Født til succes

Vi forlod dig nybefrugtet og klar til at vokse i livmoderen på vej mod lyset og fødslen, men før du når så langt, skal du lige udvikles fra æg til barn. Det er noget af en proces. Du har 50 % chance for at overleve, for halvdelen af alle befrugtede æg når ikke hele vejen til fødsel. Enten sætter de sig ikke fast i livmoderen, eller også udvikler de sig ikke, som de skal. Endnu en gang kan du som overlevende læser glæde dig over dit svineheld.

Det starter allerede oppe i æggestokkene. Et befrugtet æg i en kvindekrop kan uden problemer multitaske. Det kan både dele sig og rejse mod livmoderen. Efter fem dage er æggets ene celle blevet til omtrent 100 celler. Alle er identiske, men om få dage sker der noget mirakuløst. Cellerne vil dele sig i to grupper. Den ydre gruppe bliver senere til selve moderkagen – den svampede masse, der skal brødføde det kommende fosters vækst. I bund og grund skaber det lille foster sin egen madpakke. Eller måske mere præcist, det skaber det væv, der skal suge energi ud af moderen. Det pudsige er, at mors krop bekæmper det i et vist omfang. Hun vil gerne give energi til sit barn, men ikke så meget, at det vil koste fremtidige børn. Men med fra sin far har fosteret fået gener, der gør, at moderkagen suger ekstra, mens mors gener prøver at omgå det. Allerede nu er der kamp mellem kønnene. Det sker dog først om adskillige uger, men da vil rodlignende blodårer vokse ind og suge næring, ilt og vand fra moderens blod. Spildprodukterne har barnet ingen mulighed for at

34

slippe af med endnu, så de sendes tilbage til mors blodårer, som en slags tak for lån. Den indre gruppe af celler bliver til selve barnet – ja, dig. De vil udvikle sig til fingre, lunger, hjerne og øjne. Derefter skifter de ikke beskæftigelse. Men i dette tidlige stadie af dit liv er deres potentiale enormt. De kan blive til alt, hvad de drømmer om. De er stamceller. Men det vil snart ændre sig. De vil låse sig fast i en rolle og blive ved deres læst fremover. Det skal du i hvert fald håbe på. Leverceller, der beslutter sig for at være tænder, er en skidt ting. Tit kører det hele dog uden bøvl, og efter en uge er ”det kommende dig” nået frem til livmoderen.

Det går stærkt nu. Efter et par uger er du blevet til et lille hult rør af celler. I toppen begynder nogle celler at være anderledes end de andre. De bliver til nerveceller. Din fantastiske hjerne er ved at blive udviklet. For nerveceller er der nu ingen vej tilbage, de kan aldrig opleve fryden ved at være nyre eller lever. Fra nu af er de nerveceller, til du dør, og når du runder de 100 år, har de nerver i sandhed tænkt mange tanker. Langsomt vil næsten alle celler få deres fremtidige job og blive i den stilling indtil den ultimative pension.

Efter tre uger begynder hjertet at slå, selvom det befinder sig i en krop på størrelse med et sesamfrø. Det vil nu kontinuerligt banke løs i årtier. I løbet af et liv vil det trække sig sammen og pumpe iltrigt blod ud intet mindre end 2-3 milliarder gange. Det er rent faktisk alt for meget. Den generelle regel i dyreriget er, at et hjerte slår en milliard slag, og så kan det ikke mere. Det gælder for elefanter, hvaler og hamstere. De store galapagosskildpadder har en puls på 5-10 hjerteslag og bliver derfor uden problemer 170 år, mens en spidsmus brænder sit liv af på mindre end to år med en puls på 1100 slag i minuttet. Der er selvfølgelig altid undtagelser fra reglen. Fugle lever generelt længe og har meget høj puls, men for pattedyr holder det meget pænt. Den gamle joke med, at et hjerte kun har et vist antal slag, så man skal for enhver skyld undgå at dyrke motion og få pulsen op, er en skrøne. Blandt andet fordi en trænet krop generelt giver en lavere puls, og en

35

lav puls ser ud til at give et langt liv. Det gør moderne medicin, sund mad og god hygiejne også. Derfor kan vores hjerte nå 2 milliarder slag mere end forventet og leve flere årtier ud over, hvad der på nogen måde er rimeligt. For det lille foster er der derfor mange, mange slag endnu.

Du har eksisteret i over tre uger, og dine øjne er ved at blive dannet. Små klumper stikker ud fra din bønnestore krop. Det er de kommende arme og ben. Men din fælles fortid med andre dyr er meget tydelig. Du har en lang hale mellem dine fremtidige ben. Der er spor af gællespalter bag det, der vil blive dine ører. Men langsomt forsvinder de igen. Det fik tidligere biologer til at mene, at du gik fra fisk til padde til pattedyr i starten af dit liv. At du bevægede dig lynhurtigt gennem din evolutionshistorie. Men mere præcist er det at sige, at du mister muligheden for at udvikle dig i andre retninger løbende. Du har aldrig fungerende gæller, og du var aldrig en fisk. Det er heller ikke sådan, at fordi du har anlæg til hale, er du en videreudvikling af en salamander. Evolutionen er ikke en rejse fra primitiv til højere udviklet. Det er en rejse i ændringer og potentialer, som virkede lige præcis for dine forfædre, men laksen og salamanderen valgte en anden vej.

De første 36 dage går det virkelig stærkt. Du vokser virkelig igennem. Rent faktisk med sådan en fart, at hvis det ikke tog af senere, så ville et nyfødt barn veje 1,5 ton ved fødslen. Jeg ved fra kvindelige bekendtskaber herunder moderen til mine børn, at det muligvis føles sådan. Reelt vejer et nyfødt barn dog oftest 3-4 kg. Det er stadig noget af en klump at skulle presse ud, men dog kun 5 % af en normal kvindes vægt. Kvindelige læsere kan prise sig lykkelige over, at de ikke er den newzealandske fugl kiwien. Hunnen lægger et æg på op til 30 % af sin egen vægt. Det svarer til et spædbarn på 15-25 kg. Pres, pres!

Det er måske også at stramme den at sige, at det går stærkt med at lave dig. Havde dine forældre været kænguruer i stedet for mennesker, ville du blive født nu i en alder af 33 dage og sidde lunt og mælkeslubrende i din mors mavepung. Men du er et menneske og har stadig små 8 måneder tilbage i mørket.

36

Moderkagen er dannet og nasser nu på mors system. Samtidig pumper den hormoner ud, der skal sikre, at moderkroppen ikke begynder på fjollede ting som at udløse flere æg og den slags. I et vist omfang tager foster og moderkage kontrollen over deres værts krop. I slutningen af graviditeten tvinger du din mor til at skaffe 20 % mere ilt, bare så både hun og du får nok, dit grådige skarn. Det er muligvis også disse hormoner, der giver mange kvinder morgenkvalme i de tidlige uger af graviditeten. Men morgenkvalme er mere kompliceret end som så, og vi ved rent faktisk ikke præcist, hvorfor det sker. Meget tyder på, at det er koblet til den skærpede lugtesans, som rigtig mange gravide kvinder får. I hvert fald får kvinder, der lider af manglende lugtesans, ikke morgenkvalme. Det kan også være for at beskytte fosteret mod uhensigtsmæssige mad- og drikkevarer. På en eller anden måde giver det en fordel, eller i det mindste er ulempen ikke stor nok til, at det kan betale sig at ændre på. Kvinder med morgenkvalme har en markant mindre risiko for uprovokeret abort, især dem, der går hele vejen og kaster op i stride stråler.

Efter 11 uger begynder du at sparke som refleks. Det er træning til at blive et gående, tobenet væsen senere. De fleste kvinder mærker det dog først langt senere. Men trods 29 ugers træning er menneskebenene stadig meget jammerlige ved fødslen. Små krumme, skravlede og fuldstændig ubrugelige. Vi er i sandhed hjælpeløse som små. Især sammenlignet med for eksempel giraffer, der kan stå efter få minutter og løbe efter en time, og de starter endda livet med at falde 2 meter ud af mor og lande på hovedet. Senere indhenter menneskebenene dog lidt og tilbagelægger omkring 200 millioner skridt i løbet af et liv. Eller omtrent 100.000 km. Du når rent faktisk at vandre Jorden rundt to og en halv gang, før du stiller træskoene. Men de færreste vandrer meget, før det første leveår er gået. Og du har stadig 6 måneder tilbage i livmoderen. Men i bund og grund er du færdig nu. Du har fået lemmer, indre organer og er så småt en meget lille

37

udgave af dit kommende jeg. Dine øjne sidder lidt forkert, og de kan ikke se endnu, generelt sejler hele dit sanseapparat, men ellers går det godt. Og over de næste 5-10 uger vil sanserne blive aktiveret. Du vil lære forskellen på op og ned, og du vil lære at lytte. Fra 16 uger vil du måske åbne dine øjne i mørket, men det er bare snyd, du kan stadig intet se, medmindre din mor presser en lommelygte mod maveskindet, i så fald vil du blinke. Fra uge 24 kan du i princippet blive født og med en vis sandsynlighed overleve, selvom du ikke er meget længere end en smartphone. Det er næsten fire måneder før planlagt, og de fleste børn bliver da også derinde et godt stykke tid endnu og træner videre og opbygger et godt lag fedt. Der er koldt udenfor.

Fra uge 24 kommer der gang i sanseapparatet. Smag, hørelse og følesans rykker derudad. For første gang i dit liv kan du føle smerte. Heldigvis er du godt pakket ind. Du kan nu smage de syltede agurker, mor har forlangt, at far skal hente i kiosken, selvom det er midt om natten. Du kan høre den brummende lyd af hans brok, før han sjosker ud ad hoveddøren. Hørelsen er særligt god til dybe lyde, så hvis far synger for maven, trænger det igennem. Måske er det på dette tidspunkt, at fornemmelsen af selvet opstår? Er dette tidspunktet, hvor du blev til dig for første gang? Dine øjne kan som bekendt se, men de har endnu intet at se på. Der er intet lys, og dermed ingen farver. Deres egne farver er heller ikke på plads. Kun når et øje bliver udsat for lys, bliver alle farvepigmenter aktiveret. Derfor kan et nyfødt barn snildt skifte øjenfarve inden for den første måned af sin levetid. Det betyder ikke, at postbuddet har været forbi, hvis babyen ikke har fået sin fars øjne. Generelt er forestillingen om børn med en anden far end den, de tror, de har, voldsomt overdrevne. Myter om hver tiende, hver tredje eller lignende har intet på sig. Det reelle tal er under 2 %, så som far kan du nok ikke løbe fra ansvaret.

Der er gået 30 uger siden befrugtningen, og du kan nu danne dine første minder. Der sker ikke det store i dit liv, men mindet om,

38

hvem din mor er, lagres i denne tid. Det er et bånd, der vil blive stærkere og stærkere. Men det kan også få konsekvenser for resten af dit liv. Forhøjet stress-niveau hos mor i denne tid kan muligvis påvirke barnet langt ind i barndommen og potentielt endnu længere. Ja, måske helt ind i næste generation. Vi er i høj grad et produkt af vores tidligste oplevelser og endnu mere af vores DNA. Du er ved at blive til dig nu.

Arv og miljø

Hvad der har gjort dig til dig, er blevet debatteret indædt i århundreder. Først var det selvfølgelig guder, der stod bag det hele, men efterhånden dukkede andre forklaringer op. Med de sociale videnskaber dukkede en ny tese op. Det hele er samfundets skyld eller mere præcist: Du er et produkt af dine omgivelser. Men de naturvidenskabelige studier mente noget andet, især biologerne. Det er din medfødte arv, der afgør, hvem du er, og hvad du gør. Så hvad er svaret? Er du et produkt af arv, eller er det dit miljø, der former din skæbne?

Med opdagelsen af DNA og gener fik tilhængerne af arv medvind. Alt, hvad du er, alt, hvad du vil blive, er bestemt af rækkefølgen på fire simple nukleinsyrer i dit DNA. Sagen var afgjort.

Men så viste nogle rotteforsøg noget pudsigt. Rotteunger, der blev nusset og slikket meget som små, voksede op og blev gode slikkere selv (en rottemors slikning har stor betydning for en rotteunges senere adfærd og trivsel). Det hjælper jo ikke meget, for det kan forklares med begge modeller. Måske havde de arvet den kærlige adfærd fra mor, eller også giver en god opvækst kærlige rotter. Men når forskerne tog unger fra slikkende mødre og flyttede dem til ikke-slikkende mødre, ændrede deres fremtid sig. De endte selv som ufølsomme mødre, der ikke brugte tid på deres børn. Game, sæt og match til miljø-tilhængerne. Men nej, for det hele er mere kompliceret. Når forskerne undersøgte generne hos de forskellige rotter, fandt de frem til, at en god eller dårlig mor ændrede, hvilke gener der blev brugt

39

hos de unger, de var sammen med. En kærlig opvækst tændte for de gener, der er forbundet med at være en kærlig mor, og slukkede for ravnemorsgenerne.

Det samme gælder for mennesker, men på en endnu mere kompliceret måde. I 1944 blev Holland ramt af hungersnød som følge af anden verdenskrig. 20.000 mennesker sultede ihjel, og store dele af befolkningen var stærkt underernærede. Også de gravide kvinder. Men til alles undren voksede de små børn ikke op og blev skravl, mange af dem havde endda en helt normal fødselsvægt. Og som voksne vejede de lidt mere end gennemsnitshollænderen. Det er jo meget fint, men desværre led de også i højere grad af diabetes, skizofreni og overvægt, og de døde tidligere end resten af befolkningen. Mors sult havde slukket for nogle gener i deres DNA, blandt andet nogle af dem, der er involveret i forbrændingen af fedt. Præcist hvordan kommer vi til om lidt. De blev simpelthen genetisk mere grådige, og deres krop opførte sig, som om den stadig var udsat for hungersnød, 50 år efter at sulten stoppede. Det lille foster havde allerede i dette tidlige stadie lært, at livet er hårdt, og verden er ond. Så får man muligheden for en kage, skal du bare æde den. I nogle tilfælde blev tendensen givet videre til børnebørnene, på trods af at de var udviklet i livmodere, der ikke var udsat for hungersnød. Det er voldsomt uhyggeligt, fordi det forstærker den sociale arv. Hvis din mor har det hårdt, før du overhovedet er født, bliver du disponeret til overvægt. Det gælder ikke engang kun, hvis hun var sulten. Mange former for stress påvirker fosteret. Evnen er for så vidt smart. I en verden med lidt mad kan det betale sig at få børn, der kan rage til sig. Men i en tid, hvor selv de fattigste i den vestlige verden kan købe junkfood, er det katastrofalt. Hvis du selv er en, der ikke kan sige nej til en donut, er det både din mors skyld og samfundets, men ikke nødvendigvis din egen. Dit DNA gør alt, hvad det kan, for at tvinge dig til det. Så ikke alene bliver du, hvad du spiser. Du er, hvad dine bedsteforældre spiste.

40

Det betyder også, at selvom du har en enægget tvilling, som du har 100 % ens DNA med, så behøver I ikke at se ens ud hele livet. I den store opskriftsbog, der er dit DNA, bliver ikke alle opskrifter lavet, og derfor er livets menu forskellig fra individ til individ. Mekanismen, der styrer, hvilke af de mange opskrifter der skal laves, kaldes epigenetik.

Det er ikke kun din mors skyld. Studier hos mus har vist, at fars livsstil sætter sig i hans sædcellers DNA. Dovne mus, der ikke får motion, giver fedme videre til deres børn. Det er egentlig helt utroligt, for din fars sædceller bidrager jo kun med information til dit fremtidige jeg og intet andet. Han giver dig ikke næring gennem en livmoder, ikke desto mindre arver du hans livsstil.

Mus kan også give os viden om, hvordan vi undslipper forfædrenes synder. Da forskere begyndte at give overvægtige gule mus masser af grøntsager, opdagede de noget virkelig overraskende. En musemor, der var blevet fremavlet til at være særlig tilbøjelig til fedme, og som kom fra en lang række af mus, der døde tidligt af kræft, blodpropper og lignende, fødte en lille slank brun unge, der levede uendelig længe i forhold til sin familie. Far var også gul og blegfed, og den eneste ændring var kosten, mor fik under graviditeten. Det så ud til, at den sunde kost gik ind og ændrede i museungens DNA, så det uheldige gen blev slukket. Hvad var der sket? Grøntsager er proppet med det, der kaldes methyl-donorer, og methylgrupperne er noget af det, dit DNA skal bruge til at slukke for de uheldige gener, du slæber rundt på. De bliver lidt simpelt forklaret mandsopdækket, givet kemiske håndjern og rullet godt sammen, så de ikke kan få indflydelse på dit liv. Nu er du jo ikke en mus, men tankevækkende er det ikke desto mindre. Det betyder ikke, at grøntsager automatisk vil beskytte dig mod fedme og kræft. Så ukompliceret er verden ikke. Men grøntsager som broccoli indeholder et stof kaldet glucoraphanin, som har indflydelse på, hvilke gener der bliver aktiveret i din krop. Hos rotter og mus har det bevisligt modvirket visse former for kræft. Det er selvsagt ikke ensbetydende

41

med, at det også virker for mennesker. Men at din kost har indflydelse på dit helbred, er i det mindste sikkert. Positivt såvel som negativt.

Epigenetikken er både en deprimerende og opløftende opdagelse, for den sætter både din kontrol over egen skæbne ud af spil og giver dig redskaberne til at overtage din egen skæbne. Du kan selvsagt ikke kontrollere, hvad dine forældre og bedsteforældre gjorde, før du blev født. Men du kan rent faktisk med din livsstil påvirke dit eget DNA. Du er ikke en slave af, hvilke gener du blev født med. Du kan i et vist omfang slukke og tænde for dem, du nu helst vil have, skal være fortællingen om dig. Det var den gode nyhed, den dårlige nyhed er, at det overvejende sker gennem: Sund kost, motion og positive tanker – de tre hårdeste ting at opnå. Og hvis denne sætning fik dig til at le, har jeg lige reddet dit liv. Glæde slukker også for gener og aktiverer andre. Du kan rent faktisk tænke dig selv mere rask, du kan motionere og grine dig ud af et misbrug. Du kan ikke tænke kræft væk, og du kan heller ikke spise dig fra et åbent benbrud. Men du har faktisk en vis mulighed for at lade tanken styre materien. Du skal stadig tage din rigtige medicin, der er grænser for, hvad en broccoli kan gøre for dig.

Det var måske også lidt naivt at forestille sig, at 20.000 gener kunne forklare al menneskelig adfærd. Alle tanker, følelser og evner. Selv hvis de forskellige gener samarbejdede, og forskellige kombinationer gav forskellige udfald, er 20.000 gener ikke særlig meget. Det var især problematisk, når man tog enæggede tvillinger med i betragtningen. De er som bekendt genetisk fuldkommen identiske, men de er stadig forskellige. De bliver ikke lige gamle, de får ikke de samme sygdomme, og de tænker i særdeleshed ikke de samme tanker. Generne kan ikke være hele svaret. De udgør også kun 2 % af alt vores DNA. Tidligere var forklaringen på de sølle to procent, at resten var ubrugeligt junk, som vi havde arvet fra tidligere forfædre. Den forklaring var ret tynd. Ikke desto mindre troede man det i en del årtier.

Men lad os bruge lidt tid på, hvordan gener virker. Generne sidder som små ord på den lange streng af DNA, der er stramt rullet op inde

42

i cellekernen. Under de rette forhold åbnes strengen som en lynlås, hvis tænder bliver blotlagt. Det muliggør, at genet kan kopieres. Bagefter zipper DNA-lynlåsen sammen igen. Men det kopierede stykke DNA (fra nu kaldet mRNA) fragtes ud i cellen og bliver her oversat til et protein. For at opsummere: Et gen bliver kopieret og oversat til proteiner, og de proteiner påvirker så cellen, de er i, eller smutter ud af den og påvirker andre celler. Det er disse proteiner, der får dig til alt. At trække vejret, fordøje en pølse, blinke med øjnene og tænke dybe tanker.

Hver enkelt celle har i princippet alle gener, men ikke alle bliver kopieret og oversat til proteiner. Husk, hvor heldigt det er, at det er tilfældet, ellers ville du have tænder i øjnene. Generne er reguleret stramt, så kun de ”rigtige” bliver udtrykt. Og igen er det epigenetikken, der er på spil, og epigenetikken ligger i al det DNA, der ikke er gener, for selvfølgelig skal den også bruges til noget. Den bruges til at afgøre, hvilke gener der skal tændes og slukkes og hvornår. Det gør DNA i samarbejde med nogle små proteiner, der hedder histoner, og som i bund og grund holder sammen på den lange tråd af DNA. Men derudover er det histonerne, der afgør, om DNA kan kopieres eller ej. Og histonerne er meget påvirkelige af omgivelserne. Det er dem, der reagerer på broccolien og dine bedsteforældres madvaner, det er dem, der gør, at ingen andre mennesker er som dig, ikke engang din klon.

For at runde det af, så er du helt og fuldkommen et produkt af din arv. Men du bestemmer selv, hvordan du forvalter arven, og med viden om epigenetikkens muligheder for at slukke for visse gener kan du reelt vælge at frasige dig arv og gæld … i hvert fald udvalgte dele af den. Men det er selvfølgelig svært at påvirke noget som helst, før du er blevet født.

Ud i lyset

Og nu kommer øjeblikket endelig – du skal ud i den store, fæle verden. Fra en enkelt celle har du delt dig, specialiseret dig, dannet minder

43

og personlighed, og nu skal du ud. Din stakkel … og stakkels din mor. Den største omvæltning i dit liv skal til at ske. På intet andet tidspunkt vil din verden ændre sig så dramatisk. Fra et 37 grader lunt, mørkt og blødt trygt rum til en kold verden med skarpt lys, et overfald af lyde og en tsunami af dufte. Velkommen til verden. Men først skal du selvfølgelig lige ud. Igen er det dig og ikke mor, der styrer processen. Dine lunger sender besked til moderkagen om at skrue ned for et hormon og op for et andet, nemlig oxytocin. Det sætter gang i din mors krop, og veerne går i gang. Det hæmmer også hendes hukommelse, og det er nok meget godt, for hun skal helst ikke huske det næste, der sker, alt for tydeligt.

Livmoderhalsen, som ellers er lukket i som en hønserøv, der har spist syrlige bolsjer, åbner sig helt op til 10 cm. Men det er ikke nok. For at presse en melon igennem en flaskehals skal der omstruktureringer til. Selv knoglerne i kvindens bækken må flytte sig. Leddene bliver blødere, og hele det område, der sidder lige over, hvor halen burde have startet, bliver skubbet bagud, til bulen kan ses tydeligt på den nederste del af ryggen. Det er smertefuldt, også selvom kroppen er pumpet op med hormoner.

Der er ikke meget, der tyder på, at andre pattedyr har så store smerter ved fødslen, som vi har. Det skulle da lige være et uheldigt myrepindsvin. Ungerne her bliver født med fuldt dannede pigge, som – selvom de er blødere end de voksnes – giver store problemer, hvis ikke ungen fødes med hovedet først. Og så er der også lige den plettede hyæne.

Hyæner har et for pattedyrene lidt usædvanligt socialt system. Hunnerne sidder ultimativt på flæsket. Hannerne må finde sig i alt. Selv ungerne ligger over hannerne i hierarkiet, især hvis de er børn af en dominerende mor. Hunnerne afgør også suverænt selv, hvem de vil parre sig med. Godt hjulpet på vej af deres anatomi. Deres klitoris er kraftigt forlænget, og hannen skal parre hende igennem den. Det er et kunststykke af krumrygget akrobatik og umuliggør listepik. Ingen

44

parring uden hunnens komplette samarbejde. Der er dog også en pris at betale. Fødslen foregår også gennem denne klitoris, og til tider flækker den. Hver syvende førstegangsfødende hyæne overlever ikke.

Men det ændrer ikke på, hvor smertefuld en menneskekvindes fødsel er. Det kan derfor undre, at ikke alle fødsler sker via kejsersnit. Men i Danmark er det kun hver femte fødsel, der sker med kejsersnit, og det dækker både de selvvalgte og de nødvendige. Der er selvfølgelig også noget, man mister, når man ikke føder vaginalt. Sådan er det altid i naturen. Et valg er altid et fravalg, og i dette tilfælde er et af fravalgene at give barnet en tarmflora med på livets rejse.

Børn født vaginalt har en anden sammensætning af bakterier i tarmen end børn født med kejsersnit. Især de børn, der fødes med ansigtet rettet mod mors bagdel. Det er bare endnu en af de gaver, en mor giver sit barn. En lille smule afføring, der kan hjælpe dit barns fremtidige immunsystem og fordøjelse. Det er derfor bestemt ikke uheldigt, hvis din mor kom til at skide på dig under fødslen. Det er faktisk bare en tjeneste, hun gjorde dig. Men børn født via kejsersnit klarer sig ikke desto mindre fint i livet. Og uanset om du kom ud på den ene eller anden måde, så havde du din dejlige babylugt med dig. Intet dufter bedre end issen på en lille baby. Duften holder kun i seks uger, så den skal nydes, mens den er der. Den er helt unik og er givetvis en blanding af fostervæske og det fine fedtlag, alle børn fødes med. Den tjener også et formål. Kvinder, der lugter den, får en stærk lyst til at passe godt på så velduftende et lille væsen. Se, det giver mening. Men tilbage til fødslen.

Det er heller ikke en fest for barnet at blive født. Den lille krop skal stå på hovedet i dagevis, før den vrides rundt om sin egen akse og presses igennem en hård og alt for lille åbning. Kraniets knogler, der heldigvis ikke er vokset sammen endnu, presses ind over hinanden som Jordens plader før et gigantisk jordskælv. Hovedet omformes til en kegle, og selv hjernen presses i en ny form. Det er ikke mærkeligt, at den nye lyse verden mødes med et skingert skrig. Under fødslen

45

peaker niveauet af adrenalin i kroppen til et niveau, som end ikke et hjerteanfald kan matche, hvis du skulle være så uheldig af opleve det senere i livet. Det tænder for lungemusklerne, og pludselig kan du ånde … og skrige af smerte.

Til sidst skal moderkagen også fødes, den skal ud, for den var aldrig rigtig en del af moderens krop. I nyere tid er det blevet populært at spise moderkagen eller lave den som te. Det, der fortæres, er reelt den del af dit barn, der aldrig blev til et barn. Det er der intet sundhedsfarligt i, så længe du tilbereder det ordentligt, så gør det bare.

Smerte er bare noget, du tror

Smerte er på mange måder en besynderlig ting, som vi stadig ikke ved meget om. Vi ved, at nogle særlige nerveceller kaldet nocireptorer er involveret. De sender signal til din rygrad, hvis noget slemt sker, og dit centralnervesystem sender beskeden videre til hjernen. Derfra bliver det bøvlet. For nu skal hjernen afgøre, om du har trådt på et søm, er blevet bidt af en haj eller bare er blevet prikket af en finger, og det gør den ikke specielt rationelt. Den gætter ud fra tidligere oplevelser, der minder om den nuværende situation. Så første gang, du bliver bidt af en haj, gør det ikke særlig ondt (til at starte med), anden gang er det meget værre. Men det sjove er, at hvis din hjerne misforstår noget, så gør det meget mere ondt at blive prikket med en finger end at blive bidt af en haj første gang. Det er derfor utrolig heldigt, at mange kvinders hjerner er meget dygtige til at glemme, hvor ondt en fødsel gør, for ellers ville alle lande i verden have en etbarnsstrategi. Det gælder dog mest for de kvinder, som oplevede moderat smerte. En virkelig smertefuld fødsel bliver husket, uanset hvor meget du har lyst til at glemme den. Pudsigt nok viser nogle studier, at hvis du fik smertestillende midler under din fødsel, husker du smerten som værre end de kvinder, der ikke fik noget. Måske fordi glemselsmekanismen også blev bedøvet. Når det kommer til smerte, er det hele inde i dit hoved. Bortset fra hovedpine, den kommer udefra, for hjernen har

46

ingen smertereceptorer. Det er selvfølgelig stadig hjernen, der fortolker smerten og bestemmer, om du føler den eller ej. Så du har teknisk set aldrig haft ondt i tåen, fingeren eller lignende. Du har ondt i hjernen, et organ uden smertereceptorer. Det betyder også, at den kan bilde dig ind, at du har ondt, selvom en skade aldrig er sket. Utallige forsøg beviser dette. Stakkels uvidende forsøgspersoner, der får at vide, at nu får de elektrisk stød, oplever det elektriske stød, selvom ingen strøm går igennem dem. Det eneste, det kræver, er en falsk kontakt, der bliver ”tændt” uden at være tilsluttet noget.

Vi ved ikke meget om andre dyrs smerte. Vi går ud fra, at de dyr, der har smertesensorer, der minder om vores, også føler smerte. Men vi aner ikke, om de opfatter det på samme måde som os. Når man tænker på, hvor meget af smerten menneskehjernen opfinder, er det nærmest sikkert, at andre arters hjerne gør noget andet. Det bliver endnu værre, når det kommer til dyr, der er meget forskellige fra os, især de stille. Der er en grund til, at mange føler, at det er i orden at fange fisk ved at få dem til at bide på en krog med modhager og så flå dem ud af deres rette element. Der er til gengæld meget færre, der fanger rådyr med krog og drukner dem bagefter. Den vægtigste grund er nok, at fisk ikke skriger. Men derudover er der diskussion om, i hvilket omfang fisk føler smerte. Men jeg sætter pengene på, at de gør. I 2003 sprøjtede forskere bigift ind i fiskelæber og observerede, at det brød de sig øjensynligt ikke om. De gnubbede fortvivlet deres munde mod akvarieruden. I 2009 brændte forskere fiskenes kroppe og gav dem bagefter morfin. Morfinen dæmpede fiskenes smertereaktion og adfærd. Det burde være rigeligt til at lukke sagen, men desværre fandt et studie i 2013, at fisk ikke har nocireceptorer, som er de nerveceller, vi tror sender besked til vores hjerne, når noget potentielt smertefuldt er sket. Men husk: Det er ikke nocireceptorerne, der føler smerte, de sladrer bare. Smerte er i din hjerne, og næsten helt sikkert også i en fiskehjerne.

Og nu bør du lige sende din mor nogle varme tanker. Hun tog virkelig en for holdet, da hun pressede dig ud.