ville jeg ikke fortælle ærligt, hvad jeg følte og oplevede. Disse følelser har jeg haft siden, jeg var en lille pige, og før jeg lærte ordene til at beskrive dem med. Dette er min virkelighed. Og den er bare så svær at definere og forholde sig til.

Min historie Bebrejdelser Et par måneder efter at jeg havde fortalt min kæreste, min storebror og et par af mine nærmeste veninder om mine indsigter, fik jeg besøg af min mor. Hun blev ved med at tale om, hvad vi skulle sammen og at lægge planer for ferie. Men hvordan skulle jeg kunne tage på ferie med min stedfar nu? Til sidst blev jeg nødt til at sige, at jeg altså ikke lige var fan af min stedfar for tiden, så hun skulle ikke regne med, at det blev til noget. Hun insisterede på, at få at vide, hvad der var galt. Så jeg fortalte hende alt det, som jeg også har beskrevet i erindringsglimtene ovenfor. Jeg ville først ikke have, at hun skulle tale med ham på mine vegne. Men hun insisterede på, at hun, som min mor, var på min side, og at hun derfor ville undersøge sagen og, som en start, observere min stedfar. Jeg lod mig lokke af hendes moderstyrke og lovede beskyttelse. Men da hun bagefter glædesstrålende i en telefonopringning proklamerede, at det faktisk ikke var noget som helst, og egentlig blot en misforståelse, kunne jeg se hvor meget, jeg havde valgt forkert.

Derudover måtte jeg nu lægge øre til, hvor ulykkelig jeg havde gjort min stedfar!

Men hvad med mig? Hvor var min lykke henne? Det hele drejede sig om dem og deres opretholdelse af lykken – som det altid har gjort. Jeg fastholdt, at mine følelser havde jeg ikke opfundet, og hvis det var sådan, jeg følte og oplevede det, så måtte der være noget om snakken. Jeg blev nu gjort ansvarlig for, at der ingen lykke var i hendes liv. Også dér måtte jeg være hård, selvom skyldfølelsen nagede mig – deres lykke var og er deres ansvar, såvel som min lykke er mit ansvar.

Min historie Femte lag – Somatiske lidelser og mén Jeg tror, at det her vil være passende med en kort beskrivelse af, hvor meget min krop havde lidt og akkumuleret for min psyke i nærved tredive år.

Så længe jeg kan huske, har jeg lidt af vokseværk. Det vil sige muskelspændinger i mine lægmuskler og knæ, som var så smertefulde, at det føltes som, om selve knoglerne brændte. Men til forskel fra vokseværk, så varede disse periodiske smerter ved lang tid efter, at jeg holdt op med at vokse og helt ind i nutiden.

Fra omkring tolvårsalderen tog hovedpiner, nakke- og skulderspændinger til. Jeg fik ondt i ryggen, og der blev opdaget en Scheuermann.

Jeg begyndte at lide af kvalme hver morgen. Jeg måtte sætte en halv time af til at få presset nok mad indenbords, før jeg gik i skole. Kvalmen blev senere tilskrevet fødevareintolerance. Men jeg får let kvalme, bare af at tænke på noget, som er blot en lille smule ubehageligt.

Mine menstruationer fra trettenårsalderen (og langt op i tyverne) var voldsomme og så smertefulde, at der skulle en cocktail af panodiler og iprener til for overhovedet at være i stand til at stige ud af sengen om morgenen.

Jeg blev nærsynet et sted mellem mit fjortende-sekstende år.

Senere kom sceneskedehindebetændelser til, først i fødderne, så jeg havde problemer med at gå, senere i hænderne, så jeg fik svært ved manuelt arbejde, og så i skinnebenene, hvilket stadig kan volde problemer, når jeg løber eller danser eller gør noget ”for meget”.

Med mit tiltagende seksualliv fik jeg flere og flere problemer med svamp i intimområdet, indtil det nærmest var mere reglen end undtagelsen at have svamp – hvilket selvfølgelig er et problem i et parforhold – når jeg ikke var i forhold var der ”sjovt nok” ingen problemer, og problemerne vendte ”sjovt nok” først tilbage, når den første euforiske forelskelse havde lagt sig.

Tiltagende fødevareintolerance eskalerede til slut i en grad, hvor nye intolerancer kom til hver uge. Almen skranten og sygdomsmodtagelighed var hverdagskost.

For nogle år siden reddede jeg så en trafikulykke hjem. Jeg har stadig i dag mén derefter, men for aftagende.

Efter intensivt arbejde med krop og psyke er de fleste helbredsproblemer nu enten aftaget kraftigt, under kontrol, og mange er helt forsvundet.

Min historie Sjette lag - Som at leve i to virkeligheder Hvad så bagefter?

Det hører med til historien, at min stedfar rent faktisk blev utrolig såret (hvem ville ikke blive det?) over, at blive konfronteret med min virkelighed. Han kunne ikke identificere sig med min synsvinkel og hans rolle. Han blev ved med at påpege alle de gode ting, vi havde haft sammen.

Og vi har haft mange gode ting sammen. Jeg tvivler heller ikke på, at han faktisk elsker mig som sin egen datter. Jeg elsker også ham. Men det handler bare ikke om det. Det handler om ubevidste handlemønstre, som styrer og nedbryder. Når jeg ser mine indre erindringsbilleder af min barndom, så er de lyse og fulde af solskin. Men når jeg læser det, jeg lige har skrevet, så slår det mig, hvor megen frygt, usikkerhed og ubehag, der også har været til stede, og som jeg har filtreret fra og gemt væk. Det har taget tid at forene mine virkeligheder. Men jeg er mere fri end nogen sinde til at handle og opleve på mine egne præmisser. Jeg er godt på vej.

I begyndelsen I begyndelsen savnede jeg desperat min familie samtidig med, at jeg ikke var følelsesmæssigt i stand til se dem. Det tog nogle år, før jeg igen kunne opholde mig i samme rum som min mor og stedfar.

Men nu betyder det faktisk ikke så meget mere. Jeg har været igennem angsten for at miste alle, både familie, kæreste og venner, og for at være helt alene i verden, og jeg har fundet, at så alene er jeg heller ikke. Jeg har stadig mine venner, jeg har min bror igen, jeg har fundet ny kontakt til min biologiske far, (som jeg nu er i stand til at se og opleve med mine egne øjne), jeg har stadig min kæreste og vores forhold bliver mere og mere ærligt og glædesfyldt, og vi har nu besluttet os for familieforøgelse. Sidst og størst af alt; så har jeg langt om længe også mig selv. Jeg har fundet en mængde styrke i mig selv, som jeg ikke anede, at jeg havde. Og jeg har fundet, at det at være alene slet ikke er så farligt, og at det er langt bedre, end at miste sig selv.

Jeg er rolig nu. Jeg møder min familie på mine præmisser og med den viden, at hvis det passer mig, så smutter jeg uden dårlig samvittighed. Jeg kan nyde, det de har at byde på, og hvis de kører over i selvmedlidende jammer eller laver en seksualiseret smutter, så siger jeg nu fra, igen uden dårlig samvittighed.

Min historie Jeg føler mig langt mere tryg nu, fordi jeg ved, at jeg kan regne med mig selv: At jeg er her for at passe på og beskytte mig selv – og ikke for at kaste mig selv for hverken ulve eller gamle grise efter andres forgodtbefindende.

Mødet med tavsheden, den uventede refleksion og martyrspillet Det første år, blev jeg mødt med tavshed, laden-som-ingenting og negligeren.

Efter to år lod de stadig som ingenting. De lod som ingenting over for mig, for hinanden og for deres venner. Det er fuldstændig tabu. Jeg ved ikke, hvor meget de taler med hinanden - forfærdende lidt er mit indtryk. Jeg ved ikke, om de stadig føler, at det grundlæggende er mig, som har et problem. Det er vel muligt.

Men det er heldigvis deres problem.

Men de er også bange for at miste mig helt! Den vinkel overraskede mig så meget, at jeg end ikke havde taget den i betragtning, da jeg forestillede mig de mulige konsekvenser og værste scenarier. Men det er formodentlig angsten for at miste, som fik dem mere på banen igen, da det tredje år løb af stabelen, og jeg stadig ikke var kommet til fornuft eller havde sagt undskyld.

Jeg fornemmer, at min stedfar reflekterer meget over tingene, over hvad der er sket, hvad han kunne have gjort anderledes, og jeg fornemmer også, at han prøver at handle anderledes over for mig. Han anerkender nu i vid udstrækning min virkelighed, selvom den måske ikke stemmer overens med hans egne erindringer og opfattelser. Om det har ændret noget reelt i hans selverkendelse og opførsel generelt, har jeg ingen anelse om. Måske manererne bare bliver støvet af, når jeg er hjemme? Jeg håber for ham selv og for andre, at mit oprør, trods alt, har bragt noget godt med sig for dem også.

Hvad angår min mor? Hvad ved jeg? Hun forekommer mig ikke at have rykket sig en tøddel. For mig at se, er hendes største problem vist, at hun aldrig rigtig har et problem. Hun har gjort sit bedste til hver en tid, og derfor er der ikke mere at gøre. Det er altid alle andre, der ikke har handlet rigtigt eller gjort tingene ordentligt – i dette tilfælde mig og min stedfar. Jeg var fx for nedringet klædt som teenager, som hun proklamerede, da jeg var hjemme hos dem for første gang efter to år. Efter tre år begyndte det at gå op for hende, at jeg virkelig ikke havde tænkt mig at bøje mig, ligegyldig hvor ked af det hun virker. Åbenbart har hun mistet den indre glæde og lever livet i rutinen. Det er i hvert fald, hvad hun selv siger. Jeg får det selvfølgelig skidt, når hun siger den slags, men på det sidste føler jeg mest utålmodighed og irritation ved martyrspillet. Jeg

Min historie spiller ikke med mere, for jeg har hverken lyst eller mere tid at spilde. Men jeg håber virkelig, at hun selv snart vælger at leve livet igen. Hun spurgte mig efter fire år, om hun skulle gå fra min stedfar; om det ville gøre det godt igen? Jeg er glad for, at jeg ikke faldt i hævnens grøft og svarede ’Ja’. I stedet svarede jeg at den beslutning, måtte hun selv tage, og at jeg foretrak, at hun var lykkelig, det være sig med eller uden min stedfar.

Jeg ved ikke, hvor lykken er henne nu, om den er gået i hi, eller er væk, eller om den bare forsvinder, mens jeg er til stede som påmindelse om, at alt ikke er helt, som det var, for så at vende tilbage, når jeg er borte igen? Jeg har foreslået både min mor og min stedfar at tale med en psykolog. Ikke nødvendigvis for at gå i behandling (selvom jeg synes, at det kunne være en udmærket idé), men for at tale med nogen om problemstillingen. De må da have masser af spørgsmål om mit såkaldte problem? Om hvad det er, som er sket og hvorfor? Og om hvorfor det skal ”gå ud over” dem? Men det er ikke rigtig blevet til noget. Det er, som om de nægter at vide mere. Men måske de søger blot på en anden måde, end jeg ville gøre? Jeg ved det ikke.

Men de er jo trods alt voksne mennesker, så de finder vel ud af det?

Min historie Syvende lag - Ensomhed, frihed og drømme Tabet af illusionerne Når man har levet i illusionen om paradisets grønne have, så er overgangen til den ”grå” virkelighed uhyggelig svær. Illusionen om at være et hele, en enhed, velfungerende og velsmurt er gået tabt – som da Adam og Eva blev sparket ud af den paradisiske tilstand og landede i en verden, der var kold, hård og kontant, og hvor de måtte klare sig selv. Jeg havde en stærk følelse af, at være en tabt brik i et forsvundet puslespil, og det var en følelse fyldt med intens længsel og sorg. En fortabt lille brik, som da den endelig blev i stand til at genopdage det forsvundne puslespil, fandt, at billedet havde ændret sig - eller måske var det brikken eller begge dele eller alle brikkerne der havde ændret sig – og selv om den lille brik stadig kunne fremtvinge en form, der passede i det gamle hul i spillet, så passede farven ikke længere.

Den grundlæggende afstand der er imellem alle individer (hvilket netop gør os til individer i stedet for symbiotiske organismer) er sløret i en familie med grænseproblemer. Det, at være nær, sammen, at elske hinanden, blandes med rituel grænseoverskridelse og afstandtagen.

Det, der smerter, er at indse, at ingen er uundværlig. Hverken de eller jeg er uundværlige. Til min egen overraskelse finder jeg mig ganske fint i stand til også at leve tilfreds og harmonisk uden mine forældre. For at være ærlig så føles omgang med dem forstyrrende for min harmoni, fordi de nye spor testes og provokeres af de gamle automatiske spor. Men det er som om afhængigheden er tonet bort, og virkeligheden har indfundet sig. De er mennesker som jeg, og blot fordi vi er i familie, betyder det ikke nødvendigvis, at man skal knuselske hinanden hver dag eller spærres inde sammen resten af livet.

Vi har endelig fået hvert vores liv. Jeg tror, at det også er til fordel for dem, selv om de står som umiddelbare ”tabere”, idet de har mistet den virkelighed, hvori de følte sig lykkelige - mens jeg har fundet min egen plads, hvor jeg nu føler mig mere hel og kraftfuld end nogensinde før.

Min historie Nye toner Jeg har fundet det svært at slippe illusionerne og svært at acceptere, at jeg i den grad har levet af blændværk, at jeg selv har været aktiv (med)skaber af en virkelighed, hvor kun positive aspekter havde lov til at eksistere og blive formuleret. Jeg kunne intet dårligt høre om nogen eller noget eller om mig selv, før jeg med næb og klør forsvarede dem eller det eller mig – uden hensyntagen til realiteterne.

At slippe den hårdhændede håndhævelse af enhed og samstemmighed med andre har sat mig fri til at finde samklang og glæde ved mine indre toner – og hvilken vidunderlig musik det er – og jeg oplever nu, at jeg kan finde samhørighed og fællesskab med andre på en ny og inkluderende måde, hvor forskellighed er fællesnævner.

At slippe illusionerne har i den grad sat mig fri. I dag føler jeg, at jeg for første gang har et reelt valg om, hvad jeg vil bruge min energi til, min nutid, min fremtid.

Mine drømme er kommet inden for rækkevidde. Jeg kan vælge, fordi jeg nu ser mig selv, mit evigt foranderlige jeg og den evigt foranderlige virkelighed, i stedet for blot at stirre blindt på skyggebilleder. Det har været som at pille et løg; lag for lag har jeg opnået dybere forståelse og erkendelse. Jeg er vokset med opgaven at ”være individ”, og jeg lærer stadig.

Og jeg fortryder INTET.

Min historie Uddrag fra en korrespondance Jeg har valgt at gengive min og min stedfars sparsomme korrespondance , fordi den illustrerer, hvad vi kan gå og tumle med, og hvor forskellige opfattelserne af de samme hændelser kan være.

12. september 2007 Kære Hans Du skal vide at, jeg er meget glad for, at du ringede.

Det var en god begyndelse, som førte større forståelse med sig - i hvert fald for mig.

Jeg er nu begyndt i kognitiv terapi, hvilket jeg tror, vil bringe forløbet videre i forhold til at få hoved og hale på mine følelser og de senfølger, som dine problemer med grænser har affødt for mig.

Jeg er taknemmelig for dine forsikringer om ikke at krænke mine grænser igen, og jeg vil hjælpe dig, så godt jeg kan.

Din åbenhed for forslag til hvad der ellers står i din magt at gøre, er al ære værd, og jeg tænker over det.

Kærlig hilsen Nanna

Min historie 25. Sep. 2007 Kære Nanna, Tak for dit brev. Jeg har tænkt meget over det, og det er svært at kommentere.

Temaet er vanskeligt. - Hvad mener du egentlig med det, du skriver, og hvordan bliver det jeg udtrykker opfattet? OK – jeg forsøger, men jeg er nødt til at være ærlig over for mine oplevelser og erindringer, og ikke glide med på dine, blot for at være imødekommende på din tangent. Tag nu udtrykket: Krænke dine grænser”. Jeg har aldrig oplevet det, som at jeg har krænket dine grænser. Men jeg har bevidst i nogle alt for korte samtaler forsøgt at bearbejde, hvad jeg har opfattet som uheldige fortrængninger og tabuforestillinger. Jeg fandt og finder det vigtigt, at du er lige så glad ved og stolt over din krop som over dit intellekt og dine kunstneriske evner, og det følte jeg ikke, du var. Det var næsten som om kroppen blot var det nødvendige stativ til at bære forskelligt fikst tøj.

Nu har det nok ikke gjort det nemmere for dig at jeg, hvis jeg ikke når at tænke mig om, tit kommer til at udtrykke mig temmelig direkte. Mange vil sige plat og vulgært. Det er nok en vane, der stammer fra det år jeg som ung arbejdede på en stålvarefabrik. Her gjaldt det om enten at være hurtig og rapkæftet eller også holde sin kæft, og jeg holdt ikke min kæft. – Nå, men uanset hvad har jeg har ikke haft held til at tale med dig om temaet. Et panser drønede op lige med det samme. Udtryk sagt i iskold tone som: ”Det der gider jeg simpelt hen ikke høre på”, eller: ”Det der, det gider jeg simpelt hen ikke tale om”, sad og sidder lige så skudklare i din mund som revolveren i bæltet hos John Wayne. Både jeg og Inge får dem smidt i ansigtet, - mest Inge, da jeg bliver både vred, såret og krænket over at emner, som jeg finder det væsentligt at snakke om bliver totalt og brutalt jordet, og derfor har jeg i længere tid undgået at bringe sådanne emner på bane.

Inge bliver ”blot” såret.

Du nævnte i telefonen et par situationer fra du var helt lille, hvor jeg fysisk skulle have krænket dine grænser. Situationer, som du siger, jeg som voksen kunne og burdet have forhindret i at opstå. Inge og jeg har altid ligget nøgne i sengen og gået nøgne til og fra badeværelset og aldrig låst døren hertil. På et tidspunkt kunne du ikke have det længere. Det viste du ved at vende dig om eller smutte væk samt låse døren. Jeg medgiver, at jeg var for længe om at tolke signalet korrekt. Da du ikke have problemer med nøgenhed sammen med dine jævnaldrende, opfattede jeg det længe udelukkende som om det var mig/ os, der pludselig skulle være blevet ”ulækker” og at det nu kun var unge kroppe, dine

Min historie øjne kunne tåle at se, og det provokerede mig. Det ville have været lettere, hvis du havde sagt til os, at du gerne ville have vi tog lidt tøj på, for du havde behov for at have din egen intimsfære.

Da jeg kan forstå, at du går til psykolog på et center for seksuelt misbrugte, så er det jo indlysende, at du leder efter en årsag til dine aktuelle problemer uden for dig selv og dit voksenliv, og her er jeg så kommet til at spille en væsentlig rolle.

Lad mig derfor slå fast, at jeg aldrig har opfattet dig eller behandlet dig som et seksuelt attråværdigt væsen i relation til mig selv. Lyst, begær, fantasier, forestillinger, berøringer af enhver art har der i den sammenhæng aldrig nogensinde været tale om, ja jeg finder det stærkt ubehageligt, at jeg i det hele taget er nødt til at nævne det. Jeg har heller aldrig haft seksuelle følelser eller ”fornemmelser” over for børn, hverken egne eller andres.

Da jeg ”fik” dig som ganske lille, fik jeg medansvar for et kærligt og tillidsfuldt væsen, som jeg hurtigt kom til at holde meget af.

Jeg savner de år, hvor fortroligheden var total. Jeg ved godt, at det kunne den naturligvis ikke fortsætte med at være, men jeg synes, at den nu er for lille.

Jeg slutter med et par billeder fra nogen af alle de dejlige stunder og oplevelser, vi har haft sammen.

Kærlig hilsen Hans

Min historie Jeg valgte ikke at svare på dette brev, for ligegyldig hvordan jeg forsøgte, endte det med forsvar, forklaringer, vrede og beskyldninger. Jeg indså, at brevets kvalitet var af en sådan art, at det var umuligt for mig at besvare det med værdigheden og voksenheden i behold. Jeg følte, at det talte ned til mig, patroniserede mig, og satte mig i min gamle position. Jeg nægtede at spille med mere.

I mellem d. 17. september og 19. marts udvekslede min stedfar og jeg kun kortfattede banaliteter og trivialiteter om hverdagsagtige ting. Han har forsøgt, tror jeg, at genskabe en normal hverdag på denne måde. Jeg var ikke i stand til at bidrage til, hvad der for mig virkede som fortielse og læggen låg på. Mange gange har jeg enten undladt at svare eller har blot skrevet et par kortfattede banaliteter tilbage i samme dur. Det er svært at tale om ingenting, når hele ens hjerte cirkler om et bestemt emne.

Det følgende brev er skrevet langt efter, da min mor lod skinne igennem at hendes og min stedfars forhold hang i laser. Jeg er dog ikke særlig stolt af mit svar, set i bagklogskabens lys. Jeg hoppede direkte i fælden, endnu engang, og optrådte som mægler - som om det var mit ansvar at lappe lykken for min mor.

Jeg føler, at jeg strakte mig for langt, i forsøget på at redde min mor, at bevæge min stedfar til handling, i forsøget på at samle familien, at finde forløsning og udvikling – for dem. Selv om det gør ondt at se i øjnene, så har jeg for min del i dette brev handlet som et grænseoverskridende menneske: Jeg forsøgte at presse og trække et andet menneske i en retning, det ikke ville vide af. Jeg har forsøgt at tage ejerskab over en andens proces. Selv om det er frustrerende, så har enhver ret til deres proces i deres tempo og på deres måde. Og jeg kan i det hele taget ikke vide, hvad en anden tænker eller føler. Jeg føler mig pinligt berørt over, at have skrevet et brev som dette på denne måde. Det var et redningsbrev på opfordring fra min mor. Men også et selvisk brev, ser jeg nu, som havde til formål at bringe mig, hvad jeg ville have på min måde: At få min familie tilbage til idel-lykke-stadiet på mine præmisser.

Min historie 19. marts 2008 Kære Hans Jeg talte med Inge. (Inge er min mor. Vi har altid kaldt ved navn i min familie.) (…) Da jeg spurgte til jer, måtte jeg gå hende på klingen, før jeg fik et rigtigt svar.

Jeg er virkelig ked af, at I ikke har det godt sammen for tiden. Hun sagde, at du sagde, at du har skrevet, men at jeg ikke har svaret. Det er vist længe siden, og jeg mener da, at jeg har svaret. Jeg har også skrevet, men mine mails kom retur, så jeg videresendte dem bare til Inges mail. Jeg kan forstå, at du og hun har trukket jer ind i hver jeres skal. Det har I selvfølgelig lov til - det er jo jeres liv.

Jeg forstår også på Inge, at du stadig hænger fast i, at du aldrig har følt dig fysisk tiltrukket af mig. Da vi for længe siden talte om det for første gang, sagde jeg, at jeg ikke vidste, hvad du tænkte og tænker i dit hoved - reelt det kan jeg ikke vide - og at jeg følte mig usikker på, hvad jeg skulle tro. Men jeg har hørt, hvad du sagde.

Det virker dog ikke, som om du har hørt, hvad jeg sagde; om at bryde grænser.

Jeg sagde, at du ikke havde respekteret mine intime grænser. Ud fra hvad jeg forstod på dig dengang, var din opfattelse imidlertid, at du følte dig såret over de konstante afvisninger, jeg havde udsat dig for, og at du har forsøgt at nedbryde disse ’barrierer’ ved at drille, stikke til mig og fremture dine overbevisninger om hvad og hvordan, som var rigtigt og mest naturligt - for dig. Problemet er, at du, i din fastholden af din virkelighed, marginaliserede mig og udpegede mig som kropssky, berøringsangst, sippet etc. Du tror stadig, at jeg er sådan, men det er kun over for dig, og andre som har den samme grænseoverskridende adfærd.

Det er det, jeg har sagt fra over for. Jeg er færdig med at lade mig kue og få påduttet dine normer for social adfærd på dette område. Jeg er færdig med at finde mig i den slags, og det har betydet en gevaldig frihed og lettelse i mit hverdagsliv; at begynde at sætte mine grænser, at vise hvad jeg synes om det, i stedet for blot at tie og undvige i stilhed af skræk for at blive anset for en hystade og for at blive latterliggjort. (…) Men en ting er, at jeg fortæller dig dette, en anden ting er, hvad du hører gennem dine forforståelser og filtre.

Jeg tror ikke, at det er godt for dig (eller nogen andre), at du går alene med alle de tanker og spørgsmål, som du uvægerligt må have. Se at få gjort noget ved din livskvalitet. Hvis du vælger at trække dig tilbage, at se dig som konstant udelukket

Min historie og misforstået, så er det det, du får af indhold i livet. Du må se at bryde cirklen.

Din indadrettede adfærd, opfatter jeg, som et udtryk for, at du ikke selv føler, at du har et problem, men at problemet stadigt er mit. I så fald slutter cirklen dog det samme sted. Hvorfor spørger du ikke en professionel om, hvad ’mit problem’ helt præcist drejer sig om? Eller er du tilfreds med den nuværende situation?

Jeg håber virkelig, at du vil tage kontakt til en psykolog, som er vidende indenfor området. Poula, fra Thoracenter, er en videnskapacitet i denne niche, og hun taler med alle parter og ser alle som ’ofre’. Du kan henvende dig anonymt. Stedet er for alle. Eller du kan som en start ringe og tale med hende. Måske hun kan henvise dig til en kollega i nærheden af, hvor I bor?

En ting er sikkert. Det bekymrer mig, at I to står i stampe. Jeg påtager mig ikke ansvaret for, om I har det godt. Det er jeres egen opgave som voksne mennesker.

Det eneste jeg har gjort er, at tage bladet fra munden og sagt det højt, som jeg hele tiden har sagt med mit kropssprog og undvigemanøvrer.

Jeg vil gerne tale med dig, men jeg ser dig ikke på nettet. Jeg tror du gemmer dig? Jeg tror nu også, at det ville være lidt lettere at tale sammen, hvis du får vendt dine tanker med en professionel først. Det er svært at kommunikere, når vi har to vidt forskellige referencerammer, og når jeg er den eneste som forsøger at udvide min horisont. Og det med at snakke om ingenting, indtil vi har fået alzheimer, dur jo ikke (for mig i hvert fald). Grundlæggende elsker vi jo hinanden, vi har bare et issue for tiden, og at stikke hovedet i busken trækker bare tingene i langdrag. (…)

Kærlig hilsen Nanna

Min historie 16. juli 2008 Kære Nanna.

Jeg har ofte siddet med dit brev fra i foråret og forsøgt at svare på det, men det gik i stå inden jeg kom rigtig i gang, fordi tankerne gik i ring. Jeg finder det meget svært at omsætte følelser i ord som skal udgøre en argumentation og lettere bliver det ikke, hvor der er tale om erindringer om følelser. Ord kommer let til at stå så fattige og forsvarsløse – måske anløbne, når tilliden måske ikke er til stede hos den, der læser og lytter. – Men jeg er klar over, at får jeg ikke svaret, så kan du nemt få den opfattelse, at jeg er fornærmet og tillukket og måske endda ligeglad med dine følelser, og sådan er det på ingen måde. Jeg vil derfor nu tage fat på dit brev fra en ende af og håber så på, at jeg ind imellem får sagt noget væsentligt for os begge to: Først: Du siger, du har skrevet til mig, men dine mails kom retur. Det har jeg ingen forklaring på. (…)

Angående hvordan Inge og jeg har det: Når vi tænker på dig – og det gør vi tit – så er jeg trist over, og Inge er i perioder direkte ulykkelig over, at vi for tiden ikke kan finde den gamle fortrolighed og tillidsfuldhed os tre imellem. Det påvirker os naturligvis, men ud fra de givne præmisser har vi det godt sammen, og vi har ikke trukket os ind i nogen skal. Vi hygger os og har gode oplevelser sammen og med familie, med venner og bekendte, og vi savner dig/ jer naturligvis ind imellem.

Sex og seksualitet er vanskelige emner at snakke om over generationer. Men jeg forsøger da at blive klogere ved at læse om emnet. En dag jeg ventede på, at nogle pizzaer skulle blive færdige, kiggede jeg i BT og faldt over en brevkasse skrevet af en psykolog og sexolog, Hanne Pedersen. Her var en mand, der skrev om hans kones problem(?) og svaret indeholdt bl.a. følgende: ”Et andet gæt er, at din kone i en tidlig alder har måttet lukke ned for kropslige fornemmelser såsom vrede, angst, usikkerhed eller al for meget åben seksualitet i hjemmet og måske derfor også har haft svært ved at mærke sin seksualitet, og hvor det har været forbundet med fare for afvisning og tab, hvis hun viste sine følelser. Et sådant reaktionsmønster grundlægges i barndommen i en familie, hvor den voksnes følelser har været styrende, og hvor barnets følelser er blevet underkendt. De kan være i stilen, at mor og far sagde ”Pjat, det er da ikke noget

Min historie at være bange for, - det er da ikke noget at være ked af, - du må da kunne forstå, - lad være med at være så selvoptaget,…”

- Det tænkte jeg lige lidt over…

Brevkassen er en del af BT’s kvindesider, der også kan findes på http://www. kvinder.bt.dk/ Du skriver, at du nu selv sætter dine grænser og siger, hvad du mener i stedet for at tie og undvige. Det synes jeg er godt og flot. Det er noget, jeg selv har svært ved, og her er et område, hvor jeg utvivlsomt har svigtet dig som barn. Du har altid været åben, ærlig og direkte, men samtidig hensynsfuld og respekterende og forventet det samme fra dem du var sammen med. Det skulle jeg altid have støttet dig i – og når det så ikke kunne lade sig gøre som f.eks. i den klasse du gik i (...), så skulle vi have flyttet dig til en anden klasse eller en anden skole. Det gjorde vi ikke. For at beskytte dig mod at blive for såret og udnyttet af ondskabsfulde ”kammerater” forsøgte jeg, at få dig til at være anderledes, så du måske ville få færre knubs. Det var en fejl, jeg desværre ikke kan lave om på nu. Jeg skulle naturligvis have støttet dig i at være, som du er…

Der er en del ved mig selv, jeg kunne ønske var anderledes, men jeg tror ikke, man kan ændre sig selv så meget. Jeg er ikke så aktiv og produktiv som så mange andre, og jeg har svært ved at træffe beslutninger og gå ind i forandringer, men jeg opfatter ikke mig selv som indadrettet som du skriver, og jeg er ikke utilfreds med min livskvalitet. Den kunne da sikkert blive bedre, men mon ikke det gælder for de fleste. Den fremragende og tidligere chef for klinisk psykologisk afdeling på OUH og professor i psykologi ved New York University, Jørn Beckmann, har netop skrevet en bog, som jeg vil læse. Den hedder ”Kunsten at elske sig selv – og give sit barn selvværd og styrke”. Han og bogen er omtalt i en helside (…). Jeg sender artiklen til dig (…).

Min historie Du skal dog lige til slut have hans 7 leveregler her: Hvis du vil elske dig selv: 1: Hold op med at prøve at få andre mennesker til at kunne lide dig.

2: Hold op med at behage andre mennesker.

3: Hold op med så stærkt at prøve at få andre til at gøre, hvad du gerne vil have dem til at gøre.

4: Hold op med så stærkt at prøve på at få folk til at forstå dig.

5: Hold op med så stærkt at forsøge at løse andres problemer.

6: Hold op med så stærkt at forsøge at forbedre andre.

7: Hold op med så stærkt at forsøge at skjule dine egne mangler.

Kærlig hilsen Hans

”Den første sandhed, Buddha underviste sine disciple i, er, at lidelse er en del af menneskets vilkår. Hvis vi bare prøver at undgå konfrontationen med smertefulde oplevelser, kan vi slet ikke påbegynde helbredelsesprocessen.

Faktisk skaber denne fornægtelse netop de betingelser, der fremmer og forlænger unødvendig lidelse.

Den anden ædle sandhed siger, at vi må finde ud af, hvorfor vi lider. Vi skal udvikle modet til at se dybt ind i vores egen lidelse med klarhed og styrke.

Vi går ofte rundt med den uudtalte antagelse, at al vores lidelse stammer fra begivenheder i fortiden. Men uanset hvad, det oprindelige traumes frø var, er den dybere sandhed, at vores lidelse snarere er et resultat af, hvordan vi håndterer den virkning, disse begivenheder i fortiden har på os i nuet.

Den tredje ædle sandhed siger, at lidelsen kan forvandles og helbredes.

For dem af os, der er blevet traumatiseret, kan dette være et kæmpe tillidskrævende spring, men vi kan overvinde vores traumer; ja faktisk har min erfaring med at hjælpe andre til at blive helbredt fra deres traumer vist mig, at denne evne til helbredelse er medfødt.

Den fjerde ædle sandhed siger, at når man først har fundet årsagen til sin lidelse, må man finde en passende vej.”

Peter A. Levine, ”Helbredelse af traumer”

Kroppens intelligens og styrke Om kropsbevidsthed Det, at blive krænket, gør noget ved vores opfattelse og oplevelse af grænser.

Og det gør noget ved vores måde at udtrykke egne grænser på både verbalt og kropsligt. Måske kan vi slet ikke mærke vores grænser mere? Og hvordan sætter vi dem så? Måske bliver vi fuldstændig paralyseret og kan slet ingenting mærke af noget som helst! Men man kan godt lære at mærke igen – sig selv og sine grænser. Mange har undertrykt de ”uvelkomne” følelser, og dermed også deres krop, i så lang tid, at det kan opleves meget skræmmende at mærke igen.

Måske er der et underliggende ønske om fortsat ikke at mærke. Det at mærke er forbundet med fare, angst og ubehag, måske med flashbacks, ubehagelige kropslige fornemmelser, voldsomme følelser.

Bevidstheden om de sanseindtryk vi oplever, af ydre oprindelse (fx lyd, lugt, smag, berøring, synsindtryk) eller af indre kropsmæssig oprindelse (muskler, bindevæv, organer), er vores forbindelse til nutiden. Uden vores sanseindtryk flyder vi rundt, og fortid og nutid blandes, så det bliver langt sværere at skelne derimellem. Hvis vi ikke har kontakt til vores krop, er det svært at genkende og beskrive vores følelser. Når vi bevæger os rundt i verden med svag eller manglende kontakt til krop og følelser, er det langt sværere at afgøre om et sted, en handling eller en situation er farlig. Og når vi så svæver rundt mellem fortid og nutid og samtidig ikke kan bedømme vores egen sikkerhed, så bliver vi naturligvis utrygge eller bange. Alt forekommer mere eller mindre utrygt eller måske direkte livsfarligt. Og kroppen reagerer med kronisk alarmberedskab.

Første skridt er således at (gen)lære og (gen)opbygge en tryg kropsbevidsthed.

Når du er i kontakt med din krop, kan du også mærke dine følelser og grænser, dine reelle styrker og svagheder, du kan risikovurdere præcist og således passe på dig selv. Du kan føle dig tryg, når du er tryg og handle til din sikkerhed i en farlig situation. Kropsbevidsthed er den største ressource til at komme videre på en tryg og sikker måde.

Kroppens intelligens og styrke Bremsemekanismer Allerførst vil jeg introducerer dig til nogle bremsemekanismer1. At være i stand til at bremse og stoppe op er vigtige ressourcer. Du bør have dem i din private værktøjskasse, før du går i gang med øvelserne for kropsbevidsthed.

Dobbelt opmærksomhed Dobbelt opmærksomhed vil sige, at du opøver en færdighed i at ”splitte” dig op i et simultant fungerende oplevende selv og et observerende selv. Således kan du adskille fortid og nutid. I den følgende øvelse2 kan du stifte bekendtskab og opøve dine færdigheder i dobbelt opmærksomhed3.

• Tænk kortvarigt på en rigtig dejlig oplevelse, som du har haft for nylig.

Besvar så følgende spørgsmål: Hvad lægger du mærke til i din krop?

Hvad sker der med dine muskler?

Hvad sker der med din mave?

Hvordan forandrer din vejrtrækning sig?

Stiger din puls, eller falder den?

Bliver du mere varm eller kold?

Hvis du oplever en forandring i din temperatur, er den så ensartet eller er den forskellig rundt om i din krop?

• Tænk nu kortvarigt på en oplevelse, der var en lille smule ubehagelig – et eller andet, som du var lidt bange for eller flov over (måske gik du ind i en dør i fuld offentlighed, eller sagde noget tåbeligt på et møde).

Besvar ovenstående spørgsmål igen.

• Tænk igen kortvarigt på en rigtig dejlig oplevelse, som du har haft for nylig. Besvar ovenstående spørgsmål en gang til.

1 Læs mere i fx Peter A. Levines og Babette Rotbchilds bøger.

2 Du kan eventuelt indtale øvelsen med passende pauser til at mærke efter i, så du bagefter kan genhøre med din fulde opmærksomhed.

3 Der findes adskillige næsten ens øvelser fra forskellige kilder. Denne er inspireret af Babette Rothchild, “Kroppen husker”, og modificeret i samarbejde med Jette Toft Madsen.

Kroppens intelligens og styrke • Koncentrer så din opmærksomhed, denne gang omkring det lokale du befinder dig i lige nu.

Læg mærke til farven på væggene, gulvtæppets struktur.

Hvordan er temperaturen i dette lokale?

Kan du lugte noget her? Ændrer din vejrtrækning sig, når du retter din opmærksomhed mod dette konkrete rum?

• Prøv at fastholde din opmærksomhed ved de omgivelser, som du befinder dig i lige nu, samtidig med at du i første omgang genkalder dig den begivenhed, som du fandt en lille smule ubehagelig.

Kan du fastholde opmærksomheden på det sted, hvor din krop befinder sig nu, mens du tænker på denne begivenhed?

Prøv på samme måde at genkalde dig den dejlige oplevelse.

Kan du fastholde opmærksomheden på det sted, hvor din krop befinder sig nu, mens du tænker på den dejlige begivenhed?

Afslut øvelsen ved at rette din opmærksomhed imod de omgivelser, som du befinder dig i lige nu.

Du kan bruge den dobbelte opmærksomheds teknik, hvis du føler dig oversvømmet af ubehagelige erindringer eller af panik.

En aktivitet En aktivitet giver et pusterum fra alle tankerne og det giver ny energi, ny inspiration. Det må således nødvendigvis være en aktivitet, som kræver al ens opmærksomhed, mens man tager del i den. At se fjernsyn eller at læse fungerer ikke, da man alt for let kan falde hen i tanker. Aktiviteten skal bestå af ikke automatiserede handlinger; det kan være at gå til dans, hvor man lærer nye trin og skal holde rytmen1, at lære at strikke eller at reparere cyklen – vælg noget du ikke mestrer fuldt ud, men som du godt kunne tænke dig at lære, og som kræver din fulde koncentration!

1 Jeg absolut elsker at gå til Nia-dans, fordi der er så meget positiv energi og kraft i denne danseform, og der sker hele tiden noget. Min krop siger ”Mmmmmh” hver gang!

Kroppens intelligens og styrke Et anker Et anker er en konkret observerbar ressource. Det kan være en god ven, ens kæreste/ mand/ kone, et kæledyr, et sted (måske hjemme eller i naturen), et objekt (et gammelt smykke, en motorcykel, en sten), en aktivitet (at gå tur med hunden, at gå i haven) eller en stemning (hvor man erindrer, hvordan det var den dag, man var sammen med ... gjorde ... etc.). Det er bedst, hvis ankret findes i virkeligheden, og at det, når vi tænker på det, giver os en følelse af glæde, veltilpashed og lettelse. Når vi tænker på et godt anker, så vækker det positive erindringer i både krop og sjæl.

Hvis vi føler os fortabt og overvældet af følelser, billeder, tanker og lignende, kan vi altid gribe fat i vores anker og bremse op. Ved at fokusere på vores anker kan vi genvinde følelsen af ro og tryghed, netop fordi både krop og sjæl erindrer alle de positive ting og oplevelser, som er forbundet med ankeret.

Det trygge sted Det trygge sted er et særligt anker. På det trygge sted kan vi søge tilflugt og beskyttelse. Det er bedst, hvis det er et sted, som findes i nutiden, selvom et fra fortiden eller fantasien også kan bruges. Det kan være din yndlingsbænk i skoven, din bedstemors køkken, den lille skjulte bugt.

Fordelen ved et trygt sted, som findes i nutiden, er, at der vil være flere sensoriske og kropslige erindringer tilgængelige. Det er også værd at bemærke, at øget kropsbevidsthed styrker ankre og trygge steder.

Kroppens intelligens og styrke Opbygning af kropsbevidsthed 1 Det er vigtigt at bruge tid på at få kroppen med i udviklingen. At være god ved sin krop, er at være god ved sin psyke – og omvendt. Det får udviklingen ”i hovedet” til at sætte farten op, når kroppen overkommer gamle traumer. Kropsterapeutiske øvelser kan løsne op for indestængte følelser og frigøre kroppen til handling.

Kroppens hukommelse Alt hvad vi oplever gennem hele livet, sætter sig i kroppen; det sætter sig i organerne, i bindevævet, og det sætter sig i knoglestrukturen – på den måde, at alle steder hvor bindevævet og musklerne rører ved knoglerne, dér lagres en kropslig hukommelse. Hjernens neuroner kommunikerer også med kroppen via organerne, og også her gemmer der sig kropslig hukommelse. Alle former for spændingstilstande, choktilstande, traumatiske tilstande, alt vi oplever – både positivt og negativt – lagres i den kropslige hukommelse.

Når kroppen husker noget dejligt, så sukker den: Ah, skønt. Og så slapper den af og smelter.

Men kroppen husker også det, som var rigtig ubehageligt. Og hvis vi ikke får løsnet og frigivet disse erindringer fra kroppen, så bliver de ved med at sidde der som en hukommelse, en påmindelse om, at noget ikke er, som det bør være. Og så hvis vi oplever noget, som bare minder en ganske lille smule om det, vi engang oplevede, så bliver hele den pose af lagret kropslig hukommelse, som har med den stemning eller den oplevelse at gøre, åbnet. Derved kommer alt, hvad der ligger på lager om chok og ubehag op og frem på én gang.

Det er således ikke kun den enkeltstående oplevelse af, at fx en bil kører for hurtigt, der gør os forskrækket, men også alle de andre oplevelser, som minder om den form for chok inde i os, og som vi således reagerer på uden differentiering. Derfor kan vi komme til at reagere meget voldsomt og blive meget forskrækkede ved den mindste lyd, hvis kroppen ligger inde med meget chok på lager.

.

1 Dette kapitel er udarbejdet i nært samarbejde Jette Toft Madsen, Kropsorienteret Psykoterapeut.

Kroppens intelligens og styrke Kropslig intelligens Kroppens hukommelse omfatter alle mulige former for oplevelser af grænseoverskridelser, af frygt, angst, vrede – alting husker kroppen.

Det positive ved det er, at man kan sige, at kroppen reagerer instinktivt; den reagerer enten med flugt, og hvis der ikke er tid eller mulighed for flugt, så vurderer den, om der er styrke til kamp. Men kan kroppen heller ikke kæmpe, så kan den stivne eller ”fryse”.

Kroppen har ikke nogen intelligens på den måde, som hjernen har, for den kan jo ikke analysere, men den husker. Og den husker og reagerer hurtigere end hjernen, og er derfor på sin vis klogere. Når noget er ubehageligt, så får vi for eksempel tryk og spænding i maven, inden vi når til at tænke. Kroppen følger sin impuls, som aktiverer hjernen til en ordløs og ofte ubevidst refleksion (for der er ikke tid til mere) og lynhurtig vurdering af muligheder: Flugt, kamp, stivnen? Det er en meget hensigtsmæssig struktur for overlevelse.

Kroppens hukommelse kan føles som en uoverstigelig hindring og fylde os med masser af reaktioner, som vi kan bruge et liv på at dulme eller undertrykke – uden succes. For det er ikke kun i hovedet, at svaret ligger. Kroppen reagerer, fordi dens behov ikke blev imødekommet på rette tid og sted – den giver signal om, at alt ikke er vel, og at der er noget af historien, som kroppen endnu ikke har sluppet.

Ved at reagere med symptomer, giver kroppen dig mulighed for at arbejde med problemet og slippe fri – ellers ville uhensigtsmæssige handlemønstre blot blive en del af dig, som du ville leve med, uden at ane uråd og uden mulighed for ændringer.

Her ligger endnu et positivt aspekt: Hvis vi imødekommer kroppens behov, endog mange, mange år senere, så opløses den traumatiske tilstand. Vi kan altså heale på alle de gamle sår og traumer! Historien kan selvfølgelig ikke forsvinde, den vil altid være der, men virkningen af historien vil ændre sig: Det vil sige, at vi ikke længere bliver bange, når vi tænker på historien. Vi kan godt føle, at det stikker lidt i hjertet, og vi kan også godt huske, at det ikke var rart. Men hele vores krop stivner ikke, og vi går ikke i chok. Historien har fundet sin plads i kronologien, i fortiden, og invaderer ikke længere nutiden og øjeblikket.

Kroppens intelligens og styrke Forløsende øvelser for kroppen Man kan desværre ikke bare bede sin krop om at slappe af og så forvente, at det løser alle spændinger og problemer, for man imødekommer ikke kroppens egentlige grundlæggende behov. Kroppen vil overordnet set gerne slappe af, men den har formentlig en impuls til noget andet, som endnu ikke er imødekommet.

Det er lidt som at sige til sin sultne krop: Jeg kan godt mærke, at du er rigtig sulten, men nu skal du slappe af, for jeg kan først spise om en time. Det ændrer hverken på sulten eller ubehaget.

Det er tit svært at finde ud af kroppens egentlige behov, når vi sidder med det alene - ellers havde vi jo fixet det for længst! Selvom du godt kan arbejde alene, er det allerbedst at arbejde med en uddannet kropsterapeut, som kan spejle din krops bevægelser, spørge ind til og observere dine reaktioner, og hjælpe dig på rette spor. For det er svært både at være i oplevelsen og samtidig at forstå den, og oven i så også at agere på en anden måde end det, det gamle mønster dikterer.

Det er sådan, at de tankespor, som mønstrene sætter i os, de har kørt lige siden traumet opstod. Men når vi begynder at blive bevidste, så kan vi begynde at danne nye spor. Og når vi har kørt rigtig længe i det nye spor, så begynder det gamle spor at blive tyndere og tyndere, for til sidst at forsvinde.

I de følgende øvelser1, arbejder du ikke direkte med din historie. Arbejdet tager udgangspunkt i kroppens hukommelse og dens behov. Alle de udvalgte øvelser er meget blide og helt sikre at udføre.

Det er vigtigt at gennemføre øvelserne mindst tre gange og grundigt for at opnå resultater. Nogle gange skal der mere til.

Mens du udfører øvelserne, er det også vigtigt, at du svarer på spørgsmålene sat i kursiv: De hjælper dig med at observere og lære din krops sprog at kende, så din krop-hovedkommunikation kan blive bedre.

Spændingstilstandes funktion er at lukke af og skabe tryghed, og det er helt i orden, hvis du oplever dem. Følg blot impulsen og indfri din krops behov: Spænd op og slap så af igen, når du føler, at din krop er parat til det.

1 bog.

Kropsterapeut Jette Toft Madsen har udvalgt og tilpasset øvelserne til denne

Kroppens intelligens og styrke Sideløbende med observationsarbejdet, følger arbejdet med at skabe en anden og mere dybtgående tryghedsfølelse, som bevirker, at du kan give slip på de gamle mønstre og skabe nye. Det er meget vigtigt, at du udfører øvelserne meget langsomt som i slowmotion, for nervesystemet kan kun registrere langsomme bevægelser. Hvis bevægelserne sker for hurtigt, registrerer nervesystemet kun punkterne A og B og ikke rejsen fra A til B – og det er rejsen som forløser.

Jeg vil anbefale, at du første gang sætter god tid af, så du har rigelig tid og ingen stress. Du behøver ikke at gå alle øvelserne igennem. Vælg blot de som taler til dig. Derefter vil din krops visdom, hvis du lytter, guide dig.

Det er også en fin idé at læse de gode råd i slutningen af materialet igennem, inden du begynder.

Land din krop I denne øvelse arbejder du med at ”lande” din krop. Hvis vi skal kunne åbne og forløse noget som helst, så er det vigtigt, at kroppen føler sig tryg, afslappet og hørt. Kroppen skal have en overskudsfølelse, så den kan mærke, hvad den har lyst til, og hvad den ikke har lyst til - ellers giver det ikke mening at gå ind i et forløsningsarbejde. Det bliver let en vane at gøre sig umage for ikke at mærke sin krop og smerter. Men når vi på denne måde vækker kroppen, mærker vi livet i den igen. Først fremstår spændingerne, smerterne og kamp/ flugt/ stivneberedskabet kraftigere på grund af den ”nye dugfriske” følesans. Derefter kommer roen.

Land din krop I denne øvelse arbejder du med at ”lande” din krop. Hvis vi skal kunne åbne og forløse noget som helst, så er det vigtigt, at kroppen føler sig tryg, afslappet og hørt. Kroppen skal have en overskudsfølelse, så den kan mærke, hvad den har lyst til, og hvad den ikke har lyst til - ellers giver det ikke mening at gå ind i et forløsningsarbejde. Det bliver let en vane at gøre sig umage for ikke at mærke sin krop og smerter. Men når vi på denne måde vækker kroppen, mærker vi livet i den igen. Først fremstår spændingerne, smerterne og kamp/ flugt/ stivne-beredskabet kraftigere på grund af den ”nye dugfriske” følesans. Derefter kommer roen.

A) Sæt dig på en stol uden armlæn, og med lidt plads omkring dig. Sid i en ret men neutral stilling, hvor du hverken slapper helt af eller spænder helt op, og hvor fødderne hviler fladt på gulvet.

Du kan eventuelt forestille dig, at du har et blylod hængende i en snor for enden af halebenet. Dette er udgangspositionen.

Hvordan har du det inde i kroppen lige nu? Godt? Mindre behageligt?

Sæt enkelte ord på dine fornemmelser. Hvad mærker du først?

Derefter?

Mærk efter om der er nogen steder i kroppen, hvor du føler dig fuldstændig godt tilpas? Eller hvis du føler ubehag i hele kroppen, er der så steder, hvor ubehaget er mindre?

Mærk med din hånd på det område, som føles mest behageligt.

Tryk blidt på det.

Måske er det også okay på den modsatte, tilsvarende side af kroppen?

Er det rart at røre ved området?

Prøv nu at mærke efter, om der er noget som helst inde i dig, som har ændret sig bare en lille smule? Din stemning? Du føler dig måske også en smule mere afslappet?

B) Tag din ene fod i skødet og nus, rør, massér, mærk med faste berøringer fodens struktur, muskler, scener, knogler.

Hvordan kan din fod lide at blive berørt?

Følg impulserne. Sæt så foden ned.

Kan du mærke en forskel fra før og nu?

Er der forskel på følelsen af de to fødder? Hvori består forskellen?

Tag den anden fod, og tryk og mærk den, som du gjorde det med den første fod.

Hvad kan denne fod lide? Kan den lide det samme, eller vil den have noget andet?

Følg impulserne.

Sæt foden ned.

Hvordan mærkes fødderne nu?

Hvordan føles det inde i kroppen nu? Sidder du måske lidt tungere på stolen?

C) Nu går du videre til dine ben. Stadig siddende i udgangspositionen trykker du og mærker med faste berøringer hele vejen fra tæerne og op til hoften og balden tre gange i træk.

Hvordan føles benet nu? Er der forskel på fornemmelsen i de to ben?

Tryk og mærk nu det andet ben tre gange.

Hvordan føles benene nu?

Hvordan føles resten af kroppen?

Måske mærker du nu spændinger i lår og balder mere tydeligt?

Eller måske du får lyst til bevægelse? Måske et strejf af adrenalin?

Måske du har lyst til at løbe?

Så tag blot en stolespurt, inden du går videre med denne øvelse.

Når du er parat, gentager du denne øvelse.

Stolespurt Denne øvelse er primært til for at lade kroppen opleve, at den kan noget andet end blot at stivne: Den kan smutte væk! Lækkert! Ingen kan nå mig! Ingen kan løbe så hurtigt som jeg! Jeg er herre i min egen krop!

Sæt dig ud på kanten af stolen, så dine arme og ben kan bevæge sig frit.

Sæt så i løb: Lad fødderne trampe i gulvet og armene svinge som i løb, mens du spurter af sted. (Hvis du bor i lejlighed, kan du eventuelt lægge en pude under fødderne, så du kan trampe og stampe så hårdt og ugenert, som du lyster). Efter en stund sænker du langsomt tempoet, indtil du igen sidder stille.

Hvordan føles det?

Hvordan føles det i musklerne?

Har du lyst til at løbe igen?

Så spurt bare af sted, mens du mærker faren forsvinde langt bagude, indtil der slet ikke er nogen fare mere. Og så finder du et rart sted at være, måske en strand eller en skov.

Mærk så hvad det gør inde i kroppen? Hvordan har du det?

Hvad har dine ben lyst til?

Vil det være i orden, hvis de ikke løber mere lige nu, og i stedet går videre med øvelserne? Eller har de brug for at løbe videre med det samme?

Du skal ikke sætte dine ben på plads i pligtopfyldenhedens ånd. Bare følg hvad de har lyst til.

Healing af nervesystemet Disse øvelser beroliger nervesystemet. Øvelserne A og B minder kroppen om dengang du lå i mors mave, og begyndte at mærke efter; dertil kan jeg nå, så langt går min verden. Og din krops hukommelse erindrer, at det er roligt og trygt; der er kun det her lille rum, jeg skal forholde mig til. (Ved søvnbesvær er øvelse A og B fantastiske på sengekanten.) Øvelse C aktiverer kroppens hukommelse, fra du var helt lille og blev løftet op på armen, som regel bagfra, givende en fornemmelse af at blive strakt lidt ud; nu skal vi se ud af vinduet, over hækken... kroppen erindrer roen ved, at der ikke var så meget at skulle forholde sig til; blot kigge lidt ud af vinduet, kigge lidt her og kigge lidt der. At blive løftet op vækker bevidstheden til tryg interesse.

A) Når du er klar til at gå i gang, så sæt dig godt til rette på stolen igen med ryggen ret og så du kan mærke sædeknuderne mod sædet. Genfind den neutrale position, hvor du hverken slapper helt af eller spænder helt op. Læg hænderne på dine lår med dine fingre pegende fremad mod knæene.

Nu laver du en bevægelse, hvor du lader dig synke langsomt, langsomt, langsomt fremover, stadig med ryggen ret, indtil du ikke har lyst til at bøje dig mere, men uden at bøje nakke og hoved. Pres så med dine hænder mod lårene, og lad det være kun dine hænder og arme, som retter dig op igen meget, meget langsomt. Ret dig stille og roligt, muskelgruppe for muskelgruppe, uden hjælp fra rygmusklerne.

Gentag mindst tre gange.

Læn dig tilbage i stolen og mærk hvad det gjorde ved din krop?

Træt? Afslappet? Har du lyst til at sove?

B) Vend tilbage til den neutrale siddestilling, stadig med hænderne hvilende på lårene, og fingrene pegende fremefter mod knæene. Læn dig igen langsomt, langsomt fremover, igen med ryggen ret og uden at bøje hovedet. Når du er helt fremme, og ønsker at rette dig op igen, så presser du, denne gang, med dine fødder og ben ned i gulvet, og retter dig selv op uden hjælp fra dine hænder, arme eller rygmuskler.

Gentag mindst tre gange.

Læn dig igen tilbage og mærk, hvordan det nu føles i din krop?

Lidt mere vågen i hovedet? Og lidt mere afslappet i kroppen måske?

C) Vend endnu en gang tilbage til den neutrale siddestilling, med hænderne hvilende på lårene, og læn dig fremefter langsomt, langsomt. Når du er helt fremme, så bøjer du denne gang ryg og hoved lidt ned, som du finder det behageligt, så din krop lukker sammen. Med et lille tryk af dine hænder mod lårene løfter du først hovedet og derefter retter du ryggen op, langsomt, langsomt. Når du er næsten oppe, så får du en fornemmelse af, at du bliver løftet op, så du kan kigge ud af vinduet.

Gentag mindst tre gange.

Læn dig tilbage og mærk, hvordan det føles?

Kan du mærke, om du blev lidt mere vågen i hovedet?

2

Kroppen er nu i fuldstændig ro, for den skal ikke gøre noget som helst andet, end at lade sig løfte. Det er kun hoved og øjne, bevidstheden, som er aktive.

1

Hvordan føles det i ryggen? Og hvordan føles det i resten af kroppen?

Hvis du har brug for at vågne lidt mere op, kan du ryste kroppen og klappe den let igennem med flade hænder.

Afspænding

Læn dig tilbage i stolen. Lad dine arme og dit hoved hænge ned. Lad hovedet svaje blidt fra side til side, og lad alle de spændinger, som helt nede fra storetæerne er fløjet op i nakke og hoved, løsne sig og fordufte.

Lad nu kroppen ligesom kollapse: slap alt af og synk sammen. Langsomt, langsomt retter du dig op igen. Først ryggen og så hovedet til sidst.

Hvordan føles det?

Svømmende øjne?

Afslappet?

Dejlig

træt?

Ryst nu arme, ben, fødder og skuldre godt igennem som en kludedukke.

Hvordan føles det nu? Lidt mere vågen? Måske lidt kvalme?

1

Føler du mere nærvær i hovedet?

Stil dig op og klap kroppen godt igennem med flade hænder fra den ene ende til den anden og på alle sider. Tag fat i håret, hiv blidt og giv det en tør ”hårvask”.

Hvordan føles det nu?

Kan du mærke, hvor mange kræfter din krop har brugt på, at fastholde spændinger? Og kan du mærke, hvor afslappet kroppen er nu?

2

Stress-reducerende og ressourceopbyggende øvelser Gentag alle øvelser mindst tre gange.

A) Stå med vægten ligeligt fordelt på begge fødder.

Lad overkroppen rulle ned og lad hoved og arme hænge og dingle. Rul så kroppen op igen og til sidst hovedet.

B) Tryk, stryg og mærk med fingerspidserne forsiden af overkroppen hele vejen ned af benene til fødderne.

Fortsæt tilbage op ad bagsiden af benene, enden, hofterne og ryggen.

C) Hæv og sænk skuldre og arme med snoretræk fra en dukkefører.

D) Tryk og mærk blidt med fingerspidserne hoved og kraniekanter, ansigt, pande, næse, kinder, mund, hage.

E) Sid ned på en stol og kollaps. Når du er parat, så løft dig langsomt op ved at skubbe fra med fødderne.

1 F) Spark uroen ud, langsomt men beslutsom i bevægelserne. Slut af med fødderne i gulvet og vug og skvulp benene blidt fra side til side.

G) Spænd musklerne let fx ved at trække maven ganske lidt ind. Kild dine mavemuskler blidt med fingerspidserne.

2

H) Træk begge skuldre op med snore igen.

I) Træk begge skuldrer bagud som med snore, så du smører leddene.

J) Ryst hele kroppen godt igennem og nyd derefter følelsen af en dejlig afslappet og energifyldt krop.

Kroppens intelligens og styrke Tips og gode råd for det videre arbejde med kroppen Der findes andre øvelser, som åbner mere for din historie, men, som tidligere nævnt, er det vigtigt at være med en uddannet kropsterapeut, for det kan åbne for meget stærke følelser, og det kan være svært at vide, hvad man skal gøre med dem, hvis man er alene, og så kan det skræmme og få en til at lukke endnu mere i. Kropsterapeuten derimod, kan med sin viden gå ind og understøtte med det, som kroppen har brug for, og som det kan være svært selv at finde ud af.

De ovenfor skildrede øvelser virker, blot på en anden og mindre direkte måde, men ikke nødvendigvis langsommere - og de går ikke på samme måde ind i din historie. De er sikre at arbejde med alene. Det vigtigste er, at kroppens behov forløses, at kroppen imødekommes. Disse øvelser bevirker, at man kan gå ind og få spændinger og smerter til at forsvinde, og man kan komme meget langt med disse øvelser alene. Det optimale vil være at arbejde en gang dagligt, gerne inden sengetid, så kroppen kan hvile dejligt ud.

Gode råd

• Sæt dig en gang om dagen og registrer, hvordan du har det uden at ændre på det som i øvelsen Land din krop A. Følg eventuelt op med øvelserne B og C. På den måde mærker du alle de små nuancer i kroppen: For at kunne kommunikere med din krop, må du kunne forstå den og snakke med den på dens eget sprog.

Når vi låser kroppen, er der ingen kommunikation – og det er lige præcis, hvad vi gør, når vi oplever noget ubehageligt.

• Det er vigtigt at bevare jordforbindelsen ved at holde fodsålerne fladt på gulvet, når du sidder. Så føler kroppen sig tryggere. Gør det til en god vane i hverdagen.

• Når vi begynder at låse op, så kan kroppen blive meget træt til at starte med.

Derefter begynder kroppens informationer tit at vælte ind. Når vi arbejder med kroppen, så svarer kroppen ved at kommunikere dens behov og ønsker via impulser – og når vi følger disse impulser, så siger kroppen: Lækkert, nu snakker vi sammen. Så bliver vi et helt menneske. - Og det er noget ganske andet, end at være et hoved, som bliver båret på et stativ.

• Det er også godt, at ryste kroppen ind imellem. Når du ryster kroppen, så ryster du spændinger og overskydende energi ud, og du ryster gamle ubehagelige ting af dig. Andre dyr bruger per instinkt denne metode*.

• Hvis du mærker, at en spænding, du har arbejdet med at forløse, spænder op igen, så arbejder du blot med den en gang til: Spænd op og slap af, langsomt, langsomt. Nervesystemet forstår kun langsomme bevægelser. Nogle spændingstilstande er mere indgroede end andre, men alle kan klares med tid og tålmodighed.

* Peter Levine, “Helbredelse af traumer”.

Gode råd

• Hvis du reagerer med nervøsitet, kvalme, angst, hiv da fat i dit anker eller find dit trygge sted frem. Brug eventuelt din dobbelte opmærksomhed.

• Hvis du mærker, at du har svært ved at finde ro, eller at bevare roen, så laver du øvelsen Healing af nervesystemet. Mærk efter hvilke af de tre øvelser du har lyst til. Måske dem alle?

• Bliver du meget, meget træt, så klapper du med flade hænder på kroppen.

• Får du impulsen til, at nu skal du bare væk, eller det her kan du bare ikke holde ud, så flyt ud på kanten af stolen og spurt af sted i øvelsen Stolespurt! Det er noget andet end en rigtig løbetur, hvor du uvægerligt må koncentrere dig om andre ting (såsom trafik, andre mennesker, hvor du sætter fødderne osv.) end din krops sprog og meddelelser. På din stol kan du altid standse op og mærke efter, kommunikere og følge impulserne. Dertil kommer, at hvis pulsen stiger, så blandes al mulig anden biokemi ind i oplevelsen.

• Det er vigtigt ikke at overgøre øvelserne. Det går ikke hurtigere af at gøre øvelserne mange gange og dermed at presse kroppen. I stedet for at lave noget makværk, er det bedre at arbejde langsomt og stabilt.

Kroppens intelligens og styrke Personlige og fysiske grænser Kroppen er den grænse, som adskiller os fra omverdenen. Alle har rundt om deres krop et usynligt personligt rum. Overskrides den usynlige grænse medfører det ubehag. Det er vigtigt vi har en klar fornemmelse af vores personlige grænse samt en vis fleksibel kontrol. Mange mennesker har svært ved at mærke, hvor deres grænser går psykisk såvel som fysisk, og de har derfor også svært ved at sige stop, hvis andre overskrider dem. Her er to øvelser1:

I denne øvelse har du brug for en rulle tyk snor til at visualisere din grænse med. Du kan lave den alene eller sammen med en god ven. Sæt dig på gulvet, tag snoren og marker i en afstand, som føles behagelig for dig, en cirkel dér, hvor du mener, at din grænse går.

Hvordan føles det at trække grænsen?

Hvordan reagerer din krop?

Du kan eventuelt sige højt: ”Hertil går min grænse. Du må kun komme ind, hvis jeg inviterer dig.” Når du er parat, så inviter din hjælper ind (eller hvis du er alene, så forestil dig dette). Og når du synes, så beder du vedkommende forlade din cirkel igen. Lyt til din krop imens. Du kan altid justere din grænse, hvis du føler behov.

Hvis din cirkel er meget stor, kan det være svært, rent praktisk, for andre at undgå at overskride dine grænser, især på steder hvor der er mange mennesker. Hvis du vælger det, er det faktisk muligt at trække grænsen længere ind. Du kan regulere den efter behov, fordi du nu kan mærke din grænse og derfor ikke længere er magtesløs.

1 Øvelserne er inspireret af lignende øvelser fra bl.a. Babette Rothchild, “Kroppen husker” og Peter A. Levine, “Helbredelse af traumer”.

Kroppens intelligens og styrke

Denne øvelse er en variation af øvelsen ovenfor og udføres med en hjælper. (Igen, om nødvendigt, kan du forestille dig en hjælper). Hjælperen går langsomt frem imod dig. Du står stille og holder øje med dine egne kropsfornemmelser og siger ’Stop’, når du begynder at få det ubehageligt, hvilket vil sige, at din grænse er overskredet.

Det er en god ide at gentage øvelsen flere gange, hvor du står i forskellige vinkler i forhold til den person, der bevæger sig.

Det er også vigtigt, at du fortæller om din krops fornemmelser og følelser (spænder det i maven, i benene, kvalme, rastløshed, frygt etc.).

Hvis du ikke siger stop på noget tidspunkt, så er det muligt, at grænsen på dit personlige rum allerede var overskredet fra begyndelsen: Prøv at gøre det langsommere eller prøv at starte med en større afstand.

Du kan også bytte rolle med din hjælper, så du nu er den, som bevæger dig.

Prøv at fornemme hvor den anden persons usynlige rum går til. Og lad din hjælper sige stop, hvis du træder for langt.

”Erfaringer kommer og går. Hvis vi identificerer os med dem, gør krav på dem som “mig” eller “mit” ved dømmen eller klæben, hvis vi hænger fast i en hvilken som helst del af det kontinuerlige ’flow’, så ser vi ikke, at hvad vi kalder “mig” fødes og dør igen og igen, at det er en proces af opmærksomhed og objekt, som opstår og forsvinder hundreder af gange hvert minut.

Når bevidstheden og forståelsen trænger dybere ind i ’flowet’, så erfarer vi, at vores naturlige tilstand, vores naturlige væremåde, er, hvad nogle kalder det vise sind eller Buddha-natur, som solen, der altid skinner, altid er der, selvom den ofte er skjult bag skyer.

Vi er afskåret fra vores naturlige lys af tankeskyer og længsel og frygt; det overskyede betingede sind; “jeg er”-orkanen.”

Stephen Levine, A Gradual Awakening

Værkstøjskassen Her er en samling værktøjer bestående af en kognitiv analysemodel, gode råd og forskelligt man kan tænke over og samle mod til, samt assorterede øvelser, spørgsmål, meditationer, bekræftelser og visualiseringer. Jeg har selv fundet det hele virksomt – noget mere end andet til forskellige tider og i forskellige perioder.

Men først et par ord på vejen: Lige som kroppens reaktioner påvirker vores tanker, påvirkes også vores krop af, hvad der foregår i hovedet, og hvad der kommer ud af vores mund. Ord og tanker er kraftfulde, og de påvirker vores oplevelser og opfattelser: Vores følelsesmæssige respons udløser en både fysisk og kemisk respons i kroppen, uafhængigt af om det er os selv som taler eller andre.

Hvis dine tanker hovedsageligt kredser om ubehageligheder, så tilbringer din krop uvægerligt den selv samme tid med at være i alarmberedskab. Så vær opmærksom på dine tanker, og væn dig til at lade dem arbejde for dig i stedet for imod dig. Hvad vi ”sender ud” vender altid tilbage som et ekko. Så fokuser dine tanker og ord mod det du ønsker, i stedet for kun at kredse om det du ikke ønsker mere af.

Såvel som vi med omhu bør vælge de ord og tanker, vi betjener os af, er det lige så vigtigt at udsøge sig rolige og positive mennesker, som vil støtte os konstruktivt i vores proces. Det er i øvrigt ikke specielt vigtigt, at huske hvad præcist som skete. ”Erindringer er hverken sande eller falske, men snarere noget flydende og foranderligt.”1 I stedet bør vi fokusere på blidt at hjælpe vores kroppe til at samle sig og til at huske sig selv som en helhed. Det gør vi ved at møde vores kroppe, lytte til dem og tale med dem på deres eget sprog.

Men det springende punkt er selvfølgelig vores motivation. Sørg for at holde den i topform!

Når du nu læser de forskellige forslag igennem, så benyt dig af dit observerende selv og mærk din krops reaktioner: Vælg hvad du føler for, og lad resten ligge til en anden god gang.

1

Peter A. Levine, “Sexual healing”.

Værktøjskassen Ressourcer Jo flere ressourcer vi har at trække på, des bedre muligheder har vi for at komme over på den anden side.

De fem hovedressourcer er: Funktionelle ressourcer: Dette er de rent praktiske ting; som at bo et rart sted, at have en god cykel eller bil, så man kan komme rundt etc.

Fysiske ressourcer: Har du fysisk styrke og behændighed? Styrketræning, yoga, selvforsvar, dans eller lignende er glimrende til at øge selvtilliden og tilliden til ens fysiske formåen.

Psykiske ressourcer: Heriblandt er intelligens, humoristisk sans, kreativitet, nysgerrighed o.a. Næsten alle de forsvarsmekanismer/mestringsstrategier du har lært igennem tiden rummer positive ressourcer, idet de på et tidspunkt har opfyldt deres formål - nemlig at beskytte dit sind eller din krop. Problemet er således ikke strategierne i sig selv, kun hvis de er for ensidige. Paletten skal være bred og rig, så du har mulighed for at vælge strategier, som er hensigtsmæssige og befordrende i dit nutidige liv. I stedet for at fjerne en mestringsstrategi, som i dag virker begrænsende, bør dens modsætning udvikles – det skaber balance.

Interpersonelle ressourcer: Det sociale netværk: Ens venner, kæreste/mand/kone/børn, familie og dyr (eventuelt mennesker eller dyr, som har haft betydning i fortiden, og som har efterladt gode minder). Søg det rolige og positive selskab, hvor du kan være dig selv, og føle dig godt tilpas. Åndelige ressourcer: Det kan fx være samhørighed med naturen, spirituel praksis, at tro på en højere magt, at tilslutte sig en filosofi eller etik, religiøs praksis, at have et åndeligt forbillede etc.

Værktøjskassen Du kan her i bogen, på et stykke papir eller i din dagbog, skrive ned, hvilke ressourcer du har. Hvis du opdager, at du mangler nogle ressourcer, du gerne vil have, så kan du nu gøre noget ved det: Meld dig til Tai Chi, dans eller noget andet og mød rare mennesker, genfind din nysgerrighed, øv dig på en ny mestringsstrategi og skab balance, find en ven at gå tur med, lån naboens hund, eller køb den cykel du mangler til at komme rundt på. Efterhånden kan du føje flere ressourcer til din liste.

Funktionelle ressourcer:

Fysiske ressourcer:

Psykiske ressourcer:

Interpersonelle ressourcer:

Åndelige ressourcer:

Værktøjskassen Kognitiv analyse af adfærd Til tider kan være en fordel at se nærmere på, hvordan vi klarede en bestemt situation, især hvis vi følte utilfredshed eller utilstrækkelighed, enten med vores egen deltagelsesform eller med selve udfaldet – eller hvis det er en situation, som gentager sig, og vi ikke forstår hvorfor.

Ved at udfylde nedenstående kognitiv model kan du lettere overskue de forskellige faktorer, og se om der er reaktioner og handlemåder, som ikke hænger sammen, eller som virker uhensigtsmæssigt i den givne sammenhæng.

Brugsanvisning • Beskriv allerførst SITUATIONEN så objektivt som muligt.

• Under FØLELSER skriver du, hvordan du følte i situationen (ikke at forveksle med, hvordan du tænkte, at du havde det!) Fx Ked-af-detfølelser, panik, frygt/ angst, usikkerhed, skyld, skam, mindreværd, dumhed, ubetydelighed, vrede etc.

• Over for følelser skriver du så hvilke TANKER, du gjorde dig: (Skriv de stærkeste og mest gennemgående tanker ned.) Fx ”Jeg kan heller aldrig finde ud af noget.”, ”Måske er det mig, der er noget i vejen med?!”, ”Hold kæft, hvor gør den nar mig sur!”, ”Det her nytter jo ikke.”, ”Hvorfor hører han/ hun aldrig, hvad jeg siger?”…

• Derefter skriver du, hvordan din FYSISKE REAKTION var i situationen: Fx ondt i maven, anspændt, truende kropsstilling, vrængende, snerrende ansigtsudtryk, vild gestikuleren, armene beskyttende foldet omkring kroppen, stammende tale, rystende hænder, kvalme, overvældende træthed, susende adrenalin…

• Til slut beskriver du din HANDLING: Fx Frembrusende, hidsig, råbte, truede, spagfærdig, hviskende, undskyldende, ligegyldig facade, kulde, forstående, diplomatisk...

Værktøjskassen Spørgsmål til dig selv • Det er vigtigt, at du gør dig det klart, hvilket budskab du helt præcist ønskede at formidle.

Fik du formuleret og afsendt dit budskab?

Blev dit budskab modtaget og forstået i samme ånd, som du afsendte det i?

• Du kan ikke ændre på din modpart, men du kan se på, hvad der kan gøre en forskel for din egen oplevelse og for afsendelsen og modtagelsen af dit budskab.

Var der noget, du med fordel kunne ændre ved? En ændring som du også kan stå inde for?

• Fokuser på det, du fornemmer, er den største hæmsko for dig.

Det kan være, at overvældende følelser af utilstrækkelighed og skam skyder din argumentation i sænk? Eller at din adfærd forpurrede det budskab, du verbalt udtrykte og ønskede at sende? Måske gjorde din krop så meget modstand, at du knap fik sagt et ord? Fik dine tanker overtaget, så du mere så, hvad du tænkte, end hvad der egentlig foregik?

Værktøjskassen Den perfekte samtale visualiseret Hvordan kan du gøre den næste samtale mere behagelig for dig selv?

Her er nogle forhold du kan tage fat i, når du vil visualisere den perfekte samtale: • Hvis din krop stritter imod med kvalme, ondt i maven, hoste eller andre signaler, så se på hvad præcist, som fremprovokerer disse reaktioner?

Din krop gør det ikke for at modarbejde dig, men for at fortælle dig, at noget er galt. Prøv at finde ud af hvad det er, som er i vejen: Tager du ikke nok hensyn til dig selv? Passer du ikke nok på dig selv? Er det, du prøver at sige, det du i virkeligheden har på hjertet? Eller måske reagerer din krop, fordi den endnu ikke stoler på, at du nu passer på den og dig?

Hvad kan du gøre for dig selv, så du og din krop føler jer trygge og godt tilpasse, stærke og i overensstemmelse?

• Hvordan er omgivelserne? Neutrale? En café eller i en park? Eller befinder du dig på udebane fx i dine forældres hus? Eller på hjemmebane fx hos dig selv eller hos en ven eller veninde? Er du mon på det rette sted?

Hvordan er atmosfæren på stedet? Er der musik, som får dig til at slappe af? Har du mulighed for at bevæge dig? Sidder du godt? Er du alene, eller har du nogen, som kan støtte dig med deres nærvær og eventuelle indgriben?

• Forestil dig, hvad du vil sige, og hvordan du vil sige det. Skriv evt. dine argumenter ned. Øv dig i at sige højt, klart og tydeligt, hvad du ønsker at formidle. Øv dig i at sige det i det tonefald, du ønsker at bruge, og at præsentere det på den måde, som passer bedst til dig, og som du finder mest naturlig, rigtig og hensigtsmæssig, for det du ønsker at kommunikere, og for det du vil opnå med kommunikationen.

Værktøjskassen • Overvej om du virkelig har lyst til at kommunikere lige nu? Måske er det bedre at vente? Eller måske er det godt at komme på banen? Føl godt efter. Og husk at du altid kan ændre din beslutning, hvis du og/ eller din krop føler for det.

• Hvis du har brug for at få hold på bestemte stærke følelser, så prøv at observer i hvilke situationer i almindelighed, du føler disse følelser – det kan være i dit privatliv, på arbejdet, i dit fritidsliv. Det kan være følelser af fx vrede, angst, ked-af-det-hed, magtesløshed.

Prøv at reager på følelsen i selve situationen, så du undgår at eksplodere senere over en eller anden lille detalje, blot fordi den sidste dråbe tilfældigvis faldt, og så var det nok.

Det vil gøre dig mere stabil og tryg, når du får lukket din utilfredshed/ frygt/ ked-af-det-hed ud i tilpasse og modsvarende doser og uden at eksplodere. Sæt ord på. Sig til og fra.

Jeg opdagede, at jeg havde mindre og mindre tilfælles med mine gamle venner. Det var, som om vi tidligere havde haft en fælles vibrationsfrekvens, lad os sige på 547 svingninger, hvad det end må betyde, og nu var jeg pludselig på 872 svingninger og havde meget lidt at tale med 547’erne om. Jeg måtte finde nye venner, som også var 872’ere, for at have nogen at tale med.

Jeg følte mig tiltrukket af 872’erne og de af mig, som om jeg var blevet magnetisk med denne specielle tiltrækningskraft. De dele af min virkelighed, som ikke længere var i overensstemmelse med det nye væsen, jeg var ved at blive, blev frigjort. Jeg vidste, at processen var uundgåelig, og at jeg ikke skulle gribe ind i den.

Jeg udviklede på det tidspunkt en ny indfølelse og forståelse, og jeg vidste, at mit liv afhang af, at jeg frigjorde alle de elementer fra mit liv, der ikke var i overensstemmelse med min nye vibration.

Processen var ganske simpel om ikke altid let.

Martin Brofman, Bedre syn - ved bevidsthedsændring

Værktøjskassen Indre forandring skaber ydre forandring Når vi vælger at foretage en gennemgribende forandring af tanke- og handlemønstre, er det ikke kun vores indre univers der forandres. Som når man kaster en sten i vandet, breder ringene sig, og mennesker omkring én påvirkes i større eller mindre grad, afhængigt af hvor nært forholdet til dem er.

Når du ændrer på dine reaktioner og handlinger, ”fremtvinges” en tilsvarende ændring af handlinger og reaktioner hos modparten. Mennesket er samspilsorienteret, og når melodien ændrer sig, er alle nødt til at tage stilling til, om de vil synge med eller fortsætte i deres egen rytme og toneleje.

Selv i grænselandets grå zone er det pinligt at synge falskt – så, med lidt varsel, er det de færreste, som bliver ved. Hvis det alligevel skulle ske, at den gamle sang fortsættes, må vi ganske enkelt tage konsekvensen og flytte os andet sted hen, et sted hvor sangen er en anden, og en vi har lyst til at synge med på.

Som sagt, kan det føles frygteligt utrygt og fyldt med uoverskuelige konsekvenser at tage skridtet og bryde med mønstrene. Men i det store og hele kan løsrivelsen fra det vaneprægede og ubevidste spil, som vi hidtil har deltaget i, betragtes som værende fyldt med fordele.

Det er let at miste fokus, mens røgen stadig hænger i luften efter eksplosionen.

Men lad dig ikke begrave under asken, og lad ikke dine skiftende sindsstemninger tage magten fra dig. Vær tro mod det virkelige dig.

Værktøjskassen At sige hvordan du har det Har du lært en hel masse om ikke at udtrykke dig? Går du og undertrykker, glemmer eller ændrer, hvordan du har det og føler inderst inde?

Implicit i denne lærdom ligger den tærende og undergravende anskuelse, at dine følelser og behov er mindre vigtige, mindre værd end andres følelser og behov.

Formentlig er denne anskuelse gået hen og blevet en del af dit personlige sæt af livsanskuelser. Men det er hverken en sand, retfærdig eller livgivende anskuelse.

Vi har alle ret til at give udtryk for vores følelser, behov og grænser.

God kommunikation indebærer, at vi siger, hvordan vi har det. God kommunikation er baseret på, at alle vigtige aspekter bliver fremlagt og hørt. Hvis vi holder noget så vigtigt tilbage, som vores følelser, ønsker, behov og grundlæggende velbefindende, er der ikke et ordentligt grundlag for reelle forhandlinger. Andre kan ikke gætte sig til vores tanker, følelser, behov og udefinerede grænser.

For at undgå misforståelser er vi nødt til at sige til og fra!

Når vi har givet udtryk for vores følelser, behov og grænser, må den efterfølgende kommunikation og meningsudveksling beskrive de nye rammer og kompromiser.

Her har vi igen, ligesom alle andre, lov, ret og pligt til at sige: ’Nej tak, det er ikke godt for mig.’, ’Nej, det har jeg ikke lyst til. Vi må finde en anden løsning.’ Eller ’Jo tak, det fungerer også for mig.’

Selvom vi måske hidtil har troet det, er vi ikke eneansvarlige for god kommunikation og for at holde alle glade. Men vi bør selvfølgelig søge at leve op til vores del af ansvaret.

Da jeg stod foran, eller måske midt i, at tage skridtet og bryde med mønstrene, lammede en basal angst mig for bestandigt at miste alle, jeg elskede. Jeg led af konstant kvalme og manglende appetit i hen ved to måneder, mens jeg hensank i en grublende, selvransagende, apatisk og deprimeret tilstand. (Når jeg skriver deprimeret, er det ikke ment i den forstand, at jeg havde hverken lyst til eller behov for lykkepiller eller andet i den dur.) Det var en sorgtynget tilstand og en meget naturlig og nødvendig proces, som de fleste formodentlig er nødt til at gennemgå i forskellige varianter og med forskellige tidsperspektiver. Man kan ikke dække over, at det trods alt er meget, meget ubehageligt og smertefuldt for sjælen, at få hele det bløde, tykke, velkendte tæppe, bestående af den familiekonsoliderede fortælling om barndom, familieliv og familierelationer revet væk under fødderne.

Værktøjskassen At være ved at eksplodere I begyndelsen kan det føles som om, vi er ved at eksplodere, når de undertrykte følelser pludselig aner en åbning, og de alle som en maser på for at komme ud.

Køen af følelser kan være rigtig lang og vores dage og nætter fyldte med vrede monologer. Det er monologer, hvor vi får sat tingene på plads, får sagt til og fra og udtrykt lige præcis det, vi førhen end ikke ønskede at tænke på! Disse vrede monologer er udmattende men også gode. De lufter ud, og de tjener som træningsbane for mulige samtaleforløb. De hjælper os til at få vendt og drejet situationer og med at finde årsager og sammenhænge. De hjælper os til at lukke noget af dampen ud og med at finde de helt rigtige ord og argumenter, så vi er parate, og forhåbentlig rolige når chancen byder sig for at lufte vores tanker højt og for at sætte grænser.

Først er det rigtig, rigtig svært at udtrykke sig, men med øvelsen melder tilfredsheden sig. Frustrationerne og vreden over at lade sig blive overhørt, dårligt behandlet og nedprioriteret afløses af lettelse, stolthed, glæde, selvtillid, selvværd, ny styrke og energi, når vi klarer det.

Konflikter bliver lettere at tackle, og andre får lettere ved at fornemme, hvor de har os. Det kan være svært i de særligt nære relationer, fordi de som elsker os pludselig møder denne nye bastante side. Det udløser let frygt for at miste, usikkerhed og måske ligefrem en forvirret, frustreret vrede fra deres side. Det er en god idé, at fortælle dem om din proces (ikke nødvendigvis hele historien, men nok til at de forstår, hvad du forsøger at lære og mestre). Du kan eventuelt også dele dette kapitel, eller henvise til denne bog.

Det kan virke som om, konflikter konstant opstår ud af den blå luft. Det er hårdt og opslidende, men alt arbejdet værd, når du endelig har fundet dig til rette, og er kommet i overensstemmelse med dig selv. Der er trods alt ”kun” tale om en overgangsperiode, indtil du selv og dine omgivelser har indstillet sig på og vænnet sig til dit nye, hele og mere kraftfulde selv.

Værktøjskassen Venskab Vi kan sagtens have nære, gode og ligeværdige venskaber, selv om vi er blevet udsat for grænseoverskridende krænkelser. Der er dog en tendens til også at indgå i relationer, hvor vi har en nytteværdi. Det at være nyttig, og at yde alt hvad vi kan for andre, føles godt: Vi er noget værd og får (måske) anerkendelse. Vi føler os som et godt menneske, som et elsk-værdigt menneske.

Med ordet nytteværdi mener jeg forskellige former for nyttighed som fx: ’Diplomaten’, der altid tager ansvar for, at alle forstår hinanden, at samarbejde og enighed er optimal, at alt glider bedst muligt. ’Den morsomme’, som klovner og kommer med vittigheder for at lette stemninger og glatte ud. ’Solstrålen’ som, evigt glad, får andre til at føle sig glade og godt tilpasse. Det er den evigt ’hjælpende hånd’, som altid er parat til at hjælpe andre med, hvad de end har brug for – et nyt tag, en skriftlig opgave, penge, et bedre selvværd, venskab eller opmuntring.

Det er hårdt arbejde at være en nyttig ven, og mange gange også skuffende.

Nyttighed er et middel til at undgå afvisning og vi yder det i håbet om at gøre os fortjent til at modtage den samme slags ubetingede venskabsbeviser og kærlighed.

Nyttighed skaber en slags afhængighedsrelation, så modparten kommer til at anse os for uundværlige - ligesom de bliver uundværlige for opretholdelsen af følelsen af godhed.

Disse venskaber stabiliserer selvværdet, men det er ikke en god form for stabilisator. Tværtimod er det en tidsrøver og en energirøver. Det er smukt, at være et næstekærligt og hjælpsomt menneske. Men er det i virkeligheden næstekærligt og hjælpsomt i sin essens, hvis vores hjælp udspringer mere af vores eget behov for at give, end af modpartens behov for at modtage?

Senere finder vi os måske selv i modtagerens sko af et sådant venskab, og det kan faktisk også være lidt af et chok med en eftersmag af at være snydt og blot et middel.

Værktøjskassen Kærlighed og venskab ER, det er ikke noget, vi behøver at gøre os særligt fortjent til eller at købe med ydelser og særbehandling.

Det kan være svært pludselig at sige Nej, når vi altid har sagt Ja, hvornår passer det dig? Men det bliver lettere med øvelsen, og det er en del af processen med at lære at sætte grænser. Du kan måske blive nødt til at afslutte nogle af dine venskaber, hvis dine venlige men bestemte Nej’er ikke respekteres, hvis dine forsøg på at nyformulere venskabet afvises. Det er ikke verdens ende at slutte et venskab. Lige som parforhold, er venskaber ikke nødvendigvis for evigt. Et venskab skal kunne rumme begge de involverede, og så er det ikke nok, hvis der kun er plads til halvanden person. Hvis et venskab mestendels giver dig bekymringer, en mærkelig disharmonisk eftersmag, hvis det tapper dig for tid og energi, så vil det være en lettelse at gøre rent bord.

Du har ansvar for dit ve og vel – ligesom alle andre har det. Hvis du ikke har tid eller overskud, må Søren finde en anden til at hjælpe med at bygge det tag. Hvis du er ved at drukne i eksamensopgaver, må studiekammeraten trække på nogle andre ressourcer, måske ligefrem bruge noget mere af sin egen tid, i stedet for at tage den lette vej og lade dig ordne det svære. Det er smukt at hjælpe et andet menneske til at elske sig selv, men i bund og grund kommer selvværd indefra og ikke udefra, og man kan let ende med at overtage opgaven for den anden – det samme gælder opmuntring af andres sortsyn eller depressioner. De er kede af det, og det er fint at støtte og lytte, men det er kun dem selv, som kan løse problemet.

Alle de forskelligartede opgaver vi kan finde på at påtage os i nyttighedens navn, fungerer let som afledningsmanøvrer fra vores eget rod.

I denne tid er det vigtigt, at du mærker efter, hvordan du virkelig har det og drager omsorg for dig selv.

Værktøjskassen Nogle råd om afslutning af venskab Hvis du finder, at du er nødt til at afslutte et venskab, så kan du naturligvis forsøge at gøre dig usynlig. Eller du kan sætte dig til at vente på, at venskabet lige så stille glider ud i sandet. Du kan selvfølgelig også bare melde ud – det er både hurtigere og giver en bedre eftersmag i munden.

Men først, så stil dig selv følgende spørgsmål, (med omsorg og uden fordømmelse), for at afklare hvad du virkelig ønsker: • Hvad giver venskabet mig?

• Er det, hvad jeg ønsker af et venskab?

• Er jeg den, jeg ønsker at være i det venskab?

• Hvad er venskab for mig?

• Har venskabet dette?

• Ønsker jeg dette venskab?

Før du skrider til handling, så overvej: • Hvilken kærlighed, giver jeg min ven ved at slutte venskabet? Og hvilken kærlighed giver jeg mig selv?

Tænk også over, hvordan du kan enten tale med din ven eller skrive et brev, hvor du, uden at forlade din banehalvdel, vikler dig ud af venskabet? – Det vil sige uden anklager, uden fordømmelse, uden vurderinger af dig selv eller af din ven.

For når alt kommer til alt, så er grunden til, at du må forlade venskabet, ikke at din ven er, som han/hun er. Snarere er det fordi, at den måde han/hun er på ikke længere passer ind der, hvor du er med dig selv i dag. Del med kærlig opmærksomhed, dine betragtninger af de indre strømninger og følelser, som gør at du må forlade venskabet.

Kære Sidsel Jeg har været meget sørgmodig, og min krop har smertet de seneste uger. Jeg har ofte følt mig underligt tung, ufri, strammet ind, når jeg har tænkt på os. Jeg forstod det ikke, og jeg har forsøgt mig med mange bortforklaringer. Mails og den efterfølgende chat lettede ikke på tyngden, sådan som jeg håbede og forventede. Så jeg har tænkt og tænkt og desperat forsøgt at mærke mig selv.

Jeg har forandret mig meget de seneste år. Jeg har sluppet en masse angst og en masse vrede, og det er en proces. En stærk proces. En proces som bringer nyt hver måned. Og det er en proces, som leder mod større egenkærlighed og respekt for mig selv; og mod en større kærlighed til min omverden og omgivelser. Der hvor jeg var, da vi mødte hinanden, er ikke der hvor jeg er i dag. Vi har delt meget fint, som jeg vil mindes med dyb glæde.

Hvor jeg står i dag, oplever jeg et stærkt behov for rummelighed, blidhed og kærlighed. Min rejse har i høj grad ledt mig tilbage mod min følsomhed, en følsomhed som kan indebære stor sårbarhed, hvis jeg ikke står ved mig selv, men som også rummer stor styrke og kreativitet, når jeg har modet til at følge dens råd og væsen. Når jeg tør mærke mine følelser, tindrer verden med en intensitet og nuancerigdom, som jeg havde glemt eksisterer. Det er der, hvor jeg føler mig bedst og mest hel, mest elsket og elskende. Jeg står som en opdagelsesrejsende i udkanten af denne oplevelse, og jeg ønsker at opleve mere. Jeg ønsker at lægge råheden og den hårde energi bag mig, og at træde blidere, mere varsomt og med større kærlighed.

Jeg holder utrolig meget af dig. Vores nylige kommunikation gjorde det dog klart for mig, at rummeligheden reelt set ikke er der længere. Det er ikke mangel på kærlighed, som gør, at vores venskab er slut for nu, men snarere fordi kærligheden er til stede.

Alligevel, bare det at skrive ’slut’, giver mig et stød af chok, selvom det i virkeligheden ikke er noget nyt. Afslutningen har været undervejs længe. Der er mange gange, kursen kunne være lagt om. Hvor vi er nu, er en naturlig forlængelse af hver vore beslutninger og handlinger. Vi har hver især bragt os selv hertil, hvor vi nu står og titter til hinanden fra hvert vores spor.

Måske vore spor i fremtiden mødes igen. Det håber jeg.

Jeg har tiltro til, at ved modigt at tage konsekvenserne, selv om skridtet smerter lige nu og gør mig bange, så åbner det for nye muligheder, nye skridt, nye og bedre oplevelser for os begge.

Tak for alt. Jeg ønsker dig alt godt. Kærlig hilsen Nanna

Værktøjskassen Ønsket om anerkendelse At få anerkendelse af ens følelser og oplevelser fra andre kan føles som en vigtig del af helings- og forligelsesprocessen - og det kan udvikle sig til primærbetingelse for en mulig tilgivelse.

Men vi kan ikke styre andres livsproces, endsige deres vilje og parathed til at vende kikkerten 180° grader rundt, og dermed pludselig se og forstå og tilmed være enige i vores oplevelser og opfattelser. Hvis vores ønske om anerkendelse fra den krænkende part, bliver en betingelse for at komme videre, kan vi let komme til at vente meget, meget længe om ikke evigt. Derfor er det vigtigt ikke at forfalde til endnu en gang at lægge vores skæbne og vores velbefindende i andres hænder.

Vi må tage ansvar for vores egen heling. Den foregår i os og ikke i andre.

Hvis du ønsker at inddrage den krænkende part, eller andre pårørende, i processen, kan du fx foreslå at vedkommende tager sine spørgsmål til en psykolog, med viden og interesse for emnet, eller læser denne eller andre bøger. Det vil give jer en fælles referenceramme, så I undgår for mange misforståelser, som bunder i ord og definitioner. Vedkommende må dog trods alt ligge inde med en del spørgsmål og forvirring med hensyn til: Hvorfor han/hun er endt i denne situation? Hvad det er der ”stikker” dig? Hvorfor du lige pludselig ”finder på” disse anklager? Hvilke processer det er, I går igennem lige nu, sammen og hver for sig? Hvad gør I ved det?

Men vid, at det kan være endog meget svært for et menneske, som krænker og grænseoverskrider, at forstå hvad du taler om. Vedkommende har muligvis aldrig opfattet sine handlinger som krænkende, og det er mere end muligt at vedkommende ikke ønsker at have noget med din proces at gøre. Så vær parat til at respektere et ’Nej’, og lad være med at tage ’Nej’et’ som en afvisning. Det har intet med dig personligt at gøre. For ’Nej’sigeren er der meget at miste og meget at forsvare: Hele den krænkende parts velkendte liv står og falder med opretholdelsen af troen på, at vedkommende har levet et godt og retfærdigt liv.

Værktøjskassen Når du ser tilbage Når du ser tilbage på din måde at bryde med dit mønster og din arv, er der ofte ting, som du ønsker, at du havde gjort eller sagt anderledes. Sådan er det som regel, når vi ser i bakspejlet. Men prøv at se med kærlighed og mildhed på dine handlinger: Du gjorde det så godt, du var i stand til med den viden og de erfaringer, du besad på tidspunktet. Hvis du har behov, kan du altid sige undskyld for måden, du fik gjort det på.

Værktøjskassen Hvis du fortsat føler dig krænket Hvis du fortsat føler dig krænket af andre, selvom du selv føler, at du får sagt fra, så husk at hele kroppen taler med!

Et budskab består, af både det du siger, og det du udtrykker med din krop.

Kroppen har sin egen hukommelse helt ned på celleplan, og denne hukommelse skal ændres i takt med dine bevidst ændrede tanke- og handlemønstre.

Dine adfærdsmønstre og dit kropssprog er dybt rodfæstede, og det tager tid at opgradere dem, og de signaler de udsender, så de samstemmer med dine nye indsigter og holdninger. Og det tager tid for andre at opfatte, indstille sig på og reagere i overensstemmelse med dine nye præmisser for samvær.

Det kan også være en god ide at kaste et nærmere blik på, hvordan du sætter dine grænser. Selvom dit fokus er at respektere og sætte dine egne grænser, må du huske også at respektere andres grænser.

Der er en naturlig tendens til ikke at respektere en grænsesætning, hvis denne føles som en grænseoverskridelse i sig selv!

Så prøv at lægge mærke til hvordan du sætter dine grænser. Er det nu blevet dig som dikterer, hvordan andre skal have det, og hvad de skal gøre? Du skal ikke give køb på dine egne grænser, men du må være villig til også, at acceptere andre og lade dem have deres frie valg, og give dem lov til at føle og gøre, som de vil og føler rigtigt.

Det kan så resultere i, at du må melde ud, at du for en tid ikke ønsker deres selskab, og du kan evt. forklare hvorfor, du føler således. Senere kan du altid genoptage kontakten, og se hvordan det så går. De fleste af den slags uoverensstemmelser løser sig med lidt tid, omstillingsrum og perspektivering – og det føles afklarende og beroligende at have klare linier, om det så medfører en fortsat adskillelse eller en forbedret omgangsform.

”En naturlig seksualitet er hverken undertrykkende eller overdrivende. Den er ikke fordømmende og ikke søgt. En naturlig seksualitet accepterer ganske enkelt, når der opstår seksuelle energier i kroppen, og også når der er et fravær af disse energier.

Der er en grundlæggende tillid til, at disse energier kommer og går i vores indre, som det er i overensstemmelse med naturen.”

Frank Vilaasa, What is love? – The spiritual purpose of relationships.

Værktøjskassen Nye tanker om elskov De fleste af os ønsker og søger fællesskabet i kærlighedsforholdet. En vigtig del af et kærlighedsforhold er elskovslivet - også selvom det er forskelligt fra par til par, hvor aktivt de har brug for, at det skal være. Elskov knytter kærlighedsbånd og skaber samhørighed og velvære, såvel som det skaber nyt liv.

Fysisk kærlighed er en naturlig del af den menneskelige natur. Men elskov kan være utrolig svær og ambivalent, hvis ophidselsen er forbundet med upassende følelser af fare, udnyttelse og afsky. Vi kan have brugt en god del af vores liv på, ubevidst, at undgå vores egen eller andres seksualitet.

Hvis vi har brugt vores seksualitet som et middel, har udnyttet den eller overdrevet den på grænseoverskridende og seksualiserende vis, kan det endvidere blive svært at mærke os selv: Hvad kan vi egentlig lide, og hvad har vi lyst til at indgå i?

– Ægte kærlighed og elskov er ikke let at genkende.

Måske opleves de ambivalente følelser som et problem, måske ikke. Måske er ambivalensen ny, måske gammel, måske forekommer den periodisk. Eller måske har du slet ikke overvejet det endnu?

Følelser er til for at blive imødekommet. De positive følelser såsom kærlighed, håb, optimisme, glæde og anerkendelse imødekommes, når vi er sammen med andre mennesker, når vi knytter bånd og udtrykker vores bedste sider. Negative følelser imødekommes ved at slippe dem fri. Vi kan ikke stoppe dem, holde på dem, ignorere dem, aflede dem eller hæve os over dem. Negative følelser har deres egen rolle, i og med de gør os opmærksomme på særlige omstændigheder - men de er giftige for krop og sind, når de hænger ved.

Vaner er det ydre udtryk for, at hjernen har tilpasset sig og dannet struktur for en særlig adfærd. Så hvis du vil bort fra en vane, et tankemønster, en handlemåde, så må du give din hjerne mulighed for at danne nye strukturer, andre netværk1.

Ud over bevidst at handle og tænke anderledes, kan du også med fordel begynde at meditere. Det skaber et indre rum, som er uberørt af vanetænkning og gamle handlemåder – og der kan du finde ro og klarhed2.

1 2

Deepak Chopra & Rudolph E. Tanzi, “Superbrain”.

Læs mere herom i kapitlet Kort om meditation.

Værktøjskassen Når vi taler om, at elskov er en vital del af livet, at behovet for fysisk nærvær er lige så vigtigt som psykisk nærvær, så bunder det ikke så meget i de enkelte grundkomponenter af et kys, en berøring, men i den overordnede balance. Vi er ikke i balance, når helt naturlige dele af det at være i live og at være menneske, bliver undertrykt, bekæmpet eller udnyttet og overdrevet.

Hvis vi hele tiden er i kamp med os selv, hvis vi gennemtrumfer, og hvis vi overvinder os selv eller underkender os selv, hver gang vi står over for muligheden for fysisk nærvær, så er det ikke vores viljestyrke, som modstår og vinder, det er blot modstand. Og hvad vi modstår består. Hvis vi ”fejler” og derefter irettesætter os selv, og føler os som en fiasko og en taber, så understøtter vi igen hjernens fysiske strukturer for en adfærd, vi ikke ønsker. Oven i hatten understøtter vi et kropsligt minde om ubehag, som vi heller ikke ønsker.

Noget af det vigtigste vi kan gøre, er at holde op med at kæmpe med os selv1: • Ignorer hvor mange gange du gør (eller ikke) dette eller hint. Genopret i stedet balance, der hvor du kan: Det kan være stressfaktorer i form af følelser, søvn, mad, omgivelser, andre mennesker o.a. Fokuser på at nå et vendepunkt. Frygt og vrede er altid de underliggende følelser, som vedligeholder fastlåste vaner, holdninger og adfærd. Når du derimod har det overvejende godt, så er overskuddet og den nødvendige balance til stede til at være nysgerrig og turde prøve noget nyt.

1

Deepak Chopra & Rudolph E. Tanzi, “Superbrain”

Værktøjskassen • Du kan ændre dine vaner i det øjeblik, hvor du føler trang til at gentage en bestemt tanke-, handlemåde, i dette tilfælde når lejligheden for fysisk intimitet opstår. Hvad sker der i det øjeblik? Enten har du bare ikke lyst. Eller også forsøger du at pacificere en følelse. Mærk efter. Hvis du ikke har lyst, så er den ikke længere. Hvis du forsøger at pacificere en følelse, så drejer det sig om en følelse, som i sin essens er stærk nok til at manifestere sig som ikke-lyst. Du er vant til at suse forbi denne følelse og skjule den bag din vanemæssige adfærd. Når det sker så stop op og mærk, hvad du føler: Overvældelse? Udmattelse? Frustration? Pres? Fravær? Nervøsitet?

Kedsomhed? Utålmodighed? Irritation? Utryghed? Rastløshed? Vrede? …?

Når du har fået hoved og hale på følelsen, så nævn den ved navn, og gerne højt: Fx ”Jeg føler mig utryg lige nu.” Og gør så, hvad du skulle til at gøre. Kæmp ikke med dig selv. Vent i stedet på en åbning. Hvis du trofast bliver ved med at spørge dig selv og forholde dig til dine følelser, så vil der helt naturligt komme et tidspunkt, hvor dit sind vil sige noget nyt: Fx Jeg er jo ikke rigtig utryg, så hvorfor beskytter jeg mig selv?

Hvorfor prøver jeg ikke at gøre noget nyt?

Du behøver ikke at gå og vente på, at et sådant øjeblik indfinder sig, og lad afgjort være med at fremture det. Balance er vores naturlige tilstand, så øjeblikket vil uvægerligt komme, alt du behøver, er at være beredt og opmærksom. Fortsæt med at imødekomme dine følelser, afstå fra indre kampe og mediter. Når dit ønske om at bryde en vane, et tankehandlemønster, er stort nok, så sker det.

Værktøjskassen Elskov er ren energi Hvis vi ser sex som en kombination af to hormonpåvirkede kroppe, som gnider nerveenderne i deres intime dele imod hinanden til et klimaks nås – ja, så er der ikke megen charme eller tiltrækning ved det.

Anskuer vi i stedet akten som livsenergi i bevægelse; energi i os selv, energi i vores partner, en overførsel og en deling af ren energi, så vækker ideen ganske anderledes følelser. Så bliver det til noget naturligt, smukt og berigende.

Vores opfattelse former vores oplevelse af denne form for livsenergi. Os, som er blevet grænseoverskredet, er især nødt til at lægge hovedet til side, og være til stede i nuet, hvor den fortid, som vi refleksmæssigt husker, og som kroppen mærker, ingen magt har.

• I nuet observerer vi blot, mærker, genkender og oplever energien bevæge sig igennem vore kroppe. Når energien flyder gennem musklerne i vores ben, får vi lyst til at bevæge dem. Flyder energien gennem maveregionen kan vi have sommerfugle i maven, eller vi kan fordøje, føle sult osv. Når energien flyder gennem vores underliv, så føler vi ophidselse. Vi mærker måske en varme, en længsel, en tindren, en blødhed, en sprudlen, en spænding. Vi kan blive der i nuet, uden at fortage os andet end blot at observere de forskellige følelser og fornemmelser, som energien vækker i os.

Optimalt set flyder energien let og uhindret igennem hele kroppen.

Det er den samme energi, som flyder gennem alt, som lever.

Værktøjskassen Når vi er blevet opmærksomme på den seksuelle energi i os selv, når vi genkender den, og ved hvordan den føles, så hjælper det os til at vide, både når den er til stede, og når den ikke er det. Det hjælper os til følge vores egen sande natur og hverken underdrive eller overdrive.

• Fem skridt fra hovedet og ned i kroppen1: 1. Opgiv ønsket om at kontrollere og manipulere situationen. Slap af og lad hovedet tømmes for tanker og forventninger. Bare vær opmærksomt til stede i nuet.

2. Slap af og bliv opmærksom på din krop, mærk de fysiske fornemmelser, som lige nu er i din krop.

3. Accepter hvad end du føler og fornemmer i hvert øjeblik. Lad være med at gøre det bedre eller værre. Lad hvert øjeblik være nok.

4. Træk vejret dybt ned i maven og underlivet. Forbind dit åndedrag med fornemmelserne efterhånden, som de forekommer, og lad dem sprede sig i resten af kroppen, når du ånder ud.

5. Overgiv dig til, hvad du føler i din krop lige nu.

Når du er parat, kan du fortage de selv samme fem skridt sammen med din elskede: Mærk din elskede og hans/hendes energier, og tillad jer at flyde sammen, at følge hinanden, at dele energien, og at lade den blive stærkere og stærkere, mens I elsker. Når energien flyder, er det nok bare at mærke den, og at følge den i nuet – i nuet er tanker og teknik overflødige.

1

Frank Vilaasa, “What is love?” p. 76.

”At undertrykke sex er som at gøre en rosenbusk til en bonsai – vi skærer dens rødder og får til gengæld små, forkrøblede blomster. Hvis vi kan få vores seksualitet til at fungere på den rigtige måde – det vil sige, i harmoni med dens sande natur – så er vi halvvejs med at skabe den kærlighed, som vi ønsker i vores liv.”

Frank Vilaasa, What is love? – The spiritual purpose of relationships.

Værktøjskassen Elskov set fra det aseksuelle perspektiv Når vi først har åbnet for erindringerne om de krænkelser og uvelkomne og påtrængende erotiske stemninger og situationer, vi har været udsat for, genlyder det i alle kroge og nicher. Når en hel masse tanker og følelser pludselig presser sig på, hver gang spørgsmålet kommer op om fysisk intimitet, for end ikke at nævne elskov, bliver det med ét meget svært at dele intimitet - selv med en person vi har kendt længe, og som vi elsker, og som vi måske tidligere har været intim med. Tankerne kan vælde op både før, under eller efter selve elskoven. Eller det kan være ikke-formulerede følelser som afsky, vrede, frustration, fortabelse, pinlighed, skam, flugt, kamp, afmagt, trangen til at skrige, smadre og lignende.

Hvad gør vi?

Der er ikke nogen let vej. Det kræver tid og mod.

• Men prøv at se på hvem det er, som ønsker at være dig nær, at elske med dig: Er det ham/hende, som du har valgt at være sammen med?

Ham/hende som du elsker, og som elsker dig?

Er det din elskede? Ellers så drop det.

Når du står i situationen, eller tænker tanker derom, så smil og gentag for dig selv: Det er jo min dejlige mand/kvinde. Se dem for dit indre blik med deres mest tiltalende og kærlige udtryk.

• Hvis du nærer forbehold og afstandtagen, så prøv at omformulere. Hver gang du har en negativ vanemæssig tanke om elskov, din partner og elskov, eller dig selv og elskov, så omformuler tanken til en positiv. Smil og glæd dig over nye muligheder1. Smil og glad-tanker sender ”glad”hormoner ud i din krop, og nye tanker skaber med tiden nye strukturer og veje i din hjerne.

1

Se evt. afsnittet Bekræftelser.

Værktøjskassen Fx:  Nu igen… → Dejligt! Tid til leg/samhørighed/glæde/...   Lad være med at gramse! → Jeg elsker kærlige berøringer   Jeg kan ikke lide det der! → Jeg viser eller siger, hvad jeg kan lide og modtager kun dejlige berøringer til gengæld   Hvorfor skal der altid røres lige dér? → Min elskede synes, jeg har fantastisk smukke bryster/brystkasse/bagdel/… . Jeg siger til min elskede, at lige dér går det ikke endnu. Jeg viser andre steder, hvor jeg gerne vil røres   Kan han/hun ikke bare styre sig!? → Min elskede elsker mig og udtrykker, at han/hun ønsker at være tæt med mig  At ændre tankemønster og tankefokus er første skridt på vejen til at ændre adfærdsmønster – og det er vejen til at opleve nye glæder og til at leve i frihed.

Prøv at gøre det til en leg. Tvang duer ikke. Hvis du tvinger dig selv og gør det til en sur pligt, forstærker du bare de negative følelser forbundet hermed, for ikke endnu engang at nævne at hjernens strukturer herfor bliver forstærket og din hukommelse ligeså. Du bestemmer selv, hvor du vil hen og i hvilket tempo.

Jeg vil ikke foregøgle, at det er let. Faktisk kan det være mere end svært til tider.

Det er en blanding af at lære nyt, at omformulere det velkendte gamle, og at give afkald på noget vi ikke nødvendigvis kan lide, men som vi dog kender, mestrer, og føler en slags tryghed ved. Som sagt kræver det tid og mod.

Værktøjskassen • Når du føler dig nysgerrig og parat, kan du begynde med at visualisere1 en situation, som var det nutid og virkeligt. Sørg for at befinde dig et sted, hvor du kan slappe helt af, og hvor du føler dig tryg og rolig: Forestil dig din nutid, som du helst vil have den. Føl glæden og taknemmeligheden for dit dejlige liv.

Forestil dig derefter sammen med din elskede. Det kan være at I blot kysser eller krammer. Mærk hvordan du føler dig tryg og elsket, som den du virkelig er. Udvid visualiseringen så langt, som du finder det behageligt. Måske I er sammen i elskovsleg? Forestil dig alle de fine, blide, kærlige detaljer: Hvordan I rører og glæder hinanden, hvordan alle tanker og alt andet omkring jer forsvinder: Der er kun jer to tilbage forenet i nydelse. Forestil dig, hvor glade og tilfredse I er bagefter, og hvordan jeres samhørighed styrkes.

Det vigtigste er, at du gør det med udgangspunkt i glæde og kærlighed til dig selv, at du føler glæde og kærlighed til dig selv; kort sagt, at du har det godt, mens du visualiserer. Hvis du ikke kan vende din stemning positivt eller bakke helhjertet op om forandringen, så giv slip og prøv igen senere. Giv ikke op. Alting har sin tid.

• Samtidig med at du arbejder på at ændre tankemønstre, kan du, hvis du har lyst, sammen med din partner arbejde med at ændre din krops hukommelse. Sammen kan I gøre den tryg ved berøring gennem simpel massage. Massagen foretaget af din partner forbliver massage hver eneste gang, og fører på intet tidspunkt til seksuelle berøringer. Dette er vigtigt i og med, at du og din krop, inden for disse rammer, kan begynde at finde tillid og føle tryghed. Du kan sætte dine begrænsninger for, hvor der må røres og hvor ikke. I kan også bytte roller, så du masserer din partner, og vedkommende kan ligeledes formulere sine grænser.

Og langsomt, som tilliden fæstner sig, kan du udvide grænserne og genlære nydelsen ved simpel berøring.

1

Du kan læse mere om visualiseringer i afsnittet Visualiseringer.

Værktøjskassen • Det er en god idé, at lave en kontrakt på forhånd, som fx definerer, hvor der gerne må røres, og hvor det ikke går endnu. I kan også aftale kun at holde i hånden. Næste gang kan I kysse og så fremdeles. På denne måde når du at opbygge en følelse af tryghed, valgmuligheder og kompetence inden du vælger at gå videre.

Det er altså vigtigt at aftale på forhånd hvad som skal ske, og at du, hvis du bliver overvældet af en følelse, kan sige ’Stop, vent et øjeblik’ så du får tid til at arbejde dig igennem følelsen så den ikke sætter sig fast. Eller du siger ’Stop’ og så er det stop og det er okay.

Når vi tillader os at eksperimenter på denne måde så udvider vi vores evner til at rumme seksuelle følelser og energier på en ny og tryg måde, og vi vil gradvist blive bedre dertil. Det er, når vi arbejder sammen med en anden på denne måde, at den dybeste healing sker.

• På et senere tidspunkt kan du eventuelt tage fuldstændig kontrol med situationen. Lad energien vise vej og vær den der tager initiativet helt fra begyndelsen. Du bestemmer alt. Du fører hænderne, beslutter tempoet, vælger graden af blidhed og kraft. Du bestemmer, hvornår det starter, og hvornår det slutter. Det kan være meget befriende og styrkende, for det er ganske svært at finde plads til offerfølelser, når du selv er kaptajn – og når hovedet i øvrigt ligger på hylden.

Det kan tage kortere eller længere tid at nå til et fuldstændig afslappet, harmonisk, naturligt, ærligt og nydelsesfuldt elskovsliv med sunde grænser, og der kan være perioder, hvor det går let og andre med tilbagefald. Måske vil du arbejde med enmandsøvelser i lang tid, før du går videre, eller måske kun kort.

Måske er du bange for at overskride dine grænser – men hvad du i virkeligheden gør, er at udfordre dem. Hvis du ved fuld bevidsthed træffer nye valg, fordi du er nysgerrig og har lyst, er det fordi du ønsker andre grænsesætninger, end de der råder nu. Et andet adfærdsmønster. Et andet liv! Du har valgt en ny sti, som du går til. Det er forskellen.

Så husk at bevare optimismen. Husk at rose dig selv for hver succes – og at klappe dig selv på skulderen, også hvis det ikke gik helt, som du håbede denne gang.

Næste gang lykkes det måske?!

”Sex er hverken smukt eller grimt – det er bare.”

Frank Vilaasa, What is love? – The spiritual purpose of relationships.

Værktøjskassen Elskov set fra det seksualiserede perspektiv Er din erfaring, at dine venner af modsat køn altid bliver forelskede i dig og/ eller forsøger at komme i bukserne på dig? Så har du muligvis et problem med seksualiseret adfærd - om du er dig dine signaler bevist eller ej.

Selvom seksualisering er en indgroet gammel vane, så naturlig som at trække vejret, så refleksmæssig som at binde sine snørebånd, så stammer vanen fra gamle mestringsstrategier og finder brændstof i manglende selvværd og forestillingen om, at der er nødt til at være en ekstra gulerod, for at modparten vil finde samværet interessant nok til at bruge tid på os. Venskab og kærlighed bygger på respekt og selvrespekt, og udviser vi ikke respekt og selvrespekt, modtager vi den desværre sjældent.

Flirten og sex fører til mere flirten og sex – og som regel ikke til hvad vi virkelig ønsker, om det være sig venskab eller kærlighed. Hvis vi har tendens til at overdrive eller fortabe os, ud over hvad vi kan lide, hvis vi forstiller os, benytter os af sex til opnåelse af kærlighed og andre goder, hvis vi føler os fanget af forventninger eller ønsket om at ”please”, så må vi finde ind til og holde fast i, hvad vores virkelige mål er. Sex uden kærlighed giver en øjeblikkelig, men kortvarig fornemmelse af samhørighed og varme, som fordamper alt for hurtigt og i sit sted efterlader en følelse af tomhed. Det er en deprimerende erstatning for den ægte vare. Sex med kærlighed er så meget bedre – det er elskov!

Mærk efter hvad du og din krop rent faktisk har lyst til. Prøv at skrue ned på din ageren, og se hvad der sker?

• Du kan forestille dig, at der er en knap placeret på din ene overarm.

Knappen kan du skrue op og ned på i løbet af dagen, som i en leg, mens du bliver bevidst om, hvad der sker, hvornår og hvordan.

Værktøjskassen • Stil spørgsmål i løbet af dagen og i forskellige situationer: Har jeg lyst til det her?

Er jeg mig selv lige nu?

Er jeg sammen med den person, jeg har lyst til at være sammen med?

Har denne person lyst til at være sammen mig, når jeg er mig selv?

Hvad er mine motiver lige nu?

Har jeg flere agendaer?

Hvad kommunikerer jeg lige nu med mit kropssprog?

Er jeg i overensstemmelse med mine virkelige drømme og ønsker?

Hvem er jeg god ved lige nu? Mig eller ham/hende? Os begge?

Find den væremåde som er din, og som er i harmoni, med den du inderst inde er – en væremåde som harmonerer med, hvad du rent faktisk ønsker dig i dine relationer, af livet og af et forhold.

Hvis du stadig ikke ved, hvad du ønsker dig i dine relationer, af livet eller af et forhold, så er NU et godt tidspunkt at finde ud af det: Skriv en liste i din dagbog, på et stykke papir og føj til efterhånden, som du kommer i tanker om mere.

For et seksualiserende menneske kan det være svært at slå sig til ro. Vi er vant til at være vilde og eventyrlystne, og det at nedtone os føles måske kedeligt og uniformt. Måske vi keder os og mangler spænding i begyndelsen? Det kan være vi savner legen med grænserne? Eller måske er det forførelsen og suset af spænding og ballade, vi savner? Måske føler vi pludselig, at alle, inklusiv os selv, overskrider vores egne og andres grænser? Vi lærte engang at seksualisere vores adfærd, som en del af en mestringsstrategi. Nu har vi valgt at lære en ny mestringsstrategi til at afbalancere vores liv.

Værktøjskassen • Når du føler modvilje, så prøv at se igennem overfladen og ind til kernen: Er det frygt for nærvær?

Er det ansvaret som presser?

Føler du, at magten glider dig af hænde?

Er det frygt for monotoni?

Eller frygten for om din dømmekraft holder stik? …?

Der er mange flere muligheder så mærk godt efter og husk at lytte efter, hvad din krop fortæller dig.

Selv om det er lidt intimt, så kan det måske hjælpe at vide, at jeg, som så mange andre, havde et ben i hver lejr: Det vil sige, at jeg vekslede mellem seksualiseret adfærd og afstandtagen og ikke altid på en udpræget logisk måde. Da min virkelighed brød igennem forsvarsværkerne, reagerede jeg skarpt med det sidste, og jeg kunne ikke snuppe sex - hverken egen eller andres seksualitet.

Jeg blev rådet til at overdrive elskovslivet for at ændre mentalitet og give kroppen en ny hukommelse. Det var et fint råd. Men det kunne jeg ganske enkelt ikke få mig selv til. Jeg havde lige fundet ud af, at jeg kunne bestemme en hel masse ting, og jeg havde slet ikke lyst til at give afkald på, at gøre som jeg lystede – og elskov var bestemt ikke, en del af, hvad jeg lystede på det tidspunkt. Snarere var det som om, at det var blevet meget sværere og mere forvirrende end før, fordi en hel masse tanker og billeder nu dukkede op og pressede sig på, hver gang intimiteten meldte sig. Her, knap fem år senere, har jeg i udstrakt grad forandret min krops hukommelse og mine instinktive reaktioner. Selv om mine tankespor til tider stadig kan slæbe lidt efter, er jeg for det meste tryg og fuldt tilstede, og kan overgive mig uden alle de forbandede tanker og kropslige erindringer.

Det spøjse er, at stort set hver eneste gang, så tænker jeg nu: Det her er jo godt!? Hey, hvorfor gør vi det ikke lidt tiere? Men det er som om min hukommelse svigter. Min evne til at huske erindringer i denne kategori er nulstillet. Min hukommelse er blevet selektiv, og den kører i et dybt veltrænet spor (som jeg de første tre år end ikke engang var mig bevidst), hvor alt der omhandler kærlighed blandet med sex automatisk skubbes på afstand og udviskes på et par dage. Hvis jeg ikke holder fast i den gode oplevelse og gentager den regelmæssigt, kan det tage sin tid, før jeg kommer i tanke om dette aspekt af livet igen. Det er virkelig svært at bryde dette ”usynlige” mønster, for hvordan husker man noget, som ens sind konstant forvandler til ikke-eksisteren? Jeg prøver at notere i min kalender med små smileys, hvornår vi havde sjov. Men selv det har jeg en tendens til at glemme...

Men det vil ikke sige at jeg starter forfra hele tiden. Det er snarere som at træde et skridt frem og så et halvt tilbage. Det virker!

Hver må finde sin rette tid. Men det er vigtigt, også at afprøve om tiden nu er kommet regelmæssigt.

Et andet råd jeg blev givet var at bruge glidecreme. ”Adr” var min tanke og det er det stadigvæk. Jeg købte faktisk en tube, men den lå ubrugt og uåbnet meget længe, indtil jeg smed den ud. Mit problem var ikke at være parat eller ej. Mit problem var mine ambivalente følelser og uvilje mod at indgå i forspillet. For mig er brugen af glidecreme, som at camouflere det virkelige problem og at gøre problemet til et fysisk problem, mens roden til ondet i psyken kan fortsætte med at bløde. For mig var løsningen at arbejde med mine tanker og opfattelser først og siden langsomt med min kropslige hukommelse, som ovenfor skitseret. Men måske en tube creme kan hjælpe andre? Det vil jeg bestemt ikke afvise. Det er vigtigt at undersøge alle muligheder.

Vi er forskellige, og vi har fået fikseret vores traumer på forskellige måder, og vi har brug for forskellige løsningsmodeller.

Værktøjskassen Reguler upassende seksuelle følelser Hvis vi tænker utænkelige tanker (som der blev nævnt i kapitlet om senfølger) om vores barn eller andre upassende personer, så er der ingen grund til at fortvivle eller fortrænge det. Mange mennesker, måske alle, har oplevet det fra tid til anden.

Følelser er ren energi. Vi må se på vores følelser med ærlighed og medfølelse og uden skam og uden at dømme. Vi kan tage fat i følelserne bag tanken og mærke dem, som de er: Ren energi. Vi kan bruge vores observerende selv og vores oplevende selv til dette. Og vi kan kontrollere følelserne og ophæve dem ved at pendulere frem og tilbage mellem følelserne, vores krop, vore omgivelser og eventuelt vores anker.

Når vi lader følelserne strømme frem og tilbage gennem vores krop, som den rene energi de vitterlig er, bliver energien frigjort, og den kan i stedet komme til udtryk gennem kreativitet eller blive rettet mod en passende partner1.

Vi kan løse konflikterne på forbløffende kort tid på denne måde – og indse at vi ikke er dårlige mennesker.

1

Inspireret af en tilsvarende øvelse af Peter A. Levine.

Værktøjskassen Hvem er jeg i dag?

Et skridt på vejen er, at lære sig selv at kende på ny. Kan vi rent faktisk lide is? Eller foretrækker vi i virkeligheden lagkage? Lige gyldig hvem vi er, hvor godt vi tror, vi kender os selv på alle områder, så er det en god idé at starte hver morgen helt uden forudfattede meninger.

Fastgroede holdninger begrænser, i modsætning til holdninger i bevægelse, som spejler den indre og ydre verdens foranderlighed. Håndhæver vi mon en personlig holdning, som var det den rene skinbarlige sandhed?

Når personlige udsagn bliver til universelle fakta, så foregår det nogenlunde sådan her: Gult klæder mig ikke → Gult er grimt.

Jeg finder mænd frastødende → Mænd er frastødende.

Jeg er ligeglad med edderkopper → Edderkopper er harmløse.

Med følgende spørgsmål i baglommen, er vi parate til at genopfriske vores opfattelser: Hvorfor tænker jeg på den måde?

Hvad er min egentlige motivation?

Gentager jeg i virkeligheden de samme gamle ting, som jeg altid siger/ tænker/gør? … Og vi er parate til at opleve os selv, som var det den første morgen i vores liv: Hvad har jeg lyst til?

Hvad kan jeg lide, og hvad kan jeg ikke lide?

Vi må holde op med at gøre det vi ikke kan lide og begynde at gøre det, som gør os glade. Vi må være åbne over for forandringer i vores personlighed og smag.

Vi kan eksperimentere og glemme hvem vi var i går, og udforske hvem vi rent faktisk er i dag, lige nu, på alle niveauer og inden for alle områder.

Værktøjskassen Kunsten at stille spørgsmål At stille spørgsmål til os selv, kan hjælpe os med at afklare vores tanker og følelser. Men det er ikke ligegyldigt, hvilke spørgsmål vi vælger, eller hvordan vi formulerer dem. Jo mere præcise og målrettede vores spørgsmål er, des klarere svar finder vi.

Søg at formulere dine spørgsmål i en positiv og kærlig tone.

Her er nogle eksempler på spørgsmål, du kan stille dig selv. Skriv eventuelt svarene ned og gem dem – måske finder du andre svar, som tiden går?

• Hvilke aspekter af mit liv, er det på tide, at jeg gør mig fri af?

• Hvilke forhindringer ser jeg som uoverstigelige? Hvorfor?

• På hvilke områder/i hvilke situationer tager jeg mere hensyn til andre end til mig selv?

• På hvilke områder/i hvilke situationer tager jeg mere hensyn til mig selv end til andre?

• På hvilke områder/i hvilke situationer er jeg ikke klar og bestemt nok?

• Med hvilke mennesker har jeg noget at afklare?

• På hvilke måder kan jeg afklare områder/situationer/forhold så fokus forbliver på forløsning, frihed og kærlighed?

• Har mit oprør rødder i min kærlighed til mig selv?

• Hvordan kan jeg støtte mig selv i et positivt, konstruktivt og kreativt oprør?

• Hvad giver mig størst glæde?

• Hvilke hemmelige ønsker og drømme er jeg uvillig til at indrømme?

• Inden for hvilke rammer kan jeg realisere mine drømme?

• Er jeg i stand til, i min nuværende situation, at udfolde mig selv og min energi helt og fuldt?

Værktøjskassen Her kan du skrive flere spørgsmål

Værktøjskassen Tilgivelse i praksis Tilgivelse er essentiel for ægte og vedvarende sindsro, for energetisk overskud, for muligheden til at leve i nuet og værdsætte det i fulde drag uden skår i glæden.

Men hvordan tilgiver vi i praksis?

Der er vel mange måder. Her er en af dem. Den kræver din dagbog eller et stykke papir og en blyant. Det er vigtigt, at du skriver svarene ned, for det bibringer en helt anden form for klarhed, end hvis du blot summerer op i hovedet. Det vil gøre det lettere at finde og følge mønstre og at lære af disse.

Ofte er de, som vi har allermest brug for at tilgive, dem som drog omsorg for os i vores barndom, men det kan også være andre vigtige personer, som har haft indflydelse, og som på forskellige måder har påvirket vores liv op gennem barndom, ungdom og voksenliv. En måde at opnå en form for indsigt i deres liv, og den indflydelse de har haft på vores eget liv, er ved at se disse mennesker nærmere i kortene1.

Denne øvelse tager udgangspunkt i dine forældre, men med lidt kreativitet kan du også bruge spørgsmålene til at søge tilgivelse af andre: Spørgsmål reserveret til dig selv i forhold til din mor:

• Var din første oplevelse af verden positiv eller negativ?

En positiv oplevelse af nærende kærlighed og imødekommelse af vores behov gennem de første 5 leveår, skulle give udslag i et grundlæggende positivt livssyn og livsforventning - i modsat fald et grundlæggende negativt livssyn og livsforventning.

Her tæller også tiden under graviditeten og selve fødslen med, samt din mors oplevelse af denne tid.

1 Baseret på øvelse af James Redfield, ”Visionen: At leve med spirituel opmærksomhed”.

Værktøjskassen Spørgsmål til begge forældre (eller andre vigtige omsorgsgivere): • Hvordan var din mors/fars forældre?

Hvilke kulturelle og sociale forventninger og begrænsninger blev din mor/far opdraget med? Hvordan influerede det på hendes/ hans forventninger og drømme til hvem, hun/han ønskede at være?

• Hvilke værdier udtrykte din mor/far omkring livet, familie og arbejde?

Afveg de fra den gængse opfattelse i samfundet?

• Hvordan forholdte din mor/far sig til andre mennesker, til aftaler og løfter? Og hvad var indstillingen til filosofiske og spirituelle emner?

• Hvilke færdigheder og egenskaber lærte du gennem hendes/hans eksempel?

• Som hun/han blev ældre, hvad var indstillingen da til helbred og helbredelse samt det indre spirituelle liv?

• Hvad var hendes/hans overordnede værdier og vision for, hvordan hun/ han syntes at mennesket skulle leve for at leve godt og rigtigt?

Hvor godt formåede hun/ han at leve op til sin egen vision?

• Hvordan havde du det som barn, med din mors/fars drømme? Hvilke af hendes/hans værdier og tilgange til verden følte du intuitivt var rigtige eller forkerte?

Hvad synes du nu som voksen, ude over barndommens og ungdommens rebelskhed?

• Hvis du kunne ændre, hvordan tingene skete, justere beslutninger og overordnet kurs i livet, hvad ville du så ændre i din mors/fars liv?

• Hvordan har det influeret dit liv, og den måde du har valgt at leve det på, at betragte din mors/fars liv og deres valg, både som barn og nu?

Hvad har du lært? Hvad er din vision for livet? Hvad er din vision for at være et godt menneske?

Hvis du sammenlægger din mors og din fars liv, deres forskelligheder og deres kompromiser, bliver det tydeligere, hvilke du har indoptaget og integreret i din egen livsførelse, og hvilke du har smidt på porten.

Ifølge en gammel japansk fortælling opfordrede en krigerisk indstillet samurai engang en zenmester til at forklare ham begreberne himmel og helvede. Munken svarede ham med foragt: ”Du er jo ikke andet end en lømmel… jeg spilder ikke min tid på sådan nogle som dig!”

Samuraien, der følte sin ære krænket, blev ude af sig selv af raseri og trak sit sværd og råbte: ”Jeg kunne slå dig ihjel for din uforskammethed.” ”Det her,” svarede munken roligt, ”er helvede.”

Samuraien blev så forbløffet over at indse sandheden i det, mesteren havde påpeget om det raseri, der havde grebet ham, at han faldt til ro, stak sværdet i skeden, bukkede og takkede munken for indsigten. ”Og det dér,” sagde munken, ”er himlen.”

Daniel Goleman, ”Følelsernes intelligens”

Værktøjskassen Kort om meditation Der er mange måder at meditere på, og mange af os mediterer allerede uden at være bevidste om det. Det kan være, mens vi går en tur og blot følger rytmen af vores gang og vores arme, som svinger i takt. Mange mediterer når de er i motionscenter, nogle gør det, når de reparerer bilen, andre mens de maler, spiller musik eller andet. Vores opmærksomhed er rettet mod et bestemt punkt, og vores tanker falder til ro, i stedet for at flyve som forvildede fugle fra den ene gren til den næste: Vi er til stede i nuet.

Vi kan vælge at meditere mere målrettet.

Det kan vi fx gøre ved at følge vores åndedræt eller mærke vores hjerteslag. Vi kan tage udgangspunkt i en bekræftelse eller en ide. Vi kan meditere på en farve, en følelse, et mantra, eller vi kan lytte opmærksomt til et bestemt stykke musik.

Vi kan vælge at visualisere, fordi vi ønsker at transformere en bestemt følelse eller en kropslig smerte, fordi vi ønsker at udforske en anden virkelighed. Vi kan afsætte et tidsrum til blot at være opmærksomt til stede i nuet og opmærksomt observere hvilke kræfter i os, som forsøger at distrahere os fra dette nu – det kan være utrolig lærerigt, for det er de samme kræfter og de samme midler, som distraherer os og fanger os på det forkerte ben, når vi er uopmærksomme og optagede af livets og dagligdagens små dramaer. Der er masser af muligheder Bevidst eller ubevidst: Vi mediterer fordi det føles godt. Vores sind bliver roligt, vores kroppe slapper af, og vi fyldes med energi.

Meditation er ikke en anden måde at tænke på. Det er snarere en proces, som frigør vores sind til at eksistere uden for vores normale begrænsninger. Og når vores sind vender tilbage til sin hverdagstilstand efter en meditation, medbringer det en ny grad af bevægelighed og fleksibilitet.

Meditation giver hjernen en pause, og skaber et rum, hvor ingen aspekter af os er i kamp med hinanden over noget som helst. I dette rum bevæger vi os omkring uberørte af forudfattede meninger og gamle vaner. Når vi er i ro, ser vi klart. Og kodeordet er klarsyn. Det vi kan se, kan vi også ændre.

Værktøjskassen Bekræftelser Positive bekræftelser understøtter forandring og vækst i livet. De hjælper os til selvindsigt og selvaccept ved at bevidstgøre os om negative mønstre, begrænsende holdninger, blokeringer og psykiske modstande – og hvad vi ønsker sat i stedet.

Hvordan vi taler er i sig selv en form for adfærd. Ved at sige udvalgte bekræftelser højt, kan vi hjælpe os selv med at udskifte gamle negative opfattelser med nye positive. Konstruktive tanker skaber rum for helbredelse og sindsro. Vi kan ændre vores tankefokus og vores tankemønstre lidt efter lidt - og dermed også vore handlemåder.

Sig dine bekræftelser hver dag, fx morgen og aften, eller når du føler behov. Hvis du oplever at negative ord eller sætninger ustandseligt vender tilbage og lyder i dit hoved, så bemærk det blot, og erstat dem, uden dømmen eller vrede, med en bekræftelse som fremmer balance og harmoni. Dit sind kan kun høre én tanke ad gangen og det kan du benytte dig af til din fordel.

Mens du står foran dit spejlbillede og ser dig selv i øjnene, kan du sige en eller to bekræftelser højt. På denne måde understøtter du dig selv i at stå ved dine målsætninger og behov. Når du kan gøre dette uden at føle modstand, og når du fornemmer, at du forstår, føler og lever essensen af bekræftelsen, så er du klar til en ny bekræftelse, som kan hjælpe dig videre på din vej. Det tager ca. 4-6 uger at vænne sig af med en dårlig vane, fx at bide negle eller at sige ’okay?’ efter hver anden sætning. Den første uge er sværest, som de fleste måske husker? Men lidt efter lidt, for hver gang vi bemærker gentagelsen, ja, så bliver det lettere at stoppe op og gøre noget nyt.

Her er nogle eksempler på bekræftelser, men du kan selv finde på andre alt efter dit behov. Husk blot at bekræftelserne skal være positive og formuleret i nutid.

Bekræftelserne bør heller ikke indeholde negationer (som ’ikke’ eller ’aldrig’) eller andre forbehold. Hold dem korte og klare. Hvis du finder det svært, så bare jongler rundt med udsagnet til det falder på plads – du bliver hurtig god til det.

Bekræftelserne kan også benyttes som udgangspunkt for meditationer. Vælg en bekræftelse og brug nogle minutter (eller mere) i ro på at betragte udsagnet fra forskellige vinkler og på at tænke over, hvad det kan indeholde af betydninger, hvilke følelser det vækker, hvilken fornemmelse det giver i din krop.

Værktøjskassen • Jeg elsker mig selv uanset hvad.

• Jeg ser med kærlighed på det, jeg siger og gør.

• Jeg har tryghed og kærlighed.

• Jeg er fri til at være fri og glad.

• Jeg udtrykker frit og åbent min energi, kraft og styrke.

• Jeg er fuld af kærlighed og lys.

• Jeg er bedre og bedre i stand til at udtrykke mine følelser og tanker.

• Afslutningen af det gamle gør mig fri til det nye.

• Jeg tager imod en ny begyndelse.

• Min lyst er kærlighed til mig selv.

• Af lyst udspringer glæde, liv og kreativitet.

• Jeg elsker livet, og livet elsker mig.

• Jeg vælger, hvordan fortiden påvirker mig i nutiden.

• Jeg finder alle de løsninger, jeg søger.

• Fordi jeg elsker mig selv, har jeg tryghed og kærlighed.

• Fordi jeg elsker mig selv, ser jeg med kærlige øjne på andre.

• Fordi jeg elsker mig selv, er jeg i stand til at elske fysisk og psykisk.

• Fordi jeg elsker mig selv, elsker jeg andre, og det gør mig glad, levende og opfyldt.

• Fordi jeg elsker mig selv, tager jeg én situation ad gangen og roser mig selv, fordi jeg forsøger og for hver en succes.

• Fordi jeg elsker mig selv, ser jeg livet i øjnene.

Værktøjskassen Her kan du skrive flere bekræftelser

Værktøjskassen Åndedræt og øvelser Et sundt åndedræt renser blodet, styrker lungerne og hjertet, regulerer blodtrykket og nervesystemet, øger immunforsvaret og helbredelsesprocessen, afspænder muskler og krop. Samtidig nedsætter det sunde og naturlige åndedræt stress og nervøsitet og virker beroligende på tanker og følelser, hvilket medfører tyngde og nærvær psykisk som fysisk.

I stress- og traumetilstande er åndedrættet kendetegnende hurtigt og overfladisk og kroppen stiv og ubevægelig. Dette øger kroppens anspændelse, stresstilstand og smerteniveau. Samtidig bevirker et tilbageholdt åndedræt at kroppen bliver følelsesløs – det fungerer således også som en måde til at standse ubehagelige følelser og fornemmelser. Men uden forbindelsen til kroppen og dens fornemmelser mister vi også forbindelsen til nuet og virkeligheden, og vi bliver overladt til tankekonstruktioner og yderligere stress.

Der findes mange åndedrætsøvelser. Blandt andre har yogatraditionen meget at byde på1. Her er et par helt basale øvelser, som kan hjælpe dig til at genopdage det helbredende, naturlige åndedræt: Et åndedrag består af tre faser: Indånding, udånding og pause.

Ved et sundt og naturligt åndedrag bevæger luften sig hele vejen ned i bunden af lungerne og brystkasse og mave udvides, for derefter at synke afslappet på plads under udåndingen.

• Læg dig på ryggen og slap af. Træk vejret helt ned i maven men uden at forcere. Mærk med en hånd på maven, hvordan den hæver og sænker sig i takt med din indånding og udånding. Flyt hånden og lad den hvile på brystkassen lige under kravebenene og mærk hvordan, også den hæver og sænker sig. Bemærk hvordan dine kraveben og skuldre duver let med bevægelsen. Mærk hvordan hele din krop blidt masseres, slapper af og vugges blidt af dine åndedrag.

1

Paramhans Swami Maheshwarananda, ”Yoga in daily life”.

Værktøjskassen • Gør nu åndedragene dybere. Træk vejret ind gennem næsen og ånd ud via munden. Det hjælper dig til at gøre dragene langsommere, og det filtrerer, varmer og fugter luften på dens vej. En indånding varer cirka dobbelt så lang tid som en udånding. Tæl til fire ved indåndingen, ånd ud, mærk pausen, og når din krop naturligt beder om mere luft, indånder du igen. Med øvelse og afslapning kan du udvide med at tælle til otte, men prøv ikke at forcere åndedragene. Brug gerne mindst fire minutter på øvelsen, hver gang du laver den.

• Det er ren meditation og meget beroligende at følge luftens vej ind og ud ad kroppen. Lad blot åndedrættet følge sin egen glidende rytme ind og ud. Følg det med din opmærksomhed men uden at kontrollere det.

Lad omgivelserne glide bort. Mærk åndedragenes blide massage af din krop.

Dette er en fantastisk måde at falde i søvn på, eller til blot at finde ro i hverdagen.

Et dagligt fokus på dit åndedræt kan hjælpe dig med at genfinde og genvinde overblik og balance. Det er også en vældig god måde at indlede en visualisering på.

Værktøjskassen Håndter smerte Hvordan forholder vi os til smertelige følelser og minder?

Vi prøver at undgå dem, eller at få dem til at gå væk så hurtigt som muligt!

Vi vil gøre næsten hvad som helst for at blive fri for smerte.

Vi kan prøve, at ændre på vores tanker, være positive eller analysere situationen om og om igen. Men det virker ikke. Vi har det, som vi har det. Vi kan trøstespise, kaste os over ekstraarbejde, eller finde os en ny kæreste, men det ændrer heller ikke noget. Det eneste, som virker, er at gøre ingenting og at møde smerten og se den i øjnene1. Bebrejd ikke og skyd ikke skylden på nogen eller noget. Anerkend og tag ansvar for, at du mærker følelsen. Accepter følelsen - og observer den: • Træk vejret dybt og lad smerten flyde gennem din krop. Slip din modstand mod smerten, og lad den være. Observer blot smerten, som den bevæger sig gennem din krop. Lad være med at identificere dig med den. Du kan sige til dig selv: Der er smerte, og jeg observerer den.

Slutteligt vil smerten forsvinde af sig selv.

Når du magter smerten, så prøv at visualisere den situation, som udløste smerten. Lad være med at tænke, bare se billederne. Flere følelser kan dukke op. Bliv ved med at trække vejret dybt, mærke følelserne og observer dem, til også de mister kraft og forsvinder.

Hvis du kan modstå trangen til at tænke og analysere, så er der tilmed mulighed for, at nye indsigter og perspektiver viser sig.

1

Frank Vilaasa, ”What is love?”.

Værktøjskassen Tal med din krop - meditation mod smerter og anspændthed Smerter i nakke, skuldre, ryg og mange andre steder forekommer som regel på grund af anspændthed og ubevidste forsvarspositioner.

At lære at slappe af er lidt af en kunst1, når anspændthed har været et livsvilkår længe. Men det er langt fra umuligt.

Træthed → smerte → spændinger → følelsesløshed er kroppens eneste måder at meddele sig til vores bevidsthed på. Hvis vi vælger ikke at lytte til disse signaler afbrydes forbindelsen, og i den nu opståede envejskommunikation kan vi blive ved og ved, uden at registrere kroppens tilstand, til vi brænder ud. Vi kan opløse spændinger og smerter, og genetablere forbindelsen mellem krop og sind, ved at gennemleve dem med accept i modsat rækkefølge: Følelsesløshed → spændinger → smerter → træthed. Dette kræver opmærksomhed, tålmodighed og omsorg.

Lyt til og tal med din krop med din indre stemme – det hjælper på koncentration og fokus. Hvis du har flere problemområder, så tal med din krop og mærk efter i hvilket område roden til problemet er, eller start der hvor ubehaget er størst.

• Sæt et kvarter til tyve minutter af. Sæt dig på en almindelig spisebordsstol, med ret ryg dog uden at anspænde dig. Placer begge fødder på gulvet og lad dine skuldre og hænder hænge afslappede og tunge ned langs siderne eller læg hænderne i skødet. Træk vejret dybt og mærk hvordan dine skuldre sænker sig for hver udånding. Mærk nu din krop.

Sig til din krop, at du nu lytter og er indstillet på, at høre hvordan den har det, og hvor det gør ondt. Først vil du formentlig mærke ingenting, men lidt efter lidt vil du mærke spændinger. Hold blot opmærksomheden ved det du mærker og accepter det. Vedbliv med at trække vejret dybt og roligt. Dine muskler vil nu reagere med smertesignaler. Fortsæt blot med at udvise opmærksomhed og accept ind til dine muskler afspændes, løsnes og slapper af, og smertetilstanden opløses og afløses af træthed.

1 ”Den største kilde til hovedpine, myoser og muskelsmerter er manglende egenomsorg – vi skaber og vedligeholder de fleste muskelplager ved at negligere vores krop og dens signaler” af Ove Wadum.

Værktøjskassen Visualiseringer Hvorfor bruge tid på visualiseringer?

Ligesom sindet kun kan høre én tanke, således kan det også kun se ét billede ad gangen. Visualiseringer virker, fordi vi skaber et virkelighedstro miljø med stemninger, følelser og sansninger. Hjernen fornemmer ikke forskellen mellem virkeligheden og øvelsen. Hvis vores sind er fuldt til stede i visualiseringen, vil også vores krop være der. Man kan rent faktisk med fine måleinstrumenter måle kroppens muskler bevæge sig umærkeligt i takt med de visualiserede handlinger.

Visualiseringsteknikker bruges blandt andet af astronauter og topidrætsfolk til at forberede sig på vanskelige og krævende opgaver mentalt som fysisk.

Der er to hovedformer for visualiseringer: Dem hvor vi oplever slutresultatet. Og dem hvor vi oplever vejen og midlerne, fysiske som mentale, til slutresultatet.

At se slutresultatet er som at spole frem og se slutningen af en film, din film.

Slutningen findes allerede, selvom du ikke har set den.

At visualisere de fysiske midler tager udgangspunkt i din krop, at slappe muskler af, at visualisere dejlige fysiske fornemmelser. For hver gang får din krop det bedre. At visualisere mentale midler, er at forestille sig hvordan dine opfattelser forandres, hvordan de er, når du har det godt. Dine opfattelser er jo blot subjektive udgydelser fra din bevidsthed.

Vi kan sige, at vi snarere, end at se verden som den er, ser den, som vi selv er. For at nå det ønskede slutresultat (kærlighed, frihed og helbredelse), er vi nødt til at justere vores opfattelser. Og det gøres bedst hen ad vejen.

Værktøjskassen Nedenfor findes visualiseringer i alle kategorier.

Men først et par gode råd: • Når du visualiserer, så visualiser i nutid og føl og oplev det, som var det virkeligt. Se bevægelserne. Føl det du berører. Mærk varmen, kulden. Fornem duftene omkring dig. Dine visualiseringer bør altid tage udgangspunkt i positive og fremadrettede følelser – det er forbudt at visualisere skænderier. Men du kan omforme skænderierne og visualisere meningsudvekslinger og arbejde med at skabe en grundstemning af ro, klarhed og forståelse, hvor du får sagt det, du har på hjertet på en konstruktiv måde.

• Du kan understøtte dine visualiseringer på mange måder alt efter, hvor kreativ du har lyst til være: Du kan visuelt forme det, du ønsker for din nutid og fremtid. Tegn, mal, skulpturer, lav collager eller lignende. Du kan danse, synge, spille eller lytte til musik, skrive - alt efter dine evner og præferencer, og hvad der hjælper dig bedst til at se og udforme det, du ønsker af dit liv her og nu og fremover.

Husk at dit udgangspunkt bør være glæde og kærlighed. Stemningen og udtrykket i dine kreative udformninger skal udtrykke og udstråle tillid, glæde og taknemmelighed for din ændrede sindstilstand.

• Gør det til en daglig behagelig vane at løbe den kommende dags begivenheder igennem i tankerne. Se dem, som du gerne vil have, at de forløber; let og ligetil med smil og positive stemninger og udkomme.

Føl glæden og taknemmeligheden for livet.

• Som afslutning på dagen, er det ligeledes en god idé at eftervisualisere.

Gennemgå din dag og genspil de situationer, som ikke gik, som du havde håbet eller forestillet dig det. Form dem på en ny måde, som gør dig glad og tilfreds. Således rydder du op i dine tanker og følelser og gør klar til en ny dag.

Værktøjskassen Giv ikke op, hvis det forekommer dig svært eller akavet i begyndelsen.

Al øvelse gør mester, og meget af det du er i stand til at forestille dig, kan med vedholdenhed og arbejde lige så stille blive din virkelighed.

Led glad og fro efter situationer og lejligheder, som udfordrer dig, og som du gerne vil vende til det bedre. Nyd at kaste dig ud i dem med al din energi. Husk at rose dig selv for dit mod – om det blev til umiddelbar succes eller ej.

Det er okay at være ked af det eller vred, men vores visualiseringer er ’hellige’. De må ikke blandes ind i eller beskæmmes af vores nedture. Vores visualiseringer må for alt i verden ikke ende begravede under røg, aske og vraggods, for de er vores pejlemærker ud og væk fra fortiden. De viser os hvad og hvordan vores liv også kan være. At forestille sig, at ’konstruere’, at glædes ved og føle taknemmelighed over vores nye mulige liv, er første skridt på vejen til at leve netop dette andet og mere tilfredsstillende liv!

Det er vigtigt at begynde at forvente noget andet af livet nu. Forestil dig og glæd dig over, hvor dejligt det for eksempel føles, at andre mennesker respekterer dine grænser.

Dit liv er et resultat af, hvad der er sket, og hvad du har tænkt om det indtil nu, men i dag er ny og anderledes, fordi du er begyndt at tænke anderledes og dermed handle anderledes1.

1 Se eventuelt eksempel på visualisering i afsnittet Nye tanker om elskov og et nyt seksuelt adfærdsmønster.

Værktøjskassen En visualisering med lys – til opretholdelse og beskyttelse Når vi befinder os i en anspændt situation får vi let kvalme eller ondt i maven. De fleste beskytter sig ved at krumme sig en smule sammen eller folde armene over maven.

Du kan lave denne visualisering i alle mulige positioner, men lad være med at krydse arme eller ben eller indtage andre forsvarspositioner.

• Forestil dig at klart, hvidt lys strømmer ind gennem toppen af dit hoved.

Lad det strømme gennem din hals og ned i maven som en lysstråle og derfra ud af dit solar plexus. ”Indånd” lyset gennem hovedet og ”udånd” det gennem solar plexus. I begyndelsen er det lettest at følge dit åndedræts rytme.

Læg hånden på maven og koncentrer dig om, hvad du mærker gennem sanserne. Måske føler du varme, kløe, en let vibration eller noget andet?

Når du begynder at mærke energien, hold da hånden 5-10 cm fra maven og læg mærke til, hvordan du har det. Bedre? Øv dig i at sende lysstrålen imod en genstand; en stol, et dørhåndtag, telefonen, hvad som helst.

Når du udsender lys og energi, kan du ikke samtidig modtage og absorbere negative følelser gennem solar plexus.

Du kan lære at udføre visualiseringen øjeblikkeligt, alene ved hjælp af et bevidsthedsglimt.

Den er perfekt både som forberedelse til eller under en ubehagelig samtale.

Værktøjskassen En visualisering med farver – balance, ro og at give slip Denne visualisering kan benyttes til at opnå balance og ro samt til at give slip på uoverensstemmelser.

• Gå ind i dig selv og spørg hvilken farve du behøver for at opnå balance og finde dit center. Den første farve du ser, føler eller hører, ”indånder” du gennem toppen af dit hoved. Føl farven strømme ind gennem hovedet og ud gennem solar plexus. Oplev at du udstråler denne farve.

Jo mere farve du trækker ind i dig, jo mere hel og rolig vil du føle dig.

En anden brug af denne farvevisualisering består i at koncentrere sig om personer, steder eller situationer, der trænger til forvandling.

• Hvis det fx drejer sig om en person, så se den pågældende for dit indre øje, og spørg hvilken farve vedkommende behøver for at komme i balance, blive rask, eller hvad det nu handler om. Det kræver lidt øvelse at lade være med at vælge for dem. Det er vigtigt ikke at gøre dette, men at vente indtil du føler den valgte farve komme til dig. Træk derefter farven ind gennem toppen af hovedet og send den til personen via dit solar plexus. Læg mærke til, hvordan den anden tager farven ind i sig, og bliv ved med at sende farven, indtil du kan mærke at personen er så fuld af den, at han/ hun selv udstråler farven. Lad farven omgive personen som en ballon eller som en stor aura.

Hvis du ønsker at sætte den pågældende fri, så I kan forholde jer til hinanden på et nyt plan, eller at den anden kan forlade din dagligdag, kan du bede modtageren om at signalere, når han/hun har modtaget tilstrækkeligt af farven til at blive fri. Se derefter personen langsomt lette som en ballon og svæve til vejrs, indtil han/hun er ude af syne.

I er nu frie til at gå hver sin vej.

I øvrigt er denne lille teknik også nyttig, hvis du har skændtes med nogen, eller hvis du føler dig uretfærdigt behandlet og ønsker at give slip på negative følelser, som hænger ved.

Værktøjskassen Drag omsorg for din indre pige eller dreng I denne periode, fyldt med store forandringer, er det vigtigt at se ned og forestille sig sin indre lille dreng eller pige. Hvordan ser han/hun ud? Hvilket udtryk har han/hun? Hvad trænger han/hun til? Et knus måske?

• Forestil dig, at du tager dit indre barn op og giver det den omsorg og kærlighed, som det trænger til. Lad et gyldent lys sænke sig over jer og bliv ved, til lyset og barnet mættet glider ind i dit hjerte. Giv dit indre barn kærlighed og omsorg på forskellige tidspunkter af dagen, når det falder dig ind – når du spiser morgenmad, køber ind, går en tur, sidder i sofaen eller ligger i sengen. Hold øje med de følelser dit indre barn udtrykker. Lige så stille holder barnet op med at græde, senere med at være sørgmodigt. Dit indre barn er et billede på din heling, og det er vigtigt, at du drager omsorg derfor, så det lille forsømte skind kan følge med i din udvikling.

Hele dig skal med denne gang, ikke blot den del af dig, som har besluttet sig for at udvikling er ”IN”.

Værktøjskassen En visualisering mod ked-af-det-hed At være ked af det er helt naturligt. Du må gerne være ked af det, men husk også at trøste og passe godt på dig selv.

• Forestil dig, at hele din krop er omgivet og beskyttet af et rosa lys til alle sider. Put dig i det, når du føler dig sårbar eller under pres, når du skal sove, eller når du har brug for trøst.

Gå en lang tur. Find og nyd skønheden omkring dig. Hvis du vil det, kan du være omgivet af det rosa lys på alle tidspunkter.

Værktøjskassen En visualisering mod kvalme Mange føler kvalme, når de står i en presset situation. Denne kvalme har at gøre med kroppens fysiske anspændthed. Set i et mere holistisk lys har kvalmen også at gøre med alt det, der er blevet holdt tilbage og er forblevet usagt igennem lang, lang tid – og med det som måske holdes tilbage lige nu.

• Åben munden og forestil dig, at du kaster op samtidig med, at du føler de følelser af irritation, vrede, lede, sorg og hvad det nu kan være – alt som passerer forbi. Se hvordan det sprøjter ud i kaskader, kommer i klumper, eller blot siver. Lad dit ansigt og krop udtrykke, hvad du føler.

Bliv ved, til der ikke er mere tilbage.

Hvis kvalmen melder sig midt i en situation, fx når omgivelserne tvivler, negligerer, eller på anden måde går ind og påvirker hvordan du har det, så: • Adskil blot læberne let og ubemærket og forestil dig hvordan al din lede ved situationen fosser ud og væk efterladende dig rolig og med overblikket i behold.

Værktøjskassen En visualisering til at slippe negative tanker, ord og billeder I perioder kan vi være så vrede, at der næsten ikke er plads til andet, hverken søvn eller ro. Så er det sundt med en pause. Det kan også være, at vi nu er nået dertil i vores proces, hvor vi ønsker at slippe vreden helt.

Hvis det endnu er for svært med en fuldblods tilgivelse, og du har vrede tanker, som vedbliver at vende tilbage, så foretag denne visualisering hver gang en negativ tanke eller et negativt billede holder sit indtog. Din hjerne kan kun holde en tanke og et billede ad gangen. Lad det være det positive livgivende billede du vælger. Det er simpelt, og det virker: • Så snart du indser at en negativ tanke, et billede eller ord har sneget sig ind i dine tanker så stop op. Tag en dyb indånding og erstat tanken, billedet eller ordene med et smukt billede. Det kan være af en naturscene, et leende barn, din slumrende kat, regnen der trommer blidt mod træets blade eller ilden i pejsen.

Hvad er negative tanker? Negative tanker er alt fra hævngerrighed, vrede vendt mod andre eller os selv, opgivelse, selvmedlidenhed, grådighed, eller ønsket om at det skal gå andre ilde.

Positive tanker derimod, er alle tanker som er kærlige, venlige og betænksomme, konstruktive, produktive og tilgivende.

Værktøjskassen En visualisering til at slippe had Sid stille og tænk på den person, som du føler had imod. Hvem er det? Kunne det eventuelt være dig selv? Mærk og anerkend følelsen.

• Koncentrer dig om at give slip. Kast hadet ud i universet og se det spredes til atomer. Erstat alle hadefulde tanker og ord med tilgivende og forstående tanker og ord.

Det er rigtig svært i begyndelsen. Vrede og had er gode til at fyre op under os og til at sætte i gang, og de skal mærkes og anerkendes og have deres tid, men husk at had dybest set er selvskadende og selvdestruktivt. Denne korte visualisering er god at foretage i minimum seks uger én til to gange om dagen. Det kan være under morgenkaffen eller i bussen på vej hjem.

Værktøjskassen En visualisering til at slippe vrede og erstatte den med empati Brug nogle minutter til at tænke på den person, som du føler vrede imod (også hvis det skulle vise sig at være dig selv). Mærk efter hvorfor du er vred. Accepter og anerkend din vrede.

• Selv hvis du ikke bryder dig om denne person, så koncentrer dig om vedkommendes gode sider og styrker i stedet for vedkommendes svagheder. Lad ikke vrede eller had fylde dit sind lige nu – det vil kun forstyrre din sindsro og bringe dig sorg.

Tænk over hvad der mon kunne gøre denne person ked af det og ude af balance. Send efterfølgende kærlige tanker. Det kan være rigtig svært, men prøv alligevel. Det er muligt. Og det er sundt.

Empati og forståelse er ikke det samme som at være enig. Empati er at have medlidenhed, at have barmhjertighed. Prøv at mærke hvordan din indstilling ændrer sig og bliver mere positiv og klartskuende. Mærk hvordan tilgivelse måske bliver mulig.

Regelmæssig visualisering kan være meget effektfuld. Prøv at gøre det til en daglig vane, og se hvad der sker!

Værktøjskassen En visualisering af glæde Sæt dig ned og brug et par minutter på at forestille dig selv lykkelig.

• Se kun dig selv. Kom ikke nogen eller noget ind i billedet, som du forestiller dig din lykke kunne være afhængig af. Lykke kommer indefra og ikke udefra. Se hvordan du forlader dit hjem med lette skridt. Solen skinner, og du smiler glad op imod den blå himmel. Du er den, du er, og du føler dig fantastisk godt tilpas. Du har ikke antydningen af en bekymring, og dagen er ganske enkelt vidunderlig.

Hvil i de gode følelser.

Gentag visualiseringen så ofte du husker det og har lyst.

Værktøjskassen Små råd • Lyt til dine følelser og fornemmelser – stol på dig selv.

• Alle har deres oplevelse af virkeligheden – du har lige så meget ret til din version, som andre har til deres.

• Øv dig i at holde fast ved dine opfattelser. Du behøver ikke at forklare eller overbevise nogen.

• Det er i orden og helt naturligt, at du bliver usikker og kommer i tvivl, men bliv ved med at øve dig i, at finde din base og stole på din krop, dine følelser og dine beslutninger.

• Det er godt at bruge dine venner, men sørg for at holde det til de få nærmeste, også selvom du er ved at eksplodere af sandhedstrang. Det er alvorlige sager, og vi er alle (også den grænseoverskridende part) mennesker – ikke mindst kan det fastholde dig i en uønsket rolle, som du senere hen helst vil være fri for.

• Få eventuelt en ven eller veninde, som du kan stole på, til at påtage sig rollen som tov-holder. Ring til vedkommende, når du bliver i tvivl, føler skyld eller skam eller nogle af de mange andre stærke følelser, som uvægerligt kommer frem. Lad ham eller hende hjælpe dig til at finde og holde fast i din kerne.

En terapeut med professionelt overblik er også guld værd i denne rolle.

• Aflast dine venner med en terapeut. Selv om de hjertens gerne vil hjælpe dig, så har de også brug for en pause og nogle gange bare for at være en ven.

Det er højst sandsynligt nødvendigt, at der også bliver kastet et professionelt og objektivt blik på sagen. En terapeut kan besvare svære spørgsmål og give gode råd, og de kan med deres objektive viden og mange erfaringer hjælpe med at skille skidt fra kanel. De kan se årsager og sammenhænge og har en forståelse for de dynamikker og processer, som er i gang, og de kan guide dig i din udvikling.

Værktøjskassen • Hvis du vælger at søge en terapeut, så er der her et par råd om hvordan du vælger den rette: Du vil ønske at finde en, som er i stand til at forstå, hvem du er og den proces, som du personligt gennemgår. Ingen vil være helt perfekt, men det er vigtigt, at vedkommende kan støtte dig på en måde, som passer til, hvem du er.

Det er også vigtigt, at terapeuten virker som om, de er komfortable med deres krop og deres seksualitet. Vi kan have tendens til at blive tiltrukket af mennesker, som har psykologiske mønstre, som minder om de, vi selv ligger inde med - og det er ikke hensigtsmæssigt for vores helingsproces.

Du kan interviewe terapeuten og stille spørgsmål om deres tanker og overbevisninger. Hvis det virker som om, de har en færdig opskrift, bør du nok overveje samarbejdet en ekstra gang. Husk, at når du betaler en terapeut, så er det for at udføre et stykke arbejde, som du ønsker, og som er skræddersyet efter dine behov.

• Begynd at føre dagbog. Skriv dine tanker ned. Det giver luft og klarhed. Du behøver ikke at skrive meget – punktform er også godt eller indtal på din telefon. Senere, når du genlæser, vil du finde mønstre og nye sammenhænge i det, du har skrevet, og du vil se den udvikling, klarhed og fremgang, du har gennemlevet.

• Skriv også dine særligt klare og stærke drømme ned, evt. i din dagbog. De kan indikere fortid, nutid eller mulige fremtider. Brug drømmene til at klarlægge din nuværende situation, og hvad du ønsker for fremtiden.

Værktøjskassen • Når du skriver breve/mails/svar til den grænseoverskridende part eller andre implicerede, så lad det færdige brev ligge et par dage. Brug dagene til at fornemme om du nu virkelig har lyst til at sende dette brev, eller om det snarere er et spørgsmål om pligtfølelse. At vælge ikke at svare tilbage eller ikke at kommunikere er også en måde at sætte grænser på. Du skal ikke gøre vold på dig selv, for at stille andre tilfredse.

• Det kan være rart og forløsende at få sagt, hvad du føler og synes, men hvis det begynder at tippe over i fingerpegeri, ender din energi blot i den anden lejr. I sidste ende kan du kun forandre din egen virkelighed, så prøv at få energien tilbage ved at fokusere på de nødvendige forandringer, du selv har brug for at foretage.

• I øvrigt kan vi have god hjælp af:

Vitaminer - Det kræver masser af energi og styrke at gennemgå denne frigørelsesproces. Styrk din krop med multivitaminer og ekstra C-vitaminer.

Opsøg evt. en diætist, biopat e.lign., som kan hjælpe dig og din krop med at få tilstrækkelig næring til styrkeprøven.

Bachs blomsterremedier - Blomsterremedierne bruges mod forskellige følelsesmæssige sindstilstande.

Lange gåture - Gåture, helst i smukke omgivelser, eller anden form for motion, giver ro i både krop og sjæl og hjælper humøret med at stabilisere sig.

Kroppen er ikke andet end en rumdragt, som vi har taget på, så vi kan udforske livet på planeten Jorden.

Frank Vilaasa, ”What is love?”

VÌrktøjskassen Side til noter og tanker

Litteratur Jeg har taget mig den frihed at give mange af bøgerne små anmeldelser. Hvis du ønsker at oprette et ”nødbibliotek”, så har jeg markeret mine favoritter med en  ()Aron, Elaine N.: ”Særligt sensitive mennesker – Hvordan man trives, selv om verden er overvældende.” Borgen, 2008.

Hvis du føler, at du er særligt sensitiv, eller hvis andre mener du er det, så er denne bog et must. Den beskriver, hvad sensitivitet indebærer og fremhæver alle de positive sider, samt hvordan man håndterer udfordringerne.

Bambaren, Sergio F.: ”Delfinen – Historien Om En Drømmer.” Borgens Bogklub, 1999.

En smuk og filosofisk historie om at turde følge sine drømme.

Beckmann, Jørn: ”Kunsten at elske sig selv – og at give sit barn selvværd og styrke.” Politikens Forlag 2008 Brofman, Martin: ”Bedre syn - ved bevidsthedsændring.” Wiboltts Forlag, 2004.

Bøhle, Solveig: ”Kroppens skjulte sprog – Når følelser bliver til smerter.”

Aschehoug, 2002.

Interviews med læger og alternative behandlere om sammenhængen mellem følelser og sygdom samt behandlingen af disse.

Chopra, Deepak og Tanzi, Rudolph: ”Superbrain – Unleash the explosive power of your mind”. Rider books, 2012 Chopra, Deepak: ”Merlins genkomst.” Borgens Forlag, 1996.

Spirituel og filosofisk skønlitteratur. Om kunsten at finde sin indre troldmand.

Litteratur Coelho, Paulo: ”Veronika beslutter at dø.” Borgens Forlag, 2000.

En rigtig god bog om at vælge livet og om at turde være sig selv.

Goffman, Erving: “Stigma.” Gyldendalske Boghandel, Nordisk forlag A.S., 1975.

Goleman, Daniel: “Healing emotions – Conversations with the Dalai Lama on Mindfulness, Emotions, and Health.” Shambhala, 2003.

Vestlige psykologer, fysikere og meditationslærere, i samarbejde med Dalai Lama, kaster lys over forbindelsen mellem krop, sjæl og helbredelse.

Goleman, Daniel: ”Følelsernes intelligens.” Borgens Forlag, 2003. Goleman, Daniel: ”Social Intellligens.” Borgens Forlag, 2007.

Blandt meget andet, lægger denne bog låg på myten om genetisk determinisme og formidler videnskabelig forskning om hvilken kraft vores valg og indstilling har på vores liv. Fantastisk interessant og opmuntrende læsning.

Griscom, Chris: ”Befri dine følelser – overvind frygt, angst og vrede.” Borgens Forlag, 1991.

En til tider meget esoterisk bog, men den har nogle gode bevidsthedsøvelser.

Hvid, Tove: ”Kroppens fortællinger.” Modtryk, 2008.

En bog om hvordan kroppen afspejler psykens erfaringer.

Johnson, Dr. Spencer: ”Hvem har flyttet min ost?” Børsens Forlag A/S, 2001.

En fabel om de uundgåelige forandringer og om hvordan din indstilling til dem, kan gøre dem enten forfærdelige eller fantastiske.

Litteratur Korsgaard, Heidi: ”Når kærligheden kammer over. Når kvinder elsker for meget - og når mænd gør.” Møntergården, 2005.

At elske for meget, er et søsterfænomen og deler problemet med grænser og grænsesætning. Nogle af psykologierne har mindelser om hinanden. Bogen indeholder viden, eftertanke, personlige beretninger og psykologisk vejledning, og er for de som ønsker et bredere kendskab til grænseoverskridende adfærd i almindelighed.

Levine, Peter A.: “Væk tigeren – Helbredelse af traumer - Den naturlige evne til at forvandle overvældende oplevelser.” Borgens Bogklub, 2001. Levine, Peter A.: ”Sexual healing – transforming the sacred wound.” Cd udgivet af Sounds True, 2003.

Denne CD er specifikt rettet mod helbredelse af seksuelle traumer. Den indeholder både teori og øvelser. Den findes for nu kun på engelsk, men den er virkelig god. Levine, Peter A.: “Helbredelse af traumer – En banebrydende metode til at gendanne kroppens visdom.” Borgen, 2005.

En virkelig anbefalelsesværdig bog, med et tolvtrinsprogram og CD til helbredelse af kroppen fra traumer. Levine, Peter A.: “In an unspoken voice – how the body releases trauma and restores goodness.” North Atlantic Books, U.S., 2010.

Dansk titel. ”Den tavse stemme.” Gyldendal Akademisk, 2012. (Endnu ikke udkommet på dansk.)

Den store bibel som indeholder Peter A. Levines samlede viden fra 40 års arbejde som forsker, terapeut og underviser.

Litteratur Levine, Stephen: “A Gradual Awakening.” Anchor Books Editions, 1989.

En rigtig god bog om meditation, men den fås ind til videre kun på engelsk.

Lipton, Bruce H.: ”Intelligente celler – Overbevisningens biologi – De mirakuløse kræfter i bevidsthed og stof”. Borgen, 2009.

Lohne, Vibeke: “Håb og håbløshed.” I ”Sygeplejebogen 1.” (Red.) Søren Pedersen. Gads Forlag, 2009.

Maheshwarananda, Paramhans Swami: ”Yoga in Daily Life – The System.”

Ibera Verlag/ European Univerity Press, 2000.

Mirdal, Gretty M.: ”Mellem sundhed og sygdom: refleksioner over somatisering.” Artikel i Psyke & Logos, Nr. 1, 1999, årgang 20. (http://mirdal.psy. ku.dk/mellem.htm).

Mag.art., dr.phil. og docent ved Københavns Universitet, specialist i psykoterapi og sundhedspsykologi, Gretty Mirdal behandler i denne artikel begrebet somatisering på nuanceret, kritisk og tilgængelig vis.

O’Conner, Maja: “Sorg er en to-sporet proces.” I “Omsorg”, Nordisk tidsskrift for palliativ medisin, Nr. 1/2006, 23.årgang, Fagbokforlaget.

Overgaard, Anne Elsebet: “Åndelig omsorg – en lærebog.” (Kapitlet om lidelse). Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, 2003.

Redfield, James: ”Visionen: At leve med spirituel opmærksomhed.” Borgens Forlag, 2000.

Indeholder mange gode indfaldsvinkler til følelsesmæssig og spirituel udvikling.

Litteratur Rothchild, Babette: “Kroppen husker – Om krop og psyke i traumebehandling.” Forlaget Klim, 2004.

En fantastisk oplysende bog, som minutiøst men letfatteligt, gennemgår hjerne og krop og deres indbyrdes kommunikation i forhold til traumer samt behandling i klinisk praksis. Stephensen, Birgit Fritzbøger: “I misbrugte børn.” Hasmark, 1998.

Virkelig vedkommende bog for mennesker i grænselandet. Kan varmt anbefales.

Tolle, Eckhart: ”Nuets kraft – Nøgle til spirituel frigørelse.” Borgen, 2008. Vilaasa, Frank: ”What is love? – The spiritual purpose of relationships.”

Human Publishing, 2007.

Wadum, Ove: ”Den største kilde til hovedpine, myoser og muskelsmerter er manglende egenomsorg – vi skaber og vedligeholder de fleste muskelplager ved at negligere vores krop og dens signaler.” Dato og år ukendt. Kan findes på internettet www.wadum.com.

Weeke, Ulla Rung: ”Når sygdom forløser – Om følelser og overfølsomhed, allergi, astma og eksem.” Borgens Forlag, 2003.

Ulla Rung Weeke er uddannet psykolog og kropsterapeut. Denne bog tager udgangspunkt i hendes egen forskning i sammenhængen mellem krop, psyke, sygdom og helbredelse.

Denne bog er sat op og udgivet af www.sekretariatet.org