Forord Flere sider af samme sag

Jeg har kendt Matti, siden vi kørte mod hinanden i ungdomsrækkerne. Efterfølgende kørte vi sammen for Team PH og i det professionelle felt for Team CSC-Saxo Bank, og vores veje krydses stadig i cykelsporten, hvor jeg er landstræner for de danske landevejsryttere, og han er sportsdirektør for World Tour-holdet EF Education-Nippo. Matti er mere end en kollega. Vi er rigtig gode venner og spiller musik sammen i vores band, men det her skal handle om cykling. Når jeg tænker på en definition af Matti i hans karriere som cykelrytter, dukker en scene fra Post Danmark Rundt i 2007 op i mit hoved:

Team CSC-holdet sad rundt om bordet under aftensmaden, og ordet hvislede ud af Mattis mund og ramte ”Smeden” hårdt i ansigtet. ”Cirkusprof,” sagde Matti til ham.

Jeg var ikke helt klar over, hvad en cirkusprof var, eller hvad det betød, men det var ikke noget godt. Måske noget i retning af en klovn. Uanset hvad så gik stemningen fra dårlig til værre. Matti fortsatte med ild i øjnene: ”Jeg ventede fandeme da på jer!”

7

Få dage tidligere var gadeløbet i Hadsten blevet kørt, og et udbrud med Matti som eneste CSC-rytter holdt til mål. Det var ikke planen, at løbet skulle udvikle sig sådan. ”Vi kunne ikke køre stærkere bagfra. Vi kunne fandeme ikke køre stærkere,” svarede Smeden, som glødede af raseri. Han fortsatte: ”Hvis du er så fucking god, så synes jeg da bare, at du skal vinde to etaper i Danmark Rundt!”

Jeg sad ved bordet og lyttede til deres skænderi. Jeg var bange for Allan Johansen. ”Smeden”. Matti var ikke bange, og han vandt to etaper i Danmark Rundt.

Matti var en væddeløber. At Smeden ikke var en cirkusprof, men også en væddeløber, er en anden historie. Matti var dog indbegrebet af en væddeløber: en romantiker, et rovdyr og et røvhul på samme tid. En æstetisk urkraft med en uimodståelig og legende charme og et stort temperament. Han var som en slags Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Vrede var et brændstof for Matti, oftest på cyklen, men den romantiske side af ham sørgede for en grundlæggende balance. Da vi boede i Italien, var det bare ud på cyklen med en sandwich i lommen. Brød fra den gode bager, skinke fra den gode slagter. Vi fyldte vand i vores dunke fra den gode kilde i bjergene. Vi skulle træne langt og hårdt. Ikke et stramt træningsprogram med et fokus på watt-tal og pulszoner. Matti kunne godt følge en taktik, men han stolede mest på sit instinkt. Matti kunne også godt passe et træningsprogram, men han fulgte bare helst sin intuition. Vi kørte på inspirationen. ”Jeg skal vise jer noget.”

Når Matti sagde det, vidste vi andre, at han var klar. Så skulle vi køre cykelløb. Helst på gamle, toscanske brostensveje med

8

stigninger på 20 procent, som kun Matti kendte. Det var det, han skulle vise os. Dét og at han kunne smadre os.

Jeg er venner med hele Matti. Sådan må det være. Jeg er forelsket i romantikeren, bange for det dumme svin og fascineret af sammensætningen. Matti har bidraget med vildskab i mit konsensuspædagogiske ophav. En vildskabens dannelse. Og så har Matti lært mig noget andet meget vigtigt: Hvordan man bliver venner med sine fjender i rytter-buffeten på hotellet om aftenen efter cykelløb. Det er noget i retning af at sige ”sorry, ehh” og slå ud med armene og sende dem et skævt smil.

Anders Lund Strøby, juni 2021