STIFTS MAGASINET Helsingør Stift // April 2019
4 // Hvem er stiftsøvrigheden?
5 // Få en byggekonsulent ud
Velkommen (tilbage) til folkekirken 8 // Stort tema om velkomst af nye medlemmer STIFTSMAGASINET // MAJ 1
HILSNER OG HÅNDKLÆDER SARAH THORNGREEN AUKEN, REDAKTØR
I
det oldnordiske visdomsdigt Havamál (”Den højes tale”) forklares det, hvordan gæsten skal modtages af den gode vært med ”Hilsner og Håndklæde”. Tanken er, at den, der har rejst igennem det hårde landskab og er nået frem til en venlig vært, skal bydes velkommen ikke bare med en venlig hilsen, men også med omsorgen for det, gæsten mangler. Det kan være håndklædet, så man kan blive tør efter rejsen i uvejr, eller det kan være noget andet, der giver den hjælpende en hånd til, at man kan komme ind og komme i gang på den rigtige måde. Håndklædet er også blevet en del af kirkens velkomsthilsen, skønt en meget diskret en. Det er altid klar lige efter dåben, for når man er blevet budt velkommen i kirken, får man vådt hår, ikke fordi dåben er et uvejr, men fordi den er et bad, et ganske lille bad, men symbolsk stort. Og i hvert fald stort nok til, at man da skal have håret tørret bagefter.
At blive budt velkommen er så afgørende for os. Hvem husker ikke den første skoledag? De store elever stod og vajede med flag, og der var malet blomsterranker med farvekridt på tavlen. Mine klassekammerater og jeg følte os set og modtaget. Vi vidste, at det var en dag af stor betydning. Temaet for dette stiftsmagasin er netop velkomsten til folkekirken. Det handler om at være imødekommende på tærsklen til kirken, om at tage imod, at være velkommende og at være lyttende over for den, der er på vej ind. På forårets teologiske salon fortalte sognepræst i Apostelkirken i København Niels Nymann Eriksen om, hvordan nye danskere bliver medinddraget i gudstjenestens arbejde. I Lyngby Kirke blev et ægtepar mødt med kaffe og småkager af kirketjeneren. Og i Høsterkøb Kirke blev et medlem inviteret tilbage ind i gudstjenestens fællesskab. Det behøver ikke være så svært. Nogle gange er det bare et blik eller et enkelt ord, der gør en afgørende forskel. Så hvordan møder I de voksne nye medlemmer? Har I en plan i jeres kirke for, hvordan I byder velkommen, har I håndklæder nok og flagene klar? God læselyst og velkommen!
NYT NUMMER AF FOLK&KIRKE HANDLER OM KONTROL DET NYE NUMMER af folk&kirke udkom før påske, og det handler om kontrol. 1900-tallet har været en historie om fremgang, en udvikling mod større sikkerhed på alle livets områder. Mod kontrol. Og hvad så med alt det, vi aldrig kan blive herre over? Fx døden, sygdom, ulykker og andres menneskers kærlighed og respekt. Dette nummer af folk&kirke har kastet sig over den svære opgave at undersøge, hvor grænsen for kontrol går. Hvornår skal vi kæmpe for at ændre noget, og hvornår skal vi acceptere det som et livsvilkår? Hvad sker der, når vi ikke finder balancen, og kan vi som moderne mennesker få hjælp til at finde den? Måske fra kirken?
og håber, at I vil hjælpe os med at få dem ud til denne målgruppe: • Tilbyd magasinet i forbindelse med samtaler, hvor præsten finder det relevant. • Læg et eksemplar hos frisøren eller i venteværelset hos lægen. • Læg flere eksemplarer i forsamlingshuset eller pizzeriaet. • Brug magasinet som inspiration til foredrag eller studiekredse om kontrol.
Folk&kirke henvender sig til danskere, der ikke kommer så ofte i kirken. Vi har sendt magasiner ud til alle sogne
Flere eksemplarer kan få ved henvendelse til stiftsadministrationen. Følg også Facebooksiden folk&kirke.
2 STIFTSMAGASINET // APRIL
INDHOLD Leder: Hilsner og Håndklæder........................................ 2 RUNDT I KIRKEN Stiftsøvrighed før og nu.................................................... 4 Konsulentrunde i byggesager.......................................... 5 Nye præster i Helsingør Stift............................................ 5 MØD ET MENINGHEDSRÅDSMEDLEM Niels Henrik Kromann, Vangede..................................... 6 Helle Merete Neumann, Villingerød................................ 7 TEMA Undersøgelse af velkomst for de nye medlemmer.......... 8 Fem gode råd.................................................................... 10 Kirketjeneren byder på kaffe........................................... 11 Den genindmeldte fandt troen......................................... 12
MØD ET MENINGHEDSRÅDSMEDLEM
8
7
TEMA: VELKOMMEN I FOLKEKIRKEN
Salon på Rungstedlund: Gæsten er Guds engel.............. 13 EVENTS OG KURSUSOVERSIGT • Obligatorisk introkursus for alle nyansatte................ 14 • Konfirmand-event: Mødet med Jesus........................ 14 • Helsingør Stiftskonvent: Gudstjenesten til debat...... 14 BISKOPPENS KLUMME Udfrielse............................................................................ 15 BAGSIDEN Præster hjælper med gymnasieopgaver.......................... 16
GÆSTEN ER GUDS ENGEL
13
Stiftsmagasinet for Helsingør Stift udkommer i april, august og december // Deadline på indhold: 1. marts (april), 1. juni (august) og 1. november (december) // Debatindlæg kan indsendes til redaktøren: Sarah Thorngreen Auken, stau@km.dk // Kalenderstof trykkes, hvis det er relevant for hele stiftet // Kulturstof modtages gerne samt invitationer til at dække særlige begivenheder // Redaktionsudvalg: Ove Kollerup (Landemode), Jannik Theilgaard (Stiftsrådet), Grete Bøje (Landemode), Rebecca Rudd, Sarah Thorngreen Auken (redaktør og mediekonsulent), Malene Bjerre (journalist og mediekonsulent), Søren Ødum Nielsen (Stiftsrådet) og Lise-Lotte Rebel (biskop) // Forsidefoto og tema: Anna Holte // Fotos: Helsingør Stift // Korrektur: Rasmus Jensen // Grafisk tilrettelæggelse: D-Grafisk, David Lund Nielsen // Tryk: PRinfoTrekroner A/S
STIFTSMAGASINET // APRIL 3
R U N D T I K IR K EN
STIFTSØVRIGHEDEN FØR OG NU STIFTSØVRIGHEDEN BLIVER NU ÆNDRET! MANGE VIL SIKKERT FINDE DET OVERRASKENDE, AT DER OVERHOVEDET FINDES EN STIFTSØVRIGHED. Af forhenværende stiftamtmand Torben Sørensen til kirkeordinansen af 1537. Eksempelvis Danske Lov fra 1683 omtaler stiftsbefalingsmanden og superintendenten – den tids betegnelser for stiftamtmanden og biskoppen. I praksis var stiftsbefalingsmanden efter enevældens indførelse identisk med amtmanden, før da den kongelige lensmand. Betegnelsen stiftsøvrigheden blev indført i 1793. Ved kommunalreformen i 1970 blev 10 af de 14 amtmænd stiftamtmand i hver et stift. Med amternes nedlæggelse og indførelsen af fem regionale statsforvaltninger i 2007 fik hver direktør som stiftamtmand to stifter. Da de fem statsforvaltninger i 2013 blev til én landsdækkende myndighed – Statsforvaltningen, blev opgaven henlagt til direktøren og den øvrige direktion. Dermed var den lokale tilknytning brudt. Pr. 1. april 2019 omdannes Statsforvaltningen til Familieretshuset. I den forbindelse overgår ansvaret for stiftamtmandsopgaven til direktøren i Ankestyrelsen. Ny stiftamtmand i Helsingør Stift bliver ankechef Henrik Horster.
Forhenværende stiftamtmand Torben Sørensen
STIFTSØVRIGHEDEN ER EN MYNDIGHED inden for folkekirken. Den findes i hvert stift og består af biskoppen og stiftamtmanden i forening. De to personer skal i fællesskab udøve de beføjelser, som lovgivningen henlægger til stiftsøvrigheden. I praksis udføres langt det meste af arbejdet af stiftskontorchefen og stiftskontorets medarbejdere på stiftsøvrighedens vegne. Biskoppen har hjemme på stiftskontoret, mens stiftamtmanden er den udefra kommende statslige repræsentant – for tiden direktøren eller en vicedirektør i Statsforvaltningen. Allerede fra reformationen – og tidligere – har man fra statens, dvs. kongens side ønsket at tage del i kirkens styre. Deltagelse af verdslige øvrighedspersoner går tilbage
4 STIFTSMAGASINET // APRIL
Tilsvarende omskiftelige har stiftamtmandens og stiftsøvrighedens konkrete opgaver været. Tidligt var stiftamtmanden f.eks. i egen ret ansættelsesmyndighed for præster, men i vore dage har stiftamtmanden modsat biskoppen stort set ingen selvstændige ansvarsområder – kun som del af stiftsøvrigheden. Her lå tidligere bl.a. en stor økonomisk forvaltning i form af kirkers og præsteembeders kapitaler samt stiftets andel af fællesfonden og den overordnede ledelse af stiftskontoret. Nu rummer stiftsøvrigheden alene det juridiske tilsyn med menighedsråd og provstiudvalg, godkendelse af ændringer af kirkebygninger over 100 år, plansager samt deltagelse i det årlige landemode, hvor biskoppen og stiftamtmanden ved gudstjenesten anfører processionen af provster og præster – et synligt udtryk for statens engagement i folkekirken.
R U N D T I K IR K EN
KONSULENTRUNDE I BYGGESAGER FÅ RÅD OG VEJLEDNING TIDLIGT I PROCESSEN MED EN BYGGESAG – DET ER GRATIS.
Stiftsadministrationen, konsulenter, provst og orgeludvalg mødes for at få styr på, hvordan det nye orgel i Lyngby Kirke skal se ud. (Foto: Malene Bjerre)
TO GANGE OM ÅRET afholder Helsingør Stift konsulentrunder i byggesager, hvor stiftsadministrationen og de relevante konsulenter kommer ud til sognene for at drøfte sager vedrørende renovering af kirken.
Stiftsadministrationen skriver referat af mødet, som maks. varer 45 minutter pr. sag – referatet sendes bagefter til menighedsråd og provstiudvalg. Læs mere på stiftets hjemmeside om, hvordan I får besøg.
Konsulentrunderne er tænkt som en hjælp til at få projektet forventningsafstemt i forhold til konsulenterne og derved at minimere antallet af projekter, som sendes retur til menighedsrådet efter forelæggelse hos konsulenterne. Møder vil derfor egne sig bedst til projekter på et tidligt stadie, hvor menighedsrådet f.eks. er i tvivl om, hvilken idé der skal blive til et projekt, eller om hvilken retning der skal arbejdes videre i osv. Der er tale om meget indledende drøftelser. Det er ikke et krav, at et renoveringsprojekt ved en kirke skal have været forelagt på konsulentrunden, før projektforslaget kan sendes til stiftsøvrigheden til godkendelse. Konsulentrunden er udelukkende et tilbud til menighedsrådene. Konsulenternes udtalelser på mødet er alene af vejledende karakter, og konsulenterne fraskriver sig ikke retten til på et senere tidspunkt i godkendelsesfasen at komme med andre bemærkninger/betingelser/rettelser til projektforslaget. Konsulenterne godkender aldrig et projekt på en konsulentrunde.
NYE PRÆSTEANSÆTTELSER • Marianne Nicolaisen Kristensen, Herstedvester • Jakob From Søvndal, Buddinge • Kim Eluf Fischer Nielsen, Nørre Herlev – Uvelse • Mathias Harding, Blovstrød • Elias Engberg la Cour, Glostrup • Martin Ravn, Kokkedal • Adam Garff, Gentofte • Johanna Røjkjær Daugaard, Rønnevang • Rune Reimer Christensen, Vedbæk STIFTSMAGASINET // APRIL 5
MØD ET MENINGHEDSRÅDSMEDLEM
Påsken rummer hele den kristne fortælling Et mini-portræt, fortalt til Jakob Zeuthen.
Navn: Niels Henrik Kromann. Medlem af menighedsrådet i Vangede sogn siden 2012.
Niels Henrik Kromann er advokat. Her sidder han ved indgangen til Vangede Kirke.
Hvad fik dig i menighedsrådet? En stor interesse for kirken og ikke mindst dens rolle og funktion i hverdagen. Jeg er født i en grundtvigsk familie og må i dag betragte mig som „sprunget ud“, da jeg finder folkekirken mere rummelig end valgmenighedstraditionen. Ikke mindst sætter jeg stor pris på dens mere indfølende liturgi; men Grundtvig er stadig med i min åndelige bagage.
Hvilken én af kirkens aktiviteter synes du bedst om? Påskens gudstjenester. Jeg bestræber mig på at deltage i alle gudstjenesterne for denne højtid, der på særlig vis rummer hele den kristne fortælling. Ellers bliver det en skøn blanding af det hele, kirkens deltagelse i Vangede festivalen i september, samt den store, årlige kirke-bazar i november, hvor jeg sælger bøger, rigtig mange bøger!
Hvad er det bedste ved menighedsrådsarbejdet? Samarbejdet og samværet med nogle engagerede mennesker i alle aldre – og med meget forskellig baggrund. Hvad er det værste ved menighedsrådsarbejdet? Jeg kan ikke komme på noget, som jeg vil beskrive som „værst“ i relation til rådsarbejdet. Vil du anbefale venner at komme med i rådet? Ja, men kun hvis man har en interesse for folkekirken, dens arbejde og rolle og interesse for administrative forhold. Hvad har overrasket dig mest ved arbejdet i menighedsrådet? Det var noget helt særligt at være med til ansættelsen af vores to nye præster i kirken. Hele arbejdet op til, udvælgelsesproceduren og deltagelse i de forskellige kandidaters prøvegudstjenester og efterfølgende interviews var en god oplevelse. Hvad betyder arbejdet i menighedsrådet for dig personligt? I dagligdagen tænker jeg ikke så meget over arbejdet, da de egentlige rådsmøder er få i løbet af et år. Til gengæld giver arbejdet en indre glæde ved tanken om, at man er en del af et stort og varieret fællesskab
6 STIFTSMAGASINET // APRIL
Er du mest interesseret i det kirkelige eller det folkelige i menighedsrådsarbejdet? Jeg er interesseret i „hele pakken“. I praksis bliver det dog mest det folkelige, jeg beskæftiger sig med, da rådsarbejdet jo er meget rettet mod administrative forhold. Din yndlingssang/yndlingssalme? Hvis jeg skal pege på nogle enkelte sange må det blive „Sol er oppe“ (Mallings melodi) og „Den danske sang er en ung blond pige“ og samtlige Ingemanns morgensalmer, med „Nu titte til hinanden“ i spidsen. Hvor finder man kærlighed, kristendom og en fælles samhørighed med Altet beskrevet smukkere? Hvad læser du. Din yndlingsbog? Jeg læser primært faglitteratur om europæisk historie. Skønlitterært må jeg fremhæve Thomas Manns „Trolddomsbjerget“, som en af mine helt store favoritter, som jeg vel har læst fire gange nu.
MØD ET MENINGHEDSRÅDSMEDLEM
„Det er meningsfuldt når tro udmønter sig i aktiv handling“ Et mini-portræt, fortalt til Jakob Zeuthen.
Navn: Helle Merete Neumann. Medlem af menighedsrådet i Villingerød sogn (Dronningmølle) de to seneste perioder. Hvad fik dig i menighedsrådet? Det er lidt af en tradition i familien. Min mand er her fra egnen, og flere i familien har været med, så det var ikke fremmed for mig. Det begyndte med, at vi kom til gudstjenester i kirken. Jeg forventer, at mine tre børn også jævnligt kommer i kirken, og hurtigt lærte vi menigheden at kende. Det var så inkluderende, at jeg sagde ja-tak til rådet med det samme. Hvad er det bedste ved menighedsrådsarbejdet? At være med til at skabe og styrke fællesskaberne ved kirken og gøre en forskel i lokalsamfundet, være med til at gøre dørtærsklen til kirken lavere. Jeg er lærer. Jeg kan godt lide at være med til at påvirke andre i en positiv retning. Hvad er det værste ved menighedsrådsarbejdet? Langsommelighed. Af og til er der en meget lang beslutningsproces med mange formaliteter og grundige drøftelser, især hvis udensogns kirkelige myndigheder er ind over. Vil du anbefale andre at komme med i menighedsrådet? Ja, frivilligt arbejde bærer lønnen i sig selv. Det er årsagen til, at jeg er glad for at blive ved. Hvad har overrasket dig mest ved arbejdet i menighedsrådet? Folkekirkens tunge „apparat“, og på positiv-siden muligheden for indflydelse, det store ansvar, blandt andet at være medansvarlig for et godt arbejdsmiljø for de ansatte.
Helle Merete Neumann ved spisebordet med sønnen Arthur på skødet. Manden Jesper laver stegt flæsk med persillesovs i baggrunden.
Hvad betyder arbejdet i menighedsrådet for dig personligt? Igen: at være en del af et kirkeligt fællesskab, den lokale inklusion, hvor det for mig er meningsfyldt, når tro udmønter sig i aktiv handling, at leve de kristne dyder. Jeg læste for ikke så længe siden en artikel i Kristeligt Dagblad med overskriften „Ens gerninger måles i hvordan de tjener din næste.“ Overskriften hænger på køleskabet. Hvilken af kirkens aktiviteter synes du bedst om? Søndagsgudstjenesten; men også det vi kalder „Kreakirke“ med familier og pilgrimsvandringer. Vi vandrer sammen med folk fra frikirken „Mosteriet“ i Græsted og med folk fra Esrum Kloster (Esrum Peregrinus). Og så har jeg gået på Caminoen. Er du mest interesseret i det kirkelige eller folkelige i menighedsrådsarbejdet? Jeg nægter at vælge. Jeg kan ikke vælge. Din yndlingssalme? „Uberørt af byens travlhed“ af Lars Busk Sørensen. Vi synger den af og til i kirken, og vi sang den til vores bryllup. Jeg elsker den salme. Hvad læser du. Din yndlingsbog? „Spis, bed, elsk“ af Elisabeth Gilbert. En klassisk selvbiografisk, en varm og underholdende rejseskildring, hvor forfatteren både finder sig selv og evnen til at glædes ved livet. Men med mand og tre børn bliver der ikke megen tid til at læse. Lige nu læser jeg Pippi Langstrømpe for børnene.
STIFTSMAGASINET // APRIL 7
T EM A
Velkommen
I FOLKEKIRKEN
En undersøgelse fra Helsingør Stift giver bud på, hvordan sognene kan blive bedre til at tage imod nye medlemmer. Tekst: Malene Bjerre // Foto: Anna Holte
D
ukker der af og til nye mennesker op på kirkebænkene hos jer? Og taler I så med dem? Ved I, hvad de hedder, og inviterer I dem med til kirkekaffe? Spørger I dem, hvad de kommer for? Eller med andre ord: Hvor gode er I til at byde nye medlemmer velkommen i folkekirken? Faldende medlemstal er kun en del af sandheden om folkekirken. I løbet af en periode over ti år har 27.000 voksne danskere aktivt meldt sig ind – og både i absolutte tal og i forhold til befolkningens størrelse er de fleste indmeldelser sket i Helsingør Stift.
Så noget gør vi altså rigtigt, sagde to konsulenter i Helsingør Stift, Pernille Nærvig Petersen og Marianne Fischer, til hinanden. Sammen med udviklingskonsulent Berit Weigand Berg fra Kirkefondet besluttede de at undersøge, hvad der får folk til at melde sig ind i folkekirken, og hvordan man sikrer, at de føler sig godt modtaget og har lyst til at blive. Med hjælp fra en række præster fra stiftet har de gennemført interviews med nye medlemmer og identificeret seks forskellige bevæggrunde for at melde sig ind: 1. Gudsforholdet: Man har en religiøs oplevelse af tro, tryghed, velsignelse og ro f.eks. i kirkerummet. 2. Fællesskabet: Man bruger allerede kirkens tilbud og vil derfor gerne understøtte kirken. 8 STIFTSMAGASINET // APRIL
3. Død og begravelse: Man oplever kirken som det rigtige sted at få afsluttet sit liv. 4. „Genoprettelse“: Man altid har sympatiseret grundlæggende med folkekirken, men har udmeldt sig i protest mod sager om f.eks. kirkeasyl, politiske prædikener, overforbrug af midler. 5. Relationen til familien: Familien kommer i folkekirken, eller man ønsker en begravelse fra kirken af hensyn til familien. 6. Identitetsmarkør: Man ser sig selv som del af nationalt-kulturelt fællesskab. „Det er ikke så mærkeligt, at folk har forskellige grunde til at melde sig ind,“ siger Marianne Fischer. „Men det er vigtigt at vide for at kunne tale ordentligt med de nye medlemmer om deres forventninger. Nogle vil gerne inviteres ind i fællesskabet, komme til kirkekaffe og være med i Herrehjørnet. Andre vil gerne sidde for sig selv til højmessen og gå hjem igen bagefter, og nogle vil måske ingen af delene. Men hvordan skal vi vide det, hvis vi ikke spørger dem?“ Marianne Fischer har selv gennemført nogle af samtalerne med de nye medlemmer, og hun har været overrasket over den positive oplevelse. „Det er tydeligt, at dem, vi har talt med, er glade for, at vi interesserer os for dem. Det står helt klart for mig, at vi ikke skal have berøringsangst. Man træder aldrig ind over folks grænser ved respektfuldt at spørge dem om, hvorfor de har lyst til at være medlem hos os.“
Det er tydeligt, at dem, vi har talt med, er glade for, at vi interesserer os for dem. Det stür helt klart for mig, at vi ikke skal have berøringsangst. Marianne Fischer
STIFTSMAGASINET // APRIL 9
Fem
gode råd til modtagelsen af nye medlemmer
1. Send en velkomstfolder om, hvilke aktiviteter der er i sognet. 2. Lav en „tilmeldingsblanket“, hvor man kan krydse af, hvilke informationer man gerne vil have. 3. Ring dem op efter nogle måneder. Spørg, om de vil fortælle, hvorfor de har meldt sig ind, og om I kan gøre noget for dem. 4. Tag godt imod dem, hvis de kommer i kirken. Smil, sig velkommen, inviter til kirkekaffe. 5. Husk, at alle i sognet kan være den person, der får en ny til at føle sig velkommen, ikke kun præsten eller kirketjeneren. Aftal, hvem der har hvilke opgaver overfor de nye.
Citater fra nye medlemmer om deres bevæggrunde Sognediakonen greb fat i mig, og jeg blev frivillig i kaffestuen, og så er jeg blevet hængende siden.
Jeg vil gerne være en del af et større fællesskab. Også fordi der er en påvirkning fra de fremmede religioner.
Ja, det er jo på grund af begravelsen, jeg vil meldes ind. Det skal være en fra folkekirken og ikke en fra Ateistisk Samfund, som skal stå for begravelsen.
En mand henviser til et citat af Leo Tolstoj, hvori han erfarer, at frelsen er noget, der bliver skænket en af Gud: Det var noget, der gav mig en stor lettelse, for det var blevet utroligt stressende for mig, at jeg på en eller anden måde skulle gøre mig god nok til at modtage de her sakramenter. Da jeg læste det her, var det en lettelse for mig ligesom at gå tilbage til den kristne tro.
Jeg har følt mig udenfor, men har deltaget i begravelser, bryllupper mv. med en lidt dårlig samvittighed: Jeg tror, men er alligevel ikke med. Min nuværende kone pressede også på, for at jeg skulle melde mig ind. Både fordi hun kan lide kirken, men også fordi hun gerne vil have, at jeg kan blive begravet i kirken.
Hvordan er undersøgelsen lavet? • Undersøgelsen bygger på 12 interviews, som syv præster har foretaget med voksne, der enten har genindmeldt eller nyindmeldt sig i folkekirken inden for de seneste par år. • Interviewene fordeler sig sådan i stiftet: Brøndbyøster, Hundested, Albertslund Syd, Lyngby, Nørre Herlev, Ishøj og Rødovre. Der er altså en vid geografisk spredning. • Otte mænd og fire kvinder blev interviewet. En konverterede fra islam, to kom fra andre
10 STIFTSMAGASINET // APRIL
kirkesamfund, en blev døbt ved drop in-dåb, og otte meldte sig ind efter at have været udmeldt i en årrække. • Ud fra samtalerne har Pernille Nærvig Petersen og Marianne Fischer sammen med udviklingskonsulent Berit Weigand Berg fra Kirkefondet identificeret seks forskellige typer af bevæggrunde for at melde sig ind. • De har også fundet frem til gode procedurer, der sikrer, at nye medlemmer føler sig godt taget imod.
Som at være værtinde til en fest
Mette Gorm Frederiksen fra Lyngby Kirke kan godt lide rollen som den, der sørger for, at alle har det godt i kirken. Fortalt til Malene Bjerre
„Kan man blive gift i en kirke, hvis man ikke er medlem?“ Et yngre par går rundt i Lyngby Kirke og ser på rummet, mens kirketjener Mette Gorm Frederiksen er ved at gøre rent. Hun går hen og siger hej til parret, der fortæller, at de skal giftes. De kan godt lide kirken, men kvinden er ikke medlem af folkekirken, så hun er lidt i tvivl, om det overhovedet kan lade sig gøre. „Det kan man godt, I skal bare kontakte præsten,“ svarer Mette og viser dem rundt, mens hun fortæller lidt om kirken. Hun kan mærke, at de kan lide at være der, og spørger, om de ikke har lyst til at få en kop kaffe. Det vil de gerne, og hun henter to kopper kaffe og et par småkager. „I skal bare blive, så længe I har lyst,“ siger hun, og så sidder de der under orgelpulpituret og ser ud over kirken, mens de drikker deres kaffe. Et par dage senere kommer parret tilbage: „Hvor er det godt, du er her,“ siger de, da de får øje på hende. „Vi ville bare sige tak for sidst, det var så dejligt.“ Det betød meget for dem at mærke, at kirken var åben for alle, fortæller de. Nu har de har talt med præsten og skal giftes i kirken, og senere bliver kvinden døbt. I dag er de faste brugere af højmessen i Lyngby Kirke.
Det åbne ansigt udadtil Mette Gorm Frederiksen er glad for, at hun kan være den, der kan åbne for et medlemskab til kirken, også selvom parret faktisk kom for noget andet.
varm stemning og møder folk med det, de nu har brug for. Det her smilende par ville tydeligvis gerne snakke. Andre gange sidder der måske en og græder på bænken. Så går jeg hen og siger: ’Jeg kan godt se, du er ked af det. Du skal bare kalde på mig, hvis du har brug for det,’ og så trækker jeg mig tilbage.“ Det gælder også, når der dukker nye ansigter op til højmessen. „Jeg tager det i små skridt. Første gang siger jeg ’På gensyn,’ når de afleverer salmebogen. Efter et par gange spørger jeg, om de vil med til kirkekaffe, og så sætter jeg mig sammen med dem, så de ikke skal sidde alene. Jeg sørger også for at introducere dem til nogle af de faste kirkegængere. Og så på et tidspunkt nævner jeg måske, at vi jo har noget, der hedder Spisevenner i sognet, eller spørger om vedkommende kan strikke, for så har vi en strikkeklub. Det er lidt som at være værtinde til en fest; man skal jo være sikker på, at alle har det godt.“
Tag samtalen i sognet Værtsrollen ligger naturligt til opgaven som kirketjener, synes Mette Gorm Frederiksen, men hun mener, at alle i kirken har ansvaret for at tage godt imod folk, der vover sig ind i kirken for første gang. Det kan lige så godt være organisten eller et medlem af menighedsrådet, der sørger den gode snak. Men det er noget, man er nødt til at sætte ord på, mener hun. „Sørg for en samtale i sognet om, hvordan I fordeler opgaverne imellem jer, så I hjælpes ad, samtidig med at I respekterer faggrænserne og lader præsten lægge linjen. Spørg, hvordan I kan sikre, at alle føler sig velkomne hos jer.“
„Jeg kan godt lide at være det imødekommende, åbne ansigt udadtil,“ fortæller hun. „Den, der sørger for en STIFTSMAGASINET // APRIL 11
Troen var
ikke kommet,
hvis jeg ikke var blevet inviteret indenfor Christian Trollo fra Sandbjerg ved Hørsholm meldte sig ud af folkekirken som 21-årig. Han væddede med en ateistven om, at han godt turde. Efter knap 30 år har han nu meldt sig ind igen, og i dag er han fast kirkegænger. Fortalt til Malene Bjerre
Jeg er både døbt og konfirmeret. Jeg forholdt mig ikke til, om jeg troede på Gud, dengang jeg skulle konfirmeres – jeg fulgte bare strømmen. Konfirmationsforberedelsen gjorde heller ikke det store indtryk. Et enkelt minde har jeg derfra, nemlig at præsten bandede. „Hold for fanden jeres kæft,“ råbte han til os.
Da min ældste datter startede til konfirmationsforberedelse, gik jeg med hende nogle gange. Præsten her var helt anderledes. Hun var dybsindig og interessant, men havde også humor. Jeg fik fornemmelsen af, at jeg faktisk kunne blande mig midt i gudstjenesten, hvis jeg havde lyst. Jeg følte mig velkommen på en ny måde.
I starten af 20’erne meldte jeg mig ud. Jeg havde en ven, der var inkarneret ateist, og som elskede at diskutere og vidste, præcis hvad der stod i Bibelen. Vi væddede en øl om, hvorvidt jeg turde melde mig ud. Det turde jeg godt.
Og så gik det op for mig, at det faktisk ikke er til diskussion, om jeg tror på Gud. Hver gang jeg skal ud at flyve, beder jeg en bøn, når vi letter, og siger tak, når vi lander. Kun helt kort, for jeg skal helst ikke forstyrre. Men det giver jo ingen mening, hvis jeg ikke tror på Gud. Så det gør jeg altså. Jeg tror på budskabet, og jeg tror på, at der er noget større end mig. Så syntes jeg også, jeg måtte melde mig ind igen.
Da jeg kom ned til kordegnen, spurgte han mig, om jeg var sikker. „Hvad har du af argumenter imod?“ spurgte jeg. Han sagde, at min gravplads ville blive dyrere, og at det ville komme til at stå på min dåbsattest altid. Det havde jeg ingen problemer med. Så mødte jeg hende, jeg er gift med i dag. Det var en selvfølge, at vi skulle giftes i en kirke, også for mig. Mine børn er også døbt. Indimellem har jeg overvejet, om jeg så ikke burde melde mig ind igen, men det kom jeg fra. Når jeg en enkelt gang kom i en kirke ud over juleaften, følte jeg mig virkelig som gæst. Jeg forstod ikke, hvornår man skulle rejse og sætte sig, og kendte ikke salmerne. Det føltes også stadig mest, som om præsten skældte ud.
12 STIFTSMAGASINET // APRIL
I dag kommer jeg i kirken, så tit jeg kan. Jeg oplever et fællesskab sammen med de andre kirkegængere, der betyder noget for mig. Og så har præsten vist, hvor relevant kristendommen er for mit eget liv. Jeg er kommet til at forstå troens sprog bedre, og i dag kender jeg salmerne og kan lide dem – også dem, der ikke sagde mig noget tidligere. Jeg føler, at både Bibelen og salmerne kan spejle mit liv og vise mig forskellige måder at agere på. Men jeg tror ikke, troen på Gud var kommet, hvis jeg ikke var blevet inviteret indenfor på en måde, der var relevant.
Gæsten er Guds engel GÆSTFRIHED ER VEJEN TIL AT OPDAGE OG HELE VORES EGEN FREMMEDHED I VERDEN, LØD BUDSKABET PÅ FORÅRETS TEOLOGISK SALON Af Malene Bjerre Så i Apostelkirken er det helt konkret en migrant, der tager imod i døren med en salmebog, og en anden, der uddeler nadver sammen med præsten. Kirkefrokosten efter gudstjenesten er det som regel den afghanske huskok, der står for. „Når folk får lov til at være vært, bliver det deres rum,“ forklarer han.
Hus for vejfarende
D
a Nargiz Galib Andersen var barn i Aserbajdsjan, skulle hun altid dække op til en ekstra ved middagsbordet, sagde hendes mor. Så stod der en tom stol parat, hvis en gæst skulle komme uanmeldt forbi. „En gæst er Guds engel,“ sagde man i hjemmet, en gave og en glæde, man skulle tage godt imod. Nargiz Galib Andersen har tegnet illustrationerne til indvandrerpræst Niels Nymann Eriksens bog om gæstfrihed, og de to var inviteret som oplægsholdere på forårets Teologisk Salon på Rungstedlund. Det er netop tanken om gæsten som en gave, vi skal tage imod, der har inspireret Niels Nymann Eriksen til at skrive sin bog. Vi skal ikke bare gøre det for gæstens skyld, men også for vores egen, forklarer han. Det er nemlig Gud, der har sat os i stævne i mødet med den fremmede – som i fortællingen om Abraham i Det Gamle Testamente. Han og Sara får besøg af tre fremmede mænd, og han tager fyrsteligt imod dem, slagter et dyr og tilbereder det, mens han sørger for at de føler sig hjemme i hans telt. Og så velsigner de tre fremmede ham og lover den gamle mand og hans kone, at de vil få en søn. Forholdet mellem, hvem der giver, og hvem der får, er blevet byttet om. Niels Nymann Eriksen er sognepræst i Apostelkirken på Vesterbro, der har en stor gruppe indvandrere i menigheden. Så han har helt praktisk erfaring med folk, der er fremmede i Danmark. I starten tænkte de i Apostelkirken, at her var der en gruppe, der skulle serviceres; nogle, der skulle tages vare på. „Men nej,“ siger han. „Det gik op for os, at vi netop skulle bytte om på forholdet mellem giver og modtager. Disse mennesker havde brug for at få lov til at give, til at kunne tage imod andre.“
Det er en naturlig rolle for kirken at være hus for vejfarende, mener Niels Nymann Eriksen. Han sammenligner det med de norske hytter i fjeldene, som vandringsmænd kan gå ind i og få varme og ophold for natten. „Hvis der kommer en vandrer til senere på aftenen, så vil den første jo ikke sige: Desværre, jeg var her før dig. Han åbner døren og siger velkommen.“ Sådan må det også være med kirken, mener han. „De gamle middelalderkirker har ligget i Danmark i 1000 år, og de gav os ly. Denne gæstfrihed forpligter, og nu kommer der nye gæster forbi, som vi må byde indenfor. Det ligger i kirkens natur.“ Den gave, gæsterne byder på, er, at de giver os andre mulighed for at genopdage vores egen fremmedhed. Det er et eksistentielt vilkår, som den kristne tro giver et sprog for, forklarer Niels Nymann Eriksen. „I virkeligheden er vi jo alle sammen i eksil,“ siger han. „Engang var der en vidunderlig have, vi hørte hjemme i. Men nu er vi på vandring gennem verden og deler en hjemlængsel. Og hvis vi lukker os inde for at beskytte os og ikke tager imod velsignelsen fra den fremmede, kommer vi selv i fængsel. Den tomme stol venter på gæsten, og vi er først selv hele, når gæsten har indtaget sin plads."
Niels Nymann Eriksen er inspireret af Andrei Rublevs ikon, der viser de tre fremmede gæster hos Abraham gengivet som den treenige Gud. Pladsen ud mod beskueren er tom; du er inviteret med ved bordet. Ikonen bytter om på forholdet mellem vært og gæst; den viser ikke Abrahams gæstfrihed over for de fremmede, men Guds gæstfrihed over for mennesket. Den fremmede er en gave til os, der bliver inviteret med ved festbordet. STIFTSMAGASINET // APRIL 13
D E T S K ER E V EN T S O G K U R S U S OV ER S I G T
OBLIGATORISK INTROKURSUS FOR ALLE NYANSATTE Kurset er obligatorisk for alle i stiftet, der er ansat i folkekirken for første gang efter 1. maj 2018 i mindst 8 timer om ugen. Tilmeldingsfrist 30. april
LOST IN TRANSLATION GUDSTJENESTEN TIL DEBAT HELSINGØR STIFTSKONVENT 17.-19. JUNI 2019
DATO: 21. maj, 8:30-16:30 STED: Sankt Andreas Kirke, Gothersgade 148, 1123 København K TILMELDING: Det er menighedsrådet, der tilmelder de ansatte på www.helsingørstift.dk
KONFIRMAND-EVENT: MØDET MED JESUS HELSINGØR STIFTS KONFIRMAND-EVENT Tag dine konfirmander med på en rejse tilbage i tiden, til dagene hvor Jesus gik på jorden. Sammen vil I møde mennesker, som fik forandret deres liv i mødet med Jesus. Konfirmandevent sætter mødet mellem Jesus og mennesket i centrum, og Frilandsmuseet i Brede danner ramme omkring en dag, hvor konfirmanderne sendes ud i sporet efter Jesus. Konfirmandeventen er en oplagt teambuilding-dag for de nye konfirmandhold. Det forudsættes ikke, at de ved noget som helst, når de kommer, bare at de er indstillet på en dag med sjove og udfordrende lege og opgaver. DATO: 20.-21. september TILMELDING: Man tilmelder sit konfirmandhold på www.helsingørstift.dk. Tilmeldingsformularen ligger klar på hjemmesiden kl. 10 d. 4. juni.
14 STIFTSMAGASINET // APRIL
De senere år har bud på en mangfoldighed af nye måder at holde gudstjeneste på. Der eksperimenteres med formen og udtrykket, med musikken, sproget og hele stemningen. Vi forsøger at komme menigheden i møde og flytte den fjerne kirke tættere på med et væld af nye hverdagsgudstjenester, men også med overvejelser om en fornyelse af højmessen og dens mange lag af tradition og kultur, som ikke længere er fælles gods. Er vi i gang med en ny reformation? Hvor går vi hen, og ved vi, hvad vi gør? Dette års stiftskonvent sætter gudstjenesten til debat og inviterer til et par spændende dage omkring det mysterium, vi prøver at komme nær. Og den kristne tradition, der ikke længere er vores fælles identitet. Og den svære kunst at oversætte en gammel verden, og tage den med ind i en ny. Er vi lost in translation? Eller er vi bare lost? Med bl.a. lektor Jakob Wolf, billedkunstner Maja Lise Engelhard, biskop Tine Lindhardt, professor Olivier Roy og teaterchef Kasper Holten. DATO: 17.-19. juni 2019 STED: Grundtvigs Højskole, Frederiksværksgade 147, Hillerød. TILMELDING: Senest 27. maj, tilmeldingen rettes til provsten, med anførelse af de enkelte præsters tjenestested og oplysning om, hvorvidt man ønsker overnatning. Emeriti tilmelder sig til Karina Juhl Kande på mail kjk@km.dk eller direkte til stiftet. PRIS: Udgiften dækkes af Helsingør Stift
Udfrielse Af biskop Lise-Lotte Rebel
H
elsingør stift er begunstiget med en del skønne museer. Kunstmuseet Arken ved Ishøj er blot et af dem. For en del år siden viste de en udstilling, som jeg sent skal glemme. Det var kunst af maleren Marc Chagall. Chagall var jøde. Mange af hans motiver er inspireret af den bibelske historie. På et af de store, dramatiske billeder viser han billedet af udgangen fra Ægypten, Exodus. Et motiv, som gennem årtusinder har stået i centrum for både jødedommen og kristendommen. Exodus er blevet til et tegn på, hvordan Gud udfrier mennesker fra trældommen. Vi ser på Chagalls billede hele den store skare af mennesker på vej ud i friheden med Moses og Aron i forgrunden. Der er nogle, som bærer deres få ejendele. Der er kvinder med småbørn på armen. Der er unge, der er trætte gamle.
er en befrielse fra skyld, skam og frygt for døden. Det er en befrielse til at leve trøstet og med frimodighed. Dette under, denne gåde, rummer påsken. Det kan ikke siges ved en enkelt gudstjeneste, dertil er det for stort. Påsken skal gennemleves fra palmesøndag over skærtorsdag og langfredags mørke, inden vi når frem til påskemorgen. Hvad har dig hos Gud bedrøvet, og hvad elsked du hos støvet, at du ville alt opgive For at holde os i live, Os dig at meddele hel?
Hele dette optog er malet ind i billedet. Men i baggrunden på Chagalls billede – i en helt anden og større dimension – troner den korsfæstede Kristus. Han er tegnet ind som en horisont for hele det bølgende menneskehav. Kristus bliver på den måde til selve tegnet på udfrielsen. Til horisonten, til ledestjernen. Alt sker under hans kors. Alt er omsluttet af ham, hele udfrielsen sker for den korsfæstedes blik.
Den korsfæstede var med hele vejen. Alle vejene fører hen til ham. Han er tegnet for Guds befrielse. Dengang som nu. Lise-Lotte Rebel
For en historisk betragtning er billedet naturligvis ukorrekt. Der var århundreder mellem Israels Exodus og så Kristi korsfæstelse. Men billedet fra Chagalls hånd insisterer på en større sandhed. Jeg ser det, som om det billede vil sige: Den korsfæstede var med hele vejen. Alle vejene fører hen til ham. Han er tegnet for Guds befrielse. Dengang som nu. Påske betyder efter en gammel opfattelse udfrielse. Også årets påske er udfrielse. Den er omsluttet af det, som skete ved Jesu Kristi korsfæstelse, død og opstandelse. Det
STIFTSMAGASINET // APRIL 15
Præster hjælper med gymnasieopgaver Har man ret til at bestemme over sit eget liv – og dermed sin død? Er klimaforandringerne et tegn på dommedag? Og er videnskab og religion to måder at forstå verden på, der ikke kan forenes?
GENNEM DE SIDSTE 14 ÅR er mange præster blevet ringet op af gymnasieelever i februar måned, når de har siddet og svedt over den tværfaglige AT-opgave. For eleverne har ikke mindst interesseret sig for at bruge faget religion til at belyse emnet, siger Otto Rühl. Han sidder i Stiftsrådet i Helsingør Stift, men derudover er han gymnasielærer i fagene historie og religion – og det er især religion, eleverne vælger at inddrage, fortæller han.
Jeg har indimellem haft helt ondt af de lokale præster, for i de færdige opgaver har jeg kunne se, hvor meget de har bidraget med Otto Rühl, gymnasielærer
„Jeg har indimellem haft helt ondt af de lokale præster, for i de færdige opgaver har jeg kunne se, hvor meget de har bidraget med,“ siger han. „Det er ikke en lille opgave, de er på, men til gengæld er den vigtig.“ For ud over den faglige viden, eleverne får, lærer de også en masse om kirke og kristendom, fastslår han. „De opdager kirken som ressource og ser også, at kirken ikke taler med én stemme.“ Fra næste år er det slut med AT-opgaven, men lærerne skal stadig stå for tværfaglige forløb. „Jeg håber, præsterne vil blive ved at bidrage. De kan fx ringe til religionslæreren og spørge, om de ikke kan finde på et godt emne sammen.“
HELSINGØR STIFT VOR FRUE KLOSTER // HESTEMØLLESTRÆDE 3A // 3000 HELSINGØR // T: 4921 3500 // E: KMHEL@KM.DK // W: HELSINGØRSTIFT.DK
16 STIFTSMAGASINET // APRIL