Indledning

Der knyttes meget håb til leg i disse år, og legekoncepter i mange udgaver dukker op inden for pædagogik, uddannelse og o entlig ledelse. Rammesat ustyrlighed og modige deltagelsesformer skal sikre, at vi tænker ud af boksen, legende læring skal sikre, at vi er kreative og motiverede for læring, og kunstnere på besøg i daginstitutionerne skal sikre, at også de små børn får deres legeinspiration, selvom pædagogerne har for travlt til at lege. Sanserne skal vækkes, stemningen være i top og atmosfæren åben for forandring. Leg er kort sagt blevet et af tidens selvfølgelige og uantastelige plusord, og der er næsten ingen grænser for, hvilke forventninger der knyttes til legen og det legende.

I denne bog undersøger vi, hvordan og hvorfor det i dag er blevet muligt at sige ”leg!” – altså i bydeform. Bogen er en invitation til både begejstring og e ertanke, og det overordnede budskab er, at leg kan sætte mere på spil, end man måske skulle tro. Med bogen undersøger vi således, hvad der er i spil og bliver sat på spil, når børn, undervisere, pædagoger, forskere og ledere skal lege. Vi gør det med et glimt i øjet og i en kærlig kritisk tone, som vi håber kan invitere til at overveje og diskutere, hvad det egentlig er, legen og ’det legende’ kan, skal – og gør.

Legen selv er blandt det, som kommer på spil. Der er noget paradoksalt i at skulle lege eller at skulle ville lege. I både den brede kulturhistorie og i den pædagogiske idehistorie er leg nemlig blevet betragtet som et fænomen, der ikke blot er forbundet med noget spontant, frivilligt, lystfyldt og fornøjeligt, men også som en fri aktivitet, der har sit formål i sig selv og ikke er rettet mod eller spændt for ydre formål (Huizinga 1963). Der er en del aktuel forskning, som peger på, at legen har brug for beskyttelse, hvis den fortsat skal være leg og ikke blot et alsidigt anvendeligt middel til

andre formål end sig selv (Dansk Pædagogisk Tidsskri 2017; BUKS 2018; 2019; Sønnichsen & Jørgensen 2019; Ahrenkiel & Kampmann 2022). Et gennemgående fokus i denne bog er den spænding, der historisk og aktuelt er opstået mellem fri og formålsrettet leg. For paradoksalt nok er det o e netop legens frihed og ustyrlighed, der for indeværende investeres i, samtidig med at legen åbenlyst og uhæmmet søges anvendt til at fremme en række nye eksterne formål, der i princippet dementerer legens frie og formålsløse karakter. Leg ses som dét, der kan repræsentere og aktivere ’det andet’, det, der hverken er skole, undervisning, arbejde eller rutine. Legens frie ustyrlighed er således på en gang attraktiv og uopnåelig, men udfordres af forsøget på at styre og anvende den til andre formål. Det, der kunne hoppe og danse, drille, olle og sprælle, ændrer form og farve, når det trækkes ind og får et ”skal” foran. Aktuelle legetiltag og former for ’gami cation’, som ellers søger at fremme leg, risikerer således at true eller i hvert fald at sætte selve ideen om leg på spil – eller at lege med legen, om man vil.

I bogen At skulle ville. Om motivationsarbejde og motivationens tilblivelse og e ekter (Kousholt m. . 2019) diskuterede nogle af forfatterne bag denne udgivelse det paradoksale i ’motivationsarbejde’. Altså det selvmodsigende i at arbejde med motivation for at få mennesker til selv at ville det, som de i forvejen skal, eller som andre vil have dem til at gøre. Bogen undersøgte, hvordan man som ’motivationsarbejder’ henvender sig til den, der mangler vilje, hvis man anser manglende vilje som problemet. Skal man sige: ”Du skal selv ville det, du skal – frivilligt!”? Også i den bog, du sidder med nu, er vi ude e er selvmodsigelser og paradokser. Denne gang handler det også om at skulle ville, men i høj grad også om at ville lege begejstret. Vi foreslår således, at et centralt budskab i pædagogik og uddannelse disse år er: ”Du skal lege – begejstret!”.

Forsidebilledet er et foto af kunstværket Powerless Structures, Fig. 101 af kunstnerduoen Elmgreen og Dragset. Kunstværket er en form for rytterstatue, som ganske vist er i bronze og står på en piedestal, men ulig traditionelle rytterstatuer ikke forestiller en konge eller krigsherre, som sidder på hesten og berømmes for sine sejre. I stedet er det et barn, som sidder på sin gyngehest og begejstret slår ud med armen. Snarere end at anerkende fortidens magtfulde sejrherrer anerkender Powerless Structures, Fig. 101 barnet, begejstringen og legen. Det er et visuelt udsagn, som fejrer forventning og fremtid frem for at glori cere fortiden. Vi har valgt denne illustration til bogens forside, fordi vi mener, den rammer tidens idealisering af legen, fantasien, begejstringen, fremtiden og mulighederne. Og fordi vi med denne bog både ønsker at bidrage til denne glori cering og glædes over, at rytterstatuen af i dag ikke selvfølgeligt fejrer krig og sætter sejr i et modsætningsforhold til nederlag. Men vi ønsker også at gøre det muligt at forholde sig kritisk til idealiseringen af leg, fordi leg i praksis ikke står i et simpelt modsætningsforhold til magt, tvang og styring, som vi viser i en

del af bogens analyser. Hvis vi kunne give forsideillustrationen en ny titel, skulle det være Structureless powers. Fejringen af fremtiden, af legen, af begejstringen og af barnet eller medarbejderen som potentiale, sådan som det sker i mange af de aktuelle italesættelser og praktiseringer af leg i pædagogiske sammenhænge, står ikke i modsætning til magt, men involverer også forskellige former for magt.

Det er således ikke kun legen, der kommer i og på spil, når der skal leges. I mange af legetiltagene er det ’rutiner’, man er ude e er, og leg laver løjer med ’plejer’. Rutiner, strukturer, meningsdannelse og erfaringer bliver sat på spil i de legende tilgange. Antologiens analyser viser således, at også undervisning, omsorg, professionsviden, ledelse, vilje, uddannelse, følelser, retssikkerhed og socialisering bliver udfordret og twistet, når leg bliver pligt. Legekonceptet Rødhætte og Ulven leger både med, hvad der er god pædagogik, og med børnenes leg og meningsskabelse (kap. 8). Når børnehavebørn skal lege, at de sætter ulvespor med maling under fødderne på et stort stykke papir, er de med på legen et langt stykke; lige indtil det ikke længere giver mening for dem. Udviklingsprojektet Playful Learning sætter undervisning på spil og skaber spændinger mellem på den ene side programmets fejring af tilfældighed og overskridelse og på den anden side undervisernes erfaringer og fokus på tilrettelæggelse af undervisning (kap. 11). FIRST LEGO League anråber skolebørnene som fremtidens Star Wars-helte, der kan redde galaksen, og inviterer dem til at se sig selv som en forandringskra , der konstant skal udforske sit eget ubegrænsede potentiale (kap. 6). Nogle af de grundlæggende kategorier og spørgsmål om, hvordan børn udvikler sig, hvad der er god pædagogik og undervisning, og hvad der er målet med uddannelse, bliver således åbnet på nye måder med de forskellige legekoncepter og ambitioner. Det er der muligheder i, bl.a. for sjov, glæde, nye indsigter, nye subjektiveringsformer, men også risici, der er forbundet med det at overhøre andres meningsskabelser, opløse roller og negere negativitet.

Leg er de seneste årtier blevet studeret fra mange vinkler. Med den meget brede pensel har interessen bl.a. handlet om leg som et loso sk, ide- eller kulturhistorisk og æstetisk fænomen (Tu 1999; Karo & Jessen 2014; Møller 2010), som vigtig for børns psykologiske udvikling (Power 1999; Sommer 2020; Winther-Lindqvist 2020), som noget, børn oplever og tilskriver mening (Botelho & Hansen 2017; Gulløv 1999; Hviid 2001; Sønnichsen & Jørgensen 2019), som forskellig fra og i samspil med spil og gami cation i læringssammenhænge (Hanghøj m. . 2021) samt som et fænomen, organisationer og o entlige forvaltninger trækker på for at skabe innovation og forandring (Andersen 2008; Butler m. . 2011; Hjort m. . 2018).

Kapitlerne i denne bog er skrevet ud fra en række fagligheder som psykologi, idehistorie, historie, sociologi og antropologi og dermed også ud fra forskellige forståelser af leg. Det betyder, at vi ikke har én gennemgående de nition af, hvad leg er. Nogle af kapitlerne har et udviklingspsykologisk blik på leg, hvor leg er barnets leg (kap.