Stiftsmagasinet #3 2020

STIFTS MAGASINET Helsingør Stift // nummer 3 • 2020

4 // Krop til ordet

– kom med til dansegudstjeneste 6 // Velkommen til de

nye i menighedsrådet

En biskop takker af 15 // Lise-Lotte Rebels sidste klumme i Stiftsmagasinet STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020 1

UDGANG OG INDGANG SARAH THORNGREEN AUKEN, REDAKTØR

an bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid.” Dåbsritualets beskrivelse vækker ofte forvirring. Er barnet ikke lige kommet ind i en verden, som det så engang i en forhåbentlig fjern fremtid skal ud af? Ved dåbssamtalen forklarer vi så, at dåben ses som en udgang til livet og derefter indgang i himlen, eller udgang af synden og indgang til kristenlivet; det varierer nok lidt afhængigt af både præsten og situationen. Men i virkeligheden er forholdet mellem udgange og indgange heller ikke nødvendigvis helt så enkelt. Nytåret er netop en udgang fra det gamle år og en indgang til det nye. Det eneste, man egentlig ved noget om, er det år, man går ud af, men det eneste, man kan gøre noget ved, er det år, man går ind i. Og hvis nogen synes, at de hører et lidt for ofte brugt Kierkegaard-citat klinge bag foregående sætning, tager de nok ikke helt fejl. Nu hvor vi går ud af 2020, ser vi vist allesammen tilbage på et år, der ikke var, som år er flest. Det gælder også i Helsingør Stift, hvor afstandsmålinger, elektroniske andagter og alternativ konfirmationsundervisning har sat deres covide præg på året. Da den første bølge af pandemien lagde sig, kunne vi liste lidt ind i kirken igen, og alle stiftets præster lagde sig i selen for at få alle de unge mennesker konfirmeret. Nogle fik én til én konfirmationer, andre blev konfirmeret i lidt større grupper, men de proppede konfirmationsgudstjenester, vi var vant til, måtte springes over i denne omgang. Stiftsmagasinet hepper på vaccinens udgang over verden, og vores – efterfølgende – fornyede indgang i kirken.

NYE PRÆSTEANSÆTTELSER • • • • • • • • • •

Victor Madsen Greve, Skuldelev-Selsø Mia Mohr, Lindehøj Rosa Elisabeth Bech, Værløse-Hareskov Linnea Lund Bisgaard, Tikøb-Gurre Wamwati Karuri, Skovlunde Victor Sejersdal Petersen, Brøndbyvester Peter Otken, Ledøje-Smørum Lars Emil Bolt, Lillerød Mona Irene Høgh, Humlebæk Helle Ann Hentzer, Rungsted

2 STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020

Årets vigtigste enkeltbegivenhed i Helsingør Stift var bispevalget. Den nuværende biskops udgang og den kommende biskops indgang. Symbolsk fanget på billedet herover, som blev taget efter stemmeoptællingen: ­Lise-Lotte Rebel skynder sig for at nå en aftale, mens Peter Birch med en overbevisende valgsejr ser frem mod nye opgaver.

Covid-19 omdefinerede kirkerummet, og længe var vi næsten udelukket fra det. Lise-Lotte Rebels 25-års jubilæumsgudstjeneste var blevet aflyst; men stiftet skulle trods alt ikke snydes for en afskedsgudstjeneste. Så der blev brug for kreativ tænkning for at få det hele til at gå op. Flere scenarier var i spil, og der måtte udgå mange postgange fra stiftets side, før setuppet var på plads. Vi fik vores egen livestreaming af gudstjenesten, og når det nu ikke kunne være anderledes, så var det glædeligt, at så mange fulgte med derhjemme.

Vi ved aldrig, hvad der venter os ved indgangen til det nye år. Men vi ved, at alle biskopper på Sjælland fra nu af kommer til at hedde Peter. Og en indsættelsesgudstjeneste vil vi bare have, når den nye biskop kommer til.

Hvordan formen bliver, kan ingen forudse i skrivende stund, men en stor dag bliver det 31. januar kl. 14.00, og vi ved, at Danmarks Radio transmitterer fra Helsingør Domkirke.

Vi vil alle lægge os i selen for sikre, at fejringen bliver så storslået, som smittesituationen tillader det, og gøre vores for at højtideligholde festligheden, så den bliver tilgængelig for så mange som muligt.

Det hele står dog ikke i bispevalgets tegn i denne udgave af Stiftsmagasinet. Lige inden pandemien lagde sin store skygge hen over verden, var Malene Bjerre med til dansegudstjeneste i Alsønderup – den får nu endelig plads i magasinet, og forsinkelsen giver en utilsigtet aktualitet: Danseleder og sognepræst Anja Worsøe Reiff har også leveret et bidrag om dansegudstjenester til en ny bog om gudstjenesteformer, som er redigeret af bl.a. sognepræst Jørgen Demant, der er tidligere teologisk konsulent i stiftet. På den måde er der både krop og ånd at tænke over her ved udgangen af 2020 og indgangen til 2021.

INDHOLD Leder: Udgang og indgang ........................................2 RUNDT I KIRKEN Dansen, der giver krop til ordet.. .................................4 TEMA: OVERGANGE Velkommen og farvel. . ...............................................6 At leve og dø på ordet................................................8 Peter Birch: Det gælder om ikke at tro, man kan det hele selv............................................... 10 Takketale efter afskedsgudstjenesten......................... 12 Et kors at bære på................................................... 14

DANSEN, DER GIVER KROP TIL ORDET

4

LISE-LOTTE REBELS TAKKETALE

BISKOPPENS KLUMME Lad os synge lyset frem............................................ 15 BAGSIDEN Stiftsinitiativprisen 2020. . ........................................ 16

Glædelig jul og velsignet nytår

12

ET KORS AT BÆRE PÅ

14

Stiftsmagasinet for Helsingør Stift udkommer i april, september og december // Deadline på indhold: 1. marts (april), 1. august (september) og 1. november (december) // Debatindlæg kan indsendes til redaktøren: Sarah Thorngreen Auken, stau@km.dk // Kalenderstof trykkes, hvis det er relevant for hele stiftet // Kulturstof modtages gerne samt invitationer til at dække særlige begivenheder // Redaktionsudvalg: Ove Kollerup (Landemode), Jannik Theilgaard (Stiftsrådet), Grete Bøje (Landemode), Rebecca Rudd, Sarah Thorngreen Auken (redaktør og mediekonsulent), Malene Bjerre (journalist og mediekonsulent), Søren Ødum Nielsen (Stiftsrådet) og Lise-Lotte Rebel (biskop) // Forsidefoto: Bjarke Ørsted // Fotos: Sarah Auken/Helsingør Stift // Korrektur: Rasmus Jensen // Grafisk tilrettelæggelse: D-Grafisk, David Lund Nielsen // Tryk: PRinfoTrekroner A/S

STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020 3

R U N D T I K IR K EN

DANSEN, DER GIVER KROP TIL ORDET I ALSØNDERUP KIRKE DANSER MENIGHEDEN SIG TIL ERKENDELSEN AF EVANGELIET. DET GIVER RO I SINDET AT FÅ KROPPEN MED, MENER PRÆSTEN BAG DANSEGUDSTJENESTERNE Af Malene Bjerre DEN LILLE CIRKEL AF DANSENDE bøjer sig ned for at samle det op, de har brug for, og strækker hænderne op mod himlen. De gentager den udadvendte bevægelse en tid, men så er det tid til at trække sig tilbage og give slip på det, man må give slip på. Hænderne føres skærmende ned foran kroppen og slipper ned mod gulvet.

Imens spiller organisten Albinonis Adagio på orglet.

Præsten Anja Worsøe Reiff har netop læst det lille stykke fra Matthæusevangeliet om forklarelsen på bjerget, hvor Peter fuld af lykke tilbyder at bygge en hytte til Jesus, Moses og Elias, så de alle sammen kan blive i det helt vidunderlige lys. ”Men det går ikke,” siger hun. ”Vi kan ikke hente glæde og lys, hvis ikke vi også tør stå i sorgen og mørket,” og det er denne erkendelse, der danses ind.

KROPPEN I CENTRUM Vi er til dansegudstjeneste i Alsønderup Kirke en onsdag aften. Først øves de seks enkle danse; så spiser deltagerne sammen. Og til sidst går de over i kirken ved siden af og holder gudstjeneste.

Det mest overraskende er, hvor klassisk sådan en dansegudstjeneste kan føles. Grundelementerne er helt gen4 STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020

kendelige: Der er både kollekt, evangelietekst, nadver, velsignelse og fadervor; der er klassiske og moderne salmer og stor orgelmusik.

Men mens kroppen i højmessen som regel er placeret tungt på kirkebænken, er den i centrum i dansegudstjenesten. Evangelieteksten bliver læst op i små bidder, som præsten udlægger med en sætning eller to, og efter hvert stykke danser den lille menighed en cirkeldans, der tematiserer teksten. Kroppen får lov at mærke dagen og natten, det udadvendte og indadvendte, skabelsen og det guddommelige lys, der giver energi at gå ud i verden med.

I nadverdansen Kalken trækkes Far, Søn og Helligånd fra himlen og ned til hjertet med en treenighedstrekant formet af hænderne, der forvandles til et lille nadverbæger, der hældes ud i et stort fælles bæger. Bagefter går brød og vin rundt mellem deltagerne. ”Jesus Kristus har nu givet dig liv af sit liv,” siger Anja Worsøe Reiff, og deltagerne står sammen og vugger, mens organisten spiller stille et par minutter.

R U N D T I K IR K EN BØN I BEVÆGELSE Anja Worsøe Reiff har selv danset cirkeldans i 15-16 år, og i de seneste par år er hun begyndt at bruge danseformen i sine gudstjenester. ”For mig er det befriende med en anden tilgang til evangeliet end den verbale,” siger hun. ”Vi har det med at forklare alting ihjel. Men vi har brug for at lade teksterne sive ind i os og synke til bunds. Det giver en helt særlig ro, når man erfarer med kroppen og sanserne i stedet for altid kun med hovedet. Så kan man slippe den uendelige jappejap, der har det med at køre i hovederne på os. Det er en bøn i bevægelse, der går bag om alle ordene.”

Hun tror, at tiden er inde til en mere kropslig og meditativ tilgang til gudstjenesten. ”Da jeg begyndte med cirkeldans, syntes folk, det var noget mærkelig noget. Nu oplever jeg en anden lydhørhed. Folk kan mærke, de har brug for den meditative ro, cirkeldansen giver.”

LIGESOM EN KAT Lisbeth Silver er kommet helt fra København for at deltage i dansegudstjenesten. Hun holder også meget af den klassiske højmesse, men dansegudstjenesten kan noget særligt, synes hun. ”Jeg har det nok lidt ligesom min kat – jeg har brug for kropslig nærhed og glæde, og det får jeg gennem cirkeldansen. Og så skaber bevægelsen en bestemt indlevelse i teksterne. For mig er det en stor æstetisk og poetisk oplevelse.”

MELLEM AFBRYDELSE OG FORKYNDELSE

Gudstjenester til tid og sted Redigeret af Jette Rønkilde og Jørgen Demant Eksistensen, 2020 Hæftet, 316 sider

DANSEGUDSTJENESTER Dansegudstjenester tager udgangspunkt i cirkeldans, en ældgammel danseform, der består af helt enkle trin. Cirklen kan være helt ned til 5-6 mennesker op til så mange mennesker, der overhovedet er plads til i kirken. Forskellige koreografer har arbejdet med danse til brug i gudstjenesten, fx Nanni Kloke, der har lavet cyklussen The Creation, der med 15 danse til klassiske musikstykker tematiserer skabelsesberetningen fra 1. Mosebog, og Wilma Vesseur, der har lavet koreografi til Bachs Juleoratorium.

Anja Worsøe Reiff er uddannet danseleder og står også selv bag mange af koreografierne til dansegudstjenesterne. Hun anbefaler præster, der ikke har danseerfaring, at kontakte en danseleder til at stå for dansen. Det er vigtigt, at dansen sidder sikkert i kroppen, før man underviser, for ellers giver det usikkerhed i gruppen. Danseledere kan nemt findes på nettet ved at søge på cirkeldans, eller man kan kontakte Anja Worsøe Reiff, som gerne hjælper med at komme i gang.

Gudstjenestelivet er under forandring. Engang var der kun højmessen. I dag er der en mangfoldighed af gudstjenester: lyrikgudstjenester, meditationsgudstjenester, hotdoggudstjenester – og altså dansegudstjenester.

Tendensen i de nye gudstjenesteformer er, at de trækker nogle af de kropslige, sanselige, musikalske, kunstneriske og sproglige former med ind i kirkerummet, som også er i samfundet generelt. De viser, at den kristne tro ikke er statisk, men under konstant forandring.

Jette Bendixen Rønkilde og tidligere teologisk konsulent i Helsingør Stift Jørgen Demant har samlet ti eksempler på nye gudstjenesteformer, hvor den enkelte præst, kirke- og kulturmedarbejder eller organist præsenterer og reflekterer over hver deres koncept. Anja Worsøe Reiff skriver om dansegudstjenester.

STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020 5

Velkommen og farvel Ved kirkeårets indgang siger vi velkommen til nye menighedsrådsmedlemmer her i Helsingør Stift. Vi siger også farvel til en del, som har lagt mange års frivilligt engagementet i deres lokale kirke. Her møder vi fire af dem. Tre der begynder, og én der holder op.

Fortalt til Sarah Auken og Malene Bjerre

En kirke, der ikke er så uoverkommelig Bernd Elmann Larsen, nyvalgt menighedsrådsmedlem i Gl. Holte Kirke. 37 år, tidligere pilot og nu under uddannelse til bygningsingeniør.

Jeg er først selv blevet medlem af folkekirken for knap fire år siden. Jeg var hverken døbt eller konfirmeret; mine forældre syntes, det skulle være op til mig selv at tage beslutningen. Mine egne børn på 4 og 7 er til gengæld begge døbt, det syntes min kone var naturligt, og jeg ville gerne støtte det. Men så spurgte vores gode venner, om jeg ville være gudfar for deres barn, og det fortalte vores lokale præst, at jeg kun kunne blive, hvis jeg selv blev døbt. Det førte til mange gode samtaler med præsten om, hvad det indebærer at være kristen, og hvad det betyder for det danske samfund, at det hviler på et kristent grundlag. Og så besluttede jeg, at jeg gerne ville døbes.

Jeg kommer faktisk ikke ret tit i kirken. Men i dag betyder det meget for mig at støtte op om kirken som institution i samfundet, så da en af mine naboer spurgte, om jeg ikke ville stille op til menighedsrådet, syntes jeg, det gav mening. Jeg har lyst til at være med til at understøtte en kirke, der ikke virker så skræmmende for unge menne6 STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020

sker. Jeg kan selv synes, at ritualerne ved højmessen kan virke lidt uoverkommelige. Jeg er selv meget videnskabeligt orienteret og kan ligesom min kone godt synes, at det der med Gud er lidt svært. For mig er det vigtigt at vise, at kirken har en betydning for os i det helt almindelige liv, vi lever i Danmark. Men jeg mener også, vi skal værne om den kirke, vi har. Det er jo ikke, fordi den skal laves om til en cirkusscene.

En legende og farverig kirke Sofie Harrits, nyvalgt menighedsrådsmedlem i Blistrup Kirke. 27 år og passer to børn foruden det ene af sine egne i en privat børnepasningsordning.

Begge mine børn på 4 ½ og 1 ½ er døbt, og jeg er kommet lidt løst i kirken gennem tiden. Men jeg synes, det er svært at være til søndagsgudstjenester med børn.

Alene det der med at sidde stille på en bænk og høre på en prædiken, det duer slet ikke med dem. Men hvis der har været noget i børnehøjde, er vi tit kommet. For et par år siden var der nogle gospelgudstjenester, hvor man stod op og sang; det var virkelig godt. Der havde jeg en fornemmelse af, at man kunne komme med sine børn, som de nu er.

Og så spurgte præsten mig, om det ikke var noget for mig at stille op til menighedsrådet. Først tænkte jeg: Ej, det er lige højtideligt nok, det er vist ikke noget for mig. Men så tænkte jeg mere over det, for det gik op for mig, at det

var en god måde at få indflydelse på. Jeg har mange ideer til, hvordan man kan bruge kirken på nye måder. Det må gerne være en kirke, der er lidt mere legende og farverig.

Noget, hvor det ikke handler så meget om ord, men hvor børnene kan få gode oplevelser.

I Blistrup er der ved at ske en udskiftning af beboerne; de ældre flytter fra byen, og der kommer mange unge par til med børn eller folk, der skal til at stifte familie. Og vi mangler lidt et sted, hvor vi kan mødes med vores børn.

Der synes jeg godt, kirken kan spille en rolle, den må gerne være sådan et sted, der kan samle byen.

Kirken skal bredere ud Lars Werge, nyvalgt menighedsrådsmedlem i Vangede Kirke. 54 år, uddannet journalist og direktør for brancheforeningen Danske Biografer.

Jeg meldte mig ud af folkekirken, da jeg var 20-21 år. Jeg følte mig ikke særligt kristen og var nok også i den fase af mit liv, hvor jeg i hvert fald ikke skulle være ligesom mine forældre. Men så til jul for knap syv år siden foreslog min kone, at vi gik til julegudstjeneste. Det havde jeg faktisk aldrig været før, mine forældre var ikke flittige kirkegængere. Og måske hang der lidt en skygge over mig den jul; min far var blevet dement og kommet på plejehjem, hvor han senere døde, og min svigerfar var blevet terminalt syg. I hvert fald syntes jeg, det var virkelig rart at sidde der i kirken, og jeg tænkte: Jeg skal tilbage igen. Så jeg meldte mig ind og er siden kommet i Vangede Kirke en seks-otte gange om året.

Indtil for halvandet år siden var jeg formand for Dansk Journalistforbund og arbejdede hele tiden. Men nu har jeg bedre tid, og både min kones og mine børn er alle sammen flyttet hjemmefra. Så nu synes jeg egentlig, jeg har overskud til at bidrage til kirkens liv, og det har jeg lyst til.

Det var virkelig rart at sidde der i kirken, og jeg tænkte: Jeg skal tilbage igen Her i Vangede har vi nogle utroligt engagerede og vidende præster, og det synes jeg, lokalsamfundet skal have endnu mere gavn af. Jeg er især optaget af at få det, der foregår uden for højmessen, endnu bredere ud, og det tænker jeg, at jeg kan bidrage til i kraft af min erfaring med journalistik og kommunikation. Her tænker jeg både på spændende debatter og arrangementer og på kirkens sociale arbejde. Vangede er det, Dan Turèll kaldte ”Gentofte

Vest”, med mange institutioner for børn og ældre og mange lejeboliger. Her er der en masse meningsfulde opgaver for kirken og lejlighed til at vise, at kirken er for alle.

Vi byggede vores egen kirke Inge Jacobsen, tidligere menighedsrådsformand i Opstandelseskirken i Albertslund.

82 år, har siddet i menighedsrådet siden 1980 og været formand siden 2007.

Da jeg begyndte i menighedsrådet, var vores kirke endnu ikke bygget. Dengang vidste jeg faktisk ikke, at der var en kirke i Alberslund.

Det var egentlig bare en sal nede på børnenes skole, men den var fint indrettet som et kirkerum med alter og døbefont og et lille orgel. Jeg begyndte at komme til kirkens arrangementer, og hurtigt blev jeg en del af kirkesalens fællesskab. Vi var en del kvinder, der mødtes med vores store børn hver tirsdag aften for at brodere og strikke til kirkens basar. Vi samlede penge ind til at købe møbler til sognegården.

Kirken betyder så meget for mig.

Jeg føler en fred og ro, som jeg ikke kan finde andre steder, så det føles lidt underligt, at jeg efter så mange år ikke længere skal have min daglige gang i kirken Påskedag i 1984 blev vores kirke indviet, og i november 1984 blev vi udskilt fra Herstedvester Sogn. Det var også en stor dag, da vi i 2007 kunne holde 25-årsjubilæum med besøg af blandt andet biskoppen.

Jeg har altid syntes, at det var en vigtig opgave for os i menighedsrådet at sørge for, at alt fungerer, at der er ordentlige vilkår at holde kirke i. Jeg har også prøvet at træde til og give en hjælpende hånd, dér hvor jeg kunne.

Jeg har lavet meget kaffe i min tid. Og også været frivillig kordegn på et tidspunkt.

Kirken betyder så meget for mig. Jeg føler en fred og ro, som jeg ikke kan finde andre steder, så det føles lidt underligt, at jeg efter så mange år ikke længere skal have min daglige gang i kirken. Hold øje med DAP’en, siger de, men nu er jeg blevet 82 år, og nu synes jeg, at der skal nye kræfter til. Jeg vil blive ved med at komme til gudstjeneste, og jeg vil også stadig synge med i det frivillige voksenkor.

STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020 7

At leve og dø på ordet Lise-Lotte Rebel så tilbage på et langt liv med kirke og teologi, da hun holdt et af sine sidste foredrag som biskop i Helsingør Stift. Det var tabet af hendes far, da hun var 16, der fik hende til at revidere sit billede af Gud, fortalte hun blandt andet. Og til at beslutte, at det var en livsopgave for hende at tale om det.

Af Malene Bjerre

D

er var ikke noget i Lise-Lotte Rebels barndomshjem, der tilsagde, at hun skulle blive hverken teolog eller biskop. Familien ejede ikke en bog og gik sjældent i kirke, ikke engang til jul. Men så skete der noget voldsomt i hendes liv, der gjorde, at hun måtte stille nogle spørgsmål om livets mening, fortæller hun. Lise-Lotte Rebel er kun fem minutter inde i sit foredrag i Hvidovre Sognehus, men der er fuldstændig tavshed blandt tilhørerne. Ingen er i tvivl om, at der er vigtige sager på programmet hos biskoppen. Hun er inviteret til at fortælle om sine 25 år som biskop, nu hvor hendes tid i embedet er ved at være forbi.

Et menneskeliv, der er helt, helt tæt på vores menneskeliv, sådan taler den kristne kirke om Gud. Og ham ville jeg gerne bøje mig for ”Min mor blev ramt af polio, da jeg var halvandet, og selvom hun kom sig så meget, at hun kunne arbejde, lige til hun gik på pension, var det min far, der tog sig af os.

Da jeg var 16 år, kom jeg på gymnasiet. Mine forældre var selv gået ud af skolen efter syvende klasse, og de havde så brændende ønsket, at deres børn måtte komme i gymnasiet. Så de var så stolte, så stolte – og så døde min far.

40 år gammel. Der havde jeg godt nok mange spørgsmål til Vorherre. Som ung er man normalt ikke så optaget af overvejelser om livets mening, men nu blev jeg standset af denne store sorg.”

Det blev Lise-Lotte Rebels vej ind i kirken. For hun opsøgte sin konfirmationspræst, der ikke gjorde et stort væsen af sig, men ved sit eksempel og i sin prædiken viste, at han selv ”levede af det ord, han forkyndte, og kunne dø på det.” Formuleringen går igen mange gange i foredra-

8 STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020

get. Der er ingen tvivl om, at forkyndelsens ord har været livsafgørende for Lise-Lotte Rebel igennem tilværelsen siden ungdommen, og at det har været magtpåliggende for hende at insistere på, at præsterne i stiftet også selv skulle kunne leve af evangeliets ord.

Sådan taler den kristne Gud Samtalerne med konfirmationspræsten ændrede hendes billede af Gud, fortæller hun tilhørerne. ”Jeg havde tænkt: Der kan ikke være en god Gud, når min elskede far skulle dø. Jeg så Gud som en streng herre, der sad fjernt i himlen og spillede tyrannisk med os mennesker og gav os snart gode, snart onde kår. Men langsomt blev jeg ført ind i, at sådan taler den kristne kirke ikke om Gud. Den taler gennem Jesus’ menneskeliv – fra krybben i Betlehem, over korset på Golgata og til den tomme grav. Et menneskeliv, der er helt, helt tæt på vores menneskeliv, sådan taler den kristne kirke om Gud. Og ham ville jeg gerne bøje mig for.”

Og det er denne tætte, nærværende Gud, som Lise-Lotte Rebel har gjort det til sin livsopgave at beskæftige sig med og tale om. Og som både præst og biskop er det sket på mange forskellige måder.

Denne eftermiddag i sognegården fortæller hun om sine forskellige præstestillinger – fra Nordvestkvarteret i Køben­havn, over Islev på Vestegnen til en stilling som præst i domkirken i Helsingør. Hun fortæller om kirkegængere, der bagefter gudstjenesten skyllede efter på Utterslev Torv og sagde: ”Der har vi jo præsten; skål og æret være hendes minde,” når hun cyklede forbi dem.

Hun beretter om de mange hundrede konfirmander, hun har været en ”skrap moster” for – med en fast og kærlig hånd, netop fordi de betød noget for hende.

Sorg og glæde Hun fremhæver en særlig begivenhedsrig uge i sit præsteliv, hvor hun mandag måtte begrave den 40-årige kirkeværge, tirsdag formiddag fik besøg af dronningen, der gerne ville se kirken, og bagefter tirsdag eftermiddag blev ringet op af forældrene til en af konfirmanderne, der fortalte, at deres 10-årige søn var blevet dræbt i en ulykke. ”Så smider man jo alt, hvad man har i hænderne, og skynder sig hen til forældrene, bare for at sidde der sammen med dem. Det er ikke nu, man skal sige noget; man skal bare give plads til deres sorg.”

Om onsdagen tog hun hen til forældrene igen for at tale om begravelsen. Fredag var det store bededag, og 76 unge skulle konfirmeres i to hold. Lørdag blev drengen begravet. Søndag valgte drengens ældre bror at blive konfirmeret. ”Det var en voldsom uge, men den giver et meget godt billede på præstens liv,” forklarer Lise-Lotte Rebel. ”Vi får lov at gå sammen med dem et stykke vej. Sommetider bliver man spurgt: Hvordan kan I holde til intensiteten, til at gå fra glæde til sorg? Det kan man kun ved at være til stede. Jeg kan ikke lægge afstand, og jeg har aldrig vænnet mig til at se sørgende mennesker. Men jeg kan sige: Jeg ser, din sorg er stor og give et kram. Det var der ingen, der gjorde, da jeg selv var 16.”

En streg i regningen

Holland og Basel i Schweiz. ”Alle de steder har vi venner og kolleger, som vi tænkte, at vi nu skulle besøge. Men så kom corona.”

Coronaepidemien har også været en streg i regningen, når det gælder hendes sidste måneder i embedet. Det årlige præstekonvent i juni måned blev aflyst. Landemodet blev droppet. Og hendes afskedsgudstjeneste midt i november blev heller ikke, som hun havde forestillet sig, siger hun.

Den store version med 1000 mennesker i Domkirken måtte tidligt opgives. Så var det meningen, at der kunne blive plads til 20 fra hvert provsti. Men i sidste ende kunne kun ganske få samles i kirken. Resten måtte se med på skærmen hjemmefra. ”Jeg ville jo gerne have haft, at der var plads til jer alle sammen, og at vi skulle synge sammen. Men sådan blev det altså ikke.”

Men nu får du vel så tid til at komme ud og holde foredrag for os, mener en af tilhørerne. Men det er biskoppen ikke så sikker på. ”Man bliver hurtigt træt af en gammel biskop,” som hun siger. Men hun bliver boende i sit hus i Helsingør, i den by hun holder så meget af.

Præst i Hvidovre Inge-Hanne Broström runder eftermiddagen af. ”Vi kommer til at savne dig,” siger hun. ”Du har så meget styr på os alle sammen. Du ved, hvad vi hedder, og hvilken kirke vi kommer fra. Det betyder meget at blive set som præst. Vi ønsker dig og Bent Flemming alt godt i fremtiden!”

Lise-Lotte Rebel fortæller om alt det, hun vil komme til at savne, når hun ikke længere er biskop. De mange samtaler med præsterne. Indvielsen af nye kirker, gudstjenestebesøg, prædikener på hospitaler og i fængsler, hvor man også har spændende oplevelser. Som dengang i Herstedvester, hvor de indsatte havde broderet en ny alterdug. En af dem, en stor muskuløs bodybuilder, kom hen og ville gerne snakke: ”Ja, lille biskop, jeg sidder her jo på grund af min tro.” ”Gør du?” svarede hun overrasket. ”Ja, jeg troede jo, den gik!”

Hele salen skiftevis griner højt og er meget stille. Efter foredraget bliver Lise-Lotte Rebel spurgt, hvad hun skal lave efter 1. februar. Biskoppen giver sig til at tale om det, hun ikke skal, i hvert fald ikke lige med det samme. En af de spændende ting i arbejdet har været de mange besøg på udenlandske universiteter sammen med hendes mand, den teologiske professor Bent Flemming Nielsen, fortæller hun. Det er blevet til besøg både i USA på Yale, Princeton og Pittsburgh i Pennsylvania, i Tyskland i Emden, Jena, Münster, i STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020 9

Peter Birch Det gælder om ikke at tro, man kan det hele selv 13. oktober blev Peter Birch valgt som biskop allerede i første runde. Den 1. februar indtager han bispesædet. Det giver hele tre en halv måned, hvor den kommende biskop kan gå rundt og se frem til alle sine nye opgaver uden rigtig at kunne komme i gang.

Og hvordan er mon det?

Fortalt til Malene Bjerre

10 STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020

I øjeblikket er tilværelsen lidt som et vaskeprogram, der kører med en høj centrifuge. Jeg har både de daglige præste- og provstesager, der skal passes. Jeg er også i fuld gang med at afvikle opgaver og skal så småt i gang med de nye. Det er en sammensat fornemmelse at se frem mod at tiltræde som biskop. Først og fremmest er det med glad forventning. Der er ingen tvivl om, at det bliver en udfordring, men dem kan jeg også godt lide. Samtidig skal jeg jo se at finde ud af, hvad jobbet egentlig indebærer.

Gennem valgkampen har jeg beskrevet, hvad jeg overordnet vil med embedet. Nu skal farverne og konturerne så til at tegne sig.

Der er helt konkrete ting at tage fat på. I næste uge skal jeg til skrædderen og have taget mål til bispekjolen.

Nogle uger senere er det bispekåben, der skal tilpasses.

Og flere medier har ringet og spurgt, om de må følge mig frem til bispevielsen. Det siger jeg selvfølgelig ja til. Jeg synes, det er en god anledning til at få medierne til at interessere sig for, hvad folkekirken og en biskop er for noget. Og jeg skal have stillet en bolig til rådighed, mens jeg venter på, at bispeboligen bliver sat i stand. Når det nu skal være sådan, passer det fint, at det ikke er lige nu, for min yngste søn går i 2. g på Aurehøj Gymnasium, og det er godt, han kan gøre det færdigt. Men jeg glæder mig meget til at komme til Helsingør og til at være tæt på både Domkirken og stiftsadministrationen.

Den lange overdragelsestid betyder, at jeg har god tid til at få lyttet til en masse mennesker. Jeg har brug for at høre, hvordan de konkrete udfordringer ser ud i stiftet lige nu. Jeg har også behov for at skabe relationer til alle de mange mennesker, jeg skal samarbejde med. For sådan ser jeg min rolle som leder. Det, kun biskoppen kan gøre, det skal jeg gøre. Andet kan andre bedre gøre – og gøre bedre. Og så er det afgørende, at jeg kan se, hvad der er behov for hvor. Ledelse er jo også at skabe rammerne for, at opgaver kan løses – og sætte nye rammer, når opgaverne forandrer sig.

I bispevielsesritualet er der en passage, jeg har bidt mærke i: Du skal tage vare på din tjeneste, ikke efter personsanseelse, men med retsind. Den er ikke med i indsættelsesritualet for præster og provster, men kun for biskopperne. Jeg forstår det som en advarsel, som man som biskop skal være særligt opmærksom på, fordi man jo er en højtstående leder, nemlig om ikke at lade magten løbe af med en og tro, man kan det hele selv. Retsindet er at huske, hvad evangeliet handler om. En tjener står ikke over sin herre, sagde Jesus. Og det har vi brug for at høre, for vi falder alle sammen let ned i en forestilling om, at det er det målbare, det fine, prestigen, der tæller. Men det er løgn, og det skal vi mindes om. Der er en anden virkelighed, en dybere sandhed, hvor ingen mennesker tæller mere end andre. Det gælder også kirkens folk, og det gælder mig.

En, der var god til at minde mig om den større sandhed, var min gamle organist i Vor Frelsers Kirke. Indimellem skulle vi begrave et menneske uden pårørende, og når han hørte det, sagde han altid: Så må vi gøre os ekstra umage. Det synes jeg, var godt sagt. For det første må vi gøre os ekstra umage for at ære det menneske, der ligger i kisten i sin ensomhed. Men vi må også gøre det for ikke at falde i den grøft, der hedder: Så er det også lige meget.

Det har igen med personsanseelsen at gøre. Det vigtige er ikke, om der er nogen, der ser det. Vi skal holde blikket rettet mod den opgave, vi skal løse, og holde fast i de værdier, vi ikke vil give slip på.

Netop i dag mødte jeg tilfældigt den ene af de præster, som jeg var i erhvervspraktik hos, da jeg gik i 8. klasse.

Før min konfirmation havde jeg aldrig forestillet mig at blive præst. Vi gik ikke i kirke i min familie, ikke engang juleaften, for min far havde en herretøjsbutik, der først lukkede kl. 12 juleaftensdag, så der var for travlt med juleforberedelserne hjemme. Men konfirmationsforberedelsen fik mig til at se tilværelsen på en helt ny måde. Og da jeg så kom i praktik hos de to præster, blev jeg klar over, at præstens arbejde både er helt lavpraktisk og samtidig en intens samtale om livet og døden, troen og håbet. Det var en sjov sløjfe at møde ham lige i dag, hvor jeg skulle tale om mine forberedelser til embedet. De har jo sådan set deres dybeste rod der.

Det er sørgeligt, at coronaepidemien lægger så mange begrænsninger netop nu. Det handler ikke om mig selv; jeg ikke skuffet på mine egne vegne. Jeg er sikker på, at bispevielsen nok skal blive overvældende alligevel, og når coronaen forhåbentlig snart lægger sig, skal der nok komme mange andre lejligheder til fest. Men jeg er ked af det på Lise-Lottes vegne. Hun havde fortjent at få en stor og samlet tak fra hele stiftet.

STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020 11

Takketale efter afskedsgudstjenesten for Lise-Lotte Rebel Foto Bjarke Ørsted

Kære alle menighedsråd, præster og ansatte i Helsingør Stift

nemt kommer til at tage overhånd. Men lad os glæde os sammen. Tak for de smukke taler!

Vi er nu kommet til et tidspunkt, som jeg ikke kan sige, at jeg har set frem til, ej heller glædet mig til – og alligevel er jeg fyldt af glæde og taknemmelighed. Da jeg for mere end 42 år siden begyndte min præstetjeneste, lå tanken om afslutningen på den tjeneste helt uden for horisonten.

Sådan blev det ved med at være. I årevis, ja i årtier. Indtil det efterhånden gik op for mig – hvor langsom kan man være til at fatte, når nu man har haft årtier til at indse det?

– Ja, det begyndte at gå op for mig, at der altså var en dato for sidste holdbarhed, en udløbsdato. Og her står vi så.

Selv om jeg fortsætter lidt endnu i embedet, så er markeringen af afslutningen i dag ikke til at komme uden om.

Der er så mange fester, gudstjenester og møder, jeg kan genkalde for mit indre blik. Kirkeindvielser, jubilæer, foredrag, ordinære gudstjenester søndag formiddag, møder med præster og menighedsråd. Ganske særligt har jeg nydt samtalen med de unge og undertiden også ældre ansøgere til embeder i stiftet. Samt ordinationsgudstjenesterne, som har været en helt særlig fest. Jeg har fået lov til at ordinere 325 nye præster til stiftet i mine 25 år.

Tankerne går også til de store landemoder med deltagere fra hele stiftet, hvor vi først mødtes i kirken til en festlig gudstjeneste og dernæst til samvær med frokost og taler.

Det var så godt at mødes med jer og lige veksle et par ord.

Tak for jeres trofasthed!

Det første og sidste, der er at sige, er et lille ord på tre bogstaver: Tak. Taknemmeligheden for den store gave, det er at få lov til at være præst, fylder. For også en biskop er en præst, blot med særlige opgaver – i en kirke, i et land, i en sammenhæng, hvor glæderne så langt overskygger alt det knap så glædelige. Taknemmeligheden for at stå i det, som reformatorerne kaldte ordets tjeneste, ministerium verbi dei på latin, det er, hvad der står tilbage. Det er også, hvad jeg gennem årene efter bedste evne har søgt at minde både yngre og ældre præster om: Glæden ved embedet, glæden ved tjenesten for det ord, vi er sat til at bære ud.

Tak til jer alle for denne fine dag. Lad os ikke synke ned i mismod på grund af alle de mange ting i tiden, der så 12 STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020

Og så har der også været alle de almindelige hverdage, som der nu engang er flest af. Dagene på kontoret, samtaler og møder med stiftspersonalet, møder med menighedsråd i så mange forskellige sammenhænge og med mange anledninger. En glæde at mødes med menighedsråd og præster om det, der giver livet tyngde og indhold.

Og jo, der har også været meningsudvekslinger, som af og til kunne komme op på den høje klinge. Men – set fra min side – altid i gensidig tillid. Og ikke mindst: Det er alt sammen tegn på liv. Hellere dampe end støve, som jeg vist har sagt et par gange.

Da en repræsentant for arbejdsmiljøet for første gang var på besøg (han skulle lære os om ansvaret for det nære arbejdsmiljø), så spurgte han forbavset: Jamen hvor er alle de 320 præster, mens han kiggede sig rundt i kontorbygningen? ”De er ude at passe deres embeder,” måtte jeg svare. Og det er jo sandt: Folkekirken lever af de nære relationer, af at der er præster, kirkefunktionærer og medlevende menighedsråd overalt. Tak for jeres tålmodige og engagerede indsats overalt, og tak for tillid og gode meningsudvekslinger.

sig over, at du som deres gamle professor kom med.

Tak til børn, svigerbørn og børnebørn som har båret over med os travle forældre og bedsteforældre.

Tak til domkirkens menighedsråd, præster og personale for al jeres hjælpsomhed og imødekommenhed. ”Hvor heldig er jeg, at jeg har noget, der gør det svært at sige farvel”.

Af hjertet tak! Pas godt på Helsingør Stift.

En særlig tak skal lyde til provsterne med domprovsten i spidsen. I står på første revle og tager noget af brændingen. Det har I trofast gjort i alle årene. Tak for jeres trofasthed og loyalitet for jeres gode humør og arbejdsglæde.

Tak til stiftamtmand Henrik Horster. Tak til departementschef Christian Dons Christensen, og til kirkeministeriet for tillidsfuldt samarbejde. Tak til kontorchef Annette og hele personalet i stiftsadministrationen.

Tak til mine kolleger, som også er blevet venner. Tak for både humor og alvor – tak at I tog rejsen hertil i dag og pyntede så gevaldigt op ved gudstjenesten.

Og en særlig tak til Bent Flemming, som har fulgt mig rundt i stiftet. Hver søndag på vej til gudstjeneste et sted i stiftet. Og samtalen på hjemvejen – ja, den skal ikke refereres her. Det er en stor rigdom at dele glæden ved gudstjenesten og teologien. Og mange præster har glædet

Tak for gaven Tak til alle jer, der har glædet mig med en hilsen i forbindelse med min afsked. Tak for så mange kærlige ord.

Tak for den smukke tanke, at stiftet har samlet ind til et bispekors til afgåede biskopper.

Korset vil blive opbevaret i stiftets boks, så den til enhver tid afgåede biskop kan låne det og bære det ved officielle lejligheder. Jeg vil bære det med ydmyghed og taknemmelighed i min tid.

Af hjertet tak!

Lise-Lotte Rebel STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020 13

Et kors at bære på NÅR EN BISKOP GÅR PÅ PENSION, skal bispekorset overgives til den nye biskop i embedet. Og derfor besluttede menighedsråd, provstiudvalg og de to distriktsforeninger i Helsingør Stift sig for at forære Lise-Lotte Rebel et nyt kors i afskedsgave. ”Vi har besluttet, at du også fremover skal have dit kors at bære på,” sagde Ove Kollerup, provst i Glostrup, i forbindelse med overrækkelsen til Lise-Lotte Rebel efter afskedsgudstjenesten. ”Så kan du blive ved med at inspirere os med korsets tyngde.”

Korset er en gave – men alligevel kun til låns. Det skyldes, at der er regler for, hvor meget man som offentligt ansat må modtage, forklarer stiftskontorchef Annette Nordenbæk. ”Desuden ville det i så fald blive en meget dyr gave for Lise-Lotte at modtage, for hun ville skulle betale skat af beløbet.”

Et par ekstra grå hår Det er guldsmed Camilla Urban fra Helsingør, der har lavet korset. Det er hun meget beæret over, at hun fik lov til, fortæller hun. Men først skulle hun lige klø sig selv lidt

14 STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020

i nakken. ”Designet var en ret bundet opgave.

Et kors er jo et kors, og det her skulle have de samme dimensioner som bispekorset, cirka 8 x 5,5 cm. Men normalt laver jeg mindre ting, så jeg skulle tænke lidt over det tekniske.”

Selve korset har en mat overflade, mens kæden til gengæld er blank. Og korset er hult, for ellers ville det blive for tungt, forklarer hun. ”Det består af en forplade og en bagplade, der er loddet sammen med en firkantet tråd og så en øsken oppe foroven.”

Og det skulle gå stærkt. Camilla Urban fik bare en uge til at lave det og måtte sætte alt andet til side imens. ”Jeg tror da nok lige, jeg fik et par ekstra grå hår i den uge,” siger hun. ”Men dagen før afskedsgudstjenesten kunne jeg ringe til stiftsadministrationen og sige, at jeg var færdig.”

På dagen satte hun sig så foran computeren og fulgte overrækkelsen af gaven via streaming på stiftets Facebook­­­ side. ”Jeg må sige, jeg er lidt stolt: At lave et kors til Danmarks første kvindelige biskop, det er alligevel noget.”

Lad os synge lyset frem Af biskop Lise-Lotte Rebel Vi er på vej mod jul. Året 2020 gik helt anderledes, end vi havde håbet. Ja, det gik anderledes end alle de år, vi kan huske – om vi er unge eller gamle. Det var året, hvor vi blev konfronteret med nogle ord, som var nye for de fleste: pandemi, Covid-19, mundbind og værnemidler.

For nu blot at nævne et par stykker. Det snart forgangne år blev et år med begrænsninger, med tab, med hunger efter fællesskab og menneskeligt nærvær. Kirken blev hårdt ramt. Det gik op for os, hvis ikke vi vidste det i forvejen, at kirken betyder, at vi forsamles. Ja, vi er selv kirke, når vi mødes om Ordet, nadveren, dåben, bønnen og lovsangen. Men netop her, i kirkens hjerteslag, blev vi ramt. Derfor håber vi da også så meget desto stærkere, at vi i denne jul får lov til at mærke noget af det, vi så hårdt længes efter: et vendepunkt, et håb, et lys til at kyse mørket bort.

Dagligt glædes jeg ved at se og høre om de mange tiltag, den store kreativitet og forventning, som udfoldes rundt omkring i hele stiftet for at det må blive jul – trods alt! En jul, hvor vi mødes, om end det er med begrænsninger, en jul, hvor glæden får lov at fæstne sig i hjerter og sind.

Julen er om noget salmernes tid. Ingen af os kunne forestille os en jul uden de gamle danske salmer. Om barnet født i Bethlehem, om julefesten, som kimes ind, og om den jord, som – på trods af al modsigelse – er dejlig.

Kvaliteten ligger her i gentagelsen, det genkendelige. Det er de salmer, som vi har sunget med på og hørt, fra vi selv sad på mors eller fars arm, mens de gik syngende rundt om træet: Dans lille barn på moders skød, en dejlig dag er oprunden. Julens store glæde, den særlige varme, det særlige lys i mørket, budskabet om Frelserens fødsel og englenes sang – det er alt sammen knyttet til gentagelsen af bestemte rytmer, bestemte traditioner. Herunder ikke mindst de gentagne gamle julesalmer. Ja, efterhånden som årene går, så er det måske mere end alt andet det, som julefesten handler om. Den handler om salmerne.

Hvert år kan jeg glæde mig til at synge mig igennem julens salmer, som fint placerer sig som perler på en snor og passer til juleaften, julemorgen, Sct. Stefansdag, julesøndag, nytårsdag og helligtrekonger.

I et tilbageblik på de efterhånden mange gange, jeg har fået lov til at fejre jul, melder der sig en særlig eftertanke.

Tanken om en jul, der var tung, om en jul, hvor et personligt tab af en nærtstående kom til at sætte sit mærke på julen på en særlig måde. En sorgens og savnets jul.

Men det viste sig alligevel på forunderlig vis, at julesalmerne og evangeliets ord var i stand til at løfte os midt i

sorgen. Det blev jul alligevel. På trods.

Kvaliteten i den danske salmeskat viser sig deri, at den midt i lovprisningerne af julens glæde også artikulerer det svære, det smertelige og sorgen. Havde den ikke gjort det, så havde det ikke løftet sig over de kommercielle lykkeprofeters budskab i tilbudsaviserne.

Hvilken dyb indsigt ligger der ikke i Grundtvigs dejlige julesalme: Velkommen igen, Guds engle små?

Her hedder det i sidste vers: O, måtte vi kun den glæde se, før vore øjne lukkes!

Da skal, som en barnemoders ve, vor smerte sødt bortvugges.

Vor Fader i Himlen! Lad det ske, Lad julesorgen slukkes! (DDS 99, 8) Julen har sine egne rum for sorg og smerte. Julen åbner for disse rum, sætter ord på, ja, julen lader os gennemleve og gennemsynge dem. Da kommer vi ganske tæt på den sorg, som intet menneske slipper for, i savnet af dem vi må undvære, i minderne, i de bristede forhåbninger. Men julen lader det ikke blive stående derved. Julen rummer også den bøn, som Grundtvig på sin egen uforlignelige måde udtrykker – bønnen om at julesorgen må slukkes.

At vore smerter og vor sorg må gribes og vendes til nyt håb, ny glæde og forventning. Når det sker, når ”smerten bortvugges”, så er det, fordi han, som julen handler om, vor Herre Jesus Kristus, selv kommer til os.

Først da er det jul.

Med disse ord vil jeg ønske alle hjem i Helsingør Stift glædelig jul. Tak til menighedsråd, præster og ansatte for tillidsfuldt samarbejde, for trofasthed og gode samtaler på vejen sammen.

Glædelig julefest i hjem og kirke og et velsignet nytår i det Herrens år 2021.

Lise-Lotte Rebel STIFTSMAGASINET // NUMMER 3 • 2020 15

Id nr: 46898

Kærlig opmærksomhed. Det er pointen i den legestue, som Farum Kirke har taget initiativ til og udviklet sammen med kommunen.

Stiftsinitiativprisen 2020 Farum Kirke har i samarbejde med kommunen taget initiativ til en legestue i Farum Midtpunkt Af Malene Bjerre ”Der var mange relevante projekter, der var indstillet til Initiativprisen 2020, men vi var enige om, at den skulle gå til Farum Sogn for jeres legestue. For det tætte samarbejde, I har haft med kommunen, er virkelig noget, andre sogne kan lade sig inspirere af.”

Sådan lød begrundelsen for, at det netop blev Farum Sogn, der i år skulle modtage Stiftsrådets Initiativpris. Biskop Lise-Lotte Rebel og formand for Stiftsrådet Søren Ødum mødte personligt op i Farum for at overrække hæderen.

Og det var en glad Doris Pihl Linkenkær, der tog imod rosen og prisen på 10.000 kroner. Hun er kirke- og kulturmedarbejder i Farum Kirke, og det er hende, der har fået ideen til legestuen. ”Det er faktisk en lille hemmelighed, men i alle de ni år, jeg har arbejdet her i kirken, har jeg gerne villet lave noget i Farum Midtpunkt. Jeg synes, det er vigtigt, at vi kommer ud af kirken og møder de mennesker, der ikke af sig selv finder vej til os,” siger Doris Pihl Linkenkær. ”Det er lettere for både kirkefremmede og folk med anden religiøs baggrund at møde op i et kulturhus end i kirkens lokaler.

Brugerne har også været inddraget lige fra begyndelsen. Som kirke- og kulturmedarbejder står ­Doris Pihl Linkenkær også for babyrytmik og salmesang, og sammen med en gruppe forældre herfra lavede hun en lille arbejdsgruppe. ”Vi mødtes med børn og det hele, og mens børnene legede på gulvet, lavede vi voksne en projektbeskrivelse. Sommetider tror man jo, man ved, hvad folk gerne vil have, men glemmer at spørge dem.”

HELSINGØR STIFT VOR FRUE KLOSTER // HESTEMØLLESTRÆDE 3A // 3000 HELSINGØR

T: 4921 3500 ////E:NUMMER KMHEL@KM.DK // W: HELSINGØRSTIFT.DK 16 STIFTSMAGASINET 3 • 2020