Kapitel 1
ERIK CLAUSENS VÆG
Nogle måneder efter mit karrierestop blev jeg inviteret hjem til Erik Clausen på Vesterbro. Jeg tog metroen fra Femøren på Amager, nær mit hjem, og stod af på Enghave Plads. Jeg gik over mod stationens rulletrappe og blev kørt op i den kolde luft. Det var november 2019. Klokken var omkring 16.30, men det var allerede mørkt. Det regnede også, så jeg slog frakkekraven op om ørene. Jeg var iført den helt store kulturhat. Det er man i Erik Clausens selskab. Hvis jeg havde været ryger, havde jeg tændt en smøg. Jeg havde nok også taget en rigtig hat på, hvis jeg havde ejet en. Jeg krydsede Istedgade mellem to kørende taxaer. Den bagerste gav mig hornet. ”Fedt,” tænkte jeg, ”det er ligesom på film.” Jeg fandt det rigtige husnummer og ringede på dørtelefonen. Erik tog imod mig i opgangen. Jeg havde mødt ham flere gange i forskellige sammenhænge, fra filmpremierer til cykelarrangementer, fordi han som ung var en talentfuld rytter, inden han blev landskendt som multikunster, og han har altid fulgt sporten med stor passion. Han kunne lide mig som rytter, og vi klikkede fint, men jeg var alligevel lidt anspændt, da jeg trådte ind gennem døren til vores første private møde. 11
Content_9788711982921.indd 11
07/07/21 2:52 pm
