Hvem mon man er?

Tillykke, du er noget helt særligt. Der findes ingen andre som dig, det kommer der heller ikke til, og det har der aldrig tidligere været. Du er ikke alene en helt utrolig kompleks konstruktion, du er også vanvittig usandsynlig. Chancen for, at netop du skulle opstå, er nærmest ikkeeksisterende. Sandsynligheden for, at din far mødte netop din mor, var 1:20.000. Han havde jo reelt 200.000.000 nogenlunde jævnaldrende kvinder at vælge imellem, men medmindre han var verdens største globetrotter og yderst ekstrovert, har han nok ikke mødt mere end 10.000 kvinder i sit liv i den rigtige alder. Men derudover var der jo ingen garanti for, at din mor så kunne lide ham, og, som vi vil se senere, er der heller ingen garanti for, at en mand og en kvinde kan få børn. Så bare dette sidste led i din familiehistorie er en kæmpe usandsynlighed. Og din familiehistorie er jo meget længere, ja, rent faktisk 3,5 milliarder år. Så sandsynligheden for netop dig er blevet anslået til 1:10285.000.000. Det er et tital efterfulgt at 285 millioner nuller. Det er en lottoseddel, du ikke skal købe. At du overhovedet findes, er nærmest mirakuløst.

Men ikke desto mindre sidder du her som en perfekt kørende biologisk maskine af trillioner af små tandhjul, der hver især er så komplekse, at de i sig selv er voldsomt usandsynlige. Du består af 37,2 billioner celler, der har slået sig sammen i forskellige organer. Inde i hver celle pjasker 75.000 små enzymer rundt og faciliterer processer som kroppens egne små djøf’ere. Dine celler er store fans

11

af fagforeninger og er generelt meget dygtige til ikke at bevæge sig ind på andre cellers fagområder. Undtagelsen er selvsagt kræftceller som generelt ikke ved, hvordan de skal opføre sig. Det er ret heldigt, at dine celler selv har bestemmelsesret over, hvad de skal foretage sig. Hvis de ukritisk brugte alle deres gener, ville det stikke helt af. Din lever ville udvikle tænder. Du ville få synspigmenter i dine tarme, og dine øjne ville udskille saltsyre. Men det gør de sjældent, og derfor kan du sidde her og være vidunderligt velfungerende, mens du læser min bog. Først skulle du dog lige opstå, og det er i sig selv vanvittigt. Du ville for eksempel aldrig være blevet til, hvis ikke livet var opstået på netop den tredje planet fra en sol, som kun opstod, fordi en bunke ældre stjerner futtede af. Kun på netop denne planet og ved en bunke af helt usandsynlige lykketræf var der mulighed for, at liv kunne trives. Så vidt vi ved, er Jorden det eneste sted, der er liv, og det meste af det liv er allerede dødt. Livet opstod på Jorden for omtrent 3,5 milliarder år siden. Dyrene kom på banen for 700 millioner år siden, og siden da har 99,9 % af alle arter stillet de biologiske træsko, for ikke at nævne de milliarder af enkeltindivider, der har draget deres sidste suk (med og uden lunger). Så sæt pris på, at du er her endnu. Du er slutproduktet af en helt ufattelig rejse, der startede med en kosmisk begivenhed for 13,7 milliarder år siden – The Big Bang. Atomer blev skabt og blev til stjerner, stjerner blev til galakser. Men din skæbne har også været afhængig af, at den helt rette stjerne eksploderede og skabte tunge atomer. Alt, hvad du er bygget af, er siden da blevet brugt og genbrugt igen og igen. Så før du blev til, var du et stjerneskud, et puslespil af genbrugsbrikker, og det kan ikke udelukkes, at du på et tidspunkt har været en gulerod, for alle grundstoffer genbruges igen og igen. Tænk på det næste gang, du tager et glas vand. For årtusinder siden var det måske dug på en sommerfuglevinge. I kridttiden fossede det måske ud af bagenden på en dinosaur. I fire milliarder år er vandet på Jorden blevet brugt og genbrugt, uden at nyt er kommet til. Men før nogen kunne bruge det, skulle livet lige opstå, og det krævede i sig selv vand.

12

Livet ville ikke være opstået, hvis den unge Jord ikke var blevet bombarderet af is fra det ydre rum, som smeltede og blev til vand. Men opstod gjorde livet, og det har haget sig fast lige siden. I mindst 3 milliarder år har det boblet, forbrændt og til tider muflet omkring. Og du kan spore din familiehistorie hele vejen tilbage til den første slimklat på en fortidig sten. I løbet af 3 milliarder år og mindst fem kendte superkatastrofer har dine forfædre trukket kraven godt op om ørerne, ranket ryggen (bogstaveligt dog kun i godt 500 millioner år, for før da fandtes ikke rygge) og overlevet længe nok til at få afkom. Ikke en af dem døde før tid, for så ville du ikke være her. Du er en ekstremt usandsynlig eksistens, du er faktisk svineheldig. Send en varm tanke til dine mange forfædre.

Fra det store potentiale opstod netop du

Dine nærmeste forfædre er dine forældre, og de skulle selvfølgelig også finde hinanden og have kemien, hvilket i sig selv er lidt af et lykketræf, hvis usandsynlighed vi har dækket. Det er nærmest utroligt, at de begge var lækre nok. Tænk på alle de afvisninger, du selv har oplevet igennem livet. Hver enkelt af dem slukker uigenkaldeligt millioner mulige skæbner, som forsvinder ud i de tabte muligheders sorte hul. Men afvisningen går ikke kun ud over potentielle skæbner, den går også ud over dig. Hjerneforskning viser, at de samme centre aktiveres, når du afvises, som når du er i fysisk smerte. Det er tankevækkende, at vi overhovedet gider prøve mere efter det nederlag, et ”nej tak” er. Så husk at takke dine forældre for, at de bed tidligere nedture i sig og kom op på hesten igen sammen med hinanden. Bare tanken om en afvisning sænker i øvrigt din IQ og påvirker din korttidshukommelse. Det er derfor vigtigt, at du nu ryster tanken om tidligere afvisninger af dig (ja, jeg ved, at du gik i gang), for det næste er vigtigt at huske og forstå.

For at skabe dig var det ikke nok, at dine forældre fandt hinanden tiltrækkende. De skulle også slukke lyset og trække dynen op over

13

hovederne i det helt rette øjeblik. Ellers var en anden sædcelle blevet vinderen, der befrugtede et helt andet æg, og selvom resultatet muligvis ville have lignet dig en smule, ville det være en helt anden. Eller endnu værre: Ingen ville være kommet ud af det. Lidt dårlig timing, og tabstallene ville være enorme. En kvart milliard døde sædceller, der på den forkerte D-dag stormede befrugtningens tungt bevæbnede kyster. Ved hver ægløsning er der et vindue på 5 dage, hvor en sædcelle kan opnå udødelighed. Enhver form for sengegymnastik uden for dette tidspunkt ville utvivlsomt have været fornøjeligt for de to mennesker, der alligevel ikke endte som dine forældre, men for dig ville det have været slut, inden det begyndte. Det er skæbnen for langt de fleste skæbner. Det er svært at få et barn.

Hvis man har sex på det helt rigtige tidspunkt, som er et par dage før kvindens ægløsning, (lad være med at vente til selve dagen, de små sædceller skal nå at svømme et pænt stykke, og holdbarheden på et æg er meget begrænset), er der kun 10 % chance for, at det ender med en befrugtning. Selv hvis dine forældre var så grebet af passion, at de gav det mere end et forsøg, er der ingen garanti. Hvis et par giver den gas som kaniner i et helt år, er den gennemsnitlige sandsynlighed for en graviditet faktisk kun 85 %.

Du er som sagt et usandsynligt vidunder. Men hvem er du, og hvornår blev du til dig? Hvad var du, før du blev dig? Lad os starte med, hvad du er.

Du består for en stor del af vand. Hvis du er kvinde, er det 50 %, og hvis du er mand, er det 60 % af dig, der skvulper. Selv dine knogler er en tredjedel vand. Derudover er du fedt. I omegnen af en fjerdedel. Tilbage er der 13-15 % protein, en smule mineraler og en lille smule kulhydrater. Og så er du udgjort af ganske få promille DNA, og nu bliver det først rigtig spændende, for i de få tusindedele af din kropsvægt ligger ALT, hvad der er dig. Alle dine kropsfunktioner, alle dine bevægelser, alle dine tanker er styret, defineret og afgjort af disse sølle få tusindedele.

14

Men der kan sandelig også pakkes meget ind i så lille en del af kroppen. En menneskecelle er så lille, at det vil kræve 200 af dem at fylde prikken over dette i. Ikke desto mindre indeholder langt de fleste af dem hver især en endnu mindre cellekerne, og inde i den ligger der 1 meter tæt sammenrullet DNA. Med det kolossale antal celler, du består af, betyder det, at du har DNA-tråde nok til sammenlagt at lave en tråd, der når ud af solsystemet. Ikke dårligt for et par promille menneskekrop.

Inde i hver celle ligger dit DNA rullet op i små bundter kaldet kromosomer. I hver celle har du 46 bundter. Men reelt har du kun 23 forskellige slags (24, hvis du er en mand, for der består det 23. par af to forskellige kromosomer; X og Y). Du har fået et sæt på 23 fra din mor og et sæt på 23 fra din far. Og det er DNA, som er den kogebog, der indeholder lige præcis din opskrift. Det gælder for alt dyre- og planteliv. Antallet af kromosomer varierer, og det samme gør vand- og fedtprocenten, men over en bred kam er opfindsomheden meget lille. Alle dyr er bygget op af celler med cellekerne i, og inde i hver kerne ligger DNA og styrer præcis, hvilket dyr der er tale om, og hvad det dyr skal til at foretage sig. Særligt vigtige er de områder, der kaldes gener. Og her er opfindsomheden rent faktisk så lille, at du genetisk kun er 1,8 % fra at være chimpanse. Du er derudover 60 % bananflue, og selv bananer og dig deler store mængder af gener. Gener udgør dog kun en lille del af dit samlede DNA – omtrent 2 %. De sidste 98 % er gået fra at være betragtet som en sørgelig arv fra en primitiv fortid til at få meget opmærksomhed som værende den del af dit DNA, der fastlægger menuen ud fra dine geners opskrifter, men det vender vi tilbage til. I forhold til andre mennesker deler du 99,9 % DNA. Det betyder rent faktisk, at hvis du var et bibliotek med 1000 forskellige biografier, ville kun en af titlerne være unik og omhandle dig specifikt, resten ville være af ”indsæt navn her”-typen. Men denne bog, du læser nu, handler præcis om dig, og det har du fortjent, for du er helt unik. I den lille brøkdel af forskel ligger et kæmpe potentiale.

15

Lige præcis din meter med DNA blev som sagt afgjort af din far og mor. De har bidraget med omtrent 50 % hver. Men du bruger ikke lige meget fra hver. Det er, fordi du har en kopi af alt fra begge forældre, men nogle gange dominerer din mors kopi over din fars, og andre gange omvendt. Generelt gælder det dog for alle pattedyr, at der er mere af fars DNA, der bliver udtrykt i din krop, end af mors. Og lad os så se på det øjeblik, hvor netop du som individ opstod. Det helt utrolige øjeblik, hvor der ikke længere var nogen vej tilbage, og kun du kunne komme ud af det. Selve undfangelsen. I det korte splitsekund, hvor din fars sædcelle smeltede sammen med din mors ægcelle, var din skæbne på mange måder beseglet. Fra da af kunne kun du opstå, ingen andre. I det øjeblik blev din øjenfarve afgjort, hvorvidt du ville ende med hår i ørerne, og om du er mand eller kvinde eller noget helt tredje. Men for andre dyr er det ikke helt så låst. Hos havskildpadder og krokodiller afgøres kønnet ikke af informationen, der er båret i sædcellen. I stedet er det temperaturen i reden, der gør, om krybdyret de næste mange årtier skal svømme rundt som han eller hun. Hos andre dyr som visse fisk kan der skiftes køn frem og tilbage efter behov, men det vender vi tilbage til. For dig er der ikke meget at rafle om. Dine gener er overvejende på plads fra starten … og så igen. Naturen hader kasser og absolutter, der er altid gråzoner. Men lad os kigge på selve befrugtningen. Vi kigger på sex senere. Omend det er festligt, er det reelt kun de afgørende øjeblikke af det, der er vigtige. Alt det, der sker, før sæden afleveres i kvindens vagina, er en fryd og en fornøjelse, men for dig og din skæbne er det ikke så vigtigt. Det vigtige er, at en sædcelle fyres af og finder frem til ægget i kvindens æggeleder. Resten er bare spil for galleriet. Så mens din far trak sig ud, og din mor slukkede natlampen, startede en farefuld færd for en lille sædcelle. Netop den sædcelle, der smeltede sammen med ægcellen, så din fars DNA kunne blandes med din mors og skabe den mosaik af muligheder, der er dig og ingen anden. Hvis du er lavet på den gammeldags facon og er gennemsnitlig, er du resultatet af et

16

kapløb mellem 250 millioner sædceller, der med hvirvlende haler kæmpede sig gennem et fjendtligt surt miljø, prøvede at overkomme alle forhindringer og finde vejen til ægget. Det er kroppens mindste celles mørke vej mod den største celle. Forskellen på dem er så stor, at det er som en kærlighedsaffære mellem en guppy og en blåhval. At mandens sædcelle er så lille, er lidt pudsigt, for det er ikke sådan for alle dyr. Generelt lader den eneste regel til at være, at jo større dyr, jo mindre er sædcellen. Mus har for eksempel større sædceller end elefanter, og en art af bananflue har en sædcelle på næsten 6 cm – det er 20 gange længere end hans egen krop (bananfluer er gode til at pakke sædceller grundigt sammen, så de ikke fylder). Det kan du som kvinde fundere over og glæde dig over ikke gælder for mennesker. For en 36 meter lang haletudse, der affyres op i dig, er en skræmmende tanke. Selve samlejet tog givetvis kun en håndfuld minutter (5 minutter og 20 sekunder i gennemsnit har tyske forskere regnet ud), men sædcellerne har nu 10 timers svømmetur foran sig. Endnu eksisterer du ikke, men halvdelen af dig er på vej. Men først skal den lille sædcelle kæmpe sig igennem din mors vagina, og her venter fjenderne. Kvindens krop er et velbevogtet fort med imponerende forsvarsværker. Vagina går til angreb og dræber millioner af sædceller med syre. Fra immunsystemets synspunkt er de fremmede indtrængende styrker muligvis proppet med sygdomme. En halv time efter affyringen er 99 % af sædcellerne døde eller døende. Men nogle slipper igennem nåleøjet og ud af vagina, for kvindens krop hjælper trods alt også til og åbner undtagelsesvist for livmoderen. Fremad og opad. Desværre er livmoderhalsen en slimet labyrint af blindgyder og tunneller. De overlevende farer vild og dør. Men efter uendelige 4 cm i helvedes forgård venter selve livmoderen. Den er gigantisk for en lille sædcelle. Som en 2 km lang grotte ville være for et menneske. Et sted i denne gigantiske grotte er der to åbninger. Begge er kun et sædcellehoved bredt, og kun en af dem giver bonus. I den ene æggeleder venter ægget. I den anden venter en langsom død for en sædcelle. For æggelederne

17

skiftes til at frigive æg, så kun en af dem er det forjættede land. Men først skal livmoderen forceres, og i den venter de hvide blodlegemer, og de går til angreb på de få, der har kæmpet sig så langt. Men de tapre sædceller dør for en god sag. Imens kvindens immunsystem slår dem ihjel, påvirker de muligvis systemet tilbage. Teorien er, at det øger sandsynligheden for, at moderens krop ikke senere opfatter det nye, befrugtede foster som et fremmedlegeme. Tænk med taknemmelighed på de små soldater, der sikrede dig en chance i livet. De fik aldrig en selv.

Det virker utrolig upraktisk, at kvindens krop på den måde bekæmper muligheden for at blive befrugtet, men det giver selvfølgelig mening. Det sikrer alt sammen, at kun stærke sædceller når frem, og dermed øges sandsynligheden for et fælles stærkt afkom uden fejl og mangler. Og generelt er forplantningen og den senere graviditet en kamp mellem kønnene. Din fars gener er programmeret til at suge så meget energi ud af din mor og over til det fælles barn som muligt. Din mors gener skal sikre, at hun senere er stærk nok til at få flere børn. Helt ekstremt ses det hos den lille bønnebille Acanthocelides obtectus, hvor hannerne sammen med sæden enten kan indsprøjte væske, der forlænger hunnens liv eller forkorter det. Hanner, der er lidt sent ude, forlænger hunnens liv, så hun stadig er levende, når deres fælles børn skal lægges. Hanner, der stod tidligt op og forførte billedamen, ser gerne, at hun dør, før hun når en omgang nummer to med en fremmed han. I det lys kan man godt forstå, at en kvindekrop er skeptisk over for disse indtrængere, også selvom det ikke tyder på, at menneskemandens sæd gør noget tilsvarende. Til gengæld påvirker det lille befrugtede foster sin mor og sin mors hjerne, så hun begynder at spise mere. Samtidig ændres hendes immunsystem. Om det kan kaldes en udnyttelse eller mere er et udtryk for et samarbejde mod et fælles mål, kan selvfølgelig diskuteres. Under alle omstændigheder er vi slet ikke kommet så langt endnu. Du er stadig kun en halv skæbne.

18

Af de 250.000.000, der startede rejsen, er der nu kun 20-30 tilbage. Nogle svømmede forkert, andre var misdannede og kunne slet ikke svømme (det gælder faktisk for 80 %). Mange tabte pusten på vej opad, blev fanget i slimet kviksand i livmoderhalsen eller blev slået ihjel af kvindens immunforsvar. Nogle flyder bare ud igen den forkerte vej. Men alle prøver de det bedste (og det eneste), de kan. De overlevende er nu i paradis, de fandt den snævre indgang, og fordi de var friske og stærke og bevægede sig rigtigt, klemte de sig igennem ind i selve æggelederen. Her er der dejligt. Æggelederen giver dem næring, miljøet er perfekt for en sædcelle. Strabadserne er næsten overstået. For nu er de tæt på. Sædcellen kan lugte ægget og bliver hyperaktiv, halen pisker af sted. Endelig er de fremme – de er fem resterende. Men ægget er dækket af et beskyttende lag, som sædcellerne skal presse sig igennem. De knokler. Og så er der kontakt. Den hurtigste sædcelle binder sig til æggets ydre overflade, toppen af hovedet eksploderer og udløser særlige enzymer, der fordøjer sig gennem det ydre panser. Den æder sig strengt taget ind.

Vinderen tager alt. I samme øjeblik, den første sædcelle finder den gyldne vej ind, ændrer den ægget og lukker det herefter hermetisk, så ingen andre konkurrenter kan komme med ind. Inde i cellen forenes sædcellens DNA nu med æggets. Hver bringer de 23 kromosombundter af DNA til festen. En cellekerne med 46 kromosomer dannes. Tillykke, du er nu dig, og din fremtid er nu skrevet i kemiske nukleotider og er ikke længere til forhandling. Dit DNA er komplet, din fremtid venter på dig.

Lad os opsummere. 249.999.999 mulige skæbner ofredes for at skabe lige præcis dig. Iblandt dem var muligvis statsministre, hjernekirurger og – hvem ved? – det ypperligste af alle: nemlig forfattere? Men det blev dig, der triumferede over dem alle. Du er i sandhed et mirakel. Ikke fordi netop du var planlagt. Ikke fordi din sædcelle var den stærkeste (den var den heldigste). Men fordi du er til på trods af umulige odds. Og at være til er i bund og grund meningen med livet.

19

Føler du, at det lyder som en besværlig måde at skabe et barn, skal du bare være glad for, at du ikke er et myrepindsvin. Her er vejen frem for sædcellen endnu værre. Myrepindsvin hører til den gruppe af dyr, der kaldes monotremer. Det betyder strengt taget ”én åbning”, som til gengæld bruges til alt: afføring, urin og parring. Men derfra bliver det kompliceret. Hunnen har en tovejs-tragt, men hannens penis har fire hoveder. Så før selve ejakulationen må han lige slukke for to af hovederne, de to andre vokser, så de passer ind i den rette lås. For at komme sikkert op igennem hun-myrepindsvinets komplicerede rørføring og for at prøve at overhale tidligere bejleres bidrag slår myrepindsvinets sæd sig sammen i bundter for at få ekstra fart. Senere må det vindende bundt tage skænderiet om, hvem der så rent faktisk skal befrugte ægget. For igen er der kun én vinder. Samtidig er konkurrencen stor, for hunnerne er troløse og parrer sig med mange hanner. Tit ser man hele karavaner af hanner, der pænt i kø vandrer over stok og sten bag en hun og venter på, at hun er klar. Myrepindsvin er generelt nogle underlige dyr. De ligner et pindsvin med kort elefantsnabel, men er på ingen måde en nær slægtning til nogen af førnævnte. De er teknisk set pattedyr, men ikke desto mindre lægger de æg. Patter har de heller ingen af, hvilket dog ikke stopper dem fra at producere mælk. Det sker i pungen (hunnens pung på maven, hannerne har ingen pung, men gemmer testiklerne inde i kroppen), fra små våde områder, der minder om svedkirtler.

Men du er ikke et myrepindsvin. Eller for den sags skyld en bønnebille, en havskildpadde eller en blåhval. Du er et menneske. Hvad det indebærer, kan en biolog forholdsvist præcist fortælle dig. Du tilhører en art af aber, hvis forfædre for nogle millioner år siden rejste sig på bagbenene. Du har en voldsomt stor hjerne selv i sammenligning med dine nære slægtninge chimpanser og gorillaer. Men ikke sammenlignet med grindehvaler, og set relativt i forhold til din kropsvægt er din hjerne en lille gnalling sammenlignet med mus og myrer. Du er en menneskeabe, men bestemt ikke en chimpanse, for du kan ikke få

20

børn med dem (sovjetiske forskere med flere har prøvet at skabe en supersoldat, men det gik ikke). Det er den traditionelle definition på en art. En bunke dyr, der kan få børn indbyrdes, men som ikke kan få børn med andre bunker af lignende dyr. Mennesker får børn med mennesker, derfor er vi mennesker. Det er måske ikke så sexet som ”jeg tænker, ergo er jeg”, men det er den gældende definition.

Jeg tænker, ergo er jeg. Eller er jeg?

Men hvem er du? Du er selvfølgelig dit DNA. I 2000 blev det fulde menneskelige genom kortlagt. Forskere ved nu overordnet, hvilke gener der er i et menneske. Generne udgør måske kun 2 % af alt dit DNA, men det er nok til, at jeg med usvigelig sikkerhed kan putte dig i den kasse, der hedder menneske. Med DNA-teknikker kan jeg også med uhyggelig præcision fortælle dig, om du er dig eller en anden. Så skulle vi mødes en dag, ville jeg kunne teste præcis, hvad du er, og jeg kan endda sikre mig, at du ikke er en svindler klædt ud som dig. Men en biolog kan endnu ikke fortælle dig, ”hvem” du er. Det er ikke, fordi biologer er dummere end andre, men snarere fordi spørgsmålet er voldsomt komplekst. Det hjælper heller ikke at spørge de andre naturvidenskabelige. Selvom det smerter mig som biolog, er jeg nødt til at erkende, at alt liv er kemi, og enhver kemiker må nødtvunget erkende, at al kemi i bund og grund er fysik. Fra de første atomer til verdens største dyr, blåhvalen, kan alt forklares med superstrenge, kvarker og neutroner … desværre kan svaret ikke forstås af mennesker. Vores hjerne kan ikke rumme den kompleksitet, så vi må dele verden op i kasser. I teorien kan det sikkert forklares helt ned i detaljen på atomart niveau, men det er ikke videre praktisk. Ligesom det ikke er praktisk eller for den sags skyld nødvendigt at vide, hvordan en forbrændingsmotor virker, når du skal ud at køre i din bil. Ja, det er mekanikken, der får dig af sted, men du får mere ud af at løfte blikket og fokus og holde øje med vejen. For at forstå netop dig må vi bevæge os væk fra DNA’et, molekylerne og atomerne.

21

Vi går op i niveau i jagten på, hvem du er. Vi forlader generne og nærmer os nu hjernen og dermed bevidstheden.

Du ved, hvem du er, og du ved, du ikke er en anden. Det lyder ekstremt banalt, men det er faktisk en stor ting, som du ikke nødvendigvis deler med særlig mange andre dyr. Selvfølgelig er de fleste dyr klar over, hvor grænserne for dem selv går. Ellers ville de æde sig selv. De husker, hvad der lige er sket, og i visse tilfælde husker de i årevis, men oftest lægger de ikke lange fremtidsplaner. De tænker heller ikke over, hvad andre tænker om dem. De fleste dyr er bevidste, men de er ikke selvbevidste. Ser de sig selv i et spejl, vil de ofte angribe eller flygte. De er ikke på samme måde som mennesker klar over, at de er et unikt individ.

Nogle dyr ved det godt. Elefanter, delfiner, chimpanser og ravne genkender sig selv i spejle. Men er de selvbevidste som mennesker? Kigger man på disse dyrs hjerner, minder de utroligt meget om vores hjerne. Deres hjerne reagerer på samme måde, har overordnet den samme opbygning (ravnen skiller sig lidt ud ved ikke at være et pattedyr) og måske det allervigtigste: De ser ud til at drømme i den fase, der kaldes REM-søvn. Ravne ser endda også ud til at kunne forstå, at hvad andre ser og oplever, kan være noget andet, end de selv ser, og at det kan have betydning for deres eget liv. De kan mentalisere. Det tyder kraftigt på selvbevidsthed og i øvrigt meget store kognitive evner.

Alligevel er det svært at forestille sig, at ravne og elefanter tænker dybe filosofiske tanker som: Hvem er jeg og hvorfor? Her ligger der måske noget meget vigtigt. Elefanter er ikke selvbevidste som mennesker, fordi de mangler at kunne stille spørgsmålet: HVORFOR? Det er efter min mening det vigtigste spørgsmål af dem alle, og elefanter mangler sproget til det. Generelt mangler dyrene sproget for det meste. Vi er, så vidt vi ved, det eneste dyr med et ægte sprog, der kan bruge både fortid og fremtid. Vi kan endda bruge vores sprog og vores hjerne til at forestille os ting, der ikke findes. Evnen til at lyve for sig selv ved at digte historier er meget unikt menneskelig,

22

men det vender vi tilbage til senere. Filosoffen John Locke beskrev menneskelig selvbevidsthed som: Et tænkende, intelligent væsen, der er logisk og reflekterer, og som kan tænke over sig selv som sig selv i fremtid, nutid og fortid og på forskellige steder. Du kan med andre ord forestille dig, at du om et år tager en rejse til Afrika, og hvordan du vil have det, når du kommer frem til dette sted, hvor du aldrig har været før. Du kan endda forestille dig, hvordan der vil se ud. Det er der nærmest helt sikkert ikke andre dyr, der kan … tror vi nok. Så kom vi lidt tættere på. Du er et dyr med et sprog, der indeholder ordet Hvorfor, og du har en forståelse af tid. Du er dig, fordi du forstår, at du er dig. Du har selvbevidsthed.

Men hvor? Hvor sidder det, der kan tænke, at netop du er dig? Det kan en evolutionsbiolog ikke besvare for dig, for hvis det sidder i DNA’et, har vi ikke fundet svaret endnu. Bevidsthed kan kun dårligt forklares med enkeltmolekyler. Hvis vi tog alle de ting, der skaber et menneske, og splittede dem op i atomer, ville der ikke være et eneste sjæleatom eller for den sags skyld bevidsthedsmolekyle. Der ville heller ikke være en særlig energi, der gav liv. Proppede vi det hele i en pose og rystede den, ville indholdet heller ikke blive levende. Kun sat sammen på den helt rigtige måde opstår liv af døde atomer. Men sker det, så skaber det kroppe, der kan kopiere sig selv og tænke tanker, og pludselig er kul, svovl og vand blevet bevidst. Og denne bevidsthed gemmer sig inde i din hjerne. Men hjerner hos mennesker er ikke noget, jeg ved meget om, men det gør min gode ven Sara Hesby Andreasen heldigvis. Hun kan fortælle dig om, hvem du er, og om du overhovedet er det.

Sara Hesby Andreasen forsker i hjerneskader, og hvordan de påvirker bevidstheden. Hun startede sin karriere i børne- og unge-psykiatrien, men kigger nu mere på hjerneskader og bevidsthed, og hvem er du, hvis du ikke er din bevidsthed?

I århundreder har vi ledt efter bevidstheden. Den er flyttet fra hjertet til hjernen, og derinde har den boet som særlige ånder i mel-

23

lemrummene mellem hjernens dele. Så flyttede den ind i koglekirtlen, før den til sidst bosatte sig i hjernebarken. Men Sara griner højt, da jeg spørger hende om, hvor bevidstheden sidder i hjernen. ”Vi taler ikke ret meget om centre i hjernen mere, vi taler om netværk. Det gør selvfølgelig bevidstheden til en svært definerbar størrelse. Den er et produkt af sanseindtryk kombineret med vores lagrede erfaringer.” Men ikke et bestemt sted. I stedet er din bevidsthed et netværk mellem forskellige dele af hjernen, der konstant ændrer sig.

Vi har et ret klart billede af, hvilke netværk der danner bevidstheden, og de kan også kobles til fysiske områder. Ved hjerneskader og ved at rode lidt rundt kan vi se, hvornår bevidstheden ændres eller ophører. Men hjernen er meget plastisk, og der er stadig meget, vi ikke ved.

Det er jo alt sammen meget godt, men hvad er bevidstheden? ”Bevidstheden er det, der gør dig til dig. Det er dine tanker og dagdrømmene, men også forståelsen af, hvem du er. Det er dit eget selvbillede. Det er styret af samspil og netværk, som konstant ændrer sig, selv når du sover.”

Det åbner også op for nogle interessante filosofiske tankespind. For eksempel om du så ikke er dig, når du er bevidstløs, eller hvis du bare sover. ”Du mister for så vidt din bevidsthed, hver gang du lægger dig til at sove, for der desintegreres synkroniseringen af dine bevidsthedsnetværk,” som Sarah siger. ”Eller det er nok mere korrekt at sige, at man ’falder i bevidsthedsniveau’, når man sover. Det er ikke enten-eller. Bevidsthed graderes som en pære med lysdæmper. Laveste niveau, svarende til ingen lys i lampen, er koma, mens fuldt blus er vågen og veloplagt mandag morgen efter en stor kop kaffe. Niveauet af bevidsthed svinger gennem dagen, og når vi lægger os til at sove – og især godt inde i natten, når vi når de dybe søvnstadier – er der dæmpet meget for pæren, men der er stadig lys i den. Antageligvis derfor har man også en vis tidsfornemmelse under søvn, og hvis ens sanser stimuleres tilstrækkeligt af f.eks. høje lyde, berøring eller stærkt lys, vil man vågne, og man vil vide, at man ’har været væk’. Hvis man går

24

i koma eller lægges i kunstig koma, så kan ikke engang stærk smerte vække en. Man kan både fjerne blindtarme og skifte hjerter, uden at folk mærker det mindste, og man har ikke nogen fornemmelse af at ’være væk’, man er så at sige bevidsthedsmæssigt død i komastadiet.”

Men kan bevidsthed bare siges at handle om, hvorvidt du er bevidstløs eller ej? Der må vel være en forskel på den bevidsthed, der giver dig selvforståelse, og den bevidsthed, der afgør, om du er vågen eller grøntsag.

Du har to former for bevidsthed, forklarer Sara Hesby: Arousal, som i bund og grund bare handler om, hvorvidt du er bevidstløs eller ej, og Awareness, som er de kognitive funktioner. Det er dine bevidste tanker.

Tænd og sluk-knappen for Arousal sidder i den øverste del af vores hjernestamme og er på papiret ret simpel. Enten er du bevidst, eller også er du bevidstløs, men det skal selvfølgelig ikke være let. ”Det er et megakompliceret system, og der er omkring 100 kerner i det, men vi har ret godt styr på, hvordan det virker.” Arousalsystemet taler sammen med storhjernen via thalamus. ”Thalamus er nok et ret vigtigt center for vores bevidsthedsnetværk, for her synkroniseres de netværk, som går ud til selve hjernebarken.” Det er netop i hjernebarken, at meget af den kognitive bevidsthed skal findes. Hjernebarken er det lag, der ligger draperet hen over resten af hjernen, og som giver hjernen sin flotte blomkålsstruktur. Den er af størrelse og tykkelse som dejen på en familiepizza, der er blevet godt og grundigt foldet sammen i en lidt for lille rund æske. Her finder du den særlige bevidsthed, som er tanker og dagdrømme. Men den skal samarbejde med et andet adskilt netværk, som skal interagere med omverdenen. Det skal hente informationer ind, og det er det, du bruger i samtaler med andre. ”Der er en antikorrelation mellem de to. Jeg kan ikke både dagdrømme og sidde og tale med dig. På trods af hvad jeg prøvede at overbevise min folkeskolelærer om,” griner Sara. ”Neurobiologisk kan det ikke lade sig gøre.” Det pudsige er, at når du sover eller bliver bevidstløs, forsvinder

25

denne hæmning af netværk, men det gør selvfølgelig ikke den store forskel. Bevidstløse mennesker agerer ikke meget med omverdenen. Rent faktisk mener Sara, at det mere er et udtryk for, at bevidstheden slukkes. Så teknisk set slukkes du og det, der er dig, når du sover. Det er også derfor, du er så forvirret, når du vågner efter tung søvn. ”Den gensidige hæmning falder med niveauet af bevidsthed. Når vi er fuldt vågne, og der er maks. lys i pæren, så hæmmer det ’indre bevidsthedsnetværk’ aktiviteten i ’det ydre bevidsthedsnetværk’ og omvendt. Aktiviteten i det ene er afhængig af aktiviteten i det andet. Jo lavere bevidsthedsniveau, jo mere kører de uafhængigt af hinanden. Konceptuelt kan man sige, at grænserne mellem den indre verden og den ydre bliver flydende. Måske er det derfor, at man i opvågningsfasen efter et hovedtraume, dyb søvn eller dyb narkose blander indre verden og ’virkelighed’ sammen og er konfus, indtil de to netværkssystemer er indbyrdes afstemt igen,” forklarer Sara.

Det selv, der forhåbentlig vågner igen, vil heller ikke være det samme selv. Det har ændret sig, mens du sov, og det gør det hvert eneste sekund. Så du er hele tiden dig selv, men du bliver aldrig dig selv igen.

Lad os vende tilbage til, hvor bevidstheden gemmer sig. Selvfølgelig sidder det, der udgør, hvem du er, ikke kun et sted i hjernen. Det kan selv en biolog forstå. Det ville være en vanvittig tanke. Sådan er det jo med alt i biologien. Det er jo heller ikke sådan, det er med andre evner. En gepard løber ikke kun hurtigt, fordi den har stærke lår. En gepard løber hurtigt, fordi den har en lang og bøjelig rygrad, den har kløer, der kan tage fra i jorden, den har lange underben og meget store næsebor, der giver nok ilt til lunger og muskler. Men evnen sidder ikke et sted. Det gør selvbevidstheden selvfølgelig heller ikke. Livet er kompliceret som et forhold på Facebook. Ikke desto mindre kan vi godt indsnævre, hvem du er, til hjernen, mener Sara. Men hvad, hvis hjernen flytter? Hvad, hvis vi som et tænkt eksempel bytter hjerner, så Saras hjerne er i mit hoved og krop og selvfølgelig omvendt. Hvem er så hvem?

26

Sara er ikke i tvivl: ”Den hjerne, man har, er den, man er, og jeg er af den overbevisning, at din bevidsthed udelukkende er et produkt af din hjerne.” I dette tilfælde ville Sara så befinde sig i en mandekrop, men stadig være Sara. Men som hun også tilføjer: Du er jo ikke permanent den samme. Bevidstheden giver en fornemmelse af selvet. ”Vi har et selvbillede, der er konstant over tid, men det er noget, du konstruerer i nuet, og så trækker du det jeg-billede ud over tid, så det føles, som om du altid er det samme jeg. Men det er ikke givet, at du har det sådan,” siger Sara. ”For eksempel har mennesker med skizofreni ikke et selvbillede, hvor de føler sig som sig selv. De har en følelsesmæssig afkobling mellem den person, de er, og hvordan de føler sig. Så de lever lidt i to spor.” Hvorfor det er sådan, ved vi faktisk ikke. Det kan kobles til andre afvigelser i forhold til gennemsnitsbefolkningen, men forklaringen på det kender vi ikke. ”Hvor præcis den fejl (hvis det er en fejl) sidder, ved vi faktisk ikke,” forklarer hun.

Biologen er lidt mere skeptisk over for kropsbytteteorien, selvom jeg godt kunne tænke mig at prøve en ny krop i ny og næ. For mig er bevidsthed i høj grad et produkt af dine sanseindtryk, og de igen er et produkt af dit sanseapparat. Så en Sara i en Anders-krop vil pludselig modtage helt andre sansestimuli, fordi min krop er anderledes, føler anderledes, dufter, smager og ser anderledes. Samtidig kommer kønnet også ind i ligningen, for Saras hjerne vil pludselig blive bombarderet med mine mandlige kønshormoner. Alt dette påvirker din bevidsthed og former, hvem du tror, du er. Heldigvis er vi heller ikke tæt på at kunne bytte hjerner, og spørgsmålet er, om det nogensinde bliver muligt.

Men ikke kun sanserne påvirker bevidstheden og dermed selvforståelsen. ”En stor del af vores bevidsthed er koblet op omkring sproget. Det gør, at vi opbygger et narrativt selvbillede. Det er den historie, vi fortæller om os selv. Den begynder vi at bygge fra det øjeblik, vi udvikler sprog som små børn,” som Sara formulerer det. Og her finder vi måske, hvem du er. Du er den fortælling, du selv har skabt. Du er

27

din egen personlige løgnehistorie. Det giver dig en helt utrolig magt, for dyrearten mennesket er utrolig god til at lyve. Så lad os tage et lille sidespring. Det er altid rart med en god løgnehistorie.

Den lyvende abe

Man må jo ikke lyve, men ikke desto mindre lyver du 18 gange i timen, hvis man da kan stole på professor i psykologi og hjerneforskning Robert S. Feldman. Og hvorfor gør du så det? Vi gør det for at beskytte os selv, og vi gør det for at beskytte andre. Nogle gange er det bevidst, og andre gange kommer du bare til det. Men det er faktisk svært for din hjerne. Der er heftig aktivitet i den forreste del af hjernebarken, når vi lyver. Der skal knokles, for at blive taget i en løgn kan have store konsekvenser. Og det kræver meget. Du skal kontrollere din stemme, din mimik og hele dit kropssprog. For din modstander holder øje med dig hele tiden. Det er hårdt at lyve … medmindre du er så heldig at være psykopat.

Det er lidt ironisk, for det kræver et empatisk menneske at være en god løgner. Du skal kunne sætte dig ind i, hvad andre tænker, for at kunne lyve overbevisende. Så i hjernen er de processer, der styrer løgnen, meget tæt koblet med de processer, der styrer empatien. Men empati er også kompliceret. Vi har lidt forsimplet sagt to slags. Den kognitive, hvor du aktivt analyserer et andet menneske, og den affektive, hvor du deler andres følelser, når du ser dem. Psykopaten er heldig, for han har ofte kun den kognitive empati og slipper for den affektive. Det vil sige, at han ikke føler din smerte og dermed ikke får dårlig samvittighed. Men alle lyver, ikke kun psykopater, og det er godt nok. Hvis du ikke smed en hvid løgn i ny og næ, ville alle sociale situationer udvikle sig til slåskampe. Intet parforhold ville kunne eksistere. Løgnen er den lim, der binder os alle sammen. Selv små børn lyver. Nogle forskere mener endda, at du har løjet, siden du var seks måneder gammel. Det betyder, at du nu er så god til det, at du kan lyve for dig selv. Du kan uden

28

problemer håndtere to tanker i din hjerne på samme tid, på trods af at de er faktuelt komplet modstridende. Og du kan gøre det så effektivt, at du selv tror på din egen løgn, selvom din egen hjerne samtidig ved, at det er løgn. Kun hvis du er i stand til at lyve for dig selv, kan du effektivt lyve for andre. Det er sikkert en af grundene til, at evnen til selvbedrag overhovedet er opstået. Og det er en fabelagtig evne, der kan gøre dit liv lykkeligere, gøre dig mere rask og få dig til at leve længere. Du skal bare lyve over for dig selv om, hvordan du har det. Det er meget ofte muligt. Inden for visse grænser. Du kan ikke lyve kræft eller brækkede knogler væk. Men du kan lyve over for dig selv om, hvad kræft og brækkede knogler betyder for din fremtid. Du er rent faktisk nødt til det, for du har ingen mulighed for at vide, hvad konsekvenserne vil blive. Så du kan lyve din fremtid værre eller bedre … og det vil til en vis grad gøre din fremtid værre eller bedre.

Men hvad med de andre dyr? Traditionelt har biologer haft en tendens til at mene, at dyr kun lyver for andre arter. De lyver ikke over for deres egen slags. Det ville være så smukt, men desværre er det ikke sandt. Selv krabber lyver. Vinkekrabber har en kæmpeklo, som signalerer deres styrke. Den sidder de og vinker med hele dagen. Det sker ofte, at den falder af under kampe, og så er den dag jo ødelagt. Men krebsdyr kan gendanne tabte legemsdele, så en ny vokser ud igen. Men ofte snydes der på vægten. I stedet for at lave en god tung, solid klo, laver krabben en papirstynd en af slagsen, men en gevaldig stor en. Tænk på det som en krabbe-toupé. Den har ingen reel kampværdi, for den vil knække ved første slagsmål. Det er vel en slags løgn. Men det er nok ikke en bevidst løgn. Men den slags findes også i dyreriget.

Små skravlede spurve får sjældent mad på foderbrættet. De stærke jager dem væk. Men små gråspurve har et trick i ærmet. De advarer om rovfugle, mens de sidder trygt inde i hækken. Sekundet efter er foderbrættet forladt i vild panik, og den lille snyder kan flyve ud og

29

tage for sig. Det er selvfølgelig kun smart, hvis løgneren ikke har overset en høg, men for det meste kan det betale sig.

Men de bedste løgnere er nok ravnene. Ravne er, som det er nævnt mange gange, voldsomt intelligente. Så derfor kan de selvfølgelig også lyve. De gemmer mad til senere, men de ved, at hvis nogen kigger, mens de gemmer, bliver skatten nok stjålet. Derfor vil ravne lade, som om de gemmer mad. De graver et lille hul, og de lader, som om de lægger noget i hullet, men i stedet gemmer de godbidden i brystfjerene. Det gør selvfølgelig, at ravne prøver at lure i det skjulte, men selv det har de kloge fugle et forsvar imod. De kan forstå, at andre kan se ting, som de selv ikke kan. Så de gemmer ikke mad nær steder, hvor det er let at overvåge dem. De er som flyvende dobbeltagenter.

Men kan de lyve for sig selv? Kan nogen andre dyr end mennesker det? For at lyve for dig selv skal du være klar over løgnen, men gennemføre den alligevel, mens du både tror på den og ikke gør det. Og den evne findes, så vidt vi ved, kun hos mennesker. Vi er dyrerigets bedste løgnere.

Evnen til at lyve sidder også i hjernen, ja ifølge Sara er alt, hvad der gør dig til dig som individ og menneske, et produkt af neuroners aktivitet i hjernen. Det er alle de løgne, du har fortalt, alle de tanker, du har tænkt, alle de drømme, du har drømt, alle de ord, du har sagt. Det er produktet af signaler mellem nogle fedtindpakkede celler inde i din hjerneskal. Men det er også et fantastisk organ. Det udgør kun 2 % af dig, men det bruger op til 40 % af din energi. Det er så tætpakket med hjerneceller, at tallene nærmest er umulige at forstå. I en enkelt kubikmillimeter hjerne er der celler og forbindelser nok til at rumme alle verdens film. Så der er god plads til, at en bevidsthed gemmer sig derinde også. Når det så er sagt, ved vi stadig kun meget lidt om hjernen, og hvordan den fungerer. De næste årtier bliver spændende.

30

Men hvis dit selv, din sjæl eller din personlighed kun er et produkt af forbindelser i hjernen, er det, der gør dig til dig, meget sårbart. Du er kun en faldende kokosnød fra at være et andet menneske. En hjerneskade kan ændre, hvem du er, fuldstændigt. Hvem er den rigtige dig bagefter? At mennesker kan ændre sig markant efter ulykker eller blodpropper i hjernen, er velkendt. De er ikke sig selv bagefter, men hvordan kan det være rigtigt? Du er reelt aldrig dig selv. Eller som Sara siger det: ”Det selv, du er nu, er et andet end det selv, du var for et sekund siden.”

Og så må vi heller ikke glemme gliacellerne. Hjernen er ikke kun neuroner. De udgør faktisk kun halvdelen af din hjerne. Resten er gliaceller. De pakker neuronerne ind, så de sender besked hurtigere. En anden type rydder op omkring neuronerne, beskytter dem mod fjender og skadelig kemi og giver dem næring. De er hjernecellernes svar på din mor. Og mens du er lille, og din hjerne skal formes, er det gliaceller, der leder neuronerne på rette vej. Som små fårehunde, der trygt fører de uldne tanker på rette plads. Men gliaceller er ikke kun neuronernes villige tjenere. Gliaceller ser ud til at have stor betydning for din maksimale levealder. De er kraftigt involveret i alle dine minder og din hukommelse, ja, måske ville du ikke kunne huske noget, hvis det ikke var for gliaceller. De kontrollerer din søvn. De er med andre ord meget involverede i at gøre dig til dig.

Du er aldrig alene

Så hvem er du? Er du dit DNA? Eller er du i højere grad din bevidsthed i form af din hjerne? Hvad med kroppen og dens milliarder af celler. Er det dem, der udgør dig? Hvis vi kigger ind i din krop, opdager vi hurtigt noget forbløffende. Du er kun i ringe grad dig selv. Flertallet af de celler, der lige nu knokler inde i dig, er ikke dine egne. De er ikke engang menneskeceller. I stedet er du en omvandrende bybus for gærceller, amøber, små dyr og så selvfølgelig bakterier. I dine øjenvipper kribler der med stor sandsynlighed små hudmider rundt

31

med små tykke ben, mens de gnasker dine afstødte døde hudceller i sig. Ved deres død vil de opløses og efterlade et helt livs opsparet afføring. Bakterierne er anslået til at udgøre 50 - 90 % af alle de celler, der findes i en menneskekrop. Men det betyder, at du potentielt kun er halvt dig og så halvt det ultimative multikulturelle samfund. Du er netop nu tæt beboet af 8 milliarder små venner af forskellig oprindelse, fordelt på 40.000 arter. Seks hundrede af dem lever i dine næsebor, men de fleste bor i dine tarme.

Det er ikke bare en tåkrummende, kriblende overraskelse. Det tyder på, at du er meget påvirket af dine gæster. De afgør i meget høj grad, hvem du er, og hvordan du har det. I 1980 konstaterede man i forskningen, at katteejere havde forøget risiko for at udvikle skizofreni. Senere blev paranoia, biluheld og et eksotisk sexliv føjet til listen, og i dag ved vi, at skurken er en lille parasit ved navn Toxoplasma gondii, som lever i mus. Parasitten påvirker musens hjerne, så den bliver dumdristig i nærheden af katte. Og så ender musen i katten og senere i kattebakken, og på den måde ender Toxoplasma gondii i katteejeren. I mennesker fremkalder parasitten ikke et ekstremt mod, når der skal skiftes kattebakke, men meget tyder på, at den gør andre slemme ting. Der er løbende skænderier om, hvorvidt disse effekter findes, i hvor høj grad de giver sig udslag, og om de sete effekter skyldes parasitten eller bare er tilfældigheder. Men der er ingen tvivl om, at dine mange gæster påvirker dig positivt og negativt. De negative effekter opdager vi med det samme, når en salmonellabakterie kommer på besøg og sørger for sus og gennemtræk i dit tarmsystem. Men der er også mange positive effekter fra bakterier. Forskningen i tarmbakterier drøner af sted i disse år, og det er nu muligt at få donorafføring fra sunde mennesker. Det er forskningens Klondike, og ikke alle finder guld, så tag nogle af resultaterne med et gran salt. Måske var det narreguld. Men at vores bakterieflora er vigtig, er ubestrideligt, og ved at ændre på sammensætningen af vores små bz’ere kan vi mildne mange skavanker, vi drøner rundt med. Det betyder også noget for vores bevidsthed.

32

Ny forskning indikerer, at mennesker med stærk depression har en helt specifik sammensætning af tarmflora. Den er faktisk potentielt så unik, at forskere kan gætte, om en patient er depressiv bare ved at kigge på sammensætningen af bakterier og vira i tarmen. Så det er ikke forkert at sige, at den, du er, afgøres af, hvem du har inde i dig. Eller sagt på en anden måde: Vis mig din afføring, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. De små venner og fjender påvirker din bevidsthed, og de påvirker dit DNA, og lad os blive i DNA’et. Ikke engang det er udelukkende dit eget. Fem til otte procent er indsatte rester, som virus har efterladt op igennem din evolutionshistorie. Arvemateriale, som er blevet klippe-klistret ind i dig og aldrig smidt ud igen. Så hvem er du? Det positive i den sammenhæng er, at du aldrig er alene.

Om et årtis tid kan jeg sikkert klone dig. Men din klon vil heller ikke være dig, på trods af at I genetisk er helt identiske. Hvorfor det er tilfældet, kommer vi til i næste kapitel, og du kan godt begynde at glæde dig allerede. Dit DNA har fastlåst dig i en rolle som menneske. Andet kan du ikke være. Men selv i et låst DNA-system er der god plads til leg og udfoldelse, og når det kommer til din personlighed, er det endnu mere kompliceret, den ændrer sig hele dit liv. Men før vi når så langt, skal du lige fødes, og det bliver dæleme ikke sjovt. Hverken for dig eller din mor.