I modvind i Sri Lanka og i felten i Filippinerne

Kære Sidsel September 1993

Tak for et godt møde i Düsseldorf. Det var så fint, at skandinaverne mødtes uformelt under kongressen og fik udvekslet faglige synspunkter, samtidig med at vi kunne snakke om, hvordan vi i fællesskab kunne drage nytte af hver vores erfaringer. Det er også godt at vide, at du er interesseret i at udnytte din faglige kunnen i menneskerettighedsarbejdet. Det er vigtigt, at både aktivister, myndigheder, internationale organisationer og ikke mindst de, der overtræder menneskerettighederne, bliver klar over, hvilken faglig styrke vi har, og den centrale rolle, vi kan spille i afsløringen af tortur.

Samtidig er jeg også så glad for, at vi er blevet enige om at begynde en brevveksling om vores oplevelser og erfaringer med dokumentationen af følger efter menneskerettighedsovertrædelser. Erfaringer er alfa og omega, og erfaringsudveksling er jo her en forudsætning. Retsmedicinerne spiller en helt central rolle i dokumentationsarbejdet, da vi jo er specialister i at dokumentere vold og i at tolke voldstegnene. Desværre er muligheden for at anvende retsmedicinsk ekspertise i menneskerettighedsarbejdet ikke særlig kendt, men det kan vi måske være med til at ændre på.

Naturkatastrofer og masseulykker er ikke resultater af forbrydelser, men vi ved begge, at det kan være en psykisk belastning at arbejde med de sager. Så er det godt at kunne dele sine tanker med en, der ved, hvad det drejer sig om. Vores arbejde i disse sager adskiller sig heller ikke fra torturdokumentationen – igen er det dokumentation og tolkning af voldsfølger, det handler om.

13

Hverken du eller jeg er så naive, at vi tror, vi kan ændre verden med et snuptag. Men vores stadige og insisterende dokumentation på fagligt højt videnskabeligt niveau kan med tiden forhåbentlig ændre verdens holdning til tortur og krigsforbrydelser, og så har vi udrettet noget på dette område.

Som aftalt begynder jeg med begyndelsen.

I 1985 blev jeg på anbefaling af min kollega Jørgen Lange Thomsen fra Retsmedicinsk Institut i København introduceret til Amnesty Internationals lægegruppe. Jeg var en søgende sjæl. Min noget uklare idé gik ud på at arbejde for retfærdighed – retfærdighed for individet og også for samfundet. Det var store og idealistiske mål, og det var ikke uden videre noget, en ung læge kunne gennemføre, i hvert fald ikke alene. Jeg havde forsøgt igennem politisk arbejde, men mine venstrefløjserfaringer var frustrerende og nedslående. Jeg søgte en international tilgang til opgaven, og i Amnesty fandt jeg den. Medlemmerne, alle læger med forskellige specialer og forskellig politisk baggrund, havde ét mål til fælles – bekæmpelsen af tortur. Der blev arbejdet med dokumentation af overgreb gennem undersøgelse af torturofre, dokumentation af resultater, foredrag om tortur og menneskerettigheder og publicering af alle disse erfaringer. Jeg blev meget hurtigt klar over, at jeg ikke skulle fortsætte i hospitalsvæsnet som patolog – jeg skulle være retsmediciner. Jeg havde opdaget, at retsmedicinere dokumenterede vold og konkluderede på grundlag af sagsoplysninger og de påviste skader, hvad der var sket. Det var lige det, jeg ville: dokumentere uretfærdighedens følger og formidle resultaterne.

Alle dem, vi undersøgte, havde fået afslag på deres asylansøgninger, og de havde anket afgørelserne til Flygtningenævnet. De havde fået en bistandsadvokat, og det var advokaterne, der anmodede Amnestys lægegruppe om at undersøge deres klienter. Dem var der mange af, da vi i Danmark havde åbnet døren for flygtninge, dengang overvejende tyrkiske kurdere, iranere og libanesere. En del af flygtningene, men langtfra alle, havde været

14

udsat for tortur i deres hjemland og blev nu tilbudt lægeundersøgelse i Amnestys regi. Det var forfærdelige lidelseshistorier, vi lagde ører til, og mange havde fysiske følger efter torturen. Men hvad der var mere skræmmende, var deres psykiske tilstand. Stort set alle dem, der havde været udsat for tortur, led af søvnforstyrrelser, var irritable, grådlabile, havde kontaktproblemer, seksuelle problemer, svært ved at koncentrere sig og at læse. Alle havde de brug for psykologisk og/eller psykiatrisk hjælp. De led af det, der senere er blevet kendt under betegnelsen PTSD, Posttraumatic Stress Disorder.

Et lille eksempel: En yngre mand var blevet tilbageholdt i Iran. Han var mistænkt for at sprede propaganda mod præstestyret og så tvivl om ayatollah Khomeinis legitime ret til at lede landet. Den unge mand boede hos sine forældre. En nat trængte soldater ind i huset, smed rundt med lamper, vaser og møbler, truede, slog og sparkede de skræmte familiemedlemmer og tog den unge mand med. Han blev ført til en kaserne i udkanten af byen. Undervejs i den pickup, de kørte i, blev han hånet, truet, sparket og slået. Han fik ikke at vide, hvorfor han var blevet anholdt, men da han havde spredt anti-præstestyre-propaganda, antog han, at det var grunden. Og det var det.

Han blev tilbageholdt i en uges tid og havde ingen mulighed for at komme i forbindelse med omverdenen. Hver dag blev han udsat for tortur med slag, spark, elektriske stød på følsomme steder som tunge, penis og endetarmsåbning. Skrig og bøn om nåde hjalp ikke. Torturen fortsatte, flere gange, indtil han besvimede af smerte.

Han blev truet med endnu værre tortur, hvis han ikke opgav navne på dem, han arbejdede sammen med, men han røbede dem ikke. Til sidst blev han stillet op ad en mur, og en af plageånderne trak sin pistol. Den unge mand fik at vide, at han nu havde en sidste chance for at tale, ellers blev han skudt. Han sagde intet. Soldaten gik hen til ham, pressede pistolmundingen ind mod hans tinding og trykkede på aftrækkeren. Klik – intet skete, pistolen var ikke

15

ladt. Det voldsomme psykiske chok ved denne skinhenrettelse resulterede i nok en besvimelse, og manden var nu et skælvende nervevrag. Få dage senere blev han efter yderligere elektrisk tortur løsladt uden nogen forklaring. Ved hjælp af familie og venner lykkedes det ham at komme ud af landet, og han endte i Danmark.

Ved undersøgelsen var der kun enkelte ar, som i sig selv var uspecifikke, men psykisk var han nedbrudt og viste tydelige tegn på PTSD.

Resultaterne af hver enkelt undersøgelse blev skrevet ned, og der blev udarbejdet en erklæring i hvert tilfælde, som blev sendt til den beskikkede advokat. Erklæringen blev brugt i ankesagen. De fleste af dem, vi undersøgte, opnåede asyl i Danmark, hvorefter de så kunne få den tryghed, ro og behandling, de havde brug for. Behandlingen af torturofre, som normalt kaldes rehabilitering, blev udviklet i RCT (Rehabiliteringscenter for torturofre), som var startet og drevet af Inge Genefke, læge, ildsjæl og en af grundlæggerne af Amnestys lægegruppe. RCT var (og er) de førende på dette område.

Som nævnt var et af formålene med lægegruppens arbejde publicering af resultaterne. Det foregik gennem interviews og kronikker i aviser og andre dele af pressen, men også i form af videnskabelige publikationer i fagtidsskrifter – for at give resultaterne større troværdighed, men også for at udbedre kendskabet til vores arbejde internationalt blandt kolleger. Da jeg kom med i gruppen, havde dens medlemmer allerede publiceret flere videnskabelige artikler om både diagnosticering af torturfølger og den skadelige effekt af tortur. At flygte var i sig selv en stærk psykisk belastning, og der var røster fremme om, at torturen nok ikke spillede så stor en rolle som årsag til disse menneskers dårlige psykiske tilstand. For at undersøge dette nærmere gennemførte jeg sammen med nogle af de andre medlemmer i gruppen to studier. I det første undersøgte vi både fysiske og psykiske symptomer hos en gruppe tyrkiske kurdere, både torturofre og ikke-torterede. Der var klart

16

og overbevisende flere psykiske symptomer hos dem, der havde været udsat for tortur end i kontrolgruppen. I det andet studium undersøgte jeg alene libanesiske asylansøgere, både torturofre og ikke-torterede. Da alle var asylansøgere, havde de usikkerheden til fælles – ville de opnå asyl i Danmark eller ej? Også her viste det sig, at selv om de alle levede under stærkt psykisk pres som eksilerede og asylansøgere, var der markant overvægt af psykiske symptomer hos torturofrene. Resultaterne af disse to studier understregede, sammen med flere tidligere studier, at tortur var skadelig fysisk og ikke mindst psykisk.

I august 1986 blev der afholdt en international retsmedicinsk kongres i Colombo, Sri Lanka. Der ville vi gerne præsentere resultaterne af vores undersøgelser. Præsidenten for kongressen, professor Salgado, havde gjort lægegruppen opmærksom på, at menneskerettigheder var et af emnerne ved kongressen. Han var selv meget optaget af dette emne. Den interesse var dengang ikke helt ufarlig i Sri Lanka. Den tamilske befolkning i landets nordlige provinser følte sig (med rette) undertrykte, og den tamilske oprørsbevægelse kæmpede for selvstændighed af landets nordlige del. De srilankanske myndigheders undertrykkelse var stærk og brutal, og overholdelse af menneskerettighederne stod ikke øverst på dagsordenen. Professor Salgado var imidlertid en internationalt kendt og anerkendt retsmediciner, og dette har nok langt hen ad vejen beskyttet ham mod at lide personlig overlast. En international kongres med menneskerettigheder som et af emnerne kunne også bruges af regeringen til at udstille Sri Lanka som et land, hvor man frit kunne udtrykke sin mening.

Amnesty bestemte, at Jørgen Lange Thomsen, Ole Vedel Rasmussen fra Amnesty Internationals lægegruppe og jeg skulle deltage i kongressen. Jeg var lykkelig. Sri Lanka, der havde jeg aldrig været, og nu skulle jeg ikke rejse som almindelig turist – jeg havde en opgave!

17

Ikke uventet deltog flere ministre i kongressens åbningsceremoni, og selveste præsidenten deltog i frokosten på dag to. Han smilede alfaderligt til os og sagde også et par velvalgte og moderat rosende ord om retsmedicinernes vigtige rolle som myndighedernes uvurderlige hjælpere i opklaring af kriminalitet og afsløring af tortur. Alt dette sagde han, mens der herskede krigslignende tilstande med massive menneskerettighedsovertrædelser i den nordlige del af landet. Ak ja.

Menneskerettighedssessionen var et tilløbsstykke. Nysgerrigheden var stor, da dette var en nyskabelse i retsmedicinsk sammenhæng. De andre danskere holdt deres foredrag, og diskussionerne efter foredragene var civiliserede og relevante. De gik mest på metoder, statistik og tolkningen af enkelte fund. Jeg holdt mit foredrag på lidt usikker begynderfacon, men syntes selv, det gik ok. Der var et par metodespørgsmål, som jeg kunne svare på, men så tog pokker ved en af spørgerne. Det var en professor i jura fra Colombos universitet, som spurgte om, hvordan i alverden jeg kunne tillade mig at omtale Tyrkiet i negative vendinger, når der ikke var nogen officielle repræsentanter for landet til stede for at tale deres sag? Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, jeg var bare perpleks. Hvordan kunne man forsøge at nedgøre vores resultater med sådan et bagholdsangreb? Tyrkiet havde underskrevet alle officielle menneskerettighedserklæringer, og enhver form for tortur var et klart brud på dette. Ole Vedel Rasmussen, som var garvet indenfor torturdokumentationen, svarede for mig, at vi ikke var ude på at nedgøre et bestemt land, men at det var positivt, at man blev klar over, at tortur kunne dokumenteres, og det ville være endnu bedre, hvis denne dokumentation kunne forebygge tortur. Der kom ikke flere kommentarer.

Det uventede højdepunkt under menneskerettighedssessionen var en palæstinensisk retsmediciners foredrag. Han fortalte om israelernes overgreb på civile på Vestbredden og i Gaza. Foredraget var stærkt tendentiøst og havde metodologiske fejl og mang-

18

ler, men konklusionen var klar: Overgreb fandt sted. De israelske kolleger i salen forsøgte flere gange undervejs i foredraget at afbryde med tilråb, både enkeltvis og i kor. Det lykkedes dog for de andre tilhørere og moderatoren at få dysset dem nogenlunde ned. Diskussionen bagefter endte hurtigt i råben og skrigen, og udokumenterede beskyldninger føg igennem luften. Vi danskere blandede os også og påpegede blandt andet, at israelerne opførte sig uciviliseret. Så udvandrede israelerne, og mødet kunne fortsætte. Underholdningsværdien af de resterende foredrag lod dog meget tilbage at ønske.

Da jeg senere på dagen skulle hente nøglen til mit værelse i receptionen, lå der en kuvert til mig. Mit navn stod på den, skrevet med den smukkeste håndskrift i sort tusch. Indeni lå der en flot middagsinvitation fra PLO. Jeg var overrasket og også lidt glad. Jeg sympatiserede slet ikke med PLO’s metoder til at opnå et selvstændigt Palæstina, men denne invitation pirrede min nysgerrighed. De andre danskere havde også fået invitation til middagen. Vi ankom til et smukt, ældre hotel i kolonistil – hvidt med mahogni og marmor. Der var dækket et stort langbord på terrassen med udsigt over en parklignende have og vandet. Der var kolleger fra mange lande, de palæstinensiske retsmedicinere og nogle højtstående PLO-folk. Rundtomkring stod der bredskuldrede, høflige unge mænd med en bule i venstre side af deres velsiddende dressjakker. Der var kun en kort tale fra en af PLO-folkene, og den var ikke politisk. Både maden og vinen var udsøgt. Det var en fantastisk middag, hvor alle snakkede fag og alt andet end politik.

Vi var nogle, der valgte at spadsere de få kilometer tilbage til kongreshotellet. På et tidspunkt kom Jørgen og jeg lidt bagud i forhold til resten af gruppen. En lille, haltende mand kom op på siden af os og smilede skævt, mens han hviskede: ”Do you want ladies?” Vi rystede på hovedet, men han fortsatte: ”Do you want little girls?” Jørgen og jeg så på hinanden og tænkte det samme: Skulle vi slå ham? Inden vi fik bestemt os, lyste mandens ansigt

19

op, og han sagde højt med et stort forklarelsens smil: ”Ah, you want boys? No problem!” Vi slog ham ikke, men så så truende ud, at han forsvandt ud i mørket uden et ord. Velkommen til livets skyggeside!

Dagen efter stod vi et par stykker i en pause og talte med de palæstinensiske kolleger om den fantastiske middag. En af israelerne kom hen til os, hilste pænt og spurgte, om vi havde haft en god aften. Derefter begyndte han at tale ubesværet om vejr og vind. Vi, et par australiere og jeg, fortsatte snakken med ham, men palæstinenserne gik demonstrativt, mens de sagde et eller andet på arabisk, som jeg gætter på, ikke var særlig positivt. Tankevækkende, at dette skete i 1986 – hverken freden eller en to-statsløsning synes nærmere i dag.

Da kongressen var slut, skulle en del af deltagerne på en Post Congress Tour til Kandy, Sri Lankas spirituelle hovedstad. Her skulle vi se den årlige Esala-procession, hvor man fejrer en af buddhismens helligdomme, ”Buddhas hellige tand”, som var i et tempel i byen. Vi kørte i bus gennem det smukke, bakkede landskab, hvor der var jungle afbrudt af dyrket jord, mest rismarker. Ganske vist var det smukt, men myndighederne var på vagt. Oprørsbevægelsen, de tamilske tigre, kunne være hvor som helst. Derfor blev vores bus eskorteret af militære køretøjer, som kørte både foran og bag os.

Vi skulle bo på byens bedste hotel, som lå ud til hovedgaden. Præsidenten, som også skulle overvære processionen, skulle bo på samme hotel. En times tid efter at vi havde tjekket ind, hørte vi et brag nede fra receptionen. Nogenlunde samtidig kom en af de andre i rejseselskabet forbi og spurgte, om jeg havde set hendes kuffert. Det havde jeg ikke – hun havde nok glemt den et eller andet sted. Jeg gik med for at hjælpe hende med at lede. Nede i receptionen var der et farligt leben, og det så ud, som om der havde været et bombeangreb. Kvinden råbte meget højt og gentagne gange. Resterne af hendes kuffert og indholdet lå spredt ud over

20

hele receptionen. Det så ret surrealistisk ud: hele og halve bluser, bh’er, trusser og strømper hang ned fra lysekronerne og lå spredt rundt på borde, stole og på gulvet. Det mindede om en blanding af et sjusket pyntet juletræ og dårlig ophængt vasketøj. I et hjørne manglede en del af gulvet og væggen bagved. Damen blev ved med at råbe, indtil en høj bredskuldret mand i jakkesæt trak hende til side og gav hende en tyk kuvert. Så holdt hun mund. Præsidenten var ikke ankommet endnu, og da ingen kendte noget til kufferten, som kvinden havde glemt i receptionen, da vi tjekkede ind, blev den sprængt af sikkerhedsfolk. Lynhurtigt kom der nogle håndværkere og rengøringsfolk, og da vi kom forbi noget senere, kunne man ikke se, hvad der havde foregået, kun lugte våd maling og lak. Om aftenen så vi det fantastiske optog med elefanter klædt i guld og silke, og præsidenten vinkede diskret til os fra sin balkon og blinkede. Kvinden uden kuffert smilede tilbage og var ved at vinke armen af led – hun havde nu råd til flere kufferter fyldt med det fineste tøj.

Den gyselige sukkerskål, som du har lagt mærke til på mit skrivebord, er et minde fra den kongres – mit første internationale møde med kolleger med stærke meninger om menneskerettigheder. Nu har jeg vænnet mig til sukkerskålen, og den har en vigtig funktion. Den indeholder clips og elastikker – rekvisitter, man ikke kommer udenom på et kontor – og den minder mig om, at kampen mod uretfærdighed langtfra er slut.

Der skulle gå tre år, inden jeg igen kom ud i verden i menneskerettighedernes tjeneste. En filippinsk NGO (Non Governmental Organization) havde henvendt sig til Folkekirkens Nødhjælp, som kontaktede Amnesty International for at få hjælp til at dokumentere menneskerettighedsovergreb på øen Samar. Ifølge oplysningerne skulle militæret i jagten på formodede muslimske terrorister have skudt en bonde og hans familie, gravet ligene ned og fortsat jagten. Det undrede både dem og os, da muslimske modstandsfolk

21

ikke holdt til på Samar, hvor befolkningen var kristne, men på den sydlige ø, Mindanao, hvor cirka 20 % var muslimer. Det var klart, at det var retsmedicinere, der var brug for, og Jørgen Lange Thomsen og jeg meldte os til opgaven. Vores chef på Retsmedicinsk Institut sagde med det samme ok til, at vi ville være væk en uges tid. Det var jo internationalt retsmedicinsk arbejde, og udgifterne ville blive dækket af Folkekirkens Nødhjælp.

Manila var stor, larmende og beskidt. To smilende, fåmælte unge piger tog imod os i lufthavnen og fulgte os i taxien til hotellet. Vi skulle først tjekke ind og derefter til informationsmøde med gruppen. I receptionen blev jeg mødt af et budskab, der fortalte meget om, hvilken slags samfund jeg var kommet til. Over disken hang der en stor plakat, hvor der stod, at skydevåben var forbudt på værelserne. De skulle afleveres i receptionen og ville blive udleveret igen ved afrejse. Så vidste jeg det.

Informationsmødet var kort og effektivt. Vi blev præsenteret for Benito Molino, som også var retsmediciner. Ved siden af sit arbejde i Manila hjalp han NGO’er, der arbejdede med menneskerettigheder. Historien var, at en landarbejderfamilie på øen Samar var blevet skudt cirka et halvt år forinden, formentlig af militæret. Området havde været afspærret af militæret i flere måneder efter, men var nu åbnet igen. Familien var kendt som aktive kommunister, og Samar var kendt som den kommunistiske guerillabevægelse NPA’s højborg på Filippinerne. Her havde man igennem mange år kæmpet for bedre forhold for landarbejderne. Nogle få familier ejede stort set alt opdyrket land, og langt de fleste landarbejdere levede på et eksistensminimum. Revolutionære aktiviteter var dagligdag på øen og havde gang på gang for kortere eller længere perioder spredt sig til andre dele af øriget. De filippinske myndigheder havde utallige gange sat hårdt mod hårdt, og hundredvis af mennesker var blevet dræbt, siden de spredte kommunistiske oprør begyndte sidst i 1960’erne. Selv om den aktuelle præsident, Corazon Aquino, internationalt blev anset som et fredselskende

22

menneske, havde hun og hendes regering ikke sat en stopper for den brutale og kompromisløse tilstand, hverken på Samar eller Mindanao, hvor det var den muslimske oprørsbevægelse, der opererede. Om det var militæret alene, der havde dræbt familien, eller om det var sket i samarbejde med storgodsejerne, var uvist, men begge parter delte syn på konflikten og var kendt for at billige de samme metoder for at bremse kommunisternes aktiviteter.

Jeg kunne ikke undgå at drage paralleller til min tid i Peru i 1970’erne. Det år, jeg arbejdede der, oplevede jeg også talrige eksempler på rige storgodsejere, der næsten behandlede deres landarbejdere som dyr. Retfærdigheden har trange kår mange steder, og det fører uvægerligt til voldelig modstand på et tidspunkt.

Næste morgen rejste Benito, Jørgen og jeg til Samar. I Calbayog, øens hovedstad, blev vi informeret nærmere af lokale menneskerettighedsaktivister og tog derefter videre i bil til landsbyen Catbalogan, et par timer mod syd langs kysten. Det var mærkeligt. Alle, jeg mødte, havde spanskklingende navne, men de talte kun engelsk og et eller to lokale sprog. Men når de skulle tælle, var det på spansk. Den spanske koloniarv var altså både religion, navne og tal, mens den amerikanske kun var sprog.

Jørgen og jeg blev indlogeret på landsbyens hotel, som var meget enkelt, ikke havde enkeltværelser, og hvor der kun lejlighedsvis var vand i hanerne og toiletterne. Det sidste blev hurtigt en udfordring, navnlig for Jørgen – jeg havde fået turistmave.

Sammen med et dusin lokale – unge aktivister, studerende og flere nyuddannede antropologer – vandrede vi næste morgen et par timer langs rismarker og kokosplantager. Rismarkerne var stadig oversvømmede, det var varmt og fugtigt og lugtede af stillestående vand. Vi balancerede flere steder på de smalle græsklædte diger mellem markerne, og jeg havde mere end nok at gøre med at se, hvor jeg satte mine fødder – det virkede alt andet end tillokkende at falde i det ikke særlig rene vand. Til sidst kom vi frem til en hytte med palmebladetag. Der var en stor rist med bålplads un-

23

der til tørring af kokosnødder og en forsænkning med en enorm dynge mere eller mindre rådne skaller fra selve kokosfrugten, gamle kokospalmeblade og andet planteaffald. Her, i kanten af en kokosplantage, havde familien boet – far, mor og et barn på omkring fire år.

Den fugtige varme var kvælende. Jørgen og jeg satte os ned for at hvile os og vride vores gennemblødte T-shirts. Det hjalp noget, da en af de andre hurtigt klatrede op i en kokospalme og hentede et par frugter. Toppen af frugten og kokosnødden (som er frugtens kerne) blev hugget af med machete, og vi kunne drikke det mineralholdige og læskende kokosvand, som havde en let sødlig smag. De andre gik hurtigt i gang med at gennemsøge terrænet, og efter nogen tid kom en af de unge piger løbende tilbage til os. I et område lige i nærheden virkede det, som om der havde været gravet i jorden for nylig. Vi gik varsomt i gang. Gravede forsigtigt med små skovle og siede al jorden igennem store firkantede sier holdt af to personer. Jorden kunne indeholde projektiler eller andet af interesse. Cirka en meter nede i den fugtige jord kom der en del af en lille krop til syne. Det var et barn. Resten af liget blev langsomt og forsigtigt gravet fri. Delvis svøbt i et hvidt klæde blev barnet løftet op. Da jorden nedenunder blev siet, fandt vi knoglerne fra både hænder og fødder. Der var ingen projektiler.

Aftalen var, at jeg skulle obducere barnet sammen med Benito, mens Jørgen skulle tage sig af de voksne, som efter det oplyste højst sandsynligt lå i dyngen med planterester.

Vi lagde barnet på en palmebladsoverdækket platform, det tidligere køkken, udenfor hytten og brugte den som obduktionsbord. Barnet var stærkt præget af ligvoksdannelse. Dette er et fænomen, som opstår ved høj fugtighed. Omdannelsen sker normalt over flere måneder, men ved høj varme sker det hurtigere. Fedtvævet bliver forsæbet, gråt og blødt, og dette konserverer i nogen grad organerne. Bløddelene på det meste af hovedet, hænderne og fødderne var dog væk, så knogleenderne stak frem på underarmene og

24

Graven med det lille barn åbnes. Hans Petter (tv.) og Benito Molino med hvid hat.

læggene. Kranie- og ansigtsknoglerne var blotlagt. Både Benito og jeg så hurtigt, at der var to små huller i huden på barnets bug og to større huller på ryggen. Efter at vi havde åbnet liget, fandt vi, at halvdelen af leveren, milten og mavesækken nærmest var eksploderet, en del af tyk- og tyndtarmen, legemspulsåren og den store hulåre var revet over, og den øverste del af højre nyre var bare en uformelig masse. Vi fandt ingen projektiler, men det havde vi heller ikke regnet med, da der var to små indskudsåbninger i bugen og to store udskudsåbninger i ryggen. Projektilerne var altså gået igennem barnet og var fortsat videre.

I mellemtiden havde de andre dybt nede i dyngen af planterester fundet dele af ligene af de to voksne. Jeg dikterede fundene fra obduktionen af det lille barn og gik over til Jørgen. Han og Benito var nu dybt involveret i den faglige vurdering af fundene. Der var meget varmt og fugtigt i dybet af dyngen, og desværre var der ikke sket nogen ligvoksdannelse. Der var kun knogler

25

tilbage. Det lykkedes ikke at finde alle knoglerne – dyngen var enorm, og der var ikke så mange til at grave. Kun dele af skeletter blev fundet, men der var nok til, at vi kunne se, at de stammede fra to personer. Bækkenknoglerne viste, at det var en mand og en kvinde. Der var et kranium, og vi kunne se på kæbevinklen og nakkemuskeltilhæftningen, at det var et kvindekranium. Der var splintrede brud af lårbensknoglerne hos begge individer, og disse brud så ud som skudlæsioner fra højhastighedsvåben, dvs. riffelskud. Der blev ikke påvist nogen dødsårsag, men begge var blevet ramt af skud.

Resultatet af dagens arbejde viste, at det lille barn var død af to skud i maven, og de svære indre læsioner og store udskudsåbninger viste, at det drejede sig om riffelskud. Begge de voksne havde benbrud, som højst sandsynligt stammede fra riffelskud. Vi konkluderede derfor, at hele familien var blevet skudt med riffel.

Det var nu sidst på dagen, og for at komme tilbage til landsbyen i dagslys var det på tide at bryde op. Barneliget og knoglerne fra de voksne blev lagt i tre plasticsække, som blev hængt op under taget i hytten, for at dyr ikke skulle kunne få fat i dem. Så gik vi tilbage til landsbyen.

Aftensmaden blev indtaget på landsbyens restaurant ved stranden. Det var et spartansk udstyret sted med plasticstole og metalborde udendørs, men maden var rigtig god – helt friske skaldyr. Der var dog et problem: Jeg havde brugt almindelige tynde operationshandsker til obduktionen, og den havde varet en del timer. Lugten af ligvoks, som minder lidt om lugten af rådden tang, havde hurtigt gennemtrængt de tynde handsker og var trængt ind i huden. Den hang ved, selv om jeg havde vasket hænder mange gange og også brugt håndsprit. Nydelsen ved at spise krabbekløer med hænder, der lugtede af rådden tang, var noget begrænset.

Næste dag gik vi tilbage for at lede efter patronhylstre, projektiler og flere knogler i affaldsdyngen. Vi gik ved siden af hinanden i række og gennemtrawlede terrænet. I løbet af en time fandt vi

26

Jørgen Lange Thomsen (med bar overkrop) og Hans Petter undersøger knogler fra de voksne fundet i dyngen af planterester.

flere patronhylstre og enkelte projektiler, som vi lagde i plasticbokse med låg. Vi aftalte, at Jørgen og jeg skulle tage dem med til Danmark til våbenteknisk undersøgelse. Selv om vi brugte flere timer med at grave i affaldsdyngen, fandt vi ikke mere end et par ubeskadigede ryghvirvler, og til sidst måtte vi give op.

En hel del familiemedlemmer kom og hentede poserne med resterne af de døde, så de kunne få en ordentlig begravelse. Vi hilste pænt på hver og én af dem og stod med bøjet hoved på en række, da de med alvorlige miner og tårevædede øjne forlod os i samlet flok.

På hotellet, hvor vi skulle hente bagagen, mødte vi en ældre mand i receptionen. Han var australier og fortalte, at han var i Catbalogan en måneds tid hvert år. Hver gang lejede han en af de lokale unge piger, og hun var så hans kæreste for en måned. Han kunne varmt anbefale arrangementet og syntes selv, det var

27

sådan en god idé – og så var det rasende billigt. Vores indignerede kommentarer om udnyttelse af fattige, nedværdigelse af kvinder og total mangel på respekt prellede fuldstændigt af på ham – han sjoskede bare væk, mens han rystede på hovedet. Således oplyst om (u)menneskelig udnyttelse tog vi af sted til Calbayog og lufthavnen.

I lufthavnen var der kontrol. Soldater gennemsøgte al bagage og fandt naturligvis både projektiler og patroner i vores kufferter. Så blev vi bange. Hvad ville der nu ske? Ingenting. De kiggede bare på plasticdåserne med det metalliske indhold, rystede smilende på hovedet og lagde dem tilbage igen. Pulsen faldt langsomt tilbage til det normale, og hjertet kravlede ned fra halsen og på plads i brystet.

Efter et kort møde på organisationens kontor i Manila sagde vi farvel. Vi skulle til middag med en repræsentant for den danske ambassade, inden vi tog hjem. Benito sagde pænt tak for hjælpen og fortalte, hvor vigtigt det var, at der var kommet retsmedicinere udefra for at dokumentere dette brutale overgreb, som desværre kun var ét af mange. Det øgede troværdigheden, sagde han. Vi sagde på gensyn og var væk. Hen til høflig småsnak med en dansk diplomat, kniv, gaffel og udsøgte vine – og så fly tilbage til vores privilegerede liv i smørhullet.

Jørgen sørgede for at få patronerne og projektilerne undersøgt på Rigspolitiets kriminaltekniske afdeling. Der kunne de fortælle, at det var samme slags ammunition, som den filippinske hær anvendte til deres automatrifler. Den besked gav vi videre. Der var ikke ret meget tvivl om, at familien var blevet skudt af militæret. Dette blev heller aldrig benægtet – der blev blot set på det, som om de havde gjort, hvad der var nødvendigt. De havde udryddet en fjende. Hvordan man kan retfærdiggøre, at ubevæbnede civile bliver skudt, fordi de er modstandere af styret, er totalt uforståeligt. Det er også svært at begribe, at et fireårigt barn skulle kunne udgøre en trussel mod samfundsordenen.

28

Reaktionen blandt kollegerne var som forventet. De havde arbejdet så hårdt, mens vi havde hygget os under palmerne. Diskussionen efter Jørgens og mit obligatoriske foredrag var rent faglig omkring skudlæsioner. Ingen interesserede sig for menneskerettighedsaspekterne. Velkommen hjem til andedammen!

Nok for denne gang, ser frem til meddelelser fra dig.

Kh HP