Læseprøve Kronborgbanden og jagten på runerne by Lotte Lund, GrafiskGenvej

KRONBORGBANDEN OG JAGTEN PA RUNERNE

BODIL ALINE F. 1963 Debuterede i 2003 med nøgleromanen “Græsset er også grønt i Negevørkenen”. Er uddannet læsepædagog og underviser voksne i dansk. Har tidligere været beskæftiget i rejsebranchen med speciale i destinationer som Grønland og Island. Har endvidere i en lang årrække været IT-underviser. Mor til tre skønne drenge.

BODIL ALINE

Sara er vendt tilbage til Danmark og genforenet med sine forældre og resten af Kronborgbanden. Men Kronborgbanden mangler stadig at ﬁnde de resterende runer. Ender de igen i Island eller skal de lede et helt andet sted efter runerne? En mail fra LB med en kryptisk besked fra Hallfridur sætter gang i jagten, og pludselig beﬁnder Kronborgbanden sig helt nye og uventede steder.

KRONBORG-

BANDEN O

OG JAGTEN PA RUNERNE

BODIL ALINE Foto: Anne-Marie Lennings

Bodil Aline

KRONBORGBANDEN OG JAGTEN PA RUNERNE

Til mor, din støtte var uundværlig. Du er savnet hver eneste dag!

Kronborgbanden og jagten på runerne © 2015 Bodil Aline, Helsingør, Danmark Forfatter: Bodil Aline Hjemmeside: www.bodil-aline.dk Illustrationer: Bodil Aline Omslag: Lotte Lund Typografi: Karin Hald Sats: Lotte Lund 1. udgave, 1. oplag 2015 ISBN: 978-87-93091-86-3 Af samme forfatter Nye tider for Kronborgbanden, 2009 Sommeren med Kronborgbanden, 2008 Græsset er også grønt i Negevørkenen, 2003 Alle rettigheder forbeholdes. Elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog, eller dele deraf, er forbudt uden forfatterens skriftlige tilladelse ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte citater til brug i anmeldelser.

Indhold

FORORD 8 1. KAPITEL

HJEMKOMST

2. KAPITEL

ENDELIG FORÅR

3. KAPITEL

EN KRYPTISK BESKED

4. KAPITEL

GURRE SLOTSRUIN

5. KAPITEL

MAN MÅ SNIGE FOR AT HJÆLPE EN PIGE

6. KAPITEL

NAUD

7. KAPITEL

ET FERIEBARN

8. KAPITEL I MUNKENES KÆLDER, HVOR ASERNE BOR, DER SKAL I FINDE EN RUNE, JEG TROR...

111

9. KAPITEL

TYR

123

10. KAPITEL

UDEN GUDERNES KRAFT ER ALT FORTABT

131

11. KAPITEL

146

12. KAPITEL

NÅR SANDET JAGES TIL AT TAGE FLUGTEN...

158

13. KAPITEL

URR

166

14. KAPITEL

LAD EN FAKKEL BLIVE TÆNDT FOR HELENE...

178

15. KAPITEL

KEN

183

16. KAPITEL

EN SØMAND ER TABT, FORDI HAN I SIT LAND...

193

17. KAPITEL

YRR

199

18. KAPITEL

RETUR TIL ISLAND

209

EFTERSKRIFT

220

Forord

Inden vi rigtig går i gang med historien, kommer her et lille resumé af, hvad der tidligere er sket. Sara Aurora Klinkesteen er vores hovedperson. Hun er enebarn og bor sammen med sine forældre, Lennart og Lisbeth, i Helsingør. Nicolai er Saras nabo og bedste ven. De har kendt hinanden, siden de var ganske små. Nicolai er også enebarn, så de har udviklet et slags søskendebånd imellem sig. Victoria, Julle og Frederik går i samme klasse som Sara og Nicolai, og de er resterende medlemmer af Kronborgbanden. I første bog lærer vi Kronborgbanden at kende og hører, hvordan de giver hinanden udfordringer for at bevise deres troskab til banden. På deres mange natteudflugter til Kronborg Slot får de desværre også “vækket” Den svenske søofficer, et spøgelse der huserer på Kronborg. De påtager sig derfor endnu en udfordring ved at prøve at hjælpe Den svenske søofficer over i lyset, så han ikke spøger længere. I slutningen af første bog forsvinder Saras forældre, og hun er derfor nødt til at tage til Island, hvor hendes Moster Merete bor. Både Saras mormor og morfar er døde. Saras farfar bor i Spanien, og hendes farmor magter ikke at have Sara boende, så den bedste løsning for alle er, at hun tager til Island. Moster Merete bor sammen med sin mand, Knutur, og deres fire børn;

Doris, Laust og tvillingerne Clara og Birna på en gård med hesteopdræt. På nabogården bor en anden dansk familie, hvor sønnen LB, han hedder Loke Baldur, men er altid blevet kaldt LB, bliver Saras nye ven. Sara og LB rider på mange ture i de islandske fjelde. På én af deres ture opdager de et lille hus i fjeldet. Her bor Hallfriður Magnusðottir, en klog, gammel sejdkvinde, som kan noget med mystik. De lærer Hallfriður at kende, og de lærer, at det er muligt at rejse over i en anden dimension. Det vil Sara rigtig gerne prøve, fordi hun er sikker på, at hun vil finde svar og løsninger på, hvor forældrene findes. Det sker imidlertid ikke. I stedet finder de den første af de originale runer. Der findes i alt 16 originale runer, som en gang var hugget ind i en bjerggrotte i Norge. På et tidspunkt krakelerede bjergvæggen, men hver rune blev på forunderligvis bevaret på hver sit lille klippestykke. De 16 originale runer blev fordelt mellem de mest indflydelsesrige familier i Norge, som påtog sig opgaven at passe på dem. Men så kom den store udvandring i årene efter år 870 og hermed forsvandt runerne, da det var netop de familier, som passede på runerne, der valgte at udvandre. I 1700-tallet oprettes Runernes Orden. En lille gruppe mennesker gjorde det til deres livsopgave at genfinde runerne og placere dem i Runernes Cirkel, et cirkelformet rum hugget ind i bjerget bag ved Hallfriðurs hus. Livsopgave er det helt rette ord, da de først skulle lave en eliksir, der gjorde dem i stand til at rejse til den anden dimension. Eliksiren er lavet af nogle meget giftige planter, og i den forkerte mængde kan det koste livet at indtage eliksiren. Mange af medlemmerne betalte

den højeste pris og overlevede ikke indtagelsen af eliksiren. Men nu er den rette blanding fundet, hvorfor Sara og LB ikke behøver at frygte for deres liv, når de tager et par dråber. Da de kommer tilbage til Hallfriður med den første rune, bliver hun ovenud lykkelig, begejstret og overrasket. Hun fortæller hele historien om runerne og spørger, om de vil hjælpe hende med at finde resten. Det vil de gerne. Sara fortæller, at hendes venner fra Danmark kommer på besøg, så det må vente til de er rejst, hvortil Hallfriður foreslår, at de også kan tage med til den anden dimension. Der er eliksir nok, og hun syr hurtigt fire kapper mere. Resten af Kronborgbanden er selvfølgelig helt med på denne nye udfordring. I ugen, hvor Kronborgbanden er på besøg, rejser de fire gange over i den anden dimension og finder endnu fire af de originale runer. Til sidst virker overgangen bag Hallfriðurs hus til at være lukket, hvorfor det ikke er muligt at finde flere runer via denne overgang. Kronborgbanden rejser hjem, og Sara bliver tilbage. Sidst i november kommer der endelig en lykkelig besked: Saras forældre er fundet, og hun kan rejse hjem. Det er her historien starter igen. Du kan læse mere om personerne og runerne på min hjemmeside: www.bodil-aline.dk God fornøjelse med tredje bog i serien.

1. Kapitel

HJEMKOMST Det var med blandede følelser, at Sara vendte hjem fra Island. Hun glædede sig til at blive genforenet med sine forældre, men det havde også været smertefuldt at tage afsked med Island – med hele mosterens familie, med LB og Hallfriður og ikke mindst med Stjarnar. De landede i Kastrup lufthavn, og farmoderen var mødt op for at byde dem velkommen og køre dem hjem til Helsingør. Sara følte et stik af skuffelse over, at det ikke var forældrene, der hentede dem i lufthavnen, selvom hun udmærket vidste, at de endnu ikke var kommet hjem fra Colombia – de ville først ankomme den følgende dag. Hun og mosteren havde fået plads på et fly meget hurtigere, end de havde regnet med og nåede derfor at komme hjem før forældrene. Farmoderen løb dem i møde, straks hun så dem komme ud gennem tolden. Tårerne silede ned ad kinderne, mens hun omfavnede Sara og klemte så hårdt til, at hun nær havde klemt al luften ud af hende. “Hej farmor,” sagde hun og vristede sig fri af hendes omfavnelse. Hun var ikke vant til at se sin farmor i ukontrollerede følelsesudbrud og brød sig ikke om at se hende sådan. Så hellere den kolde og kontrollerede farmor, hun kendte.

“Sara,” sukkede farmoderen, “hvor er det godt at se dig igen. Du har fået ny hue.” “Ja,” svarede hun og hev huen af, “og håret er blevet længere.” Farmoderen satte i et stort smil og klappede hende venskabeligt på hovedet. Bagefter rettede hun sin opmærksomhed mod mosteren og rakte hånden som velkomst. De bevægede sig ud af lufthavnen og hen til parkeringshuset. Hurtigt fik de pakket bilen og var snart af sted på vej hjem, hjem til Helsingør. Sara sad i sin egen verden omme på bagsædet og fulgte ikke med i farmoderens og mosterens samtale. Hun kiggede ud ad vinduet og fulgte intenst landskabet, som var det første gang, hun så det. Med et slog det hende, hvordan hun havde savnet træer – høje træer. En pludselig iver og trang til at komme i skoven og lade sig omhylle af høje træer, lade sig forsvinde i dens stille verden, ramte hende. Jo tættere de kom på Helsingør, jo mere kriller fik hun i maven. Det ville blive spændende at se det hele igen. Huset, haven, værelset – især værelset. Hendes lille oase med det svagt lyserøde tapet med fine, små rosenknopper, den blå karlekammerseng, det store, gamle, blå klædeskab, skrivebordet, den lille Lego-verden og alle bamserne. Da hun havde sagt farvel til sit værelse, havde hun ikke anet om hun nogen sinde ville se det igen. Huset havde stået tomt i næsten tre måneder. Tre måneder der var fløjet af sted med mange spændende oplevelser. Endelig kørte de hen ad hendes vej, hun fik øje på huset og til sin store overraskelse så hun, at hele Kronborgbanden ventede på hende. De stod ved havelågen med flag i hånden.

Farmoderen dyttede, så snart de nærmede sig, og Nicolai, Victoria, Frederik og Julle begyndte at hoppe på stedet. Hun hvinede, i det samme hun trådte ud af bilen. “Hej,” skreg hun og løb hen for at kramme dem alle. De dansede længe hoppende rundt i en kreds, indtil de var blevet helt forpustede. “Hvor har vi bare savnet dig!” stønnede Victoria. “Hvornår kommer dine forældre?” spurgte Julle. “De kommer i morgen,” svarede Sara og smilede over hele ansigtet. “Det er helt fantastisk, jeg glæder mig helt vildt til at se dem igen.” Farmoderen inviterede de andre med ind og serverede hjemmebagt chokoladekage og varm kakao med flødeskum. Hun virkede helt afslappet, smilede hele tiden og så ovenud lykkelig ud. Det var et noget andet billede, end det Sara huskede, fra før hun rejste til Island, hvor hun havde været rasende på sin farmor, fordi hun havde sagt, nej beordret, at hun skulle klippes. Og senere efter beskeden om forældrenes forsvinden havde farmoderen virket træt, gammel og indsunket, der havde svært ved at lade et smil komme over sine læber. Det var mærkeligt at gense sit gamle værelse. Sara havde glædet sig til at smide sig på sin seng og bare ligge og kigge rundt på alle tingene. Men i det samme hun gik ind gennem døren til sin lille oase, følte hun sig helt tynget. Den sidste tid inden afrejsen til Island havde været så sorgfuld og trist. Hun havde grædt så meget, at det burde være hele livets ration. Tristheden lå stadig over værelset. Hun sukkede meget dybt, og mosteren,

som stod lige bag hende med et par af hendes tasker, spurgte med det samme, hvad der var galt. Sara sukkede højlydt og prøvede at forklare, at det virkede, som om der var en tung stemning. Mosteren gik straks ind i værelset, trak vejret dybt og lukkede øjnene. Sådan stod hun et par minutter. “Ja,” sagde hun endelig, “værelset er fyldt med negative energier. Bare rolig, jeg ved, hvad vi skal gøre!” Hun styrtede ud af værelset og vendte tilbage med favnen fuld af forskellige ting. En hvidløgsranke, en gren med tørrede blade, nogle røgelsespinde og en lille klokke af sølv. Sara kiggede undrende, ja endog måbende, på mosteren, da hun gik i gang med at “rense” værelset for negative energier. Hun spekulerede over, hvor pokker alle tingene kom fra – om det bare var noget mosteren altid havde på sig, eller om det var nogle ting, som hun ikke anede, at de havde i huset. Da mosteren var færdig, sagde hun: “Så, det var dét. Men du skulle ta’ og male dine møbler i nogle lyse farver.” Sara nikkede, de sidste par måneder i det ekstremt romantiske værelse, som hun havde boet i hos mosteren, havde nok alligevel haft sin indvirkning på hendes smag. Dagen efter landede Lisbeth og Lennart, Saras forældre, endelig i Danmark. Sara, mosteren og farmoderen tog atter turen til lufthavnen for at hente dem. De stod spændt i ankomsthallen og ventede med flag. Lige så snart Sara fik øje på sin mor og far, stormløb hun over og kastede sig om halsen på dem. De omfavnede alle tre hinanden og sådan blev de længe stående.

Til sidst slap Lisbeth sit tag og tog i stedet fat med begge hænder om Saras ansigt. “Sara, Sara,” gentog hun med tårer silende ned ad kinderne. “Vi har savnet dig helt utrolig meget, og jeg har været så ulykkelig over, at jeg rejste fra dig. Undskyld, undskyld.” Lisbeth omfavnede hende igen. “Mor, det er okay,” snøftede Sara, det blev for meget at se sin mor græde, hvorfor hun også lod alle tårerne få frit løb. “Moster og farmor har passet godt på mig,” fremstammede hun mellem hulkene. “Jeg har haft det okay, men jeg har også savnet jer enormt meget, og det værste var uvisheden, og at jeg ikke kunne gøre noget.” De første par dage gik med at fortælle om de sidste mange måneders oplevelser. Hun valgte helt bevidst ikke at fortælle noget om Hallfriður. Ikke en gang mosteren vidste noget om Hallfriður. Men hun fortalte ivrigt om Stjarnar og LB, og hvordan Nicolai, Victoria, Frederik og Julle havde været på besøg, og hvor skægt de havde haft det. Forældrene fortalte, om alt det de havde oplevet. Det havde været spændende og lærerigt at bo sammen med den lokale stamme. De havde ikke savnet at have kontakt med resten af verden, den eneste, de havde savnet, var hende. De havde prøvet at trøste sig med, at hun nok var rejst til Island for at bo hos mosteren, og i så fald vidste de, at hun var i trygge hænder.