01
LEDER Hvis Daniel fik at vide, at han skulle dø i morgen, ville han være ligeglad. Han føler ikke noget. Når han er far for sin søn eller en ven i flokken, er det fordi, det er sådan normale mennesker er. Men det er svært at lade som om, når man er skizoid og ikke engang kan beskrive sit liv med tre ord. Andre steder fylder følelserne. Når Hamraz Bayan får kulturchok på Nørrebro, bliver sorte streger på hvidt papir til fortællinger om forskelle og accept. Her er nogle kvindeben gemt væk bag burka, mens andre er til frit skue under sommerkjolen. Mødet mellem kulturer, fra Iran til Danmark og frem på papiret. Imens tegner syriske flygtninge på væggene i Libanon, der er deres midlertidige helle fra krigen. Her er ingen flygtningelejre, og de samler sig i “gatherings”, i indkøbscen
tre, der ligger ubrugte hen, forladte bygninger eller i teltlejre. Billeder af huse, dyr og smilende ansigter bliver printet ind i beton, men selv ikke den er permanent. Brian Lange var ikke på flugt fra noget, da han som 22-årig meldte sig ind i Fremmedlegionen. Han var drevet af eventyret, da han satte sit danske liv på standby og rejste sydpå, mens fotojournalist Lærke Posselt rejser mod vest med en følelse af ambivalens for at skildre den kyst, hun stammer fra. Her følger hun en ung dom, der enten vil blive eller rejse. Forbundet og afskåret. Ligesom den testikelfrugt, der med blandede følelser skæres op i et køkken et sted i Danmark. Redaktionen, vinter 2013
REDAKTION Elisabeth Lønkjær Eskildsen (Ansv.) Janus Engel Rasmussen (foto) Emma Ellegaard Peter Lilja Tróndur Dalsgarð (foto) Anders Rye Skjoldjensen (foto) Camilla Gjeitanger Gaarder Mathias Løvgreen Bojesen (foto) Sara Gangsted (foto) Jakob Frausig Simonsen Anna Hjortdal Kasper Ray (foto) Pernille Legaard Dreyer SKRIBENTER Casper Thomasen Emil Helweg Foget Emma Ellegaard Michael Duelund Martin Hove T. Line Skaarup Jørgensen Morten Reimar FOTOGRAFER Lærke Posselt Kasper Ray Brian Lange Lasse Hvilling Kofod Mie Brinkmann Anders Rye Skjoldjensen OMSLAG Hamraz Bayan WEB www.magasinetcitat.dk KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk FINANSIERING CITAT er finansieret af annoncer og DSR OPLAG 3000 Af Morten Reimar (tekst)
TRYK Clemenstrykkeriet A/S DISTRIBUTION FreeCard CITAT er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og udkommer fire gange årligt.
KYST Lærke Posselts fotografier af sin hjemstavn ved Vestkysten mellem stilheder, landskaber og per sonligheder. S. 4
UNDER FREMMED FLAG I 15 år var Brian i Fremmedlegionen. CITAT har mødt ham i Haderslev til en snak om varme lande og kammeratskab. S. 8
HAMRAZ BAYAN Fra Teheran til Nørrebro. Hamraz Bayan har fortalt om sine oplevelser gennem sin streg og sit visuelle udtryk. S. 18
TESTIKELTRÆET Avocadoen hitter både i helsebutikker og på de sociale medier. Men den har en syndig fortid. Og en historie, som du ikke kender endnu. S. 28
SYRIAN SKETCHES Syriske flygtninge i Libanon bor ikke i lejre, men samler sig i “gatherings”. Fotograf Mie Brinkmann har vendt blikket mod væggene. S. 35
LIGEGLAD Daniel er faktisk aldrig glad. Han ser sine venner, fordi han ved, det er normalt. Daniel føler meget lidt. Han er skizoid. S. 44
03
Skarpe priser på Fujifilm X kameraer
Tilbud gælder så længe lager haves
Fuji X-E1
Fuji X-PRO 1
Fujifilm X-E1 med XF 18mm/2.0 : ............................ kr. 7.999,-
Fujifilm X-Pro 1 med XF 18mm/2.0 : ........................ kr. 9.999,-
Fujifilm X-E1 med XF 35mm/1,4 : ............................ kr. 8.499,-
Fujifilm X-Pro 1 med XF 35mm/1,4 : ...................... kr. 10.999,Fujifilm X-Pro 1 med XF 18mm/2.0 og 35mm/1,4 : . kr. 12.499,-
En 16,3 megapixels APS-S X-Trans sensor som er udviklet af Fuji selv, efterligner strukturen fra analog film og leverer en fantastisk skarphed.
Topmodellen i Fujis X serie. En 16,3 megapixels APS-C X-Trans sensor, som er i stand til at levere billeder i en opløsning, der normalt er forbeholdt full frame kameraer.
Goecker A/S Hejrevej 37 2400 København NV
Jyllandsafd.: Sindalsvej 37 8240 Risskov
Tlf.: 35 82 11 00 - www.goecker.dk Alle priser er inkl. moms. Der tages forbehold for prisændringer og udsolgte varer.
KYST In February 2013 I started my ÂÂ travel along the western coastline of Denmark, an area that I feel very ambivalent about, as I both feel very detached and very connected to the place. It is a physical travel back home where I come from and a mental travel in memories and perception. It is a work
in progress about the silent people and the rough nature that shapes them. Denmark is getting increasingly centralized and the peripheral areas are suffering from depopulation. So far I have been focusing on the youth, staying, leaving or returning, as they are the future of the area.
By LĂŚrke Posselt (text and photo)
The North Sea is shaping the western coastline of Denmark. West Jutland differs from the rest of the country with its sandy soil, heath and long distances.
Hans Peter Madsen, 17, is living with his family at the very end of a small road in a rural area next to the fjord of Nissum. He spends between two and three hours a day transporting himself to and from his highschool in Holstebro. He
likes to write fantasy books and uses the nature as his inspiration. He dreams of moving togeth erwith his girlfriend in a bigger city like Aarhus or Copenhagen.
“My dream of the good life is to stay here, to be the master carpenter and having a motorcycle and a good looking wife�, Tino Vium, 14, says.
08
09
10
Under fremmed flag
11
Af Casper Thomasen (tekst), Kasper Ray (foto) og Brian Lange (privatfoto)
DER ER NOGET, der pusler i buskadset. Er det et dyr? Brian Lange er usikker og råber vedkommende an. Der er intet svar. Kun stil hed. Pludselig hører han lyden af et ladegreb på en riffel. Sekunder føles som timer, da der kort efter flyver en kugle gennem de tynde træbjælker, der udgør gulvet i det spinkle vagttårn, den unge legionær er placeret i. En ny kugle gennemborer bliktaget nedefra. Brian kaster sig på maven og kalder på forstærkning. ”Der er nogen, der skyder efter mig,” råber han, mens den tredje kugle suser forbi ham. Herefter bliver der helt stille igen. Episoden er fra Brians første mission i 1988, hvor han var udstationeret i Tchad.
”Hvorfor er du så efterlyst af militærpolitiet i Danmark?” spurgte de. Brian måtte krybe til korset og forklare sig. Gestapo undrede sig over, hvorfor Brian havde forladt et militær for at indskrive sig i et nyt, men han fik lov til at blive. En del af de missioner, Fremmedlegionen bliver brugt til, er af humanitær karakter. Skoler og bygninger bliver genopbygget efter storme i Det Indiske Ocean, og vaccinationer bliver givet til lokalbefolkningen i fattige og sygdomsramte områder. Hovedparten af op gaverne er dog overvågning og beskyttelse. Selvfølgelig er krigsmissioner også en del af arbejdet og livet i legionen, men de hører til sjældenhederne.
“Ingen avis i Frankrig vil bruge spalteplads på døde udlændinge, og ligene behøver vi ikke fragte hjem. De kan ligge i sandet.” Sådan sagde den franske konge, Louis Philippe, da han i 1831 stiftede Fremmedle gionen, hvor kun udlændinge var velkomne. Mange arbejds løse, professionelle soldater fra hele Europa havde søgt tilflugt i Frankrig efter de imperialistiske krige. Hvis de var vil lige til at kæmpe tre år under fransk flag, fik de tilbudt en ny identitet. Et tilbud, der tiltalte mange af legionærerne, som ofte havde en broget fortid og et ønske om at starte for fra. Brian flygtede ikke fra sin fortid, da han i 1988 meldte sig til Fremmedlegionen. Han søgte eventyret.
HANDLING OG KONSEKVENS En legionær, der ikke er beskæftiget, laver ulykker. Det kom flere gange til udtryk, da Brian var udsendt på missioner. Han fortæller, at de under en mission i Djibouti i starten af 90’erne havde en pause i aktiviteterne. I de res kedsomhed fandt fire af hans kolleger no gle håndgranater frem og kastede dem i en nærliggende brønd. En ti meter høj vandsøjle akkompagnerede lyden af samtlige vinduer i lejren, der sprængtes. Herefter blev al am munition i lejren inddraget, og de fire røg en uge i spjældet. Spjældet er den afstraffelse, der er i Fremmedlegionen, når man træder ved siden af. Brian har tilbragt sammenlagt 192 dage i spjældet i de 15 år, han var legionær. Man kan mærke en slet skjult stol thed i stemmen, når Brian beretter om det. Han foretrækker, at der er afstraffelse, fordi soldaterne ellers bliver ligeglade, som man ser i det danske forsvar. Brian Lange fortæller om en episode i Forsvaret, hvor fire nye køretøjer netop var ankommet til kasernen. To rekrutter skulle vaske den ene bil, men da det tog unormalt lang tid, begav Brian sig ned mod vaske hallen og konstaterede, at der hverken var bil eller rekrutter. I stedet for at vaske bilen, havde de totalskadet den ved at køre ræs i en nærliggende skov. Det fik ingen konsekvens er. ”Jeg tør slet ikke tænke på længden af den straf, man havde fået i Fremmedlegionen for samme forseelse,” siger han. Tiden i Fremmedlegionen fik en ende, da Brian i 2003 var på mission i Elfenbens kysten, fordi der var kommet rebeller ind i landet fra Sierra Leone. Her blev et par af legionærerne sårede, og det fik Brian til at beslutte, at det var blevet tid til at vende snuden hjem. For første gang siden 1988 skulle han igen have fast bopæl i Kongeriget Danmark. Brian ses stadig med flere af de andre danske legionærer. To til tre gange om året samles de og snakker episoderne fra ud stationeringerne igennem. Brian mener, at det er vigtigt at mødes, fordi man ikke kan snakke med civilister på samme måde. ”Der er så meget, de ikke forstår,” siger han.
“DET TØR DU IKKE,” sagde kaptajnen, da Brian fortalte, at han overvejede at forlade det danske forsvar til fordel for Fremmedlegionen. Han havde sat sig for, at der skulle ske noget nyt, og hans lyst til eventyr blev ikke opfyldt i Danmark. Så da kaptajnen afviste forespørgslen på fritagelse for tjeneste, proklamerede Brian, at hvis ikke han fik lov til at forlade Forsvaret, ville han flygte. Mandagen efter mødte Brian ikke til morgensamling. Han sad i et tog på vej til Paris, hvor Fremmedlegionen ventede. Inden den dengang 22-årige soldat var hop pet på toget, havde han skrevet et brev til sin mor, hvori han forklarede, at han var rejst sydpå for at melde sig som legionær. Der gik ni måneder, før moderen hørte fra Brian igen. Brians pludselige afsked med Forsvaret medførte, at han blev efterlyst af det danske militærpoliti. Kort inden afgangen til Frankrig tog han et lån på 25.000 kroner, som han fik udbetalt i kontanter. Lånet havde han ikke i sinde at tilbagebetale. Det tog banken ikke så pænt, hvilket førte til en politianmeldelse. En anmeldelse han først blev gjort opmærk som på, da han efter tre ugers tjeneste blev kaldt til afhøring ved Gestapo-enheden. Det blev enheden kaldt, fordi den fandt alle oplys ninger om nye rekrutter, a kkurat som det tyske statspoliti gjorde under 2. verdenskrig. Til af høringen blev B rian spurgt, om han havde no get at skjule. Det mente han ikke, han havde.
Spørgsmål som ”har du slået nogen ihjel?” gider Brian ikke svare på. Han nøjes med at sige: ”Jeg har været udstationeret 14 gange i Afrika, en gang i Sydamerika og en gang på Balkan, og der er kampscener på en del af missionerne. Du må selv gætte dig til svaret.” HJEMVENDT Da beslutningen om at rejse hjem var tag et, var målet for Brian at komme tilbage til Forsvaret. Her ville han lære fra sig af alt det, han havde lært gennem mange år i legionen. Sådan blev det ikke. I hvert fald ikke til at starte med og det gjorde indtryk på ham. ”Det var hårdt at komme hjem. Forsvaret ville ikke have mig tilbage på grund af min tid i legionen.” De havde tidligere oplevet problemer med hjemvendte legionærer, som havde så svært ved at opføre sig ordentligt, at det var endt med en fyreseddel. Derfor forstår Brian til dels Forsvaret. ”Når de havde haft dårlige oplevelser med tidligere legionærer, så forstår jeg godt, at de tænkte: Ham der, han har været i Fremmed legionen i 15 år. Han må være endnu værre end de andre.” Først fire år senere, i 2007, blev der en plads i Forsvaret til Brian. De mange år i legionen fik ikke betydning for den rang, han fik tildelt. Så selvom han i flere år havde arbej det som befalingsmand i Fremmedlegionen, måtte han starte som konstabel i Forsvaret. Det var Brian ikke tilfreds med, men målet om at komme tilbage i Forsvaret gjorde, at han besluttede at bide i det sure æble. En konsekvens af Brians mange år i Fremmedlegionen er, ifølge ham selv, at han ikke er egnet til det civile arbejdsmarked. Han er miljøskadet. ”Jeg har været i grønt tøj for længe. Med For svaret, Hjemmeværnet og Fremmedlegionen har jeg været i uniform i 31 år. Jeg er vant til en meget firkantet verden indrettet i små kasser, og derfor er jeg ikke enig i den måde, det civile arbejdsmarked fungerer på. Jeg siger min mening, og derfor rager jeg uklar med mange arbejdsgivere. Det skaber nogle problemer,” siger han.
To timer senere er Brians vagt slut. Han for lader det gennemhullede vagttårn og begiver sig mod lejren, hvor delingen tager imod ham. Det er ikke omsorg, der er i luften, det er latter. Ikke fordi episoden ikke var alvorlig. Men sådan tacklede man svære situationer i legionen. Det var tonen. Machomænd. De hårde drenge. Der var ikke plads til medliden hed. Skytten blev aldrig fundet, men Brian er sikker på, at det var en af de lokale soldater. Kæften fuld af khat og maven fuld af alko hol. Sådan var de. Alle sammen. Men én ting lærte Brian af situationen. Pusler det i buskadset, så lad være med at råbe dem an. Det kunne jo være, de skød tilbage. •
13
Jeep under transport, hængende fra en Super Frelon transporthelikopter, Corsica 1990
14
Regimentets hundeførere på en øvelse, Calvi 1992
Mod Sarajevo City, vinteren 1992-93
15
Skandinavere (DK, S, N) under en midsommerfest i 1992, inden regimentet skulle til Sarajevo
Sheep at the heath of Ulfborg.
Tino Vium (left) and his friend Jakob Mikkelsen, both 14 years old, driving on their mopeds after school in their hometown Staby. “I would never ever leave this place”, Tino says.
“We are complaining about that everybody is moving away. The least you can do then is to stay”.
از &'(ن#"! Hamraz Bayan kom til Danmark for et år siden. Hun forlod Irans hovedstad, Teheran, og flyttede ind på Nørrebro. Her så hun danskere leve side om side med muslimer. Kvinder med tørklæder, kvinder i sommerkjoler. Forskellene fik hende til at tegne det, hun så. Af Emil Helweg Foget og Emma Ellegaard (tekst) Hamraz Bayan (illustrationer) og Lasse Kofod (foto)
”HER MÅ JEG TEGNE hingste med køns organer, hvis jeg vil.” Hamraz Bayans mørke øjne og fyldige læber indrammes af et kort, strittende hår. Hun fortæller om, hvordan hun oplever at kunne udtrykke sig i Danmark. Om hvordan man i hendes hjemby, Teheran, risikerer at blive arresteret, hvis man tages med dristige skitseringer på sin computer eller i tegnemap pen.
20
Det er et år siden, at Hamraz Bayan kom til Danmark. 27 år gammel og med en dansk kæreste. I dag er de ikke længere sammen, hun er i stedet flyttet ind hos en ven på Nørrebro. Et mini Teheran, som hun siger. Et m uslimsk samfund midt i det dan ske. Første gang hun oplevede bydelen, blev hun chokeret. Hun så nogle af de pro blemer, hun kæmpede med tilbage i Iran. ”Arabiske lande dikterer, hvordan kvinder skal klæde sig, og hvordan man må udtrykke sig. På Nørrebro går mange kvinder klædt, som de gør i Teheran. Det var ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg blev skuffet.” KVINDEFORSKELLE Om sommeren ser Hamraz Bayan topløse
kvinder, der solbader midt i parker, imens muslimske kvinder i burka passerer forbi dem. ”At to kvindelige ekstremer kan leve side om side er fuldstændig fantastisk. Alle accepterer hinanden,” siger Hamraz Bayan. Hamraz Bayan oplever efter et stykke tid i Danmark, at Nørrebro ikke kun er Teheran i ministørrelse. Så længe hun kan huske, har hun brugt sin hånd til at fortælle historier. Hun tegnede storyboards til film, tv-serier og reklamer i Iran, men det er Danmark, der har givet hende rammerne til at udtrykke sig, som hun vil. Det er her, hun må vise sine tanker og ideer frem. Danmarks frihed til at ytre sig giver hende mulighed for at vise, hvordan mini Teheran findes på Nørrebro. Hamraz Bayan vil ikke dømme det muslimske samfund. Det handler ikke om, at hun føler, det er forkert, at der le ver muslimer i Danmark. Eller at det er forkert, at de lever som muslimer. Det er sammenstød et mellem de kulturelle kvindeforskelle, der inspirerer hende til at sætte sine sorte streger på det hvide papir for at vise, hvad hun ser. LYS UDENFOR IRAN Hamraz Bayan har levet et halvt liv under et muslimsk, diktatorisk præstestyre. Hun har al ligevel mange tanker angående de muslimske kvinders beklædning. ”Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvordan de ser ud indenunder stoflaget. Jeg spørger mig selv, hvad forskellen er på mig og dem. Føler de sig usikre? Føler de, at de er nødt til at gemme sig?” siger Hamraz Bayan. Der er ikke et entydigt svar på Hamraz Bayans spørgsmål. Men det er heller ikke det, der betyder noget for hende. Det, der betyder noget, er, at hun i dag har mulighed for at udtrykke sig. At hun højtlydt kan undre sig >
22
23
over den måde, som muslimske kvinder lever på i Danmark. At de har taget den muslimske kultur med fra en verdensdel til en anden. Og at hun kan sætte fokus på måden, danske og muslimske kvinder lever side om side i samme by. Hun ved, at der imellem de sorte streger kan ligge politiske budskaber. At sådanne tegninger aldrig måtte se dagens lys i Iran. TANKESTREGER Igennem sit liv har Hamraz Bayan været op mærksom på, hvad hun tegnede frem på sit papir eller på computerskærmen. I Iran er der mange uskrevne regler, som man skal være opmærksom på, forklarer Hamraz Bayan og taler videre om nøgne kroppe. Hun har tegnet tegninger af flere nøgne mennesker. Tegninger hun aldrig har vist frem i Iran. Nøgne mennesker er en stor kontrast til burkaklædte kvinder. Men andre mindre ek streme kontraster er også for udfarende i Iran. Hingsten for eksempel. For hvad symboliserer en hingst? Hvordan tegner man den? En hingsttestikel kan få dig arresteret. I dag tegner Hamraz Bayan tegninger af de muslimske kvinder i Danmark. De muslimske kvinder ved siden af de danske. Hun tager situationer ud af virkeligheden og sætter streger på nogle af de tanker, som hun altid har holdt skjult i hjertet, fortæller hun. Det handler ikke kun om at udtrykke markante statements. Det handler om at have lov til at tegne sine tanker. •
25
The terrace.

Sofie Koch grew up in Tim, a town with a population of 868. “One thing is for sure, I am going to move away from here as soon as I finish high school. I was mocked as a child because my father is an artist and my mother is
an academic. The schools here are small and the distances are crazy big, so if you don’t fit in, you can have a hard time finding someone like yourself”.
TESTIKELTRÆET Du kender dem helt sikkert. De hænger altid to og to, de er nubrede og glatte udenpå, og så er de bløde og fedtede inde omkring stenen. Avocadoerne. Men kender du også deres historie? De har nemlig ikke altid været så populære, som de tilsyneladende er i dag. Faktisk har de en broget fortid, der kan linkes tilbage til deres oprindelige navn. Af Martin Hove T. og Michael Duelund (tekst)
DET ER IKKE KUN BIKINIFOTOS, der hitter på Instagram. Et billede af knækbrød med æg, tomat og avocado er netop blevet smidt op af brugeren “eatcleanexercisedaily” med teksten “Avocado lunch”. Det er blot ét billede blandt knap en million billeder på Instagram med hashtagget #AVOCADO. Avocadoen stammer fra det nordlige Syd amerika, og der er fundet avocadoer i indianske grave, som er 10.000 år gamle. Da det mellemamerikanske folk, aztekerne, skulle finde på et navn til frugten, bemærkede de, hvordan de altid hænger parvis på træerne. Og når de samtidig minder om no get, der kunne være en del af en veludrustet mands ædlere dele, ja, hvad er så mere nærliggende end... “Ãhuacatl”? -testikeltræ. Nogle spanske opdagelsesrejsende kunne ikke udtale “ãhuacatl”, og de omdøbte den derfor avocado, da de i begyndelsen af 1600-tallet bragte den til Europa. Det aztekiske ords betydning skulle dog vise sig at få store konsekvenser for avocadosalget de næste 300 år. [AVO’KÆ:DO] Takket være spanierne kan man altså i dag gå ned i supermarkedet og score sig en avocado. Og det vil vi gøre, for vi vil være med på moden. Vi vil have taget vores avocado mødom, og den første gang vil man altid gerne levere varen. Desværre sæt ter vores evner i et køkken deres tydelige begrænsninger. Derfor har vi besluttet at forsøge os med en klassisk og enkel avocadoret til middagsmad. Avocado med creme
fraiche og rejer. Blandt æbler, ferskner og appelsiner har avocadoen fået sin plads på hylden. Det på trods af, at avocadoerne ofte bliver brugt som grøntsag, og at de i virke ligheden er bær. Men sådan er de vist bare. Specielle. Klistermærket fortæller os, at den avocado, vi har fat i, hedder Hass-avocado. Én ud af 500 forskellige arter. Forsigtigt mærker vi på den nubrede skal. Vi presser på dem, men med en øm hed, som var de vores egne testikelfrugter. Avo cadoen indeholder blandt andet E-, B-, A- og C -vitaminer, samtidig med at den også har et højt indhold af de såkaldte enkeltumæt tede fedtsyrer – altså de ”gode” fedtsyrer, der er kendt for deres kolesterolnedsættende egenskaber. Det er vigtigt for smagen, at de vitaminrige frugter er modne, og det skulle de angiveligt være, hvis de giver lidt efter. Det gør de heldigvis, så de ryger i indkøbs kurven. DEN “FORBUDTE” FRUGT Moden eller ej. Avocadoen har ikke altid været lige populær. I 1920’ernes USA havde plantageejerne problemer med at sælge den. Det skyldtes, at avocadoens oprindelige navn havde skabt et rygte om, at testikeltræets frug ter fyrede op under sexlysten hos folk. Og det var ikke noget at skilte med dengang. Avocadoavlerne kløede sig godt og grun digt i håret, og i vildrede ringede de til en californisk reklamemand for at få gang i sal get. Han foreslog dem at mane de verserende rygter i jorden, og det gav pote. Salgstallene steg med det samme. Sidenhen har man >
“Det fedtede, grønne snask fra frugtkødet skinner i køkkenlampens skær
aldrig fundet videnskabeligt bevis for, at avocadoen har indvirkning på sexlysten. Alligevel giver det over 21 millioner hits, hvis man googler “avocado sex”. I takt med at sex blev mindre og mindre tabubelagt, var avocadoens rygte ikke læn gere et problem, snarere tværtimod, og sam men med pornoens frigivelse i 1969, kom avocadoen så småt til Danmark. Op gennem 70’erne slog den for alvor igennem i de dan ske køkkener i retter som avocadosuppe og rejer i avocado.
“Forsigtigt mærker vi på den nubrede skal. Vi presser på dem, men med en ømhed, som var de vores egne testikelfrugter
#AVOCADO Hjemme i køkkenet har vi fundet skærebrættet og den nyslebne kniv frem. På bordet foran os ligger avocadoerne sammen med rejer i lage og cremefraiche. Nu er det nu. F rugterne skal rives rundt. Vi mærker en sidste gang på testikelfrug terne, inden vi med blandede følelser fører den skarpe kniv ind i den første. Omhyg geligt skærer vi rundt om den hårde sten i midten. Vupti. Avocadoen har delt sig i to. Det fedtede, grønne snask fra frugtkødet skin ner i køkkenlampens skær. Med et snuptag vippes stenen op, og to velskabte huller er klar til at blive fyldt ud. Med rejer og cremefraiche. Og lækkert ser det ud. Klik. Endnu et #AVOCADO er blevet føjet til listen på Instagram. •
Mathilde Munk moved to the fields of Vedersø twice. She moved from Copenhagen with her parents as a teenager and back to Copenha gen when she was 19 to study medicine, and now, at the age of 28 she decided to move back west, to live her adult life there, in the same house where her parents and grand
parents lived: “People are so silent here, but you have to especially pay attention to the things that are not being said. And there is more of the time out here, more contemplation. People are not slaves of their calendars and they finish their coffee”.
Hvingel is rather a few houses than actually a town situated close to the heath. Many people in the area cannot have internet connection Âalthough the state requires that you take care of
all communication with them online. Telecom munications companies do not see a business in providing masts, as the area is sparsely populated. 

syrian sketches
34
photographs of wall drawings from syrian gatherings in lebanon by Mie Brinkmann
35
40
43
44
Lige glad
45
Der findes mennesker, som smykker sig med følelser, og der findes mennesker, som glimrer ved fravÌret af dem. Af Line Skaarup Jørgensen (tekst) og Anders Rye Skjoldjensen (foto)
”Ensformigt.
46
JEG FINDER DANIEL på uglydating.dk og inviterer mig selv hjem til ham. En lille lys håret mand vinker mig ind over dørtrinnet og fører mig ind i en spartansk indrettet stue. Her er koldt om fødderne. Lyset fra spisebordslampen når knap nok ned til de kølige lædersofaer, hvor vi sætter os. Daniel folder hænderne over sin mave, som kun akkurat holdes inde af en afvasket hvid t-shirt. Hans øjne er runde og tillidsfulde. Det er nu, han skal fortælle åbent og ærligt om at føle sig grim, men han stritter imod. ”Jeg ville da gerne veje lidt mindre og være lidt højere. Men jeg er 85 procent tilfreds med mit udseende,” siger han. Mine kinder brænder i den kolde sofa, som nægter at tø op under mig. Daniel svarer kun nølende på mine spørgsmål omkring sit udseende, og ofte må jeg stille mig til freds med et: ”Det ved jeg ikke rigtigt.” For hvert spørgsmål jeg stiller ham, desto mere går det op for mig, at han ikke føler sig grim. Men hvad er det så, han føler, siden han er på Ugly dating? Mit blik søger mod savsmuldstapetet bag ham, som kunne jeg finde svaret der. Pludselig lyser Daniel op. Han opdager min frustration og kommer i tanke om, at han har glemt at give mig nøglen til at forstå ham. ”Jeg har en personlighedsforstyrrelse, som gør, at jeg er ligeglad med alt,” siger han. DE ENSOMME ULVE Daniel er skizoid - en mental forstyrrelse i fam ilie med skizofreni. Skizoide mennesker har svært ved at udtrykke følelser. De er aldrig begejstrede, aldrig kede af det. Alt er gråt
i gråt. Hvor andre mennesker for eksempel kan opleve at være stormende forelskede, oplever Daniel forelskelse som et vindpust, der forsvinder lige så hurtigt, som det kom. Skizoide mennesker kan sammenlignes med cowboys på prærien. De vil helst være alene og er ligeglade med, om de har venner og fortrolige. Omverdenen opfatter dem som humørløse eneboere. Lone wolves. Man mener, at op til fem procent af den danske befolkning er skizoide, og de fleste er mænd. Der findes ikke medicin, der kan hjælpe skizoide mennesker med at få sat gang i følelseslivet. I nogle tilfælde kan sam taleterapi hjælpe, men det har ikke hjulpet Daniel. Jeg smider blokken med mine notater på sofabordet, trækker benene op under mig og kigger lidt skeptisk over på Daniel. Hvis han virkelig er ligeglad med alt, hvad lever han så for? Jeg får en klump i halsen, da han svarer mig. ”Jeg lever vitterligt ikke for noget. Mit liv er meningsløst, og jeg ser kun mine venner, fordi jeg ved, at det er normalt at have venner. Jeg gør alt for at virke normal.” BESKRIV DIG SELV MED TRE ORD Vennerne deler Daniels interesse for com putere, men andet deler de ikke. Han bruger 16 timer i døgnet foran sin computer, og her udspiller det meste af hans liv sig. Han chat ter på datingsites, læser nyheder og ser film. For at få en fornemmelse af, hvordan Daniel selv oplever sit liv, beder jeg ham beskrive det med tre ord. Han grubler længe, mens han synker længere og længere ned i den flødefarvede sofa. Han kan kun komme på >
47
et enkelt ord. Ensformigt. Daniel er på kontanthjælp og har været det siden 2009. Han er ikke på udkig efter et job og forklarer, at penge intet betyder for ham. Men noget må da have betydning for ham? Hvad med hans søn, der er nævnt på Daniels datingprofil? ”Jeg holder ikke af min søn på den måde, som en far burde. Jeg ser ham mest for hans skyld. Fordi jeg ved, at jeg betyder noget for ham,” siger Daniel. Nu er det mig, der grubler. Jeg grubler over, hvordan jeg kan få Daniel til at indse, at han umuligt kan være ligeglad med ALT. Jeg forestiller mig, at jeg er en tyrefægter, der
48
ser rødt, da jeg stiller ham spørgsmålet, der kan fremkalde følelser hos enhver. ”Hvis jeg fik at vide, at jeg skulle dø af kræft i morgen? Så ville jeg nok undre mig over, hvordan det var kommet, men jeg ville ikke være ked af det.” Tilbage i min egen varme stue sidder jeg og tænker på Daniel. Tænker på, hvordan han mon har det i sin kolde og mørke lej lighed i Taastrup. Jeg føler med ham, men må minde mig selv om, at skizoide mennesker ikke selv mener, at de lider. Daniel sidder nok ved sin computer lige nu. Han er ikke glad for sit liv, men han er heller ikke ked af det. Han er ligeglad. •
49
50
Af Morten Reimar (tekst)