Volapyk

Kender du det, at du nogen gange hører ord eller sætninger, du ikke forstår? Det kalder man volapyk. Hvis der er mange ord, man ikke kender, er det svært at forstå en tekst.

Det er en god idé at „smage“ på ordene og undersøge dem, inden du går i gang med at læse.

Når du først kender et ord, er det ikke volapyk mere.

Ordene i ordbåndet

Har du lagt mærke til ordbåndet nederst på siderne?

Her har vi valgt nogle ord, der kan være svære at forstå, og som det er en god ide at arbejde med, inden du læser teksterne.

Du kan arbejde med ordene i ordbåndet på mange måder.

Du kan bruge 1, når du skal finde betydningen af et ord. PLOT.alinea.dk

Nu er du klar til at læse!

Eventyr Eventyret, du skal læse, er meget gammelt. Det er fra 1001 nats eventyr og er blevet fortalt igen og igen og igen. Til sidst er der nogen, der har skrevet det ned. Denne udgave af eventyret foregår i Ægypten i byen Kairo. Måske er det, fordi eventyret foregår langt væk fra Danmark, at der er mange nye og spændende ord.

Historien om Kassems tøfler

Else Schiøler

For mange år siden levede der i Kairo en købmand ved navn Kassem. Han var meget rig, men han var samtidig så gerrig, at han gik klædt som den fattigste tigger; hans tøj hang i laser, og hans turban var så gammel og snavset, at man ikke kunne se, hvad farve den havde. Men det værste var dog hans tøfler. De havde været forsålet om og om igen, og sålerne blev holdt sammen med store søm.

Badstue i Iran. Billedet er ere hunderede år gammelt.

I tyve år havde skomagerne i Kairo lappet på overlæderet, og nu var tøflerne efterhånden så store og tunge, at alle i byen kendte dem og talte om dem. Når noget var rigtigt tungt, sagde man, at det var ligesom Kassems tøfler. Hvis en gæst blev siddende alt for langt ud på natten i stedet for at rejse sig og gå hjem, sagde man om ham: „Hans krop er lige så tung som Kassems tøfler.“ – og når en kedelig skolelærer ville prøve på at være vittig, så sagde man om ham: „Hans ord er lige så tunge som Kassems tøfler.“ – og når en drager skulle bære en alt for stor byrde, sukkede han og sagde: „Pokker stå i det! Denne pakke er lige så tung som Kassems tøfler.“ – og når en ret mad var alt for tung og svær at fordøje, og det rumlede i maven, efter at man havde spist den, sagde man: „Allah hjælpe mig! Den mad var lige så tung som Kassems tøfler.“

En dag havde Kassem gjort en god handel, og han var derfor i særlig godt humør. Men det faldt ham ikke ind – som andre rige købmænd – at give en stor fest for sine venner; nej, han nøjedes med at gå hen og tage sig et bad i badstuen, hvor han ikke havde sat sine ben, så længe nogen kunne huske.

Da han kom derhen, satte han sine tøfler udenfor, ved siden af det fodtøj, som andre mænd havde sat fra sig.

Derefter gik han ind i badstuen for at tage sit bad.

Da han skulle hjem, var det så sent på dagen, at der skulle lukkes i badstuen.

Kassem søgte efter sine tøfler udenfor, men de var der ikke. Der stod kun et par fine tøfler af citrongult læder tilbage.

Kassem tog de gule tøfler på og tænkte ved sig selv: „Det er nok Allah, der sender mig disse tøfler, fordi han ved, at jeg længe har ønsket mig et par af den slags. Eller måske er der en eller anden, der er kommet til at tage mine tøfler i stedet for sine egne.“

Men sådan hang det nu slet ikke sammen. De citrongule tøfler tilhørte ingen anden end byens kadi, som endnu var inde i badet. Og Kassems gamle tøfler – dem havde bademesteren skyndt sig at gemme væk i en krog, fordi de stod og forpestede indgangen til badstuen med deres lugt. Senere var han gået hjem og havde glemt at sætte dem på plads igen. Da kadien et øjeblik efter kom ud fra badet, ledte en anden bademester alle vegne efter hans tøfler, men de var ikke til at finde. I stedet for fandt man Kassems store, tunge tøfler. Bademesteren skyndte sig efter Kassem og bragte ham tilbage til badstuen. Kadien fik sine fine gule tøfler, men han sendte Kassem i fængsel, fordi han havde stjålet dem.

For at slippe ud af fængslet måtte Kassem til sin store sorg bruge en masse penge til at bestikke vogterne med, og på den måde slap han fri igen. Nu var han sikker på, at det var tøflerne der var skyld i hans ulykke. Derfor gik han ned til Nilen og kastede dem i floden.

Et par dage efter var der nogle fiskere, der havde stort besvær med at trække et net op; det var meget tungere end det plejede at være. Da de fik det op, så de, at det var Kassems tøfler de havde fået i nettet og tilmed havde de store, grove søm revet det i stykker. De løb hen til Kassem og smed med fuld kraft tøflerne ind i hans butik, hvor de ramte nogle flasker med rosenvand, så de faldt på gulvet og gik i tusinde stykker. Ved dette syn blev Kassem helt fortvivlet og råbte: „I forbandede tøfler, jeg har ikke andet end sorg af jer!“

Han samlede dem op og gik ud i haven med dem og gav sig til at grave et hul for at putte dem derned. Men en af hans naboer, som han var uvenner med, benyttede lejligheden til at hævne sig. Han løb hen til politiet og fortalte, at Kassem var i færd med at skjule en stor skat i sin have. Der blev straks sendt politifolk hen for at hente ham, og det nyttede ikke, at han svor på, at han ikke havde skjult nogen hemmelig skat. Politimesteren vidste nok, hvor rig Kassem var, og han måtte betale en stor sum penge for at slippe fri.

Den stakkels Kassem rev sig i skægget af fortvivlelse og svor på, at nu ville han af med de tøfler, koste hvad det ville. Han bestemte sig til at tage langt ud på landet og kaste dem i en å. Men skæbnen ville, at åen førte tøflerne hen til en vandmølle, og de blev drevet med strømmen ind i hjulene, så møllen gik i stå. Mølleren kom ud for at se, hvad der var i vejen, og fandt de store tøfler, der havde knust de fine tandhjul. Selv helt her ude på landet kendte man Kassems tøfler, og den stakkels købmand måtte betale en masse penge til mølleren for den skade, hans gamle tøfler havde forvoldt. Og samtidigt gav man Kassem hans tøfler tilbage. I sin nød gik han nu op i sin taghave for at tænke over, hvad han skulle gøre. Han havde stillet tøflerne fra sig deroppe, og i det samme kom naboens hund løbende ovre fra sin herres tag. Den tog tøflerne i munden og begyndte at lege med dem. Nu gik det så uheldigt, at hunden tabte en af tøflerne ned på gaden og den faldt lige ned i hovedet på en gammel kone, som gik forbi.

Med sine store søm i kanten var tøflen så tung, at den slog konen ihjel på stedet; hendes familie klagede til kadien og forlangte, at enten skulle Kassem bøde med livet, eller også skulle han betale den største bøde efter loven. Endnu en gang måtte Kassem punge ud, men denne gang havde han taget sin beslutning: Han gik hjem og hentede tøflerne, derefter gik han tilbage til kadien, holdt begge tøfler i hænderne over sit hoved og råbte af sine lungers fulde kraft:

„Høje kadi! Her ser du de tøfler, som er skyld i al min ulykke! Jeg er snart så fattig, at jeg må tigge mit brød på gaden. Jeg beder dig derfor gøre det bekendt for alle i byen, at det ikke længere er mine tøfler; jeg skænker dem til hvem som helst, der vil hente dem, og jeg vil ikke længere have ansvar for de ulykker de forvolder.“ Han kastede tøflerne fra sig midt i retssalen og flygtede på sine bare fødder, mens alle folk lo og holdt sig på maven og morede sig bedre, end de havde gjort i mange år.

1. Det særlige

Måske er der et sted i denne fortælling, der skaber et specielt billede i dit hoved.

• Tegn et særligt sted i fortællingen.

• Tænk over, hvorfor du mon valgte dette sted. Når du har tegnet, skal du sammen med resten af klassen, lægge tegningerne i den rigtige rækkefølge fx i en lang række på gulvet.

Når det bliver din tur til at lægge tegningen, skal du fortælle, hvorfor du har valgt netop dette sted.

• Er der steder i fortællingen, der mangler en tegning, eller kan I klare jer med dem, I har?

• Er der nogen i klassen, der kan fortælle hele historien ved at bruge tegningerne som huskelinje?

2. vendepunkt

1. vendepunkt

Start

Berettermodel

Slut

Første gang, der sker noget særligt i eventyret, kalder vi 1. vendepunkt. Det er det sted, hvor noget sker, så intet bliver som før igen.

I Kassems tøfler er det der, hvor Kassem kommer til at tage de citron gule tøfler i stedet for sine egne gamle grimme tøfler.

2. vendepunkt er det sted, hvor fortællingen er allermest spændende, fordi man ikke ved, om den ender godt eller skidt. Tit er det tæt på slutningen.

I Kassems tøfler er det der, hvor Kassem går til kadien med tøflerne og råber, at han ikke længere vil eje dem.

PLOT.alinea.dk