CITAT_08 by Magasinet CITAT

CITAT_08 DECEMBER 2009

Kære Leder Vi havde ikke så mange penge, så vi blev nødt til at gå ned i sidetal. Men det er okay, for vi har til gengæld kastet os ud i et længe ventet CITAT-projekt: Vi skal på nettet! Vi regner med, at hjemmesiden snart er klar – og så lægger vi den sidste reportage op. Carsten har også lavet en multimedieproduktion til Rosengård. Den er ret lang, så vi klipper den i tre afsnit, som vi lægger op i etaper. Så kan folk komme tilbage og se det seneste afsnit mellem udgivelserne. Siderne i bladet bliver tyndere, for det var billigere. Det bliver lidt spændende med billederne: Vi må håbe at Hamborgs cabaretpiger har det fint med det matte papir, fotoreportagen bliver trykt på denne gang. Vi lægger den i hvert fald op på nettet sammen

Lærke Posselt (foto)

Christian Bartels (Ansv.)

Tobias Nørgaard Pedersen (foto)

Rune Wriedt Larsen

Dennis Lehmann (foto)

med UFO-entusiasterne, der lytter til hende clairvoyanten. Bladet er endt med at have et tema i retning af at være lidt udenfor. De udviklingshæmmede, der bor for sig selv på Nordfyn, sidder i hvertfald ikke overskrævs på nyhedsstrømmen, og de slagter selv deres høns. Udenfor kontekst, men helt i tråd med årstiden, har vi været oppe og se Danmarks højest placerede juletræ. Det står på Storebæltsbroens pylon 16. Den ud til Sjælland. Og så har vi talt lidt om, hvad vi synes Citat skal være for et projekt. Det er jo verdens ældste diskussion, men vi har vinklet den på tallet tre – flere ord kunne vi ikke blive enige om. Citat: Substans, Dybde, Originalitet.

Nola Grace Gaardmand

Sofie Amalie Klougart (foto)

Maja Kaalund Bygvrå

Frederikke Halling Hastrup

Mie Brinkmann (foto)

CITAT_SUBSTANS_DYBDE_ORIGINALITET

KONTAKT Magasinet CITAT Journalisthøjskolen Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N citatred@mail.djh.dk WEB magasinetcitat.dk

8 17 INDHOLD

Energierne hagler ned over Kolding

PISSOIRREGLEMENTET

UFO-møde med clairvoyant

Mændenes usagte tisseregler

SEX IS LIFE AND LIFE IS A CABARET

ET VALG MELLEM DØV OG HØRENDE

SKRIBENTER Mette Albæk Christian Bartels Rikke Bolander Thomas Foght Mads Bøgh Johansen

FOTOGRAFER Carsten Bundgaard Henrik Dons Christensen Emil Ryge Christoffersen Dennis Lehmann Tobias Nørgaard Pedersen Asbjørn Sand Antonia Zennaro

TRYK Mediefabrikken

Fotoreportage fra Tysklands sidste sexcabaret

OMSLAG Fotos fra The Safari Club af Antonia Zennaro

OPLAG 1500

Et portræt af to kvinder, der mistede hørelsen

ROSENGÅRD

HØJT TIL TRÆETS GRØNNE TOP

Web

AKTIVISTER ER OGSÅ MENNESKER

FINANSIERING CITAT er finansieret af annoncer og støtte fra KaJ

Fotoreportage: Det handler om menneskesyn

Helt deroppe, hvor mågerne vender.

Greenpeace til træning

CITAT er produceret af studerende fra Journalisthøjskolen i Århus

E NERGIE R NE hagler ned over Kolding

I pausen spiser de ostemadder, pølsemadder og drikker bajere. Hver især har de ganske normale job; efterskolelærer, gallerist, butiksekspedient og en håndfuld pensionister. Og så har de alle set en UFO og er overbeviste om, at der findes liv derude. CITAT har været til UFO-klub i Kolding. Tekst: Mads Bøgh Johansen Foto: Asbjørn Sand Faktisk er jeg stadig ikke helt klar over, hvad der egentlig skete denne aften. Hvad var det, de alle sammen snakkede om? Hvad var det hende clairvoyanten, der holdt oplæg i to timer, fortalte? Hvad stod der egentlig på de fem håndskrevne A5-sider, som min sidemakker gav til mig efter mødet? Hvad fanden foregik der egentlig?

Udtørrede kuglepenne

”I skal altså bare stille spørgsmål. Og husk – der findes ingen dumme spørgsmål.”

Hun står for enden af langbordet og lader blikket vandre rundt på de 24 fremmødte, der sidder stolet om bordet midt i lokalet. ”Jeg har et spørgsmål,” udbryder en mørkhåret kvinde, der må være i midt-halvtredserne. ”Jeg har snart ikke flere kuglepenne, jeg kan skrive med derhjemme. De holder alle sammen op med at skrive, så snart jeg har brugt dem i to sekunder.” ”Det er energierne,” afbryder en gråhåret dame overfor. ”Rigtigt,” siger damen for bordenden. ”Futon-ener-

gierne går i den. Og fordi den er så blød i det, så laver den noget ved mange forskellige ting. Du må igang med pen og blækhus eller en blyant. Jeg er selv begyndt at bruge blyant nu. Jeg kan nemlig heller ikke få kuglepennene til at fungere.” En dame vil vide, om det også har noget at gøre med den energi, man har inde i sig. ”Ja, det tror jeg. Min energi er så stærk i øjeblikket, at jeg bliver helt kold. Mine fingre er iskolde for tiden.” ”Det er mine også. Og hvide,” svarer den mørkhårede dame, der stillede spørgsmålet. ”Nå. Mine er nu blevet blå,” siger damen for enden hurtigt.

En anderledes aften

Det er torsdag aften, og der er møde i Koldings UFOklub. Fremmødet er større, end det plejer at være. Normalt er de blot en 10 stykker til møderne, men i aften er antallet mere end fordoblet. Aftenens møde er nemlig ikke, som det plejer. Damen for enden af bordet hedder Marianne. Hun er clairvoyant og rygtet om, at hun ville komme forbi og holde oplæg, har åbenbart spredt sig og lokket folk til fra nær og fjern. En dame er kørt helt fra Slagelse. Og nu er vi alle samlet. I et lille afsides lokale på den gamle Sct. Jørgens Gård. Væggene er hvidkalkede og dekorerede med farvestrålende Kolding-plakater.

Hun sætter tuschen mod tavlen. ”Det herinde i..” Hun tegner en grøn cirkel på den hvide tavle. ”.. beslutter jeg lige nu, er et meget positivt område. Og det vil det være hele aftenen! Og når der er kaffepause, kan I gå op og mærke. Jeg vil også gerne have, at det kommer ud derinde fra… har jeg besluttet. Jeg har fået beføjelser til, at jeg skal give min energi endnu mere ud, end jeg har gjort,” siger hun. Hun spejder ud over forsamlingen. Stilhed. Hun lægger tuschen på plads i holderen, og stiller sig hen til langbordet igen. Stadig stilhed. ”For tre uger siden var jeg ude at lufte min hund i Nyborg. Her lagde jeg mærke til, at UFO’erne tager en bestemt bane lige ved siden af Storebæltsbroen, når de skal over til Sjælland. Og sjovt nok er det et område, hvor man aldrig har kunnet få radiokontakt. I øvrigt er det ikke mere end tre dage siden, at der kom en UFO ind igennem min væg derhjemme. Den var på størrelse med en kaffekop og var lilla. Den fløj ind og satte sig oppe under loftet, hvor den hang hele natten. Jeg har faktisk næsten ikke sovet siden. Der er alt for meget energi i huset! Men min hund kan godt lide den.”

“I øvrigt er det ikke Arne trænger til kaffe mere end tre dage siden, at I UFO-klubben er der ikke noget, der hedder medlemskab. Man møder bare op. Ifølge formder kom en UFO ind anden Egon Dalsgaard, kan man her snakke om det, man ikke kan igennem min væg snakke med naboen om. Det er en friaften. Alle er velkomne, men langt fra derhjemme”

Egentlig handler klubben ikke kun om UFO’er, men også om konspirationsteorier, uforklarlige hændelser og om energierne omkring os, i os og ja, i kuglepennene. Marianne fortæller, at hun i aften vil snakke om de mange energier, der åbenbart ”regner ned over os i øjeblikket.” Emnet er sprængende nødvendigt, siger hun. ”For det der sker i øjeblikket… det’ altså ik’ så smart.”

En lilla UFO i stuen

Mødet har været i gang i en halv time, og Marianne har allerede været omkring et utal af emner. Hun har fortalt om, hvordan analysefirmaet Gallup udvælger deres svarpersoner efter hvilken slags tøj, de har på, og efterfølgende tvinger dem til at være med. Hun har fortalt om, hvordan natten er blevet lysere, vindmøllerne kører hurtigere, fugleantallet i skoven stiger, og alt sammen skyldes det energierne, der hagler ned over os. Inden et nyt emne starter hun oftest med ”Har I nogensinde tænkt på, at...” eller ”Har I egentlig lagt mærke til...” Det har folk oftest og nikker anerkendende eller samstemmer i et mumlende ekko-kor af ja’er. Men så sker der noget. Marianne vender sig omkring. Tager en grøn tusch fra metalholderen under det store whiteboard, der hænger på væggen bag hende.

alle ved, at klubben eksisterer. Man finder ingen annoncer, reklamer eller opslag i avisen. Selv ikke Google røber noget om klubbens eksistens.

”Hvis vi nu havde slået det stort op, så havde der været 100 mennesker i aften. Og det har vi altså ikke plads til. Der har tidligere været personer til møderne, som ikke troede på UFO-sagen, og som var de her ”nu skal jeg fortælle jer, hvordan det hele hænger sammen”typer, som Egon kalder dem. Den slags mennesker prøver klubben nu at undgå. Vi er en time inde i mødet. Temperaturen og luftfugtigheden er stille og roligt kravlet godt derop ad. ”Nu tror jeg, Arne trænger til kaffe,” siger Marianne. ”Ja, lad os tage en pause,” siger formanden. Folk rejser sig og snakken begynder straks at summe livligt i rummet. Manden til højre for mig vender sig mod mig og spørger, om jeg er interesseret i UFO’er. Et øjeblik ved jeg slet ikke, hvad jeg skal svare. Men jeg svarer så, at jeg ikke er troende, men selvfølgelig er her, fordi jeg synes, at emnet er fascinerende. Han hedder Ib og er klædt i rød rullekrave, blå cowboybukser og mørke briller. Han rækker ud efter min notesblok, der ligger foran mig på bordet. Bladrer et par sider frem, slikker 8

sig på langefingeren og river et par tomme sider ud. Fra brystlommen finder han en kuglepen og begynder straks at skrive.

De fineste iskrystaller og pludrede billeder Pausen er slut, og mødet går i gang igen. Marianne vil gerne vide, om folk har været oppe ved tavlen og mærke inde i cirklen. Det har de fleste, og alle er imponerede over den varme, der strømmede ind i deres hånd. ”Jeg kunne sgu ikke mærke en skid,” råber en mand. ”Jamen, det er også helt i orden,” siger Marianne.

Min sidemakker Ib prikker mig på skulderen. Han er åbenbart færdig med at notere. Han har i den sidste halve time ikke løftet kuglepennen fra papiret, og nu får jeg lov at se resultatet. Han insisterer på at gennemgå alle siderne med mig efter mødet. De første tre sider er eksempler på litteratur, jeg bør læse. Dernæst en side, jeg ikke forstår. Der står: “Nettet: Vandkrystaller Inasaruto. 10 nummererede glas. Positive og negative tanker. Vandet fryses i et kyrogonkammer. Positive tanker skaber de fineste iskrystaller. Negative tanker skaber pludrede tanker.”

“I de næste par måneder løber lysbølgerne.”

Hvad med fremtiden, vil en vide. ”Ja, i de næste par måneder løber lysbølgerne, og når vi så når hen omkring årsskiftet, så kan man virkelig mærke, at de har været igennem. Og der vil der ske meget med øhhhh… altså alt. Ligesom altså at tingene vil lykkes for folk,” svarer Marianne. ”Det lyder sgu godt,” udbryder en mand fra den anden ende af lokalet.

På den sidste side har Ib lavet en matematisk beregning over, hvor mange vandmolekyler han har i sin krop. Hvorfor, ved jeg ikke. Han skubber den lille stak papir over til mig. Jeg siger pænt tak og stopper dem ned i min taske. På vejen mod Kolding Banegård spørger jeg mig selv: Hvad fanden skete der lige der? Svaret, min ven, blafrer i vinden - et sted mellem himlen og Kolding. g

pissoirreglementet

Tekst: Thomas Foght Foto: Henrik Dons Christensen

Pissoiret har sit eget kodeks. Her kan manden strinte uhæmmet og springe håndvasken over uden ballade, hvis han følger de uskrevne regler

Den obligatoriske travlhed hersker i banegårdens forhal i Århus - også på herretoilettet. Folk haster ind og halser ud. Der er fem pissoirkummer i alt. Nede i dem ligger sorte kønshår, papir gennemvædet af pis og et svampet cigaretfilter. Kropsholdningen er klassisk. Let spredte ben, begge hænder placeret i skridtet, foroverbøjet nakke og synet rettet mod kummen. Manden står med den i hånden: Tissemanden. Dilleren. Svinet. Svaberen. Snablen. Rislende urin rammer det porcelænshvide pissoir. Det skummer og skylles ud. Hele pissoirseancen foregår uden ord, og hovedet er boltet fast

opfører sig, som var de alene. Man er angst for at henlede opmærksomheden på sig selv. ”Jeg skynder mig, fordi der er sådan en underlig stemning,” siger Peter Nielsen på 55 år.

“

Jeg slapper ikke af, og jeg føler, at jeg bliver overvåget.

til halsen under vandladningen. Der må hverken kigges til højre eller til venstre. Kun lige ned ad sig selv.

Mændenes følelser

Kasper Overgård er 32 år og har neto$p benyttet sig af banegårdens pissoir. ”Det er kutyme, at man ikke snakker sammen. Man blotter sine kønsdele samtidig med, at man står tæt på fremmede, og jeg har hørt om nogle, der får præstationsangst, fordi de tror, folk kigger.” Mændene står symmetrisk på en række med front mod hver sin kumme og de hvide klinker på væggen. Der er aktivitet, men de

Offentlig livløshed

Toilettet er koldt. Det indbyder ikke til længere ophold, og der er ingen miner at spore i mændenes ansigter, men man kan aflæse deres tanker: Det her skal bare overstås. Der er ordløst, så toiletlydene er gennemtrængende. Rindende vand fra vandhanen, et skyl fra pissoiret og en brummende håndtørrer, der blæser varm luft ud i rummet. Lugten af offentligt toilet er let genkendelig. I fraværet af blå klodser i pissoirerne forstærkes den syrlige stank af urin, som blandes med duften af sød, fabriksparfumeret håndsæbe.

Underforstået kodeks

”Man skal ikke kigge på andre, mens man er på pissoir. Der skulle være nogle afskærmninger mellem kummerne,” siger Asho, som er 18 år. Reglerne ligger indirekte i pissoirkulturen. På herretoilettet på banegården er der fortsat jævn aktivitet, men ingen brudte regler. Ingen snakker, alle undgår hinandens blikke, og alle hoveder vender ned mod egne genitalier. Mændene her kender pissoirreglementet. g

SEX IS LIFE AND LIFE IS A CABARET Photos and text: Antonia Zennaro

The Reeperbahn is a street in Hamburg’s St. Pauli district, one of the two centres of Hamburg’s nightlife and also the city’s historical red–light district. Here you could find theatres and cabarets heating up the blood of the audience. This part of the town is called “Die Grosse Freiheit”.8

Today the Reeperbahn and it’s clubs are undergoing a social and economic change. The times of huge profit for naked skin and dancing asses are over, and now tourists and young teenagers getting drunk is where the money is. Yet, the artists of The Safari Club still perform their live entertainment with four shows from 9 o’clock in the evening till 4 in the morning.

After performing, the girls share time and drinks with the “single men”. From that, they earn enough money to survive. The Safari Club is the last sex cabaret in Germany, and the owner is 82 years old. When he goes away, the concession of showing live sex on stage will disappear with him. It is a bizarre scenario and the motto is: Sex is life and life is a cabaret! g

Høreapparat

”Det var bare frustration på frustration og kamp på kamp. Og forsøg på at lade som om, at jeg godt kunne klare mig og godt kunne høre. Der var mange nederlag,” siger Pia Magnussen. Hendes hænder former ordene, mens hun taler. I modsætning til andre nordjyder udtaler hun hver eneste stavelse på et rigsdansk, der ville gøre enhver dansklærer stolt. Da hun var 19, kvalte en medfødt sygdom den sidste rest af hørelse, hun havde, og uden høreapparater kunne hun absolut intet høre. I årene efter prøvede hun ihærdigt at overbevise sine omgivelser og sig selv om, at hun ikke var anderledes. ”Jeg lullede mig selv ind i sådan en falsk forestilling om, at jeg godt kunne klare mig.” Den lokale bagerbutik har aldrig fået så mange klager, som i de to måneder, Pia Magnussen var ansat. Endnu værre gik det i en fotoforretning, hvor hendes karriere sluttede efter to uger. Til sidst gav hun den hørende verden fingeren. I ni år lagde hun sine høreapparater i en skuffe, så hendes verden blev fuldkommen stille. ”Hellere en god døv end en dårlig hørende,” var hendes rationale dengang. Efter at have søgt en identitet, først som hørende og siden som døv, har Pia Magnussen nu indset, at hun ikke er no-

Cochlear Implantat

Pia Magnussen og Pernille Glad kender ikke hinanden, men de har noget til fælles. De blev begge døve som teenagere, men på et tidspunkt traf de hvert deres valg. Nu kan den ene høre igen, mens den anden stadig er døv

Pernille Glad åbner døren, så snart jeg har ringet på. Da hun skal lave kaffe, behøver hun ikke tjekke, om vandet i elkedlen har kogt. Hun kan høre, når den siger sit lille klik. Det kunne hun ikke for fire år siden. Der måtte hun bruge øjnene, og i mange tilfælde kunne hun derfor kun gøre én ting ad gangen. ”Når jeg foldede vasketøj sammen, var jeg i min egen verden. Nu kan jeg høre, hvis et af mine børn kalder på mig. Jeg kan følge med i, hvad der sker i huset,” siger hun. Hendes hænder hviler på knæene, mens hun taler, og vi er kun os to i stuen. Hun hører ikke alt, jeg siger, men kombineret med mundaflæsning forstår hun mig. Tale er det allermest komplicerede for en hjerne at opfatte. Særligt hvis den ikke har hørt det i næsten tyve år. Alligevel var kommunikation den altovervejende grund til, at Pernille Glad efter flere års overvejelse valgte at lægge sig under specialistens kniv. Hun kunne risikere at den rest af hørelse, hun trods alt havde, ville blive erstattet med konstant støj, men tanken om at kunne tale med sine børn og deltage mere aktivt i deres verden vejede højere. Og så savnede hun musik.

Glemmer aldrig firsernes hits

Som alle andre mp3-afspillere ser Pernille Glads iPod skinnende futuristisk ud, men indeni gemmer sig en anakronisme. Den spilleliste, der er blevet hendes trofaste

gen af delene. Eller begge dele. ”Jeg tror, jeg er lige så meget døv som hørende, sådan rent mentalt.”

”Det er ligesom at gå ud uden bh,” siger hun, og får tolken, der sidder ved siden af mig, til at fnise.

Heller ikke rigtig døv

Selvom høreapparaterne hjælper Pia Magnussen til at opfatte nogle lyde, er der mange ting, der går hen over hovedet på hende. ”Prøv du engang at se nyhederne og slå lyden fra. Fortæl mig så, hvor klog du er blevet, når der er gået en halv time,” siger Pia Magnussen bestemt. Hendes blik viser tydeligt, at det ikke er nødvendigt at udføre det eksperiment. Svaret er, at det bliver man ikke særlig klog af. Radioavisen, som andre travle folk får deres morgennyheder igennem, er et endnu mere ubrugeligt medie for en døv. ”Når jeg kører bil, kører jeg bil, så jeg er bagud allerede når jeg ankommer om morgenen,” siger hun. For en døv er det svært at leve på lige fod med hørende medborgere, for man kan kun gøre én ting ad gangen. ”Jeg mangler sådan cirka otte timer i døgnet for at være på niveau med dig, og så er vi jo ikke ligestillede,” siger hun.

Pia Magnussen opfatter nemlig heller ikke sig selv som døv, selvom hun ikke kan høre. Sproget adskiller hende fra dem, der aldrig har kendt til tale. ”Hvis man er født døv, så har man tegnsprog som modersmål. Hvis man er født hørende, har man dansk som modersmål. Jeg har mit modersmål til fælles med resten af den danske befolkning,” forklarer hun. Det betyder, at hun kan tale og mundaflæse. ”Jeg kan godt kommunikere med folk, der ikke kan tegnsprog uden at have en tolk med.” Pia Magnussen har nogle døve venner, men hun gør, hvad hun kan for at leve sit liv så mangfoldigt som muligt. ”Jeg har behov for at være i det samfund, jeg lever i. Den der form for isolation, det er ikke noget, jeg ønsker,” siger hun. Det er også for at undgå følelsen af isolation, at Pia Magnussen i dag altid bruger høreapparater. De giver hende en fornemmelse af rum og af at kunne mærke, hvad der foregår omkring hende. Derfor forlader hun aldrig sit hjem uden sine to små, beigefarvede apparater.

Alligevel ikke på samme niveau

Hjernen har glemt lyd

I dag kan døve vælge at få indopereret en art kunstig hørelse. Et såkaldt CI-implantat. Det består af et lille 8

Et valg mellem døv og hørende Tekst: Rikke Bolander

Foto: Dennis Lehmann

følgesvend, indeholder alle de største firserhits fra Billy Joel til Rocazino. Sange fra før hun blev døv. ”Dengang i 80erne hørte jeg meget musik, og jeg hørte det samme igen og igen. Det har sat sig heroppe,” siger hun og tapper to fingre på tindingen. ”Jeg har sådan nogle kassettebånd oppe i hjernen, som jeg har afspillet, efter jeg blev døv.” Tale er for diffust til, at man kan gå og huske på det i årtier, men ørehængerne fra dengang har hun aldrig glemt. Til gengæld er det udmattende og i nogle tilfælde umuligt for Pernille Glad at lære en ny sang at kende. De første fem gange hører hun bare støj. Klassisk musik kan hun slet ikke afkode. Nogle ting vil hun altså aldrig kunne lære at høre, og derfor føler hun sig stadig ikke helt integreret i det hørende samfund. ”På det punkt føler jeg mig ikke hørende. Jeg føler, der er en del af den hørende kultur, jeg ikke har adgang til,” siger hun.

Overloaded af lyd

De sidste år er Pernille Glads verden blevet fyldt med flere og flere lyde, og det kan godt være voldsomt for en tidligere døv. ”Nogle gange er det som om, lydene fylder for meget i hovedet. Jeg kan ikke rumme det. Og har jeg sådan en dag, så er det bare af med lortet,” siger hun.

Det skyldes også, at hun med apparatet bag øret ikke kan afstandsbedømme lyd. Hun hører vaskemaskinen lige højt, om hun står overfor den eller sidder oppe i stuen. ”Jeg tror også, det er derfor, jeg af og til bliver overloaded,” siger hun. Ligesom hun til tider foretrækker dage med total stilhed, befinder hun sig også stadig godt i døvemiljøet. ”Det er dejligt at kunne være sammen med døve, for kommunikationen er på andre præmisser end med hørende. Jeg kan slappe helt af på en anden måde.” Selvom hun er blevet meget bedre til at mundaflæse, når hendes ører støtter forståelsen, er hun ikke på samme niveau som folk, der altid har kunnet høre. ”Hørende vil altid være bedre stillet end mig. Jeg skal anstrenge mig mere. Jeg har ingen spontanitet, for jeg skal koncentrere mig.”

Kan selv vælge

Alligevel opfatter hun ikke sig selv som døv længere. ”Jeg er blevet løftet lidt,” siger hun og holder begge hænder vandret med ti centimeters mellemrum. ”Men der er stadig så langt, til jeg bliver hørende og kan opfatte mig selv som hørende,” fortsætter hun og holder den ene hånd op over hovedhøjde. Hun regner heller ikke med nogensinde at nå derop, men det gør hende ikke noget. Som bekendt bliver de andre 8

Pia Magnussens

apparat, der sidder bag øret og sender impulser ind til en chip, læger har placeret langt inde i det indre øre. For at operationen skal ende lykkeligt, må hjernen kunne huske lyd. Ironisk nok betyder Pia Magnussens forsøg på at finde en identitet som døv derfor, at hun i dag sandsynligvis ikke vil kunne få glæde af et CI-implantat. ”Jeg fortryder det bittert i dag, for havde jeg brugt høreapparat konsekvent og konstant, havde jeg måske kunne udnytte min lille hørerest meget bedre. Nu kan min hjerne slet ikke høre forskel på lydene.” Derfor kan lægerne ikke love hende noget om resultatet. ”Hvis de kunne love, at jeg vil kunne komme til at føre en telefonsamtale. Hvis jeg vidste, at jeg ville kunne høre, hvad mine børn sagde, så ville jeg stå forrest i køen. Men hvis det, de kan love mig, det er en helvedes masse støj, så kan jeg godt leve uden,” siger hun. g

”Jeg har sådan nogle kassettebånd oppe i hjernen, som jeg har afspillet, efter jeg blev døv”

Pernille Glad

sanser skærpet, når der er én, der ikke virker. ”Det giver en ekstra dimension, som jeg selv kan vælge fra eller til,” siger hun. De dage, hun vælger hørelsen til, kan hun nemmere kommunikere, men til gengæld går hun glip af nogle af de ting, hun ellers ville have brugt øjnene til at opfange. ”Og omvendt, når jeg fjerner lyden, får jeg øje på nogle andre ting, som jeg ellers ikke ville lægge mærke til, hvis jeg havde lyd på,” siger hun og smiler. g

Rosengård

på Nordfyn er en arbejdsplads for handicappede, der kan give udfordringer til medarbejderne. Det er noget, de ikke får på de beskyttede værksteder. Stedet blev åbnet af Lene Andersen, der ikke syntes, de kommunale tilbud tog højde for de handicappedes forskellige behov. Medarbejderne på Rosengård tilhører den mere velfungerende del af de handicappede. Her er det meningen, at de skal udvikle sig ved at få mere ansvar, end de er vant til.

Foto og tekst: Carsten Bundgaard

Højt til træets grønne top De ligger der. Kolde, blege stykker jern. Som teltstænger i vinterhi. Mænd i orange former dem til ét stykke på toppen af 254 meter. Nu står hun her. Seks meter høj og tyk som et lår. Snart bliver 70 store pærer viklet omkring hende, tændt. Uden at kaste en eneste skygge – af hygge – fra sig. Ingen tanker om gran, klejner eller det, der ligner. Vandet ligger som et mørkegråt tæppe, hvor bølger skvulpes rundt til piskende skum i en vintervind så kold, at fingre mister farve. Under hende mangler Fætter BR-foræringer indsløjfet i rødt silkebånd. Til gengæld suser biler i Lego-størrelse nogle hundrede meter længere nede på hængebroen mellem Danmarks øer. Der nede fra ligner hun et juletræ. Det er det, hun er. Vel egentlig ensom. g

Tekst: Mette Albæk Foto: Tobias Nørgaard Pedersen

CITAT_SUBSTANS_DYBDE_ORIGINALITET