Lixen

Bål og brand: en opsang til faget

Globale nyheder for de kræsne

10-års jubilæum i Odense

- DJH-Rektor: Journalisterne skal tage sig selv i nakken og overveje deres arbejde.

- DR2 Udland er hardcore public service, men kun om hvad der rører sig ude i verden

- Den lille ny lever stadig.

Tema med tilbageblik over et årti på Syddansk Universitet.

s. 8

s. 9

s. 5

www.lixen.dk | 10. årgang | 2. udgave | April 2008

»Du kan rende mig i røven, din

dumme idiot«

Interview med Morten Sabroe, s. 12

Løftet er serveret, velbekomme Arbejdsgruppen bag journalistløftet er nu nået til enighed om indhold og ordlyd på det etiske kodeks. I marts bragte Lixen journalistløftet version 1.0. Her bringer vi journalistløftet – den endelige version: ”I mit virke som journalist lover jeg hermed, at jeg vedholdende og med åbent sind vil opsøge og formidle den bedst opnåelige version af sandheden.

Min journalistik er til for borgerne. Jeg er bevidst om mit demokratiske ansvar og min pligt til at overvåge magthaverne.

Derfor vil jeg følge min samvittighed og være både kritisk og selvkritisk.

Min journalistik vil være uafhængig og fair, og jeg vil være åben om mine metoder. Jeg vil bestræbe mig på at fremstille stoffet med sans for proportioner, prioritere det væsentlige og gøre min formidling forståelig,

interessant og relevant. Jeg ved, at jeg risikerer at begå fejl, men jeg vil erkende dem og lære af dem.

Endelig er det er min ambition at gå nye veje og bidrage til journalistfagets udvikling.”

Centerleder Troels Mylenberg oplyser, at løftet nu vil blive overdraget til Styrelsen for Journalistuddannelsen på SDU, som vil beslutte, hvordan løftet konkret skal implementeres.

”Men det står fast, at løftet vil blive anvendt på som et middel til at fokusere på journalistikkens indre værdi og dens samfundsopgave fra og med det hold studerende, der påbegynder journaliststudiet i 2008,” siger Troels Mylenberg og evaluerer på løftets kortvarige, omsuste liv: ”Løftet har allerede inden sin fødsel haft debatskabende værdi, og det står fast, at der er både stærke tilhængere og stærke modstandere af idéen om et journalistløfte. Dog

synes der at være stor enighed om et behov for øget fokus på etik og journalistisk integritet især i en tid, hvor produktionstempoet sættes hastigt i vejret, og hvor nye medieplatforme giver journalistikken nye muligheder, men samtidig også nye fejlkilder,” siger Troels Mylenberg. niryt07@student.sdu.dk

02 | Intern

April 2008 | LixEN

Leder

“Det er ikke freelance-lønniveau, men en

dum aftale for den studerende”

Panik: Ctrl-Alt-Delete

- Flere SDU-studerende har solgt deres eksamensartikler. Lixen gør regnskabet op på side 3

KaJ, KaJO og JR er kommet med et nyt bud på udformningen af praktikdagen.

På redaktionen klapper vi i hænderne over, at der tænkes nyt ude i studentero rganisationerne, og at der kan mønstres mod til at tage debatten. Det er vel de færreste journaliststuderende, der kan bakke op om den omsuste dag, som den foregår nu. Den røst har vi i hvert fald endnu ikke hørt. Alle er derfor enige om, at noget skal ændres.

Forslaget får allerede hårde ord med på vejen i denne avis. DJH’s praktikkoordinator, Pia Færing, stempler forslaget som dybt urealistisk. Vi synes, det er synd at dømme bolden ude på forhånd, i stedet for at se forslaget som et indspark i en fortløbende debat om de journaliststuderendes vilkår.

Som Mette Davidsen-Nielsen sagde i sidste nummer af Lixen, kan man mene, hvad man vil om det netop offentliggjorte journalistløfte, men det har allerede rejst en debat. Det samme gælder for praktikforslaget. Lad os trykke ctrl-altdelete, tage debatten og tænke praktikdagen forfra.

“Der

manglede et program af vores slags:

med ren

fokus på udenrigsstoffet”

- Lixen besøgte DR2’s nye program om udlandet. Side 9

”Jeg tænkte, hvis folk ikke kan finde ud af, at det her er satire, så er det fanden-perkme

langt ude”

- Morten Sabroe uddeler verbale ørefigner på side 12

Problemet med panikdagen ligger ude på mediearbejdspladserne, som er den enevældige magthaver i praktikspillet. De får de praktikanter, de vil have, på kortest mulig tid, så hvorfor ændre på noget. “Vi har andet at bruge vores tid på end at ansætte praktikanter,” siger blandt andet TV 2, der ikke støtter DJ Studs udspil.

Faktum er imidlertid, at rigtig mange praktikansættelser foregår på baggrund af kollegiale anbefalinger og tilfældigheder. Så ja, praktikpladserne får de ønskede praktikanter, men er det de bedste, mest kvalificerede til netop deres medie? Med tidspresset in mente virker det ikke sådan.

Mest tankevækkende er det dog, at de praktiksteder, der ville få gavn af i ro og mag at finde de bedst egnede praktikanter, tilsyneladende for de flestes vedkommende er uinteresseret i reformer af praktikdagen. I stedet er det op til de mange håbefulde journaliststuderende, der beklager sig over forhåndsaftaler og ufint trav, at rykke for forandring.

Udfordringen for fremtiden ligger derfor i at overtale praktikstederne til at være åbne for nye forslag og erkende, at en praktikdag tager den tid, en praktikdag skal tage.

I anledningen af Center for Journalistiks 10 års fødselsdag, vil Lixen opfordre til, at nogle af de mange journalister, der er samlet, vil skænke DJ Studs forslag en tanke og drøfte det med hinanden mellem kanapeerne og champagnen.

“Jersild og Gin” kommenterer begivenhederne

- I Paradise Hotel

- Tag med Lixen til verdens første Jour-revy på bagsiden

“Det var Danmarks bedste. Det er Danmarks bedste. Og det vil blive ved med at være

Danmarks bedste journalistuddannelse.”

- Center for Journalistik fylder 10 år. Hør professoren, der startede det hele på side 6

Man tropper op på første dag for at få de bedste varer. Man venter ikke til onsdag!"

“Det er ligesom udsalg i Magasin.

- Nyt forslag om praktikuge møder modstand på side 4

“En halv times lokalnyheder – det er der

sgu ikke nogen, der gider hører på."

- SBS NET laver regionalnyheder på 20. år. Side 10

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, skrevet af de studerende til de studerende. Avisen udkommer otte gange om året i 1200 eksemplarer og bliver distribueret til journaliststuderende og medievirksomheder i Danmark.

Lixen Campusvej 55 5220 Odense M

www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk

Tryk: Provinstrykkeriet A/S Vordingborg

Forsidefotos: Anna Sabroe, Anders Jung, Malte Kristiansen, Stephanie Wishymom

Ansvarhavende redaktør i dette nummer: Mads Kolby

LixEN | April 2008

Intern | 03

Til salg for småpenge Forbund og branche synger sammen i kor, når det kommer til de journaliststuderendes bylinedrømme: I sælger jer selv for billigt, lyder omkvædet, efter Lixen har tømt kirkebøssen og gjort eksamensindtægterne op.

Bedre at takke nej Lene Sarup er ked af, at SDU-studerende ikke får den optimale betaling når de sælger artikler til hendes avis, men forklarer, at det er en fælles opgave, hvis lønniveauet skal 372 kr.

352 kr. vovemod hos de studerende i forhandlingssituationer: ”Hvis man skal være lidt grov, så siger vores avis, at vi giver 1500 for en artikel hverken mere eller mindre og så kan man som journalist bare vælge ikke at ville sælge til os,” argumenterer hun. ”Jeg synes, at journaliststuderende skal kende deres værd. De har brugt masser energi på deres artikler, og så er man da et slemt fjols, hvis man sælger sig selv for billigt,” siger Lene Sarup.

1000 kr. (1)

forbedres: ”Jeg kan presse på for at hæve betalingen fra min post som tillidsrepræsentant, men de studerende skal også slå i bordet og gøre opmærksom på, at denne her løn simpelthen er til grin,” siger hun.

Lixen har samlet data fra de sidste to års solgte eksamensartikler.

Vi har antaget, at de studerende har brugt én arbejdsuge på 37 timer. De fastansattes timeløn er udregnet vha.

Journalistforbundets anbefalede tommelfinger regel: Bruttoløn med pension divideret med 100.

Dansk Journalistforbund anbefaler en timeløn for freelancearbejde på 676 kroner.

Kilde: DJ’s lønstatistik

Men vil redaktørerne så ikke bare sige pyt og rykke videre? ”Jo, indtil der ligger en historie, der er så god, at den

en forhandling, at komme med et udspil, og man skal være klar til at sige nej, hvis ikke det udspil bliver mødt,” slutter Claus Iwersen.

464 kr.

481 kr. t

r fastansa

Timeløn fo

stejo07@student.sdu.dk

er pengene værd. Og så betaler de. Er man ikke tilfreds med lønnen skal man sige nej,” understreger Fyensjournalisten.

Og det råd bakkes op af Journalistforbundet: ”Desværre henvender mange studerende sig til dagblade i den tro, at de får en fair pris for deres arbejde.

Men de skal huske, at det hører med til

125 kr.

81 kr.

76 kr.

68 kr.

1500 kr. (9)

2500 kr. (2)

2800 kr. (3)

3000 kr. (1)

Børsen

JP Århus

Information

27 kr.

når udbudet ikke er efterspurgt,” lyder det fra Claus Iwersen.

Og det er grunden til, at ikke en eneste SDU’er har fået betaling svarende til Journalistforbundets takster. Den stående regel er, at studerende må sælge deres opgaver, så længe de får den samme betaling som lokale freelancere.

Man behøver altså ikke forlange den

Sådan har vi gjort:

40 kr.

Fyens Stiftstid.

Stiftstidendes spalter, og her er den faste betaling 1.500 kr. - en af feltets laveste lønninger for en pakke med nyhed og case. ”Det er en helt horribel timeløn,” konstaterer Claus Iwersen, der er faglig konsulent i Dansk Journalistforbund og særlig vejleder for freelancere, der forhandler med lokalaviser. ”Antallet af timer brugt på eksamensartiklerne står ikke mål med prisen,” siger han.

Og den vurdering bakkes op af kollegaen Henrik Bruun, der også er faglig konsulent: ”Ikke engang den bedste journalist kan lave en

426 kr.

406 kr.

anbefalede timeløn på 676 kroner for at overholde DJs regler, men kan nøjes med at få den samme løn som andre freelancere får på den samme avis. Men ifølge Claus Iwersen overmandes mange studerende af bylinesuset og går med til aftaler, der ligger langt under det lokale niveau.

Kristeligt Dagblad

Klar besked. Journaliststuderende sælger deres artikler alt for billigt. Det er konklusionen fra både Journalistforbundet og flere aviser, efter Lixen har opgjort indtægterne fra salget af de sidste to års eksamenshistorier.

Flest SDU-bylines har fundet vej til Fyens

Politiken

Steen A. Jørgenssen

nyhedsartikel og opstøve en case på den arbejdstid, der her er betalt for. Det er ikke freelance-lønniveau, men en dum aftale for den studerende,” siger han.

Men en freelancer får aldrig højere løn end den, han bider tænderne sammen og forhandler sig til. Det forklarer tillidsrepræsentant på Fyens Stiftstidende Lene Sarup. Hun efterlyser mere

Ikke brug for os Bedst betalende avis er Børsen, der i snit har betalt 4.650 kroner for en nyhedsartikel med case. Og selvom den pris kan få mange SU-belånte journaliststuderende til at kløjes i dåsemakrellen af bar begejstring, ligger også den under freelancehyren for en uges arbejde. ”Når aviser foreslår de elendige priser, er det fordi, de egentlig ikke behøver de studerendes artikler. Det er udbud og efterspørgsel, og der er ingen retfærdighed,

4650 kr. (2)

Søjlerne viser den gennemsnitlige timeløn for de studerende. Priserne i bunden viser hvad SDU’ere i gennemsnit har fået for deres eksamensopgaver. Parantesen ved siden af viser hvor mange opgaver, der er købt af pågældende avis. Information købte kun en halv opgave.

Færre ansøgere på journalistuddannelserne Center for Journalistik har i år modtaget 290 ansøgninger, og dermed 70 færre end sidste år. Årsagen er blandt andet de skærpede krav for ansøgere, der er trådt i kraft i år. Der stilles nu højere krav til ansøgerens studentereksamen.

På Danmarks Journalisthøjskole i Århus er 1110 ansøgninger til

journalistuddannelsen dumpet ind med posten, hvilket er et fald på 240 ansøgninger. 160 har søgt om optagelse på uddannelsen til fotojournalist.

Det er dog først til optagelsesprøverne, der bliver afholdt henholdsvis d. 19. april (SDU) og 26. april (DJH), at det rigtige antal ansøgere kan gøres op, da der hvert år er mange, der undlader at møde op.

Troels Trier

»Redaktionel annonce« i Berlingske-tillæg ”Få vores journalister til at skrive historien om din butik, virksomhed eller dit produkt.”

Sådan lød det i en annonce fra designbladet Inde & Ude. Under overskriften ”Din egen redaktionelle annonce” opfordredes firmaer til at annoncere i det indlæg, der blev uddelt sammen med Berlingske Tidende den 29.marts. ”Det bryder formentlig med det presseetiske krav om en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionel tekst. Der er tale om annoncer i redaktionel form,” vurderer

Oluf Jørgensen, der er afdelingsforstander i informations- og forvaltningsret ved Danmarks Journalisthøjskole.

Annoncesalgsdirektør på Berlingske Tidende Claus Laustsen erkender, at det er en uheldig formulering, der godt kan misforstås, men afviser, at annoncen bryder med presseetikken: ”Der skulle nok have stået ’vores tekstforfattere’ i stedet for ’vores journalister’. Det er meget vigtigt for os, at ikke at blande annoncer og redaktionelt stof,” forklarer Claus Laustsen. Det endelige indlæg i Berlingske Tidende var da også mærket ’annonce’.

Steen A. Jørgenssen

April 2008 | LixEN

04 | Intern

Nyt forslag om praktikuge møder modstand DJ Studs forslag.

Pia Færing er bekymret for det pres, det lange tidsforløb vil lægge på de studerende: "Jeg tror ikke man har gjort sig det klart, hvor mange ressourcer dette kommer til at kræve. Nu vil man have de studerende til at bruge en hel uge på samtaler, udover den uge de skal bruge på transport rundt til åbne huse og sidst men ikke mindst, Panikdagen på DJH."

Praktikdagen truer.

Forude venter forhåndsaftaler, og redaktører, der kæmper om de bedste ansøgere. Men står det til DJ Stud, blev den velkendte Panikdag udskiftet med en knap så stressende Praktikuge.

Forslaget møder imidlertid hård kritik fra branchen og praktikvejledere.

Sandra Kilhof Nielsen

DJ Stud har sammen med Ekstra Bladet og Bastard Film udarbejdet et forslag, der skal give bedre vilkår for praktikansøgere.

Panikdagens afløser hedder Praktikugen.

Den skal forhindre forhåndsaftaler og gøre ansøgningsprocessen mere retfærdig.

Med en hel uge til at udføre jobsamtaler med potentielle praktikanter har praktikstederne mulighed for at give en mere fair bedømmelse og tjekke ansøgeres hjemmesider ud.

Det mener DJ Stud.

Branchen frygter dog, at det nye forslag vil blive alt for tidskrævende.

Praktikvejleder på DJH Pia Færing mener, at forslaget er dybt urealistisk.

Ud med stress "I det nuværende ansættelsessystem er det ofte afgørende, hvordan

Panik på DJH da ansøgningerne bliver sluppet løs til efterårets Panikdag. For fremtiden håber DJ Stud med sit nye forslag at komme panikken til livs.

Foto: Stig Østergaard ens ansøgning er placeret i bunken, om den studerende er blevet anbefalet af mediets nuværende praktikanter, og om vedkomne har gjort sig særligt bemærket til Åbent Hus. Networking, held og fedteri vægtes ofte tungere end selve ansøgningen og den praktiksøgendes journalistiske formåen," konkluderer DJ Stud i sit forslag.

"Ved at give praktikstederne og de studerende fire dage mere kan vi undgå mange af de tilfældigheder, der er i systemet nu, med ansøgninger der ikke når at blive læst, eller folk der ikke får det sted, de helst vil have," fortæller Niels Krogsgård, der er tovholder på projektet

til Journalisten.dk.

Pia Færing har forståelse for de studerendes panik på dagen, men hun mener ikke, at mere tid vil afhjælpe stressniveauet: "Hvis man går ud fra at tid er lig med kvalitet, så har jeg stor sympati for, at de studerende vil have mere tid til matching-processen.

Mit problem er, at ingen siger, det skal foregå på en dag i det nuværende system.

Som systemet er nu, så har man faktisk afsat tre dage til praktikantansættelser, men parterne ønsker selv, at det er, som det er. De fleste praktiksteder er jo allerede afgjort inden formiddagen på panikdagen er overstået," fortæller hun og fortsætter: "Hvis man ikke engang vil

DJ Studs forslag til praktikugen Ugen før påske: Praktiksteder afholder Åbent Hus. (Ingen ændringer).

Påskeferie: Studerende skriver ansøgninger. (Ingen ændringer).

Første hverdag efter påske: De studerende afleverer ansøgninger på deres studie, som sørger for at bringe dem videre til praktikkoordinator Pia Færing på DJH. Herefter foregår undervisningen uændret frem til praktikugen. (Ingen ændringer).

Fredag d. 11. april (Praktikugen): Praktikkoordinator Pia Færing sender ansøgninger ud, så praktikstederne har dem senest mandag morgen.

Praktikstederne indkalder herefter de ansøgere, som de gerne vil have til samtale. Der er nu tid til at læse ansøgningerne og orientere sig på hjemmesider. Præcis som man ville gøre, hvis det var en uddannet journalist, man skulle ansætte. Samtalerne finder sted fra mandag til torsdag. Eneste ufravigelige regel er, at der her ikke må indgås nogen skriftlig aftale. Brydes denne regel, vil Pia Færing eller praktikudvalget uden videre kunne annullere kontrakten.

Fredag d. 18. april: Alle medier samles på DJH, som under den nuværende panikdag. Dagen forløber stort set uændret: Fra klokken 8 må praktikstederne kontakte de studerende og skrive under på bindende kontrakter. Aftaler indgået før det tidspunkt er ugyldige. Herefter ringer praktikstederne til den eller de studerende, som de gerne vil ansætte. Er vedkomne interesseret, kommer han eller hun ned til praktikstedets lokale og skriver under på en kontrakt. Ligesom på panikdagen kan det dog også ske, at vedkomne takker nej eller beder om betænkningstid.

"Datoerne kan selvfølgelig ændres, og vi forestiller os ikke, at praktikugen kan nå at afløse den nært forestående panikdag," pointerer DJ Stud..

bruge tre dage på processen, så lad være med at bede om fem!"

En snyderbranche Flere mediehuse har beklaget sig over den nuværende situation, hvor branchen har taget ufine metoder i brug for at følge med i kampen om de bedste praktikanter.

På sidste års Panikdag i oktober erfarede Lixen, at flere praktiksteder havde lavet forhåndsaftaler helt op til en uge før Panikdagen.

Dengang lød det, at en forsøgsordning skulle begrænse forhåndsaftalerne.

Forsøget gjorde det muligt at sende et ubegrænset antal ansøgninger i stedet for det tidligere maksimum på fem. Ved at øge mængden af ansøgninger skulle man dermed have større chancer for at komme ind et eller andet sted.

Forsøgsordningen havde dog ingen effekt på mediebranchens snyd.

Aftalerne under bordet fortsatte.

Det nye forslag skulle sætte nye spilleregler på plads. Men ifølge Pia Færing vil forslaget ikke ændre på de hårde taktikker: "Vi er i en branche, hvor at snyde nogen for noget er nærmest en sportsgren.

Kan man snyde nogen for en god praktikant, så gør man det. Det er ligesom udsalg i magasin. Man tropper op på første dag for at få de bedste varer. Man venter ikke til onsdag."

Praktikvejlederen mener endda, at antallet af forhåndsaftaler vil stige, hvis Praktikugen afløser Panikdagen.

"Formålet med forslaget er at give mere tid til

matchning. Den gør intet i forhold til forhåndsaftaler.

Hvis den gør noget, skaber den nok større risiko for forhåndsaftaler."

Uholdbart tidsprogram Rent praktisk virker forslaget også urealistisk. Den store mediemedspiller TV 2 har allerede takket nej til at bakke op om forslaget. Især det krævende tidsprogram frastøder TV 2.

"Jeg anser det ikke som en klar forbedring overhovedet. Jeg ser det som et meget naivt forslag, og især de praktiske aspekter virker uigennemtænkte.

Det kræver alt for meget tid at bruge en hel uge på praktikantansættelse.

Vi har heldigvis andet at lave end at ansætte praktikanter.

Lige meget hvor irriterede vi selv var, da vi gik på DJH og skulle igennem den Panikdag, så er resultatet jo fint nu. Vi er glade for de praktikanter, vi har, og det fungerer," fortæller Frederik Laursen, som er ansvarlig for praktikanterne på TV 2 Nyhederne.

DJ Stud er klar over, at det nye program er en tidsrøver men mener ikke, det er af afgørende betydning: "Vi er klar over, at vores model er lidt mere tidskrævende end det nuværende system.

Hertil er det dog vigtigt at gøre opmærksom på, at Praktikugen ikke er et fuldtidsarbejde.

Parterne kan efter aftale placere samtalerne, så de forstyrrer mindst muligt.

For arbejdsgiveren betyder det en smule ekstraarbejde til dem, som ansætter. Men set i forhold til gevinsten, er det til at leve med," lyder det fra

Selv skyld i det At TV2 har meldt fra bekymrer Pia Færing: "Det kræver opbakning fra de store spillere i mediebranchen for at få forslaget igennem," siger hun og fortsætter: "Det kan godt være jeg lyder som et kynisk gammelt røvhul.

Men jeg tror heller ikke Praktikudvalget vil støtte op om forslaget."

Der er dog imidlertid nogle i mediebranchen, der har bakket op om det nye alternativ til den famøse Panikdag. Blandt andet har Ekstra Bladets Chefredaktør Bendt Falbert udtalt sin støtte: "Formålet må være, at bladene får de bedst egnede, og de studerende kommer derhen, hvor de vil. Men sådan har det ikke altid været. Hvis der er tredive, der er interesserede i at komme på Ekstra Bladet, så vil jeg da helst snakke med dem alle sammen," siger han til Journalisten.dk.

Men Pia Færing er langt fra enig med Bent Falbert.

Det ser umiddelbart sort ud for det nye forslag.

Ifølge Pia Færing er det ikke det nuværende system, der er problemet. Parterne selv er problemet.

"Hvis man ikke vil overholde reglerne for panikdagen, så er det simpelthen den sidste dige inden oversvømmelsen. Så er det næste skridt kaos. Der er jo ingen, der siger, at vi i praktikudvalget skal stå for det. Hvis det ikke kan foregå ordentligt, så gider vi ikke stå for det længere. Som det er nu, gør vi det af hensyn til alle parterne," fortæller hun og slutter: "Alternativet er, at de studerende selv kan klare det. Parterne må altså selv tage ansvar for, at systemet ikke fungerer." sanni07@student.sdu.dk

LixEN | April 2008

Fokus | 05

Fokus: 10-års jubilæum Hvordan en journalistuddannelse blev til

Fødselsdagsbarnet ingen ville lege med Foto: Stephanie Wishymom

Han kom til verden noget pludseligt. Som et uforudset bastardbarn undfanget af en undervisningsminister og et universitet på Fyn. Storebror DJH følte sig svigtet. DJ ville ikke lege med den nye dreng i klassen. Og de voksne i branchen syntes, barnet var en fejlfødsel. foreningen. På DJH. Ingen af dem havde set storken komme.

Nikolaj Rytgaard

BAGGRUND: Lykønskningskortene udeblev, da storken fløj til Odense med ideen om en ny journalistuddannelse.

Undervisningsminister Ole Vig Jensen fra Det Radikale Venstre var manden, der havde hidkaldt fuglen.

Han lancerede sine planer om at bryde Journalisthøjskolens monopol på at uddanne journalister i starten af 1997.

Det kom bag på de fleste.

Kort forinden havde statsminister Poul Nyrup Rasmussen nedsat et Medieudvalg, som skulle kigge på blandt andet uddannelsen af journalister.

Ingen steder i deres endelige rapport blev det anbefalet, at journalisterne skulle rykke ind på universiteterne.

Da Nyrups undervisningsminister for første gang satte Odense, Roskilde og journalistuddannelse i samme sætning i Holbæk Amts Venstreblad, var forundringen derfor total.

I branchen. Hos fag-

Skalkeskjul Ole Vig Jensen havde to argumenter bag sin timing. Ét: Beskæftigelsen for journalister var høj. To: DJH kunne ikke klare det enorme pres af ansøgninger.

I 1997 søgte 1320 de 225 pladser i Århus. Der var brug for alternativer.

Men det anså branchen som et skalkeskjul. Her mente man, at politikerne havde opdyrket en solid journalistlede.

Christiansborg var trætte af den person- og konfliktfokuserede presse.

Derfor ville man uddanne pressen på universiteterne og på den måde få en gruppe af journalister, der bedre kunne forstå politikerne.

Cand.public.’erne kunne tale med cand.polit.’erne.

Træt af pressen Mest udtalt i sin kritik var Niels Thostrup, formand for Danske Dagblades Forening og chefredaktør på Jydske Vestkysten: “Jeg tror, at Ole Vig Jensen og andre i regeringen er trætte af dansk presse.

De mener ikke, de har fået

kredit nok for deres politiske arbejde. Politikerne mener, det kan ændres ved at skabe akademiske journalister, som de bedre kan tale med,” sagde han.

Ole Vig Jensen sagde selv, at det kunne være “spændende med nogle anderledes journalister”.

Han så gerne, at niveauet blev hævet over den sensationelle, personfikserede enkeltsagsjournalistik, og blev bakket op af sin økonomi-minister, Marianne Jelved: “Den ny uddannelse er et forsøg på at få mere kvalitet ind i dansk journalistik.

Vi vil prøve at skabe journalister med en bredere baggrundsviden, der går mere efter sagen end efter manden,” sagde den radikale leder.

Selvom Niels Thostrup bød intentionen om at højne kvaliteten i journalistikken velkommen, mente han bestemt ikke, at det skulle finde sted på Fyn. “Mit ønske har hele tiden været, at der kun skal være én journalistuddannelse. Og det er den i Århus,” tordnede brancheformanden.

Færre penge til DJH I Århus på “den gamle

skole” modtog man nyheden om den lille ny i familien med blandede følelser. Formanden for DJH glædede sig over den generelle opkvalificering af journalistikken, mens rektoren frygtede for færre penge i sparegrisen.

“Det lyder spændende at flytte en journalistuddannelse ind på et universitet. Det kender vi jo fra andre lande. Det kan blive en sund konkurrence,” sagde formand for DJH Torben Krogh.

Dårligere journalister Allerede inden Odense Universitet, som det hed dengang, inviterede til optagelsesprøve, kunne rektor på Journalisthøjskolen, Kim Minke, mærke, hvordan pengene flyttede fra Århus til Odense. Fire professorater blev opslået til den nye uddannelse, mens DJH måtte nedlægge en forskerstilling.

“Det får de studerende at mærke. Vi må improvisere os frem med mindre kvalificeret undervisning, og det kan ikke undgå at skabe dårligere journalister,” fortalte Kim Minke.

Danmark for lille til to Hos Dansk Journalistforbund mente man ikke, at der var plads til to journalistuddannelser i Danmark. Pengene var for få, og praktikpladserne var for få.

“Vi frygter, at en alternativ uddannelse vil føre til, at de i forvejen sparsomme ressourcer til journalistuddannelsen i Danmark skal deles mellem flere institutioner. Så får vi to discountuddannelser frem for én kvalitetsuddannelse,” skrev næstformanden i DJ, Christian Kierkegaard, i et læserbrev.

Christian Kierkegaard priste det danske system, hvor det i samarbejde med branchen var lykkedes at skaffe praktikpladser til alle studerende. En enestående bedrift i den danske uddannelsesverden.

Det mente næstformanden blev svært at opretholde.

“Danmark er for lille til, at der er økonomiske og menneskelige ressourcer til to konkurrerende grunduddannelser for journalister,” sluttede Christian Kierkegaard i sit læserbrev.

Men kritikken til trods kom journalistuddannelsen i Odense op at stå.

Barnet fik ben at gå på Professor og tidligere TV2-formand Jørn-Henrik Petersen kunne præsentere den nye dreng i klassen i september 1997 – samtidig med at søsteren på RUC også sagde goddag.

562 håbefulde søgte om optagelse på årgang 1, 205 kom til en optagelsesprøve, som der blev grinet meget af, fordi den skulle skrives i hånden.

Politiken skrev hovedrystende i sin leder om “Gaasefjerens Genkomst”.

Men gåsefjer og blækhus til trods startede 70 nye studerende på det første odenseanske journalisthold den 1. september 1998.

Et Medietorv i ’03, en Krause-Kjær i ’04, en Mylenberg i ’05 og hundredvis af studerende senere blev bastardbarnet 10 år. Måske der kommer lykønskningskort denne gang.

Baseret på artikler og læserbreve fra 1997 til 2008. niryt07@student.sdu.dk

06 | Fokus

April 2008 | LixEN

Professoren der startede det hele...

Han var ikke meget for det til at begynde med. Men i dag når Jørn-Henrik Pedersen ser tilbage på sin tid som leder for Center for Journalistik, er det med stor tilfredshed.

Joanna Valentin

“Det er ikke godt for mennesket at stå alene.”

Sådan svarer grundlæggeren af journalistuddannelsen Jørn-Henrik Pedersen på spørgsmålet om, hvorfor der i sin tid var behov for en ny journalistuddannelse. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det et bibelcitat.

På akademisk forklarer

han, hvad han mener med det. Hvorfor det ikke er godt for mennesket at stå alene – og hvorfor det heller ikke er godt for en journalistuddannelse: “Hvis man vil lave stimulans, er man nødt til at have to enheder. Ikke nødvendigvis for at skabe konkurrence, men for at skabe et samspil, som dermed sikrer en udvikling.”

Langhåret institution Den nye uddannelse blev i starten mødt med skepsis.

Ifølge Jørn-Henrik Pedersen mente branchen ikke, at rustbunken i Odense var i stand til at producere noget der bare lignende journalistisk spræl: “De var skeptiske over for så langhåret en institution.

Dengang tænkte man journalistik på en meget traditionel måde,” siger han og fortsætter: “I dag forstår man, at man er nødt til at løfte det journalistiske vidensniveau - udover det rent håndværksmæssige.

Men det var ikke anerkendt i 90’erne.”

I dag er han til gengæld ikke bange for at sige, at

journalistuddannelsen på Fyn gør det godt: “Det var Danmarks bedste. Det er Danmarks bedste.

Og det vil blive ved med at være Danmarks bedste journalistuddannelse.”

Faderskabssagen Hjernen bag den akademiske journalistuddannelse havde aldrig forventet, at han skulle blive hængende blandt de krukkede journalister længere end højst nødvendigt. Egentlig ville han blot tegne konturerne for uddannelsen for så at vende tilbage til

socialøkonomien. Men livet på Medietorvet fascinerede ham – og pludselig var der gået næsten 8 år: “Det er ligesom en sædvanlig faderskabssag.

Man kommer jo til at holde af ungen,” brummer han.

Trods det påståede had/kærlighedsforhold til journalister kan han nu heller ikke skjule sin entusiasme: “Det var skideskægt. Det var herligt at omgås de her halvgale mennesker, som kalder sig journalister. Faget er fandens fascinerende. Og ja, der kom jo noget godt ud af det.”

Hormonelle svingninger

Grunden til at de otte år blandt deadlines og nyhedshungrende studerende stoppede begrundes med en sjælden sygdom: “Jeg lider af hormonelle svingninger,” siger professoren tørt, “Ja, når jeg har været et sted i 8 år, så gider jeg ikke være der mere.

Nytænkningen kommer ikke i samme tempo. Desuden sker der ofte også det, at når man har skabt det hele selv, så fristes man til at synes, at det hele er godt. Og det er det jo ikke nødvendigvis.”

... journalisten som fører det videre...

Vi skal gå vores egen vej og lade være med at konkurrere med de andre. Det hører fortiden til.

Nu skal vi koncentrere os om at definere os selv og fokusere på journalistisk etik, forskning og den svære balancegang mellem journalistisk håndværk og akademisk fordybelse. Sådan lyder meldingen fra skolens ledelse.

“Vi skal have en ambition om hver dag at proppe noget ind i hovedet på fremtidens journalister,” siger Troels Mylenberg. Og det er ikke så lidt, der skal proppes ind de næste ti år, hvis du spørger ham. Flermedialitet, originalitet og viden har længe været skolens buzz-

ord, men fremover kan ord som etik og forskning også blive en del af det daglige ordforråd på Medietorvet.

Og det bliver uden at lytte efter, hvad de andre journalistuddannelser siger: “Det er på tide at se bort fra det. Nu skal vi hver især definere os selv!“ siger

Troels Mylenberg.

Fokus på etik “En ting, som vil komme til at præge fødselsdagen og de næste ti år, er et større fokus på etik. Det ændrede mediebillede stiller journalister over for nogle nye etiske udfordringer, som jeg synes, vi skal gå i front med,“ siger centerlederen: “I dag er etik inkorporeret i mediesociologi og håndværksfagene, men jeg tror, at vi er kommet dertil, hvor vi er nødt til at pinde det endnu mere ud.“

Den akademiske akilleshæl Men ledelsen vil ikke kun føre de studerende dybere ind i etikkens verden.

Akademiske tekster vil stadig være at finde på pensumlisten, men fremover skal de akademiske fag integreres bedre med håndværksfagene: “Det har jo altid været uddannelsens akilleshæl, at det er så svært at ramme den dér balancegang mellem den klassiske journalistiske tænkemåde

og den akademiske tænkemåde. Derfor laver vi også nogle initiativer nu, hvor vi sammentænker de akademiske dele og de håndværksmæssige dele. Allerede til foråret er studienævnet klar med forandringer,“ siger Troels Mylenberg.

Forskning og fremskridt Et af de områder, som har udviklet sig meget inden for de sidste par år på Center for Journalistik, er forskningen i journalistik. Og den er Troels Mylenberg særlig

begejstret for: “Vi er blevet det største felt inden for journalistikforskning i Nordeuropa. Det er vi blevet på bare to-tre år.

Om et par år vil det sprøjte ud med nye journalistforskere fra Center for Journalistik og det vil skabe store positive forandringer,“ siger Troels Mylenberg. joval07@student.sdu.dk

...og de studerende der nu lever af det kigget igennem.

Jannie Iwankow Søgaard

Navn: Ida Ebbensgaard Årgang:1998 Praktikplads: Børsen P.t. pressechef i Klimaog Energiministeriet.

Jeg tog kandidatgraden over fem år sideløbende med, at jeg arbejdede. Det er et af de bedste valg, jeg har truffet.

En journalist er ikke en ø, men en helt essentiel brik i skabelsen af historie, kultur, samfund, ja, hele måden vi lever sammen på. Derfor er det ikke ligegyldigt, at man som journalist har læst

Martin Erik Seymour

Huntington, Fukuyama, Thomas Friedman, Habermas, Nils Ufer og Jørn Henrik Petersens fremstillinger af det danske velfærdssamfund.

Det er afgørende at vide, hvilket samfund, man indskriver sig i.

Jeg har oplevet, at redaktører har haft større tillid til mig som journalist, fordi de vidste, at jeg havde en akademisk baggrund med mig fra SDU. Godt råd til de studerende: Hold fast i, hvad du selv synes er sjovt at lave i stedet for at lade dig lulle ind i det meget fastlåste statushierarki over, hvor det er fint at arbejde.

Navn: Johan Årgang: 1999 Praktikplads: TV-Avisen, DR.

Engbo

Pt. reporter på 21 Søndag, DR1. Tidligere, Magasinet Søndag, Kontant, Deadline og på DR Regionen i Næstved I den rygsæk jeg fik med fra SDU lå der et par spritnye briller, som gjorde, at jeg kunne se fordomsfrit på den verden og de opgaver, jeg skulle i gang med. Jeg var ikke hæmmet af at kigge igennem de samme fedtede glas, som alle andre journalister før mig havde

De akademiske fag har hverken gjort mig til heleller halv ekspert, men jeg har fået en indføring i den akademiske tankegang, og jeg har fået evnen til at læse og forstå akademiske rapporter forholdsvis hurtigt - og dem kommer der mange af på den journalistiske vej. Viden er guld som journalist.

Et godt råd til de journaliststuderende: Sørg for at tænke store tanker på studiet, så I kan komme ud i den virkelige medieverden med helt nye bud på, hvordan nyhederne skal serveres og fortælles, uden at vitaminerne forsvinder.

Navn: Gry Hoffmann Årgang: 2001 Praktikplads: TV2 Nyhederne Arbejder pt. på Magasinet Penge på DR1.

Jeg har haft stor glæde af de akademiske fag. Specielt når jeg taler med eksperter, forstår vi hurtigere hinanden. Jeg får hurtigere den viden ud af dem, som jeg har brug for, og de spilder ikke tiden med at svare på »dumme« spørgsmål.

Journalistik læreproces,

er der

en aldrig

stopper. Det skal man vide.

Jeg synes, jeg lærer mere jo mere jeg ved. Altså føler jeg, at jeg lærer mere nu, end jeg gjorde i praktikken, og mere i praktikken end jeg gjorde på studiet. På studiet fik jeg en stor grundviden, men det journalistiske arbejde, det lærer man i praktikken.

Der er ikke tid til på en nyhedsredaktion at sige hov hov, jeg vil da godt lære lidt om samfundsvidenskabelig metode!

Den skal ligesom være på plads.

Et godt råd til de journaliststuderende?

De bedste råd, jeg kan give er: Lær af de rigtig dygtige, når I kommer ud, vær ligeglad med, hvad de knap så dygtige siger, og hold hele tiden fast i jer selv og jeres egen mening med journalistikken.

LixEN | April 2008

Fokus | 07

Gamle nyheder - og dog Vi har været en tur i arkivet og set på, hvad der trak overskrifter i Lixen, dengang studielederen hed Jørn-Henrik, Center for Journalistik var et institut, og Medietorvet endnu ikke var bygget. Ud over de tre ting har ikke meget ændret sig siden dengang.

Nikolaj Rytgaard

Årgang 1-5 er ikkeeksisterende i Lixen-regi.

Den tidligste studieavis, der var at støve op i arkivet, var fra femte årgang. Så vores slentretur ned ad hukommelsens hovedvej starter altså i 2002 - holdt i hånden af nytteløs bonusinfo.

2002: Pressekortet er ren fallos Journaliststuderende fra SDU tænker ikke så meget på solidaritet, når de melder sig ind i DJ. Det er pressekortet, der trækker. Kortet viser sig at være en journalistisk potensforlænger.

- Af Lea Korsgaard. Nogle nyheder forgår aldrig.

Denne artikel blev bragt i femte årgangs første Lixen, som blandt andet havde kildekritikunderviser Anders Haahr Rasmussen i chefredaktionen.

Bonusinfo: Samme år blev Medietorvet opført til en pris af 89,5 mio. kr. for bygningen alene. Dertil lægges møbler, inventar og teknisk apparatur.

Navn: Julie Trollborg Årgang: 2003 Vært på P3-nyhederne SDU har en klar force, i det vi har et halvt års radio og tv. Jeg arbejder med mange fra DJH og RUC og føler mig bedre klædt på end dem. Fag som Photoshop og informationssøgning – som var lidt trælse dengang - har også vist sig at være meget nyttige.

De samfundsrelevante fag som politik og har givet mig en ballast i forhold til at lave nogle ordentlige interviews.

Et godt råd til de studerende: Det er et studie, som kræver 100 procent tilstedeværelse, og giver man det dét, kan man få sindssygt meget ud af det. Så gi’ den gas.

2003: Kritik af panik Panik er ordet, der bedst beskriver stemningen på praktik-dagen. Men er der grund til al den panik?

Systemet møder kritik fra både uddannelserne, branchen og forbundet.

- Af Ulrik Thomas Lyager.

Fem år efter har panikken ikke lagt sig.

Bonusinfo: Inden Lixen kom i tabloidformat, blev den udgivet i A4 i bedste sort-hvid-printer-stil.

2004: Hvilke regler gælder, når jeg sælger?

Hvert semester prøver håbefulde journaliststuderende at få solgt deres radio- og tv-indslag.

Men junglen af skrevne og uskrevne regler kan være svær at finde rundt i som uerfaren studerende. Et godt råd lyder, at man skal bruge sin sunde fornuft.

- Af Maria Lindeberg. Steen A. Jørgenssen leverer en opdateret 2008-udgave af 2004-problematikken i denne måneds Lixen.

2004-nummeret bragte også et portræt af Rasmus

Navn: Heidi Birgitte Nielsen Årgang: 2004 Journalist på Børsen Studiet har givet mig en utrolig god ballast. Især på tv-semesteret lærte jeg at vinkle rigtig skarpt, hvilket har været en stor hjælp, når jeg har arbejdet med korte artikler og har haft brug for at forklare det hele med så få ord som muligt.

Jeg sidder med finansstof til dagligt, så jeg har ikke rigtig haft brug for det, jeg lærte i de akademiske fag.

Et godt råd til de studerende: Der er ikke nogen, der kommer og tilbyder en job.

Man skal søge det selv, så man skal være fremme i skoene og have rundsave på albuerne

Tantholdt. Det kommer vi tilbage til.

Bonusinfo: Inden Lixen kom til at hedde Lixen hed den “Lix&Lir”.

2005: Brist i kommunikationen Kommunikationen mellem instituttets ledelse og de studerende er for dårlig. Det mener i hvert fald en stor del af de studerende. Niels Krause-Kjær medgiver, at der er plads til forbedringer.

- Af Mark Lindved Norup.

Artiklen hed “Kuldsejlet kommunikation”, studielederen hed Mylenberg og på bylinen stod der Anders Rømeling i sidste nummer af Lixen. Men sagen er den samme som i 2005.

Bonusinfo: Niksen biksen Lixen. 6. årgang udskrev en konkurrence om, hvem der kunne finde et nyt navn til Lixen. Det lykkedes tilsyneladende ikke.

2006: Journaliststuderende i bogprojekt “Journalistik i hundrede år” er arbejdstitlen på en undervisningsbaseret

Navn: Christian Sagen Årgang: 2005 Praktik: DR-sporten Man kunne godt have haft mere fokus på de korte nyheder og lært at skære mere ind til benet. På tvsemesteret havde man - så vidt jeg husker - 2 minutter til hvert indslag i dag skal jeg være glad, hvis jeg får halvandet minut.

Jeg har været glad nok for de akademiske fag, men jeg har ikke haft brug for dem i min dagligdag, hvor jeg arbejder med sport.

Et godt råd til de studerende: Når man vælger sit praktiksted, skal man ikke tænke over, hvad andre synes er fedt, men vælge det, man selv virkelig har lyst til.

bogudgivelse, hvor det ambitiøse mål er, at 3. semester på journalistuddannelsen på SDU skal producere den bog, “som hele branchen mangler”.

- Af Jonatan Placing og Rasmus Dam Nielsen.

Bonusinfo: 2006 var også året, hvor Karsten Baagø og Lasse Jensen kom til SDU, som leverede hver deres journalistiske mantraer til Lixen. Baagø: “Slip dig selv fri!” Jensen: “Fortæl sandheden og vær ordentlig!”

2007: Tæt på Tantholdt Som korrespondent er ingen dage ens. Rasmus Tantholdt er TV 2’s mand i krigszonen, der “går efter guldet” – og nogle gange finder det.

- Af Maria Kehlet Hansen.

Rasmus Tantholdt blev ligeledes portrætteret “I Lixens lænestol” i 2004. Bonusinfo: Lixen kan hermed kåres som Danmarks måske mest kontinuerlige avis. Samme historier på kryds og tværs af årgangene fra 2002 og frem til i dag. Hurra og tillykke! niryt07@student.sdu.dk

Navn: Karina Mølgaard Rasmussen Årgang: 2000 Praktiksted: TV/MidtVest Studievært på TV2/Nord Jeg synes, jeg har haft en utrolig god faglig ballast med fra studiet. Både teoretisk og praktisk. Vi har fx fået langt mere speaktræning end de studerende på Journalisthøjskolen.

Ofte fik vi fra SDU at vide fra praktikstedet, at vi på flere punkter var længere fremme.

Det udlignede sig dog hurtigt under praktikken.

Et godt råd : Giv alt, hvad I har under praktiktiden.

Navn: Silke Bock Årgang: 2002 Praktik: Politiken Arbejder pt.

I chefredaktionen Nyhedsavisen, ansvarlig for 2.sektion, N2.

Tidligere på Kristeligt Dagblad.

Det lyder hovski-snovski, men verden bliver stadig mere kompliceret, og det er ikke nok at kunne skrive.

Vi skal også vide, hvad vi skriver om - og ikke mindst hvordan vi skaffer os den nødvendige viden. Det har uddannelsen lært mig.

Det er jo ikke sådan, at folk ringer op og siger: Nåeh du har haft akademiske fag – vil du have et job? Men fagene er alligevel nyttige.

For eksempel havde vi på studiet tæsket de fleste af problemstillingerne igennem, da Velfærdskommissionen barslede med sin rapport, ligesom jeg brugte både kildekritik og historisk viden, da jeg skrev om besættelsestiden.

Et godt råd til de studerende: Nyd det og rag til jer med arme, ben og ikke mindst hoved. I kommer tids nok ud på arbejdsmarkedet og så er der omkring 40 år, til i når pensionsalderen og igen for alvor kan hellige jer bøgerne.

jsoeg07@student.sdu.dk masey99@student.sdu.dk

08 | Ekstern

April April 2008 2008 || Lix LixEN EN

Bål og brand: Advarselstegn til journalister Journalisternes dækning af gadeafbrændingerne i februar har været alt for ukritisk. Det kan få fatale konsekvenser for det vitale samarbejde mellem politi og journalister, vurderer Anne-Marie Dohm.

Af Jun Zhang Det har været på skærmen i ugevis. Vrede unge med indvandrerbaggrunds hilsen til de såkaldte rigtige danskere, som de følte, udelukkede dem fra samfundet. Røg, os og sod fra bål antændt for at understrege frustrationerne. Men var billederne af brændende affaldscontainere et advarselstegn om, at mediedækningen var løbet af sporet, nu hvor selv en sølle brændende affaldscontainer kunne trække overskrifter?

Sensationshunger Informationschef for Københavns Politi, Flemming Steen Munch, er ikke i tvivl: “Pressedækningen er blevet mere og mere sensationspræget.

Man tænker kun i store overskrifter, og der ikke længere klare skel mellem objektiv journalistik og underholdning.”

Flemming Steen Munch oplever et større pres på politiet, som bliver belastet

af nyhedshungrende journalister døgnet rundt.

“Den solariebrand, der var på Østerbro, blev dækket fra klokken ti om morgenen til klokken et om natten.

Sådan var det ikke for bare et par år siden,” siger Flemming Steen Munch og uddyber: “Der er simpelthen ikke nok historier i Danmark til at holde liv i nyhedsbranchen.

Derfor blæser de historierne op til noget, vi ikke kan genkende. Nyhedsbranchen har udvidet sig så meget, at der ikke er nok historier til at holde den i live.”

Selvom det ikke er realistisk, mener han, at en nedskæring i journaliststaben ville være en kærkommen nyhed.

“Vi er i hvert fald en del, som ikke vil savne alle journalisterne,” siger Flemming Steen Munch.

En advarsel Det tolker rektorpåDanmarks Journalisthøjskole, Anne-Marie Dohm, som et advarselstegn til journalister. Når politiet

klager over den intense, ukritiske dækning, der har været af urolighederne, så skal journalisterne tage sig selv i nakken og grundigt overveje deres dækning.

“Det, jeg frygter, er, at journalisterne i sidste ende kan sætte samarbejdet mellem dem og politiet over styr. Indtil nu har der været et rigtig godt samarbejde, hvor politiet ikke har filtreret deres oplysninger til os. Men hvis vi ukritisk lapper til os og blæser det op på tv, vil politiet måske næste gang tænke sig om, før de giver os oplysninger,” siger AnneMarie Dohm.

Den ukritiske tilgang til historierne hænger måske sammen med nyhedsbranchens prioriteringer. Ifølge tvforsker Stig Hjarvard er der sket en kommercialisering af branchen: “Man har valgt at være kommerciel, og det betyder,

at der er en betydelig kamp om seernes gunst. Døgnet rundt skal der produceres output, og der følger behandlingen af outputtet ikke altid med. TV2 News er et godt eksempel. Det er en ren kommerciel kanal, som har fokuseret benhårdt på urolighederne, fordi der er seere i det,” siger Stig Hjarvard.

News: lodret uenig Den fremstilling er kanalchef for TV 2 News, Mikkel Hertz, lodret uenig i. TV 2 News’ økonomi er på ingen måde afhængig af overeksponering af den seneste måneds bål og brænd.

“TV 2 News har fuld redaktionel frihed. Vi har ikke økonomiske motiver for at dække den seneste måneds bål og brænd.

Vores grund til at dække de begivenheder var at informere befolkningen om væsentlige ændringer i samfundet. Nøjagtig som vores dækning af fakkeltoget efter drabet på et avisbud, eller når Anders Fogh Rasmussen siger noget.

Vores kriterier er først og fremmest aktualitet, væsentlighed og almen interesse fra seerne.”

Ikke kommerciel Mikkel Hertz kan slet ikke se den økonomiske interesse, som Stig Hjarvard fortæller om. Han fremhæver, at TV 2 News ikke får de fleste af deres indtægter fra reklamer.

I sådan et tilfælde, hvor hovedindtægten stammede fra reklamer, ville kanalen være afhængig af seerantal for at få solgt reklamefladen og dermed få penge i kassen.

“Vores finansiering kommer hovedsageligt fra antenneforeninger, som vælger at inkludere TV 2 News i deres programpakke.

Hvis du f.eks. betaler for en bestemt pakke fra YouSee, får du TV 2 News. Det er vores måde at skaffe penge i kassen på. Hvad der bliver sendt på fladen, er vores beslutning.”

Anne-Marie Dohm mener, at pressen skal holde sig selv i ørene. Det kommercielle pres gør det kun mere nødvendigt at forholde sig kritisk til det, man dækker.

“Man er nødt til at spørge sig selv ’Er det væsentligt at dække den her containerbrand?’ Bidrager jeg med noget væsentligt ved at dække det her?” siger Anne-Marie Dohm. juzha07@student.sdu.dk

Fotos: Anders Jung

LixEN | April 2008

Ekstern | 09

Foto: Malte Kristiansen

Globale nyheder for den kræsne seer Ingen nyheder om kommuner, der brokker sig, eller Villy-effekten her. DR2 Udland er hardcore public service, men kun om hvad der rører sig ude i verden.

Lixen sendte en reporter af sted for at finde ud af hvad, der ligger bag programmet med det globale udsyn.

Mads Kolby

Ved første øjekast ligner DR2 Udland enhver anden redaktion. Aviser, blade og tomme kaffekopper flyder på bordene, imens journalisterne sidder koncentrerede foran computerskærmene.

Men så alligevel ikke. For ved nærmere eftersyn er det nemlig ikke Politiken og Berlingske Tidende, der ligger på hylderne, men Washington Post, Le Figaro og The Economist.

Tine Götzche jager på flydende fransk en historie om en spirende boligkrise blandt unge i Paris’ forstæder. Da interviewaftalen er på plads, viser hun vej til sminken. Klokken er lige knap tolv. Der er ni en halv time til programmet skal på skærmen. ”Ja, det kan godt blive nogle lange dage. Jeg kommer som regel ikke herfra før ved ni-tiden,” siger hun. ”Det er jo et nyt program, og det er altid hårdt at starte noget nyt op. Men det viser sig jo, at programmet er en

succes, og så er det jo lettere at holde dampen oppe,” forklarer hun, mens en make-up artist gør sit, for at Lixens fotograf ikke kan få et billede uden en pudderkvast foran ansigtet.

Nyheder for den globale borger Målgruppen er de moderne og individorienterede 3050-årige. Kun udenlandske nyheder er på tapetet.

DR2 Udland har siden programmets start for tre måneder siden forsøgt at tage udgangspunkt i de sager, der berører en verdensborger. Ideen var at lave et nyhedsprogram, der udelukkende beskæftigede sig med udenlandske nyheder, og som var løsrevet fra den klassiske danske dagsorden. ”Væsentlighed og identifikation er nok der, hvor vi adskiller os mest fra andre, fordi væsentlighed for os ikke er knyttet til nærhed,” forklarer Tine Götzche. ”Vi vil gerne fortælle, hvad der rører sig ude i verden. Det behøver ikke at være en global begivenhed, men så skal historien bare have en særlig vinkel. Hvad tænker en forretningsmand eller politiker i Brasilien eller Indien på? Vi har i det hele taget en særlig fokus på de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina, red.), og vi har mere fokus på økonomi end i normal udlandsdækning,” forklarer studieværten.

Hardcore public service ”Hver gang jeg går på arbejde, så lærer jeg noget

nyt. Sådan vil jeg også gerne have, vores seere har det. Folk skal føle, at det er en nødvendighed at se DR2 Udland for at være opdateret. På den måde er det i høj grad public service,” siger Tine Götzche.

Studieværten mener, at udlandsnyheder ofte får en overfladisk behandling i de deciderede

Meget positive. ”Ja, det virker som om, vi gør det rigtige. Der manglede et program af vores slags: med ren fokus på udenrigsstoffet,” siger Tine Götzche.

Der har været mange kilder til inspiration, men der er alligevel ingen, der laver udlandsstof på samme måde som DR2 Udland. BBC

foto: Malte Kristiansen

Hver gang jeg går på arbejde, lærer jeg noget nyt. Sådan vil jeg også gerne have, vores seere har det.

- Tine Götzche nyhedsudsendelser.

DR2 Udland skal derfor give det, de andre ikke gør. Indtil videre lader det til at virke.

Alle tilbagemeldinger fra fokusgrupperne er positive.

og CNN er begge gode kilder til at holde sig opdateret om verdens begivenheder, men er i Tine Götzches øjne meget konstaterende.

På DR2 Udland forsøger

man i stedet at prioritere historierne skarpere. Man vil hellere have erfaringskilder end universitetsprofessorer og forsøger på den måde at ligge sig mellem den hurtige oversigt i TV-Avisen og den meget analytiske tilgang i Deadline. ”I virkeligheden er det sværest for os, når der sker en rigtig stor begivenhed i udlandet. Så dækker TV Avisen og Deadline det, og så skal vi ligesom finde vores vinkel på det, for at det ikke bliver det samme som de andre,” forklarer Tine Götzche.

Vi er færdige i makeuppen, og efter et kort stop på en gangbro for fotografens skyld er vi tilbage på redaktionen. Tine Götzche kaster sig straks over dagens opgaver.

Håndholdte noter Siden programmet startede i januar har der været små justeringer. Alt er blevet overvejet, og ting er valgt til og fra. Men det har primært været småting, som for eksempel hvor mange overskrifter der skal nævnes i starten af programmet.

Lixens udsendte får lokket fungerende redaktionssekretær Bo Taudal med ind i et mødelokale for at fortælle om programmets afvikling.

Han lægger ud med at forklare, hvorfor værten på DR2 Udland, som den eneste i DR, ikke benytter en teleprompter, men i stedet sværger til håndholdte noter. ”Vores værter er jo vores esser. I starten var det skræmmende for dem

at stå der foran kameraet uden andet end gammeldags kartonkort i hånden, men nu har de vænnet sig til det.

Det var noget, vi valgte at gøre for at frigøre dem fra teleprompteren. Det kræver mere af værterne, fordi de skal memorere, det de skal sige, men til gengæld er de ikke så bundet af, at følge teksten på skærmen,” siger han.

Dynamikken giver bonus Den frie vært, den blandede opbygning og de kortere indslag gør, at programmet fremstår mere dynamisk end dens akademiske storebror, Deadline. ”Vi bruger mange utraditionelle elementer til historierne i programmet.

Screendumps, youtubevideoer og Skype-opkald.

Jeg vil tro, at vi har cirka fifty-fifty Skype og gæster i studiet. Det er alt sammen med til at give et bedre flow og et mere afvekslende program,” siger Bo Taudal.

Interviewet bliver afbrudt, da Tine Götsche stikker hovedet ind og kalder til redaktionsmøde. Historien om boligkrisen blandt unge i Paris er faldet, og Lahka Lama kan ikke komme i studiet alligevel.

En hurtig beklagelse og et par håndtryk senere er redaktionen samlet, og Lixens udsendte lister af. DR2 Udland efterlader et indtryk af aktualitet, globalisering og verdensborger-mentalitet. Af informationsrigdom og af public service-lyst. makol07@student.sdu.dk

10 | Ekstern

April 2008 | LixEN

Manden med de mange hatte Lektor og forfatter Klaus Kjøller er en af de mest citerede eksperter i danske medier. Årsagen er, at han ikke har været bleg for at udtale sig om hvad som helst. Selv mener han, at det er høfligt, at fortælle hvad man ved om de emner, man har forstand på.

Og, at det er vigtigt, at komme frem med sin egen personlige holdning.

Troels Trier

Sprogforsker, valgforsker, lektor i sprogbrug, kommentator, ekspert i politisk kommunikation.

Klaus Kjøller er lektor og forfatter, men er i medierne blevet eksperternes altmuligmand. Han er en de mest brugte ekspertkilder i danske aviser og har siden nytår udtalt sig om adskillige emner. Emner så forskellige som Villy Søvndals fremgang, dronningens

nytårstale og budskabet i jo overordnet og kan IKEA-møblers navne. betyde mange ting. Når Selv ser manden med de Statsministerens tidligere mange eksperthatte intet spindoktor sidder og problem i, at han udtaler kommenterer på politik, sig om så mange forskellige bliver han jo også kaldt ting. ekspert.” ”Når folk ringer og stiller spørgsmål, er jeg høflig En mand med at svare dem, hvis jeg har holdninger forstand på emnet,” siger Selvom Klaus Kjøller han. forsvarer sine mange At Klaus Kjøller ofte udtalelser, erkender optræder i medierne under han, at han er blandt de forskellige ekspertkilder, titler er der er mest også helt Det er rigtigt, at jeg gør villige til at naturligt, mig umage for at sige udtale sig om forklarer der hvad jeg mener. Det synes emner, han selv. falder jeg ikke er en negativ ting ikke ”Jeg er direkte ind jo ansat - Klaus Kjøller under hans som lektor område. i moderne ”Det er dansk sprog og sprogbrug, rigtigt, at jeg gør mig umage så på den måde er jeg for at sige, hvad jeg mener. jo sprogforsker. Jeg er Det synes jeg ikke er en også specialist i politisk negativ ting. Der er mange sprogbrug, og på den måde eksperter, der vil sige, at er jeg jo lektor i politisk deres udtalelser i pressen er kommunikation. Jeg har objektive. Men journalisten, skrevet mange bøger, og de taler med, vil altid spørge: det gør mig jo til forfatter,” hvad mener du egentlig selv? forklarer Klaus Kjøller.

Og selv den mest blodfattige ”Titlen ekspert er forsker vil have sin egen

Foto: Lisbeth Thorlacius

Regionalnyheder i 20 år and still going strong På tyvende år laver SBS Net regionalnyheder med et lille, men fast publikum.

Nyhedschefen spår, at SBS Nets trofaste seertal vil fortsætte, også selv om han mener, at det kun er de færreste, der gider se 30 minutters lokalnyt.

Sandra Kilhof Nielsen

”Det er gratisavisen, du lige får i bussen på vej ud.” Og nej, der er ikke tale om MetroXpress eller Urban, men SBS Nets regionalnyheder, 5 minutter Lokalnyt. Citatet er Nyhedschef Lars Ellegaards, der kalder de lokale nyheder for klassisk journalistik.

SBS Nets målsætning er at give en hurtig og kort opdatering på lokalhistorier: ”Man skal lige kunne hoppe ind i nyhedsudsendelsen og så hoppe ud igen,” fortæller han og gør det klart, at public service-nyheder har førsteprioritet: ”Vi sender klassiske nyheder om de historier, som er vigtigst for dig.”

Ingen konkurrence med DR og TV2 SBS Nets nyheder er ikke en ny konkurrent til DR’s og

TV 2’s nyhedsudsendelser.

SBS Net har faktisk sendt regionalnyheder i over 20 år og konkurrerede med DR længe før, TV 2 Nyhederne så dagens lys.

Før i tiden blev nyhederne sendt over TvDanmark fra lokalstationer, som SBS Net nu kører videre med et nyt koncept: ”Nyhederne varer seks minutter i stedet for en halv time som før. Der er simpelthen ikke budget til en fullblown nyhedsudsendelse på 30 minutter. Vi ville bruge hele kanalens budget, og vi ville aldrig kunne hamle op med DR og TV2,” fortæller Lars Ellegaard og fortsætter: ”Det ville også være svært at lave en halv times lokalnyheder – det er der sgu ikke nogen, der gider høre på.”

Men den korte varighed i forhold til DR’s og TV 2’s lange udsendelser, bekymrer ham ikke: ”Vi ved godt, vi ikke er bedre end dem. For det er

vi jo ikke.”

Men den lille populære nyhedsudsendelse har også haft sine omvæltninger. Det er nu to år siden, at SBS Net relancerede nyhederne som ”5 minutter Lokalnyt”.

Dengang var ambitionerne høje: ”Vi ville gerne have trafikopdateringer og tre udsendelser om morgenen.

Det måtte vi så ændre for et år siden, hvor vi fjernede trafikken og begyndte at sende fra klokken 12,” fortæller programchefen.

Praktikantfremtid hos SBS Net Rent redaktionelt er det et lille mandskab, der står bag nyhederne med en samlet seerskare på 20.000 om dagen.

København har det højeste seertal blandt regionerne, og redaktionen består derfor af otte ansatte. Men på de mindre redaktioner som Fyn er nyhedsværten tit også journalisten bag mange af indslagene. For

Lars Ellegaard er det ikke et spørgsmål om antallet af mennesker bag, men kvaliteten af udsendelserne: ”Vi er sådan set ligeglade med opbygningen af redaktionerne – det er outputtet, der er vigtigt for mig,” fortæller han og fortsætter: ”Produktionsselskaberne står for redaktionerne, så jeg er sådan set ligeglad, hvordan de laver udsendelserne – bare jeg får det, jeg betaler for.”

Nyhedschefen har dog noget at sige, når det kommer til praktikanterne, som han gerne ser vender tilbage til Lokalnyt: ”Vi har haft praktikanter før i tiden, men vi stoppede med det for et års tid siden.

Praktikanterne har altid været gode, så det skulle vi virkelig se at få noget gjort ved, så vi kan få nogle ind igen”.

Det er heller ikke et krav at være uddannet journalist, hvis man skal tone frem på SBS Nets skærme: ”Vi har ingen interviews, så det er der ingen grund til,” fortæller Lars Ellegaard og fortsætter:

”Jeg er dog ret rigid omkring Københavnerredaktionen. Der er det ret vigtigt, at redaktionen har en journalistisk baggrund og ved, hvad de laver, når der er så mange seere.”

Exceptionelle nichenyheder Og de små, lokale redaktioner er stadig en succes. SBS Net sender niche-nyheder for de lokale seere, og det har skabt et meget trofast publikum.

Ifølge Lars Ellegaard er der heller ikke ambitioner om at sende landsdækkende nyheder, når de lokale fungerer så godt: ”Vi ved, at seerne efterspørger lokale nyheder – vi tillader os at tro at nordjyder er ligeglade med sønderjydernes historier og omvendt.”

Det er også i dette marked, at SBS Net kan skille sig ud fra DR og TV2 ved netop ikke at konkurrere om de nationale nyhedsudsendelser.

Lars Ellegaard lægger heller ikke skjul på, at han er stolt af Lokalnyt – på trods af at seertallet godt kunne være højere: ”Vi er så kommerciel en kanal, så vi gør ikke noget for sjov. Vi ville ikke

lave nyheder, hvis vi ikke mente, at det gjorde os exceptionelle, og at vi gjorde et godt stykke arbejde.”

Der er dog også finansielle interesser bag nyhederne: ”Vi har en ide om, at vi ikke vil være en computer station. Vi tror, at når der kommer en rigtig person på skærmen, så skaber vi et bedre tilhørsforhold mellem seerne og kanalen,” fortæller Lars Ellegaard.

Roligt liv i fremtiden Hvorvidt 5 Minutter Lokalnyt er en succes, kommer an på, hvad man lægger vægt på.

Der hersker dog ingen tvivl om, at Lokalnyt vil leve videre længe endnu: ”Det er gået meget godt i 20 år nu – vi lever jo et ganske roligt liv på en niche kanal. Så længe vi tilbyder en rimelig fed gratis kanal, tror jeg ikke at der er nogle der kan tage det fra os. Vi skal nok blive ved,” slutter nyhedschefen. sanni07@student.sdu.dk

LixEN | April 2008

overbevisning,” siger Klaus Kjøller og fortsætter: ”Hvis journalisten ikke kan få den pågældende ekspert til at bekræfte sin historie, siger han jo bare farvel og tak og ringer til en anden ekspert, der godt kan bekræfte den. Derfor mener jeg godt, at jeg kan komme med mit eget syn på sagen, hvis jeg ved noget om den,” siger han.

Frem med den gode røv Klaus Kjøller understreger, at han altid besvarer journalisternes spørgsmål med en klar henvisning til sin faglighed. Det er bare meget ofte, at det kun er de personlige citater, der ender i aviserne.

På grund af det endte Klaus Kjøller en forårsdag sidste år på sin rektors kontor til en irettesættende samtale. Årsagen var en artikel i Nyhedsavisen, der handlede om gode råd til eksamen. I denne blev den mundrappe lektor citeret for at sige: ”Man skal vise sin personlighed på tøjet. Hvis man har en god røv, er der ingen grund til at skjule den til eksamen. Hvis man har lidt sexappeal, må man gerne vise det.”

Citatet medførte et

Ekstern | 11

ramaskrig og en stormflod af debatindlæg. Klaus Kjøller måtte i en pressemeddelelse beklage ordlyden af sine udtalelser. Selve budskabet står han stadig ved. ”Hvis man vil frem i medierne, må man mene noget,” siger han.

Tomme holdninger Netop det syn på personlige holdninger var baggrunden for kommentaren AntiKommentar, som Klaus Kjøller skrev i 2002. Her lød det blandt andet:

krævende, store emner, både i avisernes lederspalter og kommentarer, i organisationslederes taler og i bøger. Og jeg blander mig lystigt i koret. For at leve er det nødvendigt at mene noget, at tro på det og kæmpe for det. Folk, der tvivler om alt altid, regnes ikke for meget,” skriver han.

Hvad Klaus Kjøller mener med det, siger han, kan opleves i hans undervisning.

Som lektor vil han ikke blot have de studerende til at analysere pensum,

Nogle gange kan man godt have indtrykket af, at lederskribenterne og andre i den offentlige debat i virkeligheden ikke mener noget - Klaus Kjøller ”Ingen ved sine fulde fem vil påstå, at de kender sandheden om dansk politik, om SID-affæren, om Tvind, om Brixtofte og Farum, om muslimer i Danmark.

Alligevel myldrer det med håndfaste meninger om disse og andre

men at de skal finde deres egen holdning til det. Han ligefrem forsøger at ”presse dem til det.”

Klaus Kjøller oplever nemlig, at nogle mennesker bringer tom snak til debatbordet. ”Nogen gange kan man

godt have indtrykket af, at lederskribenterne og andre i den offentlige debat i virkeligheden ikke mener noget. Der er det klassiske eksempel med De Radikale, der altid siger ”måske”, og alle dem der i debatten om ytringsfrihed tilføjer et ”men”. Hvad mener disse mennesker egentlig?” spørger Klaus Kjøller.

Journalister mærker falskhed Selv om Klaus Kjøller har sine holdninger, forsikrer han om, at man aldrig vil se ham være citeret for emner, han ikke har kendskab til: ”Jeg har adskillige gange sagt nej tak til at medvirke i artikler. Det er nødvendigt for mig. Det er mit brand. Journalister mærker falskhed, hvis man spiller roller,” siger lektoren, forfatteren, kommunikationseksperten og kommentatoren Klaus Kjøller. trtri07@student.sdu.dk

Foto: Lisbeth Thorlacius

12 | Profil

April 2008 | LixEN

Ballonskipperen Mikkel Vuorela

Han står dernede på gulvet.

Morten Sabroe. Hyret til at holde et foredrag i Den Sorte Diamant.

Han står dernede på gulvet.

Med make-up omkring øjnene. ”Jeg var bange for, at I ikke kunne se mig i den her store sal. Bange for, at I ville tro, det kun var en bolsjefarvet skjorte, der stod og snakkede heroppe. Derfor har min kone, Do, lagt lidt mascara på mig,” siger han med et drenget smil.

Han står dernede på gulvet. Han er slet ikke til at overse, make-up eller ej. For han fylder scenen ud med sin stemme. På svovldunstende københavnsk fortæller han bramfrit om sin tid som journalist, om forfattergerningen og om hele mediemaskinen.

Men det er som om, der er noget galt. Han rabler rundt fra den ene anekdote til den anden. Sender små kulørte balloner op, som han aldrig fanger igen. Og publikum, mestendels kvinder over 50, labber det i sig. Griner alle de rigtige steder.

Jeg kan ikke helt bestemme, hvad der er galt, men uroen vokser inde i mig. Noget er ikke, som det skal være. Måske er det stemmen, den er gal med. Og de ord, stemmen siger. For den stramhed og sproglige ekvilibrisme, der får hans artikler og bøger til at hæve sig over mængden, mangler.

Det er lidt ligesom, når man ser filmatiseringen af en bog, man har læst, og personerne pludselig opfører sig helt anderledes, end de gjorde på ens indre biograflærred.

Signe, min medvært, læner sig ind mod mit øre og hvisker: ”Hvad synes du om det?” ”Jeg synes, han er en idiot,” svarer jeg.

Hun nikker samtykkende og læner sig tilbage i sædet.

Sandheden Dommen var måske lidt forhastet. For Morten Sabroe

Hans reportager og fabulerende fortællinger har siden 1971 slået luften ud af lungerne på avislæserne. Men inde under de fortællende lag i hans artikler, ligger ofte en skarp kritik rettet mod de andre journalister og mediebranchen. To radioreportere tog til København og mødte journalisten og forfatteren Morten Sabroe. er ingen idiot. Men ens indre jantebarometer slår kraftigt ud i hans selskab. For han er så selvsikker og ovenpå, at man frygter, at han pludselig vil sprænge i luften, og eksplosionen vil udløse tusinder af kæmpemæssige kulørte balloner, der vil svæve op under loftet. Der vil de hænge, indtil loftet giver efter, ballonerne sættes fri og flyver ud i stratosfæren.

Det kræver en stor selvsikkerhed at være Morten Sabroe. Det er troen på sine egne øjne, der har gjort ham i stand til at tage læserne ud på oplevelser, de ikke kan få andre steder.

Men inde bag øjnene bor der også en ydmyghed over for verden: ”Hvis I er kommet for at høre sandheden, så er I altså gået galt i byen,” siger han, da vi efter foredraget er taget ind på Café Bjørgs,

som ligger nær hans gamle arbejdsplads Politikens Hus. For sandheden findes ikke derude. Ikke i Morten Sabroes univers. ”Der er rigtig mange lag på alting. Man søger selvfølgelig en sandhed. Og den sandhed, jeg søger, er selvfølgelig den, jeg tror, jeg selv kan finde. Jeg har ikke andre motiver og intentioner end selv at komme så langt ned i sagen, som jeg kan. Og så skrive det på en måde, så jeg ved, at det bliver generelt.

Så bliver andre nysgerrige efter at finde ud af, hvad der sker. Og forhåbentlig kan de bruge min sandhed til at finde ud af, hvad deres egen sandhed er.”

Nu, efter vi er rykket på Café Bjørgs, er det som om, Morten Sabroe taler meget klarere, end da han stod dernede på gulvet i Diamanten. Stadig ovenpå

sidder han på sin høje barstol med rødvin i glasset.

Ballonskipperen Morten Sabroe er kendt som en ener inden for dansk journalistik. Han prøver altid at hæve sig op over nyhedsstrømmens overflade og forsøger at flyve op ad floden for at se, hvor strømmen egentlig kommer fra. Han svæver dér, styrer sit luftskib, som holdes i luften af alle de kulørte balloner, han lukker ud.

I sine artikler optræder luftskipperen ofte selv i hovedrollen, som en eventyrer i det ukendte.

En stil, han både er rost og udskældt for. ”Journalistik er noget flygtigt lort,” siger han. ”Et af problemerne ved at skrive noget flygtigt noget er, at journalister bliver meget bombastiske for at blive hørt.

De bliver meget firkantede, fordi de vil høres i det her meget flygtige medium, som avisen jo er – og så kommer de til at skrive nogle meget firkantede sandheder.” ”Men der er en milliard sandheder, og hvis der er ti mennesker omkring en begivenhed, så får du ti udgaver af den her sandhed.

Så jeg håber, at mine læsere ved, at den sandhed, jeg har skrevet frem, er min og kun min – det er jo derfor, jeg bruger jeg’et.”

Han taler med eftertryk, den gamle reporter. Kniber øjnene let sammen, når han vil understrege noget særligt vigtigt. Han kniber øjnene sammen nu: ”Til den dag, jeg går i graven, vil jeg mene, at en objektiv sandhed, aldrig er objektiv. Og det er aldrig en sandhed. Det er derfor, jeg skriver, at det er mig, der oplever den her sandhed. Og jeg beder til, at læserne er kloge nok til at finde ud af, at det er min.”

hans faktiske iagttagelser. I 2001 skrev Morten Sabroe en satirisk klumme på bagsiden af Søndagspolitiken. Men læserne tog den satiriske Sabroe alt for alvorligt. Han skrev en opdigtet historie om, at Hans Engell var gået til modangreb på sin ekskone, der tidligere havde udgivet en afslørende og intim bog om ham. ”Jeg digtede en historie om, at Hans Engell havde siddet en lang, svedig uge oppe i sit hus i Espergærde og skrevet en 650 sider lang bog, hvor han møgede sin eks-kone til. Og den bog hed: ’Det er mig, der hedder Hans’.”

I artiklen var også et opdigtet interview med Hans Engell, hvor Morten Sabroe spørger den tidligere politiker, om han også omtaler den fatale betonklods i sin bog. Hertil svarer Hans Engell: ”Er du døv?

Hele bogen handler om hende.” ”Jeg tænkte, hvis folk ikke kan finde ud af, at det her er satire, så er det fandenperkme langt ude,” siger Morten Sabroe.

Men det kunne de ikke.

Forlaget Høst og Søn, som han påstod udgav bogen, blev kimet ned af morgen-tv, boghandlere og biblioteker.

Redaktionen på Politiken så sig nødsaget til at gribe ind. ”De krævede, at klummen skulle skifte navn fra Sabroe til Sabroes Univers, for så kunne folk måske tænke sig til, at det foregik inde i mit

Engell til dansk litteraturs store fornyer.

Senere den samme onsdag blev boghandlerne bestormet af kunder, som havde læst anmeldelsen, og nu ville have et eksemplar af ’Det er mig, der hedder Hans.’

I dag undrer det stadig Morten Sabroe, at det kom så vidt dengang. ”Jeg har altid syntes, det var meget let at se, hvornår, jeg digter og hvornår jeg ikke gør. Men det er selvfølgelig også fordi, det er mig, som sidder og skriver det.” ’Rend mig i røven, dumme idiot’ Morten Sabroes forhold til journalistkollegerne og redaktørerne har aldrig været særlig godt. Han er blevet beskyldt for at være ”et selvpromoverende røvhul”, fordi han skrev i jeg-form.

Men på den anden side, har han aldrig selv regnet kritikerne for noget. ”Jeg har afleveret rigtig mange artikler til rigtig mange redaktører, som sagde: ’det dér trykker jeg sgu ikke.’ Og så har jeg svaret: ’så kan du rende mig i røven.’” ”Hver eneste gang nogen af de redaktører har truet mig med noget som helst, så har jeg sagt: ’ved du hvad?

Jeg skrider fra den her avis.

Du kan rende mig i røven, din dumme idiot’.”

Selvtilliden fejler overhovedet intet. Den ligger og svulmer inde i brystet ved siden af de andre livsvigtige organer.

Men hvor kommer den dog fra, selvtilliden?

Morten Sabroe tænker sig om. ”Måske er det fordi, jeg har været mere forkælet end andre. Jeg er vokset op i en familie, hvor jeg blev så røvforkælet, at jeg fik alt på min egen måde. Jeg tror, det kan være en stor del af det. At jeg er det der barn, som ingen nogensinde har opdraget på.”

- Er du i virkeligheden

Til den dag, jeg går i graven, vil jeg mene, at en objektiv sandhed, aldrig er objektiv.

Og det er aldrig en sandhed.

Det er mig, der hedder Hans Men det er ikke altid, at hans læsere har kunnet skelne mellem hans fabuleren og

hoved. Og så var der en tynd, tynd streg rundt om artiklen.

Den ville de så lave tykkere.

Og jeg tænkte bare: ’Hold kæft, hvor er I langt ude kammerater.’”

Lige lidt hjalp det.

Onsdagen efter skrev Morten Sabroe en anmeldelse af den fiktive bog under overskriften ’Sabroes Univers: Vor tids Dante.’

Her roste han bogen helt til himlen og udråbte Hans

LixEN | April 2008

Profil | 13

dernede på gulvet bare en snotunge? ”Det kunne man muligvis godt forestille sig, at jeg er.

Folk tror, jeg er modig, men det har jeg aldrig syntes, jeg var.”

One Way Journalism Modig eller ej. Morten Sabroe har altid været anderledes. Skrevet på en anderledes måde. Og han har aldrig været bleg for, at slå løs på pressen og sine journalistkolleger.

Som Politikens reporter i Ukraine under den Orange Revolution i 2004 rettede han kanonen mod hele journaliststanden, som han mente var alt for ens. ”Ligesom alle veje fører til Rom, fører One Way Journalism til den samme sandhed. Vejen mod den er ensrettet, og den går heldigvis ligeud, så journalisten ikke behøver være bange for at fare vild.

Der er ikke noget som en journalist, der kører ned ad en sidevej og opdager, at han er alene. Han går i panik. Hvad skal han mene om det, han ser, hvis han ikke ved, hvad de andre mener om det? Hvis ikke han hurtigt finder tilbage

fra de andre? ”Det er jo fedt at få lov til at fremhæve sig selv. Det gør jeg ikke så tit,” siger han og ranker sig i barstolen.

- Det gør du ikke så tit?! ”Nej, det gør jeg ikke, men nu skal du bare høre:” Han griner lidt af sig selv og fortsætter så: ”Da der skulle laves valgkamp i USA i 2004, var der flere hold af de skrappeste journalister

virkelig har problemer med at tage derover, det er mig.

Men fordi, jeg arbejder på den måde, som jeg gør, ender jeg med at komme hjem med de fede historier.”

- Som hvad? ”I Texas får jeg en mail fra en læser, som har læst en af mine artikler. Hun skriver, at hun har en meget fantastisk historie i sin egen familie: Hendes søster bor i USA, og søsterens mand

Jeg rodede rundt i artikler og bøger og universitetsrapporter og pis og lort om Texas, Bush, oliepenge og rend mig i røven – og alle de andre lavede ikke en skid. til hovedvejen og finder sin plads i strømmen, er han leveret.”

Derfor har Morten Sabroe gjort det til en dyd at stikke af fra hovedvejen.

Men samtidig har han også brugt meget af sin spalteplads på at rette blikket indad mod branchen og eksponere udueligheden og dovenskaben hos de andre.

Igen er det Ballonskipperen Sabroe, der sidder i sin kurv og ser ned på journalistmyrernes færden. Og han bryder sig slet ikke om synet. Det er måske derfor, han ofte selv flygter fra journalistrollen og ind i forfattergerningen.

Combat Soldier Vi spørger Morten Sabroe, hvordan han selv arbejder?

Hvordan han adskiller sig

inde fra Politiken, som skulle af sted. Og jeg tror kun, at der var én, og det var mig, der tænkte: ’Det er kraftedeme en stor opgave.’ Og jeg begyndte at researche flere måneder i forvejen, og de andre arbejdede bare videre med alt muligt andet. Jeg rodede rundt i artikler og bøger og universitetsrapporter og pis og lort om Texas, Bush, oliepenge og rend mig i røven – og alle de andre lavede ikke en skid.”

Han trækker vejret kort og slipper talestrømmen løs igen. ”Og da de andre tager derover i fire hold med hver deres fotograf, så laver de sådan noget, der er skrevet en milliard gange før.

Historier fra dødsgangen og sådan noget.

Og den eneste, som

Leif, som arbejder inden for IT, skulle have været til møde i Twin Towers 11. september 2001.

Deres søn Kevin tror derfor, at hans stedfar er død, da han ser tårnene styrte sammen. Men Leif er ikke kommet hen til Twin Towers, for han skulle først til møde om eftermiddagen.

Men flere af deres bekendte bliver myrdet inde i tårnene.

Og Kevin, som er 17 og er blevet indskrevet på et af USA’s fineste universiteter, er fuldstændig bananas over det, der er sket. Han er ung, bliver meget opflammet og aggressiv over det, og 14 dage efter går han ned til sine forældre og siger: ’Jeg vil ikke på universitetet, jeg vil i hæren.’

Og moren, der er meget anti-krigs-agtig, siger:

Foto: Anna Sabroe ’Det er fint. Du kan jo også få en fin uddannelse som læge eller noget andet i hæren’.

Og Kevin, han siger: ’Jeg vil være Combat Soldier.’”

Kunstfondens legat Morten Sabroe skriver historien om danske Kevin i den amerikanske hær. Den unge dansker kommer lynhurtigt gennem militæruddannelsen, og under invasionen af Irak kæmper han med i forreste linie. Kevin bliver en benhård soldat, som kun tror på magtanvendelse. ”Den historie er fuldstændig exceptionel. At en ung dansk soldat med sådan en idealisme ryger derned. Han er for mig at se et spejlbillede på en islamisk selvmordsbomber. Han er fuldstændig opflammet, men på en legal måde, fordi det er USA, og vi alle hylder USA, fordi de går i krig mod de forbandede muslimer,” siger Morten Sabroe. Han har virkelig talt sig varm, og hans barstol begynder næsten at lette fra jorden, Han er på vej op, op, op. ”Det var fandme en god historie, og de andre journalister, som var i USA, de havde ikke en eneste ordentlig historie. Og det kommer af, at jeg arbejder på en anden måde.”

- Hvordan? Det var jo ikke dig, der havde arbejdet, men en der skrev en mail til dig og gav dig historien.

”Ja, men hvis jeg havde kørt rundt fra fængsel til fængsel for at lave alle mulige historier og løbet som en halsende hund efter alle begivenheder, var det aldrig blevet til noget. Historien var ikke blevet skrevet, hvis jeg ikke havde anbragt mig et og samme sted og sagt: ’jeg vil simpelthen skide hul i, hvad de vil have. Jeg sætter mig her og kun her’.

Jeg arbejder ud fra en underlig bevidsthed om, at tingene kommer til dig. Hvis du opsøger dem, kommer der ingenting til dig. Hvis du halser rundt som en skoldet skid, som journalister altid gør, så skriver du det, som alle de andre skriver.”

På grund af sin historie om Kevin har Morten Sabroe fået Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Nu skal historien om den danske soldat udvikles til en roman.

Tilbage i hamsterhjulet - Men hvad gør du, når legatet udløber? Bliver du så ikke nødt til at banke på oppe hos Politiken og begynde at skrive journalistik igen? ”Det er et frygtelig, frygteligt spørgsmål. Det er det tyrefægterne kalder sandhedens øjeblik,” svarer Morten Sabroe. ”Jeg vil virkelig være på røven, virkelig. Og det er meget sandsynligt. Hvis ikke jeg får skrevet en eller anden kæmpe bestseller igen, så vil jeg have det problem. Så vil jeg være tilbage i det der hamsterhjul,” siger han lidt opgivende.

Men hamsterhjulet trækker alligevel en smule i ham.

”Jeg har det nogle gange sådan, at jeg gerne vil tilbage i det. For det er hårdt at sidde mutters alene med en roman. Efter jeg har afsluttet en roman, har jeg altid haft en enorm trang til at komme ud i verden og skrive journalistik. Det der med at blive siddende alene er ikke mit temperament. ” Det er i hans temperament, man finder nøglen til Morten Sabroes univers. For hans temperament kræver aktivitet. Han skal ud og berette om verden, som han oplever den. Han skal ikke sidde på et kammer og skrive hele tiden. Eller stå nede på et åndssvagt gulv og holde foredrag. Han skal ud i verden, skrive om verden. For ellers daler hans luftballon langsomt mod jorden, og alle hans ord forsvinder ud som små kulørte balloner, han ikke kan nå at fange.

Det var det, der skete, da han stod dernede på gulvet og holdt foredrag i Den Sorte Diamant. Ballonskipperen manglede sit fartøj.

Det er lige før man fristes til at håbe, at hans næste bog flopper. Så kan vi igen opleve Kaptajn Sabroe svæve rundt over avissiderne. mikkelvuorela@gmail.com

Citaterne stammer fra et radiointerview foretaget af Signe Grejsen Nissen og Mikkel Vuorela, begge journaliststuderende på SDU. Deres program Midnight Beauty Supply sender hver onsdag i ulige uger fra 23-00. Frekvensen er 87,9.

Morten Sabroe Blå bog

Født i 1947 i Gentofte Uddannet bygningssnedker i 1967 Uddannet Journalist på Berlingske Tidende i 1971 Udgav sin første roman ’Men ude i kulissen’ i 1976 Har skrevet for bl.a. Weekendavisen, Information, Jyllandsposten og Politiken.

Har to døtre fra to forskellige ægteskaber.

Er nu gift med tv-journalisten Do Windfeldt.

Har udgivet over 20 bøger og artikelsamlinger.

Har 467 artikler på infomedia.

Hans seneste er bog er ’Du som er i Himlen,’ som udkom i efteråret 2007.

14 | Debat

April 2008 | LixEN

Panikdagens afløser Nedlæg panikdagen og indfør en praktikuge i stedet.

Sådan lyder meldingen fra de journaliststuderende i Århus, Odense og Roskilde. Forslaget bakkes op af Ekstra Bladet og Bastard Film.

Af DJ Stud, Ekstra Bladet og Bastard Film.

FY! Den ansvarshavende redaktør i skammekrogen.

Rettelse: Vi skrev i sidste nummer af Lixen, at billedet af Lene Rimestad var privatfoto. Intet kunne imidlertid være længere fra sandheden. Billedet er taget af fotografen Martin Mydtskov. Vi beklager fejlen. /redaktionen

Bryd reglerne, eller find dig i tilfældigheder. Sådan er virkeligheden for de medier og studerende, der i april skal matches til panikdagen.

Takket være et system, som ikke giver arbejdsgiverne tilstrækkeligt med tid til at læse ansøgninger og afholde reelle jobsamtaler, bliver de studerende ofte ansat på baggrund af nogle kriterier, som hverken ansøgere eller arbejdsgivere kan være tjente med.

I det nuværende ansættelsessystem er det ofte afgørende, hvordan ens ansøgning er placeret i bunken; om den studerende er blevet anbefalet af mediets nuværende praktikanter; og om vedkommende har gjort sig særligt bemærket

til Åbent Hus. Networking, held og fedteri vægtes således ofte tungere end selve ansøgningen og den praktiksøgendes journalistiske formåen.

Derudover spiller de studerendes hjemmesider en central rolle – dog kun for de studerende, som er blevet anbefalet eller af andre grunde er kendte af arbejdsgiveren i forvejen. Med mere end 250 hjemmesider i alt, er det ellers uoverskueligt at danne sig et overblik over ansøgerne fra de tre studier.

For at være sikker på at få ansat kvalificerede praktikanter, nøjes flere medier ikke med at lytte til anbefalinger og spotte studerende til Åbent hus.

Som det tidligere har været beskrevet i bl.a. denne avis, er det meget udbredt

at indkalde til samtale før det tilladte tidspunkt; at modtage cv’er eller ansøgninger uden om praktikudvalget; og afholde jobsamtaler flere dage før panikdagen. Heller ikke det, mener vi er rimeligt, men af ovenstående grunde, har vi forståelse for, hvorfor det sker.

Med det formål at skabe et bedre match mellem praktiksteder og praktikanter – som vel og mærke hverken er baseret på snyd, fedteri eller tilfældigheder – foreslår vi, at panikdagen i fremtiden bliver afløst af en praktikuge.

Ved at udvide ansættelsesperioden med bare fire dage, vil man undgå de mange tilfældigheder, som eksisterer i det nuværende system. Derudover vil det mindske incitamentet og muligheden for at snyde. Når det er sagt, er vi selvfølgelig klar over, at der med vores forslag vil være medier, som på forhånd vil opfordre deres førsteprioritet(er) til at stå klar uden for døren klokken otte. Indskærper

praktikudvalget, at den studerende ikke er forpligtet til at stå der, bliver det dog næppe det store problem.

Vi er også klar over, at vores model er lidt mere tidskrævende end det nuværende system.

Hertil er det dog vigtigt at gøre opmærksom på, at praktikugen ikke er et fuldtidsarbejde.

Parterne kan efter aftale placere samtalerne, så de forstyrrer mindst muligt.

For arbejdsgiveren betyder det en smule ekstraarbejde til dem som ansætter. Men set i forhold til gevinsten, er det til at leve med. For studierne betyder det, at ugen ikke behøver at være skemafri.

Og for de praktikanter som skal skifte praktiksted betyder det, at det ikke er nødvendigt at tage fri fra arbejde.

Et sidste forbehold handler om de studerendes forskellige geografiske placeringer. Hvis medierne indkalder til samtaler, umiddelbart efter at de har modtaget ansøgningerne, kan man frygte, at det

bliver afgørende, hvor den studerende opholder sig: om han eller hun kan rykke hurtigt ud til en samtale. Om denne frygt er reel, vil vi gerne opfordre praktikudvalget til at diskutere. Ved at sikre sig, at der ikke kan indgås bindende aftaler før om fredagen, vurderer vi dog, at det potentielle problem er overskueligt. Ved at udlevere standardkontrakter klokken otte fredag morgen, som kun få personer kender udformningen af, er det ligeledes vores håb, at selve incitamentet for at få samtaler overstået i en fart, er væk.

Således mener vi, at man kan få et bedre ansættelsessystem.

Hvad mener du?

Inden vi sender forslaget videre til praktikudvalget, vil vi meget gerne høre dine kommentarer og eventuelle forslag til forbedringer.

Bland dig i debatten på DJ Studs hjemmeside www.djstud.dk

Klumme-stafetten til at optage mig mest i de første måneder af 1998: Monicagate. Det blev surrealistiske dage, hvor jeg om formiddagen var på dødsgangen og resten af dagen fulgte strømmen af nyheder om sexskandalen.

Sikken cocktail: Død og sex. Så selvfølgelig vil jeg ikke af med mit pas. I hvert fald skulle det have et sidste stempel – for old times’ sake. Denne gang dog i en mere nedtonet anledning. Jeg var på vej til Boston for at deltage i en konference om fortællende journalistik og skulle derfra videre til New York for at besøge venner.

Det siges, at en rejse til USA er en rejse til fremtiden. Det, man ser der, kommer til Europa. Her er nogle snapshots fra mit møde med fremtiden og amerikansk journalistik anno 2008:

Af Tom Buk-Swienty, lektor i journalistik og tidligere Washington-korrespondent for Weekendavisen Hun ser intenst på mig og siger: »Vidste du, at dit pas udløber om to uger?« Jeg er på vej til USA og skal til at gå ombord i flyet. »Husk nu at forny det snart,« siger kvinden fra flyselskabet skarpt, inden hun lader mig slippe igennem.

Tror hun, jeg er blind? Hvad hun ikke ved er, at jeg bare IKKE vil af med mit pas. Mit pas rummer en historie om ti år som USA-korrespondent. Den kan man ikke bare smide væk. I passet er dusinvis af røde stempler, et for hver gang immigrationsmyndighederne i USA lukkede mig tilbage ind efter en ferie eller et besøg hos redaktionen i Danmark.

Hvert stempel fortæller sin egen historie.

Der er stemplet med datoen »19. september, 2001«. Der skulle egentlig have stået »11. september.« Den dag var jeg på vej tilbage til New York. Flyet strandede i Frankfurt på grund af terroranslagene. Jeg glemmer aldrig panikken i lufthavnen – og min egen panik, da jeg forsøgte at ringe til familien i New York. Telefonerne var døde og det USA, jeg kendte, var forandret for altid.

Der er stemplet fra februar 1998. Jeg havde været hjemme på redaktionen og forberedt en serie om dødsstraf i USA. Men det var i stedet en politisk skandale, der kom

13. marts. Nyhederne kører i mit hotelværelse. Hvad pokker er der sket? Tv-skærmen er et orgie af flimmer.

Aktiekurser løber blinkende hen over skærmen, nyheder i overskrifter løber om kap med dem. Vajende elektroniske amerikanske flag, lystavler og charts i alle afskygninger, skingre farver og indtil flere split-screens. Billedet af speakerne i studiet er reduceret til noget, der ligner et frimærke. Desperat forsøger tv tydeligvis at konkurrere med internettet ved at få skærmen til at ligne et website, som er gået amok.

14. marts. Cirka 1.000 journalister er til stede på konferencen. Stemningen er underlig blandet. På den ene side er der den ene fremragende foredragsholder og fortællende journalist efter den anden på podiet.

Opløftende. På den anden side sukker alle i kor over at aviser skærer ned og ned på seriøst stof. Ud over en lille håndfuld findes der ikke længere avisjournalister, som får lov til at lave dybdeborende journalistik. Det er for dyrt – og redaktørerne tør ikke satse på det, lyder klagen.

15. marts. Kan man i det mindste fortælle grundigt researchede historier i netformat? Der er dem i paneldiskussionerne, som hævder, at man kan ved at bruge gode fotos, velfortalte tekster og lægge et lydspor på. Men som en kollega fra Politiken sagde med rædsel i øjnene: »De ved fandeme heller ikke, hvad de skal gøre herovre. De famler sig lige så meget frem i blinde, som vi gør.« 16. marts. Tager til New York. I lufthavnsbussen overhører jeg to amerikanske journalister fra konferencen.

Den ene siger: »Jeg har været i branchen i 30 år. Jeg har aldrig set noget lignende. Vores verden er ved at kollapse.« Den anden svarer: »Ja, man så ud over disse

1.000 journalister og vidste, at de fleste snart vil være arbejdsløse.« 17. marts. Møder en ven i New York, som er grafisk designer og freelancer. Han leverer illustrationer til aviser.

Hans kone var i mange år fotochef for et stort golfmagasin i New York. For et halvt år siden sagde hun op. Hun var sikker på, at hun let kunne finde et nyt job. Hun har været arbejdsløs siden. På grund af den dårlige økonomi – og nettet – er magasinbranchen også under pres. Min ven og hans kone har ikke længere råd til sygeforsikring.

18. marts. Ude at spise med en gammel ven – nu pensioneret – featureskribent på det store Long Island dagblad Newsday, der få år siden havde et oplag på 800.000.

Han fortalte, at oplaget nu var nede under 500.000.

19. marts. Besøgte min redaktør på mit amerikanske forlag. Har aldrig før oplevet ham pessimistisk. Han er ellers en buldrende newyorker, som slår ud med armene og altid deklarerer: TOM, I LIKE TO THINK BIG. Ikke denne gang. Mødet gik med historier om den dårlige økonomi, som også rammer forlagsbranchen – og om, hvor svært det er at få anmeldelser i aviser og magasiner. »Man giver det ikke meget plads mere. Det skal alt sammen handle om sex og skandaler,« sagde han.

20. marts. Til middag på Upper West Side hos mine venner i den fine ende af byen. Her var redaktører og skribenter fra magasinet The New Yorker – og producers fra de store tv selskaber NBC og ABC. Den gode nyhed ved middagen var nichebladet The New Yorker – det har et oplag på 900.000, som holder sig stabilt. Magasinet henvender sig til et segment af veluddannede læsere, som gerne vil fordybe sig, og som vil væk fra flimmeret, støjen på nettet, mobiltelefonen og 24timers tv. Men klagesangen fra produceren på det store network NBC tog til gengæld ingen ende. Hun sagde: »Der skal laves mere og mere, og der er færre og færre penge. Kvaliteten er i bund. Det journalistiske niveau så ringe, at jeg ikke kan stå inde for det længere. Jeg siger op.« Og hvorfor så al den elendighed? Internettet. Alle bruger det, men få tjener på det – og samtidig skrumper annoncepengene på grund af den trængte økonomi.

Hvis det jeg netop har set i USA virkelig er et bud på fremtiden, tør jeg slet ikke forny mit pas. Hold på hat og briller.

Tom Buk-Swienty sender staffetten videre til Lasse Jensen, Lektor ved Center for Journalistik, SDU.

ANNONCE:

Forårets generalforsamling Formandsskifte, paragrafryttere, kampvalg og lækker italiensk mad. Forårets KaJO-generalforsamling havde det hele.

Det blev måske den hyggeligste generalforsamling i KaJOs historie, da medlemmer og bestyrelse mødtes fredag d.14 marts. Arrangementet var flyttet til Medietorvet, og de fremmødte blev forkælet med en hel pakke wellness bestående af to timers grundig KaJO-behandling tilsat ekstra lækker mad og vin.

KaJO, coaching og Kravling Formand Merle lagde ud med at berette om et travlt halvår. KaJO blev involveret i sagen om coaching for artikler i forbindelse med Skosåleugen. Problemstillingen gav genklang i toppen af Dansk Journalistforbund.

De har nu taget kontakt både til branchen og til journaliststudierne og understreget, at der altid skal foreligge en skriftlig aftale, og at forholdet mellem coaching og brug af artikler skal være ligevægtigt. Oplever du i fremtiden, at det ikke er det, kan du altid tage kontakt til Dansk Journalistforbund.

Merle kunne også fortælle, at DJstud samarbejdet mellem de tre studenterorganisationer KaJ, KaJO og JR fungerer rigtig godt. To af de store opgaver i DJ-stud har været Faglig Weekend og Kravling-uddelingen – hvor det første var en stor succes, og det sidste stadig er noget vi har at glæde os til.

Og nu til verdens længste ord…

Vedtægtsændringsforslag. Ja, det var om at holde tungen lige i munden, da KaJOs vedtægter fik en ordentlig forårsrengøring.

Medlemmerne besluttede blandt andet at KaJO skal have 11 stemmeberettigede bestyrelsesmedlemmer i stedet for ni, men så til gengæld kun have to suppleanter. Suppleanterne skal nu på valg hvert halve år. Støvekosten blev også fejet over paragraffernes ordvalg og rejserefusionsregler, så KaJOs vedtægter nu både er skudsikre og up-to-date.

Stoleleg Lykkelige omstændigheder, dobbelt håndværksfag, ændringer i vedtægterne og omrokering sendte stort set hele bestyrelsen

til valg. Kun Laura Labarca kunne sidde roligt i sin næstformandsstol. Ellers blev der flyttet godt rundt på pladserne, dog uden de helt store valgtaler og stemmekvababbelser.

Alle kom nemlig i bestyrelsen ved fredsvalg.

KaJOs nye kasserer, Jens Theil lovede en stram økonomisk linie uden budgetteret underskud, til stor glæde for den afgående kasserer.

Den nye KaJO-formand (undertegnede), varslede tre s’er: synlighed, sociale arrangementer og samarbejde.

Synlighed, så alle medlemmer ved, hvad deres kontingentkroner går til. Sociale arrangementer, fordi der også skal være plads og råd til dans, revy og fodboldturneringer på studiet. Og samarbejde, fordi der internt på studiet mangler kommunikation imellem både udvalg, råd, KaJO og studerende.

Kamp om Fagligt Forum Aftenens overraskelse var valget til Faglig Forum – to dages debat og foredrag et udvalgt sted i landet betalt af Journalistforbundet. I KaJ kunne de ikke få udfyldt alle deres pladser, men SDU’erne var vilde for at komme med. Vi havde plads til 11 delegerede, og alle kunne stille op. Det var der 17, der gjorde, så der blev stemt på livet løs og de 11 heldige vindere har fået besked.

Efter mødet blev der drukket bag-in-box rødvin til den italienske buffet, og aftenen endte med dans og fællessang hele vejen til stamstedet i Odense midtby.

Og der sker noget Den nye KaJO-bestyrelse har allerede haft sit første møde. Dér blev der lagt planer for en lang række superspændende tirsdagsarrangementer, og det blev besluttet, at KaJO-medlemmer skal kunne komme med til det forestående journalistfodboldopgør i Århus til halv pris. Læs hele referatet på www.djstud.dk Husk at tage med til Kravling-uddelingen i Politikens Hus d.11. april. Det bliver uden tvivl årets fest.

På vegne af KaJO Formand Julie Rosenkilde Nielsen

Den nye bestyrelse: Formand: Julie Rosenkilde Nielsen (valgt for et år) Mail: julni07@student.sdu.dk Næstformand: Laura Labarca Clausen (var ikke på valg, er på valg i efteråret) Mail: lclau06@student.sdu.dk Kasserer: Jens Theil (valgt for et år) Mail: jensh07@student.sdu.dk Bestyrelsesmedlemmer: Trine Birk (valgt for et halvt år) Mail: trbir07@student.sdu.dk Nanna Thorø Liebregt (valgt for et år) Mail: nalie07@student.sdu.dk Malte Gadegaard Vuorela (valgt for et halvt år) Mail: mavuo07@student.sdu.dk Lisa Merete Kristensen (valgt for et år) Mail: likri07@student.sdu.dk Mathilde Miller (valgt for et halvt år) Mail: schortmann@gmail.com Jesper Jørgsholm (valgt for et halvt år) Mail: oergs06@student.sdu.dk Merle Strand Banggard (valgt for et år) Mail: mbang06@student.sdu.dk Rasmus Mark Pedersen (valgt for et år) Mail: r@smusmp.dk Suppleanter: Niels Krogsgaard (valgt for et halvt år) Mail: nielskrogsgaard@gmail.com Jens Conrad-Petersen (valgt for et halvt år) Mail: jconr06@student.sdu.dk

Returadresse: LIXEN, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M

Bagsiden

REVYlutionerende JOURnalistik Nanna Thurø Liebregt Casper Hindse

De, der havde regnet med et dilettantshow af en provinsrevy på Badstuen, må ud at lede et andet sted. For sammen med resten af publikum måtte de rejse sig op og med stående applaus hylde de optrædende i Jour Revy 08. Revyen var ganske enkelt et overflødighedshorn af sang, sketcher og spiddende samfundssatire.

ANMELDELSE: ”Det er helt utroligt, hvad jeg kan finde på, for at blive Mr. News. Tre mortergranatnedslag, og

seer’n går i stå.

Tænk et avance-ment min karriere vil få”. Det var citater som dette, der gjorde Jour Revy 08 til et festfyrværkeri af dimensioner. For dem, der skulle være i tvivl, var det selvfølgelig Jeppe Nybroe i form af Jens Conrad-Petersen, dækket i Niels Brinchs 12 kilo tunge skudsikre vest.

Dette var om noget det musikalske

Journalister uden grænser

glansnummer i revyen, der dog også skal roses for et veldrejet nummer om kunsten at skrive en artikel, fremført af Nikolaj Bonde Nielsen.

Kendistræf Revyen var det helt store politikerkendistræf. Dette er vel en logisk konsekvens, eftersom politik og TV de seneste år i langt højere grad er blevet teater. Intet træf uden træfninger. Hvem er i år blevet valgt ind på scenen? Fogh og Khader, og så lige ”Jersild og Gin” til at kommentere begivenhederne – i Paradise Hotel. Det kører i tomgang for Khader, og dette blev levende illustreret i Jour Revy 08. Ny Alliances leder var et hit at gøre til grin. I nummeret ”Svinedrengen” viste Khaderkloningen i form af Allan Bjerreskov, hvor underholdende Ny Alliances fællessang på gruppemøderne er.

Malou Aamund var i denne sammenhæng også nydeligt karikeret i form af tekst og flot performance fra Jacinta Algis Madsen.

Jersild i topform Lidt henslængt blev ”Jersild og Gin” tidligere nævnt. Og uden forbehold var det da også tydeligt, at man fra revyens side havde gjort et scoop ved at invitere Jens Olaf Jersild selv og udstyre ham med et livslangt forbrug af gin, eller det der slår hårdere, i håb om at han ville grine igennem. Dette gjorde Jersild. Ofte så højt at de bagerste rækker ikke fik det sidste af de velsmurte pointer i sketchene med. Men Jersild havde også god grund til at grine. Med sketcher som ”Dinas Dates” (fremført på storskærm med underviserne fra studiet), ”Vild med PoleDans” og ”Gensynsglæde” hævede niveauet sig løbende gennem showet og sluttede oppe på et niveau, så flere småteatre i det indre København ikke ville

kunne nå opsætningen til sokkeholderne.

For mange sange - og dog Som helhed stod man halvvejs igennem revyen med indtrykket af, at nu havde sangene taget overhånd. Dette noteredes også i pausen, hvor folk mente, at nu måtte der gerne komme noget mere bid i den. Og som sagt så gjort. Om det var et bevidst træk fra revyfolkene vides ikke – men det virkede.

Især ”Hvem kan trylle” med Rasmus Mark Pedersen som Troels Mylenberg var tekstmæssigt fremragende, men lidt for lidt en Mylenbergkarikatur. Dog var finten med ”den dobbelte grønne sweater” virkelig fremragende tænkt.

Galskaben udeblev Revyen var som tidligere nævnt over al forventning. Skal der sættes en finger på den, skal det være i detaljen. Djævlen findes jo som bekendt i denne og en klassisk revy har tre hovedelementer: sketch, sang og galskab.

Galskaben kunne i momenter opleves i sketchen ”Eksamensvagterne”, hvor der var Monty Phyton-inspirerede karakterer

Kalender 4. april: 10-års fødselsdag 11. april: Kravling i København 16. april: Panikdag 19. april: Optagelsesprøve for kommende studerende 25. april: Fodboldkamp: 2. semester mod 4. semester 30. april: Walpurgisnacht (a.k.a. satanisk nytår) 9. maj: Fodboldkamp: DJH mod SDU hele vejen igennem. Dog manglede der her lidt et plot. Udover det var revyens ganske klinisk, og det var teksterne og sangene, der bar forestillingen igennem. Desuden var åbningssangen præget af nerver og manglende rytmisk sans.

Men det var som sagt petitesserne, og hovedindtrykket kan ikke spoleres af dette.

Jour Revy 08 var fremragende, formidabel og flot. En stor ros til de medvirkende og 4 ud af 5 stjerner fra Lixens udsendinge. nalie07@student.sdu.dk chind07@student.sdu.dk

Som stiftere og eneste medlemmer af Journalister Uden Grænser søger Ralf Rortenfryd og Odin H. Johnson at opnå den højst uopnåelige grad af usandheden. Deres uetiske rejse starter i et kolonihavehus i Brønshøj, hvor en længe ventet postleverance når frem. Af Anders Stoltenberg Frang