Læseprøve Børnene vi mødte på stranden by Lotte Lund, GrafiskGenvej

BØRNENE VI MØDTE PÅ STRANDEN Børnene vi mødte på stranden

Catrine Werchmeister

Børnene vi mødte på stranden Af Catrine Werchmeister

Omslag og sats: Lotte Lund, GrafiskGenvej Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93091-98-6 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30 3450 Allerød

Tlf: 86511900

Mail: info@egolibris.com

CATRINE WERCHMEISTER

BØRNENE VI MØDTE PÅ STRANDEN

Til min ĂŚldste datter, Anna Ines

Tak til: Line Vaaben, Kirsten BonnĂŠn Rask Fareed Qarar Safi

Cecilia

Okay, jeg har forstået det, nu vil jeg bare hjem, jeg blander mig aldrig i noget igen, forsvind fra mig, jeg vil hjem, jeg blander mig aldrig … Er der ikke nogen, der kan stoppe den remse, som kører i mit hoved? Jeg vil hjem, jeg blander mig ikke i noget igen, jeg vil hjem, hjem, hjem! Hvis bare betjenten bag mig ville køre mig hjem i stedet for at skubbe mig foran sig. Mig – Cecilia, 13 år, på vej ned ad en gang på en politistation. I håndjern. Fuldstændig forrykt! Han holder fast i mine håndjern, som om det skulle være nødvendigt, det store nøglebundt i hans bælte rasler for hvert skridt han tager, og hans mørke skikkelse fører mig taktfast væk fra resten af verden, væk fra byen, væk fra hotellet og langt væk fra min familie. Han tager et hårdere greb i håndjernene og holder mig tilbage som tegn til, at jeg skal standse. Hvad skal vi her? tænker jeg, da han åbner en dør ind til et lille rum med et bord og to stole. Betongulvet er malet mørkerødt. Gadelygten udenfor sender et blegt skær ind gennem et vindue med tremmer for helt oppe ved loftet. Over bordet foran mig hænger en lampe, 5

der for længst har opgivet at lyse ordentligt. Den blinker om kap med fluegrillen, et neonrør der tiltrækker myg og fluer og svitser dem til døde med en knitrende lyd. Min næste tanke er: Hvordan kommer jeg væk her fra? Og så bliver alle tanker væk. Jeg kan kun se ind i den grønne væg og mærke rædslen gennemtrænge mig. Jeg kommer aldrig tilbage, lyder det rungende i mit hoved. - Tænk tilbage, siger betjenten, som lige er kommet ind og har lukket døren bag sig. - Hvornår begyndte det hele? - Kan du ikke bare køre mig hjem? græder jeg. Han ryster på hovedet, næsten sørgmodigt, ser ned i gulvet. - Vent her, siger han. Han går ud, smækker døren og låser den udefra. Og jeg tuder, som jeg aldrig har gjort før. Jeg kan ikke ringe til nogen, min mobil blev taget fra mig, da jeg kom. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske med mig. Jeg ved ikke engang, hvad de tror, jeg er skyldig i. Hvem fortæller noget til mor og far? De vil helt sikkert prøve at finde mig og få mig eftersøgt i morgen. Hvis de slår mig – får mor og far det så at vide? Men jeg har jo ikke gjort noget, og desuden er jeg kun 13 år. Børn sidder da ikke i fængsel! Det klamrer jeg mig til, mens jeg prøver at få et overblik. Daud er i et andet rum. Måske. Jeg ved ikke, hvad der sker med ham.

Jeg sætter mig på kanten af den ene stol. Med hænderne i håndjern bag på ryggen er det svært at sidde behageligt, men bedre end at stå op. Mørkerødt gulv, gråt loft, pastelgrøn væg. Jeg er ved at blive skør af de tre farver. Og tanken: Hvor længe skal jeg sidde her? begynder at gå mig på nerverne. Jeg lukker øjnene. Lyden af cikaderne udenfor virker beroligende. Det er, som om de prøver at trøste mig med deres raspende, rytmiske sang. Jeg tvinger tankerne væk fra min fængselscelle, tilbage i tiden. Langt tilbage til en søndag for længe siden. Den dag, hvor det hele begyndte. Det var en søndag aften i slutningen af august, skoleåret var begyndt for et par uger siden, og jeg sad i vores sofa og så ud i horisonten: Solen var ved at putte sig under en blå og gyldenrosa himmel- og havdyne. Jeg kunne se det fra vores store panoramavindue på sjette sal. Jeg gad ikke gøre mere ved lektierne, så jeg havde proppet matematikhæftet tilbage i min skoletaske og var sunket ned i sofaen. For en gangs skyld var det far, der lavede mad. Han var kommet hjem fra indkøb, havde taget forklæde på, lagt ansigtet i de alvorlige folder, der betød far arbejder og vil ikke forstyrres og var begyndt at hvæsse de store knive. Siden havde han skyllet, hakket og marineret en fin middag frem, imens han trallede en lille melodi og indimellem bandede højlydt.

Så dækkede han bord med de blomstrede tallerkener fra glasskabet og lagde servietter på dem. Eller skulle de hellere stå i glassene? Han ombestemte sig et par gange, men endte med at sætte servietterne i glassene. Mor kom ud i køkkenet med en buket blomster. - Tonio! Hvor ser det fantastisk ud! Han skænkede dem hver et glas vin, og de drak og smilede til hinanden. Far gav mor et kys lige på munden. Vi skulle fejre farmors fødselsdag. Hun var lige fyldt 66, og sværdfisken lå på køkkenbordet og så både sørgmodig og drabelig ud; parat til at blive skåret i skiver og grillet i ovnen. Det er min fars gave til hende hvert år; at lave hende en fin middag. Han siger, at det er en slags tilbagebetaling for alle de middage, hun lavede til ham, mens han var barn. Han kan nå at betale én middag tilbage om året. Min far, Antonio, har en fiskeforretning, en bod på markedet. Tidligt om morgenen havde han hentet fiskene på havnen. Og som alle de andre dage var han gået i gang med at sætte boden op. Sommetider lagde han en lille haj, rokke eller en sværdfisk (der spiddede en citron på sit sværd) foran de andre fisk. Det så flot ud. Det meste af tiden arbejdede min far. Når vi vågnede om morgenen, var han taget af sted for længe siden. Sommetider havde jeg på fornemmelsen, at far var lidt

genert over for os børn. Han levede ligesom i sin egen verden og blandede sig aldrig rigtig. Mor blandede sig til gengæld hele tiden: Har du lavet dine lektier? Har du ryddet op på dit værelse? Hvem var det du talte i telefon med? Hvorfor spiser du ikke noget? Du skal spise noget mere! Og andre gange: Hov, hov, ikke proppe dig med mad, du får bare ondt i maven. Den aften var Constanza, min storesøster, i bad. Hun måtte have været derinde i en time allerede. Måske var hun ved at slå rekorden i, hvor længe man kan stå under en bruser. Det forsøgte hun flere gange om ugen, hvilket som regel betød, at mor gik ud og bankede på badeværelsesdøren og råbte, at hun skulle spare på vandet. Constanza og jeg delte værelse, det vil sige, jeg fik lov til at have min seng i hjørnet og mine ting neden under den. Der lå mine skoleting og de tre medaljer, jeg havde vundet til svømmekonkurrencer. Jeg havde gået til svømning, siden jeg var syv. På et tidspunkt ville jeg være konkurrencesvømmer. Men Constanza sagde, at konkurrencesvømmere betalte med deres blod, sved og tårer for en medalje, så måske var det alligevel ikke noget for mig. Men noget, jeg gerne ville, var at rejse. Langt væk til et fremmed land, hvor alt var anderledes og eventyrligt. Jeg havde en sparegris, der forestillede en fugl, en stor due af blåt og grønt glas. I den havde jeg mine sparepenge fra hele året. Jeg havde tjent dem ved at lave mine lektier og gå ned med skraldespanden, pud9

se vinduer og stryge fars skjorter. Far tog en ren skjorte på hver dag, for efter en hel dag i fiskeforretningen lugtede hans skjorte af fisk, så han tog altid et bad og noget andet tøj på, når han kom hjem. Derfor strøg jeg seks skjorter om ugen og fik 1 euro per skjorte. Alle pengene ville jeg bruge til at rejse for. Vi havde aldrig været langt væk fra Sicilien og aldrig ude af Italien. I sommerferien besøgte vi altid farmor i Caltunsetta oppe i bjergene. Eller vi lå på stranden og spiste is og nød ferien helt langsomt. - Fordi vi ikke har råd, sagde mor og far, når jeg spurgte. Men det var bare noget, de sagde, for hvorfor havde de så råd til en ny bil, som far købte sidste år? Nå, men resten af værelset – uden for mit skab og min seng – var Constanzas zone. Der bestemte hun. Der lå hendes tøj, hendes neglelak, hendes deodoranter, telefon, høretelefoner, musik og så videre, alt sammen noget, som jeg ikke måtte røre ved. Før i tiden, da jeg var lille, og hun også var yngre, var Constanza altid sød ved mig og ville gerne lege. Da jeg begyndte i skole, hjalp hun mig med lektierne. Hun var god til både matematik og italiensk og var den, der kørte hurtigst af alle på cykel, og hun var også god til at svømme. Det var hende, der lærte mig at svømme i starten. Men da hun begyndte at blive voksen, ændrede hun sig. Det var, som om hun langsomt blev mere og mere sur og besværlig, kun enkelte mennesker kunne få 10

hende til at smile og være sød, alle andre vrissede hun af. Jeg var som regel ikke en af dem, der fik hende til at smile. Det var faktisk kun nogle af hendes veninder og så en klam fyr på næsten 20 år, der hed Lorenzo. Ham var hun vild med. Han havde en bil, som han kørte hende rundt i om aftenen. Når han kom, var hun lutter smil og lange øjenvipper. Mig skubbede hun bare til. Det ville have været lettere, hvis vi ikke delte værelse. Så snart vi krydsede dørtærsklen ind til vores såkaldte fælles værelse, blev vi dødsfjender. Hun kunne faktisk være meget uhyggelig. Hvis jeg for eksempel glemte et af mine sovedyr på Constanzas område, kunne jeg finde det om aftenen, hakket i småstykker og spredt ud over min seng. Og hvis jeg kom til at vække hende om natten, fordi jeg talte i søvne, nev hun mig i armen, indtil jeg vågnede. Derhjemme talte Constanza altid i telefon eller skrev beskeder, var i bad eller sov. Hun sov rigtig meget. Jeg havde hørt, at hunde sover i op til 15 timer i døgnet. Så jeg tænkte, at hun måske var blevet smittet med noget, som langsomt var ved at gøre hende til en hund. Jeg var ked af, at min søster var blevet sådan. Engang havde hun været min bedste ven. Alfredo er min bror. Han var lige blevet 14. Den aften sad han på sit værelse og spillede computer. Når jeg tænker på min storebror, Alfredo, så tænker jeg først og fremmest på hans ro. Rolig og sej, som kun min storebror kan være det, og smaddergod til at fiske. Far sagde, at han havde et talent for at mærke, hvor fi11

skene var. Og så var han tålmodig. Han kunne sidde i timevis i en lille båd og vente. Og når han endelig fik bid, havde han også tålmodigheden til at trætte fisken og trække den op, når den var parat til det, så den ikke bare hoppede af krogen eller svømmede væk med line og blink. Mor havde stillet vinglasset ude i køkkenet hos far og styrtede nu rundt og fjernede bunkerne af ugeblade og rent tøj, der skulle lægges sammen. Så tørrede hun vindueskarmene af i stuen og rettede på puderne i sofaen. Jeg regnede med, at hun lige om lidt ville brokke sig over, at jeg ikke havde hængt mit våde svømmetøj op efter træningen i går. Min mor, Lucia, arbejdede sommetider på et kontor med at gøre rent og gå til hånde, men for det meste var hun hjemme. - Cecilia, min skat, kan du ikke stille snacks frem? råbte hun. Altså havde hun ikke opdaget svømmetøjet endnu. - Hvorfor er det altid mig? mukkede jeg. - Constanza kan lige så godt gøre det, eller Alfredo! Jeg trænger virkelig til at slappe af. - Kom nu, skat, det kan du godt lige! Mor kom ind i stuen og så på mig med det der lidende blik, der betyder: Hjælp mig nu, din snotforkælede unge. Jeg kiggede tilbage på hende med det blik, der betyder: Jeg er ikke en skid forkælet. Og så gjorde jeg, som hun sagde, fandt chips og grissini i skabet, og far kom ind med en skaldyrssalat 12

med blæksprutter, som han havde lagt på et fad dekoreret med citronbåde og oliven. På det lille bord i vores sandfarvede og brune stue lignede bordet med mad en oase i ørkenen. Aftensolen sendte sine stråler ind gennem ruderne og glimtede i de blanke vinglas. Vi bor i en by, der også er en havn, så vi var tæt på havet. Vores lejlighed ligger på sjette sal i et af de nye huse i Sottomare. Det betyder under havet, men man kan se ud over havet fra dem. Husene lå bag byen og så allerede gamle og triste ud, da de blev bygget. Constanza trådte ud af badeværelset efterfulgt af en sky af damp og parfume, som bredte sig i hele lejligheden og fik vinduerne i stuen til at dugge. Far sukkede og lukkede døren ud til køkkenet. Men mor råbte: - Husk at tænde for ventilatoren, Constanza, og helt ærligt, en anden gang tager du bad længe før, gæsterne kommer! - Bare fordi jeg tager mig af at være lidt hygiejnisk, mukkede Constanza. Alfredo gik ud på badeværelset med et smørret smil. - Nå, så kan man endelig få lov at gå på lokum. Næste gang du er så længe i bad, pisser jeg i din potteplante! sagde han. - Ad, hvor er du klam! Constanza slog med håndklædet og smækkede døren i efter ham. - Cecilia, skal du ikke også skifte tøj? råbte mor til mig og så kom det: - Helt ærligt, hvor mange gange 13

skal jeg sige til dig, at du skal hænge dit våde tøj op efter svømmetræningen? Jeg listede ind på vores værelse, hvor Constanza var i gang med sin makeup. Jeg forstod ikke, hvorfor hun skulle have sminke på nu. Det var farmor, der kom. Farmor, som har kendt os altid, med og uden tøj, men aldrig med makeup. - Hvad skal du have på, Søs? spurgte hun mig. - Et eller andet, noget rent tøj, går jeg ud fra. Hun rodede i sit klædeskab og fandt et par stramme, sorte jeans, en hvid skjorte med lange manchetter og snøreliv og et blåt, blankt bælte, som hun kastede over til mig. - Her, tag det her på, sagde hun. - Hvor firseragtigt, stønnede jeg, - det får du mig ikke til! - Hej, firserne er topmoderne. Kom nu. Modvilligt trak jeg i tøjet. Mine småbitte bryster fik skjorten til at se alt for stor og kedelig ud. Der var plads til meget mere. Altså ikke fordi jeg var interesseret i bryster. Sjovt nok syntes jeg ikke, der var noget som helst romantisk eller smukt ved at blive voksen. Jeg kunne lide min krop, som den var, flad og uden hår. - De små fugleklatter! sagde Constanza. - Du svømmer for meget. Når du dyrker så megen sport, har brysterne slet ikke tid til at vokse! Hun kom til at trykke på min ene brystvorte, så jeg skreg.

- Sikke noget sludder. Så meget svømmer jeg altså heller ikke. To gange om ugen. Det er nærmest ingenting. Bagefter ville hun også give mig mascara og eyeliner på, men der trak jeg grænsen. Lyden af skridt og raslende nøgler bringer mig tilbage til min mørke celle. Det går op for mig, at jeg fryser. Hvis bare jeg kunne få de her håndjern af, så jeg i det mindste kunne svinge med armene. Jeg rejser mig op uden at bruge hænderne, går hen til døren og sparker på den. Håber, at skridtene udenfor vil standse, men de går bare forbi. Hvor længe har de tænkt sig, at jeg skal sidde her?