Lixen, December

Jeppesens dybe spadestik

Først var ordet

Dyneløfteri hos dronningen

- Michael Jeppesen fortæller om orginalitet, Jehovas Vidner og vigtigheden af at være mystisk.

s. 16-17

- og så skete der faktisk ikke mere. Lixen tager på jagt efter journalistikkens frelser, originaliteten.

- Pressen bider skeer med magthaverne, men ingen vil røre ved toppen af kransekagen: kongehuset.

s. 11-15

s. 8

LiXEN de studerendes avis ved center for journalistik

www.lixen.dk | 10. årgang | 8. nummer | December 2008

Per Knudsen ny centerleder Center for Journalistiks nye leder hedder Per Knudsen. I kapløb med mange kandidater faldt valget på den tidligere Politiken-chefredaktør, der tiltræder 1. januar.

Af redaktionen Fellowen fortsætter som centerleder. Det står klart, efter at ansættelsesudvalget med dekan Jesper Strandskov i spidsen har haft centerlederaspiranter til samtale. ”Det blev Per Knudsen, fordi han er den bedste. Der var temmelig mange kandidater, men alle i udvalget pegede på ham. Det var et klart valg,” siger Jesper Strandskov, der bakkes op af de studerendes repræsentant i ansættelsesudvalget Rasmus Mark Pedersen: ”Han er en person, der viser tydelig gejst for uddan-

nelsen og for at udvikle den til Danmarks bedste. Han er meget visionær og vil hellere promovere studiet end sig selv,” siger Rasmus Mark Pedersen og fortsætter: ”Vi har haft en del til samtale, og der har været nogle virkelig interessante personer. Men Per vinder på sine visioner og sin ledelseserfaring.”

En glad mand Per Knudsen, der allerede nu huserer på Medietorvet som fellow, var en glad mand, da Lixen mødte ham kort efter offentliggørelsen.

Han gør sig allerede tanker om, hvad der skal ske med den uddannelsen, han 1. januar står i spidsen for: ”Center for Journalistik skal skille sig ud og gøre en forskel. Det skal være en universitetsuddannelse, der tager journalistfaget og

håndværket alvorligt,” siger han.

Hurtige på aftrækkeren Det var hurtig eksekvering for ansættelsesudvalget. Fra deadline for ansøgninger tikkede ud den 1. november, gik der kun en måned, før den hvide røg gik op fra ansættelsesudvalgets skorsten.

I mellemtiden har der været hermetisk lukket for alle udmeldinger fra udvalget.

Selv da Lixen to dage før offentliggørelsen havde snævret ansøgerfeltet ind til Per Knudsen ved at ringe rundt til mulige kandidater, som alle pegede på manden i midten, var det umuligt at få en kommentar fra hovedpersonen selv. Han viste først sit ansigt den 1. december. Et ansigt som nu skal være fyrtårnet for Center for Journalistik fremover.

Blå bog Per Knudsen - 54 år, bor i Virum, gift og har to døtre - Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1978 - Praktikant på DR og Information, 1975 - Journalist på Information, 1979 - Medredaktør på Information, 1987 - Chefredaktør på Politiken, 1995-2006 - Redaktør på JP/Politikens Forlag 2006-08 - Fellow på Center for Journalistik, SDU 2008 - Centerleder på Center for Journalistik, SDU 2009

lixen@journet.sdu.dk

Den nye konge af Medietorvet

GLAD MAND Den nuværende fellow, Per Knudsen, bliver ny centerleder på Center for Journalistik fra den 1. januar.

Efter et halvt år som fellow har Per Knudsen fået mod på større opgaver. Fra 1. januar bliver han den nye centerleder på Center for Journalistik. Den tidligere chefredaktør har notesblokken fuld af planer for studiets fremtid.

hvad der foregår der og forhåbentligt også give noget videre til dem.”

METAMORFOSE Han lignede sig selv, da han mødte mandag morgen. Men den afgående fellow var blevet

forvandlet hen over weekenden. Nu var han pludselig kommende centerleder. ”Jeg er rigtig glad, og det er rart endelig at kunne sige noget. Det er rart at blive vist den tillid, og jeg vil gøre alt for at gengælde den,” siger den kommende centerleder.

Gennem det sidste halve år har Per Knudsen haft sin gang som fellow på studiet.

Et halvt år, der tilsyneladende har fået ham til at føle sig godt til rette. Men fra den 1. januar skal Per Knudsen vende sig fra at være gæst til at være vært: ”Jeg har fået mod på mere. Det har været meget inspirerende at være her. Nu skal jeg være teamleader og

skal tage beslutningerne. Jeg glæder mig til at få overblikket og lære alle her på stedet endnu bedre at kende.”

Til at starte med går den nye centerleder forsigtigt til værks. ”Jeg går til jobbet med ydmyghed. Der er mange her på stedet, der har stor erfaring, og som jeg kan lære meget af.”

Større udsyn Selv kommer Per Knudsen dog med mange visioner for studiets fremtid: ”Jeg håber, at SDU kan blive stedet, hvor man tager de store journalistiske debatter. Jeg vil gerne bruge arrangementer herude til at

kombinere debat og undervisning. Så vi kan kortslutte den daglige trummerum og styrke entusiasmen blandt de studerende.”

Den kommende centerleder vil også gerne have, at studiet åbner mere op for omverdenen. Vi skal se længere ud end Ritzau-streameren på Medietorvet. ”Vi har Fyens Stiftstidende og TV 2 her i Odense, men der er ingen grund til at stoppe der. Vi skal udbygge vores samarbejdsrelationer til også at gælde udlandet.

Det internationale udsyn er vigtigt. Vi skal have mere samarbejde med journalistikuddannelser i udlandet, så vi kan lade os inspirere af,

De klassiske dyder Journalistuddannelsens kendemærker vil der ikke blive rokket ved. Uddannelsen skal også fremover være kendetegnet ved den akademiske vægtning og flermedialiteten. ”Men der skal være mere synergi mellem de akademiske fag og håndværksfagene.

Vi skal nedbryde de kunstige skel mellem de to sider, så vi træner både de analytiske og de formidlingsmæssige evner,” siger Per Knudsen og fortsætter: ”SDU er i front med radio

og tv, og det skal vi fortsætte med. Medierne smelter stadig mere sammen, og der er en udfordring der for fremtiden. Der er masser at tage fat på, især med hensyn til webtv og –radio. Nu har Center for Journalistik eksisteret i 10 år, nu skal vi sætte kursen for de næste 10 år.” mivuo07@student.sdu.dk makol07@student.sdu.dk

Læs Mere Du kan læse mere om den nye centerleder i lixens potræt fra september. Se www.lixen.dk

02 | Intern

December 2008 | LixEN

Lixen skriver

Leder To-do-liste for den nye centerleder

”Løft røven, I sidder på den!”

Kære Per Knudsen

- Morten Sabroes råd til Lixen, der har søgt med lys og lampe efter originalitet i journalistbran-

Tillykke med jobbet. På SDU overtager du en 10-årig gøgeunge af en journalistuddannelse, der har udviklet sig til en anerkendt fødemaskine for fremtidige journalister.

Branchen kan li’ os, det går ufatteligt godt.

Men der er mug i krogene. Her får du fem mughjørner, du kan kaste dig over, når du stempler ind på jobbet: 1. Få styr på akademien. Center for Journalistik (CfJ) hiver mange studerende i land på grund af sin akademiske profil, men bachelor’en i sin nuværende stand ligner mest af alt en pseudo-akademisk uddannelse. Kompendier og lærebøger taber terræn til artikler, tv-indslag og radionyheder, og niveauet ligger ikke langt over gymnasiernes højniveaufag. CfJ har bokset med at finde en balancegang mellem akademiske fag og håndværksfag, siden uddannelsen blev undfanget. Dine friske øjne kan forhåbentlig få kabalen til at gå op.

2. Fagene skal danse tango. Det hemmelige kort i den kabale bliver at svare på de studerendes spørgsmål: ”Hvad skal jeg overhovedet bruge historie, politik, kildekritik og de andre boglige fag til?” En mulighed kunne være at finde koblingen mellem de boglige fag og det journalistiske håndværk.

3. Stram op på kommunikationen. Ved de sidste to semestermøder har punktet ”intern kommunikation” fundet vej til Prindsens whiteboard. De officielle eksamensdatoer fra kontoret stemmer ikke overens med de reelle afleveringsdage. Og der bliver stadigvæk hidkaldt oplægsholdere til at docere på dage, hvor alle studerende er ude af huset. Det er pinligt.

4. Placér CfJ på verdenskortet. Globaliseringen skyller ind over Danmark, men Medietorvet rider kun langsomt med på bølgen. Hvis vi vil uddanne endnu bedre journalister, må vi vende blikket ud ad mod andre lande. Få praktikaftaler udenlands. Skab kontakter til universiteter, så vi kan få internationale inputs på kandidat-uddannelsen.

5. Få uddannelsen ind på pandelappen hos gymnasiasterne. Mange unge, der skal til at læse på en videregående uddannelse, tror stadig, at Århus er det eneste sted, hvis man vil være journalist. Hvis CfJ fortsat vil have kvalificerede ansøgere, skal Odense poppe op i pandelappen, når unge tænker journalistik.

Men velkommen til. Du kan se frem til at møde en bunke engagerede studerende, undervisere og medarbejdere og blive opslugt af den gode stemning på Medietorvet. Vi glæder os til at møde dig.

Med venlig hilsen Lixen

Mads Kolby Chefredaktør

Nikolaj Rytgaard Chefredaktør

chen. Vi leder videre i FOKUS-sektionen på side 11-15

“Journalister vil gerne have den skarpe historie, hvor der er sovs på kartoflerne. Mens de nogle gange synes, at den væsentlige historie er for kedelig.”

- Branchen vælger sensation frem for seriøsitet, men læserne vil have det sidste. Side 7

“Du kan tage en perlerække af skældsord og sætte dem op ved siden af hinanden, så kan du slutte af med hykleri og sætte en ring rundt om det.“ - TV 2 Østjylland snød på panikdagen og er nu sat uden for døren. Direktøren raser af på side 5

Andre medier skriver

“De akademiske omgivelser har ikke fået de unge til at glemme, at journalistik er et håndværk. Problemet er stadig at få disse håndværkere til at kende deres Shakespeare og det periodiske system.

Bogens titel spiller på det journalistløfte, centrets lærere og studerende har formuleret. Personligt venter jeg mig et større løft for dansk journalistik af centrets forskning i journalistik end af løftet. Men det skader ikke.“

“I de seneste dage har en række af USA’s fremtrædende journalister og mediekritikere tændt de røde lamper. Michael S. Malone, tidligere kommentator ved New York Times, skrev i en kommentar, at han i de seneste uger ’for første gang i sit voksne liv skammer sig over at indrømme sin profession’. ’Republikanerne er med god ret frådende af raseri over den ensidige dækning’, skrev han og fortsatte med at karakterisere pressens støtte til Obama som ’skamløs’.“

Læsernes redaktør på Politiken, Henrik Kaufholz anmelder journalistløftets storebror, bogen “Et løft(e) til journalistikken“, redigeret af Troels Mylenberg og Peter Bro.

Det blev et stort plus på Obamas konto, mens McCains underskud brager. USAmedierne skrev fire gange så mange negative historier om McCain som om Obama.

Joanna Vallentin Chefredaktør

Steen A. Jørgenssen Redaktør

Mikkel Vuorela Redaktør

“Vi skal søge tilbage til originalen og til nyskabende ideer. Jeg mener ikke, at det er fantasteri, hvis man afviger fra normalen med bare få procent, men det er ligesom forbudt i Danmark. [...] Det er en fejl, at vi hylder normaliteten som vor tids største autoritet i dag. I virkeligheden burde vi ophøje det forfængelige og højrøvede. Det kan ikke være rigtigt, at det kun er de homoseksuelle, der får lov til at rende rundt og skabe sig og gøre lige præcis det, som de har lyst til.“ Musiker og X-Factor-dommer Thomas Blachman efterlyser et generationsoprør, der kæmper for mere originalitet i samfundet.

Troels Trier Redaktør

Lixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, skrevet af de studerende til de studerende. Avisen udkommer otte gange om året i 800 eksemplarer og bliver distribueret til journaliststuderende og medievirksomheder i Danmark.

Lixen Campusvej 55 5220 Odense M

www.lixen.dk

lixen@journet.sdu.dk

Forsidefotos: Birgit Tvilling/DR, Ian Pupkin, Michael Jeppesen

Tryk: Provinstrykkeriet A/S Vordingborg

Ansvarhavende redaktør i dette nummer: Nikolaj Rytgaard

LixEN | December 2008

Intern | 03

Fire år senere: Studiekritik stadig aktuel

Anders Lindemann

I 2004 udarbejdede Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, en omfattende rapport, der sammenlignede de tre journalistuddannelser på DJH, SDU og RUC.

Lixen har nærlæst rapporten fra 2004, der viste styrker ved SDU, men også gjorde det klart, at uddannelsen havde store udfordringer foran sig. Udfordrin-

ger, som vi her fire år efter har konfronteret studie- og konstitueret centerleder Karsten Prinds med.

Tilbage i 2004 talte evalueringsinstituttet blandt

andet med ledelsen, undervisere, studerende og administrationen for at danne et samlet billede af kvaliteten af uddannelserne. Det var EVA’s forventning, at rap-

portens vurderinger og anbefalinger kunne hjælpe med det evige arbejde at udvikle journalistuddannelserne og at sikre kvaliteten. anlie07@student.sdu.dk

Studerende føler sig pressede Arbejdspresset er for hårdt, mener tredje semester. Det sagde de studerende også for fire år siden.

Lempet pres Bør de studerende bare tage sig sammen?

“Nej, altså, de studerende vi havde i 2004, da EVArapporten blev lavet, brokLange dage i marken bevæb- kede sig også meget. Men net med kamera og diktafon de kunne også overkomme og spalter af videnstunge, tingene og kunne bestå faakademiske tekster. gene i samme omfang som De studerende på Center jer. Både de akademiske og for Journalistik i 2004 følte, de håndværksmæssige. Men at de måtte løbe meget hur- der vil jo altid være nogen, tigt på Medietorvet. Og det der brokker sig. Jeg tror, samme grunden til, gælder i Der vil jo altid være nogen, at de studedag. rende brokder brokker sig.

To ker sig over - Karsten Prinds, studieleder arbejdsud af tre studepresset i rende på 3.semester mener, dag, er fordi, de ikke forstår at skemaet er for tætskrevet. den historik, der ligger til Det viser en rundspørge, grund for, hvorfor uddansom Lixen har foretaget. nelsen er skruet sammen, som den er.

Ekstremt hårdt På radio var der otte obliKarsten Prinds, hvad mener gatoriske opgaver i 2004, og du om arbejdspresset på 3. i dag er der syv. EVA-rapporsemester i dag? ten var med til, at vi lempede “Det er blevet lettet væ- presset, og de studerende sentligt, netop efter EVA- sagde også på semestermørapporten, som anførte, at vi det, at presset var for hårdt. uddannede de studerende til Det, der var afgørende, var, for højt et færdighedsniveau. at EVA-rapporten konkludeDerfor gik vi ind og trak en rede, at vi udddannede eledel opgaver ud.” verne til for højt et færdigMener du, at de stude- hedsniveau. I var dybest set rende klynker for meget? for gode til radio og tv, fordi “Nej, der har da været praktikstederne ikke havde en del berettiget kritik, for mulighed til at bidrage med eksempel når kameraerne ret meget. Derfor skar vi ned går ned. Men efter EVA-rap- på nyhedspakkerne på raporten gik vi ind og skar en dio,” siger Karsten Prinds. del i undervisningen. Ikke alene har vi fjernet opgaver Er det for hårdt? fra anden og tredje semester. Vi har også flyttet et I 2004 blev arbejdspresakademisk fag fra tredje til set, ifølge EVA, vurderet fjerde semester. Så hvis de som ‘ekstremt hårdt’. studerende stadigvæk siger, Lixen har foretaget en at de oplever arbejdspresset rundspørge blandt de som ekstremt hårdt, så ved nuværende studerende jeg ikke, hvad jeg skal sige. på tredje semester. Ud Vi kan jo tynde ud i underaf 30 adspurgte mener visningen til den dag, hvor 20, at arbejdspresset på de studerende kun er her semesteret er hårdt. To fire timer om ugen,” siger mener, det er ekstremt Karsten Prinds. hårdt, mens seks mener, det er passende.

SEMESTERMØDE De studerende efterlyser bedre kobling mellem akademiske fag og hådværksfag. Det har de gjort siden 2004. Studieleder Karsten Prinds svarer på kritikken. Foto: Johan B.W. Andersen

Uddannelsen halter på det akademiske ben Journalistuddannelsen skal være bedre til at koble håndværket sammen med de akademiske fag. Sådan lød kritikken for fire år siden. Og selvom meget er blevet ændret siden hen, kæmper uddannelsen stadig med at forene vinkling og nyhedskriterier med socialøkonomi og politik.

SDU’s journalister skal gå på to ben, fortæller undervisere på Center for Journalistik.

Det akademiske og det håndværksmæssige. Men i 2004 viste en rundspørge, at uddannelsen haltede på det akademiske ben.

70 % af de studerende svarede, at der var for lidt sammenhæng mellem de akademiske fag og håndværksfagene. Kun 22 % mente, det var passende.

“SDU har vanskeligt ved at etablere samarbejde mellem de akademiske undervisere og de journalistiske undervisere i arbejdet hen i

mod en reel fagintegration.”

Sådan lød konklusionen i 2004, til trods for at idealet for uddannelsen var det modsatte.

Fællesfaglig kobling Hvad har uddannelsen gjort for bedre at koble de akademiske fag sammen med de håndværksmæssige?

“Der er lavet fællesopgaver mellem fagene. For eksempel har vi lavet en opgave mellem mediesociologi og håndværk.”

Karsten Prinds erkender, at han ikke er sikker på, om de nuværende studerende har den opgave, han omtaler, eller om den stammer fra tidligere årgange. Flere tiltag er blevet sat i gang for at skærpe koblingen mellem det håndværksmæssige og det akademiske. Ambitionen er at lave flere fællesopgaver mellem fagene, hvor det bliver op til den studerende selv at skabe koblingen. ”Vi kan jo ikke trylle og sige ‘så er der en kobling,’ men vi kan skabe nogle mu-

ligheder,” siger han.

Dobbeltkompetencer EVA-rapporten advarede om, at de akademiske standarder kunne blive udvandede, fordi hovedparten af håndværkslærerne ikke havde akademiske baggrunde. Er der blevet rettet op på det?

“Jeg kan ikke nikke genkendende til den kritik, EVA rettede. Jeg mener ikke, der sker en udvanding af de akademiske standarder.

Men siden rapporten har vi faktisk ansat undervisere med dobbeltkompetencer inden for det håndværksmæssige og det akademiske. Tom Buk-Swienty er foruden håndværkslærer også akademiker. Han er cand.mag.i historie. Og Morten Skovsgaard, underviser i mediesociologi, er også uddannet journalist. Vi ansætter så mange undervisere med dobbeltkompetencer, som vi kan.”

Mener du, at problemet er løst ved at ansætte un-

dervisere med dobbeltkompetencer?

“Nej, det er det ikke. Problemet er løst, når de studerende finder ud af at anvende den viden, de får stillet til rådighed. Det er jo svært at måle. Man kan jo for eksempel gå ind og lave bacheloropgaver, som går på tværs af det håndværksmæssige og det akademiske.”

Er der sammenhæng?

Lixen har foretaget en rundspørge blandt de nuværende elever på første og tredje semester, og et lignende billede tegner sig. Ud af 40 adspurgte mener 36, at der enten er for lidt eller alt for lidt sammenhæng mellem de håndværksmæssige og de akademiske elementer.

Kun fire af de adspurgte mener, at sammenhængen er passende.

December 2008 | LixEN

04 | Intern

Nej til kildekontrakter i Vollsmose Der skal en underskrevet aftale på bordet før Mediehus Vollsmose vil hjælpe journalister med at finde kilder. Et urealistisk billede, lyder reaktionen fra centerledelsen, der har nægtet at indgå en aftale på vegne af de studerende.

AFVIST En kunstig virkelighed. Bedst for alle parter.

Kontrakt eller samtykkeerklæring.

Der var langt fra den ene side af bordet til den anden, da pressecenteret i Vollsmose forsøgte at få Center for Journalistik til at indgå en aftale om kildebrug. Aftalen ville forpligte de studerende til at skrive under på en kontrakt, når de skulle bruge Mediehus Vollsmose. Forslaget blev dog afvist fra studiets side.

”Vi ville ikke være med til at sætte et regelsæt op for de journaliststuderende.

Det ville være noget, andre journalister ikke ville være underlagt. På den måde, ville det være en kunstig virkelighed, der ikke ville give et realistisk billede af, hvordan man arbejder i branchen,” siger studieleder på Center for Journalistik, Karsten Prinds.

I stedet for forhåndsaftalen med studiet, der ville gælde alle studerende, skal de studerende fremover enkeltvis underskrive en kontrakt, hvis de vil bruge pressecenteret.

Kilder følte sig misbrugt Baggrunden for forslaget er episoder, hvor kilder fra Vollsmose angiveligt har følt sig snydt af journalister. ”Nogen herude fra har desværre oplevet, at de har medvirket i ting, der pludselig er havnet i offentlige medier uden kildernes samtykke,” forklarer Benthe Vestergård, der er leder af Mediehus Vollsmose.

Hun kan ikke nævne konkrete eksempler og afviser, at det skyldes SDU’ere.

Selvom kontrakten kan virke afskrækkende, mener hun, at det er en fordel for de studerende: ”Her i Vollsmose har beboerne ikke den store interesse i at medvirke i medierne, og det vil jeg da gerne arbejde for at ændre.

Men de skal føle sig trygge.

Og hvis folk som jeg har overtalt til at medvirke, føler sig misbrugt, så har jeg et kæmpe problem.”

Skepsis hos underviser Tv-underviser Karen Løth Sass er helt enig i, at kilder skal behandles ordentligt.

Men selvom der ikke er den store forskel på den skriftlige kontrakt og den mundtlige aftale, man alligevel ville indgå med kilden, er hun skeptisk over for idéen. ”Det er mest princippet i sådan en kontrakt. Hvis vi skriver under her, hvad bliver så det næste? At kilder henviser til en kontrakt og går, når man stiller et kri-

NEJ TAK Center for Journalistik har nægtet at indgå en aftale med Mediehus Vollsmose om kildebrug.

KONFRONTATION Benthe Vestergård, leder af Mediehus Vollsmose SDU-undervisere synes ikke om kontrakten.

De opfordrer os til at gå uden om. ”Det, synes jeg er en gammeldags og samarbejdsbesværlig måde at reagere på. Vi er jo afhængige af et godt samarbejde.”

Og jeres kildekontrakt spænder ikke ben for det samarbejde? ”Nej, for når man beder mig om at få nogen til at medvirke i historier, så er det min opgave, at sikre, at de mennesker ved, hvad de går ind til.”

Men kontrakten afspejler overhovedet ikke virkeligheden, mener SDU-underviserne. ”Det er jeg uenig i. Det er fast praksis at skrive under på kontrakter.”

Hvorfor er en mundtlig aftale ikke god nok? ”Den kan jo omgås.”

Kan en skriftelig ikke også det? ”Jo, i princippet. Men den forpligter mere.”

Hvad så, hvis den alligevel bliver brudt? ”Så ophører alt samarbejde.”

Ville du gå rettens vej? ”Det må jeg tage stilling til i situationen. Vi har jo et pressenævn. Men jeg håber aldrig, at den situation vil opstå.”

Af Steen A. Jørgenssen

tisk opfølgende spørgsmål?

Det er en glidebane, hvis vi som journalister skal skrive under på den slags.”

Det er ikke første gang, at Karen Løth Sass er blevet præsenteret for en kildekontrakt, men i de 14 år hun har været journalist, har hun ikke selv indvilliget i at skrive under. ”Jeg vil ikke sige, at det er unormalt at blive mødt med den slags, men så må man jo som journalist vurdere, om man vil bruge Mediehuset og acceptere de vilkår, eller om man kan finde en kilde selv,” siger Karen Løth Sass. ”I længere dokumentarproduktioner, ved jeg godt, at man laver skriftlige aftaler, men efter min mening hører det ikke hjemme i daglig produktion,” siger hun. makol07@student.sdu.dk stejo07@student.sdu.dk

Panikdagen har fået halvanden times pusterum Praktiksteder skal have bedre tid til at finde den rette praktikant. Derf0r får medierne til praktikdagen i foråret halvanden time til at læse ansøgninger igennem, inden de studerende bliver kaldt til samtale. Håbet er, at kompetencer knock-out’er kammerateri og tilfældigheder.

Nikolaj Rytgaard

REFORM Det er det samme scenarie hvert år på panikdagen.

Branchefolk maser, mokker, møver for at være de første til at få fingrene i ansøgningerne.

Hurtigt tilbage i lokalerne.

Turbolæsning. Fat i telefonen. ”Vi vil gerne have dig til samtale,” lyder det få minutter over otte. Spurt ned til lokalet. Samtale. Underskrift. Værsgo!

Men ved næste panikdag, der bliver afholdt i foråret 2009, bliver billedet måske et andet.

Beslutning i udvalget Praktikudvalget vedtog den 18. november, at praktikstederne får en såkaldt ”læserunde” på halvanden time.

Fra klokken otte til halv ti vil Journalisthøjskolen være ryddet for studerende, så praktikstederne kan dykke ned i ansøgningerne. Først derefter må medierne kalde aspiranter til samtale og

smide blækket på kontrakten.

aftalen ”historisk for de studerende”.

Historisk aftale ”Mulighederne for et mere kvalificeret match mellem praktikant og praktiksted er styrket gevaldigt,” siger Niels Krogsgård, Kajos repræsentant i praktikudvalget. ”Det er første gang, at studerende har fået noget igennem praktikudvalget.

De er lidt tunge at danse med, fordi der er så mange forskellige interesser. Så vi er glade for at få ændret noget,” siger han og bakkes op af praktikantvejleder på SDU Karten Prinds, der er ”utrolig tilfreds”, og Hanne Dam, studielektor på RUC, der under mødet kaldte

Enighed om mere tid De studerendes fælles talerør, DJStud, har længe efterspurgt mere tid til at læse ansøgningerne. Her er holdningen, at ansøgningen er svundet ind til en kødløs knogle. Vejen til den fede praktikplads er ifølge DJStud brolagt med saftige salgsargumenter på Åbent Hus-dagene, flotte hjemmesider, kammeratligt netværk, og hvor i bunken din ansøgning ligger. Kort sagt: tilfældighedernes spil.

Det vandt for nylig genklang hos arbejdsgiverforeningen, Danske Mediers Forum. De ønsker også mere ansøgning og mindre tilfæl-

dighed.

Enighed om en ny panikdag tittede altså frem, og på mødet den 18. november kunne den nye køreplan vise sit fuldfede ansigt. ”Det er helt klart et ønske om at skabe øget kvalitet, så der ikke er nogen, der bliver sorteret fra, uden deres ansøgning overhovedet er

blevet læst. Vi håber, at det her giver et kvalitetsløft,” siger formand for DMF Christian Kierkegaard, der også sidder for bordenden i praktikudvalget.

Ordningen kommer til at gælde for det nuværende 3. semester på SDU, når de har panikdag i april næste år. niryt07@student.sdu.dk

Fakta: reform af panikdag Panikdagen før: Klokken 8.00: Ansøgninger udleveres, og praktiksteder kan ansætte efter først-til-mølle-princippet.

Panikdagen efter: Klokken 8.00 - 9.30: Læserunde. Ansøgninger udleveres til gennemlæsning. Ansættelser må ikke foretages.

Klokken 9.30 - : Studerende får adgang til DJH. Praktiksteder indkalder til samtale og ansætter.

LixEN | December 2008

Intern| 05

TV 2 Østjylland sat i skammekrogen TV 2 Østjylland er blevet udelukket fra næste års panikdag, da de blev taget i et forsøg på at kapre en praktikant før tid. De er nu smidt i skammekrogen og kan ikke søge praktikanter ved næste års panikdag. Det er aldrig sket før, at et medie er blevet ekskluderet på grund af snyd.

Nikolaj Rytgaard

TRÆNGSEL Billeder som dette er passé, efter praktikstederne har fået halvanden times læserunde. En lignende samtalerunde blev syltet. Foto: Stig Ø. Nielsen

Praktikudvalget købte den halve løsning Det blev en blød mavelanding, da praktikudvalget besluttede at indføre halvanden times læserunde på panikdagen. Den ene halvdel af udvalget ønskede også at indføre en samtalerunde. Den anden halvdel mente, at sådan en runde ville medføre panikdagens undergang. Debatten sendte samtalerunden tilbage i skrivebordsskuffen.

Nikolaj Rytgaard

KOMPROMIS Praktikudvalget blev splittet i to, da det diskuterede, om læserunde npå panikdagen skal følges op af en samtalerunde.

Tankerne bag samtalerunden er, at praktikstederne kan kalde de studerende til samtale i en runde på to til tre timer. Samtalerne koordineres, og de studerende ved, hvilke medier der er interesseret i dem. Herefter kan de praktikantsøgende gå fra samtale til samtale uden at frygte for, at førsteprioriteten ringer, mens man snakker med tredjeprioriteten. Medierne må ikke ansætte under samtalerunden,

men når runden fløjtes af, er spillet frit, og parterne kan sætte kuglepennen til praktikkontrakterne.

Men forslaget om en samtalerunde delte praktikudvalget i to fløje. Pro og kontra. Praktikvejleder på SDU Karsten Prinds var pro og medforfattede et to siders oplæg, der talte samtalerundens sag. Han blev bakket op af de studerendes repræsentanter fra DJStud, Hanne Dam fra RUC og Henrik Brun fra Journalistforbundet.

For Et af argumenterne fra oplægget lød blandt andet: ”Forslaget giver den studerende mulighed for i langt højere grad selv at påvirke resultatet af søgningen”.

Karsten Prinds sammenfatter: ”Ideen er at give de studerende mulighed for at gennemføre samtalerne i et roligere tempo,” og forsætter: ”Der er ikke særlig mange gode argumenter i mod et samtalevindue.”

Imod Praktikkoordinator Pia Færing armerer sig dog med modargumenter.

Ifølge hende vil snyd og forhåndsaftaler forekomme endnu mere, hvis der bliver åbnet

for en samtalerunde. Hun forudser, at fundamentet under panikdagen, som vi kender den, vil smuldre, hvis samtalerunden bliver gennemført. ”Hvis samtalevinduet brød sammen, og det tror jeg det gør, så har vi kaos, og intet nyt system. For vi har aldrig prøvet at gå baglæns og sagt ’okay, den her regel ville I ikke overholde, så fjerner vi den’. Så vi har ligesom ikke så mange skud i bøssen tilbage.”

Både og Resultatet blev, at samtalerunden blev sendt til hjørnespark. ”Vi vil først se, hvordan det forløber med læsevinduet. Så vil vi på baggrund af det vurdere, om vi skal lave endnu en ændring efterfølgende. Så vi tager det i etaper,” siger Christian Kierkegaard, formand for praktikudvalget, der pointerer, at samtalerunden kun kan indføres, hvis medier, studier og studerende vil det.

Praktikudvalget skal evaluere den nye panikdag til marts næste år, hvor man vil beslutte om også samtalerunden skal søsættes eller skrottes.

i kagedåsen, så på den måde har jeg ikke ondt af dem,” siger praktikkoordinator på DJH Pia Færing.

Reglerne indskærpet Praktikudvalget strammede SNYD Dagen før panikdareglerne inden panikdagen gen spotter TV 2 Østjylland den 29. september. Snydeen interessant DJH’er på riet stortrivedes, som blandt nettet. De er hurtige på te- Telefonopkald før tid andet Journalisten har kunlefontasterne: ”Har du sendt Miseren forløb således, at net dokumentere de sidste en ansøgning til os?” Det en DJH’er dagen før pa- mange år. opkald koster nu tv-statio- nikdagen får det førnævnte Praktikudvalget sendte nen deres plads på næste års opkald. Den studerende sva- derfor følgende opråb ud til panikdag. rer, at han er smigret over vejlederne på praktiksteder: ”Vi håber at sende det interessen, men han afviser ”Det er ikke i overenssignal, at det får andre til at tilbuddet fra regionalsta- stemmelse med hverken lov følge de spilleregler, der er tionen. De betakker sig og eller ånd at kontakte de stugældende,” siger Christian afslutter samtalen. derende mellem Åbent HusKierkegaard, formand for På panikdagen beskriver ugen og Store Match-dag. praktikudvalget, som står den studerende gårsdagens Presset vil uden tvivl tvinge bag beslutningen om at sort- opkald over for sin telefon- udvalget til at skride ind liste TV 2 med sanktioner Østjylland næste gang.” midlertiPraktikuddigt. valget slår nu hånden i bordet Hykleri og sætter et ekDirektør for sempel.

TV 2 ØstjylPeter Kramer land Peter fra TV 2 ØstjylKramer land undrer sig giver denne over, at hammekommentar ren falder over til eksklu- Peter Kramer, direktør på TV 2 Østjylland et lille medie deringen: som hans. ”Du kan Han kunne tage en godt tænke sig passer. Vennen lugter en perlerække af skældsord og historie og konfronterer TV at se praktikudvalget sætte sætte dem op ved siden af 2 Østjylland. De benægter de store medier for døren: hinanden, så kan du slutte og siger, det er en løgn. ”Hvorfor i himlens navn af med hykleri og sætte en Telefonpasseren returne- vælger man ikke at gå omring rundt om det. Det, der rer og genfortæller afvisnin- bord i de store praktiksteer sket her, har jo været gen til den studerende, som der, og det kan jeg sige dig, gældende praksis i årevis, føler sig provokeret. hvorfor man ikke gør: Så vildet ved gud og hvermand,” ”De kan kalde mig en le man komme på røven, så tordner han. idiot og en dårlig fodbold- ville man kunne tage mange Praktikkoordinator på spiller, men de skal ikke praktikpladser,” siger han.

DJH Pia Færing forstår kalde mig en løgner,” siger Christian Kierkegaard frustrationen men mener, han i dag. svarer: ”Det er første gang, at TV 2 Østjylland får som Han går derfor til prak- vi har modtaget en så klar fortjent: tikkoordinator Pia Færing dokumentation, hvor en ”Jeg kan godt forstå, hvis med snyderiet og beskriver praktikant står frem ved de synes, det her er uretfær- forløbet. navns nævnelse, og mediet digt, for de er ikke de eneste, Ugen efter konfronterer bekræfter hændelsesforløder snyder. Mit svar til dem Pia Færing TV 2 Østjylland bet,” siger han. er, at de også forsøgte at over mail. Hun videregiver niryt07@student.sdu.dk gøre noget, der var uretfær- den studerendes forklaring, digt, nemlig at omgå tids- og kort efter erkender tvfaktoren. Nu blev det bare stationen forløbet over for dem, vi fandt med fingrene praktikkoordinatoren.

Hvorfor i himlens navn vælger man ikke at gå ombord i de store praktiksteder, og det kan jeg sige dig, hvorfor man ikke gør det, så ville man komme på røven

niryt07@student.sdu.dk

BÆNKET TV 2 Østjylland er sat på sidelinjen efter at blive afsløret i snyd. Fra sidste års panikdag. Foto: Stig Østergård Nielsen

06 | Intern

December 2008 | LixEN

»Hvad gør jeg? Jeg er lærer - ikke psykolog« Op mod hver tiende af de studerende på første semester lider af depression. Det kræver hjælp fra studiets side, men den hjælp skal man kigge langt efter, mener både undervisere og studerende.

Jun Zhang

PSYKEN At studere journalistik sætter folk under pres. Det er ingen hemmelighed. Faget stiller krav fra dag ét med deadlines, lektier og høje ambitioner. Men det har sin pris, mener Lene Rimestad, lektor på Center for Journalistik. ”Jeg kan jo se, hvem der går ned med flaget, fordi vi er så tætte på det her studie.

På andre studier kan de studerende, som har det dårligt, måske gemme sig, men her ser man, hvem der falder fra,” siger Lene Rimestad.

Som ansvarlig for første semester kender hun til syv studerende, der lider af depression. Det svarer til cirka hver tiende studerende på

første semester.

Lene Rimestad føler sig overhovedet ikke rustet til at modtage en studerende, som har det psykisk svært. ”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre, når en studerende siger til mig, at vedkommende har fået konstateret en depression. Forestil dig en person, som siger ’Jeg kan ikke spise, sove eller følge med på studiet. Hvad gør jeg?’ Jeg aner det jo ikke.

Jeg er lærer - ikke psykolog,” siger hun.

Hjælpen er tilfældig Også fra en af de studerende, som har lidt af depression, kan man mærke rådvildheden. Nicholas Muhs Rindahl mener, at hjælpen er tilfældig. ”Jeg fik det kun bedre, fordi Lene Rimestad snakkede med mig under midtvejssamtalerne som en ven.

Hun gav noget af sig selv, men det er jo ikke alle, som har samme ballast som hende. Vi havde tilfældigvis en god kemi,” siger Nicholas Rindahl og fortsætter: ”Jeg er slet ikke sikker på, at jeg ville have klaret det, hvis jeg gik på et af de andre hold. Det afhang af en lykkelig tilfældighed, at jeg fik prikket hul på bylden, og det er ikke godt nok,” fastslår han.

Dumpet eller droppet Selv er Nicholas Muhs Rindahl ikke i tvivl om konsekvenserne, hvis han ikke havde haft den samtale. ”Jeg ville ikke gå på det her studie, enten fordi jeg droppede ud, eller fordi jeg dumpede mine eksaminer,” siger den studerende på første semester.

Nicholas Muhs Rindahls depression blev ikke skabt

af studiet, men blev udløst af det. ”Inden jeg kom på studiet, troede jeg, at det bare var, fordi jeg havde et kedeligt arbejde. Men det, som skulle være sjovt, magtede jeg ikke.

Jeg kunne ikke en gang løfte røret for at snakke med en kilde. Forventningspresset var for stort,” siger han.

Behov for flere redskaber og information Nicholas Muhs Rindahl efterlyser bedre og mere generel information til både studerende og lærere. ”Når studiet ved, at det er meget krævende at gå her, så burde de give information om psykisk nedtur til alle – for eksempel i introugen. Lærerne skal også have bedre redskaber til at henvise de studerende, ellers taber studiet en masse potentiale,” siger Nicholas Muhs Rindahl.

Kravet genlyder fra både underviser og faglig vejle-

der. ”Jeg kan godt savne redskaber, når folk kommer med personlige problemer, som har indflydelse på studiet. Jeg har haft to personer, som henvendte sig til mig på grund af stress og depression. Jeg vil gerne vide, hvad jeg skal gøre, og hvem jeg skal henvise til, hvis folk beder om hjælp i krise,” siger Sabrina Drevsfeldt, der er faglig vejleder.

Lene Rimestad har selv

stress på introugen. Det vil tage modet fra folk at høre det. Prøv at forestille dig, at høre om depression første dag på studiet,” siger Karsten Prinds.

Han mener, at der i forvejen bliver taget hånd om problemet. ”Vi tager psykiske nedture på studiet alvorligt og har i flere tilfælde hjulpet studerende,” siger Karsten Prinds og fortsætter: ”Der findes henvisninger til hjælp på Studenterrådgivningen og Vejledningscentret. På deres hjem- Nicholas Mus Rindahl, studerende mesider kan man finde det. Faglig en god grund til at søge flere vejleder får et kursus i at redskaber: håndtere disse situationer ”Jeg vil jo ikke gøre det som standard. Det bliver i værre for dem, som har det starten af november, mens skidt.” vi også har planlagt at møde Studenterrådgivningen fra Hjælpen findes allerede lærernes side i det nye år,” Studieleder Karsten Prinds afslutter Karsten Prinds. afviser at sætte større fokus på problemet. juzha07@student.sdu.dk ”Jeg vil ikke sætte mere fokus på depression og

Jeg kunne ikke en gang løfte røret for at snakke med en kilde. Forventningspresset var for stort

Intet nyt i DJH’s nye interviewteknik Professionelle kilder trumfer journalisterne.

Derfor har undervisere fra Danmarks Medieog Journalisthøjskole introduceret en ny interviewform.

Men skeptiske røster i medielandskabet kan ikke helt se det nye i teknikken.

Maria Djurhuus Petersen

SPØRG Når kommende DJH-journalister forsøger at hive svar ud af kilden, vil det fremover ske med en ny strategi i baglommen.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole vil ændre undervisningen i interviewteknik, fordi flere og flere kilder er medietrænede og løber om hjørner med journalisten.

Derfor skal journalisterne væk fra deres fastlåste interviewstrategi og i stedet fokusere skarpere på, hvad

de vil have ud af deres kilde, mener lektor Nils Mulvad, der står bag intiativet.

Ingen revolution Men det gør journalister allerede, lyder det fra lektor i journalistik på SDU Lene Rimestad. Hun ser ikke den store revolution i tiltaget fra Århus: ”Det er et skidegodt initiativ, men jeg tænker, at der ikke er noget nyt i forslaget, som vi journalister ikke allerede gør. Vi kigger allerede på partsinteresser, og vi ved godt, at nogle kilder kun fortæller en del af virkeligheden. Jeg tror ikke, det er en ny spørgeteknik, vi mangler, men en mere intens viden om, hvad kilderne ved om os,” siger Lene Rimestad. Hun kender dog ikke den fulde ordlyd af det nye udspil.

Spørgsmål på guldvægt Nils Mulvad peger på, at man som journalist skal have et mål for sit interview, en række spørgsmål og en

metode for at nå dertil. Men det er efter hans mening vigtigt, at spørgsmålene, man stiller, er vejet på en guldvægt.

En af hans pointer er, at man skal vide, hvilken skjult dagsorden kilden kan have.

Det kræver, at journalisten har et indgående kendskab til kilden og dennes motiver til at ville stille op til et interview. Derfor tager undervisningen i den nye teknik blandt andet afsæt i grundigere kildevurdering, forklarer Nils Mulvad. »En smule ukonkret« Jakob Elkjær, ansvarshavende chefredaktør på Journalisten, kalder det ”sundt og naturligt”, at Danmarks Medie- og Journalisthøjskole vil forbedre undervisningen i interviewteknik, men han efterlyser mere klarhed: ”Undervisningen skal tilpasses nutiden. Men jeg synes, at udspillet er en smule ukonkret. Det står ikke lysende klart for mig, hvad det nye i interviewteknikken er,”

SKULDERTRÆK Ikke alle er overbeviste af den nye teknik. Foto: Akbar Simonse. konstaterer Jakob Elkjær.

Han forestiller sig, at den nye interviewteknik kan bruges som en skitse til at tage hul på en større diskussion om journalisters viden om kilders motiver: ”Hvis man interviewer en bankøkonom, så skal man også vide noget om hans dagsorden, som dybest set er, at det er godt at låne penge ud, for det er godt for hans forretning,” siger han.

Vil justere hen ad vejen Ude på redaktionerne er man vant til de medietrænede kilder. Nyhedschef på TV2/Fyn Jørgen Møllekær medgiver, at kilderne i højere grad sætter dagsordenen, men tvivler på, at initiativet

fra Århus er løsningen: ”Jeg ved ikke, om der er behov for en ny interviewteknik, men de medietrænede kilder er blevet dygtigere til at holde fast i det budskab, som de på forhånd har besluttet sig for at tale om,” siger han.

Initiativtageren Nils Mulvad understreger, at interviewteknikken vil blive justeret hen ad vejen. ”Når man forsøger at sætte noget nyt i gang, så rammer man jo ikke plet første gang. Men jeg vil hellere sætte initiativet i gang end at vente til, at det er helt perfekt,” fortæller lektoren. mape208@student.sdu.dk

Fakta: teknik Nye interviewkriterier for kildevurdering: - Motiv for at deltage - Villighed til at svare - Ønske om at styre interviewet Efter disse vurderinger fastlægger man mål, metode og spørgeplan for interviewet.

De gamle interviewkriterier var: relevans, nærhed, tilgængelighed, kompetence, tendens, afhængighed og repræsentativitet

Intern | 07

LixEN | December 2008

Klap-sammen-skærm erstatter papiravisen Det sidste sandkorn kan være på vej til at løbe gennem timeglasset for den trykte avis. Avisen flytter sig hen mod at blive en fleksibel og bærbar skærm, der kan opdateres løbende. Det betyder endnu større krav til journalisterne - men også flere muligheder.

kasketter over hovedet, betyder det flere krav til en i forvejen presset journaliststand.

Peter From Jacobsen mener dog, det kommer de redaktionelle medarbejdere til gavn: “Deadlines bliver afskaffet, når man hele tiden skal publicere en ny version af historien. Hvis man har taget fejl, kan man stadig hurtigt lave en ny opdatering. Det giver mere ro blandt journalisterne.”

Morten Bang Jørgensen Gudmund de Stordeur

Skal ikke kunne alt Journalister skal ikke kunne lave det hele. Det understreger Christian Schwarz Lausten fra Seismonaut.

Han mener i stedet, det bliver vigtigt at sammensætte langt mere tværfaglige redaktioner: “Journalisterne skal sidde side om side med bibliotekarer og programmører. De skal ikke kunne alting, men gennem deres uddannelse have opnået forståelse for eksempelvis programmering, så de bedre kan samarbejde med programmørerne.”

Dagbladene kan med eaviser spare pengene til tryk og distribution. De penge kunne flyttes over i at skabe mere kvalitet i indholdet, mener Christian Schwarz Lausten: “Jeg håber, det kan frigøre ressourcer til mere reflekterende historier, såsom baggrunds- og featureartikler.”

Landets store dagblade oplyser til Lixen, at de følger udviklingen omkring den elektroniske avis tæt.

Ingen vil dog på nuværende tidspunkt give et bud på, hvornår e-avisen vil ramme Danmark.

KRYSTALKUGLE Politikens slogan om “Den levende avis” kan om en årrække blive til mere end bare en brandingstrategi.

Teknologien nærmere sig det punkt, hvor skærme er så papirstynde, at læseren kan folde den sammen og putte den i bukselommen. Det vil betyde drastiske ændringer for den trykte presse. Og vi er der allerede.

Journalister som kuratorer Med e-aviser bliver sidste hånd på artiklen ikke lagt med det sidste punktum.

Man skal tænke i visuel præsentation af historien og spinde tråde tilbage til tidligere artikler. Samtidig kan man løbende udbygge artiklens dokumentation.

“Journalisten skal være som en kurator, der har blik for, hvordan billederne på en udstilling står i forhold til hinanden,” siger Christian Schwarz Lausten, der lever af at rådgive om mulighederne ved digitale medier i firmaet Seismonaut.

“Journalisten skal som en bibliotekar kunne gå på rovdrift i arkiver og websites samtidig med, at han skal lave små programmer, der hjælper til at fortælle historien,” siger han.

Peter From Jacobsen fra Center for journalistisk kompetenceudvikling UPDATE ser også store muligheder for at lave mere levende historier: “Det giver mulighed for at linke til en kontekst, til kommentarer og andet stof direkte. Samtidig sætter det gang i folks hoveder og deres lyst til at interagere med historien.”

Deadlines dør Når man skal trække flere

FORSIDEJAGT Fyens Stiftstidende eksperimenterer med brugergenererede forsider. Foto: Johan B. W. Andersen

Journalister vil have sexchikane på forsiden “Linett udsat for sexchikane”. Sensationelle historier er de mest læste på nettet, men de burde også på forsiden af papiravisen. Det mener journalisterne på Fyens Stiftstidende. Læserne foretrækker imidlertid avisen prioriteret efter væsentlighed, sådan som den bliver lavet i dag.

mojoe08@student.sdu.dk gudes08@student.sdu.dk Johan Bertil Winther Andersen

Fakta: e-aviser En fleksibel og bærbar skærm, der kan opkobles til nettet. Den har ingen aggrundsbelysning, så den kan læses i sollys og er behagelig for øjnene.

Batteriet holder derfor længere samtidig med, man skåner miljøet ved ikke at trykke på papir.

UENIGHED Sexchikane og ubehøvlede OB-fans hitter på fyens.dk. Men på papiravisens forside foretrækker læserne derimod, at tryksværten fortæller historien om strejkens indflydelse på samfundet.

Journalisterne på Fyens Stiftstidende har tidligere overvejet at lade læsernes klik på hjemmesiden forme morgendagens papirforside. Men Fyns regionalavis dropper nu at lade brugerne bestemme forsiden efter en

kortlægning af læsernes ønsker til den trykte avis.

Konflikt Redaktionschef Jan Kristensen, Fyens Stiftstidende, har i sin masterafhandling i redaktionel ledelse på SDU undersøgt, om læserne foretrækker forsider med de nyheder, der bliver klikket mest på avisens hjemmeside. Det gør de ikke, men det gør et flertal af journalisterne.

“Det markante her er, at der er en stor forskel på, hvad vores læsere og vores redaktionelle stab mener er den rigtige type forside til Fyens Stiftstidende,” siger Jan Kristensen.

Sexchikane eller strejke “Det offentlige sparer hver dag 35 mio. kr. på strejken.”

Sådan lød overskriften på Fyens Stiftstidende den 17. april i år.

Jan Kristensens webforside fik hovedrubrikken “Linett venter på en undskyldning for sexchikane.”

Det var nemlig den historie, læserne havde klikket på

flest gange på Fyens.dk.

Journalisterne på Fyens ville have sexchikane-forsiden på web overført til side 1 på papir. Men mere end 1700 af de 2000 adspurgte læsere foretrak strejke-forsiden på tryk.

Sovs på kartoflerne Nu kan Jan Kristensen bruge resultatet af sin undersøgelse som argument, når journalister synes, at deres meget klikkede webhistorier skal på forsiden af den trykte avis.

“Journalister vil gerne have den skarpe historie, hvor der er sovs på kartoflerne. Mens de nogle gange synes, at den væsentlige historie er for kedelig,” siger Jan Kristensen.

Hans oplevelse er, at læserne har mere tid, når de læser papiravisen. Derfor vil de have væsentlige historier på forsiden, som de kan fordybe sig i tilbagelænet i sofaen.

Webhistorierne læser de primært i spisepausen på arbejdet, så de må gerne være lette og sensationelle.

Første gang i Danmark Ifølge Jan Kristensen er det første gang i Danmark, at man har undersøgt sammenhængen mellem læsernes klikkelyst på nettet og de forventninger, de har til en printavis.

Han forsikrer, at regionalavisens læsere fortsat vil få den type forside, de er vant til og foretrækker. johaa08@student.sdu.dk

Fakta: web vs. tryk Redaktionschef, Jan Kristensen, har skrevet sin master-afhandling på baggrund af en undersøgelse foretaget af Gallup Panel Fyn. 2000 repræsentativt udvalgte fynboer har svaret. De foretrækker den traditionelle forside frem for en forside med den type historier, der er mest populære på avisens hjemmeside, fyens.dk

08 | Ekstern

December 2008 | LixEN

Efterlysning:

Undercover på Amalienborg Skarp kritik af kongehusets lukkethed. Skarp kritik af de danske hofreportere.

Og skarp – om end mindre skarp – kritik af Prins Henriks baller. Der er ingen kvalitet i royal journalistik, lyder den kontante udmelding fra hofreporteren Trine Villemann.

Steen A. Jørgenssen

FAGFESTIVAL På Se og Hørs redaktion i Valby hænger en lille, rød børnekuffert med nøgenfotos af Prins Henrik. Det interessante ved kufferten er imidlertid ikke Prinsgemalens blottede pariser-popo.

Det interessante er, at kuffertens indhold ikke for længst er røget på forsiden af den kollektive kulørte presse.

Vi gemmer kufferten et øjeblik og sætter i stedet scenen: Fagfestival ’08. Udfordringen: Hvordan forenes royal journalistik og kvalitet. ”I en tid, hvor folk ligger og dør, fordi de ikke kan komme i en strålekanon, er det sgu relevant, hvad de kongelige bruger deres penge på,” tordner hofreporteren Trine Villemann og banker i bordet, så forargelsen slår krusninger i hendes kildevand.

Hun taler med indignation, når hun forlanger, at samme lup, som landets politikere må leve under, rettes mod Amalienborgs

livstidsbeboere.

Journalisten og forfatteren har igennem en årrække haft det som sin mærkesag at gå kritisk til kongehuset. En levevej, hun har bedrevet på både Billed-Bladet, Ekstra Bladet og senest i bogen 1015 København K med undertitlen Kongehuset – kærligt/kritisk.

Ved siden af Villemann står journalist og medieforsker Kirsten Sparre og mel-

åbent monarki. Og netop derfor skal der gås kritisk og grundigt til værks, når der skrives om de kongelige.

Alt for ofte vælger medierne, ifølge Villemann, Mary-og-Frede-holderi-hånd-vinklen, selvom håndholderiet foregår på et politisk IOC-møde. De seriøse medier har for længst afskrevet royalt stof som sladder, kritiserer hun.

Fremtvunget af kritiske

Det betyder, at de historier, der laves om de kongelige, præsenteres i en følelsesmæssig sammenhæng, der ikke altid er sand. Sådan lyder en af hovedkonklusionerne i Sparres spritnye forskning.

Der vinkles altså på hyggesladder. Prins Henrik havde hawaiiskjorten på. ”Er det vigtigere at royale historier er underholdende end, at de er sande?” spørger Sparre retorisk.

Sexlivet på finansloven ”Jeg så gerne journalister gå undercover som hofdamer på Amalien- Trine Villemann, hofreporter borg. Ved I hvad hofdamer får i løn? Intet. lem de to kvinder; Lasse røster fra salen må hun Hvorfor er der ingen, der Jensen. Ordstyreren. dog medgive, at det sidste stiller spørgsmål, når Prins Villemann halalslagter år har budt på enkeltsager, Henrik sejler privat på sig gennem hofjournalider har hævet standarden Kongeskibet? Hvorfor bor stikken: for den royale journalistik. der en dame på Østerbro, ”Det hele er tungen-udKronprinsens IOC-medder har statsfinansieret af-munden-journalistik. lemskab nævnes igen. Men pension resten af livet?”

Det siger ingenting, og det det er enkelttilfælde, lyder Hvad?! er kendetegnende for hele det fra Villemann. Og hun Trine Villemann må den royale dækning.” bakkes op af Kirsten Sparstandse sig selv. Trække res forskning. vejret et par gange. Lasse Uvelkommen på slottet Jensen vil vide, om KongeLad os lige slå det fast.

Mere royal sladder huset er underlagt offentSelvom det kan være svært Kongehuset fylder stadigt lighedsloven. at se, er Trine Villemann mindre i medierne, fordi Det er det ikke. royalist. På trods af at være internationale kendisser er Villemann samler tråblacklistet af Kongehuset blevet vores allesammens den op igen: går hun ind for et moderne, næreste venner.

Når de kongeliges sexliv havner på finansloven, så bliver det relevant

”I det lange løb gider folk ikke dyneløfteriet, og det gør jeg bestemt heller ikke, men når de kongeliges sexliv havner på finansloven, så bliver det relevant.”

Dén skriver jeg Denne reporter tager sig selv i at tænke: Hvis der er så mange gode historier i Kongehuset, hvorfor er der så ikke nogen, der skriver dem? ”Fordi vi er for ærbødige.”

Villemann har læst mine tanker. ”Fordi vi er opdraget til at tro, at de kongelige ikke er almindelige mennesker.”

Kirsten Svarrer supplerer. Ud fra interviews med redaktører på begge sider af den kulørte linie i dansk presse konstaterer hun: ”Holdningen er, at læserne ikke kan holde til det.”

Husk den røde kuffert Aha! Redaktørerne agerer altså stopprop for den kritiske journalistik, fordi Hr og Fru Middelmådig ikke må blive chokerede, når de en sjælden gang måtte se en forside.

Og så er vi tilbage ved den røde kuffert på Se og Hørs redaktionsgang. Den med nøgenbillederne af Prins Henrik.

Billeder, som Se og Hørs nu afdøde chefredaktør Peter Salskov ikke ville trykke. ”Af etiske grunde,” har han forklaret Kirsten Sparre, da hun for næsten ti år siden fik lov til at kigge i kufferten. ”Det var ikke et kønt syn,” siger hun i dag om oplevelsen. stejo07@student.sdu.dk

Mere om sagen: I 2007 spurgte Illustreret Bunker 16 medier, om de ville bringe historien, hvis de havde beviser for at Prins Henrik var Dronningen utro eller var bøsse. Det ville ingen af medierne.

Læs hele artiklen på www.illbunker.dk/wp-content/2007-03.pdf

FAGFESTIVAL ’08 Lixen var med, da over 1500 journalister hørte på 200 oplægsholdere til mediernes svar på Roskilde Festival. Foto: Johan B.W. Andersen

Journalister skider for lidt i egen rede Danske journalister skal granskes i sømmene med præcis samme metoder , som når de selv holder vagt ved magtens højborge. Og så skal kritikken sendes ud i offentligheden, mener Jakob Elkjær fra Journalisten. I andre lande holder journalister skarpt øje med hinanden – med stor succes.

Joanna Vallentin Mikkel Vuorela

KRITIK “Journalister skider for lidt i egen rede, men det ville være sundt for branchen, hvis der var mere redeskidning.”

Ordene er Jakob Elkjærs, chefredaktør på Journalisten. Han mener, at journalister er for dårlige til at kigge hinanden over skulderen og granske de journalistiske produkter, som hver dag sprøjter ud af mediebranchens blender.

Den store grød af artikler og indslag indeholder nemlig store klumper af fuckups, der aldrig kommer ud i offentlighedens lys. De journalister, der producerer klumperne, bliver derfor heller aldrig stillet til regnskab.

“Vi er jo ude med riven efter andre. Det

samme burde gælde for os selv, vi skal granskes med præcis samme metoder, som vi bruger mod andre,” siger Jakob Elkjær.

Han så derfor gerne, at der var et mediekrtisk program a la Kontant. Et ressourcestærkt program, der ridsede overfladen.

Media Watch Graver vi os om på den anden side af jorden, så finder vi sådan et program. På den statslige australske kanal, ABC, sender de hver mandag programmet Media Watch.

Programmet går i al sin enkelthed ud på at afsløre journalister, der gør deres arbejde dårligt. Og det er rasende populært.

Media Watch bruger værktøjerne fra kritisk, undersøgende journalistik, men vender skytset mod journalistikken selv.

Peter McEvoy er executive producer på programmet, og han gæstede årets fagfestival.

“Når en politiker bliver fuld og råber op, så er det jo noget, vi alle har prøvet. Det er forståeligt. Men vi, journalisterne, kritiserer dem hårdt. Omvendt er det, hvis en kollega fejler. Så forstår vi dem godt,” siger han.

Han mener, at journalisterne må væk fra dobbeltmoralen og se indad.

“Det handler om at sætte personlige føleleser til side og producere en historie.”

LixEN | December 2008

Ekstern| 09

Helle og Villys fornemmelse for journalistik

Journalister overdramatiserer. De sætter forkerte mærkater i panden på politikerne.

Og de har tabt den kildekritiske sans over for politiske kommentatorer. Det var nogle af dessinerne, da Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal fik lob til at skyde tilbage på den presse, der normalt retter skytset mod dem.

Troels Trier

FAGFESTIVAL Overnaturlige evner og politiske meningsdannere.

De politiske kommentatorer bliver beskyldt for lidt af hvert af oppositionens to mest populære formænd, Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, mens journalisterne generelt får pæne ord med på vejen.

De to politikere er kommet til fagfestival for at diskutere det danske mediebillede.

Et af de store problemer i formandens øjne er, at de politiske kommentatorer ikke bliver behandlet som, hvad de i virkeligheden er – politiske aktører. De er blevet en del af den politiske meningsdannelse, og man bør debattere med dem på lige fod med politikere og

euroen. På den måde fik han fjernet fokus fra den dårlige historie om Irak-høringen.

“Statsministerens smarte manøvre kunne godt have Politikere med labels fundet vej til en af kommenMylenberg stiller spørgsmåtatorernes klummer,” siger lene og Thorning-Schmidt Helle Thorning og høster lover at svare ærligt på dem. klapsalver fra salen.

“Jeg synes, at journaliPublikum buher, da Troels Mylenberg forsøger at tage kommentatorernes parti ved at sige: “Man kan da ikke skrive om en smart manøvre.”

“Nå, nå, nå… okay,” - Villy Søvndal om kommentatorers fremtidssyn svarer Troels Mylenberg.

Det må da være fantastisk at have sådan en telepatisk evne

sterne nogle gange er lidt for glade for at sætte mærkater i panden på politikerne”.

Hun nævner, at hun lidt for ofte er blevet hensat til blot at være en “god campaigner,“ og at der vist nok engang var en journalist, der i begejstringens hede sammenlignede Naser Khader med John F. Kennedy.

Media Watch har sendt i primetime de sidste ni år og har i dag en position som mere troværdig end pressenævnet.

“Den bedste måde at regulere medierne er ved at udstille dem. Sollys er det bedste disinfektionsmiddel,” siger Peter McEvoy Excellent Media Watch kritiserer også indadtil i ABC. De skider i egen rede.

Gena Wilkinson var journalist på ABC og lavede et indslag fra Irak om glemte kæmpemissiler i et boligkvarter.

Vinklen var, at børn brugte missilerne som legepladser, skønt de lækkede giftigt brændstof og var i konstant fare for at eksplodere. Og problemet stod tydeligt i indslagets billeder.

andre meningsdannere.

Hun nævner et konkret eksempel.

Smarte manøvrer Anders Fogh Rasmussen blev for nylig kaldt i høring om regerings motiv for at gå i krig i Irak. Samme dag høringen skulle foregå, gik han i morgen-tv for at tale om

En lille dreng og en pige kravlede rundt på den kolossale sprængfarlige raket.

Media Watch kørte en anden udgave af historien. De havde fået fat i journalistens råbånd, som viste, hvordan hun instruerer børnene i at kravle rundt ovenpå og under missilet.

“Vil du få børnene til at gå ind under missilet?” beder hun sin irakiske fixer. Og da børnene gør det, hører man hendes stemme bag kameraet: “Excellent…”

ABC blev rasende, og de iværksatte en intern undersøgelse – ikke for at finde ud af, hvordan det kunne gå så galt, men for at finde ud af, hvem der lækkede båndene til Media Watch.

Peter McEvoy fremhæver indslaget, som et

Kæmpe nederlag Helle Thorning-Schmidts viser også sin utilfredshed ved mediernes udlægning af Socialdemokraternes antal stemmer ved sidste valgkamp.

Journalisterne har overdramatiseret resultatet ved at omtale det som et “kæmpe valgnederlag.”

Hun mener ikke, det er

rimeligt, da partiet faktisk holdt skansen, og ikke mistede mange mandater i modsætning til Venstre.

“Så, I tabte næsten ikke?” spørger Mylenberg.

Thorning: “Når Berlingske Tidende bliver ved med at tabe læsere og gå ned i oplagstal, er det så også et ’kæmpe nederlag?’ – Jeg ved det ikke.”

Mylenberg: “Jeg ved det heller ikke.”

Hyggelige Villy Timen efter er Niels KrauseKjær på plakaten med overskriften “Villy som mediefænomen.“ Krause-Kjær har til begivenheden fået stillet et par magelige beigefarvede stole frem, som de to hovedpersoner nu sætter sig i. Hyggeligt.

Søvndal mener, at pressen ofte favoriserer borgerlige politikere.

“Det virker lidt som om, nogle politiske kommen-

eksempel på, hvad der sker, når mediehuse laver nemme løsninger og skærer hjørner af.

Og så klapper fælden.

“Alle journalister elsker vores program,” siger han: “Lige indtil de selv er med i det.”

Ingen dansk pendant Det nærmeste vi kommer Media Watch herhjemme er P1’s Mennesker og Medier. Men selvom debatprogrammet er mediekritisk, fokuserer redaktør Lasse Jensen og co. ikke på afsløring. Et nyt dansk mediekritisk program kunne være med til at afdække eksempler på dårlig journalistik i Danmark. Ifølge Jakob Elkjær vil det være kærkomment at få luftet kritikken i det offentlige rum – og i mediebranchen: “De dårlige journalister vil blive trukket

tatorer mere fungerer som en ekstra politisk ordfører for et borgerligt parti,” siger Søvndal, hvorefter publikum kvitterer med en højlydt latter.

Det motiverer Søvndal til at fortsætte sine ironiske bemærkninger om politiske kommentatorer: “Nogen af dem er jo så kloge, at de ikke engang behøver at tale med én for at vide, hvad man tænker.

Det må da være fantastisk at have sådan en telepatisk evne,” siger Søvndal, der mener, at kommentatorerne nogle gange overanalyserer ting så meget, at de overser helt simple forklaringer: “Der var nogen, der mente, at grunden til, at jeg ryger pibe, er fordi, jeg så ligner en meget tænksom person.

Men grunden til jeg ryger pibe, er egentlig bare fordi, jeg er ryger,” siger han. trtri07@student.sdu.dk

igennem pressen, som mange andre magtfulde grupper bliver, når de begår fejl. Man vil helt sikkert afsløre mange dårlige journalistiske praksisser.”

Det mest kendte eksempel herhjemme er Jeppe Nybroes Irak-dækning, og den bliver stadig husket. Og ifølge Jakob Elkjær ligger der mange andre journalistiske klumper og venter på at blive opdaget ude i det danske medielandsskab. Han mener, at man vil skabe et sundere miljø for god journalistik, hvis for eksempel DR laver en dansk udgave af Media Watch: “Og seerne ville elske det. Det ville blive tydeligt for andre i branchen, at det er et rigtig godt stofområde,” siger han. joval07@student.sdu.dk mikkelvuorela@gmail.com

December 2008 | LixEN

10 | Karstens

Ved at isolere mere!

Karstens Korner ved Steen A. Jørgenssen

Bedre isolering af huse er

Dette fremgår bl.a. af

den investering, som har

McKinseys rapport “A

størst effekt på nedbring-

cost curve for greenhouse

elsen af drivhusgasser

gases”. Se rapporten på

pr investeret krone!

w w w. s u n d o l i t t . d k

Sundolitt isolering - for en sund og bær edygtig fr emtid

LixEN | December 2008

Fokus | 11

Fokus Med pandelampen på forsøger Lixen i denne måned at finde originaliteten i dansk journalistik. Pærens lysstyrke står på max, for hvordan finder man det svært definerbare?

Lyskeglen rammer på de næste fem sider medieforskere, chefredaktører, uddannelsesledere og journalister. Altsammen i et forsøg på at finde originaliteten i journalistikken.

Og så forsøger Lixen at sparke til sproget ved at spænde ben for sig selv. Vi bruger ikke ordene ”er” og ”har”.

Cool Social-Volumen som Jesus Det skal ikke bare være originalt.

Det skal være cool. Det skal være storladent, voluminøst, men folk skal også forstå det, derfor må det være socialt. Og så skal det rykke ved noget, ligesom, hmm… ligesom Jesus. Det skal ikke bare være originalt, det skal have Cool Social-Volumen som Jesus.

Mikkel Vuorela

ESSAY/REPORTAGE/KLUMME/ WHATEVER: ”Jeg skriver mig ud af det, jeg har en idé,” sagde jeg ind i telefonen.

Inden da havde jeg sagt det til mig selv mange gange. Sådan ligesom for at galvanisere sjælen. Nu gør jeg det sgu, skriver artiklen om originalitet, den som binder det hele sammen. ”Jeg skriver mig ud af det, jeg har en idé,” sagde jeg ind i telefonen. ”Jeg skriver om Morten Sabroe, Danmarks designskoler, Jaques Derrida og Jørgen Leth,” namedroppede jeg. Og det var også de navne, jeg havde skrevet i min notesbog.

Planen var klar. Grønt lys fra redaktøren i den anden ende af telefonrøret.

Jeg satte mig ved tasterne, ingenting kom ud. Konsulterede min notesbog igen. Der stod: ”Ved du, hvad de har fundet på? Statens … Jeg mener Satans Museum For Kunst?

De laver en udstilling med Kenneth Anger.

Kender du ikke ham? Han blev berømt for en film, der viser ham, mens han prygler aben.”

Noten var et brudstykke af en samtale, som jeg havde kradset ned som en slags oplæg til artiklen om originalitet. Nu stirrede jeg på noterne, og så det for mig: En tynd mand med LUCIFER tatoveret hen over brystet sad og pryglede aben.

Forundring. Af en eller anden grund havde jeg troet, at det var den klippe, min artikel skulle bygge på. Nu indså jeg, at det var en blindgyde. Hvad havde jeg tænkt?

Løft røven Jeg prøvede med cigaretter. Rullede ligtherhjulet under tommelen, slog gnist til gas til flamme. Men der skete ingenting.

Idéerne, de fik ikke fat, ingen flamme antændte tankens tobak. Jeg vidste godt hvorfor. ”Løft røven, I sidder på den,” havde han skrevet til mig, Morten Sabroe, men jeg havde ikke løftet den, røven. Det startede med, at jeg skrev en mail til ham for tre uger siden:

”Hej Morten.

Hvor pokker er den henne?

Vi sad og holdt redaktionsmøde på Lixen (de journaliststuderendes blad på SDU), og vi skulle finde på et tema til det nye nummer. Så var det, vi spurgte os selv, hvor det egentlig var, den blev af.

Den der originalitet. I journalistikken.

Hvor pokker er den henne? Originaliteten i journalistikken? Du har selv været repræsentant for den, inden du vendte den ryggen Men hvad så, det var det eller hvad?

Vi talte om DR2, det er måske der den ligger, med den 11. time. Men hvad med avisen, er den virkelig død? Og radioen?

Hvor pokker er den henne?

Du har jo levet snart et helt liv ind og ud af journalistikken, har du hen ad vejen set, hvor den gik hen?

Du skal vide, at vi er nogle, der leder. Hvis du ved på hvilket loft, den ligger, så giv et praj.

Så lukker vi den ud igen.

Mvh Mikkel Vuorela og resten af Lixen-redaktionen”

”Jeg kan simpelthen ikke finde inspirationen, jeg er dum. Sådan nogle ting siger jeg til mig selv, jeg er dum.”

Og Leth fortæller om overspringet: ”Og der er altid flere ting, der skal laves, og så laver man det, der er lettere først, eller man laver det andet. Man laver ikke det, man laver altid det andet i stedet for.”

Og her sad jeg og identificerede mig helt vildt, med det han sagde, Jørgen Leth, for den her artikel, artiklen, den var jo mit værk, et lille værk, værk, og i stedet for at lave den, komme ind til kernen af originaliteten, ja så havde jeg lagt mine kræfter i alt det andet.

Og så slog det ned. Lynet. ZOK! Og sendte flimrende elektriske tråde ind i hjernebarken. Åbenbaringen kom, nøglen til originaliteten lå lige dér. Ikke hvor jeg først havde søgt, ikke i det, men i det andet.

Det andet andet Vi befinder os i Sønderjylland, få kilometer fra grænsen.

På en gård, en rød gård fra 1700-tallet, skideflot og fyldt med hængekøjer. Året hedder 2007 og vi skriver RUC-

Fem minutter senere kom svaret: ”Løft røven, I sidder på den!”

Jeg var paf. Brugte en halv time på at finde et smart svar. Jeg gav op: ”Tak, det var det, jeg tænkte.

Jeg trykker dit svar i Lixen, hvis det er ok?” ”Det gør du bare. Husk at skrive det med STORE BOGSTAVER!” Åbenbaringen Jeg havde håbet på noget mere. På en forklaring, en åbenbaring, der udpenslede, hvad der skulle til. Men fem minutter gik, og seks ord var, hvad jeg fik: ”Løft røven, I sidder på den.”

Og så indså jeg, at manden havde ret. Vi sidder på røven og brokker os over, at ingen lærer os at være originale, i stedet for at løfte os, og så bare springe ud i det.

Ud og gøre som Kenneth Anger og prygle aben for rullende kamera. Eller ligesom Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, der netop har lavet en plade sammen – hvor de løftede røven ved at sidde ned.

Pladen hedder ’Vi sidder bare her…” og på pladen taler Jørgen Leth, læser ikke op, ingen papirer, ingenting. Og han taler om, hvor svært, det kan være at løfte røven:

projekt om Derrida.

Kort fortalt var Derrida en fransk tænker, der mente, at det var umuligt at sige noget som helst sikkert om noget som helst. Det var han sikker på.

Men han var klog.

Og til stadighed regnes han for en af verdens vigtigste postmoderne tænkere.

Ham læser vi (min læsegruppe og jeg), og han er kommet til en vigtig erkendelse: Forestil dig hele verden som et

Foto: Christopher Wallace

kæmpemæssigt avisarkiv. Alle tanker og handlinger og alt andet findes her i arkivet.

I denne her verden består alle mennesker af tekstfragmenter fra arkivet. Se dig selv som en kæmpemæssig aviskollage. Ligesom mig. Den eneste forskel på os to: Jeg består af nogle andre fragmenter, end dig. Forstår du?

Det der så sker, når vi mødes, så modtager jeg nogle af dine tekstbidder. Så jeg, det ene, modtager noget af dig, det andet, og dét andet, jeg modtager, bliver en del af mit ene.

En ny kombination af småbidder opstår. Det samme sker den anden vej, fra mig til dig. I den proces bliver noget af det andet til det ene, og noget nyt bliver skabt – ikke noget oprindeligt, men noget originalt. Og det her foregår hele tiden nu, nu, nu, imens du læser ordene her. Uendelig originalitet.

Værsgo, pust ud igen. Ikke mere akademisk mumbo-jumbo.

Pointen i al sin enkelthed: Tout est originale. Vi møder hele tiden det andet, og sådan opstår det originale. Og nu, hvor vi ved det, kan vi alle gå glade i seng og tænke på, at hvert af vores skridt og hver en tanke har været originalt udført. Således skaber vi originalitet, selv når vi laver overspring.

Heureka og halleluja. Problemet løst.

Eller hvad?

Cool som Jesus Det føles ikke godt nok. For nemt. For den brede forståelse af originalitet hjælper os jo ikke rigtigt med at lave bedre journalistik.

Det virker ikke cool. Det booster ikke vores sociale volumen.

Det skal ikke bare være originalt. Det skal være cool. Det skal være storladent, voluminøst, men folk skal også forstå det, derfor må det være socialt. Og så skal det rykke ved noget, ligesom hmm… ligesom Jesus. Det skal ikke bare være originalt, det skal have Cool Social-Volumen som Jesus.

Hvis nogen kender cool, så må det være designerne. Eller dem, der lærer designerne at blive designere. På den journalistiske fagfestival holdt rektorerne fra Danmarks tre designskoler et oplæg, som hed ”Nu skal vi være lidt kreative.”

Oplægget var på ingen måde kreativt, det var kedeligt faktisk. Men der blev sagt én interessant ting: ”Bliv i boksen,” sagde Elsebeth Gerner Nielsen fra Kolding Designskole. ”Definér boksen, og bliv i den.” ”Hallo, smart”, tænkte jeg. For vi ved alle, at folk, der siger ”lad os tænke ud af boksen,” de kommer med de kedeligste idéer. Så gør som designerne og som Jørgen Leth. Lav rammer, sæt grænser, tag en ny spændetrøje på til hvert produkt. ”Jeg skriver mig ud af det, jeg har en idé,” havde jeg sagt ind i telefonrøret.

Det viste sig at være løgn. Jeg havde ingen idé, for jeg havde ikke løftet røven.

Men ud af overspringene og den dårlige samvittighed kom en artikel, den her artikel. Cool, fandme. Og ved I hvordan, jeg fandt på rubrikken? Den stod på mit køleskab. Med magneter. Jeg kender ikke den originale ophavsmand, men i mødet med mig, fandt det en ny plads det evige avisarkiv, en ny original kombination. Halleluja. mikkelvuorela@gmail.com

12 | Fokus

December 2008 | LixEN

Da de studerende sprængte spændetrøjen Nogle studerende førte sidste år saksen igennem undervisningens skabelontænkning.

Stumperne derfra samlede de i eksperimentalmagasinet Rumspringa.

Den nye generation af journalister skal overleve på at bryde normerne, mener en af initiativtagerne.

Morten Bang Jørgensen

“Objektiv journalistik er lige så umulig som en jomfrufødsel. Og mindst lige så kedelig som den hellige undfangelse, hvor man ikke må røre.”

Det var under den parole, at en gruppe studerende på Center for Journalistik sidste år brød ud af undervisningens skabelontænkning.

Frustrationen over manglen på plads til den kreativitet, som uddannelsen ellers sælger sig selv på, ledte dem op på Troels Mylenbergs kontor.

Med sig havde de en idé til et eksperimenterende magasin. Ideen begejstrede den daværende centerleder,

der kvitterede med støtte til projektet.

“Det er tit sådan, at kan man ikke finde nyhedskriterierne i en historie eller den rette case, så ryger historien,” siger Lasse Lauridsen om størstedelen af nutidens journalistik. Han var en af drivkræfterne bag Rumspringa.

Da magasinet kom fra trykken kunne læserne blandt andet give sig i kast med et interview med en afdød statsminister og anmeldere, der anmeldte en anden anmelders anmeldelse af en anmeldelse.

Kreativ generation “Man må nogle gange bryde rammerne og finde sin egen måde at presse kriterierne ind i en historie på,” siger Lasse Lauridsen. Det kunne være at interviewe afdøde statsminister Hans Hedtoft om krise hos Socialdemokraterne gennem to clairvoyante. Sådan som det skete i Rumspringa.

“Vores generation af journalister kommer til at overleve ved at være kreative og bryde med den klassiske journalistiks normer,” spår Lasse Lauridsen og uddyber: “Man skal turde satse og

UDBRYDERE “Rumspringa [,råms’brænga] betegner perioden mellem barn og voksen hos amishfolket, der har en speciel tradition for at fritage deres unge teenagere fra de strenge kristne leveregler. Kun et fåtal vender ikke tilbage.“ Bagmændede på magasinet vil momentant fritages fra journalistikkens skriveregler. Fra magasinet Rumspringa.

VOXPOP

ikke være bange for, at læserne ikke forstår det, man laver. Læserne skal gøres bevidste om, at de rammer journalister arbejder under er kunstige, og det ved de som regel allerede.”

Ifølge Lasse Lauridsen må man gøre op med de påtvungne objektive briller, før pladsen til at udvikle anderledes og spændende journalistik opstår.

“Jon Stewart tør stille prominente gæster overraskende og skæve spørgsmål.

Det er blandt andet derfor, at journalistik og satire kan smelte så effektivt sammen, som det gør i The Daily Show,” mener han.

Sælg den skæve vinkel Da Lasse Lauridsen kom i praktik på DR, var det hans indtryk, at der blev lyttet til, hvis man luftede en anderledes vinkel på en historie. Så længe argumenterne sad lige i skabet: “De fleste chefredaktører anerkender en skæv tilgang, da meget journalistik jo er idébåren. Man skal bare have sit købmandskab i orden og kunne argumentere for sin ide,” fortæller han.

Lasse Lauridsen anerkender dog, at man ikke altid kan opfinde den dybe tallerken på ny:

“Når man sidder og har få timer til en artikel, så kan det være svært at tænke ud af boksen,” indrømmer han.

Problemet opstår, når det bliver en vane: “Når jeg går med en ide, og jeg få dage senere ser, at andre har lavet det samme, så er det på tide at hanke op i mig selv.”

Studiet og skabelonen Selvom Rumspringa opstod som en protest mod skabelontænkningen på studiet, så ser Lasse Lauridsen i dag skabelonerne som en god ting: “På uddannelsen gælder det om at lære redskaberne.

Så ved man også senere, hvordan man kan bryde med de klassiske dyder.” mojoe08@student.sdu.dk

Fakta: Rumspringa Bladet udkom for første og eneste gang i juni 2007 Projektet strandede pga. for meget arbejde med trykkeri og anskaffelse af annoncer.

Læs bladet på rumspringamagasin.dk

Vægter chefredaktørerne på de store danske dagblade og månedsmagasiner originalitet højt? Hvad forstår de ved begrebet originalitet? Og på hvilken måde kommer det til udtryk på deres blad eller magasin? Her kommer en tilstandsrapport fra fire ledende mediefolk i Danmark.

Af Sofie Bak Thorup og Majken Søndergaard Nielsen

Oliver Stilling, redaktør på Ud og Se

Peter Orry, chefredaktør på Jydske Vestkysten

Hvem fortjener titlen som den mest originale journalist i Danmark?

“Jeg synes generelt ikke, der er ret meget originalitet i danske medier.

Skal jeg nævne én, så må det være Mads Brügger.

Måske fordi han selv er en original. Hans tv-serie fra Nordkorea ’Det røde kapel’ var virkelig godt tænkt.“

Hvem fortjener titlen som den mest originale journalist i Danmark?

“Der er ikke lige umiddelbart en, der springer i øjnene. Det er ikke fordi, jeg synes, at vi mangler originalitet i dansk journalistik, der er bare ikke en person, der leverer så stor en procentdel. Jeg vil ikke sige et navn, det kan jeg ikke.“

Hvor højt vægter I originalitet i Ud & Se? “Det gør vi utrolig højt.

Vi har alle muligheder, når vi skal lave et magasin, fordi det ikke skal have noget med aktualitet at gøre. Men en af hurdlerne for originalitet er, at journalister ligesom andre mennesker er vanedyr.

Men det er også et ledelsesproblem, fordi de mange chefer er blottet for fantasi og hellere vil have, at tingene bare bliver gjort færdige til tiden. Der ryger mange

gode ideer i svinget.“ Hvordan kommer originaliteten til udtryk i Ud & Se? “For eksempel har en journalist for nylig lavet et interview med Ole Henriksen. Vores journalist valgte at invitere ham hjem til sig til middag på Vesterbro.

Han ville have ham væk fra glamour og Hollywood, fordi Ole Henriksen har udtalt, at kendte ikke nødvendigvis er vigtigere end for eksempel husmoren fra Grenå. Journalisten gik ind og påtog sig rollen som en slags repræsentant for det almindelige menneske. Idéen var at iagttage, hvordan Ole Henriksen er, når man har ham i så mange timer uden for rampelyset. Mange synes, det ikke kan passe, at han altid er sådan. Det var en original tilgang til Ole Henriksen.”

Hvor højt vægter du originalitet i din avis?

“Vi forsøger at lave unik journalistik i den forstand, at læseren ikke kan få den andre steder.“ Hvordan kommer originalitet til udtryk i din avis?

“Det gør vi ved at køre idéudviklingen og redaktionsmøderne helt ud i den ekstrem, hvor vi får den originale vinkel på historien.

Som oftest lykkes det ikke, for det er en svær opgave.

Læseren skal gerne huske historien tre dage senere.

Vi er også de første, der indførte borgerjournalistik.

Det giver mulighed for at dække begivenheder, som journalisterne ikke har tid til som for eksempel resultater fra den lokale Whist-turnering eller en dag i børnehaven. Vi har fået positive reaktioner på borgerjournalistikken. Andre læsere mener, at de ikke har betalt for amatørjournalistik. Men det er en risiko, vi er villige til at tage.”

LixEN | December 2008

Fokus | 13

Pølsefabrikker moser studerendes originalitet Branchen hungrer efter originale og kreative journalister.

Alligevel minder journalistuddannelserne for meget om pølsefabrikker. Lixen arrangerede et stævnemøde mellem den faglige leder fra Danmarks Journalisthøjskole og studielederen fra Journalistik på SDU.

originalt med projektstyring og konceptudvikling.

Karsten Prinds. Han mener, at det originale i højere grad skal være en del af det at studere.

Karsten Prinds giver et eksempel fra et radioindslag, hvor han mener, at den studerende tænkte originalt.

Indslaget handlede om rusmidler, og den studerende havde med vilje klippet ind-

Originalitet indefra Overfor DJH’s faglige leder læner studieleder Karsten Prinds sig skeptisk tilbage med korslagte arme. Han tænder ikke på undervisning i originalitet.

“Originalitet er ikke noget, man kan lære som sådan. Det er noget, man lang- Henrik Berggren, faglig leder på DJH somt opøver,” siger Karsten Prinds. slaget forkert og skævt for at Han lægger vægt på, at de vise, hvordan det er at være fleste opgaver på SDU skal skæv.

Henrik Berggreen synes kunne løses på en original måde, og det skal undervi- også, at de studerende først serne sørge for kan lade sig og fremmest skal lære rammerne at kende. Efter tre gøre.

Selvom de to ledere ikke års skole og praktik med danser pardans omkring ori- firkantede rammer får man ginalitet i undervisningen, imidlertid mulighed for at kan de finde fælles fodslag udfolde sig mere originalt på syvende og ottende semester på andre områder.

Henrik Berggren og Kar- på DJH. sten Prinds nikker anerkendende til hinanden og Iltmangel understreger, at man skal De to studielederes bestyrelkende rammerne, før man ser prioriterer begge originalitet højt. kan bryde dem.

Lisbeth Knudsen lægger stor vægt på, at fremtidens Hashradio “Der er ikke særlig meget journalister formår at tænke originalitet på en journalist- og skabe original journalistik. uddannelse, og det skal der Chefredaktøren heller ikke være,” siger

Der er alt for meget pølsefabrik i de journalistuddannelser, vi kender i dag

Johan Bertil Winther Andersen

DATE Bryd rammerne. Vær kreative. Gør det uventede – når det giver mening. Så trives originaliteten.

Sådan lyder beskeden til de studerende på journalistuddannelserne i Århus og Odense.

Originalitet prioriteres højt i begge uddannelsers værdisæt, men der går let samlebånd i uddannelserne.

Det mener Henrik Berggreen, faglig leder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Der er alt for meget pølsefabrik i de journalistuddannelser, vi kender i dag,” siger Henrik Berggreen.

Derfor vil han blandt andet indføre et modul på ottende semester på DJH, hvor de studerende udelukkende skal arbejde kreativt og

på Berlingske Tidende og formanden for bestyrelsen på Danmarks Journalisthøjskole sagde tilbage i 2005, at fremtidens journalister skal være langt mere originale – ellers dør journalistikken af iltmangel, idéfattigdom og mangel på nysgerrighed. Det står på DJHs hjemmeside.

I Odense ønsker bestyrelsen også, at de studerende skal kunne skabe originalitet. Det fremgår af Journalisforbundets hjemmeside, at Ulrik Haagerup priste originalitet i 2005, da han stadig var formand for journalistuddannelsens Centerstyrelse på SDU. Tålmodighed Så begge uddannelsers bestyrelser ønsker altså, at de studerende skal lære at udfolde sig originalt.

I Århus må de studerende vente 3 år på de helt frie rammer. Henrik Berggreen synes opmærksom på, hvor vigtig originalitet bliver i fremtiden. Derfor vil han have flere kreative rum i uddannelsen for at slippe væk fra pølsefabriksmodellen.

I Odense mener Karsten Prinds, at muligheden for at være original findes i alle opgaver fra dag ét. Man skal ikke gå og vente på at blive bedt om at være original. For muligheden ligger lige for. johaa8@student.sdu.dk

Line Marie Laursen, redaktionschef på Sirene

Bent Falbert, chefredaktør på Ekstra Bladet

Hvem fortjener titlen som den mest originale journalist i Danmark?

“Det var da et crazy spørgsmål at stikke ud. Så bliver jeg nødt til at sige Anders Lund Madsen.”

Hvem fortjener titlen som den mest originale journalist i Danmark?

“Den titel fortjener ingen.

For evnen til at demonstrere originalitet skifter. Et eksempel er Ole Rasmussen på Politiken, som dels skriver “Sket i Ugen” på en morsommere måde end andre, dels udgør halvdelen af ATS-teamet, der ligeledes repræsenterer en original udtryksform.”

Hvordan finder du ham original?

“Det er fordi, han både er sjov, skæv og seriøs. For eksempel har han i det seneste Where2go-magasin interviewet sin kollega og veninde Signe Lindkvist.

Hans måde at gå ind til det interview på var meget direkte. Hans spørgsmål er også anderledes. De er sjove og direkte.”

Hvor højt vægter du originalitet i dit magasin?

“Det er ret vigtigt, at vi laver noget unikt. Det skal ikke være, som det de andre laver. Vi vil ikke være en kopi. “

Hvordan kommer originalitet til udtryk i dit magasin?

“Det kommer til udtryk i vinkelvalg og vores tone i bladet. Den er direkte og i øjenhøjde med vores læsere.

Vi taler ikke ned til dem. Vi har altid et glimt i øjet. Den primære forskel på Sirene og Woman er vores modeprofil.”

Hvor højt vægter du originalitet i din avis?

“Originalitet er Ekstra Bladets daglige bestræbelse.

Hvis vi ikke er noget særligt, er der ingen grund til at købe os. Og husk, at vi næsten ingen abonnenter har. Derfor skal vi hver dag være originale. Enten i form af solohistorier eller originale vinkler på fælleshistorier. Vi lod for nogle måneder siden en medarbejder optræde på

børnesitet Arto for at undersøge forlydender om, at det bruges som fiskedam for børnelokkere.

Hvordan kommer originaliteten til udtryk i din avis og hvorfor?

“Med hensyn til meninger har vi i mange år gjort side to til branchens frækkeste og ofte morsomste kommentarside.

Senest har vi siden august på bagsiden skabt universet “Vrisne, gamle mænd,” hvor 15 bedagede herrer fra alle stænder skælder ud på tidens forfald. Den er blevet vældig godt modtaget derude. Det eneste fællestræk er, at de er mænd med lang livserfaring - og talent for at vrisse. Det virker. Folk elsker det. Det findes ikke andre steder organiseret på denne måde.”

14 | Fokus

December 2008 | LixEN

Som en sten midt i floden I 160 år har The Economist prædiket om økonomi og politik. Og mens de fleste andre medier eksperimenterer for at lokke læsere til, gør The Economist præcis som de altid har gjort. Med succes.

Mads Kolby

INTERVIEW I en tid hvor de fleste medier panisk forsøger at genopfinde sig selv for at standse læser-, seerog lytterflugten er der ét medie, der går mod strømmen.

Eller rettere: det står stort set stille, mens resten styrter af sted. Mens de fleste lovpriste den stærke økonomi, begyndte man så småt at få rynker i panden på redaktionen på St. James’s Street i London.

I 2003 advarede The Economist om, at de stigende huspriser var med til at puste økonomien i den vestlige verden kunstigt op, og at det kunne få fatale følger. De fik ret.

Nu, fem år efter, er bladet blevet kåret som årets magasin i USA. Mens kendte tidsskrifter som Newsweek og Time mister læsere, har det britiske magasin siden 2003 forøget læserantallet fra 500.000 til 750.000 alene i Nordamerika.

Mere interessant er det, at bladet praktisk talt ikke har ændret sig i mands minde. Lixen har talt med John Micklethwait, chefredaktø-

ren på The Economist.

Hvad forklarer jeres vækst i læsere? ”Globaliseringen har ændret måden, vi opfatter verden på. Du kan sidde i Detroit, mens der sker ting i de nye markeder, der kan have en effekt på dine kunder eller dit job. Det kan få en til at føle sig sårbar overfor den globale verden, og derfor vil man gerne vide mere om hvad, der foregår. Derudover, så er der for tiden en større interesse i hvad, der sker i verden og det er en meget vigtig faktor, tror jeg.”

Hvem er jeres typiske læser? ”Det er svært at sige. Folk siger nogen gange, at hvis I gør sådan, vil det ikke blive vel modtaget af jeres læsere.

Men sådan er det ikke hos os, det er mod vores kultur.

Når man prøver at finde ud af, hvem ens læsere er, bliver man forvirret. Når alt kommer til alt, virker det bedre, hvis vi bare skriver det, vi mener og ikke prøver at finde ud af, hvad vores læsere muligvis vil have. Det har altid været vores opskrift, og det lader til at virke.”

The Economist er temmelig tung læsning. Er det ikke svært at få folk til at tage sig tid til at læse jeres magasin? ”Faktisk ikke. Folk snakker om den rituelle nydelse i at læse The Economist. Det lyder måske lidt for godt, men vores undersøgelser vi-

ser, at vores læsere virkelig tager sig tid til at sætte sig i sofaen med et glas vin og læse vores blad. Weekenderne er vigtige: Hvis man kan få fat i folk på deres fridage, så stiger chancen for succes markant.”

Ser du en trussel fra internettet? ”Jeg tror, internettet mest er en trussel for dagbladene, men det er stadig en trussel for os. Indtil videre tror jeg, at vores internetside har hjulpet printudgaven af The Economist. Det har været en måde, hvorpå vi har nået et større publikum, der har fået kendskab til magasinet.

Folk, der vil have noget, der rent faktisk siger: ’Det her er noget, du bør vide noget om’. De mennesker har vi lokket til printudgaven. Når det så er sagt, skal man være sindssyg som redaktør, hvis man ikke er paranoid omkring nettet.”

Hvordan kan det være, at The Economist ikke ændrer sig, når alle andre gør det? ”Vi har altid været den samme. Vi har nu brugt 160 år på at snakke løs om frie markeder og fritænkning generelt, så det giver mest mening at fortsætte med det. Men vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan blive bedre. Der er også små ændringer, selvom jeg ikke vil påstå, at det er det samme.

Der er medier, der laver massive ændringer, og vi er slet ikke i den kategori.” makol07@student.sdu.dk

Pis højt og flot, journalist Lixen har talt med en mand, der i sin hverdag som journalist og kunstner forsøger sig med at flytte grænser, overskride regler og pisse højt og flot på gængse normer.

Spørgsmålet er, om koden til originalitet ligger i at bryde regler? I så fald ligger kilden til originalitet lige for næsen af dig og venter bare på at blive pulveriseret og sprængt i atomer til grænsesøgende journalistik.

Uwe Max Jensen, hvordan skaber du originalitet?

”Altså, det er ret abstrakt.

Men som kunstner går jeg og avler på de samme ting, indtil tingene pludselig bryder sammen og åbner sig. Målet for mig er at nå frem til et brud, hvor det nye opstår.

Der hvor jeg finder nye definitioner på et produkt.”

Pis efter prikkerne Du overtrådte loven, da du pissede i Olafur Eliassons vandskulptur på AROS. Tror du, man automatisk skaber noget originalt, hvad enten det er som kunstner eller journalist, når man ikke overholder regler? ”Det er svært at lave noget originalt, hvis man altid overholder reglerne til punkt og prikke, men du er netop nødt til at tage afsæt i reg-

lerne. ” Hvad mener du? ”Jeg tror, du er nødt til at kende formerne og formaterne og være velbevandret journalistisk, før du har mulighed for at sprænge rammerne som journalist. Det samme gælder som kunstner.”

Kend trekanten Så jeg er nødt til at sætte mig ind i tingene, for eksempel nyhedstrekanten, før jeg ved, hvordan jeg skal sprænge den? ”Jeg tror ikke, at du som udgangspunkt kan lave et brud uden at kende til traditionen. Derfor er det helt klart en fordel at kende til reglerne. For så at sprænge dem.”

Web 3.0 klarer researchen for journalisten Udviklingen af det intelligente internet, web 3.0, bliver snart en del af den journalistiske research. Det vil betyde, at journalister får lettere ved at finde frem til de relevante oplysninger.

Leonora Beck

Vi kender det alle sammen. En googlesøgning på et ord som ’cosmopolitan’ kaster 19,2 millioner hits op på skærmen med vidt forskellige udgangspunkter. Vil du vide mere om et modeblad, en drink, et hotel, en bilmodel, et brusesæt, et sovjetisk skældsord eller en tvkanal?

Men fremtiden ser lysere ud – ikke mindst for journalisters researcharbejde. Det bliver nemmere at opstøve den viden, vi savner, gennem søgemaskinerne. Mere præcist kommer internettet simpelthen til at forstå, hvad

vi søger efter.

Intelligent internet Den nye teknologi inden for søgemaskiner udgør en del af, hvad man populært kalder web 3.0 - fremtidens intelligente internet.

Peder Burgaard fra videnscentret Innovation Lab forsikrer, at journalister hurtigt og let vil kunne finde de relevante oplysninger, når web 3.0 for alvor bliver virkelighed. Og det kræver ikke den velkendte, tidsrøvende sortering per håndkraft.

“Søgemaskinerne vil for eksempel kunne komme med forslag til, hvilke kilder der kan understøtte journalistens historie,“ siger Peder Burgaard fra videnscenteret Innovation Lab. Konkrete svar Et eksempel på et projekt, der eksperimenterer med den nye teknologi, finder vi hos internetfirmaet True Knowledge. Firmaet bestræber sig på at udvikle en intelligent

søgemaskine, hvor brugeren kan få svar på konkrete spørgsmål. Taster man “Is Jennifer Lopez single?“ i søgefeltet, leverer den et detaljeret svar, der grundigt udpensler faktaene om stjernens civilstatus. Googles søgemaskine kan ikke gøre kunsten efter. Den triumferer med 3,7 millioner resultater, hvoraf en stor del drejer sig om Jennifer Lopez adskillige musiksingler.

Flere muligheder Ind til for nogle år siden kunne computerne kun læse vores søgeord. Men fremtidens internet vil også forstå informationer i deres kontekst, så vi ikke behøver at fare vild i cyberspaces overflod af ubrugelige oplysninger.

Ifølge Peder Burgaard udgør de intelligente søgemaskiner kun en lille del af, hvad web 3.0 favner. Men ikke desto mindre beviser den nye teknologi i søgemaskinerne, at fænomenet web 3.0 så småt toner frem i den virtuelle verden. libec08@student.sdu.dk

Fakta: Web 3.0 Populært kaldes fremtidens version af internettet for web 3.0. Det kan karakteriseres som det intelligente internet.

Web 3.0 dækker over mange nye og kommende udviklinger inden for it.

Blandt andet vil internettet komme til at forstå brugerens hensigter bedre - for eksempel ved informationssøgninger.

Web 3.0 bliver ofte henvist til som en videreudvikling af web 2.0, det brugerinvolverende internet.

Eksempler på søgemaskiner, der eksperimenterer med web 3.0-teknologi: True Knowledge, Freebase og Powerset.

LixEN | December 2008

Fokus | 15

DR: Slagsmål i sandkassen Børne-tv på DR gennemgår en revolution. Men forandringerne skaber ikke begejstring fra alle fronter. Originaliteten begrænser sig til letbenet underholdning for 8-12-årige, kritiserer tidligere B&U-chef.

Maria Djurhuus Petersen Jane Klausen

UVENNER Det irriterer altid Bamse, når skorstenen på huset vælter. For så må den store gule bjørn igen og igen kæmpe sig op ad stigen.

Samme anstrengende følelse sidder tidligere B&Uchef Mogens Vemmer med, når han ser på nutidens børne-tv. Han mener, at originaliteten og kvaliteten ikke længere lever og ånder i børne-tv. Ensformigheden buldrer ud over tv-stepperne, og det skuffer den garvede rotte, som i sin tid fik stor ros for børneklassikere som Anna og Lotte og Kaj og Andrea.

“Det er forkert ikke at give børn den brede vifte af muligheder, som voksne har. Hvis alle programmer består af samme Haribo lakridsmix, så er der ikke meget at vælge imellem for børnene,” siger han:

“Børn har lige så meget krav på DR’s bevågenhed som voksne har. Der skal også være originalt drama, underholdning, nyheder, dokumentar og reportager for børn – for det er at leve op til sine public serviceforpligtelser.”

B&U-redaktør i DR Signe Lindkvist afviser, at børnene ikke bliver prioriteret højt, og forklarer at B&U laver tv i børnehøjde.

“Det vigtigste for mig er børnene,” fremhæver hun.

Hun mener, at B&U lever op til det, de skal og opfylder børnenes behov.

Hun forstår ikke Mogens Vemmers kritik omkring manglende originalitet.

Ikke bare lakridsmix Nutidens børn og unge konsumerer underholdning fra internettet, tv og spillekonsoller, men ifølge Mogens Vemmer skal B&U ikke vise den samme slags tv, som Disney Channel og Cartoon Network gør.

Public service forpligter til at sende godt tv for en ny generation af seere, og det lever DR ikke op til, siger den tidligere DR-chef. Signe Lindkvist afviser påstanden: “Det der med at børnetv var bedre engang, synes jeg er en lodret løgn. Hvis du spørger mig, så laver vi mindst lige så meget godt børne-tv i dag som førhen, måske endda bedre. Tiden er bare en anden, og derfor er der også andre behov,” forklarer hun. Især fremhæver Signe Lindkvist programmerne Værten, Skæg med tal og Gepetto News som tv-underholdning, der stadig rummer originalitet og kvalitet.

Lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, Christa Lykke Christensen ser en naturlig forklaring på DR’s udvikling: “Omkring år 2000 kom der mange underholdningstiltag ind i dansk børne-tv, men de følger udviklingen i tv generelt.”

Dukkerne har følelser Mogens Vemmer mener, at børn og unge i dag får en amerikaniseret tilgang til livet.

Fotos: Ulla Voigt, DR

Denne amerikanske tilgang til børne-tv ligger langt fra tidligere tiders originale danske børne-tv. Han ser en tendens til, at børn ustandseligt bliver udfordret. Han kalder det en løbende “challenge”, som udspringer af en amerikansk High School Musical-kultur. Ifølge ham lever nutidens børn i en utopisk vinderverden, hvor man kun bliver en succes, hvis man vinder MGP. I de gamle programmer som Bamse og Kylling eller Anna og Lotte kunne børnene identificere sig med dukkerne, fordi de viste den brede vifte af følelser, som børn også skal have understøttet.

“Figurerne kunne vise og forklare børn, hvordan de optrådte og selv var drillesyge. Hvornår de var venner og kærlige,” husker Mogens Vemmer.

Billigt børne-tv DR vil være med på børnenes beat. Derfor lanceres en ny børnekanal i november 2009. Men Mogens Vemmer tror ikke på ideenl.

“B&U skal opdrage børn til den samme vane, som de havde i gamle dage, hvor alle små børn så DR. Men det kræver flere økonomiske ressourcer. Hvorfor skulle det være billigere at lave børneudsendelser end voksenudsendelser,” spørger han undrende. mape208@student.sdu.dk jakla08@student.sdu.dk

Danske aviser mangler originalitet Dagbladene bruger de samme nyhedskriterier, den samme fortælleform og skriver om de samme emner, mener undervisere på både DJH og SDU. Vil dagbladene have flere læsere, skal de imidlertid turde være anderledes.

Thomas Askjær

”Dagbladene falder hurtigt tilbage i den gamle trædemølle.”

Sådan siger lektor på Medie og Journalisthøjskolen Kim Minke og uddyber: ”De skriver om udlændingedebatten, finansloven og klimaet.”

Forfatteren bag en lang række bøger, senest ”Aviskrigen,” giver et konkret eksempel.

For et par år siden forsøgte Politiken sig med nytænkning i et forsøg på at trække flere læsere til. Med tv og internet kommer nyheder på papir altid en dag for sent. Det tog avisen konsekvensen af. Nyheder blev placeret i et bånd øverst på siderne. Det resterende spalteplads blev brugt på udredende journalistik med baggrundsartikler og analyser.

Omlægningen fik imidlertid ikke flere til at læse ”den levende avis.” ”Politiken ser i dag ud

på samme måde, som den gjorde for tre år siden,” konstaterer Kim Minke.

Dagen derpå Dagbladet Dagen er et andet eksempel på en avis, hvor det ikke lykkedes med den originale journalistik.

Dagen nåede i 2002 at udkomme 41 gange. Trods den korte levetid, mener Kim Minke, at bladet stod for noget anderledes. ”Dagen bestod af forfinet journalistik og baggrundsinformation,” siger han.

Udover de manglende annoncører begrunder han den hurtige konkurs med bladets ambitioner om at finde nye store historier hver dag: ”Selv ikke store internationale medier kan præstere det.”

Lektor på Center for Journalistik Peter Bro kalder Politikens forsøg og Dagen for forædlet journalistik. Frem for kun at formidle nyheder forsøger aviserne at give noget baggrund. På trods af at Politiken ikke trak flere læsere, mener Peter Bro, at den forædlede journalistik kan være vejen frem. Aviserne skal dog turde være endnu mere end det. ”De store dagblade bruger i høj grad de samme kilder, de samme nyhedskriterier og skriver dramaturgisk ens,” siger Peter Bro. Kan ikke kende forskel Peter Bro laver tit et eks-

periment med nye journaliststuderende. Han finder en sag, som de fem største dagblade skriver noget om på samme dag. Han fjerner efterfølgende bylines og avisernes navne, så historierne får ens layout. Opgaven går ud på at finde ud af hvilke artikler, der hører til hvilken avis. ”Resultatet viser dagbladenes problem,” siger Peter Bro. Han fortæller, at de studerende som regel ikke kan se, hvilket dagblad der står bag artiklen. Ifølge Peter Bro illustrerer det eksempel meget godt, at originaliteten mangler hos de danske dagblade.

Især mener Peter Bro, at de danske dagblade kunne eksperimentere mere med fortælleformen.

I USA og England prøver aviserne at skrive både dramaturgisk og fortællemæssig anderledes.

Peter Bro nævner Time Magazine, som bruger deres egen ”Time-fortællerform”.

Der kommer dog til at gå noget tid, inden aviserne ændrer nyhedskriterier og fortælleform. Journalistikken udvikler sig, ifølge Peter Bro, meget langsomt.

Han giver selv grunden: ”Mange journalister mener, at journalistikken skal være, som den altid har været.“ thoch04@student.sdu.dk

16 | Profil

December 2008 | LixEN

Jeppesens dybe spadestik At møde Michael Jeppesen er som at gå rundt om en mergelgrav.

Der er mørkt og ukendt på bunden, men det er også det, der gør det spændende at hoppe i. Men begynder man at grave i lagene af manden med de mange kanter, pibler der hele tiden nye ting frem fra undergrundens lerlag.

Casper Hindse

Er der nogen, der har sat fokus på de skæve vinkler de seneste år, så er det Michael Jeppesen. Han tog en håndfuld originalitet krydret med grænseløshed, rørt rundt med intelligens og frækhed under opkogning.

Han kunne med sine finurlige idéer grave stort set alt frem om politikere. Han var manden, der, hvis han fik lillefingeren, ikke bare nøjedes med at tage armen, men også flåede mindst den halve krop af sit offer.

Han har på sin bagside i Ekstra Bladet gravet dybt i Løkkes bilag. Han har skovlet til sig af fokus på sine løbeture med statsministeren. Og han har taget skeen i den anden hånd og forsøgt at fri til Helle Thorning. Og så er han selv blevet trukket igennem en historie med Naser Khader og knapt så hellige håndværkere. Han beskrives af mange som den moderne tids jetsetter. Men da jeg begynder at tage de første spadestik til en snak om jetset, så falder ordene prompte: “Jetset har noget at gøre med at leve livet hurtigt. Det gør jeg ikke. Jeg er kunstelsker, der ikke drikker eller går byen. Jeg bruger masser af tid sammen med min søn og kæreste, og resten af tiden foregår i haven.”

Kold som november kigger Jeppesen på mig.

Public affairs og pyntefrugt Jeg møder Jeppesen på Café Kreuzberg, hvor han har sin daglige gang, da hans kontor ligger i gården bagved. Her bedriver Jeppesen et public affairs-firma for interesseorganisationer med den tidligere chefstrateg i Ny Alliance, Rasmus Jønsson. ”Samme dag som Rasmus og jeg fik lokalerne, sagde jeg op på Ekstra Bladets bagside,” fortæller han. Det er lidt over et halvt år siden. Jeppesen bestiller en kop kaffe, en platte med brunchmüsli og frugt samt et glas vand. Jeg bestiller vand med citron. Jeppesen kigger på mig: ”Det er det tætteste, jeg kommer på frugt,” siger jeg og nikker mod de friske stykker ananas og kiwi på hans platte. ”Det der, det er bare til pynt,” konstaterer han tørt.

Katastrofebagsiden Vi sætter os over til pejsen på Kreuzberg, og jeg spørger manden bag de store modebriller, hvad en bagside med emnet ”Michael Jeppesen som journalist” ville indeholde: ”Hovedsageligt ordet katastrofe,” svarer

Jeppesen: ”for man må jo ikke være følelsesmæssigt engageret som journalist, men ved du, hvad problemet er?” Han tager den cafélange ske op af brunch-yoghurten og peger på mig: ”Journalistik handler ikke om rigtig eller forkert mere. Det handler om at komme på Ritzau, på forsiden eller at vinkle den gode historie. Bare det er relevant, så er det ligegyldigt, om det er rigtigt eller forkert.”

Vidner og To Verdener Selv er bagsidekreatøren vokset op i et hjem, hvor der var stor forskel på rigtig og forkert.

Omkring Silkeborg blev Jeppesens ben længere og længere med årene, men samtidig sank han også længere og længere ned i den jyske muld af kedsomhed. Han var den ældste i en søskendeflok på fire. Faderen arbejdede med rengøring, moderen arbejdede med hjemmet. På spisebordet lå Vagttårnet, for familien var Jehovas Vidner. Den ældste søn forlod familie og vidner til fordel for et liv i København, da han var 17 år. Den dag i dag sender hans mor stadig Vagttårnet til ham hver uge: ”Min mor håber, at jeg vil overleve og komme igennem det hele på trods af alt,” ræsonnerer Jeppesen og nipper skeptisk til sin kaffe, som var den uudforsket grund: ”Det har vi meget morskab med hjemme hos mig,” siger han, som om han slår spørgsmålet hen. Pludselig er det ikke kaffen, men herren over for mig, der virker som et stykke uudforsket hektar jord, der egentlig helst ville passe sig selv og lade mågerne skide og verden suse forbi: ”Det er enormt komplekst, nærmest et vi-

du har taget med fra din barndom?

Jeppesen rokker lidt frem og tilbage i den caférøde sofa: ”Nej, det tror jeg ikke, man kan sige. Jeg så filmen på en helt anden måde end mange andre. En måde du nok aldrig vil kunne forstå.”

Han kigger på mig, holder en kunstpause, men tager så selv et spadestik ned i pinlighedens geniale sump: ”Lange pauser er oftest det mest pinlige, man kan komme ud for. Derfor er de også det mest sjove, uanset om det er på skrift eller på tale.” Manden med de mange forskellige interessers blik begynder at flakke rundt i lokalet, mens han strammer sit helt moderigtigt bundne halstørklæde. Der er stilhed lidt endnu. Jeg bryder tavsheden ved at konstatere, at hans tese om pinlig tavshed er ganske rigtig. Jeppesen retter sig i sofaen, kigger op og ned af mig, så jeg ikke ved, om han synes, det var godt tænkt, eller om han har lyst til skubbe mig i den mergelgrav, jeg sidder og ser på. Invitere mig ned i dybet for efterfølgende blot at dække den til og gå: ”Generelt er situationen, hvor du står over for en fremmed person og interviewer jo ret akavet,” siger han. ”Jo længere man trækker den, desto mere akavet bliver, det og desto sjovere er situationen. Du skulle ha’ trukket den meget længere.”

Han skubbede mig lige durk ned i det plørede dynd, men dækkede den ikke til.

Grænseløshedens Gauguin Hernede i mergelgraven er det som om, flere ting kan iagttages bedre. At tale med man-

Det er ligesom Jokeren i den nye Batman-film. Han kan li’ at se alt brænde – det kan jeg også.

- Michael Jeppesen

denskabsstudie i sig selv,” siger han ud i luften og tager et stykke ananas op fra platten.

Kun for at kyle det skødesløst fra sig igen: ”Tag og se filmen To Verdener. Den beskriver det meget godt.”

Pinlige pauser Jeg fristes et kort øjeblik til at tage skeen, som sidder i brunchyoghurten fra ham. For nu lader det til, at vi er stødt på noget i vores udgravning af bagsidefænomenet.

Du har jo skrevet bagsider, hvor du især har fokuseret på det pinlige. Er det noget,

den med titler som bagsideskribent, kunstkritiker, entreprenør, forfatter og ejendomsinvestor er som at tale med flere forskellige mennesker. Han spørger tit: ”Hvad var det nu, vi talte om?” fordi samtalen er kørt ud af en tangent. Kunstkritikeren virker som et sammensat menneske. Hans bagsider var altid præget af en kombination af den pinlighed vi lige har talt om, en skånselsløs og grænseløshed helt uden pli: ”Problemet for de fleste er, at de har alle mulige små drømme om at blive, som dem de skriver om, men de drømme vil de øde-

lægge, hvis de skriver, hvad de har lyst til.”

Her skal jeg til at tage et spadestik dybere i den farverige smat, men så afbryder Jeppesen mig nok en gang med den pegende caféske. Han skal nok skovle næste lag for mig: ”Især inden for kunst, hvor man måske gerne vil være museumsdirektør på Louisiana eller kritiker på Weekendavisen. Så går det jo ikke, at man skriver noget kritisk om nogen, der måske engang skal ansætte én.”

Tomrummets frelser?

Men er Jeppesen så i virkeligheden manden, der udfylder det tomrum som alle andre journalister ikke udfylder? Senest er han blevet ansat til at hagle noget aktuel kunst ned i en helsidesanmeldelse hver fredag i Information: ”At sige at jeg udfylder en vigtig rolle i danske journalistik er at tage munden for fuld. Hverken kunst eller bagside er alvorlige emner nok til det,” ryster den nyslåede kunstkritiker på hovedet. Heller ikke titlen journalist passer ham særlig godt: ”Jeg er følelsesmæssig i alt, hvad jeg laver, og derfor bør man kalde mig kommentator, ikke journalist. I lærer vel at skrive, lærer modeller og idéer, ik’ journalist?” spørger han med dyb gravkammerstemme, for så at skifte til sin egen ryst igen: ”Jeg skriver meget mere intuitivt.”

Mudret mystik På bunden af mergelgraven denne formiddag på den trendy café i det indre Købehavn støder vi så pludselig på mystikken omkring Jeppesen. Ifølge samtlige af de forlag Michael Jeppesen har udgivet bøger fra, har han læst journalistik på Columbia University of Journalism i USA. Men han siger jo netop, at han ikke har nogle redskaber og ikke er journalist. Manden med de mange kasketter forklarer: ”Jeg var tilmeldt, og så gik jeg der et halvt kursus. Når nogen har spurgt mig om det, har jeg altid svaret pænt, at nej, jeg er ikke uddannet derovre fra. Men selvfølgelig har jeg ikke noget imod, at det står der. Det gør jo én lidt mere mystisk.”

Mystikken er også grunden til en glæde hos Jeppesen, når folk sår tvivl om hans alder. Han er blevet kaldt ”den evige 29-årige”, mens andre har ment, han er omkring de 40.

Jeppesen kan dog afsløre, at det ikke er helt galt, hvis man byder på, at han er født i 1975, men siger så: ”Det giver jo troværdighed at være lidt mystisk. Jeg har aldrig spillet bevidst på det, for det er helt umuligt. Så skulle jeg ene mand kunne styre hele mediebilledet. Nej, nej, men jeg er glad for det.”

Profil | 17

LixEN | December 2008

Skarpladt ske Det er som om, vi har vadet rundt i en masse forskellige former for jord og løs snak, men nu lyser merglen op, og den smattede sump bobler, da manden foran mig udbryder: ”Nu har jeg det klareste eksempel på, hvor sløj den danske journaliststand er blevet!” Han griber om müsliskeen og går så ellers i gang med en svada gigantium: ”Christoffer Guldbrandsens film ’Den Hemmelige Krig’. Der havde de fire ministerier med i alt 40 velbegavede mennesker siddende og skyde hans film sønder og sammen fra dag ét – og det lykkedes kun delvist! Det er stort set alment kendt i dag, at alt han antydede var korrekt, og pressen gør intet ved det.”

Jeppesen kigger med en kombination af bebrejdelse og triumf på mig, som om jeg var frontlinien mod Guldbrandsen dengang: ”Og det var alle de store – Berlingske og JP især. Det var følelsesjournalistik af værste skuffe. Det må næsten være ydmygende at høre om som journalist.”

Galt med gallerier Noget andet, Jeppesen synes er ydmygende, er hans store hobby – kunstsamling.

Kunst er blevet et modefænomen, og hvem i alverden har lyst til at være et modefænomen, spørger han retorisk. Derfor må man vel spørge den anden vej, om han ikke selv er et journalistisk modefænomen: ”Nej, jeg er absolut ikke noget modefænomen. Overhovedet ikke!”

Jeppesen ligner mest af alt én, der har lyst til at trykke mit hoved ned i smat og mudder, når jeg kan mene det: ”Jeg vil gå med til at sige, at jeg skriver noget, som nogle åbenbart mangler i deres hverdag.”

Jeppesen roder sig i håret, tager notits af mig for at se, om det ligesom er i orden at indvie mig i det næste, han vil sige. Han skraber sit müsliglas og retter så skeen mod mig: ”Kunst er ikke mode, det er identitet.

Ved du, hvad forskellen er på en kunstelsker og en kunstsamler?”

Jeg ryster på hovedet. ”En kunstelsker går på museum, en kunstsamler går på galleri for at kunne købe og få en vis status af den grund. Sådan er det også i anmelderkredse. Der er for lidt ægte kunstelskere.”

Jeppesen selv går helst på museum.

Danmarks Joker Jeppesen drejer kunsten over på journalistik. Sumpen bobler endnu. Det er som om, vi har fået fjernet alt kalken fra merglen nu, så der kun er leret tilbage: ”Den frie journalistik eksisterer ikke mere. Den er et falsum,” konstaterer Jeppesen. Der er mere. Han er klar til næste hårde mudderkast: ”Man arbejder ud fra egeninteresser konstant. Der er en omvendt proportionel linie mellem, hvor meget journalisten ved om emnet, og hvor sikker han bliver – desto mindre de ved, desto mere skråsikre bliver de, når de skal skrive om det.”

Jeppesen vender caféskeen i hånden, så graver han et lag dybere: ”I journalister er ligesom fodboldspillere og politikere. I vælger et hold at holde med, og så forsvarer I det indædt.”

Men holder du ikke selv med nogen, når du skriver bagsider? ”Jo, jeg holder altid med den svage. Og så sætter jeg en dyd i at dele sol og vind lige.”

Manden har langt fra gravet sin egen grav. Han er fyr og flamme. Han ryster med skeen, som agerer den hans hoved, da jeg konkluderer, at han altså mener, at de journalister, der bliver uddannet, ikke er originale nok, hvilket gør, at man skal holde sig fra journalistuddannelsen: ”Det siger jeg ikke. I får nogle vigtige skriveredskaber med. Men der er for få, der tør satse. De findes. Jan Kjærgaard fra Ekstra Bladet. Morten Sabroe er også original. Men man skal turde brænde broer.”

Og det tør du? ”Mig? Jeg brænder byer,” konstaterer Jeppesen iskoldt med en blanding af overlegenhed og humor, der sender tankerne tilbage på hans allerbedste bagsider. Det er som om, jeg er sunket lidt dybere ned i smatten efter dette tordenskrald mod journalistikken, der måske om lidt vil fylde mergelgraven med vand og drukne journalistikkens ære totalt. Men så rejser Jeppesen sig, han skal videre med firmaet. Jeg ser altmuligmandens platte. Frugten er stadig urørt. Med et distanceret, men venligt, smil trykker han min hånd og sætter kurs mod døren. For så at stoppe op og vende sig kort mod mig: ”Det er ligesom Jokeren i den nye Batman-film. Han kan li’ at se alt brænde – det kan jeg også.” chind07@student.sdu.dk

Jeppesens blå bog Født 1975 Forfatter, kunstsamler, selvstændig erhvervsdrivende og tidligere bagsideskribent på Ekstra Bladet Har skrevet bøgerne ‘Før ørerne falder af’ - om valgkampen 2005, ’Alt om Helle’, ’Dr. Jeppesen Uncut’, ‘Overblik - 63 danske samtidskunstnere.’ og ‘Hold masken eller der falder brænde ned’ med Anders Lund Madsen.

Kilder: Wikipedia, hallen.dk.

DR.dk

og

bog-

ANNONCE:

Her er din nye bestyrelse

Julie Rosenkilde Nielsen Formand

Trine Birk Næstformand

Jens Theil Kasserer

Mathilde Miller Bestyrelsesmedlem

Maria Djurhuus Petersen Søren Geisler Bestyrelsesmedlem Bestyrelsesmedlem

Lisa Merete Kristensen Bestyrelsesmedlem

Nanna Thorø Liebregt Bestyrelsesmedlem

Signe Funding Bestyrelsesmedlem

Rasmus Mark Pedersen Bestyrelsesmedlem

Merle Strand Banggaard Bestyrelsesmedlem

Anne Fiil Eskildsen 1. suppleant

KaJO har det sidste halve år - skaffet dig gratis forsikring på alt det udstyr, du låner af studiet - været med til at lave en ny og mere fair panikdag - støttet sine medlemmer med mere end 13.000 kroner til studieture og faglige arrangementer Nu vil KaJO også - lave en legathåndbog for journaliststuderende på nettet - sørge for at du kan møde Spiegelhauer, Seidenfaden og Guldbrandsen på en helt almindelig tirsdag - være med til at holde den vildeste Kravlingfest nogensinde Jens Thorborg 2. suppleant

Debat | 19

LixEN | December 2008

Kritik: Praktikdagen der blev glemt Én ting er utrolig dårlig kommunikation, men noget andet er en lodret løgn. Karsten Prinds har i forbindelse med efterårets panikdag bevist at begge ting finder sted på Medietorvet. Vi fra 5. semester, som deltog i efterårets panikdag, blev på intet tidspunkt informeret om, hvordan eller overhovedet om der var arrangeret fælles transport til Århus, eller om detaljer om de andre praktiske ting vedrørende panikdagen. Og uanset erfaring giver det en skuffende følelse, at blive behandlet som en andenrangs-praktikstuderende.

Heller ikke mails, sms-beskeder eller mundtlige henvendelser fik Karsten Prinds til at give et konkret svar. Først aftenen inden panikdagen gav han lyd fra sig – to studerende fik hver deres sms med hver deres mødetidspunkt i. Fint nok. I de stressede tider og med mange arbejdsopgaver kan visse ting blive glemt.

I denne situation er Karsten Prinds bare mange gange blevet gjort opmærksom på, at vi egentlig bare gerne ville have et svar. En enkelt fællesmail burde han kunne have forfattet. Det, der topper skuffelsen er at Karsten har oplyst til Lixen, at alle har fået fyldestgørende information.

Det er en direkte løgn. Man kan kun håbe, at forårets praktiksøgende bliver behandlet med mere respekt og ikke kun som et nummer på en liste.

- Heidi Callesen og Søren Folke Larsen, 5. semester I seks måneders praktik på henholdsvis DR Sporten og M!

Svar: Én gang må være nok At vi ikke har samme mening om, hvad der er “fyldestgørende information”, gør ikke nogen af os til løgnere.

Det burde ikke være nødvendigt at gentage de ting, som I een gang har fået at vide - i foråret hvor I første gang fik praktikplads.

I øvrigt havde jeg kontakt med jer begge inden Store Matchdag - både på mail, telefon og sms. Men det har I måske også glemt?

- Karsten Prinds, Studieleder og praktikkoordinator

Drop stoltheden journalister ”Hvor mange af jer kan se jer selv arbejde i en kommunikationsstilling?”

Endnu en gang får vi smidt spørgsmålet i hovedet. Af en eller anden grund står underviseren altid med et skælmsk smil smurt i ansigtet, når det kastes ud blandt 1. semesters uprøvede pionerer.

Jeg rækker hånden op. Godt nok kan jeg skimte et par hænder i øjenkrogen, men påfaldende mange af mine medstuderendes fingre forbliver nede i skødet.

Tavsheden larmer ørene fulde af forvirring. En soleklar fornemmelse af, at min opstrakte arm fostrer skeptiske folder i de andres pander slår sig med det samme fast som smerten efter en syngende lussing.

Ingen kan være i tvivl. I gangene på Center for Journalistik ses der ned på journaliststuderende med flere ambitioner end lige nyhedsmedierne og dagspressen.

Det er som om, at der over uddannelsen ligger en tyk dis af indforstået stolthed - en stolthed, som smitter af på de studerende helt

fra studiestart af. Uddannelsens højhellige håndværk skal ikke spildes på vellønnede kommunikationsstillinger. Og så er det jo intet mindre end at sælge sig selv til fjenden, hvis man vælger at brødføde sig selv den vej. Nej, en hæderlig Cavling-cand.public er derimod denne jords rette journalistiske kald.

Men er det i bund og grund ikke dybt latterligt? Uddannet som journalister bliver vi ikke samfundets retskafne frelsere.

Journalistik behøver ikke nødvendigvis være en hæderlig beskæftigelse. Findes der måske ikke adskillige uetiske luderjobs i nyhedsverdenen, hvor man som journalist får presset konklusionerne ned i halsen? Ikke fordi etikken skal smides overbord, men sådan er en del af virkeligheden nu også.

Uddannelsens lammende, politiske korrekthed om, hvad der er ’rigtige’ og ’forkerte’ karriereveje burde sparkes ud af Syddansk Universitets hoveddør.

Det er simpelthen for dumt. Iføl-

ge Troels Johannesen fra Dansk Journalistforbund sidder omtrent tre ud af fire af forbundets journalistuddannede medlemmer i kommunikationsstillinger.

Hvorfor ikke bare acceptere de kolde facts i stedet for at søge ly i en fordomsfyldt flugt fra virkeligheden?

Leonora Beck Hvorfor ikke bare acceptere de kolde facts i stedet for at søge ly i en fordomsfyldt flugt fra virkeligheden? libec08@student.sdu.dk

Klumme-stafetten

Vågn op!

Af Christian Lindhardt Redaktionschef, politiken.dk Gamle medier og mediekommentatorer snorksover. De har endnu ikke har vænnet sig til, hvad det vil sige at lave nyhedsjournalistik i 2008. På nettet er man hurtigt på og tilføjer dybde efterhånden, som nyheden udvikler sig. Det er sjovt og svært tilfredsstillende som journalist.

Redaktionssekretæren er på vej ud, og derfor lander tynde historier på toppen af netaviserne.

Sådan lød det for et par uger siden i radioudsendelsen Mennesker og Medier, hvor

Lasse Jensen i sin ugentlige kommentar revsede blandt andre politiken.dk for at være for hurtige.

Anledningen var, at blandt andre politiken.dk havde valgt at bringe historien om nogle nynazisters angivelige attentatplaner mod Barack Obama. De landede hurtigt på toppen af en stribe danske medier, mens ”anerkendte medier” som BBC, Guardian og CNN valgte at lade historien ligge den dag.

Sagen er et rigtig godt eksempel på, at gamle ”anerkendte” medier stadig snorksover og endnu ikke har vænnet sig til, hvad det vil sige at lave nyhedsjournalistik i 2008. Det samme gælder de kommentatorer og mediekritikere, der sukker efter gamle dage, hvor en hærskare af redaktionssekretærer vendte og drejede hvert et komma, før guldkornene kunne slippes løs for læserne.

Hvis to bevæbnede danske tosser bliver anholdt i Herlev og tilstår, at de midt under en valgkamp har planer om at myrde Fogh, mon så ikke de ”seriøse” danske medier giver den historie masser af tryksværte og sendeminutter?

Nyhedsjournalistik på nettet anno 2008 er en fantastisk metier, hvor man arbejder og udvikler på historien - mens den sker.

Hos Lasse Jensen udlægges det som noget negativt: “Nyheder skal ud på nettet, når de foreligger. Og når man læser mange nyhedssi-

tes, er det ret tydeligt, at det kommer de”, siger Lasse Jensen i kommentaren - og tror måske, at det gør ondt.

Men nej. Det gør godt.

Hvis en nyhed ikke kommer hurtigt ud, er det jo falsk varebetegnelse. Så er det jo ikke en nyhed.

Lasse Jensen efterlyser plads til ”refleksion, omtanke og prioritering” på nettet og i de andre hurtige nyhedsmedier , og det skal der være plads til.

Selvfølgelig gør vi os altid grundige overvejelser, inden vi publicerer en historie, og hvis kilden ikke er troværdig, eller vi er i tvivl, tjekker vi selvfølgelig oplysningerne, inden vi publicerer.

Og når nyheden er ude, er der jo uendelig plads og tid til omtanke og refleksion.

Nettet byder på uanede muligheder for at gå i dybden, inddrage øjenvidner, henvise til kilder og dokumentation. Vi kan hurtigt lave samspil mellem skrift, foto, video og grafik.

Vi kan få læsernes reaktion og personlige beretning, mens nyheden sker, og vi kan hurtigt udbygge den aktuelle nyhed med særlige temasites fyldt med fakta, baggrund, tidslinjer, fotogallerier etc.

Vi kan uddybe artiklerne og rette fejl, når vi bliver opmærksomme på dem. Og jeg er overbevist om, at læserne forstår kontrakten. At der selvfølgelig - ligesom i alle andre medier - er plads til svipsere, så

længe vi står ved dem og retter, så snart vi er opmærksomme på problemet.

På politiken.dk er vi cirka 40 redaktionelle medarbejdere, og næsten ingen artikler ryger på sitet uden at have været igennem en jourhavendes (redaktionssekretærs) hænder.

Undtagelsen er ”Fly styrtet i Madrid”, ”Fogh udskriver valg” eller andre breaking news af samme kaliber. Så ved selv den yngste praktikant godt, hvad der er det eneste rigtige: Nyheden skal ud.

PS: Både CNN, Guardian og BBC valgte i øvrigt at bringe historien om de angivelige attentatplaner mod Obama. De to sidste dog først dagen efter, at de fleste danske medier havde bragt den.

Det lagde vi dog ikke mærke til. For omtrent samtidig ryddede politiet et hus på Christiania. Inden midnat havde politiken.dk lavet 15 forskellige tophistorier om blandt andet: ”Familie smidt ud midt i morgenkaffen”, ”Demo på vej gennem København”, ”Politiet affyrer tåregas på Christianshavn” og ”Molotov-regn over betjente”.

Alt sammen skrevet, mens det skete, og en af de dage man husker i lang tid, og hvor nettet er det helt suveræne medie at arbejde på.

Returadresse: LIXEN, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M

Bagsiden

Kaffe og blød forbrødring I 103 år har de været separeret. Alligevel har de måttet gå op og ned af hinanden i midten af Dronningens København, dag ud og dag ind. Men nu er der måske forbrødring i deres forhold. Venstre og De Radikale går i parterapi. Mød Ellen og Morten, henholdsvis ligestillingsordfører i Venstre og næstformand hos De Radikale. Dette er det første forsøg på forsoning i 103 år.

Af Casper Hindse Klokken er 11.04 på en råkold efterårsdag, og vi er i De Radikales gruppeværelse på Christiansborg. Ellen Thrane Nørby (V) har indvilget i at møde Morten Østergaard (R) og mig her på ”udebane”. Det kan blive en historisk dag, hvis vi får de to partier samlet, men selvom jeg er ganske grøn ud i terapifaget, så har jeg en klar idé om, at det lugter af et langt sejt træk, førend vi har et ægteskab mellem V og R igen.

Taler forbi hinanden Ellen og Morten (en dygtig terapeut bruger ikke efternavne) ankommer stort set samtidig. De virker kampberedte, men smiler også til hinanden, hvilket er et godt tegn. Jeg placerer dem ved siden af hinanden med en kop kaffe til hver og indtager stolen over for dem. Nu kan de tale med hinanden, og hvis det bliver for svært, kan de sige det gennem mig.

I har været tætte tidligere. Ser man på, at I for blot 20 år siden sad i regering sammen, så er der jo sket en drastisk nedfrysning af jeres forhold. Hvad er der sket?

Morten: ”De senere år har der været et fasttømret flertal, så der ikke har været det samme behov for at ha’ en interesse for hinanden. V har ikke haft øje for gamle venner.”

Ellen hvad får det dig til at føle, det Morten siger her?

Ellen: ”Jamen det er jo tydeligt, vi taler forbi hinanden. R har haft elskere i både Villy og Helle”. Ellen ser bebrejdende på Morten: ”Det har været en konstant dyrkelse af utroskab!”

Morten ryster alvorsfuldt på hovedet.

Anerkendelse og intolerance Ellen: ”Dog synes jeg altid, at R har vist en reformvilje, men helligheden bliver for stor.

Tolerancen hos R gælder kun dem, der er enige.” Ellen ser stift på Morten, der sidder

og drejer sin kaffekop rundt på bordet.

Så Ellen, siger du R er intolerante overfor ægte tolerance?

Ellen: ”Jeg siger, det er svært at kalde sig tolerant, og så mene at DF er nogle forfærdelige mennesker. Det er ikke frisind, hvis du spør’ mig”.

Morten: ”Vi erkender fuldt ud DF’s mandater. Vi mener bare, at man ikke så ensidigt skulle arbejde sammen med dem, men invitere os andre med”.

Morten kigger på Ellen med øjne, som folk under 11 år ville kalde venlige, men vi terapeuter godt kan se, at de øjne er spydige.

Dog er det vigtigt med ros: Det var godt I fik

EKS-KÆRESTER Ellen Thrane Nørby og Morten Østergaard forsøger at redde det forliste parfolds tråde ud. Lixens terapeut mægler. Foto: Leonora Beck

brev i august, hvor der stod, at vi var klar til finanslovsforhandlinger, men vi fik aldrig noget svar.”

Føler du helt ærligt, inderst inde, at V har været utro med DF? Morten: ”Et stort syvårigt utroskab, ja!”

Ellen, når I har fået et kærlighedsbrev fra R, er det så fordi, I har fået mulighederne JA, NEJ eller JEG VIL HELLERE HA’ PIA, og har krydset af i det sidste – eller hvad er det sket?

Ellen: ”Det handler om at skaffe et flertal.

Det er svært at forene R og DF, ligesom hvis I havde flertallet, og SF var med. Så havde V nok heller ikke været der.”

Katten og elefanten Nu skal I høre I to, nu er vi kommet til et sted, hvor vi skal ha’ løsnet op. I har fået en tavle hver. Der skal I tegne det andet parti, som det dyr I synes, det er.

Morten tegner med det samme en elefant.

Ellen betragter Morten: ”Tja, hva’ dyr er I

LØBETID Bliver Venstre og de Radikale klar til at parre sig igen? det ud, I to.

Mere utroskab Ellen, kontakter I stadig hinanden, når I ses?

Ellen: ”Selvfølgelig gør vi det, og jeg synes da også, at R er med i gode aftaler. DF får betaling, når de støtter regeringen, ligesom SF og Ø fik betaling i 90’erne. Jeg går ud fra, at R ikke var fuldt ud enige med disse partier dengang.”

Morten: ”Jeg er glad for, at vi nu får en anerkendelse af, at V ikke fører deres egen politik. Vi forsøgte med et lille kærligheds-

mon,” siger hun. Jeg gør Ellen opmærksom på, at en vendekåbe ikke er et dyr. Morten smiler. Endelig tegner Ellen en kat.

Hvorfor har du tegnet en kat, Ellen?

Ellen: ”Fordi R spin’er så godt, når pressen er i nærheden.”

Du har lavet en lang hale på katten, er det fordi, du mener R indeholder mere, end de viser?

Ellen: ”En kat er jo et utilregneligt dyr, der på et eller andet tidspunkt sætter kløerne i én. Jeg bryder mig faktisk ikke om katte, men på afstand er de meget søde”.

Hvis katten ikke fungerer, må den til

spindoktor.

Ellen synes kommentaren er morsom, Morten gør klar til at fortælle om sin elefant.

Morten: ”Elefanten er jo et stærkt dyr, og hvis den sætter sig for noget, kan den på grund af sin størrelse gennemføre tingene.

Men V glemmer lidt, at de er de største og løber med på andres præmis. Og så er elefanten Republikanerne i USA’s dyr, og Fogh er jo bedste venner med Bush”.

Er elefantens ben i virkeligheden to faste søjler, som repræsenterer Bush og Fogh?

Morten: ”Hvis Bush er elefanten, så har Fogh bare siddet ovenpå, som var han på safari og syntes det hele så spændende ud.”

Samling?

Kommer V og R nogensinde i regering igen?

Ellen: ”Muligvis. Det kræver jo dels at R har lyst til samarbejdet, hvilket vi ikke har set så meget til, og dels at R får flere mandater at rykke rundt med i Folketinget.”

Morten: ”Jeg mener, det handler om politik ikke partistørrelser. Men politisk samarbejde er svært for tiden åbenbart. Det skal vel også siges, at når man ikke er sammen, så kan man jo heller ikke forhindre den anden i at være sammen med andre. Jeg tror ikke, vi er parate til at finde sammen i et ægteskab, men derfor kan vi jo godt ses som venner.

Det ved jeg så ikke, om V må for deres nye partner DF.” Ellen: ”Hvis vi begge stadig er borgerlige liberale partier, så er jeg sikker på, at vi nok skal kunne samarbejde om mange ting fremover.”

Og sådan slutter vi. Med en håbefuld tone. Jeg forlader Christiansborg med en formodning om, at der nok skal en del flere terapitimer til, hvis vi skal have samlet Venstre og De Radikale. Men i det mindste fik de da talt sammen, og måske skriver Venstre De Radikale på balkortet næste gang, der er forligsdating på Borgen. chind07@student.sdu.dk

”Jeg er på sid

e 10!”

Karstens Korner