Branden på Scandinavian Star

Kære Hans Petter November 1993

Selv tak for et interessant og hyggeligt møde! Jeg må indrømme, at selve kongressen var en skuffelse – navnlig lokalerne i det store telt, hvor der var så lyst, at vi ikke engang kunne se lysbillederne. Men det var jo alligevel både socialt og fagligt særdeles vellykket, specielt fordi jeg hørte om dine erfaringer med menneskerettighedsarbejdet og dokumentationen. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt på, at man kunne bruge sin fagkundskab på den måde, som du fortalte. Efter at have læst dit brev er jeg virkelig blevet ”tændt” på at deltage i internationalt arbejde og dokumentering af overtrædelser af menneskerettighederne. De fleste lande har vel ratificeret FN’s menneskerettighedserklæring, og der er brug for saglig dokumentation, så overtrædelser kan komme frem i lyset. Både nationalt og internationalt tænker jeg, at det må have en forebyggende effekt. I hvert fald er det vigtigt at ofre og pårørende bliver taget alvorligt i et undertrykkende regime (ja, også herhjemme, for den sags skyld).

Nu har jeg været i faget i omkring 10 år – bortset fra to barselsperioder på hhv. 15 og 18 uger – og har fået lyst til at løfte blikket lidt. Jeg har endelig fået en fast stilling, og så kan jeg bede om at få fri med løn for at udføre korte opgaver. Dette er en type arbejde, som retsmedicinere i Norge ikke har beskæftiget sig med tidligere, og jeg er enig med dig – dette er noget, vi er uddannet til. Vi ved, hvor vigtigt det er at være objektiv – og det må jo siges at være en forudsætning for at arbejde for NGO’er, ellers vil vores arbejde ikke være troværdigt. Responsen, jeg møder, er positiv, men også lidt undrende og tilbageholdende. Den slags arbejde betyder merarbejde

30

– ikke penge, ære og berømmelse. Forudsætningen for at deltage er jo helt klar: Det må ikke gå ud over det daglige arbejde. Man må bytte vagter og arbejde dobbelt, når man kommer hjem. Når jeg siger ”vagter”, mener jeg ikke døgnvagter, men rutinearbejde. Nogen vagtordning med udrykning udenfor arbejdstid findes ikke for retsmedicinere i Norge. Her foregår det på den måde, at politiet ringer rundt, indtil de finder nogen hjemme. Vi rykker ud, også selv om det egentlig ikke passer – og det gør det sjældent. En billig ordning for ”opdragsgiveren”, en dårlig for os. Ordningen er faktisk også ret dårlig for politiet, for de skal tænke sig godt om, inden de vækker os for at få os ud til et findested. Men dette kan vi tale om ved lejlighed; de tanker jeg har om dette, egner sig ikke til tryk!

Det var rigtigt spændende at læse om, hvordan du kom ind i det internationale menneskerettighedsarbejde. Jeg er glad for, at jeg kan få mulighed for at deltage som ”associeret dansker”, da der altså herhjemme ikke er nogen tradition for retsmedicinsk dokumentation i andet end sager, hvor vi arbejder for politiet. På hjemmebane vil jeg nok komme til at blive ganske alene. Det, du fortæller om torturdokumentation, lyder svært – både fordi skaderne sædvanligvis ikke er friske på undersøgelsestidspunktet, og fordi jeg ikke har faglig baggrund for at foretage en psykologisk evaluering. Men jeg må jo bare være åben omkring, hvad jeg kan og ikke kan, når (hvis) jeg bliver bedt om at deltage. Ærlighed varer vel fortsat længst?

Jeg bliver for resten nødt til at kommentere noget af det, du skriver i brevet. Jeg blev faktisk ganske rystet over tilbuddet, du fik om prostituerede. Brug af mellemmand, en alfons, betyder desuden, at det meste af indtægten går til bagmænd – for det er vel hovedsageligt mænd, i hvert fald dem der måtte tjene store penge. Samtidig må jeg indrømme, at historien også får mig til at trække lidt på smilebåndet – at denne person ikke tog et nej for et nej, siger noget om, hvor udbredt og almindelig sexturisme er. Ikke bare voksne, men også børn er salgsvarer. Dette er noget,

31

som ilande burde modarbejde i stedet for at understøtte det ved, at rige mennesker på ferie køber seksuelle ydelser. Jeg ved jo, at fattigdom tvinger mennesker ud i prostitution, så måske fattigdomsbekæmpelse og uddannelse, særligt for piger, er en vej at gå på sigt. Men jeg forstår selvfølgelig, at Rom ikke blev bygget på én dag, og at selv små fremskridt vil kunne regnes som en sejr (men jeg er en utålmodig sjæl). Jeg kan bare ikke lade være med at tænke. Og som Martin Luther skal have sagt: ” Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.”

Dette med at risikere at blive taget til indtægt for at støtte den ene side i en konflikt er jo helt klart et problem. Dine oplevelser på Sri Lanka er et eksempel på det. Middag med indlagt propaganda hos PLO? Man skal vare sig for ikke at havne på den ene eller anden side i en sådan konflikt. Rigtignok kan man have sine sympatier, men det er altid vigtigt at vide, at konflikterne er mere nuancerede og kompliceret end det, der fremstilles i pressen eller af parterne. Det vigtigste er, at vi fagligt set er neutrale, ellers ryger vores troværdighed. Det er ikke vores opgave at finde gerningsmanden, men at beskrive, hvilke skader den anden er påført, og drage konklusioner på baggrund af dette. ”Hvad er der sket med denne person?”. Lidt enkelt sagt, men det er jo sådan, vores arbejde fungerer i det daglige. Og jeg tror, det er vigtigt at tage den tilgang med sig ud i verden, selv om man skal arbejde under helt andre forhold. Først når vi fremstår som neutrale eksperter, kan det, vi fremlægger, være til nytte. Nu kommer jeg lidt langt ud – jeg, som endnu ikke har deltaget i nogen af disse opgaver. Du kan anse det som en ”ansøgning” om at deltage; på denne måde viser jeg et vist refleksionsniveau, som forhåbentlig kan give mig adgang til dette arbejde.

Nu vil jeg dele nogle erfaringer med dig – af en ganske anden type, men erfaringer, som har været vigtige for mig både fagligt og menneskeligt. Jeg tænker på identificering ved massekatastrofer – det, som i faglitteraturen omtales som DVI (Disaster Victim Identification). Identificering i enkeltsager har jeg jo deltaget i tidligere,

32

men denne gang var det i stor skala, og det omfattede primært danske og norske statsborgere. Norge har haft sin portion af sådanne store katastrofer, f.eks. forliset af olieplatformen Alexander Kielland i Nordsøen i marts 1980, hvor 123 mennesker omkom. Den slags erfaring udmønter sig i, at de forskellige led i organisationen kender deres plads og deres funktioner. Branden på Scandinavian Star var for mig første gang, jeg skulle finde min plads. Fordelen var, at jeg ingen erfaring havde med den slags arbejde, og at jeg derfor kunne stille alle de dumme spørgsmål, jeg ville – forudsat at jeg fandt min plads i organisationen og bidrog efter bedste evne. Omkring klokken to om natten lørdag den 7. april 1990 begyndte det at brænde på bilfærgen Scandinavian Star, som var på vej fra Oslo til Frederikshavn med 494 mennesker ombord. Påskeferien stod for døren, og vores danske au pair havde to dage tidligere taget båden hjem til Jylland. Scandinavian Star havde for nylig overtaget ruten mellem Oslo og Frederikshavn efter Holger Danske, som herhjemme i folkemunde blev kaldt ”Holder kanske”. Der blev iværksat en stor redningsaktion. Men branden blev først helt slukket, efter at skibet var blevet slæbt i land i Lysekil i Sverige. ”Vores” personel fik først tilladelse af brandvæsnet til at gå ombord søndag eftermiddag, 36 timer efter at branden var startet. Da var der ingen overlevende ombord, men mange omkomne. Et team bestående af kriminalteknikere, tandlæger og retsmedicinere arbejdede på skibet for at finde ligdele – og selvsagt også for at kaste lys over hændelsesforløbet. En af mine kolleger, som var i Lysekil hele påsken, har fortalt, at dette var en skelsættende oplevelse for ham – noget, der ikke er svært at forstå. De fandt bunker af forkullede menneskerester forskellige steder i skibet, navnlig for enden af korridorer. Man kunne kun forsøge at forestille sig, hvilke scenarier der havde udspillet sig her, før de ikke havde kunnet mere – blandt andet fordi nødudgangene var dårligt afmærkede. Men alt dette fik jeg først at vide bagefter; mine opgaver var nogle andre. Jeg blev ringet op lørdag morgen og bedt om at deltage. Jeg

33

Branden på Scandinavian Star fortsatte, da skibet var blevet slæbt til Lysekil i Sverige. Herfra blev ofrene kørt til retsmedicinsk undersøgelse i Oslo.

vidste ikke, hvad jeg gik ind til, men var glad for at blive spurgt. Dette var et nyt og spændende felt, jeg kunne lære meget om ved at arbejde sammen med erfarne kolleger. I 1986 var 14 mennesker omkommet ved en brand på Hotel Caledonien i Kristiansand. Dengang havde jeg haft lyst til at lære mere om, hvad retsmedicineren kunne bidrage med i sådanne sager, men jeg måtte ikke deltage. Jeg var i øvrigt gravid på dette tidspunkt, så set i bakspejlet var det nok meget godt at blive hjemme. Men denne gang skulle jeg altså deltage og forhåbentlig bidrage. Jeg kan ikke benægte, at det var ekstra spændende at få lov til at være med til noget, som strakte sig over længere tid, og som var forsidestof i pressen. Det at være en lille del af det maskineri, der skulle deltage i efterforskningen og bidrage til, at de pårørende kunne få udleveret deres afdøde så hurtigt som muligt, føltes på en måde godt midt i dette drama og al den sorg, som ramte så mange. Jeg fik mange telefonopringninger fra familie og venner, som udviste stor empati på grund af det arbejde, jeg skulle udføre. Men jeg måtte sige, som sandt var, at denne opgave fik mig til at mærke glæden over, at jeg ikke havde

34

mistet nogen i denne katastrofe. Det er jo faktisk sådan, at mange enkelthændelser, som er lige så belastende for de pårørende, sker hele tiden. Forskellen var først og fremmest mængden af døde.

Vores lille problem var, at vores au pair var på påskeferie i Danmark, og jeg var nødt til at arbejde i døgndrift. Det var vigtigt for de efterladte at få svar, så identificeringen skulle foregå så hurtigt som muligt, dog indenfor fagligt forsvarlige grænser. Vi løste det på den måde, at min mand pakkede bilen og tog børnene på seks og knap tre år med på hyttetur. På den måde kunne jeg disponere over mine dage uden at skulle tænke på andet end at arbejde. Dødstallene steg. 158 personer døde ombord på Scandinavian Star i forbindelse med branden, mens én døde noget senere på hospitalet. Påsketrafikken gjorde, at der var rigtig mange familier ombord, en del af dem med tilknytning til både Norge og Danmark.

I sådan en situation foregår identificeringen efter bestemte principper. Vi har siden 1975 haft en national identifikationsgruppe, (ID-gruppen). Den er en del af Kriminalpolitisentralen (Kripos), som svarer til Rejseholdet i Danmark. ID-gruppen består af politifolk, retsmedicinere og retsodontologer (tandlæger). De er med til at afgøre afdødes identitet i sager med uidentificerede lig. Andre fagfolk deltager selvfølgelig også i det praktiske arbejde. Som du sikkert ved, samarbejder ID-gruppen også med de andre nordiske lande. Essensen i arbejdet er at sammenligne oplysninger om de døde fra dengang, de var i live (ante mortem-oplysninger), med det, man finder ved obduktionen (post mortem-oplysninger). På obduktionsstuen afgør vi intet. Vi fører oplysninger ind på Interpols lyserøde skemaer, som efterfølgende sammenlignes med ante mortem-oplysningerne på et gult skema. Dette foregår på en ID-central i Kripos’ lokaler, hvor forskellige fagfolk sidder og sammenligner oplysningerne. Da politiet fik besked om katastrofen på Scandinavian Star, gik man i gang med at indhente oplysninger om, hvem der var ombord på skibet, hvem der havde overlevet, og hvem der var meldt savnet. Oplysninger om de savnede blev

35

registreret – alt fra tandlægejournal til savnedes højde og vægt, medicinske oplysninger, ar, tatoveringer, tøj og smykker. Hver aften, efter at obduktionsstuen var rengjort og lukket, samledes medlemmerne af ID-gruppen for at sammenligne oplysningerne for at konstatere, om der var match. Den ansvarlige retsmediciner, retsodontolog og kriminaltekniker var også til stede. Den polititjenestemand fra Kripos, der ledede ID-gruppen, havde det sidste ord. Jeg havde selvsagt stor lyst til at deltage i disse møder, men det fik jeg ikke mulighed for. Jeg spillede ingen formel rolle i processen andet end at dokumentere og samle oplysninger. Men hver aften ringede min gamle chef, professor Jon Lundevall, til mig for at opdatere mig. Det gav mig følelsen af at være en vigtig medarbejder. Jeg sad netop og talte med ham i telefonen, da min families påskeferie var overstået. Da de kom ind ad døren, råbte min søn ophidset om, at de havde fået en skade på bilen efter et ublidt møde med en fjeldvæg. Jeg var så optaget af den faglige opdatering, at denne oplysning ikke trængte ind før meget senere. Men alle i familien var nu også uskadte, og skaderne på bilen var kun en irriterende udgiftspost, som virkelig ikke spillede nogen rolle i den store sammenhæng.

Arbejdet på obduktionsstuen foregik i teams. Vi havde naturligvis ikke nok personale på Rettsmedisinsk institutt i Oslo til at kunne foretage alle obduktionerne selv – vi var kun fire læger inklusive Lundevall, som egentlig var gået på pension. Derfor blev det hurtigt bestemt, at vi skulle danne regionale teams, der arbejdede ved hvert sit obduktionsbord. Selv var jeg med i Osloteamet. Der var også teams fra Bergen, Trondheim og Tromsø. Hvert team bestod af en obduktionstekniker og to retsmedicinere. Én tog notater og udformede senere erklæringen, mens den anden udførte selve undersøgelsen. Der var også to kriminalteknikere på hvert team – en fingeraftryksekspert og to retsodontologer, som fordelte arbejdet imellem sig. Kriminalteknikerne tog sig af tøj og ejendele og fotodokumentation. Vi retsmedicinere skiftedes til

36

rollerne. Det betød, at hver af os på skift var ansvarlig for erklæringen, for at udføre selve obduktionen og for at informere den, der skrev erklæringen. På den måde kunne vi arbejde i flere timer ad gangen, uden at det gik ud over kvaliteten. Mærkeligt nok var skrive- og dokumentationsarbejdet mest anstrengende.

To retsmedicinere fra Aarhus, Markil Gregersen og Erling Falk, var også til stede. De var observatører, fordi der var så mange danske blandt de omkomne. Der var opstået et godt samarbejde mellem Bjørnar Olaisen, den medicinske leder af ID-gruppen, og Markil Gregersen efter Partnair-ulykken i 1989, da et chartret fly med passagerer fra det norske rederi Wilh. Wilhelmsen styrtede i Tannis Bugt. Flyet havde været på vej til Hamburg. 50 passagerer og 5 besætningsmedlemmer omkom. Dengang havde Bjørnar været til stede i Hirtshals, hvor identificeringen foregik, og han kom hjem og fortalte, hvordan arbejdet havde været organiseret, og hvor godt det fungerede. I Scandinavian Star-arbejdet deltog danskerne ikke i de enkelte obduktionsteams, men var blot til stede og fulgte med i arbejdet.

Det blev besluttet, at alle lig skulle obduceres i Oslo, men vi havde ikke tilstrækkelig kapacitet i kølerummet til at tage imod alle de lig, der kom ind. En hangar i Fornebu-lufthavnen blev lejet til formålet og udstyret med køleaggregater. Ligene blev transporteret fra Lysekil og hertil og mellem Fornebu og Rikshospitalet i rustvogne.

Stemningen var god, og sammenholdet godt mellem de forskellige teams. Det lyder måske forfærdeligt, men det er nok en overlevelsesteknik i ekstreme situationer, som du sikkert genkender. Jeg havde navnlig været spændt på forholdet mellem Lundevall og professor Christopher Giertsen fra Bergen, da deres ikke synderligt hjertelige forhold var almindelig kendt i retsmedicinske kredse. Jeg forstod det ikke helt, for jeg kendte dem begge, og jeg var lidt bange for at komme i klemme imellem dem. Men det gik aldeles strålende! Fagligt set var de enige, og jeg tror faktisk, at dette blev

37

begyndelsen på slutningen for deres lidt vanskelige forhold. Eller måske var rygtet om konflikten overdrevet.

Vi arbejdede nærmest i døgndrift. Alle gjorde, hvad de kunne, for at vi skulle have det godt. Mange, der arbejdede på Rikshospitalet, stillede op, for eksempel portørerne. De havde ellers i princippet ikke så meget at gøre med denne operation, da Rettsmedisinsk institutt som hos jer er et universitetsinstitut og ikke en sygehusafdeling. Der blev sørget for rigeligt med mad og drikke. Da en af medarbejderne sagde, at hun gerne ville se på nogle påskekyllinger, dukkede der straks en stor pakke påskepynt op. Kursussalen, hvor vi havde de daglige møder og fik information om fremgangen i arbejdet, blev pyntet op.

Heldigvis havde vi netop fået en ny obduktionsstue, som var forbeholdt smittefarlige lig. Vi havde ikke brugt den endnu, for vi skal jo alligevel behandle hvert lig, som om det kunne være smittefarligt, da sundhedsoplysninger om de afdøde normalt ikke er tilgængelige, når vi skal obducere. På denne obduktionsstue foregik undersøgelserne af lig, som ikke havde noget at gøre med Scandinavian Star. Folk dør jo også på anden vis, selv om retsmedicinerne er optaget af særlige opgaver – og alle opgaver skal løses.

Også på DNA-laboratoriet var man i fuld gang. Teknologien med DNA-fingerprinting havde ført helt nye muligheder med sig. Et DNA-mønster kunne aflæses på en røntgenfilm, nærmest som en stregkode. Dette havde været brugt i nogle få immigrations- og kriminalsager i andre lande, men hos os var det stadig på udviklingsstadiet. Det havde ikke tidligere været brugt ved massekatastrofer. Bjørnar så potentialet og vurderede, at det ville være en god idé at teste det nu, selv om identifikationen i udgangspunktet stadig skulle hvile på de etablerede kriterier. DNA-profilen var ikke et etableret kriterium, men den viste sig imidlertid i mange tilfælde at være nyttig som tillægsinformation – blandt andet fordi nogle lig var så forbrændte, at de var i flere dele. På baggrund af DNAanalyser kunne de enkelte ligdele samles. En anden vigtig faktor

38

var, at der var mange familier blandt de omkomne. Nu kunne man identificere på grundlag af forældre-barn-relationer. Desuden forelå der jo ikke så mange andre oplysninger om mindre børn, hverken medicinske eller odontologiske, så her blev DNA-stregkoderne et meget nyttigt supplement. Metoden, som kaldes Southern Blotting, var tidskrævende og indebar kemisk ekstraktion af DNA, behandling med enzymer, som klippede DNA på specifikke steder, og elektroforese, hvor fragmenterne blev separeret efter størrelse. Herefter blev fragmenterne overført til en slags papir og udsat for hybridisering med radioaktivt mærkede baser, som fæstede sig på fragmenterne. Så kunne papiret lægges i en kassette med en røntgenfilm, som blev sværtet, så den så ud som et stregkodemønster. Jeg tog ikke selv del i dette arbejde, men fandt det utroligt spændende. Jeg kendte metoden godt, for jeg havde selv benyttet den i en del af arbejdet med min doktordisputats, som jeg var i gang med i den periode.

Men tilbage til vores arbejde på obduktionsstuen. Til at begynde med var det nemt genkendelige lig, hvor dødspletterne, muskulaturen og blodet havde kraftig rød farve på grund af kulilteforgiftning. Men selv om de kunne være lette at identificere, skulle de igennem den samme proces som dem, der var vanskeligere. Alle tilfælde skulle leve op til Kripos’ kriterier for identificering. Vi brugte meget tid på at registrere små detaljer og udfyldte samvittighedsfuldt de lyserøde skemaer, så de kunne sammenlignes med ante mortem-oplysningerne. Efterhånden kom der helt forkullede lig eller ligdele ind. Enhver detalje skulle registreres, og hver enkelt del fik sit eget nummer.

Når jeg kom hjem langt ud på aftenen, havde jeg svært ved at falde i søvn. Det var egentlig ikke hele den tragiske situation, der påvirkede mig. Snarere havde jeg følelsen af at stå ved et endeløst samlebånd og arbejde og arbejde. Det var, som om en film uden slutning kørte rundt i mit hoved. Der var ikke noget mareridtsagtigt over det; det var bare umuligt at finde ro. Nogle uger senere,

39

da de enkelte obduktionserklæringer skulle afsluttes, oplevede jeg det samme. Jeg havde nemlig taget dem med mig hjem for at kunne arbejde med dem, efter at børnene var lagt i seng. På arbejdet var der så meget andet, der skulle gøres, så der fik jeg ikke ro til at afslutte dem. Jeg kunne jo ikke så godt dele dette med mine nærmeste, og desuden gik jeg rundt og følte det som en lille svaghed hos mig selv. Jeg var jo professionel; dette skulle jeg klare. Bagefter har jeg tænkt på, om jeg burde have boet på samme hotel som de tilrejsende, spist morgenmad sammen med dem og måske gået en tur i baren sammen med dem efter endt arbejdsdag. Eller om jeg måske skulle have brugt nogle andre teknikker til at bearbejde de voldsomme indtryk.

Men jeg var utrolig stolt over at have været med til denne store og vigtige opgave og fået lov til at bidrage til ret hurtig identificering af alle lig, så de pårørende kunne få svar og begrave deres døde. 17 døgn efter at branden brød ud, var alle de døde identificeret. Det havde været et krævende arbejde, hvor alle havde gjort deres bedste. Hvorfor branden opstod og udviklede sig så katastrofalt, ligger heldigvis udenfor mit kompetenceområde. Sikkert er det, at sådanne katastrofer sker fra tid til anden, så man er nødt til også i fremtiden at være forberedt på denne type operationer. I Norge har vi haft vores rigelige andel af sådanne hændelser, og vi er derfor altid beredte til næste gang, noget sker – selv om jeg altid ønsker, at der ikke bliver nogen ”næste gang”. Det kan vel mest af alt kaldes et fromt ønske.

Jeg håber, at jeg har kunnet bidrage med lidt faglig og personlig information til min nye ven og kollega, som jeg ser frem til at samarbejde med. Hvis du har lyst til at vide mere om identifikationsprocessen, så giv mig endelig besked – så skal jeg forsøge at svare, så godt jeg kan.

Mange hilsner Sidsel