Mit liv som kuglepen by Majbritt Lund

Mit liv som kuglepen

Fortalt til Majbritt Lund

2.udgave oktober 2011 1. udgave oktober 2010 blev lĂŚst af 412 Denne bog er beskyttet af ophavsretten, og det er derfor kun tilladt at citere herfra med tydelig kildeangivelse

Forord Hvordan kan en kuglepen have over 170 fans på facebook, være set af næsten 1500 på youtube, være i Pengemagasinet, rejse i flere lande end de fleste og samtidig være et naturligt omdrejningspunkt i enhver social begivenhed? Det er der nok flere forklaringer på. Som med så meget andet ligger historien sjældent i produktet, men i, hvilken betydning produktet får for folk. Dette er historien, om hvordan Majbritt Lund-kuglepennen netop gik fra at være en reklamegenstand til at være et levende visitkort.

Billederne er jævnt fordelt udover bogen og kommer derfor ikke i naturlig rækkefølge. De er venligst udlånt af Jette Friis O´ Broin, Mette Weber, Susanne Kjær, Gitte Lykkeaa, Elisabeth Kolerus vind, Erik Schrøder og Erik Rasmussen. Oktober 2011

Skruk kvinde går amok Jeg blev undfanget en efterårsaften til et netværksarrangement om at sælge mere i Høje Taastrup. Det var tilbage i efteråret 2008. Min mor, journalist Majbritt Lund, mødte Lis Hartvig Holm fra firmaet logocare, der sælger reklameartikler, og det var i sandhed en aften, der gavnede Lis´ salg. Hun viste min mor og nogle af de andre en af de kuglepenne, hun solgte. Og min mor har jo altid været glad for at skrive, så hun fik den over i sin lille, buttede hånd. Og synes, at den var rigtig lækker. Den lignede til forveksling, hvordan jeg også skulle komme til at se ud. Dog var logoet, farven og teksten anderledes. Min mor var helt forelsket. Hun drømte om den dag, hvor der også ville være tilsvarende kuglepenne med hendes logo, farve og tekst og spurgte Lis, hvad sådan en kostede, for den så dyr ud. Og det var den da også. Min mor ville aflevere kuglepennen tilbage, for hun havde kun haft sit firma i halvandet år, og så var det jo lige vildt nok at købe sådan nogle dyre kuglepenne. Men Lis lod min mor beholde kuglepennen, og det var en klog beslutning. For Lis havde åbenbart hørt rigtig godt efter med det der salg. 4

Til den næste workshop hørte min mor ikke særlig meget efter. Hun så på kuglepennen og forestillede sig, hvordan den ville se ud med hendes fine logo på. Og når det kom til stykket: Hvornår ville hun så være etableret nok til at have sådan nogle kuglepenne? Og hvad ville de gøre for hendes forretning til den tid? Og hvor ville det være fedt at kunne aflevere sådan en hos en kunde, når hun sluttede mødet af. Ville hun kunne nå at få dem tids nok til at sende kuglepenne ud sammen med julekortene det år, hvis det nu var? Ja, det var den slags tanker, min mor gjorde sig, da hun sad til et foredrag om salg. Og lærte hun ikke at sælge, så lærte hun at købe. Det viste sig, at hun lige præcist kunne nå at få kuglepennene tids nok, til at de kunne følge med julekortene ud til kunderne. Og min mor begyndte at glæde sig…

Den søde ventetid Hun viste demo-kuglepennen til alle, der gad lytte og forklarede dem nøje, hvordan hendes kuglepen, altså mig, ville komme til at se ud. Og selv om nogle vil mene, at jeg bare er en kuglepen, blev de fleste alligevel grebet af, hvor begejstret min mor var. Og jo, de kunne også godt forestille, sig, at det ville blive en rigtig flot kuglepen. Dog var de lidt bekymrede over, at min mor skulle købe så mange af min slags. For 500 5

kuglepenne er mange for et enkeltmandsfirma, og hvor mange kendte hun, når det kom til stykket. Og det var jo nogle dyre kuglepenne at have liggende og tørre ind i skabet. Tiden gik. Først skulle min mor og Lis finde ud af helt præcist, hvordan jeg skulle se ud. Jeg er jo lidt en slags… om ikke designer-baby, så designer-kuglepen. Det endte med, at der kom til at stå ”Journalistik & PR” på skaftet, være logo og hjemmesideadresse på. Det var meget fint. Fordi jeg er sådan en fin kuglepensrace blev jeg skabt i Schweiz, så det tog mig lidt tid at komme til Danmark. Og min mor gik og glædede sig som alle andre kommende forældre. Hun forestillede sig, hvordan det ville være at skrive med sin egen kuglepen og besluttede sig for, at når jeg kom til verden, ville hun aldrig mere skrive med andre typer kuglepenne end mig ude i offentligheden. Så kunne hun bruge en billigere og dårligere derhjemme, når ingen så det.

Men så kom den store dag, hvor jeg ankom med mine 499 søskende. Min mor havde gjort klar til os og havde skrevet adresser på alle boblekuverterne, puttet frimærker på og skrevet alle julekortene til kunderne. Hun manglede bare os. Så på den sidste postdag hvor kortene kunne nå frem til jul, fik min mor sendt os i alle retninger. Som forældre jo gør, når de er rigtig stolte af deres børn. En stolt mor Min mor var så lykkelig som kun en nybagt mor kan være det. Var der da ikke et eller andet, der skulle skrives i hånden? Og der blev skrevet meget i hånden i de dage. Min mor funderede over, om det nogen sinde igen ville blive helt naturligt at tage en kuglepen op af tasken for at skrive under på noget. Ville det at holde mig i hånden blive ved med at være så stort, at det i sig selv var større end det, hun skrev? Som andre mødre var også min mor meget glad for at vise mig frem. Kontorfællerne på La Oficina havde jo længe hørt om, at jeg skulle komme. Og de måtte give min mor ret: Jeg var bestemt ikke som alle de andre kuglepenne. Min mor holdt den ene del af sit løfte: Hun skrev aldrig mere med andre kuglepenne end mig, når hun var ude. Men når hun nu havde vænnet sig til at skrive med en god kuglepen, hvorfor skulle hun så skrive med en dårlig, når hun var hjemme. Så nu skrev hun praktisk talt kun med mig hele tiden. 7

Hun blev meget glad, da hun fandt ud af at andre faktisk havde det lige sådan. De ville også helst skrive med mig, og havde de mistet mig, kom de til min mor for at få en til. Jeg blev hurtigt spredt ud over La Oficina, og min mor satte en lille metalbøtte med kuglepenne frem, så folk også kunne få en kuglepen de dage, hun ikke var der. Og lige så stille kom der skred i mig. Der begyndte at være et naturligt fokus omkring mig. Det var ikke længere noget ”Se, min nye kuglepen” alene på grund af nyhedens interesse. Men folk begyndte at melde tilbage til min mor, at jeg jo var noget ganske særligt. Og så gav de mig et navn. Jeg var jo ikke bare en almindelig kuglepen og skulle derfor ikke forveksles med de andre, der bare kunne skrive, sådan da. Nej, jeg fik navnet ”Majbritt Lund-kuglepennen”.

Med på bølgen Jeg voksede op, mens facebook-bølgen rasede i Danmark. Der var lavet facebookgrupper eller sider om alt. Og en dag, hvor min mor igen sad og talte om mig, var der en, der spurgte, om hun ikke også skulle lave en facebookgruppe for mig. ”Det kunne hun jo lige så godt, når der også var grupper om alt muligt andet”. Hun tænkte, at det bare virkede for langt ude. For nok er hun mærkelig hende min mor, men en eller anden form for fingerspidsfornemmelse har hun alligevel. Hun talte stadig meget om mig i sit netværk, og det var som om, at folk faktisk ikke blev trætte af at høre om mig. Som de jo ellers godt kan blive, når folk taler om deres børn hele tiden. De talte om, hvor god jeg var, og om hvor godt jeg lå i hånden, og at de andre kuglepenne, de havde skrevet med før min tid, bare ikke var det samme mere. Nogle gange nævnte min mor også muligheden for at lave den facebookgruppe til mig. Ikke fordi hun synes det var nogen god ide, men fordi det var underholdende at fortælle om. Imidlertid var der flere, der ikke synes, det var nogen latterlig ide. Og da tilpas mange mennesker havde sagt, at de faktisk ville synes, det var sjovt, tænkte hun ”hvorfor ikke?”. Og så oprettede hun facebookgruppen ”Os der har en Majbritt Lundkuglepen”. 9

Som med alt andet, der sker i min tilværelse, har jeg jo altid en stor flok velmenende onkler og tanter, der følger mig tæt. Og deres kontinuerlige støtte er nok en af grundene til, at det er gået mig så godt. For let´s face it. Min mor arbejder meget og er derfor afhængig af meget hjælp til at tage sig af mig. Tante Lisbeth fra Århus opdagede derfor hurtigt, at min mor slet ikke havde fattet det der med facebook. Grupperne var på vej ud. Nu brugte man sider, hvis man ville noget med det. Heldigvis var Lisbeth som altid så hurtig, at det kun var moster Elisabeth, der havde nået at melde sig ind i gruppen. Den blev slettet igen, og min mor oprettede derfor en side til mig i stedet for. Min mor måtte hurtigt sande, at det ikke havde været nogen dårlig ide at oprette en side til mig. Venner, bekendte og slægtninge fra nær og fjern meldte sig lystigt ind i siden. Og pludselig var de 20. Og min mor tænkte, at det var jo nok, hvad den side kunne bære, og det var også fint med det. Men folk blev ved med at melde sig ind i siden. På et tidspunkt foreslog de også min mor, at jeg blev skiftet ud med en i-pad. Så kunne hun lave en ny facebookside ”Os der har en Majbritt Lund-i-pad”, men det fik de altså ikke.

Et liv som barnestjerne Udover at min mor havde oprettet en side specielt til mig på facebook, skulle hun da nok også sørge for at gøre opmærksom på mig på alle andre kanaler også. Så lige så stille blev hun også kontaktet af facebookvenner, der aldrig før havde set mig i virkeligheden. De var også interesseret i, hvem jeg var, siden de nu havde hørt så meget om mig. Derfor oplevede hun, at flere af dem, hun havde gået i folkeskolen eller på gymnasiet med, skrev og spurgte om, de også kunne få en Majbritt Lund-kuglepen. Og selvfølgelig kunne de det. Selv om mange vil kalde min mor for en linselus af de værste, var hun altså noget ydmyg og imponeret over, at de sådan gik op i, at hun havde fået mig. For hun er jo ikke lige den type, der også går op i at se billeder af de andres børn. Jeg ved, at min mor har funderet rigtig meget over, hvad der gjorde, at alle mulige på den måde også gik op i min færden. Det skrev hun også om på sin blog på et tidspunkt. Ja, det var endnu en anledning til at nævne mig. Livet gik sin stille gang, og jeg voksede til. Nogle gange bliver jeg spurgt, hvordan det har påvirket min barndom at være en slags barnestjerne, som altid er fremme i rampelyset. Jeg kan jo ikke sidde og tegne kruseduller, der klatter, uden at folk automatisk fokuserer på det. Folk åbner mig for at se, 11

hvordan sådan en som mig mon ser ud inden i. Er jeg også her anderledes end de andre kuglepenne? Men jeg har jo aldrig prøvet andet. Man kan også sige: ”Som mor så barn”. Og hvor andre familier lader et håndværk gå i arv, er vi mere sådan nogen, der altid bliver lagt mærke til. Og mine første ord var derfor også meget naturligt: ”Kamera hvor?” Nogle vil mene, at min mor bruger mig til at skabe opmærksomhed omkring sig selv. Og det skal jeg ikke fortænke dem i, for min mor kunne da aldrig have fået så meget opmærksomhed uden mig. Jeg havde den første tv-debut, jeg kan huske, i starten af maj 2009. En læge var i TV-Lorry for at fortælle om svineinfluenzaen, og jeg sad lige så diskret i hans brystlomme. Men nu har jeg jo altid haft evnen til at være diskret på den bemærkelsesværdige måde. Og min mors kollega Karin opdagede mig så alligevel. Desværre kunne min mor ikke finde tv-indslaget, for der var mange indslag om svineinfluenza i den periode. Og TV2 havde ikke markeret ”Majbritt Lundkuglepen” som søgeord i stil med ”svineinfluenza” og andet, der åbenbart var vigtigere.

Festens midtpunkt Hvor mit liv startede med, at min mor fortalte om mig til alt og alle, blev det lige så stille sådan, at alle andre også begyndte at gå og fortælle om mig, også når min mor ikke var der. ”Hvor meget kan man blive ved med at snakke om om en kuglepen?” er der tit nogen, der spørger. Ja, det er nok lidt lige som med vejret: Et uudtømmeligt emne, der også er så harmløst, at man altid kan tale om det. Men hvor vejret er lidt ligegyldigt, især i Danmark, så skete der som regel det, at folk altid blev glade af at tale om mig. Det hele tog for alvor fart til julefrokosten på La Oficina 2009. Jeg var der selv, og derfor ved jeg, at de ikke engang kan undskylde sig med at have drukket sig i hegnet. For det havde de ikke. Men som så ofte før begyndte folk at tale om mig. Jeg husker især, at Kitt og Klaus gjorde sig morsomme på min bekostning. ”Du skal melde dig ind i ”Os der har en Majbritt Lundkuglepen”, før den kan skrive,” sagde Kitt om mig. Og så fik den ellers bare hele armen, om hvordan jeg fremover ville erstatte alle computerne. Der var kun et lille problem ved at give mig alt den magt: Hvis folk skulle melde sig ind i facebooksiden for at jeg kunne skrive, hvad skulle de så gøre, hvis jeg havde erstattet alle computerne?

Og som jeg skriver denne historie, kan jeg godt høre, at det lyder som noget fuldemandssnak, og at det hele faktisk er lige så utroligt som så meget andet, der er sket i mit liv. Men det sjove er, at alle dem, der sad ved bordet, skreg af grin, og igen oplevede jeg at være med til at sprede glæde ved min blotte tilstedeværelse. På den måde har medlemmerne på La Oficina altid hjulpet med til, at der løbende kommer flere og flere medlemmer af min side. Nogle siger, at jeg er blevet kult, selv om det ikke rigtigt er et ord, jeg forstår.

Gode ambassadører Mine faddere hedder Erik og Susanne, og i perioder går de faktisk mere op i at sprede budskabet om mig og sikre sig, at jeg har det godt, end min mor gør. De spreder mig ud til højre og venstre, og de gør det med en sådan entusiasme, at folk, der kun kender min mor på grund af mig, også melder sig ind i min side på facebook. Og Erik og Susanne kan altid hive en ny, sjov oplevelse frem, de har haft med mig. De ser mig bare alle steder – også steder, hvor de ikke selv har lagt mig. Som da Erik holdt møde med en konsulent, der sad med en Majbritt Lund-kuglepen. Og her var Erik hurtig ”Hov, du har taget min kuglepen”, sagde han, for han vidste jo, at hun umuligt kunne have fået sådan en kuglepen selv. Men jo. Hun havde taget den på La Oficina, sagde hun. Eller da Susanne havde fortalt Cafe Sygemeldt så meget om mig, at min mors foredrag blev præsenteret med, at det jo var hende med Majbritt Lund-kuglepennen. For ikke at glemme, da Erik og Susanne var statister i Pengemagasinet og huskede at tage mig med. Min mor var lidt misundelig, men det er altså mig, medierne vil have. Dog hjalp det på hendes humør, da det gik op for hende, hvor mange der havde opdaget, at det var mig, der var i fjernsynet og ikke en hvilken som helst anden kuglepen. 15

Men der er også mange andre, der hjælper min mor med at holde historien om mig i live. Foreksempel skrev tante Lisbeth i Århus en guide om facebooksider, hvor min mor fik sneget et afsnit om mig ind. Og min ukendte tante Mette A., som min mor først har mødt for nylig, har også længe gået og talt om mig. Hun er veninde med Susanne, så det ligger jo lidt i kortene. Mette A. havde en pudsig oplevelse henne i banken, hvor bankrådgiveren kom til at tage Mettes kuglepen, altså mig, og da Mette fortalte hende, hvorfor hun ikke måtte tage lige præcist den kuglepen, sad bankdamen og tog noter. (Formentligt med en anden kuglepen, der klattede og gjorde ved, men skidt nu med det.) Til Iværksættermessen i Århus, forår 2011, var der også rift om mig. La Oficina havde en stand og havde taget en stak med af mig og mine søskende. Og forbi gik et venindepar, hvor den ene sagde til den anden” Ej der ligger der en Majbritt Lundkuglepen. Sådan en skal du også have.” Og med så mange hjælpere kræver det jo ikke meget af min mor at blive ved med at sprede historierne om mig.

Verdens havene En af dem, det er allermest spændende at ligge i tasken hos, er Mette W. I hendes taske rejser jeg mere, end den tid jeg ligger i de andres tasker tilsammen. Mette W. er verdensborger og har boet 17 år i udlandet. Mette W.s mand arbejder på Bali, så der er jeg tit med Mette nede, ligesom jeg også var med hende i Sydafrika med hele familien, da hun blev 60 år.

Man kan sige, at succesen er vokset min mor lidt til hovedet. Hvor nogle frygtede, at jeg bare ville ligge og tørre ind i min mors skab, måtte hun hurtigt købe flere kuglepenne ind, og hun går hele tiden og regner på, hvornår hun skal købe flere. Dels er der tre til fire ugers leveringstid på mig, og dels har min 17

mor en del highlights i sit liv, hvor hun ved, hun kommer til at dele mange kuglepenne ud. Det er især, når hun  går på messer.  holder sine gratis PR-minikurser.  er til netværksarrangementer, hvor jeg ofte er et helt naturligt samlingspunkt. Til Freelanceseminar 2011 oplevede min mor især en stor interesse for mig. Hun var noget taknemmelig over at opleve, hvor mange af de andre, der kunne fortælle hele historien om mig. Så den må jo have gjort indtryk. Man kan også sige, at min mor jo er som en slags magnet for arrangementer, hvor hun kan komme til at dele ud af mig. Min første fest I april 2010 fik jeg min første plastikoperation, om man så må sige. Eller måske er det mere korrekt at sige, at jeg sprang med på bølgen med kosmetiske tatoveringer. Hvor andre får markeret læber og øjenbryn, fik jeg tilføjet ”kommunikation” mellem ”Journalistik” og ”PR”, så der kom til at stå ”Journalistik, kommunikation & PR” på mit skaft, og på bagsiden af skaftet kom der også til at stå ”Sundhedsspecialist”.

Og sådan gik det til, at de første 1500 Majbritt Lundkuglepenne nu overgik i historien, og de kommende så lidt anderledes ud. Men hvor alle andre går lidt stille med dørene, når de på den måde laver om på deres egne børn, er min mor jo helt anderledes. Hun inviterede i stedet alle mine fans til en reception. Og de glædede sig og ville gerne komme.

Der kom sågar en til receptionen, som aldrig havde mødt min mor i virkeligheden. Og en kom fra Silkeborg. Og det var en rigtig fin, lille fest for mig. Folk kom med gaver, og Susanne, Mette W. og Kitt lavede noget underholdning. Og som alle andre familier har vi også et familiemedlem, der 19

altid fotograferer det hele. Hos os er det moster Elisabeth. Hun optog hele seancen og lagde derefter filmen ud på youtube. Og inden der var gået et år, havde 1000 set mig. Det skulle efter sigende kun være 1 % af alle film på youtube, der opnår det, så igen blev min mor så uendeligt stolt af mig. Pt. er der 1500 der har set den film. Men jeg er nok også en af de eneste kuglepenne, der sådan er gået til filmen. Efter jeg havde haft min filmdebut, kan jeg da godt mærke kendiseffekten. Og det kan min mor også. Nu sker det med jævne mellemrum, at hun møder forretningsforbindelser, der spørger, om det ikke er hende med kuglepennen. For eksempel mødte min mor en studiekammerat til et netværksarrangment, som hun ikke havde set siden Journalisthøjskolen, og hun kunne ikke engang huske, hvad han hed. Men inden de havde talt sammen i et minut, sagde han: ”Jeg har sådan grint af dig og din kuglepen”. Det samme skete, da min mor skulle oprette en bankkonto i Jyske Bank. Her brugte bankrådgiveren også mig som indgangsreplik. Også hun var meget imponeret af, hvad min mor havde fået ud af mig. Efter jeg havde haft mine 2½ minutes of fame, var der mange, der skrev til min mor, at de også ville have en kuglepen. Og hun var rigtig glad. Imidlertid var min morfar lidt bekymret

over alle de frimærker, hun måtte betale for. Men den slags hænger min mor sig ikke i. Siden har min mor løbende justeret på mit look, så nu er der fire forskellige typer af mig. Den mest bemærkelsesværdige ændring er at min mors hjemmesideadresse nu står meget tydeligere på pennen, end den gjorde i starten. Og det går min mor også meget op i. For høje besøgstal på hjemmesiden er der penge i, siger hun. Når hun tjekker sine besøgstal, kan hun i øvrigt også se, at søgeordene ”god kuglepen” tit trækker trafik ind på sitet. Ferieminder I foråret 2010 var jeg sammen med min mor og hendes kæreste i Jordan. Han ser mig nok lidt som et stedbarn. Han er hverken på facebook eller noget, så han har aldrig rigtig kunnet se den store fidus i mig. Men han ved, at jeg gør min mor meget glad, og jeg tager jo ikke noget fra ham, så vi har det egentligt fint sammen. Han har heldigvis ikke selv nogle kuglepenne fra tidligere. Ellers ville der sikkert også komme noget jalousi, fordi vi så hele tiden skulle kæmpe om opmærksomheden, (og her er jeg jo lidt svær at slå for de andre). Mette W. og en masse andre sender altid billeder ind til min facebookside, når de har haft mig med ude at rejse. Det gør det også lidt lettere for mig at huske alle de ferier, jeg har været på. Sommer 2010 var jeg med Jannemieke til VM i Sydafrika. 21

Sådan noget sport ville min mor alligevel aldrig tage mig med til, så det er jo rigtig fint. Ellers var jeg med Susanne og Erik på slotsferie i Tyskland, Mette H. på slotsferie i Polen, Majbrit A. til golfturnering i Sverige, Gitte i Grækenland og Heidi i Edinburgh. Og Erik har også haft mig med på skiferie, så jeg er jo ret alsidig. Som han skrev da han sendte sit billede ind til facebooksiden: ” Kuglepennen kigger beundrende op på sin forfader Mont Blanc - fyldepennen.”

Sommer 2011 tog min mor og kæresten mig med til vinområdet Barolo i Italien og til rivieraen i Sydfrankrig. Og helt i min mors ånd skulle vi selvfølgelig fotograferes på den røde løber i Cannes. Ellers var jeg med Susanne nede og besøge en veninde i Tyrkiet og med norske Agnar oppe og se den to-hovede trold i Trollheimen.

Fætter og kusinefest På et tidspunkt kom min mor i kontakt med Søren, som dengang arbejdede i den danske afdeling af kuglepensfirmaet Prodir. Altså mit mærke. Og de faldt hurtigt i snak, fordi de jo i sagens natur havde så meget til fælles: nemlig interessen for kuglepenne. Søren blev hurtigt klar over, at min mor var en rigtig god reklame for det at have reklameartikler. Så han sendte hende en kasse af alle mulige andre kuglepenne, så vi kunne se, hvordan en ægte prodir også kunne tage sig ud. Nogle lå i små æsker. Andre lå i bøger, hvor der var lavet plads i papiret til en kuglepen. Det var rigtig hyggeligt i de dage. Jeg legede med alle mine sjove fætre og kusiner. Der var både van Gogh-pennen, diskopennen, VM-pennen og kugpepennen fra verdensnaturfonden, som nu er knap så blød i kuglepensudgaven, som den ser ud i ”bjørneudgaven”. Efter Søren var stoppet hos Prodir blev min mor nu ved med at holde kontakten med både ham og firmaet. På et tidspunkt fik Mette W. tilsendt en kuglepen fra Prodir, hvor der stod Mette Weber på. Hun tænkte med det samme, at det var noget, min mor havde sørget for, for udover Mette Weber-kuglepennen, havde de også sendt en anden demo med, så Mette W. bedre kunne forestille sig mulighederne. Og denne demo var en kær kending, altså mig. 23

Min mor blev så glad, da hun hørte denne historie, for når Mette W. havde fået en Majbritt Lund-kuglepen fra firmaet, gad vide hvor mange andre der så også havde fået en? Derfor ringede hun ind og fik en sludder med dem på Prodir. Hun talte med to medarbejdere og blev både glad og overrasket over, at hun ikke behøvede at præsentere sig med andet end navnet. Jo, de vidste godt, hvem Majbritt Lund var. Desværre havde de ikke noget overblik over, hvor mange de havde sendt mine søskende ud til. De havde nok alligevel ikke forventet, at det ville betyde så meget for min mor. Men never mind. Nu vidste hun i hvert fald at de også hjalp med at sprede mig. Og det særlig gode var, at de delte penne ud, som min mor ikke havde betalt for!

Repræsentationsarbejde og halvmaraton Men det er nu ikke bare sjov og spas at være mig. Min mor har tit lidt for mange jern i ilden. Og derfor når hun aldrig ind til fredagsmøderne på La Oficina. Det er ellers et arrangement lige i hendes ånd. Medlemmerne mødes og deler deres erfaringer med nyhedsbreve, blogs, gratis arrangementer, bøger og lignende. Derfor er det også godt, at der altid er så mange andre, der husker at tage mig med, så jeg får taget nogle gode notater. På et tidspunkt inviterede Erik de andre på La Oficina til DHLstafetten. Og min mor skyndte sig at sige, at hun ville sponsere t-shirts til løberne. Og hvor alle andre ville reklamere for deres firmaer, ville min mor altså hellere reklamere for mig og facebooksiden. Så hun bestilte en bunke t-shirts, hvor der stod ”Os der har en Majbritt Lund-kuglepen” på forsiden. På bagsiden stod der ”præcis, levende og med gennemslagskraft”. Tror aldrig, der er nogen, der er blevet helt klog på, om det er mig eller hende selv, hun knytter de ord til. Jeg må indrømme: T-shirten er lige så fin som mig selv. Og den kommer så med moster Elisabeth og onkel Niels ud at købe alle mulige løb. Blandt andet halvmaraton… Og de løber da nok noget hurtigere end min mor.

Udenlandske venner og familieforøgelse En dag fik min mor et brev fra en kuglepenssamler, som synes, jeg var så flot, at han gerne ville købe en af mig til sin samling. Han havde også sendt en svarkuvert med frimærker på og skrev, at min mor bare kunne sende et girokort med prisen på kuglepennen. Men hvad er prisen for ens eget barn? Er det kostprisen, eller skal der så også noget affektionsværdi oven i mig? Jeg var nu lidt lettet, da hun bare sendte mig og et par andre til ham, uden 26

at han skulle betale, for hvis hun først begynder at tage penge for mig, bliver jeg altså lidt utryg over, hvor jeg så ender. Nu sker det med jævne mellemrum, at min mor bliver kontaktet af folk, der samler på kuglepenne. Og de har styr på de forskellige kuglepensvarianter. Min mor blev noget overrasket, da de begyndte at omtale mig som en Prodir DS2 (men det var rigtigt set af dem). Blandt andet er der nu indtil flere nordmænd på min facebookside. En af dem skrev følgende til min mor: ”Jeg er utrolig stolt og glad for å ha din flotte penn i min samling, den skal få hedersplass i skryteskapet på pennerommet mitt.” En anden nordmann skrev et blogindlæg om mig. Min mor er også blevet kontaktet af en tysk kuglepenssamler. Ham var hun ellers ved at komme til at slette. For hans mail startede med ”Dear Sir/Madam”, og det plejer at være starten på en spam-mail. Min mor blev lidt ked af, at han ikke ville kunne se filmen med mig, læse bogen eller have en reel glæde af facebooksiden på grund af sproget. Det inspirerede hende så til at få lavet engelske undertekster på kuglepensfilmen. Og ja, når hun kan få 1500 til at se den på dansk, ja så kan hun da godt få våde drømme ved tanken om, hvor mange der vil se den, når den også vil give mening i udlandet. I forbindelse med Iværk & Vækst september 2010 fik jeg en lillesøster ved navn Jette Friis-blyanten. Hun var lille og tynd, 27

men sød på sin egen måde. Og selv om der ikke er så meget spræl i hende endnu, er jeg sikker på, at vi nok skal få det sjovt, når hun bliver lidt større.

Og jeg var så stolt, da jeg var blevet storesøster. Lige som min mor havde gået rundt med mig, da jeg kom til verden, sendte jeg selvfølgelig også et billede af min nye lillesøster ud til mine venner på facebook (og pludseligt forstod jeg min mor meget bedre). Siden har jeg også fået en lillebror, der hedder Projekt Arbejdsglæde-pennen. 28

Hjælper også på PR-kurser Min mor er begyndt at holde kurser - især om at komme i pressen. Og her spiller jeg en særlig rolle. Min mor bruger nemlig mit eksempel i sin undervisning. Dels er jeg et eksempel på, hvordan man kan bruge de sociale medier, dels er jeg et eksempel på, hvordan man kan skabe en historie rundt om et produkt og dels er jeg et eksempel på, hvordan man kan komme i pressen, selv om man kun opfylder et enkelt af det, min mor kalder AVIS-kriterierne. Det skal jeg ikke trætte dig med, men en af vejene til at komme i pressen er at være en sensation. Og på kurserne fortæller min mor om, hvor sensationelt det er, at der er kommet så meget liv ud af mig. Og så viser hun filmen, og de griner, og jeg er igen med til at skabe sådan en god stemning. Det sjove er, at når min mor så taler med kursisterne efterfølgende er der mange, der skynder sig at nævne, at de stadig er glade for at skrive med mig. En enkelt har sågar fortalt, at hun på et tidspunkt blev tilbudt 100 kroner for mig, men ville hun sælge? Nogle gange deltager der også blinde på min mors kurser, men de vil også have en kuglepen. Og her gør min mor altså ikke forskel. Da de første 1000 havde set filmen med mig kontaktede min mor de medier, min historie kunne være interessant for. Hun kontaktede blandt andet Go’morgen Danmark, men det fik 29

hun nu ikke noget ud af. Det var åbenbart ikke en historie, man kunne forvente, at hele Danmark ville være interesseret i. Ja, jeg oplever jo selv noget helt andet set fra min stol, men jeg selvfølgelig også en slags part i sagen. Noget af det, min mor underviser i, er, at det kan være en fordel at kontakte nichemedierne, hvis man har en historie, som mere snævre målgrupper kan være interesseret i. Og ganske rigtigt: Kommunikationsforeningen ville da også gerne bringe historien om mig i deres nyhedsbrev. Og det blev min mor glad for, for det kommer alligevel ud til 7.000 læsere. Og de bragte også links til både filmen og bogen (altså den første udgave), så det var jo fint.

Vejen til ministre Min mor lever jo af at skrive. Ja, hun gør det godt nok på en computer, men det er fint for mig, for ellers ville jeg godt nok komme på overarbejde. Så jeg tager mig en slapper, mens hun hamrer i tastaturet. Hun har nu skrevet to bøger. God kommunikation i foreningen, som udkom marts 2011 og God kommunikation for selvstændige, der formentligt udkommer her i efteråret 2011. I begge bøger skriver hun også om de sociale medier, og i den første var hun lidt i vildrede. For hun ville så gerne nævne kuglepenseventyret som eksempel, men det havde jo ikke noget med foreninger at gøre, så derfor endte hun med at lade være. Til gengæld så nævner hun mig i den anden bog, og her passer det jo fint ind, fordi jeg er et eksempel på, hvordan man kan markedsføre sig som selvstændig. H vis du har set kuglepensvideoen husker du måske, at min mor lovede god rødvin til vedkommende, der afleverede en Majbritt Lund-kuglepen personligt til daværende sundhedsminister Bertel Haarder. Dengang troede hun, at det ville blive en af mine fans fra facebook, der skulle have den flaske og så kunne de lave noget sjov ud af det, men det endte med at blive noget mere højpoleret. På grund af min mors bog God kommunikation i foreningen deltog min mor i åbningskonferencen af Frivillighedsåret 2011. Daværende socialminister Benedikte Kiær deltog i sagens natur også. Det 31

var jo ligesom hendes område. Og min mor har jo aldrig været sen til at lade en chance passere forbi, så hun skyndte sig hen og gav Benedikte en pen, eller rettere hun gav hende to og spurgte, om hun ville give den anden til Bertel, og Benedikte nikkede. Min mor bestemte sig for at tro, at Benedikte ville holde ord. Bare fordi det var rart at tro på. Stor var hendes glæde dog alligevel da hun få dage efter fik en mail fra Bertel, der takkede for den fine kuglepen. Og min mor var sikker på, at han ikke havde fået sin sekretær til at skrive mailen for ham.  Punkt 1: Det ville simpelthen være for latterligt at bede en sekretær om.  Punkt 2: Min mors navn var stavet forkert. Og havde sekretæren skrevet mailen, ville hun nok have sørget for at stave Majbritt rigtigt (j og to t´er). På det tidspunkt var Bertel ellers kendt for at have et meget anstrengende forhold til journalister, fordi der var en af min mors kolleger, der havde forstyrret ham midt i risengrøden. Så måske var han bare glad for en harmløs og venlig gestus. I mellemtiden har der jo været regeringsskifte, så nu kan min mor jo starte forfra.

Facebook samler verden Jeg har tidligere nævnt mine kuglepensvenner over hele verden. Og udover at det er godt at have mange venner, har de også vist sig at gavne min mors forretning. For en af dem købte bogen God kommunikation i foreningen og bekræftede min mors håb: Nemlig at bogen også sagtens kunne bruges i andre lande. Nu er bogen så sat til salg i en webbutik i Norge, og forlaget tager den med til bogmessen i Frankfurt. Så, jo. En kuglepen kan også have nogle brugbare kontakter. Min mor har jo gennem tiden plejet mange af mine legekammerater for mig gennem facebook, og det gør unægtelig det hele noget nemmere, når man nu kender så mange, som jeg gør. Men min mor har længe haft en særlig forpligtelse uden for facebook. For Lis, som min mor jo køber os af, var lidt længe om at komme på facebook, så derfor sendte min mor nogle gange særlig info til Lis per mail, når der var noget nyt om mig. Derfor blev min mor da unægtelig noget lettet, da Lis også fik en profil på facebook. Nu har jeg alle samlet. Effektiv markedsføring Alt i alt oplever min mor fortløbende en masse sjov på grund af mig. På et tidspunkt ringede hun til potentielle kunder og kom i kontakt med en, der havde fået en kuglepen for 1½ år siden, og vedkommende skyndte sig at sige, at hun skam stadig 33

havde kuglepennen. Det kan godt være, at den potentielle kunde endnu ikke har købt noget, men det smarte ved arbejdsfordelingen mellem mig og min mor er, min mor kan lave alt muligt andet, mens jeg ligger og gør mig lækker på en masse forskellige skriveborde, i en masse forskellige tasker og hvor jeg ellers har været i tidens løb (ja, for mig er diskretion en æressag, så du kan være ganske rolig…). Nogle gange siger jeg, at jeg vil have nogle flere lomme penge, for jeg synes faktisk, at jeg knokler for hende. Men hun siger, at hun har udgifter nok på grund af mig. Måske skulle jeg melde mig til et af de salgskurser, hun er begyndt at markedsføre. Min mor er frivillig rådgiver på Iværk & Vækst hvert år. Her har jeg godt nok også nogle travle dage. Men hvor er det rart at se, at der også her er en masse, der kender min mor på grund af mig. På Iværk & Vækst 2011 fik hun også movet sig ind hos Bøvlbefrierne, der optog noget video. Det var godt nok avanceret. De kaldte det at de ”streamede live” – altså noget med at man kunne følge dem over facebook. Og her blev min mor så interviewet om, hvordan hun var blevet så kendt på grund af mig. Mange har spurgt min mor, hvor hun køber pennene henne. For de kan jo godt se, at jeg er markedsføring, der virker. Men det

er som om, interessen falder lidt, når de hører, hvad penne som jeg koster. Da min mor fik sit firma, kaldte hun det for Majbritt Lund efter sig selv og tænkte, at så kunne hun måske finde på noget smartere senere. Den tanke er hun nu gået væk fra, for når min mor nu er kendt som hende med Majbritt Lund-kuglepennen, ville det ikke længere give mening at firmaet ikke også skulle hedde Majbritt Lund. Dog ved jeg at hun har det lidt mærkeligt med at firmaet nu ikke længere hedder Majbritt Lund efter hende selv, men efter mig. He he… Hvilke tanker gør en kuglepen sig om fremtiden? Min mor har altid lært mig, at man skal gøre det, man er god til. Og det, jeg er god til, er at skrive og skabe god stemning. Derfor har jeg overvejet at skrive den fredserklæring, der en gang for alle afslutter uroen i Mellemøsten. Like mother – like daughter, not!

De personer der optræder i denne bog har følgende efternavne: Jannemieke Nooteboom Lotte Reiter Mette Weber Susanne Kjær Erik Schrøder Mette Herzmann Heidi Pallisbo Lisbeth Scharling Elisabeth Kolerus Vind Karin Høgh Kitt Tvile Klaus I. Hell Majbrit Andersen Niels Moestrup Gitte Lykkeaa Mette Allerslev Søren Thielke Agnar Storbakk 36