Væddeløber læseprøve

Content_9788711982921.indd 2

07/07/21 2:52 pm

M AT T I B R E S C H E L

VÆDDELØBER

LINDHARDT OG RINGHOF

Content_9788711982921.indd 3

07/07/21 2:52 pm

HOLD 2002-2004 Team PH 2005-2010 Team CSC (CSC-Saxo Bank og Team Saxo Bank) 2011-2012 Rabobank 2013-2015 Tinkoff-Saxo 2016 Cannondale 2017 Astana 2018-2019 EF Education First-Drapac PALMARÈS 2007-2015 Ni etapesejre, Post Danmark Rundt 2007 1. etape, Tour of Ireland 2008 Philadelphia International Championship

2. etape, Ster Elektrotoer

21. etape, Vuelta a España

Bronze, VM i linjeløb 2009 2. etape, Catalonien Rundt

4. etape, Luxembourg Rundt

4. etape, Schweiz Rundt

Guld, DM i linjeløb 2010 Dwars door Vlaanderen

Sølv, VM i linjeløb 2012 3. etape, Vuelta a Burgos 2014 Luxembourg Rundt Matti Breschel har også vundet ungdomskonkurrencer og pointkonkurrencer i flere løb.

Content_9788711982921.indd 4

07/07/21 2:52 pm

INDHOLD

Forord Flere sider af samme sag Kapitel 1 Eriks Clausens væg Kapitel 2 En kuffert på loftet Kapitel 3 PH-værdi Kapitel 4 Con amore Kapitel 5 Egoisten Kapitel 6 Kør det væk Kapitel 7 Hvornår vinder du?

Kapitel 8 Forårsfornemmelser Kapitel 9 Tæt på regnbuen Kapitel 10 Huller i osten Kapitel 11 Retur til en russer Kapitel 12 Skråt op Kapitel 13 Flyttetid Kapitel 14 Basta Kapitel 15 Motorsaven

Content_9788711982921.indd 5

7 11 15 30 54 64 79 89 139 158 182 192 202 215 228 239

07/07/21 2:52 pm

Content_9788711982921.indd 6

07/07/21 2:52 pm

Forord

FLERE SIDER AF SAMME SAG

Jeg har kendt Matti, siden vi kørte mod hinanden i ungdomsrækkerne. Efterfølgende kørte vi sammen for Team PH og i det professionelle felt for Team CSC-Saxo Bank, og vores veje krydses stadig i cykelsporten, hvor jeg er landstræner for de danske landevejsryttere, og han er sportsdirektør for World Tour-holdet EF Education-Nippo. Matti er mere end en kollega. Vi er rigtig gode venner og spiller musik sammen i vores band, men det her skal handle om cykling. Når jeg tænker på en definition af Matti i hans karriere som cykelrytter, dukker en scene fra Post Danmark Rundt i 2007 op i mit hoved: Team CSC-holdet sad rundt om bordet under aftensmaden, og ordet hvislede ud af Mattis mund og ramte ”Smeden” hårdt i ansigtet. ”Cirkusprof,” sagde Matti til ham.

Jeg var ikke helt klar over, hvad en cirkusprof var, eller hvad det betød, men det var ikke noget godt. Måske noget i retning af en klovn. Uanset hvad så gik stemningen fra dårlig til værre.

Matti fortsatte med ild i øjnene: ”Jeg ventede fandeme da på jer!”

7

Content_9788711982921.indd 7

07/07/21 2:52 pm

Få dage tidligere var gadeløbet i Hadsten blevet kørt, og et udbrud med Matti som eneste CSC-rytter holdt til mål. Det var ikke planen, at løbet skulle udvikle sig sådan. ”Vi kunne ikke køre stærkere bagfra. Vi kunne fandeme ikke køre stærkere,” svarede Smeden, som glødede af raseri. Han fortsatte: ”Hvis du er så fucking god, så synes jeg da bare, at du skal vinde to etaper i Danmark Rundt!”

Jeg sad ved bordet og lyttede til deres skænderi. Jeg var bange for Allan Johansen. ”Smeden”. Matti var ikke bange, og han vandt to etaper i Danmark Rundt.

Matti var en væddeløber. At Smeden ikke var en cirkusprof, men også en væddeløber, er en anden historie. Matti var dog indbegrebet af en væddeløber: en romantiker, et rovdyr og et røvhul på samme tid. En æstetisk urkraft med en uimodståelig og legende charme og et stort temperament. Han var som en slags Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Vrede var et brændstof for Matti, oftest på cyklen, men den romantiske side af ham sørgede for en grundlæggende balance.

Da vi boede i Italien, var det bare ud på cyklen med en sandwich i lommen. Brød fra den gode bager, skinke fra den gode slagter.

Vi fyldte vand i vores dunke fra den gode kilde i bjergene. Vi skulle træne langt og hårdt. Ikke et stramt træningsprogram med et fokus på watt-tal og pulszoner. Matti kunne godt følge en taktik, men han stolede mest på sit instinkt. Matti kunne også godt passe et træningsprogram, men han fulgte bare helst sin intuition. Vi kørte på inspirationen. ”Jeg skal vise jer noget.”

Når Matti sagde det, vidste vi andre, at han var klar. Så skulle vi køre cykelløb. Helst på gamle, toscanske brostensveje med

8

Content_9788711982921.indd 8

07/07/21 2:52 pm

stigninger på 20 procent, som kun Matti kendte. Det var det, han skulle vise os. Dét og at han kunne smadre os.

Jeg er venner med hele Matti. Sådan må det være. Jeg er forelsket i romantikeren, bange for det dumme svin og fascineret af sammensætningen. Matti har bidraget med vildskab i mit konsensuspædagogiske ophav. En vildskabens dannelse. Og så har Matti lært mig noget andet meget vigtigt: Hvordan man bliver venner med sine fjender i rytter-buffeten på hotellet om aftenen efter cykelløb. Det er noget i retning af at sige ”sorry, ehh” og slå ud med armene og sende dem et skævt smil.

Anders Lund Strøby, juni 2021

Content_9788711982921.indd 9

07/07/21 2:52 pm

Content_9788711982921.indd 10

07/07/21 2:52 pm

Kapitel 1

ERIK CLAUSENS VÆG

Nogle måneder efter mit karrierestop blev jeg inviteret hjem til Erik Clausen på Vesterbro. Jeg tog metroen fra Femøren på Amager, nær mit hjem, og stod af på Enghave Plads. Jeg gik over mod stationens rulletrappe og blev kørt op i den kolde luft. Det var november 2019. Klokken var omkring 16.30, men det var allerede mørkt. Det regnede også, så jeg slog frakkekraven op om ørene.

Jeg var iført den helt store kulturhat. Det er man i Erik Clausens selskab. Hvis jeg havde været ryger, havde jeg tændt en smøg.

Jeg havde nok også taget en rigtig hat på, hvis jeg havde ejet en.

Jeg krydsede Istedgade mellem to kørende taxaer. Den bagerste gav mig hornet. ”Fedt,” tænkte jeg, ”det er ligesom på film.”

Jeg fandt det rigtige husnummer og ringede på dørtelefonen. Erik tog imod mig i opgangen. Jeg havde mødt ham flere gange i forskellige sammenhænge, fra filmpremierer til cykelarrangementer, fordi han som ung var en talentfuld rytter, inden han blev landskendt som multikunster, og han har altid fulgt sporten med stor passion. Han kunne lide mig som rytter, og vi klikkede fint, men jeg var alligevel lidt anspændt, da jeg trådte ind gennem døren til vores første private møde.

11

Content_9788711982921.indd 11

07/07/21 2:52 pm

Han er et af mine idoler. Jeg er vokset op med hans film og musik, er fuldstændig tosset med filmene ’Rocking Silver’ og ’De frigjorte’. Han har inspireret mig igennem mange år. Jeg har svært ved at sætte ord på hvorfor. Der er bare noget ved hans arbejderklasseskildringer, især den kontante jargon og gadedrengen med det skæve smil-attituden. Det er en følelse.

Måske fordi han fremstiller noget i sine film, som jeg kan genkende fra min egen barndomstid – og længes mod.

Det første, jeg bemærkede i lejligheden, var to racercykler, han havde fået af sin gode ven Ole Ritter, cykelsportens danske superstjerne i 1960’erne og 1970’erne. Det næste var kunsten.

I alle værelserne var væggene prydet af hans egne malerier og plakater fra hans mange film som instruktør og skuespiller. Jeg var imponeret.

Vi satte os i køkkenet og drak små sjusser af rumænsk likør, mens vi talte om os selv, og hvor gode vi var. Erik havde set Daniel Denciks film ’Forsvindingsnummeret’, der handler om mine sidste år som professionel cykelrytter. I filmen er der scener fra mit bryllup med Maria, hvor hun spiller klaver og synger.

Det kunne Erik lide. Han var vild med min kone, og det kunne jeg godt forstå. Hun kommer fra en musikalsk baggrund med en far, der spiller bas i Det Kongelige Kapel, og hun har spillet cello i mange år. Erik Clausen er inspireret af klassisk musik og har skrevet flere stykker til Den Kongelige Opera. Sådan gik aftenen med behagelig snak.

Jeg havde lagt mærke til det, da vi kom ind i det store køkken nogle timer tidligere, men det var først, da jeg skulle til at gå, at jeg komplimenterede ham for de mange priser og diplomer, der hang på en af væggene. Guld- og platinplader for sangene ’Mormors kolonihavehus’ og ’Susan Himmelblå’, forskellige legater og meget andet.

12

Content_9788711982921.indd 12

07/07/21 2:52 pm

Som cykelrytter vinder man pokaler, men de er tit tudegrimme, og næsten alle dem, jeg har vundet, er for længst smidt ud. Jeg har kun beholdt prisen som Årets Danske Cykelrytter i 2010, fordi skulptøren virkelig har gjort sig umage for at forme en rytter i stål. Den stikker ikke i øjnene og står i en vindueskarm i mit hjem. Til gengæld skulle jeg lede længe efter min sølv- og bronzemedalje fra VM på landevej, da der var bud efter medaljerne til en cykeludstilling i Øksnehallen. Det lykkedes til sidst, men de funklede ikke ligefrem – den ene havde jeg brugt til at åbne sodavand med. Jeg har ikke noget dybere forhold til dem, de er bare ting. Jeg foretrækker erindringen, når det handler om egne bedrifter.

Erik sagde noget i retning af: ”Når man ikke får at vide af andre, at man er god nok, må man minde sig selv om det.”

Jeg svarede noget i retning af: ”Måske har det noget at gøre med, at man mangler anerkendelse fra sin far.”

Ved køkkenbordet havde vi talt om far-søn-forhold. Egentlig mest mit. Erik havde lyttet. Nu nikkede han tavst og tænksomt.

Erik var vokset op i en lejlighed i Sydhavnen med sin mor, bror og i kort tid en far, inden han forlod familien og rejste til udlandet. Måske kunne han genkende noget i mine ord, men i modsætning til hans far havde min far fyldt rigtig meget i mit liv, og som barn lærte jeg, at anerkendelse er noget, man skal gøre sig fortjent til. Min far var ikke god til det. Min mor lavede godt nok ikke andet end at rose mig, og på den måde blev balancen holdt, men da jeg startede med cykelsport, blev anerkendelsen fra min far mere vigtig for mig. Jeg stræbte efter den konstant, men uanset hvor godt jeg gjorde det, fik jeg aldrig mit behov opfyldt. Jeg skulle vinde løb for at få et skulderklap, og det 13

Content_9788711982921.indd 13

07/07/21 2:52 pm

kunne jeg leve højt på, men blev jeg nummer to, så kunne han finde på at spørge, hvad der gik galt. Det gik først op for mig som voksen, at han havde sin egen måde at vise mig, at han var stolt af sin søn: Han brugte stort set al sin tid på min cykling og mange af vores penge på at skaffe mig det bedste udstyr i ungdomsårene. Han gjorde alt for, at jeg kunne blive så god som muligt. Det betød også, at vi ikke havde en far-søn-relation i klassisk forstand, men mere var som to kammerater, der også kunne fare i flæsket på hinanden. Vores forhold var mildt sagt atypisk, ja man kan vel godt sige fucked up, men inderst inde elskede jeg det. Min far var min største helt, og jeg ville for alt i verden gøre ham stolt. Cyklingen bandt os tæt sammen. Min drøm om at blive professionel cykelrytter var et fælles projekt, og uden ham var det aldrig blevet realiseret.

Da jeg sagde farvel til Erik Clausen og gik ud i aftenkulden, tænkte jeg på, hvor meget jagten på anerkendelse havde fyldt i mit liv. Hvor langt den havde drevet mig, næsten til vanvid, og hvor mange oplevelser den havde givet mig.

Content_9788711982921.indd 14

07/07/21 2:52 pm

Kapitel 2

EN KUFFERT PÅ LOFTET

Det lå til familien, at jeg skulle være væddeløber.

Min farfar, min onkel og min far havde alle kørt cykelløb, mens min far, Tom, stoppede karrieren som ganske ung. Han kørte for Amager Cykle Ring med blandt andre Brian Holm og Jack Arvid Olsen, der senere blev professionelle. Holdet blev trænet af Leif Mortensen, der var tidligere verdensmester for amatører, OL-sølvvinder og var blevet nummer seks i Tour de France i 1971. Det var nok det første rigtige juniorteam i Danmark, og de havde endda en sponsor, en mand ved navn Ib, som havde en cykelforretning i Østrigsgade på Amager. Min far kørte senere lidt halvprofessionelt i Frankrig, men under sin værnepligt mødte han min mor, der gik på en husholdningsskole over for kasernen. Jeg blev vist skabt i første hug, og da jeg kom til verden ni måneder senere, stoppede min far sin cykelkarriere, kun 21 år gammel. Min farfar døde i den periode, og de havde altid været tæt forbundet omkring cyklingen, så det tog noget af gnisten fra min far. Og så havde han jo pludselig en familie at forsørge. I min barndom talte han aldrig om, at han havde cyklet, måske fordi det gjorde lidt ondt at stoppe så tidligt, og jeg 15

Content_9788711982921.indd 15

07/07/21 2:52 pm

var faktisk ikke klar over, at han havde været cykelrytter på højt niveau herhjemme. Jeg havde da lagt mærke til, at der på loftet i vores parcelhus i Faxe var plastikposer proppet med uld- og lycratrøjer, underlige shorts med vaskeskind indeni og lædersko, man i hvert fald ikke kunne danse i. Der hang racercykler fra 1980’erne i garagen, med toprammer fra Guerciotti og Puch med Campagnolo Super Record-geargruppe, og gamle klubtrøjer og Adidas Eddy Merckx-cykelsko. Det gjorde ikke det store indtryk, og dengang var alle de navne og mærker som volapyk for mig.

Det ændrede sig alt sammen i juli 1995, en måned før jeg fyldte 11 år. Den sommer kørte Bjarne Riis sig på podiet i Tour de France som den første dansker. Han blev treer efter Miguel Indurain og Alex Zülle. Sammen med et par gode venner i Faxe sad jeg hver dag klistret til skærmen for at følge Bjarnes bedrifter i det franske landskab, mens Jørn Mader og Jørgen Leth tryllebandt os med deres anderledes kommentering på TV 2.

Jeg var fuldstændig solgt.

Vi knægte kørte Sydsjælland tyndt på vores cykler, forelskede i Tour de France, mens vi forestillede os, at vi var vores nye helte på landevejen. Jeg begyndte at læse om tidligere ryttere og nørde resultater og udstyr i min fars gamle cykelmagasiner, der var gemt i en støvet Samsonite-kuffert på loftet. Det blev min hule.

Jeg blev som besat og kunne bruge mange timer deroppe. Jeg lå blandt gamle papkasser med rockwool som madras og slugte cykelsportens historie råt, side for side. Jeg kunne forsvinde fuldstændig ind i gamle billeder af forskellige cykelryttere. Jeg læste især i magasinet Cykle-Jul, der udkom hvert år i december med historier fra indland og udland. Jeg læste om fortidens helte som Louison Bobet (hvis man sagde hans navn i Frankrig, så smeltede tusind hjerter), det italienske ikon Fausto Coppi og ”Kannibalen” Eddy Merckx fra Belgien og om hårde hunde fra 16

Content_9788711982921.indd 16

07/07/21 2:52 pm

Danmark som Ole Ritter og Gert Frank. Og jeg læste om min far, og det gik op for mig, hvor god han havde været. Jeg har gemt mange af dem. Jeg har cirka 500 gamle cykelmagasiner, nogle af dem er fra 1930’erne og 1940’erne, min farfars tid. De fylder en hel del, og min kone hader dem, men jeg kan stadig blive helt opslugt. Mange er på loftet, men de flotteste eksemplarer står fremme i reolen i vores kontor.

Det var i cykelbladene, at jeg stødte på ordet væddeløber. Jeg spurgte min far, hvad det betød. I bund og grund var det bare en cykelrytter med licens, som man kunne spille penge på, når der blev kørt på de danske cykelbaner i gamle dage. Det blev kaldt væddeløb. For min far var begrebet mere end det. For ham var en væddeløber indbegrebet af stil og elegance og kørte altid kompromisløst for at vinde. Sådan en ville jeg være.

Jeg fik min første racercykel juleaften. Den var celestegrøn, den helt særlige Bianchi-farve, og havde Campagnolo-udstyr. Jeg var pavestolt og kunne ikke vente med at prøve den. I juleferien cyklede jeg ud på Stevns. Der ventede en pige, jeg var lidt lun på. Hun var sammen med sin veninde. De skulle selvfølgelig se min nye cykel. Jeg havde kriller i maven, da jeg drejede op til huset i Store Torøje og standsede foran pigerne. Jeg glemte helt at hive foden ud af pedalen og røg lige i asfalten på knæ og albue. Jeg kunne høre dem grine af mig. Da jeg kom på benene igen, lod jeg, som om jeg havde fuldstændig styr på situationen, selvom jeg havde slået mig ad helvede til. Jeg forduftede hurtigt, ramt på selvtilliden og flov. Jeg fik oprejsning efter juleferien, da Ditte-Marie gav mig et medlidenhedskys i skolegården.

Der gik noget tid, før jeg fik lov til at køre rigtige cykelløb for en klub, men mine forældre lod mig deltage i Pondus Cup rundtomkring på Sjælland. Det var en række diplomløb for børn og unge, der havde mod på at prøve kræfter med cykling. Nok 17

Content_9788711982921.indd 17

07/07/21 2:52 pm

var vi kun ti drenge til start, men jeg vandt et par løb og blev nummer to i finalen på Dynamovej i Herlev.

I slutningen af 1996 blev jeg meldt ind i Køge Cykel Ring. Min far kunne godt se, at jeg var bidt som en gal af cykling, men han vidste også, hvor meget sporten krævede af forældrenes tid og økonomi. Til sidst fik jeg overbevist ham om, at jeg skulle starte i en klub. Han var også selv begyndt at køre igen efter en pause på 16 år. Om det var mig eller et skørt væddemål, der havde fået ham til det, ved jeg faktisk ikke, men i hvert fald blev sporten et omdrejningspunkt for hele familien. Jeg har ikke været på sommerferie siden – fra januar til oktober hvert år har cykling fyldt alt i min tilværelse.

De første par år som cykelrytter gik det godt for mig, eller det vil sige, jeg mistede i hvert fald ikke lysten til at sidde i sadlen.

I forhold til mine jævnaldrende var jeg en lille lort, så det var sparsomt med sejre, men jeg fik nok af dem til at fortsætte. Jeg ville altid vinde, hvad end jeg lavede, men en førsteplads i Røde­ kro gav mig altså meget større tilfredsstillelse end en sejr i et spil ludo eller kalaha. Sejrsfølelsen var et sus, der holdt liv i min kærlighed til cykelsporten. Den udviklede sig til en decideret drivkraft, og jeg fandt hurtigt ud af, at jo mere jeg trænede, des bedre blev resultaterne også.

Det var nærmest en selvfølge, at jeg blev meldt ind i Køge Cykel Ring. Den lå tættest på Faxe, bag det gamle stadion på Stensbjergvej i en baraklignende bygning. Køge Atletikforening holdt til i den ene ende og cykelklubben i den anden. Min far kørte i klubben, mens min onkel Teddy var tidligere medlem.

Min farfar, et stort foreningsmenneske og idémanden bag det succesrige motionsløb Sjælland Rundt, kørte for Køge Cykel Ring i 1970’erne. Jeg nåede aldrig at møde den gamle Erik Breschel, fordi han døde, inden jeg blev født, men det var med stolthed 18

Content_9788711982921.indd 18

07/07/21 2:52 pm

og en følelse af familiehistorie, at jeg første gang trak den hvide Køge-trikot over hovedet. Jeg lignede min farfar. Klubben havde et fantastisk miljø, og jeg kunne dele min passion med drenge på min egen alder. Tonen var barsk, specielt fra formanden Mogens P. Han havde mange regler. Jeg fik engang skældud, fordi jeg bukkede mig for at samle noget op. Jeg skulle gå ned i benene, sagde han, for at skåne ryggen og styrke lårene. Han spurgte mig også altid, hvornår jeg skulle klippes. ”Hvis du vil være cykelrytter, må du først ligne en,” sagde han.

Håret skulle være kort, og det måtte aldrig været vådt efter et bad.

Sådan kunne han blive ved.

Klubbens ubestridte høvding var dog Willy Skibby, Jesper Skibbys far. Han sagde aldrig rigtig noget, men skulede ovre i sit hjørne til klubaftener, og jeg var lidt bange for ham. Blandt os knægte gik der historier om, at Willy havde banket en bilist med en cykelpumpe, og han havde engang kørt en dreng i grøften, blev det hvisket, fordi knægten brokkede sig under fællestræningen.

Der blev gået til stålet til fællestræning med drabelige dueller i modkørende trafik. Man fik respekt, hvis man vandt skiltespurten til Haslev eller Faxe Ladeplads. Min far var det største svin af dem alle, når vi simulerede cykelløb. Han svajede, skubbede og råbte og skreg, og de andre ryttere blev sure på ham: ”Tom, for helvede. Det er altså kun træning!”

Jeg så til fra første parket og åd det hele råt.

Som 13-14-årig var det ikke unormalt for mig at køre 150 kilo­ meter de weekender, hvor jeg ikke havde løb på programmet, da jeg skulle cykle 25 kilometer fra Faxe til Køge og hjem igen oven i de 100 kilometer til fællestræning. Min far svingede som regel pisken, fordi han cyklede med på turene. Hvis jeg blev sat, 19

Content_9788711982921.indd 19

07/07/21 2:52 pm

måtte jeg selv finde hjem, og om vinteren, når jeg var allermest kold og peb over frosne tæer og fingre, så var det, fordi jeg ikke havde kørt nok til, sagde han. Jeg overvejede aldrig at stoppe, selvom min far var hård og urimelig. Selv ikke de utallige gange jeg lå i badekar efter en træningstur om vinteren og græd, fordi det gjorde ondt i hele min kulderamte krop, eller når jeg blev vækket af en spand koldt vand i hovedet, fordi jeg ikke kunne komme ud af fjerene.

Han havde jo også sagt det til mig, og jeg havde selv valgt det, dengang jeg plagede mine forældre om lov til at starte som cykelrytter: ”Hvis jeg skal hjælpe dig, skal du også gøre det 100 procent.” ”Ja, ja.” ”Du skal også motivere mig.” ”Ja, ja.” ”Ingen slinger i valsen.” ”Nej, nej.”

Min far havde en aggressiv indstilling til cykelsport. Alt lige fra løb over træning til min daglige livsførelse blev angrebet forfra, og jeg blev aldrig skræmt af hans til tider prekære krav eller underlige idéer. Inden mit første løb som licensrytter i 1997, i Holstebro, bad han mig lave en dødsliste. Jeg spurgte ham, hvad han helt præcis mente med ”en dødsliste”. Han stak mig en resultatliste fra året før med ryttere fra min årgang. ”Nu finder du navnene på fem ryttere, du gerne vil slå ihjel, og noterer dem på et stykke papir. Når du så sætter dig op på cyklen, er listen det eneste, du tænker på. Det er sådan, man sætter sig op til løb,” sagde han.

Jeg kiggede på listen og valgte fem konkurrenter, der skulle ”dø”. Jeg kan kun huske, at Mads Christensen endte som navn nummer et. Jeg havde intet imod ham. Han var bare den bedste 20

Content_9788711982921.indd 20

07/07/21 2:52 pm

på det tidspunkt. Han vandt også løbet i Holstebro, mens jeg blev nummer fire. Dødslisten blev jeg ved med at bruge i drengeårene. Senere hen blev det mere et rent mentalt greb, at jeg udvalgte mig konkurrenter, som jeg tænkte på og ville smadre.

Jeg ønskede dem ikke noget ondt i livet, men på to hjul skulle de fejes væk. Det var et godt redskab. Jeg brugte det til at tænde en ild i mig selv, psyke mig op og grave nogle få ekstra procenter frem, som måske kunne blive afgørende i løbene.

Pædagogisk var min far fra en anden planet, men han lærte mig at være vedholdende og fandenivoldsk; at tro på, at det, man gør, er det bedste for en selv. Uden han nok var helt klar over det, gav han mig redskaber til at håndtere skuffelser, hvis jeg ikke vandt.

Jeg kan huske et løb i ungdomsklassen på Frederiksberg, hvor jeg blev lukket inde af andre ryttere i spurten, så jeg ikke kunne køre med om sejren trods gode ben. Da min far spurgte, hvad der gik galt, skød jeg skylden på alle andre. Min far blev sur og sagde: ”Hvis du har benene til at vinde, og du siger, at du blev lukket inde i spurten, så er det fandeme også din egen skyld.”

Min far ville aldrig give mig ret. Derfor var jeg ofte indebrændt. Jeg skulle vise ham, at jeg havde ret, så jeg svarede igen med benene. Det var en slags vekselstrøm. Jeg konverterede skuffelse til energi. På den måde havde han en positiv indvirkning på mig.

Og han viste mig, hvordan jeg skulle sidde ordentligt på en cykel: ned med hælen for at få et rundt tråd og ind med knæ og albuer, så jeg ikke lignede et cykelbud med en ølkasse mellem benene. Han terpede ind i mig, at hvis man vil opnå noget, så skal man fandeme kæmpe for det og gøre sig fortjent til det.

Min far demonstrerede også, hvordan man sætter andre på røven uden selv at styrte. Albuerne er et godt våben, men man kan også bruge hovedet til at stange med. Derudover kan man 21

Content_9788711982921.indd 21

07/07/21 2:52 pm

gribe fat om en anden rytters frempind, som holder styret, og trække den over mod sig selv. Rivalen vil forsøge at trække tilbage, og jo mere man presser, desto mere vægt lægges i modsat retning. Da min far skulle vise mig det beskidte trick under en træning, fløj jeg som fra en katapult ud over marken, da han gav slip på min frempind.

Min far holdt mig på sporet, for jeg havde krudt i røven og var snotforvirret som de fleste teenagedrenge. Tankerne fløj rundt i skallen på mig, og hormonerne susede gennem min krop. Damejagt og fester har taget livet af mange talenter, men lige det sagde mig heldigvis ikke det helt store. Eller også blev det bare overskygget af cykling. Jeg kunne se, at min far var stolt, når jeg fredag aften afviste venner, der lokkede med Pisang Ambon og søde piger i hulen ved Faxe Kalkbrud, fordi jeg skulle køre løb i weekenden.

Det sværeste for mig var at skulle fungere som et schweizisk urværk hele tiden. Min hverdag blev fuldstændig systematiseret, specielt op til vigtige løb som sjællandsmesterskaberne og landsmesterskaberne. Min fars idé var, at hvis jeg kunne klare den disciplin, kunne jeg også klare mig i løbene. De fleste dage så typisk sådan her ud: 07.10 – stå op 07.15 – morgenmad 08.05 – skole 15.45 – træning 19.00 – aftensmad 22.00 – i seng Hvis tidsplanen skred, følte jeg, at det næste cykelløb var tabt på forhånd, men omvendt var jeg af sind ikke til militærdisciplin, 22

Content_9788711982921.indd 22

07/07/21 2:52 pm

og det kom til en del konfrontationer mellem min far og mig.

Det var legen på cyklen, jeg elskede, den ubekymrede følelse, jeg fik, når jeg susede rundt i landskabet og tømte mig selv for kræfter på træningsture, og kicket, jeg fik, når løb skulle afgøres, og endelig glæden hos min far, hvis det gik godt. Kæft, trit og retning var ikke årsagen til, at jeg var cykelrytter. Det var en irriterende nødvendighed for at slå igennem. Når jeg blev sur, ofte efter et åndssvagt skænderi med min far, havde jeg for vane at lade mit temperament gå ud over husets døre. Da jeg flyttede hjemmefra, var der stort set ikke en dør uden aftryk fra mine næver. Jeg søgte min fars anerkendelse, men jeg var også i oprør mod ham. Jeg var en provokerende teenager, og der skulle ikke særlig meget til, før han blev gal. Som dengang jeg havde malet mine mors sko blå, og det endte i en regulær boksekamp i stuen. Politiet kom på grund af husspektakel, men smuttede hurtigt igen, da vi var kølet lidt af. Min mor græd og vidste ikke, hvad hun skulle stille op med os. Vi fik talt ud, men den episode er ingen af os særlig stolte af.

I mine første år som drengerytter kørte min far i den danske A-klasse. Vi brugte et hav af timer sammen på vores cykler, og når vi ikke trådte i pedalerne begge to, skiftedes vi til at køre motorpace for hinanden på en gennemboret Peugeot Fox, som min far havde købt af Jesper Skibby. Engang jeg kørte for ham, skabte han sig omme bag knallerten, fordi han syntes, farten var for høj. Han råbte og skreg og kaldte mig en hulens masse skældsord. Han kunne hurtigt fare i flint. Jeg syntes, han var dum at høre på, så jeg drejede gashåndtaget i bund. ”Skråt op,” tænkte jeg, ”han kan selv finde hjem.”

Jeg kørte fra ham et sted omkring Benløse og tog de små veje tilbage til Faxe. Da han kom hjem et par timer senere, talte vi ikke sammen, men næste dag var det glemt igen. Troede jeg.

23

Content_9788711982921.indd 23

07/07/21 2:52 pm

For ugen efter, da rollerne var byttet om, gjorde han det samme mod mig. Selvom min far til tider var kynisk, når det handlede om cykling, så vidste jeg, at han altid ville give mig rygdækning og bakke mig op. Jeg fandt en enorm tilfredsstillelse i at arbejde for vores fælles mål og min drøm om at blive professionel cykelrytter. Ligesom Jesper Skibby.

Da Jesper Skibby flyttede til Danmark efter at have boet mange år i Belgien, begyndte han at træne med min far. Når jeg kørte med dem, var jeg virkelig benovet. Skibby var en stjerne, han havde vundet etaper i de tre Grand Tours. Alt ved ham var sejt. Vi stoppede en dag ved købmanden i Fensmark for at få en cola. Skibby købte avisen, men læste kun tv-guiden for at se, om der blev vist en god film om aftenen. Så smed han avisen ud. Han kastede også sit nye pulsur til 3.000 kroner ud på en mark, fordi det hele tiden bippede. Engang fløj Skibby til Mallorca for at træne med min far og mig. En aften var vi taget ud for at spise med en større gruppe cykelryttere fra Næstved.

Jeg var på det tidspunkt 14-15 år, så jeg drak ikke alkohol, men resten af flokken, inklusive min far og Jesper Skibby, blev så stangstive, at de hverken kunne gå eller stå. Da vi kom tilbage til hotellet, stod Skibby pludselig og brækkede sig. Det gjorde stort indtryk på mig. Det gjorde mig faktisk kun endnu mere fascineret af ham, og da jeg senere hen selv blev professionel, forstod jeg også, hvorfor man kunne have brug for at drikke sig fuld midt i sæsonen for at give lidt slip på det stringente cykelliv. Skibby er en af de mest gavmilde mennesker, jeg har mødt, og jeg har fået så meget cykeltøj, solbriller og dyrt udstyr af ham. Det ville have kostet en bondegård for enhver. Desuden var han rigtig god at snakke med. Han var uden filter og stod altid klar med råd, som var til at forstå, når jeg havde brug for det i løbet af min karriere. Blandt andet i 2010, da jeg var 24

Content_9788711982921.indd 24

07/07/21 2:52 pm

i tvivl om, om jeg kunne tillade mig at forlade Bjarne Riis og Team Saxo Bank. Jeg ringede til Jesper og satte ham ind i mine tanker. Han sagde: ”Hold da kæft, Matti. ’Ørnen’ skal nok overleve. Du skal tænke på dig selv og pengene!”

I ungdomsårene begyndte jeg i højere grad at køre med om sejrene, men på Sjælland dominerede Andreas Finnerup, da ”Finn” var et hoved højere end os andre og nærmest havde fuldskæg som 13-årig. I Jylland var der flere om buddet. Om det var et eller andet sundt flæsk og kartofler, de spiste til morgenmad, ved jeg ikke, men konkurrencen var i hvert fald større, og når vi sjællændere drog til løb vestpå, fik vi som regel tæv.

Mads Christensen var min ærkerival. Jeg slog ham aldrig ihjel på landevejen, selvom han stod øverst på min dødsliste, og vi blev senere holdkammerater, gode venner og flyttede sammen til Italien. Han kørte for Odder Cykel Klub og vandt stort set alle løb, også på dispensation, når han rykkede totre aldersklasser op. Om det var på crosscykel, banecykling eller i linjeløb, så slog han de mest garvede proffer. Han er det største fysiske talent, jeg nogensinde har set på en cykel, men når man er så god i så ung en alder, og det er unormalt at blive nummer to, så bliver livet som cykelrytter sværere på sigt. For cykling er fyldt med nedture. Der er mere skuffelse end succes. Det var bestemt noget, som Mads skulle arbejde med at acceptere. Man må ikke lade sig slå ud, hvis man får klø i de unge klasser, et tidligt reality check kan være en hjælp i længden. Det bliver først rigtig alvor, når man rammer juniorklassen i 16-17-årsalderen. Så stopper legen. Alt bliver seriøst. Man er nødt til at træne hårdere for at være med, man skal være meget mere bevidst om sin kost.

25

Content_9788711982921.indd 25

07/07/21 2:52 pm

Der er kommet mere videnskab ind i cykelsporten, siden jeg begyndte. I dag ved trænerne, hvordan en rytter skal træne og spise, i en grad så selv juniorklassen kører på næsten samme niveau som de professionelle. Der er også kommet meget mere fokus på talentudvikling. Dengang var det oftest op til forældrene og klubben at fortælle en god ungdomsrytter, hvordan han skulle træne, forberede sig eller forholde sig til de knubs eller nederlag, han fik. Sådan er det grundlæggende stadig, men der ingen tvivl om, at Danmarks Cykle Union og de forskellige distrikter under organisationen har fået langt flere ressourcer og er blevet dygtigere til at tage hånd om talentfulde cykelryttere.

Jeg kan huske, da vi kørte junior-VM i Portugal. Landstræneren Lars Bonde sagde til os, at vi ville få et chok over, hvor gode italienerne var. De var på alle punkter flere år foran i deres udvikling, og jeg lagde mærke til, hvor trimmede de var i forhold til os med vores hvalpefedt. Det viste sig også under løbet, at de var meget stærkere end os.

Jeg ville også gerne være toptrimmet, men det var ikke på grund af italienerne. Det var mere inspireret af Rolf Sørensen og Bjarne Riis. Jeg var også draget af æstetikken i de gamle billeder af ryttere i mine cykelmagasiner. Det var ikke nok at være cykelrytter, jeg ville også ligne en cykelrytter, sagde jeg til mig selv, og det krævede en indsats.

Første gang jeg som juniorrytter mødte Lars Bonde, gik det op for mig, at det ikke nyttede noget kun at gå op i, hvordan jeg så ud, når jeg sad på cyklen. Jeg var lige blevet udtaget til landsholdet, men skulle have styr på min påklædning i dagligdagen, hvis det ikke skulle være en enkeltstående oplevelse, sagde Lars Bonde. Han havde åbenbart set mig rende rundt på Køge Torv efter skoletid i læderjakke, T-shirt og lette joggingsko, selvom det var snevejr og minusgrader. Det kaldte på en alvorssnak.

26

Content_9788711982921.indd 26

07/07/21 2:52 pm

”Du må forstå, Matti, hvis du vil være landsholdsrytter, så klæder du dig ordentligt på efter vejret. Man går ikke rundt og ligner en rockstjerne, når man vil være væddeløber.”

I forhold til min påklædning tror jeg, mine forældre var stået af, for jeg gik i genbrugstøj, der skulle se så slidt ud som muligt.

Det hang sammen med, at jeg hørte punkmusik. Det kunne ikke blive vildt nok. Det var nok også et oprør mod andre unge i Faxe, hvor jeg kom fra. Vi var nogle stykker, der havde det svært med deres Buffalo-sko, strithår og jakker fra Scott, hvor mærket var vendt på hovedet for at signalere, at de var racister. Men det nytter ikke at blive forkølet som cykelrytter, og jeg tog Lars Bondes ord om en mere fornuftig påklædning til mig. Som rytter presser man kroppen så voldsomt, at der ikke skal meget til, før man bliver syg. Man får hurtigt en forkølelse, og det er det værste mareridt at blive syg før et stort løb. Derfor skal man passe på hele tiden.

I samme periode var jeg begyndt at arbejde som model, efter jeg en dag var blevet stoppet på gaden af ejeren af et modelbureau. Egentlig kunne jeg ikke få det til at hænge sammen med min forståelse af, hvad det ville sige at være cykelrytter.

Jeg ville ikke være en pretty boy. Jeg ville hellere være en arret cykelrytter som dem, jeg havde set i mine cykelblade. Det gav mig også dårlig samvittighed at stå en hel dag foran kameraet, hvor jeg følte, at jeg burde sidde på cyklen. Men det var også en spændende verden. Jeg lavede kun modelarbejde om vinteren, når sæsonen var slut. Arbejdet hjalp med at finansiere min cykelkarriere. Min far var god til at lave aftaler med forskellige forhandlere, som hjalp os med cykler og udstyr, men jeg havde ikke en decideret sponsor. Modelarbejdet gav gode penge, som jeg for eksempel kunne bruge på en træningslejr.

Første gang jeg var på modelarbejde i New York, var jeg 16-17 år, og jeg var kun lige ankommet, da jeg fik en opgave, som 27

Content_9788711982921.indd 27

07/07/21 2:52 pm

gav 5.000 dollars. Jeg fik dem kontant, og de forsvandt hurtigt til indkøb af Snickers og enorme stykker pizzaslices. Det gik ikke i længden. Jeg valgte cykelsporten.

I år 2000 indgik Køge Cykel Ring en aftale med den erfarne juniortræner Jørgen Nielsen. Han havde tidligere formået at vinde hold-DM for juniorer med Næstved Bicycle Club og Amager Cykle Ring, så forventningerne til ham var store, og han formåede også at trække nye ryttere til klubben. Jørgen var lige så bred, som han var høj, han var altid solbrun, gik med guldhalskæde og havde et fladt baghoved. Han lignede nærmest en karikatur på en albansk gangster. Jørgen var da heller ikke en mand, man som rytter skulle sige imod. Så blev der talt med store bogstaver.

Jørgen var også en spradebasse, og han engagerede sig fuldt ud.

En ildsjæl. Det smittede af. Til trods for at jeg var ungdomsrytter, udtog han mig til DM i hold for juniorer, som jeg vandt med Thomas Pedersen og Kasper Malmkjær. Året efter blev jeg juniorrytter, og alt, hvad der handlede om cykling, blev intensiveret. Der kom et par nye sponsorer til klubben, og med ens cykler og hjelme lignede vi pludselig et rigtigt hold. Vi vandt en hel del af de løb, vi stillede op i, mens vi til DM i 2001 høstede medaljer i samtlige discipliner. Det gik fremad for fuld fart.

På det tidspunkt var radiokontakt mellem servicevogn og ryttere blevet en del af det professionelle cykelfelt, men det var stadig for dyrt for et klubhold fra Køge. Min far havde dog skaffet et par Alcatel-telefoner med taletidskort. Dem kunne vi bruge under DM-linjeløbet som en slags envejskommunikation. Min far sad i følgebilen sammen med Jørgen. Noget af et makkerpar.

Telefonerne vejede lige så meget som en mursten, og hver gang min far ringede op til os ryttere, var det til vores store irritation. For 28

Content_9788711982921.indd 28

07/07/21 2:52 pm

han talte, som man nu gør i en telefon, i stedet for at komme med korte præcise meldinger om taktik eller tider til udbrudsgrupper. ”Ja, hej. Det er Tom. Hvad hedder det, nu skal I høre …”

Telefonerne var indstillet til envejskommunikation, så vi kunne ikke engang bede ham om at holde kæft. Undervejs blev jeg ramt af en punktering, og hele kortegen af servicevogne, inklusive vores egen, passerede mig, da de ikke havde set mig stå og flagre i vejkanten. Jeg forberedte mig på at trille til mål på flad ring, men kom så i tanke om telefonen, som jeg havde bandet og svovlet over. Jeg fik ringet min far og Jørgen op i bilen og bad dem vente på mig længere fremme på ruten, for man måtte ikke vende om. En servicevogn fra Hammel Cykle Klub var så venlig at holde ind til siden og skifte hjulet.

Derefter lå jeg i læ af bagsmækken på Jørgens Ford Mondeo og blev kørt op til bagenden af feltet. Om det var imod reglementet at køre med en telefon i baglommen, er jeg faktisk ikke klar over, men uanset hvad reddede den fuldstændig min dag.

Det ville dog kræve for mange kræfter, hvis jeg skulle køre alene op til spidsen af feltet. Jeg fik øje på Anders Lund, som jeg ikke kendte, men vi havde en fælles ven, og jeg havde kun hørt godt om Anders. Jeg spurgte ham: ”Hey, hvor meget skal du have for at køre mig helt frem?”

Han sagde: ”Jeg skal ikke have noget, Matti.”

Anders kørte mig til fronten af feltet, hvor jeg kort tid efter ramte det afgørende udbrud sammen med Simon Alberg fra Grenaa Cykle Club. Jeg slog ham i spurten, mens Chris Anker Sørensen blev nummer tre. Titlen som juniordanmarksmester blev skelsættende for mig, for den fasttømrede min tro på, at cykling skulle være min fremtid.

Content_9788711982921.indd 29

07/07/21 2:52 pm

100

5

150 mm

20 mm

150

5

MATTI BRESCHEL

VÆDDELØBER

100 mm

D

”

en brede hovedvej ind mod Waregem føltes uendelig lang, det var kedeligt, og jeg havde svært ved at tro på, at jeg kunne holde hjem. Jeg følte mig ensom. ”Hvor fanden er alle de andre blevet af?”

Jeg så en due sidde oppe i et træ. Den frøs og tænkte nok det samme. Jeg overvejede at vente på gruppen, der åndede mig i nakken. Hverken Chainel, Leukemans eller Terpstra var hurtige på stregen, jeg ville slå dem i spurten. Jeg genkaldte mig min fars stemme: ”Dræb, dræb, dræb …”

212 mm

212 mm

MATTI BRESCHEL

(f. 1984) slog igennem på Bjarne Riis’ storhold i 00’erne og vandt blandt meget andet en etape i Vuelta a España og semiklassikeren Dwars door Vlaanderen. I 2019 stoppede han sin karriere, og han er nu sportsdirektør for EF Education-Nippo.

M

atti Breschel er en af Danmarks mest vindende cykelryttere. Han kørte i knap 15 år på landevejene. Det var et vildt ridt med succes, skuffelser, styrt, svære perioder og sjove stunder.

I VÆDDELØBER fortæller Matti Breschel medrivende om livet som cykelstjerne og åbent om det specielle forhold til faren, der hjalp ham i en grad, så det kom til sammenstød mellem dem. Han skriver, som han kørte: på en følelse og fandenivoldsk. Det er en personlig og anderledes beretning om cykelsporten.

lindhardtogringhof.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

9 788711 982921

100

5

150

20 mm

150

5

100 mm