1 minute read
Bogens målgruppe
from Omsorgstræthed
by Alinea
Jeg har desuden orienteret mig i arbejde af psykolog Rikke Høgsted, der beskæftiger sig med belastningspsykologi, erhvervspsykolog Stine Reintoft, som arbejder med det gode samarbejde, og Lotte Svalgaard, som forsker i organisationspsykologi. Ligeledes trækker jeg på viden fra psykolog Dorthe Birkmose, som blandt andet beskæftiger sig med forråelse og de tegn, der kan være på, at medarbejdere er ved at løbe tør for omsorg.
Fra en neuropsykologisk retning inddrager jeg viden fra psykolog Tania Singer, som i sin forskning undersøger, hvilken rolle empati spiller i forhold til omsorgstræthed. I samme spor ligger professor emeritus fra Yale University Paul Bloom og hans forskning i empati. Sidst, men ikke mindst bidrager den norske psykolog Per Isdal med viden om, hvordan medfølelse og empati i professionelle sammenhænge kommer med en pris.
Dertil kommer naturligvis mange andre stemmer, som introduceres undervejs i bogen, og som alle giver en mere dybdegående forståelse af begrebet omsorgstræthed med det formål at finde veje til at forebygge.
Bogens målgruppe
Jeg skriver til dig, der arbejder med mennesker. Dig, som er en af de såkaldt omsorgsprofessionelle. Måske er du sygeplejerske, pædagog, social- og sundhedsmedarbejder, socialrådgiver, lærer eller leder eller noget helt syvende. Fællesnævneren er, at andres velbefindende er afhængigt af, hvordan du udfører dit arbejde. For mig at se har du valgt den mest meningsfulde måde at være professionel på, fordi du kan gøre en direkte forskel for det menneske, du står over for. Samtidig bringer du din egen menneskelighed og sårbarhed med ind i arbejdet, fordi relationen og din evne til at skabe en forbindelse er afgørende for udfaldet af din indsats.