1. Indledning – PPR indefra og udefra

Kapitel 1 Indledning – PPR indefra og udefra

Denne bog er en praksisbog om det psykologfaglige arbejde i PPR – pædagogisk-psykologisk rådgivning. Bogen beskriver et arbejdsfelt, hvor psykologer dagligt bidrager til at understøtte trivsel, læring og udvikling hos børn, unge og familier i landets kommuner. Alle kommuner skal med afsæt i folkeskoleloven have en PPR-funktion eller tilgængelig PPR-ekspertise. I nogle kommuner har denne funktion fået andre navne, men i denne bog kalder vi for nemheds skyld dem alle PPR.

PPR udgør en af de største arbejdspladser for psykologer i Danmark. Mange nyuddannede psykologer har deres første job i PPR, og derfor vil forholdsvis mange psykologer på et tidspunkt i deres karriere arbejde i PPR eller inden for tilstødende arbejdsområder. 15-20 % af alle børn og unge er årligt i kontakt med PPR (Nielsen, 2020). Det betyder, at PPR-psykologer har en meget bred berøringsflade med børn, unge og familier og med lærere, pædagoger, dagtilbudsledere og skoleledere. PPR-psykologer har dermed et meget stort indblik i, hvad der udfordrer børn og unge i dagens Danmark, samt hvad der kan bidrage til deres trivsel, læring og udvikling.

Som noget særegent ved psykologarbejdet i PPR arbejder vi i modsætning til for eksempel psykologer inden for psykiatrien med alle børns udvikling. At balancere mellem den normale udvikling og det, der ikke er det, eller som for en stund er bragt ud af kurs, kan være en konstant kilde til både faglig udfordring og meningsfuldhed. Normaliteten i al dens kompleksitet og dens indlejring i kulturen er en væg, som PPR-psykologer spiller op ad på daglig basis. Hvert enkelt arbejdsforløb har sin særegenhed, der betyder, at PPR-arbejdet aldrig bliver kedeligt eller ”samlebåndsagtigt”. Og muligheden for at følge det samme barn gennem længere tid og gennem flere processer kan være menneskeligt

berigende og fagligt udviklende. Det giver et indblik i, hvordan forvikling, udvikling og forandring kan ske over tid i børns og unges liv.

Hvorfor denne bog?

Vi er tre psykologer, der tilsammen har arbejdet mere end 40 år inden for PPR. Vi har arbejdet inden for småbørnsområdet, skoleområdet og det specialiserede børneområde. Vi har arbejdet med forebyggelse, udredning og behandling, og vi har arbejdet med ledelse og organisering af PPR. For os er PPR et meget meningsfuldt arbejdsfelt, hvor man som psykolog har mulighed for at understøtte og hjælpe rigtig mange børn og unge, og hvor man også har mulighed for at understøtte og påvirke de lærings- og udviklingsmiljøer, børn og unge skal vokse op i.

Der er er skrevet en del artikler og litteratur om PPR. Meget af det, der er skrevet, er imidlertid skrevet af psykologer og forskere, der kigger ind i PPR udefra (Nielsen, 2019; Szulevicz & Tanggaard, 2015), mens vores ønske er at beskrive praksis indefra og med udgangspunkt i konkrete erfaringer fra det psykologfaglige arbejde i PPR. Vi tænker imidlertid, at det vil være spændende og gensidigt berigende at forbinde udefra- og indefra-perspektiverne ved at styrke dialogen mellem forskere og praktikere og bringe de to udgangspunkter tættere på hinanden.

Formålet med bogen er at beskrive det psykologfaglige arbejde og dermed bidrage til, at nye psykologer vil føle sig godt forberedt til arbejdet i PPR, samt at inspirere mere erfarne psykologer til dialog om og fortsat udvikling af arbejdsfeltet. Det psykologfaglige arbejde i PPR kan på nogle måder forekomme lidt usynligt. Vi arbejder med at understøtte, forebygge og intervenere, og det kan være svært at se og forstå præcis, hvad det er, vi laver. Man kan fristes til at sige, at psykologarbejdet i PPR har samme funktion som et enzym. Et enzym er et stof, der skal få processer til at lykkes, men som kun har en funktion i kraft af andre. PPR-psykologen forsvinder ofte igen, når der er skabt trivsel og udvikling, og vores arbejde kan derfor forekomme usynligt, hvis man ikke har kendskab til feltet indefra. Vi leverer ydelser, der skal bidrage til trivsel, læring og udvikling for børn og unge, men for den, der ikke kender feltet, kan det være svært at se bidraget. Formålet med bogen er

derfor også at synliggøre PPR-arbejdet og dermed bidrage til dialog og udvikling af arbejdsfeltet.

Børn og unge er whistleblowers

Det psykologfaglige arbejde i PPR handler jo om børnene og de unge mennesker og om deres læring, trivsel og udvikling. De er centrum for det hele og grunden til, at PPR-psykologer har en berettigelse. Vi er imidlertid mange mennesker, der har børns og unges liv på sinde. Der er børnene og de unge selv, deres forældre, bedsteforældre, pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, skoleledere, dagtilbudsledere, socialrådgivere, frivillige trænere, logopæder og fysioterapeuter for blot at nævne nogle af de betydningsfulde aktører i børns og unges liv. Derfor er der også mange meninger om børn og om det gode børneliv. Børns lærings- og udviklingsmiljøer kan let blive en ideologisk kampplads med mange interessenter og mange gode intentioner. Sådan vil det nok altid være, og derfor kan denne bog også læses som én blandt flere stemmer i debatten om, hvordan man kan understøtte et godt børne- og ungdomsliv.

Mange børn og unge har det heldigvis godt og trives og udvikler sig inden for de eksisterende rammer. Men der er desværre også mange børn og unge, der slår sig på livet og har det svært, og som har brug for noget andet og mere end de rammer og vilkår, som de umiddelbart tilbydes. Børn og unge kan ses som en slags whistleblowers. De viser os, at der er noget i deres liv og i deres udviklings- og læringsmiljøer, der ikke er optimalt. De viser os, at vi som voksne og som samfund må gøre noget andet, hvis de skal komme i trivsel. Og de viser os, om vi lykkes med det, vi så gør for at understøtte og hjælpe dem. De viser os med andre ord både problemerne, og om vores løsninger virker. Som psykologer i PPR arbejder vi for, at flere børn og unge får gode børne- og ungdomsliv. Vi skal hjælpe dem, der har det svært, og vi skal bidrage til, at der skabes bedst de mulige vilkår i børn og unges opvækst.

Børn og unge gør, hvad de kan for at lykkes, og ønsker vi, at de skal gøre noget andet end det, de allerede gør, så er det vi voksnes opgave at gøre noget (andet) for at give børnene og de unge mere optimale deltagelsesmuligheder. Vi må være opmærksomme på, hvilke idealer der i vores samfund skabes for børn og unge, og a jælpe oplevelsen

af utilstrækkelighed ved blandt andet at adressere de krav og tårnhøje forventninger, som stilles til familier og unge mennesker, og vi må bidrage til, at børn, unge og forældre kan finde en vej i dette uden at sætte trivslen over styr (Hjortkjær, 2020). At de voksne skal gøre noget andet for at skabe bedre vilkår for børns og unges opvækst kan jo virke logisk og måske ligetil, men det kan være vældigt udfordrende i praksis. Det kan være svært at finde ud af, hvad der er udfordringen, hvad der måske opretholder problemerne, og hvad der kunne være løsningen – for ikke at tale om at sikre det nødvendige samarbejde om løsningerne. Alle gør jo, hvad de kan, og hvad de tror er det rette, så at gøre noget andet kan være udfordrende, men også lærerigt for de betydningsfulde voksne i børns og unges liv.

Psykologer er mennesker med en psykologfaglig viden og psykologfaglige kompetencer i arbejdet med andre menneskers liv. Vi vil derfor altid have den etiske fordring for øje, der indebærer, at vi bærer et stykke af et andet menneskes liv i vores hånd, når vi arbejder med dem (Løgstrup, 2010). Dette er både et stort ansvar og et stort privilegium, og vi ved, at PPR-psykologer dagligt gør sig umage med løbende at få feedback fra børnene, de unge, forældrene og de professionelle i forhold til, om det, vi gør, giver mening og hjælper dem på rette vej.

PPR i samfundet

Børn og unges udfordringer er forbundet med de samfundsmæssige udfordringer og vilkår for familieliv, skoleliv og børneliv. Når samfundet ændrer sig, ændrer vilkårene sig også, og udfordringerne for børn og unge ændrer sig over tid (Hertz, 2017). Det betyder også, at den psykologfaglige opgave ændrer sig.

PPR-institutionen opstod i 1934 på Frederiksberg med den primære opgave, at psykologer skulle teste børn og unge, der havde svært ved at følge med i skolen, og dermed bidrage til, at de, der havde et lavt kognitivt funktionsniveau, kunne sorteres fra og placeres i specialklasser. Psykologer tester stadig børn og unge for at vurdere deres kognitive funktionsniveau, bidrage med anbefalinger til læringsmiljøet og tage stilling til behov for specialundervisning. Denne psykologfaglige funktion er beskrevet i lovgivningen. Gennem årene har ressourcerne, der er

blevet brugt til specialundervisning, været stadigt stigende, og således blev det op til 2012 opgjort, at cirka 30 % af det samlede budget til folkeskolen blev brugt til specialundervisning. Dette ønskede politikerne at ændre, og med den såkaldte inklusionslov i 2012 blev det tydeliggjort, at man ønskede, at disse ressourcer skulle bruges bedre til gavn for både elever med særlige behov og for alle elever i folkeskolen. En vigtig opgave for PPR blev på den baggrund dels at vurdere, hvilke børn der måtte have brug for specialundervisning (defineret som mere end 9 timer om ugen), dels at understøtte, at flere børn kunne inkluderes i den almene folkeskole.

Arbejdsopgaverne for en PPR-psykolog er i dag således langt bredere og mere komplekse, end da PPR-institutionen opstod i 1934. I dag arbejder PPR-psykologer både på individ-, gruppe- og organisationsniveau med at understøtte, at flere børn og unge kan deltage, trives og udvikle sig i almenmiljøet i dagtilbud, skoler og familier. Mens den primære opgave i begyndelsen var at sortere nogle fra, så er det i dag en central opgave at sikre, at så mange børn og unge som overhovedet muligt kan inkluderes, trives, lære og udvikle sig i skolen og gennemføre en ungdomsuddannelse.

Det er en vigtig arbejdsopgave at bidrage til en udvidelse og styrkelse af de almene børne- og ungdomsfællesskaber samt at sikre, at der er plads til forskellighed og mangfoldighed i dagtilbud og skoler. Vi må understøtte børne- og læringsmiljøer, hvor flere børn og unge kan trives og opleve, at de hører til, frem for at mistrives og blive sorteret fra. Et vigtigt fokus i PPR bliver derfor også at understøtte, at viden, kompetencer og praksis fra det specialpædagogiske felt – der har stor erfaring med at understøtte læring og trivsel tilpasset børn og elever, der er udfordret i det almene læringsmiljø – bringes ind i og anvendes i det almene felt.

Der stilles i dagtilbud og skoler forholdsvis store krav til børn og unge, og deres deltagelse og præstationer evalueres løbende. Når det ikke går som forventet, opstår der ønsker om at forstå, hvad der er på spil. Nogle gange vil der blive kaldt på en pædagogisk-psykologisk vurdering af et barn for at blive klogere på, hvordan man kan understøtte barnets trivsel og læring. Vores grundlæggende præmis er, at

de udfordringer, der opleves, oftest er uløseligt forbundet med den kontekst, de udspiller sig i, og at de også som udgangspunkt skal løses inden for denne.

Fra 2010 til 2017 er antallet af børn, der har fået en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 15 år, steget fra 4 % til 9 % (Hertz & Nielsen, 2018). Det betyder, at cirka hver tiende af alle børn og unge på en årgang i dag har en eller flere psykiatriske diagnoser. Man taler om, at normalbegrebet er indsnævret, og PPR-psykologer har her en vigtig opgave i forhold til at normalisere børns og unges reaktioner og til at skabe en større og bredere forståelse af udfordringerne, ligesom vi har en vigtig opgave i at tilbyde et pædagogisk-psykologisk helheds- og udviklingsorienteret sprog omkring de udfordringer, der opstår i børn og unges liv.

Vi kan ikke se på børn isoleret fra deres familiemæssige eller institutionelle kontekst. Børn og unges trivsel og udvikling er – alt andet lige – forbundet med, hvordan de har det, og hvordan de mødes i en bestemt sammenhæng. Når det er sagt, så kan udredninger i psykiatrisk regi nogle gange bidrage til en beskrivelse og kategorisering af udfordringer, der måske har været svære at begribe eller skabe konsensus omkring. Men diagnosticering eller ej, så vil opgaven altid være at sikre barnets deltagelsesmuligheder i en lærings- og udviklingskontekst, hvor det kan indgå i udviklingsfremmende interaktioner med børn og voksne.

Børns trivsel afhænger af omgivelserne

Børns trivsel og udvikling hænger tæt sammen med, hvordan deres forældre, pædagoger og lærere har det og trives med deres ”opgave”. Børn og unge har brug for voksne, der er tilgængelige og nærværende, og som kan skabe nogle gode rammer omkring børnenes og de unges liv. Og de har brug for voksne, der kan møde dem med positive forventninger og udviklingsfremmende samspil i hverdagslivets udviklings- og læringskontekster. Børn og unges trivsel og udvikling er forbundet med de voksnes trivsel og udvikling, og derfor er det også så vigtigt, at vi PPR-psykologer arbejder med de voksne omkring børnene. Hvilke vilkår har de voksne for at give børnene og de unge gode rammer? Hvor stort er overskuddet til nærvær, engagement, ram-

mesætning og tilrettelæggelse? Hvor gode muligheder har de voksne for at være forbilleder, relatere til, tilegne sig viden om og inspirere børene? Hvor stort er deres mentale overskud og deres muligheder for at understøtte, hvis noget er svært? Alle disse forhold hænger sammen, og derfor må vi PPR-psykologer altid være optaget af børnene og de unge på den ene side og deres familier og lærings- og udviklingsmiljøer i dagtilbud og skole på den anden. Individ og kontekst eksisterer i og med hinanden, hvad enten det drejer sig om barnet, den unge, den voksne eller de professionelle.

Dobbeltperspektiv og tre ben

Psykologer i PPR må således beskæftige sig både med børn og unge og med deres kontekster. Vi må altid have et dobbelt perspektiv på barnet og på dets udviklings- og læringskontekster i familien, i dagtilbud og i skolen. Observerer vi et barn, observerer vi det i en kontekst og dermed også både de andre børn og de voksne omkring barnet. Intervenerer vi i forhold til et barn, intervenerer vi også i forhold til de voksne omkring barnet. Som psykolog i PPR har vi adgang til barnets dagtilbud eller skole, til dets forældre og til familien som helhed. Denne adgang er unik ved PPR, og den gør, at vi kan se og forstå barnet ud fra dets forskellige livsarenaer og dermed også få et mere helhedsorienteret blik på udfordringer og mulige løsninger.

PPR-psykologer får desuden adgang til rigtig mange forskellige børn og unge, og vi får over tid et meget klart blik for, hvad der er almindelig adfærd og udvikling, og hvad der ligger på kanten af det normale. Det er således en vigtig opgave for PPR-psykologer at bidrage med viden om børns adfærd og at normalisere adfærd, som vi kan se, er et helt almindeligt udtryk for noget i konteksten, der volder problemer, eller som barnet i en periode er i gang med at lære i samspil med omgivelserne.

PPR-psykologer må – for at undgå unødig reduktion af kompleksiteten – gå på tre ben og trække på praksis inden for forskellige psykologiske discipliner: 1) det pædagogisk-psykologiske praksisfelt, der kan bidrage med viden om, hvad der understøtter læring, motivation, opdragelse og dannelse, 2) det kliniske felt, der kan bidrage med viden om, hvad der er normal og ikkenormal eller truet udvikling, samt

hvordan man kan intervenere i forhold til dette, og 3) det organisationspsykologiske felt, der kan bidrage med viden om udviklings- og forandringsprocesser i organisationer, om understøttelse af organisatorisk forandring og om ledelse af lærings- og udviklingsmiljøer. Alle tre ben skal ofte i spil, når et barn eller et ungt menneske ikke trives eller udvikler sig som forventet. Det pædagogiske og det kliniske ben er i en PPR-sammenhæng beskrevet mere eksplicit end det organisatoriske, der kan være mere implicit og ikke altid så synligt, og som nogle gange foregår imellem øvrige arbejdsopgaver. Taburetten har tre ben, og nogle gange kan vægten ligge mere på det ene end på det andet, men alle tre ben må medtænkes, så vi ikke overser væsentlige forhold i det komplekse arbejde, hvor problemer og løsninger sjældent er simple, men funderet i mange forskellige forhold på samme tid. Vi må være nysgerrige i forhold til barnet og samspillet med barnet i dagtilbud eller skole, i forhold til forældrenes samspil med barnet og i forhold til den organisatoriske virkelighed, der kan handle om at forberede, facilitere og forbinde ellers adskilte relationer og kontekster for at understøtte engagement, flow og forandring.

Psykodiversitet og PPR i forandring

PPR er et svar på de eksisterende udfordringer ved at være barn, ung og familie i samfundet. I nogle perioder har der været fokus på vurdering af forudsætningerne for indlæring, og i andre perioder på børn og unges evne til at regulere sig selv og finde ro og fordybelse i en omskiftelig verden. I dag ser vi mange børn og unge, der udfordres i en verden, der stiller store krav til sociale og kommunikative kompetencer, og mange børn kæmper med angst og tilbagetrækning fra et børne- og ungdomsliv, hvis krav kan være svære at håndtere og honorere.

PPR må hele tiden udvikle sig og transformere sig selv, så vores tilgang og praksis passer til og kan møde de aktuelle udfordringer og problemstillinger i børne- og ungdomslivet. Vi må hele tiden tilegne os ny viden og styrke vores samarbejde med skoler og dagtilbud om at understøtte børns og unges trivsel. Det er ikke altid, at vores samarbejdspartnere ved, hvilken hjælp de præcist har brug for. De vil efterspørge, hvad de forventer, at vi kan bidrage med, så vi må også hele tiden formidle,

hvad det er, vi kan bidrage med, og hvordan samarbejdspartnerne bedst kan drage nytte af PPR-psykologers viden og erfaring.

I et præstations- og konkurrencesamfund, der hylder e ektivitet og individets evne til præstation og fleksibilitet, vil det være en vigtig opgave at understøtte gode læringsprocesser og miljøer, der styrker trivsel såvel som læring. Noget af det, der efterspørges i dag, er et PPR, der udover at kunne arbejde med de voksne omkring børnene også kan løfte lettere behandlingsopgaver, da mange børn og unge oplever angst, depression, skolefravær eller anden form for mistrivsel.

Mange mennesker i vores samfund rammes af stress, angst og depression, og det er nærliggende at se denne udvikling som den menneskelige pendant til det uhensigtsmæssige overforbrug af naturens ressourcer. Psykologer kan bidrage ved at stille spørgsmål ved, om børn og unge i for høj grad sættes under uhensigtsmæssigt pres. Vi må understøtte, at der skabes miljøer og løsninger for børn og unge, hvor der er plads til, at de kan være hele mennesker og være forskellige, og hvor de grundlæggende menneskelige behov tilgodeses.

Vi vil derfor introducere begrebet psykodiversitet ud fra en forståelse af, at børn og unge udvikler sig ad forskellige stier og i forskellige retninger. Begrebet er en krumtap for denne bog og for vigtigheden af PPR-psykologers arbejde. Vi er forskellige som mennesker, og denne forskellighed er vigtig for et samfund som vores, der lever af viden og innovation. Begrebet biodiversitet handler om variation i naturen omkring os og om, at det er afgørende for vores liv her på kloden, at denne diversitet findes. På samme måde findes der også variationer i vores psyke – i det, vi har med os fra start i livet, i måden, vi udvikler os på mentalt, og i den mentale sammensætning, vi har som voksne. Samfundet lever af vores mentale kapacitet og af de relationelle kompetencer, vi bruger til at sætte denne i spil – dette er vores tids råstof. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke spilder ressourcer og glemmer at dyrke og bruge styrkesider hos de børn og unge, som er vores fremtid. De har hver og en rigtig meget at bidrage med. For os betyder psykodiversitet, at der er plads til mangfoldighed og forskelle i vores mentale sammensætning som mennesker. Børn og unge har brug for at få lov til og mulighed for at udvikle sig forskelligt. Vi er som samfund nødt til at blive bedre til at skabe plads

til, at udvikling ikke forløber ens for alle, og at målet ikke er, at vi skal følges ad hele vejen og ende samme sted, men at målet er at bevare og gøre brug af den psykodiversitet, som findes.

Et vigtigt fokus for fremtidens psykologer er fra vores synspunkt at være med til at sikre plads til psykodiversitet og bæredygtige løsninger. Bæredygtige løsninger er løsninger, hvor der er en grundlæggende balance mellem på den ene side brug af ressourcer og på den anden side opbygning af ressourcer. Vi må bidrage til at finde bæredygtige løsninger på børne-, ungdoms-, skole- og familieliv. Løsninger, der tager hensyn til menneskers ressourcer, som ikke er en uudtømmelig kilde. Hvordan kan vi undgå et for voldsomt pres og unødig belastning af børn, unge, familier og professionelle, samtidig med at vi skal udvikle os og lære nyt? Hvordan kan vi bidrage til, at de valg, der træ es i familier, i dagtilbud og på skoler på daglig basis, understøtter trivsel og læring under hensyntagen til menneskers ressourcer og helt basale behov? Og hvordan kan vi iværksætte tiltag og indsatser, hvor svaret ikke (altid) er flere ressourcer, men snarere en anden anvendelse af de tilstedeværende? PPR-psykologer bevæger sig ind og ud af hverdagslivets kontekster og må understøtte miljøer, kontekster og samspil, hvor der er plads til at være menneske og plads til forskellighed, og hvor der skabes menneskelige samspil, der bidrager til udvikling, læring og trivsel. At skabe gode opvækstmuligheder for børn og unge koster menneskelige ressourcer. Men samspil og vellykkede udviklings- og læringsprocesser opbygger også menneskelige ressourcer og skaber overskud og engagement.

Når man arbejder i PPR, arbejder man i en politisk styret organisation. Det betyder, at vi ikke er privatpraktiserende psykologer, men netop kommunale psykologer, der må arbejde inden for de rammer, der sættes for vores arbejde af politikerne. Vi må som alle andre arbejde inden for rammerne af lovgivningen på området, og vi må samtidig arbejde i overensstemmelse med vedtagne kommunale børne- og ungepolitikker og de vedtagne strategier og målsætninger på børne- og ungeområdet.

Man kan sige, at lovgivningen (forvaltningsloven, psykologloven, folkeskoleloven, dagtilbudsloven og i nogen grad også sundhedslo-

ven og serviceloven) samt de lokale politikker, vedtægter og budgetter udgør vilkårene eller rammerne for vores arbejde, og de står umiddelbart ikke til diskussion. Men ved siden af alt dette er der meget i vores arbejde, som vi har indflydelse på, for eksempel vores arbejdstilgang og arbejdsmetoder, ligesom vi har stor kontrol over planlægningen af vores arbejde, så længe det sker i et samarbejde med vores samarbejdspartnere.

Den store værktøjskasse

Som psykolog i PPR skal man kunne agere i mange forskellige kontekster, sammen med mange forskellige samarbejdspartnere og i forhold til et hav af forskellige problemstillinger. Man har derfor brug for en stor værktøjskasse med mange forskellige værktøjer, der skal kunne tilpasses og bruges på mange forskellige måder. Der findes ikke et vidundermiddel eller et værktøj, der kan klare det hele. Faktisk skal man indimellem opfinde værktøjet sammen med dem, der søger råd og vejledning.

Der findes heller ikke én tilgang, der kan favne alle problemstillinger. Vores erfaring er, at vi må have mange forskellige tilgange, værktøjer og metoder i vores faglige rygsæk, og at vi i hvert enkelt tilfælde må gå pragmatisk til værks og sammen med dem, der er udfordret, finde og skabe den mest brugbare tilgang. Vi lægger her i bogen op til en multiteoretisk tilgang, hvor vi har kendskab til og mestrer mange forskellige teorier og er bevidste om, hvad de kan, og hvad de ikke har øje for. Vi må have et pragmatisk udgangspunkt, der indebærer, at de konkrete problemer og situationer i praksis må diktere, hvordan vi undersøger, analyserer, bidrager og intervenerer. ”Spørgsmålet er ikke, om et værktøj eller en teori er ’sand’, men hvilke handlemuligheder den skaber. Og pointen er, at flere teorier giver flere handlemuligheder” (Svend Brinkmann citeret i Kongsgaard & Rod, 2018: 12).

Vi vil derfor i bogen her trække på mange forskellige teoretiske retninger med afsæt i, hvad vi har erfaring med kan bidrage til forståelse og forandring. Dette indebærer en uærbødighed, og vi håber, at dette vil understøtte, at praktikere finder inspiration til at tilgå arbejdet med en grundlæggende nysgerrig og undersøgende tilgang.

Inden for kirurgien taler man om ”tailored surgery” – skræddersyet kirurgi – hvilket betyder, at man kan have nok så meget videnskabeligt funderet viden om praksis og indgreb, men når kirurgen står med kniven i hånden, må indgrebet skræddersys, så det passer til lige netop denne patient og de ressourcer, der er til rådighed. Dette gælder også det psykologfaglige arbejde i PPR. Det tilsyneladende entydige må tilpasses virkelighedens flertydighed og kompleksitet.

PPR-psykologen må altså have mange redskaber og værktøjer til sin rådighed, vel vidende at det nok allervigtigste og mest afgørende for at understøtte udvikling og trivsel er den gode og tillidsfulde relation til de øvrige samarbejdspartnere og børnene, de unge og familien.

Opgaven med at uddanne og oplære nye psykologer til PPR er et fælles anliggende. Uddannelsessteder, fagforening, organisation, ledelse, kollegagruppen og den enkelte psykolog har selv et ansvar for at sikre viden og kompetencer og for at sikre feedback og træning i det, som er udfordrende og svært.

Dialog, feedback og evaluering

Som psykologer i PPR arbejder vi i felten. Vi trækker på vores uddannelse, viden og erfaring – og vi prøver os frem på daglig basis. Vi arbejder der, hvor problemer opstår, og hvor problemerne som udgangspunkt også skal løses. Vi er på mange måder feltarbejdere eller aktionsforskere med psykologfagligheden i rygsækken. Vi drager ud og søger at understøtte, forebygge, foregribe eller gribe ind i udfordringer og problemer med børns og unges opvækst i deres miljø. Vi må som antropologen være nysgerrigt udforskende og nogle gange bidrage med ekspertise og samarbejdskompetencer, når vi empirisk udforsker hverdagslivets udfordringer, foretager situationelle analyser og samskaber løsninger, der har til hensigt i endnu højere grad at understøtte børns trivsel og udvikling (Szulevicz & Tanggaard, 2015).

PPR-psykologer skal have en stor viden om børn, unge, familier, læring, trivsel og samspil. Og vi skal kende til en masse forskellige praksistilgange og løbende evaluere det, vi gør. Børnene viser os problemerne, ligesom de viser os, om vores løsninger virker. Vi må ikke

glemme at spørge og søge feedback og vurdering af vores indsatser fra børnene, de unge, forældrene og de professionelle.

Vi må løbende skabe en dialog med dem, vi arbejder med, og sikre os systematisk vidensopsamling og indsamling af både bløde og hårde data om e ekten af vores indsatser og bestræbelser. Virker det, vi gør, hvordan og for hvem? Hvad er det virksomme i tilgangen, hvad skal vi gøre mere af, og hvad skal vi gøre mindre af? Ved at spørge dem, det hele handler om, og ved i PPR at skabe en evalueringskultur kan vi systematisk styrke og udvikle vores praksis og sikre, at vores praksis bygges på viden og evaluering frem for på antagelser eller holdninger. Vi kan ikke kun arbejde med evidensbaserede programmer, der påberåber sig e ekt, men vi kan heller ikke arbejde situationsa ængigt uden at dokumentere og evaluere det, vi gør. Vi må – sammen med dem, vi arbejder med – skabe en tredje vej midt imellem entydigt evidensfokus og tavs viden, så vi løbende skaber en bedre begrundet praksis baseret på systematisk evaluering og opsamlet erfaring om e ekt til gavn for børn, unge, familier, lærere og pædagoger og andre professionelle (Kongsgaard & Rod, 2018).

Bogens struktur – en kittelbog til fagfolk uden kittel

Bogen her er blevet til i et tæt samarbejde mellem os tre forfattere. Vi har skrevet ud fra vores erfaringer og arbejdsopgaver i PPR samt ud fra vores samtaler og supervisioner med psykologkolleger. Hertil kommer et løbende dagligt og – i perioder – mere omfattende og systematisk evalueringsarbejde omkring den psykologfaglige praksis i PPR. Vi har primært trukket teori og undersøgelser ind der, hvor vi har fundet det relevant og inspirerende i forhold til praksisbeskrivelser og underbygning af pointer. Bogen består ud over denne indledning af 11 kapitler. Først beskrives grundlaget for arbejdet i PPR i kapitel 2: ”Psykologen i PPR-samarbejdet – roller og kompetencer”. Samarbejde er helt grundlæggende, og i dette kapitel beskrives de forskellige roller, positioner og kompetencer, som PPR-psykologer trækker på. Herefter følger 9 kapitler, der beskriver PPR-psykologens forskellige praksisformer. Alle disse kapitler er bygget op om strukturen ”hvad”, ”hvorfor”, ”hvem”, ”hvornår”, ”hvordan”, ”hvad kan være svært, og hvad giver mening” samt

”tips”. Afsnittene ”tips” kunne også hedde ”husk” og består af hurtige opmærksomhedspunkter, man kan tage med sig på vej ud ad døren til hverdagens travle arbejdsliv. Praksiskapitlerne indledes med en case, der beskriver en konkret scene fra arbejdslivet. Disse cases er fiktive og bruges til illustration og et kig ind i en hverdagssituation, der kan vise noget af det, der er centralt for det enkelte kapitel. De skal tænkes som et lille scenarie, der slår temaet for kapitlet an og kan give et indblik i en situation fra PPR-psykologens hverdag. De fleste af praksiskapitlerne indeholder desuden en model, tegning eller figur, der indfanger essensen af den pågældende praksisform. Vores egen erfaring er, at en god model giver støtte, overblik og til tider endda et ekstra overskud, når vi står i felten.

Praksiskapitlerne har vi valgt ud fra vores erfaring om, hvilke arbejdsfelter langt de fleste PPR-psykologer på et eller andet tidspunkt i løbet af deres PPR-arbejdsliv skal prøve kræfter med. De er naturligvis ikke udtømmende for arbejdsfeltet, og vi kunne have valgt andre emner som for eksempel forskellige behandlingskoncepter som Cool Kids eller skoleudviklingskoncepter som NEST, ligesom vi også kunne være kommet tættere omkring emnet co-teaching. Disse tilgange kunne være både interessante og inspirerende at udfolde, men vi har måttet træ e nogle valg og har baseret disse på, hvad vi finder mest relevant, og hvad vi tænker ikke er beskrevet så mange andre steder i litteraturen.

Endelig runder vi bogen af med et kapitel, der giver en mere fænomenologisk beskrivelse af livet som PPR-psykolog. Her kommer vi omkring, hvordan hverdagen som PPR-psykolog kan opleves, og hvordan man – også over tid og med stadig mere erfaring – kan udvikle sig og samtidig tage vare på sig selv som psykolog inden for dette felt.

Vi har tilstræbt, at bogen er overskuelig, let formidlet og beskriver konkret praksis, så den kan læses fra ende til anden, men også kan anvendes mere emneorienteret og ”on the run” som lægens kittelbog, der trækkes op af lommen på vej ud ad døren til en observation, en undersøgelse, et møde eller en krisesituation i en travl hverdag, der kun efterlader begrænset tid til at læse tykke bøger.

På en måde er det med det psykologfaglige arbejde, som det er med madlavning. Det kan være utrolig rart at have en opskrift at støtte sig

til og arbejde efter trin for trin, men så snart man mestrer den, vil man improvisere, udbygge, udskifte ingredienser og skabe sin egen version.

Målgruppen for bogen er nye og erfarne psykologer i PPR, studerende på psykologuddannelserne, PPR-ledere, psykologer inden for tilstødende specialer, der måske samarbejder med PPR, og andre fagfolk, der har PPR-psykologer som samarbejdspartnere. Vi har et håb om, at bogen kan forberede den studerende på arbejdslivet, stilladsere den nye psykologs praksis, give indsigt i et praksisfelt til samarbejdspartnere og inspirere den erfarne psykolog til dialog og udvikling af et arbejdsfelt, der har børn, unge og familier, pædagoger, lærere og ledere som målgruppe.

Der arbejder mange forskellige faggrupper i PPR, herunder logopæder, fysioterapeuter, ergoterapeuter, specialpædagoger og konsulenter med forskellig uddannelsesmæssig baggrund. PPR udgør de fleste steder en samlet og tværprofessionel helhed i arbejdet med børn, unge og familier. Den tværprofessionelle indsats sikrer en uvurderlig helhedsorienteret tilgang til arbejdet med børn og unge. Denne grundbog er rettet mod det psykologfaglige arbejde i PPR og er dermed primært relevant for psykologer, men vi håber, at mange andre vil have lyst til og finde inspiration ved at læse med.

Denne bog klæder nye psykologer på til arbejdet i PPR og kan inspirere erfarne psykologer til fortsat udvikling af arbejdsfeltet.

Læseren guides gennem de mange kompetencer og positioner i et job, der frem for alt indebærer samarbejde med børn, familier, pædagoger, lærere, ledere og PPR-kolleger. Det kan føles som dybt og kaotisk vand at begive sig ud på – men med denne bog i hånden er PPR-psykologen hjulpet godt på vej i det tværfaglige samarbejde.

Forfatterne gennemgår trin for trin PPR-arbejdets særlige arbejdsformer: rådgivning, møder, supervision, behandling, udviklingsstøttende samtaler, pædagogisk-psykologiske undersøgelser og vurderinger, krisehjælp og organisatorisk udviklingsarbejde – altid med barnets trivsel, læring og udvikling for øje.

Med forord af cand.psych. og lektor ved Aalborg Universitet Thomas Szulevicz og efterord af cand.psych., specialist og supervisor Vibe Strøier.

Bogen er henvendt til nye og erfarne psykologer i PPR, studerende på psykologistudiet, PPR-ledere, psykologer og andre fagprofessionelle inden for tilstødende specialer.