
2 minute read
Forord
from Fagsprog i naturfag
by Alinea
Forord af Martin Krabbe Sillasen, VIA University College
Denne bog handler om, hvordan elever opnår naturfaglig viden gennem arbejdet med sproglige genrer i skolens naturfag. Den retter sig primært mod læreruddannere og lærerstuderende, som skal planlægge, gennemføre eller deltage i naturfagsdidaktisk undervisning på professionshøjskoler og universiteter. Men også lærere, der underviser i naturfag, og læsevejledere kan finde inspiration til arbejdet med fagtekster i naturfaglig undervisning.
Bogen er betydningsfuld af to grunde. For det første viser den, at arbejdet med naturfagenes sproglige genrer er vigtigt for elevernes læring, hvis de skal lære at forstå og afkode forskellige mønstre i fagbøger for at blive gode læsere og styrke deres evne til at skrive naturfaglige tekster. Naturvidenskab kommunikeres ikke udelukkende med et verbalt sprog, men består også af andre elementer som f. eks. modeller, formler, symboler, figurer og grafiske elementer – og så selvfølgelig det eksperimentelle-undersøgende arbejde, som er inkluderet indirekte gennem specifikke sproglige genrer som f.eks. forsøgs- og opgavevejledninger. Når elever læser faglige tekster, skal de lære at navigere mellem disse modaliteter for at skabe en sammenhængende mening. For det andet præsenterer bogen viden om sproglige genrer og pædagogiske værktøjer, som sætter lærere, lærerstuderende og læreruddannere i stand til at arbejde med netop elevernes læse- og skrivefaglighed i deres undervisningspraksis.
Bogens indhold er struktureret i to hoveddele. Hvor den første del handler om, hvordan elever kan lære at forstå og afkode faglige tekster, handler den anden del om, hvordan elever kan arbejde med at blive gode skribenter ved hjælp af systemisk funktionel sprogteori.
Bogens første del indeholder: 1) en gennemgang af forskellige tekstgenrer i naturfaglige lærebøger og deres strukturelle opbygning, samt hvordan arbejdet med disse kan understøtte elevernes læring, 2) en præsentation af den systemisk funktionelle sprogmodel som teoretisk grundlag for, hvordan elever kan lære at
bruge sproget aktivt i deres læreproces i sociokulturelle kontekster, og 3) en introduktion til stilladsering på makro-, meso- og mikroniveau for at illustrere, hvordan læreren kan støtte elevernes læringsproces på forskellige niveauer. I tilknytning til stilladseringsbegrebet introduceres en holistisk Teaching Learning Cycle, som både beskæftiger sig med læsning, skrivning og andre processer i undervisning og læring.
Den første del af bogen er særdeles anvendelig for lærere, lærerstuderende og læreruddannere som inspiration til undervisningsaktiviteter med sproglige genrer i naturfagsundervisningen. Den indeholder gode eksempler på, hvordan elever kan arbejde analyserende med forskellige tekster for at forstå genrernes indhold. Afsnittene om den systemisk funktionelle sprogmodel og stilladsering giver et godt læringsteoretisk og didaktisk udgangspunkt for at tilrettelægge og begrunde en læsefaglig undervisning i naturfagene.
Bogens anden del omhandler en mere detaljeret teoretisk gennemgang af de sproglige ressourcer, der er nødvendige for at kunne skrive fagtekster i naturfagene. Denne del henvender sig til lærere, læreruddannere, lærerstuderende og læsevejledere, som vil arbejde mere ambitiøst med elevers konstruktion af naturfaglig viden gennem læse-skrive-processer. Indholdet kan også være en god inspiration for skribenter og forfattere, som skriver fagbøger til naturfagsundervisning, for at forstå, hvordan arbejdet med sproget og sætningskonstruktioner har betydning for elevers læring.
God læselyst!
