24 minute read

Kapitel 2 En kuffert på loftet

Det lå til familien, at jeg skulle være væddeløber.

Min farfar, min onkel og min far havde alle kørt cykelløb, mens min far, Tom, stoppede karrieren som ganske ung. Han kørte for Amager Cykle Ring med blandt andre Brian Holm og Jack Arvid Olsen, der senere blev professionelle. Holdet blev trænet af Leif Mortensen, der var tidligere verdensmester for amatører, OL-sølvvinder og var blevet nummer seks i Tour de France i 1971. Det var nok det første rigtige juniorteam i Danmark, og de havde endda en sponsor, en mand ved navn Ib, som havde en cykelforretning i Østrigsgade på Amager. Min far kørte senere lidt halvprofessionelt i Frankrig, men under sin værnepligt mødte han min mor, der gik på en husholdningsskole over for kasernen. Jeg blev vist skabt i første hug, og da jeg kom til verden ni måneder senere, stoppede min far sin cykelkarriere, kun 21 år gammel. Min farfar døde i den periode, og de havde altid været tæt forbundet omkring cyklingen, så det tog noget af gnisten fra min far. Og så havde han jo pludselig en familie at forsørge. I min barndom talte han aldrig om, at han havde cyklet, måske fordi det gjorde lidt ondt at stoppe så tidligt, og jeg

15

var faktisk ikke klar over, at han havde været cykelrytter på højt niveau herhjemme. Jeg havde da lagt mærke til, at der på loftet i vores parcelhus i Faxe var plastikposer proppet med uld- og lycratrøjer, underlige shorts med vaskeskind indeni og lædersko, man i hvert fald ikke kunne danse i. Der hang racercykler fra 1980’erne i garagen, med toprammer fra Guerciotti og Puch med Campagnolo Super Record-geargruppe, og gamle klubtrøjer og Adidas Eddy Merckx-cykelsko. Det gjorde ikke det store indtryk, og dengang var alle de navne og mærker som volapyk for mig.

Det ændrede sig alt sammen i juli 1995, en måned før jeg fyldte 11 år. Den sommer kørte Bjarne Riis sig på podiet i Tour de France som den første dansker. Han blev treer efter Miguel Indurain og Alex Zülle. Sammen med et par gode venner i Faxe sad jeg hver dag klistret til skærmen for at følge Bjarnes bedrifter i det franske landskab, mens Jørn Mader og Jørgen Leth tryllebandt os med deres anderledes kommentering på TV 2.

Jeg var fuldstændig solgt.

Vi knægte kørte Sydsjælland tyndt på vores cykler, forelskede i Tour de France, mens vi forestillede os, at vi var vores nye helte på landevejen. Jeg begyndte at læse om tidligere ryttere og nørde resultater og udstyr i min fars gamle cykelmagasiner, der var gemt i en støvet Samsonite-kuffert på loftet. Det blev min hule. Jeg blev som besat og kunne bruge mange timer deroppe. Jeg lå blandt gamle papkasser med rockwool som madras og slugte cykelsportens historie råt, side for side. Jeg kunne forsvinde fuldstændig ind i gamle billeder af forskellige cykelryttere. Jeg læste især i magasinet Cykle-Jul, der udkom hvert år i december med historier fra indland og udland. Jeg læste om fortidens helte som Louison Bobet (hvis man sagde hans navn i Frankrig, så smeltede tusind hjerter), det italienske ikon Fausto Coppi og ”Kannibalen” Eddy Merckx fra Belgien og om hårde hunde fra

16

Danmark som Ole Ritter og Gert Frank. Og jeg læste om min far, og det gik op for mig, hvor god han havde været. Jeg har gemt mange af dem. Jeg har cirka 500 gamle cykelmagasiner, nogle af dem er fra 1930’erne og 1940’erne, min farfars tid. De fylder en hel del, og min kone hader dem, men jeg kan stadig blive helt opslugt. Mange er på loftet, men de flotteste eksemplarer står fremme i reolen i vores kontor.

Det var i cykelbladene, at jeg stødte på ordet væddeløber. Jeg spurgte min far, hvad det betød. I bund og grund var det bare en cykelrytter med licens, som man kunne spille penge på, når der blev kørt på de danske cykelbaner i gamle dage. Det blev kaldt væddeløb. For min far var begrebet mere end det. For ham var en væddeløber indbegrebet af stil og elegance og kørte altid kompromisløst for at vinde. Sådan en ville jeg være.

Jeg fik min første racercykel juleaften. Den var celestegrøn, den helt særlige Bianchi-farve, og havde Campagnolo-udstyr. Jeg var pavestolt og kunne ikke vente med at prøve den. I juleferien cyklede jeg ud på Stevns. Der ventede en pige, jeg var lidt lun på. Hun var sammen med sin veninde. De skulle selvfølgelig se min nye cykel. Jeg havde kriller i maven, da jeg drejede op til huset i Store Torøje og standsede foran pigerne. Jeg glemte helt at hive foden ud af pedalen og røg lige i asfalten på knæ og albue. Jeg kunne høre dem grine af mig. Da jeg kom på benene igen, lod jeg, som om jeg havde fuldstændig styr på situationen, selvom jeg havde slået mig ad helvede til. Jeg forduftede hurtigt, ramt på selvtilliden og flov. Jeg fik oprejsning efter juleferien, da Ditte-Marie gav mig et medlidenhedskys i skolegården.

Der gik noget tid, før jeg fik lov til at køre rigtige cykelløb for en klub, men mine forældre lod mig deltage i Pondus Cup rundtomkring på Sjælland. Det var en række diplomløb for børn og unge, der havde mod på at prøve kræfter med cykling. Nok

17

var vi kun ti drenge til start, men jeg vandt et par løb og blev nummer to i finalen på Dynamovej i Herlev.

I slutningen af 1996 blev jeg meldt ind i Køge Cykel Ring. Min far kunne godt se, at jeg var bidt som en gal af cykling, men han vidste også, hvor meget sporten krævede af forældrenes tid og økonomi. Til sidst fik jeg overbevist ham om, at jeg skulle starte i en klub. Han var også selv begyndt at køre igen efter en pause på 16 år. Om det var mig eller et skørt væddemål, der havde fået ham til det, ved jeg faktisk ikke, men i hvert fald blev sporten et omdrejningspunkt for hele familien. Jeg har ikke været på sommerferie siden – fra januar til oktober hvert år har cykling fyldt alt i min tilværelse.

De første par år som cykelrytter gik det godt for mig, eller det vil sige, jeg mistede i hvert fald ikke lysten til at sidde i sadlen. I forhold til mine jævnaldrende var jeg en lille lort, så det var sparsomt med sejre, men jeg fik nok af dem til at fortsætte. Jeg ville altid vinde, hvad end jeg lavede, men en førsteplads i Rødekro gav mig altså meget større tilfredsstillelse end en sejr i et spil ludo eller kalaha. Sejrsfølelsen var et sus, der holdt liv i min kærlighed til cykelsporten. Den udviklede sig til en decideret drivkraft, og jeg fandt hurtigt ud af, at jo mere jeg trænede, des bedre blev resultaterne også.

Det var nærmest en selvfølge, at jeg blev meldt ind i Køge Cykel Ring. Den lå tættest på Faxe, bag det gamle stadion på Stensbjergvej i en baraklignende bygning. Køge Atletikforening holdt til i den ene ende og cykelklubben i den anden. Min far kørte i klubben, mens min onkel Teddy var tidligere medlem. Min farfar, et stort foreningsmenneske og idémanden bag det succesrige motionsløb Sjælland Rundt, kørte for Køge Cykel Ring i 1970’erne. Jeg nåede aldrig at møde den gamle Erik Breschel, fordi han døde, inden jeg blev født, men det var med stolthed

18

og en følelse af familiehistorie, at jeg første gang trak den hvide Køge-trikot over hovedet. Jeg lignede min farfar. Klubben havde et fantastisk miljø, og jeg kunne dele min passion med drenge på min egen alder. Tonen var barsk, specielt fra formanden Mogens P. Han havde mange regler. Jeg fik engang skældud, fordi jeg bukkede mig for at samle noget op. Jeg skulle gå ned i benene, sagde han, for at skåne ryggen og styrke lårene. Han spurgte mig også altid, hvornår jeg skulle klippes. ”Hvis du vil være cykelrytter, må du først ligne en,” sagde han.

Håret skulle være kort, og det måtte aldrig været vådt efter et bad.

Sådan kunne han blive ved.

Klubbens ubestridte høvding var dog Willy Skibby, Jesper Skibbys far. Han sagde aldrig rigtig noget, men skulede ovre i sit hjørne til klubaftener, og jeg var lidt bange for ham. Blandt os knægte gik der historier om, at Willy havde banket en bilist med en cykelpumpe, og han havde engang kørt en dreng i grøften, blev det hvisket, fordi knægten brokkede sig under fællestræningen.

Der blev gået til stålet til fællestræning med drabelige dueller i modkørende trafik. Man fik respekt, hvis man vandt skiltespurten til Haslev eller Faxe Ladeplads. Min far var det største svin af dem alle, når vi simulerede cykelløb. Han svajede, skubbede og råbte og skreg, og de andre ryttere blev sure på ham: ”Tom, for helvede. Det er altså kun træning!”

Jeg så til fra første parket og åd det hele råt.

Som 13-14-årig var det ikke unormalt for mig at køre 150 kilometer de weekender, hvor jeg ikke havde løb på programmet, da jeg skulle cykle 25 kilometer fra Faxe til Køge og hjem igen oven i de 100 kilometer til fællestræning. Min far svingede som regel pisken, fordi han cyklede med på turene. Hvis jeg blev sat,

19

måtte jeg selv finde hjem, og om vinteren, når jeg var allermest kold og peb over frosne tæer og fingre, så var det, fordi jeg ikke havde kørt nok til, sagde han. Jeg overvejede aldrig at stoppe, selvom min far var hård og urimelig. Selv ikke de utallige gange jeg lå i badekar efter en træningstur om vinteren og græd, fordi det gjorde ondt i hele min kulderamte krop, eller når jeg blev vækket af en spand koldt vand i hovedet, fordi jeg ikke kunne komme ud af fjerene.

Han havde jo også sagt det til mig, og jeg havde selv valgt det, dengang jeg plagede mine forældre om lov til at starte som cykelrytter: ”Hvis jeg skal hjælpe dig, skal du også gøre det 100 procent.” ”Ja, ja.” ”Du skal også motivere mig.” ”Ja, ja.” ”Ingen slinger i valsen.” ”Nej, nej.”

Min far havde en aggressiv indstilling til cykelsport. Alt lige fra løb over træning til min daglige livsførelse blev angrebet forfra, og jeg blev aldrig skræmt af hans til tider prekære krav eller underlige idéer. Inden mit første løb som licensrytter i 1997, i Holstebro, bad han mig lave en dødsliste. Jeg spurgte ham, hvad han helt præcis mente med ”en dødsliste”. Han stak mig en resultatliste fra året før med ryttere fra min årgang. ”Nu finder du navnene på fem ryttere, du gerne vil slå ihjel, og noterer dem på et stykke papir. Når du så sætter dig op på cyklen, er listen det eneste, du tænker på. Det er sådan, man sætter sig op til løb,” sagde han.

Jeg kiggede på listen og valgte fem konkurrenter, der skulle ”dø”. Jeg kan kun huske, at Mads Christensen endte som navn nummer et. Jeg havde intet imod ham. Han var bare den bedste

20

på det tidspunkt. Han vandt også løbet i Holstebro, mens jeg blev nummer fire. Dødslisten blev jeg ved med at bruge i drengeårene. Senere hen blev det mere et rent mentalt greb, at jeg udvalgte mig konkurrenter, som jeg tænkte på og ville smadre. Jeg ønskede dem ikke noget ondt i livet, men på to hjul skulle de fejes væk. Det var et godt redskab. Jeg brugte det til at tænde en ild i mig selv, psyke mig op og grave nogle få ekstra procenter frem, som måske kunne blive afgørende i løbene.

Pædagogisk var min far fra en anden planet, men han lærte mig at være vedholdende og fandenivoldsk; at tro på, at det, man gør, er det bedste for en selv. Uden han nok var helt klar over det, gav han mig redskaber til at håndtere skuffelser, hvis jeg ikke vandt. Jeg kan huske et løb i ungdomsklassen på Frederiksberg, hvor jeg blev lukket inde af andre ryttere i spurten, så jeg ikke kunne køre med om sejren trods gode ben. Da min far spurgte, hvad der gik galt, skød jeg skylden på alle andre. Min far blev sur og sagde: ”Hvis du har benene til at vinde, og du siger, at du blev lukket inde i spurten, så er det fandeme også din egen skyld.”

Min far ville aldrig give mig ret. Derfor var jeg ofte indebrændt. Jeg skulle vise ham, at jeg havde ret, så jeg svarede igen med benene. Det var en slags vekselstrøm. Jeg konverterede skuffelse til energi. På den måde havde han en positiv indvirkning på mig.

Og han viste mig, hvordan jeg skulle sidde ordentligt på en cykel: ned med hælen for at få et rundt tråd og ind med knæ og albuer, så jeg ikke lignede et cykelbud med en ølkasse mellem benene. Han terpede ind i mig, at hvis man vil opnå noget, så skal man fandeme kæmpe for det og gøre sig fortjent til det.

Min far demonstrerede også, hvordan man sætter andre på røven uden selv at styrte. Albuerne er et godt våben, men man kan også bruge hovedet til at stange med. Derudover kan man

21

gribe fat om en anden rytters frempind, som holder styret, og trække den over mod sig selv. Rivalen vil forsøge at trække tilbage, og jo mere man presser, desto mere vægt lægges i modsat retning. Da min far skulle vise mig det beskidte trick under en træning, fløj jeg som fra en katapult ud over marken, da han gav slip på min frempind.

Min far holdt mig på sporet, for jeg havde krudt i røven og var snotforvirret som de fleste teenagedrenge. Tankerne fløj rundt i skallen på mig, og hormonerne susede gennem min krop. Damejagt og fester har taget livet af mange talenter, men lige det sagde mig heldigvis ikke det helt store. Eller også blev det bare overskygget af cykling. Jeg kunne se, at min far var stolt, når jeg fredag aften afviste venner, der lokkede med Pisang Ambon og søde piger i hulen ved Faxe Kalkbrud, fordi jeg skulle køre løb i weekenden.

Det sværeste for mig var at skulle fungere som et schweizisk urværk hele tiden. Min hverdag blev fuldstændig systematiseret, specielt op til vigtige løb som sjællandsmesterskaberne og landsmesterskaberne. Min fars idé var, at hvis jeg kunne klare den disciplin, kunne jeg også klare mig i løbene. De fleste dage så typisk sådan her ud:

07.10 – stå op 07.15 – morgenmad 08.05 – skole 15.45 – træning 19.00 – aftensmad 22.00 – i seng

Hvis tidsplanen skred, følte jeg, at det næste cykelløb var tabt på forhånd, men omvendt var jeg af sind ikke til militærdisciplin,

22

og det kom til en del konfrontationer mellem min far og mig. Det var legen på cyklen, jeg elskede, den ubekymrede følelse, jeg fik, når jeg susede rundt i landskabet og tømte mig selv for kræfter på træningsture, og kicket, jeg fik, når løb skulle afgøres, og endelig glæden hos min far, hvis det gik godt. Kæft, trit og retning var ikke årsagen til, at jeg var cykelrytter. Det var en irriterende nødvendighed for at slå igennem. Når jeg blev sur, ofte efter et åndssvagt skænderi med min far, havde jeg for vane at lade mit temperament gå ud over husets døre. Da jeg flyttede hjemmefra, var der stort set ikke en dør uden aftryk fra mine næver. Jeg søgte min fars anerkendelse, men jeg var også i oprør mod ham. Jeg var en provokerende teenager, og der skulle ikke særlig meget til, før han blev gal. Som dengang jeg havde malet mine mors sko blå, og det endte i en regulær boksekamp i stuen. Politiet kom på grund af husspektakel, men smuttede hurtigt igen, da vi var kølet lidt af. Min mor græd og vidste ikke, hvad hun skulle stille op med os. Vi fik talt ud, men den episode er ingen af os særlig stolte af.

I mine første år som drengerytter kørte min far i den danske A-klasse. Vi brugte et hav af timer sammen på vores cykler, og når vi ikke trådte i pedalerne begge to, skiftedes vi til at køre motorpace for hinanden på en gennemboret Peugeot Fox, som min far havde købt af Jesper Skibby. Engang jeg kørte for ham, skabte han sig omme bag knallerten, fordi han syntes, farten var for høj. Han råbte og skreg og kaldte mig en hulens masse skældsord. Han kunne hurtigt fare i flint. Jeg syntes, han var dum at høre på, så jeg drejede gashåndtaget i bund. ”Skråt op,” tænkte jeg, ”han kan selv finde hjem.”

Jeg kørte fra ham et sted omkring Benløse og tog de små veje tilbage til Faxe. Da han kom hjem et par timer senere, talte vi ikke sammen, men næste dag var det glemt igen. Troede jeg.

23

For ugen efter, da rollerne var byttet om, gjorde han det samme mod mig. Selvom min far til tider var kynisk, når det handlede om cykling, så vidste jeg, at han altid ville give mig rygdækning og bakke mig op. Jeg fandt en enorm tilfredsstillelse i at arbejde for vores fælles mål og min drøm om at blive professionel cykelrytter. Ligesom Jesper Skibby.

Da Jesper Skibby flyttede til Danmark efter at have boet mange år i Belgien, begyndte han at træne med min far. Når jeg kørte med dem, var jeg virkelig benovet. Skibby var en stjerne, han havde vundet etaper i de tre Grand Tours. Alt ved ham var sejt. Vi stoppede en dag ved købmanden i Fensmark for at få en cola. Skibby købte avisen, men læste kun tv-guiden for at se, om der blev vist en god film om aftenen. Så smed han avisen ud. Han kastede også sit nye pulsur til 3.000 kroner ud på en mark, fordi det hele tiden bippede. Engang fløj Skibby til Mallorca for at træne med min far og mig. En aften var vi taget ud for at spise med en større gruppe cykelryttere fra Næstved. Jeg var på det tidspunkt 14-15 år, så jeg drak ikke alkohol, men resten af flokken, inklusive min far og Jesper Skibby, blev så stangstive, at de hverken kunne gå eller stå. Da vi kom tilbage til hotellet, stod Skibby pludselig og brækkede sig. Det gjorde stort indtryk på mig. Det gjorde mig faktisk kun endnu mere fascineret af ham, og da jeg senere hen selv blev professionel, forstod jeg også, hvorfor man kunne have brug for at drikke sig fuld midt i sæsonen for at give lidt slip på det stringente cykelliv. Skibby er en af de mest gavmilde mennesker, jeg har mødt, og jeg har fået så meget cykeltøj, solbriller og dyrt udstyr af ham. Det ville have kostet en bondegård for enhver. Desuden var han rigtig god at snakke med. Han var uden filter og stod altid klar med råd, som var til at forstå, når jeg havde brug for det i løbet af min karriere. Blandt andet i 2010, da jeg var

24

i tvivl om, om jeg kunne tillade mig at forlade Bjarne Riis og Team Saxo Bank. Jeg ringede til Jesper og satte ham ind i mine tanker. Han sagde: ”Hold da kæft, Matti. ’Ørnen’ skal nok overleve. Du skal tænke på dig selv og pengene!”

I ungdomsårene begyndte jeg i højere grad at køre med om sejrene, men på Sjælland domineredeAndreas Finnerup, da ”Finn” var et hoved højere end os andre og nærmest havde fuldskæg som 13-årig. I Jylland var der flere om buddet. Om det var et eller andet sundt flæsk og kartofler, de spiste til morgenmad, ved jeg ikke, men konkurrencen var i hvert fald større, og når vi sjællændere drog til løb vestpå, fik vi som regel tæv.

Mads Christensen var min ærkerival. Jeg slog ham aldrig ihjel på landevejen, selvom han stod øverst på min dødsliste, og vi blev senere holdkammerater, gode venner og flyttede sammen til Italien. Han kørte for Odder Cykel Klub og vandt stort set alle løb, også på dispensation, når han rykkede totre aldersklasser op. Om det var på crosscykel, banecykling eller i linjeløb, så slog han de mest garvede proffer. Han er det største fysiske talent, jeg nogensinde har set på en cykel, men når man er så god i så ung en alder, og det er unormalt at blive nummer to, så bliver livet som cykelrytter sværere på sigt. For cykling er fyldt med nedture. Der er mere skuffelse end succes. Det var bestemt noget, som Mads skulle arbejde med at acceptere. Man må ikke lade sig slå ud, hvis man får klø i de unge klasser, et tidligt reality check kan være en hjælp i længden. Det bliver først rigtig alvor, når man rammer juniorklassen i 16-17-årsalderen. Så stopper legen. Alt bliver seriøst. Man er nødt til at træne hårdere for at være med, man skal være meget mere bevidst om sin kost.

25

Der er kommet mere videnskab ind i cykelsporten, siden jeg begyndte. I dag ved trænerne, hvordan en rytter skal træne og spise, i en grad så selv juniorklassen kører på næsten samme niveau som de professionelle. Der er også kommet meget mere fokus på talentudvikling. Dengang var det oftest op til forældrene og klubben at fortælle en god ungdomsrytter, hvordan han skulle træne, forberede sig eller forholde sig til de knubs eller nederlag, han fik. Sådan er det grundlæggende stadig, men der ingen tvivl om, at Danmarks Cykle Union og de forskellige distrikter under organisationen har fået langt flere ressourcer og er blevet dygtigere til at tage hånd om talentfulde cykelryttere.

Jeg kan huske, da vi kørte junior-VM i Portugal. Landstræneren Lars Bonde sagde til os, at vi ville få et chok over, hvor gode italienerne var. De var på alle punkter flere år foran i deres udvikling, og jeg lagde mærke til, hvor trimmede de var i forhold til os med vores hvalpefedt. Det viste sig også under løbet, at de var meget stærkere end os.

Jeg ville også gerne være toptrimmet, men det var ikke på grund af italienerne. Det var mere inspireret af Rolf Sørensen og Bjarne Riis. Jeg var også draget af æstetikken i de gamle billeder af ryttere i mine cykelmagasiner. Det var ikke nok at være cykelrytter, jeg ville også ligne en cykelrytter, sagde jeg til mig selv, og det krævede en indsats.

Første gang jeg som juniorrytter mødte Lars Bonde, gik det op for mig, at det ikke nyttede noget kun at gå op i, hvordan jeg så ud, når jeg sad på cyklen. Jeg var lige blevet udtaget til landsholdet, men skulle have styr på min påklædning i dagligdagen, hvis det ikke skulle være en enkeltstående oplevelse, sagde Lars Bonde. Han havde åbenbart set mig rende rundt på Køge Torv efter skoletid i læderjakke, T-shirt og lette joggingsko, selvom det var snevejr og minusgrader. Det kaldte på en alvorssnak.

26

”Du må forstå, Matti, hvis du vil være landsholdsrytter, så klæder du dig ordentligt på efter vejret. Man går ikke rundt og ligner en rockstjerne, når man vil være væddeløber.”

I forhold til min påklædning tror jeg, mine forældre var stået af, for jeg gik i genbrugstøj, der skulle se så slidt ud som muligt. Det hang sammen med, at jeg hørte punkmusik. Det kunne ikke blive vildt nok. Det var nok også et oprør mod andre unge i Faxe, hvor jeg kom fra. Vi var nogle stykker, der havde det svært med deres Buffalo-sko, strithår og jakker fra Scott, hvor mærket var vendt på hovedet for at signalere, at de var racister. Men det nytter ikke at blive forkølet som cykelrytter, og jeg tog Lars Bondes ord om en mere fornuftig påklædning til mig. Som rytter presser man kroppen så voldsomt, at der ikke skal meget til, før man bliver syg. Man får hurtigt en forkølelse, og det er det værste mareridt at blive syg før et stort løb. Derfor skal man passe på hele tiden.

I samme periode var jeg begyndt at arbejde som model, efter jeg en dag var blevet stoppet på gaden af ejeren af et modelbureau. Egentlig kunne jeg ikke få det til at hænge sammen med min forståelse af, hvad det ville sige at være cykelrytter. Jeg ville ikke være en pretty boy. Jeg ville hellere være en arret cykelrytter som dem, jeg havde set i mine cykelblade. Det gav mig også dårlig samvittighed at stå en hel dag foran kameraet, hvor jeg følte, at jeg burde sidde på cyklen. Men det var også en spændende verden. Jeg lavede kun modelarbejde om vinteren, når sæsonen var slut. Arbejdet hjalp med at finansiere min cykelkarriere. Min far var god til at lave aftaler med forskellige forhandlere, som hjalp os med cykler og udstyr, men jeg havde ikke en decideret sponsor. Modelarbejdet gav gode penge, som jeg for eksempel kunne bruge på en træningslejr. Første gang jeg var på modelarbejde i New York, var jeg 16-17 år, og jeg var kun lige ankommet, da jeg fik en opgave, som

27

gav 5.000 dollars. Jeg fik dem kontant, og de forsvandt hurtigt til indkøb af Snickers og enorme stykker pizzaslices. Det gik ikke i længden. Jeg valgte cykelsporten.

I år 2000 indgik Køge Cykel Ring en aftale med den erfarne juniortræner Jørgen Nielsen. Han havde tidligere formået at vinde hold-DM for juniorer med Næstved Bicycle Club og Amager Cykle Ring, så forventningerne til ham var store, og han formåede også at trække nye ryttere til klubben. Jørgen var lige så bred, som han var høj, han var altid solbrun, gik med guldhalskæde og havde et fladt baghoved. Han lignede nærmest en karikatur på en albansk gangster. Jørgen var da heller ikke en mand, man som rytter skulle sige imod. Så blev der talt med store bogstaver. Jørgen var også en spradebasse, og han engagerede sig fuldt ud. En ildsjæl. Det smittede af. Til trods for at jeg var ungdomsrytter, udtog han mig til DM i hold for juniorer, som jeg vandt med Thomas Pedersen og Kasper Malmkjær.

Året efter blev jeg juniorrytter, og alt, hvad der handlede om cykling, blev intensiveret. Der kom et par nye sponsorer til klubben, og med ens cykler og hjelme lignede vi pludselig et rigtigt hold. Vi vandt en hel del af de løb, vi stillede op i, mens vi til DM i 2001 høstede medaljer i samtlige discipliner. Det gik fremad for fuld fart.

På det tidspunkt var radiokontakt mellem servicevogn og ryttere blevet en del af det professionelle cykelfelt, men det var stadig for dyrt for et klubhold fra Køge. Min far havde dog skaffet et par Alcatel-telefoner med taletidskort. Dem kunne vi bruge under DM-linjeløbet som en slags envejskommunikation. Min far sad i følgebilen sammen med Jørgen. Noget af et makkerpar. Telefonerne vejede lige så meget som en mursten, og hver gang min far ringede op til os ryttere, var det til vores store irritation. For

28

han talte, som man nu gør i en telefon, i stedet for at komme med korte præcise meldinger om taktik eller tider til udbrudsgrupper. ”Ja, hej. Det er Tom. Hvad hedder det, nu skal I høre …”

Telefonerne var indstillet til envejskommunikation, så vi kunne ikke engang bede ham om at holde kæft. Undervejs blev jeg ramt af en punktering, og hele kortegen af servicevogne, inklusive vores egen, passerede mig, da de ikke havde set mig stå og flagre i vejkanten. Jeg forberedte mig på at trille til mål på flad ring, men kom så i tanke om telefonen, som jeg havde bandet og svovlet over. Jeg fik ringet min far og Jørgen op i bilen og bad dem vente på mig længere fremme på ruten, for man måtte ikke vende om. En servicevogn fra Hammel Cykle Klub var så venlig at holde ind til siden og skifte hjulet.

Derefter lå jeg i læ af bagsmækken på Jørgens Ford Mondeo og blev kørt op til bagenden af feltet. Om det var imod reglementet at køre med en telefon i baglommen, er jeg faktisk ikke klar over, men uanset hvad reddede den fuldstændig min dag. Det ville dog kræve for mange kræfter, hvis jeg skulle køre alene op til spidsen af feltet. Jeg fik øje på Anders Lund, som jeg ikke kendte, men vi havde en fælles ven, og jeg havde kun hørt godt om Anders. Jeg spurgte ham: ”Hey, hvor meget skal du have for at køre mig helt frem?”

Han sagde: ”Jeg skal ikke have noget, Matti.”

Anders kørte mig til fronten af feltet, hvor jeg kort tid efter ramte det afgørende udbrud sammen med Simon Alberg fra Grenaa Cykle Club. Jeg slog ham i spurten, mens Chris Anker Sørensen blev nummer tre. Titlen som juniordanmarksmester blev skelsættende for mig, for den fasttømrede min tro på, at cykling skulle være min fremtid.

This article is from: