Læseprøve Hvor der er stille by Lotte Lund, GrafiskGenvej

Ann-Charlotte Monrad

HVOR DER ER STILLE – en moderne guide til Patañjalis Yoga Sūtras

Af Ann-Charlotte Monrad

Indhold INTRODUKTION Kan man læse yoga?

Den moderne yogas historie

Yoga og moderne forskning – to uforenelige størrelser?

Den senmoderne yogi

Imperiet strækker tilbage – yoga som kolonial og postkolonial praksis

Hvorfor Patañjali?

Patañjalis Yoga Sūtras

1.1-1.51 Samādhi Pādaḥ

1.1-1.4 Når sindets drejninger kommer til ophør

1.5-1.11 Tanketom eller fri for mønstre

1.12-1.15 At øve sig og give slip

1.16 De tre energier, du er

1.17- 1.29 Vejen til yoga. Eller…

1.30-1.32 Hindringer og vejen videre

1.17 og 1.33 K ognitive mønstre og venlighed, medfølelse, glæde og sindsligevægt

1.34-1.40 Meditation

1.41-1.51 Samādhi: BNP eller Boddhisattva

2.1-2.55 Sādhana Pādaḥ

2.1-2.2 Hot yoga eller yogisk intensitet?

2.3-2.10 Uvidenhed

2.7-2.8 Tiltrækning og aversion

2.9 Frygten for døden

2.11-2.27 En karmisk sløjfe

2.28-2.55 De otte led

2.29-2.39 Yama, de ydre discipliner

Ahimsa/ikke-vold

Satya/sandhed

Asteya, Brahmacarya og Aparigrahā

2.32-2.45 Niyama, de indre discipliner

102

Śauca og santoṣa

102

Tapaḥ, svādhyāya, īśvara praṇidhāna

107

2.46-2.48 Asana

110

2.49-2.53 Pranayama

112

2.54-2.55 Pratyāhāraḥ

114

3.1-3.56 Vibhūti Pādaḥ

117

Dhāraṇā, dhyāna, samādhi

120

Moderne indsigtsmeditation

122

Guruen i moderne yoga

127

4.1-4.34 Kaivalya Pādaḥ

138

AFRUNDING Hvad er yoga? Klassisk yoga i en postmoderne tid 151 Tak til…

156

Litteratur

158

INTRODUKTION

Kan man læse yoga?

Bøger har altid været mit faste holdepunkt i livet. Fra jeg begyndte at cykle ud i verden på egen hånd, tog jeg ofte turen til det lokale bibliotek og gik på opdagelse mellem hylderne. Mine tiårige ben kunne muligvis ikke cykle mig så langt væk, som jeg havde lyst til, men bøgerne tog mig på alle de rejser, jeg ønskede. Da jeg blev ældre, brugte jeg alt, hvad der ikke gik til husleje og mad, på flybilletter, og bøgerne fik endelig følgeskab af den virkelige verden. Men de blev ikke glemt. På rejser har jeg igen og igen tilbragt længst tid i de byer, hvor der var en god boghandel, og på den konto har jeg særligt kære minder fra Kathmandu i Nepal, Pushkar i Indien, og ikke mindst London, hvor jeg boede og læste, læste og læste i et år. På grund af min kærlighed til læsning, var den eneste uddannelse, der i sin tid sagde mig noget, litteraturvidenskab, selvom det ikke i start-halvfemserne var et studie med fremragende fremtidsperspektiver. Men muligheden for fordybelse i det skrevne ord var altid af større værdi for mig end en lukrativ karriere uden bøger, og den dag i dag får jeg stadig åndenød og sommerfugle i maven, hver gang jeg opdager, at en af mine yndlingsforfattere har udgivet en ny bog. 5

På grund af min læsepassion har det derfor altid været fuldkommen selvmodsigende, at der er et spørgsmål, jeg aldrig rigtig ved, hvad jeg skal svare på, nemlig: ”Kan du anbefale nogen gode bøger om yoga?” For ud over bøger er yoga mit livs absolut største passion, og siden jeg afsluttede mit universitetsstudie i ’99, er det også det, jeg har brugt alle mine vågne (og en del af mine sovende) timer på. Så jeg burde egentlig elske at læse bøger om yoga. Men det gør jeg ikke. Og derfor bliver min anbefaling af yogabøger altid en søforklaring. For nok har jeg haft fingrene i virkelig mange yogabøger, men de gode har der været langt imellem. Ofte føler jeg, når jeg går i gang med en bog om yoga, at det er som at betragte en virkelig fristende kage. Den ser fin ud, men smagen mangler. Enten har bøgerne været for tørre. Eller for overfladiske. Eller personlige på en måde, som jeg ikke har kunnet relatere til. Eller noget helt fjerde. Men aldrig – som yogaen i sig selv – helt præcist perfekte. På nær én bog. Den bog, som det har taget mig flest tilløb at komme i gang med. Og som jeg flest gange har opgivet. Men som jeg nu har læst flere gange, end jeg kan tælle. Patañjalis Yoga Sūtras er ikke den mest indbydende bog, når man første gang stifter bekendtskab med den. Var den blevet forfattet i dag, er der en god chance for, at Patañjali havde måttet udgive den selv, for den er ved første øjekast absolut ikke bestsellermateriale, og der er næppe mange forlag, der ville stå klar med en kontrakt.

Men i sine 196 stramt forfattede sūtravers1 indeholder den al den viden om yoga, man nogensinde kunne ønske sig. Bortset altså lige fra den viden, som jeg søgte, da jeg første gang åbnede den. Jeg havde på det tidspunkt praktiseret ashtanga-yoga i godt og vel et år, og var stødt på titlen et par gange. Jeg var også stødt på nogle problemer med at hoppe frem og tilbage, som man gør en hel del i ashtanga-yogasystemet, og jeg tænkte, at der måtte være noget at komme efter i Patañjalis tekst. På det tidspunkt var jeg nemlig overbevist om, at yoga var noget, man lavede på en måtte. Noget, der fik en til at svede, og gav muskuløse overarme og smidigere haser. Men jeg blev slemt skuffet. I den temmeligt akademiske oversættelse af sūtraene, jeg fik fat i, var der absolut ingen hjælp at hente. Hverken i forhold til det, jeg ville vide noget om, eller i forhold til bogens eget tema i det hele taget. Trods mere end seks års universitetsstudier på to forskellige universiteter fattede jeg kort sagt ikke en meter. Men jeg gav ikke op. På en længerevarende rejse til Indien fik jeg fat på en noget mere håndterbar oversættelse. Jeg boede på det tidspunkt et sted, hvor alt lukkede ned klokken ni om aftenen, og hvor man ikke havde internetadgang andre steder end på en sjældent åbent internetcafe, hvorfor det lykkedes mig at læse teksten fra ende til anden. Jeg forstod måske – højt sat – femten procent af det, jeg læste, men jeg fik en for-

1 Patañjalis Yoga Sūtras er oprindelig nedfældet på sanskrit og ordet ”sūtra” oversættes ofte som ”tråd”. Teksten er således en sammenvævning af tråde.

nemmelse af, hvad bogen kunne, og jeg var virkelig begejstret for det, jeg forstod. Senere har jeg været så heldig ad flere omgange at få den gennemgået af en lærer, der gør det så poetisk og fyldestgørende, at jeg måtte overgive mig. Teksten, der ved første møde virkede tør og lukket, åbenbarede sig som noget af det smukkeste og mest betydningsfulde, jeg i alle mine år som læser var stødt på. Sidenhen har jeg gang på gang delt den med mine egne yogaelever, og det er altid rørende at opleve, hvor meget vi, der er ramt af den moderne tilstand, kan finde at læne os op af – og endda finde trøst i - i denne flere tusind år gamle tekst. Baggrunden for denne moderne guide til sūtraene er at give læseren den hjælp, jeg ikke selv havde, da jeg de første mange gange gik på opdagelse i teksten. Det er ikke en akademisk gennemgang, og jeg går for eksempel ikke ind i en diskussion af forskellige oversættelser og overleveringer. Jeg benytter de oftest brugte oversættelser af Patañjalis hovedtermer, samt de oversættelser, jeg selv er blevet undervist i, og jeg trækker også lidt på det kendskab, jeg har til sanskrit, som jeg i en periode fulgte undervisningen i på Københavns Universitet. Som læser er det vigtigt at gøre sig det klart, at man læser alt i en kontekst. At man forholder sig til det læste i forhold til den sociale, kulturelle, kønsmæssige, racemæssige, politiske situation, man befinder sig i. Fordi jeg er en hvid, nordeuropæisk middelklassekvinde i starten af det 21. århundrede, læser jeg selvfølgelig Yoga Sūtraene på en fuldkommen anden måde, end hvis jeg hav8

de været en nordindisk mand, der levede for bare hundrede år siden. De fleste moderne tekstteorier vil insistere på, at ingen tekst kan læses fuldkommen neutralt og uden at læseren investerer sig selv i læsningen og forståelsen af teksten. Ingen uforanderlig tekst findes, fordi en tekst altid opstår i mødet med sin læser. (Præcis som yogaen ikke er uforanderlig, men altid opstår i en specifik social, kulturel, historisk og økonomisk kontekst – men mere om det senere.) Men da der er en temmelig stor chance for at du som læser af denne bog i hvert fald lever i starten af det 21. århundrede, og endda sikkert i Skandinavien, vil der forhåbentlig være noget at komme efter i min guide. Om ikke andet så måske en indgang til en personlig læsning af en klassisk tekst, der i den grad ikke fortjener at samle støv på hylden. Før vi dykker ned i teksten og kapitel for kapitel, tråd for tråd, folder temaer og fokuspunkter ud, lægger vi ud med en gennemgang af yogaen, som den historisk har udformet sig. At jeg ikke fik nogen gode tricks til gennemspring hos Patañjali, er der nemlig en god grund til. Selvom en stor gruppe yogalærere og yogaskolehjemmesider beskriver, hvordan yoga er blevet praktiseret i Indien siden tidernes morgen, er det nemlig en sandhed med modifikationer. Yoga som en mental praksis har i hvert fald været kendt siden Buddhas tid (ca. 500 f.v.t). Men yoga som en fysisk praksis stammer efter al sandsynlighed fra middelalderen, hvor en tekst som Haṭha Yoga Pradīpikā (fra det 15. århundrede) beskriver en række asanas, der for størstedelens vedkommende er opkaldt efter dyr.

Først langt senere er solhilsner og stående stillinger, som mange af os nyder at praktisere, hver eneste gang vi ruller vores måtte ud, kommet til. Så nok er yogaen en gammel tradition, men en tradition, der er kommet til udtryk i en lang række metoder, der altid har været og fortsat er i konstant forandring. Det er vigtigt at understrege, at det ikke gør yogaen mindre værd. Til gengæld giver det os som udøvere mulighed for for det første at undgå at blive rigide omkring vores egen tradition. Og for det andet aktivt og ansvarsfuldt at tage del i den udvikling, som vi selv er med til at forme, hver eneste gang vi tænker, taler og ånder yoga.

Den moderne yogas historie Moderne, postural yoga. Én tradition, mange metoder?

Det var virkelig varmt, og jo længere vi bevægede os væk fra byen, jo mere støvet og hullet blev vejen. Dagen inden havde en endeløs biltur ført os fra et stille åndehul, Auroville, ved den sydøstindiske kyst, til den store og ikke voldsomt charmerende by midt i landet, Bangalore. Det sidste, jeg havde brug for, var endnu en tur i en dårligt affjedret taxa på en endnu dårligere vej. Men jeg var ikke i Indien for at holde ferie. Jeg var på jagt efter yogaen, og noget så forgængeligt som fysisk ubehag skulle ikke stoppe mig. Mit kendskab til yoga begrænsede sig på det tidspunkt stort set til det, jeg var blevet mødt af på min måtte den ene svedige og fysisk udfordrende ashtanga-praksis efter den anden. Efter fire års traditionel ashtanga – og utallige skader - var jeg så småt ved at være klar til at indrømme, at der muligvis også var andre måder at praktisere på, selvom ashtanga var – og fortsat i dag er – mit livs yogakærlighed. Jeg var dog ikke blind for, at hvis jeg ville udfolde mit virke som yogalærer og nå så mange elever som muligt, var det nok ikke en dårlig idé at have flere heste at spille på. Og derfor var jeg på vej. Mod et yogacenter en times kørsel uden for Bangalore, et center, hvor man netop kunne fordybe sig i yogaens mere stille aspekter og endda tage en yogalæreruddannelse.

På centret blev jeg og min rejsemakker modtaget af en venlig, men striks dame, der introducerede os for den lange række forbud, der var, mens man boede på centret og tog uddannelsen. Det var de klassiske forbud mod særlige madvarer, alkohol, stoffer, sex osv., og da jeg allerede levede fint uden det meste af det, der stod på listen, seriøs med min praksis som jeg var, så jeg det hverken som et problem eller særlig mærkeligt. Frokoststuen, vi blev vist ind i, og hvor alle sad på gulvet i kønsinddelte sektioner, kunne jeg også sagtens leve med. Den sydindiske frokost, vi fik serveret, var rigelig og lækker, og selvom de vestlige piger, jeg sad iblandt, virkede mærkeligt blege i den sydindiske sol og var klædt i de sækkelignende, uformelige dragter, der ofte er uniform blandt alternativt interesserede vestlige kvinder på besøg i Indien, var det i det mindste så langt fra min opvækst i forstæderne, hvor udseende og det rigtige mærketøj havde spillet en alt for stor rolle, at jeg var godt tilfreds. Jeg var trods alt ikke i Indien for at ligne en Bollywood-gudinde, men for at finde mig selv og yogaen. Det var først, da vi nåede til yogadelen af introduktionen, at jeg begyndte at komme i tvivl. Jeg var vant til at yoga blev praktiseret i et rum fyldt med svedige kroppe, der bevægede sig igennem en lang række mere eller mindre radbrækkende stillinger i eget tempo, guidet af vejrtrækningen. Og selvom jeg gerne ville finde alternativer til den forholdsvis hårde træning, der havde været min vej ind i yogaen, var jeg pludselig ikke længere sikker på, at skolen her var svaret. Her foregik yogaen nemlig én til én i små rum, der - selvom wellness ikke på det tidspunkt var en nødvendig del af en succesfuld yogaskoles latte-farvede branding – var så 12

langt fra komfortable, at det overgik selv mit opgør med Vestens evige fokus på komfort og lækkerhed. Her blev eleven, der i skolens optik faktisk var en patient, undervist i en række stillinger, samt pranayama-øvelser, som han eller hun havde fået recept på af stedets læge. Kombineret med en særlig diæt og forskellige ayurvediske behandlinger blev yogaen altså set som en behandlingsmetode for specifikke ubalancer og sygdomme. Ikke som det, jeg var interesseret i: En fysisk praksis, der gjorde kroppen smuk og veltrænet og sindet roligt. Og nok ville jeg gerne skære ned på armbøjningerne, men der måtte være grænser. Efter at have sagt pænt tak for rundvisning og frokost, satte vi kursen tilbage mod Bangalore og derfra videre mod Goa, hvor jeg fandt en skole med udelukkende vestlige lærere og den form for yoga, som jeg var interesseret i: Noget der var sjovt, ikke lugtede af klinik og som fik mig til at føle mig lige præcis tilpas spirituel, når jeg efterfølgende drak min chai og spiste min økologiske grød. Min videre rejse rundt i Indien – og mange senere besøg – førte mig heller ikke til yogaen, som jeg kendte og elskede den hjemmefra, og de fleste indere, jeg fortalte, at jeg var yogalærer, kiggede nærmest medlidende på mig. For yoga var i deres optik mest for gamle damer eller for skolebørn, der ikke kunne slippe. Det var ikke noget, almindelige, voksne mennesker brugte tid på, og da slet ikke noget, man kom i form af. Havde det ikke været klogere af mig at læse medicin eller jura? ville en del af dem faktisk gerne vide. Spørgsmålet er, hvordan det, vi kender som yoga i Vesten i dag, har udviklet sig så radikalt anderledes end den yoga, 13

man oftest støder på i Indien. Giver det overhovedet mening at putte for eksempel en hot yoga-klasse i et københavnsk boutiquestudie ned i samme kasse som en sydindisk, lægeordineret enetime, der kun er hot, fordi der ikke er air condition i det lille lerklinede lokale, hvor timen foregår? Er yoga efterhånden en betegnelse for så forskelligartede praksisser, at vi skal til at finde på helt nye betegnelser, hvis vi vil undgå fuldkommen at udvande begrebet? Eller er der en sammenhæng, som gør, at vi trods alt kan holde fast i ordet yoga som navnet på én tradition med uendeligt mange metoder? Det er man i moderne, vestlig forskning begyndt at overveje.