1 minute read
INTRODUKTION ................................
Det tænkende klasserum er et didaktisk design for matematikundervisning, som opstod ud af 15 års samarbejde med lærere i grundskolen og gymnasiet. Resultatet af dette arbejde er udgivet i bogen Det tænkende klasserum i matematik – 14 praksisser for bedre læring. Heri udfoldes baggrunden for udviklingen af designet og de 14 praksisser, som forskningen viser er mest effektive, når det drejer sig om at øge elevernes selvstændige tænkning i matematikundervisningen.
I dette supplement får du inspiration og ideer til, hvordan praksisserne kan tilpasses andre undervisningsformer og læringssituationer end den ”normale” klasseundervisning, hvor en hel klasse med en gennemsnitlig størrelse er samlet i et fysisk lokale. Dette gælder både støtte af elever i tilknytning til din klasseundervisning, men også undervisning underlagt særlige rammefaktorer, forskellige former for virtuel undervisning og hjemmeskole.
Vi skal derfor se nærmere på 11 forskellige undervisnings- og læringssituationer fordelt på bogens fem dele:
Del I: Læringsstøtte i det tænkende klasserum
Del II: Særlige rammer i det tænkende klasserum
Del III: Virtuel undervisning i det tænkende klasserum
Del IV: Hybrid undervisning i det tænkende klasserum
Del V: Hjemmeundervisning i det tænkende klasserum
Hvert kapitel begynder med en detaljeret beskrivelse af den pågældende undervisnings- og læringssituation. Uanset hvilken kontekst du underviser i, håber jeg, den svarer til en af disse, men spektret for, hvordan undervisning og læring kan se ud, er bredt. Derfor er det muligt, at din undervisning ikke kan beskrives inden for rammerne af disse kapitler eller går på tværs af dem – for eksempel hvis du har små klasser med faste siddepladser. I så fald er jeg sikker på, at du vil kunne kombinere ideerne fra forskellige kapitler og stadig skabe tænkende klasserum ud fra netop den situation, du befinder dig i.
Nogle af disse undervisnings- og læringssituationer kræver en tilpasning af ganske få af de 14 praksisser for det tænkende klasserum, mens andre kræver en tilpasning af flere. Derudover kræver stort set alle situationerne en tilpasning af den rækkefølge, som praksisserne implementeres i.
1. Giv tænkeopgaver
2. Sammensæt ofte synligt tilfældige grupper
3. Brug whiteboards eller tilsvarende sletbare skriveflader
4. Indret lokalet ikke-frontvendt
5. Besvar kun bliv-ved-med-at-tænke-spørgsmål
6. Giv tænkeopgaver i begyndelsen af timen, mundtligt og stående
7. Giv afprøv-din-forståelse-opgaver
8. Mobiliser viden i rummet
9. Brug hints og udvidelser asynkront til at opretholde flow
10. Konsolider fra bunden
11. Få eleverne til at tage meningsfulde noter
12. Evaluer, hvad du finder værdifuldt
13. Hjælp eleverne til at se, hvor de er, og hvor de er på vej hen
14. Giv karakterer baseret på data (ikke point)