Årsprogram for Louisiana Museum of Modern Art 2014

Page 1

DET SKER 20I4


ARKTIS er inddelt i syv temaer, bl.a. Det Sublime, Observationer og Den Vide Verden, og rummer også beretningen om fem ekspeditioner. Installationsfoto: Ty Stange.

ARKTIS Arktis er på dagsordenen i disse år, men selvom perspektivet er nyt – fremtidens klima – er interessen det ikke. De sidste 250 år har man vendt blikket nordpå med længsel efter det store uberørte landskab, med imperiedrømme, med maskulin eventyrlyst, med ekstremsportens vanvittige ambitioner om at trodse de naturlige grænser. Med ARKTIS fortæller Louisiana historien om det store krydsfelt af begær og billeder, af videnskab og lidenskab, historien om ekspeditioner, som intet lærer af hinanden, men blot går planken ud i forsøget på at nå Nordpolen. Længslerne og drømmene kaster masser af billeder af sig – fra romantikkens sublime landskabs­ fantasier til samtidskunstens konfrontation med den hvide ørken. Udstillingen ­rummer værker af bl.a. Gerhard Richter, Sigmar Polke, Darrel Almond, Sophie Calle og mange flere, herunder klassiske kunstnere som Caspar David Friedrich og Peder Balke. ARKTIS er en stor kulturel grundfortælling om en af de drivende og mest billedskabende kræfter i vores nyere civilisation: Drømmen om NORD.

TIL 2. FEBRUAR


T.v. Asger Jorn, Allmen, 1961, lakfarve på lærred, Museum Jorn © Donation Jorn. Foto: Lars Bay. T.h. Jackson Pollock, Number 25, 1949, olie på lærred. S.I. og Caryl Englander. Foto: Bonnie Morrison.

JORN & POLLOCK Jackson Pollock er Amerikas mest berømte maler i det 20. århundrede, en legende, hvis praksis og liv rækker langt ud over de kunstneriske cirkler. Han blev billed­ kunstens svar på James Dean: en cool og kortlivet karriere, der er blevet stående. Pollock er stjernen i alle amerikanske museers samlinger – hvis de da ellers har en Pollock. Med Asger Jorn ser det lidt anderledes ud i formatet, det er forskellen ­mellem USA og Europa, men også Jorn er blevet en myte. Hans vidtfavnende produk­tivitet, hans store kulturelle og interkulturelle netværk, hans vitale udfoldel­ sestrang, sætter ham som naturligt centrum for meget i efterkrigstidens kunst. Med enestående Pollock-lån fra bl.a. MoMA, Guggenheim, Metropolitan og Tate sætter Louisiana et møde i stand mellem to af efterkrigstidens giganter i maleriet, et møde der gør os klogere på både Jorn og Pollock og klogere på maleriet selv. JORN & POLLOCK — Revolutionære veje er den første udstilling nogensinde, der konfronterer de to, og den vises kun på Louisiana.

TIL 23. FEBRUAR


Den franske arkitekt Jean Nouvel har tegnet den “filial” af Louvre, der skal ligge i Abu Dhabi. © Ateliers Jean Nouvel - Developer: TDIC (Tourism Development & Investment Company).

NOW BABYLON NOW BABYLON er andet kapitel i serien “Arkitektur, kultur og identitet” – og følger efter udstillingen NEW NORDIC, som Louisiana viste i 2012. Serien handler om, hvorledes arkitekturen både er bærer af identitet og er med til at skabe et lands eller en regions kulturelle særpræg. Ligesom man nu igen diskuterer, hvorvidt der findes noget særligt nordisk, forsøger udstillingen NOW BABYLON at pejle fælles­ træk mellem de arabiske lande – fra Libanon over den arabiske halvø til Marokko. Udstillingen tager os med til såvel nye byer som Dubai som gamle yemenitiske civilisa­tioner, og den viser, hvordan tegnestuer som f.eks. Jean Nouvels og Henning Larsen Architects griber ind i regionen med nyfortolkninger. Et aktuelt omdrejnings­ punkt er forholdet mellem det private og det offentlige rum, der forandrer sig i disse år, både socialt, politisk og arkitektonisk. Som NEW NORDIC blander NOW BABYLON ­arkitektur og samtidskunst.

31. JANUAR—4. MAJ


Hilma af Klint. T.v. Grupp III, nr 5, t.h. Grupp IV, nr 3, begge 1907, olie på lærred © Stiftelsen Hilma af Klints Verk. Foto: Albin Dahlström / Moderna Museet, Stockholm.

HILMA AF KLINT Historien om den svenske kunstner Hilma af Klint (1862-1944) er fascinerende og ukendt for de fleste. Det er en historie om en kvindelig kunstner på kanten af det etablerede – ligesom udstillingerne Avantgardens Kvinder i 2012 og Yoko Ono i 2013 – og hidtil har hun ikke fyldt meget i kunsthistorien. ­Hendes omfattende værk er skabt i et åndeligt rum af spiritisme og andre parapsykologiske bevægelser – paral­ lelt med, hvad der sker hos Kandinsky omkring år 1900. Hilma af Klint kæder indre erfaring og symbolsprog sammen i banebrydende og pioneragtige abstrakte male­ rier, som aldrig blev vist offentligt i hendes levetid, hvor hun udelukkende udstillede sine figurative billeder. Med denne udstilling, vist første gang på ­Moderna Museet i Stockholm i foråret 2013, har Hilma af Klints kunstnerskab vakt stor international opmærksomhed bl.a. efterfølgende på Venedig Biennalen. Den kommer til Louisiana efter at have været på Hamburger Bahnhof i Berlin og på Picasso-­museet i Malaga.

7. MARTS—6. JULI


Joseph Beuys. Actrice, 1961, olie på papir. Portræt af kunstneren under et besøg på Louisiana i 1978. Foto: Anders Bentzon.

JOSEPH BEUYS Louisiana on Paper er en serie, som museet dedikerer til kunstneres værker på papir. En serie mindre udstillinger, som kalder på fordybelse ofte i kunstnerens skabelses­ proces eller idé-register. Ikke mindst i tilfældet Josef Beuys anslår udstillingen en anden tone end den, man finder hos kunstneren på de fleste museer, hvor det er hans installationer og mytologiske opstillinger, som dominerer billedet. Men Josef Beuys (1921-1986) var tegner, inden han blev så meget andet – billedhugger, ­installations- og performancekunstner, kunstteoretiker og lærer mm. – og udstil­ lingen viser, med et sjældent tværsnit gennem hele hans karriere fra 1940’erne til 1980’erne, hvorledes hele værket grundlægges i de små formater. Beuys laver s­ kitser og materiale-eksperimenter, visuelle dagbogsblade blander sig med observationer og klassifikationer i bedste videnskabelige forstand – og samlet får man et blik ind i en kunstnerisk skaberkraft, som bærer ud over den enkelte tegning.

7. MARTS—9. JUNI


Philip Guston. Aggressor, 1978, olie på lærred. Privateje © The Estate of Philip Guston.

PHILIP GUSTON Den amerikanske maler Philip Guston er en ener i det tyvende århundredes kunst­ historie. Han vil være Louisianas publikum bekendt siden udstillingen af hans ­tegninger i 2007, og museet har i samlingen to af hans malerier, som ofte vises. Det er navnlig det sene værk, hvori Guston (1913-1980) vender sig fra den abstrakte ekspressionisme mod et tegneserieagtigt og helt personligt udtryk med store ­figurer ofte på pink baggrund, der har fået hans stjerne til at stige hos yngre kunst­ nere – og med udstillingen på Louisiana får publikum nu endelig lejlighed til at se denne maler fuldt udfoldet. Gustons værk handler om tilværelsens enkle vilkår. Hans univers kan synes molstemt med den baggrund, det har i hans ikke alt for livs­bekræft­ende biografi – hans jødiske baggrund fornægter sig heller ikke – men hans maleriske energi og hans kunstneriske kraft er stor, og billederne overtrumfer melan­kolien med deres energiske udfoldelse af farve.

4. JUNI—7. SEPTEMBER


Emil Nolde. Tropensonne, 1914, olie på lærred © Nolde Stiftung Seebüll / Foto: Krause, Johansen.

EMIL NOLDE Sommerens store udstilling på Louisiana er Emil Nolde. Nolde (1867-1956) er en ­klassiker – hvad enten det gælder hans næsten selvantændende akvareller af ­valmuer og andre af naturens farvestærke fænomener eller hans markante ekspres­ sionistiske kærlighed til det primitive, til det enkle. Men Nolde er ikke bare en slag­ kraftig kolorist, hans værk er stort og sammensat og med udstillingen på Louisiana, som er lavet sammen med Städel Museum i Frankfurt, får beskueren den mest omfattende retrospektive præsentation af maleren i flere årtier – og dermed også nye perspektiver på hans værk. Nolde er en tysk kunstner, men hans nærhed til Danmark, bio- og geografisk, gør ham også til en del af dansk kunsthistorie. Hans indflydelse har været stor, han bragte maleriet ud over kanten af det pæne ind i et voldsomt og dramatisk rum, hvor både religiøs lidenskab og kropslig ekstase trives, og hvor hjemstavn og det eksotiske i fjerne egne lever side om side.

4. JULI—19. OKTOBER


Olafur Eliasson. Iceland Series, 2004, C-print. © Olafur Eliasson.

OLAFUR ELIASSON Olafur Eliasson har udstillet på Louisiana flere gange, men hidtil i forbindelse med præsentation af nye erhvervelser til Samlingen eller i tematiske udstillinger som The World is Yours, hvor han deltog med den isbeklædte bil Your mobile expectations. Det billede ændrer sig nu markant med museets store efterårsudstilling i 2014, hvor Eliasson kommer til at fylde hele Sydfløjen med et enormt projekt, der vender for­ holdet mellem naturen derude og kunsten herinde om. Det er i højeste grad et steds­ specifikt projekt: Louisiana er for Olafur Eliasson et museum, som er kendetegnet ved samspillet mellem natur og arkitektur, og han gør således museet selv og dets identitet til et tema i udstillingen, der også vil omfatte tidligere værker. Olafur Eliasson udstillingen bliver – i enhver forstand af ordet – en enestående begivenhed på Louisiana.

15. AUGUST—4. JANUAR 2015


Samspillet med publikum er en vigtig del af en Louisiana Live-aften, der på skift bestyres af Marie Tetzlaff og Synne Rifbjerg. Foto: Klaus Holsting

LOUISIANA LIVE Den levende, underholdende og skarpt vinklede kulturdebat, der folder sig ud i LIVE, har været en del af det faste Louisiana-program siden 2008, da museet indførte aftenåbent – tirsdag til fredag til kl. 22. Netop aftenåbent gjorde det muligt for Louisiana at genopstå som det kulturhus, det var tænkt som, da det åbnede for mere end 55 år siden. Et hus med liv og viden og meninger, et hus, hvor kunstnere, viden­ skabsfolk og debattører sættes stævne med publikum, det hele live. Synne Rifbjerg, Weekendavisen, og Marie Tetzlaff, Politiken, er værter for hver deres række af spæn­ dende LIVE-møder med aktuelle og markante kulturpersonligheder året igennem. Tilmelding til disse populære arrangementer tilrådes, men ellers er adgangen gratis og forudsætter kun billet til museet.


På Louisiana Channel kan man møde markante kunstnere, arkitekter, musikere og designere og høre om deres arbejdsprocesser, inspirationskilder og tanker.

LOUISIANA CHANNEL Siden lanceringen i slutningen af 2012 er Louisiana Channel blevet en stadig større og mere vidtspændende kanal på nettet, hvor man – på sin computer, tablet eller mobil – kan møde de personligheder og strømninger, der præger den globale kultur­ scene. Louisiana Channel skal ses som et stærkt bidrag til den permanente udvikling af museet som kulturel platform og et ønske om at skærpe sansen for, hvor vigtig kunst og kultur er. Stoffet findes i museets enestående netværk, men Channel ser samtidig ud over museets egen kontekst og opsøger historier der, hvor kunstnerne er. Nye videoer – om billedkunst, litteratur, design og arkitektur – lægges på sitet hver uge, og allerede nu kan man opleve langt over 100 inspirerende møder med kunst­nere ved at klikke sig ind på channel.louisiana.dk


Den prisvindende violinist Lise Berthaud og cellisten Christian Poltéra er også på koncertprogrammet i 2014. Foto: Nikolaj Lund.

LOUISIANA KONCERTER Louisiana er blevet kaldt “et af de meget få steder i verden, hvor alting synes at mødes i perfekt harmoni, når det handler om kammermusik.” Museet er blevet et fristed for internationale musikere, der dyrker kammermusikken – et sted hvor øjeblikkets inspiration tillader programmer, som musikerne kun har mulighed for at spille få andre steder i verden. Derfor kan man i Koncertsalen nyde musik i verdens­ klasse, i 2014 vil det bl.a. sige pianisterne Grigory Sokolov, Khatia Buniatishvili, Andreas Haefliger, Nikolai Lugansky, Denis Kozuhkhin samt Stephen Hough. Desuden opfører Bo Skovhus til november Schuberts tre store cyklusser: Die schöne Müllerin, Winterreise og Schwanengesang. En fornem række af Louisianas musikvideoer kan i øvrigt opleves på www.louisiana.dk/koncerter


Den engelske stjerneforfatter Ian McEwan trak fuldt hus, da han optrådte på Louisiana Literature i 2013. Foto: Christopher Regild.

LOUISIANA LITERATURE Louisianas litteraturfestival – Louisiana Literature – debuterede i august 2010 og blev en bragende succes. Siden er den blevet en fast tilbagevendende begivenhed, der hvert år samler over 40 internationale og danske forfattere og flere tusinde mennesker i løbet af de fire festivaldage. Stemningen er helt fantastisk, og det meste af museet er i spil – og i samspil – når forfatterne rykker ind med oplæsning, performance, interviews og diskussion. Hermed løfter Louisiana ikke blot en gammel arv – et stærkt engagement i litteraturens verden – ind i en ny tid; museet ønsker ­samtidig at slå et slag for den gode litteratur og nødvendigheden heraf. Louisiana Literature afholdes i 2014 i dagene 21.-24. august.


Louisiana Børnehus er åbent hele ugen tirsdag-søndag fra 11-18, dog lukker de åbne værksteder en halv time før. Foto: Bjarke Ørsted.

LOUISIANA BØRNEHUS På Louisiana har børnene som et af de få steder i museumsverdenen deres eget hus – oven i købet i tre etager. Siden åbningen – Børnehuset kan i 2014 fejre sit 20 års jubilæum – har huset fungeret som et levende og inspirerende fristed for flere gene­ rationer af børn og unge, der her har kunnet bruge deres sanser og fantasi og fået en oplevelsesrig og helt naturlig introduktion til kunstens verden. Børnehuset er i løbet af ugen og i weekenden ramme om en lang række varierede aktiviteter, bl.a. åbne værksteder, som både knytter sig til aktuelle udstillinger og værker i samlingen. Særlige værkstedsaktiviteter og tilbud til de små, lidt større og familierne er på programmet i skolernes ferier, og flere gange om året arrangerer Børnehusets medarbejdere de populære Billedskoler og Billedværksteder, hvor hhv. børn og voksne får tid og mulighed for at eksperimentere med kunstneriske teknikker, udtryk og materialer. Som optakt til jubilæet “udkommer” Børnehuset også på tryk med bogen “Få fingrene i kunsten”.


Louisiana Learning tilbyder bl.a. gratis omvisninger dagligt, tirsdag-fredag, enten i de aktuelle udstillinger eller som Kunstkick i Samlingen. Foto: Bjarke Ørsted.

LOUISIANA LEARNING Indsigt, udsyn, viden & inspiration. Louisiana Learning er alt fra omvisninger og skolebesøg til mobilguide og internationale samarbejder og rummer museets vidt­ forgrenede og stadigt voksende netværk af tilbud inden for formidling og under­ visning. Louisiana Learnings kunstformidlere står bl.a. for de gratis omvisninger, der tilbydes dagligt tirsdag-fredag enten i udstillingerne eller som perspektivrige ned­ slag i Samlingen, et såkaldt Kunstkick. Det er også Learning, der tilrettelægger og målretter de mange undervisningsforløb og -materialer for skoler (fra 2. klasse) samt gymnasier, HF, lærerseminarier mm. Ligesom afdelingen står for en lang række tiltag, der vægter fordybelse og kreativt samvær – fra Art+ Aftener på museet til Art Exchange-programmet, der med TATE museerne i London formidler udveksling mellem både elever og lærere. Louisiana Learning samarbejder også med Globale Gymnasier om at få sat kunsten på skemaet og med Røde Kors om et kunstprojekt for flygtningebørn.


Musikalsk spænder Fredagslounge, der finder sted i Louisiana Café, fra jazz og pop til soul og folk. Foto: Ask Sebastian Svane.

FREDAGSLOUNGE Det er næppe en hemmelighed, at Louisiana Café spiller en vigtig rolle for vore gæsters aftenoplevelse på museet – og dermed i forklaringen på den særlige succes, som aftenåbent på Louisiana har udviklet sig til. På udvalgte fredage året igennem er caféen tilmed omdrejningspunkt for Fredagslounge, hvor buffeten – med vægt på friske råvarer og udgangspunkt i det moderne danske køkken – kan nydes sammen med ild i pejsen, panoramaudsigten og musikalske indslag, der spænder fra det jazzede og poppede til soul og folk. Såvel kendte og etablerede som helt nye ­musikere, sangere og DJs optræder på loungescenen. Stemningen er uformel og intim, her er plads til både spilleglæde og hyggesnak, og Fredagslounge er dermed en varm og afslappet optakt til weekenden, men fungerer også – helt i museets ånd – som et mødested og en ramme for samvær og fællesskab.


Med Klubkort har man fri entré til et år med udstillinger, skiftende præsentationer af Samlingen og mange kulturtilbud. Foto: Lars Ranek.

LOUISIANA KLUBBEN Louisiana Klubben er et fænomen! Den er vokset uafbrudt det seneste årti og har nu mere end 60.000 medlemmer, hvilket gør den til en af de største museums­ klubber i Europa. Lanceringen i 2013 af det nye Klubkort U27, der gælder for alle mellem 18 og 27 år, har desuden vist sig at være en markant succes. Alle Klubkort giver fri entré til museet et helt år, så man kan komme og gå og bruge Louisiana på en helt anden måde end museets øvrige gæster. Se lidt ad gangen, se det hele igen – eller blot vandre i parken og spise i caféen, gå til foredrag eller høre musik. Med Klubkort 1 og Klubkort 1+1 får man fire gange om året tilsendt nye udgivelser fra museets eget forlag, ­Louisiana Publications, i form af to kataloger (Louisiana Revy) og to magasiner ­(Louisiana Magasin). Alle klubmedlemmer får desuden rabat i museets Butik og Café og adgang til særlige arrangementer og tilbud.


Et kig under Singing Cloud af Shilpa Gupta. Værket fra 2008-2009 består af en sky af mikrofoner med 48 kanals lyd og er en af de populære nyerhvervelser i Samlingen. Foto: Kim Hansen.

LOUISIANAS SAMLING Hvad har Yayoi Kusamas lille spejlkabinet med de poetisk blinkende lygter, Gleaming Lights of the Souls, mon til fælles med David Hockneys svimlende panoramakig over Grand Canyon? Eller med f.eks. Singing Cloud, Shilpa Guptas sværm af nynnende mikrofoner, og Ai Weiweis imponerende træer? Jo, de er alle blevet nærmest ikoniske nye billeder på Louisianas Samling inden for de senere år. Dermed viser de også, hvordan Samlingen – der jo allerede rummer markante hovedværker af international betydning – nødvendigvis til stadighed må “næres” og udvikles. For gæsternes skyld først og fremmest, fordi nye værker gør Samlingen levende og giver muligheden for at vise nye sammenhænge og spor i kunsten, men også fordi det er vigtigt for at kunne sikre de lån fra museer og privatsamlinger i udlandet, der gør de store udstillinger mulige på Louisiana.


Louisiana MUSEUM OF MODERN ART Støttes I 2014 af

KNUD HØJGAARDS FOND

OLE KIRKS FOND

Louisiana Museum of Modern Art Gl. Strandvej 13 DK-3050 Humlebæk +45 4919 0719 mail@louisiana.dk Åbningstider Tirsdag—fredag: 11—22 Lørdag—søndag: 11—18 Helligdage: 11—18 Mandag: lukket

Entrépriser Pr. person: kr. 110 Studerende med studiekort: kr. 95 Børn og unge op til 18 år: fri entré Grupper (min. 15 pers.): Pr. person: kr. 100 Studerende: kr. 90 Klubmedlemmer: fri entré Klubmedlemmers gæster: kr. 90 (op til 4 stk.)


Forside: Emil Nolde, Frau T. mit roter Kette, Sylt, 1930, akvarel på papir © Nolde Stiftung Seebüll. Foto: Krause, Johansen. Denne side: Hilma af Klint, Grupp III, nr 5, 1907, olie på lærred. © Stiftelsen Hilma af Klints Verk. Foto: Albin Dahlström / Moderna Museet, Stockholm. Alle værker af Emil Nolde, Asger Jorn, Jackson Pollock, Hilma af Klint, Jospeh Beuys og Phillip Guston er © Billedkunst.dk 2013


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.