Kapitel 1 Eriks Clausens væg

Kapitel 1 ERIK CLAUSENS VÆG

Nogle måneder efter mit karrierestop blev jeg inviteret hjem til Erik Clausen på Vesterbro. Jeg tog metroen fra Femøren påAmager, nær mit hjem, og stod af på Enghave Plads. Jeg gik over mod stationens rulletrappe og blev kørt op i den kolde luft. Det var november 2019. Klokken var omkring 16.30, men det var allerede mørkt. Det regnede også, så jeg slog frakkekraven op om ørene. Jeg var iført den helt store kulturhat. Det er man i Erik Clausens selskab. Hvis jeg havde været ryger, havde jeg tændt en smøg. Jeg havde nok også taget en rigtig hat på, hvis jeg havde ejet en. Jeg krydsede Istedgade mellem to kørende taxaer. Den bagerste gav mig hornet. ”Fedt,” tænkte jeg, ”det er ligesom på film.”

Jeg fandt det rigtige husnummer og ringede på dørtelefonen. Erik tog imod mig i opgangen. Jeg havde mødt ham flere gange i forskellige sammenhænge, fra filmpremierer til cykelarrangementer, fordi han som ung var en talentfuld rytter, inden han blev landskendt som multikunster, og han har altid fulgt sporten med stor passion. Han kunne lide mig som rytter, og vi klikkede fint, men jeg var alligevel lidt anspændt, da jeg trådte ind gennem døren til vores første private møde.

11

Han er et af mine idoler. Jeg er vokset op med hans film og musik, er fuldstændig tosset med filmene ’Rocking Silver’ og ’De frigjorte’. Han har inspireret mig igennem mange år. Jeg har svært ved at sætte ord på hvorfor. Der er bare noget ved hans arbejderklasseskildringer, især den kontante jargon og gadedrengen med det skæve smil-attituden. Det er en følelse. Måske fordi han fremstiller noget i sine film, som jeg kan genkende fra min egen barndomstid – og længes mod.

Det første, jeg bemærkede i lejligheden, var to racercykler, han havde fået af sin gode ven Ole Ritter, cykelsportens danske superstjerne i 1960’erne og 1970’erne. Det næste var kunsten. I alle værelserne var væggene prydet af hans egne malerier og plakater fra hans mange film som instruktør og skuespiller. Jeg var imponeret.

Vi satte os i køkkenet og drak små sjusser af rumænsk likør, mens vi talte om os selv, og hvor gode vi var. Erik havde set Daniel Denciks film ’Forsvindingsnummeret’, der handler om mine sidste år som professionel cykelrytter. I filmen er der scener fra mit bryllup med Maria, hvor hun spiller klaver og synger. Det kunne Erik lide. Han var vild med min kone, og det kunne jeg godt forstå. Hun kommer fra en musikalsk baggrund med en far, der spiller bas i Det Kongelige Kapel, og hun har spillet cello i mange år. Erik Clausen er inspireret af klassisk musik og har skrevet flere stykker til Den Kongelige Opera. Sådan gik aftenen med behagelig snak.

Jeg havde lagt mærke til det, da vi kom ind i det store køkken nogle timer tidligere, men det var først, da jeg skulle til at gå, at jeg komplimenterede ham for de mange priser og diplomer, der hang på en af væggene. Guld- og platinplader for sangene ’Mormors kolonihavehus’ og ’Susan Himmelblå’, forskellige legater og meget andet.

12

Som cykelrytter vinder man pokaler, men de er tit tudegrimme, og næsten alle dem, jeg har vundet, er for længst smidt ud. Jeg har kun beholdt prisen som Årets Danske Cykelrytter i 2010, fordi skulptøren virkelig har gjort sig umage for at forme en rytter i stål. Den stikker ikke i øjnene og står i en vindueskarm i mit hjem. Til gengæld skulle jeg lede længe efter min sølv- og bronzemedalje fra VM på landevej, da der var bud efter medaljerne til en cykeludstilling i Øksnehallen. Det lykkedes til sidst, men de funklede ikke ligefrem – den ene havde jeg brugt til at åbne sodavand med. Jeg har ikke noget dybere forhold til dem, de er bare ting. Jeg foretrækker erindringen, når det handler om egne bedrifter.

Erik sagde noget i retning af: ”Når man ikke får at vide af andre, at man er god nok, må man minde sig selv om det.”

Jeg svarede noget i retning af: ”Måske har det noget at gøre med, at man mangler anerkendelse fra sin far.”

Ved køkkenbordet havde vi talt om far-søn-forhold. Egentlig mest mit. Erik havde lyttet. Nu nikkede han tavst og tænksomt. Erik var vokset op i en lejlighed i Sydhavnen med sin mor, bror og i kort tid en far, inden han forlod familien og rejste til udlandet. Måske kunne han genkende noget i mine ord, men i modsætning til hans far havde min far fyldt rigtig meget i mit liv, og som barn lærte jeg, at anerkendelse er noget, man skal gøre sig fortjent til. Min far var ikke god til det. Min mor lavede godt nok ikke andet end at rose mig, og på den måde blev balancen holdt, men da jeg startede med cykelsport, blev anerkendelsen fra min far mere vigtig for mig. Jeg stræbte efter den konstant, men uanset hvor godt jeg gjorde det, fik jeg aldrig mit behov opfyldt. Jeg skulle vinde løb for at få et skulderklap, og det

13

kunne jeg leve højt på, men blev jeg nummer to, så kunne han finde på at spørge, hvad der gik galt. Det gik først op for mig som voksen, at han havde sin egen måde at vise mig, at han var stolt af sin søn: Han brugte stort set al sin tid på min cykling og mange af vores penge på at skaffe mig det bedste udstyr i ungdomsårene. Han gjorde alt for, at jeg kunne blive så god som muligt. Det betød også, at vi ikke havde en far-søn-relation i klassisk forstand, men mere var som to kammerater, der også kunne fare i flæsket på hinanden. Vores forhold var mildt sagt atypisk, ja man kan vel godt sige fucked up, men inderst inde elskede jeg det. Min far var min største helt, og jeg ville for alt i verden gøre ham stolt. Cyklingen bandt os tæt sammen. Min drøm om at blive professionel cykelrytter var et fælles projekt, og uden ham var det aldrig blevet realiseret.

Da jeg sagde farvel til Erik Clausen og gik ud i aftenkulden, tænkte jeg på, hvor meget jagten på anerkendelse havde fyldt i mit liv. Hvor langt den havde drevet mig, næsten til vanvid, og hvor mange oplevelser den havde givet mig.