Bogens opbygning

8 og 9). I andre kapitler de neres leg som en særlig kommunikationsform, hvor somom-relationen er bærende (kap. 4, 5 og 15). Begge disse de nitioner åbner for at forholde sig kritisk til legekoncepter – i det omfang koncepterne ikke tager højde for henholdsvis børns subjektive meningsdannelse i legen eller for legens ustyrlighed og evne til at udvikle regler inde fra legen selv. I ertallet af kapitlerne undersøges det empirisk, hvordan leg italesættes og meningstilskrives, enten aktuelt eller historisk. I disse kapitler de neres leg således ikke teoretisk, men det undersøges, hvad leg er og bliver til, når den italesættes eller udfoldes. Dermed gør analyserne det muligt at forholde sig kritisk til legekoncepter ved enten at tilbyde alternative forståelser af leg og/eller ved at tilbyde en afselvfølgeliggørende analyse af de aktuelle forståelser af leg. De sidste tre kapitler gør det muligt at forholde sig kritisk til aktuelle legetiltag ved at pege på, at de o e mangler værdier som fællesskab, nærvær og nydelse.

Bogens ambition er at gøre det muligt at diskutere, hvad der kommer på spil, når leg bliver et imperativ. Med analyserne håber vi at give sprog til de paradokser og dilemmaer såvel som muligheder, der angår legen og dens relation til andre aktiviteter og formål. Forhåbentlig et sprog, som pædagogiske professionelle og andre fagfolk kan have gavn af for at kunne forholde sig både begejstret og kritisk og re ekteret til den aktuelle vilje til investering i leg. Vi håber, at bogen vil være af almen interesse, men regner med, at den især er interessant for studerende, praktikere og forskere inden for pædagogik, uddannelse og ledelse af disse.

Inden vi præsenterer bogens dele og kapitler, vil vi takke to af de vigtigste læsere, som har bidraget til at kvali cere bogens kapitler. Det er pædagogisk leder og ph.d. Helle Bjerg og tidligere børnehaveleder Jytte Hare. De hjalp os med at knappe bukserne og komme ud og lege!

Bogens opbygning

Antologiens bidrag er opdelt i tre dele, der organiserer belysningen af legens aktualitet i pædagogiske og andre sammenhænge.

Del 1. Leg er ikke bare leg: Historiske vinkler Antologiens første del tilbyder historiske vinkler på de aktuelle forståelser af og idealer om leg. Analyserne gør det tydeligt, at de aktuelle forståelser og idealer ikke er selvfølgelige, men har en omstridt historisk herkomst. På hver deres måde giver kapitlerne mulighed for at forholde sig til de legetiltag og forståelser af leg, som gør sig gældende i dag.

Jens Erik Kristensen viser i sit kapitel, ”Leg i den pædagogiske idehistorie”, hvordan leg siden antikken har været et tilbagevendende og rigt varieret tema i den pædagogiske tænknings historie. Legen er blevet tillagt helt forskellige betydninger, funktioner og værdiladninger fra dannelse, naturlig selvudfoldelse, motivation, rekreation og moralsk fordærv til moralsk træning, og samtidig er der nogle dualismer, som er tilbagevendende i den pædagogiske idehistorie. Dualismer mellem formålsrettet og formålsløs, mellem spontan og tilrettelagt, mellem fri og kontrolleret leg. I et idehistorisk og aktualiserende perspektiv opsporer kapitlet således nogle af de aktuelle dualismer og paradokser vedrørende leg, som der peges på i andre af antologiens kapitler.

Ning de Coninck-Smith viser i sit kapitel, ”Børn, fri leg og demokrati”, at det håb, der knyttede sig til (store og små) børns leg i 1940’erne, handlede om det fremtidige, demokratiske samfund. Skrammellegepladsen blev opfundet i 1943 og skulle give børnene mulighed for at udvikle sig til demokratiske medborgere ved at øve sig gennem leg. Med brædder, dæk, søm, spader, en stor grund og hundredvis af børn var der lagt op til kaos, rod, kon ikter – og diskussioner blandt de voksne af, hvor frie og skabende børn skulle have lov til at være, og hvordan børnene bedst blev dannet til ansvarlige demokrater. Kapitlet gør det tydeligt, at legen længe har været genstand for voksnes ambitioner på legens og børnenes vegne, men at indholdet i ambitionerne og synet på barnet er ski et radikalt over tid.

Jens Erik Kristensen og Johan Bundgaard Nielsen viser i deres kapitel ”Fri leg og beskæ igelse – leg i dagtilbud og på pædagoguddannelsen 1992-2020”, hvordan leg de seneste år har fået en massiv, men ertydig renæssance i love og bekendtgørelser for både dagtilbud og pædagoguddannelsen. Med afsæt i kapitel 1 og et historisk tilbageblik på danske børnehaver og pædagoguddannelser og sondringen mellem fri (børneinitieret) leg og (vokseninitieret) beskæ igelse viser kapitlet, at det ikke altid har været selvfølgeligt at koble leg til læring. Kapitlet tilbyder således et blik for, at det nye fokus på leg er et tegn på, at legen ikke længere er selvfølgelig i pædagogfaget, og at der bag ambitionerne om at gøre legen til det grundlæggende i dagtilbud også er ambitioner om at få styr på legen, så den kan bidrage til læring, trivsel og dannelse i ordnede og målrettede former.

Niels Åkerstrøm Andersen tilbyder i kapitlet ”Leg som social immunmekanisme i o entlige organisationer” en historisk kontekst for at forstå leg i o entlige organisationer. Den o entlige forvaltning ser i dag legen som frugtbar, fordi den hindrer strukturer i at stivne. Legen kan sikre eksibilitet og innovation, fordi den hele tiden peger på, at tingene kunne være anderledes og dermed opløser selvfølgeligheder. Det kan være selvfølgeligheder om opgavefordelinger, roller, rettigheder, faglig autoritet, viden mv. Kapitlet tilbyder også en advarsel om, at der smides meget ud med badevandet, når leg vinder indpas og bruges strategisk i den o entlige forvaltning. Ikke

bare retssikkerhed og professionel viden, men også kritik og kon ikt får svære vilkår, når ’vi bare leger’.

Del 2. Der sættes noget på spil, når vi skal lege Bogens anden del tilbyder empiriske analyser af en række aktuelle legetiltag og -diskurser. Kapitlerne er tematisk organiseret, så de første tre handler om leg i skolen, de næste tre om leg i daginstitutionerne og de sidste re om leg (alle med analyser af konceptet Playful Learning) i professionsuddannelse.

I deres kapitel, ”Sjov, snyd og fejl. Er det leg, når vi leger i undervisningen?”, tilbyder Søren Christensen og Hanne Knudsen med afsæt i Gregory Batesons overvejelser om leg som metakommunikation nogle forstyrrende spørgsmål, som undervisere kan stille til brugen af legende elementer i undervisningen: Snyder jeg? Åbner jeg for konkurrence? Lukker jeg for nysgerrighed på viden? At de nere leg som metakommunikation tager legens ustyrlighed og som-om-relation til virkeligheden alvorligt og giver bl.a. blik for, at gami cation og anden ’legegørelse’ faktisk ikke er leg, men bare leger, at det er leg.

Hanne Knudsen, Niels Åkerstrøm Andersen og Jette Sandager analyserer i kapitlet ”Du bør drømme om alt, hvad du kan blive. Og blive alt, hvad du drømmer om” et legeevent fra den danske folkeskole. Analysen tager afsæt i, at uddannelse traditionelt handler om at realisere barnets potentialer, og viser dernæst, at legeevents som f.eks. FIRST LEGO League ikke handler om at realisere potentialer – men om at gøre børnene bevidste om potentialerne. Barnet forventes ikke at orientere sig e er at blive til noget eller nogen, men i stedet e er konstant at afsøge muligheder og ikke lægge sig fast på et valg. Kapitlet tilbyder blik for, at leg i denne sammenhæng bliver et middel til potentialisering, samt for, at idealet om at afsøge muligheder frem for at realisere dem kommer med en pris.

Helle Marie Skovbjerg tager os i kapitlet ”Lærerig leg og fri leg: En samtidsdiagnostik i to spor” med ud blandt (skole)pædagoger og ordlege i den reformerede folkeskole. Kapitlet gør os klogere på, hvordan idealet om fri leg stadig lever blandt pædagoger, også selvom de er blevet skolepædagoger. Kapitlet anser dette ideal for problematisk, fordi det pædagogiske handlerum og ansvar forsvinder, hvis legen skal være fri. Skolepædagogerne har også et ideal om lærerig leg, som kapitlet beskriver som problematisk, fordi den udgrænser børnenes egne udforskninger. Kapitlet argumenterer for, at pædagog- og lærerstuderende som en del af deres fagprofession bør have viden om leg, og at den viden bør være en del af kompetence- og læringsmålene på uddannelserne.

Pernille Hviid og Jakob Waag Villadsens kapitel, ”Leg, mening og imitation – et udviklingspsykologisk perspektiv på leg i dag(-tilbud)”, trækker på en udviklings-

psykologisk forståelse af leg som en særlig mulighed for, at subjektet kan forbinde sig med sin omverden gennem imitation. Børn e erligner igen og igen noget i deres omverden, som de gerne vil absorbere. Kapitlet tilbyder dermed en teoretisk baseret kritik af aktuelle pædagogiske programmer som De Utrolige År og Dino-klassen, som imiterer leg for at fremme læring og særligt udviklingen af sociale kompetencer. Med blik for børns måder at skabe mening i det, der foregår, viser Hviid og Villadsen, hvordan de pædagogiske programmers meningsskabelse spænder ben for børnenes subjektive engagementer og dermed på sigt kan hindre den udvikling af sociale kompetencer, som programmerne ellers søger at fremme.

Ditte Winther-Lindqvist undersøger i kapitlet ”Vi skal lege – eller ska’ vi?” betingelserne for at fremme leg i daginstitutioner, uden at legen slår over i pligt. Kapitlet tager afsæt i, at leg ikke i samme grad som hidtil kommer af sig selv, fordi børn ikke længere lærer at lege af de større børn i aldersintegrerede sammenhænge, og fordi tiden o e prioriteres på andre aktiviteter end leg. Børns fordybede og varierede leg er derfor blevet en pædagogisk udfordring, som de pædagogisk professionelle har fået til opgave at bidrage til. Det kan lykkes i det omfang, at de voksne formår at skubbe krav om at bevare overblikket og andre opgaver lidt i baggrunden og hengive sig til leg. Kapitlet tilbyder analyse af de dilemmaer, der følger, når de voksne prøver at fremme børns leg, ligesom det med afsæt i projektet Levende Legekultur kommer med bud på, hvordan de voksne kan berige børns leg på en lystfuld måde.

Kristine Bagge Kousholtog Ann-Kristine Nielsen viser i kapitlet ”Når legen i naturen skal være sund”, at leg i aktuelle diskurser knyttes sammen med bevægelse, sundhed, udforskning, science, eksperimenter og natur. Diskurserne gør legen alvorlig og formålsrettet, og legen bliver både fremtidsoptimerende og skrøbelig. På baggrund af et etnogra sk studie af børn i roterende børnehaver vises det, at legemuligheder a ænger af konteksten (daginstitution, bus, skov) og af iagttageren. I børnenes fortællinger er det således andre logikker end sundhed og naturvidenskabelig udforskning – f.eks. venner, sjove lege, kvalme – som træder i forgrunden. Kapitlet viser, hvordan det pædagogiske personale ansvarliggøres på nye måder og kommer på arbejde i mødet mellem aktuelle diskurser om legens dobbeltheder og positivitet og de praktiske betingelser for hverdagsliv og konkrete børn.

Hanne Knudsen og Lisa Rosén Rasmussen undersøger i kapitlet ”Et didaktisk paradigmeski ? Utopien om legende læring” Playful Learning, som er et udviklingstiltag på lærer- og pædagoguddannelserne. Kapitlet viser, at utopien i Playful Learning involverer et begær e er det anderledes, det nye og selve den konstante transformation. Når didaktikken kobles til leg og gøres ’legende’, sker det, ved at underviserne ’skal prøve noget vildt’ og ’sætte sig selv på spil’. Når utopien aktualiseres, får legen form af stemninger og materialer som perler, saks, papir, lykkehjul, dukker og rutsjebaner. I praksis kan der dog også snige sig undervisning og faglighed ind, når lykke-

hjulet drejes. Kapitlet tilbyder blik for, at Playful Learning leger med, hvad undervisning, relationen studerende/underviser og selve målet med uddannelse er.

Lars Dahl Pedersen samarbejder som led i sin egen deltagelse i Playful Learning med undervisere om at få studerende på pædagoguddannelsen til at danse. Han undersøger i kapitlet ”Legens (u)mulige koreogra er på pædagoguddannelsen”, hvorfor de pædagogstuderende ikke vil lege med, når de skal træde frem i legende bevægelsesmønstre – og han forskyder spørgsmålet til også at handle om, hvorfor der er en ambition om, at de skal lege. Kapitlet tilbyder en forståelse for, at leg er blevet uselvfølgeligt i en akademiseret pædagoguddannelse, hvor de unge siger nej til det, de ikke oplever at kunne perfekt. Kapitlet tilbyder også et håb om, at der kan opstå produktive brydninger og muligheder, når underviseren inviterer til leg, og de studerende takker nej.

Søren Hørning Hansen argumenterer i kapitlet ”Øvelse forøger vores evne til at lege” for, at øvelse gør mester – også når det gælder leg. Med udgangspunkt i et empirisk eksempel med et rollespil på læreruddannelsen forsøger han at forstå leg og øvelse som forskellige aktivitetsformer. Han argumenterer for, at leg og øvelse adskiller sig i forhold til både opmærksomhed og sociale normer: at leg er kendetegnet ved ’stimulusbetinget opmærksomhed’ og ’normudforskning’, mens øvelse er mere kendetegnet ved ’kontrolleret opmærksomhed’ og ’normstræben’. På den baggrund afrunder han med at argumentere for, at øvelse forøger vores evne til at lege, og at øvelse på den måde er et vigtigt element i at få legende tilgange i pædagogiske kontekster til at lykkes.

Kim Hol od undersøger i kapitlet ”Legende let? Nye mulighedsrum i legende samarbejde mellem pædagog- og læreruddannelsen”, hvordan der på professionsuddannelserne arbejdes med at udvikle viden om andre professioners viden og problemforståelser for at skabe grobund for tværprofessionelt samarbejde e er endt uddannelse. Kapitlet tager afsæt i et undervisningsforløb på første år af lærer- og pædagoguddannelsen, hvor de studerende diskuterer ktive cases og leger med konstruktionslege og rollelege for at få blik for hinandens fagligheder. Kapitlet viser dels, at undervisere og studerende oplever de legende tilgange som både meningsfulde og udfordrende, og dels at der er et skisma i at opbygge roller og nå faglige læringsmål, når studerende på samme tid skal opløse fagligheder i mødet med de andres faglighed.

Del 3. Legens genkomst og potentialer I den tredje blok har vi samlet de bidrag, som har fokus på de mulige og påståede potentialer i leg. Der er ikke tale om en entydig besyngelse af legens genkomst og potentiale, men om analyser og diagnoser af de måder, hvorpå leg kommer igen, tillægges værdi og bliver reaktualiseret i forskellige sammenhænge.