3 minute read

Et bæredygtigt arbejdsliv

Mit mål med bogen er at give dig perspektiver på, hvordan du og dine kolleger sammen med jeres ledelse og organisation kan hjælpe hinanden med at forebygge omsorgstræthed ved blandt andet at udvide kapaciteten til at rumme det, du møder i din dagligdag.

Du har på én og samme tid verdens bedste og verdens hårdeste arbejde rent følelsesmæssigt, fordi du er på arbejde med hele dig.

Faglighed fungerer som et filter eller et skjold, og det er en måde at holde din praksis ud i strakt arm, men når du beskæftiger dig med patienter, borgere eller børn, og især hvis det er over længere tid, er det naturligt, at du bliver følelsesmæssigt involveret. Det er godt, så længe du er opmærksom på og bevidst om, hvordan du regulerer dig selv for at skabe balance, og samtidig forstår, hvilke følelser der er dine, og hvilke der hører til hos den anden. En pointe, som uddybes i bogens tredje princip.

Bogen igennem vil jeg give dig konkrete redskaber til at håndtere risikoen for omsorgstræthed i dit arbejde, fordi jeg ønsker, at du kan holde på den lange bane.

Et bæredygtigt arbejdsliv

Du skal kunne holde til dit arbejde i mange år. Det kræver, at du lærer at håndtere det, du møder, så du ikke brænder ud. Du må tage din omsorg for dig selv og dine egne grænser alvorligt og lære at reagere på det, du mærker, med compassion.

Faglighed og professionalitet er naturligvis afgørende i udførelsen af dit fag. Det tilbyder dig konkret viden og redskaber i hverdagen til at håndtere forskellige situationer. Men uanset hvor stor din metodiske og teoretiske rygsæk er, vil der være situationer, hvor både metoderne og teorien slipper op. Det vil jeg kalde den menneskelige faktor.

Den menneskelige faktor beskriver det forhold, at du også i dit arbejde er et menneske med følelser, ønsker, intentioner og personlighed.

Du bærer noget med dig, som også har indflydelse på, hvordan du udfører dit arbejde, selv om du har de samme redskaber til rådighed som dine kolleger. Det gør dig sårbar og uperfekt, præcis som alle andre, men du er samtidig ansvarlig for selv at forvalte både din professionalitet og den mere personlige del af dit arbejdsliv.

Naturligvis betyder de officielle rammer og arbejdsvilkår en hel del, men der er også meget, du og dine kolleger kan hjælpe hinanden med. For medfølelse og empati er ikke gratis. Det kommer med en pris, som ud over din faglighed kræver, at du har redskaber til at håndtere arbejdspres, følelser og samarbejde med kolleger og leder og samtidig kan skelne mellem det, du har kontrol over, og det, du ikke kan ændre på.

Ingen ved, hvad der sker i morgen eller onsdag i næste uge eller om et halvt år. Det er et vilkår ikke bare for dig, men for alle mennesker, og alligevel arbejder du med mål og planer for handling i dit professionelle virke. Har du bare en smule erfaring, ved du, at mennesker er uforudsigelige, og at ting ofte tager meget længere tid, end du havde regnet med. Trods alle gode intentioner er det ikke givet, at du kommer i mål med opgaven på den ønskede tid. Derfor er en del af det bæredygtige arbejdsliv også at overgive dig til usikkerheden og forstå, at der er meget, du ikke kan kontrollere, og meget, du ikke ved.

Præcis som livet i det hele taget er arbejdslivet fyldt med op- og nedture. Men hvis du skal kunne holde til dit arbejdsliv, må der være flere dage, hvor arbejdsglæden står forrest, hvor du udviser compassion over for dine medmennesker, og hvor du går hjem fra arbejde med en følelse af tilfredshed, end dage, hvor du er udmattet og følelsesmæssigt slidt.

This article is from: