4 minute read

Forord

Next Article
Født til succes

Født til succes

Dette er bogen om dig. Fra du blev undfanget, til du en dag ikke er her mere. De store begivenheder i dit liv vil blive forklaret: Det første kys og hvorfor du fik bumser. At blive forælder, blive gammel og hvorfor du skal dø. Hele dit liv i en bog. Det er også en bog om meningen med det hele. Eller måske snarere forklaringen på det hele, og forklaringen skal ofte findes hos vores medskabninger – dyrene og planterne. Men vigtigst af alt: Det er din bog, jeg håber, du vil nyde den.

Lad os skære ind til benet med det samme. Biologisk er der ingen mening med livet. Det er en absurd tanke til at begynde med. Hvorfor skulle der være en mening? Og hvis der var, kunne man så forestille sig, at en regnorm ikke levede op til den? Det er svært at forestille sig et dommerpanel vurdere, om en skarnbasse eller en tusindfryd har levet et meningsfyldt liv. Ikke desto mindre er disse dyr en del af det, vi kalder livet.

I bund og grund kunne vi lige så godt spørge om, hvad meningen med en istap er? Eller en vandpyt? En istap kan forklares: Vi ved, hvorfor den dannes og hvordan. Men der er ikke en særlig mening med, at den opstår. Når de rette forhold er til det, vokser den frem. Smuk, fortryllende og til tider farlig. Nøjagtig som livet selv.

Jeg har brugt det meste af mit voksenliv på at beskrive livet, forstå det og forklare det. Men nogen forudbestemt mening på det har jeg ikke fundet.

7

Når jeg forklarer det, får jeg til tider spørgsmålet: Jamen, er det da ikke trist? Ikke for mig. Jeg synes, der er en utrolig skønhed i den kompleksitet og den ufattelige historie, der ligger bag ethvert liv. For mig gør det ikke noget, at det er opstået ved en komplet tilfældighed. Tværtimod giver det mig en ro og en tryghed indeni. For uanset hvilke fejl og brølere jeg begår, har andre væsner begået dem værre før, og slutproduktet på deres fejl er her endnu. Hver farverig sommerfugl, hver en duvende blomst er resultatet af fejl og mangler og svineheld. Det er jeg også selv, og det er virkelig livsbekræftende at vide, at fejl kan belønnes, og at jeg og du er ufatteligt heldige. Vi er nemlig i live.

Der er ikke mening med livet som sådan, men det forhindrer bestemt ikke dig i at finde mening i dit eget liv. Det er heldigvis alle mennesker forundt, og det er mit ydmyge håb, at denne bog vil hjælpe med til det. Den handler jo om netop dig. Ja, DIG! Her er dit liv. Det er derfor, du er, som du er. Disse er begivenhederne, der har formet dig, og som i fremtiden vil præge din skæbne.

Personligt finder jeg stor mening i netop at forstå mig selv, og i biologien finder jeg svar på det meste. Naturen er det smukkeste spejl, man kan holde op foran sig selv. I vores medvæsner ser vi os selv meget klarere og tydeligere. Vi opdager, at vi ikke er alene, og vi forstår pludselig, hvorfor vi gør de besynderlige ting, vi gør. Så nej, der er ikke mening med livet, men livet giver fantastisk god mening. Men jeg fortæller dig ikke, hvad meningen med dit liv er. Det kan ingen andre end du definere, men måske kan jeg hjælpe dig lidt på vej i din egen søgen. For det er meget menneskeligt at søge meningen med eget liv, og det kan endda være, det giver biologisk mening. Måske ville selveste Darwin nikke anerkendende.

På trods af at meningen med livet ikke findes, har jeg stadig valgt det som titlen på bogen. Jeg kunne også have kaldt den ”Her er dit liv” eller ”Du er ikke alene”. For det er en bog om dit liv og alle de ting, vi deler som mennesker eller deler med de andre dyr (og i visse tilfælde planter). Netop i den erkendelse og i forståelsen af, hvorfor

8

jeg er, som jeg er, finder jeg til gengæld meget trøst og mening. Så derfor er dette bogen om Meningen med livet. Den mening, vi hver især kan skabe os.

Alene kan det dog være svært at svare på alt. Ikke alle tanker er tænkt og slet ikke af den enkelte. Så jeg har trukket på andre hjerner for at forklare netop dig. Især når det kommer til de spørgsmål, som en biolog har svært ved at finde svar på. Hvem er du? Hvad er kærlighed? Hvor sidder bevidstheden? Har vi en sjæl? Og mange andre spørgsmål. Så tusind tak til Sara Hesby Andreasen, Ken Ramsø, Per Holmen Jensen, Thomas Søbirk, Henning Kirk og Hans Petter Hougen. Tak for hjælpen. Jeg håber, jeg forstod meningen med, hvad I forklarede mig, ellers vil jeg benytte lejligheden til at undskylde. Samtlige fejl i denne bog er mine – ikke jeres. Og en særlig stor tak til Anton Pottegård og jordmoder Mie Kofoed, som har læst bogen igennem for fagligt sludder. Det sludder, der slap igennem filteret, sidder på min kappe.

Anders Kofoed 2021

This article is from: