Prolog

Søndag den 23. januar 2005. Vi – Sidsel og Hans Petter – sidder i skyggen under en parasol, vi lige har gravet op af sandet ved resterne af en træbåd. Vi har drikkevarer og sandwich med i køletasken. Øen, vi er sejlet hen til, er endnu smukkere end dem, man møder i de mest farvestrålende turistbrochurer. Kridhvidt sand, azurblåt hav, palmeblade, der rasler dovent i den lette, svalende vind.

Den raserede og tomme strandbar fortæller dog en historie om alt andet end fred og skønhed. Det er nu fire uger siden, tsunamien raserede store kystområder i det sydlige Thailand og utallige andre steder rundtomkring i Det Indiske Ocean.

Tsunamien var voldsom og nådesløs. Alt blev på ingen tid forvandlet til et kaos af murbrokker, knækkede træer, forvredet jern og et virvar af døde kroppe, knust inventar, biler og turistbutikkers varer. Intet menneskeligt kunne modstå dette naturens raseri.

Vi taler om det lille, skrøbelige menneske stillet overfor naturens vælde og reflekterer over, at vi, som er sådanne skrøbelige væsner, i århundreder har forsøgt at underlægge os naturen, men er hjælpeløse, når naturen slår tilbage.

Nu ligger de døde i deres containere og venter på, at vi får identificeret dem, så de kan komme hjem til deres kære i kister. Det er en enorm opgave, vi er i gang med. Dette vil tage måneder, selv om vi er mange, både retsmedicinere, tandlæger, obduktionsteknikere, genetikere og politifolk fra mere end 20 forskellige lande. Men arbejdet skal laves, og vi er de eneste, der kan.

Det er ikke første gang, vi er stillet overfor massedød. Vores samtale bevæger sig op og ned ad tidslinjen og kommer uundgåeligt ind på tidligere erfaringer som Scandinavian Star-branden

11

og krigen i Kosovo. Her var det ikke de rasende naturkræfter, der forårsagede massedød, men menneskelig ondskab som mordbrand og militær vold mod civile. Vores opgaver bagefter er langt hen ad vejen de samme, men vi behøver ikke at sige noget – vi kender begge to svaret. For de pårørende er begge dele en katastrofe, for os er død på grund af ondskab værre end død på grund af rasende naturkræfter.

De andre, danske og norske tandlæger og politifolk, råber nede fra vandkanten: ”Kom så, I to filosoffer. Der skal svømmes, inden vi kan nyde frokosten!”

Vi kaster os ud i det krystalklare lunkne vand og nyder fridagen. Lige nu ved vi, at vores arbejde betyder noget.