MAILS TIL SANKT NICOLAUS
BOGENS TITEL I VERSALER OG KURSIV Copyright © 201x Forfatternavn All rights reserved Udgivet 201x af EgoLibris Omslagsdesign: grafiker Portrætfoto: fotografens navn Redaktion: redaktørens navn Bogen er sat med xxx (font) Tryk: trykkeriets MAILS TIL SANKTnavn NICOLAUS nted in Denmark (eller det land, denMau nu Lavigne er printet i) Copyright © 2016 Birthe udgave, 1. oplag All1.rights reserved
Udgivet 2016 af EgoLibris ISBN 978-87-xxxxx-xx-x Omslagsdesign og sats: Lotte Lund, Grafiskgenvej Redaktion: Trine Vianne Ibsen www.forlagetegolibris.dk Bogen er sat med Minion Pro Tryk: Toptryk Grafisk Printed in Denmark velse af denne eller1.dele 1. bog udgave, oplagaf den er ikke tilladt ifølge nde dansk lovISBN om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe 978-87-93434-25-7 korte uddrag i omtale eller anmeldelser. www.forlagetegolibris.dk
Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe kkes bogen hos Toptryk, disseeller to logoer indsættes korte uddragskal i omtale anmeldelser. P
I
DUCER ET RO
D
A
K
PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG
N M AR
Birthe Mau Lavigne
Mails til Sankt Nicolaus
Kapitel 1
Kender du den der fornemmelse af, at alting kører i ring? Det er de samme mennesker, du ser hver dag, de samme ting sker på samme tidspunkt, og ikke engang vejret er nogen overraskelse. Du glor på de samme dumme serier, der alle sammen handler om det samme, og du ved, at alle, undtagen dig, er i sommerhus eller på badeferie sydpå. Kort sagt, dødsygt. Sådan cirka havde jeg det de første dage af en sommerferie for snart mange år siden. Det var i 1999. Jeg var 14 år og altså kun et par år ældre, end du er nu. Jeg gik og tussede rundt helt alene, for vi skulle ikke holde ferie i Sydfrankrig, som vi ellers plejede, fordi mormor skvattede over vores siameserkat, Erasmus. Hun påstod senere, at katten med vilje havde lagt sig til at flyde ud i ét med verandatrappen. I faldet brækkede hun sit højre ben to steder. Så vi blev hjemme.
5
Efter fire dages kedsomhed tog jeg mig sammen til en cykeltur. Og måske var der et eller andet sted en højere mening med al den kedsomhed, for i hvert fald fik den mig sendt af sted i den rigtige retning, hvilket forandrede næsten alt for mig. Det havde jeg selvfølgelig ingen anelse om dengang, og selv i dag, efter så lang tid, er jeg stadig ikke helt sikker på, at jeg var kørt, hvis jeg havde vidst, hvad der kom ud af det. Mor havde kunder i ”butikken”, så jeg stak hovedet inden for hos mormor og råbte, at jeg tog mobilen med, hvis der var noget, og kørte. Uden jeg havde tænkt nærmere over det, var jeg nået helt ud til Lehn Skov og begyndelsen af Christinedal strand. En tur på næsten otte kilometer. Jeg satte mig på en stor sten og lænede mig op ad en kraftig gren, der lå dybt begravet i sandet og stirrede ud over vandet. Jeg havde ondt af mig selv, ingen tvivl om det. Jeg spekulerede på, hvor mange traveture man kunne nå på en sommerferie, hvis man gjorde dem op i kilometer. Så havde man da noget interessant at slynge ud i skolen, hvis der nu skulle være nogen, der kunne finde på at spørge efter ferien, og det var der garanteret. Jeg bukkede mig ned efter en lang saltvandsskuret gren, som jeg gav mig til at tegne cirkler i sandet med, og opdagede, at der hang noget fast på grenen. Det var en lille kæde med et vedhæng. Jeg puttede den i lommen. I det samme mærkede jeg det første stænk af regn. Tanken om, hvor våd man kan blive i løbet af otte kilometers cykeltur, fik mig til at vende næsen hjemad. Heldigvis udviklede det sig ikke til styrtregn, så jeg var nogenlunde tør, da jeg nåede hjem. Klokken var blevet hen ad spisetid – det påstod min mave i hvert fald. Men der kom ingen maddufte bølgende ud fra køkkenet, så jeg regnede med, at mor stadig var optaget af klienter.
6
Mor arbejdede dengang som rådgiver. Den slags rådgivning var bare noget helt for sig selv, for i rigtig mange år havde hun en varm linje til ånderne. Det foregik altid på den her måde: Telefonen ringede et laaangt ring, og så vidste alle, det var til mor. Hun modtog så en eller anden besked eller meddelelse, som hun skrev ned på sin blok, for eksempel: ”For enden af den smalle gang på første sal, bag ved den store blå vase, ligger din guldring.” Eller sådan noget som: ”Dit barn vil overleve operationen, men svære tider venter.” Nogle dage efter eller måske allerede samme dag dukkede der så en eller anden op og spurgte, om hun kunne se den ring, der var tabt, eller om hun kunne sige noget om, hvordan det ville gå med et sygt barn. Når de havde fået svar, lagde de nogle penge på kommoden, og som regel så de nogenlunde tilfredse ud, når de gik. Mor talte aldrig med kunderne, hvis hun ikke først havde talt med ånderne. Det havde mormor derimod ingen problemer med. Mormor kunne det der med at sige til folk: ”Jeg ser en sort sky trække sammen omkring dig, og du har problemer med skattevæsnet.” Når folk så nikkede, fortsatte hun: ”Lad tallene 2-5-27 indgå i din næste lottokupon, og lykken vil smile til dig.” De fleste af dem, der talte med mormor, så også tilfredse ud, når de gik. Jeg gik lige et smut ind til hende for at sige hej. Mormor boede hos os, eller også boede vi hos hende. I hvert fald havde vi boet sammen, lige siden min far døde. Huset var sådan et langt et med bindingsværk og stråtag. Desuden lå der en mindre bygning, som engang havde været morfars dyrlægeklinik. Mormors lejlighed lå til højre for hoveddøren, og mor og jeg boede til venstre. Folk i byen kaldte huset for pandekagehuset, og mor og mormor blev kaldt de sorte. Den slags sladder gjorde mig tit ked af det. Mormor sad i sin hvilestol og sov med brillerne halvt nede på næsen. Hendes bog var faldet på gulvet, jeg samlede
7
den op og listede lige så stille ud igen. Der lød skramle-lyde fra køkkenet. Mor var heldigvis gået i gang med aftensmaden. Jeg gik derud og hjalp til. Den aften gik jeg tidligt op til mig selv. Mor var i sit stille hjørne, og når hun var det, kunne man lige så godt opgive at få en snak i gang. Hun gled ligesom ind i sig selv og hørte ikke det halve af, hvad man sagde alligevel. Jeg kedede mig, men kom så i tanker om, at der måske lå en spændende mail og ventede på mig for at fortælle, hvor vidunderligt der var på Yucatan halvøen eller ved Sortehavet, så jeg rigtig kunne dykke ned i den dybeste selvmedlidenhed og misundelse. Det lille ikon blinkede lystigt som for at understrege, at jeg havde ret. Lige da jeg så overskriften, tænkte jeg, at det måtte være en fejl. En eller anden freak ved navn Sankt Nicolaus stod nok et sted i cyberspace og manglede en mail. Men da jeg lider af kronisk nysgerrighed, gav jeg mig til at kigge nærmere på indholdet. Jeg syntes ærlig talt, det lød mere og mere sært, jo mere jeg læste. Kære Sankt Nicolaus Du som våger over de uskyldige, og fører den vildfarne sikkert i hus. Hør mit tavse råb og led det på den rette vej. Jeg ved, at lyset findes derude, men vejen er lukket og ingen kommer mig i møde. Her er verden grå, og hvis jeg prøver at huske vejen tilbage, var verden dengang nok lige så grå. Håb er ikke for os, der aldrig rigtig fik levet, kun handling. 8
Ordene har ikke let ved at trænge igennem den lille port, du har åbnet, for jeg har aldrig betroet mig til andre end dig, og måske vil der aldrig blive lyttet - måske skal jeg blive her for altid. Hvis bare ordene kunne trænge igennem. Lili
Jeg tjekkede afsenderen. Der var ingen. Kun underskriften, Lili. Jeg havde ingen anelse om, hvem hun kunne være. Måske en sekt, der prøvede at komme i kontakt med folk. Det kunne også være nogle af mine ikke alt for smarte plageånder fra skolen. Men ingen af dem passede ligesom ind i stilen. Det plejede mere at være bemærkninger og tilråb som: ”Hils på Bloksbjerg og husk nu endelig kosten,” når de for eksempel kom i tanke om min fødselsdag, som tilfældigvis er den 23. juni. Det her lød mere som en meget ensom person, der ville i kontakt. Men hvor havde hun fået min e-mailadresse fra? Hvis det altså var en hun. Det kan man ikke altid vide. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg bare havde fået mailen ved en fejl. Men jeg printede den alligevel ud og lagde den ned i en skuffe. Som en slags bevismateriale. Jeg fandt en biblioteksbog frem og bestemte mig til, at jeg ikke ville tænke mere over det. Næste dag sov jeg som en sten til klokken kvart over elleve. Jeg kom først til mig selv, da mor stak hovedet ind ad døren og sagde: ”Nu tager jeg altså af sted til frisøren. Vil du være sød at kigge ind
9
til mormor med frokostbakken om en halv times tid?” Da hun var kommet næsten ned ad trappen, råbte hun: ”Der ligger for resten også et brev og venter på dig!” Brev? tænkte jeg fortumlet. Jeg får aldrig breve. Og så kom jeg til at tænke på den mystiske mail fra i går. Jeg stod op og tændte for computeren. Tænk nu, hvis der var kommet en til. Jeg ventede spændt, mens maskinen snøvlede sig færdig. Heldigvis, ingenting. Jeg tjekkede lige indbakken, og her var der heller ingenting. Min mystiske mail var forsvundet. Det brød jeg mig ikke om. Jeg havde altid anset mig selv for at være den mest normale og jordbundne person hjemme hos os. Ikke noget hokuspokus til mig, tak. Det overlod jeg til mor og mormor. Jeg tænkte, at den eneste fornuftige forklaring måtte være, at jeg selv var kommet til at slette den. For en god ordens skyld tjekkede jeg lige kommodeskuffen. Printet lå på sin plads, selvfølgelig gjorde det da det. Mormor sad i den kørestol, hun havde lånt af hospitalet. Hun havde sat sit vækkeur frem på spisebordet for at understrege, at det var tyve minutter over normal spisetid. Den slags var hun ekspert i, særligt efter det med benet. Der var ingen grænser for, hvor hjælpeløs og forurettet hun kunne opføre sig. Jeg lod som ingenting og spurgte, om hun havde lyst til at spise i haven. Det løftede straks stemningen, og vi trillede ud i det grønne. Jeg gik ind for at smøre mig en mad, som jeg tog med ud sammen med mit brev og et glas mælk. Igen et brev uden afsender, tænkte jeg irriteret og flåede kuverten op. I brevet stod der: Kære Mathilde Helene. Efter månedlange beregninger og ubeskriveligt besvær er det endelig lyk-
10
kedes for os (min assistent og jeg) at finde frem til den nøjagtige position, hvorunder en stor hemmelighed befinder sig. Da vi selv mest arbejder med hjernen, får vi brug for en stor stærk kvinde med evner for at føre en spade. Skønt arbejdet bærer lønnen i sig selv, vil vi alligevel ikke undlade at gøre opmærksom på det overdådige morgenbord, vi byder på ved dagens begyndelse, for slet ikke at tale om de mængder af kildeklart væske, der vil stå gratis til rådighed resten af dagen. Vi føler os overbevist om, at du ikke kan sige nej til så unikt et tilbud, og vi vover derfor at afsløre vort mødested samt dag og tid i forhåbning om, at du vil holde denne viden for dig selv. Mødested: Den gamle pavillon i Christinedal! - Dag: Førstkommende torsdag! Tid: Kl. 4.15! Dupont og Dupont
Førstkommende torsdag – om to dage. Nogen troede åbenbart, at jeg hoppede på hvad som helst. Nogen som var helt vilde med at sende anonyme breve og mails til mig. Dupont og Dupont og Lili.
11
Eller måske Lili Dupont. Alligevel var der noget ved brevet, som jeg egentlig godt kunne lide, selvom det lød lidt underligt – et eller andet rart, og så den store, kluntede skråskrift. Jeg tænkte, så det knagede, samtidig med jeg prøvede at se ligeglad og naturlig ud for ikke at vække mistanke hos mormor. Der kunne vel ikke ske noget ved at møde op og se, hvad der skete. Alternativet var at blive hjemme og fortsætte med at kede mig. Muligheden for, at det var ondsindede aber, ude på at få mig ned med nakken, var der selvfølgelig. Jeg gik endda så vidt som til at ønske mig et par timers klarsyn, skønt jeg dengang altid var hunderæd for, at der en dag pludselig skulle dukke en ånd op og fortælle mig, at jeg var indviet til at videreføre mors eller mormors virke her på jorden. Gys! Alligevel, bare et glimt for at afsløre plottet og chancen for at skaffe dem en slem overraskelse på halsen, hvis de var ude på noget. Resten af tirsdagen og hele onsdagen holdt jeg skarpt udkig efter alt og alle, der ikke faldt naturligt ind i omgivelserne. Men jeg så ingen mistænkelige typer. Onsdag aften besluttede jeg mig for at møde op. Jeg ville bare ankomme en time tidligere end angivet i brevet, så jeg kunne se situationen an i ro og mag, før jeg gav mig til kende. Jeg fandt en joggingdragt frem og satte uret til klokken 3. Jeg havde dødsvært ved at falde i søvn og lå og vendte og drejede mig i timevis – sådan føltes det i hvert fald. Da vækkeuret ringede, havde jeg absolut ikke spor lyst til nogen som helst skovtur. Jeg ville bare sove. Jeg overvandt dog med besvær trangen til at sove videre og gjorde mig hurtigt parat. Huset var helt stille. Den eneste morgenfriske, jeg mødte, var Erasmus, der forlangte morgenmad, så vi satte os sammen på verandatrappen og delte en rosinbolle og kiggede på den rosafarvede morgen og på alle fuglene, der allerede havde meget travlt.
12
Pavillonen lå et pænt stykke uden for byen. Engang for længe siden var den en fin sommerrestaurant. Den lå i en lille rydning inde i skoven, hvor kun en smal sti fører ned til vandet. Stien og rydningen var nu næsten forsvundet i krat og bregner. Og pavillonen var nærmest ved at styrte sammen i den ene side. Rundt om den kunne man finde mange lækre ting, der nok skulle sætte humøret i vejret: gamle dåser, knuste flasker, cykelvrag og den slags. Jeg håbede ikke, at det var den affaldsdynge, Duponterne havde tænkt sig at rode rundt i. Så blev det i hvert fald uden mig. Jeg havde ikke tænkt mig at komme gående ad den sædvanlige vej, hvor det var nemt at holde øje med mig. Planen var at mase tværs ind igennem skoven og ankomme fra den modsatte side, hvor der var masser af muligheder for at sidde i skjul og iagttage de to kloner i ro og mag, før jeg gav mig til kende. Efter at have kæmpet mig igennem krattet fik jeg omsider øje på noget stærkt orange et sted langt forude. Jeg forsøgte at støje så lidt som muligt, mens jeg nærmede mig det orange. Tættere på viste det sig at være et stort telt. Jeg fandt en gammel vindfælde, der egnede sig perfekt som udkigspost og satte mig til at vente. Jeg var overbevist om, at jeg havde fundet Dupont og Dupont. Sandhedens time nærmede sig. Langt om længe kom der liv i lejren, og en lang tynd bønnestage i 14-15-årsalderen iført røde underbukser dukkede frem fra teltet. Han stod lidt og kløede sig i håret og strakte sig, hvorefter han dykkede ind i teltet igen. Lidt efter kom han ud med et par store, runde briller på næsen, nu iført en forvasket overall. Meget charmerende. Han hældte vand fra en stor plastikdunk op i en gryde, som han satte på en primus, og kiggede flere gange nærsynet på sit armbåndsur. Jeg havde aldrig set den fyr før i mit liv, så hvor kendte han mig fra? Jeg tog et nærmere kig på ham: meget blond med tykt pandehår, der var for langt og fik hans ansigt til
13