En personlig fortælling om (af)magt og afveje

Udenfor pisker regnen ned. Det er dansk sommervejr, når det er er værst. Indenfor – på bagsædet af en taxa – sidder jeg stortudende. Jeg græder lige så fortvivlet og voldsomt som viskerne, der farer hastigt hen over forruden.

Taxachaufføren kigger nervøst på mig. Han er bekymret. Jeg kan se det i hans øjne, og han siger forsigtigt: ”Hvis du ikke kan huske adressen, hvor skal jeg så køre dig hen?” Shit, tænker jeg. Han tror, at jeg er stukket af fra ”den lukkede”. At jeg har mistet min forstand.

Måske føles det også lidt sådan. I hvert fald fortæller min krop mig tydeligt, at jeg har handlet i uoverensstemmelse med mine værdier og har glemt at lytte til mit indre kompas.

Få timer forinden har jeg kysset min datter og min mand farvel i Valencia lufthavn. Jeg har afbrudt vores ferie for at tage hjem – og arbejde! Fordi jeg ville vise mine omgivelser, at jeg var vigtig, at jeg kunne udrette noget, gøre en forskel.

Jeg var i starten af 30’erne, ung, ambitiøs og på vej op ad karrierestigen i færd med at bryde det berømte glasloft. Jeg afbrød min ferie, fløj hjem fra Spanien for at være med til at søsætte et it-system, som nok kom til at sætte sit præg

på historien i dansk offentlig digitalisering – om end noget mere udskældt, end vi havde forventet. Men det er ikke pointen. Pointen er, at ingen er uundværlige, og at det blot var en arbejdsopgave, et projekt, som var blevet udskudt i mange år, og som pludselig karambolerede med min ferie. Jeg skulle have trykket på den store pyt-knap og fået at vide fra min arbejdsplads, at ferie og familie naturligvis kommer først. Men jeg var bange for at gå glip, bange for at blive overset, bange for at være uundværlig. Og ledelsen bifaldt min beslutning, for hvordan kunne de gøre andet? De var selv kommet frem ad samme vej som mig: fremad og opad.

Heldigvis fortalte min krop mig, at jeg havde valgt forkert – at jeg havde lyttet til min logiske og rationelle hjerne og overhørt mit hjerte. Mere tydeligt kunne jeg ikke få beskeden: Jeg stod af på den forkerte s-togstation og tog taxaen til den forkerte adresse. Alt skreg: Du handler forkert! FORKERT.

Lad mig stille dig et spørgsmål til refleksion: Har du lagt mærke til, om din krop giver dig signaler og budskaber, som du overhører og ikke lytter opmærksomt til?

Måske hører du dem ikke, fordi du har travlt med at gøre karriere, stille dig til rådighed og vise, at du er en god og loyal medarbejder, der kan tage en for holdet.

Jeg kan ikke huske, hvor længe min krop og mit hjerte havde forsøgt at få mig i tale, men under taxaturen var jeg ikke i tvivl om deres budskab. Jeg var på vej et forkert sted hen, bogstaveligt og billedligt talt. Vendepunktet – mit poppede popcorn – blev lige der i taxaen, hvor jeg, stortu-

dende og fortvivlet, besluttede, at ingen anerkendelse er det værd!

Siden da har jeg gjort det til min mærkesag at kæmpe for en ny rollemodel for ledere, hvor en god karriere ikke er ækvivalent med en 60+-timers arbejdsuge og på bekostning af ens familie. Vi kan godt få børn, være nærværende forældre og samtidig skabe en god karriere. Det handler om vores egen fortælling. Vores egne værdier. Det handler om et lederskab i balance.

På mange måder blev den taxatur startskuddet til min personlige rejse. Det er den indsigt, der gør, at jeg står, hvor jeg gør i dag. Og den blev afgørende, fordi jeg blev bevidst om min adfærd og mine handlemønstre. Derfra begyndte jeg at sige nej til opgaver, nej til faste møder sent om eftermiddagen, og jeg begyndte at gå tidligere hjem. Jeg lærte at prioritere min indsats, min tid, min energi og ikke mindst at turde at sige fra.

Det blev faktisk også startskuddet til min karriere. Da jeg begyndte at lytte til mit indre kompas, brød jeg det glasloft, jeg i flere år havde stræbt efter at bryde igennem. Jeg avancerede fra chefkonsulent til kontorchef, afdelingsleder, underdirektør, direktør og CEO – alt sammen inden for en kort periode på seks år. Og jeg gjorde det uden at være en fraværende mor og uden en au pair, men med verdens bedste mand, som har fået ligestilling til at være en ting, jeg aldrig har skullet tænke over i privaten.

En klog kvinde fortalte mig engang, at det bedste, en kvinde kan gøre i forhold til at få den ligestilling, hun ønsker sig, er at finde en mand, der helt naturligt tager 50 procent af opgaverne i hjemmet. Og der må jeg sige, at jeg har valgt rigtigt – og med hjertet.

Men min karriere er også baseret på, at jeg – på den hårde måde – lærte at bryde med forestillingen om, at den, der arbejder flest timer om dagen, er den mest succesfulde og mest effektive. Ligesom jeg lærte at prioritere min indsats og min energi og at sige fra og sige farvel til den normative forventning om, hvordan en leder bør være.

På bagsædet i en taxa, en regnfuld sommeraften, blev et lille, men vigtigt frø sået. Langsomt begyndte jeg at se, hvordan jeg allerede som helt ung blev drevet ind i en arbejdskultur, der ganske enkelt var usund, og som fokuserede på nogle adfærdsmæssigt forkerte værdier.

Da jeg var i midten af 20’erne, læste jeg på IT-Universitetet i København. Det var en fantastisk periode – både fordi jeg mødte min mand, som blev far til mine børn, og fordi jeg begyndte at tage min identitet og mit liv alvorligt. Jeg var passioneret og engageret og deltog fuld af energi i alt fra opgaver og eksaminer til underviser-job og elev-bestyrelsen. Og da jeg påbegyndte arbejdet med at skrive mit speciale, sagde jeg samtidig ja til at med-undervise på et fag og vejlede på et andet – og takke ja til at starte mit første rigtige fuldtidsjob!

Jeg kan godt selv høre det i dag. Det var jo ikke fysisk muligt at få timerne til at slå til, men undervejs havde jeg en fest. Det var meningsfyldt og lærerigt – et kæmpe endorfin-kick. Jeg ramte først muren, da jeg afleverede mit speciale den 1. juni 2007. Jeg blev hængende i ScrollBar (ja, det hedder fredagsbaren vist nok stadig) sammen med de andre glade studerende, fik et par øl, og pludselig skulle jeg bare væk. Hurtigt. Jeg skulle bare sove. Slukke for min hjerne. Den havde kørt på overarbejde i alt for lang tid, min krop var stresset og udmattet.

Jeg faldt grædende i søvn, og da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg ikke rejse mig fra sengen. Bogstaveligt talt. Min mand – dengang helt nye kæreste – måtte bære mig ned i taxaen. Jeg skulle til Paris med min mor, farmor og mormor for at besøge min søster, men det eneste, jeg havde behov for, var søvn og alenetid. Jeg sov det første døgn i Paris væk.

Jeg havde en mild grad af posttraumatisk stress, og i mange måneder derefter kunne jeg ikke tåle store forsamlinger og larm. Jeg var ekstra sensitiv og fik det dårligt, når jeg skulle være sammen med mange mennesker. Jeg begyndte så småt at indse, at selvom jeg er ekstrovert af natur, har jeg behov for at lade op helt alene. Og at søvn og restitution er nødvendigt for bæredygtige resultater og et liv i balance.

Da jeg var i slutningen af 20’erne, blev jeg ansat i et af ”the big four” konsulenthuse. Jeg havde masser af gåpåmod og ambitioner, men jeg var også ung og usikker. Derfor fandt jeg trøst i at tage konsulentuniformen på. Jeg farvede mit hår sort, trak i habitten og følte, at rustningen gav mig både pondus og værdighed. Jeg var vel ganske enkelt bange for, at ingen ville lytte til en ung, lyshåret pige.

På sin vis virkede strategien. Jeg fik taletid, og min karriere tog fart. Udfordringen var, at jeg ikke var tro mod hele mig. Selvom jeg af natur er en udpræget D-profil i DISC eller en rød profil i Myers-Briggs (det vil sige, at mine naturlige præferencer er at tage initiativ, være dominerende, konkurrerende og resultatdrevet) og har følt mig godt tilpas i it-branchens maskuline kulturer, var jeg, uden at kunne sætte ord på det, i ubalance. Min intuition, føl-

somhed, indlevelse og kreativitet fik ikke nok plads. De var blevet skyggesider i min personlighed.

Med erfaring fulgte sikkerhed og heldigvis også selvindsigt. Da jeg var i midten af 30’erne, fandt jeg ro i, at det, jeg kommer med til en virksomhed, er godt nok. Jeg turde hvile i, at mit talent og mit intellekt afspejles i mine dialoger, resultater, mit nærvær og min evne til at være en god leder. Jeg kommer med det, jeg er – og det er godt nok. Jeg begyndte at indse, at høje hæle og blomstrede kjoler ikke står i vejen for succes og magt, selvom det er så afgjort er nemmere at assimilere og trække i rustningen.

Rustningen – et sejlivet ideal

En rustning – om den tager form af en professionel maske, et skjold eller blot en assimileret uniform – bliver ofte forvekslet med styrke, og eftersom styrke er en efterspurgt egenskab ved en leder og topchef, er vi mange, der forfalder til at tage en rustning på i vores arbejdsliv. Jeg har set det i mange direktioner og bestyrelser og i transformationen fra leder til direktør. Det virker, som om der kun er én rigtig måde at klæde sig på, hvis man vil tages seriøst og fremstå professionel: uniform, klassisk, nedtonet og homogen. Vi lærer vores børn, at udseende ikke har betydning, at det ikke handler om det tøj, man tager på, men om, hvordan man udtrykker sig og viser, hvad man har på hjerte, og hvordan man udviser empati for sine medmennesker. Vi lærer dem, at intellekt ikke kan måles i tøjstil, men i fodaftryk. Men det, vi fortæller dem, praktiserer vi sjældent selv. Vi er svigefulde. Vi siger et, men gør typisk noget andet. Så rustningen som ideal hænger ved og skaber stadig ”rigtige” og professionelle ledertyper.