CITAT_07 by Magasinet CITAT

CITAT_07 OKTOBER 2009

Leder Citat er ikke et temamagasin. For et tema er en begrænsning. I Citat skal der være plads. Plads til dig, læseren, der leder efter overraskelsen og oplevelsen. Plads til historien, der ikke kan presses ind i en kasse, men står helt for sig selv. Og der skal være plads til skribenten og fotografen, der strækker sig til det yderste, så de selv overraskes og oplever og kan give det hele videre til dig. Så vi begrænser os ikke. Og vi vil ikke begrænse dig. Hver gang vi sammensætter Citat, vil vi tage dig med til nye steder, give dig dybere indsigt og få dig til at undre dig mere.

Ditte Lilholm (Ansv.)

Christian Bartels

Hvordan behandles sindsyge kriminelle i Italien? Citat_07 giver dig en white life-sentence i et italiensk sindsygefængsel. Hvad er indbegrebet af dansk galop? Vi lader dig smage bitterheden på Klampenborg Galopbane. Og hvad gemmer sig inde i bamsen? Vi giver dig et øjebliks indblik i fodboldmaskotternes anden rolle. Vores tema kan være: Vær åben og oplev. God læselyst //Redaktionen

Nola Grace Gaardmand

Rune Wriedt Larsen

Sofie Amalie Klougart (foto)

Tobias Nørgaard Pedersen (foto)

Lærke Posselt (foto)

Indhold

KONTAKT Magasinet Citat Journalisthøjskolen Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N citatred@mail.djh.dk

PORTRÆT

3 28

De andre roller

TAK TIL REDAKTØR-FØL Dennis Lehmann Mie Brinkmann Maja Bygvrå Frederikke Halling Hastrup

- fodboldmaskotternes anden side

Jagten på det flædende billede

- privatdetektiven på udkig

OMSLAG Morten Germund

REPORTAGE 14

16 26

Frihed frem for prestige - Danmarks bedste og værste job Konfrontation

- og kreative undskyldninger

“Natten er vores egen”

- oprydning efter indbrudstyve

GONZO

SKRIBENTER Maja Bygvrå Jakob Vesterager Valentina Quintano Kristoffer Friis Malin Præstiin Kristoffer Thurøe Kenneth Nielsen Dürr

Klampenborg galopbane er svulmende og arrogant

- dansk galop fylder 150 år

FOTOGRAFER Mie Brinkmann Morten Germund Dennis Lehmann Melissa Ørnstrup Valentina Quintano Jesper Langhoff Jonathan Grevsen TRYK Mediefabrikken

OPLAG 1500

FOTO

White Life-sentence

FINANSIERING Citat er finansieret af annoncer og støtte fra KaJ

- sindsygefængsel i Italien

Citat er produceret af studerende fra Journalisthøjskolen i Århus

De andre roller Tekst: Kristoffer Friis Foto: Jesper Langhoff

Esbjerg F.B. Sælen Skotte. I Esbjerg er Bettina Rasmussen sælen skotte. Derhjemme samler hun også på bamser. Hun har mere end 150 bamser. Hun arbejder også på en fabrik, der producerer fedtkugler - dem som man kan hænge oppe i træerne til fugle. Hun kører desuden en Suzuki GS500-touring motorcykel og elsker fællesskabet omkring det at være motorcykelejer.

Hver weekend forvandler de sig til kæmpemæssige tøjdyr. De bor over hele landet og kender ikke hinanden, men de er fælles om deres job. Hver især er de maskotter for de 12 bedste klubhold i dansk fodbold.

lykkebringere

Med dragten på er personerne , der skal hjælpe deres hjemmehold i SAS Ligaen til sejr og give publikum hurtig og uforpligtende underholdning. Men de må aldrig smide masken, for så ryger illusionen.

hyldest

Portrætserien er en til de frivillige og almindelige mennesker, der hver uge påtager sig en vigtig rolle i et professionelt og højt profileret fodboldcirkus. Menneskerne i maskotterne optræder i portrætterne på egen hjemmebane. Udtrykket er mangetydigt; Det er surrealistisk, komisk, men også alvorligt og melankolsk.

jordnært tidsbillede af

Serien fortæller historien om et anderledes fag og giver et et anderledes stykke Danmark - fra nord til syd og øst til vest. r

Brøndby I.F.: Brøndus. For Bettina Back er Brøndby IF alt. Hun er en ildsjæl og inde i maskotten Brøndus. Siden Bettina var teenager har hun været tilknyttet klubben. Hun bor i Ballerup og er dermed en indfødt del af Vestegnen. “Mit hjerte ligger i BIF”, siger hun.

Silkeborg I.F.: Odderen Theis. Henrik Sørensen lever et råt teenageliv, er arbejdsdreng på den lokale avis og er maskot i Silkeborg IF. Han fester som mange andre teenagere og har et komplet fadøls-anlæg på sit værelse. Han har engang været fuld i dragten på stadion.

F.C. København: Løven Leo. Det er her i Rigshospitalets gange, at Johner Johnsen til daglig arbejder som portør. Hans kollegaer er flinke til at dække ind, når der er kamp i Parken. Der forvandler han sig til Løven Leo og skriver op mod 200 autografer. Dragten er fra 1992 og lavet af en syerske på Det Kgl. Teater.

Klampenborg Galopbane er svulmende og arrogant Tekst: Kristoffer ThurĂ¸e Foto: Morten Germund

Solen gør mig blegere og virkeligheden mere potent. Med tusind gange ildens hastighed hamrer den ned over Galopbanen og blotter mine tømmermænd og alle detaljerne ved kødmarkedet i Klampenborg. Jeg er forberedt og har hugget et par solbriller på vejen. Fik snydt mig ind på mit studiekort og fandt fotografen Hr. Germund. Nu sidder jeg ved et borde-/bænkesæt og kværner to røde med brød og en fadøl, for at falde ind i mængden. Det er ikke hver dag, Dansk Galop har 150-års jubilæum. Jeg bevæger mig tilbagelænet gennem mængden, fra pølsefesten til selve galopbanen. Mandslinge med guldure, pullovers og parykhår. Koner med ræv om halsen og rødvin i blodet. Knægte med herresko, mod og penge. Jeg er havnet i det finere borgerskab og vil helst ikke genkendes: Jeg voksede op i ghettoen ikke så langt herfra. Det Gule Palæ. Boligblokke med rockernaboer, drankere på bænken, og S-toget drønende forbi uden

for køkkenvinduet. Jeg kunne være endt herude, hvis ikke vi var flyttet i tide. Kunne have kæmpet mig til et liv som deres eller været blevet ansat i et servicefag og have brugt livet på at stege deres bøf og skænke deres øl. Nu sidder jeg blandt dem igen og forsøger at gøre mig usynlig bag solbrillerne og endnu en fadøl. Publikums blikke vender sig mod banen, da næste løb skydes i gang. Jockeyer har utroligt stramme baller, som de står balancerende på ryggen af hestelignende projektiler. Fuldblods kreaturer, der drøner forbi i en rus af sved og adrenalin. Hver gang de passerer målstregen, er der nogen der tjener kassen, og andre der taber det hele. Opdrættere, pengemænd, sponsorer, trofækoner og gamle mænd med syrlige udtryk, hatte og cerutter. De har allesammen noget på spil. Jeg fanger ham på vej væk fra nederlaget. Han er i stramtsiddende powerfarver og er på størrelse med en fuldvoksen dværg. ”Her findes kun vindere. Der er ikke noget, der hedder nummer to,” siger jockeyen med et bittert smil. 8

Det er ikke alle, der følger løbene fra siden. Indenfor i cafeteriet kan man se det hele på storskærme med en overflod af statestikker og resultater som løbende supplement. Det er her jeg finder den overlegne underklasse. De sidder helt tæt ved borde, der flyder med tomme flasker og små lapper papir med gode tips. De er i uniform. Hat, briller, cerut i kæften og krøllet tøj. Med ryggen mod omverdenen våger de over deres fælles hemmelighed. Dagens bedste staldtip. Hvis du vil være sikker på at vinde herude, skal du bare stille dig i kø bag en af dem, og vente på at han er færdig, for at sige: ”Det samme som ham før mig”. Men jeg skal ikke spille i dag, så jeg køber endnu en fadøl og fedter udenfor. Fotografen Hr. Germund står og bitcher. Med simple vendinger og hårde ord, forklarer han, hvorfor der er så stor forskel på ham og de andre fotografer: ”Jeg er pisse arrogant. Det skal der ikke herske tvivl om.” Vi er lige blevet passet op af en fotograf fra BilledBladet. Han er her sgu ikke for hestenes skyld. Det er

et mere sjældent dyr, der har tiltrukket ham og alle de andre gribbe med telelinser. Dronningen hedder hun. Kongehuset har åbenbart altid været protektor for dansk ridesport, og det er hendes sure pligt at overrække dagens pokal med sine nikotingule fingre. Jeg er blevet fuld og bitter. Det hjælper ikke rigtigt på det, at Hr. Germund bliver ved med at svine de andre fotografer. Ingen af os føler os rigtigt hjemme, så jeg tager min lunkne fadøl og vader om bag staldene. Der er hestepiger over det hele. De strigler og kæler hestene, med en hengiven ømhed, der kun findes mellem teenagepiger og deres kæledyr. Jeg vakler rundt i møg til knæene og forsøger at distrahere mig fra min voksende erektion, men må give op og sætte kurs mod 8

Jockey-stalden. Små mænd i diskotøj må være midlet mod mine tanker. Han er fjorten år gammel og har et ansigt som en prins. Hans far er opdrætter, hvilket er en af de gode grunde til, at han har fået dispensation til at ride som Jockey i dag. Nervøsiteten sidder som små svedperler på hans pande. Forståeligt nok. Hele hans fremtid står på spil, og det er der folk, som satser penge på. Trompeter, uniformer og stolte blikke. Der sidder hun i sin karet og vinker omvendt, som hun plejer. Da hun træder ud på den røde løber, lander gribbene i samlet flok. Ådselædere med pressekort. Himlen bliver sort af dem, og Hr. Germund himler med øjnene. Det slår mig, at hun er det eneste, de ikke kan opnå. De lever drømmen om et liv uden bekymringer om penge. Tøjet, huset, bilen og konen er alt sammen en syg perfektion, men hendes titel, og med den hendes overlegne status, er det eneste, de ikke kan købe for deres fuldblodspenge. Det tætteste de kan komme på hende, er at købe sig til en sponsorplads og sidde få meter fra hende og sole sig i opmærksomheden fra masserne på gulvet. Jeg krummer tæer og kæmper mig gennem mængden. Hans øjne siger det hele: ”Ja, det er mig, der er Sikkerhedschefen, og du er da vidst lidt for fuld til at være så tæt på Hendes Majestæt Dronningen”. Han er for rank, for solbrun og for ska-

ldet, til at jeg gider mere. Jeg har ikke flere penge til øl, og Hr. Germund påstår, at han har de billeder vi skal bruge. Med tunge skridt og udødelighed i blikket, vælter vi mod udgangen. Det er ikke engang med vilje, da jeg hamrer ind i et af fjolserne med telelinser. Han siger pænt undskyld, og jeg genkender ham. Han hedder Martin, er en flink fyr, der har vundet rigtige pressepriser, og vi har fælles venner. Han er her freelance for at tage billeder af dronningen. ”Noget skal man jo tjene sine penge på,” siger han med et fattigt smil og fortsætter: ”Og så kan jeg godt lide at komme herude. Jeg voksede op i nærheden.” ”Hvorhenne?,” spørger jeg med tankerne på store villaer. ”Du må ikke sige det til nogen,” siger han og kigger sig over skulderen, før han hvisker: ”Det Gule Palæ.” r

GONZO

Artiklen er en hyldest til Hunter S. Thompson i anledningen af Dansk Galops 150-års jubilæum. “The Kentucky Derby Is Decadent and Depraved” var den første artikel af Hunter S. Thompson, som fik betegnelsen ‘Gonzo’. Thompsons artikel handler om hestevæddeløbet Kentucky Derby og blev trykt første gang i Scanlan’s Monthly i Juni 1970.

Frihed frem for prestige Jan Engsted er pilot. Morten Sørensen er bud. Den ene har prestige, det har den anden ikke – men de har begge to deres frihed, og den værdsætter de. Tekst: Kenneth Nielsen Dürr Foto: Melissa Kleist Ørnstrup

ysene på midten af startbanen er det eneste, der lyser op i det lille cockpit, mens passagerflyet på vej mod København fra Århus drøner derud af. Pludselig bliver alt mørkt udenfor, og det giver ryk i flyet, da hjulene slipper asfalten. Skyerne suser forbi på den anden side af ruderne, som var det tåge. Efter et par minutters opstigning sørger Kaptajn Jan Engsted og hans styrmand for at flyet ligger vandret i luften. Skyerne er under dem, stjernerne svæver over dem, og i det fjerne lyser månen op. Det her er deres arbejdsplads. Kaptajn Jan Engsted har været pilot i 13 år, og de sidste ti års tid har han fløjet for Cimber Sterling. Han er glad for at være pilot, da det giver ham stor frihed både på arbejdet og i fritiden. De skæve arbejdstider om aftenen og natten giver ham mulighed for at have tid til sin familie om morgenen, og samtidig kan han presse et par huller golf ind om formiddagen. For når han har fri, så har han fri.

Bring Grønt

Frihed er også det bedste ved Morten Sørensens job. Han har arbejdet som bud for Bring, der tidligere hed ’De Grønne Bude’, de sidste tre år. For ham er det dejligt, at der ikke er nogen chef der ånder ham i nakken, når han er ude på en rute. Han bestemmer selv over sin tid, så længe han får afleveret pakkerne til tiden. De lange ture, til for eksempel Esbjerg og Sønderborg, giver ham også god mulighed for at klare sine tanker og få styr på livets små problemer. Det er også de ture, der giver flest penge i kassen. Nogle gange kan han godt blive en smule presset, hvis der er mange pakker, der skal ud på kort tid. Der kan bymiljøet nogen gange blive en udfordring for Morten Sørensen, og så må han træffe hurtigere beslutninger. Derfor bliver han nogle gange nødt til at køre over for gult lys, som han for sjov kalder ’Bring grønt’. ”Det er verdens bedste job, i verdens dårligste miljø,” Jan Engsted hentyder til larmen fra motorerne, kulden i de høje luftlag og den trange plads i cockpittet. Det er vigtigt, at personalet kan arbejde godt sammen under de særlige forhold, og at de kan stole på hinanden. Jan Engsted har oplevet, under en tur til Bornholm, at der var røg bagerst i kabinen. De troede, at der muligvis var gået ild i kaffemaskinen. Så han fløj tilbage og landede, hvor han blev modtaget af brandmænd, politi og presse. I sådan en kritisk situation er det vigtigt, at personalet er mentalt til stede,

så de som hold kan træffe de rigtige beslutninger. Det er noget, som Jan Engsted har meget fokus på.

Blafferen

Morten Sørensen parkerer den store varevogn ved siden af et boligkompleks. Han snupper en pakke fra lastrummet, og går med raske skridt hen til adressen, hvor pakken skal afleveres, og ringer på. Der bliver ikke åbnet. Han prøver igen, også uden resultat. Det er tredje gang Bring har været ude med pakken, uden at døren er blevet åbnet, så nu må modtageren selv hente pakken på kontoret. Nogle gange kan det godt blive lidt ensomt med uåbnede døre og lange timer alene i varevognen. Det problem har Jan Engsted ikke i cockpittet, sammen med sin styrmand. Når først flyet er i luften, klarer automatpiloten nemlig det meste, og de har tid til at hyggesnakke og få en kop kaffe. Morten Sørensen har dog engang forsøgt at få lidt selskab i varevognen. Det var en flot pige, der stod i vejkanten og blaffede. Hun skulle ikke stå ude i kulden og fryse, så han forbarmede sig over hende og holdt ind til siden. Hvad han ikke vidste var, at pigen ikke var alene. Der gemte sig nemlig to mandlige medblaffere nede i vejgrøften. De sprang frem, da de hørte varevognen holde ind, og ville også have et lift. ”Jeg kunne slet ikke have dem alle sammen i bilen, så jeg blev jo nødt til at køre videre.” Morten Sørensen har ikke siden prøvet at samle blaffere op.

Drengedrømmen

København kommer nærmere. Normalt kan automatpiloten klare næsten hele landingen, men da det er en klar aften, beslutter Jan Engsted sig for at gøre det hele manuelt. Det er en god måde at udøve sit håndværk på. Flyet flyver med 250 kilometer i timen i 70 meters højde, hen over en vej med lastbiler. Hjulene griber fat i landingsbanen og flyet slingrer et kort sekund, men Jan Engsted har kontrol over den store maskine. For Jan Engsted har det altid været en drengedrøm, at blive pilot. Det var drømmen om at flyve ud mod horisonten, med en blå himmel som baggrund og skyerne som et hvidt snelandskab under sig. ”Sådan har jeg det stadigvæk, når vi flyver” Den barnlige glæde ved jobbet som pilot er stadig intakt. Den samme drøm havde Morten Sørensen, da han var barn. Han ønskede også at manøvrere et fly sikkert igennem luftrummet, med vind under vingerne. Desværre var hans syn ikke godt nok. I stedet finder han stor glæde ved at manøvrere varevognen sikkert gennem trafikken med vind under sidespejlene. ”Da jeg ikke kan blive pilot, så kan jeg heldigvis blive det næstbedste.” r

Fakta:

Ugebrevet A4 og Analyse Danmark lavede i 2006 en undersøgelse, for at finde ud af hvad danskerne syntes var det mest prestigefyldte jobs. 1. 2. 3. 4. 5.

Pilot Advokat Praktiserende læge Hospitals læge Privetansat forsker

95. 96. 97. 98. 99.

Parkeringsvagt Rengøringsassistent Reklameomdeler /bud Dagpengemodtager Kontanthjælpsmodtager

Sort snak

DR har hemmelige agenter. De bliver kaldt licensinspektører og har lange lister med navne og adresser på ’sortseere’, som skal konfronteres med deres ulovlige handlinger.

Tekst: Maja Kaalund Bygvrå Foto: Mie Brinkmann

’Smoking is my choice – so fuck off’ står der på et ovalt klistermærke, der sidder skævt på trædøren. Licensinspektøren, Jørgen, ser ikke klistermærket, men banker rutineret sine knoer mod træet. Ingen åbner, men en tøvende drengestemme siger: ”Hvem er det?” Jørgen svarer: ”Ja, undskyld forstyrrelsen. Det er fra Danmarks Radio, kan du åbne døren?” Der bliver råbt tilbage: ”Jeg har ikke tid, øhmn.. jeg er i bad!” Jørgen har 16 års erfaring som licensinspektør. Da han startede, var han iført en kampuniform med fartstriber, som fik ham til at ligne Batman. I dag er han i sandfarvede shorts, fodformede sandaler og en grøn regnjakke, hvor hætten vender vrangen ud. Det eneste, der afslører ham, er en blå mappe på størrelse med en paperbackbog (Hvilken størrelse er det?)og den sorte skuldertaske med et lille DR logo.

”Hvordan ser den tekniske situation ud her?” spørger licensinspektøren ”Den er ret ’low-key’” Betal eller bo i skoven

Licensinspektørernes job er at lede de vildfarne dyr tilbage i stalden. Men det er ikke altid lige nemt. Danskerne, og især de unge, er mestre i undvigelsesmanøvrer og dårlige undskyldninger. Ordet ‘kreativt’ mister næsten sin betydning. Hvis du bor i en hytte i skoven og ikke kan lide elektronik, skal du ikke betale licens. Men hvis du ejer et apparat, der kan modtage

billeder eller radio, kan du ikke komme udenom de 2200 kr. som det koster om året. I det tilfælde, at alle vågnede op samme morgen og var villige til at betale deres del af pizzaen, ville DR’s pengekasse bugne med mere end 300 millioner kroner ekstra om året.

Hvid eller sort løgn

Graffiti og en seddel fra viceværten med teksten ’afløbet er stoppet’ byder Jørgen velkommen i den lange betongang. Karry kilder i næseborene, og de grå vægge slår revner. Hvide månelamper oplyser hans skikkelse fra loftet. Han fylder godt i gangen. Før Jørgen forlod huset derhjemme og vendte cyklen mod Århus, printede han en liste ud med navne og adresser. Han klipper altid kanterne af, så listerne passer perfekt til den blå mappe. Lommelygten har han glemt derhjemme, så han misser med øjnene, mens han stryger pegefingeren hen over listen. ’Timmy, værelse 18’, står der med små bogstaver. Jørgen blotter Id-kortet på første side i mappen, og placerer det på toppen af den runde mave. Han banker på døren. Timmy åbner langsomt. ”Hvordan ser den tekniske situation ud her?” spørger licensinspektøren ”Den er ret ’low-key,” svarer Timmy. ”Du har ikke noget fjernsyn?” ”Nej.” ”Har du Internet?” ”Nej.” ”Hvad med radio?” ”Nej.” ”En mobil må du have?” ”Jo..” ”Man kan høre radio på de fleste mobiltelefoner, så jeg opretter radio-licens til dig.” ”Hvad koster det?” ”160kr. hvert halve år.” ”Hmf.. Okay.” Jørgen bevæger sig længere ned ad gangen. Det er tydeligt, at

de unge beboere har opdaget, at inspektøren er på spil. Det summer af stemmer og musik med hårde beats, men mange nægter at lukke op, og andre lader som om, de ikke er hjemme.

Tæsk på flere måder

I dag starter Jørgen i bunden af betonbygningen, da den nederste gang er adskilt fra de andre etager. Normalt tager han altid de høje ejendomme oppefra og bevæger sig nedad. Det er mere sikkert på den måde. Tidligere på året blev to af Jørgens kollegaer truet med en pistol i Odense, mens de var ved at opkræve licens hos en yngre mand. De forsøgte at tale ham til fornuft, men måtte til sidst flygte ned ad trapperne og tilkalde politiet.

”Godaften – har du et fjernsyn?”

glepinden og sætter et plus i mappen. Han kigger hurtigt på listen og springer de næste tre døre over, men banker hårdt på den fjerde. ”Jeg skal ikke betale.” ”Du har jo en computer stående på bordet.” ”Jeg har ikke noget internet.” ”Heldigt at du har lys i lampen.” Jørgen peger på lampen, og griner så maven hopper lidt. Fyren i det lille rum får små trækninger omkring øjnene, og griner påtaget. Han lukker hurtigt døren. På vej hen til udgangen trisser Jørgen forbi et fælleskøkken med to håndvaske og kogeplader, der hører hjemme på en campingplads. En mørkhåret pige i udspændt joggingtøj, er ved at stege oksekød i Kærgården. Det lille vindue med mønstret glas er lukket, og der er ingen emhætte. Jørgen smiler til hende, og ønsker hende en god aften. Han forlader den lange betongang og tager elevatoren opad, hvor flere sortseere skal konfronteres med deres ulovligheder. Jørgen er et opdigtet navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.

De sidste fem år er der brugt 219,9 millioner kr. på at indkræve licens.

FAKTA

I områder med høj kriminalitet følges licensinspektørerne altid ad, men Jørgen har altid arbejdet alene - så kan han selv bestemme tid og sted. Det giver frihed. Han har aldrig været i en rigtig farlig situation, men næsen har været tæt på at komme i klemme. Døre er blevet smækket, og verbale tæsk er blevet uddelt. Ved sådanne situationer lister han hurtigt af. Han udfordrer ikke skæbnen. Men arbejdsgiveren bliver underrettet, og beboeren kan forvente et brev fra DR. De skal betale. Ellers går sagen videre i systemet - og det kan ende med en retssag. Få gange har beboere klaget over Jørgens optræden. Det tager han ikke så tungt, da klagerne er svære at komme i forkøbet. En ældre dame mente, at han var alt for ’frisk-fyr-agtig’, og en fyr fra Gellerup klagede over, at han havde en rød jakke på, der mindede for meget om postbuddets uniform.

Licens skal betales pr. person. Du kan ikke dele med din roomie. Der findes ingen kvindelige licensinspektører. Århus er den by i Danmark med flest sortseere.

Lys i lampen

”Godaften – har du et fjernsyn?” ”Ja.” ”Det står også i panden på dig.” Der bliver grinet fra begge sider af dørtrinet. Jørgen tager ku-

WHITE LIFE

SENTENCE

A trip inside an Italian O.P.G. – Criminal Mental Asylum. Prison and mental asylum in one - where it is easy to be put inside and almost impossible to get out. Text and photos by Valentina Quintano When a day is like any other, all days are like one; and in perfect sameness, the longest life would be lived as if it had been the shortest and would vanish in a moment. For one year I have walked the same corridors that prisoners walk a thousand times a day. I have shared what for them has been a glimpse, and for an external guest, as I am, has been a neverending moment. This is an Italian O.P.G (Ospedale Psichiatrico Giudiziario – ”Criminal Mental Asylum” ) named “Filippo Saporito” in Aversa, Italy. This institution is not only a mental asylum but also a jail. Creating as a result, a cruel hybrid of the two. Another issue is the indeterminate punishments that the people imprisoned here are condemned to. No one actually knows when the sentence will be over. Prisoners themselves call their state “white life-sentence”.

A slow death row condemnation

“Therapy? Is sleeping with no dreams,” one inmate says. A hospital attendant gives therapies three times a day: At awakening, after lunch and after dinner. Psychodrugs are “mood stabilizers”, “tranquillizers”, “antidepressants” so that a person is forced into a mood and a personality chemically chosen for him. Neuroleptic and psychiatric drugs make inmates calmer or more active, stabilize the mood, tie emotions and feelings. Being sad, agitated or angry is not allowed.

Physical containing is not as used as it was in the past. In the year 2004 physical containing measures were used 515 times on 195 people, and today there are only three holding-beds left in Aversa. But if compared, chemical containing is only more hidden and “politically correct”, although much more invasive. A person who has spent the past twenty years in a mental asylum considers his life to be a “non-life” with no hope and no sense. And that often makes them try to escape through suicide. A slow death row condemnation. A guard says to a nurse:

“He’s been tied two times in 15 days because we found him hanging with a rope to his neck again…” “Socially dangerous”

The Italian O.P.G system has a “funnel structure”, which means that if you have been under govern-

mental mental healt care control and then commit any sort of crime, it’s easy to get in but very difficult to be released. This system puts together many different kinds of people and crimes under the vague generic definition of “socially dangerous”. Here you find people who have committed tough crimes, such as murder, but also prisoners charged with property damages or minor threats. All inside the same structure and under the same regime. A prisoner in a normal jail knows the exact date, he has to wait for, before being released. No matter if it will take ten or twenty years, sooner or later that day will come. He still has an aim and a reason to continue to build himself as a person while he is imprisoned; to have a future once he’ll be out. Differently, an O.P.G. inmate has to wait - two, five or ten years of the “security measure” he is assigned to, depending on the crime he committed - for periodical psychiatric interviews. The interviews are held by a psychiatrist and a judge that will determine if his “socially dangerous” is gone or still present. They will bring him back to prison, waiting for the next interview, usually 6 months later. But to be released, an O.P.G

prisoner needs a structure, any kind of community or his family, available to take him, under observation and control, for six months to one year on “experimental leave”. After this mandatory step, if everything goes well, he will be set free. What usually happens, though, is that when the evaluation day comes without the inmate having found a structure available outside, the inmate will be kept in prison even if not dangerous. There are very few residential structures, and often families are the environment in which the crime was committed so it is not rare that such a story can go on and on for years. Or forever.

Greyness and darkness, emptiness and overcrowding, noise and silence, lack of privacy and total solitude. This is the only life and the only mood available. A corridor becomes the whole world. The little piece of sky they are able to see from the bars of their cell, is the only sky they can dream of. The place becomes the person, and the person becomes the place, shadows of what they once were, ghosting around pointlessly.

Currently 65 percent of people imprisoned are considered not dangerous anymore.

M. walks up and down in the corridor of his section. And so they all do. Except the ones who spend all their time sleeping under woollen blankets, even in the summer time.

The place becomes the person

Once a nurse told me M.’s story:

The relation inmates have to the space they live in is very peculiar.

“He was so used to walking exactly three steps up and three steps down in his cell that when he started

They develop a strong tie to their environment, a tie even stronger than the one in a regular jail. The space and the people are a mirror of each other. They are exactly the same, deeply connected in a painful, slow range of time.

to go for the open air activities, he continued to walk three steps up and three steps down. He kept the space limit like a wall inside the brain.” Free circulation in department corridors is allowed from 8am to 3pm and from 4pm to 8pm, every day. Open air walk is permitted four hours a day into each section court.

Monologue with two voices

Communication often ends up being a one-way dialogue when thre is no choice of the people you share the little space with. Each person in here is completely alone, even if constantly surrounded by crowds. The lack of real communication in a routinely environment is inevitable. Life is made out of repetitions and obsessive questions such as ‘how long have you been here?’, ‘when will they set you free?’, ‘how long ago since you spoke with the judge or the doctor?’, ‘do you have a cigarette?’

It’s not conversation. It a loud-thinking monologue with two voices. These men are condemned to a pointless waiting that is never-ending. A life made out of mechanical repetitions of pointless actions only to remain alive. A jail does not turn insanity into sanity.

Walking up and down, smoking, eating, smoking, taking pills, smoking, sleeping… waiting, without a clue of what he is waiting for.

”Natten er vores egen” Når vi andre går i seng, går Preben B. Hansen på arbejde. I de dunkle skygger i byens industrikvarterer rydder han op efter indbrudstyve. Tekst: Malin Præstiin Foto: Dennis Lehmann

I et lille kælderlokale i Århus Nord sidder Preben og en kollega og ser TV. Kælderlokalet er kvadratisk og simpelt indrettet. Et koldt spøgelseslys skinner ud i mørket gennem de store kældervinduer. ”Jeg sidder faktisk her det meste af natten, men vi kan da godt køre ud og se, om vi kan opsnuse noget,” siger han med et i mødekommende smil, da jeg ankommer ved midnat og undrer

For Preben er frokost noget, man spiser om natten. mig over inaktiviteten. Preben er nattevagt. Når alarmen går i en virksomhed i Århus, bliver han sendt afsted. Samtidig bliver også politiet alarmeret, og hvis de har tid til at komme, skal Preben vente på dem. Men ofte har politiet ikke ressourcer til at sende nogen ud, og så må han selv afsøge området. I mørket med sin lommelygte søger han efter tegn på indbrud.

Preben B. Hansen er 56 år, men føler sig ikke en dag over 55. Han kan føle sin krop blive ældre, men indeni er han ikke gammel. Han lever sit liv i mørket. Især om vinteren, hvor han kun ser få timers dagslys. ”Så er der ikke mange lyse timer for en vægter,” sukker han.

Frokost om natten

Når Preben møder på arbejde tidligt på aftenen, sætter han sig ned i vagtlokalet og venter. Her kører fjernsynet tit det meste af natten. Nogle nætter har han næsten intet at lave. Så ser han film – eller vasker biler og klargør udstyr. Andre nætter er der tryk på, og han må køre direkte fra alarm til alarm. “Det er ikke så slemt med ensomheden om natten,”siger han, ”kollegerne kommer jo forbi til frokost. Og så får vi lige en snak over en kop kaffe. Der er vi jo lidt anderledes end dagfolket,” siger han med et smil. Vi sætter os ud i bilen og begiver os ud på en natlig køretur.

At sætte sig selv først

Preben kan lide friheden, der følger med jobbet. Han har ingen overordnede, der kigger ham over skulderen, når han arbej-

”Der satte jeg altså min egen sikkerhed først. Man ved aldrig,

”De kloge siger, at det tager ti år af ens liv at arbejde om natten”

om han slår igen” der. Laver han en fejl, bliver den først opdaget næste morgen, og så har sindene nået at køle ned, når han møder igen om natten. ”På den måde kan man vel sige, at det er en nem måde at tjene penge på,” siger Preben, da vi krydser Harald Jensens Plads. Vi er på vej til Viby, hvor alarmen er gået i varelageret. Preben går aldrig ind i en bygning, hvis han mistænker, at indbrudstyven stadig er derinde. Det er politiets opgave at fange tyven – ikke Prebens. Men for ikke så lang tid siden gik det alligevel galt. Politiet havde været forbi og afsøgt bygningen, og Preben gik sin runde for at se på skaderne. Pludselig stod der en fyr foran ham. Preben bad stille fyren om at gå, og fyren gik. “Der satte jeg altså min egen sikkerhed først. Man ved aldrig, om han slår igen,” siger Preben alvorligt. Som nattevagt må man lade fornuften råde. Han roder sig ikke ind i ting, han ikke kan klare. Det er vigtigt at passe på sig selv.

”Du skal ikke være nervøs”

I Viby er vi nået frem til virksomheden. Vi kører først lidt rundt om bygningen, mens Preben afsøger området med en projektør på taget af bilen. ”Jo, der er et bræk,” siger han og peger. Der er slået hul i to ruder i porten. Preben standser bilen. ”Du skal ikke være nervøs,” siger han beroligende og smiler, mens han forlader bilen med en stavlygte i hånden. Lidt efter kan man se skæret fra lygten inde i bygningen. Lyskeglen farer over vægge og lofter, før lyset tændes derinde. I bilen er der mørkt.

Preben har vænnet sig til natten. Han har ikke problemer med at holde sig vågen, men det har krævet hård tilvænning. Man skal overveje nøje, om det er natarbejde, man vil, for det tærer på kroppen. Siger Preben, mens han svinger bilen ud på Frederiks Allé, ”men jeg bilder mig ind, at mit løberi, min ikke-rygning og min sunde kost kan opveje det.”

Natten er vores egen

Preben peger ud på folk i det århusianske natteliv. Det er sidst på måneden, og der er ikke så mange i byen, på trods af at det er lørdag. En ung kvinde vinker til ham. ”Når klokken når 5-6 stykker om morgenen, så vinker folk altid til én,” siger han. Han kan lide at køre hjem om morgenen, når alle andre kører på arbejde. Han kan lide at se morgentrafikken tage til, mens han selv er på vej hjem i seng. Især om sommeren i det tidlige morgenlys. ”Så kører jeg altid imod myldretrafikken,” siger han og blinker med øjet. Han er meget eftertænksom, da han senere snakker om det arbejde, han og kollegerne udfører i forhold til politiets. Politiet blander sig ikke meget i deres arbejde, slet ikke om natten. ”Natten er vores egen,” siger han langsomt, før han mere bestemt udbryder, ”ja, natten er vores egen.”

Prebens værksted

Omme bag i varevognen har Preben et helt værksted med sig, så han kan afdække hullerne med det samme. Han klistrer akrylplader over med silikone, og når den er tørret, er pladerne ikke til at vriste løs igen. ”Så sidder de så godt fast, at tyven lige så godt kan smadre en ny rude istedet,” siger Preben, mens han måler op til en ny plade. Lige nu ser det let ud, men om vinteren er det ikke lige så sjovt. Så er han alene i kulden. Han har slukket projektøren på taget af bilen, og der er sort i skyggen fra varelageret.

I den efterårskølige nat arbejder Preben. Ind gennem hullet i ruden kan man se det store, mørke varelager. Lige inden for ruden står der en åben papkasse, men ellers er der ikke tegn på, at noget er stjålet. Natten tager ti år af livet

Preben mødte sin kone på en nattevagt. Hun har hele tiden vidst, hvad hun gik ind til. Men derfor er det alligevel hårdt, når Preben tager af sted og ved, at hun endnu engang er alene med børnene. Men der har også været fordele. Han har altid kunne tage børnene til lægen eller ordne andre ting i dagtimerne, hvor konen arbejder.

JAGTEN

på det fældende billede

Som detektiv holder han lav profil, når han indsamler beviser om utro ægtemænd. Tekst: Jakob Vesterager Foto: Jonathan Grevsen

Ronny Boysen kigger anspændt på bilen længere fremme i trafikken. Pulsen er oppe, og han er fuldstændig fokuseret på sin kørsel. Han må bare ikke blive opdaget. Ronny Boysen ved, at hvis han kommer for tæt på, vil manden se ham, og han ved, at mænd tit har øjnene i bakspejlet – måske fordi de ofte kører for stærkt. Det handler om at holde den helt rigtige afstand. Hvis Ronny Boysen er for langt væk, mister han manden af syne. ”Det ville sgu også have været nemmere, hvis jeg havde min kollega i den anden bil,” tænker Ronny Boysen. Men klienten syntes ikke, hun havde råd til at betale så meget for sagen. Heldigvis havde hun en formodning om, hvor hendes mand var på vej hen. Det gør det nemmere for Ronny Boysen at følge efter.

De tre detektiver

Ronny Boysen er ikke en stalker. Efter at have arbejdet i vagtbranchen i nogle år, blev han selvstændig detektiv ved siden af vagtjobbet. ”Jeg skal i hvert fald have dobbelt så mange sager som nu, hvis jeg skal være detektiv på fuldtid. Men det er generelt ikke en branche der er store penge i. Det er lysten der driver værket.” Og Ronny Boysen har lyst: Det har altid været hans drøm at blive detektiv. Allerede som barn elskede han at læse ”De tre detektiver” og ”De 5-bøger.

Fritid = arbejde

Ronny Boysen har arbejdet selvstændigt som detektiv i halvandet år og bruger næsten al sin tid på virksom– heden. ”Hverdagen bruger jeg på at drive mit bureau og på at lave regnskaber og marketing. Men ud over det, lever

jeg et ganske normalt liv med indkøb og rengøring.” Faktisk ligner Ronny Boysen alle andre på de fleste områder. Der er ikke nogen detektivuddannelse, og titlen ”Detektiv” er ikke beskyttet. Den giver ham heller ikke nogen særlige rettigheder - juridisk set er Ronny Boysen som dig og mig: Han har adgang til de samme informationer. Forskellen er, at han ved hvor og hvordan, han skal lede.

Ingen øjenkontakt

Manden holder ind til siden på en villavej. Ronny Boysen knuger rattet i sine hænder: Man må aldrig vække opsigt - derfor stopper han heller ikke op samtidig med sit bytte.

Han prøver at se så normal ud som muligt. Han må for Guds skyld ikke få øjenkontakt. Han bliver nødt til at køre forbi, mens han prøver at se så normal ud som mulig. Han må for Guds skyld ikke få øjenkontakt. Ronny Boysen triller stille forbi og parkerer lidt længere nede ad vejen, hvor han frit kan observere. Manden har stadig ikke set ham.

Klienten er vigtigst

Ronny Boysen har en professionel stolthed, men det vigtigste for ham er, at han hjælper sine klienter. ”Hvis resultatet er godt, hvis jeg kan dokumentere noget, og klienten er tilfreds med min dokumentation - så er jeg glad,” siger han. ”Det er ofte usikkerheden, der er værst for mine klienter, så de føler tit, at det er en lettelse, når sagen er slut. Også selvom det, jeg har dokumenteret, er negativt for dem.” Derfor kan det også være hårdt, hvis en sag går i vasken. ”Jeg engagerer mig meget i mine sager. Hvis jeg har en opgave, hvor jeg skal finde en person, og det ikke kan8

“Han er nervøs, og kameraet bliver fugtigt i hænderne på ham. Fra bilen følger han ægtemanden i kameraets søger.”

Uden for hjemmets fire vægge

Manden er på vej ud af sin bil. Det er nu, Ronny Boysen skal skaffe den dokumentation, som klienten efterspørger. Han er nervøs, og kameraet bliver fugtigt i hænderne på ham. Fra bilen følger han ægtemanden i kameraets søger. Klik. Hen ad fortovet. Klik - klik.

lade sig gøre, nager det mig meget. Så kan jeg godt have sagen i hovedet i lang tid efter.”

Alarmklokker

Ronny Boysen mener, at jobbet har ændret ham. ”På længere sigt kan man godt blive lidt kynisk. De fleste tænker ’han er direktør, så er han nok lovlydig’. Men jeg tænker, at det er muligt, han stjæler af kassen. Jeg har mistet min naivitet på den måde. For ofte ligger der et eller andet bag facaden.” Af den årsag har Ronny Boysens arbejde en klar effekt på hans sociale liv. ”Jeg kan mærke, hvordan folk er bag deres facade. Det kan være, hvis der er nogen i familien, der har fået en ny ægtefælle: Hvis vedkommende er påtaget venlig eller sådan noget. Så går alarmklokkerne i gang, og jeg kan mærke, at der er et eller andet bagved, der ikke helt stemmer.”

Og dér! Der gik han ind ad døren hos sin elsker. Ikke flere billeder nu, tænker Ronny Boysen. En følelse af lettelse spreder sig i kroppen. Nu har han beviser, nu skal han ringe til sin klient. Hun skal vide, hvad der foregår og beslutte, om Ronny Boysen skal blive der, eller om hun har nok bevis. Han indtaster telefonnummeret og venter. Det er altid en blandet følelse af professionel stolthed og medlidenhed, når han skal give informationerne videre. Ventetonen hyler i hans øre indtil – ”Hallo?”r

Kom

og leg

med vinkler

Gode

ideertil Citat

D. 26.

oktober

! usk!

Husk!

Husk!!

Gennemgå

Træt af huskesedler? k Mæl yn egr r v a H Juice er Rosin d rø b g Ru

sk!!

Hu id hos frisør tille

Bes

f artike

ning a kturlæs

Korre

artikel med redaktøren

Afbes

sning

af art

ikel

ag kl. 12.00

Husk!!

l. 15. rn senest k

kturlæ

Deadline fred

Book fotograf til g onsdag og torsda

Hente bø

Husk

Husk!!

Korre

i lufterforældre Hente svig å onsdag havnen p

Husk

tille t

id hos

tandl æ

Midda

g hos M ett lørdag e og Thomas kl. 18

Husk!! Barnedåb søndag kl. 10 Ballerup Kirke

Husk!

www.olympus.dk Citat_WS-serien.indd 1

12-10-2009 10:18:04