CITAT_18 by Magasinet CITAT

Kolofon Redaktion Omsl ag

Foto af Sofie Amalie Klougart Tryk

Seedorff Publishing Opl ag Helene Navne (ansv.)

Frederik Korfix (foto)

Mie Raatz

Eva Obelitz Rode

Eva Jakobsen

Kasper Palsnov (foto)

3000 Web

www.magasinetcitat.dk Finansiering

CITAT er finansieret af annoncer Kontakt

Daniel Hjorth (foto)

Marie Kjempff

Maria BruunSchmidt

Simone Astrid Pedersen (foto)

Peter Klint Jørgensen (foto)

Magasinet CITAT Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N redaktion@magasinetcitat.dk Distribution

skribenter

Martin Bernth Christian Serritslev Riis Signe Amtoft-Rasmussen Mia Winther Viktor Lykke Reddersen

fotografer

Tor Birk Trads Lasse Dearman Simone Astrid Pedersen Frederik Korfix Daniel Hjorth Sofie Amalie Klougart

CITAT er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Leder Af og til bliver vores fordomme bekræftet, andre gange får vi udvidet vores horisont, når det, der var ét, viser sig at være mere nuanceret, end vi anede. I CITAT_18 kan man godt læse Kierkegaard og være kirkegænger, samtidigt med, at man sælger sex i sin fritid. Man kan også vokse op i et cirkus og drømme om at blive mekaniker. Man kan længes efter sin ungdom i Gellerupparken eller dyrke spændning i livet gennem en chilliplante i vindueskarmen. Vores inderste tanker, hemmelige drømme, vores længsel efter frihed og spænding, tryghed og genkendelighed, har uendeligt mange udtryk. Den verden får vi lov til at kigge ind i, når Viktor forsvinder i et kys, han ser fra et vindue, når Daniel langer is over disken til navnløse

motorvejsrejsende på Monarch, når Alexander filmer sin kone, mens hun putter sin blodige tampon i munden, og i hverdagens almindelige skønhed. Vi har to nye koncepter i CITAT_18 : “Brevet”, hvor vi modtager et personligt brev med noget på spil. Det kan være skrevet til hvem som helst eller hvad som helst. Og “Fra Gellerup til Hellerup”, hvor en fotograf portrætterer et menneske fra en egn, et postnummer, i Danmark. Det normale og det, der er udenfor, trives bedst i vores fordomme. Dem vil vi pirke til. Kom med os ind i den vilde vilde verden og forsvind lidt i den med os. Redaktionen

Indhold 05

Asfalteret mellemlanding

En rasteplads, et knudepunkt, et forsyningssted, en pause

She’s hit

MissAsssnatch og hendes mand laver film, hvor de udforsker perversioner, kunst og grænser

cirkusbrødre

Mor og far har et cirkus, men sønnen vil hellere være mekaniker

kedelige billeder

Fra Gellerup til hellerup: 8210

“jeg gør ikke verden til et dårligere sted”

Almindelig, ung kvindes almindelige liv med en almindelig, ung mand

“De river mine minder ned”

Jan synger morgensalmer og sælger sin krop

Brevet

“Mit liv har spredt sine rødder ned i et par usexede, men varme og fodformede hjemmesko...”

ASFALTERET MELLEMLANDING

Af Martin Bernth (tekst) og Tor Birk Trads (foto)

Rasteplads, -en, -er, -erne substantiv, fælleskøn et sted, hvor mennesker eller dyr, især fugle, kan holde hvil.

kyernes refleksioner vandrer over det kolde metal på tagene af de parkerede biler. Stationcars, varevogne og turbusser holder side om side på det store asfalterede område ved rastepladsen Ejerbavnehøj Øst. Det er den sidste dag i april, og folk holder ind for at få et tiltrængt afbræk i køreturen. Gennem Statoils automatiske døre bliver den ene is båret ud efter den anden, og de mange bord-bænkepladser finder hurtigt nye afløsere blandt betonoasens besøgende. Alle har et indre rasteplads-ur. Et afgrænset

tidsrum, hvor det stadig giver mening at spise en is, drikke en kop kaffe, fylde en tank. Herefter begynder uret at tikke. Rastløs– heden kommer snigende og udvikler sig til en ubarmhjertig modløshed. Pommes og hundepis De, der holder ind på rastepladsen, kan deles i to typer. Dem, der holder frivillig pause, og dem, der ikke gør. Pensionister lufter deres hunde på græsarealerne, og børnefamilier benytter sig af de to legepladser. De såkaldte

rekreative indretninger. Ægteparret Margit og Poul Lund sidder i en os af friture uden for Restaurant Monarch og venter på deres mad. ”Vi kender rastepladsen og ved, hvad den har at byde på, så vi har faktisk kørt lidt efter den. Og så kunne vi også lige få luftet hunden,” siger Margit Lund, idet hun får en tallerken pommes frites serveret. Den anden type, er dem, der er nødt til at holde ind. De har travlt med at fylde tanken og kigge på uret. De er klart i overtal, men

fylder kun halvt så meget i billedet. For Daniel Simonsen, der har været tankpasser på Ejerbavnehøjs Statoil i fire år, er det den type af kunder, der er sværest at hygge om. ”Til jul prøver vi at tage nissehuer på for at skabe en hjemlig stemning, men man kan godt mærke, at det er en rasteplads. De mennesker, der kommer, skal jo bare videre,” siger han. Selvom kundeservice er vigtigt for enhver tankstation, mener han, at det er vanskeligt at levere den lokale charme, man ellers ville kunne finde i Brugsen. Det er nemlig sjældent,

han ser den samme kunde to gange. Som dagen går på hæld, bliver kunderne færre. En ensom krage hopper rundt på cafeteriets halvtomme parkeringsplads, og mod en orange solnedgang står en mand i silhuet og monterer en parabolskive på taget af sin vogn. Når mørket falder på Stedet ændrer karakter i takt med mørkets overtag. Frekvensen af biler falder næsten til nul. Statoil lyser som det eneste op og holder bravt sine døre åbne helt til midnat. De sidste

brusende dæk forlader området. Den omgivende asfaltørken er nu næsten affolket. I disse timer er rastepladsens rolle som rekreativt område udspillet. De, der stadig er her, er det i højere grad mod egen vilje. Langturschaufførernes lovpligtige hvil tvinger dem til at overnatte her. De lange optegnede båse er det nærmeste, langturschaufførerne kommer en overnatning med alt betalt på firmaets regning. De kender til rastepladsens knusende melankoli og garderer sig imod den ved ikke at forlade fører-

huset, med mindre det er allerhøjest nødvendigt. Falsk tryghed Når du skal finde dig til rette et nyt sted, tager det som regel lidt tid. En tid, du får belønnet med en følelse af tryghed. Et hjem. Sådan fungerer rastepladsen ikke. Selv når aktiviteten er på sit højeste, er den bedragerisk. Det er ikke et tegn på liv. Selvom rastepladsen teknisk set ingen åbningstider har, så er der en besøgstid, som ikke

bør overskrides. Gør man det alligevel, bliver man straffet med ensomhed. Her er det ikke meningen, du skal finde dig til rette, og du er ikke velkommen til at gøre stedet til dit hjem. Det er og bliver et sted for mellemlandinger. Motorvejens transitområde, som behændigt sender rejsene videre for at få plads til nye. Rasteplads-uret tikker langsommere, og når nattetimerne endelig fryser tiden helt fast, må du spørge dig selv: ”Hvad laver jeg her?” Og se så at komme videre.

she’s hit 11

Da han skrev til hende første gang, boede de i hver deres verdensdel, men læste præcis den samme bog og hørte den samme musik. Nu filmer han hende, mens hun spiser sin tampon, kvæles til orgasme og skider på gulvet. Mød videokunstnerne Alexander Natas og MissAsssnatch.

Af Christian Serritslev Riis (tekst) og Lasse Dearman (foto)

she’s hit hit

every little bit

Det er forårslunt i Københavns indre for første gang i lang tid. Caféstolene står udenfor på fortovet, men der er ingen mennesker. Kun sommerlig symbolik. Det er over sengetid, men selvom det ikke er mørkt endnu, har byen fået trukket en mat, grålig dyne henover sine facader. I en højloftet herskabslejlighed flimrer en projektors billede på stuens nikotingule væg. Ser man bort fra de hvide lædersofaer i lokalet, kunne både lyset og duften minde om en gammel biograf. I billedet bliver MissAsssnatch pisset i munden og filmet oppefra. I en billedkvalitet, som en gammel 8 milimeter smalfilm, strømmer urinen i slowmotion ned ad halsen på hende, mens hun langsomt blinker med de sorte, pudrede øjenlåg. Støvet hvirvler rundt i lyskeglen, der går fra projektoren og op mod væggen. Gennem den kan man skimte Alexander Natas. Farveskiftene i billedet lyser hans koncentrerede øjne op i små blink. Han sidder sortklædt i sofaen og ser på filmen sammen med MissAsssnatch. Der er smil i hans mørke, melankolske øjne. ”Det er så fantastisk smukt!” siger han.

”Hun er som taget ud af min fantasi” Alexander Natas har siden begyndelsen af 1990´erne været kontroversiel gallerist og kunstagent. Han er gift med den 25-årige amerikanske video-/performancekunstner, Miss-Asssnatch. Sammen skaber de provokerende og seksuel videokunst for fetichister og kunstelskere med hang til radikale udtryksformer. De mødte hinanden på YouTube for fire år siden. Alexander søgte efter sjældne interviews med garagebandet The Cramps og stødte på en video, hvor MissAsssnatch dansede til netop The

Cramps på sit badeværelse, mens hun legede med sine hår under armene. Han faldt på stedet for hendes attitude, hendes særlige blik og videoens gådefuldhed og dobbelttydighed. På daværende tidspunkt arbejdede han som kunstkurator og var på udkig efter noget helt nyt og anderledes. ”Jeg fik kuldegysninger og tunnelsyn. Det var midt om natten, og jeg begyndte at ringe til folk, så de kunne dele denne åbenbaring med mig. Jeg vækkede min stakkels ekskone og viste hende videoen. Hun sagde: `Ja, hun er enestående. Jeg håber aldrig, at du møder hende, for så kan jeg godt regne ud, at vores ægteskab er forbi.´ Hun kunne selv med søvn i øjnene se, at MissAsssnatch var som taget ud af min fantasi,” siger Alexander med et skævt smil og rækker sin tatoverede arm hen over ryglænet mod hendes højre hånd. Fra hendes anden hånd stiger cigaretrøgen til vejrs. Hun er iført en sort og rød kjole. Den dækker kun lige ballerne. De kigger på hinanden med et helt bestemt blik. Ligesom cigaretrøgens dansen under pendellampernes skær, kan man nærmest fysisk se kemien, der svæver mellem de to. De kommunikerer på en mystisk frekvens, som ingen andre kan tune ind på. Alexander går over til vinduet i hjørnet af stuen og tænder en blå King’s. På væggen er en ny kortfilm gået i gang. MissAsssnatch sidder med spredte ben på gulvet iført lange grønne tennisstrømper, mens hun med præcision rengør sin fisse med en vatpind. Videoen er i slowmotion, og MissAsssnatchs øjne stirrer ligeså intenst som før. Det melankolske basspor banker endeløst, mens forsangeren krænger det sidste skrig ud. ’Don´t believe in Christmas,’ skriger

han. Alexander stirrer på sceneriet som en tørstende på et glas koldt vand. På lærredet slikker Miss-Asssnatch vatpinden, som var det en slikkepind. ”Dengang boede vi i en lejlighed uden bad,” siger han og peger op på filmen. “Vi badede i et babybadekar med vand fra håndvasken, indtil vi gav op og slikkede hinanden rene.” MissAsssnatch er ved at tænde en cigaret, men stopper, da hun husker historien. ”Det er lidt svært at producere de her film, når man føler sig beskidt, så det brokkede jeg mig en del over,” siger hun. ”Alexander skulle et eller andet sted hen og smuttede med en bemærkning om, at jeg jo kunne slå tiden ihjel ved at gøre mig ren med en vatpind”. ”Så kom jeg hjem til dette lille mesterværk,” siger Alexander, mens de ler i kor og prøver på at blive enige om detaljerne. En mytologisk og rituel seance De ved godt, at deres livsstil er ret ekstrem, og at de fleste mennesker finder videoerne meget frastødende, men hvis man er fetichist, så er filmene, hvad Top Gear er for bilentusiaster. Så kan man se på filmene flere uger i træk uden at kede sig. Det hele bunder i en seksuel livsstil, som ikke blot udspiller sig foran kameraet. Alexander og hans kone fortæller, at de tænder på underkastelse, sadomasochisme, bizarre perversioner og på hinanden. Selvom sexlivet og videokunsten for dem er to forskellige ting, er optagelserne stadig meget personlige og intime. De har gennem årene fået en nærmest rituel karakter. MissAsssnatch foran kameraet og Alexander bag, som det pirrende, voyeuristiske øje, der lurer. De to er altid de eneste tilstede, når de tager på opdagelsesrejse i de dunkle kroge af skabningen, MissAsssnatch. Isolation og en hermetisk atmosfære er helt afgørende for, om de kan lokke det væsen frem,

som for en stund overtager hende, og som de sammen har gjort til en levevej at portrættere. ”Jeg bruger et par timer på badeværelset, inden vi skal optage. Jeg lægger makeup og lytter til The Birthday Party, Coil, The Cramps eller Iggy Pop, men mest The Birthday Party. De rammer mig, hvor de skal. Jeg slår min hjerne fra og går ind i en trance, hvor jeg ikke ænser, hvad der er, og hvad der sker omkring mig,” siger hun. ”Det er for så vidt det samme, der sker, når musikere går på scenen og bliver opslugt af musikken,” råber Alexander fra køkkenet, hvor han er i færd med at skænke en gin og tonic. I den forstand er arbejdet med videoerne helt traditionel kunst. Det er filmenes udtryk, der gør dem anderledes. Fordi de åbent og eksplicit udforsker det obskøne og forskellige seksuelle perversioner. Fetichisme MissAsssnatchs rigtige navn er hemmeligt. Parret har ofte været udsat for anonyme trusler fra folk, der betragter deres film som moralsk forkastelige og direkte farlige. De har også haft en stor gruppe stalkere på internettet, som gør, hvad de kan for at opspore den karakter, de ser i filmene. Derfor opretholder de MissAsssnatch som et slags alter ego. MissAsssnatch er både det kunstnernavn, som Alexander og MissAsssnatch arbejder under, den fiktive karakter filmene kredser om og betegnelsen for det væsen, de fremmaner, når de laver film. Den MissAsssnatch, som bliver portrætteret i filmene, er en transpersonlig udgave af den ”private” MissAsssnatch. Hun er gennem flere år blevet udviklet af parrets samarbejde, selv om hun eksisterede, inden Alexander kom ind i billedet. Portrætterne udspringer blandt andet af Alexanders fascination af neurologi, sort magi og transpersonlig psykologi; den psykologi, der udforsker det hinsides i mennesket. Det, der ligger skjult bag dagligdagens

and she won’t get up

almindelige adfærd, og som fornuften ikke er herre over. Det intuitive og spirituelle. Gennem videoerne prøver de at vise det mytologiske væsen ved navn MissAsssnatch. ”Når vi laver filmene, er det som en mediumistisk seance, hvor den pige, jeg normalt lever sammen med, transformerer sig til et helt andet væsen,” siger Alexander. Filmens MissAsssnatch er en stærk, modig og karismatisk kvinde med en fuldstændig kompromisløs og grænseoverskridende seksualitet. Fetichisme med gardinerne trukket fra. ”Alligevel er det hende hele tiden. Det er en vanskelig proces at forklare.” MissAsssnatch sidder med benene over kors og stirrer på Alexander. De er på den frekvens igen. ”Det væsen, vi fremmaner, er større og voldsommere end os. Man kan betragte videoerne som et løbende portræt af et vanskeligt definerbart væsen. Vi kaster lys ind i det mørke rum, der ellers har døren låst og ser, hvad der foregår. Men vi har en vis kontrol med resultatet, idet vores humor og generelle attitude sætter sig igennem i redigeringsfasen,” siger Alexander.

parat. Øjnene føler sig overrumplede, som om noget slap igennem et filter, der normalt spærrede for den slags. ”Filmene skal ikke ses som private hjemmevideoer, men komplekse historier fortalt gennem en forskruet kvindes mørke side. Der er mange, mange lag i dem, og trods det rå, primitive udtryk er intet overladt til tilfældighederne,” siger Alexander. Han tænker lidt. ”Det er en smuk lille historie om en pige. En pige som måske i virkeligheden blot inkarnerer noget, som ligger skjult i de fleste piger. Måske er det derfor, disse film fremprovokerer så voldsomme reaktioner.” Han tager endnu et sug af sin cigaret og lader røgen sive ud af ansigtets åbninger. Han kigger ned på gaden, hvor kun enkelte grå skikkelser bevæger sig rundt. Der er blevet stille i det indre København. Velvet Underground har overtaget anlægget og lægger en dæmper på samtalen. ”Når jeg ser på MissAsssnatch, ser jeg den kvindelige udgave af mig selv,” siger Alexander. Missasssnatch smiler, men flytter ikke blikket. Hun slænger sig på sofaen og blotter diskret sine mørkebrune hår under armene. Hun er ramt.

she’s hit 16

“En smuk lille historie om en pige” På væggen ruller billederne fra deres film ”She’s hit”. En kortfilm, der er opkaldt efter nummeret med samme titel, af bandet The Birthday Party. Sangen er dyster og kold, og tempoet er så langsomt, at det bliver akavet at vrikke med foden. MissAsssnatch sidder på sine knæ og læner sig ned mod gulvet. Hun er lige blevet pisset i røven. Nu spreder hun ballerne med sine lange dybrøde negle. Så sprøjter det ud. Ucensureret og ægte, med seeren lammet i det almindelige begrebsap-

uptown a hundred skirts are bleeding

The birthday party `she’s hit´

CirkusbrĂ¸dre

Af Signe Amtoft-Rasmussen (tekst) og Simone Astrid Pedersen (foto)

Teltdugen åbnes. En lyskegle maser sig ind i det tomme, mørke telt og blander sig med manegens røde lys. Forårsregnen udenfor og koncentrationen derinde presser atmosfæren sammen som i et drivhus af lærred og savsmuld. Midt i manegen hænger to drenge udstrakt i reb, som er fastgjort højt oppe under teltdugens højeste punkt. De hænger helt tæt op ad hinanden, og hver eneste bevægelse er koreograferet og tilrettelagt af dem begge. Andreas kravler op på sin storebror og balancerer på hans krop, mens de begge lader sig hejse op mod loftet. Hver en muskel i de to kroppe er spændt, og den høje technomusik fra ghettoblasteren i hjørnet tilskynder drengene til at binde rebet lidt strammere og være ekstra opmærksomme på deres positur. Nummeret er slutningen på det show, der skal præsenteres i aften – og hver aften resten af sommeren. Familiealbum Klokken er 15.00, og de er færdige. Brødrene har trænet, øvet deres nummer, lavet deres mavebøjninger. De skal videre i programmet. Det er bare en helt almindelig dag for brødrene Deleuran. Nu skal

der bades, spises, klædes om og luftes hunde, inden sliksalget starter. ”Jeg kommer garanteret til at stå det første kvarter og sælge slik alene,” siger storebror Daniel til artisten Katja, mens de sidder i madvognen og spiser deres aftensmad. Fiskefilet med sovs og kartofler. Han kigger hen på sin lillebrors faste, men tomme plads. ”Jeg vil vædde med, at Andreas kommer løbende, efter vi andre er færdige med at spise. Så bliver han for sent færdig, klæder om for sent og kommer for sent ind i vognen.” Daniel var fem år, da hans forældre startede Cirkus Mascot. Det var en cirkusgal mands ønske om at starte sit eget, der satte gang i familiens nye virksomhed. En virksomhed, der i dag kører ligesom så mange andre familieforetagender. Med lange arbejdsdage, forældre på kontoret, ansatte og to sønner til at føre det videre. Køen til billetlugen bliver længere og længere, og forældre og bedsteforældre med

ekstatiske børn står klar til at hente de billetter, de har bestilt hos Daniels tante, der sidder ved telefonen hver dag. For børnene i køen er det en speciel oplevelse. Det er ikke hver dag, de får lov til at komme i cirkus. En bedstefar fortæller sit barnebarn, at der nu engang må være nogle billeder fra et cirkus i familiealbummet. Født til forestilling For Andreas har der ikke været andet. Han er født ind i det, fortæller han og sætter sig på sin plads i spisevognen. Han er stormet ind, og nu sidder han for sig selv. Han er kommet for sent, så han hugger maden i sig. Den 14-årige dreng kigger ud af vinduet og bliver tavs et øjeblik, mens han tænker over de ting, livet i Cirkus Mascot har givet ham. ”Jeg er blevet hurtigere voksen,” siger han og fortæller, at han godt kan mærke, at han måske er mere moden end de kammerater, han går i klasse med fem måneder om året. Hans foræl-

dre giver ham og hans otte år ældre bror meget ansvar. De vil gerne se dem styre cirkusset en dag. Andreas beundrer sine forældre for, at de turde springe ud i at lave et cirkus fra bunden, og han ved, at Daniel gerne vil fortsætte med det. Om det er ham selv, der om 25 år rejser land og rige rundt i bilen med ”CIRKUS” på nummerpladen, puddelhundene og de glitrende kostumer i lasten, ved han ikke endnu. ”Hvis jeg skulle lave noget andet, ville jeg nok være mekaniker. Langt ude på landet. En stille og normal tilværelse,” siger han. Andreas tørrer mælken af sine læber med bagsiden af hånden, rejser sig hurtigt op og stryger ud af vognen. Han har fået øje på uret, der hænger på væggen bag ham - forestillingen begynder snart. Hverdagens Manege Inde i teltet har Daniel stået alene med sliksalget i et kvarters tid, da Andreas slutter sig

til ham. Popcorn og slik langes over disken, og imens går drengenes far rundt i sit hverdagstøj og holder øje med, at alt går, som det skal. Forestillingen er de to timers forløsning, som døgnets resterende toogtyve er til for. Brødrene er med i fire shows og moderen, Marianne, i et. Faderen, Jess, præsenterer det hele. I det sekund familien ikke er i manegen, smider de velourjakkesættene og majorjakkerne med guldsyningerne for at hjælpe til med at bære sodavand, snacks, og hvad der ellers er behov for uden for teltet. Marianne husker, da familien deltog i et tvprogram, hvor hun var en af to kvinder, der byttede familier for en uge. ”Familien, jeg besøgte, havde to-tre fridage om ugen, hvor de kunne slappe af, købe ind, cykle ture og gøre lige, hvad de ville. Det var altså rart,” siger moderen. Til gengæld har hun meget mere tid sammen med sine børn end mange af sine veninder. ”Vi har hver vores vogn, men jeg kan al-

Vi har fået lov til at gøre, hvad vi har lyst til, og det skal de også have. - Marianne, mor

tid gå ind og snakke med drengene. Det er noget andet end mine veninder, der sidder og venter på, at børnene ringer.” Hun ved ikke, hvad hun ville gøre, hvis Daniel pludselig skulle ud at rejse med et andet cirkus. Han er jo barn af Cirkus Mascot. Et blad i firkløveret; et kvart Deleuran-hold. Krigsmaling Kvinden udstråler en pludselig moderlig bekymring ved tanken om, at Daniel skulle rejse væk. Den tunge cirkusmakeup dækker ikke en chef, men en mor, der kender sine sønner.

”De skal have plads begge to. Især Andreas, som er født ind i det hele. Som det ser ud nu, så regner vi da med, at de kører cirkusset videre efter os,” siger hun og trækker skuldrene let op mod ørerne. ”Men vi har fået lov til at gøre, hvad vi har lyst til, og det skal de også have.” Mens de to drenge igen hænger fra snorene i loftet, nu med specialsyede, blågule kostumer og knap 300 par øjne hvilende på dem, går cirkussets arbejdere allerede rundt udenfor teltet og pakker sammen. Faktisk er der kun manegen, drengene og publikum tilbage

nu. Og så selvfølgelig Jess, som står klar ved indgangen for at give publikum hånden, et klap på hovedet og et ønske om en god aften på vejen ud. Næsten inden den sidste tilskuer har forladt pladsen, er teltet væk. Familien har fjernet makeuppen, taget træskoene på og kan nu samle sig et par timer efter showet. Vejret er klaret op. Måske de kan sidde udenfor og slappe af, bare lidt. I morgen er der endnu en arbejdsdag, endnu en ny plads at komme til, endnu en forestilling og endnu en dag i manegen for familien Deleuran og Cirkus Mascot.

MacBook Air Alle burde have

en bærbar, der er så avan ceret. Og nu har alle mulighede n.

ir MacBook A at

ierab m. 6% stud 49,fra kr. 7.0

Bliv medlem af Vi giver dig mulighed for flere fordele og et større smil.

Scan 70215353 / humac.dk / shop.humac.dk København: Vesterbrogade 12 / Gl. Mønt 12 / Magasin (Kgs. Nytorv) Frederiksberg: Åboulevard 15 Aarhus: Fredens Torv 2 Odense: Vestergade 94 Lyngby: Lyngby Hovedgade 19A Aalborg: Lille Nygade 8 Vejle: Bryggen (Søndertorv 2)

kedelige

billeder 27

in kæreste ligger i en seng og ligger der igen i et andet lys for så at ligge på en anden måde i en ny seng, der ligner den samme seng, igen. Så enkelt er det. Det er hverdag, døde fugle og steder, som betyder noget, fordi de er brudstykker af mit eget liv. Dette er en samling snapshots, taget gennem det sidste halvandet år, som viser udpluk af en almindelig, ung kvindes almindelige liv med en almindelig, ung mand.

Af Sofie Amalie Klougart

2300 4970 6545 8210 9800 2840

Postnummer. Provinsbyer fik et, Hovedstaden fik flere. Siden 1967 er danmark blevet delt op i områder med hver deres fire cifre. CITAT besøger i hver udgave

4000 2630 2980 3730 3540 4105

en person bag nummeret - fra Gellerup til Hellerup.

Da jeg var yngre, havde vi en foldboldbane, der lå lige ude foran mine forældres blok. Ved siden af fodboldbanen lå min skole, Nordgårdsskolen. Jeg tror, der gik 4-5 danskere i min klasse. Vi gik meget op i at spille fodbold, men om aftenen slukkede de lyset for at spare på elregningen. Vi gjorde alt for at få gang i lyset. Vi fandt ud af, at man kunne tænde fra et skur, der lå ved skolen. Vi startede med at brække døren op, men de fandt ud af det, og så blokerede de døren. Skuret lå tæt på en sandkasse, så vi fandt på at grave en gang ned under skuret. Til sidst fik de nok og fjernede lamperne fra fodboldbanen. Vi brugte stadig stedet, men vi kunne ikke få lys. Alt det, der var engang, er væk. Nordgårdsskolen er lukket, og bygningerne skal rives ned. Jeg har gået på den skole fra børnehaveklassen og op til 9. klasse. Jeg plejede at sove, indtil jeg kunne høre klokken ringe. Skolens klokke var mit vækkeur. Jeg har hængt ud på mange af de steder, som kommer til at blive anderledes. Det er som om, at de fjerner minderne fra min barndom. Gel-

lerup trænger til forandring, men ikke en forandring, hvor alt skal rives ned. Det er som om, folk har ændret sig. Dem på 15-16 år har en fucked-up mentalitet i forhold til, hvordan vi var. Vi respekterede dem, der var ældre end os, men lige nu er der ikke nogen, der respekterer hinanden. Jeg holder af at være oppe hos mine forældre. De bor på sjette sal og har den vildeste udsigt, hvor man kan se ud over hele Gellerup. Altanen er mit yndlingssted, for der kan jeg se det hele. Man siger, at Gellerup er Danmarks største ghetto, men jeg føler mig hjemme her. Jeg kender alle mennesker, og jeg kan se på folk, om de bor her, eller om de er udefra.

7884 8330 Af Daniel Hjorth (tekst og foto)

2700

Jan er kristen, synger morgensalmer og går i kirke. Han læser Kierkegaard og tænker over livet. Og så sælger han sex til kvinder og par gennem en escort-annonce. For Jan handler det om lyst, glæde og kontakt.

Af Mia Winther Jørgensen (tekst) og Frederik Korfix (foto)

t storslået sted. Et mindre gods. Døren bliver åbnet til en stor hall med vindeltrappe. Det er manden i huset, der åbner. Hans hustru kommer til syne iført en lang kjole. De byder på champagne. Snakken går. Hustruen skifter til en gennemsigtig silke-kimono, der viser hendes krops former. Hun har lyst. Det er Jan, døren bliver åbnet for. Han er uddannet massør og ved, hvordan man skal røre en kvinde. Gennem det sidste halvandet år har han arbejdet som escortmand. Parret, som Jan besøger, har bestilt en intimmassage. En service, som kan foregå hjemme hos Jan eller hos kunden selv. Han har ikke rykket sine grænser, men udlever de fantasier, som de fleste gemmer i en skuffe. På den måde får han testet, om fantasien er lige så god i virkeligheden, som den er i tanken. Han er nysgerrig. Escort på opfordring En veninde gennem 20 år havde flere gange opfordret Jan til at oprette en escortannonce. Han kunne noget, som mange gerne ville have. Da en anden veninde, uafhængigt af den

første, også opfordrede ham til det, blev Jan efterhånden sikker på, at det var noget, han skulle prøve. ”Jeg var nået op i alderen, før jeg begyndte på det her. Det betyder, at jeg kender mig selv godt og er erfaren på flere områder. Jeg gør det, jeg vil, og det er mig, der bestemmer,” siger han. Jan sidder tilbagelænet i køkkenstolen. Han tager en slurk af en Royal Pilsner og tænder en rød LA. Nøjagtigt som han ville gøre, hvis en kammerat var på besøg. Han er afslappet, og det smitter af på kunderne. Der bliver tændt for alle sanser, når en kunde kommer på besøg. En evne, der kræver menneskelig erfaring. Derfor følte Jan sig først klar til at sælge sig selv i en alder af 42. Som escortmand er det ham, der sætter rammerne. Kunderne ringer til ham og efterspørger en ydelse, og han vælger selv, om han vil sige ja eller nej til den. Velsignet lyst Kristendom er et fast holdepunkt i Jans liv. Han var 25, da han lyttede til præstens forkyndelse om kærligheden, livet og døden fra kirkebænken. Perioden op til havde været

Det er lysten, der er drivkraften. Det ville ikke blive godt, hvis jeg ikke havde lyst

svær. Han brugte lang tid på at diskutere Jesu opstandelse med sine venner. Til sidst affandt han sig med tanken om, at der er et liv efter døden, og at tro, håb og kærlighed er størst. Nu synger han salmer hver morgen. Han bruger kristendommen som en afsats at anskue verden fra. ”Jeg gør ikke verden til et dårligere sted. Jeg giver noget, og når man giver noget, så får man noget igen. Det er tilfredsstillende at lave noget, som jeg kan lide, som jeg er god til. Det kunne lige så godt være, at jeg var helt vildt glad for at fiske og var dygtig til det,” siger han. Han har altid haft interesse i mennesket som et seksuelt væsen. For ham hænger kristendom og sex sammen. Både kunden og Jan nyder godt af den seksuelle kontakt. Det er vigtigt for ham at have et fundament i livet, som ikke afhænger af, hvad han laver eller hvor mange kvinder, der reagerer på hans escortannonce. Hvad

herren på øverste etage synes om hans foretagende, kan han kun gisne om. Jan er fuld af tro på, at det nok skal gå. Kristendommen er hans guide til at leve et liv, som gør ham og andre glade. ”Jeg tackler livet ud fra min opfattelse af kristendommen. Alternativet ville være, at jeg bare faldt tilfældigt rundt. Det gør mit arbejde som escortmand bedre, da alle kan snakke med mig, fordi jeg er så sikker på mit eget liv,” siger han. Nydelsens mester Jan er ansat ved det offentlige. Escortydelserne er kun et bijob. Det er en lidenskab, der for ham handler om glæden og lysten ved at nyde et andet menneske helt tæt på. ”Det er ikke noget, jeg baserer min økonomi på. Jeg giver ikke afkøb på noget, fordi jeg lige skal tjene til huslejen. Jeg ville ikke bryde mig om det, hvis det bare var et arbejde. Det er lys-

ker jeg tæppet ned så ben er dækket. Jeg n mave, dine bryster, e, hænder og fingre ind ie. Jeg stiller mig bag og masserer og kysbryster og brystvorter, ste brystmuskler. Jeg ud over dine arme, dflader, dine fingre. r jeg mig ved siden n, masserer blidt din gger en varm hånd på lader den anden glide

ten, der er drivkraften. Det ville ikke blive godt, hvis jeg ikke havde lyst,” siger han. Der kan gå uger, hvor Jan ikke har nogle kunder. Når der er travlt, har han én kunde om ugen. Antallet af kvinder, der henvender sig til escortmænd, er, efter Jans opfattelse, lille. Derfor er der heller ikke de store penge at hente. De penge, han tjener på at være escortmand, bruger han på god rødvin og restaurantbesøg. Sex i Den Blå Avis Tidligere har Jan selv købt sex. På den måde har han købt sig til lidt ekstra erfaring, der styrker ham i hans virke som escortmand. Han fortæller om en episode med en kvindelig prostitueret, som var så professionel, at oplevelsen blev kold og distanceret. For ham handler det om at skabe kontakt og være til stede lige fra det øjeblik, kunden træder ind ad døren. Jan mærker lysten allerede ved den første samtale med kunden over telefonen.

Han vil give sine kunder en oplevelse. En oplevelse, som de ikke kan få andre steder. ”Kontakten opstår, når jeg får en kunde i hænderne. Jeg kan kommunikere med den krop, jeg har i hænderne, når jeg gør mit arbejde ordentligt. Jeg kan mærke, hvad jeg skal gøre og ikke gøre. Det kommer gennem den erfaring, jeg har fået ved at arbejde med så mange forskellige mennesker - både i sexbranchen, men også i mit privatliv,” siger han. Det er et nyt eventyr, hver gang han møder en ny kunde. Sammen drager de ud. De er forskellige og kommer fra forskellige miljøer. Han møder mennesker, som han ellers ikke ville møde. Han er fascineret af at møde mennesker på baggrund af det seksuelle univers. En fascination, som driver ham vidt og inspirerer ham til at se sex, hvor andre ikke ser det. Jan ser muligheder. Selv i Den Blå Avis. Et lægehus i Højbjerg bragte en annonce, hvor

lægehuset forærede en gammeldags lægebriks væk. Jan så briksen, som den så ud med læder, krom og stropper til benene, men han så også et stykke SM-legetøj. Nysgerrighed er vejen frem, hvis man vil udfordres seksuelt. Fantasier skal ikke gemmes væk, men afprøves som hypoteser i et forskningsprojekt. Privilegeret single Jan er single. Det var han før, han blev escortmand, og sådan har han tænkt sig, at det skal blive ved med at være. ”Jeg har ikke kunnet finde ud af at have en kæreste før, og det kan jeg heller ikke nu. Jeg kan ikke affinde mig med at være i et forhold. Jeg vil ikke gå på kompromis. Det er egentligt ret egoistisk. Sidst jeg var i et forhold, var jeg 29 år. Jeg følte, at jeg blev kvalt. I øvrigt, så tror jeg heller ikke, der er så mange kvinder, som ville kunne finde sig i at have en kæreste, der har

det bijob, som jeg har, ” siger han. Han har brugt sig selv for at finde frem til, hvad der tænder ham og andre mennesker. Swingerklub, at skulle underkaste sig en domina og en kvinde, der tændte på at få stukket et vatpind pakket ind i et kondom op i urinrøret under sex. ”Det har udvidet min horisont. Det er spændende, og jeg føler mig privilegeret. Jeg oplever det at være sammen med en kunde som et lille teaterstykke, et univers for sig selv, som jeg er i, så længe det står på. Det betyder glæde og tilfredshed med livet. Jeg bliver høj af det. Lidt lige som at drikke champagne. ”

Jan er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn.