ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY
Af samme forfatter:
Kvindernes krig, 2010
Den stjålne vej, roman 2012
Forbandede yngel, roman 2013
Orkansæsonen og stilheden, roman 2016
Smaragdsliberen, roman 2018
Med bue og pil, 2019
Vindens port, roman 2021
ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY
TEMPEL
Lindhardt og Ringhof
Tempel
© Anne-Cathrine Riebnitzsky 2024
Omslag og kort: Imperiet / Nete Banke
Forfatterfoto: Simon Klein-Knudsen
Bogen er trykt hos Livonia
ISBN 978-87-27-09604-9 1. udgave, 1. oplag 2024
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
lindhardtogringhof.dk bog.dk – dit online bogmagasin
FSC®-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder.
Lindhardt og Ringhof støtter børn og unge
Lindhardt og Ringhof er en del af Egmont. Egmont er Danmarks største mediekoncern og en fond, som hvert år uddeler næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.
MIDDELH
K O N G
H E R O D E S
RI G E
År 4 f . K r.
G az a
Ty r u s
S I N A I
E G YP TE N
S i l k eveje n
GAL I LÆ A
N az a re t
D a mas k u s
G A UL I NI T I S
S a m a ri a
Caes a r e a
M a ritim a
S AMARI A
J U D Æ A
J er usal e m
B e t leh e m
J e ri k o
He rodi o n
I D UMÆ A
M asad a
J o r d a n f l o d e n
PERÆ A
B A T N Æ A
P hiladelphiaAmm a n
N AB A T Æ A
R a q mu- Petr a
R ø gelsesveje n
Forskning har vist, at Jesus formentlig blev født mellem år 8 og år 5 f.Kr.
Dette er en roman om, hvad der måske skete på den tid, og hvordan det hele muligvis hænger sammen …
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.
Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1
Indhold
11 Prolog
19 Livet (år 10-9 f.Kr.)
169 Folketællingen (år 8 f.Kr.)
323 Tegn på himlen (år 7-6 f.Kr.)
359 Den store stjerne (år 5 f.Kr.)
433 Døden (år 4 f.Kr.)
463 Persongalleri
467 Efterskrift
474 Kort forklaring af jødiske højtider og fester
477 Kort forklaring af romerske hærenheder
479 Tak
Prolog
år 5 f.Kr.
En nat i ørkenbyen Raqmu-Petra i landet Nabatæa ved den tid, da den store stjerne blev set.
Nabit kan mærke klippen under sine nøgne fødder. Stenen er slidt glat og blød. Den er stadig lun, selv om solen er gået ned, og det er mørkt.
Han koncentrerer sig om fornemmelsen af klippen under fødderne, mens stemmerne omkring ham mumler, og folk ser mod stjernehimlen. Nabit ser på rækken af sandaler på klippen. Pragtsandaler og almindelige sandaler. Hans egne udtrådte yndlingssandaler. Rækken af sandaler vidner om stedets hellighed.
Som så meget andet i denne sære nat har farverne mistet deres kraft. Alt blegner mod tegnet på himlen. Alle ser op mod den stjerne, der rejser gennem natten med sin lange, lysende hale. Nabit ser ned. Han har ikke lyst til at rejse fra byen lige nu. Han er lige kommet hjem. Hagaru tog ham i sin favn, og han kan stadig mærke varmen fra hendes krop. Børnene sprang i armene på ham. Deres datter Shaquilat er blevet så
stor. Snart er hun voksen. Hvordan er det sket? Han har haft for kort tid hjemme. For kort tid med sin hustru. For kort tid med sine børn.
Sandalerne er grå. Klippen er grå. Om dagen kan man se klippens smukke rosabrune farve; samme farve som Hagarus bløde læber. Om natten er klippen grå. Som de dødes læber.
De seneste mange måneder har han været på rejse. Først gennem ørkenen over Sinai til Egypten. Så vendte han hjem og var hjemme nogle dage, men snart efter ledte han den næste karavane østover, så langt som Nabatæa har handelsstationer ved Silkevejen. Endelig for to måneder siden kunne han lede karavanen hjemad, tungt lastet med silke fra det store kinesiske rige og krydderier og vilde luksusvarer fra de indiske kongedømmer.
Og så kommer han hjem til dette. Alle Petras magikere er tilkaldt, og alle ser mod nattehimlen og undres. Ikke at det egentlig overrasker Nabit. Alle stirrer mod det samme, som han selv har betragtet hver nat: en stjerne, der bare vokser og vokser. Det er et varsel, et varsel, som deres egne stjernetydere har ventet på.
Længst fremme på klippens kant skiller to silhuetter sig ud.
Den ene er krumbøjet og gammel. Den anden er rank, ung og med den værdighed, som passer sig for en konge. Aretas IV har været konge i godt tre år.
Kong Aretas’ pragtsandaler står ganske nær Nabits fødder. Ved siden af står et par sandaler, som næsten ikke er slidt. De tilhører den gamle stjernetyder Balthazar, som ikke længere går herop selv, men altid bliver båret af et æsel. Rundt om Balthazar står en del yngre mænd, som den gamle er ved at oplære i at tyde himlens budskaber til menneskene. Balthazar ser ikke godt længere, men han har tydet stjernehimlen så længe, som nogen kan huske. Han ved, hvor alle stjerner bor.
Nabit bevæger igen tæerne mod klippen. Vinden har slidt den blød. Klipperne er fulde af huler, af menneskers boliger og af gravsteder for de døde.
Her i Raqmu-Petra løber handelsruterne sammen. Grækerne kalder byen Petra. Det betyder sten. Selv kalder de den Raqmu: farvet sten. Guderne skabte dette mirakuløse sted og lod nabatæerne finde hvile. Her ledes regnvandet ind til byen gennem sindrige rør og kanaler og gemmes i cisterner indtil næste års regn. Her har de skabt deres velstand.
Nabit fik tårer i øjnene, da han genså byen. Alt var, som han huskede, og alligevel så han nye detaljer. De stolte, udhuggede søjler med sindrige skildringer af guder og slag. De vidunderlige farver, når sollyset og skyggerne vandrer over reliefferne. Det mageløse håndværk, de skarpt skårne figurer, og uden om dem står alt det tilbage, der endnu ikke er forarbejdet.
Klippernes bløde kroppe og de sære formationer, som vinden har slebet frem. Nuancer af sandfarvet, hvidt, rustrødt, skarpt grønt, koboltblåt, lyserødt og varme, brune farver brydes af sorte døråbninger eller lys, der kommer ud fra rummene inde i klipperne. Han synes stadig, at det er den smukkeste by af alle dem, han nogensinde har besøgt.
Hvor har han længtes hjem. Raqmu-Petra med dens kendte veje og et folk, han kan slappe af iblandt. At vende hjem, at tage Hagaru i sine arme og kysse hende. At omfavne alle børnene.
Her til aften mødte Nabit op hos kong Aretas og modtog tak og hæder. Der blev holdt en festbanket med taler og musik. Kongens rigdom vokser, og Nabits egen rigdom vokser med kongens. Riget er som et edderkoppespind. Der er masser af luft mellem de tynde strenge, masser af ubeboet ørken, men karavanevejene er stærke. Der er told på varer. Der er told på adgang til byen. Riget er et spindelvæv af ruter og karavanseraier, der tilbyder fred og sikkerhed for handlende.
Ingen andre formår på samme måde at bevæge sig gennem ørkenen og forbinde øst og vest og syd og nord. Mil efter mil med kun lidt eller intet vand. Gennem en ørken, der, hvis man ikke kender den, er tomhed og død. Men for nabatæerne er den handel, frihed og sikkerhed. I hundredvis af år har det været sådan. Nabatæa er et stærkt rige. Visse varer har de fuldstændig kontrol med. Hvis man vil have røgelse, må man handle med nabatæerne. Og romerne i vest bruger masser af røgelse. Deres mange guder har krav på hyppige røgelsesofre. Hvis man vil have myrra, kan man kun købe det her. Kun nabatæerne kender handelsruterne til de kyster syd for det store Egypten, hvor myrra udvindes af ganske særlige træer.
Nu er festbanketten endt heroppe på toppen af klippen. Med kongen, med Balthazar, byens magikere og stjernetydere, de dygtigste hærførere og byens vigtigste købmænd. Alle vil vide, hvad stjernen varsler.
Gamle Balthazar fører en lavmælt samtale med kong Aretas. Omkring dem hvisker andre mænd. Der er en fornemmelse af noget skæbnesvangert, men på en underlig opløftende måde.
For to år siden stod de to planeter Jupiter og Saturn helt tæt sammen på himlen i det stjernetegn, som de vise siden tidernes morgen har fortalt bestemmer over nabolandet Judæa. For et år siden rejste også planeten Mars ind i Judæas stjernetegn, Fiskene. Balthazar varslede, at en ny stor konge skulle fødes i landet vest for dem. Helt bogstaveligt tændtes et lys i mørket, for alle husker krigen med Judæas hersker, Herodes den Grusomme. I Judæa er gamle Herodes kendt som Herodes den Store – men det sker, at folk spytter, når de har sagt hans navn. Nu varsler himlen, at en stor forandring er på vej.
Nabit har allerede en fornemmelse af, hvad dette møde ender med. Hans tanker driver tilbage mod eftermiddagen, mod hjemkomsten og fornemmelsen af Hagaru. Karavaner er ikke
ufarlige. Ikke alle mænd vender hjem. Og hvor lang tid får han med sin elskede hustru nu? Et par dage. En uge højst. Hagaru er gravid igen. Det må være tolvte gang. Får han den lille at se? Vil barnet leve, og overlever Hagaru selv fødslen?
Kong Aretas bøjer sig ned og siger noget til gamle Balthazar. Så retter kongen sig op og kalder dem sammen. Nabit går tættere på, men han ved det allerede, før kongen giver besked. Inden længe må han atter forlade Hagaru og børnene. Inden længe er han på vej i spidsen for endnu en karavane. På vej mod stjernen.
I UDKANTEN AF ROMERRIGET FOR TO TUSIND ÅR SIDEN ...
En mægtig ny stjerne viser sig på himlen, og dens skær ændrer for altid tilværelsen for mennesker. For karavaneføreren på vej gennem ørkenen til hjembyen Raqmu-Petra, hvor stjernetydere varsler en ny konges fødsel. For Herodes den Store, som hersker over Judæa og holder bekymringerne fra livet med byggeriet af et prægtigt tempel i Jerusalem. For præsten Zakarias, som får et syn og efterfølgende mister stemmen. For den unge romerske slave, som sættes fri og melder sig som legionær.
Og for den unge Maria, som bliver forlovet.
TEMPEL er en historisk roman, der foregår i årene omkring Jesu fødsel.