Af Nanna Lunnemann og Nicklas Vinde
Ibiza - boho, luksus og en fantastisk natur Den gamle bydel i Ibiza By, Dalt Vila, set fra havsiden.
Ibiza er kendt som musik- og danseøen. Og spillet og danset bliver der på Ibiza, men øen er også meget andet. Og så ligger den blot 50 minutters flyvning fra Málaga.
Men når man forlader lufthavnen og kører ud på øen, overskygges musikken af en blændende natur og et sted med sin helt egen og unikke facon. Vi er rejst hertil for at gå øen efter i krogene og opleve, hvad Ibiza virkelig er. Et spirituelt chill out-sted. Et øsamfund fyldt med kreative typer.
Festerne begyndte allerede i 50’erne, hvor Hollywood-stjerner strømmede til øen. Her kunne de være i fred, og feste sammen med det internationale jetset. I 60’erne kom hippierne fra USA. De levede af politiske grunde en nomadetilværelse. Mange rejste rundt, og en del slog sig ned på Ibiza, hvor de faldt for den smukke natur og de tolerante øboere. Det var Woodstock-folkene, som ønskede at fortsætte dansen et sted, hvor der måtte være sjov og ballade. Det var allerede i 70’erne, at de berømte natklubber åbnede på øen, og Ibiza havde i to årtier et blakket ry som Europas festø. I dag er det finere klientel igen tilbage. Ibiza er en koloni af mangfoldighed og farverige mennesker, der har været med til at skabe den særlige energi af kreativitet, der findes på øen. Hippierne dannede grundlaget for det, der nu er en millionbusiness. Festerne. Den typiske musik fra Flower Power-æraen er dog erstatte af den elektroniske lyd, der hitter i dag.
Meget mere end dans og musik ”Whoah! We‘re Going To Ibiza Whoah! We‘re Gonna Have A Party Whoah! In The Mediterranean Sea.” Det var med Vengaboys-hittet i hovedet fra 1999, at vi landede på Ibiza. Men langt fra med det ærinde, for Ibiza er meget mere end blot natklubber og vilde fester.
Når man træder ud af flyet og ind i lufthavnen, er væggene klistret til med store og iøjnefaldende reklamer for koncerter med de største DJnavne som Avicii, Afrojack og kongen af Ibiza, franske David Guetta. Franskmanden har sågar sin egen Club ved gate otte i lufthavnen. Der er fanshops for David Guetta og de største diskoteker, nøjagtigt som der på Costa del Sol er Málaga CF-fanshops. Den elektroniske musik er øens flagskib, som fodbold er Málagas.
88 - LA DANESA MARTS 2014
Allerede på taxaturen fra lufthavnen til hotellet mærker vi, hvilket tempo der er på øen. Den kvindelige taxachauffør kører meget langsomt. Vi kigger på vejskiltet, hvor der står 60 og derefter over på speedometeret. Også 60 kilometer i timen. Nogle gange falder speedometeret irriterende langt ned, mens taxameteret går den modsatte vej. Opad. Vi er midt ude på landet, derude hvor cikaderne vender, og ikke mange biler passerer vi på vejen. På det spanske fastland kunne man da godt være forfalden til at lade foden falde en anelse tungere på speederen i så bilforladt et område. Men på Ibiza kører man ikke for stærkt. Det er ilde set på Ibiza, får vi fortalt, da vi senere på dagen falder i snak med en engelsk barejer i byen Es Canar. Her er en blændende natur, en stærk sanselig oplevelse. Idylliske dale med grønne marker, vilde blomster og mandeltræer. Her græsser geder og æsler i fred og ro omgivet af hyggelige landsbyer med landlige traditioner. Disse landdistrikter er også hjemsted for en udbredt turisme på øen.
På restaurant Formentera i den gamle bydel i Ibiza By, Dalt Vila, kan man vælge mellem flere varianter af den mest udsøgte paella. Foto: Nanna Lunnemann
Restaurant Formentera byder også på dejlige desserter. Her blåbærsorbet med champagne. Foto: Nanna Lunnemann
Her er intime og hyggelige små kroge og afsondrede strande. Det er en nærmest spirituel oplevelse. Øen er sprængfyldt med alle typer mennesker. Det er denne blanding af mennesker, der skaber den unikke atmosfære. Ibiza er
En af de hvide pueblos i bjergene. Foto: Nanna Lunnemann
et sted, hvor du kan befinde dig omgivet af filmstjerner, hippier, unge, festglade mennesker og børnefamilier på samme tid. Og ingen er bedre end andre. Her er alle er ligestillede. Øsamfundet Vi befinder os på den østlige side af Ibiza. Es Canar, hvor vi bor, er modsætningen til partybyen San Antonio. Her er det familieidyl. Området minder os meget om Gardasøen med bådene, der ligger for anker. Strandene er små og indrammede af klipper med en strandpromenade ned til vandet og ferielejligheder i baggrunden.
tag. Ind i mellem støder man på små pueblos med hyggelige restauranter og barer og deres egen lille kirke. Får man nok af det rolige ø-liv og den blændende natur, kan man hoppe på en bus ind til øens største by, som har samme navn som øen, nemlig Ibiza eller på catalansk Eivissa. Byen huser mere end halvdelen af øens 125.000 indbyggere. Dalt Vila, som er den gamle bydel, er så smuk, at hele området er blevet erklæret verdens kulturarv af UNESCO. I dette kvarter kan bare hoppe lidt rundt mellem de forskellige og flotte restauranter og barer, og med en caña
eller mojito i hånden beundre de luksuriøse yachts, der ligger ved kajen. Øen er i rivende udvikling, lige så populær som altid, og investorernes planer vælter ind. Man vil cementere Ibizas status som Middelhavets fedeste sted med magi som øens varemærke. Og samtidig eksklusivt. Nye hoteller har alle været femstjernede de senere år. Øen appellerer altså ikke blot til unge festaber, kreative typer og millionærer. Det er en allemands-ø - altså også for sådan nogle som os, der blot vil opleve en ekstraordinær side af Spanien. Og den fandt vi på Ibiza.
Noget der slår os ved Ibiza, er øens ro og befolkningens afslappede tilgang til livet. Det er virkelig et øsamfund. Og alle kender alle. Vi beslutter os for at leje en scooter, så vi lettere kan komme frem. På baren, hvor vi sidder og køler ned med en Estrella, spørger vi bartenderen til råds. Han skriver et telefonnummer ned på en lap papir. ”Ring til hende her. Hun hedder Linda. Hun er gift med en lokal mand, der udlejer scootere. Bare sig, at I kender Steve, så vil I få en god pris.” Fem minutter efter har vi talt med Linda i telefonen, og hun har givet os et tilbud på leje af scooter, der er 20 euro billigere end skiltene har vist os. Vores konklusion om øsamfund og at alle kender alle, holder altså stik. På scooter begiver vi os ud i den ibizianske natur. Landskabet skifter hurtigt. Det ene øjeblik kører man langs det azurblå Middelhav, og få minutter senere er der frodige marker og bjerge. Hist og her ligger de traditionelle ibizianske fincaer. De er hvide, med runde hjørner og fladt Den rustikke natur på Ibiza er ikke til at tage fejl af. Foto: Nanna Lunnemann
LA DANESA MARTS 2014 - 89
Det 40 år gamle Hippy Market i Es Canar. Foto: Nanna Lunnemann
Punta Arabi Hippy Market Af Nanna Lunnemann og Nicklas Vinde
Bianca spiller guitar, mens Q på improviserende vis synger om markedets historie. Foto: Nanna Lunnemann
Gaden er fyldt med scooterudlejningsbutikker, engelske pubs og chinos. Turister vader forbi i bare maver og klipklappere, og den livlige Paseo er snart et menneskemylder uden lige. Midt i det hele stikker et farverigt skilt i vejret. ’Hippy Market’ står der med store bogstaver. Ét marked på Ibiza overgår alle andre. Siden 1973 har der hver onsdag fra april til oktober været autentisk hippiemarked i Es Caner. Sidste sommer holdt Punta Arabi Hippy Market 40 års jubilæum, og mens tiden for mange er fløjet af sted, og tingene har forandret sig gennem årenes løb, har hippierne her formået at bevare deres samlingspunkt på Ibiza. Hippiemarkedet. Vi er taget dertil for at finde ud af, hvor fra det autentiske marked stammer, og hvem der startede dansen. Den dans, der fortsat danses på øen. Historien om Hippy Market I 1973 tilbød Hotel Club Punta Arabi hippierne at sælge deres håndlavede produkter fra forskel88 - LA DANESA MARTS 2014
lige steder i verden og alverdens kulturer til de få turister, der boede på hotellet. Gennem årene har hippiemarkedet vokset sig stort og er i dag blevet til et must-see. Siden 1973 har markedet været en stor attraktion, som hvert år tiltrækker tusindvis af øens besøgende. Mødet med hippierne Med albuer spidse som syle kæmper vi os igennem mylderet af mennesker, der snegler sig imellem markedsboderne. Vi står på tåspidser og med sanserne helt uden på tøjet. De forskellige dufte fra gadekøkkenerne og de mange musikalske lyde og instrumenter sætter rammen om markedets værdier. Det er nostalgisk og nyt på én og samme tid. Markedsboder, der minder om danske boho-markeder, bikset sammen med 60’ernes Woodstock-festival-boder. Fra dengang vores onkler var unge og hørte Rock ’N’ Roll a la Jimi Hendrix og Rolling Stones, og hvor tanterne fløjtede rundt med blomsterkranse i håret og sang med på John Lennon‘s Imagine. En æra for
sig, og en tid der endnu ikke har lagt guitaren på hylden. Her drømmer vi os tilbage til de mange fortællinger fra barndommen. Fortællinger, der omhandlede den tids rockstjerner og deres vilde liv. Forestillinger om en syret verden, man som barn drømte om at opleve bare én eneste gang, mens numre som ’Hey Joe’ og ’Beast of burden’ strømmede ud af de brune JVC-højtalere. Bianca og Q Vi føler, at vi er trådt ind i en film fra netop denne æra, da vi støder ind i Q og Bianca. Vi går forbi en lille bod med et par plastikstole, og lidt drikkevarer til salg. I dette hjørne gemt væk fra menneskemylderet holder to mærkværdige og yderst flippede personager deres egen intimkoncert. Bianca, der er fra Spanien, taler amerikansk, fordi hun har rejst rundt sammen med hippier fra USA. Makkeren Q DeRhino, bare kaldet Q, en sort amerikaner fra the Bronx i New York, danser
nutter, sangen varer. Vi er tryllebundne af den lykke, der bruser igennem kroppen, når der bliver sunget, og man lader sig forbløffe og rive med. ”Det startede for 40 år siden bam, bam, bam…. Da hippierne begyndte at forlade deres lande bam, bam, bam…. Af politiske årsager... Så kom de hertil, for på Ibiza kunne de være i fred shalalala… Her var der ingen, der tog sig af tingene. People didn’t care here,” synger Q. Efter første vers kører Bianca en guitarsolo, mens Q danser lidt rundt. Og så fortsætter han sin sang. ”Her begyndte de at ryge meget marihuana shalalala… Og blev nøgne og behårede lalalala… Og begyndte at køre i Volkswagen-rugbrød.. Shalalala… Da sangen er slut, kan vi mærke, at vores kæber er i kramper. Den følelse man har, når man har smilet lidt for bredt i lidt for lang tid. Vi er gået tilbage blandt publikum igen. Og da vi er på vej til at forlade stedet, får Q øje på os. ”Hvor skal I hen. Vi holder en fest i aften. I er inviteret?” Vi får fortalt, at vi er nødt til at smutte, for vi har et fly tilbage til fastlandet senere på dagen. Og det bliver starten på endnu en sang, der binder os fast til stedet påny. ”I kan aflyse jeres fly og blive her. Leve drømmen her, få et nyt liv. I tror, I kan nøjes med en ferie her, men I har lyst til at blive. Sørg for hinanden. Vær som brødre,” synger Q.
Èn af de mange gøglere på Hippy Market. Her en svævende mand. Foto: Nanna Lunnemann
Vi takker for sangen, men er nødt til at bryde med de elskværdige hippier fra både Spanien og USA. “Ændr nu det fly og kom med os i aften. Det vil ændre jeres liv. Eller i hvert fald jeres job,” forsøger Q, inden han givet det et sidste forsøg. ”Don’t worry , shit happens all the time. Folk misser fly på Ibiza hver dag. Vi har endda et bureau her, der kan hjælpe jer med at misse det. I kan få et telt og en sovepose, så kan I komme til vores fest. I aften er der reggae på stranden.” Han står med sit brede smil og kan tydeligvis ikke se pointen i et liv med faste aftaler og tidsrammer. Livet som hippie på Ibiza lyder da egentlig heller ikke helt tosset.
rundt og fægter med arme og ben i bedste Bob Marley stil, mens Bianca sidder med benene over kors og spiller guitar. Da Q og Bianca holder pause mellem to numre, tillader vi os at træde hen og stille dem vores spørgsmål. Pludselig binder Q os fast til scenen. Ikke bogstaveligt, men ved hjælp af sin charme tryllebinder hans os. Han gør et stort nummer ud af at fortælle de nysgerrige tilskuere, at der i dag er besøg af journalisterne Nanna og Nicklas. ”De vil gerne høre historien om hippierne på Ibiza,” siger han højt ud mod sine tilskuere. ”All right, let’s sing a song, Bianca.” Bianca slår et par gange på guitaren, og Q begynder improviserende at synge. I en fortællende stil og med sin amerikanske bluesstemme synger han til os om hippiernes historie på Ibiza. Han binder os fast med sin energi og sit åbne sind. Vi kan ikke rokke os ud af flækken i de mi-
Efter besøg på det menneskefyldte marked kan man bevæge sig ned til vandet og nyde en god pizza og kold øl. 500 meter fra Hippy Market ligger nemlig Restaurant Chirincana lige ud til Middelhavet. Det er helt sikkert et besøg værd.
LA DANESA MARTS 2014 - 89
Restaurant
el Bigote Af Nanna Lunnemann og Nicklas Vinde
Juan Ferrer, bedre kendt som el Bigote, lader vinen strømme ned i halsen i én lang stråle. Foto: Nanna Lunnemann
For 50 år siden var der en meget ung fisker på Ibiza. Faktisk var han den yngste blandt fiskerne i bådelauget i Cala Mastella. Den unge fisker, Juan Ferrer, fangede så mange fisk, at han måtte forære en masse af dem væk. På den nordøstlige del af Ibiza i Cala Mastella, hvor Juan Ferrer fiskede, begyndte turismen at holde sit indtog, og mange hoteller blev bygget i området. Det var her, historien om El Bigote begyndte. Juan Ferrer inviterede turisterne over på sit bådelaug for at spise gratis fisk. Stedet blev så populært blandt turisterne, at Juan Ferrer lavede det om til sin egen restaurant, som han kaldte El Mastella. Men i folkemunde fik restauranten sit helt eget navn. El Bigote. På dansk overskægget. Den unge fisker havde nemlig et overskæg så prangende, at det kunne slå krøller i enderne. Skatten på øen Vi fortæller vores receptionist på hotellet, at vi er på udkig efter unikke og mærkværdige oplevelser på Ibiza. Hun siger, at hun har boet på øen i 15 år, og der er ét sted, som for hende stadigvæk er det mest særskilte og fortryllende af dem alle. ”Det er en lille fiskerestaurant, som sælger den samme menu hver dag og har gjort det de sidste mange år. Den hedder El Mastella, men her på Ibiza kalder vi den El Bigote,” fortæller hun. På scooter begiver vi os mod Cala Mastella. Landevejene snor sig i bjerglandskabet, og vi møder sjældent modkørende trafik på trods af, at vi befinder os i højsæsonen. Det sidste stykke ned mod restauranten kører vi på en landevej i skoven ud til en dramatisk klippeskråning. Der er 50 meters frit fald ned til det azurblå Middelhav, der omkranser øen. Vi er i ingenmandsland, indtil et håndskrevet træskilt sømmet fast på et træ dukker op. Det peger ned ad en stejl grusvej. Forenden ligger den hyggeligste lille oase med klipper på hver side af lagunen og med en helt
Bådelauget i Cala Mastella på Ibiza. I forgrunden ses Juan Ferrer’s private båd, og til højre for den ses restauranten, hvor gæsterne er stuvet sammen for at nyde dagens fiskesuppe. Foto: Nanna Lunnemann
fantastisk udsigt med frodige bjerge i forgrunden, som var det et maleri. En summen af mennesker overdøver cikadernes sang, og gæsterne er stuvet sammen på, hvad der minder om en badebro med tag. Her sidder de på gamle træstole og spiser dagens ret, som den er blevet serveret de sidste 50 år. På en træbænk blandt gæsterne sidder en ældre herre med et prangende, gråt cykelstyr på overlæben. ”Det må være ham. Juan Ferrer, tænker vi.” Ganske rigtigt. Det er ham. Her nyder han atmosfæren. Han elsker at være omringet af sine gæster i lige så høj grad, som da han for 50 år siden inviterede de første over på bådelauget til fiskesuppe. Den suppe, der siden er blevet så berømt på øen. Foran ham står en langtudet vinkaraffel. Indimellem tager han fat i glashåndtaget, strækker armen ud og lader vinen strømme ud i én lang stråle og ned i halsen. ”Det er bedre, at der er mad i overskud, end at der er nogle, der mangler noget,” siger Juan Fer-
rer, efter han har sunket en mundfuld vin. Det udsagn har han et fysisk bevis på lige ved siden af sig. En kogekone brygger på fiskegryden, der er enorm. Omkring en meter i diameter. Hun øser store portioner op til gæsterne, og selvom hver gæst spiser to portioner, er der rigeligt tilbage i gryden, som nærmere ligner en stor tønde på et bålsted. Stedet minder os om en kulisse fra Sebastians Skatteøen. Det er eventyrligt. Pris for dagens menu: 22 euro. I juli skal man bestille bord en uge i forvejen og i august to uger i forvejen. Dagens ret, som er den samme hver dag og har været det de seneste 50 år, serveres hver dag på samme tidspunkt. Kl. 14:00. Køkkenet åbner kl. 12:00, men den ’kendte’ ret er altså kl. 14:00. Tel.: 650797633. Adresse: Cala Mastella, Santa Eulalia del Rio, Ibiza.