4 minute read

Forord

I august 2021 sagde jeg mit job op som administrerende direktør i en international tech-startup. Jeg forlod min mangeårige identitet som direktør og blev nu blot Louise – helt nøgent og sårbart. Uden at kende næste skridt. Det var den bedste beslutning, jeg kunne tage. Den gav mig en pause med plads til refleksion og aflæring og tid til at mærke efter. Det hjalp mig med at træde væk fra mit egos stærke stemme og taktstok.

Denne bog indeholder mange personlige beretninger fra mit liv i tech-branchen og mit liv i topledelse. Jeg er fuldt bevidst om, at bogen er baseret på mine betragtninger, og at andre handler og leder ud fra den overbevisning, der føles rigtig for dem. Når jeg beskriver episoder fra mit eget arbejdsliv, er de derfor anonymiserede. De navne, der indgår i bogen, er til gengæld navne på personer, der har udtalt sig offentligt eller givet deres tilladelse til at medvirke i bogen.

Når det er sagt, får jeg lyst til at citere et af mine yndlingscitater fra Antoine de Saint-Exupérys Den lille prins: ”Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det, som er vigtigst, er ikke synligt” (1943). Det kan føles og mærkes, men ikke nødvendigvis ses, måles og vejes. Jeg bruger således min egen historie og trækker på dét, jeg har følt i hjertet undervejs.

Men Lederskabet i balance er ikke kun en personlig ledelsesberetning. Den har også et helikopterperspektiv og kortlægger den tendens, der lige nu skubber vores samfund, virksomheder og mennesker mod mere meningsfulde arbejdsliv.

Vi står midt i en brydningstid, midt i et fundamentalt perspektivskifte, der gør noget ved vores vaner og normative forestilling om, hvordan et arbejdsliv leves, og hvordan et lederskab forvaltes. Det indebærer en bevægelse mod et regenerativt – det vil sige et opbyggende, energiskabende og livgivende – lederskab og en bevægelse mod det, der bliver kaldt den femte industrielle revolution, men som jeg personligt betragter som en evolution til mere bæredygtige arbejdslivsmodeller.

I bogen beskriver jeg bevægelsen ud fra tre væsentlige skift i lederskabet:

• Mindre kontrol, mere hjerte • Mindre travlhed, flere pauser • Færre møder, mere nærvær.

Bogens formål er at få lederskabet tilbage i balance. Det kræver, at vi sammen tager det ansvar, som det kræver at sadle om i vores forståelse af vækst og virksomhedsledelse, og tager et aktivt valg om at ændre vores arbejdslivsstrukturer fra travlhed, møder og kontrol mod pauser, nærvær og hjerte.

Det er grunden til, at jeg sidder her en kold og blæsende dag i foråret 2022 og taster løs på min computer for at skrive denne bog. Jeg håber, at det paradigmeskifte, som man kan ane slå sprækker i de bonede gulve på direk-

tions- og bestyrelsesgangene, vil bane vejen for en fremtid, hvor vi sætter tempoet ned og skaber et arbejdsmarked med mening, mangfoldighed og balance. Og bogen er mit bidrag til den udvikling.

Det er min ambition med bogen, at den skal tydeliggøre udfordringerne i arbejdslivet og ubalancen i vores lederskab og give bud på, hvilke skridt der kan flytte os mod den femte industrielle (r)evolution, hvor hjertets fornemmelser bliver anset for lige så vigtige som fornuftens rationale.

Bogen er ikke en ”how to”-bog med udførlige tjeklister og best practices, men den indeholder inspiration, opmærksomhedspunkter og konkrete forslag til handling, som bygger på mine erfaringer med at implementere og integrere forskellige regenerative ledelsesprincipper. Ligesom forskellige cases fra mit lederskab bringes i spil for at understrege nødvendigheden af at skifte ledelsesfokus og logik. Som læser bliver du således opfordret til at gøre dig dine egne refleksioner og til at afprøve det regenerative lederskab i praksis.

Jeg har brugt det meste af de sidste to år på at læse, diskutere, drøfte og indsamle viden om det paradigmeskifte, der finder sted i arbejdslivet. Det er foregået sammen med gode mennesker på Salon Højbro Plads, som også har dannet rammerne for nye inspirationskilder og stærke partnerskaber, blandt andet i form af samtalesaloner og podcasten Det meningsfulde arbejdsliv.

Denne bog opsamler mine betragtninger på og erfaringer med et lederskab i balance set i spændingsfeltet mellem nye samfundsøkonomiske teorier, forskning i organisations-

strukturer og ledelsesmodeller, kvantefysik, hjerneforskning og psykologi. For intet kan leve isoleret, ej heller fungere alene. Alt skal ses og forstås fra et helhedsperspektiv.

De arbejdslivsstrukturer, vi lever under, er lavet og udtænkt af mennesker i fortiden. Kun mennesker i nutiden kan skabe ændringen, og det kan kun ske ved at gå sammen, støtte op og tydeligt sige fra over for drænende ledelse og en opslidende arbejdskultur.

God læselyst Louise Sparf

Der er ingen større trussel mod kritikerne og kynikerne og dem der skaber frygt End de af os der er villige til at falde For vi har lært at rejse os

Med skrabede knæ og skrammede hjerter; Vi vælger at acceptere vores historier om vanskeligheder Frem for at gemme os, fuppe, lade som om.

Brené Brown (2017)

This article is from: