Prolog: Kaassassuk den forældreløse

PROLOG

Kaassassuk den forældreløse

Blandt inuit findes en myte om den forældreløse dreng Kaassassuk. Myten findes i mange varianter, og den ændrer sig fra boplads til boplads. Der er versioner fra Tasiilaq, Aasiaat og Kangeq, fra Qaqortoq, Qeqertarsuatsiaat og Illutuaarsuk, fra Uummannaq, Upernavik og Paamiut, og fra Nuuk, Nanortalik og Qaanaaq. Grønlandsk kultur rummer mange myter om forældreløse børn, men ingen har som Kaassassuk trodset tiden og affødt nye fortolkninger. Én af de versioner, som polarforskeren Knud Rasmussen nedfældede på skrift under en rejse i det nordligste Grønland, lyder nogenlunde sådan her:

Der var engang en lille forældreløs dreng, som hed Kaassassuk. Han sov i husgangen mellem hundene, og når de fik prygl, slog man også den lille. Hans bopladsfæller gav ham ingen anden føde end hvalroshud, som Kaassassuk ikke kunne tygge, fordi de morede sig med at trække tænderne ud på ham. Hans værste plageånd var en mand ved navn Umerlortorsuaq, som havde megen morskab ud af at løfte Kaassassuk op i næseborene og ryste ham gevaldigt. Derfor blev hans næsebor større og større.

Kaassassuk den forældreløse havde to bedstemødre. Hans farmor slog ham, hver gang hun så ham, men hans mormor tørrede hans

17

kamikker, for hun havde medlidenhed med ham, måske fordi han var barn af hendes datter, der jo var kvinde som hun selv.

Da lyset kom, og nætterne ikke længere var mørke, drog Kaassassuk ud på vandring. Her mødte han en kæmpe, der stod ved strandbredden og skar spæk af et dyr. Kaassassuk gav sig til at råbe på kød, men det ringede blot for kæmpens øre. Da kæmpen endelig hørte den lille, kastede han et stykke kød fra sig. Den forældreløse kunne næsten ikke slæbe det væk, så stort var det, og han byggede sig derfor en kødgrav.

Dagen efter skulle Kaassassuk ud til sin kødgrav, og da han ikke kunne finde den, brast han i gråd. Kæmpen fik øje på den lille, som stod og græd, og sagde ”nå, er det kødet? Jeg troede, det tilhørte en anden. Det er mig, der har taget det. Men skal vi to ikke gå en tur sammen?” Han ville gerne trøste den lille, og så gik de.

Kæmpen gav sig nu til at løbe og skubbede med siden til en stor sten, så den snurrede rundt. ”Og nu du,” sagde han for at more Kaassassuk. Drengen stak i løb og forsøgte at skubbe til stenen, men han faldt blot omkuld. ”Forsøg igen, og så igen,” sagde kæmpen, men det var umuligt for den lille at rokke ved stenen. ”Igen!” blev kæmpen ved, og til sidst fik Kaassassuk virkelig bugt med stenen og fik den til at snurre rundt. Derefter tog de en større sten, og til sidst kunne den lille forældreløse få store klippestykker til at hvirvle rundt. ”Gå nu hjem,” sagde kæmpen så. ”Jeg skal sende dig kød – tre bjørne vil jeg lade løbe op til din boplads til vinter.” Og så gik Kaassassuk hjem. På bopladsen så han, at Umerlortorsuaqs konebåd var frosset fast i isen. Han rev den op i ét tag og gik så ind og lagde sig i gangen mellem hundene.

Den følgende dag blev Umerlortorsuaq bange, da han så, at konebåden var revet op. ”Hvem har mon gjort det?” sagde han. ”Vi må have en kæmpe iblandt os. Måske er det dig,” sagde han hånligt og pegede på Kaassassuk for at gøre nar af ham.

18

En dag hen på vinteren, da den forældreløse sad barfodet og fik tørret sine kamikker indenfor, råbte folk, at der var tre bjørne i sigte. Ingen af hundene turde gå løs på dem, for bjørnene var store og stærke. Umerlortorsuaq råbte ind ad vinduet til Kaassassuk for at håne ham. ”Ah, hvem der bare havde et våben. Lån mig et par kamikker,” sagde den forældreløse, og hans fætter lånte ham et par. Så sprang Kaassassuk ud og ned mod iskanten, mens den hårde sne hvirvlede om ham. ”Men se lige Kaassassuk,” råbte folk, ”han er blevet gal!”

Så løb Kaassassuk sammen med bjørnene. Først greb han moren og drejede halsen om på hende. Så greb han begge de fuldvoksne unger i nakken og klaskede dem sammen, så de stivnede. Nu kastede han moren over nakken, og ungerne tog han under armene, som om de intet vejede. Og sådan bar han dem op til bopladsen.

Hans gamle plageånd Umerlortorsuaq fik nu travlt med at flygte med sine to koner. Kaassassuk hobede brændsel sammen og lavede bål. Han satte en stor gryde over og kom vældige stykker af bjørnekød deri. Den gamle bedstemor, som plejede at slå ham, greb han og kastede i ilden. Hun brændte op, og det eneste, der blev tilbage af hende, var hendes mavesæk. Nu ville den anden bedstemor flygte, men Kaassassuk holdt hende tilbage og sagde, ”du tørrede jo altid mine kamikker!”

Den forældreløse satte nu efter sin plageånd, og hans fætter tog med ham. Umerlortorsuaq var på sin flugt standset ud for en stejl klippe, hvor han havde slået telt op. Til at begynde med holdt han og hans koner vagt på skift, for de ventede forfølgeren. Men til sidst var de faldet i søvn, og da Kaassassuk nåede deres telt, lå de alle og sov.

Han greb nu sin gamle plageånd i næseborene og bar ham ud til klippekanten, hvor han rystede ham kraftigt ud over afgrunden. Da han atter satte Umerlortorsuaq på jorden, var begge næsebor flækkede, og Umerlortorsuaq kunne ikke andet end at holde sine

19

Foran Grønlands Selvstyres bygninger i Nuuk står en skulptur af Kaassassuk. Det er en tradition for byens nyudklækkede studenter at danse rundt om figuren, som symboliserer styrke og ukuelighed.

hænder for ansigtet. Men Kaassassuk gik hen til teltet, slog det omkuld og sagde, ”Umerlortorsuaq, nu tager jeg dine koner!” Og så bortførte han dem, mens hans gamle plageånd døde af sine næsesår. Ved sin hjemkomst til bopladsen hævnede Kaassassuk sig på alle dem, der havde mishandlet ham, og derpå rejste han til menneskene, der bor sydpå. Det fortælles nu, at han dernede fik sig en kajak og gik på fangst sammen med mændene, men med hans vældige kræfter fulgte en stærk lyst til altid at være den frygtelige.

20

Nogle versioner er blodigere end andre, og Kaassassuk bliver i nogle af dem ved med at slå ihjel, indtil han selv harpuneres af sine fangstfæller. I andre bliver han dræbt af en tupilak – en ånd, som en åndemaner kunne indgyde i en figur af knogler og andre dyredele, og som kunne hjælpe mod ens fjende. I endnu andre får Kaassassuk ro i sindet efter sin hævn, bliver gammel og vennesæl og lever i fryd og gammen med sine slægtninge.

De forskellige versioner har forskellige moraler, men i Grønland er Kaassassuk den forældreløse – det hjælpeløse barn, som har brug for beskyttelse fra de voksne, men i stedet får hævn over dem – blevet symbol på modstand, styrke og ukuelighed. I hovedstaden Nuuk danser byens nyslåede studenter hvert år rundt om skulpturen af Kaassaassuk, der er rejst foran Grønlands Selvstyres bygninger.