Lærerens vejledning

I lærervejledningen er det flere gange nævnt at vejledning er et nøgleord i arbejdet med Skrivevejen. At læreren vejleder er en nødvendig forudsætning for at eleverne kan få succes med de enkelte opgaver og dermed få et udbytte af arbejdet der støt og roligt forbedrer deres skrivekompetence. Dette afsnit vil give forslag til hvordan læreren kan vejlede.

Før den frie skrivning Før eleverne på egen hånd skal besvare en opgave i elevhæftet, er det vigtigt at læreren vejleder om hvilke muligheder og krav opgaven rummer. Det kan ske gennem samtaler hvor eleverne og læreren kan komme med forskellige forslag til opgavens løsning. Elever der har vanskeligt ved selv at finde på, kan få inspiration ved at lytte til kammeraternes og lærerens ideer.

Når en ny opgavetype introduceres Hver gang en ny type skriveopgave introduceres, bør opgaven modelleres for eleverne/sammen med dem. At modellere betyder her at eleverne får vist hvordan de kan besvare den nye opgavetype – hvilke krav og muligheder der ligger i opgaven. Fællesskrivning hvor lærer og elever i fælleskab løser en opgave, giver eleverne en ”model” de kan arbejde ud fra. Næste gang eleverne skal skrive opgaver af den type, kan der henvises til opgaven og samtales om hvordan man kan gøre før eleverne starter på egen hånd. Erfaringer viser at langt flere elever end man skulle forvente, har behov for en sådan modellering fra lærerside. Det er nødvendigt for at alle oplever at skrive gode besvarelser og hele tiden udvikler deres skrivekompetence. I lærervejledningen opfordres der flere steder til at man laver en sådan modellering for eleverne. I elevhæftet lærer eleverne flere steder læringsstrategier de kan bruge når de skriver selv. Styrkenotater er et eksempel på en sådan læringsstrategi de kan bruge når de selv skal skrive faktatekster.

Under skrivning Mens eleverne skriver, kan de også have behov for vejledning. Elever der er gået i stå under skrivningen, kan hjælpes i gang igen ved at læreren stiller dem gode spørgsmål – spørgsmål der opstår i øjeblikket og som kan motivere dem til at gøre en yderligere indsats. Spørgsmål der går interesseret og nysgerrigt ind i teksten og tager udgangspunkt i den – Hvad sker der så? Hvad nu hvis . . ? Hvad er årsagen til det? Hvad er der sket før det her? Hvad mener du med det her? og lignende spørgsmål som kan inspirere eleven til at skrive noget mere eller til at skrive noget om. Nogle elever kan have behov for at blive ”skubbet” til at gøre deres arbejde helt færdigt, og hertil er ”de gode spørgsmål” velegnede. Selvfølgelig skal læreren hele tiden have for øje hvilke krav der med rimelighed kan stilles til den enkelte elev, og dermed hvornår læreren og eleven skal være tilfreds. Når læreren følger med i elevernes skrivning, ved læreren normalt også hvad den enkelte elev kan og er ved at lære sig og skal udfordres med.

Efter skrivning Også efter skrivningen skal der vejledes for at hjælpe eleven videre i sin udvikling. De gode elementer fra teksten kan læreren trække frem og rose over for eleven. Måske viser teksten at der er behov for at sætte fokus på et særligt område – i starten af 2. klasse er det fx meget sandsynligt at der stadig er enkelte elever der, når de skriver frit, ikke får alle lyde med i ord, specielt vokaler. Det bør der så sættes fokus på i lærer-elevsamtaler efter de næste skriveopgaver. Hvis der er ord i elevens tekst der mangler vokaler, skal ordene findes, og ved at klappe stavelser skal eleven se at antallet af stavelser og vokaler ikke er ens. Ofte vil eleven kunne se hvad der mangler, og ved at holde fokus på det område et stykke tid vil det som regel komme på plads.

En anden elev er måske ved at være klar til at sætte punktum i sine tekster. I begyndelsen kan læreren i lærer-elevsamtaler efter skrivningen fremhæve at det er en rigtig god tekst, men at man kan blive helt forpustet af at læse den fordi der ikke er brugt punktum til at vise hvor man skal holde pauser. Sammen med eleven kan læreren prøve at finde ud af hvor i teksten der kan sættes punktum. I det næste stykke tid kan læreren hjælpe med at sætte punktum og derefter lade eleven prøve selv. Punktum skal ikke være et krav på dette trin, men mange elever kan i løbet af det sidste halve år i 2. klasse begynde at sætte punktum. I de viste elevarbejder rundt om i lærervejledningen vil det fremgå at enkelte elever sætter punktum. Det har ikke været et krav, men er sket på elevernes eget initiativ.

Individuel vejledning af elever kræver tid og rum, og det kan læreren blandt andet skaffe sig ved at vænne eleverne til at arbejde med skrivemakkere. Hvis eleverne vænnes til at de først prøver selv, og derefter søger hjælp hos makkeren før læreren spørges, giver det læreren mulighed for at fordybe sig med en enkelt elev ad gangen.

Den frie skrivning fylder meget i Skrivevejen, men også arbejdet med ordforråd har høj prioritet. For at kunne skrive godt og udtrykke sig præcist er det nødvendigt med et godt og stort ordforråd. Og det bliver der arbejdet med at give eleverne i Skrivevejen. Eleverne skal få øjnene op for at det er betydningsfuldt at de har et stort ordforråd, og de skal lære hvordan de kan arbejde med at få det. I Skrivevejen er der mange sider med ord og begreber. Ret tidligt i hæftet lærer eleverne hvordan de kan arbejde med at forklare ord, fx ud fra ordkort på kopiark 2. Det arbejde bør fortsættes i klassen også i forbindelse med læsning. Arbejdet med synonymer, antonymer og ord og begreber vil være udfordrende for en del elever som vil have behov for vejledning. De 3 ordklasser, navneord, udsagnsord og tillægsord, introduceres ud fra den vinkel at ordene kan noget forskelligt. Navneord kan give ting navn, udsagnsord fortæller hvad man kan gøre og tillægsord fortæller hvordan nogen eller noget er eller ser ud. I alle 3 ordklasser tages udgangspunkt i en sammenligning med begrebet en skoleklasse. Her er eleverne delt efter alder. Ord er også delt i klasser, ordklasser, men de er delt efter hvad de kan.