Læseprøve Tænd et lys for Mulle

TĂŚnd et lys for Mulle

Tænd et lys for Mulle Af Anne-Stine Moe-Olsen Copyright EgoLibris 2016 Redaktør: Claus Holm Omslag og sats: GrafiskGenvej Fotograf: Nicolai Troen Olsen Model: Anne-Clara Daae Olsen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93434-15-8 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30 3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com

TÆND ET LYS FOR MULLE Anne-Stine Moe-Olsen

0

Journalisten så en bil holde halvt oppe på fortovet, imod kørselsretningen. Han stoppede sin bil og løb over til bilen, der holdt skævt for at spørge, om han kunne hjælpe, og der så han, at der lå en ung pige på jorden ved bilens forhjul. Bilisten var chokeret, men han kunne dog usammenhængende fortælle, at han havde ringet til alarmcentralen, og at de fortsat var i telefonen, som han holdt ud fra sin krop. Journalisten overtog telefonen og blev straks instrueret i forhold til førstehjælp. Pigen var bevidstløs, men trak vejret uregelmæssigt. Bilisten fik sagt, at hun havde talt lidt usammenhængende om sin mor og en lyseblå trækvogn. Lidt efter mumlede hun, at hun var træt, og siden havde hun ikke været ved bevidsthed.

Journalisten kunne høre ambulancen nærme sig. Pigen gav et gisp og stoppede vejrtrækningen, og han startede hjertemassage. Kort efter var ambulancen fremme, og reddere overtog førstehjælpen.

Journalisten så sig omkring, men kunne hverken få øje på pigens mor eller den lyseblå trækvogn. Han trak på skulderene og tænkte, at hun nok havde talt i vildelse.

Han gik rystet og trist tilbage til sin bil.

5

6

1

Jeg går helt i mine egne tanker, langt væk fra virkeligheden.

Med ét er jeg i et nyt univers, langt væk fra mit hjem.

Jeg føler, at jeg først flyver, og så bagefter falder jeg dybt.

Jeg tror, at jeg vil slå mig, men det gør jeg ikke. Jeg hører nogle mennesker, der råber og skriger ude på vejen. Underligt, her plejer ellers altid at være så stille. Jeg forsøger at fange lyden.

Taler de om en pige? Det må være noget, jeg drømmer.

Jeg lukker min øjne igen og lægger mærke til, at det er en af de morgenstunder, hvor dynen bare er ekstra blød. Dynen svøber sig rundt om min krop, og jeg mærker, hvordan jeg synker ned i dens blødhed, imens jeg føler mig så let. Det må være den samme følelse, som hvis jeg kunne ligge på en af de store hvide blomkålsskyer, der langsom driver over en blå sommerhimmel. Der hvor solens stråler varmer skyen, og det føles varmt og trygt. Jeg svæver, og jeg føler mig tung. Jeg kunne ligge her i hundrede år.

Mit hoved stikker så langt op over dynen, at jeg kan se, at solen skinner på mit vindue, for lyset er meget skarpt, og jeg må lukke øjnene igen.

Jeg drømmer i mine tanker og kan mærke et savn, men minderne er smukke.

Det banker på min dør, og lige efter åbner min storebror rask døren og hopper op i min seng. Han lander tungt oven på mig.

7

Åh … Jeg ved, det kommer, jeg kan mærke, at han tager hænderne ind under dynen, og nu kilder han mig og kalder mig sove­tryne. Jeg kan mærke en brise af kulde, da dynen forlader min krop. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg drømmer eller er vågen. Der er noget, der er anderledes, lugten og lyden. Der er alt for mange stemmer i mit værelse, hvor er min bror?

Jeg vælger, at jeg drømmer, for dynen gør mig tryg. Jeg ser min sky og lyset fra solen. Jeg må koncentrere mig, som var jeg verdens bedste fluefisker. Jeg skal fange et minde, et øjeblik af mit liv. Jeg forstiller mig min helt egen ”gulddrømmeline” på min drømme­fanger. Jeg svinger den, den flyver, og linen fanger et øjeblik. ”Kom nu op, Mulle! Solen skinner, og vi skal ud med varer for far.” Øv, skyen forsvandt med ét, og jeg er bare på mit værelse.

Nu kan jeg lige så godt stå op.

Jeg tripper ned i køkkenet og ser, at min morgenmad er sat frem til mig. På bordet står min yndlingsyoghurt og en rosinbolle. Jeg sætter mig på min stol og hælder te i mit krus.

Far sidder og læser avisen. Han lader blikket glide op over avissiden, og jeg kan se, at hans øjne smiler ”godmorgen,” før han siger det.

Vores køkken er lille, men der er lige plads til et lille spisebord. Vi bor i et meget gammelt hus, der blev bygget, før elektriciteten blev opfundet. Mine forældre har ladet det gamle, indmurede støbe­jernskomfur blive i køkkenet. Jeg har fået at vide, at de i gamle dage også brugte det til at få varme i huset.

Nu bruger vi det som et bord. Min mor har fundet fine, gamle krukker og kander, der passer til det. Det ser hyggeligt ud.

Når jeg sidder her, kan jeg godt lade min fantasi bringe mig helt tilbage til gamle dage, og jeg forestiller mig, hvordan det må have været her i køkkenet.

8

Særligt på de vinterdage, hvor mor fjernede alle krukkerne og kanderne og lagde brænde i komfuret, som de gjorde, da huset var nyt. Min mor flyttede spisebordet og stolene, lagde et tykt tæppe på stengulvet, og vi legede vinterpicnic, imens vi spiste nybagte boller og drak varm kakao.

Her er trygt og hyggeligt, for det føles, som om vores hus samler på gode minder. Det knirker på en særlig måde, når vi går på gulvene, og nogle gange kommer der bare lyde fra væggene og loftet. Min far siger, at det er, fordi vores hus ”sætter sig”.

Jeg forestiller mig, hvordan huset ”sætter sig” i en stor blød, stol og sukker, imens det siger: ”Hvor jeg trænger til en god lur.”

Det giver et sæt i mig, men jeg holder fast i min ”gulddrømmeline” og mine minder.

Det er lørdag, så jeg skal ikke i skole. Min far arbejder på et kontor, men han har en hobby. Han laver lys. Han har et lille værksted nede i vores baghave. Han laver håndyppede lys, og til særlige lejligheder som jul og påske kan han også finde på at bruge forme til at støbe stearinfigurer. Siden jeg har været lille, har jeg elsket at sidde og se, hvordan hvert lys vokser frem, når min far dypper dem ned i den flydende stearin.

Dengang jeg var helt lille, kunne jeg kravle op på en af de høje kommoder i værkstedet. Derfra kunne jeg se ned i baljen med flydende stearin. Hvis jeg hev de nederste skuffer ud, kunne jeg bruge dem som en trappe og selv kravle op. Jeg kunne med lidt god vilje lige få plads på den smalle kommode, hvis jeg trak benene op og lagde mit hoved på mine knæ. Her kunne jeg sidde længe. Nu er jeg blevet så stor, at kommoden er blevet for lille til min numse, og mit hoved rammer mod loftet, og lige

9

meget hvor meget jeg krøller mig sammen, er det en umulig opgave. Jeg savner den tid.

Min fars lys er særlige. Han siger: ”I hvert enkelt af lysene er der magi, og når man tænder dets væge, sender det en særlig varme ud.”

Når han fortæller den historie, tænker jeg altid på ”Pigen med svovlstikkerne”. Gid hun havde haft bare ét af min fars lys, så ville hun kunne have tændt det og have varme nok til hele natten. Pigen ville ikke have brugt alle sine svovlstikkere, i stedet ville hun kunne have solgt dem på et senere tidspunkt.

Med pengene kunne hun have købt mad til både sig selv og sin familie.

Lysene har fået en særlig betydning for mig, og jeg får altid lov til at vælge et lys, når min far er færdig med ugens produktion. Siden jeg var lille, har jeg altid tænkt, at det var min fars sange, der gjorde lysene magiske. Sangene, som han altid nynnede, voksede med ind i lyset, imens han dyppede det ned i stearinen. For hvert dyp voksede lysene større og fyldtes med magien fra hans sang. Jeg ved altid, hvilket lys jeg vil have, og jeg vælger det, som jeg kan mærke har en særlig varme og magi.

Hver lørdag går min bror og jeg ud og leverer hans bestillinger på lys. Min far har pakket lysene sirligt i små fine trækasser.

Vi genbruger helst alle trækasserne. Når kunderne bestiller nye lys, får vi kassen tilbage fra sidste levering. Far siger, at man skal spare på træet, fordi vi skal passe på naturen.

Han har noget fint silkepapir, som han bruger til at beskytte hvert et lys i kassen. Hver uge har sin egen farve papir, så det ser fint og nyt ud, når de åbner kassen med lysene. På hver kasse er der plads til et lille kort, hvor man skrive adressen på dem, der skal have dem, og hvor meget de koster.

10

Jeg sætter forsigtigt hver kasse ned i min lyseblå trækvogn.

Jeg tager min lille pengetaske, som min mor har lavet til mig, over skulderen, og så er jeg klar.

I dag skinner solen fra en blå efterårshimmel. Bladene på træerne har alle mulige farver. Jeg kan godt blive lidt vemodig, når jeg tænker på, at hvert et lille blad skal sige farvel til det træ, der har været dets hjem, siden det kom frem som et lysegrønt forårstegn.

Men som min mor altid har sagt: ”Hvert et lille blad vil give næring til jorden, og en dag vil det komme tilbage og give træet energi som tak for, at det måtte bo der. Det går i cirkler, intet forsvinder, det bliver bare brugt på en ny måde.”

Jeg står klar uden for vores hoveddør. Det store træ ved vejen giver skygge der, hvor jeg står. Det er lidt koldt, så jeg stamper lidt på fliserne med mine fødder for at holde varmen.

Min storebror kommer ud af døren og siger: ”Du ligner en hest, der er spændt for vognen og er så ivrig for at komme af sted, at den slår hovene i jorden.”

Jeg svarer ham med et vrinsk, tager ham i hånden og siger: ”Så er du stalddrengen, som skal passe på mig.”

Vi begynder at gå ned langs husene på vores vej. Vi bor i den gamle bydel. Husene ser små ud, og de har alle forskellige farver, nogle har endda stadig stråtækte tage. Jeg har hørt nogle gamle damer sige, at borgmesterren vil frede nogle af husene, så de altid vil se sådan ud, som de gør nu. Vores hus skal måske også fredes, det vil gøre mig glad, for i vores hus bor mange af mine bedste minder.

Der bor ikke så mange børn her i vores kvarter. Min bror har fortalt mig, at da mor og far flyttede hertil, havde deres venner undret sig over, at de ville flytte til et sølvbryllupskvarter.

Jeg må have set på ham med undrende øjne, for min bror be11

gyndte at forklare mig, at et sølvbryllupskvarter er et sted, hvor der bor mange midaldrende, altså gamle ægtepar, hvor børnene for længst er flyttet hjemmefra.

Min mor og far havde elsket dette område, fra de var helt unge, og de var lykkelige, da de kunne købe huset. De fik sat det i stand, men beholdt de ting, som de mente fik huset til at beholde sin sjæl. Et par år efter de havde købt huset, kom min bror til verden. Ja, og lidt efter så kom jeg.

Jeg elsker også at bo her, det er som at være i et museum med rigtige mennesker. Nogle steder er der stadig de gamle brosten, og den lille lyseblå trækvogn hopper og danser. Det virker fuldstændig, som om den er glad for at skulle på tur.

Jeg er sikker på, at hvis min mor havde været her lige nu, ville hun fortælle en historie, der handlede om ”den lille lyseblå trækvogn.”

Jeg lukker mine øjne et øjeblik for at lytte efter hendes stemme. Det er længe siden, jeg har hørt den.

Men jeg kan kun høre min bror: ”Jeg går ind til Familien Høstergård med deres pakke. Må jeg få din pengetaske?”

Magnus er længe inde hos dem, synes jeg. Da han endelig kommer ud, giver han min pengetaske tilbage til mig.

Vi går igennem byen. I dag skal vi ud til fru Morgenstjerne.

Hun bor lidt uden for byen. For at komme ud til hende skal vi ud ad en lang grusvej. Turen går forbi marker, hvor der både græsser køer og heste. Jeg elsker, når vi skal levere lys til fru Morgenstjerne. Hun bor på en lille gård, og hun har altid hjemmebag til os, når vi leverer hendes lys.

Lige før man kommer til fru Morgenstjernes gård, er der en grusvej, som fører ned til et lille slot. Slottet har været ubeboet i mange år. På et skilt, der står ved vejen, står der, at man ikke må gå derind, fordi der er fare for, at det kan styrte sammen.

Jeg synes, det er underligt. Hvis det er så farligt, som de siger, 12

hvorfor er det så er blevet stående i så mange år, uden at det braser sammen?

Vi sidder og spiser fru Morgenstjernes hjemmebag. Hun har et hyggeligt køkken. Her dufter altid af sæbespåner og nybagt brød. Hun har malerier på væggene. Hun har fortalt, at hendes mand elskede at male. På et af billederne er der et hus, der ligger tæt på en skov. Billedet ser hyggeligt ud, der må være smukt, når sneen ligger hvid og urørt. Jeg elsker at digte historier til billeder, jeg kan næsten forestille mig, hvordan det ville være, hvis billedet var virkelighed. Jeg gør det ikke så meget mere. Det var mest, da jeg var lille, at jeg digtede historier højt for andre, nu synes jeg, det er lidt barnligt. Men jeg gør det nu alligevel lidt for mig selv.

Fru Morgenstjerne tænder et af min fars lys og stiller det på køkkenbordet. Jeg ser ind i flammen og tror, jeg er ved at blive skør, men det er, som om lyset vil fortælle mig noget. Det skinner ualmindeligt stærkt, så jeg må blinke med øjnene, men noget holder dem fast. Jeg kan ikke høre det, men jeg kan føle, at lyset vil mig noget, at nogen taler til mig. Jeg tænker på det lille slot. Det er, som om lyset siger, at jeg skal gå derhen.

Min storebror lader mig sidde i min lille lyseblå trækvogn, da vi går fra fru Morgenstjernes hus. Han siger, at jeg er ved at blive for tung, og at jeg ikke længere er en ”lille” lillesøster. Jeg siger, at han er en ”stor” storebror og derfor er stærk nok til at trække mig.

Min bror stopper op, da vi er ved den lille grusvej, der fører ned til slottet, lige der, hvor skiltet står. Han spørger, om jeg tør gå med derned. Det har han aldrig spurgt mig om før.

Jeg har været dernede engang for længe siden med min mor og far. De fortalte om, hvor smukt det var, da de var børn, selvom det allerede dengang var ubeboet. Men jeg har aldrig

13