Krasnik og kastevindene
Praktikløn holdt tilbage
-USA-korrespondenten fortæller om den rastløshed, der har drevet ham rundt i hele verden. s. 16-17
- Politikens Lokalaviser napper en del af praktikanternes løn. Men det må de ikke.
s. 7
Småracisme på Stiften - Fyens Stiftstidedende kalder deres studentermedhjælpere ”negere” på grund af deres slavelignende arbejde
s. 8
LiXEN de studerendes avis ved center for journalistik
www.lixen.dk | 10. årgang | 7. nummer | November 2008
Verdens vigtigste valg FOKUS side 10-16
Kajo indrømmer rod i budgettet Kajo har slået bunden ud af deres eget budget. Årsagen er dårlig budgetplanlægning og fagforeningens sociale satsning. Formanden ser underskuddet som et positivt problem.
Morten Thrane Johan B. W. Andersen
Vores ven på studiet har overskredet sit budget med næsten 17.000 kroner. Det svarer til et overforbrug på cirka 30 %. Jens Theil, kasserer i Kajo, begrunder delvist underskuddet med, at
bestyrelsen har glemt en række væsentlige udgifter. ”Der var fejl i budgettet, og alvoren gik først sent op for os,” siger han. For eksempel var der ikke budgetteret med en bus til Kravlingfesten, Kajo havde glemt, at man ikke fik kontingenter fra de nye førsteårsstuderende i august, og derudover har Kajo brugt flere penge på at støtte sine medlemmer end tidligere. Blandt andet brugte man cirka 3.500 kroner på en fodboldtur til Århus. Resultat: En budgetoverskridelse på 17.000 kroner. Det har dog ingen konsekvenser for bestyrelsen, at man sprænger den økonomiske ramme.
Selvom budgettet er vedtaget af medlemmerne, ser bestyrelsen det som en rettesnor, som man kan vælge at holde sig inden for. Det valgte bestyrelsen ikke at gøre over de sidste syv måneder. Dumt at støtte fodbold Jens Theil indrømmer, at der er tale om dårlig budgetplanlægning, men han sender aben videre til den tidligere kasserer og bestyrelse, som han dog også selv var en del af. Han mener, at man fejlede ved at sammenstykke et mangelfuldt budget. Men han tager også en del af skylden på egne skuldre: ”Når vi efterrationaliserer,
var det nok en dum idé at støtte fodbold.” Samtidig understreger han, at beslutningen blev truffet af et flertal i bestyrelsen. For at sikre at Kajo ikke overskrider sit budget igen, lover Jens Theil, at hver en øre fremover vil blive vendt. Han er personligt klar til at arbejde for, at medlemmer og arrangementer ikke i fremtiden vil blive støttet, hvis udgifterne overskrider budgettet. Formanden forklarer Kajo-formand Julie Rosenkilde Nielsen synes derimod, at støtten til fodboldkampen i Århus var økonomisk ansvarlig. Hun siger:
”Underskuddet er kommet, fordi Kajo har taget en ny drejning og også støtter sociale projekter. Derfor er det et positivt problem.” For fire år siden havde Kajo en egenkapital på 90.000 kroner. Den har Kajo via årlige underskud reduceret til 30.000 kroner i dag. ”Dansk Journalistforbund ville ikke have, at pengene stod og samlede støv i banken. De ville have, at medlemmernes penge skulle komme medlemmerne til gode,” forklarer Julie Rosenkilde Nielsen. Ved Kajos generalforsamling den 25. oktober var der en del debat, om Kajo skal støtte sociale
projekter eller ej. Det blev dog vedtaget at fortsætte bestyrelsens linje med at støtte sociale arrangementer. I samme omgang blev medlemskontingentet sat op med 10 kroner om måneden – fra 98 til 108 kroner. Julie Rosenkilde Nielsen er glad for, at Kajos medlemmer støtter op om den sociale linje, og kasserer Jens Theil forsikrer, at budgettet holder denne gang: ”Den her gang er det et fejlfrit budget – forhåbentlig.” morth08@student.sdu.dk johaa08@student.sdu.dk
02 | Intern
November 2008 | LixEN
Lixen skriver
Leder KaJO bør ændre vedtægterne På den netop overståede generalforsamling i Kajo præsenterede bestyrelsen et regnskab med et overtræk på 17.000 kr. Skyld og forklaring lå ifølge formand og kasserer delvist hos den tidligere bestyrelse, der åbenbart har sovet i timen og præsenteret et budget, der havde glemt store udgiftsposter. Selvom det forklarer store dele af Kajos underskud på regnskabet, er der stadig grund til at stille spørgsmålstegn ved måden budgettet bliver forvaltet mellem generalforsamlingerne.
Det kan virke hårdt, men man kan og bør tillade sig at stille spørgsmålstegn ved en bestyrelse, der vælger at ignorere det budget, der er blevet godkendt af foreningens øverste instans, generalforsamlingen.
“Jeg kan ikke se, hvad de skal bruge det til andet end at sidde og klø sig i deres mavesår” - Over 400 gange er Ritzau-telegrammer blevet plagieret af journalister, som har tilføjet egen byline. En af synderne har ikke ondt af nyhedsbureauet. Side 7
“De skyder to kaniner på en gang. Både kandidaterne og journalisterne” - Europas sidste diktatur holder valg på side 9
”Bestyrelsen behøver ikke følge medlemmernes beslutninger,” sagde formanden under diskussionen om det sprængte budget.
Skal dette være normen fremover, er en generalforsamling omsonst. Så kan medlemmerne spare sig selv for at tro, at det betyder noget, hvilket budget de godkender.
Intet sted i Kajos vedtægter står der, at bestyrelsen har beføjelser til at overskride det budget, foreningens medlemmer har godkendt. Et budget er en fremadrettet ramme for, hvordan midlerne skal bruges - ikke et udgangspunkt for bestyrelsens økonomiske enegang. Såfremt der er sket fejl i budgetlægningen, må man inddrage medlemmerne og få vedtaget et nyt budget. En bestyrelse bør ikke tillade sig at ignorere den økonomiske ramme, bestyrelsen selv har fremlagt, og som medlemmerne har godkendt.
Kajo har brug for nye vedtægter. Det står klart, at der er behov for at få præciseret, hvad bestyrelsens økonomiske forpligtelser og beføjelser i virkeligheden er. Det vil være godt, både for Kajos medlemmer og den bestyrelse, der lægger et enormt stykke arbejde i at forbedre forhold og hverdag for de journaliststuderende. Ingen, hverken medlemmer eller bestyrelse, er tjent med uklare retningslinjer, der skaber usikkerhed om den økonomiske kurs i Kajo.
“Det er mediernes ansvar at informere befolkningen om kandidaterne, men ikke at få folk til at stemme” - De amerikanske medier kunne sagtens motivere flere vælgere til at stemme. Det vil de bare ikke. Side 14
Andre medier skriver
”Hvad Parwiz har brug for, er en klar udmelding fra pressens minister, statsminister Anders Fogh Rasmussen, men også gerne støtteaktioner fra danske journaliststuderende, som viser, at Parwiz’ sag også er deres sag.” Fellow Per Knudsen om den afghanske journaliststuderende Parwiz Kambakhsh, som netop er blevet idømt 20 års fængsel i Afghanistan. Parwiz blev dømt for at uddele materiale om kvinders rettigheder, og for at stille “fornærmende spørgsmål”.
”Og hvis man kommer fra et dansk medie? Utænkeligt. Også selv om det er et af de medier, der normalt får politikerne derhjemme til at svare lidt hurtigere. I USA er det et ukendt medie fra et ubetydeligt land. Eller som Politikens Marcus Rubin udtrykker det, så kommer vi fra noget, der for dem lige så godt kunne være det ydre Mongoliet.” Journalist Marie Louise Sjølie om at sparke døren ind til magtens korridorer i USA.
“Mønstret for praktikansøgningerne ligger tydeligt inden for underholdning, kultur og livsstil. Den grimme version er, at de studerende vil det letbende, sjove og underholdende, den gode version er, at de ikke går efter magten og pengene.” Praktikkoordinator Pia Færing kommenterer på, hvilke medier der har haft størst søgning til panikdagen 29. oktober. Børsen dumper - Go’Morgen og Go’Aften Danmark scorer højt.
Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, skrevet af de studerende til de studerende. Avisen udkommer otte gange om året i 800 eksemplarer og bliver distribueret til journaliststuderende og medievirksomheder i Danmark. Lixen Campusvej 55 5220 Odense M
www.lixen.dk lixen@journet.sdu.dk
Tryk: Provinstrykkeriet A/S Vordingborg
Forsidefotos: Nabil Fawzi, Martin Daugaard, Nationalbanken, Joe Crimmings
Ansvarhavende redaktør i dette nummer: Joanna Vallentin
LixEN | November 2008
Intern | 03
Kajo skal fortsat støtte det sociale
Psyko-pyroman bersærk i gnistinferno Uddelingen af Se og Hør-prisen var ved at ende i hat, briller og blå blink. Et uigennemtænkt fyrværkerishow var først ved at futte hele hytten af og bagefter ved at drukne den.
ØJNE I NATTEN ”Og vinderen er: Sara Maria Glanowski” Rasmus Mark Petersen pressede to ledninger mod et D-batteri. Elektriske gnister løb gennem kobberet og op mod to fontæner. Vinderen af Se og Hør-prisen var afsløret, klimaks nået, nu skulle det markeres med fyrværkeri. Gnisterne nåede tændsatsen. I det sekund løb al blodet bort fra studieleder Karsten Prinds ansigt. ”Gulvet. Hvad med gulvet?” spurgte han sig selv. Han kiggede op. ”Loftet. Hvad med loftet?” Det var ikke godt det her. ”Røgen. Hvad med røgen?” Ét brag, to brag, og så var der lys. Gnistrende stjernestorme fejede frem gennem rummet, jubelråb og klapsalver rullede. Flot. Det var virkelig flot. Men så kom lyden. Iiiiiiiiiiiiiiiiiiiii. Hurraråbene døde ud, og en nøgen hyletone stod tilbage. Forvirrede blikke flakkede gennem tæt røg. Karsten Prinds var drejet om på hælen, og havde forsøgt at åbne døren, lufte røgen ud. Iiiiiiiiiiii. For sent. ”Det er brandalarmen,” konstaterede en kvik sjæl. Mod afgrunden Kajos prisoverraskelse var endt i kagemand, og undergangsstemningen bredte sig sammen med røgen. Man forventede, at sprinklerne ville sætte i gang hvert øjeblik, og gennemvæde gulvet, som ville sprække og slå dybe revner, så alle ville styrte gennemblødte ned mod jordens indre. Jo, enden var nær, men den skulle foregå på første klasse. Lynhurtigt begyndte musikken at spille. Højt. For at overdøve hyletonen. ”Relight my fire,” sang
Take That, mens flaskerne klirrede i baren. Helt Titanic-agtigt, var det. Orkestret spillede, skuden sank. Udenfor stod isbjerget. Rasmus Mark Petersen med blikket indstillet på uendelig. Det var tid til at være lidt alene. Han gik rastløst rundt i mørket, mens skyer stod fra hans ånde. Sikke noget lort. Indenfor begyndte folk at danse, stadig med alarmens hyletone som bagtæppe. Kaosset havde udviklet sig til en effektiv icebreaker. Pludselig talte alle med hinanden. Om noget, de kaldte ”Kvajo,” og om hvordan man mon afbestiller en brandbil. Er det strippere? ”De er her nu, brandmændene er her nu, babu-babu.” Stemmen var helt eksalteret. Og ganske rigtigt. Blå blink dansede på betonvæggene. Festklædte piger stillede op for at fået glimt af uniformerne, trussetemperaturen steg et par grader. ”Kan I Ikke spille ’You can leave your hat on’? Så er der brandmandsstrip.” Det blev skreget hen over baren. Stemningen nærmede sig hysteri. Sammen med Karsten Prinds gik brandfolkene ned i kælderen. Her begyndte det for alvor at lugte af brand. Sort tjæret røglugt, der rev i luftvejene. Det er duften af brandmand, den hang i deres dragter. I kælderen slog de alarmen fra. Et jubelbrøl lød fra medietorvet ovenpå. Tribune C ”Jeg troede faktisk, man skulle til Parkens tribune C for at finde så store fjolser,” sagde Karsten Prinds. Men kæmpekatastrofen var også virkelig nær. Sprinklerne var millimeter fra at gå af. Ikke bare på Medietorvet, men også i undervisningslokalerne. Heldigvis klarer vi frisag. Indenfor fandt folk deres pladser. Rasmus Mark Petersen tog mikrofonen: ”Før vi går i gang med prisuddelingen igen, er der en ting, jeg gerne vil sige: Undskyld.” Alle klappede. Man bærer ikke nag til et isbjerg. mivuo07@student.sdu.dk
Et mere velhavende Kajo vil i fremtiden fortsætte med at støtte sociale arrangementer. Midlerne skal skaffes ved, at medlemmer betaler mere.
AFSTEMNING Budget og principprogram bliver vedtaget
VINDER Sara Maria Glanowski vinder Se og Hør-prisen
BESLUTNING Kajos medlemmer vedtog på foreningens generalforsamling den 25. oktober en kontingentstigning på ti kroner per medlem. Den ekstra ti’er skal vende et underskud på 9.973 kroner til et overskud på 1.500 kroner og lukke det blødende hul i Kajos egenkapital. Med de ekstra penge bliver der fortsat råd til at støtte blandt andet Lixen og sociale arrangementer. “Budgettet er baseret på et skøn. Jeg tror vitterligt, at det holder, men hvis ikke, må I komme om et halvt år og slå mig med en hammer,” sagde Kajos kasserer Jens Theil. Han kaldte underskuddet “et sundhedstegn” og henviste til, at det hovedsageligt skyldes, at tre gange så mange som tidligere søger medlemsstøtte.
flertal af medlemmerne op om det principprogram, som Kajos bestyrelse har uarbejdet. Programmet er tænkt som en rettesnor for Kajos fremtidige arbejde. I principprogrammet hedder det blandt andet, at Kajo kan “støtte ethvert arrangement, der er til, for eller lavet af journalistikstuderende.” Kajos bestyrelse tolker derfor vedtagelsen af principprogrammet som et tegn på, at medlemmerne ønsker, at Kajo skal støtte sociale arrangementer. Også selvom det ikke har nogen direkte faglig relevans. Men netop den udlægning blev mødt med skepsis. Flere medlemmer beskyldte programmet for at bestå af gummibegreber og én kaldte det “et principløst principprogram.” Kritikerne mente, at Kajo skal holde sig til sine opgaver som fagforening og ikke støtte sociale arrangementer som fodboldturen til Århus. Til det sagde formand Julie Rosenkilde Nielsen: “Vi mener, at et godt studiemiljø er afhængigt af, hvor sociale folk er.” På det vedtagne budget er der afsat 5.000 kroner til sociale arrangementer i et samlet budget på 66.000 kroner i udgifter. stejo07@student.sdu.dk
Principløst program Samtidig bakkede
et
ILDSJÆL En indebrændt studieleder udøver damage control med hidkaldte brandmænd. Fotos: J.B.W. Andersen
Polen-ekspidition giver Jern-Henrik-statuette 28-årige Sara Maria Glanowskis leder i sin artikelserie “Rejsen tilbage” efter sin polske familie. Lørdag aften vandt den tidligere Politiken-praktikant Se og Hør-prisen for føljetonen. Hun kunne imidlertid ikke selv modtage Jern-Henrik statuetten og checken på de 15.000 kroner, da hun for tiden er i Syrien. Lixen fangede hende alligevel.
Thomas Askjær
Q&A Hvordan kom du på idéen til “Rejsen tilbage”? “Jeg tror, det var en dag, jeg kørte forbi Swinoujscie-
færgen (færge fra København til den polske by Swinoujscie red.), og en af mine venner gjorde grin med, at jeg har polske rødder. Det udløste både en nysgerrighed og lyst til at springe på færgen og finde ud af, om der virkelig var noget af mig på den anden side. Men det trickede også en eller anden trods mod den skam over det polske ophav, som min familie altid har båret på, og som i virkeligheden rammer danskerne lige på kornet. Vi har jo nogle ret tykke fordomme om, at Polen er Europas afrikanske land, og at polakkerne bare er Warszawa-blondiner og vodkaalkoholikere.”
forbudt at bruge “jeg” i ens artikler. Det har du gjort i “Rejsen tilbage”. Hvorfor? “Fordi det er den eneste måde at fortælle den historie på. Plottet i artikelserien er jo, at jeg rejser gennem Polen for at finde den polske familie, jeg aldrig har mødt. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg kunne fortælle historien på andre måder. Det må være narrativet og ikke en eller anden trekantet underviser, der dikterer formen. Jeg-formen giver dels historien en protagonist, som læserne kan identificere sig med, men jeg udstiller jo også danskerne gennem mine egne og min families fordomme og skam.”
Som journaliststuderende får man at vide af sine undervisere, at det er
Hvad laver du i Syrien? “Jeg laver bachelorprojekt sammen med Anne Kirstine
Hermann om irakiske flygtninge, der lever i Syrien og Jordan. Mens Danmark kun har taget imod 18 irakiske kvoteflygtninge siden 2003, har Jordan og Syrien taget flere millioner, og det har store konsekvenser både for flygtningene og værtslandene.” Hvad skal pengene bruges til? “De ryger direkte ned i det enorme hul, som denne her måned i Syrien og Jordan efterlader i min konto.” Hvis du havde været til prisfesten lørdag aften, havde du så givet øl? “Selvfølgelig. Så havde der været fri bar til alle. Det er jo gratis at sige nu...” thoch04@student.sdu.dk
November 2008 | LixEN
04 | Intern
Svampealarm afblæst Den svampelignende vækst i loftet i radiolokalet er hverken farlig eller aggressiv. Faktisk er der slet ikke tale om svamp, konkluderer ekspert.
Martin Erik Seymour
GRAVERJOURNALISTIK Studerende og undervisere på SDU behøver ikke længere være bange for at inhalere giftige svampesporer, når de sidder og hyperventilerer over teknikken i radiolokalet. Gevæksten på en af loftspladerne viser sig ved nærmere eftersyn ikke at være svamp. John Nørr, som er bygningsingeniør og leder af bygningsafdelingen på SDU, forklarer: “Jeg tror, at køleelementet lige ved siden af er læk og, at vandet har fået lydisoleringen på den anden side af loftspladen til at trænge igennem.” Væksten ligner mest af alt jernfilspåner på en
Ny styrelsesformand Chefredaktør på Fyens Stiftstidendes Per Westergård har overtaget Ulrik Haagerups formandspost i Styrelsen. Hans første opgave bliver at udpege Mylenbergs efterfølger.
stangmagnet, men farven er ikke metallisk - den er gul og brun. I et forsøg på at imponere bygningsingeniøren, spørger jeg, om der ikke kan være tale om gul tømmersvamp. “Det tror jeg ikke. Gul tømmersvamp angriber træ, og loftet her er et stålsystem, som er hængt op i beton,” forklarer John Nørr.
Det er endnu ikke officielt, men 1. november sætter Per Westergård sig for enden af bordet i Styrelsen på Center for Journalistik. Chefredaktøren på Fyens Stiftstidende ser frem til at påtage sig ansvaret for først og fremmest at finde en stærk journalistisk profil til den ledige centerleder-stilling: “Der er ingen tvivl om, at mit hjerte banker for, at vi finder en journalistisk profil, snarere end en akademisk, når vi begynder at kigge ansøgningerne igennem,” siger han.
Måske alligevel svamp En smule skuffet over bygningsingeniørens manglende anerkendelse af min research spørger jeg ham, hvad han har tænkt sig at gøre ved problemet. “I morgen tager vi pladen ned og tørrer den af,” lyder svaret. Men, er der slet ingen chance for, at der er tale om svamp? “Jo, den lim, der er brugt til at samle lydisolationen, er organisk. Så der er en lille mulighed for at vandet fra køleren er gået i forbindelse med limen og har skabt noget svamp, men det er ikke særlig sandsynligt,” fortæller John Nørr. masey99@student.sdu.dk
HVA’ POKKER Er det svamp? Nej, nej, det er noget andet.
Hulubulu!
Medstuderende, hvor I henne? Medietorvet er tæt pakket med bachelorstuderende. Efter sigende skulle der dog også være et væld af andre typer journaliststuderende. Men hvem er de, og hvor gemmer de sig?
Johan Bertil Winther Andersen Morten Bang Jørgensen
GEMMELEG De burde være her et sted. Studiets hjemmeside lover det, og ind i mellem hører man også snak om dem. De seks andre studieretninger end bacheloren i journalistik. Tilvalgstuderende. To slags kandidatstuderende. To masteruddannelser. En diplomuddannelse. Med så mange studieretninger burde man være ved at træde sine medstuderende over tæerne, når man vandrede hen over Medietorvet. Men der er masser af plads - også til lange tæer og spidse albuer.
Spørgsmålene melder sig: Hvem er de? Hvor er de? Findes de overhovedet? Jagten på “de andre” På Medietorvet er der tilsyneladende ikke nogen af “de andre” at finde, så vi tager et kig igennem døren til Rusts og Lixens redaktionsmøder. Heller ingen. Sporet er stadig dybfrossent. Hvor gemmer de andre sig? Vi går videre rundt på gangene, og endelig støder vi ind i én, som kender en kandidatstuderende. Vi tager mod til os og kontakter den mystiske fremmede. Hendes navn er Julie Hornbek Toft og hun har tidligere læst film- og medievidenskab. Nu læser hun cand. public. B på SDU. Sjældent på uni Hvor er I henne i det daglige? “Vi er kun på universitetet to dage om ugen. Hvis man vælger et valgfag, kan man dog få undervisning tre gange om ugen, men
grundpakken er to gange. Og det er kun den ene dag, vi har undervisning på Medietorvet. Så der er faktisk en naturlig forklaring på, at vi ikke er så synlige. Hvad laver I på dit semester? “Vi har to fag. Det ene hedder ’borger, velfærd og samfund’ og er et samfundsvidenskabeligt fag om velfærdspolitik. Det andet er et journalistisk håndværksfag, hvor vi i øjeblikket har et sprog- og kommunikationskursus.” Hvad synes du om, at der ikke er mere kontakt med de andre studerende på Medietorvet? “Jeg tænker ikke så meget over det. Det gjorde jeg måske mere sidste år, da jeg var tilvalgsstuderende og havde undervisning fire gange om ugen. Man starter først i november, så man kan nok forvente at se flere tilvalgsstuderende på Medietorvet, når sæsonen går ind.” Hvorfor tror du, der ikke er nogen af jer, der er med til at skrive for studiebladene
Lixen og Rust? “Der er en del, der pendler, og så synes man måske, at man er nok på SDU i forvejen. Der er også mange, der ikke har nogen erfaring med at skrive på forhånd.” Er det så ikke netop en god ide at få noget erfaring gennem de studiebladene? “Jo, men når man starter et nyt sted, er det måske ikke det første man tænker, at nu skal man springe ud i alt muligt. Men der er også en del, inklusiv mig selv, har haft skribentarbejde uden for SDU.” Tilvælgerne er landet Det nye hold tilvalgsstuderende har netop trådt deres første skridt på Medietorvet. Dem kan vi regne med bliver en fast del af livet på Center for Journalistik, da de har undervisning næsten hver dag. Så nu stiger risikoen for at træde hinanden over tæerne på Medietorvet. mojoe08@student.sdu.dk johaa08@student.sdu.dk
Et godt brand Jesper Strandskov som er dekan på samfundsvidenskabeligt fakultet, var med til at udpege den nye styrelsesformand. Ifølge ham har univer-
sitet fundet den rigtige mand til jobbet: “Det, der for os har været væsentligt i forbindelse med udpegningen af Per Westergård er, at han er en fremtrædende mediemand. Han nyder respekt i branchen, og det er vigtigt for os, da han også bliver et brand for uddannelsen. Han tør tænke nyt og innovativt, og det er yderst vigtigt i forbindelse med videreudviklingen af journalistuddannelsen.“ Store ambitioner Den nye formand glæder sig til at tage del i videreudviklingen af journalistuddannelsen på SDU: “Vi skal have en journalistisk ambition om at fylde mere viden på kommende journalister. Og så har jeg en vision om, at SDU skal være i front, når det gælder den journalistiske debat. Vi skal vide, hvad vi kan, som de andre ikke kan.” Joanna Vallentin
Gratis folkekøkken på 87,9 Mhz Tv-køkkenet er smidt ud i æteren og billederne er byttet ud med SU-venlige madretter. Sådan gør det syv mand store hold bag et nyt program der sendes på Odense Studenterradio. Radiokøkkenet, som det hedder, kan høres mandag aften i lige uger på 87,9 Mhz klokken 1820. Konceptet er at lære studerende at lave lækker mad, der ikke æder af kassekreditten, og som ikke kræver opbagte saucer, der er dømt til at fejle. Radiokøkkenets budget for et program er 300 kroner, og det beløb skal række til at mætte ti studerende. “Vi laver sanseradio. Vi er lytternes øjne på maden, så som værter på programmet skal vi beskrive maden så godt som muligt. Maden skal se lækker ud i lytternes hoveder,” siger Malte Vuorela, der er en af ophavsmændene til
Radiokøkkenet, og som under programmet sidder som vært i radiostudiet. Den anden halvdel af initiativparret er Stig Østergård, som steger og koger i damp og os på Flakhaven, når madradioen ryger ud i æteren. Begge bagmændene arbejder som kokke ved siden af journaliststudiet, og de så det derfor som en oplagt mulighed at lave et program om mad. En del af konceptet er at kombinere radio med gratis prøvesmagning. Flakhaven fungerer nemlig den sidste halve time af programmet som folkekøkken. Her kan studerendes hungrende maver prøvesmage Radiokøkkenets resultater, hvis lydene ikke er tilstrækkeligt nærende. Smagsprøverne er dog kun tilgængelige, hvis du kan fremvise et gyldigt studiekort. Anne Grue Nielsen .
LixEN | November 2008
Ekstern| 05
Ritzau registrerer kopi-syndere Medarbejdere på Ritzau er godt trætte af, at andre journalister dagligt kopierer telegrammer, og tilføjer deres eget navn. Så trætte, at nyhedsbureauet er begyndt at registrere synderne.
Steen A. Jørgenssen
SORT BOG Langfingrede journalister stjæler med arme og ben fra Ritzau. Gang på gang kan nyhedsbureauets ansatte finde deres telegrammer ordret gengivet med falske navne på andre
nyhedssites, uden at Ritzau er krediteret. Tyverierne foregår i så stort omfang, at Ritzau har oprettet et register over synderne. Siden juni 2006 er der noteret 405 tilfælde af kopiering. Men det er slet ikke alt, der registreres, så det reelle tal er langt højere, forklarer Esben Agerlin Olsen, politisk reporter hos Ritzau og medlem af den redaktionelle medarbejderforenings bestyrelse. ”Plagieringen finder sted flere gange dagligt,” understreger han: ”Det er gået for vidt.” Og han bekræftes af flere Ritzau-medarbejdere, som Lixen har talt med.
”Det snyder læseren, som tror forfatteren er en anden. Det snyder kilden, som tror journalisten, der interviewede vedkommende har opgivet forkert navn. Og det snyder forfatteren, som ikke krediteres for sit arbejde. Det er bedrageri på alle måder,” siger Esben Agerlin Olsen. Det er hans erfaring, at journalister på alle typer netmedier kopierer. Små som store. ”Den pæne begrundelse er, at journalisterne er under tidspres og hele tiden skal levere. Den mindre pæne er, at de bare vil snyde sig udenom at lave arbejdet,” mener han. Ritzaus kunder må naturligvis gerne bruge
bureauets oplysninger i deres arbejde. Det er den ordrette kopiering med forkert kreditering, Esben Agerlin Olsen reagerer imod.
forfalskningen og det oprindelige telegram til en intern liste. Ritzau bruger registeret til at få overblik over snyderiet og
Det er bedrageri på alle måder - Esben Agerlin Olsen, Ritzau Register med beviser Synder-registeret fungerer sådan, at når en Ritzaujournalist opdager et telegram, der står under falsk navn eller mangler Ritzau-kreditering, sender vedkommende både
som dokumentation, når bureauet reagerer over for misbrugerne. Opråb til tillidsfolk I Dansk Journalist-forbund har næstformand Fred Jacobsen fuld forståelse for Ritzaus frustrationer. Han kalder plagieringen for umoralsk og opfordrer til altid at kreditere kilden til en historie. ”Kan Ritzau drage fordel af registeret, så synes jeg, det er en fin idé,” siger næstformanden.
I september blev telegramplagieringen så udtalt, at bestyrelsen for den redaktionelle medarbejderforening på Ritzau nedfældede et notat til tillidsrepræsentanter landet over. Her gjorde bestyrelsen opmærksom på, at Ritzaus Bureau noterer overtrædelserne. ”Ritzau-journalisterne opfordrer alle tillidsmænd til at få deres medlemmer til at citere Ritzau og omgående holde op med at forfalske forfatternavne,” lød opfordringen. ”Vi har været opmærksomme på tyverierne i flere år og snakket om at lave sådan en tekst. Grunden til, at vi gør det nu, er at misbruget er taget til,” fortæller Esben Agerlin Olsen, der er forfatter til teksten. ”Man skulle tro, at bedragerne fik en dårlig smag i munden,” slutter han. stejo07@student.sdu.dk
Ritzau mister Copydan-penge Plagieringen betyder, at den misbrugende journalist får Copydan-penge for artikler, vedkommende ikke har produceret. Copydan er en paraplyorganisation, der sikrer at kunstnere, skribenter og producenter får penge, når deres værker kopieres til undervisningsbrug eller i private og offentlige virksomheder. Pengene udbetales direkte til journalisten. Eksempel: En skolelærer fotokopierer en plagieret Ritzau-nyhed fra TV2’s hjemmeside til sine elever. TV2 får CopyDan-pengene. Ritzaus journalist får intet. DOKUMENTATION Ritzaus egenhistorie som den så ud på DR’s hjemmeside med Hilmar Vester som forfatter.
»Surt at opdage snylteriet« Flere Ritzau-journalister kalder det bedrageri, når andre medier ordret bringer deres historier med falsk kreditering. Selvom de registreres af Ritzau, tager bedragerne det køligt. Steen A. Jørgenssen CASE Bedrageri og tyveri. To ord som Ritzau-journalist Esben Agerlin Olsen bruger til at beskrive andre mediers omfattende plagiering af nyhedstelegrammer. En anden Ritzau-journalist, der har oplevet at få sit arbejde stjålet er Filip Schwartz Kirkegaard, praktikant .
i Bruxelles. I juni havde han hen over flere dage arbejdet på en egenhistorie om homoseksuelles adoptionsmuligheder. Han havde selv taget initiativ til historien, ringet rundt til politikere og analyseret resultatet: der tegnede sig et politisk flertal for at lade homoseksuelle adoptere. Lidt over en time efter at historien var offentliggjort, kunne hele Danmark læse Filip Schwartz Kirkegaards ord på DRs hjemmeside. Men nu hed forfatteren pludselig Hilmar Vester fra DR Online. Og Ritzau var ingen steder nævnt. Filip Schwartz Kirkegaard fandt det ”surt at opdage
snylteriet.” Kløe i mavesåret Hilmar Vester, DRjournalisten, der satte sit eget navn på Filip Schwartz Kirkegaards arbejde, finder det derimod ikke kritisabelt at kopiere Ritzaus telegrammer. Han er heller ikke ked af at være havnet i nyhedsbureauets register: ”Det tager jeg helt køligt. Det rør mig faktisk ikke,” siger han: ”Jeg kan ikke se, hvad de skal bruge det til, andet end at sidde og klø sig i deres mavesår.” DR-journalisten forstår godt, at Ritzau-folkene er ”blevet mopsede” over plagieringen, men at blive
kopieret er netop en del af deres job: ”Ritzau skriver jo til alle.” Skal de så ikke krediteres for deres arbejde? ”Det mener jeg ikke. Fra tidligere tid har vi altid
skrive, hvem der er afsender på en historie, og det virker som om, at det ofte går fløjten på internettet,” siger han. Erkender fejl Hilmar Vester medgiver, at
Jeg kan ikke se, hvad de skal bruge det til andet end at sidde og klø sig i deres mavesår - Hilmar Vester, DR kunnet bruge Ritzau frit.” Filip Schwartz Kirkegaard føler sig ikke personligt snydt for noget, da hans byline alligevel aldrig ville stå på nyheden. ”Men det er god skik at
man bør kreditere Ritzau, hvis de har en særlig solohistorie. Men en særlig solohistorie var netop, hvad Filip Schwartz Kirkegaards nyhed var. Hvorfor har du så sat dit
eget navn på? ”Fordi jeg har glemt at tage det af,” begrunder han og henviser til, at DRs websystem er indrettet sådan, at hvis man ikke skriver andet, kommer DRjournalisten til at stå som forfatter. Man skal altså selv sørge for at fjerne sit navn. Hilmar Vester udelukker derfor ikke, at han i adskillige tilfælde står krediteret for artikler, han ikke selv har skrevet. Men: ”Det er helt klart en fejl, at der står, at jeg har skrevet historien,” erkender han. stejo07@student.sdu.dk
06 | Ekstern
November 2008 | LixEN
Forslag: Smiley’er til praktiksteder I Århus barsler man med en ny evalueringsordning for praktiksteder. Ordningen skal hjælpe studerende med at vælge praktiksted ud fra mediets behandling af de studerende frem for geografisk fordel eller lukrativt rygte.
Camilla F. Sønderstrup Benjamin M. Gregersen
KVALITETSKONTROL Først skulle restauranter og shawarmakiosker stemples. Snart bliver det måske praktikstederne. Fremover skal man via de små, gule ansigter, man kender fra restaurationsbranchen, kunne se, hvordan praktikanter bliver behandlet på de danske medier. Sådan lyder forslaget fra Kaj, Kredsen af Journaliststuderende i Århus. “Ordningen skal være med til at sikre, at praktikanterne får den bedst mulige uddannelse. De skal ikke bare bruges til at fylde huller ud i vagtplanen,” forklarer Håkon Stolberg, formand for Kaj og praktikant på DR Nyheder. Ideen er, at praktikanter efter endt ophold skal vurdere praktikstedet ud fra nogle fastsatte kriterier. Herefter vil praktikstedet få tildelt en glad, sur, halvtvær eller euforisk elitesmiley, som de kommende praktikanter så kan navigere ud fra. Medier støtter ideen Forslaget er endnu ikke vedtaget, og målet er derfor i første omgang at få skabt en debat og åbenhed om, hvad
god praktik er, fortæller Håkon Stolberg. “Mange store medier lever på navn og ry, men har ikke fokus på uddannelse,” påpeger han. Ordningen vil både være i de studerendes og praktikstedernes interesse, da alle praktiksteder gerne vil være de bedste, og alle studerende gerne vil have den bedst mulige uddannelse. Lixen har talt med flere praktikvejledere, som støtter op om ideen: “Det vil være en stor gevinst med en vurdering af praktikstederne, så de mindre praktiksteder også får mulighed for at sælge sig på andet end geografisk placering. Jeg tror, at mange vil blive overraskede over, hvilke praktiksteder, som praktikanterne vægter højest og lavest,“ siger praktikantvejleder på Jyllands-Posten Peter Ernstved Rasmussen. Objektive vurderinger Hvilke konkrete punkter medierne skal vurderes ud fra ligger endnu ikke fast. “Kriterierne skal vælges ud fra overenskomsten (mellem praktikanter og praktiksted, red.). Der skal ikke blandes personlige følelser ind i vurderingerne. Hvis det står grelt til et sted, skal det også være muligt for praktikstedet at rette fejlen og få en ny evaluering. De skal ikke være stemplet med en uretfærdig sur smiley,” forklarer Håkon Stolberg. begre08@student.sdu.dk camsoe8@student.sdu.dk
Praktikvejledere smiler til smiley-ordning VOXPOP Hvordan ser du på en eventuel smiley-ordning af praktikstederne? Carl Emil Arnfred Praktikantvejleder Ritzaus Bureau
Søren Verup Chefredaktør Penge & Privatøkonomi
Karen Seneca Praktikantvejleder Ekstra Bladet
Nanna Holst Praktikantvejleder TV 2/Lorry
“Jeg synes, at en smileyordning er en udmærket idé. Det er fint, hvis der kommer et større fokus på, hvilke praktiksteder der tager deres opgave som uddannelsessted alvorligt. På Ritzau har vi længe haft fokus på vores praktikanters udvikling via faste praktikantdage, introforløb og løbende evalueringer. Så vi er klar til en glad smiley.“
“Jeg synes smileyordningerne generelt er noget populistisk bavl. Alt skal efterhånden have sit eget gule grin. Jeg tror, praktikanten får mere ud af at læse evalueringerne fra tidligere praktikanter og tale med praktikstedet. Det giver et meget bedre grundlag for en vellykket praktik og en god uddannelse. Forestil dig, at Politiken, DR, TV 2 og Berlingske fik sure smiley’er - søgningen ville være stor alligevel.“
“Jeg ser positivt på ethvert tiltag, der gør praktiktiden bedre - også smileys og evalueringsskemaer og så videre. Faren er, at smileys kun gives for helt konkrete ting. Det er let nok at uddele sure og glade smileys på et pizzeria alt efter hvor beskidt eller rent der er. Men bliver man en dårligere journalist af at sidde på en aftenvagt alene et par gange i løbet af praktiktiden? Det tror jeg bestemt ikke, at man gør, selvom praktikstedet sandsynligvis ville få en sur smiley på den konto.“
“Tommelen op til smileyordningen herfra. Bare sørgeligt, at den skal være nødvendig. Forudsætningen er selvfølgelig, at vurderingen kommer til at ske på det saglige og målbare grundlag, der lægges op til, så ansøgerne reelt kan sammenligne ellers meget forskellige praktiksteder.“
Ny panikdag på vej Praktikpladserne vil lægge en dæmper på panikken. Nu arbejdes der på et forslag, hvor panikdagen spreder sig over et tre-fire dages forløb.
Nikolaj Rytgaard
Slut med at blækken på den første praktikkontrakt flyder, få minutter efter startskuddet lyder på panikdagen. Hos arbejdsgiverforeningen Danske Mediers Forum har man for nylig diskuteret en ny køreplan for panikdagen. Scenariet er, at praktikanterne indsender
ansøgningerne til deres favoritmedier to-tre dage før selve panikdagen. Arbejdsgiverne har derefter tid til at læse ansøgninger igennem og melde tilbage, hvem man ønsker at se til samtale på den afgørende dag midt i april. I forslaget ligger også en regel om, at kontrakterne ikke må udformes og underskrives før et forudbestemt tidspunkt. “Formålet med dette forslag er dels at sikre, at virksomhederne får mulighed for at læse alle ansøgninger igennem, før man vælger folk til samtale, dels at man kan gennemføre alle samtaler, før man begynder at ansætte. Det håber vi kan give et bedre
og mere anstændigt forløb, så alle føler, det bliver en grundigere proces,“ fortæller formand for praktikudvalget Christian Kierkegaard til journalisten.dk Varm modtagelse De journaliststuderendes organ, DJstud, modtager forslaget positivt. De forslog allerede tilbage i april, at panikdag skulle blive til panikdage. Dengang var både praktikvejledere og hovedparten af branchen noget lunke ved ideen. Men nu er planen altså oppe og koge igen: ”Vi er meget begejstrede. Det er et ret stort skridt, at DMF nu har købt vores problemstilling med, at der ikke er tid nok
til at læse ansøgninger igennem,” udtaler Niels Krogsgård, der sidder i DJstuds praktikudvalg. Prindsen positiv Praktikvejleder på SDU Karsten Prinds tager også varmt i mod den nye plan: ”Grundideen med at give det noget tid, synes jeg er genialt. Det er jeg tilhænger af,” siger han. Praktikudvalget skal diskutere forslagene d. 4. november. Når man til enighed her, kan den nye ordning allerede komme til at gælde for næste praktikhold i foråret 2009, vurderer Christian Kierkegaard over for journalisten.dk. niryt07@student.sdu.dk .
Ekstern | 07
LixEN | November 2008
Praktikanter må vente på
pengene
På Politikens lokalaviser bekymrer de sig om deres praktikanter. Så meget, at de med en faders fornuft tilbageholder en luns af praktikanternes første månedsløn. Problemet er, at det må de ikke.
Da SDU-praktikant Rasmus Lind åbner sin første lønkuvert som praktikant undrer han sig. Beløbet er nemlig omkring 2.300 kroner mindre, end hvad han har papir på. Han lufter derfor sin forundring for kollegaerne på lokalavisen Villabyerne. Men her var svaret, at sådan gjorde de på Politikens lokalaviser, som Villabyerne hører under. Sådan har vi altid gjort Men det svar stiller Rasmus
Lind sig ikke tilfreds med, så han får Villabyerne til at gå videre med spørgsmålet om de manglende 2.300 til Politikens Lokalaviser: “Her var svaret, at sådan havde man altid gjort med den første månedsløn og desuden var det kun til for at hjælpe praktikanterne,” fortæller Rasmus Lind. Arbejdspladsen tilbageholder altså en del af lønnen som en slags tvungen opsparing, så praktikanten har lidt ekstra penge til,
når praktiktiden og dermed også praktiklønnen ophører. Rasmus Lind bliver aldrig selv spurgt, om han vil “gemme” noget af sin første månedsløn.
bankbogen er nu blevet en principsag for ham: “Men bolden er gået i
Sagen uafklaret Hos DMA er man mere påpasselig med at udtale sig om praktikanternes lønsituation på Politikens Lokalaviser. Til spørgsmålet om, Tvungen hvad der skal ske opsparing lige nu og her, Ikke meget DMA’s - Claus Iwersen, Dansk Journalistforbund svarer klogere på overenskomstchef sagen kontakClaus Borly: ter Rasmus “Det ved jeg Lind Kajo, som aldrig har stå nu,”, siger han og tør ikke noget om. Jeg ved ikke hørt om den slags tvungne ikke helt tro på, at han når engang, hvornår det næste opsparinger. Sagen bliver at få sine 2.300 kroner, før møde er.” sendt videre til Dansk hans praktiktid udløber på Er der andre, der ved Journalistforbund, hvor den Villabyerne til januar. det? Lige nu ligger sagen og nu ligger på chefforhandler “Nej. Og skal vi så ikke venter på en kærlig hånd fra lade den ligge der?” Claus Iwersens bord: “Status lige nu er, at DJ, der forsøger at få bugt reglerne faktisk ikke bliver med DMA’s “sådan har vi Ved redaktionens udgang overholdt, men vi er på vej til altid gjort”-holdning: ligger sagen endnu uaf“Jeg har en forventning sluttet på DJs bord. Men at finde en løsning sammen med Danske Mediers om, at det bringes i orden,” selvom Claus Borly gerne så, siger Claus Iwersen fra DJ, at den bliver liggende dér, er Arbejdsgiverforening der dog ikke kan uddybe, Villabyerne opsatte på, at få (DMA)” siger han. og hvornår ordnet problemet hurtigst Hos DMA, som er hvordan Politikens Lokalavisers lokalavisernes praktikanter muligt. arbejdsgiverforening, er der igen vil få udbetalt det, de jsoeg07@student.sdu.dk dog ikke megen forståelse har krav på, nemlig 9.445,70 efter skat. joval07@student.sdu.dk for, at de tilbageholdte 2.300 kroner kan være et stort indgreb i en SUbelånt praktikants pung. Fakta Heller ikke selvom det er i - løn under praktikken strid med praktikanternes overenskomst. Praktikanter på Politikens lokalaviser får, den første “Der er jo altså ingen, der måned de er ansat, udbetalt 2.300 kroner mindre end bliver snydt i den forstand. andre praktikanter: Og jeg kan ikke forstå, at det er et problem, når det Praktikløn ifølge overenskomst 14.141 før skat/cirka ikke har været det tidligere,” 9.500 kroner efter skat forklarer overenskomstchef Claus Borly fra DMA Praktikløn på Politikens Lokalaviser den første måned: 7.200 efter skat Ting tager tid Men Rasmus Lind ser Der er pt. ansat to praktikanter på Politikens det som et problem. Han Lokalaviser. føler sig snydt. Hullet i
Status lige nu er, at reglerne faktisk ikke bliver overholdt
Filmfanatikere filmer for UFO 1-2-3 - og værsgo! Sådan kommer det snart til at lyde på Pantheonsgade i Odense C, hvor UFO, Underground Filmmakers Odense, holder til.
REPORTAGE Scenen er sat. Anden etage i Pantheonsgade 5 er blevet til filmværksted. For et år siden startede UFO, Underground .
Filmmakers Odense, som er en underafdeling af Odense Filmværksted. Her er computere til redigering og klipning, projekter til filmfremvisning, kameraer, filmplakater og meget andet. Dette er for at give de bedst mulige rammer til de unge kommende filmproducenter. “Det er netop intentionen med dette projekt, at vi skal uddanne til alt i en filmproduktion. Og med alt menes der fra idé på blokken til den færdige filmstrimmel, der skydes op på filmlærredet,” forklarer Stine Monrad, medlem af
UFO og journaliststuderende på 3. semester på SDU. Skarp kritik Over de syv uger filmene produceres, er der hver gang tilknyttet en professionel fra branchen. Denne efterårsaften er det manuskriptkonsulent Maria Lundborg. På pladserne rundt om sidder der alt fra journaliststuderende til animatorer, så spektret er bredt. Konsulenten er her i aften for at give kritik på kursisternes manuskripter. Da forløbet er meget
intensivt, er det vigtigt, at UFO-medlemmer hurtigt finder den røde tråd. “Film er bevægelse, ikke stilstand,” siger Maria Lundborg og foreslår, at UFO-medlemmerne gør deres manuskripter mere dramatiske. De bliver alle nøje gennemgået, og da aftenen er slut, har hver kommende filmmand fået en pose skarp kritik med sig hjem. Talent 2008 “Målet med Odense Filmværksted er først og fremmest at finde egnede talenter til film-
skolen,” forklarer Rune Jensen, kommunikationskoordinator på Odense Filmværksted. Det sker gennem workshops og foreninger som UFO. Der er i alt fire ansøgningsrunder om året, og der kan søges om tilskud på op til 10.000 kroner. Desuden tilbydes der professionel coaching og vejledning af de ansatte på stedet. begre08@student.sdu.dk thoch04@student.sdu.dk
FAKTA - filminstruktion for dummies Filmværkstedets mål er at være springbræt til filmverdenen. Kurset løber over syv uger. Målgruppen er unge mellem 18 og 25 år. UFO er en underafdeling af Odense Filmværksted. Der uddeles hvert år fire legater af 10.000 kr. til filmproduktioner. Næste ansøgningsfrist til Odense Filmværksted er den 1. december.
08 | Ekstern
November 2008 | LixEN
Vil du være Fyens Stiftstidendes neger? De nederste i hierarkiet hedder “negere“. Nej, vi snakker ikke om en bomuldsfabrik i amerikanske sydstater før borgerkrigen, men om medarbejdere på Fyens Stiftstidende. Lixen har spurgt Peter Hagmund, kulturredaktør og negerhøvding på Fyens Stiftstidende, om grunden til det specielle navn for studentermedhjælperne på avisen.
Ninna Andreasen
SPROGBRUG Peter Hagmund, hvorfor kalder I jeres studentermedhjælpere for
negere? “Det er et levn fra gamle dage. Det bliver selvfølgelig sagt for sjov. Så vidt jeg ved, stammer det fra overvejelsen om, at vi har nogle rutineopgaver, som skal løses, der somme tider kan virke lidt som slavearbejde. Og slaver kaldte man jo i gamle dage for negere i USA. Så jeg tror, det er der, det stammer fra. Vi har studentermedhjælpere forskellige steder i huset, og de, som er ledere for dem, kalder vi for negerhøvdinge.“ Er det et ord, du er stødt på andre steder? “Jeg er stødt på det flere steder i branchen. Jeg mener blandt andet at kunne huske, at man også kaldte studentermedhjælpere på Aalborg Stiftstidende for negere. Det er sjældent, at folk ikke ved, hvad man snakker om, hvis man bruger
RACISME? Titlen som studentermedhjælper er skiftet ud med jobtitlen “neger“ på Fyens Stiftstidende. Foto: Nabil Fawzi
begrebet neger, når man taler med andre i journalistbranchen.“ Har der været nogen studentermedarbejdere, som ikke kunne lide at blive kaldt negere? “Når jeg hyrer nye studentermedarbejdere, som er fra den yngre generation, stopper de tit op og siger ”Hvad sagde du?”, hvis jeg kommer til at kalde dem negere. Så jeg tror, det er et generationsspørgsmål. Belært af erfaring må jeg konstatere, at ordet neger er gået hen og er blevet et skældsord. Derfor bestræber jeg mig på at kalde dem studentermedhjælpere i stedet. Men nu er det jo ikke sådan, at vi sidder på slavemanér og råber ”NEGER!”. De har jo helt almindelige navne som Susan og Lotte, og hvad de nu ellers hedder.“
af afrikansk herkomst som studentermedhjælper, hvis I kalder dem negere? “Det er da helt irrelevant. Hvis man skal blive meget politisk korrekt, kan det da godt være, den ligger på kanten. Der er jo ikke noget galt med ordet neger – men man skal selvfølgelig føle sig frem.“
Ville I kunne ansætte en person
nandr07@student.sdu.dk
Hvordan ville du selv have det med at blive kaldt neger? “Jamen, det er jo et udtryk, det er jo ikke racistisk. Det er en stillingsbetegnelse. Men det er noget, vi prøver at arbejde os væk fra, fordi det begynder at blive opfattet som et skældsord. Der står jo heller ikke neger på vores kontrakter. Hvis der stod det, måtte du såmænd gerne få en kopi.“
Her er DR’s nye talenter Fire nye medielærlinge har fundet vej til DR’s Talentværksted. De næste to år skal de have lov til at kludre i det.
tempo finder ud af, hvad det er, de helst vil lave inden for hvilket område. Og så forventer jeg, at de får lov til at dumme sig rigtig meget og lave fejlskud. For det er kun på den måde, at man lærer det,” siger Christian Volfing Jacobsen.
Kendisfaktor Som nyt ansigt på DR kan man forvente at blive et ægte nationalklenodie, men det synes ikke at røre Jonas Hansen fra Holstebro. Han fortæller, at det faktisk ikke lå i overvejelserne, at han gennem Talentværkstedet kunne gå hen og blive kendt.
“For mig er det langt vigtigere at få uddannelsen, erfaringen og ikke mindst udfordringen. Kendisfaktoren er tilnærmelsesvis ikke-eksisterende,” siger Jonas Hansen. mape208@student.sdu.dk nschu08@student.sdu.dk
FAKTA - talentværkstedet Uddannelsen varer to år og indeholder blandt andet tvog radioforløb. DR vil skabe fremtidens idéudviklere, radioværter, og tv-personligheder. I marts 2009 optager DR fire nye talenter.
Maria Djurhuus Petersen Nikolaj Stengade Schultz
OPFØLGNING 450 ansøgere er skåret ned til fire udvalgte. DR har fundet de nye elever til deres Talentværksted. Skærmtække, radiotalent og kreativitet har ligget øverst på tjeklisten, da de nye ansigter skulle håndplukkes. Pander og public service 24-årige Jonas Hansen har udskiftet Føtex’ isenkramafdeling i Holstebro med en elevplads i DR-byen. Det nye DR-håb har allerede gjort sig tanker om, hvad han forventer af uddannelsen: “Jeg forventer at lære et håndværk og ikke bare et eller andet populært og smart,” forklarer han. Uddannelsen må gerne give Jonas Hansen “jord under neglene“ og et par skideballer, som han selv udtrykker det. DR har været på udkig efter det “udefinerbare“, som lederen af talentholdet Christian Volfing Jacobsen udtrykker det. “Jeg forventer, at de stille og roligt og i deres eget
SHOOTING STARS Line-up med DR’s kommende mediedarlings. Fra venstre 22-årige Camille Gudmand Lange fra København, 26-årige René Riis Rasmussen fra København, 19-årige Augusta Glahn-Abrahamsen fra Vanløse og 24-årige Jonas Hansen fra Holstebro. Foto: Agnete Schlichtkrull .
LixEN | November 2008
Ekstern| 09
Sssh… der er valg I USA er præsidentvalget en sand mediedarling. Helt anderledes så det ud under det nyligt overståede parlamentsvalg i Hviderusland – også kendt som “Europas sidste diktatur”. Her foregik valget kun i den uafhængige presse, som endnu engang måtte kæmpe for at vinde befolkningens opmærksomhed.
DIKTATUR Da hviderusserne gik til parlamentsvalg den 28. september, var valgstederne tomme. Mange havde enten ikke hørt om valget eller var ligeglade med afstemningen. Det skyldes ikke mindst, at regeringen og de statsejede medier havde tiet valget ihjel. “De statsejede medier
De prøvede selvfølgelig at skildre de demokratiske kandidater og deres kampagner, men deres dækningsgrad er noget mindre end de statsliges propaganda,” siger Iryna. Hun er chefredaktør på et blacklistet journalistisk magasin i Hviderusland og ønsker at holde sit efternavn hemmeligt. Fra vold til tavs kontrol Regeringen har dermed skiftet taktik over for journalisterne i forhold til tidligere. Frem for at føre en aggressiv og voldelig offensiv, som den er berømt og berygtet for, har man denne gang forsøgt at give kandidaterne og selve valgprocessen så lidt omtale som muligt inden for landets grænser. “De skyder to kaniner på en gang. Både kandidaterne og journalisterne,” siger Iryna og forklarer, hvordan de uafhængige medier i særdeleshed må kæmpe med de restriktioner, de er pålagt. Restriktioner, som
Bare ét forkert skridt efter regeringens mening, og du er færdig. - Iryna, redaktør på illegalt blad ignorerede valget. De gav ikke tid eller plads til hverken demokratiske eller ikke-demokratiske kandidater. Kun til præsident Lukashenko og valgkommissionen. Reelt foregik valget kun i de uafhængige medier.
landets uafhængige journalistforbund BAJ frygter, vil betyde endnu hårdere kår for den i forvejen pressede presse. Fremtiden er noget man håber på Den nye medielov betyder
blandt andet, at alle medier skal genregistreres og statsgodkendes. Det samme gælder alle internetmedier, som hidtil har fungeret som en form for helle for journalisterne, fortæller Iryna. “Indtil nu har Informationsministeriet kunnet lukke et medie efter tre advarsler på ét år. Og med den nye medielov, der er lagt op til, er én advarsel nok. Men ikke nok med det, så vil enhver statslig institution kunne udtrykke sin utilfredshed over, hvad nogen har trykt, og efter det kan Informationsministeriet forbyde et medie. Bare ét forkert skridt efter regeringens mening, og du er færdig,” siger Iryna, der står til fængselsstraf, hvis regeringen finder ud af, hvem hun er. Håber på hjælp Derfor må hun leve et arbejdsliv undercover i hemmelige redaktionslokaler og med bankkonti i udlandet. Iryna tør ikke spå om mediernes kår under næste valg; præsidentvalget i 2010. Hun håber, at det internationale samfund vil stramme de hviderussiske magthavere i det samme jerngreb, som magthaverne lige nu holder medierne i. “Jeg tror, at noget vil ske inden da. Enten vil det blive meget slemt her, og jeg mener virkelig slemt, eller også vil noget ændre sig meget før, end vi aner.” Redaktionen er bekendt med Irynas fulde navn.
SKYGGEVALG Denne vælger nåede frem til den hviderussiske valgurne. Men det er ikke takket være de statsejede medier. De forsøgte at tie valget ihjel. Foto: Robert Nagle
FAKTA - valg i Europas sidste diktatur Da hviderusserne den 28.september gik til valgurnerne, blev ingen fra oppositionen valgt til Parlamentets 110 pladser. Ifølge lederen af valgkommissionen, Lidija Jermosjina, fordi “oppositionen er gået af mode”. Ifølge internationale observatører, fordi valgresultatet er blevet forfalsket – blandt andet blev observatører fra OSCE forment adgang til 35 procent af de valgsteder, de ønskede at overvåge. Med præsident Alexander Lukashenko i spidsen og KGB i ryggen har den hviderussiske politiske elite gennem fjorten år forsøgt at kontrollere medierne i landet. Gennem trusler, arrestationer og formodede drab af journalister, der har holdninger på den forkerte side af højre-venstre kontinuumet. Det har resulteret i selvcensur blandt mange journalister, og flere medier er blevet lukket af staten eller er gået under jorden på grund af regeringskritiske artikler.
Voldelig tv-serie bryder EU-regler
Universitetsavisen lever - lidt endnu
Lixen.dk hitter internationalt
Det strider i mod et EUdirektiv, når TV-stationen SBS-net dagligt sender en ekstremt voldelig dokumentarserie klokken halv fem om eftermiddagen. Flere scener i programmet Video Justice er nemlig så voldsomme, at de kan være skadelige for børns psykiske eller moralske udvikling. Det vurderer Børnerådet. “Når man helt bevidst tilrettelægger de her udsendelser på tidspunkter, hvor familier samles foran skærmen, er det direkte hensynsløst. Og det, synes jeg, ikke er godt nok,” siger Børnerådets formand Charlotte Guldberg.
Efter protester fra ansatte og studerende har rektoratet på Københavns Universitet bukket sig. Universitetsavisen får lov at udkomme i trykt form i 2009. Dog vil kun to numre blive sendt ud til avisens normale modtagere. Resten vil blive distribueret på universitetets campi. Rektoratets argumenter for lukningen af Universitets-avisen led alvorlige skud for boven efter det kom frem at der reelt set ikke var CO2besparelser i lukningen. Desuden protesterede studerende voldsomt.
Efter mange måneders venten gik Lixens onlineudgave i luften i oktober. Siden da har nyhedssitet gået sin sejrsgang verden over. 596 læsere har været forbi, og Lixen.dk kan prale af besøgende fra så eksotiske steder som Argentina, Pakistan, Rumænien, Holland, USA og Tjekkiet. Og det spreder glæde i redaktionslokalet: ”Jeg er så lykkelig, at jeg kunne tude. Det varmer om hjertet, at Lixen har formatet til at favne hele verden,” jubler chefredaktør Nikolaj Rytgaard og tilføjer:
.
Video Justice er en amerikansk dokumentarserie, der bruger virkelige optagelser fra overvågningskameraer til at fortælle blodige historier om overfald, røverier og mord. Og det strider imod et EUdirektiv at sende sådanne voldelige programmer, der kan skade børn inden klokken 21.00. Børnerådet vil nu gå til folketingets socialordførere for at få voldelige programmer som Video Justice væk fra børnehøjde. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra SBSNet. Steen A. Jørgenssen
De penge, der spares ved ikke at sende alle numre til modtagerne, skal ifølge Formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet, Mattias Jørgensen, investeres i en web-udgave af avisen. I løbet af 2009 skal Universitetsavisen fremtid igen op til revision. Denne gang bliver det dog ikke rektoratet, der alene dikterer skæbnen – både studerende og ansatte er inviteret med til drøftelserne.
Mads Kolby
”Vi er jo en regulær glomnibus-avis. Og så er den endda gratis.” På den nye hjemmeside kan samtlige udgivelser fra 2008 læses, og der er mulighed for at debattere avisens indhold. Den gennemsnitlige besøgende bruger mellem 0 og 30 sekunder på hjemmesiden, og han besøger siden på en fredag. ”Jeg ved, at brevitas est bonus, og det har vores læsere også forstået. Vi formår tydeligvis at skære ind til benet,” lyder det fra den stolte chefredaktør. Steen A. Jørgenssen
10 | Fokus
November 2008 | LixEN
BUSINESS Denne gadesælger forener sin glødende Obama-gejst med iskold dippedut-forretning. Lixens udsendte faldt også over ham: “Han råbte og skreg om, at han havde registreret 300 vælgere, men der på gaden oplevede jeg ham kun skændes med en kunde, som syntes, at hans badges var for dyre. Han mente nu ikke, de var for dyre. Han mente bare, at kunden ikke forstod sig på ‘special edition’ badges,“ skriver Stig Østergård Nielsen hjem fra mulighedernes land.
HUND MED HOLDNING New York er en de facto demokratisk stat, så store Obamabillboards eksisterer ikke i gadebilledet. Støtten kommer mere diskret til udtale som her.
GENERATIONSFORENER Grånende og grønne kæmper side om side på de frivilliges kampagnekontor i New York. En stor del af arbejdet består i at hænge i telefonrøret. .
LixEN | November 2008
Fokus | 11
HARLEM To Obama-støtter snapshot’et i sub’en på vej til Harlem. “It’s time to turn the page,“ siger det blå, runde udsagn fra den unge kvindes venstre bryst.
Verdens vigtigste valg “Det her valg er jo en journalistisk lækkerbisken. Alt kører på samme tid. Normalt er der et krak, så går der 20 år, og så er der måske en verdenskrig og så videre. Her har vi to krige og et økonomisk krak samtidig med et præsidentvalg, der er det mest fascinerende i to generationer. Alt kører på samme tid. Journalistisk er det fuldstændigt fantastisk. Det er som en grotesk overdådig buffet, hvor man aldrig bliver mæt.“ Sådan siger journalist og USA-elsker Martin Krasnik i denne måneds portræt på side 16 og 17. Og i FOKUS-sektionen går vi også ombord i tag-selv-bordet, hvor vi zoomer ind på den amerikanske valgkamp. Øverst på menukortet står mediernes vagdækning - danske som amerikanske. I Amerika har vores ad hoc-korrespondent Stig Østergård Nielsen taget forskud på festmåltidet. Han har opsnappet billeder af amerikanere, der bruger krudt og kampagnekræfter på valgkampen, inden den store valgkanon brager den 4. november. God læsning og godt valg! SWINGING Det er i staterne på vippen, at slaget ofte afgøres. Fra lokalerne i det store æble, New York, bliver vægelsindede vælgere kimet ned af præsidentkandidaternes fodtusser. .
12 | Fokus
November 2008 | LixEN
Danske unge kæmper på amerikansk grund Danske unge tager i øjeblikket turen over Atlanten og ofrer tid og penge på at støtte deres foretrukne præsidentkandidat i den amerikanske valgkamp.
Jane Schmidt Klausen Gudmund De Stordeur
REJSEFEBER I USA er der i disse dage større mulighed
end normalt for at møde en dansker i det amerikanske gadebillede. Flere danske unge har valgt at smide skoleskemaet eller arbejdsplanen i skraldespanden og er taget til Guds eget land som frivillig i præsidentkandidaternes valgkamp. De unge tager ikke kun over Atlanten for oplevelsens skyld, også det politiske aspekt spiller en stor rolle. De stemmer dørklokker, deler materiale ud og
forsøger at overbevise den almindelige amerikaner om, hvem de skal stemme på. Trætte af Bush “Der er tale om et fænomen, som har vokset sig større med internettet og mediernes enorme fokus. Fokusset har vakt en stærk tendens blandt unge i Danmark og andre lande. De unge væmmes over Bush og ønsker en anden fremtid,“ forklarer Jørn Brøndal, centerleder for Amerikanske Studier på
Syddansk Universitet. Det er især præsidentens tendens til enegang, manglende dokumentation i Irak-krigen, og det faktum, at han ikke fremstår karismatisk i medierne, som har givet de unge mod på gøre en forskel i verdens førende supermagt, mener Jørn Brøndal. Over 100 danskere Det er svært at sige præcist, hvor mange unge danskere, der befinder sig i USA under valget, idet der ikke findes
deciderede lister over de danske frivillige. Men ungdomspartierne oplyser, at de i år sammenlagt har over 100 frivillige, der giver en hånd med i den amerikanske valgkamp. Sparegrisen tømmes Der er også danske unge, som tager af sted på egen hånd, og betaler hele rejsen og opholdet selv. De unge, der har slået sparegrisen itu for at samle penge til rejsen, er især
tilknyttet Statskundskab, Amerikanske Studier og Journalistik på de danske universiteter. Blandt andet tager 12 statskundskabsstuderende fra Københavns Universitet til svingstaten Florida d. 22. oktober under sloganet “Danes for Change” for at støtte Barack Obama. Lixen har talt med to unge ildsjæle om deres kommende USA-eventyr. jakla08@student.sdu.dk gudes08@student.sdu.dk
Foto: Anthony Cain
Q&A Emil Schelde studerer statskund-
skab ved Københavns Universitet, og sammen med 11 andre fra studiet tog han af sted den 22. oktober for at lave kampagne for Barack Obama. Deres projekt hedder “Danes for Change” og er uafhængig af et politisk ungdomsparti. Hvad skal du lave i USA? “Vi skal deltage i valgkampen i Miami i Florida, så vi har forberedt nogle forskellige tiltag, som vi godt kunne tænke os at føre igennem. Vi skal lave nogle oplæg på skoler og arbejde meget på gadeplan. Det bliver spændende at få talt med den almindelige amerikaner og høre, hvad de mener.” Hvorfor er du villig til at ofre tid og penge på en amerikansk valgkamp?
“Fordi det er den vildeste valgkamp der er, og det er den mest betydningsfulde. Hvad der sker derovre nu, kan nemt blive meget afgørende for, hvad der sker senere herhjemme og alle mulige andre steder i verden.” Hvorfor har du valgt at deltage aktivt i den amerikanske valgkampagne? “På den ene side er det en mulighed for at se noget, der efter sigende skulle være et kæmpe show, at se maskinen køre derovre og få en fed oplevelse. Den anden ting er, at jeg gerne vil være med til at hjælpe. Jeg kan nok ikke ændre noget som helst, men det kan engang imellem godt betale sig at være med og ikke bare se passivt til.” Hvad mener du om de danske mediers dækning af den amerikanske valgkamp? “De danske medier har en tam dækning af valgkampen generelt. Den er totalt vinklet på Obama. Ikke et ondt ord om journalister, men det er jo ikke særlig mange af dem, som er dybdegående og kritiske.”
Q&A
Simon Nørrelykke Nissen tager sammen med 12 andre unge fra Konservativ Ungdom til Michigan for at støtte John McCain i valgkampen. Deres projekt hedder “Danes 4 McCain”. Hvad skal du lave i USA? “Jeg er ansvarlig og tovholder på turen. Jeg har stået for kontakten til vores republikanske venner, og det er mig, der skal sørge for, at vi kommer frem og tilbage til vores forskellige opgaver. Jeg står derfor primært med praktiske opgaver og det overordnede ansvar.” Hvorfor har du valgt at deltage aktivt i den amerikanske valgkamp? “Det primære er det kampagnemæssige, at lære hvordan man laver kampagne i andre lande. Vores tur handler om at lære noget, som vi kan bruge som inspiration, når der er valg i Danmark. Der er selvfølgelig også andre ting i det. Det amerikanske valg er et vigtigt valg, som kommer til at afgøre mange ting fremover.”
Hvad mener du om de danske mediers dækning af det amerikanske valg? “De er kritisable. Der er en Obama-effekt herhjemme. Jeg synes, at de danske medier har et meget stift fokus på det amerikanske valg. Man udelader en masse vigtige detaljer. Mange aviser fortæller ikke hele sandheden om Obama.” Hvad mener du om de amerikanske mediers dækning af det amerikanske valg? “De amerikanske medier er meget mere detaljeorienteret. Det jeg ikke bryder mig om er, at det er meget personorienteret. Man glemmer det politiske indhold.”
.
LixEN | November 2008
Fokus | 13
Obama-feber forvrider valgkampen Indtil for nylig har amerikanske mediers støtte været delt mellem præsidentkandidaterne John McCain og Barack Obama. Imens har Obamanien raset på fuld tryk i de danske medier. Uerfarne journalister og egne præferencer risikerer at forvanske forståelsen af den amerikanske valgkamp, mener ekspert.
Jun Zhang Ninna Andreasen
MEDIEKRITIK De danske medier har altid haft et godt øje til Demokraterne. Lige fra Bill Clinton, John Kerry og nu til Barack Obama. Det mener David Nye, professor i amerikanske studier på SDU. Også i denne valgkamp kan præferencerne spores. En opgørelse over artikler i dansk presse, som Infomedia har lavet, viser, at Barack Obama har ligget i front i dækningen siden slutningen af april. Valget af Sarah Palin som vicepræsidentkandidat har dog fået John McCain til at hale ind på Barack Obama. De amerikanske medier har fordelt spaltepladsen mere ligeligt: “Pressen i USA synes, John McCain er en lige så god historie som Barack Obama,” siger David Nye. Identifikation Forklaringen på Barack Obamas popularitet i dansk presse skal ifølge David Nye findes i identifikationskriteriet. “Barack Obama falder mere i dansk smag, fordi han minder mere om, hvad man kan finde i det danske politiske spektrum. Han
er mere midtersøgende, og politikken kan nogle gange minde om Venstre og De Radikales. Det er svært at skrive om det, man ikke forstår. Sarah Palin skaber for eksempel meget afstand til danskerne med sin politik og religiøsitet,” siger han. Kristian Mouritzen, udlandsredaktør på Berlingske Tidende, er lodret uenig med David Nye. Han mener slet ikke, at identifikation eller manglen på samme har indflydelse på omtale. “På Berlingske Tidende dækker vi historier, som er nyhedsværdige. Det vil sige, at vi ikke tager hensyn til, om den ene kandidat får mere omtale end den anden. Desuden har vi ikke en public service-forpligtelse som siger, at vi skal dække kandidaterne lige meget,” siger han. Kerry var sikker Public service eller ej, når omtalen af White Housekandidaterne tipper til den ene side, forvrider medierne forståelsen af, hvad der egentlig foregår i den amerikanske valgkamp. Det viste valget i 2004, mener David Nye. “I 2004 havde vi på SDU et panel eksperter til at diskutere valgkampen mellem John Kerry og George W. Bush. Det kom fuldstændig bag på
publikum, at eksperterne entydigt pegede på, at George W. Bush ville vinde. Det beviser netop, hvad der sker, når præferencer tager overhånd.” Uerfarne journalister David Nye forklarer en del af den skæve dækning ved, at uerfarne journalister rejser tværs over Atlanten uden basal viden om USA. “Nogle gange bliver jeg ringet op af journalister, som ikke lyder til at forstå det helt elementære politiske system i USA. Jeg kan godt forstå, at de har lyst til at dække valget, fordi det er så spændende, men risikoen for forenklinger er større, når de ikke begriber spilleregler eller arena,” siger David Nye. Konsekvenser bliver, at danske medier sværmer mere om Demokraterne end Republikanerne, konkluderer David Nye. Men Kristian Mouritzen genkender ikke det billede. “Det er jo ikke nybegyndere, vi sender over til USA, men journalister, som tidligere har været korrespondenter i andre lande. Washington er ikke stedet, man kommer hen til først. På vores redaktion har vores to korrespondenter boet i USA i mange år,” siger Kristian Mouritzen. juzha07@student.sdu.dk nandr07@student.sdu.dk
Analyse fra Infomedia .
Sidsel Nyholm rapporterer fra et valgmøde med John McCain og Sarah Palin valgmøde i Green, Ohio. Privatfoto
Den kristne vinkelsliber skærer valgkampen til For Sidsel Nyholm, der er USA-korrespondent for Kristeligt Dagblad, går religion og den amerikanske valgkamp hånd i hånd. Det ser hun kun som en fordel i et land, hvor man taler, lever og ånder religion.
INTERVIEW “Undersøgelser viser, at et flertal af amerikanerne ikke vil stemme på en ateist. De ville være mere villige til at stemme på en homoseksuel,” siger USA-korrespondent Sidsel Nyholm om vigtigheden af tro i den amerikanske valgkamp. “Amerikanerne er generelt meget socialkonservative, men det er åbenbart et endnu større tabu som politiker at være ateist end homoseksuel,” siger hun. Freelanceren huserer i New York, hvor hun skriver for Kristeligt Dagblad. Hun har ligesom mange andre danske korrespondenter i USA travlt med at dække den amerikanske valgkamp i øjeblikket. Forskellen er bare, at hun skal få artiklerne til at passe til Kristeligt Dagblads profil. Guds land “Avisen har et særlig fokus på tro og etik, så det prøver jeg at være opmærksom på,” siger hun. Så når hun
skriver om vælgergrupper, den. Hun er stødt på flere bruger hun for eksempel vælgere, der ikke vil stemme særlig meget energi på at på Barack Obama, fordi de dække den højrereligiøse mener, han er muslim og vælgergruppe. dermed “uamerikansk”. At skulle beskrive Guds “Muslim-rygterne eget land gennem en kristen kommer af, at hans far er kikkert er ifølge Sidsel født muslim. Rygterne er Nyholm ikke en hæmsko. bevist falske, men de hænger Tværtimod. ved,” siger hun. “Det åbner op for flere emner, som andre korrespondenter ikke ser,” siger hun og forklarer, at hun - Sidsel Nyholm, USA-freelancer ofte har en anderledes tilgang til stoffet. Hendes Sjælen under lup vinkel på den amerikanske “Jeg skriver også artikler klimapolitik er for eksempel uden ordene værdi, etik, tro historien om de evangelikale og religion,” fortæller Sidsel grupper, der er begyndt at Nyholm, men lægger ikke tage emnet op ud fra den skjul på, at det oftest er de idé, at det er en religiøs emner, der bliver bragt op. “Finanskrisen er stor og forpligtelse at beskytte det, skelsættende, men jeg har de kalder Guds grønne jord. ikke skrevet ret meget om dramaet på Wall Street,” Koranen eller Biblen Sidsel Nyholm beskriver siger hun. Hun skriver i stedet om, sig selv som en agnostiker, men alligevel føler hun, at hvordan amerikanerne er Kristeligt Dagblad er den blevet mere bekymrede og helt rigtige avis at skrive for: deprimerede på grund af “Jeg er meget interesseret krisen. Det er dermed ikke nedture i tro. Det er man næsten finansmarkedets nødt til at være for at forstå og årsagerne til krisen, der verden og specielt USA, hvor bliver lagt vægt på, men religion er en central del om den måde det påvirker af den politiske og sociale den enkelte amerikaner eksistentielt. kultur,” siger hun. “Det er en meget Under valgkampen har Dagbladsagtig Sidsel Nyholm derfor skrevet Kristeligt meget om kandidaternes måde at skrive på,” fortæller personlige tro og ikke hun. mindst folkets forhold til frcza08@student.sdu.dk
Det er åbenbart et endnu større tabu som politiker at være ateist end homoseksuel
14 | Fokus
November 2008 | LixEN
FAKTA - valg i USA Du skal registrere dig som vælger for at stemme. Den præsidentkandidat der får flest stemmer i en stat, vinder statens valgmænd. Den kandidat der vinder mindst 270 valgmænd bliver USA’s præsident. 170 mio. ud af 220 mio. stemmeberettigede amerikanere er registrerede vælgere. I 2000-valget stemte 58 procent af de registrerede vælgere. I 2004 stemte 64 procent. Til sammenligning stemte 84,5 procent af danskerne ved folketingsvalget 2005, og i 2007 var det tal 86,6 procent. SOFAVÆLGER Næsten halvdelen af amerikanerne gider ikke bevæge sig ned i køen for at stemme. Medierne afviser, at valgdeltagelse er deres ansvar. Foto: Obobolina
Ekspert: Amerikanske medier svigter vælgerne USA er et af de vestlige, demokratiske lande med den laveste valgdeltagelse. Professor Ray Haberski mener, at de amerikanske medier kunne have en positiv effekt på vælgerskaren, hvis de ville. Medierne selv mener ikke, det er deres ansvar.
Camilla F. Sønderstrup Kristoffer Kræn Sørensen
ANSVAR Næsten halvdelen af den amerikanske vælgerskare vil hellere varme sig i sofaen, end være med til at vælge verdens mægtigste mand. Sådan er det i USA, hvor omkring 60 % af de registrerede vælgere, normalt går til urnerne for at deltage i valget. I unge demokratier som Sydafrika og Argentina informerer medierne vælgerne om, hvor og hvordan de skal stemme. I USA, hvor man vælger verdens mest magtfulde mand, føler medierne intet
ansvar. Professor i amerikanske studier ved Copenhagen Business School, Ray Haberski, mener, at de amerikanske medier skal hive sofavælgerne op fra plastikhynderne. Ray Haberski forklarer, at medierne kunne hjælpe ved at komme med simple informationer omkring valget. “Mange folk ved ikke, hvor og hvordan man stemmer,” siger han. “Det ville være godt, hvis medierne tjente en offentlig sag, ligesom de tjener den kommercielle.” Fralægger sig ansvar Men de amerikanske medier har en helt anden mening om deres rolle i valgkampen.
Alle elsker
Obama
Foto: Jack Thielepape
De mener ikke, det er deres opgave at puffe folk hen til stemmeurnerne. “Det er mediernes ansvar
Raina James. “Selvfølgelig ville det være godt for USA, hvis en større del af befolkningen
Selvfølgelig ville det være godt for USA, hvis en større del af befolkningen stemte, men det er ikke journalisternes rolle at få folk til det.
- Chefen for Chicago Tribunes New York afdeling, Lisa Anderson.
at informere befolkningen om kandidaterne, men ikke at få folk til at stemme,” forklarer Raina James, tvproducer i Fox Channels Texas-filial. Chefen for Chicago Tribunes New York afdeling, Lisa Anderson, er enig med
stemte, men det er ikke journalisternes rolle at få folk til det,” siger hun.
Men ved vi nok om, hvad vores absolutte favorit i det amerikanske præsidentvalg står for? Lixen testede de journaliststuderende.
14 påstande, som de skulle erklære sig enige eller uenige i. Resultatet viser, at de er enige med Obama langt hen ad vejen. Dog er de uenige med deres favoritkandidat på et område som frihandel.
IDOL Hvilken kandidat ville du sætte kryds ved, hvis du kunne stemme til det amerikanske præsidentvalg? Det spørgsmål stillede Lixen de journaliststuderende på første og tredje semester på SDU. Som opfølgning på spørgsmålet blev de studerende stillet overfor
Et spørgsmål om penge Raina James forklarer videre, at medierne skal sælge nyheder, og at der ikke er salg i at opfordre folk
Obamania Hele 77 ud af 78 studerende, som afleverede spørgeskemaet, svarede, at de vil stemme på Obama, hvis de havde muligheden. På langt de fleste punkter var flertallet enige med demokraten. De journaliststuderende har altså læst på lektien. Jørn Brøndal, Centerleder på Amerikanske Studier på SDU, er ikke i tvivl om årsagen til, at de studerende støtter op om Obama: ”Obama fremstår mere europæisk end Bush har
til at stemme. Der er heller ikke salg i at skrive om vigtigheden i at stemme. Der er derimod salg i at fortælle om kandidaterne, vælgerstatistikker, kampagnestøtter og så videre. Hun mener ikke, at medierne har penge eller mandskab nok til at føre kampagner for at hale vælgerne op fra deres lænestole. “Alle medier, tv-stationer og aviser er pengeskabende størrelser. For at overleve skal de have et vedholdende publikum,” siger Raina James og fortsætter: “Nyhedsstationerne skal producere tre til otte timers nyhedsstof om dagen. Det er de vilkår, der bestemmer, hvilke historier, der bliver dækket.”
Efterlyser oplysning Ray Haberski er helt enig med Raina James i, at det er, fordi medierne prioriterer det kommercielle, at der ikke er fokus på at få amerikanerne til at stemme. Alligevel mener han, at medierne sagtens kunne bruge nogle af deres redskaber til at få budskabet spredt hurtigt. “Dele af medierne som internettet og fjernsynet kunne blive brugt mere til at øge valgdeltagelsen. Det ville være en effektiv måde at få spredt specifik valginformation ud til flere steder,” konkluderer han.
gjort, og McCain gør, fordi han synes at repræsentere en linje, der handler om mere internationalt samarbejde, hvor de europæiske partnere kommer til at spille en større rolle, end det har været tilfældet under Bush,” siger Jørn Brøndal. Han begrunder den manglende tilslutning til det republikanske parti blandt de journaliststuderende med, at mange danskere føler sig fremmedgjorte over for den republikanske kultur. Et andet bud er, at de studerende frygter, at McCain bliver Bush 3.0.
Hele 57 procent svarede, at de er i mod en revurdering af frihandelsaftalen med Mellemamerika. Obama går ind for, at den skal laves om for at værne om den amerikanske arbejderklasses jobs. Jørn Brøndal forstår ikke, hvorfor de studerende har dette synspunkt: ”Det kan jeg simpelthen ikke forklare. Det lader til at mange af de studerende dels tror på en markedsbaseret politisk linje og dels tror på den frie markedsøkonomi. Hvis det blev overført til USA, ville det være holdninger, der ikke tog hensyn til den amerikanske arbejderklasse. Det er udtryk for holdninger, der ikke er særlig demokratiske.”
Marked over menneske De journaliststuderende afviger fra Obamas linje på især et punkt, som Jørn Brøndal finder ret tankevækkende.
camso08@student.sdu.dk krsoe08@student.sdu.dk
morth08@student.sdu.dk sotho08@student.sdu.dk .
LixEN | November 2008
Debat | 15
Fox News lider under Republikanernes dårlige ry Fox News er USA’s klart mest sete nyhedskanal, men i denne valgkamp haler konkurrenterne CNN og MSNBC ind på ræven. USA-eksperter giver Republikanernes upopularitet skylden for Fox’ tilbagegang. Kanalen har været for konservativ for amerikanerne.
Troels Trier
NEDTUR “A fist bump? A pound? A terrorist fist jab?” Sådan refererede en af Fox News’ værter i et oplæg til Barack og Michelle Obamas triumfhilsen, da sejren over Hillary Clinton stod klar. Forklaring? Parret havde stødt deres næver mod hinanden. Kommentaren mødte voldsom kritik fra flere kanter, og værten måtte senere præcisere, at oplægget ikke var hendes egen betragtning, men at hun blot opremsede, hvad forskellige amerikanere havde kaldt sejrssalutten. Men det er langt fra første gang, den amerikanske nyhedskanal Fox News er blevet beskyldt for at skyde Demokraterne alverdens dårligdomme i skoene og have lidt for varme kontakter til Bush-regeringen. På trods af Fox News’ slogan om en “Fair and Balanced” dækning, bliver nyhedskanalen i store dele af USA og resten af verden betragtet som et medie, der hælder kraftigt til den amerikanske højrefløj. Alligevel har Fox News i mange år, i høj grad, været amerikanernes mest sete nyhedsmedie.
Men måske har de mange verbale angreb mod stationen haft en effekt ved dette præsidentvalg. Stor tilbagegang I valgkampen 2004 trynede Fox News deres konkurrenter totalt. I nogle seermålinger havde kanalen over dobbelt så mange seere som CNN. Men i dette års valgkamp har Fox for første gang i seks år måtte se sig slået af CNN.
tilsluttet sig med 68 procent, mens Fox News kun har fanget sølle 12 procent ekstra fra samme gruppe. Kort fortalt er Fox News ellers underlegne konkurrenter ved at hale ind på ræven. Og den udvikling kommer ikke bag på eksperterne. “Fox’ konservative profil har været så klar, og det republikanske brand er jo noget i krise. Der er et stigende antal amerikanere, der betegner sig selv som demokrater og tilsvarende færre republikanere, og derfor
Fox’ konservative profil har været så klar, og det republikanske brand er jo noget i krise. - Leder af Center for Amerikanske Studier på CBS, Niels Bjerre-Poulsen Leder af Center for Amerikanske Studier på SDU, Jørn Brøndal mener, at nedturen skyldes, at Fox’ specielle medieprofil ikke passer ind i dette valg. “Det, der er problemet med Fox News er, at de er en nyhedskanal, der giver den som neutrale, men som i virkeligheden har en holdning. Det kan amerikanerne godt gennemskue,” siger han. Ifølge The New York Times var det allerede ved Demokraternes primærvalg, at Fox ikke længere kunne kalde sig amerikanernes foretrukne medie, og kanalen har siden generelt haft sværere ved at fange seere til præsidentkampen mellem Obama og McCain. Konservativ profil i krise Valg i USA lokker altid et stort antal nye seere til skærmen. The New York Times bragte i sommers en undersøgelse, der viser, at CNN i denne valgkamp har tiltrukket 90 procent ekstra seere i alderen 25 til 54 år. Hos MSNBC har den samme seergruppe
overrasker det mig i hvert fald ikke, at Fox er gået tilbage.” siger Niels Bjerre-Poulsen, leder af Center for Amerikanske Studier på CBS. Nyheder med holdninger I juni måned var en gruppe demokratiske vælgere trætte af at høre, Michelle Obama blive kritiseret i medierne, og de klagede derfor over forskellige nedlandende bemærkninger om præsidentkandidatens kone. Da Fox News dækkede sagen, smed de et banner på skærmen der sagde: “Stop Picking on Obamas Baby-Mama”. Ordet “Baby-Mama“ bruges om en mor, der ikke længere er sammen med sit barns far. En direkte antydning til at Obama-parret slet ikke var et par, eller i hvert fald var ugifte forældre. Ikke just en populær mærkat i den brede amerikanske befolkning. Også denne gang blev Fox beskyldt for usaglighed, og igen trak Tv-kanalen den misledende overskrift tilbage, men sagen
er blot én ud af mange opsigtsvækkende kontroverser, som Fox har viklet sig ind i gennem årene. Derfor bliver stationen af mange beskyldt for at tage de konservatives parti. “Fox News er uanset deres slogan om ’Fair and Balanced’ jo en konservativ kanal, der har ualmindelig tætte forbindelser til Bushregeringen. Når de har haft meningsmålinger der viste, hvordan kandidaterne har klaret sig i forskellige debatter, har deres været anderledes end alle de andre kanalers,” siger Niels Bjerre Poulsen. Vindtørre værter søges Tom Buk-Swienty, lektor på Center for Journalistik og tidligere USA-korrespondent er enig: “På mange måder har Fox været et slags talerør for republikanere og højrefløjen, og de er jo meget pressede for tiden. Af den grund har Fox ikke så meget gennemslagskraft, for det, de står for, er under pres,” siger han. Den tidligere USA-korrespondent mener, at Fox’ tilbagegang skyldes amerikanernes træthed af holdningsbaseret journalistik og forklarer samtidig til dels CNNs fremgang med tv-stationens faste vært Wolf Blitzer: “Det, man oplever lige for tiden, er, at mange amerikanere søger kvalitet i deres medier. Wolf Blitzer er en mand, der har fået meget medvind, fordi han er sådan meget vindtør, og fordi han er den der hyperseriøse person, som er mindre underholdende at se på end alle andre, men som er mindre meningsbetonet. Der er mange, der er meget træt af meningsmagere, der hele tiden prøver at dreje billedet den ene eller den anden retning,” forklarer han. trtri07@student.sdu.dk
A TERRORIST FIST-JAB? Fox News er mange steder kendt for deres højredrejede journalistik, alligevel har de længe været USA’s mest sete nyhedskanal. Men ved dette præsidentvalg har Republikanernes upopularitet hevet Fox’ seertal langt ned. Foto: Fox News .
16 | Profil
November 2008 | LixEN
Krasnik og kastevinden Tidligere blæste den ham ud i verden. Nu omfavner Martin Krasnik uroen og bruger den til sin fordel. Dette er historien om korrespondenten, studieværten og forfatteren, der endelig har fundet det sted i verden, hvor han falder til ro.
Mads Kolby
”Hej, kom indenfor. Du skal bare lige ind og så op på første, nej vent... hvilken sal er vi på? Hvor er vi? Vent lidt...anden sal? Nej, du skal op på fjerde sal og så til højre, så er jeg der. ” Forvirringen hersker på kontorerne på hjørnet af Pilestræde og Antonigade i hjertet af København. Weekendavisens redaktion er vendt hjem efter et par års landflygtighed på Vimmelskaftet et par hundrede meter længere væk. Det er stort set umuligt at tolke noget ud fra det spartanske svar, Martin Krasnik sendt retur på e-mailen om muligheden for et interview til et portræt i Lixen. Kun fire ord: ”Det er helt fint”. Det er umuligt at tolke, fordi svaret i virkeligheden ligeså godt kunne have været udtryk for alt andet end velvilje. Men han tager imod med kaffen klar, og den ultrakorte e-mail skal snarere ses i lyset af, at Martin Krasnik er en travl mand med mange vinkler på blokken. Rev jobopslaget ned Det store smil bevæger sig lidt anstrengt og hans øjne plirrer let, mens han fortæller om sin indgang til journalistikken. ”Jeg begyndte at læse statskundskab, fordi Journalisthøjskolen var for dårlig på det tidspunkt, og jeg gad ikke bo i Århus,” fortæller Martin Krasnik. Overalt omkring ham står flyttekasser og tomme bogreoler i det hastigt indrettede kontor. Hovedpersonen selv sidder lidt genert tilbage i sin kontorstol og fortæller om, hvordan statskundskaben kedede ham, og om den indre uro, der gjorde det umuligt for ham at læse de tunge bøger til ende. ”Det var på et tidspunkt, hvor medierne var meget lukkede over for dem, der ikke kom fra Journalisthøjskolen. Så jeg var en af de akademikere, der var stadig mere desperat over ikke at kunne komme til at arbejde med journalistik. Men så åbnede Weekendavisen en kattelem ved at droppe at have journalistpraktikanter og i stedet invitere akademikere indenfor. Der var sat opslag op rundt omkring på universitetet, og jeg gik og rev dem ned, så der ikke var nogen, der opdagede det. Jeg søgte i første runde og kom ind. Jeg var svine-heldig.” I dag har Martin Krasnik slået sit navn fast som en af de højtprofilerede journalister på Weekendavisen. Hans omdømme som en af Danmarks bedste USA-korrespondenter placerer ham i orkanens øje, når den Berlingske avis dækker valget på den anden side af Atlanten. Udfarende skrivekugle Arne Notkin, der i dag er chef for DR2,
husker udmærket den entusiastiske rødhårede knægt, der marcherede ind på redaktionen på sin første dag i 1994. ”Vi mente ikke, at journalistuddannelsen var tilfredsstillende på det tidspunkt, så vi ledte efter nogle andre studerende, der kunne tænke mere struktureret. Her var Martin Krasnik den, der skilte sig mest ud blandt de flere hundrede ansøgere,” siger han. Det var den velformulerede skrivestil kombineret med en god portion selvtillid og masser af holdninger, der gjorde den unge Krasnik til en interessant kandidat. ”Han skrev som en anmelder, altså propfyldt med holdninger. En utrolig spændende skrivekugle. Min opgave var at hjælpe ham til at skrive mere journalistisk,” griner den erfarne chef, der tog den energiske begynder under kærlig sproglig behandling i den første tid. Det der, ifølge Arne Notkin, mest karakteriserede Martin Krasnik dengang, var en evigt søgende jagt på historierne. En tilstand, der hele tiden pressede ham til at søge den gode historie, men også gjorde at han havde svært ved at være sikker på sine historier og ved at hvile i det, han arbejdede med nu og her.
styrte af sted ud i verden og arbejde med journalistik. Jeg fik aldrig helt dvælet ved det faktum, at jeg faktisk var meget tæt på at tage billetten som 23-årig. Det var meget usundt, men man bruger jo de redskaber, man har i katastrofesituationer. Jeg brugte min rastløshed,” fortæller han. Hård start Martin Krasnik er en svær mand at interviewe. Han tænker hurtigt og formår at udfolde sine holdninger om hvad som helst med en autoritet, der er svær at stå imod. Men som han sidder i stolen med armene korslagt, tilbagelænet og indelukket, er det i underlig uoverensstemmelse med den journalist, man møder i hans tekster, som livagtig deler ud af sine personlige erfaringer om sex, depression, tro og tvivl. ”Hvis man bruger sig selv rigtigt, så kan det give artiklen noget, man ellers ikke kan få på nogen andre måder. Det giver noget spændstighed og noget personlighed. Det kan give en elektricitet og samhørighed med læserne, som man ellers ikke får. Identifikation er et journalistik princip, man skal søge. Og der kan man bruge sig selv,” siger han, mens armene stadig hviler solidt på brystkassen.
Man siger, at folk lider af rastløshed, men det behøver jo ikke at være lider, som om det er en sygdom. Men det kræver fandeme at man får styr på det. - Martin Krasnik Døden som katalysator Det samme udfarende sind går igen, når man skal forstå Martin Krasniks karriere. Et karaktertræk, der kombineret med en stor journalistisk nysgerrighed gør, at han har svært ved at sidde stille og holde fokus i længere tid af gangen. Som når han sidder i sin kontorstol, og talestrømmen tager ham med på udflugt. Den ene tanke fanger den anden i halen og slynger sig af sted. Som om vinden trækker i gennem sprækken i det åbne vindue og får hans tanker til at blafre. Det var en kræfttumor, der kom til at virke som en katalysator for hans hvileløshed, og der skulle en depression til for at få has på den igen. En depression og en storby. Kun 23 år gammel fik han beskeden om, at han risikerede at miste armen og i værste fald dø. Den svulst i hans arm, lægerne til at starte med troede var godartet, var i virkeligheden en sjælden form for cancer. I en form for tåget virkelighed virkede verden omkring ham fjern og ligegyldig. Efter fem ugers strålebehandling, hvor huden på hans arm skiftevis blev grillet af strålerne og faldt af, var behandlingen overstået. Martin Krasnik var rask, men mere hvileløs end nogensinde. ”Jeg reagerede på min sygdom ved at
Mudrede akademikere Men for den unge Martin Krasnik var transformationen fra akademiker til levende interviewer heller ikke let. Med en tung baggrundsviden i bagagen var han muligvis bedre rustet end mange andre praktikanter. Til gengæld var skiftet til den journalistiske genre, som mødet med den varme luft, når man træder ud af et fly. ”Jeg troede, jeg var god til at skrive, men i virkeligheden anede jeg ikke, hvordan man skulle skrive journalistisk. Men jeg blev sat på skødet af redaktionschefen og fik en uges skrivekursus,” siger Martin Krasnik, og fortæller om de mange stunder på Arne Notkins kontor, hvor han skulle lære at skrive til en avis. ”Jeg får stadig mere respekt for folk, der kan skrive godt. Det der med at kunne formulere en tanke klart, det er kraftedeme værdifuldt. Man har en konstant mistanke om, at når folk på universiteterne skriver mudret, så er det måske også fordi de tænker mudret, og hvad er pointen i det?” Efter praktikperioden var overstået skete det, der burde have fået de røde hår på hans hoved til at rejse sig i bar begejstring: Martin Krasnik blev tilbudt drømmejobbet på avisen, selvom han endnu ikke var
færdiguddannet. Men eventyrlysten havde allerede blæst ham videre. ”Jeg havde planlagt at tage til Israel og studere videre. Så jeg var helt ude af den og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Men i rent overmod valgte jeg at tage til Israel,” siger Martin Krasnik. I efteråret 1995 tog Martin Krasnik af sted mod universitetet i Jerusalem. I tasken havde han en løs aftale om at skrive artikler til Weekendavisen. Det var aldrig meningen, at det skulle være noget særligt. Startskuddet Mørket har lagt sig over pladsen foran Tel-Avivs rådhus den 4. november 1995. Tusinder af mennesker er samlet for at høre taler om den Oslo-aftale, der lige er forhandlet på plads. Foran trapperne holder politiet tilhørerne tilbage. Alle undtagen den lille gruppe, der sidder på en blomsterkrukke. Da den israelske premierminister passerer, træder en ung mand frem af mængden. Helt op bag den ældre statsmand. To lysglimt skænder mørket. To højlydte knald giver genlyd, mens folk kaster sig på jorden. ”Jeg sad og så fjernsyn med to af mine værelseskammerater, og så ser vi det ske. Hvordan Yitzhak Rabin kommer ned af trapperne og bliver skudt. Det var jo den ultimative katastrofe. Det var så forfærdeligt. Men så tænker man jo straks som journalist, det er jo en sygdom, man får, på hvordan det her skal vinkles. Det var en lørdag, så jeg gik i gang med at tænke, hvordan Weekendavisen skulle dække det, når den udkommer om fredagen. Men jeg endte med at tage ned på det universitet, hvor ham her morderen gik, for at tale med hans studiekammerater og andre, der mente det samme som ham,” siger Martin Krasnik. New Labour, new correspondent De to kugler, der dræbte Yitzhak Rabin blev samtidig startskuddene for Martin Krasniks karriere som udlandskorrespondent. Der var pludselig behov for en journalist i regionen, og hans reportage fra Bar Ilanuniversitetet var med til at sætte karrieren som korrespondent i gang. ”Det var sindssygt spændende og skønt men også angstfremkaldende, det der med at skulle ud alene og rende rundt i Gaza og Vestbredden. Men samtidig var det en drøm, der gik i opfyldelse,” fortæller Martin Krasnik. Det er som om hans studieforløb og timing var en del af en perfekt masterplan udtænkt inde bag det tætte røde hår, men i virkeligheden var det tilfældets held. ”Det eneste jeg har haft en plan om, det var at blive journalist, for jeg vidste, at jeg ville blive et ulykkeligt menneske, hvis jeg ikke kunne komme til at skrive. Men grundlæggende har jeg bare sagt ja til de ting, jeg har haft mest lyst til.” De følgende år studerede han på universitetet i Jerusalem, mens han skrev .
Profil | 17
LixEN | November 2008
SKRIVEKUGLEN ”Det er jo kombinationen af nysgerrighed og rastløshed, der gør, at jeg hele tiden er i gang med en eller anden historie. Sådan har de fleste journalister det forhåbentlig.” Foto: Michael Daugaard. artikler til Weekendavisen ved siden af. Men efter to år i Israel viste forandringen igen sit ansigt. Denne gang kiggede det ikke hjemad, men mod de britiske øer. “Jeg tog til London, fordi avisen sagde til mig, at hvis jeg ville studere et andet sted, hvor der også var brug for mit arbejde, så var det det rigtige sted at tage hen,” siger Martin Krasnik. ”Jeg havde to helt fantastiske år i London, hvor New Labour vandt i 97. Og så var jeg dér og skrev om britisk politik og kultur, og hold kæft det var fedt.” I kødet på alle Martin Krasnik havde aldrig forestillet sig selv på skærmen, før han blev ringet op spurgt, om han var interesseret i at blive vært på DR2s Deadline. Men efter mange år som skrivende journalist ruskede nysgerrighedens kastevinde atter i ham, og i 2003 sprang han på opgaven. ”Jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt at prøve. Jeg har aldrig nogensinde interesseret mig for at lave tv. Jeg har faktisk kun haft sådan nogle nedladende fordomme om hvor overfladisk mediet er, ikke?,” siger Martin Krasnik. ”Men det var ligesom det tændte et eller andet. Det rørte ved en eller anden livslang usikkerhed i forhold til at optræde og tale foran forsamlinger. Jeg kunne simpelthen mærke, at når jeg sad der i tv-studiet, så var den bare væk. Jeg var fuldstændig iskold. Jeg synes, det var skønt, og jeg var fuldstændig afslappet.” På DR2 blev han genforenet med sin læremester, Arne Notkin, der i mellemtiden var blevet redaktionschef på Deadline. ”Han fungerede jo skidegodt. Martin er .
en fremragende interviewer og frygtløs på skærmen. Han kaster sig i kødet på hvem som helst, hvis han vil. Og hvis han får slag, rejser han sig hurtigt igen,” fortæller DR2 chefen. Det var et genremæssigt tøbrud at gå fra de lange ugentlige artikler på Weekendavisen til et medie, hvor dagsaktualitet er i højsædet. Skiftet appellerede til den indre entertainer i den ellers så seriøse journalist. ”Altså, det med at skrive en artikel er altid op ad bakke. Det er altid svært. Jeg har altid et lille svagt ønske et eller andet sted derinde, om jeg ikke bare kunne slippe. Og så prøvede jeg tv – og det var bare pærehamrende nemt. Tv er 90% performance, rammer og show – og 10% indhold. Det var det stik modsatte af Weekendavisen, og det var sjovt i et par år, før det blev kedeligt.” Rastløsheden under kontrol Efter Martin Krasnik vendte tilbage til København, blev han indhentet af den tåge, der havde omringet ham som kræftsyg. Rullende som en tung sky ind over byens tage krøb den ind over ham, omringede ham og drænede al energien ud af ham. En tilstand han havde holdt en armslængde væk ved hele tiden at jagte eventyr, udlandsrejser og nye historier. Diagnosen var ligetil: depression. Martin Krasnik kom i behandling. Tågen lettede, og han kunne endelig tage toppen af den uro, der som en kradsbørstig terrier havde hængt i haserne på ham i så mange år. ”Men helt til ro falder jeg nok aldrig. Det at være på farten er jo ret brugbart som journalist. Rastløshed kan også være en god ting. Man siger, at folk lider af rastløshed, men det behøver jo ikke at være lider, som
om det er en sygdom. Men det kræver fandeme at man får styr på det,” siger han. Transatlantisk pendler Efter tre år som fast vært på Deadline skiftede vinden igen retning for Martin Krasnik, der stoppede på skærmen og tog hjem. Hjem til ugeavisen i Pilestræde. Hjem til Weekendavisen. Som USA-korrespondent dækker Martin Krasnik nu det amerikanske valg, men med base i København. ”Det er et praktisk spørgsmål, fordi min familie bor i København. Ulempen er selvfølgelig at skulle rejse derover hele tiden. Ulempen er ikke at bo i New York, hvilket i øvrigt er en ulempe lige meget hvad man laver, fordi det er det fedeste sted i verden,” siger Martin Krasnik. Øjnene lyser, og man mærker entusiasmen bryde gennem den ellers reserverede facade, når snakken falder på New York og USA. Han er tydeligvis fascineret af landet, hvor velfærdsstatens støddæmpere er fjernet og ekstremerne får frit løb. Og i disse efterårsdage, hvor præsidentvalget nærmer sig, er det USA-korrespondenternes guldalder, og Martin Krasnik kanaliserer sin rastløshed over i udfarende reportager fra
Guds eget land: ”Det her valg er jo en journalistisk lækkerbisken. Det har jo alt i sig. Det har haft alle de store historier i sig, som rammer både den aktuelle situation og landets historie på en gang. Alt kører på samme tid. Normalt er der et krak, så går der 20 år og så er der måske en verdenskrig og så videre. Her har vi to krige og et økonomisk krak samtidig med et præsidentvalg, der er det mest fascinerende i to generationer. Alt kører på samme tid. Journalistisk er det fuldstændigt fantastisk. Det er som en grotesk overdådig buffet, hvor man aldrig bliver mæt.” Det er som om storbyens tumult på en måde balancerer Martin Krasniks temperament. Som han hans tanker for en gangs skyld bliver overhalet af omgivelserne. Selv skriver han i sin bog, Min amerikanske drøm: ”Det er, som om jeg er i vater, når jeg er i New York. Som om min aggressive rastløshed bliver helt neutraliseret. I New York bevæger alting sig så hurtigt, at jeg endelig kan sætte mig ned og stirre ud i luften i timevis.” makol07@student.sdu.dk
Faktaboks: Alder: 37 år Uddannelse: Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet Beskæftigelse: Journalist på Weekendavisen CV: Startede som praktikant på Weekendavisen i 1994. Flyttede derefter til Jerusalem og siden til London. Var udlandsredaktør på Weekendavisen, inden han startede som studievært på DR2s Deadline. Er nu USA-korrespondent for Weekendavisen. Bøger: De retfærdige – en islamisk stafet (2005) og Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne (2008).
18 | Fokus
November 2008 | LixEN
Destination:
Morgendagens medier Mediemaskinen har produceret flere overraskelser under den amerikanske valgkamp. Web 2.0 har forpuppet sig og er blevet til Politik 2.0. Samtidig har små nichemedier møvet sig ind på mediemagnaternes enemærker. Informationsrevolutionen ruller.
BAGGRUND Amerika er en tidsmaskine. Rejser du over Atlanten, bevæger du dig samtidig ind i en ikke så fjern fremtid. Det er sådan det fungerer, de fries land, som et barometer, hvor morgendagens hverdag kan aflæses allerede nu. På mediefronten har det amerikanske præsidentvalg tydeliggjort en række nye tendenser, som tegner silhuetter af en medieverden i opbrud. En medieverden vi som morgendagens journalister skal navigere i. At internettet skulle blive en topspiller på kommunikationsholdet har længe stået i stjernerne, og denne valgkamp har tydeligt vist, at magtens tråde i 2008 ikke længere væves på dampmaskiner. De skal trævles ud af det globale internet. De, der om nogen har udnyttet de nye muligheder til perfektion, er staben bag Obama. Med hjælp fra Silicon Valleys elite af übernørder har kampagnen opbygget et simpelt, men effektivt kommunikationssystem, som har ramt den amerikanske befolkning som en baseball i brystet. Med inspiration fra de sociale netværker som Myspace og Facebook har kampagnen skabt MyBO – My Barack Obama, og på den måde fået amerikanerne op af stolene. Sådan er web 2.0 blevet til politik 2.0. San Antonio, Texas. Her stod slaget ved Alamo, hvor 100 tapre texanske soldater i 1836 gav deres liv for fædrelandet. I disse historiske omgivelser står slaget nu mellem Obama og McCain. Her bor Judy Hall, psykologiprofessor på Trinity University. Hun leder Obamas kampagne i området under det patriotisk-poppede navn Alamobama. For Judy Hall har MyBo vendt op og ned på den måde, man fører valgkampagne. ”Det er meget mere inkluderende, folk bliver mere involverede. Med MyBO kan vælgerne se, hvad der sker i deres nabolag, i deres gade eller i deres stat. Hvis nu du vil holde en grillaften i haven derhjemme, og du vil invitere mulige Obama-aktivister, som bor i nærheden, så finder du dem på MyBO.” Havegrillen er dog ikke det eneste, som MyBO har tændt op under. Gennem det fintmaskede net af støtter har kampagnen
fyret op i dollarturbinerne og skrabet flere af de grønne sedler ned i kampagnekassen, end begge kandidater kunne mønstre til sammen ved valget for fire år siden. MyBO har rusket op i de amerikanske sofastemmere. 20.000 flere har registreret sig som demokratiske vælgere i San Antonio alene. På internetfronten står den republikanske elefant tilbage med snablen i den elektroniske postkasse. På kommunikationens interstate highway har Demokraterne således lagt sig i overhalingsbanen, mens republikanernes postdiligence først nu er ved at vove sig bort fra krybesporet. Den selvsamme diligence ventede Lixen også på, da vi forsøgte at få en kommentar fra McCains kampagne. For at få kontakt skal man sende en mail til pressekontoret. Men de skriver ikke tilbage. Kontakter man lokale afdelinger, så må de ikke udtale sig og henviser igen til det nationale pressekontor. Ringer man så til dem, så forklarer de venligt, at man altså skal sende en mail, og så kan cirkusset starte forfra. Til sammenligning har Demokraterne sendt os to mails om dagen, siden vi først kontaktede kampagnekontoret. Ingen er dog i tvivl om, at republikanerne vil opruste kraftigt på
TIDSMASKINEN Den amerikanske valgkamp har udstukket nye linier for, hvordan mediemaskinen drejer. Snart vil rystelserne ramme Danmark Foto: Flickr
Peter Leyden sammenligner internettets udviklingsfaser med dem, som tv-mediet gennemgik i 50’erne og 60’erne. Fra kuriøs kukkasse til magtfuldt massemedie. Men nettet er meget mere end et massemedie. Flere medieeksperter kalder internettet for en ligeså stor revolution som opfindelsen af bogtrykkerkunsten. Men medieeksperten Vin Crosbie påpeger, at hvor bogtrykkerkunsten og tv’et kun var teknologiske forstærkninger af massekommunikationen, så var det ikke opfindelse af en ny måde at kommunikere
I sidste ende tror jeg, det her vil udmønte sig i en ny måde at føre politik på og sikkert blive måden, man fører politik på i de næste par årtier eller mere. - Peter Leyden, New Politics Institute. netfronten til næste gang. ”I 90’erne var internettet en fjollet ting. Ingen vidste rigtig, hvordan det skulle udnyttes. Nu er det modnet, og det begynder at blive taget meget seriøst, og det begynder at påvirke politik.” Sådan siger Peter Leyden, som er direktør for New Politics Institute i programmet ”The Agenda” på den amerikanske station TVO. Og han skulle vide, hvad han taler om, for New Politics Institute er en tænketank, der udelukkende beskæftiger sig med politiske strategier og nye medier. ”I sidste ende tror jeg, det her vil udmønte sig i en ny måde at føre politik på og sikkert blive måden, man fører politik på i de næste par årtier eller mere.”
på. Det er internettet derimod. På nettet kan personlig kommunikation splejses med massekommunikation i en ny form, hvor helheden overstiger mængden af de forskellige dele. Er det knudret at forstå, så er det fordi, vi endnu kun kan fornemme konturerne af en informationsrevolution, som vil overstige den industrielle revolution i betydning. I hvert fald hvis Crosbies profetier står til troende. Hvad vi allerede kan se er, at massemedierne falmer, mens en skov af nicheprægede netmedier blomstrer op af den digitale skovbund. Et af de medier, der kendetegner udviklingen, er den amerikanske politikhjemmeside,
politico.com. Her har fremsynede mediemennesker håndplukket politiske journalister, bloggere og klummeskrivere fra de største amerikanske medier og samlet dem i cyberspace. Fokus ligger ét sted: På politik, amerikansk politik. Og efter knap to år på banen bliver sitet nu citeret på lige fod med mediemastodonter som New York Times og Washington Post. En statistik som de færreste nystartede medier kan matche. I samme åndedrag, men i det mere kuriøse hjørne hvor mastodonter bliver kildet under tæerne af små Speedy Gonzalez-medier, bør hjemmesiden fivethirtyeight.com nævnes. Her har den amerikanske talnørd Nate Silver overført sine erfaringer med at beregne baseball-resultater ud fra spilleres og klubbers statistik til politik. Det kan lyde sindssygt, men statistikakrobaten har forudsagt primærvalgenes resultater bedre end de traditionelle meningsmålin gsinstitutter. Nu holder store medier som The Guardian, New York Post og National Journal et vågent øje med hans prognoser. Og hvordan ender valget så? Jo, Obama vinder med 52,2% af stemmerne mod McCains 46,4%. Valgmandsfordeling bliver 354-183. Men selv med de bedste statistikker er det umuligt at forudsige morgendagens mediebillede. To ting tør vi dog godt spå. Et: Vi har kun set toppen af isbjerget. To: Isbjerget kommer denne vej. Måske ankommer det til Danmark i en afsmeltet og rødgrød-med-fløde-farvet udgave. Måske vil vi omfavne det fuldstændig og inden længe finde nye venner på MyFogh. mivuo07@student.sdu.dk makol07@student.sdu.dk .
Debat | 17
LixEN | November 2008
Klumme-stafetten
Valg ’08: Der må quizzes! Mange danskere har kun hovedrysten til overs for de amerikanske vælgere, som virker meget uvidende omkring præsidentvalget. Men hvor meget ved du egentlig om det amerikanske valg og de to kandidater?
Svar findes i bunden: 1-4 rigtige: Hillbilly 5-8 rigtige: Joe Sixpack 9-12 rigtige: Bill Clinton 13-15 rigtige: Jørn Brøndal
1. Hvem havde ikke den karakteristiske flag-pin på under den første tv-debat mellem Barack Obama og John McCain? a) Barack Obama b) John McCain c) Dem begge 2. Hvilken kandidat har ikke eksperimenteret med stoffer i sine unge år? a) Barack Obama b) John McCain c) Ingen af dem 3. Hvem er ifølge amerikanerne den mest troende kandidat? a) Barack Obama b) John McCain c) Ralph Nader 4. Hvilken kandidat gjorde, ifølge ham selv, ikke det store ud af High School? a) Barack Obama b) John McCain c) Ingen af dem 5. Hvilken kandidat har ikke helt lagt smøgerne på hylden? a) Barack Obama b) John McCain c) Begge kandidater 6. Hvem går ind for at lufttrykket skal øges i dækkene, så bilerne kan køre længere på literen? a) Barack Obama b) John McCain c) Ingen af dem d) Dem begge 7. Hvor mange valgmænd skal der til for at vinde det amerikanske valg? a) 270 b) 300 c) 370 8. Hvilken af følgende stater er en svingstat? a) Kansas b) Illonios c) Missouri 9. Hvilken stat siger man, at kandidaten traditionelt skal vinde for at blive præsident? a) Ohio b) Iowa c) Illonios 10. I hvilken stat er Joe Biden senator? a) Arizona b) Massachusetts
c) Delaware
11. Hvilken kandidat vil have brugen af dødsstraf afskaffet? a) Barack Obama b) John McCain c) Dem begge d) Ingen af dem 12. Hvilken kandidat sagde nej til offentlig finansiering af valgkampen for ikke at blive hæmmet af regler om loft for udgifter for valgkamp? a) Barack Obama b) John McCain c) Ralph Nader 13. Hvad er Sarah Palin uddannet som? a) Advokat b) Journalist
c) Ejendomsmægler
14. Hvilken tidligere demkratisk vicepræsidentkandidat støtter nu McCain? a) Geraldine Ferraro b) John Edwards c) Joe Lieberman 15. Hvilket dyr er Republikanernes symbol? a) Elefant b) Æsel c) Kænguru
Svar: 1: B, 2: B, 3: A, 4: A, 5: A, 6: A, 7: A, 8: C, 9: A, 10: C, 11: D, 12: A, 13: B, 14: C, 15: A
.
Hvad vil I? Af Lone Sørensen Nyhedschef, Morgenavisen Jyllands-Posten ”Du dér,” råbte en ældre herre en dag efter mig på Morgenavisen Jyllands-Postens lange gange. ”Ja, jeg er ny praktikant og hedder……..,” forsøgte jeg venligt. ”Jeg er ligeglad med, hvad du hedder. Der kommer hele tiden nye praktikanter, og jeg har for længst opgivet at kende jer fra hinanden.” Jeg vidste udmærket, hvem den brovtne mand var, og at han blev kaldt avisens hofsnog. Ikke fordi han dækkede den kongelig familie, men fordi det altid var ham, der blev kaldt op på direktionsgangen, når en af bladhusets chefer skulle portrætteres til avisen. I pauserne derimellem lavede han store søndagsinterviews med skuespillere, rockstjerner og politikere. Hvad, han ville mig den dag, har jeg glemt. Men jeg husker én ting: At jeg sluttede vores samtale med at love mig selv (og ham), at han ville huske mit navn, inden jeg rejste. Mødet på gangen er efterhånden mange år siden. 15 for at være helt præcis. I dag sidder jeg på den anden side af bordet, og ser jer komme og gå. I er søde, sjove, for det meste velskrivende og alle sammen villige til at lave aftenreportagen fra Tøndermarsken eller casen med den ældre dame i Sakskøbing. Det er skønt, for den slags historier har medierne i højere og højere grad brug for, og det har ikke altid første prioritet blandt jeres uddannede kolleger. Men en dag er I også uddannet – og hvad så? Hvis jeres mål med praktiktiden er at opleve redaktionerne indefra, lære en masse og have det rart - også med kæresten, fodboldholdet, netværket på cafeerne og Facebook-vennerne er alt godt, og I behøver ikke læse videre. I finder nok et job, når I er uddannet, måske bliver det endda som journalist. Men er jeres mål et andet, så tag jeres praktiktid mere alvorligt! I har ét år i et udstillingsvindue – nogle vinduer er større end andre - men fælles er, at I bliver set. I har ét år med nem og gratis adgang til dygtige kolleger, som gerne vil lære fra sig, hvis bare I spørger (det sidste vender vi tilbage til).
I har 37 timers arbejdsuge lige som alle andre. Ingen på redaktionerne vil se skævt til jer, når I går hjem klokken 16 eller kommer og beder om afspadsering, fordi der var 45 arbejdstimer i sidste uge. Ingen. Heller ikke jeg. Jeg undrer mig bare. Hvad vil I? Har I mon gjort jer klart, at I kan grundlægge jeres karriere i jeres praktiktid? Og har I nogensinde hørt om nogen, der har gjort karriere på en 37 timers arbejdsuge? Arbejd, arbejd, arbejd alt det, I magter. Ikke for min slags skyld, ikke for arbejdspladsens skyld, men for jeres egen! Fortsæt med at skrive jeres dejlige cases, men lav noget andet bagefter. Der går også gode film i biografen til næste år. Selv om man de fleste steder lancerer nye koncepter i kampen for læsernes, lytternes og seernes tid, er nyheder stadig det bærende element på de fleste redaktioner. Lær det! Se på, hvordan de kolleger, som altid ender på toppen af forsiden eller som første indslag i nyhedsudsendelserne, gør. Og spørg, og spørg. Find de kolleger, I ser op til, og bank på deres dør. De fleste mediehuse er fyldt med venlige, hjælpsomme og kompetente kolleger, som gerne stiller sig til rådighed. Men de kommer ikke og spørger, om I vil have deres hjælp. I virkeligheden har de heller ikke helt tid, når I spørger dem. Men vær insisterende. Spørg om I må komme igen om en halv time, i eftermiddag eller i morgen - så tager de fleste sig tid. Byd jer til over for dem, der bestemmer. Spil på jeres spidskompetencer fra livet inden SDU. Der er noget, I ved mere om end andet. Gå ind til chefen, når Island er ved at kollapse, hvis I kommer med en økonomisk baggrund, eller faster Ágústa bor i Reykjavik. Kommer I med en sportsbaggrund, så bank på hos sportsredaktionen og fortæl, at I er juniormestre i speedway og synkronsvømning, og at I gerne vil assistere, når der mangler en hånd. Forsøg at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt: Stå klar og spørg om I må blive sendt af sted, når fly ikke kan lande, færger synker eller en galning skyder studerende i Finland. Og tænk så lige på, at man aldrig sender ham i ballekorte shorts ud til den slags, ej heller når dronningen kommer, eller borgmesteren indkalder til pressemøde. Kære kommende kolleger. I har ét år. Brug det!
Returadresse: LIXEN, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M
Bagsiden
oven vande, har han valgt Sarah Palin til vicepræsidentkandidat og en offensiv, politisk småracistisk Karl Rove-strategi. Disse ting sammen med finansuroen får nu McCain-skuden til at synke ned på nederlagets bund. Mediedækningen hjælper heller ikke McCain: Der er kritik af McCain og hyldest til Obama. Og hvis Barack Obama den 5. november tidligt om morgenen dansk tid, står på millioner af TVskærme som sejrherre, siger han formodentlig: ”I don’t believe in a red America or a blue America. I believe in the United States of America”. Medierne vil lappe det i sig.
”YES WE CAN!” Der er få minutter til Obama træder ind på scenen i mit fjernsyn. Det er endnu en nat med cola, knækkende tændstikker i øjnene og afroamerikaneren på skærmen. Jeg har i et år slettet nattesøvn fra nødvendigheder på min to-do-list og erstattet den med amerikansk valgkamp. Hele 2008 har stået i Obamas tegn. Af Casper Hindse ”Obama vinder første delstat,” siger en klatøjet nyhedsoplæser. Jeg sidder i min lejlighed. Det er den 4. januar år 2008. Klokken er 04.38 og dette tidspunkt har jeg glædet mig mere til end nytårsaften for et par dage siden. Hvem skal jeg fejre det med? Jeg glor rundt i min lejlighed, hvor ikke engang planterne længere tyder på, at der nogensinde har været andet liv i nærheden end mig. Men jeg er på den grønne gren – ”YES WE CAN!” brøler jeg og rejser mig mod tv-skærmen med triumferende næve. 5. februar kl. 03.52 Det er SuperTuesday for demokraterne. Den dag, hvor Hillary Clinton forventede at vinde nomineringen som demokraternes kandidat. Men inden i dag fører Obama. 24 stater stemmer, og om en halv time indløber det første resultat. Derfor lidt tid til refleksion. Første gang jeg hørte om Obama, var tilbage i 2004, da John Kerry skulle nomineres som den, der kunne battle Bush. Her holdt Obama hovedtalen på det demokratiske partis konvent. Med udgangspunkt i sin egen blandede racebaggrund udlagde Obama sine erfaringer med den amerikanske drøm: “Lad os se det i øjnene. Min tilstedeværelse på denne scene er ret usandsynlig. Min far studerede i USA, men han er født og opvokset i Kenya. Som barn vogtede han geder og gik i skole i et blikskur… Min mor blev født i en by på den anden side af Jorden – Kansas.” Og så sagde Obama noget, som fik den dengang 18-årige gymnasieelev, Casper Hindse, til at studse:
I seng med Obama “Mine forældre gav mig et afrikansk navn Barack eller ‘velsignelse’ i troen på, at i et tolerant USA kan dit navn ikke stå i vejen for succes. De forestillede sig, at jeg gik på de bedste skoler.” Håbet er sort Obama var beviset på, at USA ikke var tabt endnu. Den amerikanske drøm fik ny luft. Kerry vandt ikke. Nederlaget banede til gengæld vejen for Obamas præsidentchancer. Nu kommer Hillary på skærmen. Som hun står der og bræger om ”hende og hendes mand”, tænker jeg, at den eneste reelle chance hun vil have for at blive præsident må være, hvis hun i en debat rejser sig op fra sin stol, trækker spadserebukser samt mormortrusser ned og skingert skvadrer ud til den amerikanske befolkning: ”Read my lips – No more Bush!” Så sidder Bill sikkert ovre i hjørnet og tænker: ”Hvis hun havde gjort det i ’98, ville enhver amerikaner kunne se, at Lewinsky var et must.” 28. august kl. 00.47 ”Med øjnene fast rettet mod fremtiden, i fællesskabets ånd, med sejren som mål, med tro på vores land, lad os erklære med én stemme, at Barack Obama er vores kandidat, og han vil blive vores præsident”.
Flere måneders irritation går over som med et trylleslag. Hillary afbryder pludselig konventet med ovenstående citat. Hun har ellers ikke ville trække sig, på trods af at Obama allerede d. 3. juni passerede det minimum af delegerede, der var nødvendige for at kunne udråbe sig som vinder. Kameraet zoomer ind på en sort kvinde, der, mens resten af de 75.000 mennesker på konventet går amok i jubel, bryder hulkende sammen med et smil så stort, at selv Wilson Kipketers tænder ville blive misundelige. Jeg er selv rørstrømsk. Så er der McCain tilbage, og så er drømmen gået i opfyldelse. Rejsen slutter altså ikke her. Jeg skal i seng med Obama nogle måneder endnu, og uanset hvor heteroseksuel jeg er, glæder jeg mig som en lille dreng på Michael Jacksons ranch Neverland i 90’erne. Jeg går ud i køkkenet og sætter vand over til anden del af valgkampen. 16. oktober 2008 14 procent! Det er hvad Obama fører med inden den sidste præsidentkandidatdebat. Ligesom ved de første to debatter lever han op til sin overlegenhed. Roligt lader
han en aggressiv McCain bruse fremad. Ved første debat 27. september talte Obama om ansvarlig miljøpolitik og om reducering af bilers CO2-udslip. To kandidater repræsenterer hver deres form for køretøj i deres fremtoning: Mens Obama fremstår
som en stilet Ferrari, ligner John McCain mere en slidt trækvogn, hvor brædderne er skæve og hængslerne er ved at falde af. Og det er i fremtoningen, vi skal finde grunden til Obamas store føring. Fremtoningen og McCains absurde strategi. Fra at være en mand
En whopper, tak! Og så mødes drømmene. Drømmene fra min lejlighed om et nyt USA, den amerikanske drøm og de sortes drøm: Alle startet i én mands vision for et helt land, som en moderne Martin Luther King, der tror på sociale rettigheder og markedsøkonomi på én gang. Obama er en hel generations modstand på det gamle og støvede Washington. Han kunne med rette kaldes USA’s nye Martin Luther Burger King. Godt valg! chind07@student.sdu.dk Illustration: Steen A. Jørgenssen
Karstens Korner ved Steen A. Jørgenssen