CITAT_27 by Magasinet CITAT

02 • CITAT N°27

Anna Hjortdal (Ansvarshavende)

Cecilie Wortziger Kristensen

Julie Søltoft Jeppesen

Mathias Bojesen (foto)

Sara Gangsted (foto)

Camilla Gaarder

Rune Aarestrup Pedersen (foto)

Anders Rye Skjoldjensen (foto)

Melissa Kühn Hjerrild (foto)

LEDER ”Happiness = reality – expectations” står der på en toiletdør på en bar et sted i Aarhus. Lommefilosofisk, og med bogstaver, der svajer beruset i røgtågerne. Man skal ikke tro på alt, hvad man læser på toiletdøre. For eksempel står der på en anden, at cider med jordbær er lort. Og det er ikke sandt. Men måske havde toiletpoeten en pointe i, at vi indimellem har så mange og så præcise forventninger, at virkeligheden umuligt kan leve op til dem. Og måske har vi allerede på forhånd bestemt os for, hvordan det hele skal ende med at se ud. Vi kan blive lige, hvad vi vil. Det har vores forældre selv fortalt os. De gentog det hele vejen op gennem opsvingshalvfemserne, rytmisk og taktfast til lyden af Spice Girls på kassettebånd i Volvoen. Og vores forventninger er derefter. Vi vil så gerne gribe en saftig appelsin i vores turban. Få det præcis, som vi vil have det. Som vi havde forestillet os det, da vi sad der i bilen og drømte om at være Baby Spice. Men hvis vi åbner op for muligheden for, at ting kan være anderledes, end vi havde regnet med, kan det være, vi finder noget, vi slet ikke vidste, vi kunne få. Hvis vi bliver mindre kræsne og tør smage på en banan, pære eller ananas, hvis nogen skulle tabe sådan en ned i turbanen, så får vi os måske en ny yndlingsfrugt. For du har haft et første møde med alle dine venner, som Mathias Bundgaard skriver i sit poetry slam. Og lykken kan vise sig på mange måder. Som en lysende engel, eller på en festlig aften med bjørnene. Man skal ikke tro på alt, hvad man læser på toiletdøre. Det ved enhver. Men det kan tjene til inspiration.

SKRIBENTER Kristian Trojaborg Felix von der Osten Cecilie Thorup Mathias Petersen Esben Vest Jensen Mathias Bundgaard Frederik Tillitz

FOTOGRAFER Jens Øllgaard Felix von der Osten Mathias Bojesen Esben Vest Jensen Mathias Petersen Frederik Tillitz ILLUSTRATIONER Melissa Kühn Hjerrild Christina Vibe Larsen FORSIDE Felix von der Osten FINANSERING CITAT er finansieret af annoncer og støtte fra DSR TRYK Clemenstrykkeriet A/S KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk OPLAG 3000 WEB www.magasinetcitat.dk DISTRIBUTION FreeCard CITAT er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Skal din annonce i CITAT? Skriv til annonce@magasinetcitat.dk

CITAT N°27 • 03

03 DER ER LUNT I BJØRNENS HULE Mellem blottede maver, sved og lunkne fadøl mødes bjørnemænd og mænger sig i homomiljøets hav af subkulturer. Hop med ind under diskolysets skær.

09 EVERY THREE SECONDS Danskerne har et helt specielt forhold til svinekød. Vi kan faktisk slet ikke få nok. I denne fotoserie skildrer Felix von der Osten dansk kødkultur.

27 BEVINGEDE VEJLEDERE De ligner hverken Amor eller spøgelser, og de har ingenting med religion at gøre. Men de er engle, og de har vejledt Sofie Rose hele hendes liv.

DET ER NOGET, JEG HOLDER FOR EN VEN Med politiet lige i hælene tvinges kriminelle til at være kreative, når de skjuler narko eller våben. I kældre, kloakker og hos naboen gemmes det, som ikke kan tåle dagens lys.

37 HVAD LAVER DU I MIN FRITID? Poetr y slam er oplæsning af digte, h istorier og finurlige indfald. Dette er en visuel fortolkning af et tanke v ækkende ordunivers.

41 BORGERKRIGENS BØRNEHJEM De er flygtet fra Syrien og havnet i støvede Zaatari, en far veløs flygtningelejr med vokseværk. Med V-formede håndtegn tager børnene a fstand fra den borgerkrig, der har gjort dem til f lygtninge.

CITAT N°27 • 04

DER ER LUNT I BJORNENS HULE Bjørne er homomiljøets sværvægtere. De tænder på mænd. Rigtige mænd. Kropsbehåring og fuldskæg er in, og det gør ikke noget, hvis du vejer et par kilo for meget. Kom med ind i deres univers en regnvåd aften i København. Hvem ved? Måske vil du føle dig inspireret Af Kristian Trojaborg (tekst) og Jens Øllgaard (foto)

01 • CITAT N°27

CITAT N°27 • 02

KLOKKEN ER NI om aftenen, og Fotografen og jeg står uden for Café Nevermind, hvor et regnbueflag bøjet i neon giver genskær på de regnvåde brosten i indre København. Vi er våde og kolde og undrer os over, hvad p okker vi har rodet os ud i. Vi er kommet for at undersøge den genre af h omoseksuelle mænd, der kalder sig ”bjørne”. Store, b ehårede, hyggelige mænd, som tiltrækkes af den naturligt m askuline mand. En bjørn plukker hverken øjenbryn eller bekymrer sig om vægten. Man har hørt om ”at gå ind i løvens hule”, men i aften er det bjørnens hule, der skal udforskes. Vi beslutter os for, at n ysgerrigheden og trangen til kold øl og indendørs varme alligevel vejer tungere end behovet for at overtænke vores nuværende situation. BJØRNENS HULE Festen starter sløvt. Mænd i par sidder o mkring i krogene af den lille café, mens en ivrig og smilende DJ i små shorts står bag en mixerpult og tydeligvis er mere psyched end resten af forsamlingen. Hænderne i vejret og med

05 • CITAT N°27

ovedet svingende til musikken, står han og h har sin egen fest. Fotografen går op for at købe et par øl til os, og bartenderen kan fortælle, at DJ’en hedder Joakim. Han er initiativtageren bag ”Bearserk”, som eventet hedder. Vi går op og præsenterer os og forsøger at finde et relativt stille hjørne, hvor vi kan snakke med Joakim. Han er smilende og energisk, og hans små hvide shorts skinner i diskotekslyset. ”Bjørne er mænd, der tænder på det m askuline. Det afslappede,” siger Joakim og tilføjer med et grin. ”De går ikke op i mode. De vil have naturlige mænd, og de vil mødes med andre, hvor de kan føle sig tilpas, lige meget hvem de er, eller hvordan de ser ud.” Og føle sig tilpas, det er præcis, hvad de gør. Alle er velkomne, om end kun to k vinder har turdet vove sig herind på denne boys night out. De har gemt sig bagerst i rummet, nede ved baren, og snakker for sig selv. Ellers er rummet fyldt med voksne mænd, de fleste af dem er store, bredskuldrede og behårede. Kropsbehåring, især i ansigtet,

lader til at være noget af en tendens denne aften. Foran vores bord sidder en forsamling af bjørne, smilende, drikkende. De nusser hinanden på ryggen og skåler lystigt. Uden at sige et ord. For hele forsamlingen er døvstumme, og de sidder ivrigt og laver tegnsprog til hinanden. De ser ud som om, de føler sig hjemme. Accepterede. DADDY OG CUB Jeg spørger Joakim, hvad han synes om Gustav, mainstream-homo og kendt fra s amtlige realityprogrammer på TV3. ”Han er alt for pretentious. Han vimser rundt og brokker sig over alt fra mode til hårstil, og det er bare et sindssygt ringe eksempel! Han har al den mediebevågenhed, og hvad bruger han den til? At rende rundt med Linse Kessler! Tænk, hvad han ellers kunne bruge sin status til?” siger Joakim. Gustav er ikke, hvad man ville forbinde med bjørnemiljøet. Han er feminin og skabet. To ting der slet ikke kendetegner en bjørn.

Det kan godt være at, i mørket er alle katte grå, men bjørne de har mange farver. Deres flag – et regnbueflag med en bjørnepote på – står nemlig for den alsidighed, der findes i bjørnemiljøet, hver farve i flaget er en type af bjørn. Der findes ”isbjørne”. Det er de mænd med hvidt i skægget. Der er ”pandabjørne”. Det er de asiatiske mænd. ”Muskelbjørne” er mænd, der træner meget. Og selvfølgelig er der også ”koalabjørne”. Det er australske mænd. Jeg bliver nysgerrig og slår op på W ikipedia. Dens lange liste over typer af bjørne fortæller mig, at jeg om nogen kan identificere mig som ”manatee”, altså en søko. ”En hårløs, buttet mand, som bliver kaldt bjørn, men som ikke identificerer sig som sådan.” Jeg må indrømme, at jeg har b landede følelser om min nye status som Søko. Udtrykkene, vi dog primært hører her til aften, er ”daddy” og ”cub”, som dækker over henholdsvis modne, ofte større bjørne, og deres modparter, dem af mindre statur, som ofte er hårløse og yngre. Joakim er ”cub”, hvilket hans v eltrænede krop,

små shorts og lange blikke efter Fotografen også vidner om. Hans d rømmemand er dog James Gandolfini, bedre kendt som ”Tony S oprano” fra TV-serien ”The S opranos”. En bredskuldret, stærk og bestemt mand i jakkesæt. “THEY WILL EAT YOU RAW!” Vi spørger Joakim, om vi ville f alde i bjørnenes smag. Han giver os et venligt, men undersøgende elevatorblik. “They will eat you raw,” siger Joakim med et smil og blinker til Fotografen. Mig ænser han næsten ikke. Overvægtig, men uden skæg. Bredskuldret, men for ung. I stedet må jeg nok se kendsgerningerne i øjnene. Jeg er en elendig bjørn. Højst en semi-kompetent søko. Mit interview med Joakim er slut. Vi beslutter at forlade Bearserk, for at kunne vende grusomt tilbage senere, når festen forhåbentlig har taget lidt mere fart. Når øverste skjorteknap ikke bare er knappet op, men ligger revet af i et mørkt hjørne. Da vi vender tilbage omkring midnat, er vi knapt nok trådt ind ad døren, før et gammelt bjørnepar rejser sig og gør sig klar til at gå. De

er begge i deres livs efterår, en gammel isbjørn og hans asiatiske pandapartner. Pandaen tager frakken fra isbjørnens stol og svinger den galant og nænsomt om bag ryggen på sin partner. Meget kan man sige, men blandt bjørnene er den sidste gentleman tydeligvis ikke død endnu. Der er kommet lidt mere fart på festen, og jeg har fundet mig en plads bagerst i lokalet. Noget, der slår mig, er, hvor seksuelt aggressive bjørne er. Der er ikke så megen fikumdik, ingen spil eller regler. Hvis de synes, en fyr er lækker, så siger de det til ham. Hvis følelsen er gengældt, er det kun fantasien, der sætter grænser. EN SUR ISBJØRN Foran mit bord sidder en gammel isbjørn med en tændt smøg i hånden. Han er tynd og har en ranglet holdning. Han holder på smøgen som en af de dødeligt smukke kvinder i en Bogart-film fra 40’erne – mellem pegefinger og ringfinger, med svagt bøjet håndled foran munden. Øjnene er stift forankret på selskabet ved siden af ham. >

CITAT N°27 • 06

En enorm bjørn, Papabear, som jeg senere døber ham, sidder ved et bord omgivet af fire smukke, unge bjørne. På skift nusser de ham, skænker op for ham og holder nærmest konkurrence om, hvem der kan grine højest af hans vittigheder. Han er en bredskuldret, småskaldet og midaldrende bjørn, og de behandler ham, som var han Marilyn Monroe genopstået fra de døde. Fotografen er på krigsstien, og blitzen blænder i nattemørket. Hans skarpe øje har fanget et løbsk kondom på dansegulvet, og et par gæster griner indforstået, da de ser, hvad hans linse har i fokus. Pludselig kommer isbjørnen med smøgen op til ham. Han ser sur ud. ”Hvis du skal tage billeder af os, så går vi bare.” Fotografen er en smule lamslået, men Joakim bryder hurtigt ind. ”Det skal I skide på. Det er fandme min fest!” vrisser han.

07 • CITAT N°27

Med den sure isbjørns øjne brændende i nakken går Fotografen over til Papabears selskab og spørger pligtskyldigt, om han må fotografere. Der går ikke mange sekunder, så slår den store alfahan en h jertelig latter op og siger, at han bare skal slå sig løs. Hans bedårende flok giver sig straks til at posere, fjolle og venligt drille Fotografen, så han kan få nogle gode skud. Den sure isbjørn ligner en, der bittert må erkende, at blikke ikke kan dræbe. En af beundrerne af Papabear, en ung gut i ærmeløs trøje med militærprint, trækker skiftevis op i blusen og ned i bukserne for at vise så meget hud som muligt. Hans bukser er på et tidspunkt kun holdt oppe, af hvad der kan kaldes en generøs og samarbejdsvillig rejsning. STORE MÆND MED STORE FØLELSER Bjørnene er meget kærlige. De nusser hinanden, klør hinanden på ryggen og hvisker fnisende

hinanden i øret. Samtidig griner de højlydt, når noget er sjovt, og dunker hinanden i ryggen, som man ellers kun ser det blandt vejarbejdere, der snakker om w eekendscoringer. Der er en fascinerende sammensmeltning af noget feminint og følsomt og noget hårdt, brutalt og maskulint over disse bjørne. Lige så snart jeg tror, at det kun handler om sex – når Joakim for eksempel joker om b egrebet ”DILF” (Dad I’d Like to Fuck) – bliver jeg lige så hurtigt bekendt med de bløde følelser, de også rummer. Når to mænd k ysser hinanden på kinden. Eller hjælper h inanden med overfrakken. Eller når de tager imod en journalistspire og en fotografelev uden forbehold og med kun åbne arme og smil til overs. I bjørnenes hule handler det ikke om alder, størrelse eller køn. Det handler om at føle sig accepteret, præcis som man er. Og så er det lige meget, om man er en sur isbjørn, en mægtig alfahan eller en lettere skuffet søko. •

CITAT N°27 • 08

PORK IN DENMARK

ork is deeply intertwined with Danish culture. Pigs even appear in thousand-year-old Norse m ythology. One is the story of the magical pig S æhrímnir. Sæhrímnir lives in Valhalla, and every night, the gods cut meat off of his body. They cook the pork in a special pot and eat in the majestic hall of V alhalla. Afterwards, the gods bring the boar back to life again, so that every night, the Einherier – the great and fallen heroes – can eat the meat from Sæhrímnir over and over again.

ouncil estimates that Denmark’s pork C export business represents almost 23 percent of the world’s total pork trade. And pork accounts for seven percent of all exports from Denmark; over half of all agricultural exports.

Denmark is among the world’s largest pork exporters. The results of the latest census showed an increase in the number of pigs born in Denmark. In 2013, Denmark produced over 29 million pigs, across 5,000 pig farms. In 2014, production is expected to increase.

The pork industry is valued at around 30.5 billion Danish Kroner a year – almost 5 billion Euros.

According to these numbers, there are roughly five times more pigs than Danes in Denmark. For over 100 years, pork has been a major source of income for Denmark. It is now an essential component of the Danish e conomy. In fact, Denmark is a major player in the global pork trade. The Danish Agricultural

Around 90% of the Danish-produced pork is exported, to over 140 countries all over the world. The largest markets, in terms of volume, are Germany, the United Kingdom and China.

There are only two major pork production cooporatives – Danish Crown and Tican – remaining in Denmark, down from over 50 in the 1970’s. These two cooperatives are responsible for harvesting and processing all of the the meat from their farmers, who also own small portions of the cooperative as a collective. Danish Crown is the world’s largest exporter of pork. Here, every weekday 20,000 pigs are slaughtered. That is almost one pig in every three seconds.

by Felix von der Osten

09 • CITAT N°27

CITAT N°27 • 10

11 11 • CITAT N°27

CITAT N°27 12 • 12

13 13 • CITAT N°27

CITAT N°27 14 • 14

15 15 • CITAT N°27

CITAT N°27 16 • 16

17 17 • CITAT N°27

CITAT N°27 18 • 18

19 19 • CITAT N°27

CITAT N°27 20 • 20

MRSA CC398

verywhere around the world, antibiotics are used in commercial pork production. They are necessary to treat, prevent and control diseases spread between animals living in high volumes and small industrialized environments. Denmark has one of the lowest rates of veterinary antibiotic use among countries where usage data is collected. The problem, even in Denmark, is that when one pig gets sick, the whole flock gets medicine. In testimony given within the City Council of Aarhus on Tuesday, the 6th of May 2014, it was reported for the first time that three Danes have died from swine bacteria. The bacteria is resistant to multiple antibiotics and is spreading to more and more pig farms. None of the deceased werev in direct contact with the disease-spreading animals or had any connections to pig farming. The bacteria is a special strain of MRSA, or Methicillin-resistant Staphylococcus Aureus, (also known as Mercer) called CC398. It is usually found in pig stalls and it becomes dangerous when pigs have been given a high amount of antibiotics. Over time, as the bacteria regenerate and mutate, they can

21 21 • CITAT N°27

evelop a resistance to the a ntibiotics that d have been ineffectively used as treatment. This makes it extremely difficult to treat human infections afterwards. In early 2014, two journalists published the names of twelve MRSA infected pig farms. Instead of the pig farms being shut down or evaluated for their risk of spreading the disease, the two journalists were accused of passing private health data to the p ublic – which is illegal in Denmark. ( violation of the Personal Data Act.) The published information was not about certain individuals, but about companies that are required to inform their workers about MRSA. According to official estimation, around 1,500 to 2,000 farms in Denmark are infected; as well as nine out of ten pigs at every slaughterhouse; with bacteria that can’t be knocked down or destroyed with medicine. This is a heavy increase over the past two years, despite attempts to stop the spread of MRSA. This is especially alarming considering the fact that strains of the resistant bacteria have now been found in people who have no connection to the swine industry.

CITAT N°27 22 • 22

23 23 • CITAT N°27

CITAT N°27 24 • 24

25 25 • CITAT N°27

CITAT N°27 26 • 26

Bevingede vejledere 27

Benny Andersen har ret. Der er noget særligt ved lykken. Det er en træningssag at sætte sig ind i den, og den ser forskellig ud for os alle. Sofie Rose bliver lykkelig af at kommunikere med engle Af Cecilie Thorup (tekst), Christina Vibe Larsen (illustration) og Mathias Bojesen (foto)

”MEN ER DET sådan nogle små, nøgne drenge med vinger, du kan se?” spørger jeg forvirret. Jeg kommer til at tænke på altertavler, kirker og måske Amor, når folk nævner engle. De eksisterer da ikke i virkeligheden. Sofie Rose smiler og forklarer, at de ikke ligner Amor. Det er heller ikke afdøde mennesker, men lysende, kærlige skikkelser. De behøver ikke have en bestemt form. De snakker ikke menneskesprog, men k ommunikerer med S ofie Rose gennem andre m ennesker, tanker eller

27 • CITAT N°27

følelser. Mest af alt gør de hende lykkelig. ”Jeg føler mig fyldt med lykkebobler og en glad følelse, uden at der er sket noget b estemt. Min lykkefølelse er ikke afhængig af ydre omstændigheder, men er en u nderliggende følelse, som er der hele tiden - også når jeg har travlt, eller der sker noget uventet.” HEMMELIGHEDER Sofie Rose har altid set engle. Den første e ngel, hun kan huske, så hun, to sekunder efter hun

var kommet til verden. Englen viste sig for hendes spæde øjne som en stor, lysende kvinde med vinger. ”De viser sig tit for mig som meget feminine væsener,” forklarer hun. Englene giver Sofie Rose noget, ingen andre kan give hende. De giver hende en følelse af at være fuldstændig accepteret som den, hun er, og en uendelig kærlighed, forklarer hun. Men hun er ikke opvokset i en familie med plads til det spirituelle eller alternative, >

CITAT N°27 • 28

og hun lærte hurtigt, at hendes evner var noget, hun skulle holde for sig selv. Hun fortæller mig, at hun helt intuitivt vidste, at det ikke var normalt at kunne se de ting, hun gjorde. Hun var et forvirret barn, for folk sagde tit én ting, men mente noget andet. Det fornemmede hun, fordi de ting, de sagde, ikke passede med de energier, de udsendte. Sofie Roses kontakt med de lysende engle blev hendes egen lille hemmelighed. Når hun kom hjem fra skole, gik hun ind på sit værelse og mediterede og stod på hovedet og legede, at hun var nonne, som hun kunne huske, at hun

29 • CITAT N°27

havde været i et tidligere liv. Men jo ældre Sofie Rose blev, jo større behov havde hun for at passe ind og være normal, og hun besluttede sig for at lukke ned for sine evner. I mere end ti år snakkede hun ikke med engle overhovedet. HÆVET OVER RELIGION Da jeg spørger, om englene er det samme som at tro på Gud, benægter hun hårdnakket. ”Englene er hævet over alle former for religion,” siger hun kort og kontant. Hun vil gerne se englene som en adskilt og separat spiritualitet fremfor at sætte det

ind i en religiøs kontekst. Det har noget med mennesker og energier at gøre, ikke Gud. Englene vil hjælpe en, uanset om man tror på Gud, Buddha, Jesus eller Allah, forklarer hun. ”Jeg oplever det som at komme i bedre humør med det samme. Det føles som en kærlig person, der holder om dig og tørrer tårerne væk. Man kan beskrive det som en helt vildt kærlig energi, der kommer og giver det varmeste kram,” fortæller hun. VERDEN FIK FARVER I den tid Sofie Rose ikke snakkede med engle, var hun dybt ulykkelig. Hun levede, men hun eksisterede ikke. Verden var grå, og livet en tung opgave placeret på hendes skuldre. Hun sørgede hele tiden for at have travlt og være sammen med andre mennesker, for på den måde slap hun for at mærke efter, hvordan hun egentlig havde det. Da Sofie Rose skulle i gang med at skrive sin bachelor, fik hun pludselig tid til sig selv. Tid til at mærke, hvordan hun egentlig havde det. Englene begyndte at tale til hende igen. ”Pludselig kunne jeg igen se alle de kærlige engle omkring mig og alle mine egne følelser, som jeg havde brugt så lang tid på at undertrykke,” husker Sofie Rose. Hun beskriver det som en farveeksplosion. Hendes verden havde så længe været grå, og lige pludselig blev den fyldt med farve og liv igen. Lykkefølelsen er strømmet tilbage i hendes krop, efter hun er begyndt at tale med englene igen. Hun har fået en meget mere passioneret tilgang til livet. At lave ting og omgive sig med ting, hun elsker og brænder for. Englene har hjulpet hende derhen. De har givet hende et kærligt puf, når hun sank hen i u konstruktiv selvmedlidenhed. De har løst problemer og udfordringer for hende på magisk vis. De har givet hende tegn, når hun var i tvivl. ”De har været mine vejledere her i livet. Jeg var aldrig kommet hertil, hvis det ikke havde været for dem,” siger hun. •

CITAT N°27 • 30

31 • CITAT N°27

Det er noget, jeg holder for en ven Tonsvis af narkotika og hundredvis af ulovlige skydevåben bliver hvert år beslaglagt af politiet, men kreative kriminelle forsøger altid at være et skridt foran. For at undgå beslaglæggelser og fængselsdomme finder de hele tiden på nye gemmesteder. Og hvor gemmer man egentlig 100 kilo hash eller et oversavet jagtgevær? Af Esben Vest Jensen og Mathias Petersen (tekst og foto)

I KÆLDEREN UNDER BOLIGBLOKKEN er der kulsort. Lyset fra en iPhone når ikke langt, og den lange, lige gang foran os forsvinder i et tilsyneladende uendeligt mørke. Talløse rum med kolde betonvægge ligger spredt langs denne kælders centralnerve. I nogle af rummene ligger de sørgelige rester af tidligere beboeres liv; poser med tøj, fugtskadede møbler og en gammel gyngehest er stedt til hvile her i blokkens katakomber. Graffitien på væggene er dateret 1998. Vi bevæger os langsomt ned ad gangen og når til sidst et stort, tomt rum. Varmerørene i loftet leder mod en en meter høj tunnel, der fortsætter dybere ind i mørket. Fem meter inde drejer vi rundt om et hjørne, og efter endnu fem meter stopper vores guide. Han vender sig med besvær og blænder os med sin iPhone. ”Det her sted er et perfekt sted at gemme våben. Tror du selv, at en politimand gider gå

herind? Sidst der var bandekrig, gemte vi flere pistoler her, og de fandt dem aldrig. Der er jo ingen, der kommer herned,” siger Kris, en 23-årig fyr fra Aarhus V. Han er gået med til at vise os, hvor man gemmer våben eller narko for politiet. Af frygt for øget opmærksomhed fra politiets side og for at blive udråbt som stikker udtaler han sig kun, hvis han må være anonym. Der er store mængder euforiserende stoffer og våben i det danske samfund, og politiet konfiskerer hvert år begge ting i store mængder. I 2013 i alt 3,3 tons hash og lige under 1 ton hårde stoffer. Men hvis man bliver taget med stoffer eller våben, risikerer man lange f ængselsstraffe. Derfor forsøger kreative kriminelle i en uendelig leg katten-efter-musen hele tiden at finde på nye måder at omgå loven og dermed undslippe straf. Men hvor gemmer man egentlig >

CITAT N°27 • 32

100 kilo hash eller et oversavet jagtgevær? En af måderne, det foregår på, er at p lacere det hos ustraffede, helt almindelige mennesker, som politiet ikke mistænker for kælderrum og i det fri. De gemmer det hos min nabo, din nabo. Alle mulige steder, man ikke vidste, det var - og er.

TRANSPORTERES I FAMILIEBILER De helt store partier hash, dem på hundredvis af kilo, gemmer man uden for byen. Som regel bruger man én, der bor på en gård på landet, og som ikke er involveret i kriminalitet. I byen er der nemlig alt for meget politi, til at man vil risikere at miste hele sin last. For 100 kilo hash har en markedsværdi på omkring tre millioner kroner og er altså ikke noget, man bare lige mister. På landet gemmer de normalt hashen i hemmelige rum, enten under jorden eller i bunden af et skab. Og når de løber tør inde i byen, henter de forsyninger i mindre portioner ad gangen – ti eller 20 kilo kan man have i en rygsæk og er nemmere at skjule inde i byen. For at undgå politiets opmærksomhed kører man disse ture under fuld camouflage. Når man skal hente noget hos ham, der bor på landet, kører man i morgentrafikken. Man skal ikke køre med det, når det er mørkt eller om natten. Der skal være trafik. “Du kører aldrig i en gejlet BMW, men måske i en familiebil. Så lægger man en barnestol på bagsædet og hænger børnelegetøj i v induerne. For så tænker politiet: ’Ham der er bare familiefar, ham behøver vi ikke at stoppe’,” forklarer Kris. 71-ÅRIG BLEV AFLØNNET I NATURALIER Og hos specialpatruljen hos Østjyllands Politi kender man godt til de store lagre på landet. Politikommissær og leder af specialpatruljen Karsten Harlev Sørensen fortæller, at det som regel er personer, som er ukendt af politiet, der bliver taget med de helt store partier. ”Man kan ikke slæbe 100 kilo hash op i en lejlighed på tredje sal, uden at naboerne lægger mærke til det. Derfor giver det god mening, at de i stedet finder nogle steder uden for byen,” siger han.

33 • CITAT N°27

Det kan være svært for politiet at finde frem til gemmestederne. Nogle gange skal der en større efterforskning til, men det hænder også, at de finder det ved en tilfældighed. Når man har hentet ti eller 20 kilo på landet, skal man finde et sikkert gemmested i byen. Ifølge Kris er ubenyttede kælderrum perfekte steder at lægge sine ting. Hvis man tager sin egen lås med, kan man roligt regne med, at det kan ligge i fred for ordensmagten. Og skulle politiet ved et tilfælde alligevel finde frem til varerne, er det svært at bevise e jerskabet, hvis kælderrummet tilhører en gammel dame. Ofte er politiet afhængige af tip fra naboer, der ser noget mistænkeligt. Derfor begrænser de kriminelle trafikken til og fra k ælderrummet i det omfang, det er muligt. Når de skal sælge af hashen, får de en ustraffet ven til at opbevare et kilo eller to i sin lejlighed, og derfra henter de en plade – 100 gram – ad gangen. Når beholdningen i lejligheden er ved at være lav, henter de på ny et kilo eller to fra kælderen. Og skulle politiet så sidde klar med kameraerne, er det i første omgang kun lejlighedslageret, der bliver ransaget og konfiskeret. De folk, der går med til at opbevare et par kilo, får som udgangspunkt ikke penge for det. Til gengæld er den gængse aftale, at de må ryge alt det, de vil fra pakkerne – så længe de ikke begynder at sælge af det. Det viste sig også at være aftalen med en 71-årig mand fra Haderslev, der i april blev idømt en betinget fængselsstraf for at have opbevaret 1,8 kilo hash i sin lejlighed. Som betaling måtte han ryge alt det, han ville af sit lager. Og forklaringen er simpel, mener Kris. Hvis du lader dem ryge af varerne, giver du dem ikke nogen grund til at stikke dig til politiet. VELBETALT STUDIEJOB Vi passerer den ene dør efter den anden på vej til, hvad der kunne have været et narkolager. De mange små lejligheder på kollegiet i A arhus

Nord og de nye, grå b etonvægge skriger lav indkomst, men det var ikke her, vi forventede, at kriminelle bagmænd ville gemme deres narko. Men det er måske i virkeligheden slet ikke så dumt et sted. I nogle kredse er man som noget nyt b egyndt at gå målrettet efter studerende, når man skal gemme sine ting af vejen for politiet. Med en SU-økonomi kan de studerende nemlig ofte købes relativt billigt, mener Kris. Han har ikke selv benyttet sig af det, men fortæller, at det i nogle kredse bliver mere og mere udbredt. En af dem, der har fået tilbuddet om at opbevare ”nogle ting”, er Jesper, en ung pædagogstuderende fra Aarhus. På sit lille kollegieværelse fortæller han om et tilbud, der var svært at sige nej til. ”Jeg blev tilbudt at opbevare nogle pakker for en vens ven. Jeg måtte ikke vide, hvad der var i dem, og jeg ville aldrig møde ejeren. For det ville jeg få 1500 kroner og ti gram røg om måneden. Jeg trak lidt på det, og med det samme fordoblede han tilbuddet til 3000 kroner plus røg,” siger Jesper. For Jesper er 3000 kroner mange penge. Uden studiejob og med kun SU’en som indtægtskilde, ville det være et tiltrængt supplement til den stramme økonomi. Han fik en uge til at tænke over tilbuddet og endte efter grundige overvejelser med at takke nej. Der var for mange ting, der kunne gå galt, tænkte han. En plet på straffeattesten vil ikke være god, når han om nogle år skal søge arbejde som pædagog. Og hvis pakken skulle vise sig at indeholde hårde stoffer, kunne det betyde en lang fængselsstraf, hvis han blev taget. ”Det var udelukkende en risikovurdering >

LOVGIVNING • Opbevaring af våben under skærpende omstændigheder giver i udgangspunktet en minimumsstraf på et års ubetinget fængsel. • Skærpende omstændigheder kan f.eks. være hvis man har ammunition til våbnet, hvis man bærer det på et offentligt sted, eller hvis der er forbindelse til verserende bandekonflikter. Opfyldes flere af omstændighederne, skærpes straffen yderligere. • Straffen for opbevaring af narkotika er meget afhængig af forskellige forhold. Om man er tidligere straffet, har intention om videresalg, og hvor stor mængden er har alt sammen indflydelse. Man kan få alt fra en betinget dom for at opbevare små mængder hash til ni år i fængsel, som en mand fra Aarhus, der blev dømt for at opbevare 8,5 kilo heroin. I en sag fik en tidligere ustraffet mand seks måneder i fængsel for at opbevare 48 gram heroin for en anden person.

CITAT N°27 • 34

frem for en moralsk beslutning, at jeg takkede nej. Moralsk har jeg ikke noget i klemme ved at skulle opbevare hash eller skunk, og det har helt sikkert også været en del af deres overvejelser, inden de kom til mig med deres tilbud,” siger Jesper. Og overvejelser er der mange af, når man skal finde en, der vil opbevare. Først og fremmest leder man efter folk, som ikke har med kriminalitet at gøre og ikke er i politiets søgelys. Derudover er det vigtigt, at personen ikke vil knække under en politiafhøring, og det er altid en risiko, når man har med ikke-kriminelle at gøre, forklarer Kris. ”3000 kroner er mange penge for en studerende, men det er jo småpenge for os. Man kan bare ikke give tre kilo hash til hvem som helst, så vi er altid nødt til at vurdere, om folk vil stikke dig til p olitiet under afhøring. Så studerende er b illige, men risikable at bruge,” siger han.

REGN FÅR VÅBEN TIL AT RUSTE Tilbage i Aarhus V er vi igen ude i den friske luft og har lagt kælderens mørke bag os. På en rolig plet under et bøgetræ forklarer Kris, hvordan man gemmer nogle af de mange våben, som cirkulerer i samfundet. Hvert andet øjeblik kigger han sig over skulderen af frygt for, at nogen skulle lytte med. Det

er en arbejdsskade, som han kalder det. “Vi gemmer ikke så tit våben i lejligheder. Et oversavet jagtgevær pakker man for eksempel ind i et håndklæde eller et stykke stof, lægger det i et par sorte sække og p akker det ind i gaffatape. Så finder man et sted i naturen, hvor det ikke regner direkte på det. Håndklædet gør, at det kan klare fugt, men regnen får det til at ruste. Man gemmer dem i bunkere, kloakker eller kældre,” forklarer Kris. Han bevæger sig hjemmevant rundt i parker og stisystemer, hvor han entusiastisk udpeger gode gemmesteder. Vi når hen til en kloakindgang, hvor hans venner flere gange har gemt våben. Han peger ned mod den store hængelås og siger, at der nok ikke er noget gemt der nu. Hos politiet i Aarhus genkender man metoden, hvor våbnene enten gemmes hos ikkekriminelle eller skjules i hjørnerne af det offentlige rum på den mest opfindsomme vis. “Ofte finder vi de her ting hos en kæreste, hos forældre eller bedsteforældre, der sætter kikkerten for det blinde øje. De får sig altid en overraskelse, når vi kommer og banker på. Nogle gange finder vi også narkotika eller våben nedgravet i naturen,” siger politikommissær Kristian Harlev Sørensen. FORBRYDELSE OG STRAF De kriminelles kreativitet kender næsten ingen grænser, når det handler om at holde politiet i armslængde. Opbevaring af stoffer og våben kan give høje fængselsstraffe. Et eksempel på det, så man så sent som i maj i år. En 25-årig mand fra københavnsområdet fik fire et halvt år i fængsel for at opbevare

godt to kilo hårde stoffer for en anden i sit kælderrum. Hvis det står til frihedsaktivisten Lars Kragh Andersen, bør opbevaring af både våben og narkotika være straffrit. Lars Kragh Andersen, også kendt som Licens-Lars, startede i 2011 firmaet Narkosalg for Frihed for at sætte fokus på narkotikalovgivningens konsekvenser. Han er personligt af den holdning, at det skal være lovligt at opbevare og eje, hvad man ønsker. “Hvis ethjulede cykler havde været ulovlige, kunne jeg også godt finde på at sælge dem. Det er jo dybt absurd, at fredelige mennesker kan få ni år i fængsel for at opbevare noget, der er ufarligt for tredjeparten,” siger han. Det er ikke kun mennesker med baggrund i socialt belastede miljøer, straffene rammer. I 2003 blev Christian Bendtsen, søn af tidligere økonomi- og vicestatsminister, Bendt Bendtsen, idømt to et halvt år i fængsel for at opbevare 3,4 kilo amfetamin i sin fryser for en bekendt. Siden 2001 er både narkotika- og våbenlovgivningen blevet strammet flere gange, så risikoen er ikke blevet mindre for dem, der opbevarer. Kris åbner skabslågen og trækker en stor flyttekasse ud fra nederste hylde. Skabet er det eneste møbel, der er tilbage i lejligheden; her har ikke boet nogen i halvanden måned. Han roder lidt i flyttekassen, fjerner h årprodukter og bøger, og under Dostojevskij finder han en lille æske. Tre ni-milimeter-patroner er alt, hvad der er tilbage efter et bandeopgør for nogle måneder siden. De våben, der hørte til patronerne, er for længst blevet solgt. Nu ligger våbnene formentlig i kælderrum, lejligheder eller kloakker andre steder i landet. Ifølge Kris vil politiet aldrig kunne knække koden til deres system. Det er nemlig alt for tilfældigt til, at de kan se et mønster. Hvis Kris har ret, vil den kreative kriminelle hele tiden forny sig, og politiet vil altid være et skridt bagefter i en evig kattens leg med musen. Kris og Jesper er opdigtede navne. •

35 • CITAT N°27

CITAT N°27 • 36

Hvad laver du i min fritid husker mig på vi vender verden bedst i flok? Der er ingenting man husker bedre end koldt vand Det eksklusive temperament tramper tiden ihjel som døde hvepse i et drivhus for tiden kan man ikke få at se og det er der faktisk intet vi kan gøre ved tidsfordriv til gengæld det er til at tage at føle på accepter du er ligegyldig som din tetris-highscore at du bejler til evigt liv som en facebook-alkymist #likehunt #hastværk #poetry slam Livet begynder for enden af komfortzonen livet slutter samme sted som dine drømme i voksendomme hvor legepladser lukkes og Puff på klippeøen er statist i Game of Thrones

37 • CITAT N°27

Er du verdens sygeste raske? eller verdens raskeste syge? Du siger støv er lavet af brugte tanker det er der jeg kommer tættest på en stilstand af tid. Og der er storbystænger der er hip hop koncerter du har haft et første møde med alle dine venner du dufter på en måde efter otte dages fravær der er en glød i mig som indimellem er en ild

Hvad laver du i min fritid? Af Mathias Bundgaard (tekst) og Melissa Kühn Hjerrild (illustrationer)

CITAT N°27 • 38

Det er som at bløde brødet op med tungen det er som at se en sol lege skjul med et fly det er ligesom når det lykkes at få det bedste ud af en langt hen ad vejen håbløs situation

Jeg har båret tre kister jeg har ikke nogen plan jeg har en støvsuger jeg har ikke støvsuget jeg har lyst til at spole frem men ingen fjernbetjening lyst til starte forfra men ingen tidsmaskine Du blev dømt til dig i den tid du fik tildelt du stod i sigtekornet for eksistensens flaskehals du gav den landsholdstrøje på six-pence eller baggy pants du gav den mindreværd du gav den skyklapper en skyskraber stor lyst til en ny start når manglerne tager dig TA-DAA

39 • CITAT N°27

Jeg satte ord på en søsters tab af en bror hun gik med mit digt i sin pung det husker jeg på hver gang jeg får klapsalver jeg er rampelysets kvaksalver min medicin er på scenen mit menneske kan ikk’ gå alene i baren mit menneske er mig og en lille del af andre med tanker der kredser om hvad navlen gemmer. Så glem at denne tekst nogensinde når sit budskab men kun forsøger sig som forsørger af idéer

Gud er ateist Penge laves af løgne Og alle dine fjender har en meget lille pik

CITAT N°27 • 40

Borgerkrigens børnehjem Bag pigtrådsbesatte hegn og korrupte vagter stimler de sammen. De er børn af borgerkrigen, undfanget af giftgas, dødspatruljer og tøndebomber. Mindst 50.000 syriske børn har fundet tilflugt i flygtningelejren Zaatari Af Frederik Tillitz (tekst og foto)

41 • CITAT N°27

CITAT N°27 • 42

43 • CITAT N°27

MED ET BREDT, FLABET SMIL på sit snavsede ansigt fremviser han stolt sin fangst. Drengens fingre er som tremmer for den dødsangste nyudklækkede kylling, mens den anden hånd holder fast om en lang stump pind. Flere mislykkede forsøg på at spidde kræet resulterer til slut i et gok i skallen på fugleungen. Det er sjovt. Det er barneleg i borgerkrigens skygge. ”What else can you expect from a child, who has not experienced nothing but war the past three years?” bliver der retorisk spurgt i

mængden af beskuende flygtninge. Drengene er de første, man lægger mærke til. De flokkes i ulvepak i skyggerne bag lejrens indhegning. Nogle sælger smuldrede kiks og anden proviant fra kasserne med nødhjælp, mens andre triller trillebøre, der er m eterhøje af baggage fra Zaataris nyankomne flygtninge. De er hønsetyve med lange fingre og tomme lommer. Drenge, hvis b arndommens gader nu ligger i ruiner i Homs eller Daraa. De tjener lidt håndører ved Zaataris porte og supplerer >

CITAT N°27 • 44

eres familiers husholdningsbudget, der ellers d består af knappe madrationer. Deres ansigter sprudler ikke af livskraft. De ser slidte ud. Som små mennesker med gamle ansigter. En hær af Benjamin Buttons’er eller en generation af børn ramt af akut progeria. Af de ni millioner mennesker, der er d revet på flugt, siden de første skud blev løsnet i den syriske borgerkrig, er over halvdelen børn. Hovedparten er internt fordrevne, stadig fanget inde i Syrien, men i nabolandene Jordan, Libanon og Tyrkiet flyder fl ygtningestrømmene støt ind over grænserne. I perioder har op mod 5.000 flygtninge dagligt forladt Syrien. Ude i ørkenen i det nordlige Jordan er flygtningelejren Zaatari blevet den største

45 • CITAT N°27

af sin slags for eksil-syrere. Størstedelen af lejrens flygtninge er under 18 år. SYRISK DIASPORA Umiddelbart har flygtningelejren mange lighedspunkter med et helikopterfotografi over Roskilde Festival. Alt for mange mennesker er stuvet sammen i tætpakkede telte, og dårlige hygiejneforhold er normen. Men i Zaatari kan folk ikke pakke deres habengut sammen og tage hjem, når ugen er omme. B efolkningen er fanget til at leve med åbne kloakker, forurenet vand og urinstøv i øjnene, og der er ingen tegn på, at de i nær fremtid kan vende hjem. F amilier på otte skal opretholde en værdig hverdag i telte, der udover de blå UNHCR-logoer, der >

CITAT N°27 • 46

47 • CITAT N°27

CITAT N°27 • 48

er malet på siderne, kunne være købt i Harald Nyborg. Anslået 600.000 syrere har krydset grænsen mod syd og er nu flygtninge i Jordan. De fleste af dem befinder sig i Zaatari. I 2013 var lejren presset til det yderste, og med knap en kvart million flygtninge var lejren verdens andenstørste. Flygtningelejren blev på det tidspunkt regnet for Jordans femtestørste by. Siden da er den jordanske regering holdt op med at tælle flygtningene. Der findes ikke præcise tal for, hvor mange syrere der nu befinder sig i Zaatari. TRAINING GROUNDS Hun stirrer ud med bedrøvede, mistroiske øjne bag teltdugen til den FN-sponsorerede 49 • CITAT N°27

igwam, hun kan kalde sit hjem. En lille pige w med store brune øjne og mørkt krøllet hår. De syriske børn er til trods for at være mærkede af borgerkrigens rædsler meget kønne, og utallige historier om salg af barnebrude og o rganiseret prostitution florerer i lejren. Kriminaliteten i lejren findes i mange afskygninger. I en FN-rapport fra 2013 fik Zaatari prædikatet ”lovløs på mange måder”, og det er blevet slået fast, at både organiserede kriminelle netværk og ekstreme dele af den syriske opposition opererer inde i flygtningelejren. Lejren er hovedsageligt beboet af Sunni- muslimer, der er modstandere af præsident Assads regime. Islamistiske grupper som al-Nousra-fronten og mere moderate grene

af oppositionen er kendt for at hverve nye fodtusser til deres rækker blandt Zaataris beboere. Mange fædre, brøde, onkler og fætre har forladt flygtningelejren, deres familier og børn for at slutte sig til kampene tilbage i Syrien. FLYVERSKJUL Tre ældre mænd med furede ansigter og leverpletter på kinderne sidder i skyggen og betragter børnene lege, idet et fly glider hen over himlen. Et passagerfly flere kilometer over jorden. Det er formentlig allerede fyldt af stive russere på vej på charterferie i Sharm El-Sheik. Men børnene er væk. De er gået i et fl yverskjul, der ikke er udløst af leg og fantasi, men af en reel og allestedsnærværende frygt. For tilbage i Syrien er fly forbundet med tæppebombninger,

eksplosioner og sammenstyrtede bygninger. ”This is what Assad has done to our children. Made them afraid of airplanes. What a shame! Inshallah, times will be b etter,” g nækker en af de gamle. For det er ikke landet, der flyder med mælk og honning, disse børn kan kalde for deres h jemland. Den syriske borgerkrig har, siden de første demonstrationer startede i 2011, udviklet sig til et inferno af vold, ekstremisme og b rodermord. Et kapløb om hvem der kan gå mest til ekstremerne i brud på menneskerettigheder. Det, der startede som demonstrationer og oprør imod en totalitær diktaturstat med præsident Bashar al-Assad i spidsen, er nu alle mod alle i en fejlslåen stat. Regimet vs.

Den Frie Syriske Hær vs. al-Nusra vs. Islamisk Stat vs. Syrisk al-Qaeda vs. Den Kurdiske Hær Pehsmergaerne vs. Hezbollah og til listen kan føjes mange flere. I en borgerkrig, hvor ingen er gode, og alle er onde, kan det være svært at adskille bror fra fjende og på alle fronter og i hver en o ffensiv kommer civilbefolkningen i klemme. Det er grunden til, at halvdelen af hele den syriske befolkningen i dag er på flugt. Borger krigen i Syrien har i løbet af de tre år kostet flere end 150.000 menneskeliv, og forsøg på fredsforhandlinger er gang på gang mislykket. WE SHALL OVERCOME Ifølge UNICEF er næsten syv millioner børn flygtninge eller har på anden vis brug for akut

hjælp som resultat af konflikten i hjemlandet. Mindst 8.000 børn er dukket op ved den syriske grænse uden forældre, men der findes ingen officielle tal for, hvor mange børn der har mistet en eller begge forældre. Midt i stanken, støvet og den brændende sol rækkes to små fingre i vejret. Børnene i Zaatari er ikke blege for at kaste med håndtegn, og V-formede langemænd og pegedrenge ses i hver en afkrog af lejren. Peace. Victory. Fred. For borgerkrigen vil på et tidspunkt få en ende, og det er disse børn, der skal rejse Syrien fra ruinerne. Disse børn, som skal genskabe det land, der tidligere var kendt som Mellemøstens mest gæstfri. Disse børn, der med skoletasken pakket med en god portion traumer skal bære et fremtidigt Syrien på deres skuldre. • CITAT N°27 • 50

CITAT N°27 • 51