CITAT_20 by Magasinet CITAT

KOLOFON REDAK TION OMSLAG

Foto af TRYK

Seedorff Publishing OPLAG Eva Jakobsen (ansv.)

Elisabeth Eskildsen

Maria BruunSchmidt

Jakob Simonsen

Pernille Legaard Dreyer

Marie Kjempff

3000 WEB

www.magasinetcitat.dk FINANSIERING

CITAT er finansieret af annoncer KONTAK T

Peter Jørgensen (foto)

Kasper Palsnov (foto)

Daniel Hjort (foto)

Simone Pedersen (foto)

SKRIBENTER

Kasper Ray (foto)

Janus Engel Rasmussen (foto)

DISTRIBUTION

FOTOGRAFER

Viktor Lykke Reddersen Eva Jakobsen Maria Bruun-Schmidt Philip Christoffersen Peer Jon Ørsted Maria Broe Thustrup Hansen Merian Garde Gräs

Magasinet CITAT Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N redaktion@magasinetcitat.dk

Paw Wegner Gissel Tobias Selnæs Markussen Tor Birk Trads Daniel Hjorth Mario Wezel Kasper Palsnov

CITAT er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Full-frame Nikon D600

Canon EOS 6D

Med sin 24 megapixel full-frame sensor får du still billeder i topkvalitet suppleret med mulighed for fuld HD video.

EOS 6D er bygget op omkring en 20 Megapixel fullframe CMOS-sensor og en kraftig DIGIC 5+-billedprocessor. Fuld HD video og indbygget GPS og WiFi funktion.

D600 Kamerahus: .................................................. kr. 13.745,D600 med 24-85/3,5-4,5 VR ............................kr. 17.495,-

EOS 6D kamerahus: ................................................ kr. 15.370,EOS 6D i kit med 24-105/4,0 L IS..................... kr. 21.245,Nye kit kombinationer: EOS 6D i kit med 24-70/4,0 L IS ...................... kr. 24.870,-

Kampagne I resten af 2012 kan du i forbindelse med køb af D600 vælge mellem følgende tilbehør UDEN BEREGNING: Nikon EN-EL15 batteri ELLER Nikon WU-1b WiFi enhed.

EOS 6D i kit med 40/2,8 pancake ...................... kr. 16.995,De nye kit forventes på lager i løbet af december 2012.

Goecker A/S Hejrevej 37 2400 København NV

Jyllandsafd.: Sindalsvej 37 8240 Risskov

Tlf.: 35 82 11 00 - www.goecker.dk Alle priser er inkl. moms.

LEDER Tiden går, verden ændrer sig, og vi bevæger os. Nogle gange, fordi der er regler for det, andre gange, fordi livet nu en gang ville det sådan - uanset de planer man måtte have lagt. Men det kan være nødvendigt at tage styringen. Morgenritualer sørger for, at livet ikke tager alt for skarpe drejninger. I hvert fald ikke hver dag. Hvor meget man end bevæger sig, kommer man ikke et sted hen, hvor der ikke er en lyd. Om ikke andet, er der hjertet, der slår. I tidernes morgen, var der måske helt stille, men den tid er forbi. Det er dæmonernes og åndernes tid imidlertid langt fra, hvis du spørger de to præster på hver deres side af Viborgvej i Aarhus. Tiden ser ud til at stå stille i sommerhusområ-

det på Sjællands Odde, men den har alligevel næsten slettet sporene af de 200 kilo sprængstof, der landede ved et uheld for 30 år siden. Med tiden finder man ud af, hvordan og hvor man har det bedst. For Tina er det i naturen i Ry. Nogle ting forbliver i alle tider. Farven rød er evigt aktuel i alle livets aspekter i fotoserien af samme navn. Tiden er også gået på CITAT-redaktionen. Meget har ændret sig, siden de stiftende redaktører spiste en kat. Og meget er stadig det samme. En af de første redaktører skriver i dette jubilæums-nummer brevet til CITAT. Lysten, værket og historierne længe leve.

Kærlig hilsen Redaktionen

INDHOLD 04

VALGFRIT Hvem bestemmer, hvor vi skal hen? Nogle gange er det en gravsten eller en fugleflok.

DU SKAL VÆRE MOR NU

Celia havde planlagt sit liv, men halvanden uge ændrede alt.

MORGENRITUALER Få det rigtige ben ud af sengen med en morgendukkert og en stille bøn.

26 37 41

48 50

VIG BORT

Det ondes findes. To præster om dæmoner og mennesker.

FOTO: RØD Rød er liv. Rød er død. Rød er en farve.

STILLE LYD

Hvordan lyder det, når der er stille?

MISSIL-OLSEN “Missil” og “hovsa” er to ord, man helst ikke vil sige i samme sætning.

FRA GELLERUP TIL HELLERUP: 8680 “Naturen giver ro og skønhed”. Tina er flyttet til Ry.

BREVET Kære CITAT...

VALGFRI Af Eva Jakobsen (tekst) og Daniel Hjorth (foto)

Den vender sig og gør. Som om den vil sige, at jeg ikke skal gå her. Og jeg er tilbøjelig til at give den ret. Men reglen hedder følg hunden. Og den har ingen undtagelse i tilfælde af mistanke om bidskhed

Det starter, da jeg kører af Sallingsundbroen og forsvinder ind mellem de træklædte skråninger i Legindbjerge på Mors. Fra nu af har jeg ikke noget valg. Det eneste jeg kan gøre, er at følge det sæt regler, der er skrevet ned på papirlappen i bilens forrude og se, hvor det fører mig hen. Når solen går ned, skal jeg vende hjem. Men indtil da er min færden helt afhængig af mine omgivelser. Jeg passerer frakørslen til Nykøbing uden at overveje, om jeg skal dreje af. Det skal jeg jo ikke. Og så tårner en vindmølle sig op på venstre side af vejen. Jeg følger reglen og drejer til venstre ind i landet. Tanken om, hvor langt væk jeg kan komme på denne måde før solnedgang, når kun lige at skitsere sig på hjernebarken, før en flok fugle flyver over vejen og fører mig til landsbyen Lødderup. Her ligger en kirkegård, og jeg skal ud af bilen og videre til fods. Papirlappen dikterer; find gravstenen fra et menneske, der er født under anden verdenkrig, og lad stenen bestemme retningen. Povl H. Bisgaard blev født i 1943 og døde i 2004. Jeg kendte engang en familien Bisgaard i nabobyen Fredsø, så jeg sætter kurs mod deres hus, lidt spændt på at finde ud af, hvem der mon bor der nu. Formiddagen er lys, luften er frisk, og jeg er allerede på vej mod mit første ufrivillige eventyr. FRIHED Valgfrihed er det samme som frihed. Men frihed er ikke altid det rareste. Følelsen af at være en indflydelsesløs brik i et system, hvor alle mine handlinger er bestemt af mine omgivelser, er en let følelse. At kunne træffe bevidste

valg er ifølge adskillige kloge hoveder det, der adskiller mennesket fra dyrene og gør os til noget særligt. Valgfriheden er vores magt og velsignelse. Men den er også vores forbandelse. Dømt til frihed, sagde Jean Paul Sartre. Men i dag er jeg frikendt. Intet er mit ansvar. Og ting sker, selv om jeg ikke anstrenger mig for at få dem til det. Tænk om man kunne leve hele livet sådan. Herligt. Rask trav langs vejkanten. Nogle hundrede meter. Så letter en vrimmel af sorte vinger fra de nøgne grene i et læhegn og svinger elegant hen over hovedet på mig. Jeg må følge fuglenes retning tilbage forbi kirkegården. Det kan godt gå hen og blive svært at komme ret langt på den her måde. Mod vest ved et drivhus, ud ad et leret hjulspor, forbi en lade med en gammel rød Primera. En campingvogn på en gårdplads og et stuehus med åben dør, men ingen mennesker i syne. Heller ingen nye retningsangivere. Jeg står stille. Det gør den langbenede, gråsorte hund også. Det er svært at rette sig efter reglen om at følge hunde, når den bare står der. Men så begynder den at lunte af sted langs marken. Den vender sig og gør. Som om den vil sige, at jeg ikke skal gå her. Og jeg er tilbøjelig til at give den ret. Men reglen hedder; følg hunden. Og den har ingen undtagelse i tilfælde af mistanke om bidskhed, og jeg fortsætter ud mellem de visne majs og hyppede kartoffelrækker. En ny vindmølle sender mig til venstre efter en række marker, og jeg er tilbage på asfalteret vej. T-kryds; venstre igen. I samme retning som manden med greben og trillebøren. Aage er 85 og bor her på Lødderupvang i

nummer 13. Han er vokset op i Tæbring lidt længere nord på øen, og i hans værksted hænger et lille foto af fødegården. Aages fingre er gigtkrogede og glatte af slid. Han tager altid arbejdshandskerne af for at hilse, men ellers har han dem på det meste af tiden. ”I min alder skal man ikke bare sætte sig indenfor. Man skal blive ved med at gøre alt det, man tror, man godt kan,” siger Aage, da han parkerer trillebør og greb for at snakke. Det kan ellers være lidt svært at komme i snak med ham, men det bliver anderledes om 14 dage, når det høreapparat hans børn og børnebørn endelig fik ham overtalt til at bestille kommer med posten. Til børnebørnene har han bygget ti trækvogne – en til hver. Meget af værktøjet har han arvet fra sin bror, der var en snild tømrer. ”Han kunne alt, hvad han ville, undtagen at få sig en kone. Men det var måske nok også, fordi han ikke ville.” Aage er færdig med at køre blade væk fra indkørslen og vil nu se at komme ind til Lillemor. Det kalder han sin kone. Det, og så dygtig. PINE Drivhuset for enden af Lødderupvang er grønt af alger. Vest. Den vej, jeg kom fra. Og ærligt talt ikke en særligt spændende vej. Da jeg endelig når til en minkfarm og begynder at lugte en historie, er der få minutter til, at klokken er 11.13, hvor jeg ifølge regelsættet skal vende tilbage til bilen. Jeg når lige at få at vide, at jeg altså skal passe på ikke at virke mistænksom i nærheden af minkfarme, hvis jeg ikke vil tages for en aktivist og præsenteres for et jagtgevær.

Og så låner jeg en lighter af en mand, der fik en blodprop i mandags og nu er tilbage på job og er stoppet med at ryge. Min valgløse færden har ført mig til nogle mennesker og nogle historier. Og så har den ført mig væk igen, før det rigtig blev til noget. Men når det ikke er mit valg, så er det vel ikke noget at ærgre sig over. Tror jeg nok. At være fri for at vælge føles ikke helt så let længere. Hvor meget jeg end forsøger ikke at skænke min færden en tanke – det var jo det, der var meningen – så gør det mig ondt, at jeg

der byder sig for øjnene og er virkeligheden lige nu. Fantasi kalder nogle det. Abstraktion siger andre. Uanset hvad, så er det pinefuldt at kunne forestille sig mere uden at gøre noget ved det. Den pine må jeg tage med i mit forsøg på at undgå selv at vælge. Den stålgrå Limfjord breder sig langs vejen. Fra kysten skal jeg til nærmeste overfart og krydse vandet, siger papiret. FEGGESUND

for færgens radar, der troner på styrehuset og roterer uden hastværk. Landskabet står stift imod den kolde bidevind og køerne, der græsser på landtangen, synes fastfrosne. Færgekroen er pyntet op til jul i god tid i, men lukket og mørk. Gad vide, hvem der har valgt at bruge pengene på en helt ny færge til den få minutter lange overfart fra spidsen af Morsø til Thyland på den anden side. Færgemanden er sikkert glad for, at der blev investeret i en ny færge. Bilisterne ville måske

ikke kan forfølge de muligheder, der opstår. Ikke kan beslutte at gøre det. Den menneskelige bevidsthed evner at tænke andet end det,

Det nye færgeleje er netop blevet færdigt ved Feggesund. I det ligger den nye færge. Stedet kunne være et stilleben, hvis ikke det var

nok have været mere tilfreds med en bro. Og dem, som tog valget, har valgt på alles vegne. Det kan være svært at vælge, når det ikke kun

gælder en selv. Men det gør det vel egentlig aldrig helt. Selv hvis jeg vælger at blive hjemme og ikke have nogen indflydelse på livet uden for – så har fraværet af min indflydelse også indflydelse. Det blev jo anderledes, fordi jeg ikke kom derud. SPORET Thy er lige så bleg som Mors i dag. Jeg tænder varmen i bilen, selv om det lugter lidt sært fra blæseren. En legeplads. Sedlen byder mig at følge et

cirkelrundt hul i jorden. Lidt længere fremme endnu et. Og endnu et. Her er mit spor. Jeg følger hullerne rundt på plænen ved havnen i Amtoft. De har numre, så det er let nok. Foran gavlen på sejlklubbens klubhus slutter sporet. Der står en lang række kroketkøller linet op ad muren. I det øjeblik, det falder mig ind, at de har noget med hullerne at gøre, smækkes døren til huset op af en energisk højrearm. Armen sidder på formanden for Amtoft Krolfforening, og den er på vej ud for at lægge nogle kroketkugler i de huller, sammen med forenin-

skal gennemføre krolf-banens 24 huller med færre slag tilsammen end de andre hold for at vinde. Smak! ”Yip”! Markus er en ret eminent krolfer og slår nogle mægtige slag. De mørkeblå overalls stikker ud oven over træskoene og neden under den lyseblå kedeldragt, der stumper på benene. Tophuen, der hænger frem over panden, bliver næsten mødt af hagen, når han krøller underlæben op i ansigtet i koncentration. ”Så du hvor tæt på, den var?” udbryder Keld,

spor herfra. Det fine, fugtige grus mellem gyngestativerne synes ikke at ville afsløre noget. Men ved hjørnet af pladsen er der et

gens ca. 30 andre medlemmer. Sporet er ikke slut her, det starter. Niels, Keld, Inger og Markus er et hold. De

der har en anordning på enden af krolfkøllen til at svuppe bolden op af hullet og noget så sjældent i Amtoft som skarp sjællandsk accent.

Inde mellem bådstativerne er banen nogenlunde pålidelig. ”Det bliver straks værre, når vi kommer om på plænen. Der kan man tabe en hel runde på et hul, fordi der er så ujævnt,” forklarer Niels. Og det gør vores hold vist også. Krolferne spiller to dage om ugen, året rundt. Inger er bange for, at hun og holdet bliver nummer sjok i dag. Vi laver det bedre på tirsdag, forsikrer de andre. ”Ja, for det kan da ikke blive ringere!” mener hun. Og får ret. Fjorden er blevet til bly i baggrunden, det er pivkoldt og begyndt at regne. Men først når de fire, som de sidste har gennemført banen, lukker en mand i sort regnsæt hullerne af, sletter mit spor og kalder til kaffe. OK Klokken 15.13 må jeg tilbage i bilen. I rundkørslen drejer jeg den vej, som de fleste skilte peger mod. En overkørt hare på vejen betyder retning øst, og jeg står atter ved en kirkegård. Mary Hedensted Jensens gravsted sætter mig til at følge bænke rundt i Østerild by, jeg drejer til højre ved tredje og sjette skraldespand, følger en bæk så langt, jeg kan og står foran en drive-in Landbrug&Fritid-butik og en tankstation. Det røde O og K tegner sig skarpt mod baggrunden. Bag bogstaverne blinker lamperne i de kontrolmaster, der hører til Europas største vindmølle, som må være lige derude, bag granerne i mørket. Østerild Kirke ringer solen ned. Jeg ville godt have set den vindmølle. Men jeg når ikke længere end her til gårdspladsen ved Nordthy Biscuits. En hel dag har jeg ladet mig styre af et regelsæt på et stykke papir for ikke selv at vælge noget som helst. Imens har Aage valgt at flytte bladene fra indkørslen og få det høreapparat. Færgemanden har valgt at sejle færgen – igen i dag. Og borgerne i Amtoft har valgt ikke at kede sig om vinteren.

7LO PHGOHPPHU DI .D-

)¡OJHU GX +HMIUD.D- Sn 7ZLWWHU" .RPPXQLNDWLRQ HU YLJWLJ IRU RV L .D- RJ GHUIRU HU YL DN WLYH Sn DOOH GH VRFLDOH PHGLHU 9L KDU InHW YRUHV KHOW HJHQ 7ZLWWHU SUR¿O +HMIUD.D- KYRU YL OLYH WZHHWHU IUD YRUHV EHVW\UHOVHVP¡GHU RJ DOWLG HU NODU PHG HQ NRPPHQWDU WLO GHEDWWHU VRP YHGU¡UHU YRUHV DUEHMGVRPUnGH )DFHERRNJUXSSHQ .UHGVHQ DI -RXUQDOLVWVWXGHUHQGH HU GRJ VWDGLJ YRUHV PHVW SRSXO UH P¡GHVWHG KYRU YL NDQ SUDOH PHG OLNHV 'HU NDQ GX DOWLG ¿QGH GH Q\HVWH LQ IRUPDWLRQHU RP PHGOHPVIRUGHOH RJ DUUDQJHPHQWHU 1RJOH DI GH DUUDQJHPHQWHU HIWHUnUHW E¡G Sn YDU I\U DIWHQV¡O PHG 3HU 0RJHQVHQ L 3ROLWLNHQV +XV 3XE 4XL] L %XQNHUHQ RJ Vn KDU YL RJVn QHWRS KDIW 3LD .M UVJDDUG L )U¡EHUWV WLO HQ VQDN RP PHGLHUQH IUD GHQ DQGHQ VLGH DI NDPHUDHW 7XVLQG WDN WLO MHU VRP KMDOS RV PHG DW J¡UH GLVVH DU UDQJHPHQWHU WLO HQ VXFFHV 'HW HU HQ VWRU PRWLYDWLRQ IRU RV QnU YL VNDO IRUWV WWH LQLWLDWLYHW +YLV GX JLN JOLS DI GH VS QGHQGH DUUDQJHPHQWHU Vn WDE LNNH PRGHW GHU HU PHUH KYRU GHW NRPPHU IUD *n L VWHGHW LQG RJ I¡OJ RV Sn IDFHERRN RJ 7ZLWWHU 6n NDQ GX Y UH GHQ I¡UVWH WLO DW WLOPHOGH GLJ WLO Q VWH .D- DUUDQJHPHQW +HMIUD.D- 6n HU GX VLNNHU Sn DW GX HU KYRU GHW VNHU

DU SK AL VĂ&#x2020;RE MOR

Af Maria Broe Thustrup Hansen (tekst) foto: privat

Halvanden uge før hun skulle føde, fik Celia at vide, at hun skulle være mor. Fuldstændig uforberedt og i en alder af 20 år måtte hun indstille sig på, at livet ville gå anderledes, end hun havde planlagt. Det var en mandag aften i januar. Et par timer tidligere havde Celia været hos lægen, fordi hun havde klaget over mavepine. Hun kom ikke hjem med en recept på smertestillende. Hun kom hjem med en besked, som væltede hele hendes organiserede liv omkuld. Celia var gravid. ”Lægen foreslog, at jeg kunne bortadoptere. Men allerede dér vidste jeg, at det ikke var en mulighed. Det var en stor mundfuld at sluge. Men at give mit barn fra mig. Det vidste jeg med det samme, at jeg ikke skulle,” siger Celia. Lægen mente, at hun var omkring 20 uger henne. Han tog fejl. Halvanden uge senere lå Celia på fødestuen.

”Min seng var redt, og der var ikke noget rod på skrivebordet. Sådan kunne jeg bedst lide det. Der skulle være pænt og ryddeligt,” siger Celia. Hun havde haft styr på det hele. Fremtiden. Planerne var lagt, men nu var de revet fra hinanden. Verden så anderledes ud. Celia krøb endnu mere sammen. Hun holdt armene rundt om sig, og tårerne piblede frem. EN SKRÆMMENDE VIRKELIGHED Et par dage efter tog Celia med en veninde på biograftur. Det havde de været før, men denne gang var det anderledes. Celia ænsede ikke filmen. Det der foregik på lærredet var lige

TUREN HJEM Der var ikke langt hjem til Vallensbæk, kun omkring 7 kilometer. Men Celia kunne ikke få sig selv til at starte forældrenes bil. Hun rystede, og tårerne trillede ned ad hendes kinder. Det var ikke forsvarligt at køre på den måde. Udenfor havde mørket lagt sig, og den kolde januarvind ruskede i træerne. Celia lagde ikke mærke til det. Hun havde kun én ting i tankerne. Hun skulle hjem og fortælle sine forældre, hvad lægen netop havde fortalt hende. ”Jeg tudede hele vejen hjem. Jeg blev ved med at tænke: ”Hvad fanden sker der?” Det var uvirkeligt.” Derhjemme ventede forældrene i stuen. Mor i den ene sofa, far i den anden. Celia blev stående i døren. Hun fik det sagt. Ikke så meget forklaring. Men det var sagt.

meget. Slikket i slikposen smagte hende ikke. Hun kunne kun tænke på, at hun skulle have det sagt. Men da filmen var færdig, kunne hun ikke få ordene ud af sin mund. Hvis hun sagde det højt, blev det virkeligt. Og virkeligheden var skræmmende. Det endte med, at Celia kørte veninden hjem uden at få det fortalt. Senere tikkede der en sms ind på venindens mobil. Den var fra Celia, som fik sagt det højt: Jeg er gravid. Fem minutter efter stod veninden foran Celias hoveddør. De gik en tur ned til engen, som lå helt ud til vandet. Havet dannede baggrunden, da de to piger gik og snakkede. De blev praktiske. Celias veninde arbejdede i H&M, så hun kunne få rabat på babytøj. Det var en start. Da Celia kom hjem, gik hun i gang med at lave lister. Hvad skulle hun købe, hvad skulle hun nå? ”Jeg lånte en bog med råd til kommende forældre. Der stod alt muligt. Mange af tingene havde jeg aldrig hørt om før. Jeg skrev det hele ned på mine lister. Noget af det første jeg købte, var et par neutralfarvede sparkedragter. Jeg havde slet ikke tænkt på at få barnets køn at vide. Der var rigeligt andet at forholde sig til.”

PERFEKTIONISTENS KAOS Hun sad på en skammel i det værelse, hun havde haft hele sit liv.

EN LILLE BULE PÅ MAVEN Celia havde godt lagt mærke til, at hun havde taget nogle kilo på. Hun havde altid været en

slank pige, men efter gymnasiet begyndte hun at miste sin figur. Hun var en af dem, som altid havde kunnet spise, hvad hun ville uden at tage et gram på. Men hun var blevet nødt til at købe et par nye bukser. Størrelsen større end hun plejede. ”Et par af mine drengevenner bemærkede, at jeg havde fået større bryster. Men ellers var der ikke nogen af mine venner, som kommenterede, at jeg havde taget på,” siger Celia. Det var in med oversize-bluser, så de ekstra kilo kunne nemt skjules. I gymnasiet havde hun dyrket masser af sport, men nu havde hun et stillesiddende arbejde. Celia tænkte, at det ikke var til at undgå at tage lidt på. Hun havde på intet tidspunkt overvejet, at hun var gravid. Men nu, hvor hun vidste det, var det som om, at maven føltes anderledes. Pludselig kunne hun fornemme, at der voksede en lille person inde i hende. Hun begyndte at ae maven som andre gravide. Den lille bule var ikke længere dårlig samvittighed. Den var hendes baby. NÅEDE IKKE FØDSELSFORBEREDELSEN Det stak i maven, og hun kunne ikke holde det ud. Smerterne tog til. Hun fik fat i sine forældre, og Celias mor var ikke i tvivl. Det var veer. Jordemoderen sagde, at hun skulle presse. Hun blev forvirret. Hele hendes krop skreg til hende, at hun skulle presse barnet ud. Men tankerne for rundt i hovedet på hende. I tvprogrammerne sagde de altid, at kvinderne ikke måtte presse. Og nu sagde de til hende, at hun skulle gøre det? ”Jeg havde ikke nået fødselsforberedelsen, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Men jeg måtte jo hellere høre efter. Så jeg gjorde, som jeg fik besked på,” siger Celia. Øjeblikket efter var hun blevet mor til en lille dreng. Lucas. Halvanden uge tidligere vidste hun ikke, at hun var gravid.

INNOVATIVE PRODUKTER SE

EL TAG

LYD L I -T

pro PCM op tagelse

40dBSPL lyd op til 1 flerspors

optagelse

og rediger ing

stik phono combo Dobbelt XLR/ overdubbin

tuner metronome og r filte t u c wrt lo a b r é just

S OLYMPU

LS-100

-TIL

7,6cm vipb ar OLED to uchscree

G FILM O R E D E L BIL KREATIVE

isering

edstabil 5-akset bill

fuld HD me d stereo l yd Øjesensor

S sensor 16 mp LiveMO Elektr

onisk

søger

mhe 00 følso ISO 25.6

OLYMP

US OM -D

MORGENRITUALER af Maria Bruun-Schmidt (tekst) og Kasper Palsnov (foto)

BØN Dynen er slået halvt til side, og der er stadig aftryk af kroppen i lagnet. På væggen hænger et stort maleri af Jesus, Martha og Maria i falmede farver. Indrammet i guld og købt i en genbrugsbutik. Randi sidder fredfyldt i skrædderstilling for enden af sengen med lukkede øjne og hovedet lidt på skrå. Hun har krydset armene og luner fingerspidserne i varmen fra knæhaserne. Nåde. Det står med tatoveringsfarve i en svungen håndskrift lige over den streg, der skiller hendes underarm fra hendes overarm. Munden er let åben, og hendes overkrop

svajer lidt fra side til side, for hun er først ved at vågne. Bønnen er ikke lang. Det tager måske bare et minut, hvor Randi koncentrerer sig om at lægge dagen over til Gud. ”Vær med mig i dag”, ”mind mig på dig,” lyder bønnen. Sommetider kan det være svært at fængsle de minutter, det tager at bede. Især hvis morgenen er travl. Men hun er altid glad for, hun får det gjort. Hvis hun snoozer om morgenen, beder hun i sin seng. Hvis ikke, gør hun det i køkkenet. Det tager højst et par minutter, for tankerne kan være søvnige og

ufokuserede om morgenen. Benene lader hun sommetider falde over sengekanten, andre gange trækker hun dem til sig og beder i skrædderstilling, men der er ingen bestemt måde at gøre det på. Hun folder ikke hænderne. Men hun lukker altid øjnene, for det er bedre for hende at koncentrere sig i flimmeret fra mørket bag øjenlågene. Efter bønnen spiser hun en skål Cheerios med mælk, mens hun læser et lille bibelvers. Hun læser nyhederne på nettet og vælger tøj til dagen fra det moderne, røde vitrineskab i soveværelset.

LØBETUR Han trækker gardinerne fra og åbner vinduet, så luftlagene i soveværelset kan skiftes ud. Han slår futonen sammen og går ud i køkkenet for at tage et glas vand, inden han går i kælderen for at hente det løbetøj, der hænger til tørre fra dagen før. Han glemmer hver morgen at tisse af, inden han snører løbeskoene og bevæger sig ud på vejene, og derfor bliver han nødt til at stoppe op og urinere efter et par minutter. Denne morgen løber han forbi en harddisk, som står ved en offentlig skraldespand. Søren tager harddisken og stiller den midt på

vejen. Storskrald hører sig ikke til her, og det må han gøre opmærksom på. Når han kommer hjem, står alt snorlige, som han forlod det. Han putter grød i mikrobølgeovnen og lader tallerknen snurre i varmen, mens han går ned i kælderen for at hænge det fugtige løbetøj op. I køkkenet tager han den færdige grød ud af mikrobølgeovnen, spiser en vitaminpille og hælder juice op i et glas, som han sætter på bordet sammen med grøden. Herefter henter han sin bog og lægger den ved siden af. Nu kan han begynde at spise. Han læser ti minutter i sin bog,

så lang tid tager det for Søren at spise sin morgenmad. Derefter tænder han for radioen, som allerede er stillet ind på P3 fra dagene før. Han lytter efter et skævt indslag, som han kan notere ned og bruge om lidt, når han skal undervise kl. 9.00. Søren tager sin kalender og låser dagen inde i firkanter. Selv banale ting, som at ringe til sin mor eller støvsuge, skriver han ind. Det er bedst, hvis han når at krydse alle firkanter af, inden dagen er omme.

NATTEVAGT På Nyremedicinsk Afdeling C hersker den årvågne sygeplejerske. Stille sidder hun og betragter den mørke gang i andagt. Lydhør. Vagtsom. Og eftertænksom. Mette er mørkets lygtemand og vogter af den ro og fordybelse, der er hengivet til natten. Hun er vågen i de sorte timer og møder morgenen længe før, vi andre er kravlet ud af dynerne. Hun kører hjem fra arbejde, spiser morgenmad og går direkte på hovedet i seng, før de fleste har fået søvnen ud af øjnene. Mette spiser havrefras med yoghurt kl. 2.00. Sommetider spiser hun også popcorn eller et rest pizza fra aftenen, der blev til natten. Morgenen har været stille

siden morgenmaden, og Mette har haft en søvnig pause. Men nu forlader hun sit bundfald af lunken Earl Grey i flamingokoppen på bordet for at gøre sig klar til at bryde stilheden på gangen. Hun vandrer forbi de gule døre til patientstuerne med en rullevogn af stål, der skramler over samlingerne i gulvet. Hun ved aldrig, hvad hun skal forvente. Sitrende lamper eller en kimende advarselsklokke. Nogle gange må Mette nærme sig en livløs krop med en lygte i den mørke morgen, hvis hun er i tvivl om, hvorvidt daggryet har trukket livet ud af en patient. Har det, må sygeplejersken straks i gang med genoplivning, som kan strække sig over et

vagtskifte. Klokken kvart i syv er Mettes vagt slut, og hun overlader genoplivningen til dagsvagten og går ind for at skifte sin hvide kittel ud med en joggingdragt. På vejen hjem kører hun i modsatte side af morgentrafikken på motorvejen. Køen af mennesker, der netop har forladt deres morgenmad og nu kører mod dagens forpligtelser. Hun er selv på vej derfra. Tunge tanker og stemmer fra radioen fylder bilen, og Mette glæder sig over, at hun nu kan krybe hjem i seng.

DUKKERT Morgendisen lægger sig over fabrikstårnene og containerkranerne, der tårner sig op i horisonten ved Aarhus Bugt. Jesper cykler med filosofi i lommen langs den foranderlige havkant mod stranden. Klokken er ved at være otte, og tågebankerne omfavner ham, mens morgentankerne i hans hoved driver deres egne veje og flyder væk ligeså hurtigt, som de er kommet. Vinterbaderen gyser, og kroppen sitrer ved tanken om det kolde vand. Han krymper sig i morgenkulden, mens han sirligt lægger sit tøj sammen i bunker på sandstranden. Som det sidste propper han sokkerne i skoene, inden han bevæger sig ud mod bugten.

Vandet rammer hans nøgne krop. Mødet er isnende, og Jesper pruster kulden ud gennem læberne, så de vibrerer. Selv de mindste muskler reagerer ved at trække sig sammen. Tankeløsheden vælter ind over ham, og sumpen bliver vredet ud af kroppen. Jesper vækkes til live. Som en genfødt. Han rejser sig i ét ryk op af vandet og lunter med kolde, stive ben op på land. Underkæben bevæger sig i rytmiske stød, og det føles som om, at uspidse strikkenåle prikker på hele hudens overflade. Det giver dagen ekstra liv og krydderi. En kickstart. Jesper nyder at bade alene. Han lukker øjenlågene, nyder mørket bag dem og den

rummelige ro i hovedet. Derefter skal han i vandet igen. Han møder vandet tre gange i løbet af morgenen. Første gang er den værste. Efter tredje gang går han direkte op og tager tøjet på fra tøjbunkerne. Hvide streger tegner sig fra nakken i den irriterede, røde hud, mens Jesper bukker sig og omhyggeligt tørrer fødderne i håndklædet. Når han har fået tøj på igen, cykler han tilbage til sin lejlighed, hvor han smider tasken med de våde varer og smutter forfrisket i skole.

STYRK DIT CV OG GØR EN FORSKEL FOR UDSATTE BØRN OG UNGE

Vil du gøre en forskel og bruge dine talenter til fordel for udsatte børn og unge? Så er det dig, vi søger. Du giver en hånd. Til gengæld får du oplevelser for livet, en masse nye venner og spændende erfaring på dit CV. Du bli’r, hvad du gi’r I Ungdommens Røde Kors kan du hjælpe udsatte børn og unge ved at sætte dine talenter i spil. Du kan blive frivillig på vores mange aktiviteter i Danmark eller styrke vores ungdomsarbejde i den store verden. Som frivillig får du kompetencer, som du kan trække på resten af livet. Samtidig med at du gør en forskel for andre, gør du nemlig også en forskel for dig selv. Du udvikler dig selv, får masser af erfaringer og udvider dit netværk. Læs mere om alle vores aktiviteter på www.urk.dk. Bliv medlem Et liv på SU kan være hårdt – det ved vi. Men for kun 100 kroner om året kan du blive medlem af Ungdommens Røde Kors. SMS ”HELT” til 1919 og giv den bedste gave til børn og unge, der trænger. (Det koster 100 kr. + almindelig trafiktakst)

Ungdommens Røde Kors er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation. Vi hjælper børn og unge med problemer som ensomhed, misbrug, fattigdom og vold. Fra lektiehjælp og ferielejr til chat og væresteder. Vær med på www.urk.dk.

“ Det er jo utroligt, hvor lidt der egentlig skal til for at hjælpe andre mennesker. Samtidig får man rigtig meget anerkendelse, så snart man fortæller, at man er frivillig ” Tue, frivillig i en drengeklub

VIG BORT 19

To kirker på hver deres side af vejen. To præster, der fordriver det onde med hvert deres våben.

Af Peer Jon Ørsted (tekst) og Paw Wegner Gissel (foto)

I FORSAGER DJÆVELEN OG ALLE HANS GERNINGER OG ALT HANS VÆSEN,

som det står skrevet. Et grundvilkår for menneskelig sameksistens, som vi næsten alle kan blive enige om, kristne eller ej. Når vi ser det onde manifestere sig, tager vi afstand fra det, om det sker i den tredje verden eller på en lille norsk ø. Men hvordan det onde viser sig, er der delte meninger om. I dag findes der et hav af muligheder for både indre og ydre helbredelse. Nogle går til psykolog, andre går til Gud. Nogle bliver helbredte, andre bliver det ikke. På den anden side af Viborgvej i Aarhus ligger Citykirken. Det er en frikirke, hvor man formidler kristendommen gennem sang, dans og bøn. Men også gennem uddrivelser af ånder og dæmoner. Præsten Bergur Skovgaard møder mennesker, som det onde tager magten over, og der må en uddrivelse til for at befri dem fra deres indre dæmoner. På den anden side af Viborgvej ligger Hasle Kirke, en lille dansk folkekirke. Her foregår gudstjenesterne på mere traditionel vis, og præsten, Carsten Clemmensen, er kritisk over for de såkaldte dæmonuddrivelser, som de udøver og tror på, derovre.

BERGUR SKOVGAARD, CITYKIRKEN

Som ung oplevede han selv, at en dæmon besatte ham. Under en gudstjeneste sammen med nogle andre unge, begyndte det hele at køre rundt, og det buldrede inden i ham. Bergur Skovgaard måtte gribe fat i en sidemand. ”Hjælp mig, bed for mig.” Straks kom der nogle hen og begyndte at befale over ånderne i ham, og i det øjeblik mærkede Bergur Skovgaard noget forlade ham indefra. ”På det tidspunkt forstod jeg slet ikke, hvad der skete. Det var uforklarligt. Men når man tænker på, hvad man har været igennem som barn, tror jeg, at mange mennesker ofte vil finde kilden til deres dæmoniske plager,” fortæller han. Bergur Skovgaard har selv kæmpet med en barsk opvækst. Han er født på Færøerne ind i et misbrugermiljø. Han voksede op med skilte forældre, moderen var alkoholiker og misbruger, og som dreng blev han seksuelt misbrugt. Han havde allerede tidligt i livet været gennem mange ting, men da han som 16-årig blev inviteret med til en gudstjeneste, mødte han en kærlighed og omsorg, ”et ægte hjerte”, som han aldrig før havde oplevet.

”Der findes mennesker, som på ingen måde tror på noget som helst åndeligt, men jeg kunne tage dem med til steder, hvor den åndelige verden er mere åbenlys. Så kan jeg love for, at der ikke går mange minutter, før de ændrer syn på, hvordan den virkelighed er,” siger Bergur Skovgaard. At forkynde Jesu budskab om tilgivelse og frelse er enhver præsts opgave, men Bergur Skovgaard mener, at det også hører til opgaven at lægge hånden på de lidende og befale deres indre dæmoner at forlade dem.

DEN BESATTE KVINDE Bergur Skovgaards erfaringer med at uddrive dæmoniske plager og onde ånder viser ham, at der som regel er en særlig historie bag de mennesker, der oplever at blive besat. ”Det er ikke bare en evne, de har. Det er simpelthen onde ånder, der manifesterer sig,” siger han. Første gang, Bergur Skovgaard overværede en decideret dæmonuddrivelse, var, da han som ung kom til Danmark til en bønnenat. Her

mødes man og beder til Gud om natten. Men da han kom ind, fik han sit livs chok. ”Der sad en kvinde i midten, og jeg kendte hende. Hun havde sin mund åben, men ud af hendes mund var det ikke hendes egen stemme, der talte, men en mandestemme. Jeg kan godt sige dig, jeg var bange den nat,” siger Bergur Skovgaard. DEN AFRIKANSKE VIRKELIGHED Bergur Skovgaard viser nogle billeder fra en kæmpemæssig gudstjeneste, han overværede i Tanzania. Der er titusinder af mennesker til gudstjenesten, og stemningen synes meget mere intens, end vi er vant til herhjemme. Overalt dannes der rundkredse omkring folk, der pludselig dratter sammen. Under opholdet var han vidne til blinde, der fik synet tilbage, døve, der fik deres hørelse igen og folk, der smed deres krykker. ”De griber det, når Bibelen siger, at man skal bede for de syge, og at bønnen vil gøre dem raske. Så bliver de det. Nogle siger, at det ikke sker i Danmark, men det er fordi, vi ikke er desperate nok. Vi har jo vores sikkerhedssystem, og vi har hospitalerne og medicinen.” NORSKE DÆMONER Når Bergur Skovgaard ser på verdens ondskab, ser han Satans natur udfolde sig. Det er satans mission. “Han er kommet for at slagte, dræbe og ødelægge.” Et af nyere tids mest forfærdende eksempler på det er Anders Behring Breivik. Af psykiatrien blev han erklæret tilregnelig, og dermed ikke psykisk syg. Er han så besat? Det er Bergur Skovgaard helt overbevist om, at han er. Drevet af onde ånder.

Bergur Skovgaard

CARSTEN CLEMMENSEN, HASLE KIRKE ”Hvis jeg kan sidde overfor et menneske og sige, at det, vedkommende lider af, er en besættelse af en ond ånd, djævel eller dæmon, hvad betyder det så for den måde, jeg anskuer verden på i øvrigt?” spørger Carsten Clemmensen fra Citykirken på Viborgvej. Ifølge ham handler det om en forståelse af, hvad vores bevidsthed er. Der findes helt åbenlyst mennesker, der afkoder verden anderledes end andre. Han betvivler ikke, at det kan være skelsættende for nogle at opleve en uddrivelse eller helbredelse gennem bøn. Men han mener, at det kræver at både præsten og den udsatte tror på, at det sker, fordi Gud griber ind. Og i den forstand mener Carsten Clemmesen, at det er helt fint med et sådan syn på verden. Det falder tilbage på samme spørgsmål. Om hvad der er ens billede af Gud? Det hænger sammen. Carsten Clemmesen kender mennesker, der er

Carsten Clemmensen

gået til en clairvoyant eller healer og bagefter har fortalt, at de er blevet helbredt. ”Er det også Gud? Det ville Bergur Skovgaard jo ikke sige. Og så er vi igen inde i et verdensbillede, der er helt vildt,” siger Carsten Clemmensen. PSYKIATRISK HÆMSKO Bergur Skovgaard mener ikke, at vi er desperate nok herhjemme til at opleve den samme grad af dæmonisk aktivitet, som han oplevede i Tanzania. Det er Carsten Clemmensen ikke enig i. Han peger på psykiatrien som den åbenlyse hæmsko for dæmonernes færden i Danmark. ”Hvis du bevægede dig ud på Psykiatrisk Afdeling i Risskov en uge efter, man havde taget al medicin fra patienterne, ville du opleve det, Bergur oplevede i Tanzania. Vi har ikke råbende mennesker gående på gaden, folk, der ligger i gadekrydset og ryster, eller mennesker, der taler med underlige stemmer,

fordi vi i næsten 100 år har været i stand til at medicinere det væk,” siger han. INDRE RO OG OMSORG Carsten Clemmesen anerkender den lindrende effekt et psykisk sygt menneske kan føle, når det får en forklaring. Du lider af det, du gør, fordi du er besat. Men han mener, at det er en hård dom, og at man i stedet må spørge sig selv, hvorfor man er besat. Hvad har jeg gjort galt, siden jeg skal besættes? Han understreger dog, at han ville sige ja, hvis der kom en syg eller svag og bad om forbøn hos ham. Han ville gøre det, fordi det at bede sammen og det at bede for et andet menneske kan have en healende effekt. For ham er det gennem bønnen, at mennesket lærer at forsone sig med dets mørkeste skyggesider og give disse sider lys. ”For mig er det at bede grundlæggende at lægge sit liv i Guds hænder og forsone sig med den, man er. Og kæmpe med det, man også er.”

RĂ&#x2DC;D

af Tobias SelnĂŚs Markussen (tekst og foto)

Brændende kærlighed er også en efterårsret med kartoffelmos, ristet bacon og gyldne løg. Øverst th. Bier er vigtige for bestøvningen af mange blomster. Bierne spreder blomsterstøv fra blomst til blomst. Uden biernes hjælp ville mange blomster ikke kunne sætte frø og danne frugt. Midten th. På latin hedder en brystvorte papillae mammae. Nederst th. Verdens dyreste bamses mund er lavet af guld, og dens pels af guldtråd. Pupillerne i dens øjne er lavet af safirer med diamanter som iris. Der er kun produceret 125 eksemplarer af bamsen, som koster i omegnen af 420.000 kr.

I bekendtgørelsen om slagtning og aflivning af dyr står der i § 7, kap. 3, stk. 4, at “Slagtningen skal foregå ved, at begge halspulsårer og halsvener manuelt overskæres med et skarpt redskab, umiddelbart efter at dyret er fikseret.”

Hver gang Kristian er ude at rejse, f책r han en ny tatovering. Han har to hjerter p책 armen, som minder ham om hans kone.

Øverst tv. Når man taber en kop te ud over sig, begynder huden at falde af. Øverst th. Mixed Martial Arts er en kampsport, som sammenkobler grundelementerne fra kickboxing, brydning og Brazilian Jiu Jitsu. Nederst th. Lille Sander blev født fredag den 4. juni 2010. Da hans mor blev kørt på fødselsstuen, tog det ham kun 20 minutter at komme ud.

Øverst tv. Tungen er en slimhindebeklædt muskel, som kun hvirveldyr har. Den er meget bevægelig og udover at smage med den, bruges den også til at dirigere maden rundt i munden. Øverst th. Gravide kvinder kan få besvær med helbredet, hvis de insisterer på at gå med høje hæle. Nederst tv. I 1956 vandt Albert Lamorisse De Gyldne Palmer i Cannes for sin film Le ballon rouge. Nederst th. “How lucky we are that we can reach our genitals instead of that spot on our back that itches”.

)2) $DUKXV NDQ WLOE\GH GLJ

(W JUDWLV WHJQV WQLQJV RJ JUDPPDWLNNXUVXV )98 WULQ +DU GX L IRUELQGHOVH PHG XGGDQQHOVH HOOHU MRE EUXJ IRU DW DUEHMGH PnOUHWWHW PHG DW IRUEHGUH GLQ WHJQV WQLQJ RJ UHJOHU IRU VWDYQLQJ" 6n NDQ GX ¡JH GLQ VLNNHUKHG L EUXJ DI JUDPPDWLVN NRPPD RJ VWDYHUHJOHU JHQQHP O UHURSO J ¡YHOVHU EUXJ DI UHOHYDQWH WHNVWHU RJ ,7 .XUVHW YLO Y UH Sn FD OHNWLRQHU PHG O¡EHQGH RSWDJ 'HW WLOUHWWHO JJHV VRP DIWHQ HOOHU ZHHNHQGKROG RJ WLGVP VVLJW HIWHU Q UPHUH DIWDOH PHG GHOWDJHUQH 2EOLJDWRULVN WHVW PHG KHQEOLN Sn LQGLYLGXHO XQGHUYLVQLQJ

+HQYHQGHOVH WLO )98 NRRUGLQDWRU %RGLO %HUJ 1LHOVHQ WOI HOOHU LQIR#DDUKXV IRI GN

/ U DW IRWRJUDIHUH

3(563(.7,9 /<6 '5$0$7,. .XUVHU L IRWRWHNQLN IRWRJUD¿ RJ 3KRWRVKRS

ZZZ IRWRNXUVHU RUJ

67,//( /<' -9,2=,5:

Af Philip Christoffersen

På Ingeniørhøjskolen i Aarhus har de et lyddødt rum. Væggene er systematisk polstret med en halv meters skumgummi, formet i kegler, der ikke reflekterer lyden tilbage til afsenderen i rummet. Når dørene til rummet lukkes, forsvinder omverdenen. Når lyset bliver slukket, fordamper al umiddelbar navigation. Det her må være det eneste sted, det er muligt at finde stilhed i verden. Det mest stille rum i verden. Alle andre steder er der lyde, vi skal forholde os til. Væggene trækker al lyd til sig og efterlader intet andet end en trykken mod trommehinderne. I rummet bliver alle sanser forstærket, og kroppens funktioner bliver pinagtigt tilstedeværende. I øregangene bliver blodet, der risler forbi det indre øre, til en flod af larm, hårrødderne vibrerer som strenge ned igennem kraniet, når hovedet bevæges, og hvert eneste spytsænk lyder som et vandfald, der går fra munden til tæerne. Rummet bliver til en koncertsal fyldt med kroppens egen musik. Her er alligevel ikke stille. LYDEN AF STILHED Komponisten John Cage komponerede i 1952 et stykke alternativ klassisk musik, der hed 4,33. Det bestod ikke af andet end et fuldt orkesters stilhed opført i en koncertsal foran et publikum, der ikke kunne gøre andet end at se forbavsede til. De ventede på, at nummeret skulle starte. Det gjorde det aldrig. Formålet med stykket virker avantgarde. Måske ligefrem plat. Men John Cage havde en pointe. Han forventede ikke, at publikum skulle sidde, kigge og vente. De skulle lytte til den lyd, de ikke ellers hørte, når de sad i en koncertsal. Lyden, der normalt blev overdøvet af musikerne, fik i John Cages 4 minutter og 33

ning mere bizar end den anden. Han har lavet en dampmaskine til at lave lyde, men den er enormt upålidelig. Den kører i alt mellem fire og tyve minutter, før den bryder sammen, og den er en støjende affære med de mange tandhjul, dingenoter og lydoutputs.

sekunder lange værk lov til at regere. Lyden af folk, der retter sig i sædet. Af folk, der undertrykker nys. Lyden af de undrende blikke og den tåkrummende håndfladesved. Han mente, at stilhed er en lige så vigtig ingrediens i musik som selve lyden. AL LYD ER MUSIK Morten Riis er elektronisk musiker og arbejder med lyd. I 2004 da han startede på det elektroniske konservatorium i Aarhus, lavede han musik på sin computer, men nu bruger han den ikke til andet end mails. Hans musik kommer i stedet fra den ene anord-

Men lytter man godt efter maskinens snurren og hvæsen, begynder hjernen langsomt, men sikkert, at sætte lydene i system. Rytmer titter frem, toner mingler, og temaer danner sig. Hjernen gør de uhåndterbare lyde til musik. Og der er en vigtig lektion om musikkens væsen at hente her. Musik er bare lyde, der er blevet sat i system. “Lyden når et helt andet abstraktionslag, hvis man lærer publikum, at de ikke skal forstå alt, hvad de hører, og at det er ok at være i tvivl,” siger Morten. Han har også lavet en sindrig konstruktion af Lego-motorer, forstærkere og mikrofoner. De helt særlige lyde, dette instrument fremavler, er uhørt unikke og ikke til at finde ord for. “Lyd er et umiddelbart medie, og det kan noget, som billeder ikke kan.

Der er visuelle tegn overalt i form af tekst og figurer, som vi afkoder og har en forståelse af,” forklarer han. “Men lyden refererer ikke til andet end sig selv. Man kan godt tale om abstrakt kunst i malerier, men det abstrakte maleri vil altid have noget konkret at referere til, fordi det har farver, som kan defineres og genkendes. Det har lyd ikke.” SUPERSTILLE På en grådiset novemberdag væk fra storbyens larm og spektakel, kan man gøre et forsøg på at finde stilheden. Mellem sø, siv og grantræer er der fred til at lægge sig på en bænk, tage bind for øjnene og lytte til naturens lyde, der langsomt manes til ro af det sene efterårs eftermiddagslys. Men her er ikke stille. Et blad falder og lander. En gråand skyder op igennem mosegræsset med rytmiske vingeflaks, og langt væk på en vej piercer en ambulance luften med en sylespids sirene. Langsomt bliver stilheden til et hav af lydindtryk, der skyller ind i øret og danner en symfoni af mønstre og melodier. Lyde, der ikke hænger sammen, men bliver sat i system. Man lægger pludselig mærke til, at vinden, der hvæser i trækronerne, kan forudses, før den overhovedet dukker op. Man lærer, hvordan stilheden, der går forud for stormen, lyder. Som et crescendo, der går forud for klimaks. 2000 TIMERS STILHED Lydmanden Bernie Krause fra Detroit, Michigan har brugt årtier på at optage naturlyde i alle hjørner og afkroge af verden. Han ejer den største private samling af naturlydsoptagelser, der eksisterer. Men der er sket noget med naturen. Den naturligt uforstyrrede plet i skoven er væk. Der er altid noget menneskeligt i nærheden til at forurene stilheden. Vi er blevet forvent med aldrig at være helt væk fra civilisationens puls, og selv

i den dybeste jungle er motorsavens rasen påklageligt tilstedeværende. På den højeste tinde flyver jetflyet lavt. I 1968 skulle Bernie Krause bruge 15 timer på at optage én times rå uforstyrret naturstilhed. Han gjorde det ved at finde isolerede områder og skiftevis optage og stoppe igen, hvis noget skulle være unaturligt forstyrrende.

I dag ville den samme øvelse tage ham 2000 timer. Kigger man sig omkring, kan det være svært at finde en tid og et sted at sætte sig og lytte til ingenting. Med musik i ørerne på indkøb, radioen, der kører i køkkenet, vaskemaskinen, der rumler og fjernsynet, der snakker, er der aldrig rigtig stille. Der er altid lyd, til at minde os om, at der aldrig er ingen lyd. Og at fraværet af lyd ville gøre os utilpasse. Som om vi har brug for et soundtrack til alt, vi gør. I det lyddøde rum på Ingeniørhøj-

skolen fortsætter stilhedskoncerten i det indre. Alle instrumenterne spiller hver for sig forskudte temaer i ti forskellige tempi. Frekvenser der stiger og falder, men indimellem bliver stille for at lytte til den ene lyd, der ikke holder inde. Hjertet. En konstant nærværende rytmisk puls, der ikke stopper. Her, depraveret fra al anden lyd, holder det rytmen, holder os i gang, holder stilheden på afstand. Og vi ÄUKLY PRRL Z[PSOLK Zr S¤UNL KL[ ZSrY

MacBook Air Alle burde have

en bærbar, der er så avan ceret. Og nu har alle mulighede n.

70215353 / humac.dk / shop.humac.dk

København: Vesterbrogade 12 / Gl. Mønt 12 / Magasin (Kgs. Nytorv) Frederiksberg: Åboulevard 15 Aarhus: Fredens Torv 2 Odense: Vestergade 94 Lyngby: Lyngby Hovedgade 19A Aalborg: Lille Nygade 8 Vejle: Bryggen (Søndertorv 2)

ir MacBook A at

rab med studie 49,fra kr. 7.0

Af Viktor Lykke Reddersen (tekst) og Mario Wezel (foto)

e tunge dugdråber hænger med det yderste af neglene fast i snebærrene og i de efterårsgule løvblade, der snart vil give op og falde mod jorden. En fasan skræpper, mens den klodset basker sig vej gennem graner og fyrretræer. Her er mørkt. Helt mørkt og hundekoldt. Som om det ikke er nok, er også stilheden larmende tavs. Kun den konstante brusen fra havet minder om, at tiden rent faktisk ikke er gået helt i stå. At der stadig er fremdrift og liv. Overraskende pludseligt letter mørket en smule, og solen begynder en kamp for at hive sig op over horisonten. Mens den sender de første lysstråler gennem skoven, ser man det helt tydeligt. To store graner mangler toppen - den øverste halvdel af træet.

De to halve træer står i baghaven til Pilelunden nummer 2 ved Lumsås på Sjællands Odde. De fleste ville gå forbi dem og tænke, at de var knækket ved en af de mange storme. Men sådan forholder det sig langt fra. Det er den 6. September 1982, og Henning G. Olsen pusler rundt på fregatten Peder Skram. Han er en af landets førende missileksperter og er derfor aldrig blevet kaldt andet end Missil-Olsen. Denne dag skulle det kælenavn dog få en helt anden klang. 123, 123 OG CHEFNØGLEN Missil-Olsen er i gang med en rutinetest af krigsskibets våbensystem, hvis stolthed er otte Harpoon-missiler med en rækkevidde på 110 kilometer. Med en egenvægt på et halvt ton og

en længde på fire meter, ligger de dødbringende missiler i affyringsramper forrest på skibet. Han skal simulere en affyring og taster koordinater ind for missilet. 123, 123, skriver han. Tilfældige tal. 123 er retningen i grader, og efter 123 kilometer skal missilets radarsystem finde et mål og udslette det. Missilet ville teoretisk set ende i Køge Bugt. Missil-Olsen ryster dog ikke på hånden. For at missilet kan affyres, skal der nemlig sidde en nøgle i affyringspulten, og den ligger trygt og sikkert i chefens pengeskab. Langt væk fra operationsrummet, hvor Missil-Olsen er kommet til testens sidste fase. Han drejer affyrringsgrebet til højre. Det giver et lille klik og står nu på ”FIRE”. Affyr. Testen er færdig. Med et brag forlader det enorme Harpoon-

missil sin plads. Noget er gået galt, og langsomt forsvinder missilet ud af syne med en stråle af røg og ild bag sig. Det er velsagtens i denne situation, at missilet får sit øgenavn. En har måske sagt: ”Hovsa.” Hovsa-missilet starter nu en 34 kilometer lang rejse med omkring 200 kilo højeksplosivt sprængstof i bagagen. Imens ringer MissilOlsen til Søværnets Operative Kommando og forklarer den uheldige situation. MISSILET GÅR I LAND Den sidste dug er fordampet, og solen har fortrængt den værste kulde ved Pilelunden nær Lumsås. Den gryende morgenstund er erstattet af formiddag. Her er stadig helt stille. Kun den brusende susen fra havet. Med lidt god vilje kunne det godt lyde som et missil med retning mod præcis dette sted. Tove Larsen står og hyggesnakker med sin datter i telefonen. Hun er i sommerhus med sin mand i området ved Lumsås. Alt ånder fred og ro, og snakken går. Samtidig nærmer missilet sig kysten med 850 kilometer i timen. Harpoon-missilet er et såkaldt sø til sø-missil – lavet til at ramme andre skibe. Det holder en højde på fem meter

over havet, indtil det finder et mål. Så stiger det i højde og angriber oppefra. Mols-Linien har passeret få minutter forinden, så missilet rammer intet, inden det hamrer ind over Lumsås-bakken og drøner over de første sommerhuse. Men så går den heller ikke længere. Hos Tove Larsen, med datter i røret, stopper samtalen meget pludseligt. Ruden bag hende bliver suget ud, og telefonforbindelsen ryger. Missilet har ramt de to store graner i baghaven til Pilelunden nummer 2. Meget tæt på Tove og hendes mand. Huset blæses i stumper og stykker og bryder i brand. Andre huse får samme tur. En blanding af missilild, vragdele og brændende dele sprøjter ud over sommerhusområdet. Adskillige sommerhuse forsvinder helt, mens mange andre får massive skader. Skulle der være en enkelt klodset fasan tilbage, har den nok undret sig lige så meget som resten af sommerhusejerne i det lille område på Sjællands Odde. Således starter dagen den 6. september 1982. SKYLD OG UNDSKYLD Inden længe er de første journalister på sagen,

deriblandt Gunner Nielsen, som senere skulle vinde Cavling-prisen for sit arbejde med missilulykken. ”Det første stykke tid var der vild forvirring. Der var en masse rygter om, hvad der var sket. Nogle mente, at det var et fly, der havde tabt noget, og vores mand på stedet blev blå i hovedet, da et rygte svirrede om, at der kunne være tale om radioaktivt stof,” siger Gunner Nielsen fra det gamle Holbæk Amts Venstreblad. Der skulle gå cirka en time fra Harpoonmissilet eksploderede, til Søværnet officielt forklarede, at det var et vildfarent missil, der havde forårsaget skaderne. Det undskyldte man naturligvis meget, og så indrettede man ellers kommandocentral i Tove Larsens sønderrevne hus. Det var vel nærmest en gestus. Mens soldater fra Skydeskolen på Sjællands Odde gik og samlede resterne op efter Hovsamissilet, kløede man sig i håret i Forsvaret.

Noget måtte gøres. Nogen skulle have skylden for denne katastrofe. Fregatten Peder Skram og søsterskibet Herluf Trolle er på det tidspunkt Danmarks militære stoltheder. 112 meter i længden og med gasturbinemotorer, der yder 44.000 hestekræfter, kan de sejle 55 kilometer i timen. Skibene er udrustet med forskellige slags missiler og en 126 millimeter kanon med en rækkevidde på 16 kilometer. Dermed blev hele sagen ekstra pinlig for Søværnet. Journalist Gunner Nielsen og andre mener, at de ikke kunne håndtere dette nederlag. Derfor blev Missil-Olsen hurtigt udpeget til syndebuk af en kommissionsdomstol nedsat af daværende forsvarsminister Hans Engell. HVAD NU HVIS ... Det blev fremlagt sådan, at Missil-Olsen havde overset væsentlige indikatorer og lavet betje-

ningsfejl, der kunne have bragt andres liv i fare. Han blev på denne baggrund stillet en fængselsstraf i udsigt for overtrædelse af den militære straffelov. Det var på det tidspunkt, at den 26-årige Gunner Nielsen og hans kolleger begyndte at undre sig. ”Vi begyndte at snakke med kilder i Forsvaret, som forsynede os med viden fra blandt andet USA,” siger Gunner Nielsen og henviser til en rapport fra det amerikanske militær, der fastslår, at de havde haft samme ulykke nogle år forinden.

Efter utallige forsøg på aktindsigt, blev det klart, at kommissionsdomstolens arbejde var delvist mangelfuldt, og på baggrund af journalisternes arbejde blev straffekravet mod Missil-Olsen ændret til en irettesættelse. Helt renset blev han dog aldrig. Alligevel begyndte det langsomt at gå MissilOlsens vej. Selvom han officielt fik skylden for en del af fejlen, var folkestemningen vendt, og han blev næsten folkekær på trods af sagens alvor. Danskerne gjorde noget af det, de er bedst til. De trak på skuldrene. Alle kan vel lave fejl hist og her.

Hovsa-missilet kunne have dræbt og såret i hundredevis, hvis det hele bare var sket et par minutter før eller efter. I stedet endte det hele med dét, man vel kan kalde en klassisk dansk slutning. To missiler ligger og snakker. De keder sig. Det ene siger: ”Skal vi ud og flyve en tur i weekenden?” Det andet missil svarer: ”Nej, desværre du. Jeg skal i sommerhus.”

" $ % ' # % "& $ " " $ ! $ ! ! ! "

! %

Postnummer. Provinsbyer fik et, hovedstaden fik flere. Siden 1967 er Danmark blevet delt op i områder med hver deres fire cifre. CITAT besøger i hver udgave en person bag nummeret - fra Gellerup til Hellerup. Tina Skov, 43 år, Ry. Min mand og jeg flyttede til Ry i 2009 fra Voerladegård, som er en landsby ikke så langt herfra. Jeg er rigtig glad for kombinationen af by og natur, som findes i Ry. I Voerladegård skal man køre 20 km hver vej for at leje en film. I Ry får man lidt af det hele. Både naturen og byen med supermarkeder, biograf og aktiviteter. Og så oplever jeg en helt anden tilknytning til byen, på grund af det liv her er. Naturen giver ro og skønhed. Jeg lader op i naturen. Når jeg løber en tur i skoven, får jeg en følelse af, at hver gang jeg trækker vejret, er det ren energi, jeg trækker ind. I naturen kombinerer jeg at kigge på noget pænt og få noget frisk luft. Og så mærker jeg, at hverdagsfølelsen stille siver ud af kroppen, mens jeg får en energi, som naturens stilhed giver mig. Naturen omkring Ry er meget varieret og smuk. I Ry er der ting, der samler beboerne. For eksempel er der roklubben, hvor man kan være fælles om at bruge naturen. Der møder jeg mennesker, som har det på samme måde som mig selv. Vi er jo flokdyr. Det er rarest at

være sammen med nogen, som man føler sig i gruppe med. Det er også dejligt, at jeg tilfældigt kan møde nogen, jeg kender, inde i byen. Nogle smiler jeg til, og andre taler jeg med i fem minutter. Det giver en følelse af samhørighed i byen. Jeg har fået nogle gode veninder i byen. Det er utrolig fedt at have veninder, som bor tæt på. Den mulighed, som Ry har givet mig for at lære folk at kende, er dejlig. Bare det, at jeg lige kan fise over til Charlotte, er rart. Jeg mødes med en veninde hver fredag klokken fire og får en fredagsøl. Det oplevede jeg ikke i Voerladegård. I Voerladegård var vi bare os, den der by, naturen og vores hus. I Ry er der mere at glæde sig over end bare det hus, vi nu har valgt at bosætte os i. Den følelse, jeg har, når jeg kommer til Ry, er følelsen af, at nu er jeg hjemme. Jeg kender folk i byen, og jeg mangler ikke noget. Der er ingenting, man kunne mangle ved at bo her. Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om, hvad jeg skulle mangle.

Af Tor Birk Trads (tekst og foto)

02 48

-HJ KXVNHU GHQ PRUJHQ L PDUWV KYRU MHJ WRJ GLJ RS IRU I¡UVWH JDQJ -HJ O¡E IUD UHGDNWLRQVORNDOHW QHG DG JDQJHQ RJ XG JHQQHP YDQGUHKDOOHQ Sn -RXUQDOLVWK¡MVNROHQ KYRU NDVVHUQH VWRG Sn HQ SDOOH -HJ ÁnHGH OnJHW RS RJ GHU On GX 9DUP RJ YHOG XIWHQGH OLJH IUD WU\NNHQ /\VHU¡GPRVVHW PHG SRSJUDÀN Sn IRUVLGHQ ² RJ I\OGW PHG Q¡JQH PHQQHVNHU LQGHQL

'X HU RJVn YRNVHW VLGHQ MHJ JDY NRORIRQHQ YLGHUH +HOW Q¡MDJWLJW HNVHPSODUHU VW¡UUH RJ VLGHU W\NNHUH HU GX EOHYHW -HJ KnEHU DW GHW O\NNHV NRPPHQGH UHGDNW¡UHU DW IHGH GLJ HQGQX PHUH RS Vn ÁHUH PHQQHVNHU NDQ JULQH JU GH RJ IRUDUJHV DI GLQH VN YH IRUW OOLQJHU

'X EOHY WLO L HQ UXV DI NUHDWLYLWHW L GHW KHUUHQV )DFHERRN nU 0HQV GDQVNHUQH VNUHY GHUHV I¡UVWH VWDWXVRSGDWHULQJHU X GYLNOHGH YL HW O QJHUH IRUPDW KYRU MRXUQDOLVWVWXGHUHQGH RJ IRWRJUDIHOHYHU PnWWH J¡UH DOW GHW O UHUQH EHWUDJWHGH VRP IRUNHUW 9L SODVWUHGH GLQH JOLWUHQGH $ VLGHU WLO PHG VWRUODGHQ MHJIRUP RJ EODQGHGH VRUW KYLGH ELOOHGHU PHG XVNDUSH IDUYHIRWRV 0DVVHU DI VN YH HNVLVWHQVHU NLWVFK XGNDQWVGDQPDUN RJ IHWLVK +YRUIRU" %DUH IRUGL YL KDYGH O\VW -HJ HU VWROW DI RJ JODG IRU DW GLQH VLGHU VWDGLJY N O\VHU RJ OXJWHU DI O\VW ² RJ DW GH HU EOHYHW HQGQX YLOGHUH HQGQX ÁRWWHUH ² XGJLYHOVHU HIWHU MHJ RYHUORG GLJ WLO HW Q\W KROG UHGDNW¡UHU

9L ¡QVNHGH RV HW JDGHNU\GV (Q VLJ¡MQHUXQJH PHG $'+' NROLN RJ VWRUKHGVYDQYLG Sn VDPPH WLG ² GHU VNXOOH NQDOG Sn YL YLOOH XG L HNVWUHPHUQH 2J GHW NRP YL

9L YDU LNNH EDQJH IRU DW IHMOH GD YL ODYHGH GLJ 9L NXQQH LNNH IHMOH IRU IHMOHQ L VLJ VHOY YDU HW PnO $OW GHW VRP YL O UWH Sn -RXUQDOLVWK¡MVNROHQ DOOH UHJOHUQH ² Y N PHG GHP

. UH &,7$7 -HJ WLOODGHU PLJ DW EHJ\QGH PHG HW FLWDW HIWHUVRP MHJ YDU PHG WLO DW JLYH GLJ QDYQHW &,7$7 0DQGHQ GHU RSIDQGW SRODURL G NDPHUDHW ² DPHULNDQHUHQ (GZLQ /DQG VDJGH µ(W Y VHQWOLJW DVSHNW DI NUHDWLYLWHW HU LNNH DW Y UH EDQJH IRU DW IHMOH µ

af Merian Garde Gräs

7LOO\NNH PHG MXELO HW IUD GLQ JDPOH VWLIWHU RJ UHGDNW¡U

. UH &,7$7 MHJ HU VWROW DI DW KDYH JLYHW GLJ GLW QDYQ ² RJ MHJ KnEHU DW GX EULQJHU EnGH MRXUQDOLVWHU IRWRJUDIHU VWXGHUHQGH RJ FDIpJ VWHU PDQJH JRGH KLVWRULHU IUHPRYHU

-HJ YHG DW GX W¡U IRU GX KDU DOGULJ Y UHW EDQJH IRU DW IHMOH 2J GHW HU GHUIRU ² KYLV PDQ VNDO WUR (GZLQ /DQGV ÀORVRÀ ² DW GX HU L VWDQG WLO DW EHYDUH RJ XGYLNOH GLQ NUHDWLYLWHW L GDJ

.DWWHKLVWRULHQ HU HW HNVHPSHO Sn DW VHOY HW OLOOH IHDWXUHPDJDVLQ VRP GLJ NDQ V WWH Q\KHGVGDJVRUGHQ PHG NRPELQDWLRQHQ DI RULJLQDO UHSRUWDJH RJ HNVSORVLYH ELOOHGHU 'HQQH JDQJ IRUDUJHGH GX KYDG J¡U GX Q VWH JDQJ"

-RYLVW GHQ YDU G¡G HQ M JHU PHG MDJWWHJQ KDYGH VNXGW GHQ L VNRYHQ PHQ ELOOHGHUQH Sn GLQH VLGHU YDU Vn VPXNNH DW MHJ HU VLNNHU Sn DW NDWWHQ YLOOH KDYH JLYHW HW DI VLQH OLY IULYLOOLJW KYLV GHQ YLGVWH DW GHQV EORGLJH VWHWLVNH NURS YLOOH SU\GH GLQH VLGHU 9L VSLVWH GHQ VNDP RJVn ² PHG JRG VDPYLWWLJKHG IRUGL YL YLGVWH DW GHQ YLOGH VNRYNDW KDYGH KDIW HW EHGUH OLY HQG GH N¡HU RJ JULVH GHU OLJJHU L VXSHUPDUNHGHWV IU\VHU

'X NRP WLO DW VWUXWWH ODQJW XG RYHU -RXUQDOLVWK¡MVNROHQV JUXQG QRJOH PnQHGHU VHQHUH KXVNHU GX QRN -HJ On Sn VWUDQGHQ GD MHJ EOHY ULQJHW RS DI IRWRUHGDNW¡UHQ 7MHN &,7$7V )DFHERRN O¡G PHGGHOHOVHQ 'HW YDU LNNH HW N¡QW V\Q 'X EOHY VYLQHW WLO DI N OHG\UVHOVNHUH GHU L %7 KDYGH O VW DW HQ ÁRN MRXUQDOLVWVWXGHUHQGH KDYGH VNXGW RJ GW HQ NDW

9 N YDU GLVNXVVLRQHUQH RP IDUYHNRGHU VHNWLRQHU JUDP JOLWWHUSDSLU RJ PnO Sn PDUJLQ 9L KDYGH VNDEW QRJHW VDPPHQ ² RV IHP VWXGHUHQGH RJ QX On GHW L I\VLVN IRUP RJ VWUXWWHGH DI SURFHV RJ NUHDWLYLWHW