Læseprøve mit elendige liv

Mit elendige liv er udsprunget af Jespers evner som historiefortæller gennem rollespil på middelaldermarkeder, og er hans debutroman.

I 1175 får den lille franske dreng Louis en ny dagbog, og den betror han sig til resten af livet. Louis er af adelig familie, men familien beslutter, at han skal være munk og bære navnet ”Felix” allerede fra en tidlig alder. Felix oplever og udlever en forbudt kærlighed og kommer på flere lange rejser, blandt andet til Danmark, ligesom han i Frankrig knytter et nært venskab med den danske prinsesse Ingeborg. Med udgangspunkt i Felix’ eget liv fortælles i dagbogen en større historie om mennesker, politik og intriger i Middelalderens Europa. I begyndelsen af det nye årtusinde findes dagbogen af en dansk forsker, der arbejder med klosterets historie, og hermed bringes munkens historier 800 år senere ud til et bredere publikum.

Mit elendige liv – Munken, der fik et ønskebarn

Jesper Haghfeldt er født i Kolding i 1949, men vokset op på Frederiksberg, hvor famlien flyttede til. Han er uddannet folkeskolelærer med historie som speciale. Han har i sit virke spillet en central rolle for Projektopgave lovgivningen til folkeskolen, og har i mange år beskæftiget sig med historie i praksis gennem re-enactment af Middelalderen og studier på København Universitet.

Jesper Haghfelt

ISBN: 978-87-93091-78-8

Jesper Haghfelt

Mit elendige liv Munken, der fik et ønskebarn

Mit elendige liv Munken, der fik et ønskebarn

Jesper Haghfelt

EGOLIBRIS

Mit elendige liv

Af Jesper Haghfelt Copyright EgoLibris 2015 Redaktør: Linda Nørgaard Framke Omslag og sats: Lotte Lund, GrafiskGenvej Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93091-78-8

www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30 3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com

Indhold MCLXXV (1175) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 MCLXXVI (1176) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 MCLXXVII (1177) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 MCLXXVIII (1178) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 MCLXXIX (1179) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 MCLXXX (1180) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 MCLXXXI (1181) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 MCLXXII (1182) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 MCLXXXIII (1183) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 MCLXXXV (1184) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 MCLXXXIV (1185) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72 MCLXXXVI (1186) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 1187 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82 1188 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 1189 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84 1190 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 1191 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118 1192 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121 1193 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 1194 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140 1195 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 154 1196 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159 1197 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 1198 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 176 1199 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 184 1200 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 185 1201 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 187 1202 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 197 1203 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 205 1204 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206 1205 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 208 1208 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213

1209 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 215 1210 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 219 1211 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 224 1213 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 227 1214 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 228 1215 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 230 1216 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231 1217 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 232 1218 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 233 1219 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 234 1220 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 240 1221 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 245 1222 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 246 1223 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 247 1224 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 248 1225 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 249 1226 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 250 1227 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253 1228 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 265 1229 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 266 1230 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 267 1231 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 270 1232 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 273 1233 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 275 1234 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 276 1235 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 277 1236 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 279 1237 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 283 November 1237 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 300 1238 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 305 1239 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 309 Personer og begivenheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 311 Post scriptum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 313 Middelaldermarkeder ifølge oplysninger april 2015 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 315

Forord Denne bogs historie er særpræget. Jeg fandt den for nogle år siden, da jeg opholdt mig i cistercienserklosteret i Cîteaux i Frankrig for at studere denne ordens tidlige historie. Der findes mange skrifter om ordenens kulturelle og politiske udvikling, men det er ofte svært at danne sig et begreb om munkenes almindelige dagligliv. Det meste skal læses ud af munkenes skriverier om tidens store mænd, om tro, naturvidenskab og geografi. Der er ikke skrevet meget, der beskriver de almindelige munkes eget liv. Jeg går ud fra, at det hænger sammen med ordenens selvfornægtelse og ydmyghed.

Mange af cistercienserordenens originale tekster befinder sig stadig i ordenens oprindelige, men mange gange senere udbyggede kloster i Cîteaux.

Klosterets bibliotek ligger nu i underetagen for at sikre de mange bind mod temperatur- og fugtighedssvingninger, og de må ikke fjernes derfra. Det er en ganske særlig fornøjelse at studere disse gamle skrifter i deres naturlige omgivelser; man bliver helt højstemt af at sidde, som munkene gjorde i disse dunkle, men højtidelige haller med de tekster, som er skrevet eller kopieret netop her.

Jeg havde været i gang med mine undersøgelser i en måneds tid og var ved at afslutte dagens arbejde, fordi det lys, der var til rådighed, ikke var tilstrækkeligt til at muliggøre sene studier. Jeg var ved at sætte de store og tunge værker på plads på deres hylder, da der smuttede en lille, uanseelig bog ud mellem de skrifter, jeg arbejdede med. Den var vældig støvet, så mine fingre blev helt sorte af at røre ved den.

Jeg tog den forsigtigt frem og satte mig til at blade forsigtigt i den. Den hed meget kort og nærmest undskyldende ”Vita humilia Mea” - Mit ydmyge liv”, og var bestemt ikke noget pragtværk; nærmest som en lille notesbog, der var skrevet med hastig hånd og med fuld udnyttelse af pergamentet.

Siderne klistrede sammen, men jeg kunne alligevel se, at det måtte være en personlig dagbog fra en af klosterets munke, skrevet i begyndelsen af 1200-tallet.

6

I løbet af de næste dage studerede jeg bogen nærmere og opdagede, som jeg formodede, at der var tale om en dagbog, der beskrev en ganske almindelig munks liv, og at teksten dermed var helt enestående.

Jeg sendte den rundt til et par kolleger for at få deres kommentarer og måske via dem finde andre lignende tekster, men de var lige så forbavsede som jeg.

En forsker skrev noget, jeg var specielt glad for at blive gjort opmærksom på: ”Dokumentet påkalder sig særlig interesse ved sprogligt at falde et sted imellem den helt klassisk, romerske grammatik og retorik og den middelalderlige vulgærlatin, som andre skrifter fra det tidlige 1200-tal udfolder sig inden for.”

En anden drog meget vidtrækkende konklusioner af bogens indhold og forfatterens status: ”Denne ganske almindelige munk viser med sin biografi en for moderne forskere ret utrolig kommunikation for tiden omkring 1200. Ikke blot rejser han selv meget og langt, men også de internationale informationer, han modtager med utrolig hast, påviser en for forskningen overraskende veludviklet logistik.”

En tredje påpeger den forskel, der på den tid må have været mellem opfattelsen af religionens indflydelse på menneskene i henholdsvis Norden og Sydeuropa. Han skriver blandt andet: ”Det er forunderligt, at der trods en stærk organisation i den katolske kirke kan være så betydelige forskelle mellem den Sydeuropæiske, ortodokse tro, og den nordiske, mere pragmatiske opfattelse. Dette påviser meget tydeligt, at troen ikke var nær så velfunderet i Norden, hvor den på det tidspunkt ikke er meget mere end et par hundrede år gammel, mens den har været eneherskende i meget længere tid i Central- og Sydeuropa. Opfattelsen af seksualitet er tydeligvis det område, hvor forskellen slår tydeligst igennem. Det slås med al ønskelig tydelighed fast, at tidens munkevæsen ikke, som senere protestantiske fordomme har markedsført, var hverken dovne, fede eller uduelige, men at de har været væsentlige drivkræfter i middelalderens fremdrift og samfundsudvikling.

7

Her er teksten gengivet i et bearbejdet sprog med udeladelse af mange af de ofte svulstige lovprisninger, bĂĽde af Herren og hans jordiske medarbejdere, som originalen var prĂŚget af.

Jesper Haghfelt, p.d.

8

MCLXXV (1175) Jeg fik denne bog i dag.

Jeg vil skrive i denne bog.

Jeg vil skrive om mit liv.

Præsten lærer mig at skrive og læse.

I dag har jeg været i kirke.

Jeg kan mit Fader Vor. Jeg har fået min første bue med pile.

Jean Pierre slog mig. Jeg blev meget gal.

Jeg har fået en ny legekammerat. Han hedder Claude, og han er seks år gammel. Han bor på en anden borg. Han kan også læse og skrive. Han er ved at lave en bog med sine egne historier. Jeg glæder mig til at læse den, når den bliver færdig. Han må gerne læse min bog, men der står ikke så meget i den endnu.

9

MCLXXVI (1176) Mig og Claude leger mange lege. Vi leger skjul i laden. Der er der meget hø, man kan gemme sig i. Vi fortæller hinanden historier, som vi så kan skrive i vores bøger. Hans er nu på over XX sider. Jeg fortæller om min bedstefar og hans bedrifter på togtet til Britannien.

Claude har fået en hest. Den er ikke så stor, så han kan godt komme op og sidde på den, når han bruger en skammel. Men så skal hesten stå stille.

Det gør den ikke så tit, så Claude er faldet af mange gange. Jeg ønsker mig også en hest. Så kunne vi rigtig lege riddere til hest.

I dag spurgte Claude mig om, hvad det første jeg kunne huske var. Jeg tænkte mig om, og så fortalte jeg ham om det, der lå allerlængst tilbage i min hukommelse: ”Det første, jeg kan huske, er vand. Det var i min mund, det var i min næse og i mine ører. Men jeg kunne se lidt, selvom det var mørkt. Vandet var uklart, men jeg husker tydeligt følelsen af at være helt uden vægt, nærmest som om jeg fløj. Så greb faste hænder i mig og jeg blev trukket af sted, og så blev det hele sort.

Lidt efter var der en kvindestemme, der skreg: ”Lever han?” og en stemme over mig svarede: ”Det tror jeg, min Frue. Han er ved at åbne øjnene.” ”Pas nu på ikke at tabe ham.” ”Det behøver fruen ikke være bange for.”

Da jeg igen kunne se, lå jeg på ryggen i en stor, skægget mands arme.

Han smilede ned til mig, men han lugtede af komøg og gris, og hans skæg sendte kaskader af vand ned i hovedet på mig. Uden om os stod der en masse mennesker og gloede, mens de ivrigt råbte i munden på hinanden.

Jeg hostede vand op. Jeg fik øje på min mor, og da hun opdagede, at jeg hostede, tog hun mig op i sine arme og jublede. ”Han lever,” råbte hun ud over hele forsamlingen, og så krammede hun mig så hårdt, at det gjorde rigtig ondt.

10

”Tænk, at han ikke kan lade være med den slags pjat,” var der en drengestemme, der gryntede. ”Nu skal du holde op, Jean Paul. Han er kun tre år,” sagde min mor.

Så var der en stor, dyb stemme, der brølede: ”Det må der drikkes på. Vi fejrer jo fødselsdag.” Det var min far. ”Klart nok, lad os gå op til salen,” råbte en anden. ”Det er et mirakel, lovet være Herren,” udbrød mor og faldt på knæ.

Først var det, som om hun var ved at tabe mig, men da hun begyndte at bede, følte jeg det, som om min mor og jeg var de eneste mennesker i hele verden.

Da hun rejste sig igen, ville alle se mig, og alle ville røre ved mig. ”Det var flot, at François var så hurtig, at alt gik godt,” sagde mor og smilede til skægget, der åbenbart hed François. ”Det er et mirakel,” var der én, der sagde, og alle istemte jubelråb. ”Vi må sammen takke Herren for, at han holdt hånden over min slægt,” sagde far. ”Der er ingen tvivl; det er et tegn fra Herren,” sagde én, som jeg kunne se, havde præstekjole på. ”Den slags kan man ikke bare ignorere. Jeg er sikker på, hvad Herren mente med det her. Han synes bestemt, at lille Louis skal være en Herrens tjener. Jeg foreslår, at I giver ham et navn, der passer til en kirkelig karriere. Jeg ved ikke rigtig, hvad det skal være … Jo navnet Felix må være det helt rigtige. Det betyder heldig eller lykkelig, og det må man jo sige, at han har været.”

Så lagde han sin hånd oven på mit hoved og mumlede nogle ord, jeg ikke kunne forstå, og så gjorde han korsets tegn for min pande.

Mor og min far kiggede forundret på hinanden og så tænksomme ud. Så udbrød min far: ”Felix, det er da et flot navn. Det kan jeg godt lide. Klart nok. Fra nu af hedder vores yngste Felix. Sådan må det være.”

Præsten tog igen ordet: ”Nej, så nemt er det ikke. Han er jo døbt Louis, så hvis han skal hedde Felix, så må der en ny dåbshandling til.” ”Er det nu også nødvendigt?” spurgte mor.

11

”Det er jeg helt sikker på. Når Herren har frelst ham og det endda på hans fødselsdag, så er det et tegn. Han skal være en Guds tjener, og så må han have et latinsk navn,” svarede præsten. ”Jamen, hvad foreslår præsten da?” spurgte min far. ”Lad os med det samme gå til kirken og døbe ham på ny. Der må rettes i kirkebogen, så skal vi ikke få det gjort, inden vi går til bords.”

Så fulgte alle menneskene med mor ind i kirken, og præsten tog sin flottemessehagel på, så han kunne døbe mig.

Min legekammerat gjorde store øjne og sagde, at det kunne da ikke passe. Jeg kunne da umuligt huske min egen fødsel.

I det samme kom mor ind, og jeg fortalte hende historien. Hun smilede underfundigt og blev også lidt fjern i blikket. Så satte hun sig ned på den nærmeste stol, glattede sin kjole og fortalte: ”Du kan sikkert ikke huske, at du en gang hed Louis, men så faldt du i brønden på din treårs fødselsdag. Heldigvis blev du reddet hurtigt op, fordi vores staldkarl François sprang ned og hentede dig op, før du druknede.

Præsten mente, at der var tale om et mirakel og fortalte os, at du fremover skulle hedde Felix, fordi Herren havde været med dig og frelst dit liv. Men bagefter var du så udmattet, at du faldt i søvn, da vi lagde dig i seng, for at du kunne komme sig. Du nåede slet ikke at være med til festen. Det var som sagt, da du blev tre.” ”Det var da fantastisk. Jeg var lige ved at tro, at han fortalte om sin egen fødsel, og den kunne jeg umuligt tro, at han kunne beskrive,” sagde Claude. ”Nej, nej. Jeg kan godt høre, at det kunne lyde sådan. Men det var altså hans treårs fødselsdag i MCLXXIII. Den husker jeg vældig klart, ikke kun fordi Felix blev reddet, men også fordi det blev en fantastisk fest. Det var også på den dag, at vores klosters abbed begyndte at vise sig interesseret i at hverve ham som munk. Det taler de stadig om.” ”Er det derfor, at abbeden gerne vil have mig til klosteret,” afbrød jeg. ”Ja. Han er sikker på, at vor Herre har holdt hånden over dig, for at du kan komme til at arbejde for Ham. Din uddannelse skal foreløbig foregå

12

herhjemme; det har jeg krævet. Det er ikke i orden, at små børn overdrages helt til munkene. Far har aftalt med klosteret, at der skal komme en lærer, som skal undervise dig i latin. Det er normalt det første, en novice lærer i klosteret. Det kommer du snart til at høre mere om.”

Så gik hun tilbage til borgsalen og lod os lege videre uden for.

Claude foreslog, at vi skulle lege munke, og så vi fandt hver et stort stykke lærred, som vi svøbte os i, og så gik vi rundt og mumlede noget, som vi havde hørt i kirken, hvor både munke og vores egen præst talte latin. Jeg kunne tydeligt huske, at når vi modtog nadveren om søndagen, mumlede præsten noget, jeg syntes lød som hokus pokus, så det sagde vi altid, når der kom andre forbi og kiggede på vores leg. Men efter et par timer blev det for kedeligt, så vi blev enige om, at munke skulle vi i hvert fald ikke være.

Det var for ensformigt og ikke ret sjovt. Det var meget sjovere at lege riddere. Vi havde både træheste, som vi kunne ride på, og vores øvrige udstyr var af hjelme af store, tørrede græskar, sværd og skjold. Skjoldene havde vi malet i en flot blå farve, og i midten en stor, hvid fisk, som skulle vise, at vi hørte til slægten Piscari, som min bedstefar havde fået som adelsmærke, fordi hans skib havde reddet en anden skibsbesætning under angrebet på Britannien i 1066. Da det overfyldte skib var kommet i land i Britannien, var bedstefars besætning den gruppe soldater, der var landet som nogle af de første og havde sikret, at kysten var tilgængelig for de mange soldater, der fulgte efter, så invasionen blev en succes.

Den historie var én, som min far var meget stolt af at fortælle os børn, for at vi kunne se, at vi kom af en stærk riddertradition. Der var ellers ikke meget ridder over min far, men jeg kunne forstå, at han var en dygtig landmand, som tog stadig mere land ind til dyrkning. Han fik fældet skov, trukket stubbe op, sat hegn op om de ny ryddede jordstykker, fik dem pløjet og tilsået. Den øgede rigdom, der på denne måde tilfaldt familien blev brugt til at købe mere jord fra naboerne. Det gav også græsning til en stadig større mængde får og geder, som var en anden aktivitet, familien tjente godt på.

13

De andre godsejere i nabolaget var vistnok noget misundelige på hans succes. De var i hvert fald begyndt at fortælle den vittighed, at de ikke ville ligge ved siden af ham på kirkegården. De var sikre på, at han også dér ville rage al kirkegårdsjorden til sig.

Min mor var en stærk kvinde, både i troen og i sit virke på borgen. Hun var vellidt af alle, selvom hun til tider tugtede tyendet. Jeg husker særligt, at min barnepige havde dyppet fingeren i vores honning, og at mor samtidig kom ind. Lynsnart svingede hun hende en knaldende lussing, hvorefter hun sagde til hende: ”Og så taler vi ikke mere om det.”

Jeg sikrede mig altid efterfølgende, at hun ikke var i nærheden, når jeg gik i de søde sager.

Hun var en smuk kvinde, min mor. Hun havde næsten helt sorte øjne og et langt, mørkt og bølget hår. Jeg kan stadig se for mig, når hun om aftenen slog sit hår ud, og hendes terne redte det med den smukke kam af horn med sølvhåndtag, som hun havde fået af min far, da han kom hjem fra en af sine mange ture til Paris. Hun klædte sig meget enkelt; håret bar hun sat op under et tørklæde. Hun gik for det meste med lange, ensfarvede kjoler med høj talje og et bredt bælte. Hun brugte næsten aldrig smykker, selvom hun havde en del, som far havde foræret hende, men de kom kun frem, når vi skulle have gæster, eller når de skulle på besøg. Hun kunne ikke lide at gå med sko, så for det meste gik hun barbenet, men hun havde et par sandaler, som hun tog på, når hun skulle udendørs. Fine sko havde hun nogle få par af, men hun gik så godt som aldrig med dem. Hun syntes, hun vrikkede om, hvis hun gik med lange hæle, og så syntes hun også, hun kom til at virke alt for høj.

Far husker jeg ikke meget om. Han var åbenbart meget høj, for når han var sammen med andre, ragede han altid op som et fyrtårn over alle de andre. Jeg kan meget tydeligt huske, at han ofte steg til hest og red bort. Han fortalte ikke ret meget om, hvad han lavede på disse ture, og hvor de gik hen, men en gang kom han hjem fra en tur og fortalte os grinende, at han havde været til rådslagning hos kongen, og at der var to borgherrer, der var

14

blevet så uenige om et af de emner, der blev debatteret, at den ene havde kastet en kande vin i hovedet på den anden, som så havde svaret igen med at smide en gryde med kalvestuvning efter rivalen. Der måtte flere af de andre borgherrer til at skille dem ad, men bagefter havde alle grinet at det hele, så der var ikke kommet dueller ud af det, noget som desværre ellers skete ret tit. Vi grinede alle sammen af historien, men så sagde mor, at det kunne far da også have fundet på med det temperament, han havde, og så havde far set vild ud i øjnene og havde grebet en af bordknivene og i spøg truet os alle sammen med den, indtil vi væltede os over ham og fik lagt ham ned på gulvet, hvor vi så sloges drabeligt på skrømt.

Denne episode husker jeg med glæde, men det rokker ikke ved, at han faktisk havde et ret opfarende temperament, som man bestemt skulle rette sig efter. Han var en gudfrygtig mand med en meget stærk retfærdighedssans.

Når han var hjemme på borgen, var han ikke spor forfængelig. Dér gik han klædt som en almindelig bonde med hoser og kofte i almindeligt brunt lærred, bare tæer og kyse. Men når han skulle af sted til hoffet, foregik der en utrolig forvandling af både hans påklædning og hele hans væsen.

Han kom i blå og hvide klæder, fik sin store guldkæde om halsen og sit drabelige sværd om livet, hans sprog og gestik blev med ét så forfinet, at jeg nærmest syntes, han fremstod som en krukket skuespiller. Mor syntes vist også, at forandringen virkede lidt komisk, men hun forklarede mig, at det var sådan, man skulle opføre sig ved hoffet. Derfor foretrak hun at blive hjemme. Hun kunne overhovedet ikke finde sig til rette ved kongens hof, som hun kaldte fisefornemt. Hun og far havde af og til småskænderier om invitationer, hvor de begge var budt med. Han påstod, at det var uforskammet at blive borte, men så fandt hun altid på en eller anden god undskyldning, som desværre gjorde det umuligt for hende at møde op. Hun måtte dog tage med nogle gange, hvor hun ikke kunne finde nogen brugbar undskyldning, men så havde hun også altid sjove historier med hjem. Hun havde en stærk og humoristisk iagttagelsesevne, som gjorde, at hun var god til at parodiere hoffolkenes gøren og laden. Selv hoffets tjenere kunne hun gengive, når vi spiste. Så kunne hun finde på at rejse sig og servere for

15

os andre ved bordet, og det på måder, så der ikke var et øje tørt: ”Kunne Deres fedladenhed ikke klemme bare et lille stykke andepostej til ned i deres overdådige vom.” – ”Når Deres Hellighed er færdig med at brække sig, så kunne deres Lille Majestæt måske nødes til at drikke bare en lille snes glas mere af vores gyselige pærebrændevin, lavet på vores allerbedste hestepærer.” Sådan kunne hun blive ved.

Der gik et par måneder, og en dag kom mor og fortalte, at far havde lavet en aftale med en pater Gregor, som skulle komme hjem og bo hos os og lære mig latin.

Han kom efter et par dage, hed altså Gregor, og han var en lille, grå mand, som talte med en sær pibende stemme. Han så ud til at være urgammel, men jeg fandt snart ud af, at der var langt mere liv i ham, end man skulle tro ved første blik. Han elskede at lave sjov med sproget, at omforme de ting, vi andre sagde, så vi ikke kunne lade være med at grine. Og så var han bomstærk, noget der slet ikke kunne ses på ham, men som stammede fra, at han tidligere havde været leder af sit klosters landbrug. Han fortalte os, at han havde været den bedste til at styre de okser, der blev brugt til det meste markarbejde.

Han talte både fransk, græsk og latin, og han havde brugt en del tid i klosteret på at oversætte græske filosoffer til latin, så nutidens lærde kunne have glæde af især den gamle filosof Heraklit, som han fortalte mig lidt om. Jeg lærte sætningen ”Alting flyder”, som han forklarede med, at vi aldrig bader i de samme floder, for når vi kommer til floden igen, er vandet jo flydt videre, så det, vi bader i næste gang, er noget helt nyt vand. ”Ja, og hvad så?” tænkte jeg, men den slags kunne han bruge meget tid på.

Han var meget sammen med mig og fungerede vel nærmest som afløser for den barnepige, der havde passet mig, da jeg var lille. Han gik straks i gang med at lære mig nogle lege, som skulle leges ved at bruge det sære, nye sprog. Jeg skulle tælle på latin, når vi legede skjul: unus, duo, tres, quattuor … og så fik jeg hver dag en lille remse, jeg skulle lære udenad. Den første hed: sum, es, est, sumus, estis, sunt. Det betød: jeg er, du er, han

16

er, vi er, I er og de er. Det var nu slet ikke så surt, som det kunne lyde, og jeg fik snart den idé, at jeg, når jeg havde fri til at lege med de andre børn, kunne lege skole, så mine kammerater også begyndte at tale latin, når vi var sammen. Det var sjovt at have et sprog, som de voksne ikke forstod.

Det var dog en fast aftale, at vi ikke måtte bruge det, når fader Gregor var i nærheden. Hemmeligheden skulle blive blandt os børn.

Fader Gregor er også begyndt at lære mig pyntebogstaverne, så jeg kunne læse og skrive på mit ny sprog. Jeg syntes, at bogstaverne var svære at tegne, men enormt flotte, når det lykkedes mig at gøre det rigtigt, så jeg sad ofte og tegnede dem for sjov. Da jeg efterhånden blev god til at stave, foreslog han, at jeg anskaffede mig en lille bog, hvor jeg kunne skrive lidt om, hvad jeg havde lavet hver dag, så jeg kunne huske, hvordan mit liv havde været.

Så fortalte jeg ham, at sådan en bog havde jeg allerede, men at jeg brugte den til at skrive på fransk i.

Så foreslog han, at jeg skulle skrive på latin i den, så de voksne omkring mig ikke kunne læse, hvad jeg havde skrevet. Han forærede mig et fint lille læderomslag og en pose, der kunne holde vand ude fra pergamentet, så bogen ikke blev ødelagt. Jeg fik en af lædersmedene på markedet til at printe en titel på den, så alle kunne se, at det var min og min alene. ”Vita humilia Mea”. Mit ydmyge liv.

Samtidig med, at Gregor var kommet til borgen for at lære mig latin, havde min storebror Jean Paul fået en fægtemester, Armand, som skulle træne ham i brug af forskellige våben. Armand var ret stor, og han var fantastisk stærk og smidig. Han havde fået et stort sår tværs over ansigtet i en kamp for længe siden, så han så ud, som om han vrængede af os alle sammen. Men han var en fornem ridder, som var blevet adlet, efter at han havde stået i spidsen for en hær, som havde slået de spanske tropper, der var flygtet nordpå ind i Frankrig for at komme væk fra de muslimer, der trængte op fra Afrika.

17

Armand startede med at give Jean Paul et stort tohåndssværd, som Jean Paul, der var stor og stærk, blev ret god til at kæmpe med. Far havde givet mig lov til at være med i nogle af timerne, for som han sagde: ”Selvom han skal til kirken, er det ingen skade til, at han lærer at slå fra sig. Lige nu har landet fred, men han kan ikke komme gennem livet uden vold og kamp, så derfor må han kunne forsvare sig. Og så kan han lige så godt lære at gøre det ordentligt fra starten.”

Så jeg begyndte også med et tohåndssværd, men det synes jeg, var alt for tungt. For at tvinge mig til at bruge det, blev jeg ind imellem sat over for min bror, som fik besked på at angribe mig for at hærde mig. Det fik jeg mange knubs af, men jeg lærte at bide smerterne i mig, for hvis jeg kom til at sige, at det blev for meget, blev de begge to bare hånlige, og det hjalp jo slet ikke. Tøsemunken kaldte de mig så. Én gang gik han dog så vidt, at mor måtte lægge sig imellem og skille os ad. Jean Pauls sværd havde hugget ned over min kind og var landet på min skulder. Jeg skreg og blodet sprøjtede. ”Nu holder I altså op med at slås så vildt!” råbte hun og rev Jean Paul væk fra mig. ”Jamen Armand sagde selv, at vi sku’ …” indvendte han. ”Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad Armand siger. Sådan skal mine børn ikke slås, og det skal jeg nok selv fortælle den blodtørstige bølle. Og jeg skal også nok få sagt til jeres far, at han ikke skal gøre jer til instinktive dræbere, basta.”

Så tog hun mig med ind i vaskerummet, hvor hun vaskede mig og forbandt mine sår. Bagefter snakkede hun med far om, at han ikke måtte lade os slås med våben: ”Det kan da godt være, at Jean Paul skal lære soldaterhåndværket, men det skal også være hans metier; men Felix er en spinkel dreng. Han har slet ikke kræfter til den slags, og det behøver han heller ikke.” ”Det var vel også mest af hensyn til Jean Paul, at jeg syntes, det var en god idé med lidt praktisk træning med én, der næsten er hans jævnaldren-

18

de. Men når de går sådan til den, går det jo ikke. Det skal jeg nok sige til Armand,” svarede far. ”Ja, og så skal du også fortælle ham, at vi har besluttet, at det er vigtigere for Felix at lære latin, så han har slet ikke tid til al den kamptræning,” sagde mor. ”Ellers rotter de sig bare sammen og driller ham. Det fortjener Felix ikke. Det er i orden, at de ikke har de samme talenter. Så er det jo heldigt, at deres talenter passer til det liv, de skal lære at klare sig i som voksne.”

Sådan gik det til, at jeg slap for Armand, men far blev ved med at snakke om, at jeg måtte have en anden lærer, som kunne lære mig at fægte. Men det måtte være en helt anden type lærer, der kunne lære mig at fægte uden at skulle bruge kræfter, jeg ikke havde.

19