Fjord

PIA STÆRMOSE

FJORD Af Pia Stærmose Copyright EgoLibris 2016 Redaktør: Maya Stolbjerg Drud Salonin Omslag og sats: Lotte Lund, GrafiskGenvej Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93091-47-4 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30 3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com

PIA STÆRMOSE

FJORD Roman

Til: ManikOliviaMarieSelmaTildeMajkenIdunMollyMirjamLeneEbba

Prolog

Meget kunne have været anderledes, men så alligevel ikke.

En detalje. En krusning i hans mundvig, et smil. Et enkelt måske, men ellers ikke. Det der står tilbage kan ingen røre ved, det er som det skal være. Fjeldbirken med den tynde bark. Duften af hans sweater og ømheden i hans blik, fjeldet i ham. Noget at læne sig op ad, noget der holder. Øjnene der vil ind i hans og forsvinde i den verden, det er det hun vil. Alt er et spørgsmål om tid, og set i det lys går det som det skal. Man skal aldrig lade sig styre af sin utålmodighed og ikke længes for hårdt, bare se tiden an, være helt rolig og se hvad der sker.

Hun står i mørket, længere væk er der andre hytter, meget længere væk. Ansigtet er blegt og fylder ruden. Udenfor bruser elven, og der er ingen skyer på himlen, men det er heller ikke dem, hun kigger efter.

FØRSTE DEL

D

et blide mørke strømmer ud fra fjeldet og lægger sig til rette. Hun venter ved fjorden, der ligger og drømmer, de har aftalt bag bådehuset klokken ti, men nu er den mere. Himlen hænger lavt, og havnen er stille, der er lys i de små træhuse. Natten kommer listende, og hun venter på den kolde sten. Hvorfor kommer han ikke? Vandfaldene trækker blonder ned over fjeldet og hænger i luften som lysende sprækker, der åbner for verden. Overalt kølig luft fyldt med væde. Så står han der pludselig og smiler. Han er kommet, men bag smilet er noget andet.

Tiden er væk, og hun presser sig ind; lårene, hårde, hans bryst, så stille han står som en søjle i natten, og fjorden er glat, skinner sort som fugtig klippe. Hun giver ham sin hånd og følger med langs det våde spor, indtil fjeldet åbner sig, og de går ind. Stien er stejl, men det betyder ikke noget. Følger med hånden og stopper, da han stopper. Den mørke klippeseng vokser ud af fjeldet, og der er to trin op; et lokkende leje tæt på himlen, som får travlt med at smelte. Nymfehylden. Hænderne klæder hende varsomt af og løfter hende op på den blanke sten.

Hun åbner sit ansigt og ser at alting er godt. Nu er der ingen vej tilbage. Og stjernerne. Gul. Og gul igen. I hans øjne ser hun fjeldet. *

”Jeg drømte jeg lå på en hundeslæde.”

Kari lukker øjnene for bedre at kunne huske. ”En hundeslæde? ” siger Steinar.

8

De ligger på sengen i hytten i Orsa. Langt oppe i fjeldet. Det er hans hytte, men det er hende der bor her, lige som hun skal. Sengens stolper er snittet med en kniv. Fire hestehoveder med flyvende manker. ”Ja, med blanke meder. Malet blå. Slæden fløj hen over sneen. Jeg lå nøgen under en masse skind, ligesom det her.”

Hendes håndflade stryger et lammeskind. ”Pelsen vendte ind mod kroppen, så jeg frøs ikke.” ”Det lyder dejligt.”

Hans hånd glider over hendes skulder og videre, kærtegner hendes øre. ”Jeg havde kun solbriller på, det var det eneste. Høj frost med knirkende sne. Ikke en lyd. Jo, for resten, hundene, og en pisk der knaldede. Slædekusken. Jeg ved ikke, hvem han var. Han råbte. Taama, taama. Men hundene ville ikke lystre.”

Hun løsner håret og snor sig ud af sin T-shirt. Rækker ud efter ham.

Steinar trykker hende tæt og hvisker i hendes øre. ”Kunne du ikke kende mig?” ”Nej, du havde snebriller på og frost i hele ansigtet.” ”Min stemme, Kari, du må da have genkendt min stemme?” ”Nej, men jeg lyttede heller ikke særlig godt efter. Jeg var kun interesseret i farten og i alt det hvide. I lyset. Men der var også noget andet.” ”Hvad mener du?” ”Der var noget mere, men jeg ved ikke rigtig hvad det var. Har du aldrig tænkt over det?” ”Over hvad?”

9

”Over at lys har noget mere med sig.” ”Næh, men hvad så med mørke?”

Han puster stearinlyset ud, og den blide hånd glider over hendes kind, kærtegner øret og følger de spinkle brusktråde, der snor sig som filigran og ligner et smykke. ”Mørket har også noget med, men det har jeg ikke lyst til at tale om.”

Han lukker hendes mund med sin, og hun dykker ned i natten. Senere tænder hun lyset igen, og flammen lægger skyggen på hans ansigt. Den skygge gør hende urolig, og hun søger efter lyset i hans lukkede øjne.

Udenfor er himlen fyldt op med sort, og fjeldet er begyndt at knage. Hundene er væk, og om lidt skal han af sted. ”Du er god til at drømme, Kari.”

Steinar smiler og er alligevel vågen. ”Jeg drømmer mest om dagen, om natten tør jeg ikke.” ”Hvorfor ikke?” ”Der bor de sorte drømme. Tit er der også hunde med, men det er en anden slags. Dem vil jeg ikke snakke om.” ”Hvorfor ikke?” ”Du vil ikke kunne lide dem. Somme tider skriver jeg drømmene ned og brænder dem. Nogle af dem har jeg drømt over hundrede gange. En dag bliver de vel trætte og finder et andet sted at blive drømt.” ”Et andet sted?” ”Ja, så er der nogle andre, der drømmer dem.” ”Tror du selv på det?” ”Selvfølgelig. Det er sådan det er.” ”Du er en drømmer, lille Kari.”

Håret glider væk fra hans ansigt, og hun er i hans smil.

10

Hendes eneste chance er drømmene, det må han da vide. Om lidt er han væk og på vej tilbage til Solveig og børnene, og så har hun kun længslen efter hans hånd og de vilde læber. Slædehundene er også på vej væk. Slås om en blodig luns kød et sted i sneen. Mangler der ikke en hund? Der var da flere lige før. Udenfor siler regnen ned igen, og lyset mangler. Våde striber vander ruden. Hytten er et akvarium, og hun er en fisk. Nej, en fisk er klogere, den har ingen arme og kan ikke klamre sig til noget.

Hun glider ud af hans hænder og videre, står længe under bruseren og kan ikke få nok. Vandet perler og hænger i kroppens dun som skællede krystaller. Munden er fuld af vand og af ord. ”Diraku numani.”

Hun lader ordene vælge sine egne bogstaver. ”Imundi.”

Lyden er skarp og blød. Sæben dufter spansk og vil ikke skumme. Vokalerne hører til det blide sprog, det hun hvisker i Steinars øre. Bare hun kendte et sprog, der kunne få ham til at blive. ”Salikka duraki.”

Hun hvisker de våde ord og smiler hen over afgrunden. ”Hvad er det, du siger, Kari?” ”Det ved jeg ikke.”

Diraku numani. Hun beholder de bedste lyde indeni, men da han kysser hendes mund, lægger hun alligevel nogle af dem over i hans, forsigtigt. Og hans stemme bliver lav som strengen på en gulvbas; det sitrer i kroppen, og hans læber er bløde og hårde. Der er et smil i hans mund, og hun sender ham dyreblikket.

11

*

Det er blevet koldere. Grundvandet fryser og laver jordknolde, som hun snubler over. Denne frostmorgen brager det hvide lys ned over hytten. Fossefaldet glimter og hvisker med solen. Kari er vågen og lytter. Steinar er væk, og hun vil ud og bade i lyset. Hun snor sig i det hurtige tøj og finder Steinars hvide sweater. Nøgne fødder i støvlerne. På den slidte trappe sidder hun med ryggen mod døren og munden begravet i uld, vender ansigtet mod solen, bare sidde her et øjeblik.

Blikket rammer noget blåt, noget der ikke plejer at være her. Lige der foran skuret. En solseng. Nej, det ligner bare. Blåmalet træ, det er den fra drømmen, hundeslæden. Samme farve som fjorden nogle dage. Hun skynder sig ind efter dyreskind og de bløde puder. Søde Steinar.

Der er ingen kraft tilbage i solen, den har intet at give, ud over farven, så hun dykker ned under skindene og drømmer hun hedder Rebecca, og at hendes kjole er rosa og alt for kort. Hun hiver og hiver i det lille skørt, men kjolen bliver ikke længere. Skyerne driver tungt hen over himlen, der er træthed i luften og noget der lugter brændt.

Senere tager hun sin dyne med ud i slæden og sidder der med sit termokrus. Kaffen er varm, og hun brænder sine læber, men hun bliver ved med at drikke.

Da det bliver mørkt, forsvinder hun ind i duften af ham og synker ned i sin drøm, råber til kusken og trækker bjørneskindet hen over sin glatte krop. Slæden glider frem gennem sneen. Hundene trækker og galper. Hun åbner sig for Steinar og tager ham med.

12

Næste morgen er han væk. Kørt ned i dalen til Solveig og drengene, til Elias og Jon. Lyset er forsvundet, og frosttågen ruller ind over fjeldet og damper løs. Hvordan skal hun styre sin længsel? Kender ingen måder.

Ude på slæden klamrer hun sig til kanten med de hvide knoer. Den grusomme sult har sat noget i bevægelse indeni, noget tungt hun ikke kan stoppe, og nu er hendes læber brændt i stykker. Hun lægger hånden på sin mave.

Det er en dreng. Hun er sikker. Han skal hedde Sune. Hun vil overtale den nye præst. Døbes det skal han, og helst i stavkirken nede i dalen, og inden frosten bider. Hvem ved, måske bliver 1982 et mildt år. Sune er et godt navn.

Et stærkt navn. Hans far er et fjeld. *

Vejrudsigt for den 3. september 2006: Først skyet og diset, men i løbet af dagen klarer det op med nogen sol.

Jævn til hård vind fra nordvest. Senere på dagen aftagende vind og risiko for byger. Temperaturer mellem 12 og 15 grader. *

13

Krydstogtkajen: Registrerede skibsanløb i august 2006: 1/8 MSC Opera 3/8 Costa Deliziosa 4/8 MSC Orchestra 5/8 Mein Schiff 6/8 Princess Daphne 7/8 Saga Ruby 8/8 Regatta 9/8 Grand Voyager 9/8 Europa 10/8 Costa Atlantica 10/8 Boudicca 12/8 Saga Rose 13/8 Marco Polo 15/8 Saga Pearl II 16/8 Ocean Countess 17/8 Princess Danesa 18/8 The Oceanic 19/8 Ocean Countess 21/8 Delphin 23/8 Astor 24/8 Arcadia 26/8 Athena 27/8 Balmoral 27/8 Spirit of Adventure 28/8 Athena 29/8 Queen Mary 30/8 Mona Lisa 31/8 Silver Cloud

14

*

Terese læner sig frem og kigger ud af den fugtige rude, vand så langt øjet rækker; det vil ingen ende tage. Skibet har sat farten ned. Motorens dunken forsvinder i fjorden.

Stilheden presser sig på og gør hende urolig. Stolen klistrer. Kongeblå. Hendes finger graver i den lasede polstring. En fugl flakser forbi og kaster et blik på hendes varme lår. Den fugl er faret vild i alt det blå. Bare de snart var fremme.

Det er morgen, og der ligger dis i fjeldet. Solen forsøger at trænge igennem, men den har ingen magt mere.

Sommeren er slut, og krydstogtskibet ”Ocean Princess” smyger sig igennem vandet med sin hemmelige last om bord, på vej til Flåm, en bygd i bunden af Sognefjorden.

I baren på tyvende dæk hænger Terese ud med en drink og en hovedpine fra i går. Samuel, islænding og andenstyrmand, tømmer sit glas. De andre er for længst gået i seng. ”More olives?”

Terese nikker. De sorte oliven er bløde og salte, og det er svært at stoppe. Samuel har overtaget personalebaren for flere timer siden, ligesom han plejer. Han vasker glas i hånden. Vandet løber. Tre millioner liter vand i døgnet. Så meget tager skibet ind. Havvand som de renser, men det løber jo ud igen, det snavsede vand. Hun svajer på stolen, vandet er fladt, men det gynger på øverste dæk. Hun trænger til frisk luft, til at fylde lungerne. Sådan er det tit. Luften ombord er tung og brugt og cirkulerer rundt gennem systemer, hun ikke kender. Et lukket kredsløb.

Skibet har nok i sig selv og er ikke afhængig af noget, 15

bortset fra brændstof selvfølgelig. Den samme temperatur altid, ingen overraskelser eller pludselig kulde. Den slags forandringer finder ikke sted ombord. Gæsterne skal kunne regne med det hele; at alt er under kontrol.

Tit er luften så gennembrugt, at hun ikke kan holde det ud. Så finder hun en tom kahyt, en udvendig én med balkon, og står i døren og gisper, indtil hun har fyldt sig helt op. Heldigvis er de snart i havn, så bliver det bedre.

Prinsessen lister sig ind i bunden af fjorden med alle sine dæk. En flydende storby med femtusinde indbyggere og eget kapel nærmer sig Flåm. Bygdens to hundrede sjæle sover stadig i de små træhuse, og fjorden er blank; ikke en krusning, ikke en lyd. Oven på fjorden lokker det kongeblå tæppe, og vandet reparerer hurtigt den flænge som skibet skærer. Nu varer det ikke så længe. Samuel lægger nakken tilbage og tømmer sit glas, på kanten hænger citronskiven og dingler, så slipper den taget og falder. ”Det er ved at være tid.”

Han kaster styrmandsjakken over skulderen, og hun genkender bevægelsen. Den sidste oliven lader hun ligge og kanter sig ned af den høje stol. Hans hånd hviler tungt på hendes skulder, mens hun bader sit ansigt i det kolde morgenlys. De små dukkehuse dernede. Røde og gule. De fleste. ”Se der, se hytten helt ude på kanten og det lille tog.” ”Ja, det er Flåmsbanen, et veterantog der kører op og ned ad fjeldet hele dagen. Du kan jo tage dig en tur sammen med gæsterne. Jeg skal nå at sove, inden jeg skal på vagt.”

16

Han klemmer hendes skulder, en smule for hårdt, men hun siger ingenting. Det sejler for hendes øjne, og kroppen leder efter et punkt. Lilleputbyen ligger og drømmer i disen, sover trygt ved foden af fjeldet og hører slet ikke, at de kommer. Hans fingre løber gennem hendes hår, og hun forsøger at stå stille. Prinsessen sætter farten ned og bevæger sig næsten ikke mere. Forsigtigt manøvrerer skibet sine mange etager det sidste stykke. Endelig. Hun drejer hele kroppen for at kigge. Hvis hun drejer hovedet, går det galt. Rundt omkring i fjeldet pibler vandet ud, samler sig igen og bliver til vandfald, lange og smalle; hvide blonder, der kryber ud af fjeldet og kaster sig ned.

Gad vide om det bare kan blive ved, om der er vand nok, og hvor kommer det alt sammen fra? ”Alfevand,” siger Terese og ved ikke, hvor ordet kommer fra.

Samuels hånd glider og stopper ved hendes lænd, trykker hende ind foran sig, og han taler ned i hendes ansigt. ”Her hedder det fossefald. Vandet kommer fra gletsjeren højere oppe. Det er smeltevand, og det er iskoldt hele året.”

Hans øjenbryn kravler ind mod midten, og hun vender sig væk.

Selvfølgelig. Samuel ved alt. Han elsker at vide og Googler det meste. Der gik et stykke tid, inden hun opdagede det. Som et dyr, der ikke vil give slip, kæber der låser. Sådan er det med ham, han vil have ret, og det er bedst at give sig med det samme. Det er den ting ved ham, som gør det vanskeligt, men der er jo altid noget.

17

Ordet alfevand svæver rundt i hendes krop og gør hende glad, men det skal han ikke vide.

Bag bygden rejser fjeldet sig og strækker sine arme ud langs fjorden. De grønklædte vægge omslutter dalen, og højere oppe troner det stålgrå fjeld; vogter over de små huse, der er fanget mellem fjeld og vand; holder øje med det hele. Hun læner sig frem mod ruden. En rusten militærlastbil på molen. Der. En kaj. En havn til Prinsessen. ”Det ser så småt ud alt sammen, så skrøbeligt. Er der virkelig plads nok?”

Tænk hvis de ødelægger noget, havneanlægget eller de små bygninger og det lille tog. Hvad nu hvis de knuser noget? Campingvognene der står og sitrer i morgenlyset for eksempel. Eller havnekranen. Det skib er alt for stort, maser sig ind og fylder det hele. Det skarpe lys i hendes øjne. Alt er så småt, og pølsevognen derhenne, det går aldrig godt det her. Hun flytter forsigtigt hans hånd og stiller sig tættere på ruden, hviler panden mod det kolde. ”Selvfølgelig er der plads nok. Her er mindst femhundrede meter dybt, flere steder er der over en kilometer. Hvis man drukner her, bliver man aldrig fundet, så dybt er der. Du kan være helt rolig.”

Han smiler stolt, som om han selv har gravet ud til fjorden.

Femhundrede meter, gad vide om det er sandt. Skibet bliver styret med et joystick. Hun har selv set det. Det ligner noget fra et computerspil. Tusindvis af menneskers sikkerhed afhængig af en mand med et joystick. Det er ikke til at holde ud at tænke på. Alfevand. Alfevand. Ingen kan stille noget op, hvis skibet fortsætter ind i havnean-

18

lægget. Hun tvinger sit åndedræt ned i maven, dybere ned. Helt ned til bunden. Hun har brug for mere luft. ”Er der noget galt?” ”Nej, nej.” ”Er du sikker?” ”Ja, der er ikke noget. Sådan ser jeg ud, når jeg tænker.”

Halvdelen ombord er personale, men de ville ikke kunne gøre så meget, hvis uheldet først var ude. Samuel ville selvfølgelig vide hvad, der skulle gøres, ja det ville han, men hvad nu hvis han er en kujon der bare vil redde sig selv? Hvad så med kvinden i rullestol på dæk fjorten?

Mindst to hundrede kilo, der får serveret mad hele tiden.

Room Service skramler rundt med de lune retter og sender duftspor af sted i nattens korridorer. Skifter kvindens sengetøj. Tømmer hendes lagen for pizza slices og pommes fritter med Bearnaise. Terese sveder ved tanken. Det er mærkeligt, at nogen kan være så sulten. Tapas, Steak, Pizza. Der er mad overalt. A la Carte på alle dæk. Med få meters mellemrum. Kødfyldte turister smelter fedt i hvilestole med ekstra stålforstærkning. Pool Area og Lotus Spa byder dem velkommen. Snart melder sulten sig igen.

Eller ubehaget. Så skal der spises. Flere og flere booker sig ind på Freestyle Dining. Spis når du vil og har lyst. Et nyt koncept der tager højde for den sult, der ikke kan stilles. Madkværnen knuser alle skibets rester. Havet tager imod den stinkende masse, og stimer af fisk fylder bugen.

Terese synker, vil tænke på noget andet. På Samuel.

Egentlig er det meget nemt med ham. Så længe hun bare nøjes med at lytte.

19

”Du skal ikke tænke så meget, Terese. Når man rejser, behøver man ikke tænke.” ”Hvorfor ikke?” ”For så har man travlt med at kigge. Her er der også en masse at kigge på.” ”Ja, det er der nok.” ”Toget og tunnellerne for eksempel. Før i tiden måtte man bare blive der, hvor man blev født.” ”Ja, det måtte man vel.”

Han stryger håret tilbage, og munden bevæger sig stadig, men hun hører ingenting. Mens han fortæller, ser hun den lille Samuel for sig på en ø midt i den glødende lava. Der står han og vokser, indtil hans ben er blevet så lange, at han kan springe over det sydende hul. Han vil væk fra den brændende ø.

Den halvvoksne dreng vandrer i mange dage, indtil han når kysten og finder en båd. Jollen på stranden er klinkbygget og lavet af birk, og årerne så lange, at han uden videre kan krydse det frådende hav. Sådan er han nået frem til Norge. I en rødmalet jolle. Helt alene. Hun smiler ved tanken og nikker, da Samuel spørger, om hun hører efter. ”Du skulle tage med en dag og se det hele. Island er en spændende ø.”

Terese får lyst til at sige ja, men lader være. Heldigvis spørger han aldrig om noget vigtigt, det gør det hele nemmere. Havnekranen bøjer sig og hilser, eller er det disen? ”Femhundrede meter dybt, det er meget,” siger hun og kigger ned i fjorden.

20

Samuels hånd er tilbage og holder hende fast. Den hårde hånd. Hun smiler, da han smiler og falder ind i hans kys. Bygden sover i det hvide morgenlys, og om lidt er Prinsessen i havn. *

Welcome to the World Heritage Cruise. We have now reached Flåm situated in the innermost part of the Aurlandsfjord, the wildest and most beautiful branch of the Sognefjord. Estimated time of departure; 04.00. Have a nice day.

Alle skærme flimrer med det samme budskab. Terese vil ned til sin kahyt. De opdaterer hele tiden. Folk vil vide, hvor de er, og hvad der skal ske. Guide to Life Onboard ruller ned over skærmen. Tonight’s Show. Starring Magician and Illusionist David Fox. Dæk 6 og dæk * To dæk på samme tid. Det må være en fejl. Hun stopper op. Nej, hun orker ikke at gøre noget ved det. En lille ændring eller en forsinkelse i sejlplanen kan ellers gøre en stor forskel. Sådan noget kan gæsterne ikke lide. Det ved hun fra instruktionsdagene. Turisterne har sikret sig. Hver kvadratmeter ombord tilbyder noget, de kender i forvejen. Hun tumler forbi golfbaren ”Hole 19” og skæver til nylongræsset, hvor flere gæster slasker rundt med deres køller. Klatrevæggen er tom på dæk fem. Hun flimrer forbi biografen, Movies Under the Stars, og ser ikke hvad de spiller. Nogle turister går aldrig i land, vover sig kun ud på den udvendige balkon, der klistrer sig til Moderskibet.

Gæsterne skal føle sig hjemme ombord. Trygge. En mand står og deler prinsessekroner ud. Gult metal. Ingen ta21