Citat_28

LEDER Da filminstruktøren Lars von Trier var barn og blev lagt til at sove, spurgte han ofte sin mor, om han mon skulle dø i nat. Moren ville gerne være ærlig over for sin lille søn. Hun svarede: ”Muligheden er der. Den er lille, men den er der.”

Nogle af os er bange for at dø, andre er bange for at miste.

Bange for at miste os selv, miste vores kære eller miste en hel sommer, fordi vi spildte tiden med at se tv. Det hele føles flygtigt, som sodavandsis om sommeren, som v­andmænd ­ fanget mellem et barns stærke ­fingre. Vi frygter at gå glip af

alt det, vi ikke har oplevet endnu. Men vi vil ikke være bange for at tale om døden, og derfor handler denne udgave af ­Magasinet CITAT om at skulle herfra. Om en indisk t­radition, der foreskriver, at en søn bør gøre sin fars lig klar til begravelse og om en i­rrationel impuls, der får os til at overveje at kaste os ud fra tiende sal for kortvarigt at mærke suset og derefter ingenting. Og det handler om frygten for kedsomhed. For ikke at bruge tiden fornuftigt. For hvornår har man egentlig levet livet nok til at have gjort sig fortjent til at dø?

Sæt dig ned, sæt tiden i stå, og lad CITAT tage dig i hånden og med på tur. Det bliver ikke kedeligt.

Redaktionen, vinter 2014

SKRIBENTER Mathias Svold Morten Reimar Thomas Skov-Carlsen Mads Lorenzen Anna Hjortdal Cecilie Wortziger Kristensen Ólafur Steinar Gestsson Sara Ahmed Abdelaziz Mostafa FOTOGRAFER Mathias Svold Ida Marie Odgaard Terje Abusdal Ukendt Peter-Emil Witt

Anna Hjortdal (ansvarshavende)

ILLUSTRATIONER Nicolai Schmelling FORSIDE Terje Abusdal FINANSERING CITAT er finansieret af annoncer og støtte fra DSR

Cecilie Wortziger Kristensen

Anders Rye Skjoldjensen (foto)

Rune Aarestrup Pedersen (foto)

Julie Søltoft Jeppesen

Mathias Løvgreen Bojesen (foto)

Sara Gangsted (foto)

Ivan Riordan Boll (foto)

Emma Sofie Gelbjerg-Hansen

Kenneth Lysbjerg Koustrup (foto)

Camilla Gaarder

TRYK Clemenstrykkeriet A/S KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk OPLAG 3000 WEB www.magasinetcitat.dk DISTRIBUTION FreeCard

CITAT er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Skal din annonce i CITAT? Skriv til annonce@magasinetcitat.dk CITAT N°28 • 01

Melissa Kühn Hjerrild (foto)

Chjanna Cæcilija Delaingzes

03

Gud er, hvor der er smerte

12

Frygtede kedsomhed

Bag murene på et hospital i et af Indiens fattigste områder lever tropesygdomme og fattigdom i et ulig par­­ forhold.

Et lille hold læger kæmper en daglig kamp for at redde så mange menneskeliv som muligt, og en kristen tro på livet helbreder ethvert sår i håbløshedens stue.

Vi lever i en tid med konstant u­ n derholdning. Morten og Thomas er a­f hængige af stimulans og be­­­s l­u ttede sig for en enkelt dag at prøve ­­ ­k e­d somheden af.

16

Frihedens svimlen

20

The Dance of the Shadows

38

Fremkaldelsen

45

Har du nogensinde følt en trang til at slippe rattet, mens du kører bil? Eller med vilje tabe dine nøgler, når du går henover en kloak? Trangen til at gøre det, vi ikke bør, er helt naturlig. Og sund.

Hjertesorg kan sammenlignes med det at miste nogen til døden. Dette er Terje Abusdals personlige genfortælling af den mentale rejse som mistet kærlighed kan sende dig ud på.

Idylliske negativer og efterladte breve.

Det var, hvad fem højskolevenner fandt i d­e res tilfældige smut gennem vinduet til en øde gård.

Strange being

En prosaisk fortolkning af ungdommen som kulturel mosaik. Vi er alle puslespil bestående af forskellige og indimellem selvmodstridende brikker.

CITAT N°28 • 02

CITAT N°28 • 03

Gud er, hvor der er smerte Dybt inde i det indiske højlandr højland ligger ligger Christian Hospital Bissamcuttack. ­Området er hærget af tropesygdomme og fattigdom, ogogsyge er hærget af tropesygdomme og fattigdom, sygerejser rejser­h­hundredvis undredvisafaf­k­kilometer ilometerfor at behandling.

En kristen tro på de fattige m ­ otiverer de ansatte forfåattiltrængt få tiltrængt behandling.

En kristen troatpåtjene at tjene de fattige ­motiverer de tilansatte at kæmpe for basalforsundhed og være del af smerte, der er der i området til at kæmpe basal sundhed ogenvære en den del af den smerte, er i området

Af Mathias Svold (tekst og foto)

Af Mathias Svold (tekst og foto)

CITAT N°28 • 04

ET SKRIG RUNGER gennem hospitalets limegrønne gange. For enden står en ældre ­ dame og skjuler sit ansigt bag hænderne. ­Lægen følger hende ud, så hun ikke s­ kræmmer patienterne på stuen. I rummet ved siden af ­ ligger hendes mand livløs. ­ ­ Sygeplejersken forsøger stædigt at få gang i kroppen, indtil ­ ­ lægen for anden gang tjekker pulsen.

Forgæves.

Parrets søn sætter sig på hug ved sengen og tager sig til hovedet. Han samler mod. I ­Indien er det en tradition, at den afdødes søn klargør liget. Han kæmper med at give sin far shorts på, inden han vikler et hjemmelavet, bordeauxrødt blomstertæppe rundt om ham. ­ På en båre bærer han sin far til hospitalet ­bagside, hvor skyggen af en bygning beskytter­ liget fra den hårde sol i den halve time, det tager, indtil ambulancen kommer.

Et simpelt mavesår havde udviklet sig, så det til sidst brændte hul på maven og ødelagde nyrerne. Han kom for sent på hospitalet. Det

CITAT N°28 • 05

er ­tilfældet for mange af patienterne. Men en ny, stor tilstrømning af patienter afslører, at opmærksomheden omkring sundhed er under opblomstring i den sårbare stat Orissa. De ­ mange mennesker presser de ansatte til det yderste.

DRØMMEN OM SUNDHED For præcis 60 år siden rejste en ung dansk læge og missionær til Indien med en vision.

Lis ­Madsen drømte om sundhed til alle i staten ­Orissa, hvor lægehjælp var ikke-eksisterende.

Hun slog sig ned i en afsides, men smuk del af staten med grønne, træklædte bjerge og jungle. Ved en lille kirkes veranda tilså hun de lokale, og det blev startskuddet til et 200-sengs ­multifunktionelt ­hospital.

Lis Madsen rejste hjem i 1975, men visionen om sundhed er den samme i dag. ­ Malaria, ­ tuberkulose og fattigdom raserer stadig i denne del af Indien trods en jævn forbedring­­igennem årene. Med 80 procent >

CITAT N°28 • 06

CITAT N°28 • 07

CITAT N°28 • 08

stammefolk og kasteløse hører indbyggerne til de mest ­sårbare og ­trængte i Indien.

Bag sit skrivebord sidder Johnny Oommen og gnider søvnen ud af øjnene efter gårsdagens nattevagt, mens en rotte piler frem og tilbage over kontorets betongulv. Han har været læge på hospitalet i over 20 år og forklarer, at billig behandling er en præmis for at kunne hjælpe befolkningen.

“Det er gratis at blive tilset som patient. Ingen skal afvises ved porten. Det koster først penge, når patienten skal have medicin, blodprøve

CITAT N°28 • 09

eller indlæggelse. Og priserne er under det halve af, hvad statslige hospitaler tager.”

KAMPEN FOR AT NÅ ALLE Rundt om det rustne gittervindue kæmper en skov af hænder for at aflevere en seddel igennem en lille låge. Alle skal registreres, ­ før ti timers ­ ventetid starter. Den hårde sol banker ubesværet gennem venteværelsets tynde, grønne plastiktag og skaber en fugtig og tung luft, der blandes med den sterile lugt fra medicinrummet.

Enkelte prøver at sove, men vækkes af s­krattende højttalere, der systematisk kalder den næste ind til undersøgelse. Det giver et sæt i en ældre mand med en jordfarvet, krøllet ­ ­ skjorte, da hans navn endelig bliver råbt op. Han må hurtigt mase sig gennem den utålmodige ­ ­ menneskeskare, der står skulder ved skulder ­foran det hvide hegn, der adskiller venteværelset og lægernes kontor. Johnny ­ Oommen fortæller, at det store antal ­patienter skyldes en social ændring i staten. De fattigste­ har fået øjnene op for sundhed, og ­bedre veje

har gjort Christian Hospital Bissamcuttack ­lettere ­tilgængeligt.

“De, der normalt ville dø ude i stammerne, kommer nu til os,” siger Johnny Oommen.

Mange syge rejser over 200 kilometer for at blive tilset. Hospitalet har et godt ry og er et af de få steder i staten, der u ­dfører mere komplicerede operationer. ­ ­ Skadestuen havde sidste år et historisk højt gennemsnit på 234 patienter dagligt.

“Antallet af patienter et tårnhøjt, og vi er ikke i stand til håndtere det. Vi vil tilse alle, ingen

skal afvises ved porten. Det betyder lange køer, ventetid og trætte ansatte. Vi a ­ rbejder, hvad der svarer til halvandet job,” siger ­Johnny Oommen.

Hospitalet har 11 læger, men har brug for 30. Den store mængde mennesker og mangel på senge betyder, at hospitalet er ved at nå til det punkt, hvor de må afvise patienter.

“Det er et nyt fænomen for os. På min ­nattevagt i går havde jeg for få senge til r­ådighed. Der kom 23 og jeg måtte sige til fire, at vi ikke havde plads til dem. Jeg indlagde de mest syge

og ­undersøgte de andre, men måtte sende dem hjem med medicin,” siger Johnny Oommen.

GUD ER DRIVKRAFTEN Sirenen fra en ambulance overdøver de monotone kirkeklokker, der kalder en stribe ­kridhvidklædte sygeplejersker ind til bøn. De marcherer zig-zag mellem køer og ­motorcykler langs den støvede vej, der leder ned til ­hospitalskirken.

“Må Gud give jer styrken til at hjælpe dem, der har mest brug for det,” velsigner præsten. >

CITAT N°28 • 10

Hospitalet er bygget op omkring den kristne tro, som Lis Madsen kom til Indien med; at tjene de fattige og dele deres smerte. Noget af smerten er sygdomme, noget er fattigdom, noget er uretfærdighed.

“Gud er, hvor der er smerte. Gud helbreder. Vi er her sammen med ham og tjener, ellers kan vi ikke håndtere opgaverne. Det her h ­ ospital opnår meget mere, end vi på papiret er i stand til. Vi tror, det er Guds hånd,” siger Johnny Oommen.

I Indien er ens værdi traditionelt vurderet e ­ fter CITAT N°28 • 11

kaste, uddannelse, hvad ens forældre laver, og hvor man bor. Hospitalet prioriterer derfor de svageste i et forsøg på at skabe lighed.

For alle er skabt i Guds billede.

“Medmindre vores værdisystem er radikalt anderledes end det uden for porten, har vi ­ingen grund til at eksistere. Der er ingen måde, man kan få folk til at komme her og ­arbejde, hvis der ikke var en trosbaseret ­vinkel på det,” siger Johnny Oommen.

“Tro giver os motivationen, styrken og fi ­ losofien til at gøre det rette.” •

CITAT N°28 • 12

Moderne mennesker keder sig aldrig. Der er i dag flere muligheder end no­­­­­gensinde før for at undgå det, og vi benytter os af så mange som muligt på én gang. Vi hedder Morten og Thomas, og vi har sat os for at kede os Af Thomas Skov-Carlsen, Morten Reimar (tekst) og Ida Marie Odgaard (foto)

ONSDAG AFTEN STÅR Thomas i sit køkken.

En hakkebøf syder på panden, mens P3 kører i radioen. Aftenens menu foreviges og han sender et billede til Morten. Thomas klikker ind på Youtube, men hopper videre, da videoen er for lang tid om at loade. I stedet scroller han sit Facebook-feed igennem, inden det bliver for trivielt, og han igen vender fokus mod bøffen.

Med alverdens stimulans inden for række­­ ­ vidde flygter det moderne menneske fra de grå vakuummer. Med telefonen i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden zappes kedsomheden væk. Vi drager gennem ­hverdagen på evig jagt efter noget endnu mere spændende - noget mindre kedeligt.

Begrebet “kedsomhed” er relativt nyt. I 1750’erne begynder man for første gang at tale om, at aristokratiet ved det franske hof ­ke­­der sig. Først i 1900-tallet bliver k­edsomheden ­allemandseje.

Morten og Thomas vil prøve at kede sig. I et døgn og med fuldt overlæg. Kun udstyret med pen og papir begiver de sig ind i total kedsomhed. 24 timer skal de sidde i hver ­ ­d­­­e­­res lejlighed og lave så lidt som ­overhovedet muligt for at finde ud af, hvad det eg­ entligt er for noget denne frygtede kedsomhed.

LEDIGGANG ER RODEN TIL ALT ONDT Morten vågner klokken Gud ved hvad og sætter sig i lænestolen i stuen. Der skal han sidde hele dagen. Han lægger mærke til, at der trænger

CITAT N°28 • 13

til at blive støvsuget. Der er tomme flasker, der skal afleveres, og et snavset glas provokerer fra spisebordet. Der er så meget, han burde lave i stedet for at spilde tiden.

Vi undgår så vidt muligt at kede os, fordi det føles forkert. Det ligger dybt i os, at kedsomhed er noget, vi skal prøve at undgå. L­ ivstilsekspert og foredragsholder Helle Lundsgaard peger på, at det moderne menneske får dårlig ­sa­­­­m­vittighed, når det keder sig.

“Man siger jo, at lediggang er roden til alt ondt, og det er en af de her gamle dyder, der har vundet indpas i den moderne verden. Vi føler, at vi skal være produktive og få noget ud af vores tid, og derfor søger vi hele tiden nye oplevelser.”

KEDSOMHEDEN ER ET FÆNGSEL Thomas ligger i sin seng. Oven på dynen og med hovedet i fodenden. Han ville elske noget at læse i. Eller et fjernsyn at kigge på. Eller noget så simpelt som at lege med en elastik eller klikke på en kuglepen. Et eller andet. Det virker åndssvagt at ligge i sengen og stirre ud i luften. Det har han efterhånden gjort i lang tid, og det sjoveste indtil videre har været at spise havregryn, da han stod op.

Filosof og professor ved CBS Rasmus ­Johnsen forsker i kedsomhed. Han sammenligner k­­ ­ e­ dsomheden med at være i fængsel. Hvor fængslet er en indskrænkelse af det fysiske, så er kedsomheden en indskrænkelse af det >

CITAT N°28 • 14

psykiske. Tiden spærrer så at sige én inde.

“Normalt lægger man ikke mærke til tiden.

Det gør man, når man keder sig - der skal man kæmpe med tiden. Man prøver instinktivt at finde måder at undslippe underkastelsen af tiden på: vippe med fødderne, tromme med hænderne eller sidde og dagdrømme.”

EN SANG PÅ HJERNEN Morten sidder stadig i lænestolen i sin stue, da vejarbejderne ude på gaden stopper for at holde pause. En gang imellem klapper han en rytme på lårene, men tager sig selv i det og stopper for ikke at bryde dagens regler. Han skal kede sig. Også selvom han har haft en sang på hjernen det meste af dagen.

For at komme ud af kedsomheden vil hjernen nemlig arbejde på højtryk for at finde på noget

CITAT N°28 • 15

stimulerende. Således hjælper kedsomheden på kreativiteten, viser amerikansk forskning. I tilfælde af ekstrem kedsomhed kan det endda føre til raserianfald, da hjernen kræver ­aktivitet.

Og hjernen kører oppe i hovedet på Morten.

Han kan kun huske sangens omkvæd, og ­hjernen søger sine databaser igennem for fuld kraft for at få verset til at gå op. Melodien ­sidder der. Pludselig lægger hjernen mærke til, at det ene billede på væggen hænger skævt.

Så finder den ud af, at det er flot solskinsvejr udenfor. Morten burde være ude at løbe en tur.

MAN SKAL HAVE STIMULANS “Normalt går tiden af sig selv, men når man keder sig, skal man have tiden til at gå. Der skal hele tiden ske noget nyt, man skal have noget input, man skal have stimulans,” siger

filosof og forsker ved CBS Rasmus Johnsen.

Sidst på dagen er Thomas rykket op i sin vindueskarm, og øjnene flakker rundt i ­gadebilledet. Solen er gået ned, og et tog ruller endnu en gang ind på stationen over for hans lejlighed. Et par unge drenge spiller høj musik fra deres bil. Endelig sker der noget.

Gad vide, hvad de andre laver lige nu?

Ser de noget godt i fjernsynet? Har de taget ­ glansbilleder til Instagram fra dagens højdepunkter? I morgen vil Morten og ­Thomas gå på youtube-safari og få dagens ret på ­Facebook.

En alt for lang dag går på hæld. Morten og Thomas ved ikke, hvad klokken er, men det er blevet mørkt udenfor, og når man alligevel ikke har noget at lave, kan man ligeså godt gå i seng. •

CITAT N°28 • 16

FRIHEDENS SVIMLEN

CITAT N°28 • 17

Kender du det? Du har lige kysset hende den søde, du har fødselsdag i morgen, og nu står du ude på din gode vens altan med en kold øl i hånden. Du kigger ned, og pludselig mærker du, hvordan du bliver suget nedad i tankerne. Gad vide, hvad der ville ske, hvis du gav efter og sprang?

Af Mads Lorenzen (tekst) og Nicolai Rytter Schmelling (illustrationer)

JEG FORESTILLER MIG de hvide såler på mine C­ onverse, der smælder mod fortovet nede f­ oran altanen. Men det høres ikke for lyden af mine knæskaller, der splintrer under kraften fra 74 kilo, som falder 25 meter ned. Ville det stoppe med ødelagte ben? Næppe. Min ryg ville knække som bambus, og som kogt båndspaghetti ville jeg bukke enten forover ­ eller bagover, og hovedet ville med en dump lyd ramme de vinterfrosne fortovssten.

Og så gør jeg ikke mere nogensinde. Men jeg vender mig altid væk fra kanten igen, og få sekunder efter har jeg glemt alt om de ­makabre tanker. Er jeg skør? Meget muligt men det ­skyldes ikke tankerne ovenfor. Lektor ved Aarhus Universitet­Klaus Bærentsen forsker i området, og ifølge ham er det ganske normalt at kaste sig selv ud over kanten - i tankerne.

“Vi bruger blandt andet vores bevidsthed til at se fremad. Vi forsøger hele tiden at ­forberede os på det, der skal til at ske. For hvis vi først begynder at overveje situationen, når vi står i den, er det ofte for sent,” siger Klaus Bæ­ ­ rentsen. Og det kan der være noget om.

At skabe kontrol over en slingrende bil, der en kold j­anuarmorgen skrider rundt i svinget og lynhurtigt kommer i kollisionskurs med en gammel poppel i vejkanten, er umuligt. Det ­

gælder om at undgå at bringe sig selv i den situation i første omgang.

Derfor er det vigtigt med den mentale m­ ekanisme, der sørger for, at du bliver klar over konsekvenserne ved at lade dig falde fra femte sal. Du bør dog ikke tænke for meget på katastroferne.

“Hvis man for eksempel kører i bil og tænker, at man skal huske at koble ind, ud, skifte gear, bremse og så videre, så er der en vis risiko for, at der går kuk i det hele,” siger Klaus B­ ærentsen. Vi har alle sammen prøvet det. ­Hun­drede­og tredive kilometer i timen, alene i bilen og P3 i radioen. Tilpas højt til, at det fylder i din bevidsthed, tilpas lavt til, at du lægger­ mærke til, hvor hurtigt du kører. Det går op for dig, at hvis en af bilisterne foran gør noget uventet, eller hvis du selv rækker ud for at skrue ned for Medina og mister k­oncentrationen et par sekunder, kan alt ske.

Måske ser du pludselig dig selv i bakspejlet med udspilede øjne. Med et mast underliv og to brudte hovedarterier, der pumper livet ud af dig i løbet af få sekunder. ”Præcis hvordan man tænker, når man for eksempel står på en bakketop, afhænger af ­ flere ting: Hvem man er, hvordan man har det både med sig selv og andre, og hvor positivt >

CITAT N°28 • 18

man er indstillet,” siger Klaus Bærentsen.

Nu, hvor jeg forsøger at genkalde mig m­orbide øjeblikke, går det op for mig, hvor mange af dem jeg faktisk har haft. Og jeg ­betragter ikke mig selv som en angst person, der undgår højder, fart og andre potentielt ­farlige situationer - snarere tværtimod.

“Vi agerer alle sammen forskelligt, alt efter hvem vi er, og hvad vi laver,” siger Klaus Bærentsen. Og helt ærligt - forestil dig følelsen af at suse ned fra Grand Canyon i frit fald. Mærk, hvordan adskillige muskelceller ­samler eksplosiv energi til at sende dig ud over ­perronkanten.

Læg mærke til, hvordan du s­canner Hovedbanegården for en mulig ­terrorist. Hvem har ikke forestillet sig, hvordan toget afspores eller noteret sig, hvor udgangene i en overfyldt koncertsal befinder sig? Eller når du har passeret et lyskryds og tænker: “Jeg er slet ikke levende.

Jeg blev klippet i det højresving, jeg lige har passeret. Faktisk ligger halvdelen af mig på vejen, den anden halvdel er fordelt på et lastbilhjul.”

Følelsen af blot at være et skrøbeligt menneske i en vrimmel opsluger én helt og fuldstændigt i nogle få sekunder.

Anne Marie Pahuus er filosof og prodekan for forskning på Aarhus Universitet. Hun giver lektor Klaus Bærentsen ret i, at disse tanker er ganske almindelige.

“Filosoffen Søren Kierkegaard kaldte det ‘Frihedens Svimlen’. Vi bliver klar over, at vi er frie og endda frie til at gøre noget, der kan tilintetgøre os. Grænsen mellem liv og død er hårfin og at blive mindet om det, er der ikke nødvendigvis noget dårligt i. Det kan endda skærpe sansen for livet,” siger Anne Marie Pahuus.

Hun mener dog ikke, at det drejer sig om overlevelse. Der er derimod tale om noget, der kaldes grænsesituationer - et øjeblikkeligt møde med døden. Mødet er dog helt anderledes, end hvis du reelt havde været i fare. For stod du virkelig ansigt til ansigt med døden, ville du handle og tænke meget anderledes.

Så når du står på færgen og kigger ned på de mange kubikmeter vand, der piskes op af skruerne og forestiller dig, hvad der ville

CITAT N°28 • 19

ske, hvis du tabte din selvkontrol og pludselig ­befandt dig nede i hvirvlerne, så bunder det i en frygt for os selv og vores egne intentioner.

“Hvad vil det sige at ville noget? For det ­meste vil vi noget, som vi har lyst til. Men så en sjælden gang imellem får vi lyst til at følge de her pludselige indskydelser, som vi egentlig ikke har lyst til. Det er heldigvis sjældent, at vi gør det,” siger Anne Marie Pahuus.

Og ganske rigtigt. Den forfærdelige tanke, at jeg med et svagt ryk i rattet kan ændre eller ende mit og 20 andre personers liv for altid, er gruopvækkende. Eller endnu værre. Tanken om, at en anden skulle få den tanke og følge den. Ifølge Anne Marie Pahuus kan jeg dog være ganske rolig, for et normalt m­enneske vil være udstyret med nok selvkontrol til ikke at følge sådanne indskydelser. Heldigvis. •

CITAT N°28 • 20

CITAT N°28 • 21

the dance of the shadows af Terje Abusdal

CITAT N°28 • 22

CITAT N°28 • 23

I never saw a wild thing Sorry for itself.

D.H. Lawrence

CITAT N°28 • 24

CITAT N°28 • 25

CITAT N°28 • 26

CITAT N°28 • 27

CITAT N°28 • 28

CITAT N°28 • 29

CITAT N°28 • 30

Den perfekte dagen.

Jeg kunne ha skrevet den perfekte dagen.

Vi svømmer, vi kjører, vi drømmer, vi sover, vi elsker.

Vi kunne ha kjørt hjem.

Du kunne like gjerne ha sagt: det er den perfekte slutten - nå kan du gå fra meg.

Det kan ikke alltid være som nå.

Det kunne ha vært vinter. Vi kunne ha vært sammen.

Vi skulle ha elsket, vi burde ha frosset.

Vi måtte ha kjempet.

Slutten, frosten, skyggene og døden.

Vi skulle ha kjempet, vi burde ha elsket.

Vi måtte ha klart oss. Vi skulle ha klart oss.

Det ville ha vært mulig.

Det er den perfekte dagen.

Vi kjører, vi snakker, vi ler, vi drømmer, vi sover.

Du kunne like gjerne ha vært en annen.

Tomas Espedal

CITAT N°28 • 31

CITAT N°28 • 32

CITAT N°28 • 33

CITAT N°28 • 34

CITAT N°28 • 35

CITAT N°28 • 36

CITAT N°28 • 37

CITAT N°28 • 38

CITAT N°28 • 39

FREMKALDELSEN Af Olafur Steinar Gestsson, Cecilie Wortziger og Anna Hjortdal (tekst) og ukendt (foto)

CITAT N°28 • 40

CITAT N°28 • 41

Margit hun har ikke fundet en ven Hun bryder sig slet ikke spor om mænd Når der blot kommer fra skoven bud Så drager hun skyndsomt af sted derud SÅDAN SANG DE på gården, da datteren Margit fyldte tredive. Sangen var for længst tonet ud, men sangteksten lå på trægulvet i den gamle gård. Arkene var skødesløst fordelt ud over gulvet, som havde vinden samlet dem op, læst dem og kastet dem lidt tilfældigt fra sig igen. Men tiden havde ikke slebet ordenes kanter runde, teksten var stadig så spids, at man kunne stikke sig på den. Det gjorde Margit nok dengang for næsten fyrre år siden.

INVITATION TIL INDTRÆNGEN De fem venner, Lasse, Peter, Boogie, Helene og Cecilie, var egentlig bare ude at gå en tur i markerne, da de stødte på den gamle gård.

Dens hvide vægge var dækket af mos, ukrudtet skød ukontrolleret op gennem ­ brostenene. ­Alligevel havde huset noget indladende over sig. Under en tung dyne af forfald lå det og

nærmest tiggede om at blive trængt ind i.

Vennerne gjorde det gennem et ødelagt v­indue.

Nu stod de pludselig i andre menneskers stuer. Eller det, der engang havde været det.

På én gang beklemte over lidt tilfældigt at have vadet direkte ind over fremmede menneskers intimsfære, men samtidig fulde af fascination, gik de på opdagelse i et mausoleum over en for længst glemt tilværelse.

I dag fylder Margit jo tredive år Ja raskt det går, både vinter og vår Det er ti år siden vi fra himlen sang I verden er sket meget siden dengang Nu går der raketter til månen op og det er jo kun nu et lille hop Så kan vi skam kredse om moder jord nej, verden er slet ikke mere så stor >

CITAT N°28 • 42

CITAT N°28 • 43

Lugten af jordslået tøj, årgammelt støv, der hvirvledes op fra alle rummets flader, og et ­ ­endeløst rod var det første, der mødte vennerne­.

Stakke af papirer, rustne k­ onservesdåser, ­tomme ølflasker og slidte træmøbler lå som ­forstenede i hele huset. V­ ennerne gik på ­ opdagelse i skufferne, i skabene og til sidst begav de sig op på loftet, hvor efterladte f­lyttekasser stod og truede med at synke ­sammen under mange års fugt.

Med utrættelige pilfingre afsøgte de ­bu­nkerne af aviser, breve og papirer. Det var her, de fandt Margits fødselsdagssang. Også brevene gemte på fortællinger. Manden i huset hed ­Johannes Nielsen, kvinden Martine. De havde mindst fire børn. I papirerne blev Johannes Nielsen ­ omtalt som Johannes Mælkemand.

Regnskaberne viste, at han ud over l­andbruget tjente penge på at sælge mælk. Måske stod han tidligt op hver morgen og malkede køerne for derefter at køre nabolaget tyndt og sælge mælken. Måske sad et par af børnene ved siden af ham på forsædet, med ­morgenklattede øjne og m­ælkejunger mellem knæene. ­Datteren ­Margit havde både grønne fingre og en s­ yerske i maven­ . Det var i hvert fald, hvad familien sang til hende på hendes fødselsdag.

Hun elsker at plante og se det gro Hun elsker også i en skov at bo Når hun hjem om aftenen går Så glæder hun sig til en kaffetår Så skal hun skam bare køre derop Før hun er færdig med sit job Så hygger hun sig med at strikke og sy Måske en kjole så fin og ny SLAGSKYGGEN AF ET LIV De første livstegn fra familien var fra slutningen af 1950’erne. Det sidste en avis fra starten af 1970’erne. Herefter var det, som om de holdt

op med at eksistere. Tilbage på gården lå kun det afpillede kadaver af et levet liv. Et kadaver, som tidens tand havde brugt de sidste fyrre år på at gnave sig igennem.

Måske gav de gulvet en sidste tur med s­tøvsugeren, før de rejste. Måske skålede de i en øl. Måske vendte de aldrig tilbage. Det støvsugede gulv var ved at rådne væk, men støvsugeren og de tomme ølflasker stod tilbage i entreen og fortalte en fragmentarisk historie om familien, der engang boede på gården.

Vennerne stoppede ikke ved brevene, da ja­ ­ gten først var gået ind. I en skuffe fandt de k­ uverter med negativer, som de tog med hjem og fremkaldte. Pludselig kiggede den a­ nsigtsløse familie ud til vennerne fra ­sort-hvidfotografier.

De fleste billeder var taget foran gården.

Slagskyggerne og det lette tøj afslørede, at de blev taget i årets varme måneder. ­B­­­ø­rnene­stillet op på række foran husets facade, ­ Johannes Mælkemand med en avis i græsset og familien, der sammen klippede får på gårdspladsen.

På et tidspunkt flyttede børnene ind hos en anden familie. Det fremgik af brevene. Hvilken familie, hvorfor og hvornår, gav de ikke svar på. Måske hjem til den ældre søster, Margit.

Og så lillebror kommer hjem til søs Hun tager i sin favn den lille knøs Hvis det alligevel så er sandt Hun kan jo alligevel elske en mand Brevene affødte flere spørgsmål, end de be­ svarede. Vennerne begyndte at se på fotografierne med nye øjne. Børnenes forstilte smil og akavede holdninger. Var det hele for idyllisk?

Fortalte fotografierne hele sandheden? Eller var de blot det, fotografier er; øjeblikke man fandt værdige til at blive indkapslet for eftertiden?

Brevene, sangteksterne og fotografierne f­ ortalte alle små historier om, hvordan >

CITAT N°28 • 44

livet på gården måtte have set ud. Vennerne fore­stillede sig en familie, hvor man værnede om det gode familienavn. Hvor det var vigtigt at fremstå rigtigt, når kameraet blev taget frem, men hvor spliden mellem forældre og børn lå latent under overfladen. Vennerne digtede historier om storladne familiefejder, svigt og hænder man slog af hinanden.

EKKO AF ET HURRA Huset gemte på fortællinger. De blev serveret for vennerne i form af breve, negativer og sangtekster. Men i dag har kommunen ryddet huset og med det svarene. Og måske var det ikke bare svar kommunen fjernede, men også

CITAT N°28 • 45

spørgsmål. De fem venner endte eventyret på gården med flere digterier og fortællinger end sandheder.

Måske er det godt, at der ikke bliver rodet yderligere op i familien Nielsens liv.

Nu tror jeg, jeg slutter denne sang Og ønsker tillykke endnu engang Vores Margit skal vi fejre i dag Med et klingende højt hurra Lasse, Peter, Boogie, Helene og Cecilie fandt fortællingen om et liv i ruinerne af en gammel gård. De fremkaldte det. De gjorde det til deres eget. •

CITAT N°28 • 46

By Sara Ahmed Abdelaziz Mostafa (text) and Peter Emil Witt (photo)

We look at a human and expect to see a tangible ­entity standing before us, when in reality, the i­ndividual at the tip of our nose is a flexible mosaic. A puzzle.

A ­conglomeration of malleable particles that come and go, akin to decibels, floating on the same wavelength.

Hey unknown being, come to be known The slapping of drums has been swapped for the swipe of iPhones and the sanctity of kisses pushed aside for hasty nude pics. Virgins practicing anal and atheists residing in the shadows. The pillars of the Arab world crumble slowly, the bones buckling to a knoll of dust.

And after all my exasperation and pain They arise, wounded and achingly lost. Liquid chains of gallium at their ankles.

Look the same differently. Stand out as one.

Dreads and cigs, Danes swearing fuck. Tattooed Muslims, Gay Ugandans, ‘Made in Taiwan’ stamped on a glistening forehead as a reminder of the no-longer fragile veins pumping voraciously across the garlands of Earth.

47CITAT • CITAT N°28 N°28 • 47

Let me be, come what may And, almost all of a sudden, struck a crisis. One that was found only in the distant voice of disappearing generations and far from the creases of holy books. ­ Traditions and languages gone astray, exhaling a fi ­ nal rasp of life. Still, this generation of hybrids fight for it, long as nails and hard as stones. They fight for the over-chewed pseudo-Buddhist philosophies flagged on ­Facebook and the unwavering quest to be taken as they are.

My acerbating aggravation with society and which society is that?

Even in Egypt, youth cry estrangement as they ­balance a decaying weight on their shoulders. Their antsy tongues whisper about being ­disconnected from the rest - errant spirits from a myth masking as unbottled genies. Eyes glued to A ­ merican TV and their literature dripping of Kierkegaard and Sartre.

They, too, want to flaunt abstraction and depth, for this world is far more interested in the chaos of laundry machines than that of war.

CITAT CITAT N°28 N°28 •• 48 48

The colours leak from your spirit And yet, this wasn’t far from existential: this was a ­dilemma of one’s meaning, down to the smallest m ­ olarity.

This was the surfacing of cultural hybrids in an age of rejection and regeneration. Superimpose one picture ­ atop another. Watch two dimensions unravel into a new one. 2014 sprouts multiple exposure hominid.

What have you become my daughter?

The Arab mother watches her daughter rip off her veil.

The kohl wiped from squinting eyes. Jeans contour her hips and a cigarette dangles from the edge of her mouth.

The mother rests her hand on her left breast as she mourns the unrecognizable essence her blood has altered into and rejects her daughter’s revolution. We, like she, slip out of our mother’s womb only to be born later.

Who have you been drawn into my brother Becoming, averting, breaking, and reforming. Sibling familiarity like sugar dissolving in water, they stand at a crossroad. He is another me and other than me. Why opt for toast rather than rugbrød? Why vodka instead of beer? Why obsess over bodies erupting in mounds of muscles? Because even the most obtuse sheds his skin.

CITAT N°28 • 49

Disappearance and erasure gnaw the flesh Bedouins have stopped praying on the desert sand.

Everyone wants to forget. Pierced necks and pierced souls: opium, hash, brown sugar, and heroin. “Make me dumb,” they shriek, “make me forget myself.”

But they don’t dare choose which of the selves.

And so the puddle grows and grows, the anxiety spilling at the sides as we adorn the top of their heads with a crown of angelicas and thorns.

Throw your ills to the sea and forgive those who ­regenerate for they, too, have made a choice. They’ve cut their umbilical cords with scissors sharpened with hope and formed words out of letters and numbers.

Starlight hue, fire of green, let them stretch somewhere between 0 and 1, indefinite. And if even the eyes on their own bodies judge them with disdain, close their lids and shield body to body in Seraph wings. Lay them to rest.

For in the end, all is nothing but white noise.

Strange being

N°27 • 50 CITAT N°28

CITAT N°28 • 51