CITAT_19 by Magasinet CITAT

Kolofon Redaktion Omsl ag

Foto af Lasse Dearman Tryk

Seedorff Publishing Opl ag

3000 Eva Jakobsen (ansv.)

Daniel Hjorth (foto)

Maria BruunSchmidt

Simone Astrid Pedersen (foto)

Web

www.magasinetcitat.dk Finansiering

CITAT er finansieret af annoncer Kontakt

Peter Jørgensen (foto)

Kasper Palsnov (foto)

Marie Kjempff

skribenter

Magasinet CITAT Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N redaktion@magasinetcitat.dk

Simone Okkels Anne Katrine Restrup Esther Margrethe Lynard & Eva Jakobsen Kirstine Ottesen Kristian Bay Klausen og Jesper Jakobsen Rita G. Dam Joacim Præst Nielsen

fotografer

Paw Wegner Gissel Asbjørn Sand Mie Brinkmann Nikolaj Svennevig Janus Engel Rasmussen Jonas Fogh

Distribution

CITAT er produceret af studerende fra

rosenkrantzgade 21 8000 aarhus C BiLLettLf.: 86 13 88 66 BiLLetnet: 70 15 65 65 www.svaLegangen.dk

date-night? Prøv nu noget

andet end biffen!

Læs mere på www.svaLegangen.dk

studer

ende

95 kr.

Leder At skue ud i verdensrummet er at skue ind i sig selv. Men det er lettest at se, når det er mørkt. I de mørke kroge i Skødstruphallen kan teenagerne se hinanden an. Selv om de har brugt hele forfesten på at komme til at ligne hinanden, er de på vej ind i hver deres selvstændige liv. Man kan godt være alene uden at være ensom. Stewardessen er stadig sig selv på et hotelværelse, hvor intet er hendes eget. Og når hjembyen forandrer sig, kan det tidligere postbud stadig være den samme nede i Blå Kors Genbrug. Vagabonden står uden for vores fælles verden. På landevejene ser han nye steder

hver dag, mens den smukke model ser sit eget ansigt igen og igen. Din verden er din egen og kan være helt andeledes end andres. Måske kan du afgøre om verden går under ved at træde på de rigtige streger mellem fortovsfliserne. Vi må have os selv for øje for at kunne se de større perspektiver. Verden i spejlet er måske endda vigtigere end verden uden for. Når Joacim rejser ud, er det rejsen ind i sin egen spøgelses-tilværelse, der giver ham livet tilbage. I CITAT_19 kan du se ind i andre verdener gennem et spejl, gennem blikket for dem, du har kær, eller en overlevering fra fortiden. Måske kan du også se dig selv.

Redaktionen

Indhold 04

mellem barbiedukker og breezers

Mellem barn og voksen ligger Skødstruphallen, og her er der bal i aften.

Mørkejægerne

bevar mig vel

Hjem i luften

lige nu,

reflektion

fra gellerup til hellerup: 6880

tankestreger

brevet

Tag med ud i mørket, hvor himmelrummet åbner sig og giver frit udsyn. Om at bevare fortiden og nutiden for eftertiden og om et skruelåg.

Stewardessen har hjemme mange steder på kloden, men bruger lige så meget tid højt over jorden. Min drengesjæl, dengang, det efterår, lige nu.

Hvornår så du dig sidst i et spejl?

“Før var der tre slagtere i Tarm. Nu er der ingen.”

1 - 2 - 3 - 4 - aldrig flere. Så går alt galt. Fra et spøgelse i Hanoi.

Konfirmationen ligger bag dem, men kørekortet har lange udsigter. De er i limbo. Stadiet mellem barn og voksen. Hvor pigerne går fra at lege med Barbie til at ville være Barbie, og drengene bruger penge på Dax og Axe i stedet for Action Man. De er ikke gamle nok til at gå i byen, men de er gamle nok til at have lyst til det.

Af Simone Okkels (tekst) og Paw Wegner Gissel (foto)

Betonen skælver af bassen, højtalerne sender dundrende ud over dansegulvet. Røgen smyger sig mellem de tårnhøje hæle og knirkende sneakers, der tester gulvets holdbarhed i et inferno af lys og lyd. I nattens rus kastes lemmerne ud i absurde positioner i takt til musikken. Der lugter af håndbold, gummi og hundrede forskellige parfumer. Caféteriet sælger drinks, snacks, hjemmelavet gulerodskage og chili con carne. Rusen er på rent sukker, og alle drinks er alkoholfri. Gæsterne er endnu under 18 år, endnu ikke myndige, og bor stadig hjemme, ude i forstæderne. De er til halbal i Skødstruphallen lidt uden for Aarhus. Den første smagsprøve på den snarlige adgang til byens diskoteker, hvor dørmændene er hårdtpumpede vagter og ikke bare ham fra klassens far eller mor. I rundkredsen foran scenen danser Mathilde med sine veninder. Hun er 14 år, og det er hendes første halbal. Det var hos hendes forældre, de fem piger og tre drenge mødtes nogle timer tidligere. Ingen alkohol men masser af spray Spotify kører på en spritny Mac på skrivebordet. Der er både Niklas, Shaka Loveless og Dada Life. Over bordet hænger skoleportrætter og familiefotos. På en lav kommode står Essieneglelakker side om side med en håndfuld fra H&M. En bamse ligger på maven på sengen, og to taburetter virker flove over deres barnlige tegneserietryk i teenageværelsets voksende modenhed. ”Vi er bare mega meget søstre med vores hår og alt muligt!” Pigerne har travlt med at glatte hår, udvælge smykker og spraye hårlak i tykke,

klæbrige skyer. Der er intet, som er tilfældigt. Selv den mindste detalje er gennemtænkt og gennemtestet af veninderne. ”Ad, nu lugter jeg af kvinde!” Victor bliver ramt af et skud parfume. Han dækker det med mere deodorant, strategisk sprayet ud over hele overkroppen. Udseende og indtryk er alt. Børnene er nådesløse. Det handler ikke om at skille sig ud. Det handler om at være en del af gruppen og se godt ud, når det gælder. ”Det er vigtigt, hvad man tager på. Man gider jo ikke se dum ud,” fortæller Mathilde, mens Signe-Marie fletter hendes hår og hjælper med at vælge hvilket ur, der står bedst til den koralfarvede, halvgennemsigtige skjorte.

Alle otte har købt nyt tøj til festen. For deres forældres penge, som også har finansieret energidrikke, slik og indgang til hallen. Ingen af børnene hos Mathilde drikker alkohol. Det har de slet ikke brug for. Glæden over festen og sukkerets brusen i kroppen er nok. De er høje på forventninger og på muligheden for at kunne vise sig. Over for begge køn. ”Jeg har været single et helt år nu,” proklamerer Caroline højlydt. På trods af de lange blikke, hun sender Anton mellem venskabelige øgenavne og skuldertjat, skal hun ikke score til halballet. De andre piger fniser og virker meget lidt overbevisende, da de fortæller, de kun glæder sig til at feste og danse med hinanden. Drengene er mere fremme i skoene. De

søde piger skal nok få et blik eller to med på vejen. Meget snart voksen Mathilde vælger det mintgrønne ur. Caroline lægger sidste hånd på makeuppen ved at sprøjte hårlak over ansigtet. Fødderne får samme tur med en grøn Rexona, og drengene retter på deres butterflies og tager billeder af dem selv med computeren. Marcus danser Gangnam Style med en energidrik i brystlommen. Victors hår bliver klappet af pigerne. Det rykker sig ikke en centimeter. Gruppen er ved at være klar. De er utålmodige, deres kroppe sitrer, og deres stemmer er blevet mere højrøstede og skingre, som aftenen er skredet frem. Næste stop er Skødstruphallen, hvor tøjet skal dømmes, hvor der skal danses og måske kysses lidt på tilskuerrækkerne. Mathildes mor sender dem af sted med kind-

kys og formaninger om at følges hjem. Faderen råber, om de har husket vodkaen. Mathilde ruller med øjnene under mascaravipperne og løber efter de andre op ad villavejen mod sportshallens dampende indre. Rundkredsen opløses i slanger af forbundne unge mennesker. Spredt over håndbold banens streger ser drenge og piger hinanden an, trygt tilbagetrukket i grupper. En beruset pige bliver ført ud af en forælder, som har vagt. Tilskuerrækkerne sukker endnu ensomt i hallens periferi, men mellem de dansende skinny jeans foran scenen holder et par hånd i smug. Caroline har slynget armen om Antons skuldre, og Marcus viser sine moves til en flok begejstrede piger. Halballets magi ophæver langsomt de grænser, stregerne på gulvet før dannede. Måske bliver stolesædderne på tilskuerrækkerne alligevel ufrivillige deltagere i unge romancer i ly af mørket.

INNOVATIVE PRODUKTER SE

EL TAG

LYD L -TI

pro PCM op tagelse

40dBSPL lyd op til 1 flerspors

optagelse

og rediger ing

stik phono combo Dobbelt XLR/ overdubbin

tuner metronome og r filte t u c owart l b r é t jus 00 S LS-1

OLYMPU

7,6cm vipb ar OLED to uchscree

BILLEDER E V I T A E -TIL KR n

isering

edstabil 5-akset bill

fuld HD me d stereo l yd Øjesensor

S sensor 16 mp LiveMO Elektr

onisk

søger

mhe 00 følso ISO 25.6

OLYMP

US OM -D

OG FILM

Mørket er ved forsvinde. Byernes kaotiske lys fra billygter, gadelamper og butikker er langsomt, men sikkert, ved at indtage det dybe mørke på nattehimlen. Lægge slør over himles stjerner. Hvert femte menneske på jorden kan nu ikke længere se mælkevejen med det blotte øje uden at blive forstyrret af elektrisk lys. På en klar nat i Danmark kan man i dag se 450 stjerner. For halvtreds år siden kunne man se dobbelt så mange.

I Kompedal Plantage ved Engesvang har byens neon-arme endnu ikke nået nattemørket. Et endnu uspoleret sted, hvor det rene mørke er tiltrækningskraften. Her samles stjerneentusiaster for at kigge på stjerner og fjerne galakser i mørkets klarhed. Herude er det kun skyerne, som står i vejen for stjernehimlen. Vejen til plantagen er lang og kringlet. Man kører forsigtigt, for her er gadelys noget, som findes flere kilometer væk, og det hele er slukket herude. Det er en lørdag aften i september, og der er en halv time til solen går ned. I en rød træhytte sidder stjernekiggerne og venter ved slidte langborde. De tjekker vejrudsigten. Det har regnet tidligere på aftenen. Alle håber på, at vinden vil drive de tunge skyer væk, så jagten kan gå ind. Udenfor høres stemmer. Spredt summen. Små energier i mørket. Skyerne er begyndt at trække sig væk fra him-

len, og blålige pletter kommer til syne blandt det grå. FAMLEN En lille sti gennem træer og buske fører til en afsides plads omgivet af en mørk mur af træer. Fødderne famler sig frem på stien i græsset. Det tager tid for øjnene at vænne sig til mørket, og fødderne er ene om at fornemme en farbar vej uden forhindringer. Konturerne af campingvogne og små telte skyder op over græsset på en åben plads. Rundt omkring er teleskoperne stillet op. Nogle af dem er avancerede teknologiske apparater. Andre er simple hjemmebyggede konstruktioner af spejle, brædder og trævogne.

Det største troner op som en konge i midten. Mørket sænker sig hurtigt. Kun små røde lys og silhuetter af mennesker bryder frem af mørketæppet. Stemmeenergierne summer stadig, men ingen vover at hæve dem. Selv den spredte latter virker afmålt. I mørket taler man ikke højt. Gløden fra en cigaret blusser op. Ellers ses kun røde lyspletter fra teleskopernes kameraer. ”Sluk lige det lys,” lyder det, da en uindviet trækker et lysende telefondisplay op af lommen. Selv det mindste lille lysblink kan ødelægge et ellers klart stjernebillede. Det ved stjernekenderne.

MÅNESKÆRMEN Stjernerne stikker til nysgerrigheden. Står man i mørket og kigger op, indbyder de til noget. Deres blinken er lokkende, som om de bærer på en hemmelighed. En hemmelighed, man kan bruge et helt liv på at forsøge at regne ud. Stjernerne ved, hvordan det hele hænger sammen. Som barn kom Lars Malmgren altid forkølet hjem fra spejderlejr, fortæller han. På udflugterne sørgede han altid for at komme til at ligge helt yderst i teltet, hvor man kan kigge ud under dugen. Helt ude ved kanten af mørket, så han havde udsigt til stjernehavet. Han kigger stadig på stjernerne. Og de er aldrig de samme. Står aldrig stille. DET DER ER DERUDE Johannes Jensen sidder i sin campingvogn og betragter stjernebilleder på en computerskærm, der er forbundet til et teleskop uden-

for. Han begyndte at kigge på nattehimlen med en almindelig kikkert. Det satte tanker i gang, som stadig besætter ham. ”Der er så ufatteligt mange stjerner og planeter i vores galakse. Hvis vi regner med tyve tusind planeter med samme grundvilkår som vores, kan det jo være, der er trolde, som hopper rundt. Det kan vi jo ikke vide. Vi må i hvert fald bare ikke være så naive, at vi tror, at vi er de eneste. Gu’ fanden, er vi ej de eneste.” GENFØDT PÅ EN STJERNE Mørket indfinder sig, og der kommer flere og flere mennesker til den åbne plads. Når de træder ind på pladsen, kigger de op. Spejdende. De høje træer, som omkredser markens mørke, indrammer himlen. De trækker vejret lidt dybere, længere ned i lungerne, nærmest som en ubevidst refleks. Luften føles renere herude, som om mørket smager anderledes. Skarpere. ’Man føler sig ret lille, ikke?’ spørger en af skikkelserne i mørket. ”Når jeg kigger op på den himmel, så tænker

jeg: ’Hold da kæft, hvor ville jeg gerne derop og se’. Finde ud af, hvordan der ser ud på stjerner. Det kunne da være, at jeg vågner op derude næste gang, hvem ved. Det håber jeg.” FANGET AF MØRKET Teleskopet i midten af pladsen er rettet mod en klynge af stjerner. Folk stimler sammen omkring den og kravler efter tur op på stigen, én efter én. Indstiller på objektivet. Stiller skarpt ud i rummet. Det er forskelligt, hvordan folk

reagerer første gang, de kigger på stjernerne. Nogle kigger hurtigt væk igen. Men bliver man fascineret første gang, bliver man også fascineret den anden. Så må man kigge op igen. Finde det sted, hvor man kan se stjernerne endnu klarere i mørket. På vej ud fra pladsen har øjnene vænnet sig til mørket. Skydækket har lukket himlen til igen, men stjernekiggerne bliver stående. Stadig på jagt efter hemmelighederne i mørket.

bat a r e i Stud ple på Ap ter uk prod

Få mass er af fo rdele Meld dig in d i dag på hu i mac.dk /me dlem

Større smil

Mere for mindre

Personlig service Relevant information Bedre vilkår

Rabat på din fødselsdag Facebook auktioner Medlemstilbud

Flere venner Hjælp dine venner Henvisningsgaver Konkurrencer

70215353 / humac.dk / shop.humac.dk København: Vesterbrogade 12 / Gl. Mønt 12 / Magasin (Kgs. Nytorv) Frederiksberg: Åboulevard 15 Lyngby: Lyngby Hovedgade 19A Hillerød: SlotsArkaderne 231 Aarhus: Fredens Torv 2 Odense: Vestergade 94 Aalborg: Lille Nygade 8 Vejle: Bryggen (Søndertorv 2)

Dybere indsigt Skræddersyede kurser Nyhedsbreve Unikke tips

*De 555 kr. skal bruges på varer på samme ordre samme dag, som computeren købes, og kan ikke udbetales som kontanter, veksles til gavekort eller fratrækkes computerens pris. Tilbudet gælder kun mod fremvisning af studiekort, i perioden d. 22. september 2012 - d. 17. november 2012.

Humac tager forbehold for trykfejl, prisændringer samt svigtende leveringer.

Køb en Mac til studiet og få kr. 555 ,til valgfrit tilbehør*

Bevar mig vel Der er mange grunde til, at Grauballemanden er mere betydningsfuld end et skruelĂĽg. Han er en bevaringsvĂŚrdig del af vores kulturarv. Men vi bevarer ogsĂĽ mange meget mindre indlysende ting.

Af Esther Margrethe Lynard (tekst) og Eva Jakobsen (tekst og foto)

Det ville da være skægt, hvis et colalåg om 300 år lå på et museum og fortalte historien om sukkerafhængighed i det 21. århundrede. Det lille rum helt oppe under taget på Kunstakademiets Konservatorskole i København er fyldt med træstumper, sten, knogler, udstoppede dyr og uidentificerbare sager i sprit. Kasser og avispapirspakker med fortid er pakket tæt i reoler fra gulv til loft. Lektor Knud Botfeldt finder endnu en besynderlig genstand frem af avispapiret. ”Det er, som enhver kan se, en osteropolipis,” siger han og holder den grå skifersten frem. Osteropolipisen er den fisk, man kan se aftrykket af i stenen. Det har taget en af hans studerende tre ugers arbejde at finde fiskens form frem af stenen, skæl for skæl. Et stykke af en dør er hukommelse På konservatorskolen arbejder eleverne længe, grundigt og tålmodigt med at bevare fortiden for eftertiden, hvad end den består af fossiler eller nærmest hvad som helst andet. På listen over bachelorprojekter fra skolen fremgår blandt andet ”Æbler fra Osebergfundet”, “Opskriftsbog af Maren Madtzdatter Lægaard” og ”Et stykke af en dør”. Det virker som uforholdsmæssigt meget arbejde for nogle ret små ting. Men der er god grund til at bevare genstandene. Der er behov for det for at kunne placere os selv i en historisk kontekst og for at forsøge at lære vores identitet at kende. Dimserne er kulturarv. ”Kulturarv er det samme som hukommelse, for eksempel et lands hukommelse, og det er vigtigt at passe på den kulturarv, man har,” siger Beate Knuth Fedespiel, som er lektor på skolen og har forsket i blandt andet danske kulturinstitutioners arbejde med bevaring. Konservering er ikke bare en fastfrysning af tingene, men at bevare dem for eftertiden, så de kan vække refleksioner over tiden og samfundet. Og hvis man ikke lærer at bevare genstandene, så bliver der jo ikke så meget at komme efter på museer og i resten af kultursektoren. Sten og lim På afdelingen for monumentalkunst lugter

der af sten. Ja, sten lugter. Af efterårsdage ved stranden. Afdelingen beskæftiger sig med en kategori af kulturarv, der er repræsenteret af blandt anden Jellingestenen. På værkstedet er det imidlertid en kopi af graffitien frem for runerne på den berømmede sten, man kan få at se. Ikke uden humor, disse konservatorer. Man kan følge lugtene rundt på skolen; hver afdeling har sin egen særprægede luft at byde på. I grafisk afdeling lugter der af lim. Lifligt skarp, gammeldags lim. Eleverne i afdelingen konserverer bøger, fotos og dokumenter, men også film og lyd. Gad vide om Alien-filmene er bevaringsværdige? Det der skal gemmes Intet er født som bevaringsværdig kulturarv. Det er noget, vi selv gør det til. Og om Alien vs. Predator er kulturarv, kommer nok an på definitionen. Begrebet blev opfundet i 1800-tallet sammen med dannelsen af nationalstaten. Den fælles hukommelse, den udgør, forbinder man stadig ofte med nationens fællesskab. Det er de over 100 statsanerkendte museer og institutioner, der står for at udvælge vores danske kulturarv. Men Danmark har også omkring 400 andre museer, og der ligger da også en hel del ting og sager, der bliver bevaret på lofterne i de danske hjem. Men hvad gør en ting særligt bevaringsværdig? Alt er jo en del af vores kultur. Også de smøgskodder og skruelåg fra colaflasker, der ligger nede på fortovet. ”Hvis et colalåg skal være bevaringsværdigt, så skal det nok være det allersidste colalåg,” mener Beate Knuth Federspiel. Og det skulle ikke bevares for colaens skyld, men for den historie, det indeholder om colaens samtid. Det ville da være skægt, hvis et colalåg om 300 år lå på et museum og fortalte historien om sukkerafhængighed i det 21. århundrede. Det ville menneskene i fremtiden synes var vildt sært. Ligesom vi synes om 1600-tall-

ets brug af øl blandt både børn og voksne på grund af ringe drikkevand. Forever and ever I limlugten sidder otte studerende med hver deres knækkede grammofonplade. Eller de var knækkede engang. Opgaven har været at sætte dem sammen igen, så de kan afspilles på underviserens gamle pladespiller, som står ophøjet på katedret – klar til at afgive sin brutalt retfærdige dom. Underviseren selv, han vralter ind i lokalet efter en kort formiddagspause og ser smilende rundt på sit lille hold grammofonpladelimere. Han klapper hænderne sammen med et stort smæld og ser spørgende rundt. Hvem vil være den første? Ude på gangen er der stille. Et sekund går. To. Pludselig brager de restaurerede toner ud på gangen, ned gennem den smalle trappeskakt. En armkrogsindbydende melodi fra en fugtig aften på en dansepavillon i 1950’erne. ’Forever and ever, you’ll be mine…’ Værdiløse genstande og hår med mening Hardcore sprogteoretikere vil hævde, at genstande slet ikke indeholder nogen værdi. Det er kun fortællingerne og ordene, som skaber kulturarv. Alene, helt uden hjælp. Mads Daugbjerg, lektor ved Institut for Antropologi ved Aarhus Universitet, undrer sig over den opfattelse. Han mener, det er samspillet mellem genstand og kontekst, som giver de bedste oplevelser. ”Ordene i historierne er bare ikke nok. Der er et eller andet ved det at stå med en genstand i hånden, som du ikke får ved blot at læse en bog eller høre en historie,” siger han. Fænomenet er tydeligt i forhold til den amerikanske borgerkrig. For sydstatsentusiastenerne ovre ved Gettysburg ville det betyde alverden, hvis de fik mulighed for at røre ved

18 general Lees sabel. Kontakten ville være magisk. Sådan er det selvfølgelig ikke for alle. ”Det er ligesom, hvis min datter fik mulighed for at røre Justin Biebers hår. Hun ville gå i ekstase. For mit vedkommende ville det være ret tamt og underordnet,” siger Mads Daug bjerg og slår en let latter op. Forskellige genstande giver folk forskellige oplevelser. Det er op til museerne at indramme tingene, så det giver mening for flere på et kollektivt plan. Åh, Grauballemand! Uden for Mads Daugbjergs kontor ligger Moesgaard Museum. En usikker tur hen over de regnvåde brosten fører til et af de absolut hotteste navne i dansk kulturarv. Grauballemanden. En superstar, stadig på toppen flere tusind år efter sin død. Inden man kan bade i hans stjernelys, slæbes man gennem en informativ, kronologisk og brunlig jernalderudstilling af et opvarmningsband. Afskærmet bag tykke glas spiller bandet sange om flintesten, lerpotter og bennåle i alskens afskygninger. Kvad om korn og kvæg.

Forbindelsen til forfædrene og vores kulturelle baggrund ligger på et meget lille sted. Magien rammer, da udstillingen går fra brun til dunkel. Lyssætningen er diffus, og lydsporet er taget direkte fra Fløjstrup Skov, når alle spøgelserne er på nattetur. Grauballemand! Lyset er dæmpet, og der er lavt til loftet, så man føler sig klemt som den forvredne mosemand. Man står selv midt i mosen. Har selv fundet liget med det iltre røde hår. Fortidens atmosfære Når genstanden fra fortiden så ligger på museet, er dens opgave at formidle en historie og måske endda sætte beskueren i forbindelse med sin fortid eller få ham til at tænke over sin samtid. Det er nødvendigt, at mennesker forholder sig til genstanden og oplever den, og

den oplevelse kan have gavn af at blive hjulpet lidt på vej. ”Vi kan jo godt tale om oplevelser og atmosfærer omkring en udstilling, men hvis hr. og fru Petersen ikke oplever atmosfæren, så er den der ikke,” forklarer Mads Daugbjerg og understreger sammenhængen mellem fortælling, iscenesættelse og den lille dims. Pepsi-låget ligger trygt i den lille æske. Skal den graves ned? Kommes i fryseren? De vil nok ikke tage den på konservatorskolen. Og naboskab til Grauballemanden har lange udsigter. Men en dag skal det nok finde vej til sin plads i kulturarven. På et museum, ude i fremtiden.

Grauballemanden. En superstar, stadig på toppen flere tusind år efter sin død.

Til KaJ :medlemmer af

Er du nogle gange i tvivl om, hvad KaJ laver?

Det er vi kede af, for vi bruger faktisk mange frivillige kræfter på at gøre dig stærkere. Lad os give et eksempel: I flere år har KaJ sammen med Danske Journaliststuderende arbejdet for at få uddannelse til landets praktikvejledere. På Dansk Journalistforbunds Delegeretmøde i april 2011 fik vi vedtaget, at forbundet skulle lave en uddannelse for praktikvejlederne. På grund af den øgede opmærksomhed og Danske Journaliststuderende vedvarende pres, gik Praktikudvalget i efteråret 2011 ind i kampen. Den 17. april 2012 afholdt Praktikudvalget med hjælp fra Danske Journaliststuderende ’Store P-dag’, hvor vejlederne blandt andet fik undervisning i at give konstruktiv feedback. Nu har Pressens Uddannelsesfond bevilget Dansk Journalistforbund penge til en egentlig uddannelse af praktikantvejledere – takket være KaJ og Danske Journaliststuderendes arbejde!

Så husk det. Vi arbejder for dig hele tiden! Kærlig hilsen KaJ

Hun kan knap nå at hænge tøj op eller fylde skraldespanden, før hun igen rækker vakuumpakket kyllingebryst over de grå flyklapborde. Mayumi Schroeder er stewardesse, og luften er et af hendes fire hjem. De andre er fordelt ud over hele verden, og det sætter krav til at kunne tilpasse sig hurtigt.

Noget af det første hun gør, når hun ankommer til sit hotelværelse, er at pakke ud. Hænger tøjet på bøjler. Sætter tandbørsten i kruset på badeværelset. Og lægger sine japanske yndlingsmagasiner på natbordet. Mayumi Schroeder er stewardesse. Det har hun været i 18 år. For hende er det at være stewardesse et servicejob, der handler om at tage sig af folk. Som en sygeplejerske eller en tjener gør. Et job, hun selv synes, er meget nede på jorden. Hun flyver mellem København og Tokyo. Det tager elleve timer med en tidsforskel på syv timer. Hun bor altid på det samme Radisson Hotel de få dage ad gangen, hun er i København. Det er hun så ofte, at hun kalder byen for hjem. ”Den letteste måde at forklare det på er nok

at sige, at jeg på en måned er tredive procent i Japan, tyve procent i Norge, tredive procent i luften og tyve procent i København. København er min anden eller tredje hjemby,” siger Mayumi. Hendes mand bor i Nordnorge, hvor han passer sin mor. Og Mayumi har en lejlighed i Tokyo. ”Folk spørger mig: Hvor er hjem henne for dig, hvor er din base, og hvor arbejder du?

Og jeg svarer: Hjem er i Nordnorge, min base er i Tokyo, og jeg arbejder i luften. Det er lidt forvirrende. Men der, hvor min mand er, er hjemme for mig. København er også hjem, fordi mit job er her. Og min lejlighed i Tokyo er også hjem.” Hotellets personale kender hende og de andre japanske stewardesser. Hun slapper af på hotellet. Hun går ned i fitnesscenteret, træner og strækker musklerne ud efter flyveturen. Går i sauna. Og drikker en dansk øl. Den bedste udsigt er ud over vandet ved Christianshavns Vold. Om sommeren er der svaner, og om vinteren er søen nogle gange frosset til is. Til den anden side er der udsigt til bygninger. Hun plejer altid at åbne vinduerne for at lufte ud. Efteråret betyder, at hun kan have dansk

smør med tilbage til Japan, uden at det smelter i kufferten. Til gengæld betyder den kommende vinter også, at det snart er konstant nat i Danmark. ”Den danske vinter er meget mørk, og nætterne er meget lange. Oven i det er lyset på hotelværelserne meget svagt. Efterhånden kan jeg klare det og vænner mig til det. Men da jeg første gang var her en vinter, sad jeg på min seng på hotelværelset og følte mig så trist, at jeg næsten fik en depression,” siger Mayumi. December måned regner hun ikke for at være mørk. Hun holder af, at hele København er oplyst og pyntet op til jul. Varm gløgg og romantik Det var også i København, at Mayumi i de-

København er min anden eller tredje hjemby

cember måned for 14 år siden lærte sin nuværende mand at kende. De mødte hinanden, da de begge arbejdede som steward og stewardesse og boede på det samme hotel i København. Han fandt hende ved hotellets klaver på tredje sal, hvor hun spillede ‘Når du ser et stjerneskud’. Det var tilfældigvis den eneste sang, han kunne spille på den guitar, han altid havde med sig. På det tidspunkt havde hun gennemskuet, at han var forelsket i hende. Bagefter varmede han en karton gløgg op under rindende vand i håndvasken på hotelværelset og serverede den i nogle krus, de fandt. Nu, når hun er i København, taler de i telefon sammen og sender mails til hinanden. Der går to uger, før hun ser ham igen. ”Især da vi lige var blevet gift, var det for-

færdeligt, at jeg ikke kunne se min mand, når jeg ville. Når jeg endelig var i København, var han i New York. Når han kom tilbage til København, var jeg fløjet til Japan,” siger hun. Engang fløj hun fra København til New York for en enkelt overnatning for at besøge ham. Dagen efter tog hun tilbage til København og videre til Tokyo. ”Kender du sigøjnere? De har ikke et rigtigt hjem, de er altid på farten. Jeg er en flyvende sigøjner. På en god måde. Jeg er ikke hjemløs, jeg har bare mange hjem. Så på en måde er al tid en slags ventetid. Jeg venter på, at jeg skal videre til mit næste hjem,” siger hun. De er altid to japanske stewardesser ombord på et fly. Når de er i København, sidder de nogle gange på hinandens hotelværelser og snakker til langt ud på natten. Hvis det er nogle

gode kollegaer, tager hun rundt i byen sammen med dem. Enten for at shoppe eller for at gå på café. I går spiste de en pizza sammen på en restaurant. Ellers går hun alene rundt i byen og finder dens museer. Især Nationalmuseet, det store med kunst, som hun ikke kan huske, hvad hedder, eller Louisiana i Nordsjælland. Hun bliver aldrig ked af at gå rundt alene. Alene er ikke det samme som ensom. ”Du forsøger at finde historien om den ensomme stewardesse. Jeg er ikke hende. Jeg nyder at opleve byen på egen hånd. Gå på museum eller sidde på en café. På den måde ser man mange flere ting, end hvis man var sammen med nogen,” siger Mayumi. Hun mener, at man som stewardesse skal kunne lide sit eget selskab, for man bruger meget tid alene. For eksempel på hotelværelset, hvor hun nu forbereder sig på igen at skulle hjem i luften.

HELDIGVIS KAN DU NØJES MED AT LÆSE OM IMPROVISATIONSMUSIK.

ANNONCE

Der er kulturoplevelser, der er mere uundværlige end andre. Men hele kulturen får nu en ny sektion på mindst 40 sider hver lørdag. Og som om det ikke var rigeligt, introducerer vi også en ny sektion, SPIS&BO, om søndagen. Prøv begge dele med et weekendabonnement – 6 uger for 299 kr.

NY politiken-SEKTION. HVER LØRDAG.

lige nu, var dengang, var et efterår, var en følelse, en tilstand der ændres, der har sat spor, til at følge, lige nu. Af Nikolaj Svennevig

Af Kristian Bay Klausen og Jesper Jakobsen

Dronningen i eventyret Snehvide blev syg af misundelse, da det magiske spejl fortalte hende, at hun var den nĂŚstkĂ¸nneste i verden. Narcissos blev forelsket i sit eget spejlbillede og lagde navn til det selvoptagede, moderne menneske. Men du skal ikke vĂŚre bange for selv at tage et grundigt kig i spejlet.

Postnummer. Provinsbyer fik et, hovedstaden fik flere. Siden 1967 er Danmark blevet delt op i områder med hver deres fire cifre. CITAT besøger i hver udgave en person bag nummeret - fra Gellerup til Hellerup. Gitte Pedersen, 63 år, Tarm. Som ung var jeg halvandet år i England for at være au pair. Da jeg kom hjem, tog jeg min HF i Tarm. Jeg er aldrig kommet videre. Da jeg begyndte at dele post ud, lærte jeg hele byen at kende og snakkede altid med et hav af mennesker. Vi havde masser af frihed og styrede selv dagens gang. Sådan er det ikke længere. Forleden snakkede jeg med en gammel kollega. Hun var blevet træt og travl af at være postbud nu til dags. Dengang jeg var landpostbud, kunne jeg nemt køre ind og drikke kaffe tre til fire steder om formiddagen, for det var jo ligegyldigt, om jeg kom tilbage klokken halv tolv eller halv to. Jeg skulle jo alligevel bare sortere posten til næste dag. Var der rullet ned hos Maren en dag, måtte jeg hellere lige tjekke, om der var noget galt. Jeg kunne gå i køkkenskabene, kendte hunden og vidste altid, hvor pengene eller girokortet lå. Der var tillid mellem os. Jeg fik specielt et godt forhold til landfamilierne. Der var mange, der gav udtryk for, at det var betryggende, at postbuddet kom forbi. Specielt længere ude på landet. På et tidspunkt fik jeg en fast rute inde i byen. Så skulle jeg trække postcyklen op ad en grim rute, helt op

til Bøgebakken. Det tog fire timer, seks hvis det sneede. Førhen var der tre slagtere i Tarm. Nu er der ingen. Alt flytter til Skjern, og det vender folk helt på hovedet. For ganske nylig ville de sågar flytte Vestjysk Gymnasium. Det fik de altså ikke lov til. Vi har gået der, vores børn har gået der, og vores børnebørn har gået der. Jeg elsker at skrive, og da jeg var ung, bragte Ringkøbing Dagblad mine digte om lørdagen. De gav 25 kr. for et digt. Det var meget dengang. Nu arbejder jeg i Blå Kors Genbrug. Der kommer stadig nogle ind i butikken, der kender mig fra post-tiden. Folk kommer ind, oser lidt, snakker og smutter igen uden at skulle have noget. Vi har jo ikke så travlt og kan sagtens tage tiden til at sludre lidt. Plejeboligerne på Engbjergvej har været mit hjem i snart 12 år. Jeg går dårligt, og jeg kommer ikke så meget rundt som før. Vi er en lille, hyggelig by, og folk fra Tarm holder sammen. Vi overrender ikke hinanden, men holder øje med hinanden på en god måde. Jeg kan ikke forestille mig at bo andre steder.

Af Janus Engel Rasmussen (tekst og foto)

Kom i praktik på JydskeVestkysten • • • • • • • •

Hos os får du kilometer i benene Vi lærer dig nyhedsjournalistik Hos os kan du skrive features Vi har et af landets hurtigst voksende websites Hos os kan du prøve kræfter med radio Vi sender dig ud i verden Hos os vægter vi praktikanternes sociale liv højt Vi giver dig plads til at lave den store baggrund

Hos JydskeVestkysten bliver du journalist, så du kan sætte dagsordenen både om køkkenbordet og på Christiansborg. Læs mere på jv.dk/praktik Syddanske Medier er et dynamisk og lokalt forankret mediehus, der består af Danmarks største regionale dagblad JydskeVestkysten, nyhedsportalen jv.dk, JVshop.dk, Danmarks største kommercielle regionale radiostation skala.fm og Vejen Avis. Mediehuset har 300 medarbejdere fordelt over hele Syd- og Sønderjylland. Hver dag leverer vi nyheder, informationer, viden, oplevelser og debat til de cirka 350.000 mennesker, der læser vores aviser, lytter til vores radio og besøger vores internetportaler. Vi er dér, hvor livet leves og tingene sker – nationalt, regionalt og lokalt.

High-end Point & Shoot

Fuji Finepix X100

FUJIFILM X-PRO 1

FinePix X100 kombinerer alle de nyeste tekniske digitale innovationer i en smuk, traditionel chassis, som oser af klasse og prestige. Stor APS-C sensor og lysstærk 35mm optik.

For den krævende og kompromiløse fotograf, tilbyder FujiFilm X-Pro 1 fremragende kvalitet, lysstærke, udskiftelige objektiver og en super flot finish. En hybrid optisk/elektronisk søger og en revolutionerende 16 megapixel sensor, udviklet eksklusivt af Fuji, efterligner strukturen af analog film og leverer perfekt skarphed. Du får naturligvis fuld manuel kontrol over kameraet og traditionel blændering på objektiverne. Enkelt og intuitivt.

kr. 6.496,Tilbydes ny også i en Limited Edition i flot sort finish, og inklusiv læderetui, modlysblænde og UV filter.

Kamerahus: kr. 9.996,-

kr. 8.996,-

Fujinon 18mm/2,0: kr. 4.096,Fujinon 35mm/1,4: kr. 4.096,Fujinon 60mm/2,4: kr. 4.396,-

Goecker A/S Hejrevej 37 2400 København NV Alle priser er ekskl. moms.

Jyllandsafd.: Sindalsvej 37 8240 Risskov

Tlf.: 35 82 11 00 - www.goecker.dk

Tankestreger

Symmetri, orden og guddommelige krĂŚfter. Det findes i en verden, hvor det gĂŚlder om at finde skjulte streger og tĂŚlle til 4.

Af Rita G. Dam (tekst) og Jonas Fogh (foto) Stregerne slænger sig elegant langs bilens dør og danner en symmetrisk harmoni af linjer, der er klar til at blive talt. Blikket vandrer til et rustent dæksel i fortovet. Det bryder fortovsflisernes parallelle mønster, så det samles i to skæve, diagonale streger. Man må vride foden i en ubehagelig stilling for at undgå at røre dem. Husene, vinduerne, bilerne, de umiddelbare ting er ikke, hvad de ligner. Hvert objekt er et udgangspunkt for nye streger. De symmetriske af dem tager øjet til fange. ”Jeg har det med at tælle streger. Det kører hele tiden. Bordben, stoleben, tasker, glas. Det går der streger ud fra. Og jeg må kun træde på

streger med højre fod og kun på tredje skridt, ” siger Sofie Lenz. Hun fik diagnosen OCD i 2006. OCD er en psykisk lidelse, hvor man plages af tilbagevendende tvangstanker og -handlinger. Indtil da havde hun levet mange år i et konstant symmetrikaos. Børnehavebørnene løber rundt i gården. De hopper rundt, mens de undgår de streger, som er nede på fliserne. Det ser så let ud. Højre fod sitrer, og den bevæger sig langsomt hen mod linjen på jorden. Stregerne var allerede ved magten, da hun gik i børnehave.

”Jeg skulle altid træde på stregerne med højre fod. Så jeg tabte altid.” At lege med de andre børn er ikke nemt. De vil være flere om en leg. Vi skal kun være 4, ikke 5, for så er der ikke styr på det. Så hellere lege alene. Udsendt af Gud Sofie begyndte at tro, at hun gennem ritualerne kunne styre tingenes gang. En periode var hun overbevist om, at hendes evne til at styre tallene og stregerne var unik. Hun måtte derfor være udsendt af højere magter. ”Jeg vidste godt, at jeg var mærkelig. Og der-

for måtte der være noget udefra, der bestemte, at jeg skulle være sådan.” Da hendes morfar lå for døden, begyndte hun at tælle for at redde ham. 8 røde biler. 1-2-3-4 blå biler drøner forbi. Blikket flakker rundt. Skraldespanden ved indkørslen. Vinduerne på huset. Alt bliver talt med. Hun havde et brændende ønske om, at han skulle være der ved hendes konfirmation. Det havde han lovet hende. Han overlevede og havde det rigtig godt denne ene dag. De fik danset, lige-

som han havde fortalt hende, at de skulle. En måned efter døde han. Bekræftelsen i at have overnaturlige evner giver en følelse af at være unik. En ny verden åbner sig. En verden, hvor rollen som dukkefører giver mulighed for at styre omverdenen som et marionetteater. Det kom især til udtryk gennem skænderier med hendes lillebror. Vreden breder sig som en løbeild gennem kroppen. Den når helt ud til fingerspidserne og leder hen mod ritu-

alerne. Gid han var død og borte. Umiddelbart efter hun havde udført hendes ritualer, faldt han ned og slog sig. Hun kunne styre handlinger ved hjælp af tankens kraft. Asfalteret forhindringsbane På Vroldvej i Skanderborg suser bilerne forbi. Husene ligger på stribe langs den trafikerede vej og danner hver især lodrette og vandrette linjer. Universet af streger er der ingen andre, der kan se. Sofie går på cykelstien. En modkørende cyklist kommer i drønende fart imod hende, og hun undviger. ”Det er meget nemmere på cykelstien. Her er der ikke så mange streger,” fortæller hun og ler. På gaden er der uendelige muligheder for at

tælle. Her er der mere af alt, og alting gentager sig selv igen og igen. Bogstaverne på vejskiltene. Trappetrinene op til parcelhuset. Og er man heldig, rammer man tallet 4. Det er altid 4, hverken under eller over. Hvorfor ved Sofie ikke. ”Jeg er ikke særlig god til matematik, men tværsum og 4-tabellen, det kan jeg fandeme.” At tælle giver ro i en ellers kaosfyldt verden. Tankerne hvirvler rundt i hendes hovede som et sæt spillekort, der er sluppet løs i vinden. 1-2-3-4. Og når tankekabalen går op, fyldes kroppen med en gennemtrængende lettelse. Dommedag De utallige brosten danner et gigantisk tæppe af bittesmå kvadratiske tern. Afstanden mel-

Jeg må kun træde på streger med højre fod og kun på tredje skridt

lem stregerne er så små, at kontakt med foden ikke kan undgås. Højre ben skal røre fliserne først for at opnå mest mulig kontrol. Dernæst efterfulgt af venstre. Berøringen af stregerne sætter hurtigt angsten i kroppen. Uorden og kaos melder sig. Jorden vil gå under. Hungersnød, død, ulykke. Noget forfærdeligt kommer til at ske. ”Min mor vil dø, min bror vil dø, mine bedste venner vil dø.” Det kan kun forhindres ved at gøre bod. Der skal trædes rigtigt; 4, 8 eller 16 gange.

Det skal være deleligt med 4. Gentagelserne af ritualerne afhænger af alvoren. Det kræver koncentration, og alt udefrakommende støj lukkes ude. Telefonen ringer, men den bliver ikke taget. 4, 8, 16. Kontrol At have OCD er hæmmende. Kontrollen er givet videre, og man lader sig styre af noget, hvis eneste formål er at skabe orden. Men det føles ikke som det ideelle. Der er kun én rigtig udvej. At gøre det forkerte. 1-2-3-4…5. Kroppen

føles ad helvedes til. Det er noget rod. Angsten begynder at melde sig, og hovedet fyldes med tankekaos. I dag ser Sofie OCD som en del af hende. Hun har lært at tage kontrollen. At tælle til tal over 4 og træde på stregerne med venstre fod først. Tankerne er der stadig. Stregerne er der stadig.

Glæd jer til store oplevelser på Aarhus Teater!

Frankenstein, Mozart og ny dansk dramatik, er bare noget af alt det I kan opleve på vores 5 scener. Til oktober indvier Ghita Nørby vores nyrenoverede Scala scene i forestillingen Other Desert Cities. Se hele repertoiret og bestil de bedste pladser på aarhusteater.dk

Af Joacim PrĂŚst Nielsen

AJOUR-bog på verdens top10 is most often invisible or hidden: the systematic discrimination and exploitation of 250 million people known as Untouchables. they are regarded as unclean and impure and it is believed they can pollute people and things merely by touching them. this belief makes them outcasts.

the repressed people of asia

Wall Street Journal brugte, da bogen udkom i USA, en publishing house ajour halv side om den under overskriften “Not a Millionaire in Sight” og skrev blandt andet: “Mr. Carlsen found not ‘Shining India’ but faces burned by the midday sun, glowing with sweat and grease and lined from ceaseless toil.”

outcast

south asia shedding light on an issue that

ISBN 978-87-92241-22-1

9 788792 241221

outcast

Jako b Car ls e n

this book is a photographic journey through

Jako b Ca r ls e n

publishing house ajour

the repressed people of asia

outcast_omslag_297.indd 1

Bogen er resultatet af fire års fotografering over og under jorden. Om dagen og om natten. Og på alle tider af året. Hemmelige kroge og glemte underjordiske rum. Klaus Holsting har fotograferet mellem rotter og rejsende og vandret rundt i tunnelrøret mellem betonarbejdere og grafittimalere, skrev Pressefotograforbundet på sin hjemmeside og fortsatte: “Det er der kommet en meget vellykket bog ud af, hvor billederne får lov til at stå alene uden tekst.” Men der er tekster i bogen. Erindringer og reflektioner af Søren Ulrik Thomsen, Klaus Lynggaard, Morten Søndergaard, Bo Tao Michaëlis og Rune Lykkeberg.

klaus holsting

nørreport af klaus holsting med tekster af søren ulrik thomsen, klaus lynggaard, morten søndergaard, rune lykkeberg og bo tao michaëlis

171,5mm

18mm

ael Christiansen

esformand for DR og Aarhus Universitet

l Haarder

gsmedlem

ens Lykketoft

gets formand

Rasmussen

af Mandag Morgen

klaus holsting Forlaget ajour

Inspiration til en ny journalistik til gavn for samfundet

20/03/12

Denne bog er en lammer til den journalistiske selvforståelse, når

esformand for Det Kgl. Teater Adm. Dir. For Tryg

DRs nyhedsdirektør stoppet op i det da glige ræs og deler sine tanker om faget og folket:

„Jeg er i stigende grad bekymret for, hvordan vi i medierne forvalter den magt og indflydelse, vi har på samfundet, på politik og på

or Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

vores fremtid. Udviklingen truer den politiske proces og selve

r og leder af Center for Journalistik på SDU

gavn for det samfund, som vi elsker at fremhæve, at vi ønsker at

r og leder af Center rdsforskning på SDU

trerende direktør og ktør for Fynske Medier

g formand for European for Positive Psycology

nt og tidligere chefredaktør for -Falsters Folketidende

demokratiet, og vi må spørge os selv, om vi i virkeligheden er til

tjene?“

Men bogen er også en engageret og inspirerende brandtale med

vovemod og gode eksempler på, at den kritiske journalistik kan blive konstruktiv.

For første gang er erfarne mediefolk, politikere, forskere og sam-

fundsdebattører gået sammen i en fælles ambition om ikke blot at afdække en alvorlig (s)tilstand, men også at inspirere til løsninger

og nytænkning.

ISBN 978-87-92816-25-2

t og foredragsholder

forsker, direktør og partner i FutureNavigator

irektør i DR

788792 816252

15.35

ULRIK HAAGERUP

En skudsalve mod den journalistiske selvforståelse: Bosse “”Jeg er i stigende grad bekymret for, hvordan vi Otto Kjær-Hansen i medierne forvalter den magt og indflydelse, vi Bro har på samfundet, på politik og på vores fremtid. Henrik Pedersen Udviklingen truer den politiske proces og selve Westergård demokratiet, og vi må spørge os selv, om vi i virkeligheden er til gavn for det samfund, som vi Henrik Knoop elsker at fremhæve, at vi ønsker at tjene?” skriver n Knudsen DRs nyhedsdirektør. rine Gyldensted Men bogen er også en engageret og inspirerSkare Nielsenende brandtale med vovemod og gode eksempler Haagerup på, at den kritiske journalistik kan blive konstrukBang

Reklamebureauet København

171,5mm

EN KONSTRUKTIV NYHED

  



nørreport station 120mm

3/30/11 10:33:30 AM

120mm

EN KONSTRUKTIV NYHED Et opgør med pressens negative verdenssyn

ULRIK HAAGERUP, født 1963 Nyhedschef og nyhedsdirektør i DR siden 2007 Konsulent, forfatter og foredragsholder Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1986 Derefter journalist, redaktionschef og chefredaktør på Jyllands-Posten Chefredaktør på NORDJYSKE Medier fra 2002 John S. Knight Fellow fra Stanford University, USA Fik Cavlingprisen i 1990

Redigeret af

ULRIK HAAGERUP

www.dmjx.dk/boghandel

Medlem af Advisory Board på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Medlem af World Economic Forum Global Agenda Council on the Future of Media Ulrik Haagerup har tidligere udgivet bogen En god idé – f ik du den?